Harald Haardraades saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Snorre Sturlasøn

Kongesagaer

oversat af

Gustav Storm

Kristiania
J.M. Stenersen & Co
1900

Nationaludgave (2den udgave)

Harald Haardraades saga

[1030-1066]

1. Sigurd Syrs søn Harald, sammødre broder af kong Olav den hellige, var med i slaget paa Stiklastader [1030], da kong Olav den hellige faldt. Harald blev der saaret og frelste sig bort med andre flygtninger. Saa siger Tjodolv:

Et hvast kamp-veir jeg hørte

nær Haug mod kongen drive;

men Bulgarernes brænder

sin broder vel støtted’.

Nødig fra faldne Olav

fyrsten skiltes og hylled’

sit hoved, da han var tolv

og tre vintre gammel.

Ragnvald Brusesøn førte Harald ud fra slaget og tog ham med til en bonde, som boede i en skog langt fra andre mænd; der blev Harald lægt, indtil han blev frisk. Siden fulgte bondens søn ham øster over Kjølen, og de fór hele tiden ad skogveier, hvor de kunde, og ikke den almindelige vei. Bondesønnen vidste ikke, hvem han fulgte; og da de red mellem nogle ødeskoger, kvad Harald dette:

Nu faar fra skog til skog jeg

skride med liden hæder;

hvem véd, om jeg ei vorder

vide navnkundig omsider.

Han fór øster gjennem Jæmteland og Helsingeland og saa til Svitjod; der fandt han Ragnvald Brusesøn og mange andre af kong Olavs mænd, som havde frelst sig ud af striden.

2. Vaaren efter skaffede de sig skibe og fór om sommeren [1031] øster i Gardarike til kong Jarisleiv og var der om vinteren. Saa siger Bålverk:

Milding, du tørrede sverdets

mund, da du fór fra striden.

Du gav ravnen at æde,

ulven tuded’ i aasen.

Men næste aar var du

øster i Gardar, kraftige

kriger! Ikke jeg hørte

om hærfører bedre, end du var.

Kong Jarisleiv tog vel imod Harald og hans mænd; Harald blev da høvding over kongens landvernsmænd sammen med Eiliv, søn af Ragnvald jarl. Saa siger Tjodolv:

Ens bar sig ad,

hvor Eiliv sad,

to høvdinger

i hamfylkinger.

Øst-Vender de jog

i saa snæver krog.

For Læserne var ei let

lidsmændenes ret.

Harald dvælte nogle vintre i Gardarike og fór vide om i Østervei. Siden tog han paa at fare ud til Grækenland og havde en stor skare mænd med sig; da drog han til Miklegaard. Saa siger Bålverk:

Den kolde skur drev snekkens

sorte stavner fremad,

og skeidene, herlig brynjede,

bar sine seil langs landet.

Fyrsten saa Miklegaardens

malmtaarner for stavnen;

barmfagre skibe bares

til borgens høie murer.

3. Da raadede for Grækenland dronning Zoe den mægtige, og med hende Michael Katalaktus. Men da Harald kom til Miklegaard til dronningen, gik han der i tjeneste for sold og fór strax om høsten paa galeier med de hærmænd, som fór ud i Grækenlandshav. Harald holdt en skare af sine mænd. Da var den mand høvding over hæren, som hed Gyrge; han var dronningens frænde. Men Harald havde kun været en kort tid i hæren, inden Væringene meget sluttede sig til ham, og fór de sammen i én flok, naar det var kampe; det kom da dertil, at Harald blev høvding over alle Væringer. Gyrge og hans hær fór vide om Grækenlands øer og herjede der meget paa korsarskibene.

Middelhavet med oldnordiske stedbetegnelser.

4. Det hændte engang, da de havde faret over land og skulde tage sig natteleie ved nogle skoger, at Væringene kom først til nattestedet, og de valgte sig de steder til at tjelde, som de saa var bedst og laa høiest, thi der er det saa, at landet er blødt, og saasnart regn kommer der, er det ondt at bo der, hvor det ligger lavt. Da kom Gyrge, hærens høvding, og da han saa, hvor Væringene havde tjeldet, bød han dem fare bort og tjelde paa et andet sted; han siger, at han vil tjelde der. Harald siger saa: «Hvis I kommer først til nattebol, da tager I eder nattested, og da faar vi tjelde der paa et andet sted, som vi liker; gjør I nu ogsaa saa, tjeld der, hvor I vil, paa et andet sted. Jeg tænkte, at det skulde være Væringers ret her i grækerkongens vælde, at de skal være selvstændige og fri i alle ting for alle mænd, men være kongen alene og dronningen tjenesteskyldige.» De trættede om dette med stor hidsighed, indtil begge deler væbnede sig; det var da nær ved, at de kom i kamp. Da kom de viseste mænd til og skilte dem ad; de sagde saa, at det var rimeligere, at de forligte sig om denne sag og gjorde en nøiagtig aftale mellem sig derom, saa at man ikke trængte oftere slig strid derom. Det blev da aftalt en stævne i sagen, og de bedste og viseste mænd forestod den. Men paa den stævne raadede de saa, at alle blev enige om, at man skulde bære lodder sammen i et skjød og kaste lod mellem Græker og Væringer om, hvem som først skulde ride eller ro eller lægge til havn og vælge tjeldsteder; enhver af dem skulde nu være tilfreds med det, som loddet sagde. Siden blev det gjort og merket lodder. Da sagde Harald til Gyrge: «Jeg vil se, hvorledes du merker dit lod, for at vi ikke skal merke begge paa samme vis.» Han gjorde saa. Siden merkede Harald sit lod og kastede det i skjødet, og ligesaa Gyrge. Men den mand, som skulde tage op loddet, tog det ene op og holdt det mellem sine fingre og løftede haanden op og sagde: «Disse skal først ride og ro og lægge til havn og vælge sig tjeldsteder.» Harald greb til med haanden, tog loddet og kastede det ud paa sjøen; siden sagde han: «Dette var vort lod.» Gyrge siger: «Hvorfor lod du ikke flere mænd se det?» «Se nu,» siger Harald, «det lod, som er tilbage; du kjender vel dit merke.» Siden saa man efter det lod, og alle kjendte der Gyrges merke. Det blev dømt, at Væringene skulde have valget om alt det, som de trættede om. Flere ting hændte ogsaa, som de ikke blev enige om, og det endte stadig saa, at Harald fik sin sag frem.

5. De fór alle tilsammen om sommeren og herjede. Naar hele hæren var sammen, lod Harald sine mænd være udenfor kampen eller ogsaa der, hvor det var mindst mandefare, og sagde, at han vilde vogte sig, at han ikke mistede sine hærmænd. Men naar han var alene med sine mænd, gav han sig saa hidsig i kamp, at enten maatte han faa seier eller bane. Saa hændte det ofte, at naar Harald var høvding for mændene, vandt han seier, mens Gyrge ikke vandt. Dette skjønte hærmændene og sagde, at deres sag vilde fare bedre, om Harald var ene høvding over hele hæren, og de dadlede hærføreren, at han og hans mænd ikke var til nogen nytte. Gyrge siger, at Væringene ikke vilde yde ham støtte, og bad dem fare til et andet sted, medens han fór med den øvrige hær, og vinde sligt, som de formaaede. Da fór Harald fra hæren, og med ham Væringene og Latinmændene; Gyrge fór med Grækernes hær. Det viste sig da, hvad hver formaaede. Harald vandt stadig seier og gods, men Grækerne fór hjem til Miklegaard undtagen de unge mænd, de som vilde vinde sig gods; de samlede sig til Harald og havde ham til hærfører. Han gav sig da med sin hær vester til Afrika, som Væringene kalder Serkland, og fik da stor tilvext paa folk. I Serkland vandt han 80 borger; nogle blev givne op, andre tog han med vold. Siden fór han til Sikel-ø. Saa siger Tjodolv:

Otteti borger i Serkland,

siger jeg, blev tagne

(den unge hader af glorøde

guld sig styrted’ i fare),

inden hærmanden Hilds

haarde leg gik at vække

med skjoldet, Serkers fiende,

paa Sikel-øens sletter.

Saa siger Illuge Bryndøle-skald:

Harald, under Mikjaal brød du

[Budles søn, som vi hørt har,

bød sine svogre til gilde]

Sydlandene med hærskjold.

Her siges det, at dengang var Mikjaal grækerkonge. Harald dvælte mange vintre i Afrika og fik meget løsøre, guld og alskens kostbarheder. Men alt det gods, som han tog og ikke trængte at have til kosthold, sendte han med sine tro mænd til Holmgaard i kong Jarisleivs magt og varetægt, og der droges sammen en mængde gods, som rimeligt er, at det skulde blive, naar han herjede i den del af verden, som er rigest paa guld og kostelige sager, og naar han gjorde saa meget dertil, som det forud med sandhed var sagt, at han havde tilegnet sig 80 borger.

6. Men da Harald kom til Sikel-ø, herjede han der og lagde sig med sin hær ved en stor og folkerig borg; han satte sig om borgen, thi der var saa sterke vægger, at det tyktes ham usikkert at kunne bryde dem. Borgmændene havde mad nok og andre varer, som trængtes til vern. Da fandt han paa det raad, at hans fuglefængere tog smaafugler, som havde reder i borgen og fløi ud i skogen om dagene for at søge sig mad. Harald lod binde paa ryggen af fuglene høvlspaaner af tyrived, heldte smeltet vox og svovel paa og lod slaa ild i det; fuglene fløi, saasnart de blev løse, alle paa éngang til borgen for at søge sine unger og reder, som de havde under hustagene som var tækket med rør eller halm. Da tog ilden fra fuglene fat i hustagene. Men skjønt hver for sig bar en liden byrde af ild, blev det dog snart en stor ild, da mange fugler bar ild til tagene vide om i byen, og dernæst brandt det ene hus efter det andet, indtil borgen luede. Da gik alt folket ud af borgen og bad om naade, de samme som forud mangen dag havde talt overmodig og haanlig om Grækernes hær og deres høvding. Harald gav grid til alle mænd, som bad derom, og fik siden magt over denne borg.

7. Det var en anden borg, som Harald lagde til med sin hær; den var baade folkerig og sterk, saa det var ikke at vente, at de fik brudt den; det var haarde og flade volder om borgen. Da lod Harald tage til at grave en grøft fra der, hvor det flød en bæk, og det var der et dybt gjel, saa at man ikke kunde se did fra borgen. De kastede mulden ud i vandet og lod strømmen bære den bort. I dette arbeide var de dag og nat, de skiftede efter flokkene. Hæren gik hver dag frem til borgen, men borgmændene gik til murskaarene, og de skjød paa hverandre, men om natten sov de paa begge sider. Men da Harald skjønte, at dette jordhus var saa langt, at det maatte være kommet ind forbi borg-væggen, lod han sine mænd væbne sig; det var mod dagen, at de gik ind i jordhuset. Men da de kom til enden, grov de op over sine hoveder, indtil de kom til stener, satte med kalk; det var gulvet i stenhallen. Siden brød de op gulvet og gik op i hallen. Der sad mange af borgmændene; de aad der og drak, og det blev dem den mest uventende ulykke, thi Væringene gik der frem med dragne sverd og dræbte strax nogle, men andre flygtede, de som kunde komme ud. Væringene søgte efter dem, men nogle tog borgporten og lukkede op; der gik hele hærmængden ind. Men da de kom ind i borgen, flyede borgmændene, men mange bad om grid, og det fik alle, som gav sig op. Harald tilegnede sig paa denne vis borgen og dermed vældigt gods.

8. Den tredje borg kom de til, den som af alle disse var størst og sterkest og mægtigst paa gods og folk. Om denne borg var det store diger, saa at de saa, at man ikke kunde vinde den med slige kneb som de forrige; de laa der meget længe saaledes, at de ikke fik udrettet noget. Men da borgmændene saa det, blev de deraf djervere. De satte sine fylkinger oppe paa borg-væggen; siden lukkede de op borgportene og raabte til Væringene, eggede dem og bad dem gaa ind i borgen og ertede dem for modløshed, sagde, at de var ikke bedre end høns til kamp. Harald bad sine mænd lade, som om de ikke skjønte, hvad de sagde: «vi udretter ikke noget,» siger han, «om vi end render til borgen; de bærer sine vaaben paa os ned under sine fødder, og om vi end kommer ind i borgen med nogle skarer, har de magt til at lukke dem inde, som de vil, men holde nogle ude, thi de har sat vagt over alle borgporter. Vi vil gjøre dem ikke mindre spot og lade dem se, at vi ikke ræddes for dem; vore mænd skal gaa frem paa voldene saa nær borgen som muligt og vogte sig dog saa, at de ikke gaar i skudmaal. Alle vore mænd skal fare vaabenløse og gjøre leg og lade borgmændene se, at vi agter ikke deres fylkinger.» Siden gik det saa i nogle dager.

9. Islandske mænd nævnes, som der fór med kong Harald: den ene var Haldor, Snorre godes søn — han førte dette frasagn hid til landet —, den anden var Ulv, søn af Uspak, Usviver den spakes søn; de var begge meget sterke og vaabendjerve mænd og kjære venner af Harald; de var begge med i legen. Da det nu havde faret paa denne vis i nogle dager, vilde borgmændene vise endnu større overmod: de gik da uden vaaben op paa borgvæggene, men lod dog borgporten staa aaben. Men da Væringene saa det, da gik de en dag til legen saaledes, at de havde sverd under kapperne og hjelmer under hattene. Men da de havde legt en stund, saa de, at borgmændene ikke undrede sig; da tog de raskt vaabnene og løb siden til borgporten. Men da borgmændene saa det, gik de modig imod og havde fuld væbning; det kom da op en kamp der i borgporten. Væringene havde ingen vaaben til vern, undtagen at de svøbte sine kapper om sin venstre haand; nogle blev saarede, nogle faldt, og alle var stedt i nød. Harald og de mænd med ham, som var i hærbodene, søgte til for at hjælpe sine mænd. Men borgmændene var da komne op paa borgvæggene, skjød og kastede sten paa dem. Det blev da en haard kamp, og de, som var i borgporten, syntes, det gik senere med at hjælpe dem, end de ønskede. Men da Harald kom til borgporten, faldt hans merkesmand. Da sagde han: «Haldor, tag merket op!» Haldor tog merkestangen op, men svarede og talte uvittig: «Hvem vil bære merke for dig, naar du følger det saa modløst som nu en stund?« Dette var mere vredesord end sandhedsord, thi Harald var den vaabendjerveste mand. De søgte da ind i borgen; det blev da en haard kamp, men den endte saa, at Harald fik seier og vandt borgen. Haldor blev meget saaret, han fik et stort saar i ansigtet, og det var en lyde al den tid, han levede.

Wilhelm Wetlesen: Det kom op en kamp i borgporten mellem Væringene og borgmændene.

10. Den fjerde borg, som Harald kom til med sin hær, var den største af alle dem, som før er sagt om, og den var saa sterk, at de saa ikke noget haab om at faa brudt den. Siden sad de om borgen og lagde ring om den, saa at ingen varer kunde flyttes til borgen. Men da de havde dvælet en kort tid, fik Harald en sygdom, saa at han lagde sig til sengs; han lod sætte sit landtjeld bort fra andre landtjeld, thi det tyktes at give ham ro, at han ikke hørte uro og støi fra hæren. Hans mænd kom ofte i flokker til og fra ham og spurgte ham om raad; det saa borgmændene, at det var hændt noget blandt Væringene, og de sendte speidere ud for at faa vide, hvad det kunde være. Men da speiderne kom tilbage til borgen, kunde de sige de tidender, at Væringenes høvding var syg, og at de af den aarsag ikke gik frem mod borgen. Men da saa en stund var gaaet, minkede Haralds kræfter, og da blev hans mænd meget hugsyge og sørgmodige; alt sligt spurgte borgmændene. Det kom til det, at sotten trængte Harald saa sterkt, at hans død blev fortalt over hele hæren. Siden fór Væringene til samtale med borgmændene, fortalte dem om sin høvdings død og bad prestene yde ham en grav i borgen. Men da borgmændene spurgte disse tidender, da var det mange, som der raadede for klostre eller andre store kirker i borgen, og da vilde enhver gjerne have det lig til sin kirke, thi de vidste, at det der vilde følge stort offer. Da klædte hele mængden af prester sig i skrud og gik ud af borgen med skrin og helligdommer og gjorde en fager proeession. Men Væringene gjorde ogsaa en stor ligfærd; ligkisten blev da baaret høit og var tjeldet over med pellklæder, og derover blev det baaret mange merker. Men da dette blev baaret ind gjennem borgporten, da satte de kisten ned tvers over borgporten, foran aabningen; da blæste Væringene hærblæst i alle sine lurer og drog sine sverd; da styrtede hele Væringenes hær ud af hærbodene med fuld væbning og løb da til borgen med skrig og raab. Men munker og andre prester, de som havde gaaet ud i denne ligfærd og kappedes med hverandre at gaa først og fremst ud for at tage imod offeret, de kappedes nu dobbelt saa meget om at være fjernest fra Væringene; thi de dræbte hver den, som var dem nærmest, hvad enten han var klerk eller uviet. Væringene gik saaledes over hele denne borg, at de dræbte mandfolkene, men rante alle kirker i borgen og tog der vældigt gods.

11. Harald var mange vintre i denne hærfærd, som nu er sagt om, baade i Serkland og i Sikel-ø. Siden fór han tilbage til Miklegaard med denne hær og dvælte der kort tid, inden han tog paa en færd ud til Jorsale-hjem. Da lod han efter sig det guld, han fik i sold af grækerkongen, og ligesaa gjorde alle Væringer, som gav sig paa færd med ham. Saa er sagt, at i alle disse færder havde Harald havt 18 slag; saa siger Tjodolv:

Hver ved det, at Harald

holdt har atten grumme

slag (ofte har freden

af fyrsten brudt været);

den graa ørns hvasse klør,

konge, i blod du farved’,

(ulven mættedes altid)

inden du fór hjemad.

12. Harald fór med sine mænd ud til Jorsaleland og fór siden over til Jorsaleborg; hvor han kom i Jorsaleland, blev alle borger og kasteller givne i hans vold; saa siger Stuv skald, som havde hørt kongen selv fortælle om disse tidender:

Den eggdjerve, hugstore

hærmand under sig lagde

Jorsaler (landet venligt

var mod ham og Grækerne).

Og med fuldt vælde

ubrændt kom landet

hjemlet til hærmanden

[Have, der han ønsker,].

Her siges om det, at dette land kom ubrændt og uherjet i Haralds vold. Han fór da ud til Jordan og laugede sig der, som andre palmeres skik er. Harald gav meget gods til Herrens grav og til det hellige kors og andre helligdommer i Jorsaleland. Da fredede han veien helt ud til Jordan og dræbte røvere og andre ufredsfolk. Saa siger Stuv:

Raad og vrede ord

af Egde-kongen virked’

paa begge Jordans bredder

(til baade mod svig af mændene).

Men for sand brøde

bøde haardt de maatte:

ondt led de af fyrsten.

[Evig bolig hos Kristus].

Derefter fór han tilbage til Miklegaard.

13. Da Harald var kommet til Miklegaard fra Jorsaleland, fik han lyst til at fare til Nordlandene til sin odel; han havde da spurgt, at hans brodersøn, Magnus Olavsøn, var bleven konge i Norge og saa i Danmark, og siger da op sin tjeneste hos grækerkongen. Men da dronning Zoe fik dette at vide, blev hun meget vred og vakte anklager imod Harald; hun sagde, at han nok havde faret svigagtig med grækerkongens gods, som var taget i hærfærd, dengang da Harald havde været høvding over hæren. Maria hed en ung og fager mø, hun var dronning Zoes broderdatter; Harald havde bedt om at faa hende, men dronningen negtede det. Saa har Væringer, de som har været i sold i Miklegaard, fortalt hid nord, at det sagn gik der blandt frode mænd, at dronning Zoe vilde selv have Harald til sin mand, og at det var i virkeligheden mest aarsag til det, som hændte Harald, da han vilde fare bort fra Miklegaard, om end andet blev baaret frem for mængden. Da var det den grækerkonge, som hed Konstantinus Monomakus; han styrede riget med dronning Zoe. Af denne aarsag lod grækerkongen fange Harald og føre ham til fængsel.

14. Men da Harald kom nær til fængslet, da viste den hellige kong Olav sig for ham og sagde, at han skulde hjælpe ham. Der paa strætet var det siden et kapel, helliget kong Olav, og det kapel har siden staaet der. Fængslet var saaledes bygget, at det der er et høit taarn, aabent oventil, men en dør gaar fra strætet ind i taarnet. Harald blev sat ind der, og med ham Haldor og Ulv. Næste nat efter kom en mægtig kvinde oven paa fængslet og havde gaaet op i stiger, og med hende to tjenestemænd; de lod et taug sige ned i fængslet og drog dem op. Denne kvinde havde den hellige kong Olav forud helbredet og havde nu aabenbart sig for hende og sagt, at hun skulde løse hans broder fra fængslet. Da fór Harald strax til Væringene, og de reiste sig alle op for ham og hilste ham velkommen. Siden væbnede hele hæren sig og gik dertil, hvor kongen sov. De tog kongen til fange og stak begge øine ud paa ham. Saa siger Toraren Skjeggesøn i sin draapa:

Gjæve fyrste naaede

guldet, men Grækerlandets

stolkonge gik stenblind

med stygge saarmerker.

Saa siger ogsaa Tjodolv skald:

Ulvesorgens øder

ud lod begge øine

stikke af stolkongen

(strid var da paa færde).

Egdernes fyrste lagde

øster paa kjække Bragning

et graaligt merke, og grusomt

Grækernes konge blev rammet.

I begge disse Haralds-draapaer og mange andre kvæder om ham er dette omtalt, at Harald blindede selve grækerkongen; de kunde i stedet for ham have nævnt en hertug eller en greve eller andenslags fyrstelige mænd, hvis de vidste, at det var rettere, thi Harald selv og de andre mænd, som der var med ham, kom med dette udsagn.

15. I den samme nat gik Harald og hans mænd til det herberge, som Maria sov i, og tog hende bort med vold. Siden gik de til Væringenes galeier, tog to af galeierne og roede siden ind i Sævidarsund. Men da de kom did, som jernlænken laa tvers over sundet, sagde Harald, at mændene skulde sætte sig til aarerne paa begge galeier, men de mænd, som ikke roede, skulde alle løbe agter i galeierne og hver have sin sækkefeld med. De rendte saa galeierne op paa jernlænken, og saasnart de fæstedes og farten tog af, bad han alle mænd løbe frem i. Da stupte den galei, som Harald var paa, og gled af jernene ved svingningen, men den anden galei, som blev fast paa jernlænken, sprak, og der druknede mange, men nogle blev tagne op af vandet. Paa denne vis kom Harald ud fra Miklegaard og fór saa ind i Sortehavet. Men inden han seilede fra land, satte han jomfruen op paa land og gav hende godt reisefølge tilbage til Miklegaard; han bad hende sige sin frændkone Zoe, hvor meget magt hun havde over Harald, eller om dronningens magt havde kunnet hindre, at han kunde faa jomfruen. Derpaa seilede Harald nord i Ellepalta og derfra videre gjennem Østriget. I denne færd digtede Harald gammen-vers, og de er tilsammen sexten med samme omkvæd i dem alle; dette er ét:

Skibet langs vide Sikel-ø

skar; da var vi prude.

Som venteligt, vængebaaden

vakkert skred under drengene.

Ikke jeg venter, en usling

end vil did komme.

Dog siger guldringens Gerd

i Gardar, at hun mig vrager.

Med det sigtede han til Ellesiv, datter af kong Jarisleiv i Holmgaard.

16. Men da Harald kom til Holmgaard, tog kong Jarisleiv overmaade godt imod ham, og han dvælte der om vinteren; han tog da i sin varetægt alt det guld og mange slags kostbarheder, som han forud havde sendt did uden fra Miklegaard; det var saa meget gods, at ingen mand nord i landene havde seet sligt i én mands eie. Harald havde tre ganger kommet i polotasvarv, medens han var i Miklegaard. Det er der lov, at hver gang en Græker-konge dør, skal Væringene have polota-svarv; de skal da gaa gjennem alle kongens «poloter», der som hans skattegjemsler er, og skal hver da frit tage det, han faar fat med hænderne.

17. Den vinter giftede kong Jarisleiv sin datter med Harald; hun hed Elisabeth, hende kalder Nordmænd Ellesiv. Om det vidner Stuv Blinde:

Svogerskab, som han vilde,

vandt Egders fyrste.

Mændenes ven fik guldet

i mængde og kongens datter.

Men om vaaren [1045] tog han paa sin færd fra Holmgaard og fór om vaaren til Aldeigjaborg; der fik han sig skibe og seilede vestover om sommeren. Han vendte sig først til Svitjod og lagde til ved Sigtuner. Saa siger Valgard fra Våll:

Harald, du ud paa skibet

skjød den fagreste ladning;

guld du vester førte

fra Gardar (hæder dig vistes).

Hugstore konge, du heftigt

i haarde sjøveir styred’.

Du saa, da sjøsprøiten letted’,

Sigtuner; skibene neied’.

18. Harald fandt der Svein Ulvsøn; om høsten havde han flyet for kong Magnus ved Helganes. Men da de mødtes, hilsede den ene den anden vel. Sveakongen Olav Svenske var morfader til Ellesiv, Haralds kone, men Sveins moder Astrid var kong Olavs søster. Harald og Svein gjorde forbund og bandt det med faste aftaler. Alle Svear var Sveins venner, thi han havde den største æt der i landet; blev da alle Svear ogsaa Haralds venner og hjælpere; mange stormænd var der bundne ved svogerskab til ham. Saa siger Tjodolv:

Egekjølen vestover

vaskede havet fra Gardar.

Svearne gav dig siden,

snilde landstyrer! støtte.

Haralds skeid, som i læ

ludede, under brede

seil gik med meget

guld (stormen raste).

19. Siden skaffede de sig skibe, Harald og Svein, og det drog sig snart en stor hær sammen til dem; og da mændene var rede, seiler de vestover til Danmark. Saa siger Valgard:

Egekjølen gled under dig,

Yngve kampglad, til havet

fra Svearnes land (skjæbnen

sikred’ med rette din odel).

Skeiden til top var revet,

der den rendte over stag

langs det flade Skaane

og skræmte Danernes kvinder.

De lagde først til Sjæland og herjede og brændte vidt om der. Siden styrede de til Fyn, gik der op og herjede. Saa siger Valgard :

Harald, du grundig herjede

hele Sjæland; vargen

iled’ at finde de faldne

(fyrsten truer fienden).

Folkesterk konge til Fyn

fór og gav hjelmene

(skjoldene brast kløvede)

kraftig møie at lide.

Ilden brændte i gaarden

grumt søndenfor Roskilde.

Krigerske konge luen

lod fælde husene.

Landets mænd laa faldne,

frihed Hel dem røved’;

harmbøiede husfolk

hastig flygted’ til skogen.

Sorgen de skilte sinked’

(skjønne kvinder blev fangne),

men de, som efter leved’

af Danerne, flygtede unda.

Laas bandt møens legeme.

Leie lod du foran dig

mange kvinder (de lyslette

lænker bar) til skibene.

20. Magnus Olavsøn styrede om høsten [1045] efter Helganes-slaget nord til Norge. Derefter spurgte han de tidender, at hans frænde Harald Sigurdsøn var kommet til Svitjod, og at han og Svein Ulvsøn havde gjort sit forbund og havde ude en stor hær og tænkte fremdeles at lægge under sig Danevælde og siden Norge. Kong Magnus byder leding ud fra Norge, og det drager sig snart en stor hær til ham. Han spurgte da, at Harald og Svein var komne til Danmark [1046], brændte og satte ild paa alt, men at landets mænd vide gik under dem. Det blev ogsaa sagt tillige, at Harald var større og sterkere end andre mænd og saa klog, at intet var ham umuligt og at han altid fik seier, naar han kjæmpede; han var ogsaa saa rig paa guld, at ingen vidste mage til det. Saa siger Tjodolv:

Nu faar sjøfarerne

paa freden neppe haabe;

hirdmænd frygter fare,

flaader er ude for landet.

Magnus kamplysten seiler

med sine skibe nordfra,

men Harald fører andre

havhester sydfra.

21. Kong Magnus’s mænd, de som var hans raadgivere siger ham, at det tykkes dem uheldigt, om han og hans frænde Harald skal bære bane-spyd efter hinanden; mange mænd byder sig til at fare og søge forlig mellem dem, og efter disse raadslagninger samtykker kongen deri. Det blev da sendt mænd paa en løbe-skute, og de fór som skyndeligst til Danmark. De fik danske mænd, dem som var kong Magnus’s fuldkomne venner, til at bære dette erende frem for Harald. Denne sag gik meget tyst. Men da Harald hørte dette sagt, at kong Magnus, hans frænde, vilde byde ham forlig og forbund, og at han skulde have halve Norge med Magnus, men hver af dem have halvdelen af begges løsøre, da fór disse aftaler tilbage til kong Magnus.

22. Lidt senere var det, at Harald og Svein talte en kveld ved drikken. Svein spurgte, hvad kostbarhed Harald havde, som han satte mest pris paa. Han svarer saa, at det er hans merke Land-ødan. Da spurgte Svein, hvad som fulgte med merket, siden det var saa stor en skat. Harald siger, at det var spaaet, at den vilde faa seier, som merket bares foran, og siger, at saa havde hændt, lige siden han fik det. Svein svarer: «Det vil jeg tro, at den natur følger merket, hvis du holder tre slag imod kong Magnus, din frænde, og du faar seier i dem alle.» Da siger Harald vredelig: «Jeg kjender frændskabet mellem mig og Magnus, om du ikke minder mig om det, og fordi om vi nu farer med hærskjold imod hinanden, er det ikke saa, at ikke andre møder mellem os kunde være sømmeligere.» Svein skiftede da farve og sagde: «Det gjetter somme, Harald, at du har gjort saa før, at du holder alene det af aftaler, som du synes drager din sag bedst frem.» Harald svarer: «Færre gange mon du kjende til, at jeg ikke har holdt aftaler, end jeg véd, Magnus vil sige, at du har holdt imod ham.» Derefter gik hver af dem sin vei.

Wilhelm Wetlesen: Harald og Svein talte en kveld ved drikken.

Om kvelden, da Harald gik til søvn i løftingen paa sit skib, sagde han til sin skosvend: «Nu vil jeg ikke ligge i hvilerummet i nat, thi jeg har mistanke om, at ikke alt er svigløst; jeg fandt ikveld, at min maag Svein blev meget vred over min aabne tale; du skal holde vagt efter, om det hænder noget her i nat.» Harald gik da et andet sted hen for at sove, men lagde der i sit rum en træstubbe. Men om natten blev det roet en baad hen til løftingen, og en mand gik op og sprættede løfting-tjeldet op, gik siden op der og huggede i Haralds rum med en stor øx, saa at den stod fast i træet. Den mand løb strax ud i baaden — men det var belgmørkt —, og roede strax bort; men øxen var efter til vidne, den stod fast i træet. Siden vakte Harald sine mænd op og lod dem vide, hvad svig de var komne ud for: «Vi kan nu se det,» siger han, «at vi her ikke har magt imod Svein, saasnart han slaar sig paa svigeraad imod os; det kan være det bedste vilkaar at søge bort herfra, medens det er leilighed til det; lad os nu løse vore skibe og ro lønlig bort.» De gjør saa, ror om natten nord langs land og farer dag og nat, indtil de finder kong Magnus der, han laa med sin hær. Gik da Harald sin frænde, kong Magnus, imøde, og der blev det et glædesmøde, saa som Tjodolv siger:

Vidkjendte fyrste, vandet

vaske du lod under kjølen,

der du drog østfra til Danmark

(dragerne kløvede bølgen);

men Olavs søn siden

med sig bød halvt dig dele

land og mænd; der mødtes

meget glade frænderne.

Siden talte frænderne sig imellem, og det gik alt forligelig til.

23. Kong Magnus laa ved land og havde landtjeld oppe paa land; han bød da sin frænde Harald til sit bord, og Harald gik til gjestebudet med 60 mænd; det var et fagert gjestebud. Men da det led paa dagen, gik kong Magnus ind i tjeldet, der Harald sad; mænd gik med ham og bar byrder, det var vaaben og klæder. Da gik kongen til den yderste mand og gav ham et godt sverd, til den næste et skjold, derefter klæder eller vaaben eller guld, til dem, som var fornemmere, større gaver. Sidst kom han foran Harald, sin frænde, og havde i sin haand to rørstokker og talte saa: «Hvilken af disse stokker vil du her tage imod?» Da svarer Harald: «Den, som er mig nærmest.» Da sagde Magnus: «Med denne rørkjep giver jeg eder det halve Norges-vælde med alle skylder og skatter og al eiendom, som dertil ligger, med den aftale, at du skal være konge allesteds i Norge med samme ret som jeg; men naar vi er begge sammen, skal jeg være formand i hilsen og tjeneste og sæde; hvis det er tre fyrstelige mænd sammen, skal jeg sidde i midten, og jeg skal have kongs-leie og kongs-brygge. I skal ogsaa støtte og styrke vort rige til gjengjæld for, at vi gjør eder til den mand i Norge, som jeg troede ingen skulde blive, saalænge mit hoved var oppe ovenfor mulden.» Da stod Harald op og takkede ham vel for kongsnavnet og hæderen. De satte sig da begge ned og var meget glade den dag; om kvelden gik Harald og hans mænd til sit skib.

24. Morgenen efter lod kong Magnus blæse hele hæren til ting. Men da ting var sat, da lyste kong Magnus for alle mænd den gave, han havde givet sin frænde Harald. Tore af Steig gav Harald kongenavn der paa tinget. Den dag bød kong Harald kong Magnus til sit bord, og han gik om dagen med 60 mænd til kong Haralds landtjeld, der han havde gjort rede til gjestebud. Var da begge kongerne i samme sæde, og der var det et fagert gjestebud og rigelig kost, og kongerne var glade og lystige. Men da det led paa dagen, lod kong Harald mange tasker bære ind i tjeldet; der bar hans mænd ind ogsaa klæder og vaaben og alskens kostbarheder; han fordelte det gods, han gav, og delte det med kong Magnus’s mænd, som var i gjestebudet. Siden lod han løse taskerne og sagde da til kong Magnus: «I gav os igaar et stort rige, som I forud havde vundet fra vore og eders uvenner; men I tog os til sameie med eder; det var vel gjort, thi I har kjæmpet meget derfor. Nu er det her paa anden vis, at vi har været udenlands og har dog været i nogle mandeprøver, inden jeg har samlet dette guld, som I nu kan se. Dette vil jeg lægge til deling med eder; vi to skal have alt dette løsøre med samme ret, saa som vi to hver har halvt rige i Norge. Jeg véd, at vort sindelag er uligt. Du er meget gavmildere end jeg; vi vil da skifte dette gods ligelig mellem os, saa kan hver af os fare med sin del, som han vil.» Siden lod Harald brede ud en stor oxehud og øse derpaa guldet fra taskerne; siden tog man skaaler og vegt, delte guldet, og skiftede alt efter vegt, og det tyktes alle mænd, som saa det, meget underligt, at det i Nordlandene skulde være kommet saa meget guld sammen paa ét sted. Dette var nu i virkeligheden grækerkongens eie og rigdom, som alle mænd siger, at der er det røde guld i fulde huser. Kongerne var nu meget lystige. Da kom frem et støb, det var saa stort som et mandshoved; kong Harald tog støbet op og sagde: «Hvor er nu det guld, Magnus frænde, som du kan stille op imod dette knappehoved?» Da svarer kong Magnus: «Det har været saa meget ufred og store ledinger, at næsten alt guld og sølv er gaaet op, som er i min varetægt. Nu er det ikke mere guld i mit eie end denne ring,» — han tog ringen og rakte den til Harald. Han saa paa den og sagde: «Det er lidet guld, frænde, for den konge, som har to kongeriger, og dog kan nogle tvile paa, om du eier denne ring.» Da siger kong Magnus alvorlig: «Hvis jeg ikke eier denne ring med rette, da ved jeg ikke, hvad jeg har faaet med rette; thi min fader, kong Olav den hellige, gav mig denne ring ved den sidste skilsmisse.» Da svarer kong Harald leende: «Sandt siger du, kong Magnus, din fader gav dig ringen; den ring tog han fra min fader for en ringe sag. Det er ogsaa sandt, at dengang var det ikke godt for smaakongerne i Norge, da din fader var som mægtigst.» Kong Harald gav ved gjestebudet Steige-Tore en maser-bolle; den havde en gjord om af sølv og havde sølvhank oventil, begge forgyldte, og den var fuld op af skjære sølvpenninger; der fulgte ogsaa med to guldringer, som veiede en mark tilsammen; han gav ham ogsaa sin kappe, som var af brunt purpur med hvidt skind, og lovede ham stor hæder og sit venskab. Torgils Snorresøn sagde saa, at han saa det alterklæde, som var gjort af kappen, men Gudrid, datter af Guthorm, Steige-Tores søn, sagde, at hun saa sin fader Guthorm eie bollen. Saa siger Bålverk:

Hjemlet blev, som jeg hørte,

hærfører! dig siden

den grønne jord, da du mødte

Magnus, men guld du bød ham.

Forliget mellem frænderne

i fred endte og gammen;

men siden Svein havde

snare strid at vente.

25. Kong Magnus og kong Harald raadede begge for Norge den næste vinter efter deres forlig, og havde hver sin hird. De fór om vinteren paa gjestning omkring paa Oplandene og var stundom begge sammen, men stundom hver for sig. De fór helt nord til Trondhjem og til Nidaros. Kong Magnus havde varetaget kong Olavs helligdom, siden han kom til landet, klippede hans haar og negler engang om aaret og havde selv den nøgel, som man kunde lukke op skrinet med. Det hændte da mange slags jertegn ved kong Olavs helligdom. Snart kom det nogen uenighed mellem kongerne, og mange var saa ildesindede, at de gik imellem dem med ondt.

26. Svein Ulvsøn laa efter i søvn, da Harald havde faret bort. Siden spurgte Svein nøie efter om Haralds færd. Men da han fik vide, at Harald og Magnus havde gaaet i forlig og nu havde én hær tilsammen, styrede han med sin hær øst forbi Skaanesiden og dvælte der, indtil han spurgte om vinteren, at Magnus og Harald havde faret med sin hær nord til Norge. Siden styrede Svein med sin hær syd [vest] til Danmark, og tog han der alle kongelige indtægter den vinter.

27. Da det tog til at vaares [1047], bød de ud leding fra Norge, kong Magnus og kong Harald. Det hændte en gang, at kong Magnus og kong Harald laa i samme havn, men dagen efter var Harald først færdig, og han seilede strax, men om kvelden lagde han til havn der, hvor han og kong Magnus havde tænkt at være den nat. Harald lagde sit skib i kongsleiet og tjeldede der. Kong Magnus seilede ud senere paa dagen, og de kom saa til havnen, at Haralds mænd alt havde tjeldet; de saa, at Harald havde lagt sig i kongsleiet, og at han agtede at ligge der. Men da Magnus’s mænd havde ladet sine seil falde, sagde kong Magnus: «Nu skal mændene tage fat paa roningen og sætte sig langs efter skibsbordene, men andre skal bryde op sine vaaben og væbne sig; men hvis de ikke vil lægge bort, skal vi stride.» Men da kong Harald saa, at kong Magnus vilde lægge til strid med dem, talte han til sine mænd: «Hugg I nu landtaugene og lad slaa skibene ud af leiet; vred er nu Magnus frænde.» Saa gjorde de, lagde skibene ud af leiet, og kong Magnus lagde sine skibe i leiet. Da begge havde gjort sig færdige, gik kong Harald med nogle mænd op paa kong Magnus’s skib. Kongen hilste ham vel og bød ham velkommen. Da svarer kong Harald: «Det troede jeg, at vi var komne blandt venner; men nu nylig havde jeg nogen tvil, om I vilde lade det være saaledes. Men det er sandt, at barndommen er hidsig; jeg vil ikke regne det anderledes, end at dette var en ungdomsgjerning.» Da siger kong Magnus: «Det var en ættegjerning, men ikke ungdomsgjerning; jeg kan nok mindes, hvad jeg gav, og hvad jeg negtede; hvis denne lille ting nu blev taget uden vort raad, vilde det snart komme en anden; vi vil holde hele det forlig, som blev gjort, men det samme vil vi have af eder, som vi har fastsat.» Da siger kong Harald: «Det er ogsaa gammel sed, at den visere viger,» — gik da tilbage til sit skib. I saadanne sammenstød mellem kongerne fandtes det, at det var vanskeligt at holde maade; kong Magnus’s mænd hævdede, at han havde ret, men de, som var uforstandige, hævdede, at Harald blev noget ringeagtet. Men kong Haralds mænd sagde, at det var ikke anderledes, end at kong Magnus skulde have leiet, hvis de kom lige tidlig, men kong Harald var ikke skyldig til at lægge ud af leiet, hvis han laa der før, og de hævdede, at Harald havde handlet vel og viselig; men de, som vilde lægge det værst ud, paastod, at kong Magnus vilde bryde forliget, og at han havde gjort kong Harald uret og uhæder. Om slige uenigheder talte snart uvittige mænd saa meget, at det blev splid mellem kongerne; meget hændte ogsaa sligt, at kongerne optog det hver paa sin maade, om det end her er lidet skrevet derom.

28. Kong Magnus og kong Harald styrede med sin hær syd til Danmark. Men da Svein spurgte det, flyede han unda øster til Skaane. Kong Magnus og kong Harald dvælte længe om sommeren i Danmark og lagde da alt under sig. De var i Jylland om høsten. Det var en nat, da kong Magnus laa i sin seng, at han drømte og tyktes være der, hvor hans fader var, den hellige kong Olav, og syntes, at han talte til ham: «Hvad kaar vil du vælge, søn min, at fare nu med mig eller blive den mægtigste konge og leve længe, men gjøre slig synd, at du faar enten neppe eller slet ikke bødet den?» Men han tyktes svare: «Jeg vil, at du skal vælge for mig.» Da tyktes det ham, at kongen svarede: «Da skal du fare med mig.» Kong Magnus fortæller sine mænd denne drøm. Men lidt senere fik han en sott og laa der, som heder Sudatorp. Men da han var kommet nær døden, sendte han sin broder Tore til Svein Ulvsøn, at han skulde yde Tore den hjælp, som han trængte; det fulgte med ordsendingen, at kong Magnus gav Svein Danevælde efter sine dager; han sagde, at det var rimeligt, at Harald raadede for Norge, men Svein for Danmark. Siden døde kong Magnus den gode, og hele almuen sørgede over hans død. Saa siger Odd Kikineskald:

Mænd fældte taarer mange,

da den milde bares til graven.

Tung var den byrde

for dem, som guld han gav.

Saar var huskarlers hug,

de holdt ikke taaren tilbage;

men folket i sorg siden

sad over kongen ofte.

29. Efter disse tidender holdt kong Harald ting med sine mænd og siger dem sin plan, at han vil fare med hæren til Vebjårg-ting og lade sig tage til konge over Danevælde og vinde siden landet; han regner det for sin arv efter sin frænde Magnus, ligesaavel som Norges-vælde; han beder sine mænd støtte ham og mener, at da vil Nordmænd for altid være Danernes overmænd. Da svarer Einar Tambeskjelve og siger, at han var mere skyldig til at flytte sin fostersøn, kong Magnus, til graven og føre ham til sin fader, kong Olav, end til at kjæmpe udenlands eller hige efter en anden konges vælde og eiendom; han ender saa sin tale, at det tyktes ham bedre at følge kong Magnus død end hver anden konge levende. Siden lod han tage liget og stelle hæderlig derom, saa at man kunde se tilstelningen paa kongsskibet. Da gjorde alle Trønder og Nordmænd sig rede til hjemfærd med kong Magnus’s lig, og ledingen løste sig op. Da saa kong Harald, at det var det bedste for ham at vælge, at fare tilbage til Norge og først tilegne sig det vælde og deraf at voxe i magt. Fór nu Harald med hele hæren tilbage til Norge. Men saasnart han kom til Norge, holdt han ting med landets mænd og lod sig tage til konge over hele landet; han fór saa helt østenfra Viken, at han blev taget til konge i hvert fylke i Norge.

30. Einar Tambeskjelve fór med kong Magnus’s lig, og med ham al Trøndernes hær, og de førte det til Nidaros, og der blev han jordet i Klemenskirken; der var da den hellige kong Olavs skrin. Kong Magnus havde været middelhøi af vext, med et ret og lyst ansigt, lyshaaret, veltalende og rask i tanker, kraftig i sind, gavmild paa gods, en stor hærmand og meget vaabendjerv; han var den vennesæleste af alle konger: baade venner og uvenner priste ham.

31. Svein Ulvsøn var den høst i Skaane og vilde til at fare øster til Sveavælde og tænkte paa at give op det kongsnavn, han havde taget i Danmark. Men som han skulde stige til hest, red nogle mænd der til ham og sagde ham tidender: det først, at kong Magnus Olavsøn var død, og dernæst det, at al Nordmændenes hær havde faret bort fra Danmark. Svein svarer dertil hastig og siger: «Det skyder jeg Gud til vidne paa, at aldrig siden skal jeg fly fra Danevælde, saalænge jeg lever»; derpaa stiger han paa sin hest og rider saa syd i Skaane; drev da strax mange folk til ham. Den vinter lagde han alt Danevælde under sig, og da tog alle Daner ham til konge. Tore, kong Magnus’s broder, kom til Svein med kong Magnus’s ordsendinger, saa som før var skrevet; Svein tog vel imod ham, og Tore var længe hos ham i gode kaar.

32. Kong Harald Sigurdsøn tog kongedømme over hele Norge efter kong Magnus Olavsøns død. Men da han havde raadet én vinter for Norge, og det kom til vaaren [1047], bød han leding ud af hele landet, halv almenning af mænd og skibe, og seilede syd til Jylland; han herjede og brændte vide om sommeren og lagde til i Godnarfjord. Da digtede kong Harald dette:

Medens den linhvide kvinde

kvæder sin sang for manden,

lader vi ankeret holde

egeskib i Godnarfjorden.

Da talte han til Tjodolv skald og bad ham digte dertil; han kvad:

Næste sommer sydligere

(spaadom jeg kvæder) ankeret

holde skal skibet med kloen;

vi kaster ankeret dybere.

Om det taler Bålverk i sin draapa, at Harald fór den næste sommer efter kong Magnus’s død til Danmark:

Næste aar du leding

fra landet det fagre kræved’;

da du pløiede sjøen

med pragtfulde havhester.

Paa dunkle bølge laa dyre

drager, og ilde til mode

(hæren saa skibe ladte

ved landet) var Danerne.

Da brændte de Torkel Gøisas gaard; han var en stor høvding. Da blev hans døtre ført bundne til skibene. De havde om vinteren forud spottet meget over det, at kong Harald vilde fare til Danmark med hærskibe; de skar ankere af ost og sagde, at slige vel skulde kunne holde Norges konges skibe. Da blev dette kvædet:

Skar Danernes møer

af myseosten ringer

til ankre (sligt udstyr

ærgrelse voldte kongen).

Nu ser jeg møer mange

i morgnen gaa til kongens

skibe med store lænker

(ler nu færre deraf).

Saa fortæller man, at udkigsmanden, som havde seet kong Haralds flaade, sagde til Torkel Gøisas døtre: «Det sagde I, Gøise-døtre, at Harald ikke vilde komme til Danmark.» Dotta svarede: «Det var igaar!» Torkel løste sine døtre ud med meget gods. Saa siger Grane:

Aldrig havde ude

den uvittige kvinde

i tykke Hornskogen

tørre øine for graad.

Filernes drotten de flygtende

fiender drev til stranden;

Dottas fader maatte

mange rigdommer give.

Kong Harald herjede hele denne sommer i Danevælde og fik meget hærfang; men ikke satte han sig den sommer fast i Danmark. Han fór tilbage om høsten til Norge og var der om vinteren.

33. Den næste vinter, efterat kong Magnus den gode var død, giftede kong Harald sig med Tora, datter af Torberg Arnesøn. De havde to sønner, den ældste Magnus, den anden Olav. Kong Harald og dronning Ellesiv havde to døtre: den ene hed Maria, den anden Ingegerd. Den næste vaar [1049] efter den hærfærd, som nu før var nævnt, bød kong Harald hær ud og fór om sommeren til Danmark og herjede, og siden den ene sommer efter den anden. Saa siger Stuv skald:

Falster blev ødet, og folket

fik ulykker (hører jeg).

Ravnen blev mættet, men rædde

for rov var Danerne hvert aar.

34. Kong Svein raadede for hele Danevælde, siden kong Magnus døde; han sad i fred om vintrene, men laa ude med almenning om somrene og truede at fare nord i Norge med danehæren og gjøre ikke mindre ondt der, end kong Harald gjorde i Danmark. Kong Svein bød kong Harald om vinteren, at de skulde mødes sommeren efter i Elven og kjæmpe der sammen til det yderste eller ogsaa gjøre forlig. Da tog begge til hele vinteren at ruste sine skibe for at have halv almenning ude om sommeren efter. Den sommer [1050] kom Torleik den fagre ude fra Island og tog til at digte en «flokk» om kong Svein Ulvsøn; han spurgte, da han kom nord i Norge, at kong Harald havde faret syd til Elven imod kong Svein. Da kvad Torleik dette:

Det ventes, at i spyd-veiret

vil paa sjøkonge-stien

Indtrønders modige mænd

møde den kjække konge.

End kan nok Gud volde,

at den ene der tager

den andens liv eller land

(lidet tror Svein paa forlig).

Og videre kvad han dette:

Den barske Harald, som bærer

blodigt skjold ofte for landet,

fører paa Budles veier

de brede langskibe nordfra.

Men sydfra over sjøen

søger den krigerske Sveins

guldmundede maste-dyr,

malte i fagre farver.

Kong Harald kom til den fastsatte stævne med sin hær; da spurgte han, at kong Svein laa syd ved Sjæland med sin flaade. Da delte kong Harald sin hær, lod de fleste af bondeledingen fare tilbage, men fór med sin hird og venner og lendermænd og alt det af bondehæren, som var Danerne nærmest. De fór syd [vest] til Jylland søndenfor Vendelskage derpaa syd forbi Tjoda, og fór overalt med hærskjold. Saa siger Stuv skald:

Folket i Tjoda flygted’

fra at møde kongen.

Storraadig var den hugprude

[Haralds aand i himlen].

De fór helt syd til Heideby, tog og brændte kjøbstaden; da digtede kong Haralds mænd dette:

Brændt blev op fra ende

til anden hele Heideby;

kraftig handling kan man

kalde det, jeg tænker.

Jeg venter, at sorg vækker

vort verk hos Svein (i borgen

var jeg i nat før otte);

ilden slog op af husene.

Om det taler ogsaa Torleik i sin flokk, da han havde spurgt, at det ikke var blevet noget af kampen ved Elven:

Hos kongens følgesvender

fritter hver, som ei véd det,

hvorledes hevngjerrig fyrste

til Heideby har faret,

da Harald sig østfra med skibene

skyndte til kongebyen

aarle, uden aarsag

(undladt skulde han dette).

35. Derefter fór Harald nordover og havde 60 skibe, og var de fleste store og ladte med hærfang, som de havde taget om sommeren. Men da de kom nord forbi Tjoda, kom kong Svein ned fra landet med en stor hær; han bød da kong Harald at gaa i land og stride. Kong Harald havde mindre end halvdelen saa mange mænd; han bød dog kong Svein at kjæmpe med ham tilskibs. Saa siger Torleik Fagre:

Svein, han som er baaret

til bedst lykke under Midgaard,

bød den mægtige konge

til blodig kamp paa landet.

Men den hidsige Harald

heller vilde, sagde han,

kjæmpe tilskibs, hvis den kjække

konge holdt landet.

Efter dette seilede Harald nord forbi Vendelskage. De fik da modvind og lagde til under Lesø og laa der om natten. Da kom det tyk taage over havet. Men da det blev morgen og sol randt op, da saa de paa den anden side i havet, at ligesom ilder brændte. Da blev det sagt til kong Harald; da saa han det og sagde strax: «Kast tjeldene af skibene og tag til at ro; Danernes hær er nok kommet efter os; mørket er vel lettet der, hvor de er, og solen skinner paa deres dragehoveder, som er guldlagte.»

Wilhelm Wetlesen: Da det blev morgen og sol randt op, saa de Danernes skibe.

Saa var det, som Harald sagde; da var Svein danekonge kommet med en vældig hær. De roede nu, begge hærene, som de mest kunde. Danernes skibe flød lettere under aarerne, men Nordmændenes skibe var baade opsvulmede og tungt ladte. Det drog da meget nærmere mellem dem. Da saa Harald, at det ikke vilde gaa paa den vis. Kong Haralds drage fór agterst af alle hans skibe. Da sagde Harald, at man skulde kaste over bord trær og lægge klæder og andre gode sager paa dem. Det var saa stille veir, at dette drev for strømmen. Men da Danerne saa sit gods drive om paa havet, veg de, som fór forrest, bort til det, og det tyktes dem lettere at tage det, som flød løst, end at søge ind ombord imod Nordmændene; da sinkedes forfølgningen. Men da kong Svein kom efter dem med sine skibe, eggede han dem og sagde, at det var stor skam, saa stor hær som de havde, om de ikke skulde faa taget dem, naar de havde faa mænd, og faa dem i sin magt. Da tog Danerne til at ro sterkere paa for anden gang. Men da kong Harald saa, at Danernes skibe gik raskere, bad han sine mænd lette skibene og kaste overbord malt og hvede og flesk og kaste ud sin drik; dette hjalp da en stund. Da lod kong Harald tage skanseklædninger og kar og tomme tønder og kaste dem overbord, og paa dem hærtagne mænd. Men da det drev alt sammen paa havet, da bød kong Svein at hjælpe mændene, og saa blev gjort. Medens de holdt paa med det, blev afstanden større mellem dem; da vendte Danerne om, men Nordmændene fór sin vei. Saa siger Torleik Fagre:

Sige jeg hørte, hvorledes

Svein har Østmænd jaget

paa sjøen, men snarsindet

Sikling kom sig unda.

Trøndernes høvdings hele

hærfang flød udover

Jyllands-havets flade;

flere skibe han misted’.

Kong Svein veg tilbage med flaaden under Lesø; der fandt de 7 skibe af Nordmænd, det var ledingsmænd og bønder alene. Men da kong Svein kom til dem, bad de om grid for sig og bød gods for sig. Saa siger Torleik Fagre:

Om naade bad Haralds

hugsterke venner kongen;

de, som havde færre

folk, lagde vaabnene.

Og snarraadige bønder

siden negted’ at kjæmpe,

da de fik talt (livet

lysted’ det mænd at eie).

36. Kong Harald var en mægtig mand og kraftig styrer indenlands, en meget forstandig mand, saa at det er almindelig tale, at det ikke har været nogen høvding i Nordlandene, som var saa dybsindig eller raadsnild som Harald. Han var en stor hærmand og meget vaabendjerv; han var sterkere og mere vaabenfør end hver anden mand, saa som før er skrevet. Men dog er meget mere uskrevet af hans navnkundige verker; det kommer dels af vor ukyndighed og dels af, at vi ikke vil sætte i bøger fortællinger, som det ikke er vidner for; om vi end har hørt fortælle eller omtale slige ting, tykkes det os bedre, at det sidenefter bliver lagt til noget, end at man skulde trænge at tage dette ud. Mange fortællinger om kong Harald er indførte i kvæder, som islandske mænd førte til ham eller til hans sønner; af den aarsag var han ogsaa en stor ven af disse. Han var ogsaa en stor ven af alle vore landsmænd; da det var et stort uaar paa Island, gav kong Harald fire skibe lov til at føre mel til Island og fastsatte, at skippundet ikke skulde være dyrere end 100 alen vadmel; han tillod alle fattige at fare udenfra, naar de kunde faa sig underhold paa færden over havet, og deraf nærede dette land sig, saa at aaringen bedrede sig. Kong Harald sendte ud hid en klokke til den kirke, som den hellige kong Olav sendte ved til, og som var reist paa Altinget. Slige minder har mænd her om kong Harald og mange andre om de storgaver, som han ydede de mænd, som søgte til ham. Haldor Snorresøn og Ulv Uspaksøn, som før er nævnte [side 573], kom i Norge med kong Harald. De var meget ulige i mange ting. Haldor var meget stor og sterk og vakker; det vidne bar kong Harald om ham, at han var blandt dem af hans mænd, som mindst forandrede sig ved uventede hændelser: hvad enten det var mandefare eller glædelige tidender, eller hvad saa det hændte under farer, saa var han ikke gladere og ikke ugladere; ikke sov han mere eller mindre eller tog mad eller drikke anderledes end saa, som hans sedvane var. Haldor var en faamælt og stridordet mand, fritalende og stivsindet og umyg; men det syntes kongen ilde om, da han havde nok af andre gjæve og tjenstvillige mænd. Haldor dvælte en kort tid hos kongen; han fór til Island, satte der bo i Hjardarholt, boede der til sin alderdom og blev en gammel mand.

37. Ulv Uspaksøn var hos kong Harald i stor yndest; han var en meget vis mand, veltalende, kraftig, storsindet og redelig. Kong Harald gjorde Ulv til sin stallare og giftede ham med Jorunn Torbergsdatter, søster til Tora, som kong Harald havde. Ulvs og Jorunns børn var Joan Sterke paa Raasvold og Brigida, moder til Sauda-Ulv, fader til Peter Byrde-svein, fader til Ulv Fly og hans søskende. Joan Sterkes søn var Erlend Himalde, fader til Øistein erkebiskop og hans brødre. Kong Harald gav Ulv stallare Iendermandsret og 12 marks landindtægter og omfram et halvt fylke i Trondhjem; saa siger Stein Herdissøn i Ulvs-flokken.

38. Kong Magnus Olavsøn lod gjøre Olavskirken i Kaupangen; paa det sted havde kongens lig været sat en nat over, det var da ovenfor byen. Han lod der ogsaa reise kongsgaarden. Kirken var ikke fuld-færdig, da kongen døde. Kong Harald lod fuldføre det, som skortede; han lod ogsaa grundlægge der i gaarden en stenhal, og den var ikke færdig, inden han tog paa at reise fra grunden af Mariakirken oppe paa sandmælen nær det sted, hvor kongens helligdom laa i jorden den første vinter efter hans fald; den var et stort munster og var bygget saa sterkt med kalk, at man neppe fik den brudt, da Øistein erkebiskop lod den tage ned. Kong Olavs helligdom blev varetaget i Olavskirken medens Mariakirken var under bygning. Kong Harald lod bygge kongsgaarden nedenfor Mariakirken ved aaen der, den nu er; men den hal, han før havde ladet gjøre, lod han indvie til Gregoriuskirke.

39. Ivar Hvite hed en mand, som var en gjæv lendermand; han havde sit sæde paa Oplandene og var en dattersøn af Haakon jarl den mægtige. Ivar var den smukkeste mand af udseende. Ivars søn hed Haakon; om ham er saa sagt, at han var omfram alle de mænd, som da var i Norge, i mod og styrke og dygtighed; han var alt i ungdomsaarene i hærfærd og skabte sig der stor fremgang, og han blev en meget navnkundig mand.

40. Einar Tambeskjelve var den mægtigste af lendermændene i Trondhjem. Det var lidet venskab mellem ham og kong Harald; dog havde Einar de landindtægter, som han havde havt, saalænge kong Magnus levede. Einar var en stor-rig mand, han var gift med Bergljot, datter af Haakon jarl, som før var skrevet. Eindride, deres søn, var nu fuldvoxen; han havde Sigrid, Ketel Kalvs og Gunhilds datter, kong Haralds søsterdatter. Eindride havde fagerhed og skjønhed efter sine moderfrænder, Haakon jarl og hans sønner, men efter sin fader Einar havde han vext og styrke og al den dygtighed, som Einar havde omfram andre mænd; han var en meget vennesæl mand.

41. Orm hed dengang en jarl paa Oplandene; hans moder var Ragnhild, datter af Haakon jarl den mægtige. Orm var en meget udmerket mand. Da boede Aslak Erlingsøn øster paa Jæderen paa Sole; han havde Sigrid, datter af Svein jarl Haakonsøn. Gunhild, en anden datter af Svein jarl, var gift med danekongen Svein Ulvsøn. Sligt var da Haakon jarls afkom i Norge og desuden mange andre gjæve mænd, og al den æt var meget smukkere end andre folk, og de fleste var meget dygtige mænd, men alle gjæve mænd.

42. Kong Harald var lysten efter magt, og det voxede, eftersom han fæstede sig i landet, og det gik saa vidt, at det nyttede de fleste mænd lidet at tale imod ham eller drage frem andre sager, end han vilde have. Saa siger Tjodolv skald:

Den krigsøvede høvdings

hulde mænd skal sidde

og staa altid der, hvor

den dyre konge ønsker.

For ravne-mætteren mange

mænd sig bøier; det faa er,

som ikke vil gjøre alting,

hvad end kongen vil byde.

43. Einar Tambeskjelve var mest formand for bønderne over hele Trondhjem; han svarede for dem paa tingene, naar kongens mænd gjorde søgsmaal. Einar kjendte vel lovene; det skortede ham ikke paa djervhed til at føre sin sag frem paa tingene, om end kongen var tilstede; alle bønderne støttede ham. Kongen blev meget vred derover, og tilsidst kom det saa vidt, at de trættede med stride ord. Einar sagde, at bønderne vilde ikke taale ulov af ham, om han brød landsretten for dem; og saa gik det nogle ganger mellem dem. Da tog Einar til at have en skare mænd om sig hjemme, men dog meget flere, naar han kom til byen og kongen var der tilstede. Det var en gang, at han fór ind til byen og havde mange folk, 8 eller 9 langskibe og nær 500 mænd. Men da han kom til byen, gik han op med denne skare. Kong Harald var da i sin gaard og stod ude i loftsvalene og saa, at Einars mænd gik op fra skibene, og man siger, at Harald da kvad:

Her ser jeg op den ædle

Einar Tambeskjelve,

ham som kløver havet,

haste i stort følge.

Den fuldsterke vil nok fylde

fyrste-stolen; ofte

efter en jarls hæler

huskarler færre driver.

Han, som gjør sverdet blodigt,

bort vil raade fra landet

os, hvis Einar ei kysser

øxens mund den tynde.

Einar dvælte nogle dager i byen.

44. En dag blev det holdt mót, og kongen var selv paa mótet. Det var taget en tyv i byen, og han blev ført frem paa mótet; manden havde før været hos Einar, og han havde likt manden godt. Det blev sagt til Einar; da tyktes han at vide, at kongen ikke vilde lade manden slippe unda mere for det, om Einar lagde vegt derpaa. Einar lod da sine mænd væbne sig og siden gaa til mótet; Einar tager manden fra mótet med vold. Efter dette gik begges venner til og bar forligsmaal mellem dem; det kom da saa vidt, at et stævnemøde blev aftalt, og de skulde selv mødes. Det var en maalstue i kongsgaarden nede ved aaen; kongen gik ind i maalstuen med faa mænd, men hans øvrige folk stod ude i gaarden. Kongen lod lægge en fjæl over ljoren, og det var liden aabning. Da kom Einar i gaarden med sine mænd; han sagde til sin søn Eindride: «Vær du ude med folkene, da vil det ikke være nogen fare for mig.» Eindride stod ude ved stuedøren. Men da Einar kom ind i stuen, sagde han: «Mørkt er det i kongens maalstue.» I det samme løb folk imod ham, nogle stak, men andre huggede. Men da Eindride hørte det, drog han sverdet og løb ind i stuen; han blev strax fældt med sin fader. Da løb kongens mænd hen imod stuen og foran døren, men bønderne blev haandfaldne, fordi de havde da ingen foregangsmand; den ene eggede den anden og sagde, at det var skam, om de ikke skulde hevne sin høvding, men dog blev det ikke noget af; at de gik frem til kamp. Kongen gik ud til sine mænd, stillede op en fylking og satte sit merke op, men bønderne rykkede ikke imod. Da gik kongen og alle hans mænd ud paa hans skib, roede siden ud efter aaen og derefter sin vei ud paa fjorden. Bergljot, Einars kone, spurgte hans fald; hun var da i det herberge, som Einar og hun havde havt ude i byen. Hun gik da op i kongsgaarden, der bondehæren var, og eggede dem meget til kamp; men i samme stund roede kongen ud efter aaen. Da sagde Bergljot: «Nu savner vi min frænde Haakon Ivarsøn; ikke vilde Eindrides banemænd ro ud her efter aaen, om Haakon stod her paa aabredden.» Siden lod Bergljot stelle om Einars og Eindrides lig; de blev jordede i Olavskirken nær kong Magnus Olavsøns leie. Efter Einars fald blev kong Harald saa forhadt for dette verk, at den eneste aarsag til, at lendermænd og bønder ikke gav sig i kamp imod ham, var, at det var ingen foregangsmand til at reise merke for bondehæren.

45. Finn Arnesøn boede paa Austraatt paa Yrjar; han var da kong Haralds lendermand. Finn var gift med Bergljot, datter af Halvdan, Sigurd Syrs søn; Halvdan var broder til kong Olav den hellige og kong Harald. Tora, kong Haralds hustru, var Finn Arnesøns broderdatter; Finn og hans brødre var kongens venner. Finn havde været nogle somre i vesterviking, og da havde Finn og Guthorm Gunhildsøn og Haakon Ivarsøn været sammen i hærfærd. Kong Harald fór ud efter Trondhjemsfjorden og ud til Austraatt; der blev han vel modtaget. Siden taltes de ved, kongen og Finn, og drøftede sig imellem disse tidender, som var netop hændt, drabet paa Einar og hans søn og saa den uro og opløb, som Trønderne gjorde imod kongen. Finn siger hastig: «Dig er det galt med i alting; du gjør hvad som helst ondt, og siden er du saa ræd, at du ved ikke, hvor du skal gjøre af dig.» Kongen svarer leende: «Maag, jeg vil nu sende dig ind til byen; jeg vil, at du skal forlige bønderne med mig; jeg vil, om det ikke gaar, at du skal fare til Oplandene og faa det dertil med Haakon Ivarsøn, at han ikke giver sig til at staa imod mig.» Finn svarer: «Hvad vil du lægge til for mig, om jeg gaar i denne farlige sendefærd, thi baade Trønder og Oplændinger er saa store fiender af dig, at ingen af dine sendemænd kan fare did, uden hvis han har sit eget at stole paa?» Kongen svarer: «Far du i sendefærden, maag; thi jeg ved, om nogen nu kan opnaa at forlige os, kommer du til at gjøre det, og kræv du selv, hvad du vil af os.» Finn sagde: «Hold du da dine ord, men jeg vil vælge kravet; jeg vælger grid og landsvist for min broder Kalv og alle hans ejendommer og det tillige, at han skal have sine værdigheder og al sin magt, saa som han havde, inden han fór fra landet.» Kongen sagde ja til alt det, Finn talte; paa alt dette havde de vidner og haandfæste. Siden sagde Finn: «Hvad skal jeg byde frem til Haakon, for at han skal love dig grid? Han raader nu mest for frænderne.» Kongen siger: «Det skal du først høre, hvad Haakon for sin del kræver for at gaa til forlig. Siden faar du fremme min sag, som du bedst kan; men tilsidst skal du ikke negte ham noget uden kongedømmet alene.» Siden fór kong Harald syd paa Møre, drog til sig folk og blev mandsterk.

46. Finn Arnesøn fór ind til byen og havde med sig sine huskarler, nær 80 mænd. Men da han kom til byen, havde han ting med bymændene. Finn talte langt og klogt paa tinget bad bymænd og bønderne tage ethvert andet raad end at ligge i had med sin konge eller drive ham bort og mindte dem om, hvor meget ondt det var gaaet over dem, siden de havde gjort det før imod den hellige kong Olav. Han siger ogsaa, at kongen vil bøde for disse drab saa, som de bedste og viseste mænd vil dømme. Finn endte saa sin tale, at mændene lovede at lade denne sag staa rolig, indtil de sendemænd kom tilbage, som Bergljot havde sendt til Oplandene til Haakon Ivarsøn. Siden fór Finn ud til Orkedalen med de mænd, som havde fulgt ham til byen; siden fór han op til Dovrefjeld og øster [syd] over fjeldet. Finn fór først til sin maag Orm jarl — jarlen var gift med Finns datter Sigrid —, og fortæller ham om sit erende.

47. Siden aftaler de et stævne med Haakon Ivarsøn. Men da de mødtes, bar Finn op for Haakon sine erender, dem som kong Harald bød ham. Det fandtes strax i Haakons tale, at det tyktes ham, at han havde stor skyldighed til at hevne sin frænde Eindride; han siger, at slige ord var komne til ham fra Trondhjem, at han vel der vilde faa styrke nok til at gjøre reisning imod kongen. Siden forklarede Finn for Haakon, hvor stor forskjel det var paa, at det var bedre for ham at tage af kongen saa stor hæder, som han selv vilde kræve, end at vove sig til at reise strid imod den konge, som han forud var tjenestebunden til; han siger, at han kan faa useier: «og da har du forbrudt baade gods og fred; men hvis du seirer over kongen, da vil du hede drottensviger.» Jarlen støttede ogsaa denne tale med Finn. Men da Haakon havde tænkt over dette for sig, da aabenbarede han det, som boede i hans sind, og sagde: «Jeg vil modtage forlig af kong Harald, hvis han vil gifte mig med sin frændkone Ragnhild, Magnus Olavsøns datter, med sligt hjemmenfølge, som sømmer sig for hende og hun liker.» Finn siger, at dette vil han love paa kongens vegne; de stadfæster da denne sag imellem sig. Siden farer Finn tilbage nord til Trondhjem; derefter faldt denne ufred og uro ned, saa at kongen da fremdeles holdt sit rige i fred indenlands, thi nu var hele det forbund slaaet ned, som Eindrides frænder havde havt for at staa imod kong Harald.

48. Men da den tid kom, da Haakon skulde kræve denne aftale opfyldt, da fór han til kong Harald. Men da de tager paa at tale sammen, da siger kongen, at han paa sin side vil holde alt det, som var kommet i forliget mellem ham og Finn; «Du skal, Haakon,» siger kongen, «tale om den sag med Ragnhild, om hun vil samtykke i denne plan; men ikke er det raadeligt for dig eller for nogen anden at faa Ragnhild saaledes, at hun ikke samtykker deri.» Siden gik Haakon til Ragnhild og bar sin beilen frem for hende. Hun svarer saa: «Ofte finder jeg det, at min fader kong Magnus er død, hvis jeg skal giftes med en bonde, om du end er en vakker mand og vel udrustet i alle idrætter. Hvis kong Magnus levede, vilde han ikke gifte mig med en mindre mand end en konge. Nu er det ikke at vente, at jeg vil giftes med en ikke fyrstelig mand.» Siden gik Haakon til kong Harald og siger ham Ragnhilds og hans samtale og minder om aftalen mellem ham og Finn; da var ogsaa Finn tilstede og flere mænd, som havde været med ved samtalen mellem ham og Finn. Haakon kræver da alle deres vidne, at saa var fastsat, at kongen skulde give Ragnhild slig medgift, at hun likte det: «Nu vil hun ikke have en ufyrstelig mand, da kan I give mig jarlsnavn; jeg har saadan æt og nogle andre egenskaber dertil, at jeg kan hede jarl, efter hvad folk siger.» Kongen svarer: «Da kong Olav, min broder, og kong Magnus, hans søn, raadede for riget, lod de være én jarl ad gangen i landet; saa har ogsaa jeg gjort, siden jeg blev konge; jeg vil ikke tage den værdighed fra Orm jarl, som jeg forud har givet ham.» Da saa Haakon, at hans sag ikke vilde have fremgang, og det likte han meget ilde, og Finn var ogsaa meget vred; de siger, at kongen ikke holdt sine ord, og skiltes derefter. Haakon fór da strax fra landet og havde et vel rustet langskib; han kom frem syd i Danmark og fór strax til sin maag, kong Svein. Kongen tog med glæde imod ham og gav ham der store landindtægter; der blev Haakon kong Sveins landevernsmand imod vikinger, som ofte herjede paa Danevælde, Vender og Kurer og andre Østerveismænd. Han laa ude vinter som sommer.

49. Asmund er en mand kaldt, som det er sagt var kong Sveins søstersøn og fostersøn. Han var en meget duelig mand, og kongen elskede ham meget. Men da Asmund blev voxen, var han snart et uroligt hoved og blev en drabsmand. Kongen likte det ilde, lod ham fare fra sig og gav ham et godt len, som han kunde vel holde sig og en skare mænd med. Men saasnart Asmund havde taget imod kongens gods, drog han mange mænd til sig; men da det gods, som kongen havde ydet ham, ikke strak til for hans omkostninger, tog han meget mere gods, som var kongens. Da kongen spurgte det, stævnede han Asmund til sig. Men da de mødtes, sagde kongen, at Asmund skulde være i hans hird og ikke holde nogen skare mænd; det maatte være saa, som kongen vilde. Men da Asmund havde været nogen tid hos kongen, likte han sig ikke der, løb bort om natten og kom tilbage til sine mænd og gjorde da endnu mere ondt end før. Men da kongen red om i landet og kom nær det sted, der Asmund var, sendte han mænd ud for at tage Asmund med magt. Siden lod kongen sætte ham i jern og holde ham saa en tid og mente, at han vilde blive spagere. Men da Asmund kom ud af jernet, løb han strax bort og skaffede sig folk og hærskibe; han tog da til at herje baade udenlands og indenlands og gjorde det meste hærverk, dræbte mange og rante vide. Men de mænd, som kom ud for denne ufred, kom til kongen og klagede sin skade for ham. Han svarer: «Hvorfor siger I dette til mig? Hvorfor farer I ikke til Haakon Ivarsøn? Han er her min landevernsmand og sat til at frede for eder bønder og holde vikinger borte; det var mig sagt, at Haakon var en djerv og modig mand, men nu synes det mig, som han ikke vil lægge til nogensteds, naar det tykkes ham at være mandefare i.» Disse konges ord kom til Haakon, og det blev lagt mange til. Siden fór Haakon med sine mænd og ledte efter Asmund; de mødtes paa skibe, og Haakon lagde strax til kamp. Det blev en haard og stor strid. Haakon gik op paa Asmunds skib og ryddede skibet; det kom dertil, at han og Asmund selv skiftede vaaben og hugg. Der faldt Asmund; Haakon huggede hovedet af ham. Siden fór Haakon skyndsomt til kong Svein og kom til ham saa, at han sad ved madbordet. Haakon gik for bordet og lagde hovedet paa bordet for kongen og spurgte, om han kjendte det. Kongen svarer intet, men var blodrød at se paa. Siden gik Haakon bort. Lidt senere sendte kongen mænd til ham og bad ham fare bort fra hans tjeneste; han siger, at «jeg vil ikke gjøre ham noget mén, men ikke kan jeg passe paa alle vore frænder.»

50. Siden fór Haakon bort fra Danmark og nord i Norge til sine eiendommer. Da var hans frænde Orm jarl død. Haakons frænder og venner blev meget glade over hans komme, og mange gjæve mænd gav sig da til at arbeide for forlig mellem ham og kong Harald; det kom dertil, at de forligtes paa den maade, at Haakon fik Ragnhild kongsdatter, men kong Harald gav Haakon jarledømme og sligt vælde, som Orm jarl havde havt. Haakon svor kong Harald troskabsed til den tjeneste, han var skyldig til.

51. Kalv Arnesøn havde været i vesterviking, siden han fór fra Norge; men om vintrene var han ofte paa Orknøerne hos sin maag Torfinn jarl. Finn Arnesøn, hans broder, sendte bud til Kalv og lod sige ham de aftaler, som han og kong Harald havde gjort med hinanden, at Kalv skulde have landsvist i Norge og sine eiendommer og slige landindtægter, som han havde havt af kong Magnus. Men da den ordsending kom til Kalv, gjorde han sig strax rede til færd. Han fór øster til Norge, og først til sin broder Finn; siden tog Finn grid for Kalv, og saa mødtes de selv, kongen og Kalv, og gjorde da sit forlig efter det, som kongen og Finn havde bundet med faste aftaler. Kalv gik da til haandfæste med kongen og til al slig forsikring, som han havde vedtaget før til kong Magnus, at Kalv var skyldig til at gjøre alle de verk, som kong Harald ønskede og tyktes ham at styrke hans rige. Kalv tog da til sig alle de eiendommer og landindtægter, som han før havde havt.

52. Næste sommer havde kong Harald leding ude, fór syd til Danmark og herjede der om sommeren. Men da han kom syd til Fyn, da var det en stor hærsamling der imod dem. Da lod kongen sine mænd gaa fra skibene og rustede sig til landgang; han delte sin hær, lod Kalv Arnesøn være over en flok og bad dem gaa først op og siger dem, hvor de skal stævne hen, men han sagde, at han skulde gaa op efter dem og komme dem til hjælp. Kalv og hans mænd gik iland, og snart kom en flok imod dem; Kalv gav sig strax i strid, og den kamp blev ikke lang, thi Kalv blev overmandet og kom paa flugt med sine folk, men Danerne fulgte dem; der faldt mange af Nordmændene, der faldt Kalv Arnesøn. Kong Harald gik op paa land med sin fylking; det hændte da snart paa hans vei, at de saa de faldne ligge for sig og fandt Kalvs lig. Det blev baaret ned til skibene; men kongen gik op paa land og herjede og dræbte mange mænd. Saa siger Arnor:

Den skarpe egg paa Fyn han

farvede rød, men ilden

fór over husene; færre

af Fynbygger blev det siden.

53.

Wilhelm Wetlesen
Kong Svein og Finn taler sammen i enrum.

Efter det fattede Finn Arnesøn fiendskab imod kongen for sin broder Kalvs fald, ytrede, at kongen havde raadet Kalv bane, og at det var svig alene imod Finn, naar han havde lokket sin broder Kalv vestenfra over havet i kong Haralds vold og tro. Men da den tale kom ud, sagde mange mænd, at det tyktes enfoldigt, naar Finn havde troet det, at Kalv vilde faa kong Haralds tro; kongen tyktes hevngjerrig for mindre ting end slige, som Kalv havde gjort imod kong Harald. Kongen lod enhver tale herom sligt, som han vilde: han sandede det ikke, men negtede det heller ikke; det alene fandt man i hans ord, at kongen syntes vel om det, som var hændt. Kong Harald kvad denne vise:

Nu har jeg to og elleve

i alt raadet bane

(vi egger til kamp); jeg mindes

saa mange drab endnu.

Det sind, som med svig farer,

søger mænd ved ondskab

at tæmme; man siger, ved lidet

kan ligevegten rokkes.

Finn Arnesøn tog sig saa nær af denne sag, at han fór bort fra landet og kom frem syd i Danmark, fór til kong Svein og fik der god modtagelse; de talte længe i enrum, og det kom op tilsidst, at Finn gik kong Svein tilhaande og blev hans mand; men Svein gav ham jarlsdømme og Halland at styre, og der var han til landevern imod Nordmændene.

54. Guthorm paa Ringanes hed en søn af Ketel Kalv og Gunhild, søstersøn af kong Olav og kong Harald. Guthorm var en dygtig mand og tidlig fuldvoxen. Guthorm var ofte hos kong Harald og var der i stort venskab og indflydelse hos kongen, thi Guthorm var en vís mand; han var meget vennesæl. Guthorm var ofte i hærfærd og herjede meget i Vesterlandene; han havde mange mænd. Han havde fredland og vintersæde i Dublin paa Irland og var i stort venskab med kong Margad.

55. Sommeren efter fór kong Margad og Guthorm med ham og herjede paa Bretland og fik der meget gods. Siden lagde de til i Ångelsø-sund; de skulde der skifte sit hærfang. Men da den mængde sølv blev baaret frem og kongen saa det, da vilde han have alt godset alene og agtede da sit venskab med Guthorm lidet. Guthorm likte det ilde, at han og hans mænd skulde ranes for sin lod. Kongen siger, at han skal have to vilkaar at vælge mellem: «det ene er at finde dig i det, som vi vil have, men det andet er at holde kamp med os, og have den da godset, som faar seier, — og det tillige, at du skal gaa fra dine skibe, og jeg skal have dem.» Guthorm syntes, det var store vanskeligheder paa begge sider; det tyktes ham, at han ikke sømmelig kunde opgive sine skibe og sit gods uden mindste skyld, men det var ogsaa farligt at kjæmpe imod kongen og den store hær, som fulgte kongen. Det var saa stor forskjel paa deres mandskab, at kongen havde 16 langskibe, men Guthorm 5. Da bad Guthorm kongen om tre nætters frist til at raadslaa om denne sag med sine mænd; han tænkte, at han kunde gjøre kongen mygere i den tid, og at han ved sine mænds fortaler kunde bringe sin sag paa bedre fod hos kongen; men det fik han ikke, som han bad om. Det var da aftenen før Olavsmesse. Nu valgte Guthorm heller at dø som en dreng eller vinde seier, heller end at taale skam og vanære og haansord over at have mistet saa meget. Da kaldte han paa Gud og den hellige kong Olav, sin frænde, bad dem om hjælp og støtte og lovede at give til den hellige mands hus tiende af alt det hærfang, de maatte faa, om de vandt seier. Siden rustede han sin hær og fylkede imod den store hær og rykkede frem og kjæmpede imod dem. Men med Guds og den hellige kong Olavs hjælp fik Guthorm seier; der faldt kong Margad og hver mand, som fulgte ham, ung og gammel. Og efter den herlige seier vender Guthorm glad hjem med alt det gods, som de havde faaet i striden. Da blev taget af alt det sølv, som de havde faaet, hver 10de penning, saa som det var lovet til den hellige kong Olav, og det var umaadelig mange penger, saa at af det sølv lod Guthorm gjøre en rode efter sin eller sin stavnbos vext, og er det billede 7 alner høit. Denne rode gav Guthorm til den hellige kong Olavs kirke, og den har været der siden til minde om Guthorms seier og den hellige kong Olavs jertegn.

56. I Danmark var det en greve, ond og fuld af avind; han havde en norsk tjenestekvinde, som havde sin æt fra Trøndelagene. Hun dyrkede den hellige kong Olav og troede fast paa hans hellighed. Men den greve, som jeg før nævnte, havde mistro til alt det, som var sagt ham om den hellige mands jertegn; han sagde, det var ikke andet end rygte og snak, og gjorde spot og gammen ad al den lov og dyrkelse, som alt landets folk ydede den gode konge. Men nu kom det til den høitidsdag, da den milde konge lod sit liv, og som alle Nordmænd holdt; da vilde den uvittige greve ikke holde helg, og han bød sin tjenestekvinde, at hun skulde bage og ilde ovn til brød paa den dag. Hun tyktes at kjende grevens voldsomhed, at han vilde hevne det saart paa hende, om hun ikke adlød alt det, han bød hende; hun gik nødig til og lagde ild under ovnen og klynkede meget, medens hun arbeidede, og kaldte paa kong Olav og sagde, at hun aldrig vilde tro paa ham, hvis han ikke med et eller andet tegn hevnede denne usømmelighed. Nu skal I høre en passelig refselse og sandelige jertegn: det hændte lige strax og i samme stund, at greven blev blind paa begge øine, og at det brød, hun havde skudt ind i ovnen, blev til sten. Nogle af de stener er kommet til den hellige kong Olavs kirke og til mange andre steder. Siden har Olavsmesse stadig været holdt hellig i Danmark.

57. Vester i Valland var det en saa vanfør mand, at han var en krøbling, gik paa sine knær og knoer. Han var en dag ude paa en vei og var da sovnet; han drømte det, at en gjæv mand kom til ham og spurgte, hvor han vilde hen, men han nævnte en by. Men den gjæve mand sagde til ham: «Far du til den Olavskirke, som er i London, og der vil du blive helbredet.» Siden vaagnede han og fór strax for at søge Olavskirken, og omsider kom han da til Londons bro og spurgte der byens mænd, om de kunde sige ham, hvor Olavskirken var; men de svarede og sagde, at det var der meget flere kirker, end at de vidste, til hvilken mand hver af dem var helliget. Men lidt senere da gik det en mand til ham og spurgte, hvor han skulde hen; han siger det, og den mand sagde siden: «Vi to skal begge fare til Olavs kirke, og jeg kjender veien did.» Siden fór de over broen og til det stræte, som førte til Olavskirken. Men da de kom til kirkegaardsporten, da steg han over den terskel, som er i porten, men krøblingen veltede sig ind over den og reiste sig strax helbredet op; men da han saa sig om, var hans ledsager borte.

58. Kong Harald lod reise en kjøbstad øster i Oslo og sad der ofte, thi det var der godt for tilførsel og megen landsstyrke rundt om; han sad der godt til for landevern imod Danerne, saa ogsaa for herjetog til Danmark; han havde ofte den vane, om han end ikke havde stor hær ude. Det var en sommer [1061], at kong Harald fór med nogle lette skibe og havde ikke stor hær med; han seilede syd i Viken, men da han fik bør, seilede han over havet under Jylland og tog da paa at herje, men landets mænd samlede sig sammen og vergede sit land. Da styrede kong Harald til Limfjorden og lagde ind i fjorden. Saadan er Limfjorden, at det er ind at fare deri som en smal aa-rende, men naar man kommer ind efter fjorden, da er det der som et stort hav. Harald herjede der paa begge lande; men Danerne havde overalt samlinger af folk. Da lagde kong Harald sine skibe ved en ø, det var et lidet og ubygget land; men da de søgte efter, fandt de ikke vand og sagde det til kongen. Han lod lede efter, om det fandtes nogen lyngorm paa øen, og da en fandtes, førte de den til kongen; han lod føre ormen til ilden og varme og matte den ud, for at den skulde tørste som mest muligt. Siden blev en traad bundet om dens hale og ormen sluppet løs; den ilte da bort, men traaden viklede sig op af nøstet; de gik da efter ormen, indtil den stak sig ned i jorden. Kongen bød at grave der efter vand; saa var gjort, og de fandt der saa meget vand, at det ikke skortede. Kong Harald spurgte de tidender af sine speidere, at kong Svein var kommet med en stor skibshær udenfor fjordmundingen og det gik ham sent at fare, da det ikke kunde fare mere end ét skib ad gangen. Kong Harald styrede med sine skibe ind i fjorden, og der som den er bredest, heder det Lus-breid. Det er der i vigen indenfor et smalt eid vester [nord] til havet; did roede Haralds mænd om kvelden. Men om natten, da det var blevet mørkt, ryddede de skibene og drog dem over eidet; før dag havde de udført det hele og gjort skibene rede for anden gang. De styrede da nord forbi Jylland. Da kvad de:

Af Danernes hænder

Harald gled.

Da siger kongen, at han en anden gang skulde komme saaledes til Danmark, at han skulde have flere mænd og større skibe. Derefter fór kongen nord i Trondhjem.

59. Kong Harald sad om vinteren i Nidaros. Han lod reise et skib om vinteren ude paa Ørene; det var et busse-skib. Det skib blev gjort efter Ormen langes vext og udført saa omhyggelig i alle deler som muligt; fortil var det et dragehoved og agter en krog, og nakkerne var helt guldlagte; det havde 35 rum og var stort i forhold dertil og meget smukt. Kongen lod vælge omhyggelig alt udstyr paa skibet, baade seil og seilreb, ankere og ankertauger. Kong Harald sendte bud om vinteren syd til Danmark til kong Svein, at han om vaaren efter skulde komme søndenfra til Elven til møde med ham, og skulde de da kjæmpe saaledes, at de skiftede da landene og en af dem fik begge kongeriger.

60. Den vinter bød kong Harald ud leding, almenning, fra Norge. Men da det vaarede [1062], drog det sig en stor hær sammen. Da lod kong Harald sætte det store skib ud paa Nidelven; siden lod han sætte op dragehovedet. Da kvad Tjodolv skald:

Fagre mø! frem skeiden

føres fra aaen til havet.

Merk, hvor det ligger for landet

det lange skrog af dragen.

Manken af ormen gulgrøn

glimter mod dækket (nakkerne

brændt guld bar), siden

bort den gled fra lunnene.

Siden ruster kong Harald skibet og gjør sig rede til færden. Men da han var færdig, styrede han skibet ud af aaen; det var der meget god roning. Saa siger Tjodolv:

Lørdag fyrsten det lange

landtjeld kaster af sig,

der hvor de prude enker

ser ormen glide fra byen.

Vest fra Nid næstefter

det nye skib kongen

styrer, men ned i sjøen

svendenes aarer falder.

Kongens hærmænd kan røre

de ranke aarer i sjøen;

enken staar og undres

paa aareslaget det raske.

– – – – – – – –

– – – – – – – –

– – – – – – – –

– – – – – – – –

Ondt lider skibs-siden,

naar syvti aarer den fører

i sjøen, inden hæren

i havet aarerne slider.

Nordmænd ror ormen,

den naglede, ud for den isede

bølgestrøm; da er det,

som ørnevinger man skuer.

Kong Harald seilede med sin hær syd langs landet og havde ude almenning af mænd og skibe. Men da de søgte øster i Viken, fik de sterk modvind, og laa da hæren vide i havnene, baade ved udøerne og inde i fjordene. Saa siger Tjodolv:

Skjul har under skogen

de skavede snekke-stavner;

kongens leding sig læner

til land med stavnstængerne.

Almenningen i skjærene

indenfor vigerne ligger;

de højbrynjede skeider

skjuler sig under eidet.

Men i det store uveir, som kom over dem, trængte det store skib gode ankerredskab. Saa siger Tjodolv:

Fyrsten kløved’ havets

høie gjærde med stavnen.

Kongen snekkens strenger

strammer til det yderste.

Vinden er uvenlig

mod ankerets jern de krumme;

grus og stygge vindgufs

gnager paa ankerkloen.

Men da de fik bør, førte kong Harald hæren øster til Elven og kom der en kveld. Saa siger Tjodolv:

Harald drev nu heftig

hærskibe mod Elven.

Norges drotten om natten

er nær ved landemerket.

Ting nu kongen holder

ved Tumla; der Svein skal

møde til strid, hvis ikke

unda Danerne holder.

61. Men da Danerne spurgte, at Nordmændenes hær var kommet, da flyede alle de, som kunde komme til. Nordmændene spørger, at danekongen ogsaa har sin hær ude og ligger syd ved Fyn og Smaalandene. Men da kong Harald spurgte, at kong Svein ikke vilde holde stævnemøde eller kamp med ham, som aftalt var, da tog han atter det raad som før, lod bondehæren fare tilbage og satte mandskab paa 150 skibe; med den hær styrede han siden langs Halland og herjede vide. Han lagde med hæren ind i Lovefjord og herjede der op paa landet. Lidt senere kom kong Svein imod dem der med Danernes hær; han havde 300 skibe. Men da Nordmændene saa hæren, lod kong Harald sin hær blæse sammen, og mælte mange det, at de skulde fly, og sagde, at det var umuligt at slaas. Kongen svarer saa: «Før skal enhver af os falde, den ene over den anden, end fly.» Saa siger Stein Herdissøn:

Sagde høisindet høvding,

hvad han nu ventede.

Her (sagde kongen) han havde

haabet om fred mistet.

Kongen raabte, at heller

hver skulde falde, den ene

over den anden, end vige;

vaaben tog alle mændene.

Siden lod kong Harald sine skibe ordne til at gaa imod fienden; han lagde sin store drage frem midt i hæren. Saa siger Tjodolv:

Vennegavernes giver,

som gjerne gav ulven føde,

frem lod føre dragen

forrest i ledingens midte.

Dette skib var vel rustet og havde stort mandskab. Saa siger Tjodolv:

Fredlystne konge bad fylkingen

fast binde skjoldene

paa skibssiden (fyrstens venner

velordnet staa syntes).

Manddaads modige leder

lukked’ den sterke drage

udenfor Nissaa med skjolde;

det ene tog i det andet.

Ulv stallare lagde sit skib paa den ene side af kongsskibet; han sagde til sine mænd, at de skulde lægge skibet vel frem. Stein Herdissøn var paa Ulvs skib; han kvad:

Ulv, kongens stallare,

os alle hidsed’

(spydene skalv), da skibene

skulde ro til striden.

Vel bad den kloge konges

kraftige ven mændene

frem hans skib med fyrstens

at føre; svendene adlød.

Haakon Ivarsøn laa yderst i den ene arm; ham fulgte mange skibe, og de mænd var vel rustede; men yderst i den anden arm laa Trøndernes høvdinger, det var ogsaa en stor og vakker hær.

62. Kong Svein ordnede ogsaa sin hær; han lagde sit skib imod kong Haralds skib midt i hæren, men nærmest ham lagde Finn jarl sit skib frem, dernæst stillede Danerne al den hær, som var modigst og bedst rustet. Siden tengede begge sine skibe sammen i den midtre del af flaaden. Men fordi hærene var saa store, da var det en stor mængde skibe, som fór løst, og lagde da hver sit skib saa frem, som man havde mod til; men det var meget forskjelligt. Men skjønt det var stor folkemon, havde dog begge en vældig hær. Kong Svein havde 7 jarler med i sin hær. Saa sagde Stein Herdissøn:

Hersernes hugsterke

herre sig gav i fare;

med halvandet hundrede skibe

han paa Danerne bied’.

Det var næst, at den dyre

drotten, som bor i Leidra,

havet med trende hundrede

havhester did kløvede.

63. Kong Harald lod blæse hærblæst, saasnart han havde gjort sine skibe rede, og lod da sine mænd ro frem. Saa siger Stein Herdissøn:

Foran Elvens munding

mén voldte Harald Svein.

Han fik haard modstand,

thi Harald bad ei om freden.

Kongens sverd-svingende

svender frem roede

udenfor Halland (paa sjøen

af saaret blodet strømmed’).

Siden tog striden paa, og den blev meget skarp; begge konger eggede sine mænd. Saa siger Stein Herdissøn:

De gode Skjoldunger begge

bad, stridslystne, sine

svender skyde og hugge

(hærer stod nær hinanden).

Baade sten og piler

strømmed’, da sverdet rysted’

af sig blodet det lyse

(livet det tog af mændene).

Det var sent om dagen, at de kjæmpende seg sammen, og de holdt paa hele natten. Kong Harald skjød i lang tid med bue. Saa siger Tjodolv:

Almbuen oplandske konge

øvede hele natten;

den snilde landstyrer piler

sendte mod hvide skjolde.

Den blodige odd saarede

bønderne, medens kongens

piler stod fast i skjoldene

(skud af spydene voxte).

Haakon jarl og de mænd, som fulgte ham, tengede ikke sine skibe, men roede imod de danske skibe, som fór løse, og han ryddede hvert skib, som han hængte sig fast ved. Men da Danerne merkede det, da drog hver af dem sit skib fra der, hvor jarlen fór; men han søgte efter Danerne, alt eftersom de veg unda, og var de da nær ved at flygte. Da roede en skute til jarlens skib, og man raabte paa ham og sagde, at kong Haralds anden fylkingearm veg tilbage, og at mange af deres mænd var faldne der. Siden roede jarlen til der og gik haardt paa dem, saa at Danerne atter lod skibene sige unda. Saa fór jarlen hele natten, lagde der frem, hvor det trængtes, og hvor han end kom til, kunde intet holde sig for ham. Haakon roede udenom de kjæmpende. Den sidste del af natten blev det almindelig flugt blandt Danerne; thi da havde kong Harald med sin skare gaaet op paa kong Sveins skib, og det blev saa fuldstændig ryddet, at alle mænd faldt undtagen de, som løb paa sjøen. Saa siger Arnor Jarleskald:

Den modige Svein gik ikke

uden sag fra snekken

sin (det er min tanke);

tung var striden for hjelmene.

Farkosten maatte øde

flyde, inden Jyders

glattungede ven flyede

fra sine faldne hirdmænd.

Men da kong Sveins merke var faldt og hans skib lagt øde, da flyede alle hans mænd, men andre faldt. Men fra de skibe, som var tengede, løb mændene paa sjøen eller kom op paa andre skibe, som var løse; men alle kong Sveins mænd, som kunde, roede da unda. Der blev det et stort mandefald. Men der, hvor kongerne selv havde kjæmpet og de fleste skibe var tengede, der laa mere end 70 af kong Sveins skibe efter, øde. Saa siger Tjodolv:

Sogningers kjække konge

(kvad man) mindst syvti

skibe tilsammen i kampen

af Sveins flaade rydded’.

Kong Harald roede efter Danerne og forfulgte dem; men det var ikke let, thi det var saa trangt for skibene at flyde, at man neppe kunde komme frem. Finn jarl vilde ikke fly, og han blev tagen til fange; han kunde se lidet. Saa siger Tjodolv:

Svein, du faar lønne for seier

sex danske jarler

inden én strid

(de øger kampens hede).

Fanget midt i fylkingen

Finn Arnesøn, kampsterk,

blev med mandigt hjerte;

han vilde ikke flygte.

64. Haakon jarl laa efter med sit skib, da kongen og de andre forfulgte de flygtende; thi jarlens skib kunde ikke komme frem der for de skibe, som laa iveien. Da roede en mand paa en baad til jarlens skib og lagde til løftingen; det var en stor mand, og han havde en vid hat. Han raaber op paa skibet: «Hvor er jarlen?» Han var i forrummet og stansede blodet for en mand. Jarlen saa til manden med hatten og spurgte ham om hans navn. Han svarede: « Vandraad er her; tal du med mig, jarl.» Jarlen saa ud over rælingen til ham. Da sagde baadmanden: «Jeg vil tage imod livet af dig, om du vil give mig det.» Jarlen reiste sig op og kaldte paa to af sine mænd, som begge var ham kjære, og sagde saa: «Stig I i baaden og flyt Vandraad til land; følg ham til min ven Karl bonde og sig ham det til jertegn, at han skal lade Vandraad faa den hest, som jeg gav ham iforgaars, og give ham sin egen sadel og sin søn til følge.» Siden steg de i baaden og tog til aarerne, men Vandraad styrede. Dette var netop i lysingen; da var ogsaa skibegangen som mest; nogle roede til land, andre ud til havs, baade paa smaa og store skibe. Vandraad styrede der, hvor det tyktes ham rummeligst mellem skibene. Men naar Nordmændenes skibe roede nær dem, sagde jarlens mænd, hvem de var, og alle lod dem da fare, hvor de vilde. Vandraad styrede frem langs stranden og lagde ikke til land, før end de kom forbi der, hvor skibsuroen var. Siden gik de op til Karls gaard, og da tog det paa at lysne; de gik ind i stuen, og der var Karl, nys klædt. Jarlens mænd sagde ham sit erende. Karl sagde, at de skulde faa mad først, lod sætte bord frem til dem og skaffede dem vand til haandtvæt. Da kom husfruen ind i stuen og sagde strax: «Meget underligt er det, at vi ikke faar søvn eller ro i nat for skrig og glam.» Karl svarer: «Ved du ikke, at kongerne har kjæmpet inat?» Hun spurgte: «Hvem har seiret?» Karl svarede: «Nordmændene har faaet seier.» «Da har vel atter kongen vor flyet,» siger hun. Karl svarer: «Ikke ved folk det, om han har flyet eller er falden.» Hun svarede: «Uheldig er vi med konge; han er baade halt og ræd.» Da sagde Vandraad: «Ikke er kongen ræd, men seiersæl er han ikke.» Vandraad tog sidst haandtvæt, og da han tog dugen, tørrede han sig midt paa den. Husfruen tog dugen og rykkede den fra ham; hun sagde: «Lidet godt kan du; det er torperes vis at væde hele dugen med én gang.» Vandraad svarede: «Der kommer jeg da atter, hvor jeg kan tørre mig midt paa dugen.» Siden satte Karl frem bord for dem, og Vandraad satte sig i midten. De fik da mad en stund, men siden gik de ud, og da stod hesten rede, og Karls søn skulde følge ham og havde en anden hest; de rider bort til skogen, men jarlens mænd gik til sin baad og roede ud til jarlsskibet.

65. Kong Harald og hans mænd forfulgte kort de flygtende og roede siden tilbage til de skibe, som laa øde; da ransagede de de faldne, og paa kongsskibet fandtes en mængde døde mænd, men ikke fandtes kong Sveins lig, men dog tyktes de at vide, at han var falden. Kong Harald lod stelle om sine mænds lig, men binde deres saar, som trængte det. Siden lod han flytte Sveins mænds lig til land og sendte bud til bønderne, at de skulde jorde ligene. Siden lod han skifte hærfanget og dvælte der nogen tid. Da spurgte han de tidender, at kong Svein var kommen til Sjæland, og at da var kommet til ham hele hans hær, som havde flyet i slaget, og mange andre mænd, og at han havde faaet en meget stor hær.

66. Finn jarl Arnesøn blev fangen i slaget, som før var skrevet; han blev leiet frem til kongen. Kong Harald var da meget lystig og sagde: «Her mødtes vi to nu, Finn, men sidst i Norge; hirden den danske har nok ikke staaet fast om dig, og Nordmændene har et slemt arbeide at drage dig, blinde mand, efter sig og gjøre det for at holde dig ilive.» Da svarer Jarlen: «Meget ondt faar Nordmænd nu at gjøre; men dog er alt det værst, som du byder.» Da sagde kong Harald: «Vil du nu have grid, skjønt du ikke fortjener det?» Jarlen svarer: «Ikke af dig, din hund!» Kongen sagde: «Vil du da, at din frænde Magnus skal give dig grid?» Magnus, kong Haralds søn, styrede da et skib. Da sagde jarlen: «Hvad kan den hvalpen raade for grid?» Da lo kongen, og tyktes det ham skjemt at erte ham, og han sagde: «Vil du tage grid af Tora, din frændkone?» Da sagde jarlen: «Er hun her?» «Her er hun,» sagde kongen. Da talte Finn de grove ord, som siden længe mindedes til vidnesbyrd om, hvor vred han var, da han ikke kunde tæmme sig: «Ikke er det da underligt, at du har bidt vel fra dig, siden mæren fulgte med dig.» Finn jarl fik grid, og kong Harald havde ham med sig en stund. Finn var temmelig uglad og umyg i ord. Da sagde kong Harald: «Jeg ser det, Finn, at du nu ikke vil blive venner med mig eller med dine frænder; jeg vil nu give dig orlov at fare til Svein, din konge.» Jarlen svarer: «Det vil jeg tage imod, og saa meget taknemligere, jo før jeg kommer bort herfra.» Siden lod kongen Finn føre op paa land; Hallandsfarerne tog vel imod ham. Kong Harald seilede da med sin hær nord til Norge; han fór først til Oslo og gav derpaa hjemlov til alle sine mænd, dem som vilde fare.

67. Saa siger mænd, at kong Svein sad den vinter i Danmark og havde sit rige som før. Han sendte om vinteren mænd nord til Halland efter Karl bonde og hans kone. Men da de kom til kongen, kalder han Karl til sig; siden spurgte kongen, om Karl kjendte ham eller tyktes have seet ham før. Karl svarer: «Jeg kjender dig nu, konge, og jeg kjendte dig før, saasnart jeg saa dig, og jeg maa takke Gud, at den ringe hjælp, som jeg ydede dig, kom dig til gavn.» Kongen svarer: «Alle de dager, jeg siden lever, har jeg dig at lønne for. Nu skal det være det første, at jeg giver dig den gaard i Sjæland, som du vælger dig, og det med, at jeg skal gjøre dig til en stor mand, om du kan holde det fast.» Karl takkede kongen vel for hans ord og sagde, at endnu var det en bøn, som han vilde bede om. Kongen spurgte, hvad det kunde være. Karl sagde: «Jeg vil bede om det, konge, at du lader mig have med mig min kone.» Kongen svarer saa: «Det vil jeg ikke love dig, thi jeg skal skaffe dig en meget bedre og klogere kone; men din kone kan fare med den smaagaarden, som I før har havt; det kan hun nære sig med.» Kongen gav Karl en stor og gjæv gaard og skaffede ham et godt giftermaal, og han blev derefter meget til mand for sig. Det blev kjendt og spurgtes vide; det kom nord til Norge.

68. Kong Harald sad om vinteren efter Nissaa-slaget i Oslo. Om høsten, da hæren kom søndenfra, var det mange taler og frasagn om det slag, som havde staaet om høsten udenfor Nissaa, og tyktes da enhver, som havde været der, at kunne fortælle noget derom. Det var en gang, at nogle mænd sad i en liden stue og drak og var meget snaksomme; de talte om Nissaa-slaget og desuden om, hvem som havde havt størst ry derfra. De blev alle enige om ét, at ingen havde der været slig mand, som Haakon jarl; «han var den vaabendjerveste, og han var den dygtigste, og han var den heldigste, og det, han gjorde, blev alt til størst hjælp, og han vandt seieren.» Harald var ude i gaarden der og talte med nogle mænd. Siden gik han foran døren til stuen og sagde: «Enhver vilde nu her gjerne hede Haakon,» og gik sin vei.

Wilhelm Wetlesen: Det var engang at nogle mænd sad i en liden stue og drak.

69. Haakon jarl fór om høsten til Oplandene og var om vinteren der i sit rige; han var meget vennesæl hos Oplændingene. Da det led paa vaaren [1063], var det en gang, da mænd sad ved drikken, at det atter blev talt om Nissaa slaget, og mænd lovede meget Haakon jarl, men nogle roste ikke mindre andre. Men da de havde talt om dette en stund, svarede en mand: «Det kan være, at flere mænd end Haakon jarl har kjæmpet djervt udenfor Nissaa; men dog kan det ikke have været nogen der, som jeg tror har havt saa stort held med sig, som han.» De sagde, at det vel var hans største held, at han havde drevet paa flugt mange af Danerne. Den samme mand svarer: «Større held var det, at han gav kong Svein livet.» En anden svarer ham: «Du ved vist ikke det, som du siger.» Han svarer: «Det ved jeg meget nøie; thi den sagde mig det selv, som flyttede kongen til land.» Men da var det, som ofte er sagt, at «mange er kongens ører»; dette blev sagt til kongen, og lige strax lod kongen tage mange hester og red strax om natten bort med 200 mænd; han red hele den nat og den følgende dag. Da red imod dem nogle mænd, som fór ud til byen med mel og malt. En mand hed Gamal, som var i færd med kongen; han red til en af bønderne, som var hans kjending; han talte i enrum med ham. Gamal sagde: «Jeg vil give dig penger for, at du rider saa voldsomt, du kan, ad de lønstier, som du ved kortest, og kommer til Haakon jarl; sig ham, at kongen vil dræbe ham, thi kongen véd nu, at jarlen har hjulpet kong Svein iland udenfor Nissaa.» De aftalte dette sammen. Bonden red og kom til jarlen; han sad da og drak og var ikke gaaet at sove. Men da bonden havde sagt sit erende, stod jarlen strax op og alle hans folk. Jarlen lod flytte alt sit løsøre bort fra gaarden til skogen; ogsaa alle hans folk var borte fra gaarden om natten, da kongen kom. Han dvælte der om natten, men Haakon jarl red sin vei og kom frem øster i Sveavælde til kong Steinkel og dvælte hos ham om sommeren. Kong Harald vendte siden om igjen ud til byen; om sommeren fór kongen nord til Trondhjem og dvælte der, men fór om høsten atter øster i Viken.

70. Haakon jarl fór om sommeren tilbage til Oplandene, saasnart han spurgte, at kongen var faret nord; han dvælte der, indtil kongen kom sydover. Siden fór jarlen øster i Vermeland og dvælte der længe om vinteren; kong Steinkel gav jarlen styrelsen der. Han fór om vinteren, da det led paa, vester paa Raumarike, og havde han da mange mænd, som Gauterne og Vermerne havde givet ham. Da tog han sine landskylder og de skatter af Oplændingene, som han havde at kræve. Siden fór han tilbage øster til Gautland og dvælte der om vaaren [1064]. Kong Harald sad om vinteren i Oslo og sendte sine mænd til Oplandene, at kræve der skatter og landskylder og kongens sagøre. Men Oplændingene sagde saa, at de vilde udrede alle skylder, som de havde at udrede, og give dem i Haakon jarls haand, saalænge han var ilive og ikke havde forbrudt sit liv eller rige; og kongen fik ikke nogen landskyld derfra den vinter.

71. Den vinter fór det bud og sendemænd mellem Norge og Danmark, og var det knyttet dertil, at baade Nordmænd og Daner vilde gjøre fred og forlig mellem sig og bad kongerne derom. Og ordsendingene tegnede sig meget nær til fred, og det blev enden derpaa, at et forligsmøde blev aftalt i Elven mellem kong Harald og kong Svein. Men da det blev vaar [1064], samlede begge konger mange mænd og skibe til denne færd. Og det siger en skald i en «flokk» om deres færd:

Gramen, som om grunden

gjærder, fra Øresund nordover

lukker med langskibsstavner

landet (han fór til havnen).

Stavner, af guldet straalende,

stryger paa havet fremad

hvast vestenfor Halland

med hæren, og kjølene skjælver.

Edfaste Harald! Du ofte

jorden gjærded’ med skibe.

Ogsaa Svein gjennem sundene

seiled’ til møde med kongen.

Den lovsæle ravne-mætter,

som lukker hver vaag med stavner,

har ude en yrende hær

af alle Daner sydfra.

Her siges det, at disse konger holdt den aftale om en stævne, som var gjort mellem dem, og de kom begge til landemerket. Saa som her siges:

Snilde Gram, du seiled’

syd atter til stævnen,

som alle Daner ønskede

(emnet var ikke mindre).

Svein farer nu nordover

nær til landemerket

for Harald at møde (slidsomt

at seile langs landet var det).

Men da kongerne mødtes, tog man til at tale om forlig mellem kongerne. Men saasnart dette var kommet paa tale, klagede mange over den skade, de havde faaet af hærfærd, ran og mandefald; og det holdt de længe paa med, saa som her siges:

De snilde bønder siger

slige ord høilydt,

som, naar mændene mødes,

mest ærgrer de andre.

Mænd, som trætter om alting,

ikke synes at ville

snart søge forlig

(fyrsternes overmod voxer).

Fyrsternes vrede blir farlig,

hvis forlig skal voves.

Mændene, de som kan mægle,

maa alt veie i skaaler.

Det sømmer konger at sige

sligt alt, som hæren liker.

Ond vilje det volder, om bønder

i værre stilling stilles.

Siden lagde de bedste og viseste mænd sig imellem, og det kom da forlig istand mellem kongerne paa den vis, at kong Harald skulde have Norge, men Svein Danmark til det landemerke, som tilforn havde været mellem Norge og Danmark; ingen af dem skulde give bøder til den anden; der, hvor det var herjet, skulde man finde sig deri, og den, som havde faaet hærfang, have det. Den fred skulde staa, saalænge de var konger. Dette forlig blev bundet med eder. Siden gav kongerne hinanden gisler, saa som her siges:

Hørt jeg har, at glade

Harald og Svein begge

(Gud virker det) gisler

gav til hinanden.

Holde de saa sine eder

(endtes der alt med vidner)

og hele freden den fulde,

at folkene ikke den bryder.

Kong Harald seilede med sine mænd nord i Norge, men kong Svein fór syd til Danmark.

72. Kong Harald var i Viken om sommeren; men han sendte sine mænd til Oplandene efter de skylder og skatter, som han havde der. Da gjorde bønderne der ingen greie paa det, men sagde, at de vilde lade alt bie paa Haakon jarl, om han kom til dem. Haakon jarl var da oppe i Gautland og havde en stor hær. Men da det led paa sommeren, seilede kong Harald syd til Konungahella. Siden tog han alle lette skibe, som han fik fat i, og styrede op efter Elven, lod dem drage af ved fossene og flyttede skibene op i vandet Væner. Siden roede han øst over vandet, der hvor han spurgte til Haakon jarl. Men da jarlen fik nys om kongens færd, søgte han ned fra landet og vilde ikke, at kongen skulde herje paa dem. Haakon jarl havde en stor hær, som Gauterne havde givet ham. Kong Harald lagde sine skibe op i en aamunding; siden gjorde han landgang, men lod nogle af sine mænd efter for at vogte skibene. Kongen selv og nogle af mændene red, men meget flere gik. De havde at fare over en skog, og derefter havde de foran sig nogle myrer med smaabusker paa, og saa fremdeles et holt; men da de kom op paa holtet, saa de jarlens hær; det var da en myr mellem dem. Da fylkede begge hærer. Da sagde kong Harald, at hans mænd skulde sidde oppe paa bakken: «Lad os først friste, om de vil falde over os; Haakon har ikke lyst til at vente,» sagde han. Det var frostveir og noget snedrive, og Haralds mænd sad under sine skjolde; men Gauterne havde ikke klædt sig godt, og det blev koldt for dem. Jarlen bad dem bie, indtil kongen gik imod dem og de kunde alle staa lige høit. Haakon jarl havde det merke, som kong Magnus Olavsøn havde eiet. Gauternes lagmand hed Torvid; han sad paa en hest, og dens tømme var bundet til en stolpe, som stod i myren. Han talte og sagde: «Det ved Gud, at vi har her en stor hær og meget modige mænd; lad nu ikke kong Steinkel spørge det, at vi ikke hjælper denne gode jarl vel. Jeg ved det, at om Nordmændene søger imod os, vil vi staa fast imod dem; men hvis ungfolket vakler og ikke vil bie, saa lad os ikke rende længere end her til bækken, og hvis ungfolket fremdeles vakler, som jeg ved ikke vil hænde, saa lad os ikke rende længere end her til haugen.» I det samme løb Nordmændenes hær op, raabte hærraab og slog paa sine skjolde; da tog ogsaa Gauternes hær at raabe; men lagmandens hest rykkede saa sterkt i tømmen, da den blev ræd ved hærraabet, at stolpen gik op og fór forbi lagmandens hoved; han raabte: «For en ulykke, som du skyder, Nordmand!» Da red lagmanden bort. Kong Harald havde forud sagt til sine mænd dette: «Om vi end gjør brag og raab om os, saa lad os ikke gaa ned for bakken, før end de kommer hid til os»; og saa gjorde de. Men saasnart hærraabet kom op, lod jarlen sit merke bære frem; men da de kom under bakken, styrtede kongsmændene ned paa dem, og da faldt strax nogle af jarlens mænd og nogle flyede. Nordmændene drev ikke de flygtende langt, thi det var sent paa dagen. Der tog de Haakon jarls merke og saa meget af vaaben og klæder, som de fik fat i. Kongen lod begge merker bære foran sig, da han fór ned. De talte mellem sig om, hvorvidt jarlen var falden; men da de red ned gjennem skogen, da kunde bare én ride frem ad gangen. En mand red tvers over veien og stak et spyd gjennem ham, som bar jarlens merke; han griber merkestangen og rider en anden vei i skogen med merket. Men da det blev sagt kongen, raabte han: «Jarlen lever! Giv mig min brynje!» Kongen rider da om natten til sine skibe; mange sagde, at jarlen havde hævnet sig. Da kvad Tjodolv:

Steinkels mænd, som styrke

stridsglade jarl skulde,

(det voldte den sterke konge)

vist til Hel har faret.

Men den, som vil bedre sagen,

siger, at Haakon maatte

hastig fly, fordi haabet

om hjælp derfra blev skuffet.

Kong Harald var paa sine skibe den del af natten, som var igjen; men om morgenen, da det var lyst, da havde is lagt sig om skibene saa tykt, at man kunde gaa rundt om skibene. Da bad kongen sine mænd, at de skulde hugge isen fra skibene og ud i vandet; mændene gik til og gav sig til at hugge isen. Kong Haralds søn Magnus styrede det skib, som laa nederst i aamundingen og nærmest ud til vandet. Men da mændene havde næsten hugget isen ud, løb det en mand ud efter isen til det sted, hvor man skulde hugge, og holdt siden paa med at hugge isen, som han var gal og rasende. Da sagde en mand: «Nu er det atter som oftere, at ingen er det saa god hjælp i, hvad han nu gaar til, som han Hall Kodraansbane; se nu, hvorledes han hugger isen.» Men den mand var paa Magnus’s skib, som hed Tormod Eindridesøn; men da han hørte nævnt «Kodraansbane», da løb han til Hall og huggede ham banehugg.

Wilhelm Wetlesen: Tormod Eindridesøn giver Hall Utryggsøn banehugg.

Kodraan var søn af Gudmund Eyjolvsøn, men Gudmunds søster Valgerd var moder til Jorunn, Tormods moder. Tormod var vintergammel, da Kodraan blev dræbt, og han havde aldrig seet Hall Utryggsøn før end nu. Da var ogsaa isen hugget ud til vandet, og Magnus lagde sit skib ud i vandet, gik strax under seil og seilede vester over vandet. Men kongens skib laa inderst i vaaken, og han kom senest ud. Hall havde været i kongens følge og var ham meget kjær; og han blev meget vred. Kongen kom sent til havnen; Magnus havde da hjulpet drabsmanden til skogen og bød bod for ham; men det var nær ved, at kongen vilde gaa imod Magnus og hans folk, indtil begges venner kom til og fik dem forligte.

73. Denne vinter fór kong Harald op paa Raumarike og havde en stor hær; han bar de sager op imod bønderne, at de havde holdt tilbage for ham skylder og skatter, men styrket hans fiender til ufred med ham; han lod tage bønderne, lemlæste nogle, dræbe andre, men rane mange for alt deres gods. De flyede, som kunde komme til; meget vide lod han brænde herredene og lagde dem øde. Saa siger Tjodolv:

Øboers øder tunge

tømmer lagde paa Raumer.

Haralds fylking fremad

fast gik der, tror eg.

Ild blev givet i gjengjæld;

gramen raaded’, men høie

lue der maatte lede

til lydighed fattige bønder.

Siden fór kong Harald op paa Hedemarken og brændte der og gjorde der ikke mindre hærverk end hist. Derfra fór han til Hadeland og ud paa Ringerike, brændte der og fór overalt med hærskjold. Saa siger Tjodolv:

De grummes gaarder brændte,

gløden lued’ i taget.

Høvdingers herre rammed’

Heiner med onde stener.

Om livet bad de lidende;

luen bragte Ringerne

saa haard en skade, inden

ilden kunde stanses.

Efter dette lagde bønderne al sin sag under kongen.

74. Efter at kong Magnus var død, gik der 15 vintre inden Nissaa-slaget, men siden to vintre, inden Harald og Svein forligtes. Saa siger Tjodolv:

Horders fyrste førte

fred gjordes aaret det tredje)

striden til ende; ved stranden

staalet bed i skjoldene.

Efter dette forlig varede kongens strid med Oplændingene i tre halvaar. Saa siger Tjodolv:

Vanskeligt er det, om kongens

verk at tale sømmeligt,

da øde plog han at eie

Oplændinger lærte.

Den sindige høvding har

hæder saa stor vundet

i disse tre halve aar,

at altid det vil mindes.

75. Eadvard Adalraadsøn var konge i England efter sin broder Hårdeknut; han blev kaldt Eadvard «den gode», og det var han ogsaa. Kong Eadvards moder var dronning Emma, datter af Rikard Rudajarl; hendes broder var Robert jarl, fader til Viljalm Bastard, som da var hertug i Ruda i Normandi. Kong Eadvard var gift med dronning Gyda, datter af Gudine jarl Ulvnadersøn. Gydas brødre var: den ældste Toste jarl, den anden var Mårukaare jarl, den tredje Valtjov jarl, den fjerde Svein jarl og den femte Harald; han var yngst, han fødtes op i kong Eadvards hird og var hans fostersøn, og kongen elskede ham særdeles meget og holdt ham for sin søn, thi kongen havde ikke børn.

76. Det var en sommer, at Harald Gudinesøn havde at fare til Bretland og fór paa et skib; men da de kom paa havet, fik de modvind og dreves ud i havet. De tog land vester i Normandi og havde havt en farlig storm. De lagde til borgen Ruda og fandt der Viljalm jarl; han tog med glæde imod Harald og hans reisefølge, og Harald dvælte der i gode kaar længe om høsten, thi stormene holdt ved, og det var ikke seilbart ud i havet. Men da det led til vinteren, talte jarlen og Harald om, at Harald skulde dvæle der vinteren over. Harald sad i høisæde paa den ene side af jarlen, men paa den anden side jarlens hustru; hun var vakrere end hver kvinde, som mænd havde seet. De havde alle sammen stadig gammentaler ved drikken. Jarlen gik oftest tidlig at sove, men Harald sad længe om kveldene og talte med jarlens hustru; saa gik det frem længe om vinteren. En gang, da de talte sammen, sagde hun: «Nu har jarlen talt med mig derom og spurgt, hvad vi to talte saa stadig om, og nu er han vred.» Harald svarer: «Vi skal nu lade ham strax vide alle vore samtaler.» Dagen efter kaldte Harald jarlen til samtale med sig, og de gik til maalstuen; der var da ogsaa jarlens hustru og deres raadgivere. Da tog Harald til orde: «Det faar jeg sige eder, jarl, at det bor mere i mit hidkomme end det, som jeg har baaret op for eder. Jeg ønsker at bede om din datter til min hustru; jeg har ofte talt om dette med hendes moder, og hun har lovet mig at støtte denne sag for eder.» Men saasnart Harald havde baaret dette op, tog alle de, som var tilstede, dette vel og støttede det hos jarlen; denne sag kom tilsidst dertil, at møen blev fæstet til Harald. Men da hun var ung, blev det aftalt nogle vintres frist til bryllupstævnen.

77. Men da vaaren kom, rustede Harald sit skib ud og fór bort; han og jarlen skiltes i meget venskab. Fór da Harald ud til England til kong Eadvard og kom ikke siden til Valland for at søge det giftermaal. Kong Eadvard styrede over England i 24 vintre, og han døde [1066] sottedød i London None Januarii [5te januar]; han blev jordet i Paalskirken, og engelske mænd kalder ham hellig. Gudine jarls sønner var da de mægtigste mænd i England. Toste var sat til høvding over Englands konges hær, og han var landevernsmand, da kongen tog til at ældes; han var sat over alle andre jarler. Hans broder Harald var stadig inden hirden den nærmeste mand i al tjeneste og havde at vogte alle kongens skattegjemmer. Det er mænds sagn, at da det led frem imod kongens død, da var Harald nær og faa andre mænd. Da bøiede Harald sig over kongen og sagde: «Det kræver jeg eder alle til vidne om, at kongen gav mig nu kongedømme og alt rige i England.» Dernæst blev kongen baaret død ud af sengen. Den samme dag var det høvdingestævne; da blev det talt om at tage en konge; Harald lod da føre frem sine vidner om, at kong Eadvard paa sin dødsdag gav ham sit rige. Denne stævne endte saaledes, at Harald blev tagen til konge og viet med kongsvigsel den 13de dag i Paalskirken; da gik alle høvdinger og alt folk ham til haande. Men da hans broder Toste jarl spurgte det, likte han det ilde; han tyktes at være ligesaa nær til at være konge. «Jeg vil,» sagde han, «at landshøvdingene skal vælge den til konge, som tykkes dem bedst skikket.» Og saadanne ord fór mellem brødrene. Kong Harald siger saa, at han ikke vilde opgive kongedømmet, thi han var nu stolsat i det sæde, som kongen havde, og var siden salvet og viet med kongsvigsel; til ham holdt sig ogsaa hele mængden, han havde ogsaa alle kongens skattegjemmer.

78. Men da kong Harald blev det var, at hans broder Toste vilde have ham fra kongedømmet, da troede han ham ilde, thi Toste var en meget forstandig mand og en stor hærmand og var i godt venskab med landshøvdingene. Da tog Harald fra Toste hærstyrelsen og alt det vælde, som han før havde havt mere end andre jarler der i landet. Toste jarl vilde ikke paa nogen maade taale at være sin sambaarne broders tjenestemand; han fór da bort med sine mænd syd over havet til Flandern og dvælte der en tid, for derpaa til Frisland og saa derfra til Danmark til sin frænde kong Svein. Kong Sveins fader Ulv jarl og Toste jarls moder Gyda var søskende. Jarlen beder kong Svein om støtte og folkehjælp. Kong Svein bød ham til sig og siger, at han skal faa et jarlsrige i Danmark, sligt at han kan være en sømmelig høvding der. Jarlen svarer saa: «Min lyst staar til at fare tilbage til England, til min odel; men hvis jeg ikke faar nogen hjælp dertil af eder, konge, da vil jeg heller lægge det til med eder, at yde eder al den styrke, jeg kan skaffe i England, hvis I vil fare med Danernes hær til England for at vinde landet, saa som eders morbroder Knut gjorde.» Kongen svarer: «Saa meget mindre mand er jeg end min frænde kong Knut, at jeg har vanskeligt for at holde Danevældet for Nordmændene. Gamle Knut fik ved arv Danernes rige, men vandt i hærfærd og strid England, og dog var det en tid ikke uligt til, at han derved kunde miste sit liv; Norge fik han uden kamp. Nu kan jeg holde saavidt maade, at jeg heller indretter mig efter mine smaa vilkaar end efter min frænde Knuts fremgang.» Da sagde Toste jarl: «Mindre bliver mit erende hid, end jeg tænkte, at du, en saa gjæv mand, vilde lade det være i min trang. Det kan nu være, at jeg søger venskab der, hvor det er mindre rimeligt; men dog kan det hænde, at jeg finder slig en høvding, som er mindre ræd for at lægge store raad end I, konge.» Siden skiltes de, kongen og jarlen, og var ikke meget enige.

79. Toste jarl vendte sig nu en anden vei; han kom frem til Norge og fór til kong Harald; han var i Viken. Men da de mødtes, bar jarlen frem for kongen sine erender; han sagde ham alt om sin færd, siden han fór fra England, og bad kongen give ham hjælp til at søge sit rige i England. Kongen siger saa, at Nordmændene ikke havde lyst til at fare til England og herje, naar de havde en engelsk høvding over sig; «folk mener,» siger han, «at de engelske ikke er fuldt at stole paa.» Jarlen svarer: «Mon det er sandt, som jeg har hørt mænd sige i England, at din frænde kong Magnus sendte mænd til kong Eadvard, og det var i ordsendingen, at kong Magnus eiede England med samme ret som Danmark, taget i arv efter Hårdeknut, saa som deres eder havde lovet?» Kongen svarer: «Hvorfor havde han det ikke, naar han eiede det?» Jarlen siger: «Hvorfor har du ikke Danmark, saaledes som kong Magnus havde før dig?» Kongen svarer: «Ikke trænger Danerne til at rose sig imod os Nordmænd; mangt et hul har vi der brændt for dem, for dine frænder.» Da sagde jarlen: «Vil du ikke sige mig det, saa kan jeg sige dig det; kong Magnus tog Danmark i eie, fordi landshøvdingene der hjalp ham, men du fik det ikke, fordi alt landsfolket stod dig imod. Kong Magnus kjæmpede ikke for at vinde England, fordi alt folket vilde have Eadvard til konge. Vil du vinde England, da kan jeg gjøre det saa, at de fleste høvdinger i England vil være dine venner og hjælpere; ikke skorter det mig andet end kongenavnet imod min broder Harald. Det ved alle mænd, at ikke har det været født slig hærmand i Nordlandene som du, og det tykkes mig underligt, at du kjæmpede i 15 vintre for at faa Danmark, men du vil ikke have England, som nu ligger løst for dig.» Kong Harald tænkte omhyggelig over, hvad jarlen sagde, og skjønte, at han i meget sagde sandt, og paa den anden side fik han lyst til at vinde riget. Siden talte de, kongen og jarlen, længe og ofte sammen, og de vedtog da dette raad, at de skulde fare om sommeren til England og vinde landet. Kong Harald sendte bud over hele Norge og bød ud leding, halv almenning. Dette blev nu meget omtalt, og det var mange gisninger om, hvorledes det vilde gaa paa færden; somme talte og regnede op alle kong Haralds storverk, at intet vilde være umuligt for ham; men nogle sagde, at England vilde være vanskeligt at søge, folket var overmaade talrigt, og de hærmænd, som kaldtes Tingamannalid, var saa modige, at én af dem var bedre end to af Haralds bedste mænd. Da svarede Ulv stallare:

Ikke kongens stallarer

(stadig vandt jeg rigdom

uden tvang) trænger

at træde i kongens stavnrum,

om, ædle kvinde, (i ungdom

andet jeg lærte) tvende

skulde vige unda

for én af Tingamændene.

Ulv stallare døde den vaar. Kong Harald stod ved hans grav og sagde, da han gik derfra: «Der ligger nu han, som var mest trofast og sin drotten huldest.»Toste jarl seilede om vaaren til Flæmingeland for at møde de mænd, som havde fulgt ham udenfra England, og de andre, som samlede sig til ham baade fra England og der i Flæmingeland.

80. Kong Haralds hær samledes sammen i Solunder. Men da kong Harald var rede til at lægge ud fra Nidaros, gik han forud til kong Olavs skrin og lukkede det op, klippede hans haar og negler og læste siden skrinet, men kastede nøgelen ud i Nid; og siden har ikke den hellige kong Olavs skrin været lukket op. Da var gaaet 35 aar fra hans fald; han levede ogsaa 35 aar her i verden. Kong Harald styrede med de mænd, som fulgte ham, sydover til møde med sin hær. Da var en stor styrke kommet sammen, saa at det er mænds udsagn, at kong Harald havde nær 200 skibe, og omfram byrdinger med levnetsmidler og smaaskibe. Da de laa i Solunder, drømte en mand, som var paa kongsskibet og hed Gyrd. Det tyktes ham, som han var der paa kongens skib og saa op til øen, hvor det stod en stor troldkvinde, som havde i den ene haand et sverd og i den anden et traug; det tyktes ham ogsaa, at han saa ud over alle deres skibe, og at det sad en fugl paa hver skibsstavn; det var altsammen ørner og ravner. Troldkvinden kvad:

Vist er, at kongen fra øster

egger til kamp at holde

mod mange hærmænd vester

(mig er det til glæde);

der kan ravnen finde

føde til sig paa skibene

(den véd, det er nok at æde);

altid jeg dig vil følge.

81. Tord hed en mand, som var paa det skib, som laa nærmest kongsskibet. Han drømte en nat, at han tyktes at se kong Haralds flaade fare imod et land; han tyktes at vide, at det var England. Han saa paa landet en stor fylking, og det saa ud, som begge hærer gjorde sig rede til kamp og havde mange merker i luften. Men foran landets mænds hær red en stor troldkvinde; hun sad paa en varg, og vargen havde et mandslig i munden, og blod flød ud af dens mundviger. Men da den havde ædt manden, da kastede hun en anden i dens mund, og siden den ene efter den anden; men den slugte alle. Hun kvad:

Troldet lar skjoldet det røde

skinne, naar kamp sig nærmer.

Jåtnenes brud aner

ulykkesfærd for kongen.

Kvinden med kjæven flenger

kjødet af faldne hærmænd,

ulvemunden hun rasende

indentil farver med blodet.

82. Fremdeles drømte kong Harald en nat, at han var i Nidaros og mødte sin broder, kong Olav, som kvad et vers for ham:

Kongen den digre i mange

kampe seired’ med hæder:

jeg fik (thi hjemme sad jeg)

helligt fald til jorden.

End jeg frygter, at døden

dig er nær, konge:

de griske ulver du mætter;

Gud ikke sligt volder.

Mange andre drømmer og andenslags varsler blev fortalte, og de fleste var sørgelige. Inden kong Harald fór fra Trondhjem, havde han ladet sin søn Magnus tage til konge og satte ham over riget i Norge, da kong Harald fór bort. Tora Torbergsdatter blev ogsaa tilbage, men dronning Ellesiv fór med ham, og hendes døtre Maria og Ingegerd. Olav, kong Haralds søn, fór ogsaa med ham fra landet.

83.

Kortbilag til sagaens kap. 83-98

Men da kong Harald var rede og fik bør, seilede han ud paa havet og kom til land ved Hjaltland, men nogle af hans skibe kom til Orknøerne. Kong Harald laa der en kort tid, inden han seilede til Orknøerne, og derfra havde han med sig mange mænd og jarlene Paal og Erlend, Torfinn jarls sønner; men der lod han efter dronning Ellesiv og sine døtre Maria og Ingegerd. Derfra seilede han syd langs Skotland og saa langs England og kom ved land der, som heder Klevland. Der gik han iland og herjede strax og lagde landet under sig; han fik ikke modstand. Siden lagde kong Harald til Skardaborg og kjæmpede der med borgens mænd. Han gik op paa berget, som der er, og lod der gjøre et stort baal og sætte ild paa. Men da baalet luede, tog de store forker og skjød baalet ned i byen; da tog det ene hus efter det andet til at brænde, og hele staden gav sig da. Der dræbte da Nordmændene mange mænd, men tog alt det gods, de fik fat paa. De engelske mænd havde da ikke andet vilkaar, hvis de vilde holde livet, end at gaa kong Harald til haande. Han lagde da under sig alt landet, der han fór. Siden fór kong Harald med hele hæren syd langs land og lagde til ved Hellornes; der kom en skare imod dem, og der holdt kong Harald slag og fik seier.

84. Siden fór kong Harald syd til Humbra og op efter aaen og lagde der ved land. Da var oppe i Jorvik Mårukaare jarl og hans broder Valtjov jarl og havde en vældig hær. Kong Harald laa i Usa, da jarlenes hær søgte ned imod ham. Da gik kong Harald iland og tog til at fylke sin hær; den ene fylkingearm stod frem paa aabredden, men den anden vendte op paa landet henimod et dige; der var en dyb og bred myr, fuld af vand. Jarlene lod sin fylking med hele mængden sige ned langs med aaen. Kongsmerket var nær aaen; der var tykt fylket, men ved diget var det tyndest og mændene der mindst at stole paa. Jarlene søgte da ned langs med diget; for dem veg Nordmændenes fylkingearm, den som vendte mod diget, men de engelske mænd søgte frem der efter dem og mente, at Nordmændene vilde fly. Der fór Mårukaares merke frem.

85. Men da kong Harald saa, at de engelske mænds fylking var kommet ned langsmed diget lige imod dem, da lod han blæse hærblæst, eggede sin hær ivrig og lod da bære frem merket Landødan. Blev det da saa haard en fremgang, at alt veg tilbage for dem, og det blev da et stort mandefald i jarlenes hær. Vendte da hæren sig snart paa flugt, nogle flyede op med aaen eller ned, og de fleste folk løb ud i diget; der laa de faldne saa tykt, at Nordmændene kunde gaa tørfodet over myren. Der faldt Mårukaare jarl. Saa siger Stein Herdissøn:

Mange sank i elven

(de sunkne mænd druknede);

paa unge Mårukaare

mangen dreng laa fordum.

Høvdingen drev dem paa flugten;

hæren tog paa det raske

løb for den ædle konge

[Olav den mægtige er].

Denne draapa digtede Stein Herdissøn om kong Haralds søn Olav og nævner her det, at Olav var i slaget med sin fader, kong Harald. Om det tales ogsaa i «Haraldstikka»:

Der laa døde

dybt i mosen

Valtjovs kjæmper,

vaabenbidte,

saa at de kunde,

de krigsvante Nordmænd,

der gaa over

ene paa lig.

Valtjov jarl og de mænd, som kom unda, flyede op til borgen Jorvik; der blev det største mandefald. Dette slag var onsdagen før Matheus-messe.

86. Toste jarl var kommet vesten [sønden] fra Flæmingeland til kong Harald, saasnart han kom til England, og jarlen var med i alle disse slag. Det gik nu saa, som han havde sagt Harald forrige gang, da de mødtes, at en mængde mænd drev til dem i England; det var Tostes frænder og venner, og den skare var kongen til stor styrke. Efter dette slag, som nu er talt om, gik alt folket i de nærmeste herreder under kong Harald, men nogle flyede. Da fór kong Harald paa vei at vinde borgen og lagde sin hær ved Stanford bro. Men af den aarsag, at kongen havde vundet saa stor en seier imod store høvdinger og en vældig hær, var alt folket ræd og havde ikke noget haab om modstand. Da gjorde borgmændene raad for sig, at de skulde sende bud til kongen og byde sig og ligesaa borgen i hans vold. Dette blev alt budt saaledes, at søndag fór kong Harald med hele hæren til borgen, og kongen og hans mænd satte ting udenfor borgen, men borgmændene søgte til tinget. Da lovede alt folket sig i lydighed under kong Harald og gav ham i gisler fornemme mænds sønner, eftersom Toste jarl havde kjendskab til alle mænd i denne borg, og kongen fór om kvelden til skibene med selvgjort seier og var meget lystig. Det blev vedtaget ting i borgen til tidlig om mandagen; da skulde kong Harald sætte styresmænd i staden og give len og rettigheder. Den samme kveld efter solens nedgang kom kong Harald Gudinesøn søndenfra til borgen med en vældig hær; han red ind i borgen med alle borgmændenes vilje og samtykke. Da blev sat folk ved alle borgporter og paa alle veier, at det ikke skulde komme nys derom til Nordmændene, og denne hær var om natten i staden.

87. Mandagen, da Harald Sigurdsøn var mæt efter dagverd, da lod han blæse til landgang. Han gjør hæren rede og skifter mændene, hvem som skal fare, eller hvem som skal blive efter; han lod i hver afdeling to mænd gaa op, naar én blev efter. Toste jarl gjorde sig rede til at gaa op med sin skare; men efter blev for at vogte skibene Olav kongssøn, Paal og Erlend Orknø-jarler og Øistein Orre, søn af Torberg Arnesøn, som da var den navnkundigste og kongen kjæreste af alle lendermænd; da havde kong Harald lovet ham sin datter Maria. Da var det meget smukt veir og hedt solskin. Mændene lod sine brynjer tilbage og gik op med sine skjolde og hjelmer og spyd, gjordede med sverd, og mange havde ogsaa bue og piler; de var meget lystige. Men da de kom nær borgen, red en stor hær imod dem; de saa hesterøgen og indimellem fagre skjolde og hvide brynjer. Da stansede kongen sin hær, lod Toste jarl kalde til sig og spurgte, hvad for hær det vel var. Jarlen svarede og sagde, at det tyktes ham, at det kunde være ufred, men det kunde ogsaa være, at dette var nogle af hans frænder, som søgte skaansel og venskab og til gjengjæld vilde love kongen støtte og troskab. Da sagde kongen, at de skulde først holde sig rolig og faa vide nøiere om hæren. De gjorde saa, og hæren blev større, jo nærmere den kom, og det var overalt at se som et is-lag, naar vaabnene skinnede.

88. Kong Harald Sigurdsøn sagde da: «Lad os nu tage et godt og klogt raad; thi ikke kan det dølges, at det er ufred, og det er vist kongen selv.» Da svarede jarlen: «Det er det første, at vi snur om som raskest til skibene efter vore folk og vaaben og gjør derpaa modstand efter evne, eller ogsaa lader skibene verge os, og da har ikke riddere magt over os.» Da sagde kong Harald: «Et andet raad vil jeg vælge: at sætte 3 kjække mænd paa de raskeste hester og lade dem ride saa hidsig de kan, og sige det til vore mænd; da vil de snart komme os til hjælp, thi Engelskmændene skal faa en skarp kamp, før end vi lider nederlag.» Da sagde jarlen, at kongen skulde raade i dette som i alt andet; «heller ikke han havde lyst paa at fly.» Da lod kong Harald sætte op sit merke, Landødan; Fridrek hed den mand, som bar merket.

89. Siden fylkede kong Harald sin hær; han lod fylkingen være lang og ikke tyk. Derefter bøiede han begge armene tilbage paa bagen, saa de naaede sammen; det var da en vid ring, tyk og jevn paa alle sider udentil, skjold ved skjold, og ligesaa oventil. Men kongens skare var udenfor ringen, og der var hans merke; det var udvalgte mænd. Paa et andet sted var Toste jarl med sin skare; han havde et andet merke. Det blev fylket saaledes, fordi kongen vidste, at ridderne var vante til at ride paa i hob og strax vige tilbage. Nu siger kongen, at hans skare og jarlens skare skal gaa frem der, det mest trænges, «men vore bueskytter skal ogsaa være der med os; men de, som staar fremst, skal sætte spydstangene i jorden og vende spydoddene mod riddernes bryst, hvis de rider paa os; men de, som staar i næste række, skal sætte sine spydodder imod deres hesters bryst.»

90. Kong Harald Gudinesøn var kommen der med en vældig hær, baade riddere og fodfolk. Kong Harald Sigurdsøn red da udenom sin fylking og saa efter, hvorledes det var fylket; han sad paa en sort, blesset hest. Hesten faldt under ham, og kongen af fremover; han stod raskt op og sagde: «Fald er held paa færden.» Da sagde Harald, Engelskmændenes konge, til de Nordmænd, som var hos ham: «Kjendte I den store mand, som faldt af hesten der, med den blaa kjortel og den fagre hjelm?« «Det er kongen selv,« sagde de. Den engelske konge sagde: «En stor mand og af mægtigt udseende; men nu er det venteligt, at det er ude med hans lykke.»

91. Tyve riddere red frem fra Tingamannalid foran Nordmændenes fylking, og de var helt brynjede, og ligesaa deres hester. Da sagde en ridder: «Er Toste jarl i hæren?» Han svarer: «Ikke kan det dølges; her kan I finde ham.» Da sagde en ridder: «Harald, din broder, sendte dig hilsen og de ord med, at du skulde have grid og hele Nordimbraland, og heller end at du ikke skulde ville gaa over til ham, vil han give dig en tredjedel af hele sit rige med sig». Da svarede jarlen: «Det er noget andet bud end ufred og haan, som i vinter; havde det været budt da, saa vilde mangen mand have været ilive, som nu er død, og bedre vilde da riget staa i England. Nu om jeg tager dette vilkaar, hvad vilde han da byde kong Harald Sigurdsøn for hans stræv?» Da sagde ridderen: «Han har sagt noget om, hvad han vil unde ham af England: syv fods rum, eller saa meget længere, som han er høiere end andre mænd.» Da sagde jarlen: «Far I nu og sig til kong Harald, at han skal gjøre sig rede til kamp; andet skal med sandhed siges blandt Nordmændene, end at Toste jarl farer fra kong Harald Sigurdsøn og til hans uvenners flok, naar han skulde kjæmpe vester i England; heller skal vi alle tage ét raad: at dø med hæder eller vinde England med seier.» Da red ridderne tilbage. Da sagde kong Harald Sigurdsøn til jarlen: «Hvem var den maalsnilde mand der?» Da sagde jarlen : «Det var kong Harald Gudinesøn.» Da sagde kong Harald Sigurdsøn: «For længe var dette dulgt for os; de var komne saa nære vor hær, at denne Harald ikke skulde kunne fortælle om vore mænds død.» Da sagde jarlen: «Sandt er det, herre; uvarlig fór en slig høvding, og det kunde være saa, som I siger. Jeg saa det, at han vilde byde mig grid og et stort rige, men at jeg vilde være hans banemand, om jeg sagde, hvem han var; jeg vil heller, at han skal være min banemand, end jeg hans.» Da sagde kong Harald Sigurdsøn: «En liden mand var denne, men han stod fast i stigbøilen.» Saa siger man, at kong Harald Sigurdsøn kvad dette vers:

Frem gaar vi

i fylkingen,

brynjeløse

under blaa egger;

hjelmer skinner,

jeg har ei brynje;

skrudet vort ligger

paa skibene nede.

Emma hed hans brynje; den var saa sid, at den rak ned midt paa foden, og saa sterk, at vaaben aldrig havde fæstet sig paa den. Da sagde kong Harald Sigurdsøn: «Dette var ilde digtet, og jeg faar gjøre et andet, bedre vers i stedet.» Da kvad han dette:

Ikke vi i kampen

kryber sammen bag skjoldet

af frygt for vaaben-bragen

(saa bød ordholdende kvinde).

Halsbaand-bærersken bad mig

bære mit hoved fordum

høit i kampen, hvor sverdet

og hjerneskallerne mødes.

Da kvad ogsaa Tjodolv:

Ikke skal jeg, om fyrsten

falder selv til jorden

(som Gud det vil, gaar det),

fra gramens arvinger flygte.

Sol ei paa kongsemner bedre,

end begge disse, skinner;

snarraadige Haralds hevnere

er høger fuldvoxne.

92. Nu bliver det kamp, og Engelskmændene rider frem imod Nordmændene; modstanden var haard, og det blev ikke let for de engelske mænd at ride paa Nordmændene for skuddene, og de red i ring om dem. Det var først en løs kamp, saalænge Nordmændene holdt sin fylking vel; men de engelske mænd red haardt paa og strax efter fra, naar de ikke fik gjort noget. Men da Nordmændene saa det, at de syntes at ride uden kraft paa dem, da søgte de imod dem og vilde forfølge de flygtende. Men da de havde brudt skjoldborgen, da red de engelske mænd paa dem fra alle kanter og bar spyd og skud paa dem. Men da kong Harald Sigurdsøn saa det, da gik han frem i striden, der den meste vaabenbyrd var. Der var det da den haardeste kamp, og mange mænd faldt af begge hærer. Da blev kong Harald Sigurdsøn saa hidsig, at han løb frem helt ud af fylkingen og huggede med begge hænder; holdt da hverken hjelm eller brynje for ham. Da veg alle de fra, som var nærmest; da var det nær ved, at de engelske mænd skulde fly. Saa siger Arnor Jarleskald:

Den kraftige konge (ei bæved’

kampsnare høvdings hjerte)

viste for sig det meste

mod i hjelmenes torden,

der hvor paa hersers høvding

hæren fik se dette,

at hans blodige sverd

saared’ til døden mændene.

Kong Harald Sigurdsøn blev saaret af en pil i struben. Det blev hans banesaar; han faldt da med hele den skare, som gik frem med ham, undtagen de, som veg tilbage, og de holdt fast ved merket. Det var da fremdeles den haardeste kamp. Toste jarl gik da under kongsmerket. Tog da begge hærer til at fylke for anden gang, og det blev da en meget lang stans i slaget. Da kvad Tjodolv:

Ulykke stor har os naaet

(nu er hæren i fare):

Harald har uden aarsag

østenfra budt os færden.

Den snilde Siklings livsløb

saa har endt, at vi ror nu

(livstab fik den lovsæle

Lovdung) i dødsfare.

Wilhelm Wetlesen: Kong Hararld Sigurdsøn blev saaret af en pil i struben.

Men inden de kjæmpende seg sammen, da bød Harald Gudinesøn grid til sin broder Toste jarl og de andre mænd som da levede efter af Nordmændenes hær. Men Nordmændene raabte da op, alle paa én gang, at før skulde hver falde, den ene tvers over den anden, end de skulde gaa til grid hos de engelske mænd; de raabte hærraab, og da tog slaget paa for anden gang. Saa siger Arnor Jarleskald:

I en ulykkes-stund

den strenge konge fik døden:

pilene, guld-spundne,

spared’ ei røver-fienden.

Den milde Mildings venner

valgte alle at falde

om sin hær-vante høvding

heller end grid at søge.

93. Øistein Orre kom netop i det samme op fra skibene med de mænd, som fulgte ham; de var helbrynjede. Øistein fik da kong Haralds merke, Landødan. Nu blev det strid for tredje gang, og den var meget haard; da faldt de engelske mænd meget, og det var nær ved, at de skulde fly. Den kamp blev kaldet «Orre-riden». Øisteins mænd havde faret saa hidsig fra skibene, at de fra først af var saa trætte, at de næsten ikke var kampdygtige, inden de kom til striden; men siden var de saa rasende, at de vergede sig ikke, saalænge de kunde staa oppe. Tilslut kastede de ringbrynjerne af sig. Da var det let for de engelske mænd at finde huggested paa dem; men nogle var aldeles sprængte og døde usaarede; da faldt næsten alle stormænd blandt Nordmændene. Dette var sent paa dagen. Det var som venteligt, at end ikke der var alles kaar lige: mange flyede, og mange af dem, som saaledes kom bort, havde forskjellig skjæbne. Det var ogsaa mørkt om kvelden, inden det var tilende med alle manddrab.

94. Styrkaar, stallare hos kong Harald Sigurdsøn, en udmerket mand, kom sig unda; han fik fat paa en hest og red saa bort. Om kvelden blæste det en vind op, og det var noksaa koldt, men Styrkaar havde ikke flere klæder end skjorten; dog havde han hjelm paa hovedet og et blottet sverd i haanden. Han tog til at fryse, da trætheden var gaaet af ham. Da kom en karl kjørende imod ham, som havde en foret trøie. Da sagde Styrkaar: «Vil du sælge trøien, bonde?» «Ikke til dig,» sagde han; «du er nok en Nordmand, jeg kjender dit maal.» Da sagde Styrkaar: «Om jeg er en Nordmand, hvad vil du da?» Bonden svarer: «Jeg vilde dræbe dig; men nu er det saa ilde, at jeg har ikke noget vaaben, som duer.» Da sagde Styrkaar: «Hvis du ikke kan dræbe mig, bonde, saa skal jeg friste, om jeg kan dræbe dig.» Han løfter op sverdet og sætter det i hans hals, saa at hovedet gik af, tog siden skindtrøien, sprang paa sin hest og fór ned til stranden.

95. Rudajarlen Viljalm Bastard spurgte sin frændes, kong Eadvards død, og det tillige, at da var Harald Gudinesøn taget til konge i England og havde taget kongsvigsel. Men Viljalm tyktes at have bedre ret til riget i England end Harald for frændskabets skyld mellem ham og kong Eadvard; det var ogsaa en aarsag, at han tyktes at burde gjengjælde Harald den forhaanelse, at han havde brudt fæstemaalet med hans datter. Af alle disse aarsager drog Viljalm en hær sammen i Normandi og havde en stor mængde mænd og nok af skibe. Den dag, da han red fra borgen til sine skibe og han var kommet op paa sin hest, gik hans hustru til ham og vilde tale med ham. Men da han saa det, hugg han til hende med hælen og satte sporen i hendes bryst, saa at den stod dybt i; hun faldt og fik strax sin død, men jarlen red til skibs og fór med hæren ud til England. Da var hans broder, biskop Otta, med ham. Men da jarlen kom til England, da herjede han og lagde landet under sig, hvor han fór. Viljalm jarl var større og sterkere end andre, en god ridder, den største hærmand og meget grusom, en meget klog mand, men han kaldtes ikke trofast.

96. Kong Harald Gudinesøn gav Olav, søn af kong Harald Sigurdsøn, lov til at fare bort, og ligesaa de mænd af hæren, som var med ham og ikke var faldne i slaget. Men kong Harald vendte sig da med sin hær syd i England; thi han havde spurgt, at Viljalm Bastard fór nordover i England og lagde landet under sig. Der var da med kong Harald hans brødre Svein, Gyrd og Valtjov. Kong Harald og Viljalm jarl mødtes syd i England ved Helsinge-port; der blev et stort slag. Der faldt kong Harald og hans broder Gyrd jarl og en stor del af deres hær. Det var 19 nætter efter kong Harald Sigurdsøns fald. Haralds broder Valtjov jarl kom unda paa flugt og mødte sent om kvelden en skare af Viljalms mænd. Men da de saa Valtjov jarls mænd, flyede de unda til en egeskog; det var 100 mænd. Valtjov jarl lod lægge ild i skogen og brænde op altsammen. Saa siger Torkel Skallesøn i Valtjovs-flokken:

Kongens hundrede hirdmænd

hærmanden lod brænde

i hede ild (for svendene

svidende blev kvelden).

Det spørges, at mændene under

ulvens klo maatte ligge;

troldkvindens graa ganger

gav sverdene føde.

97. Viljalm lod sig tage til konge i England. Han sendte bud til Valtjov jarl, at de skal forliges, og giver ham grid til et møde. Jarlen fór med faa mænd, og da han kom paa hede nordenfor kastel-broen, kom to aarmænd imod ham med en skare mænd, tog ham og satte ham i lænker, og siden blev han halshugget. Og engelske mænd kalder ham hellig. Saa siger Torkel:

Vist er, at mandige Valtjov

af Viljalm (han, som søndenfra

satte over havet det kolde)

sveget i trygd er bleven.

Sandt er, at sent vil stanse

(snar var min herre)

manddrabene i England

(Milding som han ei lever).

Viljalm var siden konge i England i 21 vintre; hans afkom har stadig siden været konger i England.

98. Olav, søn af kong Harald Sigurdsøn, styrede med sine mænd bort fra England; de seilede ud fra Ravnsøre og kom om høsten til Orknøerne, og der var da de tidender, at Maria, datter af kong Harald Sigurdsøn, havde faaet en braa død paa samme dag og i samme stund, som hendes fader kong Harald faldt. Olav dvælte der om vinteren. Men sommeren efter [1067] fór Olav øster til Norge; der blev han da taget til konge med sin broder Magnus. Dronning Ellesiv fór øster med sin stesøn Olav, og hendes datter Ingegerd. Da kom ogsaa Skule, som siden blev kaldt Kongsfostre, og hans broder Ketel Krok øster over havet med Olav. De var begge gjæve og ætstore mænd fra England og begge meget forstandige; de var begge kjære venner af kongen. Ketel Krok fór nord til Haalogaland, og kong Olav skaffede ham der et godt giftermaal, og fra ham er mange stormænd komne. Skule kongsfostre var en klog og kraftig mand, den smukkeste af udseende; han blev styresmand i kong Olavs hird, talte paa tingene og raadede i al landsstyrelse med kongen. Kong Olav vilde give Skule et fylke i Norge, det som tyktes ham bedst, med alle de indtægter og skylder, som kongen havde. Skule takkede ham for tilbudet, men sagde, at han heller vilde bede ham om andre ting, fordi hvis det bliver kongeskifte, da kan det være, at gaven tages tilbage; «jeg vil,» siger han, «tage imod nogle eiendommer, som ligger nær de kjøbstæder, hvor I, herre, er vant til at sidde og tage julegjestning.» Kongen lovede ham dette og skjødede til ham jorder øster ved Konungahella, ved Oslo, ved Tunsberg, ved Borg, ved Bjårgyn og nord ved Nidaros. Det var næsten de bedste eiendommer paa hvert sted, og de eiendommer har siden ligget under de ætmænd, som er komne af Skules æt. Kong Olav giftede ham med sin frændkvinde, Gudrun Nevsteins datter; hendes moder var Ingerid, datter af kong Sigurd Syr og Aasta; hun var søster af kong Olav den hellige og kong Harald. Skules og Gudruns søn var Aasolv paa Rein; han var gift med Tora, datter af Skofte Ågmundsøn. Hendes og Aasolvs søn var Guthorm paa Rein, fader til Baard, fader til kong Inge og hertug Skule.

99. En vinter efter kong Haralds fald blev hans lig flyttet vesten fra England og nord til Nidaros og blev jordet i Mariakirke, den han lod bygge. Det var alle mænds tale, at kong Harald havde været omfram andre mænd i klogskab og raadsnildhed, hvad enten han skulde tage raskt til eller pleie langt raad for sig eller andre; han var den vaabendjerveste af alle, han var ogsaa seiersæl, saa som nu var nylig skrevet om. Saa siger Tjodolv:

Sjælandsbyggernes øder

aldrig manglede modet;

hugen (det Harald sander)

for halve seieren raader.

Kong Harald var smuk og værdig, havde blegt haar og skjeg og langt mundskjeg; af hans øienbryn var det ene noget høiere end det andet; han havde store hænder og fødder, men begge vel voxne. Hans høidemaal er 5 alen. Han var grum mod uvenner og refselysten imod al modstand. Saa siger Tjodolv:

Raadvise Harald overmod

refser hos undersaatterne.

Jeg tror, at kongens svender

faar straf for, hvad de volder.

Slige byrder de bærer,

som de bryder sig til (retten

nyder hver mod den anden);

Harald skifter saa hevnen.

Kong Harald var meget lysten efter magt og al verdslig fordel; han var meget gavmild imod sine venner, dem han likte godt. Saa siger Tjodolv:

Snekke-kampens vækker

for verket en mark gav mig;

han hædrer med sin hyldest

hver, som viser sig værdig.

Kong Harald var femtiaarig af alder, da han faldt. Ingen merkelige frasagn har vi om hans opvext, inden han blev 15 vintre, dengang han var paa Stiklastader i slaget med sin broder, kong Olav; men siden levede han i 35 aar, og i al den tid havde han stadig uro og ufred. Kong Harald flyede aldrig fra noget slag; men ofte søgte han sig udveier imod overmagten, naar han havde at kjæmpe imod den. Alle mænd, som fulgte ham i slag eller hærfærd, sagde det, at naar han var stedt i stor fare og det gjaldt at vælge raskt, da valgte han det raad, som alle bagefter saa var det rimeligste til at gavne.

100. Haldor, søn af Brynjolv Ulvalde den gamle, var en vis mand og stor høvding; han taler saa, naar han hørte mænds samtaler om, at man fandt brødrene kong Olav den hellige og kong Harald meget forskjellige af sindelag. Han sagde saa: «Jeg var hos begge brødrene i stor yndest, og begges sindelag kjendte jeg. Aldrig fandt jeg to mænd saa lige i sind. De var begge meget vise og vaabendjerve mænd, lystne efter gods og magt, herskelystne, ikke nedladende, myndige og strenge til at straffe. Kong Olav brød landsfolket til kristendom og rette seder, men refsede grumt dem, som gjorde sig døvhørte derved; landshøvdingene taalte ikke af ham retfærdighed og jevndømme, reiste hær imod ham og fældte ham i hans eget land; derfor blev han hellig. Men kong Harald herjede for at vinde ry og magt, brød alt folk under sig, som han kunde, og han faldt i andre kongers land. Begge var de til hverdags sedelige og havde omhu for sin hæder; de var ogsaa vidfarende og aandskraftige mænd, og af alt sligt blev de udmerkede og navnkundige.»

101. Kong Magnus Haraldsøn raadede for Norge den første vinter efter kong Haralds fald, men siden raadede han med sin broder kong Olav i to vintre for landet. De var da konger sammen; Magnus havde den nordre del af landet, men Olav den østre. Kong Magnus havde en søn, som hed Haakon, ham fostrede Steige-Tore; han var en haabefuld yngling.

Efter kong Harald Sigurdsøns død paastod Svein danekonge, at freden var tilende mellem Nordmænd og Daner; den havde ikke været sat for længere tid, end de begge levede, Harald og Svein. Det var da udbud i begge riger. Haralds sønner havde almenning af hær og skibe ude for Norge, men kong Svein fór søndenfra med danehæren [1068]. Det fór da sendemænd mellem dem og bar forligsbud. Nordmændene at de enten vilde holde det samme forlig, som før var eller ogsaa kjæmpe. Derfor blev dette kvædet:

Med trusels-ord og fredsmaal

Olav vergede landet,

saa at ingen af kongen

kræve landet kunde.

Saa siger Stein Herdissøn i Olavs-draapa:

Sin odel mod Svein

stridbare konge i Kaupangen,

hvor hellige gram hviler

(han er mægtig), verger.

Olav konge mon unde

sin æt hele Norge.

Derpaa bør Ulvs arving

ikke krav stille.

I denne stævne-leding blev det gjort forlig mellem kongerne, men fred mellem landene. Kong Magnus fik en sygdom, revorme-sott, og laa nogen tid; han døde i Nidaros og blev jordet der [1069]; han var en vennesæl konge hos alt folket.

Noter: