Vis kilden til Harald Haarfagres saga

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Haralds saga hins hárfagra]] !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Harald Haarfagre]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Harald haarfager og kong Adalsten af England]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Harald hårfagres historia]] !! 
|-
!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Haraldz saga ins hárfagra (FJ)]] !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Harald Haarfagres saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Harald Hårfagers saga]] !! !!
|-
!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Haralds saga hárfagra (Codex Frisianus)]] !!  !!  !!  !!  !! 
|-
|}


<center>'''Snorre Sturlasøn'''

<big><big>[[Snorre: Kongesagaer|'''Kongesagaer''']]</big></big>


oversat af

[[Gustav Storm biografi|Gustav Storm]]

Kristiania<br>
J.M. Stenersen &amp; Co<br>
1900

Nationaludgave (2den udgave)


[[Bilde:Titelfrise Harald Haarfagres saga.jpg]]



<big>'''Harald Haarfagres saga'''</big><br>
'''[860-933]'''</center>


'''1.''' Harald tog kongedømme efter sin fader, da han var ti vintre gammel; han var større og sterkere og vakrere end andre, meget klog og handlekraftig. Guthorm, hans morbroder, blev styrer for hirden og for alle landsraad; han var «hertug» for hæren. Efter Halvdan Svartes død gik mange høvdinger imod det rige, han havde ladt efter sig. Først var det kong Gandalv og dernæst brødrene Hågne og Frode, sønner af kong Øistein paa Hedemarken, samt Hågne Kaarasøn, som gik vide over Ringerike. Hake Gandalvsøn drog ud imod Vestfold med 300 mænd og fór de øvre veier gjennem nogle dalfører og tænkte at komme uventet over kong Harald; men kong Gandalv sad hjemme i landet med sin hær og vilde drage derfra over fjorden til Vestfold. Men da hertug Guthorm spørger det, samler han hær og farer med kong Harald; han vendte sig først mod Hake oppe i landet, og de mødtes i en dal; der stod et slag, og kong Harald fik seier; der faldt kong Hake og en stor del af hans hær; der heder det siden Hakedal<ref>Hakedalen, sogn i Nittedal herred i nedre Romerike.</ref>. Derefter vender de tilbage, kong Harald og Guthorm hertug, men da var kong Gandalv kommen til Vestfold; begge flokker fór nu mod hinanden, og da de mødtes, blev det en haard kamp; derfra flyede kong Gandalv, men mistede den største del af sin hær og kom saaledes tilbage til sit rige. Da nu kong Øisteins sønner paa Hedemarken spurgte disse tidender, ventede de sig snart strid. De sender bud til Hågne Kaarasøn og Gudbrand herse og aftaler en stævne paa Ringsaker<ref>Ringsaker, herred i nordre Hedemarken paa østsiden af Mjøsen.</ref> paa Hedemarken.


'''2.''' Efter disse kampe farer kong Harald og Guthorm hertug med al den hær, de faar samlet, og vender sig imod Oplandene, men farer meget skogveiene. De spørger, hvor Oplændingekongerne har aftalt sin stævne, og kommer der om midnat, og vagtmændene blev dem ikke var, før det var kommet folk til den stue, som Hågne Kaarasøn var inde i, og til den, som Gudbrand sov i. De stak ild i begge; Øisteinsønnerne, Hågne og Frode, naaede ud med sine mænd og kjæmpede en stund, men der faldt de begge. Efter disse fire høvdingers fald tilegnede kong Harald sig ved sin frænde Guthorms kraft og driftighed Ringerike, Hedemarken, Gudbrandsdalene og Hadeland, Toten og Raumarike og hele den nordre halvdel af Vingulmark. Derefter havde kong Harald og hertug Guthorm ufred og kampe med kong Gandalv, og endte det dermed at kong Gandalv faldt i det sidste slag, men kong Harald vandt riget helt syd til Raumelven.


'''3.''' Kong Harald sendte sine mænd efter en mø, som hed Gyda, datter af kong Eirik af Hordaland; hun var til opfostring hos en rig bonde i Valders; hende vilde han tage til frille, thi hun var en meget smuk og storsindet mø. Da sendemændene kom did, bar de frem sit erende for møen. Hun svarede, at hun ikke vilde spilde sin mødom saaledes, at hun vilde tage til mand den konge, som ikke havde større rige at styre end nogle fylker; «men det tykkes mig underligt,» siger hun, «at ikke den konge findes, som vil tilegne sig Norge saa, at han har enevælde derover, som kong Gorm har i Danmark eller Eirik i Upsaler.» Sendemændene synes, at hun svarer meget overmodig, og spørger hende om meningen med dette svar; de siger, at Harald er saa mægtig en konge, at han er fuldgod for hende; men skjønt hun svarer anderledes paa deres erende, end de vilde have, ser de dog nu ingen leilighed for sig til at faa hende bort med sig, uden hun selv vil, og de gjør sig da istand til at fare hjem. Da de var færdige, følger man dem ud. Da talte Gyda til sendemændene og bad dem at føre hendes ord til kong Harald, at hun da alene vil gaa ind paa at blive hans hustru, naar han forud vil gjøre det for hendes skyld, at lægge under sig hele Norge og raade for det rige ligesaa ubundet som kong Eirik for Sveavælde eller kong Gorm af Danmark, «thi da først,» siger hun, «tykkes han mig at kunne kaldes tjod-konge.»


'''4.''' Sendemændene farer nu tilbage til kong Harald og siger ham disse møens ord; de kalder hende meget djerv og uvittig og finder det rimeligt, at kongen sender mange mænd efter hende og vanærer hende. Da svarede kong Harald, at ikke havde denne mø talt ilde eller handlet saa, at det var hevn værdt, men at hun skulde have stor tak for sine ord: «hun har mindet mig om de ting,» siger han, «som det nu tykkes mig underligt, at jeg ikke før har tænkt paa,» og dertil lagde han: «Og det løfte gjør jeg, og derom skyder jeg til vidne Gud, som skabte mig og raader for alt, at aldrig skal man skjære eller kjæmme mit haar, førend jeg har tilegnet mig hele Norge med skatter og skyld og styre, — eller i andet fald dø.» For disse ord takkede hertug Guthorm ham meget og sagde, at det var et kongeligt verk at fuldføre sit løfte.


'''5.''' Efter dette samler kong Harald og hans frænde en stor hær og fører den først til Oplandene, derpaa nord gjennem Dalene og saa nord over Dovre-fjeld, og da han kom ned i bygden<ref>Bygden, d. e. Opdal.</ref>, lod han dræbe alle mænd og brænde bygden. Men da folket blev det var, flyede enhver, som kunde, nogle ned til Orkedalen, nogle til Guldalen, nogle til skogene, men nogle søgte sig grid<ref>Grid, d. e. foreløbigt løfte om fred.</ref>, og det fik alle de, som kom til kongen, og de blev hans mænd. De fik ingen modstand, førend de kom til Orkedalen; der havde man samlet sig imod dem. Der havde de den første strid imod den konge, som hed Gryting. Kong Harald fik seier, men Gryting blev fangen, og mange af hans folk faldt, men han selv gik kong Harald tilhaande og svor ham troskabsed. Derefter gik alt folk i Orkedal under kong Harald og blev hans mænd.


'''6.''' Kong Harald satte den ret overalt, hvor han vandt rige under sig, at han tilegnede sig al odel<ref>Odel, d. e. fuld eiendom til jord.</ref> og lod alle bønder, baade mægtige og ringe, betale sig landskyld. Han satte i hvert fylke en jarl, som skulde dømme lov og landsret og kræve sagøre<ref>Sagøre, d. e. bøder til øvrigheden efter anklage («sag») paa tinge.</ref> og landskyld, og skulde enhver jarl have en tredjedel af skatter og skylder til bordhold og omkostninger. Hver jarl skulde have under sig fire eller flere herser, og hver af dem skulde have landindtægter paa 20 mark; hver jarl skulde stille til kongens hær 60 hærmænd, men hver herse 20 mænd. Men saa meget havde kong Harald øget paalæg og landskyld, at hans jarler havde større rige, end konger havde forud. Men da dette spurgtes om i Trondhjem, da søgte mange stormænd til kong Harald og blev hans mænd.


'''7.''' Det er sagt, at Haakon jarl Grjotgardsøn kom til kong Harald udenfor Yrjar<ref>Yrjar, nu Ørlandet i Fosens fogderi (før i Nordmøre), yderst i Trondhjemsfjorden paa nordsiden.</ref> og havde med sig mange mænd til hjælp for kong Harald. Efter det fór kong Harald ind i Guldalen, havde der en strid, fældte der 2 konger og tilegnede sig siden deres riger; men det var Guldølafylke og Strindafylke. Da gav han Haakon jarl styrelse over Strindafylke. Derefter fór kong Harald ind i Stjordalen og havde der den tredje strid, vandt seier og tilegnede sig det fylke. Derefter samlede indtrønderne sig sammen, og fire konger var komne sammen med sin hær: en, som raadede over Værdalen, en anden for Skaun<ref>Skaun eller Skøinafylke, nu Skogn.</ref>, en tredje for Sparbyggjafylke, en fjerde for Inderøen, han havde Øinafylke. Disse fire konger fór med hær imod kong Harald, men han holdt strid imod dem og fik seier; nogle af disse konger faldt, men nogle flyede. Kong Harald holdt i alt i Trondhjem 8 eller flere slag; men efter 8 kongers fald tilegnede han sig hele Trondhjem.


'''8.''' Nord i Naumadal<ref>Naumadal eller Naumdølafylke, nu Namdalen.</ref> var to brødre konger, Herlaug og Rollaug. De havde været tre somre om at gjøre en haug, som var bygget af sten, kalk og tømmerstokker; men da haugen var færdig, spurgte brødrene den tidende, at kong Harald fór imod dem med hær. Da lod kong Herlaug føre did megen føde og drik, og derefter gik han ind i haugen med 11 mænd, og siden lod han haugen kaste igjen. Kong Rollaug fór op paa den haug, som kongerne var vante til at sidde paa, lod der indrette kongens høisæde og satte sig der. Derpaa lod han lægge puder paa fodtrinnet, hvor jarler var vante til at sidde; saa veltede kongen sig fra høisædet og ned i jarlssædet og gav sig selv jarlsnavn. Derefter fór kong Rollaug til kong Harald, gav ham alt sit rige, bød sig til at blive hans mand og sagde ham hele sin adfærd. Da tog kong Harald et sverd og fæstede det i hans belte, hængte skjold ved hans hals, gjorde ham til sin jarl og leiede ham i høisæde; derpaa gav han ham Naumdølafylke og satte ham til jarl derover.


'''9.''' Kong Harald fór da tilbage til Trondhjem og dvælte der om vinteren og regnede det siden stadig for sit hjem; der reiste han den store hovedgaard, som heder Lade<ref>Lade (oldn. ''Laðer'', isl. ''Hlaðir''), stor gaard paa halvøen i n. ø. for byen Trondhjem, 3 km. fra denne.</ref>. Den vinter tog han til hustru Aasa, datter af Haakon jarl Grjotgardsøn, og Haakon havde da meget at sige hos kongen. Vaaren efter skaffede kongen sig skibe. Han havde om vinteren ladet gjøre en stor drage<ref>Drage, d. e. skib, udstyret med dragehoved og hale.</ref>, prægtig udstyret; der satte han sin hird og sine berserker; stavnboerne var mest udvalgte, thi de havde kongens merke. Den del, som gik fra stavnen agter til øserummet, kaldtes rausn; der fik berserkerne rum. De alene blev hirdmænd hos kong Harald, som var fremtrædende i kraft eller mod eller alskens færdigheder, og de alene kom paa hans eget skib; thi han havde nu god leilighed til at vælge sig hirdmænd fra hvert fylke. Han havde en stor hær og mange storskibe, og mange mægtige mænd fulgte ham. Det nævner Hornklove i Glymdraapa, at kong Harald havde havt en kamp paa Opdalsskogen<ref>Opdalsskogen, d. e. høidedraget mellem Opdal og Rennebu, øverst i Orkedalen.</ref> med Orkdølene, førend han havde denne leding ude tilsjøs.


'''10.''' Kong Harald førte sin hær ud fra Trondhjem og vendte sig syd imod Møre. Huntjóv hed den konge, som raadede for Mørefylke<ref>Mørefylke, d. e. Nordmøre.</ref>; Sålve Klove hed hans søn; de var store hærmænd. Men den konge som raadede for Raumdal, hed Nåkkve; han var Sålves morfader. Disse høvdinger drog en stor hær sammen, da de hørte om kong Harald; de farer mod ham og mødes ved Solskjel<ref>Solskjel, en liden ø i den ydre Trondhjemsled indenfor Smølen og Edø.</ref>; der kom det til strid, og kong Harald fik seier; saa siger Hornklove:

::Skibet af vinden dreves
::did nordenfra, saa at
::kongen indenbords fór til
::kamp med Dåglinger tvende
::og de hidsige fyrster
::hilstes uden at tale
::med susende piler i striden;
::sangen af skjolde hørtes.

Begge konger faldt, men Sålve kom unda ved flugt. Da lagde kong Harald disse to fylker under sig, dvælte der længe om sommeren og ordnede styrelsen der; men om høsten gjorde han sig rede til at vende tilbage til Trondhjem. Ragnvald Mørejarl, søn af Øistein Glumra, var da bleven kong Haralds mand. Kong Harald satte ham til høvding over disse to fylker, Nordmøre og Raumsdal, og gav ham der støtte, blandt baade stormænd og bønder, og tillige skibe til at verge landet imod ufred. Ragnvald blev kaldt den mægtige eller den raadsnilde, og man siger, at begge tilnavn var sande. Kong Harald var vinteren efter i Trondhjem.


[[Bilde: Slaget ved Solskjel.jpg|thumb|center|700px|<center>Erik Werenskiold: '''''Slaget ved Solskjel'''</center>]]


'''11.''' Vaaren efter samlede kong Harald en stor hær i Trondhjem og sagde, at han med den vilde stævne til Søndmøre. Sålve Klove havde om vinteren ligget ude paa hærskibe og herjet over Nordmøre og dræbt der mange af kong Haralds mænd, men røvet andre; stundom havde han om vinteren været paa Søndmøre hos sin frænde, kong Arnvid. Men da de spørger til kong Harald, samler de hær og faar mange folk, thi mange syntes, de havde hevn at tage paa kong Harald. Sålve Klove fór syd i Fjordene<ref>Fjordene eller Firdafylke, det nuv. Sønd- og Nordfjords fogderi.</ref> til kong Audbjørn, som raadede der, og bad ham om hjælp, at han skulde fare med sin hær til støtte for ham og kong Arnvid. Han siger saa: «Alle kan vi nu let se, at det vilkaar, vi har, er at reise os imod kong Harald, alle tilsammen; da vil vi have styrke nok, og da vil skjæbnen raade for seieren; men ellers har vi kun at blive hans træler, og det er intet vilkaar for de mænd, som ikke har ringere navn end Harald. Det tyktes min fader bedre at falde i kamp i sit kongedømme end at blive kong Haralds undermand.» Sålve kom saa vidt med sine taler, at Audbjørn lovede at fare, og han drog da hær sammen og fór nord til kong Arnvid; de havde da en meget stor styrke. De spurgte da, at kong Harald var kommen sydover. De mødtes indenfor Solskjel. Det var da sedvane, naar man kjæmpede tilskibs, at man skulde tegne<ref>«Tenge», d. e. at binde stavnene sammen med sterke taug («tengsler»), saa at de danner en linje.</ref> skibene sammen og kjæmpe om stavnene. Saa blev nu gjort; kong Harald lagde sit skib imod kong Arnvids skib, og denne strid blev nu meget haard; mange folk faldt paa begge sider, og tilslut blev kong Harald saa hidsig og vred, at han gik frem i rausnen<ref>Se s. 60. [Kapitel 9].</ref> paa sit skib og kjæmpede da saa hvast, at alle stavnbygger paa Arnvids skib veg tilbage til masten, men andre faldt; da gik kong Harald op paa skibet, men kong Arnvids mænd søgte da paa flugt, og han selv faldt paa sit skib. Der faldt ogsaa kong Audbjørn, men Sålve flyede. Saa siger Hornklove:

::Gramen vakte et spyd-veir
::(vildt monne pilene hvine)
::i Skåguls<ref>Skågul er en af valkyrjerne (Odens kampmøer).</ref> uro; saarene
::suste røde af blodet
::medens mændene faldt
::foran kongen i rausnen
::livløse (han vandt seier)
::og sverdene sang paa skjolde.

Der faldt af kong Haralds hær hans jarler Aasgaut og Aasbjørn og hans maager Grjotgard og Herlaug, Haakon Ladejarls sønner. Sålve var siden i lang tid en stor viking og gjorde ofte megen skade paa kong Haralds rige.


[[Bilde: Naustdal Bautasten.jpg|thumb|400px|<center>'''''Bautasten rejst over Vemund ved Naustdal'''''. Foto: [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen.</center>]]]]'''12.''' Kong Harald lagde under sig Søndmøre, men kong Audbjørns broder Vemund havde magten i Firdafylke. Dette var sent om høsten, og man gjorde den aftale med kong Harald, at han ikke skulde fare syd om Stad. Da satte kong Harald Ragnvald jarl over begge Mører og Raumsdal, og han havde da mange folk om sig. Kong Harald fór da til Trondhjem. Den samme vinter fór Ragnvald jarl den indre vei over Eidet<ref>Eidet, d. e. Eidet indenfor Stad, enten Mandseidet eller længere inde Birkedalseidet.</ref> og derpaa syd i Fjordene. Han havde tidender om kong Vemund og kom om natten til Naustdal<ref>Naustdal, her vistnok N. i Eids herred i ''Nord''fjord, ikke N. i Førde (''Sønd''fjord).</ref>; der var kong Vemund paa gjestning. Ragnvald jarl lagde ring om huset og brændte kongen inde med 90 mænd. Efter det kom Kaare fra Berdla<ref>Berdla, nu ''Berle'' paa sydsiden af Bremangerland (Nordfjord).</ref> til Ragnvald jarl med et fuldrustet langskib, og de fór nu begge nord til Møre; men Ragnvald jarl tog de skibe, som kong Vemund havde eiet, og alt løsøre, som han fik fat paa. Berdla-Kaare fór nord til kong Harald og blev hans mand; han var en stor berserk. Vaaren efter fór kong Harald syd langs landet og lagde under sig Firdafylke. Siden seilede kong Harald østover langs landet og kom frem øster i Viken, men han satte efter sig Haakon Grjotgardsøn og gav ham styrelsen over Firdafylke. Da kongen var faret øster, sendte Haakon jarl bud til Atle jarl den smale, at han skulde fare bort fra Sogn og være jarl paa Gaular, som han før havde været; Haakon sagde, at kong Harald havde givet ''ham'' Sygnafylke. Atle jarl sendte de ord tilbage, at han vilde holde fast ved Sygnafylke og ligesaa Gaular, indtil han fandt kong Harald. Jarlene trættede om dette, indtil begge samlede hær; de mødtes i Stavenesvaag<ref>Stavenesvaag, nu ''Staangfjord'' strax søndenfor Stavenes, det yderste nes paa sydsiden af Førdefjorden.</ref> paa Fjaler<ref>Fjaler, den sydligste del af Firdafylke [Note 15], egnen om Dalsfjorden og Gaular [Se [[Halvdan Svartes saga]], kap. 3, note 3].</ref> og havde der en stor strid. Der faldt Haakon jarl, mens Atle jarl blev dødelig saaret, og fór de med ham til Atleø<ref>Atleø, s. v. for Stavenes i Askvolds prgld.</ref>, og der døde han. Saa siger Øivind Skaldespilder:

::Blev Haakon,
::hærmanden,
::fældet, da han
::fór til kamp
::og sit liv
::i oddenes leg
::Frøis ætling
::paa Fjaler endte.

::Og der, hvor segnede
::Grjotgards søns
::venneskarer,
::vaagen om Stavenes
::blandet blev
::med blod af mænd
::i strids-gudens
::store gny.


'''13.''' Kong Harald kom med sin hær øster i Viken og lagde ind til Tunsberg, der var da kjøbstad; han havde da dvælet fire vintre i Trondhjem og ikke i den tid kommet til Viken. Han spurgte der de tidender, at sveakongen Eirik Emundsøn havde lagt under sig Vermeland, tog skatter der af alle skogbygder, regnede Vestergautland helt nord til Svinesund, saa det vestre land<ref>d. e. Raanrike mellem Svinesund og Gøtaelven.</ref> langs havet kaldte Sveakongen sit rige og tog skatter deraf. Han havde sat en jarl derover, som hed Rane den gautske, han havde magten mellem Svinesund og Gautelven og var en mægtig jarl. Man sagde kong Harald om sveakongens ord, at han vilde ikke stanse, førend han havde lige saa stort rige i Viken, som forhen Sigurd Ring eller hans søn Ragnar Lodbrok havde havt; men det var Raumarike og Vestfold, heltud til Grenmar, ligesaa Vingulmark og alt landet søndenfor. I alle disse fylker havde mange høvdinger og mange andre vendt sig til lydighed mod sveakongen. Dette likte kong Harald meget ilde; han stævnede strax ting med bønderne der ved Folden<ref>Folden, d. e. Oslofjorden.</ref> og bar klage mod dem for landeraad<ref>Landeraad, d. e. landsforræderi.</ref> imod sig. Nogle bønder skaffede vidner for sig, at de var skyldfri, andre betalte bøder, andre led refselser; hele sommeren fór han saaledes over det fylke. Om høsten fór han op paa Raumarike, og der gik alt paa samme vis. Da spurgte han i førstningen af vinteren, at Eirik sveakonge red om i Vermeland paa gjestning med sin hird.


'''14.''' Kong Harald drog øster over Eidaskog<ref>''Eidskogen'', grænseskogen mellem Vermeland og Solør.</ref> og kom frem i Vermeland; han lod der rede gjestning for sig. Aake hed en mand, som var den mægtigste bonde i Vermeland, meget rig og dengang gammel; han sendte mænd til kong Harald og bød ham til gjestebud, og kongen lovede at komme paa aftalt dag. Aake bød ogsaa kong Eirik til gjestebud og aftalte med ham samme mødedag. Aake havde en stor gjestebudskaale, som da var gammel; han lod da gjøre en anden, ligesaa stor, ny skaale og pryde smukt; den skaale lod han udstyre med nye aaklæder, men den gamle med gamle. Men da kongerne kom til gjestebudet, fik kong Eirik med sine mænd rum i den gamle skaale, men kong Harald med sine mænd i den nye; saaledes var alle bordredskaberne skiftede, at Eiriks mænd havde gamle kar og horn, men dog gyldne og vel udstyrede, men kong Haralds mænd havde alle nye kar og horn, vel prydede med guld; alle var de glatte og polerede, men drikken paa begge steder meget god. Aake havde før været Halvdan Svartes mand. Men da den dag kom, da gjestebudet sluttede, gjorde kongerne sig rede til bortfærd, og skydsen stod rede. Da gik Aake for kong Harald og førte efter sig sin søn, 12 vintre gammel, han hed Obbe. Aake sagde: «Herre, hvis den velvilje, som jeg har vist eder i mit gjestebud, tykkes eder venskab værd, da lønne I min søn det; ham giver jeg eder til tjenestemand.» Kongen takkede ham med mange fagre ord for modtagelsen og lovede ham til gjengjæld sit fulde venskab; derpaa førte Aake frem store gaver, som han gav kongen. Siden gik Aake til sveakongen; da var kong Eirik klædt og rede til afreisen og var temmelig uglad. Aake tog da nogle værdifulde ting og gav ham. Kongen svarede lidet og steg til hest. Aake fulgte kongen paa veien og talte med ham. En skog var nær dem, og veien gik der igjennem; men da Aake kom til skogen, spurgte kongen ham: «Hvorfor indrettede du modtagelsen mellem mig og kong Harald saaledes, at han skulde have det bedste af alting? Du ved, du er min mand.» «Jeg tænkte,« siger Aake, «at I, konge, og eders mænd ikke har manglet god modtagelse i noget ved dette gjestebud; men naar det var gammelt indbo der, hvor I drak, saa kommer det af, at I nu er gammel, men kong Harald er nu i sin blomstrende ungdom, derfor gav jeg ham nyt indbo; men naar du mindede mig om, at jeg skulde være din mand, da ved jeg ikke mindre, at du er min mand.» Da drog kongen sit sverd og hugg ham to banehugg; siden red han bort. Da kong Harald skulde stige til hest, bød han at kalde Aake bonde til sig; men da man søgte ham, løb nogle did, hvor kong Eirik havde redet; der fandt de Aake død og fór siden tilbage og sagde det til kongen. Men da han spørger dette, raaber han til sine mænd, at de skal hevne Aake bonde; red da kong Harald den vei, som før kong Eirik var redet, indtil begge blev var hinanden; da rider begge flokker, som de bedst kan, indtil kong Eirik kommer til den skog, som skiller Gautland og Vermeland. Da vender kong Harald tilbage til Vermeland; han lagde da det land under sig, men dræbte kong Eiriks mænd, hvor han kom over dem. Kong Harald fór om vinteren tilbage til Raumarike.


[[Bilde:Codex Frisianus 1325.jpg|thumb|right|250px|<center>'''Harald Haarfagres saga kap. 15 og 16<br>''Codex Frisianus (1325)''''' </center>]]'''15.''' Om vinteren fór kong Harald ud til Tunsberg til sine skibe; han gjør da skibene rede og styrer øster over fjorden, lægger saa under sig hele Vingulmark. Han er ude paa hærskibe hele vinteren og herjer paa Raanrike. Saa siger Torbjørn Hornklove:

::Ude vil han jul drikke,
::om ene han skal raade,
::fyrsten den fremdjerve,
::og Frøis leg<ref>Frøis (eller Odens) leg = kamp.</ref> holde.
::Den unge var lei af ilden
::og af inde at sidde,
::af varme stuer
::og af vanter dunfyldte.

Gauterne holdt samling imod ham rundt om i landet.


'''16.''' Om vaaren, da isene løstes, satte Gauterne pæler over Gautelven, forat kong Harald ikke skulde lægge sine skibe op i landet. Kong Harald førte sine skibe op i Elven og lagde sig ved pælene, herjede saa paa begge sider og brændte bygden. Saa siger Hornklove:

::Kampfuglers ven
::lagde landet og folket under sig
::søndenfor havet (helten
::haardsindet var i kampen),
::og storsindet konge,
::vant til krigens rædsel,
::lod til pælene binde
::den bidske drage ved stranden.

Siden red Gauterne til med stor hær og holdt slag mod kong Harald; der blev det et stort mandefald, og kong Harald fik seier. Saa siger Hornklove:

::Øxene løftedes ofte,
::længe spydene suste,
::og mægtige tjodkonges mænds
::mørkladne sverd kunde bide,
::dengang da Gauters fiende
::fik seier, mens vaabnenes
::høie sang hørtes
::om hugfulde mænds nakker.


'''17.''' Kong Harald fór vide over Gautland med hærskjold, holdt mange kampe der paa begge sider af Elven<ref>Elven, d. e. Gøtaelven.</ref> og fik oftest seier; men i en af disse kampe faldt Rane den gautske. Siden lagde kong Harald under sig alt landet nordenfor Elven og vestenfor Væner og hele Vermeland. Men da han vendte sig bort derfra, satte han efter til landevern Guthorm hertug og mange mænd med ham, men han drog da til Oplandene og dvælte der en tid; siden fór han nord over Dovrefjeld til Trondhjem og var atter der en lang tid. Da fik han de første børn; med Aasa havde han disse sønner: Guthorm, som var ældst, Halvdan Svarte og Halvdan Hvite — de var tvillinger —, Sigfrød var den fjerde. De blev alle fostrede i Trondhjem med stor hæder.


'''18.''' De tidender spurgtes fra syd i landet, at Horder og Ryger, Egder og Teler samlede sig sammen og bød ud baade skibe og vaaben og hærmænd. [872] Ophavsmændene var kongen i Hordaland, Eirik, kongen i Rogaland, Sulke, og hans broder Sote jarl, kongen paa Agder, Kjåtve den rige, og hans søn Tore Haklang; fra Telemarken var to brødre, Roald Rygg og Hadd den haarde. Men da kong Harald fik disse tidender at vide, drog han hær sammen, skjød skibe paa vandet, gjorde siden sin hær rede og drog sydover langs landet; han havde mange mænd fra hvert fylke. Men da han kom syd forbi Stad<ref>Stad, Stadtland paa grænsen mellem Søndmøre og Fjordene.</ref>, fik kong Eirik det at vide. Han havde da ogsaa samlet sammen den hær, som han kunde vente, og fór da sydover for at møde dem, som han vidste skulde komme østenfra til hans støtte. Hele hæren mødtes da nordenfor Jæderen og lagde saa ind til Hafsfjord<ref>Hafsfjorden (oldn. ''Hafrsfjörðr'') paa nordvestsiden af Jæderen.</ref>. Der laa da allerede kong Harald med sin hær. Nu blev det der strax en stor strid, baade haard og lang; men det blev enden derpaa, at kong Harald fik seier, og der faldt kong Eirik og kong Sulke og hans broder Sote jarl. Tore Haklang havde lagt sit skib mod kong Haralds skib, og Tore var en stor berserk; det blev der en haard kamp, inden Tore Haklang faldt; da var hele hans skib ryddet. Da flyede kong Kjåtve til en holme, hvor det var en stor borg, og siden flyede alle deres mænd, nogle paa skibe, nogle løb op paa land og derpaa de øvre veier sydover Jæderen. Saa siger Hornklove:

::Hørte du, hvor hist
::i Hafsfjord kjæmpede
::kongen den ætstore
::med Kjåtve den rige?
::Knarrer<ref>Knarr, stort skib, særligt handelsskib.</ref> kom østenfra,
::kamp-lystne,
::med gabende hoveder
::og gravede smykker.

::Ladte var de med hålder<ref>Håld d. e. odelsbonde (oldn. ''höldr'' eller ''hauldr'').</ref>
::og hvide skjolde,
::med vesterlandske<ref>Vesterlandsk, d. e. fra Irland eller de Britiske øer.</ref> spyd
::og med valske<ref>Valsk, d. e. fransk.</ref> sverd.
::Berserker brølede
::(kampen bødes dem),
::ulvhedner<ref>Ulv-hedner, d. e. krigere klædte i ulveskindskapper.</ref> hyled’
::og jernene klirred’.

::De fristede den fremdjerve,
::som fly dem lærte,
::østmændenes konge,
::som paa Utstein<ref>Se kap. 38.</ref> bor.
::Skibene stansed’ han,
::da striden han vented’.
::Hugg mod skjolde hvinte,
::før Haklang var falden.

::Lei af landet
::mod Luva<ref>Se kap. 23.</ref> at verge
::blev halsdigre høvding:
::Holmen til skjold tog han.
::De, som var saarede,
::sakked’ under sæderne,
::bagdelen stak de opad,
::i bunden ned hovedet.

::Paa bagen lod de blinke
::de blanke skjolde,
::de sindige svender,
::naar stener dem rammed’.
::Østover iled’ de
::ind over Jæderen,
::hjem fra Hafsfjord,
::paa horn med mjød de tænkte.


[[Bilde: Harald og hans modstandere mødes i Hafsfjord.jpg|thumb|center|700px|<center>Erik Werenskiold: '''''Harald og hans modstandere mødes i Hafsfjord'''</center>]]


'''19.''' Efter dette slag fik kong Harald ikke nogen modstand i Norge. Da var alle hans værste fiender faldne, men andre var flygtet fra landet, og de var en stor mængde, thi da byggedes store øde lande. Da byggedes Jæmteland og Helsingeland, men var dog begge forud delvis byggede af Nordmænd. I den ufred, da kong Harald søgte at lægge alt land under sig i Norge, fandtes og byggedes lande ude i havet, Færøerne og Island. Da var ogsaa megen færd til Hjaltland<ref>Hjaltland, nu Shetland.</ref>, og mange stormænd fra Norge flyede fredløse for kong Harald og fór i vesterviking; om vinteren var de i Orknøerne eller Suderøerne<ref>Suderøerne (d. e. de sydlige øer), nu Hebriderne vestenfor Skotland.</ref>, men om somrene herjede de i Norge og gjorde stor skade der paa landet. Men mange var ogsaa de stormænd, som gik kong Harald til haande og blev hans mænd og byggede landene med ham.


'''20.''' Kong Harald var nu bleven enevældig over hele Norge. Da mindedes han det, som den storsindede mø havde talt til ham<ref>Se side 57. [Kap. 3].</ref>; han sendte da mænd til hende, lod hende føre til sig og giftede sig med hende. Disse var deres børn: Aalov var ældst, saa kom Rørek, saa Sigtryg Frode og Torgils.


'''21.''' Kong Harald havde mange koner og mange børn. Han fik den kone, som hed Ragnhild, datter af kong Eirik af Jylland. Hun blev kaldet Ragnhild den mægtige; deres søn var Eirik Blodøx. Desuden havde han Svanhild, datter af Øistein jarl; deres børn var Olav Geirstade-alv, Bjørn og Ragnar Rykkel. Endvidere havde kong  Harald Aashild, datter af Ring Dagsøn oven fra Ringerike; deres børn var Dag og Ring, Gudrød Skirja og Ingegerd. Saa siger mænd, at da kong Harald fik Ragnhild den mægtige, skilte han sig med ni koner. Om det taler Hornklove:

::Holm-Rygers<ref>Holm-Ryger, indbyggerne paa øerne i Rogaland, altsaa i Stavangerfjorden.</ref>
::og Horders møer,
::hedemarkske
::og af Hålges æt<ref>Hålges æt, d. e. Haaløiger, fordi Haalogaland mentes at være opkaldt efter den første konge Hålge eller Haaloge.</ref>
::kongen den ætstore opgav,
::da han tog konen den danske.

Kong Haralds børn blev opfødte der, hvor enhver havde sin moderæt. Guthorm hertug havde øst vand over kong Haralds ældste søn og gav ham sit navn; han knæsatte og fostrede gutten og førte ham med sig øster i Viken; der fødtes han op hos Guthorm hertug. Naar kongen ikke var nær, havde hertug Guthorm hele landstyrelsen over Viken og Oplandene.


'''22.''' Kong Harald spurgte, at vikinger herjede vidt om i Midtlandet<ref>Midtlandet bruges her og i det følgende om Vestlandet, det senere Gulatingslag.</ref>, de som om vintrene var vestenfor havet<ref>Vestenfor havet, d. e. Nordsøen; hermed menes de Skotske øer.</ref>. Han havde da leding ude hver sommer og ransagede øer og udskjær, men naar vikingene blev hans hær var flyede de alle, de fleste ud i havet; men da kongen blev lei af dette, saa var det en sommer, at kong Harald seilede med sin hær vester over havet; han kom først til Hjaltland og dræbte der alle de vikinger, som ikke flyede unda. Siden seilede han syd til Orknøerne og rensede der alt for vikinger. Derefter farer han helt til Suderøerne og herjer der; han dræbte der mange vikinger, som forhen havde havt hærmænd under sig; han holdt der mange kampe og havde oftest seier. Saa herjede han paa Skotland og havde der strid; men da han kom vester til Man, havde de der spurgt, hvilken hærfærd han havde gjort der i landet, og alt folket flyede da ind paa Skotland, og landet var øde for folk, og ligeledes havde man flyttet bort alt gods, som man kunde. Da saa kong Harald og hans mænd gik paa land, fik de ikke noget hærfang. Saa siger Hornklove:

::Den sindige, gavmidle høvding
::førte hærmænd mange
::ind i bygden ved sjøen;
::seier han vandt paa sandet,
::forend det hændte, at hele
::Skoternes hær i rædsel
::for den modige fyrste
::fly maatte fra landet.

I en af disse kampe faldt Ivar, søn af Ragnvald Møre-jarl, men i bøder for ham gav kong Harald, da han seilede hjemad, Ragnvald jarl Orknøerne og Hjaltland; men Ragnvald gav strax begge lande til sin broder Sigurd, og han blev tilbage vester, da kongen seilede østover; men forud gav han Sigurd jarlsnavn. Til samlag med ham kom da Torstein Røde, søn af Olav Hvite<ref>Olav Hvite var en norsk konge i Dublin fra 853 til 871; hans søn hed ifølge irske kilder Øistein (ikke Torstein) og vandt sig et rige i Skotland 874, men blev dræbt 875.</ref> og Aud den dybsindige. De herjede i Skotland og tilegnede sig Katanes og Suderland<ref>Katanes, den nordøstlige spids af Skotland, i skotsk ''Caithness''. Suderland (''Sutherland'') er landet syd og vest for Katanes (navnet er gammelnorsk: «sydlandet»).</ref> helt til Ekkjalsbakke<ref>Ekkjalsbakke, d e. bredden af floden Ekkjal, nu ''Oikill'', som danner sydøstgrænsen mellem Sutherland og Ross.</ref>. Sigurd jarl dræbte den skotske jarl Melbridge «Tand» og bandt hans hoved ved sin sadelrem, men saarede sin tyklegg paa tanden, som stod ud af hovedet; deri kom det verk, og deraf fik han sin bane; han er hauglagt paa Ekkjalsbakke. Da raadede hans søn Guthorm en vinter for landene og døde barnløs. Siden satte vikinger sig fast i landene, Daner og Nordmænd.


'''23.''' Kong Harald var i Gjestning paa Møre hos Ragnvald jarl; han havde da tilegnet sig alt land. Da tog kong Harald der et bad og lod greie sit haar, og da skar Ragnvald jarl hans haar, som nu havde været uskaaret og ukjæmmet i 10 vintre. Dengang kaldte de ham Harald Luva<ref>«Luva» betyder tykt haar.</ref>, men nu gav Ragnvald jarl ham tilnavn og kaldte ham Harald ''den haarfagre'', og sagde alle, som saa ham, at det var det sandeste navn, thi han havde baade stort og fagert haar.


'''24.''' Ragnvald jarl var kong Haralds kjæreste ven, og kongen ærede ham høit. Ragnvald havde til hustru Hild, datter af Rolv Nevja; deres sønner var Rolv og Tore. Ragnvald jarl havde ogsaa frillesønner: en hed Hallad, den anden Einar, den tredje Rollaug; de var voxne, da deres egtefødte brødre endnu var børn. Rolv var en stor viking; han var saa stor af vext, at ingen hest kunde bære ham, og han gik derfor overalt, hvor han færdedes; han kaldtes Gange-Rolv. Han herjede meget paa Øster-veiene. En sommer, da han kom fra viking østenfra til Viken, hugg han der strandhugg. Kong Harald var da i Viken; han blev meget vred, da han spurgte dette, thi han havde lagt strengt forbud imod at rane indenlands. Kong Harald lyste derfor paa ting, at han gjorde Rolv utlæg<ref>«Utlæg», egentlig udenfor loven, d. e. fredløs. </ref> i Norge. Men da Rolvs moder spurgte det, fór hun til kongen og bad om fred for Rolv. Men kongen var saa vred, at det nyttede hende ikke at bede. Da kvad Hild dette:

::Nevjas navne jages,
::nu drives flygtig fra landet
::hålders kjække ætmand:
::hvi saa streng, Herre?
::Ondt er med slig en ulv,
::ædle fyrste! at bides:
::hjorden ei han vil spare,
::hvis han tilskogs maa løbe.

Gange-Rolv fór siden over havet til Suderøerne, og derfra drog han vester [syd] til Valland<ref>Valland, d. e. Frankrige, særligt Nordfrankrige.</ref> og herjede der og tilegnede sig der et stort jarlsrige; der bosatte han mange Nordmænd, og er det siden kaldt Nordmandi. Af Rolvs æt er jarlene i Nordmandi komne. Gange-Rolvs søn var Viljalm, fader til Rikard, fader til en anden Rikard, fader til Robert Langespade<ref>Tilnavnet ''Langespade'' (uheldig gjengivelse af lat. ''longa spatha'', d. e. langsverd) henføres her til Robert istedetfor til Vilhelm (saaledes rigtig i [[Olav den helliges saga]] kap. 20).</ref>, fader til Viljalm Bastard, Englands konge; fra ham er alle Englands-konger siden komne.

Dronning Ragnhild den mægtige levede tre vintre, siden hun kom til Norge; men efter hendes død fór Eirik hendes søn med kong Harald, til opfostring til Tore herse Roaldsøn i Fjordene, og der fødtes han op.


'''25.''' Kong Harald fór en vinter paa gjestning over Oplandene og lod rede sig et julegjestbud paa Toftar<ref>Nu Tofte, i Dovre herred i Gudbrandsdalen.</ref>. Juleaften kom Svaase udenfor døren, medens kongen sad tilbords, og sendte bud til kongen, at han skulde gaa ud til ham. Men kongen blev vred over dette bud, og den samme mand bar kongens vrede ud, som havde baaret budet ind, men Svaase bad ikke destomindre, at han skulde bære samme erende anden gang; han sagde, at han var den Finn, som kongen havde tilladt at sætte sin gamme<ref>''Gamme'', hytte af jord eller græstorv til bolig for Finner.</ref> paa den anden side af bakken der. Kongen gik da ud og lovede at fare hjem med ham og gik over bakken, tilskyndet af nogle af sine mænd, medens andre raadede fra. Der stod op Snæfrid, Svaases datter, den fagreste kvinde, og skjænkede kongen et kar, fuldt af mjød; men han tog det altsammen og tillige hendes haand, og strax var det, som det kom ildshede i hans legeme, og han vilde strax have samleie med hende i samme nat; men Svaase sagde, at det skulde ikke ske uden med tvang, hvis ikke kongen fæstede hende og fik hende efter loven; men kongen fæstede Snæfrid og fik hende, og elskede hende saa uvittig, at han vanskjøttede sit rige og alt det, som sømmede sig for ham. De fik fire sønner: Sigurd Rise, Halvdan Haalegg, Gudrød Ljome og Ragnvald Rettelbeine. Siden døde Snæfrid, men hendes hudfarve forandredes ingenlunde, og hun var ligesaa rødlig som dengang, da hun levede. Kongen sad altid over hende og tænkte, at hun skulde livne op. Saa gik det i tre vintre, at han sørgede over hendes død, men alt landsfolket sørgede over hans vanvid. Men for at stanse dette vanvid kom Torleiv den spake ham til hjælp; han gjorde det med klogskab, idet han først talte ham efter munden saaledes: «Ikke er det underligt, konge, at du mindes saa skjøn og ætstor en kvinde og ærer hende paa dun og paa gudvæv<ref>Gudvæv, et kostbart vævet stof til tepper, maaske skarlagen.</ref>, som hun bad dig; men din og hendes ære er dog ringere, end det sømmer sig, idet at hun ligger for længe i samme klædebon, og er det meget rettere, at hun bliver rørt og klæderne skiftes under hende.» Men saasnart hun blev flyttet af sengen, saa slog det ud af legemet en raadden og slem lugt og alskens ond stank; man skyndte sig da med at gjøre et baal, og blev hun brændt. Men forud blev hele legemet blaat, og ud veltede ormer og øgler, frosker og padder og alskens ondt kryb. Saa sank hun i aske; men kongen steg til vidskab og lod fare alt vanvid, styrede siden sit rige og styrkedes og glædedes af sine mænd, men de af ham og riget af begge.


'''26.''' Efterat kong Harald havde prøvet finnekvindens svig, blev han saa vred, at han drev fra sig alle sine sønner med finnekvinden og vilde ikke se dem. Men Gudrød Ljome fór til Tjodolv den kvinverske, sin fosterfader, og bad ham fare med sig til kongen, thi Tjodolv var kongens kjære ven; kongen var da paa Oplandene. Siden farer de, og da de kom til kongen sent en aften, satte de sig ned langt ude og holdt sig skjult. Kongen gik paa gulvet og saa til bænkene, men han havde gjestebud, og mjøden var blandet. Da kvad han dette mumlende:

::Meget er mine kjæmper
::mjødlystne, de gamle,
::hvidhaarede, her komne.
::Hvi er I for mange?

Da svarede Tjodolv:

::Vi i hovedet havde
::hugg i sverde-legen
::med den vise fyrste.
::Vi var ei da for mange.

Tjodolv tog hatten af, og kongen kjendte ham da og tog vel imod ham. Da bad Tjodolv kongen, at han ikke skulde foragte sine sønner: «de vilde gjerne have havt bedre moderæt, hvis du havde givet dem det.» Kongen lovede ham det og bad ham have Gudrød hjemme hos sig, som han før havde været, men Sigurd og Halvdan bød han fare til Ringerike og Ragnvald til Hadeland. De gjorde saa, som kongen bød, og blev alle kjække mænd og vel øvede i idrætter. Kong Harald sad nu rolig indenlands, og det var god fred og gode aaringer.


'''27.''' Ragnvald jarl paa Møre spurgte sin broder Sigurds fald og det, at vikinger da sad i landene. Da sendte han sin søn Hallad vester, og han tog jarlsnavn og havde mange mænd med sig vester; men da han kom til Orknøerne, satte han sig fast i landene; men baade om høst og om vinter og om vaar fór vikinger om i øerne, landede paa nesene og hugg strandhugg. Da blev Hallad kjed af at sidde i øerne; han veltede sig da ud af jarledømmet og tog op ret som håld<ref>Se side 69 note 2. [Kap. 18, note 34]. «Håld» havde lavere ret end jarlen, men bedre end leilændingen og den frigivne.</ref>, og siden fór han øster til Norge. Men da Ragnvald jarl spurgte dette, lod han ilde over Hallads færd og sagde, at hans sønner vilde blive ulige sine forfædre. Da svarede Einar: «Jeg har liden hæder hos dig, jeg har liden kjærlighed at skilles fra. Jeg vil fare vester til øerne, hvis du vil give mig nogen støtte. Jeg skal love dig det, som du vil være meget glad over, at jeg ikke skal komme tilbage til Norge.» Ragnvald sagde, at det vilde han like godt, at han ikke kom tilbage, «thi jeg venter lidet, at dine frænder vil faa hæder af dig, thi al din moderæt er træl-baaren.» Ragnvald gav Einar et langskib og rustede det ud for ham. Om høsten seilede Einar vester over havet, men da han kom til Orknøerne, laa der vikinger med to skibe, Tore Træskjeg og Kalv Skurva. Einar lagde strax til strid mod dem og seirede, men de faldt begge. Da blev dette kvædet:

::Da gav han Træskjeg til troldene,
::Torv-Einar dræbte Skurva.

Han blev kaldt Torv-Einar, fordi han lod skjære torv og brugte det for ildved, thi det var ikke skog i Orknøerne. Siden blev Einar jarl over øerne og blev en mægtig mand; han var styg og enøiet, men dog meget skarpsynt.


'''28.''' Hertug Guthorm sad oftest i Tunsberg og havde styrelsen over hele Viken, naar kongen ikke var nær, og havde landevern der. Det var meget udsat for vikinger, men det var ufred med Gautland, saalænge kong Eirik Emundsøn levede; han døde, da kong Harald den haarfagre havde været i 10 vintre konge over Norge. [882].


'''29.''' Efter Eirik var hans søn Bjørn konge i Svitjod i 50 vintre; han var fader til Eirik den seiersæle og til Olav, fader til Styrbjørn. Guthorm hertug døde sottedød i Tunsberg. Da gav kong Harald styrelsen af hele det rige til sin søn Guthorm og satte ham til høvding derover.


'''30.''' Da kong Harald var firtiaarig, havde mange af hans sønner voxet dygtig til; de var alle tidlig modne. Det kom da dertil, at de likte lidet, at kongen ikke gav dem noget rige, men satte en jarl i hvert fylke; de tyktes, at jarlene var mindre høibaarne end de selv. En vaar fór Halvdan Haalegg og Gudrød Ljome afsted med en stor flok mænd, kom uventet over Ragnvald Mørejarl, slog ring om hans hus og brændte ham inde med 60 mænd. Derpaa tog Halvdan tre langskibe, som han rustede ud, og seilede siden vester i havet, men Gudrød satte sig fast der, hvor Ragnvald jarl før havde havt sit sæde. Men da kong Harald spurgte dette, fór han strax imod Gudrød med en stor hær, og Gudrød saa da intet andet vilkaar for sig end at give sig i kong Haralds vold, og kongen sendte ham øster [syd] til Agder. Men kong Harald satte da Ragnvald jarls søn Tore over Møre og giftede ham med sin datter Aalov, som havde tilnavnet «Aarbot». Tore jarl den tause havde da sligt rige, som hans fader Ragnvald havde havt.


'''31.''' Halvdan Haalegg kom meget uventet vester til Orknøerne, og Einar jarl flyede strax ud af øerne, men kom tilbage samme høst og kom da uventet af Halvdan. De mødtes, og striden var kort, thi Halvdan flyede, og var det ved nattetid, Einar og hans mænd laa uden tjeld natten over; men om morgenen, da det lysnede, ledte de efter flygtningene om i øerne, og hver blev dræbt der, hvor man fandt ham. Da sagde Einar jarl: «Ikke ved jeg,» siger han, «om jeg ude paa Rinansø<ref>Rinans-ø, nu ''North-Ronaldsey'', den nordøstligste af [[Medium:Orknøerne (kart).jpg|Orknøerne]].</ref> ser en mand eller en fugl; stundom løfter det sig op stundom lægger det sig ned.» Siden fór de did, fandt der Halvdan Haalegg og tog ham til fange. Einar jarl kvad dette vers om aftenen, inden han lagde til kamp:

::Ikke fra Rolv flyver,
::fra Rollaug ikke heller,
::spyd mod fienders skare:
::faderen ''jeg'' skal hevne.
::Og i kveld, medens kampen
::kjækt vi vækker, sidder
::Tore jarl paa Møre
::taus ved ølkruset.

Da gik Einar jarl til Halvdan; han ristede ørn paa hans bag paa den maade, at han stak sverdet ind i legemet ved ryggen, skar alle ribben bort ned til lenderne og drog der ud lungen. Det var Halvdans bane. Da kvad Einar:

::Ragnvalds død har jeg hevnet
::(ret skiftede norner)
::for min fjerdedel:
::fyrsten nu er falden.
::Kaster, kjække svender,
::(thi i kampen vi seired’)
::sten paa Haaføta<ref>Haaføta («Høifod») er det samme tilnavn som Haalegg («Høilegg»).</ref>:
::haarden skat jeg ham sender.

Siden satte Einar sig fast i Orknøerne, som han før havde havt. Men da disse tidender spurgtes i Norge, blev hans brødre meget vrede og sagde det hevn værd, og mange andre sandede det. Men da Einar jarl hørte det, kvad han:

::Efter mit liv er mange
::mænd af gode grunde
::— og fra andre egne —
::ædelbaarne, griske:
::Men det ved de dog ikke,
::førend mig de har fældet,
::hvem som end maa lude
::under ørnens klør.


'''32.''' Kong Harald bød mænd ud, drog sammen en stor hær og fór siden vester til Orknøerne; men da Einar jarl spurgte, at kongen var kommen vester, fór han over paa Katanes<ref>Nordligst i Skotland.</ref>. Da kvad han en vise:

::For faaredrab fredløs
::fager svend nu bliver,
::men jeg for unge fyrstesøns
::fald her i øerne.
::Hevnen truer mig, hører jeg,
::fra den haarde konge;
::skar har (skal jeg ei sørge)
::i Haralds skjold jeg hugget.

Da fór mænd og ordsendinger mellem kongen og jarlen. Det kom da dertil, at det blev aftalt en stævne der; de mødtes selv, og jarlen gav da alt i kongens dom. Kong Harald dømte Einar jarl og alle Orknøinger til at betale 60 mark guld. Det tyktes bønderne for meget; da bød jarlen dem, at han skulde betale alene, men han skulde da tilegne sig al odel i øerne. De gik ind paa det, mest fordi at de fattige havde smaa jorder, men de rige mente, at de skulde kunne løse sin odel, saasnart de vilde. Jarlen betalte alle bøderne til kongen, og kongen fór derefter om høsten øster igjen. Det varede længe siden i Orknøerne, at jarlene havde al odel, indtil Sigurd Lådvesøn gav odelen tilbage.


'''33.''' Guthorm, kong Haralds søn, havde landevern for Viken og fór med hærskibe den ydre led; men da han laa i mundingene af Elven, kom Sålve Klove did og lagde til strid imod ham; der faldt Guthorm. Halvdan Svarte og Halvdan Hvite laa i viking og herjerde over Østervei. De havde en stor kamp paa Estland; der faldt Halvdan Hvite. Eirik blev fostret hos Tore herse Roaldsøn i Fjordene; ham elskede kong Harald mest af sine sønner og hædrede ham mest. Da Eirik var 12 vintre gammel, gav kong Harald ham fem langskibe, og fór han da i hærfærd, først i Østervei, saa syd gjennem Danmark og om i Frisland og Saxland, og han dvælte i den færd fire vintre. Efter det fór han Vester over havet og herjede om i Skotland og Bretland<ref>Bretland, det gamle nordiske navn paa Wales og de andre vestlige egne i England, hvor Briterne havde holdt sig.</ref>, Irland og Valland og dvælte der fire andre vintre. Efter det for han nord til Finmarken og helt til Bjarmeland<ref>Bjarmeland er landene om ''det Hvide hav'', særlig paa vestsiden, hvor Østkarelerne boede, og ved Dvinas munding.</ref>, holdt der en stor strid og fik seier. Da han kom tilbage til Finmarken, fandt hans mænd i en gamme en kvinde, hvis lige i skjønhed de ikke havde seet; hun kaldte sig Gunhild og sagde, at hendes fader boede paa Haalogaland og hed Åssur Tote; «jeg har været her,» siger hun, «for at lære kyndighed<ref>Den «kyndighed», som læres hos Finner, vil sige ''trylle''kyndighed.</ref> hos de to Finner, som er de frodeste her i Finmarken. Nu har de faret paa veide, men begge vil de gifte sig med mig, og begge er de saa vise, at de følger spor som hunder, baade i tøveir og paa haard sne, men de gaar saa godt paa ski, at dem kan intet undgaa, hverken mennesker eller dyr, og de rammer alt, som de skyder efter. Saa har de ogsaa gjort ende paa enhver, som er kommet her i nærheden, og om de bliver vrede, da snur jorden sig om for deres blik, og hvis noget levende kommer ud for deres blik, da falder det dødt ned. Nu maa I for alt i verden ikke komme paa deres vei, men jeg vil gjemme eder her i gammen; skal I da friste, om vi kan faa dræbt dem.» De gik ind paa, at hun gjemte dem. Hun tog en linsæk, og de mente, at det var aske i; hun stak sin haand i den og saaede det om gammen baade udenfor og indenfor. Lidt senere kommer Finnerne hjem; de spørger om, hvad som var kommet did, men hun svarer, at det var ikke kommet noget der. Det tyktes Finnerne underligt, da de havde fulgt sporene helt til gammen, men siden finder de intet. Da gjør de sig ild og lager mad, men da de var mætte, reder Gunhild sin seng; men saa havde det gaaet i tre nætter forud, at Gunhild har sovet, men hver af dem har vaaget over den anden af iversyge. Da sagde hun: «Far nu hid og læg eder hver paa sin side af mig.» De blev glade herover og gjorde saa; hun holdt en arm om hvers hals. De sovner strax, men hun vækker dem, og atter sovner de strax og saa fast, at hun neppe faar vækket dem; og atter sovner de, og da faar hun aldeles ikke vækket dem. Da reiser hun dem op, men de sover fremdeles. Da tager hun to store sælbelger og drager over deres hoveder og binder til sterkt nedenfor hænderne. Da giver hun et vink til kongsmændene, de løber da frem og bærer vaaben paa Finnerne og faar fældet dem og drager dem saa ud af gammen. Natten efter var det saa sterke tordenskrald, at de ikke kunde fare bort, men om morgenen efter fór de til skibet, havde Gunhild med sig og førte hende til Eirik. Eirik fór da med hende syd til Haalogaland; han stævnede da Åssur Tote til sig og sagde, at han vilde have hans datter. Åssur samtykkede i det, og Eirik fik da Gunhild og havde hende med sig syd i landet.


'''34.''' Kong Harald var 50 aar gammel, da af hans sønner nogle var voxne og nogle døde. Mange af dem var meget ustyrlige indenlands og var selv uvenner med hinanden; de drev kongens jarler fra deres riger eller dræbte dem. Kong Harald stævnede da et folksomt ting øster i landet og kaldte Oplændingene dertil. Da gav han sine sønner kongenavn og satte det i loven, at enhver af hans ætmænd skulde tage kongedømme efter sin fader, men den, som paa kvindesiden var kommen af hans æt, jarlsdømme. Han skiftede landet mellem dem. Vingulmark, Raumarike, Vestfold og Telemarken gav han til Olav, Bjørn, Sigtryg, Frode og Torgils, men Hedemarken og Gudbrandsdalene gav han til Dag og Ring og Ragnar; til Snæfrids sønner gav han Ringerike, Hadeland, Toten og det, som ligger dertil. Guthorm havde han givet styrelsen over Raanrike fra Elven til Svinesund; han havde sat ham til landevern øster ved landsenden, som før er skrevet<ref>Se side 79 [Kap. 33].</ref>. Kong Harald var selv oftest i Midtlandet; Rørek og Gudrød var stadig inden hirden hos kongen og havde store landindtægter i Hordaland og Sogn. Eirik var hos sin fader kong Harald; ham elskede han mest af sine sønner og hædrede ham mest; ham gav han Haalogaland og Nordmøre og Raumsdal. Nord i Trondhjem gav han Halvdan Svarte og Halvdan Hvite og Sigrød styrelsen. Han gav sine sønner de halve indtægter med sig i hvert af disse fylker, og det tillige, at de skulde sidde i høisæde, et trin høiere end jarler, men et trin lavere end han selv; men det sæde ønskede enhver af hans sønner sig efter hans død, men han selv undte Eirik det, men Trønderne undte Halvdan Svarte det, men Vikverjer og Oplændinger undte dem det bedst, som raadede hos dem. Af dette blev det atter stor uenighed mellem brødrene. Men eftersom de tyktes at have lidet rige, fór de i hærfærd, saa som sagt er, at Guthorm faldt i Elve-mundingene for Sålve Klove. Efter det tog Olav under sig det rige, som Guthorm havde havt. Halvdan Hvite faldt paa Estland, Halvdan Haalegg faldt i Orknøerne. Torgils og Frode gav kong Harald hærskibe, og de fór i vesterviking og herjede om i Skotland og Bretland og Irland. De var de første Nordmænd, som tilegnede sig Dublin. Saa er sagt, at Frode fik en banedrik, men Torgils var længe konge over Dublin og blev sveget af Irerne og faldt der<ref>Torgils, som Snorre urigtig gjør til Haralds søn, var en norsk konge, som omkring 832 gjorde sig til herre over en stor del af Irland, ogsaa Dublin, og dræbtes ved svig 845. Hans broder Frode nævnes ikke i irske krøniker.</ref>.


'''35.''' Eirik Blodøx tænkte at blive overkonge over alle sine brødre, og det vilde ogsaa kong Harald; han og hans fader var oftest sammen. Ragnvald Rettelbeine havde Hadeland; han lærte trolddom og blev seidmand. Kong Harald likte ikke seidmænd. Paa Hordaland var det en seidmand, som hed Vitgeir. Kongen sendte ham bud og bad ham holde op med seid. Han svarede og kvad:

::Det er lidet sært,
::om seid vi øver,
::vi karlers børn
::og kjærringers,
::naar Ragnvald seider,
::Rettelbeine,
::Haralds hæderssøn
::paa Hadeland.

Men da kong Harald hørte dette sagt, da fór med hans raad Eirik Blodøx til Oplandene og kom til Hadeland. Han brændte sin broder Ragnvald inde med 80 seidmænd, og det verk blev meget rost.

Gudrød Ljome var om vinteren i gjestebud hos sin fosterfader, Tjodolv i Kvine, og havde en fuldrustet skute og vilde fare nord paa Rogaland. Da kom det store stormer, men Gudrød var ivrig for at reise og var ilde ved at maatte vente. Da kvad Tjodolv:

::Far ei herfra, førend
::snekkers farvei bedres,
::Gudrød! Sjøen nu velter
::vældigt grus mod stranden.
::Vent, du vidkjendte fyrste,
::her, til vinden stanser;
::bliv, til bør der vorder:
::brænding er nu om Jæderen.

Men Gudrød fór dog, hvad end Tjodolv sagde; men da de kom udenfor Jæderen, sank skibet under dem, og de druknede alle.


'''36.''' Kong Haralds søn Bjørn raadede da for Vestfold og sad oftest i Tunsberg, men var sjelden i hærfærd. Til Tunsberg søgte meget kjøbskibe baade der om i Viken og norden fra landet og sønden fra Danmark og Saxland. Kong Bjørn havde ogsaa kjøbskibe i færd til andre lande og skaffede sig derved kostbarheder og andre varer, som han syntes at have trang til. Hans brødre kaldte ham Farmand<ref>Farmand, d. e. sømand eller skipper.</ref> eller Kjøbmand; Bjørn var en vís mand og sindig og tyktes haabefuld til høvding; han fik sig et godt og passende giftermaal og fik en søn, som hed Gudrød. Eirik Blodøx kom fra Østervei med hærskibe og mange mænd; han krævede af sin broder Bjørn at faa de skatter og skylder, som kong Harald havde paa Vestfold, men hidtil var det skik, at Bjørn selv førte skatten til kongen eller sendte mænd med den; vilde han fremdeles have det saa og ikke give skatten fra sig. Men Eirik tyktes at trænge til mad og tjelder og drik. Brødrene trættede ivrig om dette, men Eirik fik ikke sin vilje og drog bort fra byen. Bjørn fór ogsaa bort fra byen om kvelden og op til Sæim<ref>Sæim, senere ''Sem'', det nuværende Jarlsberg.</ref>. Eirik vendte om, fór om natten op til Sæim efter Bjørn, og kom did, da de sad over drikken. Eirik slog ring om huset, men Bjørn gik ud med sit følge og kjæmpede. Der faldt Bjørn og mange mænd med ham; Eirik tog der stort hærfang og fór nord i landet. Dette verk likte Vikverjerne meget ilde, og Eirik blev meget hadet der, og det ord gik, at Olav vilde hevne Bjørn, hvis han fik leilighed til det. Kong Bjørn ligger i Farmands-haugen<ref>Farmands-haugen ligger paa sletten omtr. 400 meter søndenfor Jarlsberg henimod Tønsbergfjorden.</ref> paa Sæim.


[[Bilde:Farmandshaugen.jpg|thumb|center|700px|<center>Erik Werenskiold: '''''Farmandshaugen'''''</center>]]



'''37.''' Kong Eirik fór vinteren efter nord paa Møre og tog gjestning i Sålve<ref>Sålve, nu ''Selven'', omtr. 5 km. indenfor Agdenes paa sydsiden af Trondhjemsfjorden.</ref> indenfor Agdenes. Men da Halvdan Svarte spurgte det, fór han til med hær og slog ring om huset. Eirik sov i en ydre stue og kom sig ud til skogen, selv femte, men Halvdans mænd brændte op gaarden og alle dem, som var inde. Eirik kom til kong Harald med disse tidender. Kongen blev derover voldsomt vred, samlede hær sammen og fór imod Trønderne. Men da Halvdan Svarte spørger det, byder han hær og skibe ud og faar stort følge og lægger ud til Stad<ref>''Rein-sletta'' (i Rissen), ''Stad'' (i Stadsbygden) og ''Torsbjerg'' (nu Torshaug, i Stadsbygden) paa nordsiden af Trondhjemsfjorden, alle i Fosen fogderi (tidligere Nordmøre).</ref> indenfor Torsbjerg<ref>''Rein-sletta'' (i Rissen), ''Stad'' (i Stadsbygden) og ''Torsbjerg'' (nu Torshaug, i Stadsbygden) paa nordsiden af Trondhjemsfjorden, alle i Fosen fogderi (tidligere Nordmøre).</ref>. Kong Harald laa da med sin hær ude ved Reinsletta<ref>''Rein-sletta'' (i Rissen), ''Stad'' (i Stadsbygden) og ''Torsbjerg'' (nu Torshaug, i Stadsbygden) paa nordsiden af Trondhjemsfjorden, alle i Fosen fogderi (tidligere Nordmøre).</ref>. Fór da mænd mellem dem. Guthorm Sindre hed en gjæv mand; han var da i følge med Halvdan Svarte, men før havde han været hos kong Harald og var begges gode ven. Guthorm var en stor skald og havde digtet et kvæde om faderen og et om sønnen. De havde budt ham løn derfor, men han havde afslaaet det og bedet om, at de skulde love ham én bøn, og det havde de lovet. Han fór nu til kong Harald og bar fredsord mellem dem og bad da hver af dem at opfylde hans bøn, nemlig det at de skulde forlige sig; men kongerne gjorde ham saa stor en ære, at de for hans bøn forligtes. Mange andre gjæve mænd støttede denne sag med ham. Forliget blev saa, at Halvdan skulde have alt det rige, som han før havde havt, men han skulde lade sin broder Eirik i fred. Om denne saga digtede Jorun skaldmø nogle vers i «Sendebit»:

::Halvdan (ved jeg) fik høre
::om Harald den haarfagres
::haarde sind, og ham syntes,
::det sort for ham selv spaaede.


'''38.''' Haakon Lade-jarl Grjotgardsøn havde al styrelse i Trondhjem, naar kong Harald var andensteds i landet, og Haakon havde størst indflydelse i Trøndelagen hos kongen. Efter Haakons fald tog hans søn Sigurd rige og blev jarl i Trondhjem; han havde sit sæde paa Lade. Hos ham fostredes kong Haralds sønner, Halvdan Svarte og Sigrød, men før havde de været hos hans fader Haakon. Haralds sønner og Sigurd var nær jevnaldrende. Sigurd jarl fik Bergljot, datter af Tore jarl den tause; hendes moder var Aalov Aarbot, Harald Haarfagres datter. Sigurd jarl var en meget vís mand. Men da kong Harald tog til at ældes, satte han sig ofte ned paa de storgaarder, han havde paa Hordaland: paa Aalrekstader<ref>Aalrekstader, nu ''Aarstad'' indenfor store Lungegaardsvandet ved Bergen ved foden af ''Ulrikken''.</ref> eller paa Sæim<ref>Sæim, nu ''Seim'' i Alversund herred paa halvøen nordenfor Osterfjorden i Nordhordland.</ref>, paa Fitjar<ref>Fitjar, nu ''Fitje'' paa den nordvestlige side af Stordøen i Søndhordland.</ref> eller paa Utstein<ref>Utstein, nu ''Utstens'' kloster paa øen af samme navn (Mosterø herred) i Ryfylke.</ref>, og paa Ågvaldsnes i Kårmt<ref>Ågvaldsnes, nu ''Avaldsnes'', paa den nordøstlige side af ''Karmøen'' (Kårmt).</ref>. Da kong Harald var næsten 70-aarig, fik han en søn med den kvinde, som hed Tora Moster-stang; hun havde sin æt paa Moster<ref>Moster, nu ''Mosterø'', sydligst i Søndhordland.</ref> og havde gode frænder; hun regnede sig i slegt med Horde-Kaare. Hun var en væn og vakker kvinde og kaldtes kongens tjenestekvinde; dengang var mange kongen tjenesteskyldige, baade karler og kvinder, skjønt de var af god æt. Det var sed, at ved gjæve mænds børn var man omhyggelig i valget af mænd til at øse vand paa dem eller give dem navn. Men da det kom til den tid, da Tora ventede, at hun skulde føde barn, da vilde hun fare til kong Harald; han var da nord paa Sæim, men hun var paa Moster. Hun fór da nord paa Sigurd jarls skib; de laa om natten ved land, og der fødte Tora et barn oppe paa hellen<ref>Hellen, nu ''Helleren'' ved Vatlestrømmen, s. v. for Bergen.</ref> ved bryggekanten, det var en gut. Sigurd jarl øste vand over gutten og kaldte ham Haakon efter sin fader, Haakon Ladejarl. Den gut blev tidlig vakker og stor af vext og meget lig sin fader. Kong Harald lod gutten følge sin moder, og de var paa kongsgaardene, medens gutten var liden.


'''39.''' Adalstein<ref>Adalstein (oldengelsk ''Éðalstán'') var konge i England fra 924 til 940.</ref> hed da kongen i England, som da nylig havde taget kongedømmet; han blev kaldt den seiersæle og den trofaste<ref>d. e. fast i troen (den kristne).</ref>. Han sendte mænd til Norge til kong Harald med den slags sending, at sendemanden gik for kongen; han rækker kongen et sverd med forgyldt hjalt<ref>Tværstykket mellem sverdets klinge og haandtag.</ref> og haandtag, og hele sliren var ogsaa prydet med guld og sølv og kostbare ædelstener. Sendemanden rakte sverdhjaltene til kongen og sagde: «Her er et sverd, som kong Adalstein sagde, at du skulde tage imod.» Kongen tog i haandtaget, og strax mælte sendemanden: «Nu tog du saa, som vor konge vilde, og nu skal du være hans mand, da du tog ved hans sverd.» Kong Harald skjønte nu, at dette var gjort til spot, men han vilde ikke være nogen andens mand; men dog mindedes han det, som var hans sed, hver gang hidsighed eller vrede kom over ham, at han holdt sig først i tømme, lod saaledes vreden løbe af sig og saa paa sagerne uden vrede. Nu gjør han atter saa og bar sagen for sine venner, og de finder alle det raad bedst for det første at lade sendemændene fare uskadte hjem.


'''40.''' Sommeren efter sendte kong Harald et skib vester til England og satte Hauk Haabrok til styremand; han var en stor kjæmpe og kongens gode ven; han gav ham sin søn Haakon med. Hauk fór da vester til England til kong Adalstein og fandt ham i London; der var da gjestebud og et herligt gilde. Hauk siger sine mænd, hvorledes de skal ordne indgangen, naar de kommer til hallen; han siger, at den skal gaa sidst ud, som gaar først ind, og at alle skal staa lige langt fremme ved bordet, og enhver skal have sverd paa venstre side og fæste overkappen saa, at man ikke ser sverdet. Siden gaar de ind i hallen; de var 30 mænd. Hauk gik for kongen og hilste ham. Kongen byder ham velkommen. Da tog Hauk gutten Haakon og satte ham paa kong Adalsteins knæ. Kongen ser paa gutten og spørger Hauk, hvorfor han gjør saa. Hauk svarer: «Kong Harald bad dig fostre for ham et tjenestekvinde-barn.» Kongen blev meget vred og greb til sverdet, som laa hos ham, og drog det, som om han vilde dræbe gutten. «Knæsat har du ham nu,» siger Hauk, «nu kan du myrde ham, om du vil, men ikke vil du derved øde alle kong Haralds sønner.» Siden gik Hauk og alle hans mænd ud, og de fór sin vei til skibet og seilede ud i havet, da de blev færdige, og kom tilbage til Norge til kong Harald; han likte dette godt, thi det er mænds tale, at den er mindst fornem, som fostrer en andens barn. I disse sager mellem kongerne fandtes det, at enhver af dem vilde være større end den anden, og dog blev der ikke gjort nogen forskjel paa deres værdighed for disse tings skyld; enhver af dem var overkonge over sit rige til sin dødsdag.


[[Bilde:Hauk Haabrok hos kong Adalstein.jpg|thumb|center|700px|<center>Erik Werenskiold: '''''Hauk Haabrok hos kong Adalstein'''''</center>]]


'''41.''' Kong Adalstein lod døbe Haakon og lærte ham den rette tro og gode seder og alskens dannelse. Kong Adalstein elskede ham meget, mere end alle sine frænder, og desuden elskede ham enhver, som kjendte ham. Han blev siden kaldt Adalsteinsfostre. Han var den største idrætsmand, større og sterkere og smukkere end enhver anden; han var vís og ordsnild og en god kristen. Kong Adalstein gav Haakon det sverd, hvis hjalter og haandtag var af guld, men klingen var dog bedre; med det hugg Haakon en kvernesten lige til øiet. Det blev siden kaldt Kvernbit; det er det bedste sverd, som er kommet til Norge; det eiede Haakon til sin dødsdag.


'''42.''' Kong Harald blev nu ottiaarig; han blev da saa tungfør, at han syntes ikke længere at kunne fare over landet eller styre kongssager. Da leiede han sin søn Eirik til sit høisæde og gav ham magt over hele landet. Men da kong Haralds andre sønner spurgte det, satte Halvdan Svarte sig i kongens høisæde og tog saa hele Trondhjem i sin magt; i det raad var alle Trønder enig med ham. [930] Efter Bjørn Kjøbmands fald tog hans broder Olav hans rige i Vestfold og fostrede Bjørns søn Gudrød. Trygve hed Olavs søn, og han og Gudrød var fostbrødre og næsten jevnaldrende, og begge var haabefulde og dygtige mænd; Trygve var større og sterkere end enhver mand. Men da Vikverjerne spurgte, at Horderne havde taget Eirik til overkonge, tog de Olav til overkonge i Viken, og han holdt det rige. Dette likte Eirik meget ilde. [932] To vintre senere døde Halvdan Svarte braa-død ved et gjestebud inde i Trondhjem, og det var mænds tale, at Gunhild kongemoder havde kjøbt en tryllekyndig kvinde til at give ham banedrik. Efter det tog Trønderne Sigrød til konge.


'''43.''' Kong Harald levede tre vintre, efter at han havde givet Eirik enevælde over riget; han var da paa Rogaland eller Hordaland paa de storgaarder, som han eiede. Eirik og Gunhild havde en søn, som kong Harald øste vand paa og gav sit navn; han sagde, at han skulde være konge efter sin fader Eirik. Kong Harald giftede sine fleste døtre indenlands med sine jarler, og fra dem er komne store ættegrener. [933] Kong Harald døde sottedød paa Rogaland og er hauglagt paa Haugar<ref>Kirken paa kongsgaarden Haugar eller Gar (d. e. «Gaarden»), som den udskilte del af Haugar senere hed, var nedlagt i 16de aarh., men dens plads er der, hvor Haraldsstøtten nu staar (reist 1872). Den store leiesten eller «helle», hvis længde nu angives til 3,54 meter og bredde 1,25 meter, er indlemmet i monumentet.</ref> ved Kårmtsund. Ved Haugesundet staar en kirke, men ved selve kirkegaarden i nordvest er Harald den haarfagres haug; vestenfor kirken ligger kong Haralds leiesten, den som laa over hans leie i haugen; den er halvfjortende fod lang og nær 2 alen bred. Midt i haugen var kong Haralds leie; der var sat en sten ved hans hoved, men en anden ved fødderne, og hellen lagt ovenpaa dem, og det var fyldt med sten paa begge sider udenom. De stener staar nu der paa kirkegaarden, som da var i haugen og nu er nævnte. Saa siger frode mænd, at Harald den haarfagre har været den skjønneste og sterkeste og største af alle mænd, gavmild paa gods og vennesæl mod sine mænd; har var en stor hærmand i sin første tid, og om det store træ, som viste sig for hans moder i drømme før hans fødsel, og hvis nederdel var rød som blod, men leggen ovenfor fager og grøn, tyder man nu, at det spaaede om hans riges blomstring, men naar træet oventil var hvidt, viste det, at han vilde blive gammel og hvidhaaret. Træets kvister og grener spaaede om hans afkom, som spredte sig over hele landet, og af hans æt har altid siden kongerne i Norge været.


'''44.''' Kong Eirik tog næste vinter efter kong Haralds død alle de indtægter, som kongen havde i Midtlandet, men Olav øster over Viken, og Sigrød, deres broder, havde alle i Trøndelagen. Eirik likte dette meget ilde, og det gik de ord derom, at han med magt vilde søge hos sine brødre, om han kunde faa enevældet over hele landet, saa som hans fader havde givet ham. Men da Olav og Sigrød spørger dette, farer det sendemænd mellem dem; dernæst gjør de aftale om en stævne, og Sigrød farer om vaaren øster til Viken; nu mødes han og hans broder Olav i Tunsberg og dvæler der en tid. [934] Den samme vaar ruster Eirik ud en stor hær og skibe og seiler øster til Viken. Kong Eirik fik saa god medvind, at han seilede dag og nat, og det fór ingen kundskab forud for ham, og da han kom til Tunsberg, gik Olav og Sigrød med sin hær øster ud af byen til bakken<ref>Bakken, nu ''Møllebakken'' i den østlige del af Tønsberg. Her findes endnu ved dens nordlige ende to store gravhauger, som antages at være de to kongers.</ref> og fylkede der. Eirik havde meget større hær, og han fik seier, men Olav og Sigrød faldt der begge, og begges gravhauger er der paa bakken, hvor de laa faldne. Eirik for nu om i Viken, lagde den under sig og dvælte der længe om sommeren. Trygve og Gudrød flyede til Oplandene. Eirik var en stor og smuk mand, sterk og kraftig, stor hærmand og seiersæl, hidsig af sind, grusom, uvenlig og faatalende. Gunhild, hans kone, var fager, vís og tryllekyndig, gladmælt, underfundig og meget grusom. Disse var Eiriks og Gunhilds børn: Gamle var ældst, Guthorm, Harald, Ragnfrød, Ragnhild, Erling, Gudrød, Sigurd Sleva. Alle Eiriks børn var smukke og haabefulde.


[[Bilde:Haraldshaugen 2.jpg|thumb|center|700px|<center>'''''Riksmonumentet Haraldshaugen (Haraldsstøtten) i Haugesund.''''' Foto: Jóhann Þröstur Pálmason</center>]]


'''Noter:'''

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Kongesagaer]]
[[Kategori:Gustav Storm]]
[[Kategori:Snorri Sturluson]]