Harald haarfager og kong Adalsten af England
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
||||
|
fordanskede af Mag. Grímur Thomsen
Udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug
Kjöbenhavn 1846
Harald haarfager og kong Adalsten af England
Paa den tid var Adalsten nylig bleven konge over England; han blev kaldt den sejersæle og den tro-faste. Han sendte mænd til Norge til kong Harald haarfager med det ærinde, at sendemanden gik for kongen og overrækker ham et sværd med gyldent hjalte og haandfang, hvis balg var indlagt med guld og sölv, og besat med kostbare ædelstene. Sendemanden rakte sværdshjaltet til kongen og sagde: »her er et sværd, som kong Adalsten sender dig og beder dig at modtage.« Kongen greb om fæstet, og strax tilföjede sendemanden: »nu tog du ved sværdet, som vor konge vilde, og skal du nu være hans undermand, efterdi du modtog hans sværd.« Kong Harald indsaa nu at dette var gjort ham til spot; men han vilde ikke være nogens undermand. Dog erindrede han, hvad der var hans vane, at hver gang vrede og hidsighed kom over ham, besindede han sig, lod vreden forgaa, og betænkte sagen med koldt blod. Saa gjorde han og denne gang, og raadförte sig med sine venner, der alle gave ham det raad, först og fremmest at lade sendemændene drage hjem uskadte.
Sommeren efter sendte kong Harald et skib vester til England til kong Adalsten, og satte Hökur Haubrok til styrmand derpaa. Han var en stor kjæmpe og kongen meget kjær. I denne mands hænder overgav han sin sön Hakon. Hökur seilede derpaa vester til England, og traf kongen i London. Der holdtes netop et prægtigt gilde og gjæstebud. Da de kom til hallen, sagde Hökur sine mænd, hvorledes de skulde bære sig ad ved indgangen: at den, der först gik ind, skulde gaa ud bagerst, og alle staa i en række foran bordet, alle have sværd ved venstre side, og hæfte sine kapper saaledes sammen, at sværdene ikke kunde ses. Derpaa gik de ind i hallen, de vare tredive i tallet. Hökur gik for kongen og hilsede ham; kongen böd ham velkommen. Derpaa tog Hökur drengen Hakon og satte ham paa kong Adalstens knæ.
Kongen ser paa drengen, og spörger Hökur, »hvi han handler saa?« Hökur svarer: »kong Harald haarfager bad dig opfostre hans trælkvindes barn.« Kongen blev meget vred, greb til et sværd, der laa hos ham, og trak det, som om han vilde dræbe drengen. Hökur sagde: »knæsat har du ham nu, og myrde kan du ham, om du vil; men derved vil du dog ei gjöre ende paa alle kong Haralds sönner.« Derpaa gik Hökur ud med alle sine mænd, og tog vejen lige til skibs; de holdt til havs, da de vare seilfærdige, og kom tilbage til Norge til kong Harald, han var nu fornöjet, thi det er et gammelt ord, at den er ringere i anseelse, som opfostrer en anden mands barn. — — — Kong Adalsten lod Hakon döbe og oplære i den rette tro, gode sæder og alskens idrætter. Han elskede ham fremfor alle sine frænder, og ligesaa elsket var Hakon Adalstensfostre af alle andre. Senere blev han kaldet Hakon den gode.
