Harald i Offerlunden
Hopp til navigering
Hopp til søk
Naturlyrik og romantik
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Adam Oehlenschläger
Harald i Offerlunden
Poetiske Skrifter, F.L. Liebenberg (red.),
Selskabet til Udgivelse af Oehlenschlägers Skrifter, Bd. 19,
Kjöbenhavn, 1861
- „Klar er Nattens Stiernehvælving.
- Høitidsfulde Midnatsscene!
- Veemodsfuld og taus jeg vanker
- Mellem Herthas Alterstene.
- Poplen vifter; blide Køling
- Giennem Skovens Mørke luner.
- Rød henstraaler fulde Maane
- Paa de halvudslukte Runer.
- Oldtids underlige Minde!
- Du mit Hierte giennemtrænger.
- Hvad I var, I elskte Steder!
- Ak, det er I ikke længer.
- Her, hvor Odin de tilbade,
- Glemsel ruger, Qvæget græsser.
- Hvor de hvæssed Offerkniven,
- Meiersken nu Leen hvæsser.
- Her, hvor Hiertet helligt brændte,
- Nu kun mine Suk opstige.
- I forsvandt, I skiønne Dage!
- Dødt er Phantasiens Rige.
- Intet luer, Intet hæver,
- Alt er koldt, fornuftigt, øde.
- Fyldt med Oldtids store Minder,
- Vanker jeg som mellem Døde.
- O, at hist paa Alterstenen
- End jeg saae den røde Lue,
- Som med Folkets varme Bønner
- Hvirvlede til Himlens Bue!
- O, at i den haarde Brynie
- Mine Sukke kunde stige
- I en Kreds af fromme Kæmper
- Op til den Uendelige!
- Sandser gav han os, den Vise,
- Da Fornuften han nedsendte;
- Da han gav os tænksom Kulde,
- Ild han i vort Hierte tændte.
- Odin! Freia! kom tilbage.
- Lad mig ikke her alene.
- See, jeg synker taus med Andagt
- Hen for eders Alterstene!”
- Uglen skreg, og Hanen galte,
- Ildrød brændte Maanens Flade,
- Jorden bæved, og der drypped
- Blod af Æspens hvide Blade.
- Altrets gamle Stene rasle,
- Maanen brat sin Straale mangler,
- Og en Beenrad op af Jorden
- Langsomt hæver sig, og rangler.
- Med en sønderslagen Pande
- Staaer han der med Knokler hvide,
- Og en gammel rusten Daggert
- Sidder i hans venstre Side.
- „Ønsker du dig, unge Daare!
- I den grumme Tid tilbage,
- Da man offred kold sin Broder,
- Døvende hans bange Klage?
- Her i Lundens skumle Skygger
- Nedrandt mine sidste Taarer.
- Her paa disse Alterstene
- Sprudled Blod af mine Aarer.
- Blodbestænkte Offerpræster
- Grumt min Pande sønderknuste,
- Joge Dolken i mit Hierte,
- Vildt af Raseri beruste.”
- Skoven hyled, Hanen galte,
- Under Altret sank den Døde.
- Af sin Afmagt Harald vaagned
- I den friske Morgenrøde.
- Blomsten aabner sig saa venlig,
- Duggen ned ad Æspen glider.
- Harald gyser ved sin Drøm —
- Ønsker dog de gamle Tider.
