Havmænd og havfruer 2

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

D. Vandets ånder

1. Havmænd og havfruer


1. Der var en fisker fra Ty ude at fiske sig lidt, kan ske han dorrede (fiskede med enkelt krog), for han var alene. Nok er det, han fik da snart noget på krogen, og så halede han jo til, men havde nær tabt snøren af forskrækkelse, ti det var et menneske, og det klagede sig ynkelig og bad, at han vilde skåne dets uskyldige liv. Så fik han jo snoren skåren over i en hast, for han havde jo ondt af den stakkels skabning. Han roede hjem, det første han kunde, og fortalte, hvad der var hændet.

P. Uhrbrand.


2. Der nede ved Vesterhavet ved æ Rönneland der kom en havfrue op til en kone om vinteren og vilde sidde hos hende og spinde, ilav der var is i fjorden, og det var koldt i vejret. Så sad hun der på ét sted og spandt på én tenfuld hele vinteren igjennem. Da det så blev forår, flyede hun konen det nøgle og sagde, at hun måtte tage af det og trende af det, så meget hun vilde, det skulde aldrig slippe op, så længe hun ikke gav noget bort af det. Det stånd hun nu selv brugte af garnet, var der lige meget, men så kunde hun ikke lade være at give hen af det, og så slap det op.

Rödding.


3. Her nede ved fjorden troede de, at der var kommen en ellekone eller havfrue og havde sat bo i et hul, der var ind i det faste bjærg tæt norden for Troshule, Hun var som en fisk og havde så langt hår, at det kunde nå efter hendes bæltested. Hun sad ude og spandt på hendes ten om eftermiddagen, når det var godt vejr, og havde også tit hendes guld ude. Vi drenge var tit bange for hende, når vi var nede ved fjorden at plukke sortbær.

Rödding.


4. Det er vist, der er havfolk til. 1826, da havet brød ind, var det sådan forfærdeligt godt vejr dagen för. Det var den dag, de skulde have deres juleaftens-natter, og fiskerne var tagne ud og var rigtig komne til at fiske. Så lå der en fisker noget fra de andre og fiskede. Da kommer der en havfrue op lige tæt ved hans båd, og hun trækker en hose af den ene fod og på den anden, og det lige så såre, hun havde ikke uden én hose, og den byttede hun idelig. Men så river han en sok af hans ene ben — han havde jo undersokker — og kyler ud til havfruen. Hun snapper den og sætter ned igjen i vandet. Den gang hun havde været nede så meget som et kvarter, så sætter hun op lige ved hans båd igjen: «Hør du, mand, mig hosen gav, du skal stræb' og skynd' dig i land, hejs kommer du til at spis' din ywlaftensnætter her i aften.» Så stræbte han og hans makkere at sætte i land, men de var aldrig så snarere i land, för havfruen rejser en sådan storm, te de druknede hverén, der var på havet. Men den mand og hans folk blev frelste. Den dag var det, havet brød ind.

Niels Ebbesen, Andrup.


5. Der var en gang en fisker ved Vesterhavet, der fandt en vante på stranden. Han tog den hjem til sin kone og lod hende strikke mage til den, gik så hen og lagde begge vanterne på stranden igjen, og tog derefter ud at fiske. Så var der noget, der råbte:

«De' råber i naer (nord),
å de' suser å taer,
draw i land, du mand,
som wånten band.»

Så skyndte fiskeren sig i land, og straks blev det så stræng en storm, at mange fiskere druknede, men manden blev frelst, fordi han havde givet havmanden vanten.

J. Kristensen, Ersted.


6. En fisker fandt en gang ved stranden en meget stor og vid hose, hvilken han tog med sig ud på havet. Ud på natten mærkede han, at der var noget ved roret, og da han gik hen at se efter, hvad dette kunde være, fik han öje på en havmand, der sad og kradsede ved roret. Fiskeren forholdt sig nu rolig en stund, men da havmanden blev ved at kradse, tog han og smed hosen ud i havet, hvorpå havmanden forsvandt, men lidt efter kom han igjen og sang:

»Den mand, mig hosen gav,
tag dine bakker og gå til land,
der kommer en stærk storm i æ hav,
det må du visselig vente.»

Fiskeren skyndte sig at komme i land, og kort efter brød en storm løs, der kostede mange mennesker livet.

En gammel fisker fra Bjærggård, Holmslands klit. N. P. Olsen.


7. For mange år siden var to fiskere ved Torup strand ude at fiske på havet lille-juledag. Da skød der en havfrue op af bølgerne. Fiskerne vidste, at man skulde give havfruen noget, så spåede hun. Den ene fisker trækker da af sine stötthueser (stonthoser, fæddeløs hueser, eller hvad man nu kalder dem), dem havde han uden over sine rigtige hoser, og dem kaster han så ud til havfruen. Så sagde hun:

«Ro i land, ro i land, du ædle mand,
som mig stötthoser gav;
det suser og bruser i nord,
ellers får du din juleaftensnadver her i år.»

Skyndsomt roede da fiskerne mod stranden, og næppe var de komne på land, för der rejste sig en voldsom storm.

Joh. Skjoldborg, Kollerup.


8. Der var en gang en sømand fra Borre, der var ude at sejle ved Søbjærg. Her fandt han en stor vante, som han tog og lod forfærdige mage til i Borre, og lagde dem så begge, hvor han havde fundet den første. Da han så nogen tid efter igjen sejlede ud fra Borre, hørte han, i det han kom forbi Søbjærg, en stærk stemme råbe:

«Hør du, vantevennen min,
læg skuden til Borre ind,
ti Tolk skryer,
og egene knager i Norge.

Skipperen lagde da ind til Borre igjen, og straks efter rejste sig en storm, som der ikke var set mage til, og alle de skibe, der var ude på havet, blev ødelagte.

Borre er en by på Møen, hvortil man sejlede i gamle dage. Søbjærg var i den tid et bjærg i søen, nu er der enge der omkring. Det ligger mellem Sømose og Klinten. «Tolk» er navnet på vandet i Grönsund; det tolker uvejr for Møenboerne.

Fortalt af Kirsten Andersdatter i Borre, som har det fra sin fader. Th. Jensen N.-Åby.


9. En gang steg en havfrue op af vandet foran et skib og sagde: «Giv mig et par hoser!» Men der var ingen, der vilde give hende et par. Siden dukkede hun op ved et andet skib og sagde: «Giv mig et par hoser!» Så gav styrmanden hende også et par. En tid efter kom hun igjen til samme styrmand og sang:

«Og hør du, mand, som hosen band,
det regner i naer, det tordner i taer,
det fælder grönne skove i Norge.»


Styrmanden blev også advaret derved, ti straks han var kommen i land, gav det et Gudsens vejrlig.

K. L. Vestergård.


10. En gammel kone fra Sønder-Nissum fortæller, at det var fiskerskibe, der var ude, og så var der en på skibet (styrmanden), som endelig gav havfruen et par hoser, da hun bad derom. Så en dag efter kom hun til ham og sagde: «Og hør du, mand, som hosen band, drag til land! det regner i nor, det tordner i tor, det fælder grönne skove i Norge.» Så drog han til land, advaret af hende, men alle de andre fiskerskibe gik under, sådan et vejr blev det.

Fjaltring.


11. En norsk skipper vilde en aften ankre ved nordenden af Romsø, men da hørte han én råbe til ham inde fra land : «Læg dit skib fra sønden ind! fra norden kommer den stærke vind.» Skipperen fulgte rådet og undgik derved en stor fare, ti om natten blæste hun op med en forrygende storm af nordvest, der vist var blevet skibets undergang, hvis det ikke havde ligget i læ af øen.

A. C. P.


12. Der var et menneske, der var både så urimelig rig og så urimelig gjerrig. Endelig bliver han syg og tror, han skal dø. Så får han samlet hans rigdom i ene små guldmønter og resolverer, at han vil have dem i sig, for han kan ikke nænne at gjøre nogen godt med dem hverken i liv eller død. Så får han en bøttefuld sur mælk, smider pengene deri og rører om, og så hjasker han i sig af det. Først går det knebent, men da han først får æ vane på det, går det rask. Hvad der sker, han får dem i sig til hobe, og er heldig nok til at beholde dem. Men så får han et slemt mavetilfælde der ovenpå, og det udarter til en hæftig sygdom, som ender med døden, deher kanaljer kunde han jo ikke sådan bære i æ sæk. Folk lurer og lurer på, hvor rigdommen er bleven af, og da han imidlertid er bleven begravet, kommer én i tanker om en tid efter at ville forsøge på at kaste ham op igjen, da han bestemt tror, at den døde har pengene i livet. Men da han kommer til liget og kikker derned, sidder der en bussemand ovenpå ham med en potte i den ene hånd og en ske i den anden og har fået prukket hul på den her døde. Da han ser nöjere efter, opdager han, at den lille øser penge op af maven på liget, Da bliver han forskrækket, skyvler jorden ned igjen og rejser af. Han bliver nu helt urolig i sindet over det her og kan ikke sove om natten. De brugte jo æ hav der omkring, men han brugte ellers ikke havet. Da det bliver nu ved at stå for ham hver tag, den kirkegård og det døde menneske, og hans naboer mærker, det er galt fat med ham, får de ham med der ud en dag. Det første, de nu gjör, når de kommer ud, det er at sætte æ kroge. Så ligger de et stød for anker, eller rider af, mens de hviler dem, de siger, at de rider de ståend. Mens de nu ligger der, inden de skal til at tage krogene ind igjen, og det er stille forårsvejr, sover de så nær som ham. Da ser han en mand, der sidder oppe på en bølge på hans bare ende og har kun én hose, og den bytter han fra det ene ben til det andet. Så vækker han de andre, at de skal have den komedie at se, for sådant et syn havde de vist ikke set för. Så siger han: «Det er snart synd, at han skal sidde der, a tror, a vil give ham en af mine hoser.» Altså kyller han den ud, og så såre den er ude, dukker havmanden under, og de så ham ikke mere. De andre gjorde nar ad ham for det, men han lod sig ingen ting forstå med. De var på havet en gang siden, og da gjorde de også nar ad ham for den hose, men da dukker havmanden op lige ved siden af skibet og råber så höjt, som han kan:

«Hør du, mand, som hosen gav,
tag dit garn og drag i land,
det suser i naer, og det tuder og ta'er,
og det brækker skov i Norge.»

Så kom de til at tænke på noget andet. De tog knaphændig i land, og det stod hårdt for dem at komme op, men op kom de, og så var de glade ved æ havmand. Da nu Daniel — sådan hed den unge fyr — kommer hjem, giver det en storm og et vejrlig, te æ hav havde ikke været så galt i mange år.

Niels Lisbjærg, Hove.


13. Havfruen kunde stå op og synge i vandet, så smuk ud og havde store bryster.

Rasmus Nielsen m. fl., Vinkel.


14. Jens Tun og Sören Præst kom sejlende i en båd fra Århus. Da de kom mellem Tunø og Nordbylandet, siger Jens Tun: «Ser du, hvad der er dér forude.» Sören Præst ser da i den angivne retning og opdager en skikkelse, hvis overkrop lignede en skjön kvinde med langt hår og store bryster. Overkroppen ragede op over vandet. Underkroppen, som var i vandet, lignede en fiskehale. «Hvad tror du, det betyder?» siger Jens Tun. Ja, det vidste Sören Præst da ikke. «Jo, det betyder storm, og derfor er det bedst, at vi skynder os at komme i havn,» siger han; og ganske rigtig, de var aldrig så snart komne i havn, för en stærk storm brød løs.

Samsø. Ras Dam, Selsinggårde, ved N. P. Olsen.


15. Der var et par folk, som a kjendte ret godt, og dem var der noget skidteri ved. Folk sagde, at manden havde ligget ved en havfrue en gang. De havde et lille sted til fire køer på Harboøre land og havde også nogle får. Så var det en morgen, de kom op, da var der fem får i deres fåresti, og de havde fået ti lam alle sammen på én nat. Nu véd a ikke, om det var om morgenen efter, men nok er det, en morgen lå de døde på fåretolde (ɔ: den bund, fårene gik på) alle femten får. Det var jo en forfærdelig ting. Så snakker konen da med manden om det her. Når de lå i sengen om aftenen, havde konen mærket mange gange, te der var kommen én og gået i sengen til dem. Hun havde aldrig fået den at se, men hun var så forklemt og mærkede, at den var kommen der, men vidste ikke, hvad det var. Manden vilde ikke gå ved det. Hun havde nok hørt det om den havfrue, men han sagde, at det havde ikke noget at betyde. Der gik nu én dag, og der gik flere dage. De havde store börn, og de gik henne og græssede deres køer på deres mark imellem kornet. Der så de en forfærdelig stor kat, de havde aldrig set så stor en kat på Harboøre. Somtid kom den og slikkede på deres hænder og var så tålig. Det kom de hjem og fortalte for deres moder, og hun gik flere gange for at ville se den kat, men kunde aldrig få den at se. De var nu tre börn, og det var sådan mange gange, at den ene gik hjem for at hente moderen, mens de andre paste på katten, men den blev stadig henne, og de vidste aldrig, hvor den blev af. De to af börnene var drenge, og de var rigtig store, men så skete det, at de blev så ringe, først den ene og så den anden, helt visne i nederkroppen, og kunde ikke gå. Manden blev omsider syg og skulde til at dø, men drengene levede da endnu. Så hentede konen jo præsten, at han skulde komme og snakke med manden om den havfrue. Men a kan ikke sige, om han fik noget at vide af ham om det. Endelig døde manden, og da han var begravet, siger præsten til hende: «Jeg kunde ikke få noget ud af din mand. Men så meget kan jeg sige dig, at du skal flytte dit hus.» Så fik hun en bitte plet af en anden mand at bygge på og flyttede så helt af deres mark. Siden den tid lykkedes al ting for dem, og de to drenge, der var sölle, de blev jo ved at være det, men de andre, der var ungere, de kom aldrig til at fejle noget. Der var tre ungere, en dreng og to piger. Der var meget snak om den havfrue og den kat, og andre folk kunde godt få den at se, men hun aldrig. Konen sagde selv for flere, at hun tit gik af hendes seng, når hun mærkede, den anden kom, og gik i den, men aldrig hun så den. Folk vilde bilde hende ind, at det var en mare, men det vilde hun ikke tro.

Ane Kristensdatter, Myrhöj.


16. En dag fik en fisker, som gik ved fjorden, nogle havfruer at se. Deres sælhundeskind havde de lagt på brinken, og de solede sig på landet. Så snart de så ham, greb de deres skind og svømmede ud, men én af dem var ikke så hurtig som de andre, så fiskeren tog hendes skind. Nu måtte hun følge med hjem og blive hans kone, og de fik fire börn sammen. Men en dag, da fiskeren ikke var hjemme, fandt börnene et gammelt skind ude ved et hæs, og det viste de deres moder. Så snart hun så det, løb hun ned til fjorden, men her mödte hun sin mand. Hun bad ham om at være god ved deres börn, og så tog hun skindet på, og inden manden så sig for, var hun langt ude i vandet,

P. K. M.


17. En gang boede der en fisker ude på Vejrø. Her var han ganske ene uden at komme til andre mennesker, og det var vist nok, fordi han i hjemmet havde begået en slem forbrydelse. Han levede af at fiske og skyde ude på havet, og tidlig og sent færdedes han omkring Vejrø i sin lille båd. En aften, da han således var på havet i smukt måneskinsvejr, så han en dejlig kvinde stige op af bølgerne med en harpe i hånden, og hun begyndte at synge for ham. Han holdt op med at ro for at se på havfruen, hvis lige han endnu aldrig havde set, og for at høre pa hendes musik; og jo længere han hørte og så, des dejligere blev hun. Han begyndte at ro for at komme nærmere til hende, men så svömmede hun længere hen og vedblev at spille for ham, som for at lokke ham efter sig. Således vedblev han at ro, indtil han helt havde tabt land af sigte. Da standsede havfruen, så han kom tæt til hende, og nu var hun endda dejligere end för. «Hvor jeg har ventet efter dig,» sagde hun, «i lange tider har jeg fulgt dig ude på havet, uden at du har set mig. Følg med mig ned til mit slot, og der skal vi leve sammen.» Fiskeren kunde slet ikke sige imod, men lod sig glide ud af båden, og fulgte med ned til hendes prægtige slot på havbunden. Her boede han i mange år sammen med havfruen og havde næsten helt glemt sit tidligere liv, kun når han var ene, mindedes han lidt, og en gang kom han til at tænke på sit hjem og på sin moder og søskende, og at de dog vist vilde blive glade, når de så ham igjen. Han bad derfor havfruen om at måtte få lov til at besøge dem. I førstningen vilde hun ikke vide noget heraf at sige, men da han vedblev at bede, fik han dog endelig lov, imod at han bestemt måtte love at komme igjen samme dag. Hun førte ham altså op til overfladen, og hvor forundret blev han ikke, da han der så sin egen båd ligge sejlfærdig for at føre ham tilbage til hans hjem. Havfruen tog end videre det løfte af ham, at han ikke måtte gå i kirke eller synge en salme. Men da han kom forbi kirken og hørte salmesangen og klokkernes ringen, glemte ham sit løfte til havfruen og gik ind og istemte sangen. Da han gik ud af kirken, så han, at alle stirrede på ham og veg til side for ham, hvor han gik, og da hørte han en stemme, som råbte:

»Tænk på de store, og tænk på de små,
og tænk på den lille, som i vuggen lå!»

Da styrtede han af sted ned til havet, men der lå hans båd og var knust mod stenene. Havet var i stærkt oprør, og på toppen af en bølge så han havfruen hæve sig i vejret og true ad ham med den ene hånd. Næste morgen fandtes hans lig i havstokken.

Mikkel Sörensen.

Det er sagtens kun en forkvaklet prosaisk gjengivelse af visen om Agnete og havmanden.


18. Der var en bonde på Bornholm, hvis marker gik ned til stranden. En dag, da han red ud at sætte sine heste på græs, så han en havfrue ligge ved strandbredden. Hun kaldte på ham og lokkede ad ham, at han skulde komme ned til hende og bo på havsens bund, så skulde han få så meget guld, han ønskede. Han havde dog ikke lyst til det, og da han havde taget grimen af sin hest, kastede han den pa havfruen, så hun kunde ikke komme bort. Da hun mærkede, at hun var fangen, bad hun meget for sin frihed og vilde give ham, hvad det skulde være, når han vilde tage grimen af. Han brød sig ikke om hendes kostbarheder og vilde ikke lade hende fare. Til sidst sagde hun: «Dersom du vil komme her ned i morgen ved samme tid, skal du få en sön.» Så tog han grimen af hende og gik hjem. Næste dag gik han atter ned til stranden, og der var havfruen, som gav ham sönnen. «Men,», sagde hun, «han er kun halvt så klog, som han vilde have været, hvis du ikke havde lagt den grime på mig, men han er dog syv gange klogere end andre mennesker.» Bonden tog sönnen med hjem og kaldte ham Bonde-Hvede. Han blev både klog og rig.

E. L.


19. Der er en gemen sagn over Bornholm om én i denne sogn, som hed Bonnevedde, hvilken der skulde være fød af en havfrue, med hvilken faderen havde omgjængelse, den tid han en gang gik ved stranden, hvilken Bondevedde der var synsk, og det kunde se, som andre ikke. Denne, den tid faderen var død, bekom gården, gav sig i ægteskab, og den tid hustruen blev frugtsommelig, og barselnød var forhånden, var Bondevedde gået frem om en höj, kaldet Korshöj, i hvilken bjærgtroldene hugge på et stykke træ og sagde: «Hug det snevnæset, så er Bondeveddes hustru.» Og som nu kvinder var hos hende i hendes barselnød, kom troldene med deres trold billede, tog kvinden af sengen og lagde troldbilledet i steden, hastede med Bondeveddes hustru ad vinduet til de andre, som var der udenfore. Men Bonnavedde var för færdig end de, tog imod sin kvinde, de andre kvinder uafvidendes, lod så gjøre sin bageovn varm, kaste troldbilledet derind. Kvinderne gave sig ynkelig, som til stede vare, ikke andet videndes, end at det havde været Bondeveddes hustru, som opbrændes, men siden forgik dennem denne sorg, den tid (de) igjen med glæde så Bondeveddes hustru levendes.

Item siges der, at han i lige måde kom en gang frem om den samme höj og hørte troldene sige: «I morgen skal Bondeveddes hustru brygge, så vil vi derhen at hente öllet fra hende.» Hvad sker? Bonnavedde går hjem, lod sin bryggekjedel fuld med vand og gjorde det det allersyhedeste han kunde, og sagde til sine karle: «Hvor jeg slår med vandet, der skulle I slå med træstænger.» Den tid troldene kom med deres så (ɔ: en øse, elieren mellemting mellem kar og tønde med låg) og en jærnstang at hente öllet, slog Bonnevedde dem over med vandet, og karlene slog med stænger, alligevel de så ingen, og i så måde forjagede troldene fra såen og jærnstangen. Siges, at Bonnevedde gav jærnstangen til Peders kirke, og skulle det være de jærn, som kirkedören hænger udi. Item siges, at han en gang red frem for höjen en nats tid, da dandsede troldene omkring höjen og vare lystige, drukke Bonnevedde til. Den tid han fik bægeret, lod han, som han drak, slog det over akselen og kom en part på hesten og gik så vidt håret af, som det påkom, men B. red hjem med bægeret, og gav det siden til kirken, hvor der blev kalk og disk gjort af i kirken.

(Resens atlas III, 338-348. Suhm p. 37) Af præsteindberetninger til Ole Worm. Navnet staves i flæng Bondevedde, Bonnevedde, Bonnavedde. En variant hertil underskrevet: Hans Ravnoldt, egen hand, findes også i ovennævnte indberetninger, og heraf anføres:

Haver der boet i samme Persker sogn en bonde ved navn Bondevedde, som boede der i sognet ved stranden, og véd endnu old efter old af hannem at sige, samme bonde siges at være født af en havfrue og er så tilgået, som rygtet endnu står. Hans fader skulde en gang gået ved stranden og imidlertid skulle siddet på strandbakken en havfrue; hvilken han straks skulle haft sin omgjængelse med. Og den tid det var sket og gjort, sagde havfruen til hannem: «Om et år skal du komme igjen og her finde en sön, han skal kunne fordrive bjærgpuslinger eller trolde.» Hvilket også skete, at årsdagen derefter kom han og fandt et lidet drengebarn liggendes ved havbredden, hvilket han tog hjem med sig, fostrede det op og kaldede det Bondevedde. Samme barn vokste op, blev stor og stærk og blev synsk og kunde se det, som andre ikke kunde se. Faderen døde. Bondevedde bekom sin faders gård og boede derudi og giftede sig og. Efter at han var gift, blev hans hustru frugtsommelig. Nu ligger der en höj nordvest ved en bondes længe. Bonden, som nu iboer, hedder Anders Svendsen i Korshöj, og haver gården sit navn af höjen, og bondens gård er straks hos, som Bondevedde boede. Vesten fra i samme höj siges at have været puslinger, og haver det hændt sig en gang, at Bondevedde er kommen derfram og hørt, at de have hugget på et stykke træ og sagt: Hug det snevnæset, så er Bondeveddes hustru. Nu, der Bondeveddes hustru gik i barselseng, og der var kvinder inde hos hende, kom også troldene med deres træbilleder, tog kvinden af sengen, lagde træbilledet i steden, ligesom det var den rette kvinde. Troldene var i stuen, stak Bondeveddes hustru ud af vinduet til de andre, som var der udenfor. Men Bondevedde var för færdig end de, tog imod sin kvinde og forvarede hende, de andre kvinder, der var i stuen, uafvidendes og lod så gjøre sin bageovn varm og vilde have troldebilledet udi, som og skete, så at troldebilledet knagede og spragede. Kvinderne i stuen græd og klagede sig ynkeligen, vidste ikke andet, end det var Bondeveddes hustru — og viste siden kvinderne sin egen hustru.

Item siges der, at Bondevedde en gang vankede fram for Korshöj . . . Og går endnu rygtet på denne dag af, at Bondevedde haver så handlet med bjærgepuslinge i Korshöj, så de nödes til at undfly, så de ere henflyttet i Falhöj.

Indberetningen er trykt i Thieles «Danske Folkesagn» II, 225, men ej ordret som her.


20. Der er også i Persker et sted, kaldet Bondevedegård, således kaldet af en vis beboer, Bondevede, om hvem der fortælles, at han med sine öjne kunde se forskjellige mærkelige ting, dæmoner og genier.

Resens atlas III, 174.


21. Om sandflugtens fremkomst fortælles følgende: En gang kom der en dødmand (således kaldes alle lig, der kommer ved havet), og han blev ført op og begravet på Nissum kirkegård. Aldrig så snart var liget begravet, för det begyndte at blæse med sandet fra stranden ind i landet. Der gik tre dage, og det blev jo længere jo værre. Folk kom nu i tanker om, at der var trolddom med i spillet, og henvendte sig til en klog mand om hjælp. Da han hørte, at sandstormen havde rejst sig, straks efter at der var begravet en dødmand på kirkegården, sagde han, at denne upåtvivlelig havde været en havmand, hvis nedlæggelse i kristenjord havde voldt sandflugten. Nu skulde de øjeblikkelig grave ham op igjen og se efter, om han havde suget pegefingeren ind i munden over det andet led. Havde han det, så var der ingen råd, men ellers skulde de begrave ham i havbjærgene, så skulde sandflugten nok stilles. Så gravede man havmanden op igjen, og han lå ganske rigtig med fingeren i munden, men havde ikke fået den suget længere ind end til det andet led. Så gravede man ham ned i havbjærgene, og sandflugten hørte op. Men siden den tid blev alle dødmænd begravet i bjærgene, indtil den nyeste tid.

Kr. L. Vestergård.


22. I det sekstende århundrede var der stor sandflugt i klitterne nord for Husby kirke. Klitrækken sender der en tunge ud, som strækker sig en halv mil op i landet, og derom fortæller sagnet følgende. Husbyboerne havde nede ved stranden fundet et havlig, som de kjørte op til Husby kirke o. s. v. Den kloge mand . . . . Hvis det var havmanden, som han troede, så kom sandflugten derfra, han kunde nemlig ikke være i kristen jord, og han havde sat et af sine elementer i oprør af den grund. Så skulde de kjøre liget ud og lægge, hvor de havde taget det. De grov nu liget op og fandt, at den kloge mand havde ret, for havmanden sad op i graven og gnavede på sin store tå. De tog ham da og lagde ham på en vogn, der var forspændt med seks løbske heste (andre siger to røde køer) og lod dem løbe med ham til havet, alt hvad de kunde, og øjeblikkelig ophørte sandflugten.

Maren Bonde.


23. Jæn gång stråånd dær en dø hawwmand ve æ Vææsterhaw liig ur får Huusby. Æ bebowerer i Huusby slu en kiist samel te ham å begrawer ham o æ kjæregor. Mæn han war alder så snar komen i æ jowr, faar dæ blöw såren en sanndknåg, te jæn ku hwærken si væj hælder stæjj. Så gik di te æ præst å spowwr om, huren di sku bær dæm ar, mæn han swåår å såi, te di sku ta tåw røø kwier, dær haj alder wat i tøj faar, å dæmm sku di spænd får en uen, dær war et beslånn, å så sku di go åp o æ kjæregor å kåst æ hawwmand åp, å læ æ kwier lejev mæ ham ar æ haw. Mæn dænd gång han war komen o æ uen, låw han å bejer sæ sjæl i hans stower to, å æ kwier lejev mæ ham ur ar æ haw, så Jåndt en ku seje. Mæn i de samm hør æ sanndknåg åp, å dæ wa blöwen en bjærehåål en hejel fjarengvæj liig åp te Huusby kjærk, å dænd æ dær ino.

J. L. K.


24. Der har været en by vesten for Husby kirke, der hed Grim by. Der drev en gang en død mand ind for Husby strand, og den sugede al tid på sin tommelfinger, i hvor meget, de tog den af, så puttede han den dog stadig i munden igjen. Så fik de ham da jordet i Husby kirkegård, men de måtte til at grave ham op igjen. De gik nemlig til præsten om det, og han rådede dem til at grave liget op og lægge det på en slæde og spænde to røde kvier for. Da de havde løbet med det, så længe de vilde, skiltes de ved Grim by, og der skulde liget så jordes. Da var der en mand, der sagde: «Det var endda grim.» Den præst boede i Kavild præstegård.

Kristen Olesen, Fjand.


25. . . . De kunde høre havmanden i kirkegården. . . . Kvierne kjørte ud i havet med ham.

J. Kr. Korsgård, Nissum.


26. En gang fandt nogle höstfolk liget af en havfrue med hængende bryster og skjællet fiskehale ligge på marken. Hun var bleven ødelagt af torden. De morede sig med at stikke til hende med stokke, river og høtyve, men da en hyrdedreng, som på den varme sommerdag gik med bare ben, stödte til hende med foden, rådnede den op på ham. Næste dag, de kom der, var liget blevet bortslæbt af de andre havfolk.

Anna Stolpe.


27. En mand badede sig ved Handklit-stenen, og da så han en kat under stenen, og den blev så til en jomfru.

Mariane Agger, Bjærgby.