Helheste, hovedløse heste

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.

Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

af Evald Tang Kristensen
1893

Bind II

H. Dødsvarsler

6. Helheste, hovedløse heste

120. Helhesten har tre ben og ét öje, og når én ser den, skal han dø.

F. L. Grundtvig.

121. Ma Mikkels i Lille-Tåning så én komme ridende på en hovedløs hest ind ad Niels Lavrsens port en aften. Kort efter var der tre ude at sætte åletråd på Mos sø, den ene var en tjenestekarl hos Niels Lavrsen, den anden var en gift mand, som havde en stor gård og flere börn, og de druknede begge. De havde en hund med, og den smed de ud for at se, hvordan den kunde svömme. Men så kunde den ikke redde sig, og de vilde da hjælpe den i skibet igjen, men så væltede den det, så de kom ud alle tre. Den ene af folkene reddede sig ved at holde ved båden og kom endelig op i den, men han kunde ikke redde de andre. En af dem kom op igjen to gange, for vi véd jo, de skal op tre gange. Der blev stor sorg for gårdmanden, kan I tænke.

Ane Lavrsdatter, Tåning.

122. Der gik en hel fra et hus til et andet, og det var forløber for pesten. Det var et føl på tre ben. Nu siger man til mundheld for den, der bliver for længe henne: Du er god til at vise efter æ hel. Du kommer da ikke efter den o æ sted.

Kristen Ebbesen, Egtved.

123. En bitte pige skulde en aften op at hente hendes fader, Bærtel Trasborg, fra arbejde. Lav de nu kom ned i en dyb hulvej, der hedder Smalporten, og som førte ned til deres hus, så tog pigen i hendes faders kjole og rykte ham af vejen. Han slog til hende: «Slip min kjole!» Men hun blev ved at rykke, til de var komne et lille stykke hen. Så siger hun: «Fader, så du ikke den store, hvide hest, der kom forbi os?» Nej, han havde ikke set noget. Da pigen kom hjem, blev hun syg og kom straks i seng.

Egtved.

124. Møllerens sön fra Linå gik en aften med en karl fra Mollerup, og de satte sig ved Linå kirkegård og snakkede sammen, förend de vilde gå hver til sit. Da så de tydelig begge to en skikkelse lig en hovedløs hest komme nede vest fra over engen, og den gik op over vestre kirkegårdsdige lige tæt forbi dem og så ind på kirkegården. Det var midt om sommeren og månelyst.

Linå.

125. Et søskendebarn til min mand, han hed Terkild, vilde en aften følge nogle piger hjem, og da de kom ud på gaden, sagde han: «Hu-ha; piger, der kommer den hovedløse hest,» Der sagdes nemlig at gå en sådan hest på Jedsted gade. Men så kom noget tungt og lagde sig på ham, og de måtte bære ham ind. Han kom til at ligge et langt sygeleje efter det.

Marie Vind, Hornum.

126. Randers kirke er bygget på en firskoet hest, Sören Börresen fra Andrup har, mens han stod ved Dragonerne og en nat stod på post, hørt hesten komme klaprende med sine sko op ad gaden.

H. A. B

127. Da Söllested kirke blev bygget, kunde man ikke få tårnet til at stå. Først da man havde begravet en årsgammel hvid hest levende under tårnet, blev det stående. Kirkehesten kommer endnu en gang imellem frem for dagens lys og viser sig for en eller anden, som da vil times en stor ulykke. Hesten hopper ligesom på tre ben, men man véd dog ikke rigtig, hvordan den kommer af sted.

P. K. M.

128. Troen på hovedløse heste, eller som det anden steds kaldes, helheste, er her meget udbredt. Man fortæller om en helhest på kirkevejen, der fra Sønder-Hebo gård fører til Hylderslev kirkevej, hvilket tit skal forårsage, at folk, der ved nattetid færdes over Sønder-Hebo mark, farer vild. Ligeledes fortæller man om en helhest i Adeleng, hvilken en mand fra Hylderslev tydelig har set en morgen, han var nede at hente hestene. Desuden tales der om en helhest, der har passeret med kirkestien mellem Iver Smeds og Niels Lavridsens, og én, der fra David Kølles hus passerer skrås over marken efter Hans Iversens til.

H. M. I.

129. I Tøstrup har folk tit set både helheste på tre ben og liglammet.

F. L. Grundtvig.

130. I st.-Knuds sogn i Odense skal der på kirkegården om natten gå en helhest på tre ben som et spøgelse. I et andet sogn skal gå et får med et lam.

J. Bircherod.

131. På Mariager kirkegård går der om natten en hest, som kaldes klamphesten, der hver gang nogen døer, kommer til det sted, hvor liget er. Det er dog længe siden, man sidst hørte til den.

H. A. B.

132. I Ramsherreds-gade løber den såkaldte Ramsherreds-hest om natten på tre ben, og i Ladegårds-gade løber Ladegårds-soen.

Kr. Eriksen.

133. Imens a tjente i Brøndum, var der tre mænd, der kom og vilde gå hjem en aften. Midt i gaden var en grusgrav, og så siger de til hinanden: «Hvem har været så uordentlig at lade deres øg stå ude i aften?»» Da de kom hen til øget, havde det intet hoved, de kunde ikke finde det. Så blev det antaget for en helhest, og da de kom hjem, blev de alle tre syge.

Vesterbølle.

134. Æ hel skal have været et spøgelse, som raslede med jærnlænker. Man kunde tit høre den gå fra én gård til en anden, men set blev den aldrig.

Nis C.

135. Under st.-Olai kirke i Helsingør er der nedgravet en stor kridhvid hest, som kaldes kirkegrimen. Om den plejede den gamle tårnvægter Jörgen, der døde ved 1819, at fortælle, at hver nat ved midnat, når han havde råbt klokkeslættet ud ved lugerne stod kirkegrimen med forbenene på det øverste af stigen, der førte op til lugerne, og nikkede. Så længe den stod der, kunde vægteren ej komme forbi, men kort efter midnat forsvandt den.

P. Stolpe.

136. En mand, der en efterårsnat skulde gå fra Oppesundby til Frederikssund, så under vejs en hest, der græssede i en grøft ved landevejen. For mageligheds skyld fik han lyst til at ride. Hesten kunde nemt løbe tilbage igjen, mente han, og han kunde spare på benene. Han satte sig da op på den, og den tog af sted i fuld galop, men stödte så afskyelig, at han syntes, tarmene skulde rystes ham ud af livet. Da han nu var rystet igjennem en stund, syntes han, at det kunde være nok, og desuden mente han, at han omtrent havde nået Frederikssund. Han holdt da hesten an og stod af, men da han skulde se sig om, sad han overskrævs på grøftegjærdet på samme sted, hvor han havde truffet hesten, og den var forsvunden.

Dråby sogn, Horns herred. Anna Stolpe.

137. Imellem Sønder-Kongerslev hede og Randrup ejendom er en dal, hvor der en gang skal have stået et stort slag. I dalen går en helhest, efter hvilket sagn dalen har sit navn, Hestedal. Hesten, der er hovedløs, kaldes almindelig «den hovedløse hest». Den fortsætter somme tider sin gang helt ned til byen ad en vej gjennen et bakkestrøg, kaldet Sandet. Den kan også tage et andet dyrs skikkelse, men er under alle omstændigheder ikke god at møde. En mand mödte en aften i Sandet en vædder. Da den var løs, syntes han, at han burde tage den med sig, men det var ham umulig at rokke den af stedet. Han blev arrig herover og vilde give den et spark, men i det samme falder han om og er så dårlig, at han nær ikke havde vundet hjem. En anden gang fulgte den bag efter en kone helt ned til byen. Hun gik så ind i et af de første huse. Da hun kom ind til lyset, blev hun syg og måtte kaste op.

M. Nielsen.

138. Min fader var til smedje i Linå med hans plovjærn og havde taget hans heste med sig og sat dem derud efter Linå skov te'n, da han drog til smedjen. Da han kommer og går hjem om aftenen, hører han en forskrækkelig puslen og stönnen, så han måtte befrygte, at hans heste ikke var i god behold længere. Han tænkte så, om den pusten ikke kom fra nogle dyr, der vilde ind i et stykke boghvede. Men straks efter blev al ting stille og rolig. Der var et stendige hen med vejen og lige med et kom der en tegning på en hestes størrelse, men den havde intet hoved, og satte forfödderne på stendiget, ludende sådan ud over vejen. «Hvem er her?» sagde min fader, og atter siger han: «Hvem er her?» Men intet svar. Så greb han fat i sækken, som plovjærnene var i, og sagde nok en gang: «Hvem er det, her holder?» Som han sagde dette, så kastede det lige födderne om på en sti, der gik ind efter Linå by til. Da kunde han se, at skikkelsen var lam og hinkede på tre ben. Den blev ved med stien, og han fik ikke videre opdaget, hvad det var. Ellers var han den, der nok skulde undersøge en ting, når han fandt noget mærkværdigt ved den. Hans frygt for, at nogle havde taget hans heste og redet et stykke vej på, viste sig dog denne gang ugrundet.

Søren Hansen, Hårup.

139. Der i Gammelby, hvor a boede, var et hul sønden for byen, som de kaldte æ Helmishul, og derfra til noget, de kaldte Ingeborgs dam, der ligger en 400 alen östen for, der har i gamle dage gået en hovedløs hest, men nu er den forsvunden. Ingeborgs dam ligger lige ind til min mark.

N. J. Termansen.

140. Der skulde komme en hvid, hovedløs hest her fra færgehuset og rejse ud ad vejen og blive ved til Skindes bro. Folk skal have set den tit.

Jens Begs enke, Smidstrup.

141. De fortalte af, at der gik en hovedløs hest op og ned ad gaden i Nielstrup. Nogle sagde, at det var ikke sandt, men Niels Bødker sagde, at det var sandt, for den hest havde rækket hovedet ind ad hakkelsevinduet, imens han stod og skar hakkelse. Han boede siden som mand i Nielstrup.

Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet.

142. Der gik tre mænd en aften hen ad en vej til en by, som hedder Tobøl i Fövling sogn. De to gik ved siden af vejen og den tredje midt på vejen. Så kommer den ene af de to, der gik ved siden, til at se tilbage og ser, at der kommer noget farende hen ad vejen, der, da det kom nærmere, så ud som en hest uden hoved, og det farer ind imellem benene på ham, der gik midt på vejen, og derved forsvandt han. Da de to kom ned til byen, så lå han der med hovedet nede i en grøft, og de fik ham samlet op, men han blev aldrig rigtig siden den dag.

Dette fortaltes af en mand i Vejen, der nu er død, som noget, der lå inden for husketid.

N. J. Termansen.

143. Ved Timgård har det alle tider været galt fat, der fortælles således om en hovedløs hest og en hovedløs hund, som vandrer i bakkerne tæt derved. En aften kom to mænd gående tæt forbi laden og hørte da tydelig en klagende stemme, som de var overtydet om ikke skyldtes et levende menneske. En aften kom en mand kjørende med lægen fra Ringkjøbing, men da han kom ud for laden, kunde hestene ikke drives videre frem, hvor meget de end piskede på dem. Manden stod af vognen og gik rundt om den, men kunde intet opdage, det var, som om hestene ikke kunde trække vognen. Han satte sig op igjen, men de kom ikke af stedet, derpå stod de begge af, både manden og lægen, men det lykkedes først at komme frem, da de havde hentet en lygte og kom ud til vognen med den.

Hans Andersen, Sinding.

144. En gang da min bedstefader og en anden mand fra Kragelund havde været i Stenholt og om aftenen gik hjem, kom de om ved en sandflugt, hvor det ikke var rigtig fat. Som de går og taler allerbedst, sprang en hvid hest uden hoved over vejen foran dem, de kunde i det mindste ikke se bedre. Der blev ikke talt et ord, för de nåede deres hjem, da først spurgte min bedstefader: «Så du det hvide spøgelse ude ved sandflugten?» — «Ja,» siger han «jeg blev så angst, at jeg ikke kunde sige et ord.»

Fortalt af sognefoged O. C. Jensen, Kragelund. J. J., Refsh.

145. En gang havde præsten i Vonsild været ude at kjøre med sin familje, og da de om aftenen på hjemturen kjørte henad landevejen, stod hestene pludselig stille, og var ikke til at drive af stedet. De kunde jo ikke begribe, hvad der var i vejen, men så hørte de i det samme en forunderlig vrinsken fra den ene grøft og lige i det samme stod der en hvid hest midt på vejen foran dem, som der på straks foer over den anden grøft og var forsvunden med det samme. De så det alle sammen på vognen og var enige om, at det var ingen almindelig hest.

Herman Pedersen, Hammerum.

146. På Hjarnø i den östre gård i byen, så en mand en måneskinsaften en hovedløs hest komme farende op ad kirkevejen. Vilde nogen spörge ham ad, om han mente, han så rigtig, da blev dette fast bekræftet for en virkelig sandhed.

Sören Hansen.

147. Sagnet fortæller også, at på min faders mark skulde der gå en hovedløs hest ved nattetid, og går man der en aften, når det er rigtig mørkt, bliver man så vild, at man kan ingen steder komme, men jeg har aldrig været vild der.

Niels Nielsen, Topgård, Strellev.

148. På Tindinge banke er der mange, der har set en hvid hest gå om natten, men han har ikke noget hoved, og når man går hen til ham, bliver han borte.

C. Grove.

149. Ved Brobakken i Hvorup gik en kjælling og rev om natten. Neden for bakken fandtes en stor spids sten, og der gik en hovedløs hest.

Nik. Christensen.

150. Gnæggeshöj på Uggerløse græsmark har sit navn af, at man har set en hovedløs hest gå omkring og gnække (ɔ: vrinske lokkende) på den.

A. N

151. På Tohöj ved Tvede går en hest uden hoved.

Sofie Lund.

152. Til Jens Norges i Nörhalne gik hver aften en hvid hovedløs hest over stenbroen. Ingen turde gå ud og give hestene kvældsfoder. Endelig kom der en karl dertil, som turde, for han sagde, at han vidste, hvor skovlen var, og så kunde han også give hestene. Men da han kom der ud, kunde han slet ikke finde skovlen og han fik et dygtigt smæk over ryggen. Så snart han havde fået det, stod skovlen på sin plads, og han kunde tage den. Men han vovede sig aldrig mere der ud om aftenen.

N. Chr.

153. I Kappendrup gyde, omtrent lige for Rolfsted kirke, gik i gamle dage en gjenganger i et føls skikkelse, og mange, som kom kjørende der på vejen, kunde ikke komme forbi stedet. Så en aften kom præsten i Rolfsted kjørende, og da de nåede stedet, blev hestene stående; da sagde præsten til sin kusk: «Hold stille og lad fare, hvad der skal fare!» Etter kort tids forløb kunde de kjøre igjen.

Lars Frederiksen.

154. I Tingdalen går en hest uden hoved. Tingdalen er den dal, der fra Kloster mølle går op til Gudum kirke.

Lærer Søe, Gudum.

155. I Hambo hule i Tårs sogn ser man af og til en hest uden hoved gå omkring. Somme tider også en hovedløs so.

Johannes Neve.

156. I Strudvad hule, Jandrup, går en hvid hovedløs hest, som i gammel tid hyppig blev set. Andre fortæller, at der går et fruentimmerspøgelse der nede.

H. M. I.

157. I Ø skov, Øland, var der for nogen tid siden et gammelt træ, som kaldes Stålkakkelovnen. Det var hult, og hulningen var så stor, at en mand kunde få rum deri. Ved dette træ gik der ofte om natten en hovedløs hest.

N. Chr.

158. På vejen mellem Dömmestrup, Nörre-Lyndelse sogn, og Søbysøgård færdes ved nattetid en hest eller rytter, og flere har hørt den. Væver Niels Rasmussen i Dömmestrup har selv fortalt mig, at da han en aften gik denne vej hjem efter, hørte han bag ved sig, der kom en hest, dels i trav, dels i kort galop. Han hørte tydelig, længe før den nåede ham, at den pustede og stönnede. Den var snart ved siden af ham, men skjøndt det var det klareste måneskin, kunde han dog ikke se den. Da den nåede byen, drog den til höjre bag om de første gårde ad en toftvej og forsvandt. To navngivne folk fra Råby havde en aften været til forsamling i Dömmestrup og gik hjem efter. Da de kom uden for byen, kom hesten tæt bag ved dem og blev ved at følge dem. De prøvede først at gå til den ene side af vejen, og så til den anden, om den ikke vilde uden om; men den blev ved, som den havde begyndt, til de kom ind på Søbysøgårds markvej, her foer den så til siden hen over marken med et hyl, dog ikke efter hovedgården, men efter skoven.

K. F.

159. På Trælleborg fælled i Brede sogn kan ingen have heste eller kreaturer töjret; de støder sig løse hver nat. To mænd kjørte derud en tidlig morgen og så ligesom et dödt helmis ligge tværs over vejen. Både heste og folk blev forskrækkede, men så forsvandt det.

A. L.

160. Mur-Rasmus i Mejlby skulde en gang over til Rugsø til en begravelse. Han gik tidlig om morgenen för dag, og fulgte stien, der går over til Lindbjærg ad. Da han kom på den bakke, der skråner ned til Bækkiæen (bækkens ende, dér, hvor Linde møllebæk begynder), da kom der én imod ham og bød «god-morgen». Han bød god-morgen igjen, men det var det, han ikke skulde have gjort, for aldrig så såre han havde sagt det, blev skikkelsen til en hest, der løb runden omkring ham, til han var kommen lidt forbi Bækkiæen, så blev den borte.

K. M. R.

161. Omkring ved det lag, hvor Sören Jensens gård ligger, går det ikke så helt rigtigt til. Man siger, der går en hovedløs hest på gårdens agre. Andre siger, at den går ved Linde smedje, men den ligger også kun nogle favne fra enden af agrene. Der bliver også af og til set et lys i gården, det står som i deres have eller storstuevinduer. En pige vilde en aften, der var legestue, hvilken som sædvanlig holdtes i salen ved smedjen, over for at se, hvad det kunde være for et lys, der var tændt på det sted ved den tid; men hun gik vild, endda det slet ikke var så mørkt, og kunde hverken finde derover eller tilbage igjen. Hun måtte til at råbe ad de andre, at de skulde komme og hente hende, for hun kunde ikke finde smedjen selv, hun var endda ikke ret langt fra den.

Karen Marie Rasmussen.

162. Jens Kjærsgård fra Brøndum skal have set en hovedløs hest en aften, der gik på præstens mark.

Peder Kristensen, Hvidbjærg.

163. På Allingskovgårds mark er der også spøgeri. To piger fra gården, der en aften kom nede fra Asmildgårde, så en hovedløs hest på marken.

H Povlsen.

164. Der går en hovedløs hest ad vejen fra Torsø bæk gjennem Mondrup til Ormedal hver nat klokken 12. Jens Bonde véd meget at fortælle om den hest.

S. J. Sort, Århus.