Heltedigtning (AO)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
I Vikingetid og tidlig Middelalder
Axel Olrik
Heltedigtning
Heltesagnet er yngre end Gudemyten. I hvert Fald gælder dette den Heltedigtning, der møder os i rigt Maal hos Nordboer og de andre gotiske Folk. Det er ikke det barnlig-fantastiske Helteliv, der rider til Verdens Ende forbi Sol og Maane, eller kløver Fjældet med sit Sværd og rider ind i Dybet gennem Kløften. Det er tværtimod en Digtning, der er bunden af Virkelighedens Grænser; den afspejler det historiske Hövding- og Krigerliv. Hvordan disse Heltesagn har lydt for Folkevandringstiden, derom har vi svage Lysglimt fra enkelte af de gotiske Folk: tapre Krigere, hvis Daad imod Fjendefolk er blevet besungen af de efterfølgende Slægters Skjalde. Men saa kommer Folkevandringstiden som en uhyre Istid; Folkestammer skurer hen over de gamle Bopladser, udsletter de Spor af Liv der fandtes, og skaber nye Former paa Landene. Store Skikkelser glimter frem, stifter Riger af ukendt Störrelse, og saa svinder de som Stjærneskud, og deres Herredömme er kun et Minde. En lignende Magt, som Napoleon den Store øvede over mange Digteraander i Samtid og Eftertid, havde Ermanrik og hans Østgoterrige, Attilas Hunnervælde og Theodoriks italiske Kongedömme.
Saadan ogsaa i Norden. Efter alt hvad vi kan skönne, ligger der kun et kort Spand af Aar mellem Hroars Glanstid paa Lejre og hans Sön Hrøriks blodige Sammenstød med Fætteren Rolf, og atter derfra til Harald Hildetands Fald paa Braavalla-Hede. En Helge Hundingsbane og berömte jydske og svenske Kongenavne kan vi med en viss Rimelighed henføre til samme Tid, og denne Tid svarer da ret nöje baade til Danernes förste fremtrædende Statsdannelse og til Tiden för Theodoriks og de andre Folkevandringskongers Herredömme i sydligere Lande. En Forskel er der dog. De nordiske Lande fik ikke Traaden af Minder fra de foregaaende Aarhundreder skaaret saa brat over som de sydligere gotiske Folk, og enkelte af vore store Sagnhelte synes at række tilbage i de nærmeste Aarhundreder forud. Der kan næppe være Tvivl om, at den Kong Sigar, der lod Hagbard hænge og selv bukkede under for hans Hævnere, maa søges blandt Danerne forud for den egenlige Stordaadstid omkring Rolf Krake, og ligesaa at den Uffe, der blev berömt ved sin Grænsekamp, har levet blandt Anglerfolket en rum Tid för dets Udvandring til England. Men Helhedssammenhængen er stadig den samme: Statsdannelse, Kongemagt og Heltedigt gaar Haand i Haand.
Men trods Udspring fra Samtids Daad bliver Heltedigtningen ingen Rimkrønike. For det förste omformes Billedet; Sangerne fortætter Stoffet, spidser det til i Modsætninger, kaster skarpt Lys og Skygge over Skikkelserne, og inden de véd af det, er det oprindelige Billede stærkt ændret. Men langt mere bestemmende er det, at denne Digtning ikke er saa dybt bevæget af Samfundsinteresser i denne eller hin Form, men af en umiddelbar og stærk Følelse for de enkelte Skikkelsers Liv.
Det som Skjalden sang om i Hallen, naar Baalet kastede festligt Skær over Kæmpernes lange Rækker, og naar Mjødhornet gik fra Haand til Haand, var ikke Livets Glæde, men dets Kvide. Det var om Svanhild, der blev traadt under Hestehove, fordi hendes Husbond troede hende utro, og om hendes Brødre, der søgte at hævne hende, men faldt, kæmpende mod Overmagten. Det var om Dankongens Datter, der blev givet den nedarvede Fjende Hadbardekongen til Brud, men mens Bryllupet fejres, ægger en gammel Kriger sine Landsmænd op, og i selve Kongshallen begynder den gamle Blodsudgydelse paa ny. Ett Æmne kommer ofte igen, Hildebrands-Motivet: en gammel Kæmpe møder paa Slagpladsen sin egen Sön, født i Hjemmet efter at Faderen er fordreven; og uden at de genkender hinanden, giver han Sönnen det dødbringende Saar. Ofte blandes nye tragiske Momenter ind: den der bliver dræbt, tror at det er Lögn, da den anden vil skaane hans Liv, eller det er netop ham, der véd Sammenhængen, men af Stolthed gaar han heller i Død for Frændehaand, end han skal unddrage sig fra den Kamp, han har paataget sig. Dødsoptrinene er i Nordisk talrige: Bjarke der truer ad den skæbnestyrende Gud, og Hjalmar der ligger saarhugget paa den fjærne Strand, og udmaler sig den Livslykke han nu skilles fra. En stille, alvorlig Klage over Nornernes haarde Dom, over Livets Kummer, Utryghed og Kval, stiger op fra disse Sange. Men naar saa Skjalden har endt sit Kvad, da lettes Kæmpernes Hjærter, som om de havde siddet aandestemte over al den Nød og Haardhed, da stiger Glæden mellem de drikkende Mænd, höjttalende nyder de den korte Gammen, saa meget des stærkere fordi Livet med sin Kulde og Kvide venter paa dem.
Heltene i denne Digtning er af Krigerstand. Endnu mere, de er næsten altid af Hövdingstand, ved Byrd og Kaar hævede over de daglige Grænser for Menneskelivet. De er Mænd og Kvinder; men en viss Grundstøbning er fælles for bægge. Det er Mennesker, hvis Vilje er en uhyre Magt. Deres Jeg er som en Blok af Granit; den kan kløves eller knuses, men den kan ikke böjes. Digtningens Indhold er, hvorledes disse haarde Viljer støder sammen, hvorledes de spruder Gnister ved Stødet og knuser hinanden ved deres Vægt. Det er Mennesker, hvem det at beholde Livet er en Ting af ubetydelig Interesse, men som har sat sig visse Maal for deres Færd, og de vil sætte alt ind paa at holde den Linje, de har draget. Derfor kommer det til Sammenstød, naar disse Livslinjer skæres, hver er saa ubönhørlig i Kravet om at faa sit gennemført; at fire eller dreje af er dem utænkeligt. Derfor maa Sammenstødet ske, og det Brud, der kommer paa hvers Krav, er saa ulægeligt. Oprejsning er det kun at stille Modstanderen under samme Vilkaar, tilföje ham samme Knusning; Hævnens Magt er et af de störste Æmner i Digtningen.
Ejendommeligt for disse Mennesker er det, at de føler sig bundne til andre, saa dybt og alvorligt at intet andet Baand har Krav imod det Hensyn, der skyldes de særlig udvalgte: Tyskernes Krimhild, hvem Hævn for hendes Husbonds Død bliver til den altbeherskende Lidenskab, som fører hende til Broderdrabet; Nordboernes Bjarke, der rejser sig i Oprør mod Guderne for sin faldne Herres Skyld. En storstilet Idealisme taler ud af Sangernes Beundring for disse vældige Karakterer, for disse Væsner der handler paa tværs af alle dagligdags Forestillinger, men intet Öjeblik er i Tvivl om, hvad deres Pligt og hvad deres Ret er.
Disse Hovedtræk er fælles baade for de Digtningskrese, der hører hjemme i Norden og for den anden store Gruppe, hvis historiske Æmner væsenlig tilhører Folkevandringsstater blandt Goterne i dette Ords snævrere Betydning, hvis tidlige Besyngelse har udfoldet sig blandt tyske Stammer, og som för (eller under) Vikingetid finder Vej til de nordiske Lande. Derimod er der en vis Kunstforskel paa nordiske og almengotiske Sagnkrese. De sydlige Folks Helte er mindre knyttede til en Fortid, til Folk og Æt, men samles i de store sagnpoetiske Kongeboliger: först hos Ermanrik, siden hos Attila eller „Didrik af Bern” (Theodorik); selve Folkevandringens brogede Folkehobe afspejler sig her, lader Sagnene samles i Kres og Klynge ved de berömte Sagnsteder. Ligesaa udpræget er Nordboernes Forkærlighed for Slægtssammenhængen. Fra at være en tilfældig historisk Erindring hæves den til at være en kunstnerisk Regel af förste Rang. Samme Karakterer og samme Handlingsmotiver udfolder sig i stigende Grad i Slægtled paa Slægtled, indtil de naar deres höjeste Udfoldelse, og i det samme slukkes deres Glans. Saaledes slutter Skjoldungætten med Rolfs Fald, og Sigarætten med at Signe tænder sit Bur i Brand, Volsungættens lange Slægtkæde ender i Sigurds Mord, og Gjukungernes med Gunnars Død i Ormegaarden. Denne Ættedigtning svarer til en Grublen over Livets Sammenhæng, over Slægts Afhængighed af Slægt, og over Skyld der bærer sin Frugt i Ulykke.
Ældst af Æmne er vel Sagnet om Hagbards og Signes Elskov. Det er ogsaa det, der tidligst møder os som berömt over hele Norden. Hvad Digtningen her fortæller om, er ikke Elskovens smæltende Blødhed; det er dens Ævne til at løfte Viljen, saa den endnu mere ukuelig svinger sig op over Menneskelivets Skranker. Hagbard kan ikke faa Signe; der er Blod mellem Slægterne, han har dræbt hendes Brødre i Vikingefærd. Klædt som Skjoldmø kommer han i hendes Jomfrubur, men røbes af en ond Raadgiver, og Kong Sigar lader ham hænge. Han véd, hvad han har vovet. Der er en Samtale mellem de to i Brudenatten: han spörger, hvad Trofasthed han kan vente hos hende, om han bliver fangen af Sigar og dræbt. Hun svarer, at har hun först givet ham sin Vilje, da kan ingen Død ramme ham saa bitter, at hun ikke gærne deler den med ham. Paa Galgebakken lader han sin Kappe klynge op i Galgen, og straks efter ser han Luerne stige op fra Signes Bur. Da jubler han over Elskovens Magt, som selv Døden ikke kan spærre Vej for, nu da hans Brud er vandret forud og har aabnet ham Hels Porte. Dog Hagbard paa Galgebakken er ikke blot Elskovens Sejr. Da han føres op for at hænges, træder Dronningen frem; hun vil nyde Sødmen af at faa Hævn over sine Sønners Drabsmand, og rækker ham selv Hornet med spottende Ord, at han skal drikke sin Afsked med Livet. „Jeg tager din Drik,” svarer han, „med denne samme Haand, hvormed jeg slog dine Sönner; uhævnet gaar jeg ikke heden; men du, sönneløse Moder, finder aldrig en Tid, hvor du kan udløse det Pant, du har givet til Hel!” Selv som dødsens, tilsyneladende saa hjælpeløs som muligt, staar han som den ukuelige Helt, hvis ranke Jeg ikke kan knækkes af nogen Magt i Verden. Og Sagnet sætter hans stolte Gravminde, da Broderen Hake dukker op med sine Vikingehære, nedhugger Kong Sigar og alle hans Mænd, og i mægtigt Baal udsletter Sigersteds gamle Kongepragt. Der gaar mange Aarhundreders Udvikling, inden denne jærnhaarde Helteskikkelse naar at udfolde al Sagnets erotiske Skönhed. Den senere Oldtid spinder det ind i Ættesagn af Elskovsmotiver, af Sigrids bly Stolthed og Alfhilds skjoldmøagtige Trods. Saa kommer den middelalderlige Vise om Havbor og Jomfru Signild, hvor den stærke luende Elskov bryder helt igennem, og Benediksvisen, hvor Medfølelsen med Elskerens Død tager Overhaand; saa ogsaa Havborvisens adelige Efterklang, der idyllisk og kælent leger med Forklædningsscenen; og endelig den store Række af stedbundne Folkesagn — saa talrige som intet andet Sagnæmnes, hele Norden over, — der alle holder fast ved Heltesagnets erotiske Grundtanke: Sammenhængen mellem Galgebakken og det brændende Jomfrubur.
Hagbardsagnet drager ligesom en Tryllekres gennem Sagnverdenen; indenfor den maa alt tage Farve efter det. Det gælder ogsaa for det andet store Elskovssagn, det om Helge Hundingsbane og Sigrun. I sit Udspring er Helge en Krigshelt, „Hundings og Hodbrodds Banemand”, men alt mere udvikler det sig til familietragisk og elskovsrig Digtning; Sigruns Forening med ham mod Frændernes Vilje bliver dens egenlige Indhold. Der er et Optrin: Helge er død, svigefuldt myrdet af hendes Broder Dag, men hendes Længsel henter den døde tilbage; hun gaar ud ved Aftenstid at møde den døde ved Gravhöjen og lægger sig fuld af Hengivelse i Dødningens kolde Arm. „Nu er intet umuligt,” jubler han, „da du, Hognes lyse Datter, sover i den dødes Arm i Gravhøjen”. Det er Elskovens Styrke, at den sprænger Dødens Rædsel!
Nordens store Sagnkres blev dog Skjoldung-Ætten, Kongerne paa Lejre ved Isefjord; Hirdskjaldens mægtigste Opsang og Sagafortællernes fineste Kunst har forenet sig om at give den en Fylde som ingen af de andre. Skjoldung-Sagnenes historiske Grundlag tilhører Danernes stærkt bevægede Kamptid under Folkevandringen; Storkongens Fald er det Midtpunkt, hvorom Digtningen krystaliserer sig. Dog, som den ligger for os i sin endelige Skikkelse, er den Ættesagn med den rigeste Udvikling. Som Forspil dukker Stamfaderen Skjold op, med den overraskende unge Heltekraft, bindende Bjørnen allerede i Drengeaar, eller som Spædbarn sendt til Landet af ukendte Magter. Og som det andet Forspil eller Forvarsel: Fred-Frode med sin Lykketid og den guldmalende Kværn, men han er fyldt af overvættes Begær, piner Jættemøerne til at drage Kværnen ved Dag og ved Nat; da rejser de sig i Hævnlyst og maler Fjendemagt frem imod ham selv, og Tvedragt iblandt hans Ætmænd. Slægtens Liv begynder saa med Broderdrab og de to unge Kongesönner Hroar og Helges Fredløshed og Hævn, udfolder sig i Modsætningen mellem den urolige og den fredelige Broder, skaber det tragiske Motiv, at Helges ublu Begær fører ham til Blodskam. Derfor er hans Sön Rolf paa en Gang Skjoldungættens ypperste Skud og samtidig viet til Undergang og Barnløshed. Skæbnen rammer ham da i Søsteren Skulds og Svogeren Hjarvards svigefulde Overfald paa Lejregaard. Her falder Rolf og alle hans Mænd; en eneste ung Kæmpe, Vigge, er tilbage til at hævne hans Død paa Forræderen. Saa er hele Skjoldungætten udslettet.
Rolf stod for senere Tider som „den ypperste Oldkonge i Norden”, den som selv kristne Konger helst af alle vilde ligne. Hvad der giver ham dette Ry, er dog ikke saa meget nogen Daad i hans eget Liv; det er Kæmpernes Trofasthed i Døden, som kaster Glans over deres Herre. En Skjald i Hirdflokken har grebet de Tanker, der fyldte ham og hans Fæller, og ladet dem fødes til Liv i den sidste blodige Kamp i Lejregaard. Han har i sit „Bjarkemaal” skabt en Skikkelse som den unge Hjalte, der ufortrøden synger Opsang til den fortvivlede Strid mod Overmagten, og kvæder Mindedrapen over sin faldne Herre for de faa som er tilbage til at hævne ham. Digteren tager Tonen endnu dybere, da han fører Bjarkes Skikkelse paa Scenen: med en Pande der staar for Hug, og en Arm der kløver alt, og den brændende Hengivenhed for den Herre, hans Liv tilhører; vi ser ham i Dødsstunden, ligegyldig for den trofaste Hustrus Kærlighed, og fuld af trodsigt Had mod Odin, der har villet hans Herres Fald, men læggende sig ved Rolfs Hoved og visende Hjalte Plads ved hans Fødder, at ingen Eftertid skal være i Uvished om, at de har holdt den Ed de har svoret. Den Tanke, der har foresvævet Hundreder af Krigerfølger, har her fundet sin digterske Afklaring; og Digteren har naaet i Bjarkes Skikkelse at forene Tidsalderens to Yndlingstyper: den selvraadige og vilde Kæmpe og Helten med det ophöjede Livsmaal.
Som Modstykke til den gamle Skjoldungkres opstod ned i Vikingetiden en anden, den yngre Skjoldung-Æt, med Starkad som sin ypperste Kæmpe og hævende sig fra fjærne Stamfædre Dan og Frode Fredegod indtil Ingjalds vaagnende Daadskraft. Men der er saa personlige og historiske Elementer i denne Digtning, at den bör ses i sin Sammenhæng med Vikingelivet.
Af gammel Rod er derimod de Kongesagn, der knytter sig nærmere til Jylland — mærkelige ved at Helten laaner noget af sit Ydre fra Æventyrets naive Esben Askepuster, men saaledes at han præges af Helteidealets faste Vilje. Der er Amled (Hamlet) som under Maske af vanvittig siger alskens dybsindige Ting, og endelig faar banet Vej til at udføre sin Faderhævn udtænkt aarevis forud; og der er Uffe. Som historisk Skikkelse tilhører han de gamle Angler; men dansk Digtning gjorde noget helt andet ud af denne Grænsestridsmand: en mandig Skikkelse, der under sit tunge Væsen gemmer Heltens Styrke og Heltens Blik paa den store Opgave; en Kongeætling, der i det afgörende Öjeblik frelser Folkets og Rigets Tilværelse; en Dansk, der vover dobbelt Fare, fordi han skal svare ikke blot for sit Folks Tilværelse, men ogsaa for dets Ære.
Det er i ikke ringe Grad Danmark, der forsyner det øvrige Norden med Stof til Heltesagn. Svenske Vikinger, men endnu mere norske Skjalde og Sagamænd, har digtet videre paa Skjoldungkresen, bl. a. ved at skabe Heltene en Ungdomshistorie, der gjorde dem til Nordmænd. De hjemlige norske Smaakonger lod sig ikke hæve til at interessere videre Krese; i bedste Fald kunde der digtes en Poesi, der var Efterklang af Skjoldungernes. Mærkeligere er det, at Sverig ikke frembragte en Sagnkres, der fik Betydning for hele Norden; Sagnene om Ynglingeættens Konger blev, trods Upsalas Betydning, af mere stedlig Interesse. Vi kan dog af de krønikeagtige Overleveringer udskille en ældre Gruppe, hvor Slægtsskæbnen — Frændedrabet — er det hele Indhold, og en yngre Gruppe fra Folkevandringstiden, hvor Minderne om Hærtog mod Jyder eller Ester spiller ind med. Et oprindelig svensk Sagn, der fik större Betydning for det øvrige Norden, var Kampen om den upsalske Kongedatter mellem Hjalmar og de vilde smaalandske Bersærker, et vemodigt Elskovsmotiv, der blev Udgangspunkt for en Sagnkres om Sværdet Tyrfings Forbandelse, hvori ogsaa sydlandske Overleveringer om det store Hunnerslag blev optagne.
Naar hverken Sverig eller Norge fik en rig Heltedigtning af hjemlig Rod, skaffede de sig Oprejsning ved at laane Sagnstoffer, til Dels hos Danerne, men fremfor alt fra endnu sydligere Frændefolk.
Fremstillinger af Heltelivet. Sten fra Ardre paa Gulland. Schück, Studier i nordisk litteratur och religionshistoria, I S. 196. Yderst til höjre Gunnar i Ormegaarden; foroven Vølunds Smedje med Kongesønnernes Lig skjulte under Gulvet; derunder Sigmund og Sinfjøtle indelukte i Höjen(?); de andre Fremstillinger uvisse.
Forrest blandt de Sagnæmner, vi har fælles med andre gotiske Folk, og som er ført til Norden sydfra, træffer vi Smeden Vølund og hans Hævn. Sagnets egenlige Tyngdepunkt, der staar fast igennem Tiderne, er det at Kongen fanger ham, vel endog lemlæster ham, og sætter ham til at arbejde for sig; men selv her som Træl har han Styrken og Snildet til at hævne sig, han afhugger Hovederne af Kongens unge Sönner, skjuler deres Kroppe under Smedjens Gulv, og han voldtager hans Datter, og paa Vinger han ved sin Kunst har dannet, svinger han sig gennem Luften bort fra den onde Niduds Herredömme. En senere Tid, maaske först da Sagnet naaede til Norden, lagde mildere, fantastiske Æmner dertil: det gamle Æventyrmotiv med Møerne, der i Svaneham kommer flyvende fra Syd over den mörke Skov, de sætter sig paa Søens Bred og aflægger Svanehammen; da griber Ungersvendene deres Hamme, og de tvinges derved til at blive hos dem som deres Hustruer. Men som Aarene gaar, fatter Svanekvinderne Lede til det huslige Liv, „de længtes til den mörke Skov”, og en Dag har de alle tre forladt deres Ægtefæller. „Ene sad da Vølund i Ulvedale og slog røden Guld om den funklende Sten, saadan bied han paa sin lyse Viv, om hun atter til ham komme vilde.” Men medens han sidder og smeder Guldringene, har Kong Nidud hørt om hans Skatte; han og hans Mænd kommer ved Nattetid, „ved Skin af den skaarede Maane”, og overmander den enlige Kæmpe, da han er falden i Sövn. For den gamle Digtning bliver Svanemøens Elskov ikke — som for Øhlenslæger eller Drachmann — Hovedforholdet i hans Liv; det er kun den lettere Indledning til de vægtige sorgtunge Scener, og Digtningens hele Maal bliver ikke Forening med hans Ungdomsbrud, men Hævnens Oprejsning: „Leende Vølund hæved sig i Luften, grædende Bødvild gik fra Øen.” Men Sammensætningen af de haarde og de milde Træk i vort Vølundskvad vidner om den kunstneriske Magt, der var hos vore Skjalde. Her møder den snarest med Malerens brogede Pragt af Farver, endnu oftere med Billedskærerens faste Snit.
Den store Sagngruppe om Volsungerne har en Række efter hinanden følgende Hovedoptrin. Först Sigmund og Sinfjøtle, saa Sigurds Ungdom med Drabet paa Faavne, saa hans Sammenstød med Brynhild, endelig Atles Svig mod Gjukesönnerne, og sidst, som den seneste Udvidelse af Sagnet, Svanhilds Død (traadt under Fødder af Heste) og hendes Brødres, Hamdes og Sorles, Forsøg paa at hævne hende.
Sigmund- og Sinfjøtle-Sagnet er præget af en egen Storhed og Vildskab. Odin optræder som den lönlige Hjælper for den unge Helt; han kommer i Kong Volsungs Hal ved Datteren Signys Bryllup, støder et Sværd i Stammen af det Træ, hvorom Huset er byggget og forsvinder atter; Volsungs unge Sön Sigmund bliver den, der kan drage det ud. Men Signys Husbond, Siggeir, er misundelig paa sine Maage, han byder dem til Gilde og lader dem lægge bundne ud for Skovens Vilddyr. Sigmund redder Livet og lever som Røver i Skoven. Signy kommer selv til ham, vinder hans Elskov og føder saa Sönnen Sinfjøtle, der er Volsung baade paa fædrene og mødrene Side, derfor haard nok til at udføre Hævnen. Hun sætter hans Haardførhed paa Prøve, og sender ham saa ud i Skoven til Sigmund; de lever sammen derude — i Ulveham, siger Sagnet, — og da han er udvokset, gaar de til Siggeirs Hal; de bliver vel fangne, men faar dog Sværdet frem igen og brænder Kongen inde. Signy, der selv har været med at volde sin Husbonds Undergang, vælger dog at dø med ham og gaar frivillig ind i Ilden. Sinfjøtle finder sin Død siden, ogsaa ved Frændesvig; hans Stifmoder giver ham Gift, og han drikker den for ikke at sidde for hendes Spot. Sigmund bærer den døde Sön bort med sig, indtil en gammel Færgemand tager mod Liget og lover at sætte det over Fjorden, men da det er om Bord, er den gamle med sin Baad forsvundet; det havde været Odin, der saaledes hentede den unge Kæmpe. Endelig finder Sigmund sin Død, da Odin møder ham i Slaget, og Sværdet Gram brister mod Gudens Spyd.
Sinfjøtle-Sagnet er i én Henseende Toppunkt af nordisk Heltedigt: vildt og fantastisk, med Guders Indgriben, og Menneskers Omskabelse i Dyreham, og med den bratte Modsætning mellem Heltens Fjender der er bare Ondskab, og Helteskikkelserne hvis ömtaalige Ære næsten kaster Livet bort, for ikke at de skal synes at have skyet en Pligt. En værdig Indledning til Volsungætten, og dog vel fra först af et Sagn, der har sin Afslutning i sig selv; Sinfjøtles Død maa — ligesom Rolf Krakes — være lagt an paa at være Ættens Udslukning; men den mægtige Trang til Dannelse af Ætterækker gör siden det hele til Forspil for Sigurd Faavnesbane.
Sigurds Kamp imod den skatterugende Orm ude paa Heden indspindes atter i en lang Forhistorie om Guldets skiftende Ejere og den Forbandelse der følger det, og den væver sig i Regins List endnu omkring Sigurds Liv. Men selve hans Daad føles utvivlsomt som Hovedsag. Heltens Kamp mod den uhyre Slange er ældgammelt fantastisk Heltesagnsmotiv; men det har været stærkt nok til at holde sig trods Heltedigtningens almindelige Overgang til mere historisk Fremstilling. Denne Daad — dog ikke den alene, men dette er den mest yndede Form for hans Storhed — gör Sigurd til Oldtidens mest beundrede Skikkelse. Mangfoldige Billeder paa svenske Runesten og vesterlandske Kors ligesom paa norske Stavkirker viser os det Öjeblik, da han støder Sværdet i Ormens Hjærte. Ogsaa poetisk er Sigurd Datidens unge Helt i sin mest udtryksfulde Skikkelse, som han staar der overfor det døende Uhyre. Foretagsom og sikker paa sig selv: „Dertil æggede mig min haarde Hu; og min stærke Haand sörgede for, at det blev gjort.” Han kendes ikke ved Fader eller Frænder, „altid gik jeg ene”. Maalet for hans Gerning er at prøve sin Styrke og at eje Guld; den „rødfunklende Malm” lokker ham ved sin Glans, sin Magt, sit Ry og ved selve den Fare der følger dens Ejer. Ret en Vikingenatur! — Som Afslutning paa hele denne förste Del af Volsunghistorien har vi saa Sigurds Ridt op paa Fjældet og hans Vækkelse af den dvalebundne Mø, Sigrdrif, et Elskovsmotiv der aldrig ret naar at udfolde sig, fordi en anden stærkere og beskere Form af samme Æmne tager Overhaanden.
Saa har vi den anden Side af Sigurds Liv, ikke ungdommelig og kæk, men tragisk alvorlig, ikke saa fantastisk, men en Del mere virkelighedsbunden i sine Handlingstræk, og — som vi skal se — i Stand til at drage store historiske Sagnstoffer til sig. Det er Sigurds Sammenstød med Brynhild.
For at forstaa Sigurds og Brynhilds Sammenstød ret, maa vi have for Öje Heltedigtningens hele Opfattelse af Forhold mellem Mand og Kvinde. Elskovens ubevidste Magt, det dragende og søgende, det sanselig bundne, er ikke til for den fra förste Færd, saaledes som den er det for vor Tids Digtere. Mand og Kvinde er Individer, hver med sin Vilje og Krav, deres Handlelyst og Hævn er ikke erotisk bestemt, men Udslag af denne Heltelivets forunderlige Etik, som vi Gang paa Gang maa studse ved.
Saadan er Sigurds og Brynhilds sammenvævede Skæbne i det væsenlige endnu i det ældste af de Kvad, vi kender. Hun sidder som Mø i trodsig Stolthed i sit enlige Jomfrubur, helt omgivet af Flagreluen; hun vil kun ægte den Helt, der kan bryde gennem hendes Hegn af Ild. Kong Gunnar Gjukeson vil bejle til hende, men kan ikke trænge derind. Da faar han sin Svoger Sigurd, Faavnes Drabsmand, til — udgivende sig for Gunnar eller endog iført hans Ham — at ride gennem Ilden og fæste Møen som Brud. Saa drager hun til Gjukesönnernes Gaard som Gunnars Hustru. Alt gaar vel, indtil Kvindetrætte vækker den slumrende Ulykke. Gudrun og Brynhild er gaaede til Aaen at bade, Brynhild vader længere ud end den anden, og da Gudrun spörger hvorfor, svarer hun, at hun ikke vil være lig med hende, da hun dog har den langt ypperligere Husbond, som kunde ride gennem Luehegnet. Da viser Gudrun hende at hendes Fæstensring sidder paa hendes, Gudruns, Haand: det var Sigurd, der red gennem Ilden og fæstede hende til Brud. Brynhild blegner og viger bort; hun er skuffet i sit höjeste Krav til Livet, og kun fuld af Had til dem, der har voldt hende dette, mest til Sigurd, saa til Gunnar. Hun ægger sin Husbond Gunnar op til at dræbe Sigurd, siger at han misbrugte sin Forklædning i Gunnars Skikkelse den Nat han var der som Bejler. Gunnar lægger Raad op med sine Brødre, kun nødig gaar de med til Drabet. Saa ser vi dem vende hjem til Kongsgaarden; Gudrun staar forgæves ude at modtage sin Herre, Hogne mælder hende spottende, at Graagangeren staar og luder over Sigurds sønderhuggede Lig. Men Brynhild ler, saa Gaarden giver Genlyd, og byder dem Velkommen som Sejrherrer; dog siden siger hun Gunnar, at det er ikke Sigurd, men ham, der er Edsbryder, og at den hævnende Ulykke lurer paa ham.
Fremstillinger af Sigurd Faavnesbanes Liv. Udskaarne Dorstolper fra Hylles stad Kirke i Sætersdal, o. 1200. Dietrichson, De norske Stavkirker, 1892. S. 75.
Paa ovenstaaende Billede ses hele Rækken af Sagnets Optrin (Billedrækken begynder nederst til höjre): 1) Regin smeder Sigurd et Sværd; 2) Sigurd prøver det mod Ambolten og det brister [Sigurd faar derefter Brudstykkerne af Sværdet Gram, og Regin danner Sværd af dem]; 3) Sigurd sidder i Gruben og støder Sværdet i Faavnes Bryst; 4) [nederst paa venstre Stolpe] Sigurd skal stege Faavnes Hjærte til Regin, men stikker Fingren med Faavnes Blod i Munden, han kan da fatte Fuglenes Stemme, der advarer om at Regin lurer paa hans Død; 5) Sigurd dræber Regin; nedenunder ses Hesten Grane læsset med Faavnes Guld; 6) Gunnar i Ormegaarden spiller Harpen med Fødderne, da hans Hænder er bundne.
Denne ældste nordiske Form af Sagnet ligger over næsten hele Linjen den tyske Digtning og dermed Sagnets Grundform ret nær. Dog i Løbet af Eddadigtningens Tid formes der om baade paa Handling og Karakterer. Fremfor alt er Nordboerne grebne af Brynhilds Skikkelse. De elsker hendes barske Hævnlyst, drages af denne sælsomme Natur, der for alle sine Omgivelser ser ud som en Trold, der var født paa Jord til Menneskers Undergang („Hun kom som Misfoster fra Moders Skød . . . Gid hun vandre did, hvorfra hun aldrig fødes igen!”), og dog samtidig Höjmaalet af alt, hvad Heltekvadet mest beundrer.
Tanken sysler med, at hun som Møen i Lueborg havde Krav paa den ypperste Kæmpes Elskov, paa Sigurd, fordi han opfyldte hendes Vilkaar. Allerede i det ældste af Kvadene rejser denne Tanke sig. Det er Natten efter Mordet. Gunnar har den hele Tid kastet sig urolig uden at kunne sove, Rovfuglenes Varselskrig efter Drabet lød endnu i hans Øre. Henimod Dag vaagner Brynhild: „I kan tilskynde mig eller fraraade, nu da Skaden er øvet, fra at sige min Sorg eller lade være.” Da tav alle ved hendes Ord; ingen fatted de Kvindelader, at hun grædende gav sig til at nævne, hvad hun leende ægged Kæmperne til. „Jeg gyste i Drömme, her var svalt i Salen, min Seng var kold, men du Drot red glædeløs, lænkebunden ind i Fjenders Flok. Hele jer Nivlungeæt har mistet sin Kraft, Edsbrydere som I er! Du husker ikke, Gunnar, ret nöje det, da I blanded Blod sammen i Spor; nu har du lönnet med ondt ham, som satte dig höjest. Dengang viste det sig, da han kæk red at bejle til mig, hvordan Stridsfyrsten holdt sit Løfte mod den unge Drot: sin Klinge, den guldlagte, lod den herlige Konge ligge mellem os to; der laa Ild langs ad Æggen, men Edderdryp i dens Indre.”
Med den Ævne til at grave i Sjælelivets Dybde, der saa sælsomt dukker op i Sagatiden, søger man at forstaa hendes Færd. Og Svaret bliver, at hun endnu för hun véd af det, elsker Sigurd og drives af det fortvivlede Ønske om at eje hans Elskov. Et yngre Kvad maler det med stærke Farver. Det er Aften, Brynhild sidder ene ude, og begynder at tale med sig selv: „Jeg vil have Sigurd — eller ogsaa dø — Ungersvenden, i min Arm. Dær mælte jeg Ord, som jeg angrer nu. Gudrun er hans Viv, og jeg er Gunnars; grumme Norner skabte mig den lange Traa.” Og saadan fortsætter hun, vandrende ene ude ved Nattetid, over Is og Jøkler, misundende Gudrun og dreven af vanvittig Attraa, indtil hendes Forsæt er modent, og hun ægger Gunnar til Drabet.
I Sagnstoffet udformer dette sig til en Begyndelse og en Afslutning paa hele Forholdet. Begyndelsen er en Trolovelse imellem de to, der skal give Brynhild en Ret til Sigurd, ældre end hans Ægteskab med Gudrun. Trolovelsen sker, enten ved at hun er Møen paa Fjældet som han vækker, eller — sædvanligere — ved et Ungdomsbesøg hos Brynhild, dær hvor hun i Hlymdale bor hos sin Fosterfader Heime. Denne Trolovelse, denne formelle Ret til Sigurd som Ægtefælle, er lidt spidsborgerlig; men der kommer ogsaa indenfor Heltesagnet en Tid, hvor det saa at sige maa have Papirerne i Orden, saa at ingen er i Tvivl om hvor den moralske Ret ligger. Et andet Moment følger da paa, hvor Sigurd bringes ud af Trolovelsen; Gudruns Moder Grimhild giver ham Glemselsdrik. Og der digtes en Slutning af mere umiddelbar poetisk Kraft: da Sigurd er dræbt, aabenbarer Brynhild hele sit Forhold, og saa støder hun Sværdet i sit eget Bryst; døende kræver hun at lægges paa Baal ved Sigurds Side.
Ved Siden af disse Sagnets store naive Omrids møder vi ogsaa den enkelte Digters Behandling, der fører Tanken videre og uddyber den sjælelig. Ikke blot Brynhild elsker Sigurd, men han ogsaa hende paa sin Sjæls Bund, siden den Gang han red gennem Ilden til hende og hvilte i hendes Bur med det dragne Sværd imellem dem; men bunden til Gudrun har han tvunget sin Elskov. Nu kommer det til det store Opgör imellem dem, da han søger at stille hendes Harm, og det da viser sig for hende, at ogsaa han har hende kær. Da ser hun ikke anden Udvej end at fælde ham og sig selv; at dræbe Gunnar er ingen Redning, hun vil ikke eje to Mænd i én Hal, som hun siger; og tung af Sorg, trængt saa Brynjen brister om ham, gaar Sigurd ud fra deres sidste Møde, ventende den Ufærd der nu kommer over ham og over dem alle.
Der er yngre Digte endnu iblandt vore Eddakvad, Digte der ikke gaar ud paa at fremstille Stoffet, men paa at vurdere Personerne og deres Liv. Brynhild er paa Vej til Dødsriget, ager frem ad Helvejen, en fjældboende Jættekvinde vil spærre hende Færden og bebrejder hende hendes ulykkebringende Liv; men hun fremstiller sit Livsløb for hende, hvorledes hun gaar uden Edsbrud gennem det alt, men de andre har sveget hende: „Synk du, Gyge! jeg skal med Sigurd leve mit Liv.”
En anden Digter har fremstillet det samme Problem for Sigurds Del. Den unge Helt kommer til Morbroderen Gripe, spörger ham om sin Fremtid, hører om kommende Stordaad, og spörger utaalmodig videre, endnu mere optændt, da han hører om sit Livs tragiske Skæbne, at give én sin Tro og dog ægte en anden. „Er der Plet paa mit Liv? er der Viljesløshed i mit Sind?” Det vil han vide. Nødtvungen, dæmrende, skuer Gubben ind i Fremtiden, ser at det er Grimhilds Svig, der krysser hans Bane, og trøster ham til Slutning med, at hans Livsløb har staaet Maalet: „Ingen herligere Mand vil komme paa Mulde, end du er, Sigurd.”
En Side af hans Liv kommer Digtningen atter og atter tilbage til som den, der har indeholdt Løsningen for hans Livsløb, Ridtet ind til Brynhild gennem Luerne i Gunnars Skikkelse, med Leje ved hendes Side, men med Sværdet lagt imellem dem som Borgen for, at han holder sit Ord til Kong Gunnar. Dette hvasse Sværd, der ligger dem imellem, er Heltedigtets Etik tæt sammentrængt, Forsættets Sejr over Öjeblikkets dragende Magt; Trofastheden mod det givne Ord er den höjeste Trofasthed mod sig selv. En nyere Digter — Karl Gjellerup i sin „Brynhild” — har med gribende Ord malt Fristelsens Styrke; Oldtiden havde ikke Ord til aabent at udtale, hvad den dumpt følte, den maatte lægge hele Öjeblikkets Alvor ind i Klingen, som den laa imellem de to, kostelig prydet med Guld, og hvas som Ild og Gift, der brændte i dens Ægge.
To Scener har den nordiske Oldtid sat paa Spidsen for at udtömme sit Væsen i dem. Den ene er Sigurds Sejr over Faavne, det Öjeblik hvor han støder Sværdet i Ormekroppens Hjærte. Den staar saa at sige ved Heltelivets Indgang. Det er Modet mod den ydre Fjende, med Daadslyst og Vovespil i Følge. Den anden er Sværdet lagt mellem Helten og den elskede Mø, Sejren over sig selv. Menneskelivet i sin höjeste Udfoldelse er ikke den ydre Svulmen af Liv, men Sjælens Naaen af en Höjde. Digteren er end ikke bange for at drage Askesen ind med i Heltelivet, naar Sjælens Magt skal aabenbares.
Volsungssagnkresens sidste Gruppe viser Heltesagnets ejendommelige Grundtype med mindre Afskygninger; forholdsvis ædel i Gunnar, hvis Harpespil i Atles Ormegaard standser Ormenes Bid, og mere vild i hans Broder Hogne, som ler trodsig, da man skærer hans Hjærte ud; ligesaa i deres Søster Gudrun, der til Hævn giver Atle deres Sönners Kød at æde og saa dræber sin Husbond: „Hun gav Bolstret Blod at drikke, med mordlysten Haand, løste saa Hundene, slængte for Hallens Dör den luende Brand, og vakte Huskarlene; det var hendes Broderbod: til Ilden gav hun alle der var inde, dem der kom fra Gunnars Drab, fra Mörkskoven; gamle Bjælker styrted, Legemerne rög, Budlungernes Gaard brændte, Skjoldmøer sank afsjælede i den hede Lue.” — Ved Siden af denne mægtige Gudrun vokser der et andet Billede op: Gudrun i sin Ungdom, Gjukes Datter, givet til Sigurd og ömt elskende ham. Gudrun sidder over Sigurds Lig, hun klager ikke, slaar ej Hænder og jamrer som andre Kvinder; men Sorgen tvinger hende til Døde. Vise Hövdinger gaar frem at lindre hendes Harm, herlige guldsmykte Hövdingkvinder sidder hos hende, og hver af dem nævner al sin störste Kvide: Børns og Brødres og Ægtefællers Tab, Nød og Modgang; men Gudrun kan ikke græde, saa haardhuet sidder hun ved sin Herres Lig. Da gaar Guldrand, hendes Søster, frem og dækker Lagenet af ham: „Se paa den kære, læg din Mund mod hans, som om du favned den levende Drot.” Da saa hun op for eneste Gang: saa Kongens blodige Haar, hans straalende Öjne slukte, Fyrstens Tankeborg søndret af Sværd. Da gled Gudrun ned til Bolstret, Haaret løsnedes, Kinden rødmed, og Öjets Regn randt ned i Skød; hun græd saa Taarerne flød gennem Puden, og Gæssene i Gaarden skreg; og hun bryder ud i Lovtale over den Helt, der skinned blandt Mændene, som Spydsløgen over alle Urter, som Ædelstenene over alle Halsbaandets Perler; hun tyktes höjere end hver af Odins Møer ved at eje ham, nu er hun saa lille som et henvejret Løv; „jeg savner i Sæde, og i Sæng, min Samtaleven, Gjukes Sönner volder det; Gjukes Sönner har skabt min Kval, voldt saar Graad for deres egen Søster.”
Svanhild-Afsnittet kommer endelig som den hele Volsungdigtnings Efterspil. Den troløse Raadgiver Bikke har sat sig for at øde al Jarmunriks Æt. Paa falsk Anklage bliver hans unge Dronning, Gudruns og Sigurds solfagre Datter, Svanhild, traadt ihjel under Hestenes Hove, da hendes hvasse Blik ikke mere holder dem borte; Brødrene drager paa den dødsviede Hævnfærd, at fælde selve Kong Jarmunrik midt i hans Vælde; med halvgjort Værk bukker de, trodsigt kæmpende, under for den uhyre Overmagt. Grundlaget for dette Sagn er Østgotekongen Ermanriks Undergang, ligesom Gjukungernes Fald er den burgundiske Kongeæts Tilintetgørelse ved Hunnerne. Som digtersk Æmne er det Gentagelse af den samme dødstrodsige Heltetype: „Vel har vi kæmpet, staar paa Val af Goter, paa æggmødig Dynge, ligesom Ørne paa Kvist; godt Ry har vi vundet, enten vi dør nu eller i Morgen; ingen lever en Kvæld efter at Nornen har kaldt.” Og saa Undergangsstemningen: Brag i Brag af styrtende Kongsgaarde, som et eneste Ragnarok, indtil alt ligger knust. Storhed og Undergang uadskillelig knyttet sammen; „alle Kæmper falder sejrløse.” Det er Livets Kaar, og Heltesangens Udspring.
Men Heltesangen rummer som intet andet den samlede Vækst af Folkets aandelige Liv. Uden at slippe de Skikkelser, der sprang frem af Folkevandringen, vider den sig ud til at favne alt mer, former Idealerne bestemtere, vinder Rigdom i Karaktertegning, og Følelsesvældet begynder at bryde igennem, om end voldsomt som Gudruns over den døde Sigurd, — og dog bundet til den daads- og viljesbestemte Side af Menneskelivet: Gudruns Sorg munder ud i Forbandelse over de mensvorne Brødre og indvarsler deres Undergang.
