Forskjell mellom versjoner av «Her begynder Afsnittet om Manddrab»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Linje 372: Linje 372:
 
<center>'''<span id="111">111.</span> (Om Trælledrab)'''</center>
 
<center>'''<span id="111">111.</span> (Om Trælledrab)'''</center>
  
Trælledrab ere disse: dersom man dræber en andens Træl eller Trælkvinde; Straffen derfor er Landsforvisning; men Sagen skal anlægges som anden Drabssng, undtagen at der paa Thinge skal tilkaldes Nabobønder. Uagtet flere end een have deltaget i Trællens Drab, skal den dræbtes Herre udkaare en af dem til Drabsmand, hvem han vil. Bliver han dømt skyldig, tilkommer der Sagsøgeren af hans Gods Erstatning for Trællen, efter som Sagsøgerens 5 Nabobønder med Haand lagt paa [hellig] Bog for Retten ansætte Trællens Værdi. Dersom en Mand, der paa Grund af sit Slægtskab til Herren, kan være gyldig Thingmand for hans Gaard (7), dræber hans Træl, da straffes han ikke derfor, men skal betale Trællens Værdi. En Træl bliver ufredhellig, dersom han tilføier en Mand Fornærmelser i Ord, saaledes at fuld personlig Bod derfor skal betales, eller i Gjerning saaledes, at halv personlig Bod skal betales. Dersom Trællens Herre er tilstede, naar Trællen bliver dræbt, da er Drabsmanden ufredhellig for ham og alle dem, der kunne være gyldige Thingmænd for hans Gaard, der paa Gjerningsstedet, med mindre Trællen maatte have foretaget noget, hvorfor han var at ansee ufredhellig. Paa det Sted, hvor Trællen er bleven fældet, kan man udøve Hævn for ham, men ellers ikke. Naar en Træl, for at forsvare sin Herre, løber imod Modstanderens Vaaben, straffes hans Drab med Fredløshed, ifald han derved faaer Bane. Dersom Herren dræber sin Træl, straffes han ikke derfor, med mindre han gjør det paa hellige Tider eller i Langefasten, da er Straffen Landsforvisning; og skal der paa Thinge tilkaldes 9 Nabobønder til Kvidudsagn, og den Gode er søgsmaalsberettiget, i hvis Thinglag Drabsmanden er. Vil han ikke, kan hvo som vil, anlægge Sagen. Ikke straffes han for Trællens Drab, til hvad Tid han saa dræber ham, dersom han udøver Drabet formedelst Fornærmelser, for hvilke en fri Mand vilde falde ufredhellig.
+
Trælledrab ere disse: dersom man dræber en andens Træl eller Trælkvinde; Straffen derfor er Landsforvisning; men Sagen skal anlægges som anden Drabssag, undtagen at der paa Thinge skal tilkaldes Nabobønder. Uagtet flere end een have deltaget i Trællens Drab, skal den dræbtes Herre udkaare en af dem til Drabsmand, hvem han vil. Bliver han dømt skyldig, tilkommer der Sagsøgeren af hans Gods Erstatning for Trællen, efter som Sagsøgerens 5 Nabobønder med Haand lagt paa [hellig] Bog for Retten ansætte Trællens Værdi. Dersom en Mand, der paa Grund af sit Slægtskab til Herren, kan være gyldig Thingmand for hans Gaard (7), dræber hans Træl, da straffes han ikke derfor, men skal betale Trællens Værdi. En Træl bliver ufredhellig, dersom han tilføier en Mand Fornærmelser i Ord, saaledes at fuld personlig Bod derfor skal betales, eller i Gjerning saaledes, at halv personlig Bod skal betales. Dersom Trællens Herre er tilstede, naar Trællen bliver dræbt, da er Drabsmanden ufredhellig for ham og alle dem, der kunne være gyldige Thingmænd for hans Gaard, der paa Gjerningsstedet, med mindre Trællen maatte have foretaget noget, hvorfor han var at ansee ufredhellig. Paa det Sted, hvor Trællen er bleven fældet, kan man udøve Hævn for ham, men ellers ikke. Naar en Træl, for at forsvare sin Herre, løber imod Modstanderens Vaaben, straffes hans Drab med Fredløshed, ifald han derved faaer Bane. Dersom Herren dræber sin Træl, straffes han ikke derfor, med mindre han gjør det paa hellige Tider eller i Langefasten, da er Straffen Landsforvisning; og skal der paa Thinge tilkaldes 9 Nabobønder til Kvidudsagn, og den Gode er søgsmaalsberettiget, i hvis Thinglag Drabsmanden er. Vil han ikke, kan hvo som vil, anlægge Sagen. Ikke straffes han for Trællens Drab, til hvad Tid han saa dræber ham, dersom han udøver Drabet formedelst Fornærmelser, for hvilke en fri Mand vilde falde ufredhellig.
  
 
Dersom man tilføier en Træl et svært Hug, da bødes derfor til Herren 6 Ører og til Trællen 3 Ører. Men slaaer han Trællen fordærvet eller saarer ham, skal han til Herren betale Trællens Værdi, saaledes som Nabobønder med Haand paa hellig Bog vurdere den, og derhos efter Nabobønders Vurdering, Erstatning for den Byrde, som det vil medføre for Herren, dersom Trællen paa Grund af Slagene bliver udygtig til at arbeide for Føden. Dersom Trælle, tilhørende forskjellige Herrer, slaaes med hinanden, skal den, som slaaer, betale til Herren 6 Ører og til Trællen 3 Ører, ifald han har Evne dertil, men ellers ikke. Dersom Trælle, tilhørende forskjellige Herrer, dræbe hinanden, kan Herren til den Træl, som har udøvet Drabet, vælge, enten at overlade til Vedkommende at sagsøge Trællen, eller ogsaa at betale den dræbte Træls Værdi, efter som Nabobønder med Haand paa hellig Bog ansætte den. Dersom Trællene slaae hinanden fordærvede, skulle begge Herrer i Forening nyde Gavn af den sunde Træl, og begge i Forening underholde den lemslagne.
 
Dersom man tilføier en Træl et svært Hug, da bødes derfor til Herren 6 Ører og til Trællen 3 Ører. Men slaaer han Trællen fordærvet eller saarer ham, skal han til Herren betale Trællens Værdi, saaledes som Nabobønder med Haand paa hellig Bog vurdere den, og derhos efter Nabobønders Vurdering, Erstatning for den Byrde, som det vil medføre for Herren, dersom Trællen paa Grund af Slagene bliver udygtig til at arbeide for Føden. Dersom Trælle, tilhørende forskjellige Herrer, slaaes med hinanden, skal den, som slaaer, betale til Herren 6 Ører og til Trællen 3 Ører, ifald han har Evne dertil, men ellers ikke. Dersom Trælle, tilhørende forskjellige Herrer, dræbe hinanden, kan Herren til den Træl, som har udøvet Drabet, vælge, enten at overlade til Vedkommende at sagsøge Trællen, eller ogsaa at betale den dræbte Træls Værdi, efter som Nabobønder med Haand paa hellig Bog ansætte den. Dersom Trællene slaae hinanden fordærvede, skulle begge Herrer i Forening nyde Gavn af den sunde Træl, og begge i Forening underholde den lemslagne.

Revisjonen fra 20. okt. 2019 kl. 15:44

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


GRÁGÁS

Islændernes Lovbog i Fristatens Tid


Udgivet efter det kongelige Bibliotheks Haandskrift

og oversat af Vilhjálmur Finsen


Det nordiske Literatur-Samfund
Kjøbenhavn
1870


Her begynder Afsnittet om Manddrab




Indhold:


Oversættelsen skelner mellem bogstaverne ö og ø — her anvendes dog alene formen ø.
De i parentes anførte kapiteloverskrifter forekommer ikke i oversættelsen, men er — efter indholdet — tilføjet af jl




86. (Om Angreb og Saar)

Det er fastsat, at, naar man træffer hinanden paa farende Vei, og man gjør et lovforbudt Angreb paa en anden, da er Straffen Landsforvisning. Men disse 5 Slags Angreb ere lovforbudte: naar man hugger til en Mand, eller stikker til ham, eller skyder eller kaster eller slaaer. Men det er Angreb, naar en Mand hæver sit Vaaben, og det bevidnes af Kviden, at han vilde træffe en Mand dermed, og han derhos er saa nær ved, at han for den Sags Skyld kunde naae til ham, hvis ikke Vaabenet blev standset i Farten, eller han kunde træffe, eller paa hvilkensomhelst Maade han skyder eller kaster saaledes, at det kunde naae til den anden, dersom det ikke blev standset i Farten, eller han kunde ramme. Et Angreb ansees standset i Farten, dersom Vaabenet, efter at det er hævet eller udkastet, gribes af Modstanderen i Luften, eller det støder paa et andet Vaaben eller slaaer ned i Jorden eller støder paa Klæder. Det er det 6te lovforbudte Angreb, dersom en fælder en anden, og er Straffen Fredløshed; men det er Fald, dersom man slaaer Knæet eller Haanden til Jorden, allerhelst om man falder endnu mere. Det er det 7de Angreb, dersom man rusker en Mand, og er Straffen Fredløshed. Det 8de Angreb er Haandran, det straffes med Fredløshed. Det 9de er, dersom en kværker en anden, det gjælder Fredløshed. Den Mand, som gjør et lovforbudt Angreb paa en anden, gjør derved sig selv samt alle de Mænd som vare paa Raad med ham deri der paa Angrebspladsen ufredhellige, med mindre Modstanderen før havde begaaet noget, hvorved han var bleven ufredhellig. Det er fastsat, at dersom en Mand af Modstandernes Flok igjen angriber en Mand, der ikke var medvidende med den Første, saa ansees der at være Angreb foretaget fra begge Parters Side. Det er ogsaa fastsat, at hvis nogen saarer en anden, saa straffes han med Fredløshed. Det er fastsat, at dersom nogen gjør et lovforbudt Angreb paa En paa et Sted, hvor Mænd [derefter] blive dræbte eller saarede, da straffes hin [første] Angriber med Fredløshed. Det er fastsat, at dersom der paa begge Sider bliver nogen saaret eller dræbt, og der paa den Kampplads ialt blive 3 eller flere saarede, da skal der gives Kvidudsagn om, at Angrebet er skeet fra det Partis Side, hvorfra det i Virkeligheden er skeet. Dersom man dræber en Mand, gjælder det Fredløshed. Det er forbudt [endog i Mellemrummet] indtil Dom falder i Sagen, at yde den Mand Underhold, som dræber en anden eller tilføier ham et Hulsaar eller Hjernesaar eller Marvsaar. Det er Hjernesaar, naar der kommer en Aabning paa Hovedet, hvad enten det er kløvet eller splittet. Det er Hulsaar, naar Blodet fra Saaret kan strømme ind i Legemets Hulheder. Det er Marvsaar, naar et Been, hvori der er Marv, er itu lige indtil Marven; dette gjælder ogsaa, naar Benet er brudt.

Naarsomhelst man begiver sig etsteds hen i den Hensigt at dræbe eller saare Mennesker, gjælder det Fredløshed, hvis det bliver fuldført; ligesom de, der først begive sig hjemme fra i saadan Hensigt til et Møde, hvor Drab eller Saar finde Sted, ere ufredhellige, hvad Legems-Beskadigelser dem end maatte blive tilføiede, uagtet det er den anden Part, som begynder Angrebet.

Det er fastsat, at dersom man til Forsvar stiller sig foran En, som har dræbt eller saaret en Mand, eller yder ham Hjælp der paa Kamppladsen, da er Straffen derfor Fredløshed; ligesom han da ogsaa ansees ufredhellig, hvilkesomhelst Legemsbeskadigelser der tilføies ham af dem, som ville yde Modstanderen Hjælp paa samme Kampplads; med mindre han har villet skille dem retteligen ad og han derved er kommen til at yde den ene af Parterne Hjælp, thi for saadan Understøttelse straffes han ikke. Men da ansees han at skille dem retteligen ad, dersom han kan tilveiebringe Kvidudsagn for, at han vilde paa samme Maade have skillet dem fra hinanden, ifald den saarede havde tilføiet Modstanderen lignende Saar som dem, der vare blevne ham tilføiede af denne.

Dersom man frelser en Mands Liv, som har foretaget det første Angreb, og som derpaa har udøvet Drab eller Saar, paa en saadan Maade at de forsvare ham med Od eller Eg, saa gjælder det Landsforvisning, hvis det ikke er paa Kamppladsen. Hvis Manden, der har udøvet Drabet eller Saarene, løber hen paa et Sted, hvor der kun er Plads for een Mand at komme til, og de der stille sig foran ham til Forsvar, da skulle Forfølgerne opfordre dem til at gaae bort eller udlevere ham. Saadant Forsvar straffes som nu er blevet sagt, dersom der blandt Forfølgerne er nogen, som efter Loven er berettiget til der at udøve Hævn for sig selv eller en Anden, men desuagtet blive de, der udøve Forsvaret for Angriberen, ikke ufredhellige med Hensyn til de Saar de modtage, med mindre det er paa selve Kamppladsen. Med Hensyn til Saar eller Drab, som før eller senere blive lyste, paa en saadan Maade, at det bliver Gjenstand for Straf at yde den skyldige Underhold, straffes Forsvar for den skyldige udenfor Kamppladsen. I alle de Tilfælde, hvor Forsvar er udøvet udenfor Kamppladsen, skal Stevning foretages hjemme i Bøigden, og paa Thinge tilkaldes [til Kvidudsagn] 9 Bønder, der boe nærmest Gjerningstedet.

Det er fastsat, at dersom nogen tilføier en anden Stød, saaledes at Been brydes, da ansees det lige med de større Saar. Paa hvilkensomhelst Maade man tilføier en anden Stød, er Straffen Fredløshed. Det er et Stød, dersom man slaaer en anden med en Øxehammer eller hvilketsomhelst andet Kampredskab man har. Stød er det ogsaa, naar man stikker til en anden, eller kaster paa ham, hvis det træffer. Det samme er Tilfældet, uagtet enten Klæder, eller Brynje, eller Hjelm optage Stødet, naar dette vilde have rammet, ifald disse Gjenstande ikke havde dækket ham. Det er ogsaa Stød, dersom nogen sparker med Foden til en anden eller giver ham Nævehug. Det ansees og for Stød, naar man trækker til sig et Kampredskab, som Modstanderen holder paa, fordi man veed at det vil ramme ham, naar man giver Slip. Ligeledes dersom man kaster noget ned paa en Mand, hvoraf han faaer et Slag.

Dersom ikke flere end to Mænd ere blevne saarede eller dræbte eller paa en saadan Maade stødte, at Huden er blaa eller rød bagefter, og een af dem hører til hver af de modstaaende Partier, da er det ikke strafbart at yde dem Underhold i Mellemrummet, indtil Dom falder i Sagen, dersom de begge, hver fra sin Side, have foretaget Angreb mod hinanden, hvorledes saa Vidnesbyrd maatte falde om, fra hvilken af Siderne det første Angreb er skeet.

Det er fastsat, at den Mand, som er blevet saaret, er berettiget til, dersom han vil, at udøve Drabshævn i Mellemtiden, indtil det Althing, paa hvilket han skal anlægge Søgsmaal i Anledning af de ham tilføiede Saar; det samme gjælder med Hensyn til alle dem, som ere berettigede til at udøve Hævn for Drab. Men de ere berettigede til at udøve Hævn for Drab, som ere berettigede til Søgsmaal i Anledning af Drabet. Den som har tilføiet Manden Saar eller dræbt ham, falder ufredhellig for denne og for alle dem, der ere i Ledtog med ham; ogsaa ere andre berettigede til at udøve Hævn for ham, om de ville, indtil samme Tid i næste Etmaal.

Disse legemsbeskadigelser ansees lige med de større Saar: dersom man skjærer Tungen ud af en Mands Hoved, eller stikker Øinene ud paa ham, eller bryder Tænder ud af hans Hoved, eller skærer Næsen eller Ørene af ham — men skaaret ansees det for, naar Brusk eller Been er beskadiget, — eller man gilder en Mand, eller tilføier ham et Forsmædelses-Hug tværsover Lænderne.

Det er fastsat, at den, som kun tilføier en anden et Muskelsaar, ikke maa ydes Underhold i Mellemtiden indtil Dom falder i Sagen, ifald han bliver greben i Gjerningen, og Vidner tilkaldes derpaa.

Sag kan gyldigen anlægges i Anledning af Angreb, uagtet man istedetfor at lyse, tilkalder Vidner paa at Angrebet foretoges. Ei kan Søgsmaal finde Sted i Anledning af Angreb, naar man ikke gjør een af Delene [lyse eller tilkalde Vidner].

Det er fastsat, at dersom man paalyver sig et Saar eller tilføier sig selv et saadant, eller formaaer en anden dertil, i hvilken Hensigt det end maatte være, da straffes det med Landsforvisning. I det Tilfælde maa han ei heller — mere end i de an førte Tilfælde — underholdes i Mellemtiden indtil Dommen falder; men den er søgsmaalsberettiget, som han giver Skyld for Saaret, eller den af Modstanderne der vil.

Skjøndt man bliver slaaet imellem Skuldrene eller paa Næsen, saaledes at Blodet løber ud af Munden eller Næsen, ansees det ikke at være Saar, dersom det ikke bløder just paa det Sted, hvor Slaget traf. I det Tilfælde saarer man en anden, dersom det bløder paa det Sted, hvor Slaget traf. Hvadsomhelst man gjør, hvorved en anden bliver saaret, skal man lyse ham skyldig i Saaret eller i Banesaar, dersom Manden døer deraf.

Det ansees for Kampplads, saa langt man kan skyde en Pil til alle Sider fra det Sted, hvor det første Angreb forefaldt, hvad enten det er ude eller inde. Dette skal ansees at være Kampplads, om de saa fjerne dem længere bort, inden de skilles; men skilte ansees de for, naar det ene af Partierne har fjernet sig længere bort end et Pileskuds Afstand fra det Sted, hvor de sidst kæmpede.

Det staaer den, hvem et Stød er tilføiet, frit for at sagsøge sin Modpart til Landsforvisning for Angrebet, uagtet han ikke anlægger Sag i Anledning af selve Stødet. Men dersom Modparten [under Sagen] praler af at have tilføiet ham Stød, bliver det ham ikke til Forsvar i Sagen, hvorimod han straffes derfor med Landsforvisning, og skal Sag anlægges derfor som for andre Æresfornærmelser.

Der gives 3 Slags Stød, som alle straffes med Fredløshed, og Beviset for dem alle skal føres ved Tolvmandskvid. Det er det første Stød, naar Slaget rammer saa svagt, at det ikke efterlader noget synligt Spor; for saadant Stød kan Hævn udøves paa selve Kamppladsen, men ikke senere. Det andet Stød kaldes Beskadigelse: naar nogen slaaer en anden saaledes, at det rammede Sted af Legemet bliver blaat eller rødt, eller hovner, eller Kjødet viger tilside, eller Blodet springer ud af Munden eller Næseborene eller under Neglene; for saadant Stød kan man hævne sig ligesaa længe som for Saar, og ligesaa de Mænd, der ere i Ledtog med ham. Det samme gjælder om Nævehug eller Spark, hvis samme efterlader synlige Spor. Det er ogsaa Beskadigelses-Stød, naar Hørelsen eller Synet derved beskadiges; ligeledes naar nogen bliver stødt saaledes for Brystet eller Kjønsdelene, at han derved falder i Besvimelse, uagtet det ikke efterlader synlige Spor, og det samme gjælder altid, naar man bliver slaget, saaledes at man besvimer; i saa Tilfælde kan man lyse Angrebet særskilt og Stødet særskilt, saaledes at der blive 2 Søgsmaal, og skal der angives, hvilke af de Beskadigelser, som nys ere blevne opregnede, der ledsagede Stødet. Det er det tredie Stød, naar Been brydes, i hvilket Tilfælde den, der har tilføiet Stødet, ikke maa ydes Underhold i Mellemtiden indtil Dommen falder, ligesom han heller ikke maa ride til Thinge. For saadant Beenbrud skal der, naar samme er blevet lyst, sagsøges som for de større Saar, og skal det [udtrykkelig] angives, at man lyser et saadant Stød, der var ledsaget af Beenbrud. Saar og Angreb kan gyldigen lyses saavel ved Nattetid som om Dagen, ligeledes paa hellige Tider og i Langefasten, og skal Lysning foretages for 5 Nabobønder. I ingen Henseende skal man tage Hensyn til de Nabobønders Egenskaber, for hvem Lysning iværksættes, undtagen forsaavidt det angaaer den Afstand hvori de boe fra Kamppladsen, samt at de ikke ere skyldige i at have tilføiet Saar eller andre Lov-Overtrædelser [ved den stedfundne Kamp]. Naar man skal lyse et Angreb, eller Legemsbeskadigelse, da er det ret at foretage Lysningen samme Dag efter at Begivenheden forefaldt og den paafølgende Nat og de næstpaafølgende 2 Dage og 2 Nætter; i saa Fald er Lysningen fuldført inden tredie Solemærke, saaledes som foreskrevet er i Forkyndelsesafsnittet (1) naar det, som der staaer, forstaaes ret. Bliver et Angreb, der er efterfulgt af Saar, ikke lyst, da kunne de skyldige ustraffet underholdes i Mellemtiden til Dom falder, og de ere berettigede til at ride til Thinge.

  1. Dette Afsnit synes ikke at kunne paavises i nærværende Lovbog, saaledes som samme nu haves.


87. (Om Lysning af Angreb og Saar)

Alle de Lov-Overtrædelser, som her ere blevne opregnede, Drab, Saar, Stød og Angreb af alle Slags, skulle lyses for 5 Nabobønder, som alle med Hensyn til Afstand fra Kamppladsen gyldigen vilde kunne være Medlemmer af en Nimandskvid, sammensat af de Kamppladsen nærmeste Bønder; Lysning skal foretages inden tredie Solemærke fra det Tidspunkt at regne, da de skiltes. Med Hensyn til alle de Angreb, som bestaae i Haandran, Jordskuf, Rusken eller Kværken, er det fastsat, at det er ikke nødvendigt at lyse dem, naar de forefalde ene og der ikke foregaaer flere Voldsgjerninger paa det Møde; men 9 Bønder, som boe nærmest Kamppladsen, skulle til Afgivelse af Kvidudsagn tilkaldes hjemmefra. Men ifald flere Voldsgjerninger forefalde der, skal Lysning foretages paa samme Maade som ved andre Angreb, og medfører det da, at Vedkommende blive ufredhellige. Alle andre Angreb skal man lyse, dersom man agter at anlægge Sag om dem.

Dersom man ikke troer at vide med Bestemthed, hvem det var, som gjorde Angrebet, er det ret, at han, dersom han vil, lyser alle dem, som vare i Ledtog med den, der gjorde Angrebet, skyldige i samme. Dersom man har faaet eet Saar, skal man kun lyse een Mand skyldig deri; men har man faaet to Saar, da kan man lyse to Mænd skyldige deri, ligesom det ogsaa er ret, dersom han har faaet tre Saar, at han erklærer tre skyldige; men imod flere Mænd end tre kan Lysning ikke foretages, med den Virkning, at det hindrer deres Thingreise, om man end har faaet flere Saar end tre. Dersom man vil, kan man overdrage til en anden at lyse sit Saar eller sine Saar, hvis de ere flere end et. Det er fastsat, at dersom en saaret Mand ikke er istand til at lyse, og den, som han har givet Fuldmagt dertil, har gjort det paa en feilagtig Maade, kan han lyse anden Gang, og skal han derved forholde sig saaledes, at han i den første halve Maaned, efter at han er bleven rask, skal begynde sin Reise og være færdig med Lysningen inden tredie Solemærke fra det Tidspunkt at regne, da han begyndte samme; det samme gjælder, dersom han fra først af ikke har faaet nogen til at foretage Lysningen. Det er fastsat, at dersom nogen paa Grund af Saar har mistet sit Mæle, skal den Mand, om han er tilstede, foretage Lysningen, som, ifald den saarede var dræbt, vilde have været den rette Sagsøger i Drabssagen, og skal han forinden tilkalde Vidner paa, at den saarede ikke kan tale, eller at han ikke taler med fuld Forstand, dersom dette er Tilfældet. Men er han ikke der tilstede, da kan den foretage Lysningen, som vil. Det er fastsat, at dersom han kommer sig igjen, kan han vælge, om han vil lade denne Lysning gjælde eller lyse selv anden Gang og forholde sig da paa samme Maade, som forhen er sagt om det Tilfælde, naar man først har overdraget til en anden at foretage Lysning.

Det er fastsat, at dersom en Mand bliver dræbt og den søgsmaalsberettigede er der tilstede, da skal han lyse Drabet og fuldføre Lysningen inden trende Solemærker; han kan lyse en Mand skyldig, dersom han vil, men han er ogsaa berettiget til at lyse ligesaa mange Mænd skyldige i Drabet, af dem der vare tilstede, som den Døde har Banesaar; han bør tilkalde Vidner ved hvert af Banesaarene og vise dem Saarene; ei skulle de give Vidnesbyrd om, hvor mange Banesaarene ere. Vidner angaaende Banesaar skulle have saadanne Egenskaber, at de i Henseende til Slægtskab med den søgsmaalsberettigede gyldigen kunde være Medlemmer af en Nabokvid. Men blive Vidner ikke tilkaldte ved Banesaarene, skulle Nabobønderne give Udsagn om begge Dele, baade hvem der ere skyldige i Banesaarene, og hvormange disse ere. Det er fastsat, at hvor saadanne Beskadigelser findes paa en død Mand, at de kunde ansees lige med de større Saar, skal man lyse samme som Banesaar. Det er fastsat, at hvis den søgsmaalsberettigede ikke er tilstede, kunne andre Mænd tilkalde Vidner ved Banesaarene og lyse dem. Det er fastsat, at naar andre Mænd have [allerede] tilkaldt Vidner paa Banesaarene og lyst dem, kan den søgsmaalsberettigede lade dette gjælde, dersom han vil, men han kan ogsaa i Løbet af den næste halve Maaned, efter at han er underrettet om Drabet, begynde sin Reise [for selv at lyse paany]; han kan da lyse andre Mænd skyldige, hvis han vil, og erklære andre Mænd skyldige i hvert af Banesaarene; han skal have tilendebragt Lysningen og tilkaldt Vidner til Banesaarene, dersom Liget endnu ikke er jordet, inden trende Solemærker fra det Tidspunkt at regne, da han begyndte Lysningen; men er Liget allerede kommet i Jorden, skal en Kvid af Nabobønder give Udsagn om, hvor mange Banesaar der ere; han kan iøvrigt, af hvad de andre have foretaget til Forberedelse af Sagen, benytte hvad han vil, alt eller noget deraf. Det er fastsat, at naar et større Saar lovformeligen er blevet paalyst en Mand, og det senere bliver til Banesaar, da haves der, uagtet Drabet ikke bliver paalyst den samme Mand, samme Ret til Søgsmaal, hvis Underhold ydes, som i hint Tilfælde.

Det er fastsat, at dersom man lyser et større Saar, hvor Saaret hører til de mindre, da ansees det mindre Saar at være retteligen lyst; men det beroer paa hvorledes Saaret bliver helt, om Ydelse af Underhold til den skyldige bliver strafbart. Det er fastsat, at dersom man lyser det mindre Saar, hvor der er et større, da skal der med Hensyn til ydet Underhold anlægges Sag, som om det var et mindre, men i alle andre Henseender ere Virkningerne de samme. Det er fastsat, at naar man ved Sammenkomster, hvor 9 eller flere Bønder ere tilstede, tilføie hinanden Saar eller Drab, da er det ret at lyse for alle de 9 Bønder tilsammen, hvis de selv ikke ere skyldige i Saar eller Drab [der paa Stedet], uagtet de ikke vilde være de nærmest boende ved Kamppladsen; ogsaa er det ret, at lyse for de 5 Bønder, der boe nærmest ved Kamppladsen, om de ere tilstede, med mindre der gives dem Skyld enten for Saar eller Drab.

Det er fastsat, at naar Modstandere mødes [og Kamp finder Sted] paa Fjelde eller Fjorde, da skal Lysningen være tilendebragt inden tredie Solemærke efter at de ere komne tilbage. Lysningen skal foretages, overensstemmende med hvad sagt er, naarsomhelst lovlige Fortællere eller lovlige Øienvidner gaae fra Kamppladsen til begge Sider [af Fjeldet eller Fjorden]. Som lovlige Fortællere eller lovlige Øienvidner ansees Karlfolk 12 Aar gamle eller ældre, der have Forstand paa at aflægge Eed. Det er fastsat, at naar Mænd [derimod] kun ad een Vei gaae bort fra Drabsstedet, skal Drabsmanden i samme Etmaal paalyse sig Drabet, medmindre han er paa et Fjeld eller en Fjord, da skal han gjøre det i samme Etmaal, han kommer derfra. Han skal gaae hen til den nærmeste af de Gaarde, hvor han mener sit Liv sikkert med Hensyn til det forefaldne, og sige det til en eller flere Mænd, som have lovligt fast Hjem der, og udtrykke sig saaledes: »Vort Møde fandt Sted«, skal han sige, og navngive sin Modstander og sige hvor det var. »Jeg paalyser mig de Saar og al den Legemsbeskadigelse, der er ham tilføiet; jeg lyser Saar, hvis det kun befindes at være Saar, men Drab, hvis han befindes at være dræbt.« Han skal dække det døde Legeme, dersom Manden er død, naar han forlader ham, saa at hverken Fugle eller Dyr kunne æde det, han skal sige, hvor det er. Det er fastsat, at hvis han ikke saaledes dækker Liget, straffes han med Landsforvisning; i den Sag skal Stævning foretages hjemme i Bøigden, og 9 Nabobønder tilkaldes paa Althinget af dem, der boe nærmest det Sted, hvor Liget ligger. Det er fastsat, at dersom den saarede gaaer senere et Pileskuds Vei eller længere hen og selv fortæller til andre hvad der er forefaldet ved deres Møde, da er Modstanderen ikke pligtig til at lyse. Kan den saarede, skjøndt han gaaer en Pileskuds Vei eller længere hen, ikke træffe paa lovfaste Mænd, som han kan faae i Tale, da skal den anden, som har tilføiet ham Saaret, i samme Etmaal som han faaer Efterretning om hins Død, lyse Drabet for de 5 Bønder, der boe ham nærmest, paa den Tid han erfarer hans Død. Det er fastsat, at dersom han lyser anderledes end nu er sagt, da regnes det for Mord, saa at den dræbte ansees ikke at være faldet paa sine Gjerninger, hvadsomhelst Skyld han end maatte have paadraget sig før; heller ikke bør da nogen Indsigelse komme i Betragtning.


88. Om Mord

Det er fastsat, at dersom nogen myrder en Mand, da straffes han med Fredløshed; men det er Mord, naar man lægger Skjul paa Gjerningen, eller skjuler Liget eller ikke vedkjender sig Gjerningen.

Det er fastsat, at dersom en Mand bliver slaaet, uden at foretage Lysning, eller han har Samkvem med den, som slog ham, og sover sammen med ham, spiser sammen med ham eller arbeider sammen med ham, og han vilde være istand til at begive sig bort derfra, da er han ikke berettiget til at fordre den personlige Bod — det er 48 Ører i lovlige Betalingsmidler af hans Gods — med mindre den Fornærmede er en, der ikke selv har Raadighed over sine Søgsmaal, af hvad Grund det end maatte være; men forøvigt er der samme Ret til Søgsmaal som ellers.

Det er fastsat, at dersom nogen lyser selv sine Saar, og det senere viser sig at være Drab, da skal den søgsmaalsberettigede uagtet hin Lysning lyse Drabet, dersom han vil, og tilkalde Vidner til Banesaarene og, om han vil, paalyse samme andre Mænd end skeet er ved Drabsmandens egen Lysning.

Dersom man jager efter en Hest, hvorpaa en Mand rider, saa at denne falder af, eller hvis man jager efter Lastheste eller gjør Kreaturer sky eller paa hvilkensomhelst anden Maade bevirker, at en Rytter falder af Hesten, straffes det med Landsforvisning, dersom han kommer ned paa Fødderne; og skal i den Sag Stevning foretages hjemme i Bøigden, og 9 Nabobønder tilkaldes paa Thinge. Dersom nogen slaaer en Hest, hvorpaa en Mand rider, da straffes det med Landsforvisning, uagtet Rytteren ikke falder af, dersom det bevidnes af Kviden, at Fornærmeren vilde have tilføiet Rytteren et Stød; i dette Tilfælde skulle Kvidmænd tilkaldes hjemme i Bøigden, og ansees det lige med et Angreb. Dersom de Heste, som føres af en anden Mand, hvad enten de gaae med Byrder eller ikke, støde en Mand af Hesten, eller hvis nogen staaende eller gaaende Mand. bliver stødt om af dem, da straffes den der fører Hestene med Landsforvisning, men med Fredløshed, hvis Manden bløder eller bliver forslaaet, og skulle 9 Nabobønder tilkaldes paa Thinge. Men dersom Manden derved mister Livet, skulle Nabobønder tilkaldes hjemme i Bøigden. Dersom man jager Heste eller Nød eller andre Kreaturer paa en anden ved at gjøre dem sky, i den Hensigt, at de enten skulle træde ham under Fødder, eller stange ham, eller forslaae ham, da straffes det med Landsforvisning, dersom Manden falder omkuld, eller Huden paa det forslaaede Sted bliver blaa eller rød, eller det bløder; og skulle 9 Bønder, der boe nærmest Gjerningsstedet, tilkaldes hjemme i Bøigden. Dersom man hidser en glubsk Hund eller en tam Bjørn paa en Mand, da er Straffen Landsforvisning, hvis derved ikke forvoldes nogen Skade, men Fredløshed, hvis derved tilføjes ham synlig Beskadigelse eller han bliver kastet omkuld; til Kvidudsagn herom skulle de Gjerningsstedet nærmest boende Bønder tilkaldes; men skeer der ingen Skade, de Bønder, der boe nærmest det Sted, hvor Dyret blev hidset. Faaer man et af de større Saar, eller bliver dræbt, eller faaer mindre Saar ved at blive angrebet af et Dyr, hvilketsomhelst Dyr det er, være sig en Hest, eller et Nød, eller en Hund, eller en Bjørn, da straffes den, der har hidset Dyret for at foraarsage Skade, som om han selv havde tilføiet den, og Søgsmaalet skal i alle Henseender anlægges paa samme Maade, som om dette var Tilfældet; og foretages der Lysning, bliver han ufredhellig og maa ikke af nogen ydes Underhold i Mellemtiden, indtil Dommen falder. Det er fastsat, at dersom en Mand bliver dræbt, uden at udvortes Vold kan sees paa ham og uden at noget Banesaar er at see: dersom han er blevet jaget ud i Vandet, eller ned af steile Klipper, eller han er kværket ihjel, eller banket ihjel, eller paa hvilkensomhelst Maade hans Modstandere dræbe ham, saaledes at hans Død er foraarsaget af dem, men uden at udvortes Vold er kjendelig paa hans Legeme, da kan saadant Drab ikke med den Virkning, at det hindrer de Vedkommende fra Thingreise, paalyses flere end 3, uagtet flere have været i Ledtog.

Det er fastsat, at den Mand, som paalyser en anden et Angreb eller et Saar eller et Stød eller et Drab, skal tilkalde 2 eller flere Vidner: »til Vidnesbyrd om, at jeg lyser N. N. skyldig i et lovforbudt Angreb« — og nævne den, der blev angrebet, samt den, paa hvis Vegne han foretager Lysningen — »og jeg lyser Lov-Lysning.« Han kan, om han vil, indbefatte i en Lysning baade Angrebet og den Legemsbeskadigelse, der ved samme blev tilføiet, og angive, hvad Slags Beskadigelse det var, være sig Stød eller Saar, og skal han kun anlægge een Sag, hvis han vil anvende saadan Lysning; men han kan ogsaa lyse hver af Delene særskilt, Angrebet for sig, og den Beskadigelse, der ved samme blev tilføiet, for sig; og skal der da anlægges 2 Sager. Den Mand, som lyser Saar eller Stød, skal tilkalde 2 eller flere Vidner paa: »at han lyser Lovlysning om Saar eller Stød« — og angive, hvad Art Beskadigelse det er, være sig Hjernesaar, eller Hulsaar, eller Marvsaar, eller da, at han tilføiede ham det Saar, som — den og den Tid, da den saarede døde — viste sig at være Banesaar; han skal navngive begge, saavel den, som blev saaret, som den, for hvem han foretager Lysningen, og »lyse Lov-Lysning«. Han kan gyldigen foretage Lysningen under eet for alle Nabobønderne, som han vil lyse for, naar han træffer sammen med dem paa eet Sted; men han kan ogsaa foretage Lysningen for hver især.


89. Om Sagers Anlæggelse

I Anledning af alle de her opregnede Sager angaaende Saar og Drab, samt alle de Lov-Overtrædelser, der blive begaaede paa en Kampplads, hvor Saar eller Drab finder Sted, hvad enten de bestaae i Anslaget, Tiltrædelsen af Toget, Nærværelse ved Kampen eller Forsvar for Fornærmerne, skal der hjemme i Bøigden til Kvidudsagn tilkaldes 9 Bønder, der boe Kamppladsen nærmest. Naar man tilføier en anden Stød, skal Stevning foretages i Bøigden, og skal den Gode, som den sagsøgte er i Thinglag hos, opfordres til at danne Tolvmandskvid, og skal denne Opfordring fremsættes paa Thinge, med mindre der paa samme Kampplads er udøvet baade Stød og Saar; da skulle de Bønder, der boe nærmest ved Kamppladsen, give Kvidudsagn om begge Dele. Hævner man paa samme Kampplads et Stød med et andet Stød, og Angreb finder Sted fra hver af de modstaaende Partiers Side, da skulle 9 Bønder, der boe nærmest Kamppladsen, give Udsagn om, fra hvilken Side det første Angreb blev foretaget, men Tolvmandskvider skulle give Udsagn om Stødene. Dersom man paa en anden Kampplads hævner et Stød med et andet Stød, da skulle Tolvmandskvider give Udsagn angaaende Stødene, men den, der udøvede Hævnen, skal tilkalde sine 5 Nabobønder til Forsvars-Kvidudsagn, om hvem der har givet det første Stød. Naar man paa en anden Kampplads hævner et Stød med Drab eller Saar, da skulle de nærmest Kamppladsen boende Bønder give Udsagn om Drabet eller Saarene, men Tylfterkviden om Stødet. Det er fastsat, at Drabsmanden kan af de 9 nærmest Kamppladsen boende Bønder, som ved Kvidudsagn have erklæret ham skyldig i Drabet eller Saarene, opfordre 5 til at give Forsvars-Kvidudsagn om, hvad der gik først for sig, enten at han fik Stødet, eller at han dræbte eller saarede sin Modstander. Ni Bønder, der boe nærmest Kamppladsen, skulle tilkaldes til Udsagn om alle de Voldsgjerninger, som her ere omtalte. Det er fastsat, at de Bønder skulle tilkaldes som Kvidmænd, der ikke med Hensyn til Slægtskab eller Svogerskab staae i for nært Forhold til dem, der ere sigtede for Voldsgjerninger, samt til Sagsøgeren. De Nabobønder kunne ikke være Medlemmer af Kviden, der ere Næstsødskendebørn til Sagsøgeren eller den sagsøgte eller nærmere beslægtede. Disse 3 nærbeslægtede kunne heller ikke være gyldige Medlemmer af Kviden, den nemlig som er gift med Partens Moder eller Datter eller Søster. Ligeledes disse 3 aandelig beslægtede: nemlig den, som holder En under Primsignelse, eller under Daab, eller under Konfirmation; ligesaalidt kan en Bonde være Kvidmand, naar der mellem hans Æt og Sagsøgerens eller den sagsøgtes Æt er forefaldet Drabssager, som naar han er beslægtet med Parterne. Naar Drabssager ere forefaldne, skal man kun rydde Kviden paa Grund af Slægtskab til den Mand, der paa lovlig Maade er udkaaret til Drabsmand, men ikke til flere, uagtet disse have været med ved Drabet. Den Mand, som er bleven kaaret til Drabsmand, saavelsom hans Slægtninge og 3 nærbesvogrede i de Grader, som før er meldt, kan aldrig derefter være gyldigt Medlem af en Kvid mod den, der var søgsmaalsberettiget i Drabssagen. Men med Hensyn til Beregningen af det indbyrdes Slægtskabsforhold mellem disse Mænd skal der forholdes saaledes, at man skal opregne Slægtskabet imellem den, der er valgt til Medlem af Kviden, og Drabsmanden, eller paa den anden Side mellem Kvidmanden og Sagsøgeren [i Drabssagen], samt den dræbte, og skal man bevidne paa sin Ære, at den og den Slægtskabs-Opregning er sandfærdig og rigtig mellem de to Personer, som den da er fremsat, men den og den Drabssag har fundet Sted mellem Kvidmandens og Sagsøgerens Familier, og skal man nævne dem begge ved Navn. Man kan anvende Forkastelsesretten mod en Kvidmand paa Grund af dennes Slægtskab eller Svogerskab til en selv, men ikke paa Grund af at man staaer i aandeligt Slægtskab til Kvidmanden.

Nabobønder ansees gyldige Medlemmer af Kviden, uagtet de have været tilstede paa Kamppladsen, dersom de ikke ere sigtede for paa samme at have udøvet Lovovertrædelser. Dersom man anlægger Sag imod en Mand, i den Hensigt at gjøre ham udygtig til at være Kvidmand, og ikke fordi han anseer ham for skyldig i den Sag han sigtes for, da er Straffen Landsforvisning; og søgsmaalsberettiget mod ham er Sagsøgeren i Hovedsagen, som giver Anledningen til denne Sag; Stevning skal foretages hjemme i Bøigden, og paa Thinge skulle tilkaldes 9 af den sagsøgtes Nabobønder.

Det er fastsat, at kun de Nabobønder kunne gyldigen tilkaldes som Kvidmænd, der have saa megen Formue, at det tilkommer dem at udrede Thingreiselønsafgiften. Men til at betale Thingreiselønsafgiften er en Bonde pligtig, naar han for enhver af sine nødvendige Husfolk har et Høved: en Ko — gjældfri — eller en Koes Værdi eller et Næt eller en Baad og derhos alle de Landhusholdningsredskaber, som til hans Gaard ikke kunne undværes. Som hans nødvendige Husfolk ansees alle de, som han har at forsørge, og de Tjenestefolk, som ere nødvendige til Husholdningens Drift. En Bonde, der ingen Tjenestefolk har, kan tilkaldes som Kvidmand, dersom han har saa megen Formue, at der paa hver af hans nødvendige Husfolk falde 2 Ko-Værdier. Den Bonde ansees ikke at være uden Tjenestefolk, der ved Fardag modtager en Mand i sin Tjeneste paa et Aar og beholder ham Althinget over, en 12 Aars gammel Svend eller ældre, saa rask, at han ved sit Arbeide kan i det mindste fortjene sin Mad. I alle de Tilfælde, naar Tilkaldelse af Kvidmænd foretages før Fardag, kan han kun under den Forudsætning være Medlem af Kviden (2), dersom han den næstforegaaende Sommer har havt en 12 Aar gammel eller, ældre Svend, som endnu er hos ham.

Dersom 2 Mænd boe i samme Hus, da kan man gyldigen tilkalde dem begge, om det behøves; men den, som boer nærmest [ved Partens Hjem eller Gjerningsstedet], hvis ikke begge behøves. Dersom de begge kun holde een Faarehyrde, men ingen flere Folk, da ansees hver af dem at være uden Tjenestefolk. Men dersom den ene af dem alene føder Hyrden, da er han gyldigt Medlem af Kviden. Dersom 2 Mænd drive Landhusholdning i Fællig, og den ene er Jordeier, den anden Landbo, da skal Jordeieren tilkaldes. Dersom 2 Jordeiere, eller 2 Landboer, som have de Egenskaber, der udfordres til at være Kvidmand, have Landhusholdning i Fællig, skal den tilkaldes, som har den største Andel i Fælliget. Men have de lige Andel i Landhusholdningen, kan man tilkalde hvem af dem man vil, og det uagtet de ingen Tjenestekarl holde. Dersom 2 Mænd, som have at udrede Thingreiselønsafgiften og ingen Tjenestekarl holde, have Landhusholdning i Fællig, og den ene af dem har de Egenskaber, der udfordres til at være Kvidmand, skal den anden [dog] tage Del i alle Omkostninger derved i Forhold til den Andel, han har i Landhusholdningen, dersom han [er saa arbejdsdygtig, at han] kan tjene sin Mad eller mere end det.

En Mand, der ikke er dygtig til Thingreise, skal ikke tilkaldes som Medlem af Kviden; Dygtig til Thingreise ansees en Mand for, naar han kan ride fulde Dagsrejser og paa Bedesteder er istand til at fange sin Hest, forsynet med Fodbaand (3) og gaae alene henad sin Vei paa Steder, der ere ham bekjendte. Det er fastsat, at en Mand kan ikke gyldigen tilkaldes som Kvidmand, naar han lider af en saadan Sygdom, at det ikke kan forudsættes, at han i Mellemtiden [indtil Thinget skal holdes] vil være kommen sig saa vidt, at han vil være dygtig til Thingreise. For en Mands Gaard, som er udygtig til Thingreise, kan man tilkalde disse 4 Mænd, hvis de have fast Ophold paa hans Gaard: den første er hans Søn, den anden hans Stifsøn, den tredie hans nærbesvogrede, som er gift med hans Datter, og den fjerde hans lovlige Fostersøn, som han har opdraget; kun under den Forudsætning kunne disse tilkaldes, at de have opnaaet en saadan Alder og Forstand, at de i denne Henseende have de Egenskaber som udfordres til at være gyldig Thingmand, ligesom baade Bonden og den, der i hans Sted tilkaldes, ikke maa med Hensyn til Slægtskab eller forefaldne Drabssager staae i et for nært Forhold til Parterne. Det er lovlig Fostring, naar man modtager en 8 Aars gammel eller yngre Dreng og opfostrer ham indtil han er 16 Aar gammel. For en Qvindes Gaard kunne gyldigen tilkaldes de samme som for en Mands, der er udygtig til Thingreise; ogsaa kan hendes Mand tilkaldes som den femte, ifald han har fast Ophold der hos hende. Det er fastsat, at hvor der boer en Mand, som er udygtig til Thingreise, eller en Qvinde, som dog, naar Tilkaldelsen begynder og Althingstiden over, har en Tjenestekarl, der er fæstet for 1 Aar og [er saa arbeidsdygtig, at han] tjener sin Føde eller mere — og der da kommer udenlands fra en af de Mænd, som gyldigen kunne overtage Thingmandspligterne for den der skal tilkaldes, da kan denne gyldigen tilkaldes, dersom han ankommer før end Tilkaldelsen er begyndt, forudsat at han derhos har fast Ophold der. Dersom man er i Tvivl om en vil være gyldigt Medlem af Kviden eller ei, skal man tilkalde to eller flere Vidner: »til Vidnesbyrd om, at jeg spørger dig« — skal han sige og nævne ham ved Navn — »om du er den rette Thingmand [for Gaarden], eller ikke«, eller »om det tilkommer ham at varetage de retlige Forpligtelser for sin Gaard eller for en til Thingreise udygtig Mands eller en Qvindes Gaard«, hvis han snarere behøver at stile Spørgsmaalet saaledes; han skal »spørge Lov-Spørgsmaal«. Han er da ogsaa berettiget til at forholde sig med Tilkaldelsen i Overensstemmelse med det Svar, som den anden giver; men denne straffes med 3 Marks Bøder, hvad enten han lyver eller han intet Svar giver; og søgsmaalsberettiget mod ham er den som gjorde ham Spørgsmaalet; vil han ikke anlægge Sagen, er den Bonde søgsmaalsberettiget, som blev tilkaldt i hans Sted; men vil han ikke, kan hvo, der vil, anlægge Sagen, og skulle der paa Thinge tilkaldes 5 Nabobønder, der boe nærmest den sagsøgtes Hjemstavn.

Naar Nabobønder tilkaldes hjemme i Bøigden og man træffer paa Fader og Søn [paa samme Gaard], da kan, uagtet kun den ene af dem driver Landhusholdning, hvem af dem man vil, gyldigen tilkaldes, naar begge [iøvrigt] have de bestemte Kvidmandsegenskaber, og skal den ældste af hans Sønner tilkaldes, hvis der ere flere. Den af Sønnerne, der kommer paa Thinge, kan gyldigen afgive Kvidudsagnet, uagtet en anden af Sønnerne, der sidder hjemme, er blevet tilkaldt. Men reiser ingen af dem til Thinge, skal Sag for Hjemmesidden anlægges imod den, der blev tilkaldt; men begiver nogen af dem sig paa Reisen, hvad der end senere forhindrer ham, stiles Søgsmaalet mod denne.

Det er fastsat, at Tilkaldelse af Kvidmænd skal begynde om Morgenen, og den ene tilkaldes efter den anden, indtil de alle ere tilkaldte; de skulle alle tilkaldes paa en og samme Dag, hvis det er mueligt. Man skal tilkalde 9 Nabobønder. Naar der er skeet Angreb fra begge de kæmpendes Side [og derfor begge Parter foretage Tilkaldelse], skulle de, der sidst begynde Tilkaldelsen, tilkalde de samme Nabobønder, og kunne de da anvende Forkastelsesret med Hensyn til de [saaledes] tilkaldte Kvidmænd. Dersom begge Parter samtidig begynde Tilkaldelsen af Kvidmænd, og hver af dem begynder paa sin Ende [af Bøigden] og de træffe hinanden, da ere de hver for sig pligtige til at forklare, hvem de have tilkaldt og hvem de endnu have isinde at tilkalde. Det er fastsat, at de skulle [da] begge tilkalde de samme Kvidmænd, og kunne hver for sig udøve Rydningsret med Hensyn til de Bønder, som hver af dem tilkaldte senest. Dersom de træffes og ikke komme overens om, hvilke af de Bønder, som ingen af dem endnu har tilkaldt, skulle tilføies, da skulle de, der først begyndte Tilkaldelsen, bestemme dette, og tilkommer [denne] Bestemmelse dem, der havde tilkaldt de fleste Bønder dengang de traf hinanden. Men have de paa begge Sider tilkaldt ligemange Bønder, og de ere uenige om, hvem der først begyndte, da skulle de 9 Kamppladsen nærmest boende Bønder, som blive gyldige Medlemmer af Kviden i Hovedsagen, afgive Udsagn om, hvem der først begyndte Tilkaldelsen; og de tabe da [Hoved-] Sagen, som Kvidudsagnet falder imod. Dersom de træffe hinanden, efter at de hver for sig have fremmet Tilkaldelsen saa vidt, at der paa Grund heraf ville fra Omegnen af Kamppladsen blive tilkaldte i det Hele flere end 9, ifald de tilkalde efter hinanden, saaledes som fastsat er, — da skulle de, som paa den Tid de mødtes, ikke have at bestemme, hvem flere der skulle tilkaldes, begive sig hjem til de Bønder, som de alene have tilkaldt, og tilkalde Vidner: »til Vidnesbyrd om, at de fritage dem for denne Tilkaldelse, paa Grund af, at der fra Omegnen af Kamppladsen ere tilkaldte flere end 9«; det skulle de sige i Mænds Paahør, der have fast Hjem paa Gaarden, og anvende den samme Fremgangsmaade derved, som ved Tilkaldelsen. Dersom de ikke fritage Bønderne for Tilkaldelsen, tabe de alle de Sager, i hvis Anledning Tilkaldelsen af dem er foretaget; heller ikke straffes Bønderne, fordi de blive hjemme, dersom Kvidudsagnet udfalder vedkommende Parter imod, at de nemlig sidst begyndte Tilkaldelsen. Selv uagtet de, der høre til det modsatte Parti, og som ikke dertil ere pligtige, undtagen de ville, fritage de af dem tilkaldte Nabobønder for Tilkaldelsen, saa tabe dog de andre deres Sager, naar Kvidudsagnet udfalder dem imod, at de have undladt at fritage de af dem tilkaldte Nabobønder for Tilkaldelsen inden 3die Solemærke fra den Tid, de bleve tilkaldte. Dersom de komme overens om, hvem af dem der skal fritage Bønderne for Tilkaldelsen, skulle de derefter afgjøre, hvilke af de Tilkaldte de skulle fritage eller hvilke den anden Part skal tilkalde. Naar de kan blive enige om, hvem der skal fritage Bønderne for Tilkaldelsen, da skader det ikke deres Sag, om de end først have tilkaldt flere Bønder end 9, naar de blot kunne fritage dem, der overskride dette Antal, for Tilkaldelsen inden 3die Solemærke. Sagsøgerne straffes med 3 Marks Bod, dersom de holde Tilkaldelsen hemmelig eller lyve, naar de blive spurgte [derom], ligesom da ogsaa alle de Søgsmaal, i Anledning af hvilke de have tilkaldt Kvidmænd, blive ugyldige. Nabobønderne straffes med Landsforvisning, hvis de ikke udsige, om de ere tilkaldte eller ei, eller de lyve derom; men dersom de, der senere foretage Tilkaldelsen, ikke vide, hvem de andre have tilkaldt, da ere de berettigede til at tilkalde dem, de ansee for de gyldigste Medlemmer af Kviden.

Dersom nogen opsætter sin Tilkaldelse eller paaskynder samme til den Dag, paa hvilken han veed at Modparten vil foretage den, paa Grund af, at han dermed vil skade Modpartens Sag, da forspilder han den Sag, i Anledning af hvilken han foretager Tilkaldelsen, og straffes derfor med Landsforvisning. Dette er en Sag, i hvilken Stevning skal foretages i Bøigden, og skal der paa Thinge tilkaldes 9 Nabobønder til den sagsøgte.

Det er fastsat, at naar man i Anledning af Saar vil tilkalde Nabobønder . . . .

Dersom man ved Fardag eller tidligere tilkalder Nabobønder hjemme i Bøigden, skal man tilkalde dem, der i Althingstiden have været bosatte paa de Gaarde, hvorfra der foretages Tilkaldelse, dersom de da ere i Live og indenlands. Man skal da foretage Tilkaldelsen paa Vedkommendes Gaarde, uagtet de ere reiste bort og lyse Tilkaldelsen for tre Mænd.

Dersom der samles Folk til Angreb paa de Mænd . . . .

  1. Vi have i Oversættelsen fulgt den utvivlsomt rigtigere læsemaade: þvi at eins rettr í quoð (A. M.)
  2. der brugtes for at den ei skulde gaae for langt bort.


90. (Drabshævn for Forbrydelser mod Qvinder)

Der ere 6 Qvinder, for hvilke man er berettiget til at udøve Drabshævn. Den første er Hustru, den anden Datter, den tredie Moder, den fjerde Søster, den femte Fosterdatter, som han har opdraget, den sjette Fostermoder, der har opdraget ham. Det er fastsat, at dersom En kommer til, idet en Mand voldtager en Qvinde, som han er berettiget til der paa Stedet at udøve Drabshævn for, og hin har kastet hende ned og lagt sig ovenpaa hende, da kan han udøve Drabshævn der paa Stedet; og ligesaa, dersom han træffer ham i Sengen hos Qvinden, saaledes at de hvile der begge sammen, i den Hensigt, at han vil bedrive Utugt med hende; og man kan i begge Tilfælde udøve Drabshævn, uagtet Samleiet ikke er blevet fuldbyrdet. Naar man dræber eller saarer en Mand til Hævn for en Qvinde i et Tilfælde, hvor Samleiet, skjøndt tilsigtet, ikke er blevet fuldbyrdet, skulle de samme Nabobønder afgive Kvidudsagn saa vel om Drabet eller Saarene, der ere blevne tilføiede, som ogsaa om det, hvorpaa man vil begrunde den dræbtes Ufredhellighed. Men er Samleiet blevet fuldbyrdet, da skulle de Bønder, der boe nærmest det Sted, hvor Drabet er udøvet, afgive Udsagn angaaende Drabet og Saarene, men andre Bønder, der boe nærmest det Sted, hvor Samleiet er fuldbyrdet, skulle give Udsagn om Leiermaalet; med mindre begge Dele ere gjorte paa samme Sted, da skulle de samme Nabobønder give Udsagn om begge Dele, saavel Mandens Fredhellighed som hans Ufredhellighed. Det er fastsat, al naar man dræber en Mand i Anledning af Leiermaal med en Qvinde, som man er berettiget til at udøve Drabshævn for, men en anden Mand er Sagsøger i Leiermaalssagen, og denne ikke vil anlægge Sagen, da er den, der har udøvet Drabet, berettiget til at anlægge Sagen, og kan han forfølge Sagen eller overdrage den til en anden, som om han var rette Sagsøger. De Mænd, der ville fremføre Forsvar i Sagen for de Mænd, der med Drabsmanden have deltaget i Drabet, eller for ham selv, skulle til alle Forsvars-Kvidudsagn til Bevis for hvad de ville fremføre med Hensyn til den dræbtes Ufredhellighed, eller Drabsmandens Forsvar, tilkalde 5 Nabobønder, som boe Stedet nærmest af dem, der ere Medlemmer af Søgsmaalskviden, der har erklæret vedkommende skyldig i Drabet eller Saarene. Dersom man dræber en Mand paa Grand af en Leiermaalsforseelse med en Qvinde, man er berettiget til at udøve Drabshævn for, skal man stevne den døde og tale saaledes: »Jeg tilkalder Vidner til Vidnesbyrd om, at jeg stevner ham i Anledning af den og den Gjerning«, som han angiver; »jeg paastaaer alt hans Gods confiskeret, jeg paastaaer, at han er faldet paa sine Gjerninger, og at han ikke har Adgang til at begraves paa Kirkegaarden«, hvis han vil anføre dette; og han skal angive, til hvilket Thing han stevner; han kan ogsaa stevne ham til Fredløshedsstraf, om han vil, og erklære hans Saar ufredhellige, ifald han er i Live.


91. (Om Drabsmænd, der er yngre end 12 Aar)

Det er fastsat, at dersom en Mand, der er yngre end 12 Aar, dræber nogen, da bliver han ikke fredløs for Drabet, men hans Slægtninge skulle betale Frændeboder for den dræbte. Dersom en Mand yngre end 12 Aar tilføier Nogen Saar, skal man tildele ham legemlig Tugtelse, saaledes som han vilde gjøre, ifald han var hans Fader eller Fosterfader, men ei skal han tilføie ham Saar. Men tilføier den voxne Mand ham Saar, ansees den Unge ikke for at være falden paa sine Gjerninger.


92. Om Vaades-Gjerninger

Det er fastsat, at ingen Vaades-Gjerninger skulle finde Sted [med den Virkning, at man derfor slipper for Straf]. Ikke straffes [derimod] en Mand, som holder et Vaaben stille, naar en anden falder mod samme og bliver saaret, og Kviden udsiger, at det ikke var hans Hensigt, at den anden deraf skulde faae Saar. Hvorsomhelst man har anbragt sme Vaaben, straffes man ikke, om end en anden bliver saaret af samme, naar man ikke selv har holdt paa dem, dersom Kviden afgiver Udsagn om, at det ikke var hans Hensigt, at den paagjældende skulde tage Skade deraf, og at han har anbragt Vaabnene paa et Sted, hvor han ikke formodede, at nogen vilde komme til Skade ved dem; men alle disse Forsvarskvider skulle udtages af den Søgsmaalskvid, der er anvendt ved Saggivelsen, og skulle af den udtages 5 Nabobønder. Dersom man har ophængt sine Vaaben paa et Sted, hvor de af dem selv falde ned, og nogen derved kommer til Skade, da staaer den Mand til Ansvar derfor som ophængte Vaabnene. Naar nogen frivilligen tager Del i Brydning eller Leg og han ikke deltager længere deri end han selv vil, da skal han selv bære Ansvaret for hvad Skade han kommer til, med mindre den andens Hensigt var at tilføie ham Skade, eller der tilføies ham Saar eller Bane; thi i saa Fald ansees det, som om det ingen Leg er.


93. om Vanvids-Gjerninger

Det er fastsat, at dersom en afsindig tilføier en Mand Saar eller dræber ham, da skal det kun da ansees som Vanvids-Gjerning, dersom han før har tilføiet sig selv saadanne Legemsbeskadigelser, der have medført Fare for hans Liv eller Lemlæstelse, og ansees det dog kun som Vanvids-Gjerning, dersom Nabobønder ville give Kvidudsagn om at dette er Tilfældet. Det er fastsat, at naar der afgives Udsagn om, at der er skeet Vanvids-Gjerning, tør der ikke gives den afsindige Underhold i Mellemtiden til Dommen falder, og han bliver straffet for Beskadigelser, paa samme Maade, som en Mand med fuld Forstand; men i den Sag tør der sluttes Forlig uden Lovrettens Samtykke.


94. Søgsmaalsberettigelse

[Den dræbtes] Søn er den rette Sagsøger i en Drabssag, naar han er 16 Aar gammel eller ældre, fribaaren og arveberettiget og saa forstandig, at han kan forestaae Søgsmaalet. Er Søn ei til eller er han yngre end anført, da kommer [den dræbtes] Fader næst efter ham; dernæst Broder, der har samme Fader som den dræbte; derpaa Broder, som har samme Moder som den dræbte. Dersom der ere flere Brødre paa fædrene Side, da tilfalder hver af dem en lige Part af Bøderne. Dersom nogle ville anlægge Sagen men andre indgaae Forlig, da skal den raade, som vil forfølge Sagen efter Lovens Strenghed. Det er fastsat, at de ere berettigede til alle i Forening at anlægge Sagen, uden at nogen af dem behøver at overdrage Søgsmaalsret til de andre. Men ville de allesammen forfølge Sagen efter Lovens Strenghed, bør Sagen paakjendes efter den ældstes Paastand, den ældstes af dem, der ville forfølge Sagen efter Lovens Strenghed. Men dersom den ældste Broder overdrager Sagen til en anden Mand, medens den yngre forfølger den selv, bør Sagen paakjendes efter dens Paastand, som forfølger den selv. Dersom en af de søgsmaalsberettigede har meddelt Fuldmagt til Sagens Anlæg, og en anden af de søgsmaalsberettigede, der er lige saa nær i Slægtskab til den dræbte, selv fører Sagen og vil slutte Forlig, da skal Sagen paakjendes efter Fuldmægtigens Paastand, naar denne vil forfølge Sagen efter Lovens Strenghed, og de andre Sagsøgere, som selv føre Sagen, ikke ville det. Disse Mænd regnes efter Loven blandt Sagsøgernes Tal. Næst efter Brødre er uægte Søn søgsmaalsberettiget; dernæst uægte Broder paa Moderens Side. Ere disse ikke til, da er den nærmeste Slægtning, der er fribaaren, arveberettiget og indenlands, berettiget til at anlægge Sag. Ere der flere lige nærbeslægtede, da skal den raade, som vil forfølge Sagen efter Lovens Strenghed. Ikke gjør Alderen Udslaget imellem ligenær beslægtede Mænd, undtagen mellem Brødre. Søgsmaalsret og Bøder for Drab deles paa samme Maade mellem Linierne i Slægtfølgen som Arv, uagtet der kun er en Mand i den ene men flere i den anden Linie. En Søn, 12 Aar gammel og yngre end 16 Aar, kan, dersom Sagsøgeren tillader det, gyldigen anlægge Drabssag, men han behøver ikke at modtage Fuldmagt til at føre den.

En Enke eller 20aarig Mø er selv berettiget . . . .

Dersom den søgsmaalsberettigede ikke vil anlægge Sag i Anledning af Leiermaals- eller Drabsbøder, som tilkomme en Mand, der er yngre end 16 Aar, da er den unge Mand, naar han veed, at den anden har forspildt Sagen for ham, berettiget til, efterat han er bleven 16 Aar eller ældre, at optage Sagen og anlægge den paa samme Maade, som om han nylig havde faaet Kundskab om den. Han er berettiget til at give en Anden Fuldmagt til at føre denne Sag. Dersom en Mand endnu ikke har naaet den fastsatte Alder, og en Sag opstaaer, i hvilken han vilde være søgsmaalsberettiget, hvis han var gammel nok, da er den Mandsperson, som er nærmest beslægtet og har den fastsatte Alder, berettiget til at anlægge Søgsmaalet. Dersom denne hverken har anlagt Sagen eller overdraget den til nogen eller forberedt den til Anlæggelse den første Torsdag i Sommerhalvaaret, efterat den unge Mand har fyldt sit 16de Aar, da kan den unge Mand selv anlægge sin Sag og slutte Forlig i samme.

Dersom en udenlandsk Mand fra de nordiske Lande, bliver dræbt . . . .

Dersom der bliver begaaet Drab paa Althinget . . . .

Dersom Saar tilføies en Mand, der er yngre end 16 Aar, da er den søgsmaalsberettiget, som vilde være Sagsøger i Drabssagen, hvis den unge Mand var bleven dræbt. Den unge Mand kan selv forfølge denne Sag, dersom Sagsøgeren tillader det, og han behøver ikke at lade sig den overdrage af en Anden.

Dersom en Mand bliver dræbt, til hvem Paterniteten ei paa lovlig Maade er bevist, uagtet han regnes for en Søn af en eller anden, da tilkommer Søgsmaal og Bøder for Drabet hans Mødrenefrænder, og ligesaa forholdes der med Arven efter ham. Dersom Saar tilføies en Mand, som har opnaaet den lovbestemte Alder, men er saa uforstandig, at han ikke er betroet Raadighed over sit Gods, da tilkommer Søgsmaalet hans rette Formynder. Paa samme Maade, som nu er anført om Saar, skal der forholdes med Hensyn til alle [andre] Fornærmelser, som tilføies ham. En Enke og en Mø, der er tyve Aar eller ældre, skulle selv raade for deres Sager, dersom Angreb udøves mod dem eller der tilføies dem mindre Saar, hvad enten de ville overdrage Søgsmaalet til en Anden eller slutte Forlig; men de maae ikke tage mindre end lovlige Bøder. Dersom en udenlandsk Mand fra de nordiske Lande eller af Norges Konges Rige, som er gift her i Landet, bliver dræbt, da tilfalder Søgsmaalsretten for Drabet dem, som vilde have haft denne Ret, ifald hans Kone var bleven dræbt.

Slægtninge i 5te Led eller nærmere Beslægtede . . . .

Dersom en Mand bliver dræbt eller mister Mælet . . . .


95. (Dersom en Qvinde bliver dræbt)

Dersom en Mands Hustru, med hvem han har arveberettigede Børn, bliver dræbt, da er hendes Mand Sagsøger i Drabssagen. Har Konen arveberettigede Sønner, der ere komne til fuld Alder, ere de lige delagtige med Manden i Søgsmaalsretten, ligesom de ogsaa ere berettigede til Halvdelen af Bøderne i Forhold til hinanden. Dersom Qvinden ingen Søn har, men hendes Fader eller Broder paa fædrene Side er i Live, bliver den ene af dem (4) søgsmaalsberettiget i Drabssager halvt med Manden. Ere disse Mænd ikke til, tilfalder Søgsmaalsretten Hustruens Mand; men er der en anden Mand i Live, saa nær beslægtet med Qvinden, at han ifølge Loven kunde være hendes Arving, tilfalder denne det Halve af Bøderne imod Ægtemanden.

Ei bør man dræbe en Qvinde, som er frugtsommelig med et levende Foster, uagtet hun har begaaet noget, der gjør hende ufredhellig, eller er dømt til Forvisning; og hun falder i saa Fald ikke som ufredhellig. Dersom en Qvinde, som bliver dræbt, er frugtsommelig med et levende Foster, er der 2 Drabssager, og Sagen angaaende Fosterets Drab skal behandles som andre Drabssager.

Alle Bøder for Drabssager tilfalde Arvingerne, hvad enten de ere Mandfolk eller Qvinder, hvem der saa anlægger Sagen eller er søgsmaalsberettiget; og kun den er berettiget til at meddele Fuldmagt til Sagens Anlæg, som er den rette Sagsøger.

Moderen er berettiget til en tredie Del af Drabsbøderne efter sine ægtefødte Børn i Forhold til den dræbtes Brødre paa fædrene Side, og ligeledes tilhører der hende en tredie Del af Leiermaalsbøder i Anledning af hendes Døttres Forførelse, i Forhold til Brødre paa fædrene Side. Dersom en anden end den rette Sagsøger anlægger en Bødesag, fordi han anseer sig at være søgsmaalsberettiget, og den virkelig søgsmaalsberettigede ikke befatter sig med Sagen, fordi han troer, at en anden er rette Sagsøger, da tilfalder der den virkelig søgsmaalsberettigede tre fjerde Dele af Bøderne, men en fjerde Del den som anlagde Sagen; dersom han behøver at anvende Penge til Søgsmaalets Fremme, eller for at skaffe sig Bistand under Sagen, da skulle disse Udlæg tages af Bøderne, men Resten deles imellem dem. Dersom den, der anlægger Sagen veed, at han ikke er søgsmaalsberettiget, kan hin gjøre Krav paa hele Bødens Beløb, saaledes som den er bleven bestemt.

  1. den nærmest beslægtede.


96. (Om Gjældstrælle og Frigivne)

Det er fastsat, at naar en Gjældstræl er den dræbtes Arving, skal han ikke anlægge Sagen; men der tilkommer ham saa meget af Bøderne, som svarer til Beløbet af hans Gjæld, for hvilken han tjener som Træl. Dersom en Gjældstræl bliver dræbt, tilkommer Søgsmaalsretten hans Frænder; de skulle tilbyde den Mand, hos hvem han tjente for Gjæld, et lige saa stort Beløb, som den Gjæld hvorfor han var Træl. Gjøre de ikke dette Tilbud, da tilkommer Søgsmaalsretten den, hvis Gjældstræl den dræbte var.

Det er fastsat, at dersom en Frigiven bliver dræbt, tilkommer Søgsmaalsretten hans fribaarne Søn, men ellers [ifald han ei har en saadan] den, som har frigivet ham. Men dersom Frigiveren dræber sin Frigivne og denne ingen Søn har, tilkommer Søgsmaalsretten den Gode, til hvis Thinglag den dræbte hørte. Men er Goden og Drabsmanden en og samme Person, tilkommer Søgsmaalsretten de Goder, som høre til samme Thinglag. Kunne de ikke blive enige, skulle de indbyrdes kaste Lod. Dersom en Frigivens Frigiven bliver dræbt, tilhører Sagen den først frigivne.


97. Om udenlandske Mænds Drab

Dersom udenlandske Mænd, danske eller svenske eller norske, blive dræbte her i Landet, — fra de tre Kongers Riger, hvor vor [Islændernes] Tunge er, — tilkommer Søgsmaalsretten den dræbtes Frænder, dersom saadanne ere her i Landet. Men med Hensyn til Drab af udenlandske Mænd fra alle andre Lande, end der hvor de Tunger tales, som jeg nu anførte, kan ingen anlægge Sag derfor paa Grund af Frændskab, undtagen Fader eller Søn eller Broder, og disse dog kun da, naar dræbte har før kjendtes ved dem her. Dersom nogen, som ingen Frænde har her i Landet, bliver dræbt ved Skibet [naar han er kommen hertil, eller vil reise herfra], tilkommer Søgsmaalsretten hans Formuesfælle. En Mand ansees for lovlig Formuesfælle, naar den mindre karske af dem har indsat alt sit Gods i Fælliget. Men er der ingen Formuesfælle eller er denne Drabsmanden, tilkommer Søgsmaalsretten hans Madfælle, som oftest har spist sammen med ham. Ere der flere Madfæller, som lige ofte have spist sammen med ham, skulle de kaste Lod om, hvem der skal anlægge Sagen, men alle have lige Andel i Bøderne. Men er der ingen Madfæller, skulle Styrmændene anlægge Sagen, og [ifald der ere flere] den af dem, der eier den største Part i Skibet. Men eie de lige stor Part i Skibet, skulle de ved indbyrdes Lodkastning afgjøre, hvem der skal anlægge Sagen; men af Bøderne tilfalder dem alle en lige Andel. Dersom Styrmanden dræber en Mand, som hverken har nogen Formuesfælle eller Madfælle, tilfalder Søgsmaalsretten dem, der eie Skibet i Fællig med ham; i Bøderne have de alle lige Andel. Den anlægger Sagen, som eier den største Part i Skibet; eie de lige Part i Skibet, skulle de afgjøre ved indbyrdes Lodkastning, hvem der skal anlægge Sagen. Dersom en Styrmand, der spiser for sig selv, bliver dræbt, eller der er kun een Styrmand og han er Drabsmanden, skal Goden, i hvis Thinglag den Mand er, der eier Grunden hvorpaa de boe, anlægge Sagen. Dersom en Mand bliver dræbt paa Veien fra Skibet til det Sted, hvor han vil tage [Vinter-] Ophold, skal der med Hensyn til den Sag forholdes, som om han var dræbt ved Skibet. Dersom han bliver dræbt, medens han har sit Ophold hos en Bonde, tilkommer Søgsmaalsretten Bonden. Men dræber Bonden ham, er den Gode søgsmaalsberettiget, i hvis Thinglag han er. Men er Bonden og Goden en og samme Person, tilkommer det de Goder, der ere i samme Thinglag, at anlægge Sagen. Dersom han har Ophold paa en Qvindes Gaard og bliver dræbt der, og en Mand har Ophold der hos hende, som gyldigen kan udføre Thingmandsforretningerne for hendes Gaard, da tilkommer Søgsmaalsretten ham, men Bøderne tilfalde hende. Men er en saadan Mand ikke der, eller er det [netop] ham, der udøvede Drabet, tilkommer det den Gode, i hvis Thinglag hun er, at anlægge Sagen. Indtil han for fuldt og alt er ankommen til Skibet for at afreise, skal der ogsaa forholdes med Søgsmaalsretten, ifald han bliver dræbt, som om Drabet fandt Sted, hvor han havde Ophold; men da efterat han er ankommen til Skibet, skal der forholdes paa samme Maade, som sagt er med Hensyn til den foregaaende Sommer [da han ankom til Landet].

Dersom en udenlandsk Mand, som driver Landhusholdning her, men ingen Frænder har her, bliver dræbt, tilkommer Søgsmaalsretten den Gode, til hvis Thinglag han hører. Men ifald det [netop] er denne Gode, som dræber ham, da tilfalder Søgsmaalsretten de Goder, som høre til samme Thinglag; med mindre den dræbte har fribaarne Børn, thi i det Tilfælde gaaer Søgsmaalsretten over til den med Børnene nærmest beslægtede Mandsperson, der har den lovbestemte Alder og er istand at forestaae Søgsmaalet.

Paa denne Maade, som her er sagt, skal der forholdes med Hensyn til Søgsmaal for udenlandske Mænds Drab, med mindre der her i Landet findes Frænder til den dræbte fra Lande, der tale samme Sprog som vi; saadanne Frænder ere: de der ere beslægtede i femte Led eller nærmere. De ere berettigede til her at anlægge Drabssagen og tage Bøder. Endog ifald de senere komme her til Landet, skulle alle Drabsbøder udbetales til dem uden Rente.


98. (Om ulovligt Forlig)

Med Hensyn til alle de Drab, jeg nu har opregnet, saavelsom med Hensyn til større Saar er det ikke tilladt at slutte Forlig uden Althingets Tilladelse; Landsforvisning er Straffen, hvis man indgaaer Forlig i de Sager, hvilke ikke kunne forliges uden Tilladelse. Dersom nogen slutter Forlig i en Drabssag uden Tilladelse, tilkommer Søgsmaalsretten derfor først de nærmeste Frænder; men ville de ikke, kan hvem der vil forfølge den efter Lovens Strenghed, anlægge Sagen. Det er en Sag, i hvilken Stævning skal foretages i Bøigden, og skal der paa Thinge tilkaldes 9 Nabobønder.

Landsforvisning er Straffen for Underhold af Mænd, hvem et Drab eller et større Saar ere blevne lovligen paalyste, eller som have udøvet Røveri, eller indebrændt Folk, saaledes at disse enten omkom eller fik Saar deraf, eller hvilketsomhelst de maatte have udøvet mod Andre, hvorfor de ifølge Loven ere pligtige til at betale Frændeboder for den dræbte. Det er altsammen Sager, i hvilke Stævning skal foretages i Bøigden, og skal den Gode, til hvis Thinglag den sagsøgte hører, opfordres til at danne Tolvmandskvid. Ei straffes Underhold af en [landsforvist eller fredløs] Mand, naar . . . .

Det er ikke strafbart at yde saadanne Mænd Underhold, som have dræbt ufredhellige Mænd eller tilføiet dem Saar; ei heller forbydes det dem at indfinde sig paa fredlyst Thing.


99. (Om ulovlig Thingreise)

Det er fastsat, at de Mænd have ikke Ret til at ride til Thinge, hvilke et Saar eller Banesaar er lovligen paalyst; men indfinde de dem paa et indviet Thing, straffes de med Landsforvisning; og blive alle de Søgsmaal eller Forsvar, som en saadan fremkommer med paa Thinget, ugyldige, og det samme gjælder med Hensyn til alle de Sager, han som Fuldmægtig for andre har beredet til Anlæggelse paa det Thing enten som Sagsøger eller Sagvolder. Dersom saadanne Mænd indfinde dem paa Althinget, skal Stævning mod dem foretages paa Lovbjerget. Men dersom de indfinde sig paa andre indviede Thing, skal i den Sag Stævning foretages i Bøigden, og 9 Nabobønder til den sagsøgte tilkaldes paa Thinge, til Kvidudsagn om han har indfundet sig paa et indviet Thing efter at Saar eller Banesaar vare blevne ham paalyste; med mindre Sagen er blevet beredt til Anlæggelse paa det Thing, da kan man, om man vil, stævne Sagen til Dom der; samme Kvidudsagn skal og afgives, naar vedkommende indfinder sig paa Althinget. Men det gjælder Straf af Landsforvisning for alle de Mænd, der ride i Selskab med ham af den Grund, at de ville understøtte ham i at foretage Thingreise. Dersom Mænd, som ikke maae ride til Thinge, reise derhen eller de ere tilstede paa et indviet Thing, ere de ufredhellige for Legemsbeskadigelser, og ligesaa alle de, som have gjort Følgeskab med dem af den Grund, at de vilde yde dem Understøttelse. Naar man paa et indviet Thing træffer en Mand, hvem det er forbudt at reise til Thinge, kan man tilkalde Vidner: »til Vidnesbyrd om, at han har truffet ham paa et indviet Thing«, og skal han støtte sit Søgsmaal paa det Vidnesbyrd. Dersom en Kvid erklærer en Mand skyldig i Thingreise, kan han tilkalde sine 5 Nabobønder til at afgive Forsvarskvidudsagn, om den anden har paalyst ham et Saar eller Banesaar i den Hensigt at forhindre hans Thingreise, og ikke fordi han ansaae ham skyldig; og kan han faae saadant Kvidudsagn, at dette har været hans Hensigt, da frifindes han i Sagen angaaende Thingreisen.

Alle de Sager, som her ere opregnede i Anledning af Legemsbeskadigelser, skulle anlægges for Fjerdingsretten [paa Althinget], der hører til den Fjerding, hvori Beskadigelserne ere udøvede. Men dersom Kampen finder Sted paa Grændsen mellem tvende Fjerdinger, skal Sagen anlægges ved Fjerdingsretten for den Fjerding, fra hvilken de fleste Nabobønder ere blevne tilkaldte.


100. (Om Saar tilføiede paa Vaarthing eller Høstmøde)

Paa indviede Vaarthing eller Høstmøder skal man lyse Saar, paa Thingskrænten eller paa det Sted, hvor man pleier at foretage Forkyndelser. Man maa ikke uden Tilladelse slutte Forlig i Anledning af de Saar, som der blive tilføiede. Dersom Mænd, som [der] have udøvet Legemsbeskadigelser, løbe ind i Boderne der, da er Straffen Landsforvisning for dem, der yde dem Forsvar, naar det ikke er paa selve Kamppladsen; er det paa selve Kamppladsen, da er Straffen Fredløshed. Men dersom det er [selve] Eieren af Boden, som yder dem Forsvar, da er Boden ufredhellig, saa at den kan nedbrydes, dersom de forinden under Tilkaldelse af Vidner have været opfordrede til at vige bort. Men som Kvidmænd skulle tilkaldes de Bønder, der boe nærmest Kamppladsen og ikke ansees delagtige i Legemsbeskadigelserne.


101. (Naar Legemsbeskadigelser udøves paa Althinget)

Det er fastsat, at naar Legemsbeskadigelser udøves paa Althinget, da skal der tilkaldes Bodkvid fra de tre Boder, der ere nærmest, og hvoraf der i hver ere tre Mænd, der med Hensyn til Slægtskab kunne være Medlemmer af Kviden; ei skal der nogen tilkaldes fra Garveres eller Sværdfeieres Boder. Men de Mænd skulle først tilkaldes, der ere Eiere af Boderne, hvis de ere gyldige Medlemmer af Kviden, og først de som eie den største Andel i Boden, dersom de ikke behøves alle. Dersom Bodeierne ikke ere gyldige Kvidmænd, eller dersom der behøves flere end disse, skulle andre Bønder tilkaldes; men strækker det ikke til paa anden Maade skulle Tjenestekarle tilkaldes. Med Hensyn til alle Legemsbeskadigelser og Angreb og Anslag og alle de Lovovertrædelser, som blive udøvede paa Althinget paa det Sted, hvor der tilføies Saar, skal en Bod-Kvid afgive Udsagn; men de Angreb og Saar, som blive tilføiede paa Althinget, skulle lyses paa Lovbjerget. Naar Mænd paa Althinget blive tilkaldte som Medlemmer af en Bod-Kvid og ikke have afgivet Udsagnet, ere de pligtige til den næste Sommer at reise til Althinget, ligesaa fuldt, som om de vare [paany] tilkaldte i deres Hjem. Dersom nogen døer af de Saar, han fik der, kan man foretage Lysning for de 5 Bønder, der boe nærmest det Sted, hvor han døde.

Dersom nogen dræber eller saarer en Mand paa Thinge eller paa indviede Høstmøder, straffes han med Fredløshed, og den personlige Bod forøges med det halve. Vil man hævne sig, men Fornærmeren er løbet ind i en Bod og man der yder ham Forsvar, skulle Forfølgerne begjære Tilladelse til at maatte gaae ind i Boden. Ville de andre ikke tillade det og stille sig til Forsvar for den undvegne, da straffes saadant med Landsforvisning, naar det ikke er paa [selve] Kamppladsen, men ellers med Fredløshed, og Boden er derhos ufredhellig — med mindre de ligesaavel vilde have skillet dem ad, ifald den havde begyndt Angrebet, som nu er den svagere Part. De Bønder skulle tilkaldes, som boe nærmest ved Thingstedet, hvis de ikke ansees delagtige i de udøvede Legemsbeskadigelser. Dersom man tilføier hinanden Stød eller Saar eller Drab paa Althinget, fordobbles den personlige Bod for de Mænd, som Fornærmelsen tilføies, og ei er det strafbart, at man der stiller sig til Forsvar for den undvigende.

Dersom der udøves Legemsbeskadigelser paa Althinget, naar nye Love blive forkyndte, er det ikke Pligt at føre Domstolene ud; de Bønder skulle tilkaldes, i Anledning af den Sag, som boe nærmest Thingmarken og som med Hensyn til Slægtskab og Frændskab ere gyldige Medlemmer af Kviden.

Dersom nogen bliver dræbt eller mister Mælet eller Forstanden ved Legemsbeskadigelser, som tilføies ham paa Althinget, tilkommer Søgsmaalsretten den, der af de paa Thinget tilstedeværende Mænd er den nærmest beslægtede.


102. (Om Fredløshed)

Dersom nogen i Anledning af et paa Althinget forøvet Drab bliver fredløs, da er Prisen paa hans Hoved 3 Mark i lovlige Betalingsmidler. Den anden, paa hvis Hoved samme Pris er sat, er den som indebrænder Folk. Den tredie er Trællen, som dræber sin Herre eller sin Herskerinde eller deres Børn eller Fosterbørn. Den fjerde er Forbryderen, der udøver lønligt Drab. Men paa alle andre Skovmænd er Prisen 8 Ører.

Naar nogen bliver fredløs formedelst Drab, skal Sagsøgeren for Retten eller ved Forligsmøde, i Voldgiftsmændenes Nærværelse, kaare en Mand til Drabsmand, den han vil af de Mænd, der vare med ved Drabet; og han skal af dennes Æt fordre Frændebøder, og han er berettiget til at rydde Kvid med Hensyn til Slægtskab med ham; men undlader han at kaare Drabsmand, kan han hverken forlange Frændebøder og heller ikke rydde Kvid [med Hensyn til Slægtskab].


103. (Stævning i Anledning af Mord)

Det er fastsat, at der i Anledning af Mord skal foretages Stævning [hjemme i Bøigden], og man skal opfordre den Gode, i hvis Thinglag den sagsøgte opholder sig, til at danne Tylfterkvid. Man kan ogsaa vælge at tilkalde hjemme i Bøigden, til Kvidudsagn, 9 af den sagsøgtes Nabobønder og lyse Sagen paa det Thing, hvortil han tilkaldte Kvidmændene. Det tredie Valg, man har, er, at man, efter at Liget er fundet, tilkalder de Bønder, der boe nærmest Stedet, hvor Liget fandtes, og lyser Sagen paa Thinge.

I alle de her opregnede Sager skal Lysning foretages paa Thinge, og Kvidmænd tilkaldes i Bøigden, ligesom det overhovedet er gyldigt, at lyse alle de Sager, i hvilke Nabobønder ere tilkaldte hjemme i Bøigden —; ogsaa kan man gyldigen foretage Stævning i ethvert Tilfælde, hvor det er gyldigt at foretage Lysning.


104. (Om Stævning)

I alle disse Sager, skal Sagsøgeren, ifald han har faaet Kundskab om Anledningen til samme, naar 4 Uger ere forløbne af Sommerhalvaaret eller tidligere, have foretaget Stævning, i det seneste den Onsdag, naar der Torsdagen næstefter ere forløbne 6 Uger af Sommeren; men Nabobønder skulle være tilkaldte til Kvidudsagn Løverdagen derefter i Sommerens 7de Uge. Men faaer Sagsøgeren senere Kundskab om Sagens Anledning, eller Begivenheden, der giver Anledningen til samme, indtræffer senere end som saa, men forinden den sidste Fardag, da kan Stævning gyldigen foretages, indtil i det seneste naar 7 Uger ere forløbne af Sommeren; men Nabobønder skulle være tilkaldte, naar 8 Uger ere forløbne af Sommeren. Men naar Modparten ogsaa tilkalder Kvidmænd, og den ene Part har tilkaldt Kvidmænd før Fardag, medens den anden vil tilkalde dem efter Fardag, skulle disse dog tilkalde de samme Kvidmænd [som hine]. Men have Kvidmændene forandret deres Hjem i denne Mellemtid, skulle de tilkaldes paa det Sted, hvor deres Hjem var, dengang den første Tilkaldelse skete. Men den, som efter Fardag begynder Tilkaldelse af Kvidmænd, skal tilkalde de Nabobønder, som i det nysbegyndte Aar skulle boe nærmest det Sted, fra hvis Nabolav han tilkalder Kvidmænd. Dersom en faaer Kundskab om Anledningen til en Sag, i hvilken han er Sagsøger, Søndag i Fardag [-Ugen] eller senere, kan han undlade at anlægge det Søgsmaal i den Sommer. Han kan da anlægge Sagen paa næste Althing, og er det en Sag, i hvilken der hjemme i Bøigden skulle tilkaldes Kvidmænd, skal han, dersom han har det i Sinde, have foretaget Stævningen og tilkaldt Kvidmænd i det seneste den Torsdag, naar 8 Uger ere forløbne af Sommeren. Enten skal man tilkalde alle de Nabobønder, som have boet paa vedkommende Gaarde indtil femte Fardag, eller ogsaa skulle de alle være dem, der boe der efter Fardag.

I alle de Sager, hvis Anledning opstaaer senere end 8 Uger ere forløbne af Sommeren, og hvori Kvidmænds Tilkaldelse i Bøigden ikke skal finde Sted, saavelsom alle de Sager, hvori Kvidmænds Tilkaldelse i Bøigden skal finde Sted, men hvis Anledning opstaaer saa seent, at man ikke kan faae tilkaldt Kvidmænd, inden 8 Uger ere forløbne af Sommeren, skal Stævning foretages saa nær Althinget man vil, ifald Sagsøgeren ikke destomindre vil anlægge Sagen paa det næste Althing. Men dersom Tilkaldelse hjemme i Bøigden burde have fundet Sted, saafremt Sagens Anledning var stedfunden tidligere, da skal man paa Thinge [af de der tilstedeværende] tilkalde de 9 Bønder, der paa den Tid boe nærmest det Sted, fra hvis Omegn han skulde tilkalde, hvis han i den samme Sag havde tilkaldt Bønder i Bøigden.

Ny-Lov. Dersom Sagsøgeren faaer saa seent Kundskab om en Drabssag . . . .

Dersom Sagsøgeren opholder sig udenfor Landsfjerdingen, da er han berettiget til at anvende den Behandlingsmaade, at foretage Lysning paa Thinge og tilkalde Bønder i Bøigden, eller ogsaa stævne i Bøigden og tilkalde paa Thinge 9 Bønder, der boe nærmest Kamppladsen. Dersom Tiden er rykket saa nær Althinget, at Udenfjerdingsmænd ikke finde Tiden tilstrækkelig til at kunne reise hen for at berede Sag til Anlæggelse den Sommer, hvad der nu saa er til Hinder, da kan man, om man vil, ved Thingets Slutning lyse, at man agter at anlægge Sagen næste Sommer, og han kan da tilkalde Kvidmænd i Sagen, som han vil, hjemme i Bøigden eller paa Thinget.


105. (Om Thingreisende foretage Angreb)

Dersom Mænd paa Thingreise foretage Angreb paa hinanden, saare hinanden eller dræbe hinanden, da kan Lysning gyldigen foretages for 9 eller flere Bønder, hvis saadanne ere der tilstede, om hvem man troer, at de ikke ville blive sigtede for Lovovertrædelser paa den Kampplads; ogsaa kan Lysningen gyldigen iværksættes for 5 Bønder, der boe nærmest Kamppladsen, og som alle med Hensyn til Afstand fra denne vilde være gyldige Medlemmer af en Nimandskvid. Det tredie Valg, man har, er at lyse det paa Lovbjerget, efter at Thinget er indviet, dersom Kampen er forefaldet saa kort før Althinget, at Lysningen kan foretages der inden tredie Solemærke. I en saadan Sag skal Stævning foretages hjemme i Bøigden paa den sagsøgtes Hjem eller ogsaa paa et Sted, hvor han selv paahører Stævningen, og skulle 9 Bønder, der boe nærmest Kamppladsen, tilkaldes paa Thinge, ligesom det ogsaa er ret, at man der foretager Stævning, forinden man lyser Angreb eller Legemsbeskadigelser. Den Sag kan gyldigen lyses paa Thinge og anlægges samme Sommer, og kunne paa Thinge tilkaldes til Kvidudsagn Bønder, der boe nærmest Kamppladsen, hvis der gives Tid dertil, forinden Domstolene drage ud til Sagers Paakjendelse. Dersom en Mand fra Lovbjerget lyser nogen skyldig i Legemsbeskadigelser, som ere tilføiede paa Thingreiser, da maa han, uagtet han [allerede] er der tilstede paa Thinget, ikke bliver længere, men skal i samme Etmaal som Lysning mod ham er foregaaet, forlade Thinget.


106. (Sager opstaaede under Althingstiden)

I alle de Sager, hvis Anledning opstaaer under Althingstiden, saaledes at Sagsøgeren da først faaer Kundskab om dem, kan Stævning gyldigen foretages i Bøigden, naar Sagsøgeren [blot] kan tilkalde Kvidmænd, forinden Domstolene drage ud til Sagers Paakjendelse.


107. (Om Sager imod en dræbt)

Det er fastsat, at naar der er beredt Sager imod den dræbte, sigtende til at faae ham dømt ufredhellig, og Sagsøgeren først faaer Kundskab om Drabet paa Thinge eller saa seent, at han ikke er pligtig til at berede Sagen til Anlæggelse den Sommer, med mindre han selv vil, da kan han gyldigen strax [paa Thinge] foretage Lysning af Søgsmaalet og anlægge det samme Sommer. Dersom Modparten har i Bøigden tilkaldt til Kvidudsagn Bønder fra Omegnen af Kamppladsen, hvor den dræbte fik Banesaar, da skal han paa Thinge tilkalde de samme Nabobønder, som Modparten har tilkaldt i Bøigden. Men dersom Modparten bereder Sagen senere [end saa, at Kvidmænd tilkaldes i Bøigden], og tilkalder paa Thinge Nabobønder fra Omegnen af Kamppladsen, hvor den dræbte fik Banesaar, til Udsagn om, at han var ufredhellig, da skulle de foretage Tilkaldelsen i det seneste en Nat, førend Domstolene drage ud til Sagers Paakjendelse. Men Sagsøgeren skal tilkalde de samme Nabobønder, som den anden har tilkaldt før, og det tilkommer den, som foretog Tilkaldelsen sidst, at udøve Forkastelsesret mod Kvidmændene. Dersom de Kvidmænd. som Modparten tilkalder [med Hensyn til Ufredhelligheden], ikke ere de samme (5), som Bønderne nærmest Kamppladsen, hvor den dræbte fik Banesaar, skal den, der anlægger Drabssagen, paa Thinge tilkalde de Kamppladsen nærmest boende Bønder, hvilke han anseer for de retteste Medlemmer af Kviden. Dersom Drabsmanden paa en anden Kampplads har udøvet en Gjerning, hvorved han har gjort sig ufredhellig i Forhold til den dræbte, og Sagsøgeren er paa Thinge, men Sag er beredt mod den dræbte, sigtende til at faae ham kjendt ufredhellig, med tilkaldte Kvidmænd fra Omegnen af den Kampplads, hvor han fik Banesaar eller Legemsbeskadigelser, da skal Sagsøgeren i Drabssagen lyse Søgsmaal imod Drabsmanden baade for Drabet og for den Lovovertrædelse, han før havde udøvet, og hvorved han havde gjort sig ufredhellig i Forhold til den dræbte, og skal han paa Thinge tilkalde Bønder, der boe nærmest den Kampplads, hvor Drabsmanden har udøvet den Gjerning, hvorved han har gjort sig ufredhellig i Forhold til den dræbte. Dersom Sagsøgeren ikke er tilstede paa Thinget, men Sag er beredt imod den dræbte, sigtende til at faae ham kjendt ufredhellig, og der paa Thinge ere tilstede Frænder til den dræbte. — Næstsødskendebørn eller nærmere beslægtede — kan den af dem, som vil, anlægge Drabssagen, som om han var den rette Sagsøger. Men enes de ikke om, hvem der skal anlægge Sagen, tilkommer det den af dem, som er nærmest beslægtet. Men dersom der paa Thinge ingen er tilstede, der er saa nær beslægtet, eller de, der ere tilstede, ikke ville anlægge Sagen, da tilkommer Sagens Anlæggelse den Gode, i hvis Thinglag Sagsøgeren er. Hvad enten nogen bliver dræbt eller saaret, saa at han ikke selv er i Stand til at berede Sagen til Anlæggelse, og han heller ingen anden kan faae dertil, da ere hans Frænder berettigede til i alle Maader at behandle Sagen som Sagsøgeren, hvis han var tilstede paa Thinget, og samme Ret tilkommer Goden. Det er fastsat, at hvosomhelst af de Mænd, som her ere opregnede, anlægger Sagen, da skal, dersom Beviserne falde ud til den dræbtes Fordel, denne kjendes uskyldig i de Sager, der bleve beredte imod ham, men Drabsmanden skyldig til fuld Fredløsheds Straf. Dersom Sagsøgeren ikke er tilstede paa Thinge og ingen af dem, der nu ere opregnede, og Sag til Ufredhellighed er beredt imod den dræbte, men Drabssagen ikke er beredt, da kan hver, som vil, tilkalde Mænd til alle de Forsvarskvider for den dræbte, som ere nødvendige; han skal tilkalde Kvidmændene paa den Maade som før er sagt om Fremgangsmaaden, naar Sag beredes til Anlæggelse der paa Thinget. Hvilketsomhelst Udsagn der da afgives til den dræbtes Fordel, saa at Drabsmanden vilde blive fredløs, dersom Sagen paa lovformelig Maade var bleven beredt hjemme i Bøigden imod Drabsmanden, da skal den dræbte og hans Gods kjendes fri for Tiltale i de Sager. Paa samme Maade som sagt er om det Tilfælde, naar Sagsøgeren ikke er tilstede paa Thinge, skal der forholdes, naar nogen bliver dræbt paa Thinge, og Sag er beredt imod den dræbte sigtende til at faae ham kjendt ufredhellig.

  1. d. e. ere tilkaldte fra Omegnen af et andet Sted.


108. Om Anslag til Legemsbeskadigelser

Straffen er Landsforvisning, om man beder en anden at drage hen med sig for at tilføie andre Legemsbeskadigelser eller lægger Anslag til Legemsbeskadigelser imod en Mand. Samme Straf er og for enhver, der lover Deltagelse i Voldsgjerning. I den Sag skal Stævning foretages i Bøigden, og 9 Bønder tilkaldes i Bøigden, der boe nærmest den sagsøgtes Hjem. Dersom man lægger sig i Baghold for Folk, skulle hjemme i Bøigden tilkaldes de Bønder, som boe nærmest ved Bagholdsstedet. Men del er Baghold, naar Mænd tøve paa et Sted, fordi de have til Hensigt der at tilføie Folk Legemsbeskadigelser eller derfra at begive sig til det Sted, hvor de vil angribe Folk. Men mødes de, saa, uagtet de, imod hvilke Bagholdet blev lagt, have begyndt Angrebet, ansees de ufredhellige, der laae i Bagholdet, hvis de blive dræbte. Det er fastsat, at ethvert Anslag, sigtende til at tilføie andre Legemsbeskadigelser, straffes med Landsforvisning, uagtet Anslaget ikke fuldbyrdes, men med Fredløshed, hvis det bliver fuldbyrdet.

Dersom man lægger Anslag imod en Mand, sigtende til at der tilføies ham Stød eller Saar eller Legemsbeskadigelser, hvilkesomhelst af disse Anslag han lægger, da skal Sag anlægges for den Skade, som virkelig bliver tilføiet, uagtet der kun tilsigtedes et Stød eller Saar, hvor det faldt ud til Banesaar. Dersom man hævner et Angreb med Stød, skulle de Bønder, der boe nærmest ved Gjerningsstedet, give Kvidudsagn om Angrebet, men en Tolvmandskvid om Stødet. Det er Anslag imod en Mand, naar man giver Folk saadanne Forholdsregler, at hin vil være sin Bane nærmere og sin Sundhed fjernere, ifald det som han sagde bliver udført.

Det er Anslag til Legemsbeskadigelser, naar man underfundigen mager det saaledes, at Vaaben eller anden farlig Gjenstand skal falde paa en Mand eller kastes paa ham; ligesaa naar man viser en Mand udi Sumpe eller til Steder, hvor der ere vilde Dyr. I alle disse Sager skulle Kvidmænd tilkaldes i Bøigden, fra Omegnen af det Sted, hvor Skaden blev tilføiet. Men blev ingen Skade ham tilføiet, men var tilsigtet, skulle den sagsøgtes Nabobønder tilkaldes. Det sagde Gudmund var Lov, at der med Hensyn til de Anslag til Legemsbeskadigelser, der lægges paa selve Kamppladsen samt udføres der, skulle tilkaldes 9 Bønder der boe nærmest ved Kamppladsen, men 9 [af den sagsøgtes] Nabobønder i Anledning af alle de Anslag, der ikke komme til Udførelse; og skulle 9 Bønder tilkaldes, der boe nærmest ved dens Hjem, der lagde Anslaget.


109. Om Brandstiftelser

Det er fastsat, at dersom man beder en anden at gaae med sig for at indebrænde Folk eller deres Kreaturer, da er Straffen derfor Landsforvisning, og ligesaa for enhver, som lover det; og skal der hjemme i Bøigden tilkaldes 9 Nabobønder til hver af dem. Dersom de begive sig paa Toget og tage Ild, skulle Kvidmænd tilkaldes fra Omegnen af det Sted, hvor de toge Ilden. Men træffes de med Ild. som de have taget for at iværksætte Brandstiftelse, da falde de ufredhellige, og Straffen er Fredløshed. Men brænde de Folk eller deres Kreaturer inde, straffes de med Fredløshed, og skulle Bønder tilkaldes hjemme i Bøigden fra Omegnen af Brandstedet . . . .


109a. (Om Drab paa Fredløse)

Det er fastsat, at der i Tilfælde af fredløses Drab skal forholdes saaledes, som her nu vil blive sagt. Naar man fanger en fredløs, skal man ikke føre ham længere bort end et Pileskud fra det Sted, hvor man skal dræbe ham. De skulle dække Liget paa et Sted, hvor der hverken er Ager eller Eng, hvor der ei ere Vande, der rinde hen til beboede Gaarde, og længere borte fra Bondens Gjerde end et Pileskud. Dersom de ikke dække Liget af en fredløs, er Straffen 3 Marks Bøder. Men dræbe de en fredløs paa et andet Sted end befalet er, straffes det med 3 Marks Bøder, og skal Domstolen kjende dem pligtige til at bringe den fredløse bort inden Udløbet af de næste 14 Nætter; den Sag er Grundeieren berettiget til at anlægge. Men kun da blive de strafskyldige for Behandling af en fredløs, om de end bringe ham længere bort end i Pileskuds Afstand, ifald de reise Stendyssen over ham paa en anden Mands Grund, end hvor de toge ham fangen. Men ville de føre en fredløs til den Mand, som erhvervede Straffedommen over ham, da ere de berettigede dertil, og skulle de føre ham bunden derhen og tilbyde sin Hjælp ved at følge med til det Sted, hvor han vil dræbe ham. Dersom den, der erhvervede Straffedommen over den fredløse, lader ham slippe bort, straffes han med Fredløshed; og Søgsmaalsretten mod ham tilkommer de Mænd, som førte den fredløse til ham; ogsaa mister han al Ret til Tiltale mod andre for Underhold ydet den fredløse. Dersom den, som erhvervede Straffedommen, sender ham hen til andre Folk eller yder ham Hjælp i nogen Henseende, da taber han al Ret til Tiltale mod andre, som have ydet den fredløse Understøttelse, og straffes han derhos med Fredløshed, og hvo, som vil, er berettiget til at anlægge Sag mod ham, for at han med Vidende har ydet en fredløs Hjælp, som han selv har forfulgt til Straf; Sagsøgeren skal i Stævningen gjøre Paastand paa Fredløshedsstraf, Fortabelse af Tiltale mod dem, som have ydet den fredløse Understøttelse, og om at Søgsmaalsretten mod disse skal tilfalde ham selv. Ingen straffes fordi han giver en fredløs Mad underveis, naar han føres til den, der erhvervede Straffedommen over ham. Naar en fredløs bliver dræbt, tilkommer Prisen paa hans Hoved den, der først saarede ham med sine Vaaben. Men jages han imod Vaaben eller ud i Sumpe, tilkommer dem alle lige Del i Prisen, og det samme gjælder, naar de føre ham til den, der forfulgte ham til Straf, og skulle de kaste Lod om, hvem af dem der skal indfordre Prisen.


109b. (Om Paagribelse af Fredløse)

Dersom fredløse Mænd flygte til ubeboede Huse eller til ubeboede Sæterhytter, da kan man bryde Husene ind til dem, om man vil, eller brænde Husene, hvis man ikke kan angribe dem paa anden Maade. De skulle erstatte Eieren Huset, efter som 5 Nabobønder vurdere det med Haanden lagt paa en [hellig] Bog. Dersom fredløse Mænd flygte for deres Forfølgere ind i Huse, hvor fredhellige Folk ere inde, da skulle Forfølgerne opfordre disse til at gaae ud. Men ville de ikke gaae ud, da gjælder det dem Fredløshed, ifald det bliver de fredløse til Frelse. Bryder man Hus ind til fredløse Mænd, da ansees Huset ufredhelligt og ligesaa de ikke fredløse Mænd, som stille sig til Forsvar for de fredløse; men Huseieren tilkommer der Skadeserstatning, efter som 5 Nabobønder vurdere det, ifald de ikke gaae ud [og Huset maa brydes]. Ei skal man, for at faae fat paa fredløse Mænd, brænde Huse, som ikke ere ubeboede. Dersom de fredløse ere ligesaa mandstærke eller mere mandstærke, end de, der ere inde i Huset tilligemed dem, og disse blive forhindrede af de fredløse fra at gaae ud, da straffes de ikke for at de forblive inde, dersom de faae Forsvarskvidudsagn for at de ikke kunde gaae ud eller ikke turde det. Dersom Slaver eller Gjældstrælle dræbe en fredløs, tilhører Prisen de Mænd (6), som have Gjæld at fordre af den fredløses Drabsmænd.

  1. ɔ: Herrerne eller Eierne.


110. (Om Strafformildelse for en Fredløs)

Naar man dræber en fredløs, skal man lyse Drabet i samme Etmaal og forkynde det for en Mand, som har fast Hjem [paa Gaarden]. Men forkynder han det ikke i samme Etmaal, kan han ikke fordre Prisen for den fredløses Hoved. Men kun da skal Drabet af en fredløs ansees for Mord, naar Kviden giver Udsagn om, at han vilde holde det hemmeligt.

Man kan dræbe fredløse Mænd, for derved at opnaae Strafformildelse for fredløse, som ere skyldige i Forbrydelser, hvori Forlig kan sluttes, med Undtagelse af Tyvsager. Naar en Mand, som ikke er fredløs, dræber en fredløs til Strafformildelse for en anden fredløs, da erhverver denne Ret til at maatte føres ud af Landet, naar een fredløs er bleven dræbt til Strafformildelse for ham. Dræber han endnu en fredløs til Strafformildelse for ham, bliver han landsforvist. Men dræber han en tredie, bliver den fredløse aldeles fri for Straf. Samme Virkning har det med Hensyn til en fredløs Mands Straffrihed, naar han selv dræber andre fredløse, for at opnaae Formildelse i sin Straf. Hvad enten en Mand, der ikke er fredløs, dræber en Skovmand til Strafformildelse for en anden fredløs, eller denne selv gjør det for at opnaae Strafformildelse, da skal den af dem, der udøver Drabet, erklære, at han, som Pris for den fredløses Hoved, vil have den Mands eller sin egen Strafformildelse, og skulle de forkynde det for 5 Nabobønder, idet de lyse Drabet. Man skal hvergang forkynde saadan Strafformildelse, som ved Drabet er erhvervet. Det er fastsat, at flere Mænd kunne, om de ville, udøve Drab til Strafformildelse for samme fredløse; enhver af dem skal lyse for 5 Nabobønder, at de ville udøve Drabet til Formildelse af den Mands Straf. Og han opnaaer Ret til at maatte føres ud af Landet, naar een er dræbt; men naar to ere dræbte, er Straffen nedsat til Landsforvisning, men aldeles straffri er han, naar tre ere dræbte. Men førend Lysning er foretaget fra Lovbjerget, gjælder hans Strafformildelse kun i Forhold til de Mænd, som have spurgt den Nedsættelse af hans Straf, som er opnaaet ved Drabet af Skovmænd, og skal der den næstpaafølgende Sommer [paa Althinget] forkyndes, hvad, Strafformildelse han har opnaaet.

Naar en Træl bliver fredløs for Drab af sin Herre eller Herskerinde, da skulle de, som paagribe ham, føre ham — dersom det er inden Landsfjerdingen — til den Mand, som har erhvervet Straffedommen over den fredløse; men denne skal hugge Hænder og Fødder af den fredløse og lade ham leve saalænge han vil. Vil den, der erhvervede Straffedommen, ikke afhugge Hænder og Fødder af ham, straffes han med Landsforvisning; men de, som overbragte ham den fredløse, ere berettigede til at anlægge Sag mod ham derfor; ville de det ikke, da kan Sagen anlægges af hvem der vil forfølge den efter Lovens Strænghed. Dersom Mænd inden Fjerdingen slaae saadan Skovmand ihjel og ikke ville føre ham til den, som forfulgte ham til Straf, og de have kunnet angribe ham paa anden Maade end med Vaaben, da straffes de med Landsforvisning. Men Søgsmaalet mod dem tilkommer den, som erhvervede Straffedommen over den fredløse. Naar det er Udenfjerdingsmænd der paagribe den fredløse, kunne de vælge enten at lemlæste ham paa samme Maade som den, der erhvervede Straffedommen over ham, eller føre den fredløse hen til ham. De ere pligtige til at pine ham til at give Forklaring, og lade de nærmestboende 5 Bønder være tilstede derved; Landsforvisning er Straffen for dem, der pine ham, ifald de ikke berette hans Ord sandfærdigen eller lægge Skjul paa dem. — Paa samme Maade skal der forholdes med Gjældstrælle. som paa lovlig Maade ere tagne i Gjældstrældom, og om hvilke Forkyndelse er skeet paa Lovbjerget. — Samme Ret til Søgsmaal haves der mod Udenfjerdingsmænd, som mod dem, der boe indenfor Fjerdingen, hvis Udenfjerdingsmændene ikke gjøre en af Delene [at lemlæste eller hidføre den fredløse], og skal der paa Thinge tilkaldes 9 Nabobønder til Kvidudsagn.

Ei er nogen pligtig til at dræbe en fredløs, om han end træffer ham og kommer i Tale med ham, naar han ikke tager ham fangen og ikke yder ham Bistand til hans Frelse, — undtagen han selv har erhvervet Straffedommen over den fredløse. Den, som har dræbt en fredløs, skal i Thingskrænten [paa Vaarthinget] eller paa Lovbjerget [paa Althinget] lyse Søgsmaal om Prisen paa den fredløses Hoved, en Mark i lovlige Betalingsmidler, imod den Gode, til hvis Thinglag han hører, og dennes Medgoder i Thinglaget og alle deres Thingmænd; han skal lyse »til Betaling og til Udredelse«; han skal skaffe 2 Mænd, som paa deres Ære ville bevidne, at de gjenkjendte den fredløse og at han blev dræbt paa det Sted, som Sagsøgeren udsiger. Har han ikke [saadanne] Mededsmænd, skal han tilkalde sine 5 Nabobønder til Kvidudsagn, om den og den blev dræbt der eller ikke. Domstolen skal dømme Goderne pligtige til at udrede 1 Mark i lovlige Betalingsmidler, saaledes, at hver af de 3 Goder og deres Thingmænd udreder lige stor Del af den Mark, og skal Retten fastsætte Betalingsterminen for samme foran Boddøren hos hver af Goderne, naar Folk have været en Nat paa Thinget. Den Gode, som ikke har Bod, skal betale foran en af sine Medgoders Boddør. Men Goden skal fra sine Thingmænd indkræve [den Del af Marken, som falder paa ham], og skulle de betale det i Forening med Thingreiselønsafgiften. Dersom man dræber nogen af de tre Slags fredløse paa hvis Hoved der er sat en høiere Pris, skal man paa Lovbjerget lyse den Sag imod alle Goder her i Landet og deres Thingmænd, til Udredelse af Prisen for en Skovmands Drab, 3 Mark i lovlige Betalingsmidler; han skal lyse Sag til Anlæggelse for den Fjerdingsret, som hører til den Fjerding, hvorfra han selv er; men Beløbet skal ved Dommen bestemmes til at udredes næste Sommer, den Dag der er midt i Thinget, paa Thingstedbondens Kirkegaard; de samme Beviser skulle anvendes, som naar Sag anlægges for at erholde Prisen paa en anden Skovmands Hoved.


111. (Om Trælledrab)

Trælledrab ere disse: dersom man dræber en andens Træl eller Trælkvinde; Straffen derfor er Landsforvisning; men Sagen skal anlægges som anden Drabssag, undtagen at der paa Thinge skal tilkaldes Nabobønder. Uagtet flere end een have deltaget i Trællens Drab, skal den dræbtes Herre udkaare en af dem til Drabsmand, hvem han vil. Bliver han dømt skyldig, tilkommer der Sagsøgeren af hans Gods Erstatning for Trællen, efter som Sagsøgerens 5 Nabobønder med Haand lagt paa [hellig] Bog for Retten ansætte Trællens Værdi. Dersom en Mand, der paa Grund af sit Slægtskab til Herren, kan være gyldig Thingmand for hans Gaard (7), dræber hans Træl, da straffes han ikke derfor, men skal betale Trællens Værdi. En Træl bliver ufredhellig, dersom han tilføier en Mand Fornærmelser i Ord, saaledes at fuld personlig Bod derfor skal betales, eller i Gjerning saaledes, at halv personlig Bod skal betales. Dersom Trællens Herre er tilstede, naar Trællen bliver dræbt, da er Drabsmanden ufredhellig for ham og alle dem, der kunne være gyldige Thingmænd for hans Gaard, der paa Gjerningsstedet, med mindre Trællen maatte have foretaget noget, hvorfor han var at ansee ufredhellig. Paa det Sted, hvor Trællen er bleven fældet, kan man udøve Hævn for ham, men ellers ikke. Naar en Træl, for at forsvare sin Herre, løber imod Modstanderens Vaaben, straffes hans Drab med Fredløshed, ifald han derved faaer Bane. Dersom Herren dræber sin Træl, straffes han ikke derfor, med mindre han gjør det paa hellige Tider eller i Langefasten, da er Straffen Landsforvisning; og skal der paa Thinge tilkaldes 9 Nabobønder til Kvidudsagn, og den Gode er søgsmaalsberettiget, i hvis Thinglag Drabsmanden er. Vil han ikke, kan hvo som vil, anlægge Sagen. Ikke straffes han for Trællens Drab, til hvad Tid han saa dræber ham, dersom han udøver Drabet formedelst Fornærmelser, for hvilke en fri Mand vilde falde ufredhellig.

Dersom man tilføier en Træl et svært Hug, da bødes derfor til Herren 6 Ører og til Trællen 3 Ører. Men slaaer han Trællen fordærvet eller saarer ham, skal han til Herren betale Trællens Værdi, saaledes som Nabobønder med Haand paa hellig Bog vurdere den, og derhos efter Nabobønders Vurdering, Erstatning for den Byrde, som det vil medføre for Herren, dersom Trællen paa Grund af Slagene bliver udygtig til at arbeide for Føden. Dersom Trælle, tilhørende forskjellige Herrer, slaaes med hinanden, skal den, som slaaer, betale til Herren 6 Ører og til Trællen 3 Ører, ifald han har Evne dertil, men ellers ikke. Dersom Trælle, tilhørende forskjellige Herrer, dræbe hinanden, kan Herren til den Træl, som har udøvet Drabet, vælge, enten at overlade til Vedkommende at sagsøge Trællen, eller ogsaa at betale den dræbte Træls Værdi, efter som Nabobønder med Haand paa hellig Bog ansætte den. Dersom Trællene slaae hinanden fordærvede, skulle begge Herrer i Forening nyde Gavn af den sunde Træl, og begge i Forening underholde den lemslagne.

Større Ret har Trællen i een Henseende fremfor en fri Mand: Trællen er berettiget til at udøve Drabshævn for sin Kones Forførelse, uagtet hun er Trælkvinde; men ei har en fri Mand Ret til Drabshævn for en Trælkvindes Forførelse, uagtet hun er hans Kone.

  1. Se ovenfor c. 89.


112. Om Trælles Frigivelse

Den Mand, som frigiver en Træl, skal forsørge hans Børn; derom gjælder det samme som om Arv. For Trælles Vedkommende gjælder det, at den Mand, som er berettiget til Pengefordelen af dem, skal forsørge dem. Trællen bliver ikke fri, førend han har erlagt det Halve af sin Værdi eller mere. Friheden er fuldstændig givet Trællen, naar han er indført i Samfundet. Den Gode, i hvis Thinglag han er, skal indføre ham i Samfundet. Han skal tage Korset i sin Haand og tilkalde Vidner til Vidnesbyrd om, at han sværger Ed paa Korset, Lov-Ed »og jeg erklærer for Gud«, at han vil holde Loven som en Mand, der holder den vel, og at han nu vil være i lovligt Samfund med andre Mennesker; »Guden være gram imod den, som nægter at holde Loven, med mindre han bøder sit Gods derfor«. Ei behøver en Træl at aflægge denne Ed, dersom han er bleven frigiven som ung. Halv personlig Bod [for Fornærmelser] skal han tage, hvis han kommer til at boe paa en Jarls Jord, men fuld og hel, hvis han kommer til at boe paa Kongens Jord. En Penning skal han give den Gode, som indfører ham i Samfundet; den skal være 1/10 af en Øre. Man kan frigive en Træl, som man har betalt fuld Kjøbesum for. Frigiver man en Træl, som man ikke har kjøbt for fuld Betaling, da er han, men ikke hans Frænder, pligtig til at forsørge Trællen, dersom han bliver trængende. Man er berettiget til at kjøbe sig en Trælkvinde til sin Vellyst for 12 Ører uden Tilladelse fra Lovretten. Dersom en Træl er frigiven, uden at være indført i Samfundet enten paa Althinget eller [fremstillet] paa Thingskrænten [paa Vaarthinget], da skal han hverken tage personlig Bod som fri Mand eller som Træl, og kaldes han da frigiven fra Spaden.

Dersom Kreaturer dræbe hinanden, skal altid Halvdelen af Skaden erstattes efter 5 Nabobønders Vurdering.