Herløg Rishaug
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Herløg Rishaug
Ved Holstad i Aas er en stor rund Haug. Nu er der anlagt Have der, men i eldre Tider var den overgroet med Birk og Osp. Høstvinden tudet stygt i de tørre Grene og løse Buskstykker og de fortalte mange underlige Historier om, hvad de havde seet og hørt, men Menneskene forstod ikke det Sprog, end ikke de lærdeste blant dem. Hver jul og St. Hans hørtes sang og Musik inde i Rishaugen. Stundom kunde et og andet eiegodt Menneske faa se den glade Skare komme du af Haugen og danse hen over Engen uden at træde ned et eneste Straa. Vakre toner hørtes, renere end noget menneskeligt Instrument kan frembringe dem.
I Haugen boede den rige Lodde med sin Familie. En stor Gaard med vakkre Heste og Kjør og fuldt op af alt. Lodde hadde syv Døttre, men ingen søn. Alle syv havde skjønhed og menneskelige Tanker, men ingen udødelig Sjæl. Halen skilte dem dog fra andre. Kunde de vinde et Menneskes Kjærlighed, saa mistede de den Prydelse og fik ogsaa en Sjæl. - Den yngste af Døttrene hed Herløg; hun var den fagreste og mest tankefulde. I de lyse Sommernætter og naar Nordlysene spredte sit Skin over den hvide Sne, sneg hun sig ud av Haugen og hen til de Steder hvor Menneskene morede sig. Useet stod hun og saa dem, imens hun tænkte: "Kunde ikke jeg faa vare med i deres Leg?" Naar Ungdom i klingende Frost strøg henover Bakkerne paa Ski og Kjælker, saa syntes hun, det var mange Gange gjildere end derinde i Haugen - endda der var Stas nok.
Aasulv var dengang Bygdens kjækkeste Gut, forstandig og munter. Herløg saa ham engang, han i Følge med andre morede sig ved St. Hansbaal. Hun likte ham; for Godheden lyste af hans Øine. Nær ham svævede hun den Aften og ofte senere, naar han i al Troskyldighed morede sig med Kammerater. Herløg blev mere stille, endda hendes Forældre og Søskende gjorde alt for at glæde hende.
Loddes bedste Ven boede inde i Frognerhaugen. Dennes Søn havde huglagt Herløg og kom ofte til Rishaug. Han gjorde hvad han kunde for at live Herløg op; men hun blev mere stille. "Mor ved vel Raad," tænkte Herløg, og hun fortalte hende alt. Moderen hørte med Bedrøvelse paa hende og bad hende om at jage Aasulv ud af Tanker; men Herløg tryglede om, at hun maatte hjælpe hende, om der var nogen Raad. Kan et Moderhjerte modstaa et Barns Taarer? Moderen tog til at tænke paa, hvorledes hendes Datter kunde faa det som hun vilde.
I Vardeaasen paa Herum boede en vis gammel Kone, og did raadede hun Herløg at drage. Hendes Far og 4 Søstre var ude i Jordshaugen for at gjeste en Kjending, og da begav Herløg sig afsted. Deres lille Hund fulgte hende; den skjalv, idet de gik ind i Hullet ved Grønlund, thi der var Indgaangen til Vardeaasen. Hun klappede Hunden og skred fremad. Store Stene la i Veien, saa hun ofte krøb paa alle fire; saa var der Vandpytter med alt Slags væmmeligt Kryb, og der kom de til en svær Jernport. Heldigvis var der ved Siden et litet Hul, saa baade hun og Hunden kunde trænge sig igjennem og endelig naaede de frem til Gaarden. Den vise Kone saa fæl ud: Firfislekrans om Hovedet og legte sig med Hugorm; Herløg hilste, men ræd var hun. Konen sagde hende fore: "Vis dig Aasulv i din vakkreste Klædning, og føler han Godhed for dig, pas da paa, at en Naal eller Knap river dig tilblods, saa er du hans og faar en udødelig Sjæl."
Herløg drog da hjem; stille blev hun; men nu var der dog et Haab. St. Hans holdt Lodde Fest for sine Venner, baade gamle og unge. Der var Glæde - saa selv de ældste var med i Legene ved Rishaug. Udover Engene svævede Skarer fulgt af de yndigste Toner. Herløg skinnede som en Sol og hun morede sig. Aasulv kom gaaende og hørte Tonerne og saa den legende Flok. Han stod stille af Forundring, Da kom Herløg hen til ham, nævnte hans Navn og rakte Haanden ud til ham. "Vær med og mor dig her!" sagde hun. "Hvad er I saa glade for da?" spurgte Aasulv. Herløg sang:
"Hver St. Hans og Jul vi holder fest,
Da fryder vor flygtige Aand sig bedst.
Vi glædes ved Sol og Stjerneskin,
- Aa kjære, del du bare Sjælen din!"
Hele Flokken stod nu rundt disse to. "I kan vel ikke have stort at glæde eder ved? I er jo nedstødte Aander!" sagde Aasulv. Herløg lagde Haanden over hans Mund; Tonerne døde bort og et Jammerskrig fyldte Luften - smerteligere end Graaden i Dødens Kammer. Herløg tog de og bar ind i Haugen, og did drog de alle; men Jammeren vedvarede. Aasulv gikk bort til Haugen og sagde: "Menneskeord kan vel ikke gjøre eder verken godt eller ondt?" Da kom Herløgs Mor ud i Døren og sang med grædende Stemme:
"Vel muligt, vi faar vor Fele paa Gang;
men aldrig faar den sin rette Klang!"
Haugen lukkede sig og har aldrig aabnet sig siden. Aasulv stod alene: Herløg svævede bort mellem Forældrenes Hænder. Hendes Længsel var dyb og ren. I hine Egne, hvor Skyerne skinner som Purpur og Guld, gaar Herløg omkring langt skjønnere end før.
