Hiemreisen (Adam Oehlenschläger)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 23. des. 2013 kl. 20:08 av JJ.Sandal (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nordens Guder

Adam Oehlenschläger (1819)
Poetiske skrifter
Et episk Digt


Hiemreisen


1. Thor monne sig omgiorde,
Og kasted vidt sit Blik;
De rige, fede Hiorde
Saa stadigt rundt ham gik.
Da hist hvor Skoven groede,
Den Hytte brat han saae,
Hvor Thialfes Fader boede,
Den mellem Bøge laae.

2. Da blussed brat behænde
Den unge stærke Mand;
Strax tog han til at rende
Igiennem Mosevand.
Rundt om de lumske Moser
Løb Roska, let paa Fod,
Paa Kinden hendes Roser
I Morgenpurpur stod.

3. De Børn nu længtes saare,
Da de den Hytte saae.
Paa Kinden Roskas Taare
Som Morgenduggen laae.
Ung Thialfe snarlig rendte
Da ret med megen Lyst,
Hans unge Hierte brændte,
Og stormed i hans Bryst.

4. Bred stod en Lindestubbe,
Den Hyttes Indgang nær,
Der sad den gode Gubbe
Alt med sin Hustru kiær.
Af Hiertensglæde skialfe
De Gamle begge to.
Han raabte: "Der er jo Thialfe!"
Hun: "Der er Roska jo!"

5. Da blev der megen Glæde,
Dertil heel svarlig Lyst.
Den Hustru monne græde
Med Roska ved sit Bryst.
Glad hendes Øine hængte
Paa Dattrens Spyd og Skiold.
Hun sagde: "Ei jeg tænkte,
At fød' en Mø saa bold."

6. Hun spurgte: "Hvo har givet
Dig en saa fyldig Arm?
Meer smal du est i Livet,
Og mere fuld om Barm."
Da svared med stor Ære
Ung Roska disse Ord:
"Det har min Husbond kiære,
Den stærke Asa-Thor."

7. Det var den gode Gubbe
Med lange Lokker graae,
Han reiste sig fra Stubbe,
Paa Thialfe stivt han saae.
Da monne Svenden buldre,
Og løfted Sværdet op
Alt med de brede Skuldre
Og stærken Senekrop.

8. Den Fader raabte: "Thialfe!
Du var en liden Svend;
For dig ei Kæmper skialfe,
Du var ei Kampens Ven.
Nu i din Haand du klemmer
Dit Sværd med Helteskik.
Hvo gav dig disse Lemmer
Og dette Lueblik?

9. Hvor fik du Kraft at stramme
Den Biørne-Buestræng?
Hvo gav dig denne Flamme?
Nys var du jo en Dreng."
Da svared med stor Ære
Ung Thialfe disse Ord:
"Det gav min Husbond kiære,
den stærke Asa-Thor."

10. Som Thialfe nu saa mæled,
Gud Thor da nærmed sig.
Den gode Gubbe knæled
Med Qvinden ydmygelig,
Han sagde til den Herre
Da med et bange Suk:
"Jeg haver giemt din Kærre,
og karsk er nu din Buk."

11. Da bortsvandt Gudens Vrede,
Der vakt var i hans Sind
Ved Jettens Ord, hiin lede;
Han gik i Gaarden ind.
Han Stalden op mon lukke;
Da glemte han sin Harm
Ved Synet af de Bukke
Og af den gyldne Karm.

12. Den høie Jotunbane
Fat om sin Hammer tog,
Alt efter gammel Vane
Han sine Bukke vog.
Qvinden da Dugen bredte,
Hun var i Hu saa glad,
Mens Loke tilberedte
Saa qvægelig en Brad.

13. Da kom fra grønne Skove
Ung Thialf' med Qvist og Green.
Loke de fede Bove
Da stak paa skarpen Teen.
Midt udi Bondens Stue,
Alt paa de Fliser smaae,
Brændte den muntre Lue,
Heel lystigt ud det saae.

14. Endnu ei Bonden eied
Et Fad i al sin Vold;
Thi lagde, som han pleied,
Gud Thor sin Steg i Skiold.
De fede Gedebukke
Da trøsteligt de nød;
Det Blod, som kom i Krukke,
Var bleven liflig Miød.

15. Da Nadveren var til Ende,
Var Auka-Thor ei seen,
Han Skindet ud mon spænde,
Der skulde kastes de Been.
Det var den gode Gubbe,
Trak Thialf' ved Armen ud,
Hen til den Lindestubbe,
Bort fra den Bukkehud.

16. Da raabte Thor hiin høie;
"Hvi drager du ham bort?"
Den Bonde sig mon bøie,
Og trak ham længer fort.
Han sagde: "Lad mig ei tøve!
Jeg mindes Daaden sidst;
Jeg frygter, Thialf' skal prøve
Den samme Argelist."

17. Da sagde Thor med Latter,
Han satte sig paa Steen:
"Vist aldrig Thialfe atter
vil knække Bukkebeen.
Hans Kræfter ei behøve
At styrkes nu ved Marv,
Som da han Ved mon kløve,
Og kiørte Ploug og Harv."

18. Da Gubben fro bevæget
Slap Thialfes Kiortelflig.
Da man var vederqvæget,
Til Sengs man lagde sig.
Gud Thor, den stolte Herre,
Klædt i sin Brynie rød,
Steg op udi sin Kærre,
Og der sin Hvile nød.

19. De Fugle qviddred glade
I aarle Morgenstund,
Da klædte de sig i Plade
Alt efter korten Blund.
De Vaaben de monne hærde,
Bandt Skinner om Arm og Been,
Og sleb de blanke Sværde
Paa haarden Hvæssesteen.

20. Med Søm da Thor mon nagle
Guldskoe til haarden Hov;
Selen fra lette Skagle
Han fæst om stærken Bov,
Greb saa i Haand sin Hammer,
Bød Følget fare med.
Der gnistred Ild og Flammer,
Saa hardt de foer afsted.

21. Den Bonde Fod ei rørte,
Saa taus han monne staae;
At de i Luften kiørte,
Han med Forundring saae.
Den Svend da med den Pige
Saa sig saa vidt omkring,
Da høit de monne stige
Op ad den Regnbu-Ring.

22. Hen ad den lyse Bue
Da kiørte Auka-Thor
Der stod en Rosenlue
Langs med de brede Spor.
Heimdal i Hornet stødte,
Da Kærren forbi ham gik
De syv Jomfruer mødte
Gud Thor med milde Blik.

23. Da sagde Miølners Svinger
Alt til den Lilievand:
"Vel bedst, at jeg dig bringer
Til Freia nu paa Stand;
Thi endnu ingensinde,
Saalænge Verden stod,
For nogen Mø og Qvinde
Thrudvanger op sig lod.

24. Blaae Ædelstene dækker
Den skiønne Freias Sal.
Blandt høie Rosenhækker
Den stander i en Dal.
Sneehvide Svaner seiler
Rundtom i Borgens Sø.
Der kommer hver trofast Beiler,
Dertil hver trofast Mø.

25. Folkvangurs bedste Eie
Er hun, den Drotning blid.
Midt paa et Blomsterleie
Hun blusser rank og hvid.
Saa smekker som en Vidie,
Hun aander elskovsvarm;
Hun er saa smal i Midie,
Hun er saa fuld om Barm.

26. Hun har to runde Hænder,
En Rose vel i hver,
De tvende Roser brænder
Med et livsaligt Skiær.
De lugter altid søde
I hendes klare Hiem;
Aften- og Morgenrøde
Faae deres Lys fra dem.

27. Hun læger alskens Vaande,
Saa huld i Siæl og Sind;
Hendes varme Aande
Er Jordens Foraarsvind.
Hver Morgen hendes Øie
Man seer i Taarer staae,
De synke fra det Høie,
Som Dug paa Blomster smaae.

28. Hun har to Døttre blide,
Siofna, dertil vel Hnos;
Ad deres Skuldre hvide
Nedstyrter Isens Fos.
Blandt Børn har ei sin Lige
Ung Hnos, det klare Lys;
Siofna, den skiønne Pige,
Er Søvnens milde Dys."

29. Der, meente Thor hiin stærke,
Var Sted for Roska bold;
Han kunde fuld vel mærke,
Hun bar ei villig Skiold.
Han tog de Vaaben atter,
Og sagde fortrydelig:
"Slip Sværdet, Bondedatter!
Det er for godt til dig.

30. Til Freias Fruersæde
Jeg nu dig bringe vil;
Det vil dig bedre glæde,
End mandigt Heltespil.
Der kan du Elskov dyrke;
Jeg har alt længst erkiendt,
At med din Heltestyrke
Er det kun slet bevendt."

31. Derpaa til Freias Bolig
Med Roska fort han gik.
Hun fulgte Guden trolig
Med glade Jomfrublik.
Udi den vene Pige
Fandt Freia stort Behag;
Thi blev i hendes Rige
Ung Roska fra den Dag.

32. Til Valhal Thor mon ile
Med Thialf' til megen Glæde.
Da mon i Møde smile
Ham Odin fra sit Sæde.
Han hæved op sin Finger,
Og trued, mild i Aand,
Han sagde: "Miølners Svinger!
Det var paa egen Haand.

33. Jeg veed, hvad dig er hændet
Hist paa den dunkle Vei;
Jeg saae dit Øie blændet,
Men hindred Daaden ei.
Du vilde selv dig raade,
Det var din Stoltheds Gift,
At takke Odins Naade
For hver forundt Bedrift.

34. Jeg tænker, naar du ager
Nu næste Gang afsted,
Da sindig først du tager
Din Faders Vilie med.
Du est en Helt ophøiet,
Hvo vilde negte det?
Dog, skuer ei først Øiet,
Da træffer Armen slet."

35. Derpaa et Horn han rakte
Sin Søn, den stærke Thor.
Gud Thor paa Miøden smagte,
Og mæled ei et Ord.
Han tænkte: "Det maa være;
Kun Daaden slet udfaldt.
Han er min Fader kiære,
Hans Magt gaaer over Alt."

36. Derpaa Sæhrimner bragtes
I Kæmpersalen ind;
For Thialfe Braden lagdes,
Han var saa fro i Sind.
Valkyrien hiin blide
Ham bød en Velkomstdrik.
Saa gik man ud at stride,
Der vanked Hug og Stik.