Historieskrivningen (FJ 1907)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 3. nov. 2019 kl. 07:32 av Carsten (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Finnur Jónsson
Den islandske litteraturs historie
tilligemed den oldnorske


af
Finnur Jónsson
1907


Andet tidsrum, 1100–1300

Historieskrivningen
Sagaerne


Som för bemærket var »slægtkundskaber« bl. a. noget af det første, der siges at være blevet optegnet på Island ved tiden omkr. 1100 og derefter. Del er ikke mærkeligt, men hænger på det nöjeste sammen med, hvad der ikke blot på Island, men også i den germanske verden, var det, der var nerven i samfundet, de höjere slægter, den vægt, der lagdes på at være af fornem, god gammel slægt. Altid er det først og fremmest dette, og så desuden rigdom og personlig dygtighed, der spiller den störste rolle, i statslivet såvel som i privatlivet (f. eks. m. h. t. giftermål). De islandske stormænd havde al grund til at hævde denne slægtsadel, samlet over for de ringere bønder, der måske tildels havde deres oprindelse fra trællestanden (frigivne), og enkeltvis over for hinanden. De indvandrede hovedslægter eller hovedlandnamsmænd var så godt som alle af höj byrd, hørte til de norske herseslægter, var af jarle- eller endog kongeslægt. De var, kort sagt, hövdinger. Det er altid dem, der nævnes som de bortdragende, som landnamsmænd; deres ledsagere nævnes meget sjælden; det var en navnløs mængde, som i det nye land blev hövdingens klienter, når de var frie mænd, hans gårdforvaltere osv., når de var trælle eller frigivne. Grunden til at så mange norske hövdinger udvandrede — mest fra Norges vestlige og sydvestlige egne, kun ganske få var fra Danmark eller Sverrig — siges i reglen at have været Harald hårfagres landserobring og den tvang, hvormed han vilde knægte Nordmændene. For fleres vedkommende var det dog sikkert, og det siges endda med klare ord, lyst til forandring, lyst til noget nyt og eventyrlyst. Andre drog ud, blot fordi deres bekendte var rejst i forvejen. Men der er næppe grund til at tvivle om, at de fleste er direkte eller indirekte fordrevne af kong Harald. Det nyopdagede land havde for disse mænd mange udmærkede betingelser fremfor øerne i Vesten; landet var stort og skönt; det opdagedes hurtig, at det havde udmærkede græsgange; fiskeriet ved dets kyster var dengang lige så kolossalt som nutildags. Med det mandskab, de hövdinger havde, var de ualmindelig heldig stillede m. h. t. udnyttelsen af landets naturlige næringsveje. Vejrlig og klima var ikke strængere eller værre end det, de havde været vant til. I løbet af omtr. 50 år eller mindre befolkedes landet fra kyst til fjæld; i hver en egn, på hver en hovedgård sad nu en mand, en kraftig hövding i sin bedste alder. Han havde løsrevet sig fra slægt og venner, arv og odel i sit oprindelige hjemland; men havde han også åndelig gjort det? Nej, sikkert ikke. For det første bragte han med sig hele sin gamle kultur; forholdene i det nye land lignede så meget det gamles, at der ikke behøvedes nogen hovedkuldsændring eller radikale omvæltninger i hans levevis og dertil knyttede tankegang. Dette var en stor fordel. Dernæst opdagedes det hurtig, at det nye land dog ikke i alle måder var tilstrækkeligt m. h. t., hvad der skulde bruges. Det ydede ikke korn nok, og der var ingen skove, hvor man kunde få tømmer fra til bygninger som de gamle norske, eller endnu mindre. til at bygge skibe af; til søen var nybyggerne vant, til den havde de alle för været mere eller mindre stærkt knyttede. Denne mangel ved landet var en af hovedårsagerne til at de islandske landnamsmænd (og deres efterkommere) måtte søge udenlandske forbindelser, og da var det naturligvis først og fremmest Norge, de måtte ty til; dér kunde de få nok af, hvad de manglede — som oftest da — . Dér havde de slægtninge og venner at henvende sig til. Men især var det den norske konge, der her kom til at spille den störste rolle for Islænderne, da det stod til ham at lette dem deres ærinde eller også hindre det. Og så får man netop det morsomme særsyn, at medens disse kraftige hövdinger forlod Norge for at undgå at have noget med kongen at göre, søgte deres efterkommere århundreder igennem netop venskab med de norske konger. Trang til ydre forbindelser drev altså Islænderne på en måde tilbage til Norge. Men også andre motiver var medvirkende. Lysten, til at høre om og spörge nyt fra deres slægtninge i Norge har uden tvivl fra først af ført flere ud på rejser. Om enkelte hedder det, at de så og så ofte drog til Norge for at deltage i de offergilder og sammenkomster, som de var vant fil fra barnsben af; så fast hang de ved deres gamle hjem. At forholdene førte det med sig, at de, som købmænd og som vikinger, også besøgte andre lande i øst og i vest, vides af mange beretninger. En kaldes Holmgårdsfarer, en anden Hlymreksfarer osv. På den anden side varede det ikke længe, för Nordmændene opdagede, at det var fordelagtigt at foretage handelsrejser til Island. Da vejen var så lang, overvintrede de i reglen her, også fordi de behøvede længere tid end den korte sommer til at afsætte deres varer og indkassere betalingen derfor. Der var således fra første færd af skabt en ypperlig forbindelse mellem Island og Norge, og derigennem den bedste betingelse for, at Islænderne, uagtet de var så langt af led, dog ikke behøvede at føle sig så isolerede og udestængte som de ellers vilde have været — og hvad de faktisk flere århundreder senere blev — . De kunde særdeles godt følge med udenlandske begivenheder, ikke mindst de norske og nordiske overhovedet.


Bortset fra den lyst at høre noget nyt om andre, nærmere og fjærnere boende, som af naturen er nedlagt i menneskets bryst, havde Islænderne særlige grunde til at spörge, og de gjorde det grundig fra først til sidst. Det havde også været skik i Norge selv fra umindelige tider; de enkelte stammer var på mange måder isolerede og det var derfor uundgåligt at de udfrittede og havde lyst til at spörge nyt fra hinanden. Endvidere havde Nordmændene fra gammel tid af sagn om helte og udmærkede fyrster. Disse sagn forplantedes ved den mundtlige fortælling fra den ene til den anden, fra det ene slægtled til det andet. Allerede ved den historiske tids begyndelse er man berettiget til at forudsætte en sum af denslags sagn, ja, man tör gå videre. Der har allerede dengang eksisteret sådanne mænd, som af egen lyst interesserede sig for sagn, samlede dem og genfortalte dem; vi kommer her op til þulir'nes virksomhed. Sådanne mænd kaldtes allerede i det 9. årh. fróðir, sagn- og saga-kyndige mænd. Det ses klart af Tjodolfs Ynglingatal, og, hvis Fagrskinnas ene bearbejder har ret, fandtes der i det 9. årh. i Norge en mand, der hed Dagr, med tilnavnet »den frode«. At der på Island senere kom en hel stab af denslags mænd og kvinder, vil senere ses. Af hvad der således var samlet i Norge kom sikkert også noget til Island og vævedes der ind i gamle dunkle sagnminder.


Hvad der göres til genstand for fortælling mand og mand i mellem er og har altid været de ydre, så at sige håndgribelige begivenheder, først og fremmest kampe, drab, uår og lign., der var egnet til at göre indtryk på sjælen. Derimod fortælles der ikke om indre tilstande, kulturelle forhold, samfundsforhold og lignende. Det var ikke forhold, der kunde afvinde nogen interesse.


Islænderne havde, som sagt, den rigeste leilighed til at følge begivenhederne i Norge og det var af virkelig betydning for dem, f. eks. altid at vide hvem der var konge dér, hvorledes partiforholdene var osv. Hvorledes det gik til på Island var derimod Nordmændene den ligegyldigste sag. Ser man på forholdene i Norge og på Island i det 9. og 10. årh., så forefaldt der så at sige slag i slag begivenheder, den ene mere mindeværdig end den anden lige fra Haralds landserobring og ned til, lad os sige, Olaf Tryggvasons fald i Svolderslaget. Der var kampe og kongefald i Norge, der var forsøg på at indføre kristendommen (længe för Olaf Tryggvason), der var uår af meget trykkende art; der var berömmelige tog til lands og til vands og meget mere. På Island var der ikke mindre uro. Det var disse kraftige mænd umuligt af holde fred; det var som deres ubændighed nu fik lyst og lejlighed til at udfolde sig i al sin vælde. Fejder og blodhævn, overfald og drab af enhver art, indebrænding og så videre hørte til dagens orden. For Islænderne selv var alt dette mindeværdige begivenheder, som de enkelte slægter tildels var stolte af og som de opbevarede i hukommelsen i lange tider. At de huskede indvandringen, denne hovedbegivenhed, og mange dertil knyttede begivenheder, er kun hvad der var at vænte. Fremdeles er det en selvfølge, at alt dette, både de udenlandske (norske og foruden disse tillige alt hvad der vidstes om de andre nordiske lande) og de indenlandske tildragelser fortaltes fra mand til mand, fra bygd til bygd allerede straks i det 10. årh. Havde en Islænder været udenlands, personlig deltaget i tog og kampe, var det jo af dobbelt interesse for ham og hans nærmeste slægt, og han fortalte sikkert tit og gærne derom, ja, undertiden lod han dem endogså skære i træ, som hin Torkel håk, hvis det er historisk, hvad Njála fortæller derom.


Hvad Norge angår, fortsattes begivenhedernes gang videre; det 11. årh. er lige så rigt på vigtige tildragelser, ialfald ned til 1066, som det 10.; Olaf d. helliges, Magnus d. godes, Harald hårdrådes tider er begivenhedsmættede. Da var forholdene blevne anderledes på Island. Uroen var afløst af ro, kampene af processer, kan man vistnok med en vis ret sige. Ialfald er tiden efter omkr. 1020 aldeles overvejende fredelig og det er den i omtrent hundred år uafbrudt. Slægtfejderne var holdt op, de udmærkede hövdinger, verdslige så vel som gejstlige, har direkte og indirekte gjort ende på dem. Der forefalder ingen sådanne store begivenheder, der vækker större opmærksomhed, sætter spörgelysten i spænding. Enkelte drab hist og her betød jo intet. Hvorvidt kristendommen har nogen direkte andel i dette kan være ret tvivlsomt. Imidlertid er det her ikke så meget grunden som de faktiske forhold, det drejer sig om. Men hvad der er påpeget, har den störste betydning for den islandske historieskrivning og dens udvikling.


Islændernes forbindelse med de vestlige lande var ikke ringe; men hvilken rolle de spiller for forudsætningerne for den islandske sagaskrivning er mere end tvivlsomt. Mærkeligt er det at se, hvor liden rolle disse lande overhovedet indtager i den islandske tradition. Hvad får man gennem den at vide om disse vestlige lande — bortset fra Orknøerne? Især om Irland? Kun ganske få og usammenhængende stumper og brokker, og det endda af temlig ringe værdi. Det samme gælder Syderøerne og Man, hvor der dog var nordiske kolonier og, senere, riger, samt en ikke ringe kultur. Dette tilhører imidlertid for störste delen tiden efter det 10. årh.; deri ligger forklaringen af, at disse riger fik en så ringe betydning for Island. Man har i den seneste tid søgt at hævde betydningen af Irland, den irske kultur, den irske »saga« — som man endogså har vovet at kalde de irske historiske skrifter, trods den store og iöjnefaldende forskel — for den islandske sagalitteratur. Hvis der overhovedet er noget om dette, sikkert er det, at den skrevne isl. sagalitteratur kun indirekte kan have noget at skaffe med Irland. Netop da den begyndte, var forbindelsen med Irland så godt som ingen, og den blev senere endnu ringere. Sammenligningen mellem de irske historiske skrifter og den islandske saga viser langt större og flere uligheder end ligheder og disse sidste består kun i, hvad al historieskrivning, ligegyldigt hvor, har at opvise af indbyrdes slægtskab. Noget mere uligt end den isl. sagas korte, knappe stil f. eks. og den irske fortællings svulmende ordrigdom kan ikke tænkes.


Det er omtalt, hvor meget historisk stof der i det 10. årh. havde samlet sig på Island og i Norge og som fremdeles blev ved at opstå her. Der er peget på, at i begyndelsen af det 11. årh. forandredes tiderne på Island og fik en overvejende fredelig karakter, og denne fredstid varede til langt ind i det 12. årh. En sommer på altinget sås, hedder det, kun en eneste »stålhue«; dette var naturligvis en undtagelse; derfor bogføres det; men det giver dog et ret talende vink i det hele. I denne tid var forbindelsen med udlandet lige så rig som den altid havde været. I slutningen af det 11. årh. var der, som udtrykkelig angivet, i Trondhjem på engang samlet over 300 Islændere. — Islænderne levede nu beskæftigede med deres landbrug og øvrige næringsveje, handel med fremmede lande osv., eller med rent fredelige sysler. De fik ro og tid til at skue tilbage på den forbigangne tid. Begivenhederne i det 9. og 10. årh. blev nu af stor og omfattende betydning for dem. Disse tiders mænd, deres egne forfædre, og deres bedrifter i ind- og udland blev nu genstand for stolt omtale. I enhver slægt landet rundt levede der glansfulde minder om dem, og det ikke blot af åndelig art, fortællingerne om dem, men også håndgribelige minder var tilstede, som sværd, skjolde, ringe eller andre kostbarheder, hvortil der knyttede sig minder og anekdoter, om hvorledes de var skaffede tilveje ved kamp eller erhværvede som fyrstegaver. Der var fremdeles i mange slægter opbevarede digte og vers, og til disse var der ligeledes knyttet små fortællinger. Enhver familje kunde således have mere eller mindre at fortælle om faderen, bedstefaderen eller oldefaderen, og jo större sansen blev for alle disse minder, desto större blev den omhu, hvormed man hægede om dem. Disse minder fik undertiden en mere almindelig karakter; de kunde gribe ind i hinanden, flettes ind i hinanden, hvorved to eller flere familjers minder kunde forbindes. Der havde måske været kampe imellem dem; de dertil knyttede begivenheder kunde endog udstrækkes til at gælde hele bygden. Her var der fælles minder, der endogså kunde få et så at sige håndgribeligt grundlag og støtte ved de stedsnavne, der var dannede på grund af de forefaldne kampe og fald. Sålænge en dal f. eks. hed Mannafallsdalr, måtte et sådant navn vedligeholde mindet om hvad dér var sket. Enhver fremmed, der besøgte egnen og hørte navnet, måtte uvilkårlig komme til at spörge: »hvem var det, der faldt dér« osv. Sådanne stedsnavne findes der i hobetal. Dette kunde ikke ske i Norge og af gode grunde. På Island derimod var alt nyt, og stedsnavne skulde først efterhånden gives. Alt dette er ikke konstruktioner, men den skære virkelighed. Allerede ved midten af det 11. årh. er man i stand til at pege på et overmåde stort historisk stof på Island. Og her må atter skjaldene mindes, hvis hovedopgave netop var at samle på dette og digte derom. Deres digte benyttedes til almindelig underholdning og der kendes, som för bemærket, skjalde, der samlede dem af særlig interesse. Desuden var der også andre, både mænd og kvinder, der i det 11. årh. samlede större eller mindre grupper af de omtalte familjetraditioner og andet historisk stof og knyttede dem sammen, hvor det lod sig göre. Således opstod der mænd, der af interesse var historikere og historiske samlere, og som naturligvis ved lejligheder kunde underholde folk med deres kundskaber og sprede dem til flere. Disse mænd kaldtes i reglen fróðir menn; omkr. 1100, lidt för og efter, haves det særsyn i den isl. litteraturhistorie, at der netop ved den tid findes flere mænd med det tillægsord som tilnavn. Dette findes ellers kun undtagelsesvis. Atter deri haves et fuldgyldigt bevis for det omtalte forhold. Ved det nævnte tidspunkt kan man uden overdrivelse sige, at rundt omkring på Island var der opsamlet og ordnet historisk stof omtrent i et sådant omfang, som det nogensinde fik, historisk stof både fra udland og indland. Og det tör forudsættes, at ikke alene sansen derfor, men også kendskabet dertil var ret almindeligt. Det, der bidrog dertil, var de mange sammenkomster i årets løb, hvor folk i et stort antal mødtes og spurgte hinanden om nyt, og hvor endogså en eller flere ligefrem kunde stå frem og underholde hele forsamlingen med et sammenhængende foredrag om historiske begivenheder. Én forsamling må her i en særlig grad fremhæves, nemlig altinget. Dettes betydning for den islandske sagas udvikling kan i det hele næppe overdrives. Her mødte folk i hundred-, ja tusindvis, fra alle landets, endogså de fjærneste egne. Her var de samlede i 14 dage og havde således den rigeste lejlighed til gensidig at fortælle hinanden. Af hele denne skare var der forholdsvis få, der var optagne af deres retslige pligter som lovgivere, som dommere, som vidner. Hele den øvrige skare havde god tid til at underholde sig ved samtaler, ved lege og hvad der ellers kunde hittes på. I de stille, dejlige, lyse sommeraftener er det sikkert ikke sjælden sket, at man flokkedes om en enkelt, der kunde fortælle, og lyttede til hans ord, liggende magelig henstrakt i græsset osv. Herom haves et så klart og oplysende eksempel som ønskeligt. Ved midten af det 11. årh. kom en ung Islænder til kong Harald hårdrådes hird og fik lov at opholde sig ved den mod at fortælle for hirden om aftenen, når det ønskedes; han havde nemlig på spörgsmålet, om han besad nogen færdighed, svaret, at han kunde fortælle. Han underholdt nu hirden hele efteråret med sine fortællinger, men da det lakkede mod jul, blev han påfaldende tavs og indesluttet. Kongen mærkede dette og spurgte, hvad der var i vejen; endelig fik man det ud af ham, at hans historiske stof var så at sige opbrugt, og nu havde han kun én fortælling tilbage og den kunde han ikke give til bedste. Det var fortællingen om kongens egen udfærd, d. v. s. kongens tog og bedrifter i Syden. Men det var netop denne, kongen havde mest lyst til at høre; denne sagde så, at Islænderen skulde fortælle denne som sædvanlig, men han skulde mage det så, at den kunde holde julen ud. Islænderen fortalte så hver aften stykke efter stykke af denne fortælling; mange anså det for dristigt, men kongen skal bagefter have udtalt, at det hele var fuldt korrekt; men da han spurgte, hvor han havde fået alt det fra, svarede Islænderen — og det er det, der i denne forbindelse har störst betydning —, at han hver sommer plejede at ride til altinget og dér havde han hørt Haldor Snorrason — som selv havde deltaget i kongens tog i Syden — fortælle alt dette. Han havde altså været en meget opmærksom og lærenem tilhører. Dette sikkert fuldt historiske eksempel kaster et lys, som ikke kunde være klarere, over det hele — både m. h. t. altingets betydning og m. h. t. spredningen og udbredelsen af historiske kundskaber fra mand til mand, fra slægtled til slægtled, og ud over landet. Allerede i det 10. årh. red man til altinget mest for at høre nyt; udtrykkelig siges dette om Egill Skallagrimsson. Kom en købmand eller en fremragende mand til landet ved altingets begyndelse, begav han sig straks derhen; dér måtte han straks fortælle alt, hvad han vidste; da glemte man undertiden alt, hvad man havde for, og stimlede sammen om den ankomne. Herom haves flere direkte oplysninger.


Det er nu skildret, hvorledes begivenhederne udviklede sig, hvorledes det historiske stof formede sig, og hvorledes interessen for det af sig selv måtte opstå, samt hvorledes den mundtlige fortælling ganske naturlig udsprang deraf. Det er ikke muligt at indse, hvad man her egenlig skal med nogen anden forklaring; det er ikke let at se, hvad f. eks. keltisk historieskrivning skulde have med alt dette at göre. På intet som helst punkt trænges der til nogen sådan langvejs fra hæntet forklaring. Ganske naturligt og skridt for skridt kan den islandske historiske fortællings historiske udvikling forstås og forklares som rent hjemlig, udsprungen af historiske forhold og med sin rod endogså helt oppe i de ældste tiders forhold i Norge.


Ved 1100 har så godt som alt historisk stof, der indtil den tid forelå, været samlet. De mænd med historiske kundskaber, der kendes fra denne tid, fortjæner at nævnes. Der kendes mange historiske hjemmelsmænd, men her er det særlig mænd med tilnavnet frode, der kommer i betragtning; der er da Finnbogi fróði, Kolskeggr fróði (fra østlandet), Brandr príor fróði (fra vestlandet) — foruden Are og Sæmund. Endvidere kaldes Turid, Haldor Snorrasons søster (d. 1112), meget klog og i besiddelse af sandfærdige kundskaber (óljúgfróð). Præsten Ingimund var »frod« og fortalte godt historier.


Disse og sikkert mange flere — man lægge mærke til Ares navngivne hjemmelsmænd — var fortrinsvis traditionens samlere og bærere, de nærmeste forgængere for sagaskriverne i det følgende århundrede.


Spörger man nu, hvorledes denne mundtlige fortælling var beskaffen, kan man kun svare med formodninger, begrundede på almindelige betragtninger. At den for det første har bestået af större og mindre grupper, er givet. Af fortællingen om Islænderen ses, at f eks. Haralds udfærdssaga da var samlet til et hele. Men hvorvidt f. eks. en islandsk slægtsaga da har foreligget som et hele, er overmåde tvivlsomt; kun for de korteres vedkommende kunde det antages at være tilfældet. Nok så stor en betydning har spörgsmålet om denne traditions værd m. h. t. historisk pålidelighed. Atter her kunde man pege på, hvad Harald sagde til Islænderen, forudsat at de ord er historiske. Der var i det hele mange udmærkede betingelser til stede for at traditionen kunde være rigtig.


For det første er tidsafstanden forholdsvis ringe. Der er jo kun godt og vel et århundrede, höjst halvandet, for de historiske samlere ved midten af det 11. årh. Mellem dem og landets bebyggelse behøver man ikke at forudsætte mere end 2-3 mellemled. En 20-årig mand kan have oplevet altingets oprettelse 930; 50 år senere kan han, 70 år gammel, have fortalt det til en da 20-årig mand; af ham kan det 50 år efter været berettet til en anden, altså 1030. Der findes lignende forhold i det 11.-12. årh.; sml. hvad Are (f. 1067) fortæller om sig selv og sin fosterfader Hallr, der i sin ungdom var Olaf d. helliges handelsfælle. Allerede dette forhold er tillidvækkende. Hertil kommer, at det hele åndelige liv — og livet overhovedet — i de tider var overmåde simpelt og lidet broget. Man kunde så at sige midtsamle sig om et enkelt åndsindhold; dette var historisk og så at sige intet andet. Netop derfor var også den almindelige hukommelse så meget bedre og i og for sig egnet til at opbevare dette lidet brogede indhold; i sådanne tider, hvor skrift og optegnelse var ukendt, blev hukommelsen i samme grad skærpet og styrket. Der er således god grund til at tro på muligheden af, at beretninger om begivenheder kunde bevares nogenlunde uforfalskede lange tider igennem. Senere tiders, endogså nutidige, forhold på Island kan kun tjæne til at bekræfte dette. Skjaldekvadene afgav desuden i mange henseender udmærkede støttepunkter. Alt dette taler meget fordelagtig for, at den mundtlige fortællings indhold i den første halvdel af det 11. årh. var eller kunde være meget pålideligt, og det var netop dette indhold, som de frode mænd omkr. 1100 samlede. Hertil kommer, at der i det 12. årh. overhovedet gör sig gældende en sandhedskærlighed og lyst til at skælne mellem sandt og usandt, der ofte kommer tilsyne, og sansen herfor har sikkert ikke været mindre i det 11. årh. Netop hos de frode mænd måtte den og kritikken skærpes ved deres beskæftigelse med det store stof og de mulig tilstedeværende modsigelser.


Som för bemærket var slægtkundskaber (slægtregistre, hvis form dog ikke nærmere kan bestemmes; om de har været nøgne navne eller med historiske bemærkninger iblandede er uvist) noget af det første, der blev optegnet. Dette er ikke påfaldende; det var netop den gamle hævdelse af slægten som sådan, der her træder frem. Det er disse slægtregistre, der danner grundlaget for sagaen, og de er den røde tråd, der går igennem dem. Så fulgte Ares skrifter, og den egenlige sagaskrivnings tidsrum er, som det straks vil ses, den sidste halvdel af det 12. årh.


Are frode skrev i sin første Islændingebog både om norske og islandske forhold, i sin sidste slöjfede han helt de norske. Fra senere tider kendes forfatternavne som Eiríkr Oddsson, der omkr. 1170 skrev om Norges historie i tidsrummet 1130-61; abbed Karl Jónsson skrev Sverres historie til omkr. 1184; bægge behandlede altså deres samtidshistorie. Samtidig med den sidste forfattede munken Oddr Snorrason Olaf Tryggvasons historie. Og undersøger man de såkaldte samlingsværker, hvoraf det ældste Ágrip selv hidrører fra slutningen af det 12. årh., viser det sig, at de forudsætter enkeltsagaer om de norske fyrster, hele rækken igennem så at sige; af den ældste saga om Olaf d. hellige fra noget efter midten af det 12. årh. haves rester. Ved 1200 forelå der således en sagamæssig fremstilling af Norges historie fra og med Halfdan svarte ned til kong Sverre. På grundlag heraf havde endogså en norsk gejstlig skrevet en kort fremstilling på latin til 1130. Men også sagaer om norske kolonier, om Orknøernes jarler, om Færøerne, ligeledes en saga om de danske sagnkonger, forelå færdige ved år 1200.


Hvad Island selv angår, vilde det under disse omstændigheder være mærkeligt, om ikke også sagaer om islandske hövdinger og begivenheder blev forfattede. For at dette i virkeligheden er sket, foreligger der afgörende beviser. Der er for det første en direkte udtalelse af »Sturlungas« samler, der ganske vist lyder lidt forskelligt i de to håndskrifter af det nævnte værk, men meningen er ens i bægge; det hedder her: »Så godt som alle de sagaer, der er foregåede her på Island, var skrevne, för biskop Brand Sæmundsson døde« (ɔ: för 1201); i det andet håndskr. lyder sætningen: »Så godt som alle de sagaer, der var foregåede på Island för biskop Br. S. døde, var (ɔ: var blevne, også för Br. døde) skrevne«. Tanken i bægge sætninger er absolut den samme. Dette vidnesbyrd er sikkert velbegrundet; det hidrører fra en kyndig mand i slutningen af det 13. årh., og det bestyrkes — ikke blot ved det naturlige deri i og for sig selv, men også — ved forskellige andre forhold. Forskellige sagaer indeholder enkelte notitser og hentydninger (f. eks. til personer i det 12. årh.) af en sådan art, at de vilde være lidet forståelige i den sidste halvdel af 13. årh. f. eks. Disse sagaers stil og fremstilling står fuldkommen på höjde med de sagaværkers, der kendes fra tiden för 1200, eller den klassiske tid. Fremdeles haves håndskriftsbrudstykker af enkelte af dem (f. eks. Egilss., Laxdælas.), der fører længere tilbage end omkr. 1250. Ved 1200 kendes aldeles bestemt sagaer om islandske biskopper i det 12. årh., hvilket har stor betydning. Endelig — og det er måske det vigtigste — forudsætter Landnámabok i den skikkelse, den formentlig har haft ved år 1220, en hel del sagaer, både direkte (ved at nævne dem) og indirekte ved at indeholde uddrag af dem, og det ikke alene af kendte, men også tabte sagaer. Der er således ikke den ringeste grund til at betvivle, at »de fleste Islændersagaer« forelå nedskrevne ved overgangen til det 13. årh. Den videre udvikling vil senere omtales.


M. h. t. hvad der har givet den egenlige anledning til dette forfatterskab eller, om man vil, nedskrivning, er der kun formodninger at anstille. Atter her bliver keltiske forhold fremdragne til forklaring; det hævdes, at kendskab til og påvirkning fra den gamle irske litteratur har haft afgörende betydning. Og dog er det netop dette, der ligger aller fjærnest; det er i virkeligheden at gå over bækken for at hænte vand, rent bortset fra at Islændernes kendskab til og forståelse af irsk litteratur i det 12. årh. er grebet ud af luften; direkte forbindelser med Irland var dengang, så vidt kilderne viser, af forsvindende omfang. I og for sig behøves intet andet til forklaring end den levende interesse for historie og sagn, som i et helt århundrede havde været så vågen; optegnelsen af lovene 1117-18 viser, at man havde en levende følelse af, hvor langt lettere det var at bevare det gamle hukommelsesstof usvækket og uforfalsket, hvis det fæstnedes til bogen; at overføre denne betragtning på det historiske stof, er lige til og simpelt nok. Det er den selvsamme stræben efter 1100 som för, der således gör sig gældende, at samle og bevare, blot med en langt större tryghedsfølelse nu end för. At bevidstheden om og kendskabet til fremmede (latinske) bøger, som jo fra det 11. årh. af var kendt i landet, har kunnet have en betydning for den islandske nedskrivning, vilde det være höjst naturligt at antage; at præster som Sæmund og Are derigennem kan have fået idéen til at nedlægge deres kundskaber i bøger, er meget naturligt. Men udover en sådan antagelse behøver man ikke at ty til indviklede og fjærntliggende hypoteser. Alligevel er denne overgang fra den mundtlige fortælling til den skriftlige optegnelse en bedrift, og det en sådan, hvis mage intet andet germansk folkeslag kan opvise.


Et andet hovedspörgsmål, men af ulige vanskeligere art, er det: hvorledes er forholdet mellem den mundtlige overlevering för og ved 1100 og de nedskrevne sagaer? Dette spörgsmål gælder både de norske kongers sagaer, og de isl. slægtsagaer, disse måske dog især. I al almindelighed følger det af sagens natur, at hovedmængden af sagaernes stof må bero på den gamle tradition, hvilket bestyrkes for de sagaers vedkommende, der har ægte vers af hovedpersonerne. Dernæst fremgår det af flere sagaers ejendommelige udtryksmåder. Der hentydes ofte til den gamle tradition og undertiden endogså til afvigende fremstillinger, endogså på temlig underordnede punkter. Direkte hjemmelsmænd anføres just ikke i slægtsagaerne, derimod ofte i de andre sagaer, for ikke at tale om Are frode, der netop for så godt som alt, hvad han meddeler, anfører hjemmelsmænd med en grundighed og samvittighedsfuldhed, der er af den höjeste betydning netop i denne forbindelse. Are viser derved sin ubetingede respekt for og hensyntagen til det overleverede og hvad der måtte være sandfærdigt. Det var en lykke for den islandske historieskrivning, at have en sådan mand i spidsen; han var og blev mønstret for alle dem, der efter ham beskæftigede sig med sagaskrivning. Hans kritik og sandhedskærlighed måtte virke på efterfølgerne, og det er slet ingen tvivl om, at den har gjort det efter en udstrakt målestok. Frygten for andres kritik måtte desuden have sin betydning. Ligesom skjaldene ikke havde vovet at opdigte kendsgærninger, lige så lidt har sagaforfatterne dristet sig dertil. Lysten til at skrive historiske romaner udenom det i traditionen givne grundlag må betragtes som ikke tilstedeværende og umulig i den tid, der her er tale om. Sagaernes mange enkeltheder, beskrivelser eller hentydninger til tilstande og kulturgenstande, der ikke stemmede med det 12. århs., — hvad der på flere måder kan eftervises og hvad der endogså flere gange bemærkes i sagaerne selv —, alt dette taler for en meget nöje forbindelse mellem traditionen og den skrevne saga. Noget, skönt forholdsvis lidet af det hele uhyre sagastof, er man istand til at bevise er rigtigt ved hjælp af andre, uafhængige kilder, men den störste del af sagaernes indhold er dog således, at dets rigtighed ikke på den måde lader sig bevise. Det bemærkedes för, at slægtsagaerne ikke anfører hjemmelsmænd. En enkelt, og det en meget interessant afvigelse er der herfra; den findes i slutningen af Dropløgssönnernes saga og lyder: »Torvald (el. Torkel; en sön af Grim Dropløgson, d. omkr., 1005) havde en sön, der hed Ingjald, hans sön hed Torvald, som fortalte denne saga«. Den sidste Torvald må have levet omkr. 1100-30; derfor må han være nævnet her som hjemmelsmand; næppe er han nedskriveren. Denne oplysning er såre værdifuld. Af den kunde der ganske vist drages en mere almindelig slutning.


I denne forbindelse har disse sagaers anonymitet sin betydning. Den kan næppe forklares anderledes end som en negativ tilkendegivelse af, at her ikke var om noget selvstændigt åndsarbejde at göre, men kun en optegnelse af hvad der fra en eller flere sider blev givet samleren eller optegneren. Forfatterne har altså ikke betragtet sig som egenlige forfattere (hvad f. eks. Eirikr, Oddr og Snorre vistnok har gjort), blot som modtagere, samlere og skrivere. Forholdet er noget lignende som ved Eddadigtene. En anden sag er det, om deres betragtning er rigtig eller svarende til vore begreber om forfatterskab, og det er den næppe.


Man har villet göre gældende, at fremstilling og stil var så folkelig, at sagaen af den grund måtte stå den mundtlige fortælling så nær, at den som helhed måtte betragtes som direkte hæntet fra den mundtlige tradition, og at de, der optegnede sagaer, ikke har behøvet at göre meget ved dem og heller ikke gjort det. Der skal ikke göres nogen indvending imod stilens folkelighed; men den kan forklares på en anden måde. Der er måske heller ikke så megen indvending at göre imod at de mindre, kortere sagaer, der så at sige udgör et fast afsluttet hele, hvor det ene led knyttes ganske nöje til det andet og synes altid at måtte have gjort dette, for det meste kunde ligefrem være nedskrevne i deres mundtlige form. Jfr. den anførte bemærkning fra Dropløgsönnernes saga. Men hvad de större sagaer angår, hvor stoffet er stort og ikke altid således sammenhængende som i de nævnte mindre sagaer, men mere, hvad man kunde kalde, episodisk og hvor der er en mængde optrædende personer, dér er det ganske umuligt at tænke sig, at alt det skulde i den mundtlige overlevering have dannet et hele, som kun væntede på en nedskriver. Hertil hører sådanne sagaer som Eyrbyggja, Laxdæla, osv., for ikke at tale om Njála. Her er der kun én udvej mulig og den er, at en mand, lad os kalde ham forfatteren, har båret sig således ad som man gör det nutildags, at han fra forskellige hold og hos forskellige personer har søgt og fået stoffet efterhånden samlet og så stillet det sammen, således som han fandt det mest logisk og rimeligt. At også de mindre sagaer er blevne således til, er i grunden det rimeligste. Der synes ingen grund at være til at nægte disse samlere og nedskrivere forfatternavnet og tillægge dem en noget större selvstændighed end de måske selv har ment at kunne göre krav på. Det forholder sig også ved et nærmere eftersyn således, at de enkelte sagaer ikke har det samme forfatterpræg. Hvis de umiddelbart hidrørte fra traditionen, kunde man næppe forudsætte eller vænte nogen særlig individualitet; men det er netop en sådan, man opdager, ialfald for flere sagaers vedkommende. Én interesserer sig for gamle skikke og oldtidsinstitutioner, våben og lign., en anden særlig for stedsnavne, deres oprindelse og forklaring, en tredje for retsvæsen osv., og det tit og ofte på en så udpræget måde, at der kun kan være tale om specielle forfatterinteresser. Det er måske også mere nærliggende at tiltro den slags mænd den kritiske virksomhed, der kommer til syne, end de frode mænd, der var traditionens bærere eller samlere, skönt de bemærkninger, der her sigtes til, godt kunde hidrøre fra dem; det må indrömmes.


Der er overhovedet al grund til at gå ud fra, at man her har med virkelige forfattere at göre, ofte med særlige interesser. Men det synes tillige at måtte betrages som sikkert, at deres forhold til og afhængighed af traditionen har været meget intim; de vilde heller ikke fortælle andet end hvad der for dem var godt afhjemlet, og idet de benyttede modersmålet måtte de skrive dette som de selv talte det og som deres folkelige hjemmelsmænd talte det; noget andet sprog eksisterede der simpelthen ikke. Sagasproget, bogsproget, blev nødvendigvis, til at begynde med, det gamle folkelige fortællingssprog med hele dets yndefulde farve og instinktive umiddelbare udtryksklang både i ordenes ordning, i sætningforbindelsen og det hele.


Spörges der så: hvad var det for mænd, der samlede og skrev sagaer? så bliver spörgsmålet endnu vanskeligere. De forfatternavne, der kendes, indeholder intet afgörende. Are og Sæmund (der jo skrev på latin) var gejstlige, Karl abbed ligeledes, for ikke at tale om Oddr og Gunnlaugr (der også begge skrev på latin). På den anden side var Eirikr snarest, skönt intet i så henseende meddeles, en lægmand; og det var også, i 13. årh., både Snorre og Sturla. Det er meget muligt, at sagaernes forfattere har været lægmænd, men der er dog meget, der taler for at de har været folk, der tilhørte den gejstlige stand eller havde fået en gejstlig uddannelse. For det første tör man ikke gå udfra, at så overmåde mange lægmænd i det 12. årh. har kunnet skrive eller benytte pen og blæk; det er først blevet almindeligt senere, i det 13. og 14. årh., hvis det nogensinde overhovedet er blevet almindeligt; dette kunde der være grund til at betvivle. Men lægmænd kunde jo have benyttet gejstlige som skrivere, hvad Snorre ganske sikkert har gjort. Men dernæst indeholder sagaerne, så godt som uden undtagelse, mere eller mindre bestemte antydninger af forfatterens nære forhold til tro og religiøsitet; dette må dog snarere forudsætte gejstlige forfattere end lægmænd; i enkelte tilfælde må det indrömmes, at de lige så godt kan hidrøre fra de sidste; men ofte har de en ejendommelig farve. Hvis det er gejstlige, der har forfattet disse sagaer, er det dog ikke i kraft af deres kirkelige uddannelse, men fordi de, tiltrods for denne, var og blev folkets börn, der så at sige ikke på nogen måde udskilte sig som en stand, hævet over folket. Atter her kunde man henvise til den islandske gejstligheds folkelighed endnu i vore dage. Herimod kan man ikke indvende, at mænd som Oddr og Gunnlaugr bevislig har skrevet på en ganske anden måde end sagaernes forfattere. Ti disse mænd er sprænglærde klostergejstlige, fulde af middelalderlig latinlærdom og velkendte med fremmede gejstlige skrifter, som de søger at kappes med og efterligne. Især gælder dette den sidstnævnte. Hans svulst og svada er ganske vist himmelvidt borte fra sagaens stil. Havde Oddr skrevet på sit modersmål, er det ikke sikkert, om han havde fjærnet sig så stærkt derfra. Til gengæld kan man henvise til gejstlige som Are og Karl, der endda var abbed. Uagtet de ikke således øser af den folkelige tradition, som sagaernes forfattere formentlig har gjort, er netop deres fremstilling i den grad præget af folkelighed, at vidste man ikke bedre, kunde man særdeles vel tænke sig at de havde bægge to været brave lægmænd.


Det er för blevet antydet som mulighed, at bevidstheden om fremmede (latinske) skrifter ikke har været uden betydning for den isl. historieskrivnings oprindelse. Det kan også anføres her som en mulighed, at oprettelsen af klostre på Island kan have haft betydning for sagaskrivningen. Det første isl. kloster blev stiftet på Tingøre (Hunavatnssyssel, Nordlandet) 1133, Munketværåkloster (i Øfjorden) 1155, Tykkvebøklostret (på Sydlandet) 1168, Flatøklostret 1172, dette flyttedes 1184 til Helgafell (på Snefjeldsnæs). Disse klostre ligger så at sige lige i sagagruppernes centrer, og det vilde være let at tænke sig en åndelig forbindelse og påvirkning. Derfor behøver man ikke at antage, at nogen saga ligefrem er skreven i disse klostre, og der er næppe tvivl om, at sagalitteraturen var kommen i stand uden dem.


Hvad den islandske sagaskrivning i det 13. årh. angår, kendes også her kun nogle få navne på forfattere, som Snorre, Sturla, Styrme. Den egenlige originalsagaskrivning var forbi, men der fortsattes på en meget frodig måde, blot lidt anderledes. Man samler, omarbejder og bearbejder ældre værker, hvorved der unægtelig fremkommer udmærkede skrifter. Allerede i slutningen af det 12. årh. var de norske kongers enkeltsagaer bleven samlede til et hele, men i en meget forkortet skikkelse og uden nogen indre kunstnerisk sammenknytning (Ágrip). Dette fortsattes med Morkinskinna-bearbejdelsen (omkr. 1220) fra og med Magnus d. gode til Sverre, med Fagrskinna-bearbejdelsen (omkr. 1240, Halfdan svarte til Sverre) og endelig med Snorres alle andre overstrålende Heimskringla (omkr. 1220-30), hvis indhold gik helt tilbage til den grå sagntid, et værk, som ganske vist grundedes på de samme kilder som de andre, men som ved opfattelse og selvstændighed indtager en hædersplads for sig. Sturla forfattede de sidste kongesagaer, dem om kong Hakon d. gamle og Magnus lagaböter; hullet mellem kong Sverre og Hakon blev også udfyldt; således blev hele den lange række ubrudt. Også blev en samlet saga om de danske konger skreven (omkr. 1260), Knýtlingasaga.


Hvad islandske æmner angår, blev der omkr. 1200 skrevet udmærkede bispesagaer (de 5 første Skalholtske biskopper og flere); det var for så vidt en fortsættelse af en del af Ares bog. Landnámabók blev samlet til det hele, man nu kender, og i øvrigt flere gange bearbejdet i løbet af århundredet; den er af en omfattende betydning. Et par andre — originale — sagaer blev skrevne om personer og begivenheder i det 12. og 13. årh. Atter kommer vi til Sturla, der nu skrev en samlet fremstilling af det 13. århs. historie omtr. til 1260. Det er interessant at lægge mærke til at Sturla ligesom Are skriver både om Norge og Island, men således at medens hin skrev kort og om bægge lande i én bog, skrev denne så at sige kæmpeværker, om bægge lande, hvert for sig. Der ligger en betegnende udvikling imellem. Atter blev de forskellige sagaer om personer i 12. og 13. årh. samlede, den nuværende Sturlungasamling, hvor dog Sturla mulig har medvirket eller givet et eksempel.

I det foran anførte sted fra den nævnte samling hed det, at de fleste Islændersagaer var skrevne för 1201. Heri ligger at forfatteren har kendt andre senere sagaer; disses tilværelse bekræftes på andre måder. I den sidste halvdel af det 13. årh. er nye slægtsagaer bleven forfattede, især hvor der fandtes mundtlige traditioner i nogenlunde samlet tilstand, der af en eller anden grund endnu ikke var bogførte; disse traditioner ses at have været af en anden art end de gamle, nemlig meget forvanskede og afblegede. Disse originalsagaer står meget tilbage for dem fra den klassiske tid, undtagen måske med hensyn til stilen, der i det hele er god, men naturligvis noget anderledes end i den klassiske tid. I enkelte tilfælde, hvor den gamle originalsaga var tabt, blev en ny forfattet efter hukommelsen og muligvis endnu levende bygdetraditioner og da af den samme art som de sidst omtalte.


I det 13. århs. sidste halvdel begynder man også at optegne de såkaldte fornaldarsagaer, men hovedmængden af disse tilhører dog vistnok det 14. årh., ialfald i deres nuværende form. Endelig skal her blot anføres, at annalskrivningen først begynder omkr. 1280; det meste deraf tilhører også det 14. årh. Det er værdt at lægge mærke til den omstændighed, hvor sent denne art af historieskrivning opstår. Længe för end Islands sagalitteratur opstod, havde der eksisteret annalskrivning i udlandet, både på fastlandet (på latin) og i England (dels på latin, dels i modersmålet). Hvis en stærk påvirkning, især fra Vesten, og efterligningslyst på Island havde fundet sted, hvor er det så muligt, at annalskrivningen ikke för er begyndt på Island, især når man ved, at i Danmark var den begyndt allerede i 12. årh.


Til alt det foregående kan endnu föjes den store oversættelseslitteratur, for det meste efter latinske originaler, dels fra 12. og dels fra 13. årh.


Om norsk litteratur kan henvises til det særlige afsnit derom.


En anden slags bearbejdelse end den för omtalte må her til slutning kort nævnes. Den består i at de originale værker af afskrivere eller kyndige samlere udvides med et ikke for bogført stof; der skabes ikke derved nye skrifter, men kun udvidelser, der tillige er forvanskninger af det oprindelige, godt byggede, logisk sammenhængende hele. I enkelte tilfælde er dog disse udvidelser af stilistisk art, og det er næsten værre. Da originalværkerne i reglen er tabte, volder netop denne bearbejdelsesmåde store, vanskeligheder m. h. t. litterær-kritiske undersøgelser. Sagaerne var unavngivne og betragtedes som allemands fælleseje; det samme gjaldt dog også f. eks. Snorres Heimskringla. Den litterære ejendomsret respekteredes ikke det mindste.


Al denne bearbejdelse viser, at sansen for det tætsluttede, logisk byggede sagahele, for sagaen som én mands kunstværk, ikke mere eksisterede for bearbejderne og samlerne; for dem gjaldt det netop om at få så meget stof ophobet som muligt, om den forbindende tråd end var nok så tynd. Lad os nu kort se på de oprindelige sagaer — der eksisterer dog heldigvis flere sådanne, der tillader en fuldstændig dom om dem og deres art, en dom som med det samme får en videre betydning.


Sagaerne — og der tænkes især på slægtsagaerne — er af forskellig art og udstrækning. Flere er kun en enkelt hovedpersons biografi. Der göres kortelig rede for denne persons oprindelse og herkomst; slægtregistre er meget korte og der findes kun lidt om slægtens forhistorie. Så fortælles der videre indtil den begivenhed forefalder, der så at sige skaber sagaen; til den er alt det øvrige logisk knyttet, det ene led følger af det andet og griber ind i det andet; her er en ubrudt årsagsforbindelse fra først til sidst, sagaen ét organisk, harmonisk afrundet hele. Ingen uvedkommende episoder, ingen personer, der ikke strængt taget hører med, findes, ikke et ord er for meget. Dernæst er der sagaer, der er længere, udførligere, der ganske vist er eller bliver en enkeltmands saga, men hvor der udførlig fortælles om hans forfædre, fader og bedstefader, deres indvandring osv. Det bliver en hel slægtsaga, der så spænder over måske godt og vel et århundrede (fra indvandringen til omkr. 1000 eller endogså lidt ind i det 11. årh.). I øvrigt har disse sagaer de samme gode egenskaber som de førstnævnte. Jo flere personer, der her optræder, og jo mere slægtens skæbne er knyttet til andre slægters, desmere kan sagaen blive etslags bygdesaga. Endnu mere gælder dette den tredje slags, hvor der ganske vist er tale om hovedslægter og indenfor disse atter om fremragende hovedpersoner, men hvor sagastoffet dog ikke danner et logisk og kavsalt sammenhængende hele. Her falder indholdet i episoder, i mindre afsnit, hvor det ene ikke er afhængigt af det andet, skönt personerne delvis er de samme. Disse sagaer bliver bygdesagaer, ja kan endogså kaste lys over forhold og personer langt ud over den snævre bygd. Til sammen udgör de alle omtrent en lands-saga for det tidsrum de handler om og det mere end i én henseende. Uagtet de ikke ligefrem går ud på at beskrive kulturtilstande, er det dog muligt ved deres indirekte og tilfældige meddelelser at opbygge en islandsk kulturhistorie så at sige på ethvert samfundsområde; i så henseende er sagaerne en uudtömmelig guldgrube. Og deres deraf følgende betydning gælder ikke blot for Island men også tildels for hele Norden, ja den gælder på mange punkter for den germanske oldkultur i det hele. Der er ikke få direkte berøringspunkter mellem deres antydninger og Tacitus' gamle skildring fra 1. årh. e. Kr.


Indholdet er trods megen lighed dog meget forskelligartet. Nogle sagaer handler om elskov mellem to unge mennesker og de deraf opståede konflikter; deres ulykkelige kærlighed bliver grundmotivet og det bevægende led i helheden. De elskende får ikke hinanden, og dette, der syntes at være en regel, førte til den opfattelse, der får sit udtryk — ganske vist meget senere — i Skáldhelgarímur, hvor det hedder, at virkelig, gensidig elskov ikke kan føre til et lykkeligt ægteskab. Andre sagaer er drabs- og hævnsagaer, hvor hovedpersonerne, skönt i grunden brave og sjæleligt sunde mennesker, ved omstændighedernes (skæbnens) magt drives ud i drab og misgærninger, bliver udstødt af samfundet og må leve som fredløse, flakke omkring, hjulpne af enkelte, efterstræbte af deres fjender indtil det lykkedes at få bugt med dem. Atter andre er kraftige hövdingers saga, der fortæller om disses bedrifter og forhold til andre hövdinger; også dér forekommer tragiske begivenheder, drab, mordbrand, kampe osv. Gennemgående er sagaerne tragiske af karakter, og som sådanne billeder af livet som det i de tider levedes og måtte udfolde sig. Om de mennesker, der levede fredelig på deres gårde, optagne af deres daglige materielle stræv, og som døde mætte af dage — om dem gaves der ingen saga, om dem var der intet at fortælle; de er og var navnløse.


De norske kongers sagaer er biografier, hvor kongernes vigtigste bedrifter, tog og kampe, berettes i tidsfølgeorden, og skiller sig for så vidt ikke synderlig fra slægtsagaerne. De er fortalte ligefrem; først hos Snorre hæver de sig til kunstneriske mesterstykker med bevidst skildrede karakterer og de personlige mål, de enkelte konger satte sig, så vidt det overhovedet var muligt at påvise sådanne.


Som för bemærket behøvedes der ikke meget til at sagaforfatteren hurtig indså, hvor stor en historisk betydning og beviskraft de fyrstelige skjaldedigte havde; det måtte så at sige komme af sig selv. Ingen historiker kunde overhovedet komme uden om dem. Allerede Are anfører et lille vers, men ifølge hele hans skrifts indhold og art var det ham i øvrigt umuligt at benytte skjaldekvad. Derimod ses sådanne at være rigelig benyttede i det ældste på islandsk skrevne værk om en norsk konge, der overhovedet kendes, nemlig den ældste Olafssaga helga. Muligvis er det denne, som er bleven de senere sagaers forbillede i så henseende, også for slægtsagaerne; men det må ikke glemmes, at sammen med disses indhold var de gamle skjaldes kvad ofte bevarede netop som kærnen i fortællingerne enkeltvis. Hvad der således allerede forlængst eksisterede i den mundtlige tradition var det naturligt at beholde og fæstne ved skriftens hjælp. På dette punkt at henvise til irske forbilleder er atter ganske unødvendigt; hos Kelterne findes ganske vist blanding af vers og prosa, men der er dog ved nærmere eftersyn en forskel på brugen af vers i de keltiske skrifter. Hvad de isl. slægtsagaer angår, er der nogle, der er uden vers; disse er således ikke nogen absolut bestanddel af en saga; heller ikke i kongesagaerne; så snart som den samtidige historie begynder, holder man op med at anføre vers (jfr. foran 171-72). At versene i slægtsagaerne i regelen er ægte, ses dels af indre kriterier, dels af at de ofte ikke stemmer helt med det i prosaen fortalte.


I sagaerne ser man alle sociale lag — så vidt som der overhovedet er tale om sådanne — repræsenterede og det i en meget rigelig grad, både mænd og kvinder — i alle aldere. Man ser de optrædende personer livligt og anskueligt i al deres gören og laden, ord og handling, uagtet der ingensteds gives lange og indviklede skildringer af deres psykologi. Deres sindsstemning og sjælelige væsen udtaler sig indirekte i deres optræden; undertiden kendetegnes det ved et eller andet ydre træk, skiften-farve, klædedragt og lign. Om den sorgbetyngede Egill fortælles det, at hans legeme svulmede således op, at klæderne rævnede; det er det ydre, der således giver en meget anskuelig antydning af det indre. Utallige eksempler findes på sådanne træk; ja de findes så at sige på hver side. Det er denne friskhed, denne strålende livagtighed, der allevegne vækker den höjeste beundring. Men det er kun den ene side af sagen, Den anden er den, at de forskellige personer og karakterer er alle individuelt særtegnede; enhver har sit åndelige fysiognomi, hvorved han skilles ud fra alle andre. Sagaernes hövdinger kan på en måde klassificeres, og dog er de aldrig ens indenfor enhver gruppe. Således også med kvinderne. Dette forhold kan ikke stærkt nok fremhæves, men det vilde føre for vidt at komme nærmere ind på det her. Disse sagapersoner indtager en slående modsætning til de typiske sagnhelte i Eddakvadene; det beror på forskellen i det historiske grundlag. Men dette forhold har netop sin afgörende betydning for sagaernes historiske troværdighed. Dette særpræg over alle de optrædende personer, denne totale mangel på en almindelig type, er den bedste borgen for, at karaktererne er rigtig fastholdte fra først af gennem traditionen og lige så rigtig gået over i de skrevne sagaer; derved belyses den intime forbindelse mellem tradition og saga. Hvis sagaerne var mere eller mindre digtning, vilde man netop have fået typer og almindelig holdte skildringer af typisk art, noget som netop kan iagttages i de senere sagaer fra den sidste del af det 13. årh.


Hvad der her er sagt om personerne, gælder også i samme grad om begivenhederne selv.


Fremstillingen er helt igennem rolig og objektiv. Aldrig mærkes forfatteren eller fortælleren direkte; der findes aldrig i ægte sagaer betragtninger af nogen som helst art. En forfatter-pegepind af den art, som moderne forfattere på skolemestervis så stærkt benytter, er ukendt i sagaerne, og dog er alt her så lyst og klart; det er mesterskabets solskinsbelysning, der er udbredt over del hele. Det gör den klare, knappe fortællestil, den i bedste forstand folkelige fortællemåde, der råder; det gör den blanding af direkte fortælling og samtaleform, der så hyppig og uvilkårlig benyttes. Det er herved at karaktererne kommer til at springe frem som i relieff og hvorved det hele bliver så livfuldt og anskueligt. Sagastilen — og den er ikke ret meget forskellig i de forskellige sagaer, i nogle som Njála måske noget mere retorisk end i andre — er bekendt for sin knaphed, sin prunkløshed, sin naturlighed. Ordenes stilling er meget ligefrem, men ofte får de dog noget anden ordning end den allersimpleste; det beror på den talendes stemning i öjeblikket; den indre varme bevirker en særlig betoning og denne betinger atter en omflytning, således at de stærkest betonede ord kommer til deres fulde psykologiske ret, hvad de ikke vilde göre, hvis ordfølgen skulde være den simplest mulige. Dette må man nöje lægge mærke til under læsningen, og det er ikke vanskeligt. Men først da kommer læsningens egenlige nydelse i stand.


Selv om den islandske saga ikke havde andre fortrin end disse: den mesterlige personskildring og den mesterlige stil, vilde de være tilstrækkelige til at sikre den en fremragende og fortjænt plads i verdenslitteraturen. Men den har utvivlsomt andre og flere fortrin af historisk og kulturhistorisk art især. Alt tyder på, at dens værd i så henseende er ganske betydelig, selv om et eller andet er urimeligt eller uhistorisk; i det hele og store er der liden grund til at tvivle om det fortaltes rigtighed, ialfald hvad tiden ved og efter 900 angår. Derfor er det fuldkommen berettiget at spörge om en sagas historiske pålidelighed og stille det spörgsmål blandt de første.