Forskjell mellom versjoner av «Hnappadals syssel (K.Kålund)»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
(Hnappadals syssel (K.Kålund))
 
Linje 8: Linje 8:
  
  
[[Fil:Snæf. sýsla.jpg|thumb|400px|<center>'''Hnappadals og Snefjældsnæs sysler'''<br>Detaljeret kort på dette link: [http://atlas.lmi.is/kortasja/ <FONT COLOR=blue>Landmælingar Íslands</FONT COLOR=blue>] </center>]]
+
[[Fil:Hnappadals sýsla.jpg|thumb|400px|<center>'''Hnappadals syssel'''<br>Detaljeret kort på dette link: [http://atlas.lmi.is/kortasja/ <FONT COLOR=blue>Landmælingar Íslands</FONT COLOR=blue>] </center>]]
 
<center>[[Bidrag til en historisk-topografisk beskrivelse af Island |'''Bidrag til en'''<br>'''historisk-topografisk <br>beskrivelse af<br>Island]]
 
<center>[[Bidrag til en historisk-topografisk beskrivelse af Island |'''Bidrag til en'''<br>'''historisk-topografisk <br>beskrivelse af<br>Island]]
  

Revisjonen fra 19. jan. 2014 kl. 07:29

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hnappadals syssel
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island


P. E. Kristian Kålund


Hnappadals syssel
(Hnappadals sýsla)

[Indbyggerantal c. 650]


TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE



Da Hitaråen på hele strækningen fra sit udspring af Hitarvatn til sit udløb i havet danner grænsen mellem Myre og Hnappadals syssel, hører altså hele den del af Hitardalen, der ligger vest for Hitarå, til Hnappadals syssel. Uagtet det, efter den lagte plan, vil være rettest straks i opstillingen at lade den samme sondring fremtræde mellem disse to sysler, som tidligere er anvendt ved beskrivelsen af syssel efter syssel, kan det dog ikke undgås til dels at omtale hele Hitardalen under ét, da de i BH. fortalte begivenheder snart foregå vest for Hitarå, snart øst for denne.


Vest for Hitarå ligger Fagreskovsfjældet (Fagraskógafjall, nu sædvanlig Skógafjall), der danner Hitardalens vestlige begrænsning fra Grettesbæle (Grettisbæli) af og op efter. Grettesbæle er en stejl, til dels isoleret fjældknude, der som Fagreskovsfjældets sydøstligste pynt skyder sig ud imod åen en del syd for gården Hitardal. Derfra ligger Fagreskovsfjældet op efter langs åens vestside under forskellige navne til noget forbi præstesædet; så fortættes det af den såkaldte Klivsand (Klifsandr), et aldeles vegetationsløst, sortegråt sandstensfjæld, der med en brat skrænt falder af mod åen, som løber tæt under det. Mod nord strækker Klivsand sig omtrent til hen imod Holm, hvor det mod nord falder omtrent lige så brat af som mod vest. På den smalle strimmel mellem Fagreskovsfjældet og åen står to gårde; hvoraf Vellir er den sydligste, noget neden for præstegården. Disse gårdes forbindelse med omverdenen sker næsten udelukkende ud over Hitarå[1]; vejen langs Hitarås vestside afbrydes nemlig dels ved Grettesbæle, der ud imod åen er så stejlt, at kun med stort besvær en enkelt mand kan passere til fods her, — dels ved Klivsand, langs hvilket der ligger en smal sti i den stejle klippeskrænt (klif). Vellir er næst efter Holm den gård, der omtales mest i BH. Det synes i følge sagaen, som om Bjørns fader Arngejr oprindelig boede på Holm, senere må Bjørn have erhvervet sig Vellir og bot her en tid; men på den tid, de fleste af de i sagaen fortalte begivenheder foregår, bor Bjørn i Holm, hans fader derimod på Vellir, medens Bjørn dog egenlig var den, der drev bægge gårdene. Få Vellir lod Bjørn bygge en kirke og ved denne blev han begravet, men senere da kirken her ophævedes og afløstes af den på gården Hitardal opståede, flyttedes alle de her begravedes ben, og deriblandt også Bjørns, til Hitardals kirke (FMS. IV, 109—11)[2].


Oven for Klivsand åbner sig en højt liggende smal kløft i fjældlien mod vest; dette er mundingen af den fra BH. kendte Klivsdal (Klifsdalr)[3], der strækker sig fra sydøst til nordvest og igen fortsættes af Hellisdal, der fører til den vestligere beliggende Hnappadal i det efter den benævnte syssel. — Hele den til dels græsgroede li nord for denne dalmunding til noget forbi søens begyndelse kaldes Hjallerne (Hjallar) eller Hvítingshjallar, og disse fortsættes igen af en ligeledes til dels grønklædt fjældskråning Vatnshlid, der strækker sig langs bele søens vestside. Langs ad denne li ligger den sædvanlige vej op gennem dalen med udsigt over søen, hvori et par småholme ligger omspredte, til det karakteristiske Foxufell øst for denne. Ved søens nordlige bred, hvor der under fjældene breder sig grønne enge, og hvor en lille foss falder ned fra højlandet, er der i dette århundrede bygget en gård; ellers har denne øvre del af dalen været ubebot. Over fjældet her, som kaldes Bjug (Bjúgr) eller Svinabjug (Svínabjúgr), ligger en kort fjældvej til Selådal (Selárdalr) i Dalasyssel; det må være denne fjældvej, der i BH. (s. 39) er nævnt Hitardalshede (Hítardalsheiðr). — Klivsdal åbner sig ud imod tomterne af Holm, som ligger lige over for på den modsatte side af åen; dette passer med sagaens angivelse; derimod volde andre af dens angivelser nogen vanskelighed; i al fald synes de ikke at kunne stemme med den nu herskende tradition eller den nuværende brug af vedkommende stedsnavne. — Da mundingen af Klivsdal er omtrent lige over for Holm, dog i nogen afstand på grund af den neden for liggende li, er altså Klivsand lidt neden for denne gårds tomter, Hjallerne derimod højere oppe. I lien neden for Klivsands nordlige affald ligger adskillige nedfaldne klippeblokke og store sten; den største af disse, en sortegrå stor klippeblok, stående ternlig højt oppe i skråningen, kaldes Björnssteinn, og under den antages Bjørn at være falden. Af BH. er det imidlertid tydeligt nok, at Bjørn faldt på Hvitingshjalle (Hvítingshjalli), der havde navn efter Bjørns ypperlige hest Hviting; Hvitingshjalle må have udgjort en del af Hjallerne, for så vidt navnet ikke har omfattet dem alle (i sagaen bruges nemlig flere gange Hvitingshjalle og Hjallerne i flæng); Bjørn når desuden ikke til nogen sten, men ønsker at nå til den store Gråsten (til Grásteins hins mikla), hvorfor han tænker på at begive sig ad Klivsand til Klivsjørve (Klifsjörfi, BH. s. 63—64). Stedsnavnet Klivsjørve er nu ikke bevaret, men det ses let, at sagaen ikke ved »Gråstenen« kan have tænkt på den nys omtalte »Bjørnssten«, med mindre Klivsand den gang har haft en anden betydning end nu, i det man nemlig fra Hjallerne, hvor Bjørn var, når til denne, før end man kommer til det nuværende Klivsand. For at komme til klarhed over disse forhold gælder det om at bestemme, hvad man har forstået ved Klivsjørve. »Jørfi«, et ord, hvis betydning nu næppe står klar for den almindelige bevidsthed, forekommer i mange stedsnavne på Island. Oxforder-ordbogen oversætter det ved: grus, groft sand, eller jordsmon af en sådan beskaffenhed. Arne Magnusson har (i Addit. 10 b, 8vo) efterladt sig nogle samlinger til sjældnere islandske ord; i følge ham betyder »jørfi« (der ses endnu den gang til dels at have været i brug): jævn, flad grusbanke. I BH. forekommer Klivsjørve og Klivsand på følgende steder. Først nævnes (s. 41 i verset) Klivsjørve som det sted, hvor Bjørn dræbte Torsten Kalvssøn, men i prosaen på det tilsvarende sted (s. 40—41) berettes, at Bjørn dræbte ham i hraunet på vejen fra Holm til Husafell; her findes imidlertid intet sted, som kan tænkes at have båret navnet Klivsjørve. S. 64 (på det oven anførte sted angående Bjørns sidste kamp) nævnes Klivsand som forskellig fra Klivsjørve og som liggende oven for dette. Endelig (s. 67) siges Tord og hans følge på vejen fra Bjørns drabssted til Holm at komme »ned over Klivsand«, og i det påfølgende vers siges den dræbte Bjørn at ligge »nordøst for Klivsand«, »lidt oven for på Hvitingshjalle«. — Sammenholdes disse steder, synes deraf at fremgå, at Klivsand tidligere har været navnet på den nærmeste strækning nord for det nuværende Klivsand, Klivsjørve derimod at have svaret til det nuværende Klivsand. I så tilfælde kunde vel den nu såkaldte »Bjørnsstén« være den samme som sagaens »Gråsten«. Om beretningen (s. 40—41) angående Torstens drab må man derimod vistnok antage, at vers og prosa ikke svare til hinanden, men indeholde to forskellige beretninger om samme begivenhed[4].


Neden for Vellir skyder som før nævnt Grettesbælet sig frem mod Hitarå fra Fagreskovsfjæld og danner således på denne side åen dalens sydlige begrænsning. Denne pyramideformede højst karakteristiske fjældknude bærer navn efter Grette; BH. (s. 38) fortæller, at Grette opholdt sig en vinter i Grettesbæle; Grt. (s. 132) beretter udførligere, hvorledes Grette efter Bjørn Hitdælekæmpes råd tog ophold i denne del af Fagreskovsfjældet og havde sit tilhold her i tre år, i hvilken anledning sagaen giver en udførlig beskrivelse af dette fjæld. Det er sortagtigt, stejlt, endende med en skarptakket spids og ved en dyb indsænkning adskilt fra den øvrige fjældmaase. Mod øst falder fjældet som omtalt stejlt af mod Hitarå; straks neden for fjældets sydspids er et af hovedvadene over åen, og derfra fører vejen videre mod vest langs Fagreskovsfjældet. Sydvestsiden af fjældet Grettesbæle frembyder en stejl skråning bedækket med et tyndt stenskred, hvorigennem klippen idelig stikker frem; højere oppe trænger fjældknuder og skarpe hylder og afsatser sig endnu tydeligere frem; allerøverst er en skarp kam. I dennes øverste rand bliver man en lille åbning vár, tilsyneladende ikke større end en specie, men højden eller gennemsnittet af denne kan vel i virkeligheden være omtrent en mandshøjde. Dette hul skal have været Grettes opholdsted, hvorfra han kunde iagttage alt hvad der gik for sig på det neden under liggende flade land; i følge Grt. gjorde han det beboeligt ved at tjælde for hullet med vadmel — gråt af farve, for at forandringen ikke skulde ses nede fra vejen. Opstigningen til hullet må dog være forbunden med så stort besvær, at det alene af den grund kunde synes tvivlsomt, om stedet nogensinde havde været benyttet til varigt opholdssted for mennesker; men desuden skal den gennemborede tinde være så smal, at der, i det mindste som den nu er, ikke kan være tale om at indrette sig et leje i det derved fremkomne hul. Hvis Grette havde haft bolig udelukkende i dette hul, vilde det endvidere være besynderligt, at hele fjældet skulde have fået navn af Grettesbæle (ɔ: Grettestilholdet). — På en sandflade under fjældet nær ved vejen står en stor sten eller klippeblok, den er det i Grt. (s. 135) nævnte Gretteshav (Grettishaf), hvor Grette begyndte kampen med den storpralende Gisle Torstenssøn og dennes ledsagere. Vest for Grettesbæle falder Fagreskovsfjældet lodret af mod lavlandet, og her ligger under fjældet, tæt op til hinanden, to gårde af navnet Skógar (Syðri-og Ytri-). Tidligere har disse utvivlsomt tilsammen udgjort én ejendom, der under navnet Fagraskógar omtales i Grt. (s 138—39); i BH. (s. 46) nævnes Fagraskog i enkelttal (der holdtes en hestekamp »hjá Fagraskógi«), vistnok også brugt om gården, snarere end om skoven, hvem både fjældet og gården skyldte deres navn; af bemældte skov er nu intet spor [5].


Hnappadals syssel, hvortil overgangen som bemærket gjordes ved beskrivelsen af Hitardals vestside, består kun af tre hrepper, af hvilke den østligste er den ret anselige Kolbénstadshrepp (Kolbeinstaðahreppr). — Mod sydvest danner Hitarå under hele sit løb så vel hrepps- som syssel-grænse. Landets beskaffenhed er i hele dette syssel ikke meget forskellig fra »Myrernes«; hvor jordbunden ikke består af isolerede hraunstrækninger eller grusholt, består det lave land under fjældene af moser og moradser af værste art, hvor man ængstelig arbejder sig frem over det stærkt-gyngende, vand-gennemsivede græsdække eller rider ad stenbelagte stier, der er sunkne 1—2 fod dybere end mosens overflade og derfor selvfølgelig er at se til som en almindelig grøft fyldt med vand. Langs kysten er en flad strand, der ved ebbetid i vid udstrækning ligger tør. Oven for kystlandet strækker sig derimod fra øst til vest en sammenhængende bjærgkæde, der efterhånden udpræger sig skarpere og skarpere, længst imod vest afsluttet af Shefjælds-jøklen, herfra set ikke længer udelukkende jøkel, men med en blålig klippefod. Den oven nævnte bjærgkæde gennemstryger og næsten ganske opfylder den store imod vest udløbende Snefjældsnæshalvø, hvoraf Hnappadalssyssel, eller i al fald dets to vestligste hrepper egenlig kan siges at udgøre en del. — Vest for Hitarå ligger gården Krossholt, noget oven for Skiphyl. Krstn. (s. 15) fortæller, at Tangbrand kom på Krossaholt (ɔ: Korsholt), sang messe dér og rejste dér kors; dette holt vil man genfinde i en større højde, nu nævnt Kastale (—i), nordøst for gården. Tangbrand måtte under sit ophold i disse egne bestå en kamp med Skeggbjørn fra Hitarnæs: »de kæmpede på »fit«en neden for Stensholt (Steinsholt); dér faldt Skeggbjørn og 8 andre; dér er Skeggbjørns høj på feddet, men de andre blev jordede i Landraugsholt der ved feddet, og dér ser man endnu tydelig dysserne (kumlin); to af Tangbrands folk faldt« (Krstn. s. 15). Navnet Landraugsholt er bevaret i formen Lángdraugsholt, som er benævnelsen på et større holt, der strækker sig lidt neden for Skiphyl langs åen; neden for dette skyder sig en øre Brúnkolls- (eller Brúnkollo-) eyri ud i åen; denne øre antages for at være den i Krstn. nævnte »fit«; Skeggbjørns høj vises i følge sognebeskrivelsen dér på øren: angående de andre faldnes dysser hersker der mere usikkerhed: nogle vil påvise dem på øren. Det i Krstn. nævnte Stensholt antages efter beliggenheden at være det nu såkaldte »Náttmálaholt« tæt oven for Lángdraugsholt[6]. — Vest for disse lokaliteter, hinsides farlige, gyngende moser ligger gården Hitarnes ved en af de for disse egne ejendommelige brede, grunde vige. Her boede Bjørn Hitdælekæmpes stadige fjende Tord Kolbénssøn (gift med Bjørns elskede). (Gården er nu præestebolig. Mod sydvest strækker sig et ret anseligt og ikke ufrugtbart næs ud i søen, i det det danner en del af begrænsningen for Akrafjörur eller Hitåos, efter dette næs har gården navn; i BH. omtales det på en med dets beskaffenhed vel overensstemmende måde; her var gode hestegræsgange (BH. s. 28)[7].


Den oven nævnte brede vig, syd for hvilken Hitarnæsgården står, strækker sig langt imod nord, med et smalt udløb mod vest, hvor to smalle næs eller »ører« i øvrigt danner grænsen mod havet øst for vigen, omtrent nord for Hitarnæs, ligger Jørve (Jörfi) — nær søen, i kanten af en banke —, en gård, der fortjener omtale navnlig på grund af Viga-Styrs her stedfundne drab og de dermed i forbindelse stående begivenheder, som især udførlig fortælles i den ved Jon Olavssöns gengivelse kendte første del af Heið. (s. 294—95), men som også berøres i Eb. (s. 103). Noget oven for Jørve falder åen Kaldå (Kaldá) i oven nævnte vig, der efter denne kaldes Kaldåos (Kaldárós); åen kommer fra en lille smal dal, Kaldådal (Kaldárdalr), der skærer sig ind mellem de to anselige parallele fjældrygge Fagreskovsfjæld og Kolbénstadsfjæld (Kolbeinstaðafjall) og løber derfra i vestsydvestlig retning ned mod søen. — Hele strækningen mellem Kaldå og Hitarå, der til dels er opfyldt af et hraun, Barnaborgarhraun, kaldtes rimeligvis i ældre tid Flisuhverve (Flisu- eller Flysju-hverfi); i Flisuhverve siges således i Eb. og Grt gården Jørve at ligge, og egnens ældre benævnelse spores endnu i navnet på Jørves nabogård mod øst Flisju- (eller Flesju-) staðir[8]. — Den første anledning til Styrs fjendskab med bonden på Jørve var en hjælp, som denne i forening med bonden på en nærliggende gård ydede en af Styr forfulgt. Jon Olavssön, der ved sin genfortælling har bevaret denne del af Heið., siger (s. 288), at denne nærliggende gård forekommer ham at have været Járngerðarstaðir. I omegnen findes imidlertid ingen gård af dette navn; de to nærmeste gårde ved Jørve er Flisjustaðir mod øst og Snorrastaðir mod nord[9]. — Vejen, der ligger mod vest langs foden af Fagreskovsfjældet, fører over Kaldå og videre langs Kolbénstadsfjældets til dels grønlige fod, nu sædvanlig kaldet Kaldåbakkehlid (Kaldárbakkahlið), tidligere Áslaugarhlið (Grt. s. 136). — Vest for Kolbénstadsfjæld eller rettere dets nordlige fortsættelse ligger i nordøstlig retning den såkaldte Hnappadal (-r), ældre: Knappadal (-r), der skal have fået navn efter den første beboer. Blandt dalens flere gårde er den nordøstligste Havrstad (Hafrstaðir), der omtales i BH. (s. 51), hvor der berettes, at Toreten Kuggessøn drager fra Dunkadaretad (i Hørdudal i Dalasyssel) over Knappafellshede (-heiðr) til Havrstad i Knappadal. Nu kendes intet tilsvarende hedenavn eller fjældnavn, hvorefter heden havde kunnet få navn; men fjældvejen mellem Hørdudal og Havrstad i Hnappadal, der endnu af og til benyttes, kaldes Fossavejen efter heden, der benævnes »Fossar«[10]. - Næste dag fortsætter Torsten sin vej til Hitardalen: over Hellisdalshede (-heiðr), i det han drog op gennem Hellisdal, ned gennem Klivsdal; denne sidste åbner sig som omtalt ud imod Holm i Hitardal. Hellisdal (-r) er en lille sidedal, der fra den øvre del af Hnappadal (oven for Heggstadamule) skærer sig i syd-østlig retning ind mellem fjældene; ved en smal ryg er den skilt fra Klivsdal; den herigennem førende temlig besværlige vej må det være, som i sagaen kaldes Hellisdalshede.


Mellem Kaldå og hreppens vestgrænse, den fra nord til syd strømmende Havfjardarå (Haffjarðará), strækker sig den større del af Kolbénstadshrepp, til dels opfyldt af hraun, der strækker sig fra Kaldåos' nordlige bred og videre op efter; det sydligste og største er Eldborgarhraun, sagaernes Borgarhraun, der nord efter fortsættes af flere mindre. Eldborgarhraun tager navn efter Eldborg (ɔ: ildborgen), et ualmindelig regelmæssigt og smukt-formet krater, der står temlig sydlig i hraunet, — at se til som en på tværs overskåren kegle kronet med en svagt takket krans; borgens indre skal være en regelmæssig formet skål, der sænker sig helt ned til kraterfodens grund [11]. — Om Borgarhranns oprindelse fortæller Ldn. (s. 78), at fra en hinsides Havfjardarå liggende gård så en aften en gammel mand (der som dreng havde taget land her) en uvætte ro ind i Kaldåos og gå op til en gård Hrip (í Hripi), hvor han gravede i malkepladsindgangen; om natten fandt så et vulkansk udbrud sted, hvorved Borgarhraun dannedes, — og hvor gården var, stod derefter borgen. — Landet mellem Kaldå og Hitå (ɔ: Hitarå) samt Knappadalen udgjorde, som det i Ldn. (s. 75) fremhæves, den vestligste del af Skallagrims landnam. Så langt må altså i det mindste Borgefjordsherredet antages at have strakt sig imod vest. Om Skallagrim siges der jo nemlig i Ldn. (s. 57), at han efter at være landet i Borgefjord undersøgte hele herredet og derpå tog land vest fra Selalon — og op i herredet til Borgarhraun (der dog i følge Ldn.s egen beretning da endnu ikke kan have været til) — og syd på helt til Havnarfjældene: hele herredet så vidt som det bestemtes ved de til havet søgende vandløb. I Eg. (s. 57) angives med lidt forskel i udtrykket samme udstrækning for Skallagrims landnam: han tog alle Myrerne ud til Selalon og op i landet indtil Borgarhraun, samt syd på til Havnarfjældene, hele den landstrækning, der bestemtes ved de til havet søgende vandløb. — På dette sidste sted angives desuden udtrykkelig Myrerne at strække sig lige til Selalon og Borgarhraun. Dette stemmer også med, at i BH. (s. 63, i visen) siges Tord på Hitarnæs at bo på Myrerne, ligesom også Grette (Grt. s. 137, i visen) bruger udtrykket Mýrar om Kolbénstads hrepp. — Denne hrepp må således utvivlsomt helt eller i det væsenlige være regnet til det gamle Borgefjordsherred, men der mangler end ikke antydning af, at navnet Borgefjord bruges i endnu mere udstrakt forstand, således Ldn. s. 77 tillige indbefattende i det hele landet syd for de fjældheder, der strække sig oven for Hnappadals syssel.


Selalon (ɔ: Sælelón), der angives som vestgrænsen for Skallagrims landnam ude ved kysten, kendes nu ikke; dets omtrentlige beliggenhed fremgår imidlertid temlig tydelig af de to anførte steder af Ldn. og Eg. i forbindelse med Sturl. II, s. 195, hvor Selalon viser sig at ligge kort vest for Hitarnæs. Med dette navn synes Kaldåos — hvor der i virkeligheden også er god sælfangst -, eller måske snarere en del af denne at have været betegnet (navnet Kaldáróss forekommer jo nemlig også i Ldn.).


Øst for Borgarhraun ligger Kolbenstad (Kolbeinsstaðir), omtrent i linje med Kolbenstadsfjældets sydlige del[12]; vest for hraunet løber Havfjardarå, en ikke ubetydelig å, der falder i søen nordvest for Kaldåos. Nu ligger — foruden den fra umindelige tider brugte vej langs ad den ved ebbetid tørlagte strand - en dog først i den nyere tid optaget vej gennem Borgarhraun tæt oven for Eldborg. En del nordligere er den vej, som Grt. (s. 136—37) lader den af Grette forfulgte Gisle tage. Efter at være overvunden i kampen ved Grettesbælet løber denne forfulgt af Grette ud langs fjældet, tværs over Kaldådal, over Aslaugarhlid, oven for Kolbenstad og så ud i Borgarhraun; således går det, til de kommer til Havfjardarå, hvor Grette pisker ham igennem, før han får lov til at redde sig ved svømning over den farlige å. Fortællingen om denne forfølgelse er naturligvis meget overdreven, da vejlængden beløber sig til flere mil. — øst for Havfjardarå, men tæt oppe under højlandet står gården Sydre Raudamel (Syðri Rauðamelr) ved den rødfarvede hvælvede kraterhøjde (med en dyb indsænkning i toppen), som har givet gården navn; omkring bemældte krater skal hede kilder snart vise sig, snart igen forsvinde[13]. Oven for denne del af Kolbenstadshrepp strækker sig en fjældhede Raudamelshede, over hvilken en jævnlig brugt forbindelsesvej mellem disse egne og den sydvestligste del af Dala syssel fører. Omtrent lige over for Sydre Raudamel står hinsides Havfjardarå i Eyjabrepp (ɔ: Øhreppen) gården Ydre Raudamel (Ytri Rauðamelr) under en tilsvarende rødlig, høj, stejlt Bifaldende vulkansk banke, ligeledes med en fordybning i toppen. I Ldn. (s. 77—78) er Ydre Raudamels grundlæggelse omtalt. Landnamsmanden på denne gård, Tore, var det, der, som gammel og blind, en aften så en jætte ro op i Kaldåos og fremkalde det vulkanske udbrud, hvorved Borgarhraun opstod. Gården omtales som anlagt »i Borgefjord«, under den ydre af »to røde sandmeler«. Det er denne gård, som i flere sagaer (Eb., Gunl.) nævnes alene Raudamel (Rauðamelr, opr. Rauðimelr); efter den benævntes den her boende familie Raudmelingar og det dem tilhørende godord Rauðmelínga goðorð (Eb. s. 103—05). Raudmelinge godordet hørte i følge Eb. til Torsnæs ting, men på grund af stridigheder med Snorre gode skilte dets indehaver ved begyndelsen af det 11te årh. det ud af denne tingforbindelse og oprettede et særligt tingsted for godordet, hvad der en tid lang holdt sig. Landnamsmanden på Ydre Raudamel tog land fra Gnupå (Gnúpá, nu: Nupå) til Kaldå. Gnupå løber til søen vest for Havfjardarå, omtrent parallelt med denne, men i et mere bugtet løb. — Oven for Raudamel i vulkanske omgivelser, tæt oppe under fjældene, findes den bekendte Raudamels ølkilde (surbrønd); kilden — over hvilken der nu er bygget et lille græs-tørvsskur (hvis indretning, ligesom kildehullets udvidelse til et kvarter i diameter, menes at have været til skade for kilden) — vælder boblende frem aldeles som en svagt kogende hver, men i virkeligheden er vandet i den ganske koldt; det er ligeledes fuldkommen af farve som almindeligt kildevand, men har en forfriskende kulsyreholdig smag, forbunden med en svagt syrlig eller ejendommelig mineralsk bismag, og man anser det for velgørende for syge. Ligeledes pibler vand fra denne kilde frem i en tæt nord for forbiflydende bæk[14]. — Forbi Ydre Raudamel ligger den sædvanlige vej (i nordøst) op på Raudamelshede; fra denne gård ligger også en vej lige i nord til Snefjældsnæs syssel hinsides fjældene, over forholdsvis jævne fjældstrækninger, de såkaldte »Flatir«, denne fjældvej benævnes i Eb. (s. 15) Flötr; i formen Flötur forekommer den ved året 1181 (Dipl. isl. I, 273).


En mils vej syd for Raudamel, og lige så langt fra kysten, ligger ved Havfjardarå Hrossholt; her lå Grettes ynkelige modstander Gisle længe syg efter at være flygtet over åen. Gården er for resten bekendt af, hvad der i Eb. og Heið. (J. O.s genfortælling) fortælles om Styrs spøgeri her, da Snorre gode er ved at flytte hans lig fra Jørve og hjem. — Navnet Havfjardarå lader forudsætte en Hav- eller Havs-fjord (Hafsfjörðr) ved åens udløb; et sådant navn findes imidlertid ikke bevaret, indskæringen ved åens munding kaldes nu Havfjardaros (Haffjarðarós); vest for denne ligger Hausthúsavlk, i hvilken Gnupå (ɔ: Nupå) falder ud. I Hausthusavig ligger tre småøer, af hvilke den midterste hedder Bæjarø (-ey). Oprindelig hed øen Havsfjardarø (Hafsfjarðarey, senere: Haffjarðarey); her stod tidligere en gård af samme navn. Ved gården oprettedes i begyndelsen af det 13de årh. en kirke, hvis måldage er aftrykt i Dipl. isl. I, s. 422, og som indledning til denne er givet en udsigt over gårdens og kirkens historie. Noget efter midten af det 16de årh. nedlagdes kirken, da søbrud havde vanskeliggjort forbindelsen mellem øen og fastlandet. Gården stod derimod endnu længe, indtil endelig øen helt lagdes i øde, i det gården flyttedes ind til det faste land under navnet Hausthús. Endnu i A. M. (1714) omtales Haffjarðarey som hovedjorden, hvor gården fandtes, Hausthús derimod som gårdens sætersted, som man den gang nylig havde gjort et mislykket forsøg på at benytte; på kirkegården blottede sø og vind jævnlig menneskebén. I E. O. (s. 369—70) fortælles om Havfjardaros tidligere forbindelse med det faste land og om et ulykkestilfælde, det skal have givet anledning til kirkens forflyttelse.


Vest for den lille smalle Eyjahrepp[15] ligger den anseligere Miklaholts hrepp, der både mod nord og vest omgives af Snefjældsnæs syssel. Også denne hrepps nedre del består for en stor del af ufremkommelige moser, hvorfor af de to hovedveje den ene går oppe under fjældene, den anden langs stranden[16]. Fra den nordvestlige del af hreppen ligger gennem en sænkning i bjærgkæden oven for bygden — det såkaldte Kerlíngarskarð — en jævnlig benyttet vej mod nord til Helgafellssvejten i Snefjældsnæs syssel. Ved Seljafell er den nedre del af Kerlingarskard (den såkaldte Hjardarfellsdal) skilt fra den vestligere Dugfusdal, som man oftere skal have gjort forsøg på at bebygge, nu er den imidlertid ubebot. I sagaerne (Eb., BH.) forekommer navnet i formen Duvgusdal (Dufgusdalr); i følge Eb. s. 123 boede her en af Snorre godes sønner[17]. — Fra Dugfusdal løber den ikke ubetydelige Straumfjardarå mod sydøst; den vokser ved fra øst at optage adskillige tilløb og falder tilsidst i havet gennem Straumfjarðarós. Denne, en slags grund vig eller fjord, benævntes i ældre tid Strømfjord (Straumfjörðr) og benyttedes — lige så vel som Strømfjord i Alvtanæshrepp (M.) — af den tids handelsskibe. Herom giver Eb. os oplysning, i det sagaen (s. 69) skildrer et lille optrin, der foregik blandt norske købmænd, der lå i denne Strømfjord, og til hvem en mand kom for at få plads på skibet, kort før de agtede at sejle ud; man ser, at købmændene havde deres boder på et sted, der hed »bodhamren« (búðarhamarr). Selve dette stedsnavn (det må nemlig vistnok betragtes som et egennavn) er endnu bevaret, og betydelige bodlævninger ses her. inderst ved Straumfjardaros, på vestsiden, neden for åmundingen, skyder nemlig en græsklædt, ikke høj hammer, der bærer navnet Búðarhamar, sig frem og falder mod øst lodret af mod åen, medens der nord for hamren dannes en lille vig. Oven på hamren findes flere bodtomter: I det nordøstlige hjørne af hamren, parallelt med dennes østlige affald og ikke langt fra randen, står to store boder, den ene bag ved den anden, den første er omtrent 9 fv. lang og synes desuden ved nordenden at have haft en mindre udbygning på et par favne; den anden er omtrent 10 fv. og har måske været tværdelt. En tredje tomt står en del sydligere og vender gavlenden ud imod hamrens affald; det er den største og tydeligste af dem alle, mere end 11 fv., og synes at have haft en udbygning ved den vestlige ende; indgangen har måske været på den sydlige langvæg tæt ved østergavlen. Foruden disse findes længere inde på hamren tre andre utydeligere tomter og på sydsiden af den lille vig, tæt ved bunden, en stor dyb tomt, måske resterne af et skibsskur (naust)[18]. Da Strømfjord i Eb. (s. 105) nævnes som det sted, hvor Raudmelingerne satte ting efter at have taget deres godord ud af Torsnæs ting, kunde i og for sig bodernes antal bringe en på den formodning, at man her havde et fordums tingsted for sig; men på grund af beliggenheden og stedets nøje overensstemmelse med Eb.s »búðarhamarr« er der dog næppe tvivl om, at man her har gamle købmandsboder for sig[19]. Neden for hamren skal der være et dybt »lon«, men derimod er længere ude i osen meget grundt og nu selv med flod ikke sejlbart; ved ebbetid ligger den stadig benyttede kystvej over denne ydre del af osen. — En mand nævnes i Eb. Gudlaug den rige fra Strømfjord — benævnt efter den her omtalte fjord af dette navn —; af Ldn. (s. 80) ses det, at han var stamfader til en familie »Strømfjordingerne« kaldet, og at han boede i Borgarholt; der har altså rimeligvis aldrig været nogen gård Strømfjord. Borgarholt ligger vest for Strømfjordså noget fra søen[20].


Den over den ydre del af Strømfjordsosen førende fjærevej, der fører over de såkaldte »Löngufjörur« ɔ: Langefjærer, der strække sig langs kysten af største delen af Hnappadals syssel og Stadarsvejt (den vest for Miklaholtshrepp nærmest liggende del af Snf.), og som fortsættes mod sydøst af en lignende fjærevej langs kysten af »Myrerne«, er den bedste vej, man kan tænke sig; over faste, aldeles jævne ler- eller sandflader går det i strygende fart, ofte umiddelbart ved de opskyllende bølger, da sandbunden her er sikrest;— kun har vejen den ulæmpe, at man må passe tiden: indtræffer man ikke i rette øjeblik ved de forskellige ose og vige, ruller bølgerne en i møde der hvor man ventede at finde tørt sand, eller et vandløb, der ved ebbetid ser ud som en næppe bemærkelig grøft, danner nu en uoverstigelig hindring. Oppe under fjældene fortsætter sig også en anden, men noget længere vej ind i Snefjældsnæs syssel. — Hvilken af disse veje man end vælger, føres man hurtig og umærkelig over i dette nabosyssel, hvorfra Hnappadals syssel ikke er adskilt ved nogen naturlig grænse. Siden 1871 har også Hnp. i verdslig henseende været forenet med Snf., i det de to sysler nu bestyres af den samme sysselmand. Tidligere havde Hnp, i en årrække været forenet med M., til hvilket det henlagdes år 1786, da det lille syssel ikke alene var i stand til at underholde en sysselmand. Denne Hnp.'s vaklende stilling mellem M. og Snf. er ret betegnende, ti i forskellig henseende synes det virkelig at danne overgangen mellem disse to landskaber. I fysisk henseende slutter dets sydvestlige del sig naturlig til Myrebygderne; og for så vidt man med navnene på de gamle ting har forbundet nogen geografisk forestilling, er det vel også rimeligst at antage, at vestgrænsen for Tværå ting er faldet sammen med vestgrænsen for Skallagrims landnam; vi se jo straks de kort vest for boende Raudmelinger med det dem tilhørende godord oprindelig henhørende under Torsnæs ting.




WGC.P006.jpg



Fodnoter

  1. Således fremstilles også forholdet for Vellirs vedkommende i BH. (s. 42, 60, 61, 68).
  2. På Vellir, fortaltes det, skal der endnu påvises en »bænhus«-tomt; Helge Sigurdssön, Safn. t s. Í., II, 313, erklarer imidlertid, at ingen erindring om stedet for kirken lever.
  3. Helge Sigurdssön, Safn t. s. Í. II, 313, udleder ikke alene Klivsdals, men også Klivssads navn af et »kliv«, ad hvilket man stiger ned fra dalen; det ligger dog nok så nær at antage, at det kliv, ad hvilket stien ligger over det som Klivsand betegnede højdedrag, har givet dette sit navn.
  4. Skønt man næppe tør påstå, at forfatteren mangler lokalkendskab, forekommer foruden de alt nævnte enkelte andre besynderligheder i sagaen. Således er det uforståeligt, hvorledes Bjørn (s. 68) kan udtrykke sig om Torsten Kuggessön, der er kommen ned fra Klivsdal og agter sig til Husafell, at han er tåbelig, hvis han i så slet vejr vil forsøge at »drage op i dalen imod uvejret og ned over hraunet, »um vötn ok torfærur«.« Påfaldende er også sagaens omtale af gården Knarrarnas i Alvtanæshrepp (M.). Her boede Bjørns søster. I følge sagaen (s. 49—50) falder Bjørns vej derfra og hjem langs Hitarå, hvad der allerede må forekomme besynderligt; Hitarå kan han i hvert tilfalde aldrig komme til at passere på denne vej; i sagaen fortælles, at han på hjemvejen fra Knarrarnæs svømmer over åen, men måske tør man antage, at han kun på grund af det overfald, han her er udsat for, tvinges til at gå over åen. Aldeles uforklarligt derimod er det, at Bjøms fader Arngejr senere (s. 59) på vejen hjemme fra til Knarrarnæs kan forvilde sig til Hitarness ude ved kysten, vest for åen.
  5. I følge sognebeskr. var der tidligere tre Skóga-gårde, i det den nuværende gård Moldbrekka hed Syðatu-Skógur og de to andre da betegnedes ved tillæggene Mið- og Yztu-. I A. M. nævnes gården Moldbrekka med sit nuværende navn og desuden forekommer gårdene Syðri Skógar og Ytri Skógar, men den første af disse to kaldtes også, siges der, Mið-Skógar, den anden Litlu Skógar, og der fremhæves, at disse to utvivlsomt oprindelig har været én jord.
  6. Navnet Steinsholt skal nu bruges om det holt syd for åen, hvorpå »festar«-stenen står.
  7. I Grønl. hist M. omtales flere steder (III, 48-49, 244-45) stedsnavne ved Hitarnæs, der skulde minde om en her år 1266 stedfunden stranding af et grønlandsk bispestolen tilhørende skib. Sognebeskrivelsen (1841) kender også sådanne. Blandt skærene vest for næsset Hitarnæs nævner den Biskupsboði og tilføjer »på det forgik biskop Hvalbejns (!) skib«; efter en beskrivelse af dette sædvanlig under vand liggende skær følger så om samme sag: »I den øvre del af næsset danner der sig fra to småsøer en bæk kaldet Nálækr (ɔ: ligbækken), i den blev ligene toede, da de drev på land.«
  8. I A. M. omtales Flisjustaðir som en gammel ødegård i Krosaholts land, der benyttedes som sætersted (benævnt Flysiusel, tilføjes med Arne Magnussons hånd); der var mange og store tomter, og der gik blandt egnens beboere det sagn, at gården Krossholt tidligere havde stået her og herfra var bleven flyttet til sin nuværende plads.
  9. Da bonden på Jørve Torhalle begynder at frygte for, at Styrs fjendskab vil koste ham livet, beslutter han at flytte bort til den del af Borgefjord, hvor han har sine frænder (Hvitåside, ReykholtsdaJ, Bæjarsvejt); men Styr passer ham op og sætter sig på lur for ham »syd til i hedeskrænterne«. hvor han ved, at Torhalles vej fører forbi; og da Torhalle kommer vest fra fjældet ned i skrænterne«, dræber han ham (Heið. s. 391). Dette fjæld, her har været tale om, er rimeligvis Vestre Skardshede, og ved nedstigningen fra denne er da Torhalle bleven dræbt.
  10. I sine topografiske randbemærkninger AM. 488, 4to benævner Arne Magnussön fjældvejen Forsabrekknr, og formoder, at man måske bør læse »Knappadalsheiði« for Knappafellsheiði.
  11. I modsætning til Eldborg er Barnaborgarhraunets "borg" kun en uanseiig langagtig banke. I de til Eldborgarhraunet stødende lavastrækninger ses forskellige kratere, interessante ved de overgange de frembyde: fra regelmæssig-kegleformede kratere, ujævnt overskårne kegler, højder med indsænkning — til blot og bar vulkanske slaggedynger.
  12. Ved år 1339 omtale annalerne en begivenhed, der skal have tildraget sig "á Kolbeinstöðum i Borgarfirði" — "í Flyssuhverfi" lægge nogle til.
  13. Se sognebeskrivelsen.
  14. Raudamels ølkilde beskrives i E. O. s. 300; det synes, at kildens tilstand siden den tid har forandret sig noget. Islands mineralske kilder, der så godt som alle findes på Snefjældsnæshalvøen, omtales sermere i E. O. s. 296 ffg.
  15. hvis grænselinje mod sydvest på kortet er lagt fejlagtig i sydøstlig retning i steden for ned hinsides Hausthús.
  16. I sådanne sumpige omgivelser ligger i hreppens vestlige del præstegarden Miklaholt. Mærkes kan, at i følge kirkens måldage (henført til år 1181) havde kirken ret til et indhegnet stykke agerland (akrgerþe) og salttilvirkning i den sydlige ved kysten liggende gård Skogarnes' land (Dipl. isl. 1, s. 273). — I Miklaholts hrepp bør måske for navnenes skyld anføres de to gårde Hofstaðir og Hørgsholt.
  17. Vm. og A. M., hvor dalen omtales som sætersted fra Stadarstad (Snf), er navnet skrevet med gg (Duggas- og Duggus-dalr). — Af Eb. s. 75 ses, at den gang, ligesom nu, den vestligere nedstigning fra Kerlingarskard var gennem denne dal "Halsene", som Snorre gode med følge ved denne lejlighed rider ud over efter at være kommen ned fra Dugfusdal, er Lágafellsháls, hvorover vejen fra dalen mod vest ind i Stadarsvejt (Snf.) fører.
  18. Desuden vil man i en af klipperne i hammerskrænten vise et hul (festargat), hvorved skibene siges at have været bundne.
  19. Sognebeskrivelsen omtaler disse tomter som lævningerne af en handelsplads; også i E. O (s. 371—72) omtales hustomterne her som lævninger af handelsboder og pakhuse. Uagtet hamren i sognebeskr. nævnes "Fiskhamar" og i E. O. „Skiphøfde", er navnet Budarhamar dog næppe nylig genoptaget. Hos administrator A. Thorlacius, der i en særdeles pålidelig og nøjagtig afhandling om de i Eb. og Ldn. forekommende stedsnavne i Torsnæs ting — hvorved han forstår Snf. med de tilstødende dele af Hnp. og D. —, beskriver havnen her, nævnes hamren Búðarhamar. A. Thorlacins' afhandling findes i Safn. t s. Í. II, s. 277—98.
  20. Som et eksempel på den omfattende betydning, hvori navnet Borgefjord stundom i ældre tid brugtes, kan det anføres, at Gudlaugs søn Gudlejv, den dristige sømand, der på en af sine farter skal være kommen til et fjærnt, vestligt, ukendt land, hvor han traf en landsmand som høvding, til denne sagde, at han var "fra Borgefjord" (Eb. s. 120).