Hrafnkel Freysgodes Saga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
||||
|
HRAFNKEL FREYSGODES SAGA
oversat af N. L. Westergaard
Det nordiske Literatur-Samfund
Kjøbenhavn
1847
Det var i Kong Harald den haarfagres Dage, — han som var en Sön af Halfdan hin svarte, en Sön af Gudrød Jagtkonge, en Sön af Halfdan den milde og madkarrige, en Sön af Eysten Fret, en Sön af Olaf Trætælge, Konge i Sverrig, — at en Mand, som hed Halfred, kom med sit Skib til Island og landede (paa Østkanten) i Brededal, hvilken ligger nedenfor Fljotsdalsherred. Der var paa Skibet hans Kone og Sön, som hed Hrafnkel; han var da femten Vintre gammel, en haabefuld og rask Yngling. Halfred bosatte sig. Om Vintren døde en udenlandsk Trælkvinde, som hed Arnthrude, og derfor kaldes dette Sted siden Arnthrudested. Men om Vaaren førte Halfred sit Gods mod Norden over Heden, og bosatte sig paa det Sted, som heder Gededal. En Nat drömte han, at en Mand kom til ham og sagde: »der ligger du Halfred! meget uvarlig; før dit Gods bort, og vester paa over Lagarströmmen; der er hele din Lykke.« Derefter vaagner han og fører sit Gods over Rangaa til det Sted i Tunge, som siden blev kaldt Halfredsted, og boede der til sin Alderdom. Men der blev tilbage for ham en Ged og en Buk; og den samme Dag, som Halfred var taget bort, styrtede et Fjældskred ned paa Gaarden, og disse Dyr omkom der; og derfor hedder dette Sted siden Gededal.
Hrafnkel havde for Skik om Sommeren at ride over paa Hederne. Da var Jøkulsdalen bebygget helt op til Broen. Hrafnkel red op gjennem Fljotsdalsherredet, og saa at en øde Dal gik op fra Jøkulsdalen; denne Dal syntes ham beboeligere end de andre Dale, han for havde seet. Men da han kom hjem, bad han sin Fader om at skifte Godset med sig, og sagde, at han vilde opslaa sin Bolig hist. Dette indrömmede hans Fader ham; han bygger en Gaard i hin Dal og kalder den Adelbol. Hrafnkel ægtede Oddbjarg en Datter af Skjaldulf fra Laxaadalen; de havde to Sönner, hvoraf den ældste hed Thore og den yngste Asbjörn. Da Hrafnkel havde taget Landet ved Adelbol i Besiddelse, anstillede han et stort Blot (1) og lod bygge et stort Hov (2); han elskede ingen Gud höjere end Frey, og ham gav han alle sine bedste Kostbarheder til halvs med sig. Hrafnkel bebyggede hele Dalen og uddelte Land til Folk, men vilde dog være deres Overmand, og tog Godordet (3) over dem; derved fik han et Tilnavn, og blev kaldt Freysgode. Han var en meget ubillig Mand, men særdeles dygtig. Han nødte Jøkulsdølerne til at være sine Tingmænd. Hrafnkel var mild og blid mod sine Folk, men haard og stridig mod Mændene i Jøkulsdalen, og man fik af ham ingen Billighed; han stod i mange Enekampe; men bødede ikke nogen Mand med Penge; thi ingen fik af ham nogensomhelst Bøde, hvad han saa end gjorde.
Fljotsdalsherred er vanskeligt at befare: det er meget stenet og med sumpig Jordbund; men Fader og Sön rede dog jævnlig til hinanden; thi der var god Forstaaelse imellem dem. Halfred tyktes denne Vej besværlig; han opsøgte sig en Vej ovenfor de Fjælde, som ere i Herredet; han fik der en törrere men længere Vej, som kaldes Halfredsvej. Denne Vej rejse kun de, som ere bedst bekjendte med Herredet.
Bjarne hed en Mand, som boede paa den Gaard, der kaldes Løgerhuse; den ligger i Hrafnkelsdal. Han var gift og havde to Sönner med sin Kone, hvoraf den ene hed Sam og den anden Eyvind, — smukke og haabefulde Mænd. Eyvind var hjemme hos sin Fader; men Sam var gift og boede nordenfor i Dalen paa en Gaard, som hedder Leikskåle, og besad meget Gods. Sam var en meget overmodig Mand og lovkyndig; men Eyvind blev Købmand og rejste udenlands til Norge og var der om Vinteren. Derfra drog han ud til andre Lande og dvælede i Miklegaard; hvor han nød stor Hæder af Grækerkongen, og opholdt sig en Stund.
Hrafnkel havde i sit Eje en Kostbarhed, som tyktes ham bedre end hvilkensomhelst anden; det var en Hest brunlig af Farve, med en sort Stribe ned ad Ryggen; han kaldte den Freyfaxe. Han gav sin Ven Frey denne Hest til halvs. Til denne Hest bar han en saa stor Kærlighed, at han gjorde det Løfte, at ville være den Mands Bane, som red paa den uden hans Villie.
Thorbjörn hed en Mand; han var Broder til Bjarne, og boede i Hrafnkelsdalen paa den Gaard, som kaldes Hol, ligeoverfor Adelbol mod Østen. Thorbjörn besad kun lidet Gods, men en stor Börneflok. Hans ældste Sön hed Einar; han var en stor og dygtig Mand. Det var en Vaar, at Thorbjörn sagde til Einar, at han skulde søge sig en Tjeneste: »thi jeg behøver ikke mere Arbejde, end hvad de Folk kunne gjöre, som ere her; men dig vil det være næmt at faae en Tjeneste, fordi du er en dygtig Mand. Ikke volder Mangel paa Kærlighed, at jeg saaledes viser dig bort, thi du er mig det nyttigste af mine Börn; men min Mangel paa Ævne og min Fattigdom volder dette; mine andre Börn blive nu arbejdsdygtige; du vil lettere kunne faa Tjeneste end de.« Einar svarer: »altfor silde har du talt til mig om dette; thi nu har alle optaget de Tjenester, som ere de bedste; men det tykkes mig dog ilde at tage, hvad andre have vraget.« Han tog nu sin Hest og red til Adelbol. Hrafnkel sad i Stuen; han hilser ham venligt og med Glæde. Einar søger om Tjeneste hos Hrafnkel. Denne svarer: »hvorfor søger du herom saa sildig? thi jeg skulde have taget först mod dig; men nu har jeg fæstet alle mine Folk, undtagen til det Værk ene, som du vel ikke vil paatage dig.« Einar spurgte, hvad det var. Hrafnkel sagde, at han ikke havde fæstet nogen til at røgte Smaakvæget; men ytrede, at han behøvede en dygtig Mand dertil. Einar siger, at han bryder sig ikke om hvad han bestilte, om det var det ene eller det andet; men han tilföjede, at han vilde have to Halvaars Tjeneste. »Jeg vil strax sige dig mine Vilkaar,« siger Hrafnkel, »du skal vogte i Sæteren halvtredsindstyve Faar, og føre hjem al Sommerbrændsel; dette skal du udrette for to Halvaars Tjeneste. Men dog vil jeg afgjöre en Ting med dig, som med mine andre Hyrder. Freyfaxe gaar oppe i Dalen med sit Stod; denne skal du passe paa Vinter og Sommer; men jeg varer dig ad for en Ting: jeg vil, at du aldrig kommer paa dens Ryg, hvor nødvendigt det end maatte blive for dig; thi jeg har strængt svoret at blive den Mands Bane, som rider paa den. Hesten følge tolv Hopper, og paa hvilkensomhelst af disse, du vil, kan du ride, Dag eller Nat, naar det er fornødent for dig. Gjör nu som jeg har sagt; thi det er et gammelt Ordsprog, at den volder ikke, som varer. Nu ved du, hvad jeg har bestemt.« Einar sagde, at han ikke monne være saa urimelig lysten efter at ride paa den Hest, som var ham forbudt, naar der vare andre Heste til at ride paa.
Einar rider nu hjem efter sine Klæder, og bringer dem til Adelbol. Siden flyttede man hen i Hrafnkelsdalen til Sæteren, som kaldes Grjotteigssæter. Einar gaar det særdeles godt om Sommeren, saa, at aldrig noget Faar blev borte, indtil Midsommer; men da bleve en Nat næsten tredive Faar borte. Einar leder paa alle Græsgange, men finder dem ikke; Faarene vare borte for ham næsten en Uge. En Morgen gik Einar ud tidlig, da Søndentaagen og Rusken havde hævet sig. Han tager i sin Haand en Stav, Bidsel og et Dækken; han gaar frem over Grjotteigsaaen, som flyder foran Sæteren, og der paa Aabreden laa det Kvæg, som havde været hjemme om Aftenen; han drev dette hen til Sæteren, men gaar at søge det, som tidligere var blevet borte. Han seer nu Stodhestene paa Aabreden, og faar i Sinde at tage sig en Hest til at ride paa, da det tyktes ham klart, at han vilde komme hurtigere afsted, naar han red, end naar han gik. Da han kom hen til Hestene, jagede han efter dem, men de som aldrig plejede at løbe bort for nogen Mand, vare nu alle sky, undtagen Freyfaxe ene; denne var saa rolig, som var han fæstet til Jorden. Einar seer, at Morgenen lider, og tænker at Hrafnkel ikke vilde faa det at vide, om han end red paa Hesten. Nu tager han Hesten, giver den Bidslet paa, lægger Dæknet paa dens Ryg under sig, og rider op langs med Grjotaas Kløften, saa op til Jøklerne, og vester paa langs med den ene Jøkul did hvor Jøkulsaaen falder ned, derpaa ned med Aaen til Reykja-sæteren. Han spurgte alle Hyrderne ved Sæterne, om nogen havde seet dette Kvæg, men ingen sagde at han havde seet det. Einar red Freyfaxe ligefra Daggry til Midaften; den bar ham hurtigt og vidt omkring; thi det var en god Hest. Einar kom da i Hu, at han burde först drive hjem det Kvæg, som var ved Sæteren, om han saa end ikke fandt det andet. Han red da øster paa over de langstrakte Höje i Hrafnkelsdal; men da han kommer ned til Grjotteig, hører han en Brægen fra Bjærgkløften, hvor han för var redet forbi, og seer tredive Faar komme henimod sig, de samme, som havde været borte en Uge; og han drev disse hjem med det andet Kvæg. Hesten var aldeles vaad af Sved, saa at det dryppede af hvert Haar; den var meget overstænket med Dynd og overmaade træt; den vælter sig tolv Gange om, og vrinsker derefter höjt, hvorpaa den begynder at løbe hurtigt ned ad Vejen. Einar vender sig efter Hesten, og søger at komme foran den, forat standse den og føre den tilbage til Hopperne; men den var saa vild, at Einar ikke kunde komme i Nærheden af den. Hesten løber ned gjennem Dalen og standser ikke för end den kommer hjem til Adelbol; da sad Hrafnkel ved Bordet; og da Hesten kommer til Dören, vrinsker den höjt. Hrafnkel sagde til en Pige, som vartede op ved Bordet, at hun skulde gaa til Dören, »thi en Hest vrinskede, og det tyktes mig at være ligt Freyfaxes Vrinsken.« Hun gaar hen i Dören og seer Freyfaxe meget ilde tilredt; hun siger til Hrafnkel, at Freyfaxe var udenfor Dören, og saa meget smudsig ud. »Hvad mon Drengen vil, siden han er kommet hjem?« siger Hrafnkel, »ikke varsler dette noget godt.« Derpaa gik han ud, seer Freyfaxe og siger til den: »Ilde tykkes det mig, at du paa denne Maade er blevet behandlet, min Fostersön! men hjemme har du haft din Forstand, eftersom du underretter mig derom, og dette skal blive hævnet; gaa du nu til dit Stod.« Hesten gik strax op gjennem Dalen til sit Stod. Hrafnkel gaar i Seng om Aftenen, og sover hele Natten; men om Morgenen lod han sig tage og sadle en Hest, og rider op til Sæteren; han rider i blaa Klæder; en Øxe havde han i Haanden, men ikke flere Vaaben. Da havde Einar nys drevet Faarene ind i Folden; han laa paa Gærdet og talte Faarene; men Kvinderne vare i Færd med at malke. De hilste Hrafnkel; han spurgte hvorledes det gik dem. Einar svarer: »det er gaaet mig slet; thi tredive Faar have været borte næsten en Uge, men nu ere de fundne.« Hrafnkel sagde, at han vilde ikke opholde sig over sligt; »har ikke noget værre tildraget sig? (thi det er ikke indtruffet saa ofte, som det har været at vænte, at Kvæg har været borte); men har du ikke redet paa Freyfaxe igaar?« Einar sagde at han vilde ikke ganske nægte det. »Hvorfor red du paa denne Hest, som var dig forbudt, eftersom der vare nok, som du havde Tilladelse til at bruge? Dog skulde jeg have tilgivet dig denne Sag, hvis jeg ikke havde svoret saa strængt; da du saa ærligt har tilstaaet det.« Men ifølge den Tro, at det ikke gaar den Mand godt, som ikke opfylder sit svorne Løfte, springer han af Hesten mod ham og hugger ham Banesaar. Derpaa rider han, efter at have handlet saaledes, hjem til Adelbol, og fortæller denne Tidende. Siden lod han en anden drage til Smaakvæget i Sæteren. Men han lod Einar føre vester paa fra Sæteren op paa Brinken, og rejste der ved Dyssen en Varde, som er blevet kaldt Einarsvarde, og naar Solen kommer dertil fra Sæteren, bliver der holdt Midaften.
Thorbjörn spörger ovre paa Hol sin Sön Einars Drab; han tog sig denne Tidende nær; han tager nu sin Hest, rider over til Adelbol og beder Hrafnkel om Bøder for sin Söns Drab. Hrafnkel siger, at han har dræbt flere Mænd end denne ene; »det er dig ikke ubekjendt, at jeg ikke vil bøde nogen Mand med Penge, og Folk maa dog finde sig deri; men alligevel maa jeg tilstaa, at dette Drab tykkes mig en slettere Gjerning, end noget af de andre, jeg har begaaet; du har været min Nabo en lang Tid, og jeg har været vel fornöjet med dig, og vi begge med hinanden; og der skulde ikke være opstaaet nogen Uenighed mellem mig og Einar om Smaating, hvis han ikke havde redet paa hin Hest; men vi maa nu angre, at vi have været for snaksom; og sjældnere komme vi til at angre, hvad vi sige for lidt, end hvad vi sige for meget. Jeg vil nu vise, at denne min Gjerning tykkes mig at være værre end de andre, jeg har begaaet; jeg vil forsyne dit Hus i Sommer med den fornødne Mælk, og med Slagtekvæg til Høsten, og saaledes vil jeg gjöre for dig hvert Aar, saa længe du vil føre din egen Husholdning. Dine Sönner og Dötre skulle vi to udstyre med min Hjælp, og saaledes forsörge dem, at de kunne komme til at leve under gode Kaar. Og alt, hvad du ved, er i mine Huse, og som du trænger til at faa, det skal du underrette mig om, og du skal ikke skorte noget af det, du behøver. Du skal drive din Gaard, saalænge du har Lyst dertil; men naar du bliver ked deraf, kom saa hid til mig; jeg skal da sörge for dig til din Dødsdag; og vi to skulle være forligte paa disse Vilkaar; det venter jeg, at de fleste ville sige, at hin Mand var temmelig dyr.« »Disse Vilkaar modtager jeg ikke,« siger Thorbjörn. »Hvilke vil du da have?«, siger Hrafnkel. Da svarede Thorbjörn: »jeg vil, at vi tage Folk til at dömme os imellem.« Hrafnkel svarer: »da bilder du dig ind at være min Ligemand, og paa den Maade kunne vi ikke forliges.« Da red Thorbjörn bort, og ned gjennem Hrafnkelsdal. Han kom til Løgerhusene, og træffer sin Broder Bjarne, fortæller ham denne Tidende, og beder ham om at tage sig noget af denne Sag. Bjarne ytrede, at han ingenlunde var Hrafnkels Ligemand, »og hvorvel vi kunne raade over nogle Skillinger, formaa vi dog ikke at føre en Retsag mod Hrafnkel; og det er sandt, som er blevet sagt, at den er vís, som kjender sig selv. Han har böjet Retten for saa mangen en Mand, som havde langt större Magt, end vi have. Du synes mig at have vist dig taabelig, eftersom du afslog saa gode Tilbud; jeg vil intet have at skifte med denne Sag.« Thorbjörn talte mange bitre Ord til sin Broder Bjarne, og siger, at jo mere det behøvedes, desto mindre Dygtighed var der i ham. Han rider nu bort, og de to Brødre skilles ikke ad i Venskab. Han standser ikke, förend han kommer ned til Leikskåle; han banker der paa Dören; man gik til Dören. Thorbjörn beder Sam at komme ud. Sam hilsede sin Frænde venligt, og indbød ham til at være der. Thorbjörn tog meget sent derimod. Sam seer Thorbjörns Sörgmodighed og spörger om hvad der var skeet; men han fortæller sin Sön Einars Drab. »Det er ingen stor Nyhed,« siger Sam, »at Hrafnkel dræber Folk.« Thorbjörn spörger om Sam vil yde ham nogen Bistand; thi Sagen er saadan, at hvorvel Manden er mig nærmest, er dog Hugget ikke faldet fjærnt fra dig.« »Har du vel søgt nogen Erstatning hos Hrafnkel,« spörger Sam. Thorbjörn fortæller hele Sandheden, hvordan det var gaaet til mellem ham og Hrafnkel. »Ikke har jeg för erfaret, siger Sam, »at Hrafnkel har gjort nogen saadanne Tilbud, som dig. Nu vil jeg ride med dig op til Adelbol, og lad os saa opføre os ydmyg mod Hrafnkel, og faa at vide, om han vil staa ved sit Tilbud; nogen Ædelmodighed vil han nok vise os.« »Begge Dele er Tilfældet,« svarer Thorbjörn, »hverken vil Hrafnkel det nu, heller ikke har jeg större Lyst til det nu, end dengang jeg red bort.« Sam siger: »besværligt mener jeg det er at stride med Hrafnkel for Retten.« Thorbjörn svarer: »derfor faa I unge Folk aldrig nogen Forfremmelse, fordi I ere bange for alt; jeg troer, at ingen Mand har saadanne Uslinge til Frænder som jeg; det synes mig at være ilde bevendt med slige Folk som dig, som bilder dig ind at være lovkyndig og er gridsk paa Smaasager, men vil ikke tage mod denne Sag, der er saa klar; det vil blive dadlet til din Skam, som billigt er, eftersom du er den stridigste i vor Æt; jeg seer nu, hvorledes Sagen vil ende.« Sam svarer: »Hvilket Gode vil du da være nærmere ved end för, hvis jeg tager mod Sagen, og vi saa begge maa bukke under.« Thorbjörn svarer: »dog er det mig en stor Tröst, at du tager mod denne Sag; det faar saa at gaa, som det kan.« Sam svarer: »med Ulyst gaar jeg dertil; og jeg gjör det mest formedelst mit Frændskab med dig; men det skal du vide, at det som du har Del i, tykkes mig intet at due.« Da rakte Sam Haanden frem, og modtog Sagen af Thorbjörn.
Sam lader sig nu tage en Hest, rider op gjennem Dalen; rider til en Gaard og fremlyser Drabet. Han samler Folk mod Hrafnkel. Hrafnkel spörger dette, og det tyktes ham latterligt, at Sam havde paataget sig en Sag mod ham. Denne Sommer forløb og den næste Vinter. Men om Vaaren, da Stævnedagene kom, rider Sam hjemmefra op til Adelbol og stævner Hrafnkel for Einars Drab. Derefter rider Sam ned gjennem Dalen og opfordrer Naboer til at ride med sig til Tings; siden sidder han roligt til den Tid, da Folk beredte sig til Tinget. Hrafnkel sendte da Bud ned i Jøkulsdal og opfordrede Folk; han faar halvfjerdsindstyve Mand fra sit Tinglag. Med denne Skare rider han øster paa over Fljotsdalsherredet, derpaa om Enden af Søen, og tværs over Fjældaasen til Skridedal, og gjennem Skridedalen, og sönder paa over Öxeheden til Berefjord, og den lige Tingvej til Sida. Fra Fljotsdal syd paa er der sytten Dagsrejser til Tingmarken. Men saasnart han var redet bort fra Herredet, samler Sam Folk; men til at ride med sig faar han især kun løse og ledige Folk, og dem som han havde indbudt; han giver disse Mænd Vaaben, Klæder og Underhold. Sam drager en anden Vej ud af Dalen. Han rejser nord paa til Broen, over Broen, og derpaa over Mødredalsheden; de opholdt sig om Natten i Mødredal. Derfra ride de til Herdebredstunge, og da ovenfor Blaafjælde, og derfra til Kroksdal, saa syd paa til Sand; da komme de ned i Sødafell og derfra til Tingmarken; Hrafnkel var da endnu ikke kommen; han kom senere, eftersom han havde en længere Vej. Sam tjelder ikke sin Bod for sine Mænd nær ved det Sted, hvor Folk fra Østfjordene pleje at gjöre det; men kort efter kom Hrafnkel til Tinget, og han tjelder sin Bod, hvor han var vant til. Han spörger, at Sam er paa Tinget; det tyktes ham latterligt. Dette Ting var særdeles talrigt. Der vare de fleste Høvdinge, som vare paa Island. Sam besøger alle Høvdinge og bad om Hjælp og Bistand. Men alle svarede paa samme Maade og sagde, at de ikke skyldte Sam noget saa godt, at de vilde gaa i Rette mod Hrafnkel og saaledes sætte deres Hæder i Vove. De sige ogsaa, at det er gaaet de fleste, som have haft Retstrid med Hrafnkel, paa en og samme Maade, at han har faaet Bugt med alle Mænd i de Trætter, de have haft med ham. Sam gaar nu hjem til sin Bod, og begge Frænder vare ilde til Mode og frygtede, at deres Sag vilde saaledes tabes, at de kun vilde faa Skam og Skændsel deraf; og saa megen Bekymring havde begge Frænder, at de nøde hverken Søvn eller Mad, fordi alle Høvdinge unddrog dem deres Bistand, endogsaa de, som de haabede vilde yde dem Hjælp.
Det var en Morgen tidlig, at Oldingen Thorbjörn vaagner. Han vækker Sam, og bad ham at staa op; »og jeg kan ikke sove.« Sam staar op og ifører sig sine Klæder. De gaa ud, og ned til Øxeraa nedenfor Broen; der vaskede de sig. Thorbjörn sagde til Sam: »det er mit Raad, at du lader hente vore Heste, og at vi drage hjem; det er nu let at se, at vi ikke ville faa andet end Skam.« Sam svarer: »Det er godt, eftersom du ikke vilde andet end stride med Hrafnkel, og ikke vilde modtage de Tilbud, som mangen en gjerne havde modtaget, der havde Eftermaal efter sin nærmeste; du beskyldte os for Mangel paa Mod, og ligesaa alle dem, som i denne Sag ikke vilde gaa med dig; men jeg skal aldrig standse, förend det tykkes mig, at der intet Haab er om at faa noget udrettet.« Dette rører Thorbjörn saa meget, at han græder. Da se de vesten for Aaen, en Smule længere nede end de sad, at fem Mænd gik ud sammen fra en Bod. Det var en höj Mand, men ikke før, som var foran dem og gik först — i en løvgrön Kjortel, og med prægtigt Sværd i Haanden; han havde et glat og rødladende Ansigt, og var smuk af Udseende, han havde svært, lysebrunt Haar. Manden var let at kjende, thi han havde en lys Lok i Haaret paa den venstre Side. Sam sagde: »lad os staa op, og gaa vester over Aaen disse Mænd imøde.« De gik da ned langs med Aaen; og den Mand, som gik foran, hilser dem först og spörger hvem de vare; de navngave sig. Sam spörger denne Mand om hans Navn; han kaldte sig Thorkel og sagde at han var en Sön af Thjostar. Sam spurgte af hvad Æt han var, eller hvor han havde hjemme. Han svarede, at han af Slægt og Herkomst var fra Vestfjordene, og havde hjemme i Torskefjorden. Sam spurgte: »er du Godordsmand?« Han svarede, at det var langt fra. »Er du da Bonde?« spörger Sam. Han svarede, at han ikke var det. Sam spörger: »hvad er du da for en Mand?« Han svarer: »jeg er en løs og ledig Person; jeg kom hjem forrige Sommer; jeg har været udenlands i syv Vintre, og har rejst til Miklegaard, men er Garde-Kongens haandgangne Mand; nu opholder jeg mig hos min Broder, som hedder Thorgeir.« »Er han Godordsmand,« spörger Sam. Thorkel svarer: »Godordsmand er han ganske vist, over Torskefjord og videre over Vestfjordene.« »Er han her paa Tinget,« siger Sam. »Her er han visseligen,« siger Thorkel. »Hvormange Folk har han hos sig?« spörger Sam. »Halvfjerdsindstyve,« svarer Thorkel. »Ere I flere Brødre?« spörger Sam. »Der er en tredie,« siger Thorkel. »Hvem er det?« spörger Sam. »Han hedder Thormod,« siger Thorkel, »og boer i Garde paa Alptanes; han er gift med Thordis, en Datter af Thorolf Skaldegrimssön fra Borg.« »Vil du yde os nogen Hjælp?« spörger Sam. »Hvad behøve I,« siger Thorkel. »Høvdinges Hjælp og Styrke,« svarer Sam, »thi vi have at føre en Sag mod Hrafnkel Gode om Drabet paa Einar Thorbjörnssön, og vi kunne godt fremme Sagens Gang med din Bistand.« Thorkel svarer: »saa er det, som jeg sagde; jeg er ikke nogen Godordsmand.« »Hvi er du saaledes tilsidesat?« siger Sam, »da du dog er en Høvdingesön, som dine andre Brødre.« Thorkel svarer: »Ikke sagde jeg, at jeg ikke har besiddet et Godord; men jeg overgav det, min Myndighed over Mænd, til min Broder Thorgeir, för jeg drog udenlands; siden har jeg ikke taget det tilbage, fordi det tykkes mig at være i gode Hænder, saalænge han varer det; gaa I hen til ham, og bed ham om Hjælp; han er kraftig af Sind, en meget brav og i hver Henseende dygtig Mand, ung og ærekær; og det er saadanne Mænd, som I snarest kunne vænte, ville yde eder Hjælp.« Sam siger: »af ham ville vi intet faa, uden at du taler vor Sag.« Thorkel svarer: »Det vil jeg love, hellere at være med end imod eder; fordi det tykkes mig at være aldeles nødvendigt at paatale en nær Frændes Drab; drag I nu i Forvejen hen til Boden, og gaa ind i Boden. Folkene sove endnu; I vil se, der staa nederst to Köjer paa tværs i Boden; jeg stod op af den ene, men i den anden hviler min Broder Thorgeir; han har haft en stor Byld paa Foden, siden han kom paa Tinget, og derfor har han kun sovet lidet om Nætterne; men nu gik der Hul paa Foden i Nat, og Igten er ude; han har nu sovet siden, og har strakt Foden udenfor Klæderne, frem paa Fodfjælen, formedelst den stærke Hede, som er i Foden. Nu skal den gamle Mand gaa foran, og ind gjennem Boden; han synes mig meget svag paa Synet og affældig af Alderdom; naar du Mand,« siger Thorkel, »kommer til Köjen; da skal du vakle stærkt, og falde paa Fodfjælen, grib saa i den Taa, som er ombundet, og ryk den til dig, og se saa, hvorledes han bærer sig ad derved.« Sam sagde: »du mener os det sagtens godt med dine Raad, men dette synes mig dog ikke raadeligt.« Thorkel svarer: »et af to skulle I gjöre, enten følge hvad jeg siger, eller ikke spörge mig om Raad.« Sam talte og siger: »det skal ske, som han har raadet.« Thorkel sagde, at han vilde komme senere; »thi jeg bier efter mine Mænd.«
Sam og Thorbjörn gik nu, og kom ind i Boden; der sove alle; de se snart, hvor Thorgeir laa. Den gamle Thorbjörn gik foran meget vaklende; men da han kom til Köjen, faldt han ned paa Fodfjælen, griber i den Taa, som var syg, og rykker den til sig. Thorgeir vaagner derved; sprang op i Köjen og spurgte, hvo der kom saaledes styrtende frem, at han rendte paa Fødderne af Folk, som vare syge. Men hverken Thorbjörn eller Sam sagde et Ord. Da ilede Thorkel ind i Boden og sagde til sin Broder Thorgeir: »Vær ikke saa hidsig eller vred, Frænde! over dette; thi dig vil det ikke skade; men mangen handler værre end han vil, og det hændes mangen, at han ikke varer sig ligemeget for alt, naar meget ligger ham paa Hjærtet. Det er undskyldeligt, Frænde! om din Fod smerter dig, da en stor Men har været deri; du vil bedst kunne føle det paa dig selv. Nu kan det ogsaa være, at en Söns Drab er ikke mindre smerteligt for denne gamle Mand, da han ingen Bøder faar og monne selv have Mangel paa Alt; han vil bedst kunne føle dette paa sig selv. Og det er at vente, at den Mand ikke tager alting vel i Agt, som saa meget ligger paa Hjærtet.« Thorgeir svarer: »Ikke troede jeg, at han kunde tilregne mig dette; thi jeg dræbte ikke hans Sön; og han kan derfor ikke hævne sig paa mig.« »Ikke vil han hævne sig paa dig,« siger Thorkel, »han tog haardere fat paa dig, end han vilde, og bødede for sin Kortsynethed; men han ventede sig nogen Hjælp af dig; og det egner sig en Mand at hjælpe en gammel og trængende Olding; det er ham en Nødvendighedsgjerning, og ingenlunde nogen uvedkommende Sag, at paatale sin Söns Drab; men nu unddrage alle Høvdinge disse Mænd deres Bistand, og vise heri megen Umandighed.« Thorgeir sagde: »hvem have disse Mænd at klage paa?« Thorkel svarer: »Hrafnkel Gode har dræbt Thorbjörns Sön, sagløs. Han begaar den ene Udaad efter den anden; men vil ikke give nogen Mand Erstatning derfor.« Thorgeir sagde: »Det monne gaa mig som de andre, at jeg veed ikke, at jeg har noget saa godt at takke disse Mænd for, at jeg skulde indlade mig i Strid med Hrafnkel. Han forekommer mig at gaa frem paa den Maade hver Sommer med de Mænd, som have Sager at skifte med ham, at de fleste, nej alle til Slutningen vinde liden eller ingen Hæder; derfor tror jeg, at de fleste ere utilbøjelige, som ikke Nødvendigheden tvinger dertil.« Thorkel svarer: »Det kan være, at det ogsaa vilde gaa mig saaledes, hvis jeg var Høvding, at det vilde tykkes mig ilde at stride med Hrafnkel; men det synes mig ikke saaledes, fordi det tykkes mig bedst at have med den at gjöre, for hvem alle för have bukket under, og det tykkes mig, at min Hæder eller den Høvdings, som bragte Hrafnkel i Klemme, vilde meget forøges og ingenlunde formindskes, hvorvel det gik mig som de andre; thi det maa gjerne ramme mig, hvad der træffer saamange; og den vinder stedse, som vover.« »Jeg seer,« svarer Thorgeir, »hvorledes det staar sig med dig, at du vil hjælpe disse Folk; nu vil jeg overdrage dig i Hænde mit Godord og Myndighed, og besid du det, som jeg har haft för, men siden skulle vi have det i Fælleskab; og hjælp da hvem du vil.« »Saa synes det mig,« siger Thorkel, »som om vort Godord var bedst tjent med, at du har det saa længe som muligt; jeg under ingen saa vel som dig at have det, fordi du i Dannelse har mange Fortrin fremfor os andre Brødre; men jeg er tvivlraadig om hvad jeg for Öjeblikket vil bestemme mig til. Men du veed, Frænde! at jeg kun har blandet mig i faa Sager, siden jeg kom tilbage til Island; jeg kan nu se, hvad mine Raad gjelde; nu har jeg udtalt, hvad jeg vil for denne Sinde. Kan være, at Thorkel med Lokken kommer der, hvor hans Ord blive mere agtede.« Thorgeir svarer: »Jeg seer nu, hvorledes det staar sig, Frænde! du er misfornöjet; men det önsker jeg ikke; og vi skulle hjælpe disse Mænd, hvorledes det saa end gaar, hvis du vil.« Thorkel sagde: »jeg beder kun om det, som tykkes mig helst burde ydes.« »Hvortil tykkes disse Mænd sig at være skikkede, siger Thorgeir, »saaledes at deres Sag kan faa Fremgang.« »Saa er det, som jeg sagde i Dag,« svarer Sam, »at vi trænge til Styrke af Høvdinge, men Sagens Førelse har jeg under mig.« Thorgeir sagde, at han da var god at hjælpe, »hvad der nu maa gjöres, er at berede Sagen saa rigtigt som muligt; men mig forekommer det, som Thorkel vil, at I se ind til ham, för Retten sættes. I ville da faa et af to for eders Möje, enten nogen Husvalelse eller en Ydmygelse, end större end för, Sorg og Krænkelse. Gaa nu hjem og være muntre; thi det monne I behøve, da I skulle stride med Hrafnkel, at I bære eder vel en Stund; men siger ikke til nogen, at vi have lovet eder Hjælp.« Da gik de hjem til sin Bod, og vare meget glade. Folk undrede sig alle over, hvorledes de saa hurtigt havde skiftet Sind, eftersom de vare sörgmodige, da de gik hjemmefra.
De sidde nu roligt, indtil Retten skulde sættes. Da kaldte Sam paa sine Folk og gaar til Lovbjærget; Retten var da sat der. Sam gik djærvt til Retten, han begyndte strax at nævne Vidner og søgte sin Sag, efter de rette Landslove, mod Hrafnkel Gode uden at fortale sig og paa en mandig Maade. Dernæst komme hine Thjostars-sönner med en stor Skare Folk; alle Mænd vesten fra ydede dem Hjælp, og det viste sig, at Thjostars-sönnerne vare vennesæle Mænd. Sam vedblev at føre Sagen, indtil han bød Hrafnkel at værne sig, med mindre nogen monne der være tilstede, som vilde fremføre Lovværn for ham paa den rette lovlige Maade. Stærkt Bifald ytredes der over Sams Tale, og man spurgte om ingen vilde fremføre Lovværn for Hrafnkel. Man løb til Hrafnkels Bod og sagde ham, hvad der var paa Færde. Han sprang hurtig op, kaldte paa sine Mænd og gik til Domstedet; han tænkte, at der ikke monne være stor Forsvarskraft; han havde i Sinde at gjöre Smaafolk kjede af at søge Sag mod ham; han agtede at sprænge Retten for Sam og jage ham fra Sagen. Men dertil var der nu ingen Lejlighed. Der var en saadan Mængde Folk tilstede, at Hrafnkel ikke kunde komme nær dertil, men blev trængt bort af den store Overmagt, saa at han ikke naaede at høre deres Tale, som sagsøgte ham; derved var det ham ikke let at fremføre Lovværn for sig. Men Sam førte Sagen ganske efter Lovene, saa at Hrafnkel blev gjort aldeles fredløs paa dette Ting. Hrafnkel gaar strax til sin Bod, lader sine Heste tage, rider bort fra Tinget, og var ilde tilfreds med Sagens Udfald; thi saadant havde aldrig för mødt ham. Han rider øster paa over Lyngdalsheden, og videre til Sida, og standser ikke förend han kommer ind i Hrafnkelsdalen; han slaar sig til Ro paa Adelbol, og lader som om intet var skeet. Men Sam blev paa Tinget og gik meget kry omkring. Mange tykkes det vel, at det var gaaet saaledes til, at Hrafnkel havde faaet et Knæk; og man mindes nu, at han har vist Uretfærdighed mod mange. Sam bier indtil Tinget er endt. Man bereder sig da til Hjemrejsen. Han takker Brødrene for deres Bistand; men Thorgeir spörger smilende Sam, hvorledes han syntes det gik. Han udlod sig med at være vel tilfreds. Thorgeir spurgte: »tykkes du nu at være nærmere ved Maalet end för?« Sam svarede: »Hrafnkel tykkes mig at have lidt en stor Skam, som længe vil mindes; og det er mange Penge værdt.« Thorgeir sagde: »Ikke er Manden aldeles fredløs, saalænge Fuldbyrdelsesdommen ikke er udført; og dette skal gjöres paa hans Hjemstavn, og det skal ske fjorten Nætter efter Vaabentaget.« (Men Vaabentag kaldes det, naar alle Folk ride bort fra Tinget). »Men jeg tror«, tilföjer Thorgeir, »at Hrafnkel vil være kommen hjem og agte at blive paa Adelbol; jeg mener, at han vil forholde eder Høvdingskabet. Men du agter vel at ride hjem og slaa dig til Ro paa din Gaard, hvis du naar det, i det bedste Tilfælde. Jeg mener, at du nu har bragt din Sag saa vidt, at du kan kalde ham en Skovgangsmand; men samme Skræk, mener jeg, han vil indgyde andre nu som för, undtagen det at du vel faar at bukke dig endnu dybere.« »Aldrig bryder jeg mig derom,« svarer Sam. »Du er en rask Mand,« siger Thorgeir, »og det tykkes mig, at min Frænde Thorkel ikke vil slaa Haanden af dig. Han vil nu følge dig indtil dit og Hrafnkels Mellemværende er afgjort, forat du saa skal kunne sidde i Ro. Det kan nu synes eder, at vi ere de nærmeste til at følge eder, da vi för have taget os mest af Sagen; vi skulle nu give dig Følgeskab til Østfjordene; kjender du ellers nogen Vej til Østgjordene, som ikke er Alfarvej?« Sam sagde, at han vilde tage den samme Vej, som han rejste ad øster fra, og han blev nu glad over dette.
Thorgeir udsøgte Folk og lod fyrretyve Mand følge sig. Sam havde ogsaa fyrretyve Mand. Denne Flok var vel udrustet med Vaaben og Heste. Derefter ride de hele den samme Vej, indtil de ved Daggry komme til Jøkulsdalen; de drage ad Broen over Aaen, og dette var den samme Morgen, som Fuldbyrdelsesdommen var at udføre. Da spörger Thorgeir, hvorledes de bedst kunne komme uventet. Sam svarede, at han vidste Raad dertil. Han drejede strax ud fra Vejen og op paa Fjældpynten og saa langs ad Höjen mellem Hrafnkelsdal og Jøkulsdal, indtil de komme frem under det Fjæld, hvorunder Gaarden Adelbol staar. Der gik græsbegroede Fordybninger op i Heden; men ned mod Dalen var der en brat Skrænt, og Gaarden stod der nedenfor. Der stiger Sam af Hesten og sagde: »Lad os nu slippe vore Heste og lad tyve Mand passe paa dem; medens vi andre tresindstyve løbe sammen til Gaarden, jeg tror, at kun faa Folk ville der være paa Benene.« De gjorde nu saaledes, og Stedet kaldes siden Hrossageilar. Snart kom man til Gaarden. Midmorgen var forløbet; Folk vare endnu ikke staaet op. De skød Dören ind med en Bjælke, og løb ind. Hrafnkel laa i sin Seng; de tage ham og alle hans Huskarle, som vare vaabenføre. Kvinder og Börn bleve drevne ind i et Hus. I Tunet stod et Udebur; derfra og hen til Stuevæggen var lagt en Stang til at hænge Klæder paa; did førte de Hrafnkel og hans Folk. Han gjorde mange Tilbud for sig og sine Mænd; men da det intet nyttede, bad han om Livet for sine Folk: »thi de have ikke tilföjet eder nogen Skade; det er ikke nogen Vanære for mig, at I dræbe mig, heller ikke skal jeg undslaa mig derfor; men for Mishandlinger undslaar jeg mig, og deri er der heller ikke for eder nogen Ære.« Thorkel sagde: »det have vi hørt, at du har været lidet föjelig mod dine Uvenner, og det er godt, at du i Dag føler det paa dig selv.« De tage da Hrafnkel og hans Mænd., og bandt dem Hænderne bag paa Ryggen Derefter brød de Udeburet op og tog Reb ned fra Krogene; da tage de deres Knive og stinge Hul i Haserne paa dem, derigjennem trække de Rebene, kaste disse op over Stangen og binde dem saaledes otte sammen. Da sagde Thorgeir: »Saaledes er du bragt i den Tilstand, Hrafnkel! som er vel fortjent; og dette har sagtens forekommet dig usandsynligt, at du af nogen Mand skulde lide en saadan Skam, som nu er overgaaet dig. Men hvilket vil du, Thorkel! nu gjöre; vil du sidde her hos Hrafnkel og passe paa disse, eller vil du gaa med Sam bort i Bueskudsvidde fra Gaarden og udføre Fuldbyrdelsesdommen paa en stenet Bakke, hvor der hverken er Ager eller Eng.« (Dette skulde paa hin Tid gjöres, naar Sol var lige i Syd.) Thorkel svarer: »jeg vil sidde her hos Hrafnkel; dette synes mig er mindst Ulejlighed.«
Thorgeir og Sam gik da og satte Fuldbyrdelsesdommen i Verk; derpaa gik de tilbage, tog Hrafnkel og hans Mænd ned, og satte dem ned i Tunet; Blodet var da sunket dem ned for Öjnene. Da sagde Thorgeir til Sam, at han skulde gjöre ved Hrafnkel, hvad han vilde; thi jeg synes nu, at det ikke er vanskeligt at gjöre med ham, hvad man vil.« Sam svarer da: »to Vilkaar giver jeg dig at vælge imellem, Hrafnkel! det ene er, at du skal tilligemed de Mænd, som jeg vil bestemme, føres bort fra Gaarden og dræbes; men eftersom du har en stor Börneflok at sörge for, saa vil jeg forunde dig, at du forsörger dem. Og hvis du vil modtage Livet, da flyt bort fra Adelbol med alle dine Folk, og kun det Gods skal du have, som jeg tilsteder, og dette vil være saare lidt; men jeg vil tage dine faste Ejendomme og hele Høvdingskabet; aldrig maa du eller dine Arvinger gjöre Paastand herpaa; heller ikke maa du være nærmere end østen for Fljotsdalsherredet; og giv mig nu Haandslag derpaa, hvis du vil modtage dette Tilbud.« Hrafnkel svarede: »Mange vilde vel foretrække en brad Død for saadanne Mishandlinger; men det monne gaa mig, som mange andre, at Livet vil jeg vælge, hvis det staar til mig; og jeg gjör det mest for mine Sönners Skyld, thi kun liden Forfremmelse ville de naa, hvis jeg dør fra dem.« Hrafnkel blev da løst, og han overgav Sam Selvdömmet. Sam tildelte Hrafnkel det Gods, som han vilde, og det var saare lidt. Sit Spyd havde Hrafnkel med sig, men ikke flere Vaaben. Samme Dag flyttede Hrafnkel bort fra Adelbol med alle sine Folk. — Thorkel sagde da til Sam: »Ikke veed jeg, hvi du gjör dette; selv vil du mest komme til at fortryde dette, at du skjenker Hrafnkel Livet.« Sam svarede, at det fik saa være. — Hrafnkel flyttede nu sit Gods øster paa over Fljotsdalsherredet, tværs over Fljotsdalen, østen for Lagarströmmen. Ved Enden af Søen stod en lille Gaard, som hed Lokhylle (4). Disse Jorder købte Hrafnkel paa Borg, thi han havde ikke flere Penge end som vare fornødne til Bohavet. — Det blev meget omtalt, hvorledes hans Overmod var blevet kuet, og mangen en mindedes det gamle Ordsprog, ‘at stakket er Hovmods Tid,’ — Hine Jorder vare tæt bevoxne med Skov og af vid Udstrækning, men med daarlige Bygninger; af denne Grund fik han dem for godt Køb. Men Hrafnkel saa ikke meget paa Omkostningerne; han fældede Skoven, som var stor, og rejste sig der en prægtig Gaard, som siden hedder Hrafnkelssted, og det har siden den Tid bestandig været anseet for en god Gaard. Hrafnkel boede der det förste Aar under stor Mangel paa Husets Fornødenheder; han havde en god Fangst af Fisk. Hrafnkel arbejdede meget med, medens Gaarden var under Bygning. Han opdrættede om Vinteren Kalve og Kid i de förste Aar; han havde Lykken med sig, saa at næsten alt det levede, som blev lagt til; man kunde sige, at der næsten vare to Hoveder paa hvert Dyr. Den samme Sommer var der stor Fiskefangst i Lagarströmmen; derved blev Husholdningen lettere for Folk der i Herredet, og dette holdt godt ved hver Sommer.
Sam satte Bo paa Adelbol efter Hrafnkel; gjorde derpaa et hæderligt Gilde, og indbyder alle dem, som havde været Hrafnkels Tingmænd; Sam bød sig til at være deres Overmand i Hrafnkels Sted; Folk samtykkede, men tænkte dog forskjelligt derom. Thjostarssönnerne raadede Sam til at være venlig og gavmild, behjælpsom mod sine Folk, og understötte hver, som behøvede det; »og da ere disse ikke Mænd, hvis de ikke følge dig godt, naarsomhelst du behøver det; men derfor raade vi dig til dette, fordi vi önske, at det skal gaa dig godt, da du synes os at være en gæv Mand; pas nu godt paa og var dig vel; thi vanskeligt er det at vogte sig for de onde.« Thjostars-sönnerne lode hente Freyfaxe og dens Stod, og sagde, at de vilde se disse Dyr, hvoraf der gik saa megen Tale. Hestene bleve da førte hjem; Brødrene betragtede dem. Thorgeir sagde: »disse Hopper synes mig at kunne gjöre Nytte for Gaarden; det er mit Raad, at de arbejde saa meget, som de formaa, til Gavn for Folk, indtil de ikke kunne leve længere for Alderdoms Skyld; men denne Hingst synes mig ikke bedre end andre Heste, snarere saa meget slettere, som meget Ondt er forvoldet ved den; jeg vil ikke, at han skal forvolde flere Drab, end der alt er begaaet for hans Skyld; det vil nu ogsaa være billigt, at den tager imod ham, som ejer ham.« De ledte nu Hingsten ned over Marken. En stejl Klippe stod nede ved Aaen, men nedenfor var en dyb Hylke. De lede Hesten frem paa Klippen. Thjostarssönnerne droge et Klæde over Hestens Hoved og bandt en Sten om Halsen, derpaa toge de lange Stænger, styrtede Hesten ned, og dræbte den saaledes. Dette Sted kaldtes derefter Freyfaxeklippen. Der ovenfor stod det Gudehus, som Hrafnkel havde ejet. Thorkel vilde derhen; han lod Prydelserne aftage af alle Gudebilleder; lader derefter tænde Ild i Gudehuset, og alt tilsammen opbrænde. Derpaa berede Gesterne sig til at rejse bort; Sam udsøger til Brødrene herlige Kostbarheder; de lovede hinanden fuldkomment Venskab, og skiltes ad som særdeles gode Venner. De ride nu den lige Vej vesterpaa til Fjordene, og komme hjem i Torskefjord med Hæder. Men Sam lod Thorbjörn bosætte sig paa Leikskåle; han skulde bo der; Sams Kone drog med ham til Adelbol, og der boer Sam en Stund. Hrafnkel spurgte øster paa i Fljotsdalen, at Thjostars-sönnerne havde dræbt Freyfaxe og brændt Hovet. Da sagde Hrafnkel: »jeg tænker det er Taabelighed at tro paa Guderne,« og tilföjede, at han aldrig mere vilde tro paa dem; dette holdt han siden, saa at han aldrig blotede mere. Hrafnkel sad paa Hrafnkelssted og samlede sig Penge. Han fik stor Anseelse i Herredet; enhver vilde saa sidde og staa, som han vilde. Paa denne Tid kom der særdeles mange Skibe fra Norge til Island, og det meste af Landet der i Herredet blev bebygget i Hrafnkels Dage. Ingen naaede at bosætte sig med Sikkerhed, uden at han bad Hrafnkel om Tilladelse; alle maatte da ogsaa love ham deres Bistand; han lovede dem ogsaa sin Beskyttelse, og underlagde sig hele Landet østen for Lagarströmmen. Dette Tinglag blev snart meget större og folkerigere, end det som han havde haft för; det gik op over Skridedal, og helt op med Lagarströmmen. En Forandring var nu foregaaet i hans Sindelag; Manden var langt vennesælere end för: han havde det samme Sindelag med Hensyn til Hjælpsomhed og Gavmildhed; men var nu langt mere omgængelig end för og en sagtmodigere Mand, i enhver Henseende. Ofte stødte Sam og Hrafnkel sammen paa Mandemøder, men omtalte aldrig deres Mellemværende. Saaledes forløb sex Vintre. Sam var yndet af sine Tingmænd, fordi han var sagtmodig og stille, billig i sine Afgjörelser og Domme; han mindedes de Raad, som hine Brødre have givet ham. Sam var meget for Pragt i Klæder.
Det er fortalt, at et Skib kom fra Havet ind i Reydefjord, og Styrmanden var Eyvind Bjarnesön (Sams Broder). Han havde været udenlands syv Aar. Eyvind havde erhvervet sig stor Dygtighed og var blevet en særdeles rask Mand. Man fortalte ham snart de Tidender, som havde tildraget sig; og han ytrede kun lidt derom; thi han var en Mand, som ikke blandede sig meget i andres Sager. Saasnart Sam spörger dette, rider han til Skibet; og det var et meget glædeligt Møde for Brødrene. Sam indbyder ham til sig vester paa; Eyvind modtager det gjerne, men beder Sam ride hjem i Forvejen, og sende Heste til hans Varer. Han sætter sit Skib op og gjör det fast. Sam gjör nu saa, rejser hjem, og lader Heste føre Eyvind imøde, og da denne havde sörget for sine Varer, begiver han sig paa Rejsen til Hrafnkelsdalen, og drager op med Reydefjorden. De vare fem i Følge; den sjette var Eyvinds Skosvend, der var en Islænder af Herkomst og beslægtet med Eyvind. Denne Dreng havde Eyvind taget fra trængende Kaar, ført udenlands med sig og holdt som sig selv; denne Eyvinds Gjerning var blevet bekjendt, og det var en almindelig Omtale, at faa vare hans lige. De rede op paa Thorsdalsheden, og dreve foran sig sexten belæssede Heste. Der vare to af Sams Huskarle, men de tre vare Købmænd; alle vare de i farvede Klæder og rede med fagre Skjolde. De red tværs over Skridedal, og over Hals, over til Fljotsdalen til det Sted som heder Bulungsmarkerne, og ned paa Gilsaabreden; denne Aa flyder østen fra ned til Strömmen mellem Hallormssted og Hrafnkelssted; de ride da op med Lagarströmmen, nedenfor Tunet ved Hrafnkelssted, og da om Enden af Søen og over Jøkulsaaen ved Skålevad. Det var da lige midt imellem Midmorgen og Davretid. En Kvinde stod ved Vandet og vaskede sit Lærred; hun seer disse Mænds Færd. Tjenestekvinden samler sit Linned sammen og løber hjem; hun kaster det ned ved en Brændestavl og løber ind. Hrafnkel var da endnu ikke staaet op; de anseeligere Mænd laa i Stuen, men Arbejdsfolkene vare gaaet til deres Dont; det var ved Høslætstider. Kvinden tog til Orde, da hun kom ind: »Det er sandt, som de fleste gamle Ordsprog, at hver arges som han ældes; liden bliver den Hæder, som tidlig erhverves, naar man siden lader af med Vanære og ikke har Kraft til at hævde sin Ret nogensinde; og sligt er et stor Under hos den Mand, som dog har været modig: paa anden Maade er deres Liv, som voxe op hos deres Fædre og synes eder som intet i Sammenligning med eder; men som, naar de ere voxne til, rejse fra Land til Land og agtes höjt hvor de komme; komme derpaa hjem, og tykkes sig da at være större end Høvdinge selv. Eyvind Bjarnesön red her over Aaen ved Skålevadet med saa fagert et Skjold, at det lyste deraf; han er saa dygtig en Mand, at paa ham var det værdt at hævne sig.« Tjenestekvinden farer fort paa Trods. Hrafnkel rejser sig op og svarer hende: »Kan være, at du taler meget altfor sandt; ikke fordi du gjör det i nogen god Hensigt; derfor er det nu passende at dit Arbejde forøges; gaa derfor hurtigt syd paa til Vidivalle efter Halstenssönnerne, Sighvat og Snorre; bed dem komme strax til mig med de Mænd, som der ere vaabenføre.« En anden Tjenestekvinde sender han ud til Hrolfssted efter Hrolfssönnerne, Thord og Halle, og de som der vare vaabenføre; disse vare, ligesaavel som hine, gilde Mænd og særdeles dygtige. Hrafnkel sendte ogsaa efter sine Huskarle. De bleve i alt atten tilsammen. De bevæbnede sig mandigt; de ride over Aaen, hvor hine för havde redet. Eyvind og hans Følge vare da komne op paa Heden; han rider vester paa indtil han kommer midtpaa Heden, til det Sted, som kaldes Bessegader. Der er en Myre uden Grönsværd, og det er som om man red i et Hængedynd; man sank stedse i til Knæet eller midt paa Benet, stundom til Bugen; men forneden er der saa haardt som Sten. Vesten for er en stor Lavastrækning; og da de komme dertil, seer Drengen tilbage, og sagde til Eyvind: »Folk ride efter os,« siger han, »ikke færre end atten; der er en stor Mand til Hest i blaa Klæder; han synes mig lig Hrafnkel Gode; skjöndt jeg nu ikke har seet ham i lang Tid.« Eyvind svarer: »hvad kan det vedkomme os? jeg veed ingen Grund til at frygte noget Ondt af Hrafnkels Ridt; jeg har ikke gjort ham noget imod; han kan have et Ærende vester paa i Dalen at træffe sine Venner.« Drengen svarer: »det staaer mig dog for Tankerne, at han monne ville træffe dig.« »Ikke veed jeg,« siger Eyvind, »at noget har tildraget sig mellem ham og min Broder Sam, siden de sluttede Forlig.« Drengen svarer: »det önskede jeg, at du rider vester paa ind i Dalen; du vil da være i Sikkerhed; jeg kjender Hrafnkels Sindelag, han vil da ikke gjöre os noget, hvis han ikke naar dig; derfor er alt i Sikkerhed, naar du ene er det; da er der ikke noget Dyr i Garnet, og det er vel, hvad der saa end bliver af os.« Eyvind sagde, at han vilde ikke strax ride bort; »thi jeg veed ikke, hvem disse ere; det vilde tykkes mangen Mand latterligt, om jeg løb uden at have seet, hvad det var.« De komme nu vester paa over Lavastrækningen. Da er der foran dem en anden Myre, som hedder Oxemyren; den er tæt bevoxet med Græs; der ere Moradser, saa at den næsten er ufremkommelig; derfor valgte den gamle Halfred den øvre Vej, hvorvel den var længere. Eyvind rider nu vester paa ind paa Myren; Hestene sank ofte i for dem, og de sinkedes meget. Hine kom hurtigt bag efter dem, da de rede uden Oppakning. Hrafnkel og hans Folk ride nu ind paa Myren. Eyvind og hans Følge ere da komne derover; de se nu Hrafnkel og begge hans Sönner. Eyvinds Folk bade ham om at ride bort: »nu er den slette Vej forbi; du kan naa til Adelbol, medens Myren er imellem.« Eyvind svarer: »Ikke vil jeg fly for Mænd, som jeg ikke har tilföjet noget ondt.« De ride saa op paa Aasen; der staa nogle smaa Höje, hvorved der er en meget bar, paa alle Sider brat, Sandbanke. Eyvind rider hen til Banken, stiger der af Hesten og venter paa hine; han sagde da: »nu skulle vi snart lære at kjende deres Ærende.« Derpaa gaa de op paa Banken og bryde der Stene op. Hrafnkel drejer af fra Vejen og syd paa til Banken; han vexlede ikke et Ord med Eyvind, men gjorde strax Angreb. Eyvind forsvarede sig vel og tappert. Hans Skosvend holdt sig ikke for kraftfuld nok til Strid, tog derfor sin Hest og rider vester paa over Fjældaasen til Adelbol og fortæller Sam, hvilken Leg der foregik. Sam var strax rede og sendte efter Folk; de bleve tyve tilsammen; denne Flok var vel udrustet. Sam rider øster paa til Heden did, hvor Kampen havde været. Da er alt afgjort mellem dem; Hrafnkel red da øster paa fra sit Verk; Eyvind var falden og alle hans Mænd. Det förste Sam gjorde var at undersøge, om der var Liv endnu i Broderen; men det var trolig gjort — de vare døde, alle fem. Der var og faldet tolv Mænd af Hrafnkels, men de øvrige sex rede bort. Sam dvælede der kun kort; han og hans Folk rede strax efter Hrafnkel og hans Følge, der rede til saa hurtigt de kunde, men de havde mødige Heste. Da sagde Sam: »Naa dem kunne vi, thi de have mødige Heste, men alle vore ere friske, og vi ville i det mindste være nær ved at naa dem, förend de komme ud af Heden.« Da var Hrafnkel kommen øster paa over Oxemyren. Nu ride begge Parter, indtil Sam kommer til Randen af Heden; da saa han, at Hrafnkel var kommen langt ned i Bakkerne; og indseer nu, at han vil undslippe ned til Herredet; han sagde da: »Her ville vi vende tilbage, Hrafnkel vil nu have næmt ved at faa Folk. Sam vender da tilbage, med saa forrettet Sag; kommer til det Sted, hvor Eyvind laa, tager fat og kaster en Höj over ham og hans Fæller. Stederne der kaldes nu Eyvindsbanke, Eyvindsfjæld og Eyvindsdal. Sam drager da med alle Varerne hjem til Adelbol; og saasnart han kommer hjem, sender han Bud til sine Tingmænd, at de skulle komme did om Morgenen för Davretid; han agter sig da øster paa over Heden; »vor Færd blive, som den vil.« Om Aftenen gaar Sam i Seng, og da var der kommet mange Folk.
Hrafnkel red hjem og fortalte disse Tidender. Han spiser sin Mad, og derpaa samler han Folk til sig, saa at han faar halvfjerdsindstyve Mand; med denne Flok rider han vester paa over Heden, og kommer uventet til Adelbol; tager Sam i Sengen og leder ham ud. Hrafnkel sagde da: »Nu er din Forfatning saadan, Sam! som du vel næppe havde ventet for en Stund siden, at jeg har Magt over dit Liv. Jeg vil nu ikke være værre mod dig, end du var mod mig; derfor vil jeg tilbyde dig to Vilkaar, — at blive dræbt er det ene, og det andet er, at jeg ene vil raade og dömme os imellem.« Sam sagde, at han helst valgte Livet, men ytrede tillige, at han troede, at begge Kaar monne være haarde. Hrafnkel sagde, han kunde være vis derpaa; »thi det have vi at gjengjælde dig; og jeg skulde have behandlet dig en halv Gang saa godt, hvis det var værdt. Du skal drage bort fra Adelbol ned til Leikskåle og nedsætte dig paa din Gaard; du skal tage med dig den Rigdom, som Eyvind har besiddet; men du skal ikke herfra have mere Gods end det, som du har bragt hid; alt det kan du føre bort med dig. Jeg vil igjen overtage mit Godord, og ligesaa min Gaard og Bolig; jeg seer, at mit Gods har faaet en stor Tilvæxt; men du skal ingen Gavn have deraf. For din Broder Eyvind skulle ingen Bøder gives; thi du paatalte saa skammeligt hin din förste Frændes Drab, og I have faaet tilstrækkelige Bøder for eders Frænde Einar, da du i sex Vintre har besiddet min Magt og mit Gods; heller ikke tykkes mig Drabet paa Eyvind og hans Mænd mere værdt, end Mishandlingen mod mig og mine Mænd. Du fordrev mig fra Egnen; men jeg finder mig i, at du bor paa Leikskåle, og du vil kunne gjöre det, hvis du ikke hovmoder dig til din egen Skam. Min Undermand skal du være, saalænge vi begge leve. Du kan ogsaa være sikker derpaa, at jo mere ondt vi tilföje hinanden, desto værre vil du være faren.« Sam drager nu bort med sine Folk ned til Leikskåle, og bosætter sig der paa sin Gaard. Hrafnkel fordeler nu Arbejdet paa Adelbol blandt sine Folk; sin Sön Thore sætter han paa Hrafnkelssted, og har nu Godordet over alle disse Egne. Asbjörn var hos sin Fader, da han var yngre.
Sam sad paa Leikskåle den Vinter; han var tavs og deltog ikkun i lidet; mange fandt, at han var ilde tilfreds med sin Lod. Men om Vinteren, da Dagene begyndte at længes, rejste Sam selvanden og med tre Heste over Broen og derfra over Mødredalsheden, fremdeles paa Færgen over Jøkulsaaen, saa til Myvatn, derfra over Fljotsheden og Ljosavatnsskard, og standsede ikke, förend han kom vester paa til Torskefjord; man tog der vel imod ham. Da var Thorkel nylig kommen hjem fra en Rejse; han havde været udenlands fire Aar. Sam var der en Uge og udhvilte sig. Siden fortæller han dem, hvad der havde tildraget sig mellem ham og Hrafnkel, og beder Brödrene om Raad og Hjælp nu, som för. Thorgeir svarede denne Gang baade for sig og sin Broder; han sagde, at han vilde være udenfor Sagen; »der er lang Vej imellem os. Vi mente at have gjort alt saa vel i Stand for dig, för vi rejste bort, at det havde været dig næmt at vedligeholde det. Det er nu gaaet saaledes, som jeg formodede, da du skjenkede Hrafnkel Livet, at du vilde komme til at angre det mest; vi tilskyndede dig til at tage Hrafnkel af Dage; men du vilde raade. Det er nu let at se, hvilken Forskjel der er paa eders Klogskab; thi han lod dig sidde i Ro, og søgte först at rydde den af Vejen, som han mente, var en bedre Mand end du. Vi kunne ikke tillade, at denne din Vanskæbne udsætter os for Fare; heller ikke ere vi saa begjerlige efter at trættes med Hrafnkel, at vi oftere skulle ville sætte der vor Hæder i Vove. Men vi ville tilbyde dig at komme hid med hele din Slægt under vor Beskyttelse, hvis du tror, at det er mindre fortrædeligt at være her, end i Hrafnkels Nærhed.« Sam svarede, at han ingen Lyst havde dertil, tilföjede, at han vilde hjem og bad dem bytte Heste med sig; dette blev strax gjort. Brødrene vilde give Sam gode Gaver; men han vilde ikke modtage nogen og sagde, at de vare smaalige i Tænkemaade. Sam red hjem med saa forrettet Sag til Leikskåle, og boede der til sin Alderdom; han fik aldrig nogen Oprejsning over Hrafnkel, saalænge han levede. Men Hrafnkel sad paa sin Gaard og vedligeholdt sin Anseelse; han døde paa Sotteseng; hans Höj staaer i Hrafnkelsdal udenfor Adelbol; i Höjen hos ham blev lagt meget Gods, hele hans Rustning og hans gode Spyd. — Hans Sönner overtoge Høvdingskabet; Thore boede paa Hrafnkelssted, men Asbjörn paa Adelbol; de havde Godordet i Fælleskab og bleve anseete for mægtige Mænd. — Her ender Fortællingen om Hrafnkel.
Noter:
1. Offer.
2. Offersted.
3. Embedet som Gode (Præst) og Herredshövding.
4. Navnet er usikkert.
