Hugorme og snoge 2
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1893
7. Hugorme og snoge
108. Kroppen af en hugorm er god mod edder og mod eddervol hos kreaturerne. Derfor når karlene gik til mose i gamle dage med den skarpe klynespade i hånden, så de aldrig en hugorm uden straks at skille den fra hovedet, de trak da bælgen af den, og satte den op under hattebåndet, hvor den sad og vred sig til aften, for en slange dør ikke, før solen er nede.
J. M.
109. For flere sygdomme lød husrådet på, at man skulde tage en hugormekrop og spise den, når den var stegt, eller også brænde den i pulver og drikke det i vand. Fik man medicin på apotheket, og der på flaskens seddel eller på æsken var aftegnet en slange med vinger, da antog man, at medicinen var tilberedt af slangekongen. Havde den ingen vinger, var lægemidlet lavet af almindelige slanger og altså ikke så kraftig.
Lærer Nissen. Ramten.
110. Før Vrads hede brændte, var den så fuld af orme, at fårene, som græssede der, næsten var ormebidt hver aften, når de kom hjem. Bønderne kurerer den, som er bidt af en hugorm med urin og sød mælk. Bides dyr eller mennesker derimod af en snog, er der ingen redning. Ved en snogs mund står derfor også en ligkiste, ved en hugorms derimod en medicinflaske. For resten véd bønderne på en let måde at dræbe disse dyr. Når de nemlig træffer et, byder de det en pibe tobak, og straks griber ormen over pibespidsen i den hensigt at bide i den uden at ane, at den derved får halsen fuld af tobakssovs, hvoraf den øjeblikkelig revner i hele sin længde og dør under de frygteligste pinsler.
Th. J.
111. I Randlev var der et par folk, hvis lille datter var sygelig og havde langsomt med at tale. Hun fik den vane at gå ud til en kampesten, der lå lidt fra huset. Det blev man opmærksom på og fulgte så noget bag efter. Hun sad på stenen, og i hendes skjød lå en stor snog, en stålorm eller hugorm, hvilken hun madede, mens hun strøg den hen ad ryggen og sagde med sin ufuldstændige udtale: «Du rækker dig, du krymper dig, jeg stryger dig.» Forældrene spurgte præsten, hvad de skulde gjøre, og han rådede dem til at holde barnet inde. Så græd det og viste sig meget ulykkeligt, indtil man lod det komme ud igjen. Da gik det straks med sin mad til stenen, og ormen kom igjen og lod sig made. Præsten mente, at dette på ingen måde gik an, og at barnet for alvor måtte holdes inde. Det skete også, men så døde den lille pige, og da man kom ud til stenen, lå snogen der og var død.
M. Goldschmidt.
112. Henne på Lindbjærggård i Ölgod gik en lille pige ude i haven og legede. Der blev hun en hugorm vaer, som hun snappede og gik ind i kjøkkenet til sin moder med. «Moder,» råbte hun, sikken en dejlig ål, der lå ude i haven.» — «Ja, mit barn, men den duer ikke, gå ud og læg den igjen, hvor du tog den.» Det gjorde den lille, og sådan slap hun godt fra det, fordi moderen ikke blev forskrækket.
Morten Eskesen.
113. Hugormen gjør ikke børn fortræd, når de ikke gjør den fortræd. Vor datter Karoline kom en dag hjem og sagde: «Moder, a har fundet en ål der ude i heden, og den har sådan en blå tunge, der må én have tabt den; her skal du se.» Så tvivlte hun nok på, hvad det var, og sagde: «Slip ved dit forklæde.» Det gjorde hun, og så faldt hugormen ned og gjorde ingen fortræd,
Iver Skade og kone, Havbjærg.
114. En mand kom til en tusse og en hugorm, der sloges. Hugormen kunde ikke stå sig. Men manden syntes, at det var en stor skam, at tussen skulde kunne blive sejrherre, og derfor slog han den ihjel. Siden trådte han en gang pa dette sted og fik edder ved foden, den blev meget sølle, og han måtte holde sengen. En tid derefter kom der noget og kradsede på døren, han lod den lukke op, og en hugorm kravlede ind. Først vilde folkene i huset ikke tillade den at komme ind, men karlen sagde: «Lad den kun komme.» Han rakte derpå foden hen til hugormen, den tog fat i den og sugede al gift ud, så han blev fuldkommen rask. Sådan vilde hugormen gjøre gjentjeneste.
P. J. Lystbæk.
115. En kone i Madum har fortalt mig, at hendes fader havde kjendt en mand, der en dag gik og høstede korn i nærheden af en å, og der kom han af vanvare til at såre en hugorm. Om middagen lagde han sig til at sove, men aldrig så snart han havde lagt sig, kom en hugorm og vilde slå ham. Han skjønnede nok, at det var dens mage, han havde såret, der vilde hævne sig, og derfor tog han og kastede den over på den anden side af åen, så var den da godt at vejen, syntes han, og så lagde han sig igjen rolig til at sove, men han vågnede ved et hugormeslag, så den fik sig aligevel hævnet.
Maren Bonde, Ulfborg.
116. Der var en gang to karle, som lagde sig på en åben plads for at sove til middag. Den ene var allerede falden i søvn, da den anden så en stor hugorm komme hen til den sovende og lægge et stort grønt blad lige på hjærtekulen af ham. Derefter løb ormen bort igjen. Men den vågne karl skjønnede nok, at det grønne blad kun var et mærke, som ormen lagde på det sted, hvor den siden kunde «hugge» og han tog derfor et økseblad og lagde ind under det grønne blad, ventende så på, hvad der nu vilde ske. Det varede heller ikke længe, før hugormen kom igjen og belavede sig på at hugge karlen ihjel. Den foer rask frem, rejste sig op og huggede ned i mærket, og det så voldsomt, at den brast midt over, da den ramte øksebladet. På den måde blev karlen frelst.
P. Jensen, Kværndrup.
117. En mand, der hed Niels Krog og var nabo til mig, han gik ude i heden og passede fårene. Der var en masse hugorme, og næsten hver aften havde de bidt et får. Han var nemlig så slem til at slå dem ihjel, og derfor var de så slemme til at hade ham. Han havde en kjæp, som han slog dem ned med. Så var der en kone, der lærte ham at sige til den første, han mødte: «Vil du læ mæ å minn væær, så skal a nok la dæ å dinn væær.» Siden lod han dem i fred, og de også ham. Det var her i Kloster hede, det gik for sig.
Lærer Søe, Gudum.
118. Oppe i Lisbjærg skov der var en gang så mange hugorme. Mændene i byen havde nogle skovlodder deroppe, og undertiden satte de nogle kreaturer der på græs. Så var der en mand, der hed Sören Ras, han havde en dreng, der kunde binde hugormene. En middag skulde han gå derop og flytte kreaturerne, og så skrev han tre kredse, først en stor og så én lidt mindre og endelig en bitte i midten. Der stilte han sig an i den midterste kreds. Så kom der så mangfoldige hugorme, og de stillede sig an uden for den ydre kreds og satte bråddene ind imod den. Men nu havde han glemt, hvad han skulde sige for at få dem derfra, og så kom de inden for den yderste kreds. De satte endelig også over den anden kreds. Nu var han i en svær knibe. Det var lige ved, at de vilde brække inden for den tredje kreds også. Men nu tykte Sören Ras, det varede for længe, inden drengen kom hjem, og så tog han hans ridehest og bøsse og red op i skoven. Da han fik at se, hvordan det stod sig, og alle de brådde, der stak ind imod drengen, råbte han til ham, at nu skulde han springe ud til ham, og skød i det samme ind imellem dem. Drengen løb til det sted, hvor der var gjort hul, sprang ud og kom op på hesten til Sören, der nu red tilbage, alt hvad hesten kunde springe. Hugormene tog halen i munden og rendte som hjul efter dem, og hvis han ikke havde redet tværs over marken, kunde hesten ikke have rendt fra dem, men da de ikke kunde løbe sådan med halen i munden uden at følge et hjulspor, kunde de ikke nå dem.
Rasmus Elgård, Skejby.
119. Når man får hugormefedt af en hvid hugorm, bliver man synsk. En lille pige kunde se, at en ko, der kom lige fra tyren, var med kalv. Der var én, der dræbte en hvid hugorm, og så satte hugormene al tid efter ham. Nede i Himmerland, er der en klog kone, der kurerer med hugormekjød. Pastor Worm, der har været præst her, fortalte, at han en gang kom ind i Rold skole, og der var to småpiger fra en gård i nærheden, som havde været syge en tid, den ene var allerede kommen i skolen, men den anden ikke. Så spørger Worm søsteren om, hvordan det var med hende. Ja, hun var syg. Hvad råd de brugte? De spiste hugormekjød, sagde hun. «Hvorfor er du kommen dig og din søster ikke?» — «Nej, for hun snakkede, mens hun spiste det.» De fik det på deres meldmad.
Kræ Mon her i Gudum spiser hugorme. Han skjærer hoved og hale og navlestykke af, tørrer dem i solen, og så er de lige så gode som spegede ål.
Lærer Søe, Gudum.
120. En mand havde én til at pløje for sig. De brækkede lyng i Gjern hede, og der var så knusendes mange orme. Så kommer der så meget en vældig stor én. Ham, der kjørte, han siger til den anden: «Nu skal du nok se!» og så skrev han en streg med en kjæp uden om ormen i en krands. Han sagde måske noget, men nok er det, ormen gav sig til at løbe, lige så stærkt som den kunde, runden om i denne her kringle. Så gik manden hjem til meldmad og siger til den anden: «Nu må du ikke slå den ihjel, for den skal løbe der så længe, til den løber sig ihjel.» Så kjørte nu den her mand og plovede, og han keg hen til ormen, for den stod ham jo i tanker. Han tykte, te det var synd, den sådan skulde løbe, og så resolverede han ved at gå hen og tage hans pisk og slå ormen ihjel. Aldrig så snart han havde gjort det, så stod manden der og siger til ham: «Du slog den jo ihjel, alligevel a bad dig, du måtte ikke. Se, havde du vidst, hvad du gjorde der, så havde du ikke gjort det.» Det var Antons egen fader, der pløjede, og han forsikrede, at det var sandt, men hvad ormen skulde bruges til, det vidste han ikke.
Peder Johansen, Mos sø.
121. Det er en gammel tro, at hugorme kan indhente mennesker ved at bide sig selv i halen og så løbe som et hjul.
Salling. M. Møller.
122. Hugormen samler gift om morgenen, mens duggen er på jorden. Kreaturerne kan undertiden blive tykke og syge ved at æde græs med duggen på, det er, når de har ædt det, før hugormen har været der at samle giften.
Mikkel Sörensen.
123. Man må ikke kaste eller jage efter hugormen.
H. Th. Nybo, Vester-Assels.
124. Snoge, man slår midt over, lever, til sol går ned.
Skårup. V. Bennike.
125. Man skal ikke slå snoge og hugorme ihjel, ti jo mere man hader sligt skidteri, des mere ser man af det. Denne mening var forhen meget almindelig, og man troede, at både snoge og tusser kunde malke køerne, og mente, at de vilde spise mad med hornene.
Nissen, Ramten.
126. Slangen, når den kryber ud igjen af jorden, klarer den sine øjne med fennikel. Men til hvilken urtegårdsmand monne de komme, og til hvad tid? og hvor finder man om foråret så megen fennikel?
Petr. Septr. De vulgi.
127. Når én tager en hugorm og smider i en stor myrebo, kan den ikke løbe derfra. Myrerne stimler sammen om den og æder kjødet helt fra benet. Den rad kan bruges til én ting.
Lars Nielsen.
128. Der siges til den første hugorm, man ser om foråret:
- »Hugorm den skjønne,
- far i busken den grønne,
- bewår mæ å min',
- så skal a bewåår dæ å din'.»
Karen Marie Jensdatter, Ravnkilde.
129.
- «Hugorm så skjøn i busken så grøn,
- bliv du borte fra mig og mine,
- så skal jeg spare dig og dine.»
Gudum.
130. Til den første hugorm, man ser om foråret, siger man: «Lad du mig og mine gå, så lader a dig og dine gå.»
Lars Nielsen, Vinkel.
131. Til den første snog, man møder om foråret, skal man sige: «Gud bevare mig og alle mine fra dig og alle dine, vil du intet ondt gjøre mig og alle mine, skal jeg ikke heller gjøre dig og alle dine,» og intet giftigt kryb skal da skade én den sommer.
Lars Findsen.
132. Bliver man bidt af en hugorm, skal man skynde sig ned til et vand, for det gjør hugormen, og kommer den først, døer man af såret, ellers kommer man sig.
Sønderjylland. V. Bennike.
133. Hvor der er mange snoge, der er god lykke i huse.
Christen Møller, Ringive.
134. Snogebid er et farligt bid.
Påbøl.
135. Et knylle snoge betyder, at der er gravet penge ned. Kaster man sin kniv eller et andet stykke stål hen imellem dem, så bliver det igjen til penge.
H. P. Nielsen, Sejling.
136. Snogene vil tvinge tusserne til at udruge deres æg.
H. P. Nielsen, Sejling.
137. Æggene, som snogene lægger, siger man, at tusserne ligger ud.
P. Jensen.
138. Snogen bruger ikke at ruge sine egne æg ud, men lader en tusse gjøre det for sig. Når så tussen bliver tørstig, tager snogen den i munden og løber ned til vandet med den og bærer den derpå tilbage på ægene igjen. Den bringer også æde til tussen, for at den kan blive ved at ruge.
Jörgen Hansen.
139. Snoge æder jo tusser. Når de slæber af med dem, så tror folk, at de vil tvinge dem til at udruge deres æg.
E. T. K.
140. Enkelte snoge kan træffes på fire alens længde og så tykke, som en arm. De har en tommelang manke helt ned ad ryggen og et hvidt hjærte. De kaldes hæslinger.
Sønderjylland. (Sml. E. nr. 1.) V. Bennike.
141. Margrete Vævers i Flødstrup har fortalt, at på Langeland, var et sted en lille dreng, som lå ved dørtærskelen af sin faders hus. Da kom der en snog hen til ham. Drengen havde en hesselkjæp i hånden, med hvilken han krattede snogen på ryggen, og det holdt den meget af. I nogen tid kom snogen således en gang om dagen hen til den lille dreng, og han krattede den med hesselkjæppen. Til sidst vilde drengen, at snogen skulde spise med ham. Men det vilde faderen ikke, hvorfor han slog snogen ihjel, men da blev drengen tovle.
L. Fr.
142. Der har al tid været så fuldt af snoge ved Brøndsted mølle, og så var det en dag, at begge den gamle Sören Møllers sønner vilde ud at skyde på dem, som de lå og solede sig rundt om pa jorden ved de store elletræer. Da den gamle hører skuddene, kommer han imidlertid ud til dem og siger: «Drenge, forvar jer! de har været her før min tid og vil blive ved derefter, se jer op til træerne og skynd jer bort herfra.» Og da de så op, var træerne fulde af snoge, der hang omkring på grenene. Det havde de ikke set.
Jörgen Hansen.
143. Der var på Langeland en karl, som var meget brystsvag. En dag var han tilligemed flere ude i en mose for at skjære tørv, og om middagen tog de dem en lur i græsset. En af karlene kunde ikke falde i søvn, og han så da, at en stålorm krøb ind i den syge karls mund og var borte noget. Da den kom ud igjen, var den fyldt over hele kroppen med slim og materie, men dette gned den af i græsset og krøb så ind igjen. Flere gange krøb ormen ind og ud, men sidste gang var den ren. Da karlen vågnede, var han rask, og det var han i mange år efter den tid.
Kr. R. Stenbæk.
144. En karl traf en gang et par snoge, der spøgte, og slog da den ene ihjel. Men siden kunde han ikke være i ro for den anden, hvor han var, fulgte den ham, og til sidst døde han. Jeg har hørt, at når man slog en hugormekonge ihjel, så kunde man aldrig være i ro for hugormene, ja, man kunde være ganske sikker på at blive bidt.
P. J. Lystbæk.
145. A kom en dag forbi en snog, der lå med en frø i munden, så bagbenene endnu sad frem. Så pirrede a til den, og nu slap den frøen, der hoppede sin vej, og selv snoede den sig bort. En Svensker, Jens Karlsen, sagde, at a skulde have gået ind imellem det, så kunde a have reddet en kone, der var i barnsnød.
Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet.
146. Skrædder Daniel Jensens søn Peter fortalte, at der var en gårdmand i — jeg husker ikke, om det var Syvendekjøb eller Jyderup — som fortalte til ham og en anden mand, da de fulgtes ad hjem fra Holbæk, at en gang, som han gik og rev hø, var der en snog, som stak ham i den ene tå gjennem et hul i træskoen. I syv år havde han al tid pine i den tå; han måtte have sød mælk i træskoen al tid, så lindede det. Men til sidst blev det så slemt, så han måtte holde sengen, og den fod hængte al tid uden for. En dag kom katten ind i stuen med en levende mus. Den tog manden og flåede og trak så skindet på tåen, og katten kom nu hver dag på samme måde, og manden gjorde hver dag det samme. Om få dage gik smærten væk, og siden har han ikke mærket den. I den egn er der så mange snoge, så at de kan ligge på høstænget om sommeren inde i husene og række hovedet ned. En karl mærkede en sommeraften, da han gik i seng, noget koldt ved fødderne, og da han skulde se, var det en snog. Ja, jeg må selv tilstå, at ved min hjemstavn var der steder, hvor snoge gik ind og slikkede fløden af mælkefadene.
Niels Johansen.
147. Der har for været adskillige kloge mænd i live, som har kunnet binde orme og slige ting. Således var der en gang en dyrlæge i Lindemark som havde fundet en snog. På vejen hjemad var han inde hos en anden mand og spurgte, om han måtte slibe sin økse på hans slibesten. Snogen gjemte han med den ene hånd bag véd sig, men drengene så den alligevel og blev nysgjerrige. De løb nu ud i gården, og da den ene fandt den på en vognbund, råbte han til de andre: «Her ligger en bunden snog!» Men i det samme begyndte snogen at vælte sig og var ikke langt fra at løbe. Da kom dyrlægen rendende der hen, og med en ildtang, han havde fået fat i, pirrede han ved snogen, til den igjen lå ganske stille. Da vendte han sig vredt til drengen og sagde ganske hårdt: «Vil han holde sin mund.»
Annette Jensen.
