Hugormekongen
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind II, s. 139
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
73. Min Moder var med nogle andre Piger oppe i Krattet at plukke Linninger (en Slags Bær). Der fandt hun en stor Bunke Hugorme, og der imellem var en hvid; det var jo en Hugormekonge. Pigerne blev bange Og løb derfra.
Elise Marie Fred. Andersen, Dokkedal.
74. Hugormedronningen er rød, og Kongen er hvid. En Pige fandt et helt Vældt af Hugorme, og der iblandt var baade Konge og Dronning. Dem fulgte alle de andre.
Lærer Grøn, Hellum.
75. En Mand i Koldens Mølle ved Adslev har set en Hugorme konge, som havde en Manke ned ad Ryggen.
Mikkel Sørensen.
76. Min Søster var i Besøg hos en Onkel, som boede ved Salten Skov. En Dag var hun sammen med en Fætter ude i Skoven, og der træffer de en Hugorm, der bed sig i Halen og kom trillende som et lille Hjul. De blev bange for den og løb hjem ad, og den forfulgte dem, men i sidste Øjeblik naaede de at komme inden Døre.
Hun var fra Skjørring og boer nu i Kjøbenhavn.
1907. Lærer M. Christoffersen, Tebstrup.
77. En Karl skulde ud tidlig om Morgenen for at ordre til Hov arbejde. Han var fra Ulstrup, og de gjorde Hove til Boller.
Som han nu gaar over Bjergelide Banke, da kommer der en stor Kongeorm frem fra en stor Stendynge, og den havde en stor Manke, standsede ham og spurgte, hvor han skulde hen.
Saa fortalte han, at han var udsendt fra Manden paa Boller.
Saa sagde Ormen, at han kunde godt strags gaa hjem igjen, for Herremanden var lige død, og i Dag fik de ingen Brug for Hovfolk.
Lærer M. Lauritsen, Kavben, Nebsager.
78. Hugormen ligger i et Vældt, og den hvide sidder midt i Vældtet, han er Konge over de andre, og naar de kan saa faa fat paa ham og faa Navlestykket af ham stegt og faa det i dem, kan de blive synske.
A har hørt fortælle om en Kone, hun havde faaet Navlestykket af den. Nu skulde Fedtet saadan staa og steges af den, og saa vilde hun rende ud at malke. Hun havde en vogsen Datter, der var noget nysgjerrig og tænkte, hvad det var.
Saa dyppede hun Fingrene i dether Fedt og slikkede i sig og gaar derefter ud at se til Moderen.
"Aa, Moder, der er en rød ringet Kalv i Kvien!" -
"Hvordan Fanden véd du det?" -
"Jo, a kan se det." -
"Saa har du været ved mit Fedt," sagde Moderen, og saa fik hun ikke Visdommen.
Saadan skal Hals Præst og have faaet sin Visdom.
Johanne Marie Kristensdatter, Søheden.
79. Hals Præstes Moder havde faaet fat i en hvid Hugorm, og den vilde hun koge og spise Fedtet af for at blive synsk. Da hun havde Gryden paa Ilden, og i det samme skulde ud og hente Koen, sagde hun til Sønnen, som den Gang var en lille Dreng, om at se efter Gryden, at det ikke skulde koge over.
Han var sulten og tog et Stykke Brød, dyppede i Fedtet og spiste.
Da Moderen saa kom mer trækkende med Koen, raaber Drengen:
"Nej se, Moder, sikken pæn rød Kalv der ligger i Koen." -
"Nej, nu skulde Fanden komme over dig, Dreng," siger Moderen, "har du slikket af Fedtet."
Se saadan blev han synsk, og hun ikke.
Martin Iversen, Kvissel.
80. Der var én, der rejste her omkring og skar Plage og var som Dyrlæge. Han var fra Egnen sønden og vesten Skive og hed Per Orlov. Se, han var synsk og var kommen til det paa følgende Maade.
Hans Moder var ved at koge en Hugormekonge, og Bestemmelsen var, at hans Broder skulde have Fedtet. Men han var noget slikken, kom ud i Kjøkkenet og fik noget af Fedtet paa Fingeren og i Munden.
I det samme kom Kreaturerne ud i Gaarden, og saa sagde han:
"Den Ko, der gaar, hende er der en broget Kalv i."
Saa siger hans Moder:
"Naa, der har du været."
Siden den Tid kunde han se gjennem baade Folk og Kreaturer og kunde derfor kurere alle Slags Sygener.
Hos Jesper Madsen i Haasum kom han ind en Gang hvert Aar at skjære Plage, og da var det som til et helt Marked, saa mange Folk var der for at Søge ham.
Johanne Pedersdatter, Lundø.
81. Der var en Karl, som havde læst i Cyprianus, hvordan man kan lokke en Hugormekonge til sig. Han faar ogsaa fat i én og flyer den til hans Madmoder, om hun vilde koge den for ham, for hvem der spiser Fedtet af en Hugormekonge, de kan blive synske og kan se lige saa godt, hvad der er indeni som udenpaa, og lige saa godt, hvad der er mange Mil henne, som hvad der er nærved.
Det gjorde hun, men Karlen var gaaet udenfor imens, for saadan skal det være foreskreven.
Saa var der en Pige paa Gaarden, og hun var nysgjerrig efter at vide, hvordan Hugormefedt smagte, og stede sig saa til at skumme lidt af Potten med en Ske og spiste det. Derefter gik hun ud at malke.
Imidlergodlag spiste Karlen ogsaa af Fedtet, men han mærkede ingen Forandring ved sit Syn, for det er kun den første Skefuld, der er Kraft ved.
Han havde saa et Ærende ovre i Nødset, og da han kom der, sagde Pigen:
"Sikken en stor rødbroget Tyrkalv der er i vor hjælmede Ko."
Nu kunde Karlen forstaa, hvor Viden skaben var bleven af, for Koen fik godt nok saadan en Kalv.
Og Pigen det var ingen anden end hende, de siden kaldte den kloge Kone i Vindblæs.
Sigurd J. Kristensen.
82. Her ude i vor Nabos Gaard var de forhen saa belagt med Snoge, at de formelig kunde se dem dratte fra Patterne af Køerne om Morgenen, naar de kom ud og skulde malke.
Oppe i det Tyske spiser de dem og kalder dem Buskaal, men de er lidt tørrere end Strandaal.
Mine Søskende var der omme en Middag tillige med andre Nabobørn, og da morede deher Børn dem med at slaa Snoge ihjel. De lettede en Tørv efter en anden, og saa kom de frem. Nu fik de et Knæk over Nakken, og saa kunde de ligge der.
Men saa kom den gamle Kristen Andersen op fra hans Middagssøvn, og han sagde:
"De kan ikke dø, inden Sol gaar ned, og nu skal I gaa hjem og faa jere Hoser og Træsko paa, for I maa ikke rende her imellem dem med jere bare Fødder, og saa skal I smide dem ind paa Møddingen igjen."
Et Par Dage efter ser Manden, der kommer en Snog løbende hen langs med Leden af Huset, og den havde en Kjødkrone paa. Saa kaldte han paa Konen og sagde:
"Naa, Karen, hvad vil du nu gjøre ved den?"
Hun gik saa ind efter en Kjedel koghedt Vand og slog paa den, og saa var den af med Livet.
Det var en Snogekonge, og den var en fire Alen lang.
Jørgen Madsen, Grejs.
83. En Nabokone til os, der hed Stine Jakobsen, fortalte os, at hun en Gang som Barn havde set en Snogekonge i et Stenkast tæt ved et stort Stendige. Den var meget større end de andre Snoge og havde en stor Guldkrone paa. Hun vidste nu ikke, hvad det var for et Dyr, og saa rendte hun hjem til hendes Moder og fortalte om det. Moderen gik med derhen, og hun kunde strags se, hvad det var.
Hun sagde saa, at den maatte de ikke gjøre Fortræd, for saa fik de alle de andre Snoge paa Nakken.
Fra Fyen. Andreas Jensen, Vonsild.
84. Jeg er født inde i Lisbjærg Skov, og i Nærheden af mit Hjem var en Høj, de gamle kaldte Hugormehøjen. I den Høj boede Hugormekongen. Han var hvid og havde en stor Manke ligesom en Hest, og det forekommer mig, min Bedstemoder sagde, at han ogsaa havde Hoved som en Hest.
Han kom aldrig ud af Højen uden i Morgenstunden, og hvem der var tidlig oppe og i Nærheden, kunde høre saadan Piben og underlig Lyd der henne fra. Ved den Lyd lokkede han Snoge og Frøer og andet Kryb til sig. Et af Dyrene, som han udsøgte sig, tog han saa med ind i Højen og aad, og man sagde ogsaa, at skulde et Menneske komme forbi i det samme, saa kunde Hugormekongen ogsaa tage ham derind.
Der var dem, der havde set, det puslede saadan omkring Højen i Morgenstunden af alt det Kryb.
Rasmus Nielsen, Særslev Højskole.
85. A har set Hugormekongen ude i et stort jordfaldent Hul i Heden. Han var helt hvid, men med en sort Streg langs ad Ryggen, og ikke stort større end de andre. Der var en hel Kongeforsamling.
A har ligget flere Gange i det samme Hul og sovet min Middagssøvn og havde nok lagt Mærke til, der var saa mange smaa Huller rundt omkring.
Hugormene kan synge saa nydelig, og naar de tager Halen i Munden, kan de løbe hen ad en jævn Vej lige saa rask, som en Hest kan løbe, og springe lige saa højt i Vejret, som en Mand er høj.
Dem, der spiser af Hugormekongen, de kan se inden i et Menneske, hvad Foster det gaar med, og han gaar som paa aabent Vand. Saadan var det med Hals Præst.
Lars Hansen Dun, Sønderholm.
86. I mit Hjem kjøbte vi en Gang et Øg af Dippels-Jørgen i Bovet, Gjærum Sogn. Han paastod, at det var i Fole, det kunde han se, og det skulde være et blaat Maarføl. Jørgen var nemlig synsk, og det kom til at passe godt nok for ham.
(blaat: blaaskimlet).
Maren Pedersdatter, Kvissel.