Hunde, katte m. m.
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1893
8. Hunde, katte m. m.
188. Hver kirke er bygt på et dyr. Somme steder er der en lighund.
Thomas Jörgensen, Lindballe.
189. Skovfogedkonen gik her ned en morgen tidlig. Da hun kom tæt ved tømmermandens hus, kom der løbende helt tyst to hunde, som var lænkede sammen. De havde glorøde tunger og gabede. Kort efter døde konen der i huset.
Mariboe.
190. Der er en gård i Vandling, hvor det spøger. Ind til gården går et stykke vej, og ved indgangen til den vej står to höje stenpæle. En aften havde karlen der fra gården været ude og kom sent hjem. Det var pænt månelyst. Da han skal nu til at svinge ind til gården, kommer han til at se op, og så sidder der en stor sort hund oppe på den ene af pælene. Men han troede jo, det var deres egen hund, for de havde sådan en sort hund, og så siger han: «Da er du kommen höjt op i aften, Karo.» Men så springer den her skikkelse ned af stenen, og slæber en lang lænke efter sig. Nu var han vis på, det var ikke deres hund, for den var ikke bunden, men tænkte så, det var den Slemme selv, der drev sit spil der i gården.
Lærer Hansen, Hornum.
191. Manden i Hedegård var ude en anden gang på jagt, og da kom der en hund i følge med ham. Hans egen hund gjorde nu al tid, hvad han bad den, og så siger han til den, at den skal fare på den anden. Hunden går, men kommer ikke længere end til den anden. Han siger det igjen, og anden og tredje gang, så tager den hans hund og kyller over imellem benene på ham, så den piber og klager sig. Det var jo noget i hundeskikkelse, der var kommen til ham, og han talte ikke til det siden.
Anders Ågård, Fjelstervang.
192. Ned langs med staldraden af en gård i Herst i Trige kom hver lille-juleaften en stor sort puddel med seletöj på og trækkende et gloende hjul efter sig. Den gik ned ad toften, og der forsvandt den. Den blev set i mange år, og mange forsikrede at have set den.
Anton Nielsen, Søby.
193. Vejen fra Vivild og til Lyngå går om i en strækning, der kaldes Brunhund. Den har navn af, at der har gået et hundespøgelse.
Kristen Pedersen, Vivild.
194. Der går en sort hund om aftenen fra Hölledeskrog om ved Rask mølle og efter Boring. Niels Kok har mærket den, det blev sådan, at han ikke kunde kjøre der. Det var lige sådan med Eske Møllekusk en aften. Da stod den for ved hestene, og de turde ikke gå om ved den, og den var ikke til at tærske af stedet. Han måtte af vognen, men endelig kom han da hjem. En anden aften kom han om ved den, da han var gående.
Rask mølle.
195. Öster ud fra Trunderup går der en gyde, som kaldes Ikjærsgyden. Et stykke uden for byen ret neden for den første betydelige banke på vejen, går der et vandløb under denne, og stedet kaldes Totte vår. Her stod endnu til ind i firserne nogle ellebuske ved vandløbet, og her er noget spøgeri. Der er nemlig under broen en hund med gloende öjne, og ved siden af vejen står en sort mand, nogle siger, han har intet hoved. I den tid, da drengene om aftenen sildig måtte ride ud på Dong med hestene, som skulde gå på græs der om natten, var dette sted en skræk for dem.
Totte vår er naturligvis navnet på et gammelt vadested, da bækken i sin tid har været møllebæk, vår er da vad.
P. J., Kv.
196. Der var en mand nede fra Gudbjærg sogn, som en aften kom gående hen ad vejen. Han hørte da noget komme ham i møde, og det trampede i jorden som en firskoet hest. Da det kom hen til ham, så han, at det var en urimelig stor hund med en voldsom lang, lådden hale, og i det hele taget var hunden af et hæsligt udseende. Den foer lige imod ham, men drejede så til siden og blev borte med det samme.
P. Jensen, Kværndrup.
197. En husmand gik en aften meget silde fra min fødegård, og da han kom ind på Ørsted marker, så han fire store hunde komme farende hen imod sig, og den klare ild stod den ud af mund og næseboer. Husmanden kastede sig plat ned på jorden, og da han igjen så op, var det hele forsvundet. Også andre end denne mand har set disse hunde.
Krist. Jensen, Ramsømagle.
198. På en stente, der stod over en sti, som førte til Sandby præstegård på Lolland, har en mand mange gange set en sort puddelhund sidde, og han måtte da gå uden om. Men når han så kom om på den anden side stenten ud på vejen, og så vilde se efter hunden, var den bestandig borte. Det kunde aldrig være nogen rigtig hund, for der var ingen i hele byen, der havde sådan en hund.
Den mand, der gjentagne gange har set dette, er en stærk og uforfærdet mand, der kun undtagelsesvis fortæller sligt, og som i lang tid arbejdede i en anden gård i Sandby, hvor ellers ingen kunde være for alskens spøgeri. Han lever der ovre endnu.
P. Jensen, Kværndrup.
199. En mand i Moseby var en aften ude at gå, og da han var på hjemvejen, kom der en stor sort hund og gav sig til at følges med ham. Da manden kom hjem, var hans kone gået i seng og havde lukket døren i lås, så han måtte råbe på hende for at komme ind. Hun stod op og tændte lys og lukkede op for ham; men så snart han kom ind, begyndte han at svulme op, og det hjalp ikke, alt hvad de gjorde ved ham, han blev tykkere og tykkere. Til sidst måtte konen op til kirken og hente ligklædet, og da han blev svöbt ind i det, så kom han sig. Hvis de ikke havde fået svöbt det om ham, så havde han revnet. Havde konen bare ladet være at lukke i lås, så han havde kunnet gå i seng uden at tale, og uden at der var blevet tændt lys, så havde det nok ikke gjort ham noget.
Da jeg spurgte konen, som fortalte denne historie, hvad et ligklæde var for noget, sagde hun, at det vidste hun ikke. Hendes mand var ellers oldermand nu for tiden, så de havde byens ligklæde hjemme på deres loft, men det bliver ikke brugt nu. «Jeg har aldrig rullet det op,» sagde hun, «for det er vist ikke værd at have noget med at bestille.»
Hans Peder Hansen, Halskov.
200. Langs diget ved Gammelskov på Bisgård mark i Onsbjærg sogn går en sti, der tidligere ikke var god at færdes på om natten, da adskillige vandrende der er bleven ledsagede af en stor, sort hund, som imidlertid forsvandt igjen uden at tilföje dem nogen overlast. (Sml. afdl. I. Bjærgfolk.) .
N. P. Olsen, Selsinggårde, Samsø.
201. En hovedløs hund spøger ved Skjellebæk på vejen mellem Skårup og Klingstrup.
Syd-Fyen. V. Bennike.
202. I den døde mose i Dallerup sogn har folk set en sort hund gå og slæbe med en stor lænke.
S. J.
203. Ved en bæk, der løber gjennem Åstrup sogn ved Varde, er der et sted, hvor hver midnat en hund kommer frem og spyr ildfunker gjennem næse og mund. Ofte er hestene komne hjem igjen, når de har været töjrede der.
H. G. Stampe.
204. En mand fra Lyndelse kjørte en aften hjem fra Odense, klokken var kun syv, men det var allerede mørkt, og da han kom lidt forbi Iskjælderen, blev hestene stående, og han så en hund foran dem, som var så lang, at den spærrede hele vejen. Inden manden vel vidste af det, lå han med heste og vogn i graven; han råbte om hjælp, og snart kom gårdens karle med forvalteren i spidsen og trak ham og den ene hest op, den anden var gået hjem. Der er mange, som har set den lange hund, og som siger, at den har en gloende tunge.
D. J.
205. En mand enten fra Gudbjærg eller Lakkendrup kom ved aftenstid gående hen ad en vej. Nu hører han noget komme løbende ham i møde, det trampede i vejen som en firskoet hest. Nærmere ved så han, at det var en uhyre stor hund af det grimmeste udseende og en meget lang lådden hale. Den foer lige ind pa ham, drejede så lidt til siden og forsvandt.
P. Jensen.
206. Niels Fuglsang i Egeskov, Kværndrup sogn, besøgte jo imellem sin kjæreste, som opholdt sig på Egeskovs mark tæt henne ved Snarup, og han fulgte da Nyborg - Böjden-landevejen et langt stykke. På dette stykke vej var der flere, som havde set en hæslig stor hund gå og luske omkring, men Niels Fuglsang lo kun ad dem og mente ikke, det var noget i sig selv. Men så en aften kom han lige godt i følge med hunden, og den fulgte ham lige side om side, skridt for skridt, til han kom hjem, hvor den først forsvandt. Da han så kom ind, og der blev tændt lys, blev han helt gal og urimelig og var sådan hele natten, så det var lige godt ikke nogen rigtig hund, som gik der.
P. J.
207. Ved Hundslev ved Kjerteminde er der en løkke i hvilken der er en bakke, og over denne går der en gangsti. Der høres undertiden en mærkelig lyd, som af kattemusik. En aften så to mænd, at en sort puddel løb rundt i løkken efter en kalv. «Det er nok min kalv,» sagde den ene. De gik da ind i hans kostald, men alle kreaturerne stod der godt nok. Næste morgen gik man ud i løkken, hvor der ikke var mindste spor af, at hunden og kalven havde hæsset rundt i den. Da det var måneklart, såes det tydelig af dem begge. Det er iøvrigt ikke givet alle mennesker at se sådanne overnaturlige ting. Det kan endogså ske, at to kan gå ved siden at hinanden, og den ene kan se det, men den anden ikke. I nævnte løkke er imidlertid mange mennesker gået vild, og det er så meget mærkeligere, som det slet ikke er vildsomt der.
P. Jakobsen, Kjöbenhavn.
208. Gjæstelev kirkegård ligger sådan midt i byen, at vejen går omkring den på tre sider, hvorfor byens börn ofte har brugt den til legeplads. En kone, hvis moder var med at lege der for mange år siden om aftenen, har fortalt, at da de just var allerbedst i lag med legen, og alle börnene løb rundt om kirken, fik de alle sammen öje på en gloende hund med en lang rød tunge, der stod ved kirkens sydøstlige hjørne. De var komne så stærkt i fart, at de ikke kunde standse, men løb skrigende og faldende over hverandre ud ad den smalle kirkelåge, yderst forfærdet over det rædsomme syn. En af drengene, som kom til at røre ved hunden, blev helt forrykt, men de andre led dog ingen skade.
Sødinge skole.
209. I en sande, som ligger i Kragelund sogn, har der aldrig været rigtig fat, det kan jeg sige med sandhed; jeg har hørt meget fortælle derom, men nu har jeg selv prøvet det. Det var en aften sildig hen imod midnat, jeg gik der igjennem, da ser jeg foran mig på stien en stor sort hund komme mig i møde, min hund løb foran mig. Da den havde lugtet til den sorte hund, stak den halen mellem benene og gav et stort hyl af sig. Jeg gik straks til siden af stien, for jeg vilde ikke have noget med det kram at gjøre.
J. J., R.
210. En endnu levende mand, hvis troværdighed ingen tvivler om, fortæller: Jeg tjente hos en handlende på Gråbrödretorv i Kjöbenhavn. Vi havde en meget stor kjælder, som der fortælles om, at den i gamle dage hørte til klosteret. Nu blev jeg en aften i lag ved klokken 11 sendt ned i kjælderen for at hente noget. Jeg var ikke bange af mig, og jeg tænkte hverken på spøgelser eller sådan noget. Jeg ordnede der nede, hvad jeg skulde, tog lygten og vilde til at gå op ad den brede stentrappe, da jeg lige med et får öje på en overnaturlig stor grå hund, der står foran mig og ser på mig med et par öjne så forfærdelig ondskabsfulde, at jeg ikke kan tænke mig noget mere ondt end udtrykket i de öjne. Jeg blev jo noget aparte, men da jeg gik; på mine lovlige veje, vilde jeg gå uden om hunden. Den gik ganske langsomt foran mig op ad trappen, og lige med et blev den usynlig for mig. Så spurgte jeg handelsbetjenten, om han ikke havde set en stor hund komme op af kjælderen. Nej, det havde han ikke. Han troede, jeg havde set den hund för, men at jeg ikke havde villet tale om det. Så fik jeg at vide, at flere af folkene havde set det samme som jeg, når de om aftenen havde været i kjælderen; men jeg kunde nok ellers forstå på dem, at de ikke holdt af at tale om det.
H. Pedersen, Maribo amtstue.
211. I en stor dal mellem Åstrup og Hyldal, omtrent to mil syd for Nibe, færdedes der for en del år tilbage mange ting, som ikke kunde være oven jorde efter hanegal. Ikke én men mange havde set både hunde, kalve, hovedløse heste og svin og andre slige uhyrer. En mand, som ikke rigtig vilde fæste lid til sådanne historier, gik en gang ad stien, som fører gjennem dalen. Det var meget mørkt, og han kom som følge deraf bort fra stien. Som han så på må og få gik videre, kom han til at træde på en meget stor sten, der lå jævnt med jorden. Lige i det han trådte på stenen, skjønnede han, at den lettede sig, og straks så han ved sin side en stor sort hund med et tændt lys i munden. Manden, der for nylig er død, tvivlede aldrig mere om historiernes sandhed.
En karl, som også en gang skulde færdes ad en dal der i egnen om natten, måske den samme, havde en hund med sig. För han kom til dalen, blev han advaret mod at tage den med, da spøgelserne skulde være meget slemme til at forfølge hunde så vel som mennesker, der ikke er døbte. Karlen syntes dog, det var rosomt at have hunden med, og lod den følge. Men på én gang, som han netop skulde passere det mest berygtede sted i dalen, begyndte hunden at hyle, og med halen imellem benene vilde den redde sig mellem sin herres ben. Hårene rejste sig på karlens hoved; han vilde skynde sig bort, men hunden var ham til megen hinder, da han flere gange snublede over den, og det var umuligt for ham at få den til at gå bort. Skjøndt han intet så, hörte han dog stedse tæt ved sin side noget bevæge sig i lyngen. Længere ud på natten kom han samme vej tilbage, men så da hverken hund eller spøgelse. Siden den tid vogtede han sig al tid for at have hunde med på sine natlige vandringer.
N. K. Pedersen, Grynderup skole.
212. Ane så en lille hvid kat gå på gulvet og kort efter døde en lille pige i deres familje. Hendes moder sad ved höjlysdag og hørte tre gange bedstemoderen sige hendes navn: «Maren!» Kort efter døde bedstemoderen.
A. M.
213. Det skete en gang i Flarup, da folkene kom ud fra deres juleaftensnætter, at der sad en kat i kjeldetruget. Så tog tjenestedrengen en pisk og bankede den kat i, men da spyttede den noget på ham, og så døde han om anden dagen. .
Johan Jensen, Mollerup.
214. I Tårup, Lumby sogn, er for få år siden set et hvidt dyr, som lignede en hund, men var ingen hund. Det var i en have og gik ned til gaden, og mange karle så det; det havde en uheldig indvirkning på nogle piger i byen, idet nogle er døde, og nogle blev sindssvage. En af disse kommer sig, når hun er borte fra byen eller blot er et andet sted en tid. Ved de tre store höjtider er der heller intet i vejen. Der har været sögt råd derfor hos flere, men forgjæves.
Henrik Knudsen, Stensby, ved J. R.
215. Dalby kirke har en gasse til varsel, Mesinge en blakket stud, Drigstrup et hvidt lam, Viby et gråt får og Stubberup to røde stude. Den almindelige historie om Stubberup kirkes bygning og de to stude findes her.
A. C. P.
216. På Stenstrup gade gik der til visse tider om aftenen en hane på ét ben og et lam på tre ben.
Efter Dorthea Orup, Ryslinge, ved Lars Frederiksen.
217. Vor tjenestekarl Jeppe Nielsen havde en broder, som en gang mödte kirkevaret på en banke, man kalder Stenöjet. Han kunde næppe gå der for et stykke vadmel, som bestandig trimlede for födderne af ham, men endelig gav han det et godt spark, og da gav det et frygteligt jammerskrig. Det blev da til en kat, som gik og strøg ham om benene. Han gav det nok et spark, det hylede da ligesom för og blev til en stor hund, som blev mere og mere næsvis og til sidst fulgte ham hjem til porten. Da han vilde lukke op, vilde det med ind, og det kom det også, men da snappede han rask en vognkjæp og gav det dermed et rigtig godt slag. Nu blev det på en kalvs størrelse, og hvad det ikke hylede för, gjorde det nu og løb rundt i gården. Der imens slap karlen ind, men aldrig så snart han havde slået døren til, förend dyret slog et sådant slag på døren, så den nær var gået i stykker, og endnu et bulder kom der oppe på loftet.
Sødinge sk.
218. Skovfogedkonen Trine gik en morgen ned til os for at vaske, og det var endnu mørkt. Da så hun, at der lå noget på vejen tæt ved Porsehuset. Hun troede først, det var en kaskjet, men da hun gik nærmere til for at se, hvad det var, så gabede det op på hende med et glorödt gab. Kort efter døde konen der i huset.
E. Mariboe.
I de sidste underrækker (heste, køer, hunde) findes nogle historier, der med lige så god ret — og måske bedre — kunde henføres til afdeling V: Spøgelser. Man vil også der kunne vente lignende sagn, men jeg har alligevel her villet tage nogle med for at påpege, hvor nær disse ellers meget forskjellige hovedafdelinger på enkelte punkter kan støde imod hverandre. At dette også finder sted ved andre sagnrækker, findes der i dette sagnværk eksempler nok på, der er stadig mellemled og overgangsformer.
E. T. K.
