Hvad der hændtes Hyrdepigen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Hvad der hændtes Hyrdepigen
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
I en Bygd var der engang en Hyrdepige, som foer vild i Taagen og gik, indtil hun stødte paa en lang Fjeldkløft. Hun gik langsmed den og blev ved at gaae i halvandet Døgn, indtil Taagen lettede sig noget nedentil i Kløften. Da seer hun, at hun er kommen til en snever Dal, og fortsætte nu Vandringen indtil hun seer to Gaarde, der ligge paa begge Sider af en Aa, som flyder paalangs igjennem Dalen. Hun gaaer hen til den Gaard, der ligger paa hendes Vei, og idet hun kommer hen til Døren paa Huset, træder en Pige ud af denne. Den fremmede Pige hilser hende, og de tale med hinanden; hun fortæller, hvorledes hun foer vild, og beder den Anden om Hjelp. Pigen paa Gaarden siger: »Du kan prise din Lykke, at Du traf paa denne Gaard, thi
- Du vilde fange Spot og Spee,
- Fik værre Dalens Slægt Dig see.«
Hun fører nu Pigen fra Bygden ind i et Aflukke paa den ene Side af Indgangen. Dette Kammer var fuldt af Uld, og Pigen paa Gaarden fortæller hende, at her maa hun nu opholde sig, thi hun vil ikke have at Gaardens andre Folk faae hende at see; men hun alene har Adgang til dette Aflukke, siger hun; thi hendes Moder lader Omsorgen for alt Uldarbeidet i Hjemmet hvile paa hende alene. »Men nu er det saa langt hen paa Sommeren« , siger hun, »at Du ikke kan begive Dig herfra til Bygderne.« Derpaa gaaer Pigen sin Vei, men vender tilbage med Spise til hende, og saa komme de overeens om, at Bygdepigen skal blive der om Vinteren og virke Uld efter den Andens Anviisning. Men altid sad Pigen, der havde hjemme paa Gaarden, hos hende, og hun lod hende Intet mangle. Hun fortalte, at hun havde bedet sin Moder at tildele hende i Vinter dobbelt saamegen Føde som forrige Vinter, hvorimod hun da skulde arbeide for To; hun fortalte hende om forskjellige Sæder og Skikke paa Gaarden. Men Alt hvad den fremmede Pige hørte til andre Mennesker, var kun, hvad disse Viser fortælle:
- »Naar Folk stod op ved Morgengry,
- Hun hørte Sang i høien Sky:
- »»Gid her os blidt med Blommers Ly
- Nu Lykken maatte dække!
- Tag bort, tag bort hvad mig kan skrække.
- »»Du, Skjæg-Aavalde, Vogter god,
- Hæld over Landet Mørkets Flod,
- At aldrig Bygdemandens Fod
- Til denne Egn maa række.
- Tag bort, tag bort hvad mig kan skrække.««
Bygdepigen saae, at der laae store Bunker af Faarebeen, og den Anden fortalte hende, at det var Folks Tro der paa Stedet, at hvis intet Faarebeen blev brudt eller fordærvet, men de alle bleve holdte sammen og lagte hen til Bunken, da stod alt Kvæget, som blev slagtet om Høsten og spiist om Vinteren, levende op om Vaaren, saaledes som her fortælles:
- »Vogt Faarebeen for Brud og Stød,
- Der Bondens Rigdomskilde flød:
- Blier Faaret dræbt, til dagligt Brød
- Det tidt dog end kan strække.
- Tag bort, tag bort hvad mig kan skrække.«
Vinteren gik nu saaledes hen, at der aldrig faldt Snee. Dalpigen sagde den Anden, at hun bedst kunde forsøge paa at komme bort, uden at Nogen vidste det, paa den første Sommerdag, thi da blev der altid holdt Gilde, af Glæde over Sommerens Komme. Om Morgenen paa den første Sommerdag hører hun i Gryet jublende Sang og hun bliver adskillige Festtilberedelser vaer; da gjør hun sig færdig til Reisen, og den anden Pige følger hende fra Gaarde og paalægger hende at blive ved at følge uafbrudt langs med Kløften, indtil hun faaer Øie paa Bygderne. Derpaa skiltes de, og Bygdepigen takker den Anden for alle hendes Velgjerninger om Vinteren. Hun gik efter Pigens Anviisning og kom uden ulykkelige Hændelser til Bygderne.
