Hymeskvide (C. A. E. Jessen)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Oversat af
Carl Arnold Edwin Jessen
Udgivet 1867

Hymes-Kvide

Valguder fordum
Vildt sig hentede,
og drikkelystne,
før deraf spistes,
Tene ristede
og Blodvarsel tog:
funde hos Øge
Ølkedelsavn.

Sad Bjærgbo
barneglad,
meget lig Sønnen,
den 'miskerblinde(s)' [?].
Så ham i Øje
Yggs Barn stift:
»du skal for Æser
Svir holde ofte.« 

Angst blev Jætten
for den orddrøje,
tænkte næst i Hu
på Hævn mod Guder,
bad Sivs Mand
bringe sig Kedel,
»hvori alle eder
Øl kan brygges«.

Ej det kunde
kraftige Guder,
Ophavs-Magter,
hos Mænd finde,
indtil trofast
Ty lod Lorride
Venneråd stort
ene vide.

»Bor østen
for Elivåge
’hundvis’ Hyme
ved Himlens Ende;
har min Fader
hård, en Kedel,
af Rumfang stort,
en Rast dyb.« 

»Véd du, om fås
den Vandkoger?« 
»Hvis List, min Ven,
vi to hitter.« 
- - - -

Fore de drøjt.
Dagen til Ende,
bort fra Åsgård,
og til Egil kom;
de horngæve Bukke
varetog han.
De tyed til Hallen,
som Hyme ejed.

Bedstemor sås,
den lede, af Sønnen;
havde af Hoveder
Hundreder ni.
En anden gik
algylden frem,
brunhvid, og Øl
bar til Sønnen.

»Ætmand af Jætter!
eder jeg vilde.
Kraftkarle to,
under Kedel sætte.
Mand min
er mangen Gang
gram mod Gæster,
glubsk i Hu.« 

Silde kom
Klodsen hjem,
hårde Hyme
til Huse fra Jagt,
gik i Sal
— glymmed Jøkler —
på Karl, som kom,
var Kindskov frossen.

»Hil, Hyme,
i Hu god!
Nu er Søn kommen
til Sale dine,
hvem vi vænted
af Vej længe.
Helt ham følger,
som heder Veor.

Se, hvor de sidde
under Salgavl,
og så sig dy;
står Sule for.« 
Sønder sprang Sule
for Jætte-Syn;
og først brast
Bjælke itu.

Styrted otte,
og kun én af dem,
Kedel hård,
hél, fra Bjælken.
Frem de gik;
og gammel Jætte
med Syn målte
Fjende sin.

Sagde ham
Hu ej godt,
da Gygers Skræk
på Gulv han så.
Tyre tre
toges da;
sammen Jætten
bød dem sydes.

Hoved af
de hug på hver,
og at sydes
så dem bar.
Åd Sivs Mand,
før han sov,
ene for Hyme
Okser to.

Tyktes hin grå
Rungnes Grande
Tors Måltid
temmelig stort:
»vi må til anden
Aften søge
til Føde for os
Fangst ude.« 

Tor sig bød
at ro på Bølge,
hvis mægtig Jætte
Madding gav.
»Hen til Hjorden,
hvis din Hu du tror,
Troldeknuser,
at tage Madding.

Dét jeg vænter,
at dér I kan
Madding hos Tyren
magelig få.« 
Svenden snar
ad Skov til svang sig,
hvor Okse stod
alsvart for ham.

Brød på Tyren
Tursers Bane
fra Hals det høje
Hornstade.
»Værk dine tykkes
værre langt,
Kølstyrer,
end om kvær du sad«.

Tosse-Ætling
længer ud
af Bukkedrot bades
Båden føre.
Men ringe Lyst
at ro længer
Jætten sagde
sig at have.

Hvaler da Hyme
vældig tvende
rammen på Angel
ene drog op.
Men i Agterstavn
Odins Søn,
Veor, snedig,
Vådd sig gjorde.

Fæsted på Angel
Ætters Værn
og Orms Bane
Oksehoved;
gén om Krog
Guders Fjende,
som ligger trindt
om Lande alle.

Djærvelig drog
dådrige Tor
Edder-Orm
op til Borde,
og med Hammer dunked
på Hovedfjæld,
det lede, fra oven,
Ulvs Broder.

'Rén-Galkner' [?] * brøled;
og Fjælde [?] braged;
fór sammen
den forne Jord;
sank i Hav
Fisken så
- - - -
- - - -

Uglad var Jætten,
mens hjem det gik.
Ord først Hyme
intet mælte,
vendte Båden
den anden Vej
- - - -
- - - -

»Vil halft da vinde
Værk med mig?
så hjælp ved at føre
hjem de Hvaler,
eller Flydebuk
vor at fæste
- - - -
- - - -

Gik Lorride,
greb ved Stavn.
haled ene
Havhest op
med Kølvand og Årer
og med Øsekar,
og ad Bjærgsvælg bar
Havsvin til By.

Men Jætten end
om Kraft-Evne
med Tor skændtes,
til Stædighed vant:
kvad ham ramstærk ej,
om end ro han kunde
kraftig nok,
hvis Kalk han ej brød.

Men da Lorride dén
i Hænde fik,
brat han Suler
af Sten lod briste,
siddende slo
gennem Suler den;
men hel de den bar
for Hyme dog.

Til den kønne
Frille forkyndte
Venneråd stort,
det eneste, hun vidste:
»kast mod Hymes Høs;
hårdere er den,
den forædte Jættes,
end alle Kalke.« 

Barsk sig rejste
Bukkedrot,
førtes alt
i Åsekraft;
hel på Karlen
Hjælmstub holdt;
men det runde
Bæger revned.

»Meget, véd jeg,
jeg mistet har,
nu mit Bæger
borte er;
men hvad Karl kvad
ej kan tilbage
tages atter;
så tie må jeg.

Kår jer bydes:
om komme I kan
ud af vor Gård
med den Ølkedel.« 
Prøvede Ty
tvende Gange:
lige stille
stod den Kedel.

Tog Modes Fader
fat i Randen,
og stamped gennem
Salens Gulv,
hævede Kedel
på Hoved op;
men Ringe ham
rasled om Hæl.

De fór længe,
før tilbage
Odins Søn
engang så,
så fra Huler
med Hyme fra Øst
Folk at haste
med Hoveder mange.

Han hævede Kedel
af Hærder sig;
på Kant den stod
kvær imens;
han svang Mjølne,
den mordlystne,
og Klippehvaler
alle knuste.

De fór ej længe,
førend halvdød
Lorrides Buk
for dem lå,
segned i Skagler
skævt til Jord;
men dét den lumske
Loke voldte.

Men vel I hørte
— hvem kan derom
af Gudsagnsmænd
grundig tale? —
hvad Bod han
af Bjærgbo fik,
som bøded begge
Børn sine.

Den tapre kom
til Guders Ting,
og havde Kedel,
som Hyme ejed.
Men Guder skal
til Gammen drikke
Øl hos Øge
hvert Efterår [?].

---

Noter:

*) Et Slags Troldvæsner ?