Hyndluljóð (FJ)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
|
|
||||
|
|
|
||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
De gamle Eddadigte I
Heimskringla Reprint
Udgivne og tolkede af
G. E. C. Gads Forlag
København, 1932
- Digtet findes kun i Flatøbogen og dets tekst er stærkt mishandlet; ind i digtet er der föjet et brudstykke af et helt andet kvad, som Snorre har kendt og som han kalder Vǫluspá hin skamma. Det er udskilt her og givet for sig. Det er v. 29–44 i Bugges udgave.
- Fr. kv. 1.
- Vaki mær męyja,
- vaki mín vina,
- Hyndla systir,
- es í hęlli býr;
- nú ’s røkr røkra,
- ríða vit skulum
- til Valhallar
- ok til vés hęilags.
1. mær męyja, røkr røkra: jfr. Skí. 14. — Hyndla: navnet bet. ‘den lille tæve’, forekommer ellers ikke. — systir: jfr. Vǫl.kv, 3. —vés: ɔ: gudernes bolig, skulde vel være = Valhal, men synes her at have en mere omfattende betydn.
Hele verset er sagt i en indsmigrende, næsten nedladende tone, Freyja nedværdiger sig endogså til at kalde jættekvinden for ‘søster’, alt for at stemme hende blidere. Når Freyja søger hen til en jættekvinde, er det, fordi de, ligesom jætterne, var i besiddelse af kendskab til fortiden, og når det er en jættekvinde, hænger det vel også sammen med, at kvinder i gamle dage — ligesom i nutiden på Island — har haft indsigt netop i slægtforhold.
- 2.
- Biðjum Hęrjafǫðr
- í hugum sitja,
- hann gęldr ok gefr
- goll verðungu,
- gaf hann Hęrmóði
- hjalm ok brynju,
- ęn Sigmundi
- sverð at þiggja.
2. Biðjum: jeg vil bede. — í hugum: i velvillig stemning, jfr. Hym. 11. — Hęrmóði: hvem denne er, er uvist, sikkert en sagnperson, måske = den Heremōd, der nævnes i Beowulf. — Sigmundi: den berömte Völsung; sværdet er det, der omtales i Vǫls.s. kap. 3.
- 3.
- Gefr hann sigr sumum,
- ęn sumum aura,
- mælsku mǫrgum
- ok manvit firum,
- byri gefr brǫgnum,
- ęn brag skǫ́ldum,
- gefr hann mannsęmi
- mǫrgum rekki.
3. mannsęmi: mandig egenskab, mandig kraft.
- 4.
- Þór munk blóta,
- þess munk biðja,
- at hann æ við þik
- einart láti;
- þó ’s hǫ́num ótítt
- við jǫtuns brúðir.
4. At Freyja vil blote ɔ: ofre til Tor, er en mærkelig tanke. — ęinart: venligt, ligefrem. — ótítt: lidet venlig, forekommende.
- 5.
- Nu tak ulf þinn
- ęinn af stalli,
- lát hann rinna
- með runa mínum.
- H. kv.
- Sęinn es gǫltr þinn
- goðveg troða,
- vilkat mar minn
- mætan hlœða.
5. ulf: jættekvinder rider altid på ulve. — stalli: krybbe; som om der var tale om alml. rideheste. — runa: ɔ: galt, jfr. Freys Gyl- denbörste; Snorre lærer iøvrigt, at Freyja kører med katte. — L. 5–8 er Hyndlas replik. — goðveg: vejen til gudernes hjem, ɔ: Valhal. — hlœða: lægge sadel på.
- 6.
- Flǫ́ est Fręyja,
- es fręistar mín,
- visar þú augum
- á oss þannig,
- es hafir ver þinn
- í valsinni
- Óttar unga
- Innsteins bur.
6. L. 3–4: »du ser på mig med sådanne öjne«; es: at ɔ: som om. — ver: ægtemand, ondskabsfuld betegnelse for Óttarr, som om han var Freyjas elsker. — valsinni: valfølge, ɔ: Einherjerne.
- Fr. kv. 7.
- Dulið est Hyndla,
- draums ætlak þér,
- es kveðr ver minn
- í valsinni.
7. Dulið: det rigtige er skjult, »du ved ikke rigtig besked, Hyndla«. — draums: som i drömme, til þér er underforstået vesa, es: du som, når (du siger); når nu Freyja siger ver minn, tænker hun på Óðr, der jo forlængst var forsvunden.
- 8.
- Þars gǫltr glóar
- Gollinbursti,
- Hildisvíni,
- es mér hagir gęrðu,
- dvergar tvęir
- Dáinn ok Nabbi.
8. Er sikkert et indskud, indholdet passer slet ikke i smhængen. Gollinbursti var efter andre gamle kilder (Húsdrápa) Freys galt.
- 9.
- Sęnn í sǫðlum
- sitja vit skulum
- ok of jǫfra
- ættir dœma,
- (gumna þęira,
- es frá goðum kómu).
9. Sęnn: straks. — dœma: tale om, hvorved det er Hyndla, som skulde være den talende. L. 1–4 kunde være sidste del til v. 7, og l. 5–6 ser ud til at være uægte.
- 10.
- Þęir hafa vęðjat
- Vala málmi
- Óttarr ungi
- ok Angantýr;
- skylt ’s at vęita,
- svát skati hinn ungi
- fǫðurlęifð hafi
- ępt frændr sína.
10. Vala málmi: vel egl. vælsk malm, ɔ: særlig udmærket malm (guld)? — Óttarr ved man intet om, undt. hvad digtet antyder, og Angantýr er ganske ukendt. Alt peger på, at der er tale om vestnorske, særlig hordalandske, personer. — Væddemålet gik ud på, at den, der tabte, skulde afstå sin odelsjord (fǫðurlęifð). — vęita: hjælpe. — skati: mand. — frændr: forfædre.
- 11.
- Hǫrg mér gęrði
- hlaðinn stęinum;
- nú ’s grjót þat
- at glęri orðit;
- rauð hann í nýju
- nauta blóði;
- æ trúði Óttarr
- á ǫ́synjur.
11. Hǫrg: tempel; jfr. Snorre: þat var hǫrgr er gyðjurnar áttu. — at glęri: til glar, »det ser ud som glas«, på grund af det blod, hvormed hörgen (husets vægge) besprængtes.
- Hy. kv. 12.
- Snú braut heðan,
- sofa lystir mik,
- fær fátt af mér
- fríðra kosta;
- hlęypr þú Óðs vina
- úti á nóttum,
- sęm með hǫfrum
- hęiðrún fari.
V. 12–14 er flyttede herhen, hvor de passer, fra efter v. 34, hvor de slet ikke passer i smhængen.
12. Snú o. s. v. viser, at Freyja endnu er ved Hyndlas hule. — fríðra kosta: gode ting, venlig imødekommen. — hlęypr þú o. s. v.: ɔ: på grund af gejlhed. — Óðs vina: Ods hustru (»du som er O. h.«); Óðs er rettelse for edl-, — hęiðrún: navn på en ged, her ged i alml.
- 13.
- Rant at Óði
- ęy þręyjandi,
- skutusk þér flęiri
- und fyrirskyrtu,
- hlęypr þú Óðs vina
- úti á nóttum,
- [sęm með hǫfrum
- hęiðrún fari].
13. Óði: f. hds.s ædi; dette hentyder til hvad Snorre fortæller, at Freyja søgte efter sin mand i lange tider og mange steder. — skutusk: hentyder til Freyjas ukyskhed. — fyrirskyrtu: forsiden af skjorten. — L. 5–6 er en sårende gentagelse, og l. 7–8 har oprl. også hørt til den, selv om den mgl. i hds.; måske har skriveren udeladt dem, fordi de var en gentagelse; den slags var alml.
- Fr. kv. 14.
- Ek slæ ęldi
- of íviðju,
- svát ęigi kømsk
- óbręnd heðan.
- Hy. kv.
- Hyr sék brinna,
- ęn hauðr loga,
- verða flęstir
- fjǫrlausn þola.
14. of íviðju: omkring jættekvinden ɔ: ‘dig’. — óbręnd: ubrændt, S. Bugges rettelse f. áburt. Nu truer Freyja jættekvinden, med bål og brand, og denne giver nu efter, ti »de fleste vil dog gærne beholde livet«. — sék: ser ɔ: i ånden.
Nu begiver Hyndla sig med Freyja til Valhal, hvor Óttarr tænkes at være tilstede (í valsinni). Det er ubegribeligt, at nogen forsker har kunnet tænke sig, at galten, Freyja red på, skulde være (den forvandlede) Ottar. Hvad skulde Hyndla så til Valhal for?
- Fr. kv. 15.
- Nú lát forna
- niðja talða
- ok upp bornar
- ættir manna
- hvat ’s Skjǫldunga,
- hvat ’s Skilfinga,
- hvat ’s Ylfinga
- hvat ’s hǫldborit,
- hvat ’s hęrsborit
- męst mannaval
- und Miðgarði?
15. forna niðja: forfædre. — L. 5–7 er uden tvivl senere tilføjede. Skjǫldunga er den danske kongeslægt, Skilfinga var »en slægt i Østerleden« (= Ynglinger?), Ylfinga er flertydigt og usikkert. — hǫldborit, hęrsborit er ægte oldnorske udtryk.
- Hy. kv. 16.
- Þú est Óttarr
- borinn Innstęini,
- en Innstęinn vas
- Alfi hinum gamla,
- Alfr vas Ulfi,
- Ulfr Sæfara,
- ęn Sæfari
- Svan hinum rauða.
16. Óttarr: når Hyndla tiltaler ham sål., må han nødvendigvis tænkes at være tilstede i sin egenlige skikkelse. — Innstęini: den samme som spiller en rolle i Hálfss., hvor han også er en sön af Alfr enn gamli og Gunnlǫð. De øvrige personer er ellers ukendte.
- 17.
- Móður átti faðir þinn
- męnjum gǫfga,
- hygg at héti
- Hlédís gyðja,
- Fróði vas faðir þęirar,
- ęn ‘Friaut’ móðir;
- ǫll þótti ætt sú
- með yfirmǫnnum.
17. męnjum gǫfga: prægtig udseende ved halsringe. — gyðja: tilnavn, el. mulig ‘tempelforstanderinde’. — Friaut: usikkert navn; hds. har denne umulige form.
- 18.
- Auði vas áðr
- ǫflgastr manna,
- Halfdanr fyrri
- hæstr Skjǫldunga,
- fræg vǫ́ru folkvíg,
- þaus framir gęrðu,
- hvarfa þóttu verk
- með himins skautum.
18. Auði: rettelse f. hds.s Ali. — Halfdanr—hæstr: »Halvdan den höje« nævnes i Beowulf; det er dog tvivlsomt om hæstr sigter til legemshøjden. — hvarfa: fare, være udbredt (og kendt); hds. har hvarfla.
- 19.
- Ęflðisk við Ęymund
- œztan manna
- ęn vá Sigtrygg
- með svǫlum ęggjum,
- ęiga gekk Almvęig,
- œzta kvinna,
- ólu þau ok ǫ́ttu
- átján sonu.
19. Ęflðisk við: han blev stærk ved (Eymunds støtte). De her nævnte personer er ukendte. — Almvęig: mulig en datter af Eymundr; sål. Snorre, der lader Eymund være konge i Holmgård.
- 20.
- Þaðan eru Skjǫldungar,
- þaðan Skilfingar,
- þaðan Ǫðlingar,
- þaðan Ynglingar,
- þaðan hǫldborit,
- þaðan hęrsborit,
- mest mannaval
- und Miðgarði;
- alt ’s þat ætt þín,
- Óttarr heimski.
20. Verset er sikkert et indskud. Her kommer Ǫdlingar til (jfr. v. 15), el. Audl.
- 21.
- Vas Hildigunnr
- hęnnar móðir,
- Svǫ́fu barn
- ok sækonungs;
- alt ’s þat ætt þín,
- Óttarr hęimski.
- varðar at viti svá,
- viltu ęnn lęngra?
21. hęnnar: ɔ: Almveigs. — Svǫ́fu: ukendt. — sækonungs: næppe egennavn. — varðar: det er af betydning.
- 22.
- Dagr átti Þóru
- dręngjamóður,
- ólusk i ætt þar
- œztir kappar,
- Fraðmarr ok Gyrðr
- ok Frekar báðir,
- Ámr ok Jǫsurmarr,
- Alfr hinn gamli.
- varðar at viti svá,
- viltu ęnn lęngra?
22. Dagr, Þóru: Dag skal have været sön af Halfdan gamle. — dręngjamóður: heltes moder, jfr. æztir kappar. Iøvrigt er de straks efter nævnte personer ukendte: Alfr må være en anden end den i v. 16. Frekar var måske tvillinger.
- 23.
- Kętill hét vinr þęira
- Klypps arfþęgi,
- vas hann móðurfaðir
- móður þinnar;
- þar vas Fróði
- fyrr an Kári,
- ęn Hildi vas
- Hóalfr of getinn.
23. fyrr an: ɔ: ældre end, altså var Frode Kåres fader. Iøvrigt er slægtregistret her dunkelt. — Hó-alfr: Alf d. höje. — Kętill og Klyppr er kendte fra Hordaland i historisk tid.
- 24.
- Nanna vas næst þar
- Nǫkkva dóttir,
- vas mǫgr hęnnar
- mágr þíns fǫður;
- fyrnð ’s sú mægð,
- framm tęlk lęngra;
- alt ’s þat ætt þín,
- Óttarr hęimski.
24. Nanna o. s. v.: også ellers ukendte. — Nǫkkva: kendes som søkongenavn. — fyrnð: meget gammel (og ellers glemt?).
- 25.
- Ísolfr ok Ásolfr
- Ǫlmóðs synir
- ok Skúrhildar
- Skękkils dóttur;
- skalt til tęlja
- skatna margra;
- alt ’s þat ætt þín,
- Óttarr hęimski.
25. Også de her nævnte personer er ellers ukendte; Skękkill findes som søkongenavn. — Ǫlmóðs: også dette navn er kendt fra Hordaland. — til tęlja: regne slægt op til.
- 26.
- [Hęrvarðr, Hjǫrvarðr,
- Hrani, Angantýr],
- Búi ok Brámi,
- Barri ok Ręifnir,
- Tindr ok Tyrfingr,
- tvęir Haddingjar;
- alt ’s þat ætt þín,
- Óttarr hęimski.
26. L. 1–2 er supplerede her. Verset opregner de berömte brødre, Amgrimssönnerne, kendte fra Hervarars. og Ǫrvar-Oddss.
- 27.
- Þęir í Bolm austr
- bornir vǫ́ru
- Arngríms synir
- ok Ęyfuru,
- brǫkun vas bersęrkja,
- bǫl margs konar,
- of lǫnd ok of lǫg
- sęm logi fœri.
- alt ’s þat ætt þín,
- Óttarr hęimski.
27. Bolm austr: øen B. i Bolmen i Småland (derfor austr ɔ: i Sverrig). — brǫkun: tumlen, skadelig færd. — bǫl: ulykker (som de afstedkom).
- 28.
- Gunnarr balkr,
- Grímr arðskafi,
- járnskjǫldr Þórir,
- Ulfr gínandi;
- kunnak báða
- Brodd ok Hǫrvi;
- vǫ́ru þeir í hirð
- Hrólfs hins gamla.
28. Også de her nævnte personer er ukendte med undt. af Þórir járnskjǫldr, der optræder i Hrólfs s. Gautr. — balkr: (mellem) væg(?). — arðskafi: plov-skraberen (glatteren) af arðr. — gínandi: den gabende. — Hrólfs hins gamla: er vel Hrólfr Gautreksson.
Herefter mangler der sikkert noget i teksten.
- 29.
- Þęir vǫ́ru gumnar
- goðum signaðir,
- allir bornir
- frá Jǫrmunrekki,
- Sigurðar mági,
- hlýð sǫgu minni,
- folkum grimms
- þess es Fáfni vá.
29. signaðir: mærkede, viede. — mági: Jörmunrekk var gift med Svanhild, Sigurds datter. — folkum grimms: kamp-grum, tapper.
- 30.
- Sá vas vísi
- frá Vǫlsungi,
- ok Hjǫrdís
- frá Hrauðungi,
- ęn Ęylimi
- frá Ǫðlingum;
- alt ’s þat ætt þín,
- Óttarr hęimski.
30. Alle disse navne er velkendte fra Sigurdssagnet.
- 31.
- Gunnarr ok Hǫgni,
- Gjúka arfar,
- ok hit sama Goðrún,
- systir þęira;
- ęigi vas Gotþormr
- Gjúka ættar,
- þó vas hann bróðir
- bęggja þęira.
- alt ’s þat ætt þín,
- Óttarr hęimski.
31. Ligeledes. Gotþormr: jfr. SnE I, 360, hvor han kaldes Gjukes stesön.
- 32.
- Haki vas Hveðnu
- hóts baztr sona,
- ęn Hveðnu vas
- Hjǫrvarðr faðir.
32. Disse personer er ukendte. — hóts: betydelig (den bedste ɔ: den ypperste); ordet er rettet fra hóti i hds.
- 33.
- Haraldr hilditǫnn
- borinn Hrœreki
- sløngvanbauga,
- sonr vas hann Auðar,
- Auðr djúpúðga
- Ívars dóttir,
- ęn Ráðbarðr vas
- Randvers faðir.
- alt ’s þat ætt þín,
- Óttarr heimski.
- — — — —
33. De her nævnte personer er kendte fra Sǫgubrot. — hilditǫnn: kamptand. — slǫngvanbauga: ring-kaster, fordi han skal have kastet en ring i havet. Harald var den ene af kongerne, der kæmpede på Bråvold. — Ívars: med tilnavnet víðfaðmi på grund af hans udstrakte rige (jfr. Snorre i Yngl.s.). Hans datter var gift med Ráðbarðr (i Garderige).
Herefter følger den gruppe af vers, der kan udskilles som tilhørende Vǫluspá hin skamma, ɔ: v. 29–44 i Bugges udg.
Efter at Hyndla har fremsagt det hele slægtregister, som i hds. er meget mangelfuldt overleveret, bringer Freyja Óttar et bæger med en drik, der skal bevirke, at han husker det hele, som han har hørt det.
- Fr. kv. 34.
- Berk minnisǫl
- mínum gęsti,
- svát ǫll muni
- orð at tína
- þessar rœðu
- á þriðja morni,
- es þęir Angantýr
- ættir rękja.
34. minnisǫl: øl, der skal styrke hukommelsen. — gęsti: d. v. s. Óttarr. Hds. har gellti (ll dog noget mistænkeligt), hvilket absolut må være galt og bero på at s er læst som l. Det er dog ganske utænkeligt, at hun skal sige »for at den, galten, skal« o. s. v. — Man lægge mærke til, at den sidste halvdel danner en uafbrudt fortsættelse af første. — tína: opregne. — rękja: opregne (i deres fulde omfang).
- Hy. kv. 35.
- Ber þú Óttari
- bjór at hęndi,
- ęitrblandinn mjǫk,
- illu hęilli.
35. Her mgl. vist den sidste halvdel, hvori Hyndla har udtalt yderligere forbandelser. — illu hęilli: egl. ‘med ondt varsel’.
- Fr. kv. 36.
- Orðhęill þín skal
- ęngu ráða,
- þótt brúðr jǫtuns
- bǫlvi hęitir;
- hann skal drekka
- dýrar vęigar;
- biðk Óttari
- ǫll goð duga.
36. Orðhęill: her er hęill fem., væsenlig af sm betydn. som hęill ntr., ‘ord-ønske’. — dýrar: herlig, og altså god, m. h. t. sin virkning og følger.
Efter digtets afslutning må man tænke sig, at Hyndla rider tilbage. Dette fandt digteren overflødigt at fremhæve; det fulgte af sig selv.
Nogen sammenhængende slægttavle kan man ikke bringe i stand; dertil er digtet for mangelfuldt overleveret. Heller ikke alle versene tilhører det oprl. digt.
