Hyrden med den vaade Hue (Kalevala)
Hopp til navigering
Hopp til søk
Kyllikki bortføres
Maleri af Johan Elis Kortman
Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II
Kalevala
Ferdinand Ohrt
Hyrden med den vaade Hue
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |

Maleri af Johan Elis Kortman
Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II
Ferdinand Ohrt
Hyrden med den vaade Hue
- Drog da muntre Lemminkäinen XII. 213
- op til Pohjola, det mørke,
- stik imod sin Moders Forbud,
- mod den gamle Kvindes Formaning.
- Hented han frem sit eget Glavind, 227
- greb sit Værge med Flammeklinge,
- det som var slebet hos Hiisi
- og som var glattet hos Guder, 230
- binder Sværdet fast ved sin Side,
- stikker det ned paa Stand i Skeden,
- fløjter saa frem et Føl af Krattet, 299
- gyldenmanket Ganger fra Græsset,
- Folen han spænder i Sele,
- luerøde Traver i Skagle.
- Selv han satte sig paa Kælken,
- kasted sig i Kurveslæden,
- slog den raske Hest med Svøben,
- skyndte paa med Perlesnærten:
- Folen springer. Færden lider.
- Slæden glider. Vejen kortes,
- sølverhvide Sandkorn ringer,
- gyldne Heder gnyr og klinger. 310
- Een Dag iled han og tvende,
- iled næsten Tredjedagen;
- saa tilsidst paa Tredjedagen
- til en Bygd hans Vej ham førte.
- Mens den muntre Lemminkäinen 369
- nærmed sig til Pohjagaarden,
- ved sig selv det Ord han taled,
- ytred sig paa denne Maade:
- »Tæm, o Hiisi, Husets Tæve,
- Lempo, luk for Hundens Kæve,
- skyd den brat en Bom for Munden,
- læg om dens Kæver en Kæde,
- at den ikke skal løfte Stemmen,
- førend Manden er helt forbi den!«
- Og den muntre Lemminkäinen 385
- lægger Øret til og lytter —
- intet Øje dær ham øjner,
- ingen mærker Mandens Komme;
- indenfor han hører Skjalde,
- gennem Mosset Ord han fanger, 390
- gennem Muren Spil han nemmer,
- gennem Vindvet lyder Stemmer.
- Kigged han nu ind i Hallen,
- titted stjaalent ind i Stuen:
- Troldmænd fyldte hele Stuen,
- Sangerskarer alle Bænke;
- Spillemænd langs Sidevægge,
- Vismænd sig ved Døren samled,
- Spaamænd sad paa Hædersbænken,
- Seergubber sad ved Ovnen, 400
- Laplands Sange lod de høre,
- Hiisis Vise frem de hvisled.
- Men den muntre Lemminkäinen
- skrider fra Krogen ind i Stuen,
- træder fra Hjørnet ind i Rummet, 406
- tager til Orde selv og siger:
- »Bedst er Sang, naar den er sluttet,
- kortest Kvad er altid kønnest; 410
- bedre, man sin Viden gæmmer,
- end at midtvejs man den glemmer.«
- Selve Pohjahjemmets Frue
- vanked frem paa Gulvets Brædder,
- spanked fremad midt paa Tiljen,
- taled saa det Ord og sagde:
- »Forhen havde vi dog Hunden;
- Tæven isengraa paa Gaarden
- bed i Ben, i Kødet snapped
- og det friske Blod den labbed. 420
- Hvem er vel du blandt egne Frænder,
- hvilken Mand i din egen Stamme,
- at du stiger herind i Stuen,
- slipper herhid til Tømmerhallen,
- uden at Hunden har hørt dig,
- uden at vor Bjæffer har seet dig?«
- Mæled muntre Lemminkäinen:
- »Ikke kom jeg her til Huse
- uden egen Kunst og Kunnen,
- eget Vid og egen Vælde, 430
- ikke uden Faders Styrke,
- Værn, den gamle har mig givet, —
- for af Hunden din at bides,
- for af Bjæfferflok at slides!
- Tvættet har mig Moder fordum,
- da jeg var en Purk saa liden,
- i en Vaarnat trende Gange,
- hele ni en Nat i Høsten
- til en Vismand alle Vegne,
- tryllestærk i alle Egne, 440
- til en Sanger stor i Hjemmet,
- Troldmand, hvor jeg færdes fremmed.«
- Muntre Lemminkäinen derpaa,
- Kaukomieli selv, den skønne,
- straks han kaared sig til Kogler,
- straks han skabte sig til Sanger:
- Flamme staar af Pelsens Flige,
- Øjet spruder lyse Luer,
- medens Lemminkäinen kvæder,
- mens hans kvæder, mens han kogler. 450
- Sang han den aller bedste Sanger
- om til aller usleste Sanger,
- stak han Stene paa tværs i Struben,
- klasked Klippefliser i Halsen
- selv paa den aller bedste Sanger,
- aller kyndigste Kvædemester.
- Sang han derpaa disse Helte,
- hid den ene, did den anden:
- Ud paa nøgne, vide Svedje,
- ud i aldrig pløjet Hede, 460
- ud i Damme, fisketomme,
- helt og holdent geddetomme,
- ned i Rutjas Fos, den hvide,
- ned i stride Flammehvirvler,
- under Fossens Fald, som Fraade,
- midt i Fos, som Stene vaade,
- til som Lueglød at glitre,
- til som Flammegnist at knitre.
- Did den muntre Lemminkäinen
- kvæder de Mænd med Sværd ved Bælte, 470
- alle de vaabenklædte Helte;
- kvad han de unge, kvad han de gamle,
- kvad han de Mænd i Livets Midte —
- een alene kvad han ikke,
- een: den usle gamle Hyrde,
- alderstegne, blinde Gubbe.
- Hyrden med den vaade Hue,
- han til Orde tog og sagde:
- »Lempis Søn, saa let i Sindet,
- unge kvad du, gamle kvad du, 480
- Mænd i Livets Midte kvad du,
- hvorfor kvad du mig da ikke?«
- Mæled muntre Lemminkäinen:
- »Derfor rører jeg dig ikke,
- for du er kun et Skrog at skue.
- Pjalt, om jeg end ikke rør' dig;
- fordums Tid, i yngre Dage,
- da du var en ussel Hyrde,
- har du skændet alle Heste, 491
- Hoppens Føl du helt fordærved
- midt i Moser, højt paa Holme,
- dybt i Dyndets Mudderpøle.«
- Hyrden med den vaade Hue
- grebes nu af Nag og Harme,
- iled ud igennem Døren,
- ud paa Marken gennem Gaarden,
- sprang afsted til Dødningfloden,
- Helligstrømmens stride Hvirvel, 500
- bied dær paa Kaukomieli,
- lured dær paa Lemminkäinen
- ved hans Vej fra Pohjas Lande,
- langs hans Sti til Hjemmets Strande.