Håkon Hærdebreds saga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
Håkon Hærdebreds saga
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
1.
Kong Håkon — søn af kong Sigurd — blev taget til høvding over den flok, der tidligere havde fulgt kong Øistein, og mændene i flokken gav ham kongenavn; han var da 10 år gammel. Med ham var dengang Sigurd — søn af Hallvard Odelsbonde af Røir — og Håkons fosterbrødre Andreas og Ønund Simonssønner og mange andre høvdinge og venner af kong Øistein og kong Sigurd. De drog først op i Götaland. Kong Inge underlagde sig alt, hvad de ejede i Norge, og gjorde dem fredløse. Kong Inge drog nordpå i Viken og opholdt sig dér, men tog indimellem nordpå i landet. Gregorius var i Kongshelle og værgede dér landet imod fare.
2. Om Gregorius Dagson
Sommeren efter kom Håkon og hans folk ned fra Götaland og drog til Kongshelle med en stor og flot hær. Gregorius var dér i byen og indkaldte bønder og byfolk til et folkerigt ting og krævede mandskab; folk forekom ham uvillige til samtykke, og han sagde, at han ikke stolede på dem. Han drog bort med to skibe og ind i Viken og var særdeles utilfreds. Han agtede at opsøge kong Inge; han havde erfaret, at kongen drog gennem Viken nordfra med en stor hær. Inden Gregorius var kommet langt nordpå, mødte han Simon Skålp og Haldor Brynjolfson og Gyrd Åmundson — kong Inges fosterbror — og deres flok. Gregorius blev glad ved deres komme; han vendte om sammen med alle de andre og havde 11 skibe. Da de roede op til Kongshelle, holdt Håkons flok ting uden for byen, hvorfra de så deres ankomst. Da sagde Sigurd af Røir: »Nu er Gregorius dødsens, når han kommer imod os med så lille et følge.« Gregorius lagde til lige uden for byen og ville afvente kong Inge, for man håbede, han ville komme, men han kom ikke. Kong Håkon gjorde klar i byen og lod Torljot Tjavseskalle være høvding for den hær, som var på de købmandsskibe, der flød foran byen; han var en viking og ransmand. Håkon og Sigurd og hele hæren var imens i byen og tog opstilling på bryggerne. Alle folkene dér var gået under Håkon.
3. Håkons flugt
Gregorius’ folk roede op ad åen og lod skibene drive med strømmen ned imod Torljot. De skød en tid på hinanden, indtil Torljot og hans fæller sprang over bord; nogle blev dræbt, andre reddede sig i land. Så roede Gregorius’ folk mod bryggerne, og Gregorius lod straks skyde landgange fra sine skibe op for fødderne på Håkons mænd. Da faldt den mand, der bar hans banner, idet han agtede at gå i land. Så bad Gregorius Hall — søn af Audun Hallson — om at tage banneret; det gjorde han, og han bar derefter banneret op på bryggen, mens Gregorius gik lige bag ham og skød skjoldet frem over hovedet på ham. I det samme Gregorius kom op på bryggen, og Håkons folk genkendte ham, trak de sig tilbage, og der blev straks plads på begge sider. Da flere fra flokken kom op fra skibene, søgte Gregorius og hans mænd frem, men Håkons folk trak sig først tilbage, og derpå løb de op i byen. Gregorius’ folk fulgte dem og drev dem to gange ud fra byen og dræbte mange. Folk siger, at ingen færd var mere djærv, end den Gregorius foretog, for Håkon havde mere end 40 hundrede mand, men Gregorius ikke engang fire hundrede. Efter kampen sagde Gregorius til Hall Audunson: »Mange folk forekommer mig mere dygtige til angreb end I islændinge, for I er ikke så vant til det som vi nordmænd, men ingen forekommer mig mere våbendjærve end jer.« Lidt senere ankom Inge, og han lod mange, der havde givet sig under Håkon, dræbe, men nogle lod han udrede bøder, og han brændte gårdene for nogle, og andre jog han ud af landet og voldte dem megen skade. Håkon drog om vinteren ad landvejen nordpå til Trondheim og ankom før påske. Dér tog trønderne ham til konge, så han skulle have sin fædrene arv — en tredjedel af Norge jævnført med Inge. Inge og Gregorius var i Viken , og Gregorius ville drage nordpå imod dem, men mange frarådede det, og det blev ikke til noget den vinter.
4. Drabet på Gyrd og Håvard
Håkon drog nordfra om foråret og havde nærved 30 skibe. Vikverjerne skilte sig ud fra Håkons hær med otte skibe og hærgede på begge Mører. Ingen mand kunne erindre, at der før var blevet hærget mellem købstæderne. Jon — søn af Halkel Krum — samlede en bondehær og overmandede Kolbein den Rasende og dræbte hvert et barn på hans skib. Derpå søgte han efter de andre og fandt dem med syv skibe. Han kæmpede imod dem, men Halkel — hans far — kom ikke, som de havde aftalt. Mange gode bønder faldt dér, og han blev selv såret. Håkon drog sydpå til Bergen med sin hær, og da de kom til Stjornvelta, erfarede de, at kong Inge og Gregorius allerede var ankommet til Bergen østfra få nætter forinden, og de vovede da ikke at tage derhen. De sejlede syd om Bergen ad den ydre sejlrute og traf da tre skibe med kong Inges folk, der var kommet af sted østfra senere. Dér var Gyrd Åmundson, der var kong Inges fosterbror; han var gift med Gyrid — Gregorius’ søster. En anden var lagmanden Gyrd Gunhildson og en tredje Håvard Klining. Håkon lod Gyrd Åmundson og Håvard Klining dræbe, men han tog Gyrd Lagmand med sig og drog østpå i Viken.
5. Om rådslagningen
Da kong Inge erfarede det, fór han efter dem østpå, og de mødtes i Elven østpå. Kong Inge lagde op i elvens nordre løb og sendte spejdere ud efter Håkon. Konge Inge lagde til land ude ved Hisingen og afventede dér spejderne; da spejderne vendte tilbage, gik de til kongen og sagde, at de havde set kong Håkons hær og alle deres foranstaltninger, og de fortalte, at de lå oppe ved pælene og havde bundet deres skibsstavne til pælene: »— og de har to østerfarerknarrer, som de har lagt yderst af skibene«. På knarrerne var der topkasteller og tilsvarende fremme i stavnen på begge.
Da kongen hørte dette — hvordan de havde indrettet sig — lod han hele hæren indkalde til husting; da tinget var sat, søgte kongen råd hos sine støtter og talte med Gregorius Dagson og Erling Skakke og andre lendermænd og skibsførere og fortalte om Håkons folks foranstaltninger. Gregorius svarede først og gjorde det klart, hvad han ønskede: »Vi har mødt Håkon nogle gange, og han har oftest haft den største styrke, men er dog blevet den lille i vores mellemværende. Men nu har vi en meget større hær, og det vil forekomme de mænd rimeligt, som for kort tid siden har mistet deres gode slægtninge, at der her er god udsigt til hævn, for de har hidtil trukket sig tilbage for os hele sommeren. Vi har ofte sagt, at hvis de ventede på os, således som det nu siges at ville ske, da ville vi vove os imod dem. Nu kan jeg sige for min part, at jeg vil lægge til kamp imod dem, hvis det ikke er imod kongens vilje, for jeg tror stadig — og sådan har det været før — at de vil vige, hvis vi går dygtigt frem. Og jeg skal gerne lægge til dér, hvor andre anser det for farligst.« Gregorius’ tale fik mange tilråb, og alle erklærede sig villige til kamp mod Håkons hær. Alle skibene blev da roet op ad elven, indtil begge parter kunne se hinanden; så veg kong Inges hær fra strømmen ud under øen. Kongen talte da til alle skibsførerne og bad dem indrette sig til kamp, og han henvendte sig da til Erling Skakke og sagde — som sandt var — at ingen i hæren var en klogere mand og mere kyndig i kamp, selv om nogle var mere angrebsivrige. Kongen vendte da igen sin tale til flere lendermænd og nævnte nogle ved navn og endte sin tale med, at han bad hver af dem lægge til dér, hvor han så, at det gavnede, og siden skulle de alle være enige om ét.
6. Erlings tale
Erling Skakke svarede kongen: »Det er min pligt — konge! — ikke at tie til din tale, og hvis I ønsker at vide, hvad mit råd skulle være, vil jeg lade jer høre det. Den plan, der er lagt nu, er langt fra efter mit sind, for jeg kalder det uføre, at kæmpe imod dem under disse forhold, selv om vi har en meget god og stor hær; hvis vi skal angribe dem og ro imod denne strøm med tre mand i hvert halvrum, så kommer én til at ro og en anden til at dække ham. Er der så andet end en tredjedel af vores hær tilbage til at kæmpe? Det forekommer mig ikke, at folk vil være gavnlige i kamp, når de sidder ved årerne med ryggene vendt mod deres uvenner. Giv mig tid til overvejelse, så lover jeg til gengæld, at jeg inden tre dage skal finde på et råd, så vi får lettere ved at gå imod dem.« Det fremgik tydeligt af Erlings tale, at han frarådede angrebet, men ikke desto mindre opildnede mange andre og sagde, at Håkons folk atter som før ville løbe i land, »— og så får vi ikke fat i nogen af dem,« sagde de, »—og de har nu kun en lille hær, og vi har dem helt i vores magt.« Gregorius svarede kun lidt dertil og sagde spydigt, at Erlings vægtigste grund til at fraråde angreb var, at han ønskede at få Gregorius’ råd til at fremstå som unyttige, snarere end at han havde mere forstand på dette end andre.
7. Om kong Håkons hær
Da sagde kong Inge til Erling: »Måg! Nu vil vi følge dine råd med hensyn til, hvordan vi skal angribe, men fordi rådgiverne er ivrige efter det, skal vi angribe dem nu i dag.« Da sagde Erling: »Alle skuderne og småskibene skal ro omkring øen og op i det østre løb og derpå ned imod dem og prøve, om de kan løse dem fra pælene. Så skal vi ro storskibene op imod dem, men vi véd ikke, før vi har prøvet det, hvorvidt de farer så meget bedre frem end jeg, som de er heftigere.« Dette råd syntes alle godt om. Et næs skød frem mellem dem og Håkons hær, så man ikke kunne se mellem skibene, men da skudehæren roede ned ad elven, så Håkons folk det. De havde forinden holdt rådslagning; nogle mente, at kong Inges hær ville angribe, men mange troede, at de ikke ville vove det, da angrebet syntes at trække meget ud. De stolede dog på deres udrustning og antal. Der var mange stormænd i deres flok; der var Sigurd af Røir og de to Simonssønner, der var også Nikolas Skjaldvarson og Eindride — søn af Jon Fedtnæse — som var den gæveste og mest afholdte mand i Trøndelagen. Der var også mange andre lendermænd og høvdinge. Da de så, at Inges folk roede med mange skibe ud ad elven, troede Håkons folk, at Inges ville flygte; de huggede da skibenes fortøjning over og greb til årerne og roede efter dem og ville forfølge dem. Skibene fór hurtigt med strømmen, men da de nåede ned ad elven og forbi næsset, der før var imellem dem, så de, at Inges hovedstyrke lå ved øen Hising. Inges mandskab så da, hvor Håkons skibe sejlede, og tænke, at de ville angribe. Der opstod da en vældig uro og våbenstøj og opildnen, og de udstødte hærråb, mens Håkons folk vendte deres skibe mod nordbredden, hvor der fandtes en vig, så de kom væk fra strømmen. Dér gjorde de klar, fæstede bagstavnene til land og vendte forstavnenen udad og bandt alle skibene sammen. De lod østerfarerknarrerne lægge yderst på de andre skibe — en ovenfor og den anden nedenfor — og bandt dem sammen med langskibene. Midt i flåden lå kongeskibet med Sigurds skib ved siden af; på den anden side af kongeskibet lå Nikolas og derefter Eindride Jonson. Alle de mindre skibe lå længere ude; de havde næsten lastet skibene fuldstændig med sten og våben.
8. Sigurds tale
Sigur af Røir talte og sagde dette: »Det er forventeligt, at det, som vi længe er blevet lovet, nu vil ske: At vi skal møde Inge. Vi har nu også meget længe gjort os klar, og mange af vores fæller har pralet med, at de hverken ville frygte eller flygte fra kong Inge eller Gregorius — og nu er det godt at huske disse ord. Vi, som før har fået en ilde medfart i vores udeståender, vil nok udtale os mindre fortrøstningsfuldt, og det er sådan, som alle véd, at vi meget ofte har manglet lykke i vores mellemværende med dem. Ikke desto mindre er det tvingende nødvendigt, at vi fører os mandigt frem og står fast, for det er vores eneste udvej til at vinde sejr. Og selv om vi har færre folk, så må dog skæbnen råde for, hvem der skal have fremgang. Det største håb i vores sag er, at Gud véd, at vi har mest ret. Inge har tidligere hugget sine to brødre ned, og det er tydeligt for enhver, hvilken faderbod der er tiltænkt Håkon, nemlig at hugge ham ned som hans andre slægtninge — og det vil vise sig på denne dag. Fra begyndelsen krævede Håkon ikke mere af Norge end den trejdedel, som hans far havde haft, men det blev ham nægtet. Efter min opfattelse har Håkon større ret til at tage arv efter Øistein — sin farbror — snarere end Inge eller Simon Skålp eller andre af dem, der tog livet af Øistein. Mange — de folk, som ønskede at frelse deres sjæl, men havde begået lige så store misgerninger som Inge — havde næppe vovet at kalde sig konge over for Gud, og det undrer mig, at Gud tåler dette overmod fra Inge, men det må være Guds vilje, at vi styrter ham. Lad os kæmpe djærvt, for Gud vil skænke os sejr! Og hvis vi falder, så vil Gud belønne os med mangefold glæde, hvis han giver onde mænd magt til at besejre os. Gå nu frem med omtanke og bliv ikke skræmte, når det kommer til strid; enhver skal se efter sig selv og sine sidemænd, men Gud ser efter os alle.« Sigurds tale fik gode tilråb, og alle lovede at stå fast. Kong Håkon gik op på østerfarerknarren, hvor der blev sat skjoldborg om ham, men hans banner var på det langskib, hvor han tidligere havde været.
9. Om kong Inges hær
Nu er der det at berette om Inges folk, at da de så Håkons folk gøre klar til kamp — og da var alene elven imellem dem — da sendte de et hurtigtgående skib ud efter de folk, som var roet væk, med besked om, at de skulle vende om. Kongen og resten af folkene afventede dem og klargjorde deres hær til angreb. Da talte høvdingene og fortalte folkene om deres hensigter, først hvordan skibene skulle ligge ved siden af hinanden. Gregorius sagde: »Vi har en stor og flot hær. Nu er det mit råd — konge! — at du ikke deltager i kampen, for alt er vel forvaret, når du er det, og ingen véd, hvilken skade en tilfældig pil kan forvolde. De har indrettet sig sådan, at der skydes og kastes sten fra topkastellerne på handelsskibene; da er faren lidt mindre for dem, der er fjernere. De har ikke den største hær, og det er passende for os lendermænd at gå i kamp mod dem. Jeg vil lægge mit skib imod det største af deres; jeg forventer fortsat, at det bliver en kort prøve at kæmpe imod dem — sådan har det dog oftest været i vores mellemværender, selv om overtallet har været til en anden side, end det er nu.« Alle syntes godt om det, Gregorius sagde, at kongen selv ikke skulle deltage i kampen. Da sagde Erling Skakke: »Det råd vil jeg støtte — konge! — at du ikke drager i kamp; jeg ser af deres foranstaltninger, at vi behøver at udvise varsomhed, hvis ikke de skal forvolde stort mandefald hos os. Jeg finder det bedst at ombinde uskadte. Ved den rådslagning vi holdt tidligere i dag, talte mange imod det, som jeg foreslog, og sagde, at jeg ikke ville kæmpe, men nu forekommer det mig, at sagen har vendt sig til det bedre for os, når de er væk fra pælene. Det er nu kommet dertil, at jeg ikke vil være uvillig til at gå i kamp, for jeg ser det, som alle må vide, hvor stor en nødvendighed det er at standse dette slæng, som er draget gennem hele landet med ran og røveri, så folk bagefter kan bebo landet i fred og tjene én konge, der er så god og retskaffen, som kong Inge er, og han har dog længe døjet med plager og vanskeligheder fra sine slægtninges overmod og uretfærdigheder, men været et værn for hele befolkningen og bragt sig selv i alskens fare for at gøre landet fredeligt.« Erling talte godt og længe, og det samme gjorde flere høvdinge, og alle sluttede de med at opildne til kamp. De afventede samlingen af hele deres hær. Kong Inge havde dengang Bøkesuden, og han efterkom sine venners bøn og deltog ikke i kampen, men blev tilbage ved øen.
10. Kampen begynder
Nu, da styrkerne var klar, roede de frem og udstødte kampråb på begge sider. Inges folk bandt ikke deres skibe sammen og sejlede ikke samlet, for de roede på tværs af strømmen, og storskibene drev meget. Erling Skakke lagde til imod kong Håkons skib, og stak stavnen imellem det og Sigurds skib; da begyndte kampen. Gregorius’ skib løb på grund og hældede meget, og de kom ikke med i kampen fra begyndelsen. Da Håkons folk så dette, lagde de imod dem og angreb dem, men Gregorius’ skib blev liggende. Da lagde Ivar — søn af Håkon Mave — til, og løftingerne gled mod hinanden. Ivar greb med en bådshage om Gregorius, dér hvor han var smallest, og rykkede ham imod sig, så Gregorius blev trukket ud mod rælingen, mens bådshagen gled op langs siden på ham, og det var nær ved, at Ivar fik ham trukket over bord. Gregorius blev kun lidt såret, for han bar pladebrynje. Ivar råbte til ham og sagde, at han var klædt i tykt tøj. Gregorius svarede, at det var nødvendigt, sådan som han blev behandlet, »— men det gik dog ikke af.« Det var da nær ved, at Gregorius og hans flok måtte springe over bord, indtil Aslak den Unge kastede et anker op i deres skib og trak dem af grunden. Da lagde Gregorius imod Ivars skib, og de kæmpede da længe. Gregorius’ skib var større og havde mere mandskab, og der faldt mange folk på Ivars skib, mens nogle sprang over bord. Ivar blev hårdt såret, så han var ukampdygtig, men da hans skib blev ryddet, lod Gregorius ham bringe i land og fik ham væk, og de blev siden venner.
11. Kong Håkons flugt
Da kong Inge og hans mænd så, at Gregorius var løbet på grund, råbte kongen til sine folk, at de skulle ro derhen. Han sagde: »Det var det uklogeste råd, at vi skulle ligge tilbage her, mens vore venner drager i kamp; vi har det største og bedst udrustede skib i hele hæren. Nu ser jeg, at Gregorius trænger til hjælp — den mand, som jeg skylder mest. Lad os angribe, så hårdt vi kan! Det er også rigtigst, at jeg deltager i kampen, for jeg vil få æren for sejren, hvis vi vinder. Havde jeg vidst forud, at vore folk skulle lide nederlag, da var der kun det ene for os at gøre, at være dér, hvor vore andre folk er, for jeg kan ikke stille noget op, hvis de folk går tabt, som er mit værn og som er de modigste folk og som længe har været rådende for mig og min magt.« Han bad dem sætte banneret op, og det blev gjort, og de roede over elven. Da var kampen på sit hårdeste, men kongen fik ikke plads til at angribe, så tæt lå skibene foran ham. Da lagde de til under østerfarerknarrerne, og dér blev der kastet spyd og pålstave ned over dem og sten så tæt, at de ikke kunne forsvare sig, og de kunne ikke blive dér. Da hærfolkene så, at kongen var ankommet, gjorde de plads for ham, og han lagde da til imod Eindride Jonsons skib. Da forlod Håkons mænd småskibene og gik op på knarrerne, men nogle i land. Erling Skakke og hans folk var i hård kamp; han stod i forrummet og kaldte på sine stavnboer og beordrede dem op på kongeskibet. De svarede, at det ikke var så let, og at der var beklædt med jern foran på træet. Erling gik frem i stavnen, men opholdt sig kun dér i kort tid, før det lykkedes dem at komme op på kongeskibet, som de ryddede. Da begyndte hele hæren at rømme; da sprang mange folk i vandet, og mange flygtede, men de fleste kom i land. Således siger Einar Skuleson:
- Fra blodstænkte stavne
- styrted’ mænd i dybet;
- gygens Glaum ku’ æde
- glubsk af lig i strømmen.
- Vitnirs øldrik vælded’
- varmt i Karmøys halsring,
- da sårbølgen bruste
- blodigrødt i elven.
- I strømmen flød flertals
- folketomme skibe;
- stål fra buers strenge
- stak mod våde hjelme.
- Håkons hærmænd rømte
- havets dyr i striden;
- i mængder faldt fyrstens
- folk i våbenlarmen.
Einar digtede den flokk, som kaldes Elveviserne, om Gregorius Dagson.
Kong Inge gav Nikolas Skjaldvarson fred, da hans skib var blevet ryddet, og han gav sig da under kong Inge og var derefter på hans side, så længe han levede. Eindride Jonson sprang over på kong Inges skib, da hans eget blev ryddet, og bad om fred. Kongen ville tilstå ham fred, men Håvard Klinings søn løb frem og gav ham banehug; han blev lastet meget for denne gerning, men han sagde, at Eindride havde bevirket drabet på Håvard — hans far. Der blev sørget meget over Eindride, men dog mest i Trøndelagen. Mange af Håkons folk faldt dér, men ikke flere høvdinge; i Inges hær faldt kun få, men mange blev sårede. Håkon flygtede op i land, mens Inge førte sin hær nordpå i Viken; han og Gregorius opholdt sig i Viken vinteren over. Da kong Inges folk kom fra slaget til Bergen — Bergljot og hans brødre, Ivar af Eldas sønner — dræbte de Nikolas Skæg, der havde været byfoged, hvorpå de drog hjem nordpå til Trondheim. Kong Håkon kom nordpå før jul, mens Sigurd indimellem var hjemme på Røir. Gregorius blev af Inge tilstået fred for Sigurd, så han kunne beholde alt, hvad han ejede, for Gregorius og Sigurd var nært beslægtede. Kong Håkon opholdt sig i købstaden over julen, og en aften tidligt i julen sloges hans folk i hirdstuen, så 7 mand blev dræbt, og mange blev sårede. Efter ottende juledag drog Håkons folk — Ottar Forels søn Alf Uro og nærved 80 mand — ind til Elda, hvor de ankom først på natten, da de andre var berusede, og satte ild til stuen. De andre gik ud for at forsvare sig, men dér faldt Bergljot — søn af Ivar — og hans bror Øgmund og en mængde andre mænd. De havde været nærved 30 mand derinde. Om vinteren døde Andreas Simonson — kong Håkons fosterbror — hvilket voldte den største sorg. Erling Skakke og de af kong Inges folk, der var i Bergen, gav om vinteren indtryk af at ville drage nordpå for at tage Håkon, men det blev ikke til noget. Gregorius sendte det budskab fra Kongshelle østpå, at hvis ellers han havde opholdt lige så nær ved som Erling, ville han ikke have siddet stille i Bergen, mens Håkon lod kong Inges venner og deres forbundsfæller dræbe i Trondheim.
12. Kampen på bryggerne
Kong Inge og Gregorius drog om foråret østfra til Bergen, og så snart Håkon og Sigurd erfarede, at Inge havde forladt Viken, drog de ad landvejen østpå til Viken. Da kong Inge kom til Bergen, opstod der strid mellem Haldor Brynjolfson og Bjørn Nikolasson. En af Bjørns huskarle spurgte, da de mødtes nede på bryggen, en af Haldors, hvorfor denne var så bleg, og han svarede, at han lige var blevet åreladet. »Jeg ville ikke være så fisbleg, som du er, på grund af en åreladning.« »Jeg tænker,« sagde den anden, »— at du ville te dig værre og knapt så mandigt.« Og mere end det skulle der ikke til; det ene ord tog det andet, og de skændtes og var pludselig i kamp. Haldor Brynjolfson fik at vide, at hans huskarl var blevet såret på bryggen. Haldor drak i en gård nær derved, og han gik da derhen, men da var Bjørns øvrige huskarle allerede ankommet. Haldor fandt ikke, at det gik retfærdigt til, og de skubbede da til Bjørns huskarle og slog på dem. Så fik Bjørn Buk at vide, at vikverjerne tævede hans huskarle ned på bryggerne. Bjørn og hans folk greb da deres våben og løb hen for at hævne deres mænd. Da kom det til omfattende legemsskade. Så fik Gregorius at vide, at Haldor — hans svoger — behøvede hjælp, og at hans huskarle blev hugget ned ude på gaden. Da trak Gregorius og de andre hastigt i deres brynjer og løb derhen. Så erfarede Erling Skakke, at Bjørn — hans søstersøn — sloges med Haldor og Gregorius på bryggerne, og at han trængte til støtte. Han fór til med mange i sit følge og bad mænd yde ham hjælp og sagde, at det var skammeligt, »— såfremt en vikværing skulle vinde over os her i vores hjemby. Det ville sidde på os til evig tid.« Dér faldt 14 mand; ni af dem døde straks, og fem døde sidenhen af deres sår, og mange blev sårede. Da kom der bud til kong Inge om, at Gregorius og Erling kæmpede på bryggerne, og han hastede derhen og ville skille dem, men han formåede det ikke, for begge parter var meget ophidsede. Da råbte Gregorius til kong Inge og bad ham gå væk, og sagde at han ikke kunne gøre noget, som sagen stod, og at det ville være den største ulykke, hvis han kom noget til, »— for man kan ikke vide, om der er en, der ikke vil holde sig tilbage, hvis han kan komme af sted med det.« Da gik kongen væk. Da de værste stridigheder tog af, gik Gregorius’ flok op til Nikolaskirken, men Erling folk fulgte efter, og de råbte efter hinanden. Derpå kom kong Inge for anden gang og forligte dem. De ønskede begge, at han alene afgjorde sagen imellem dem. Da erfarede de, at Håkon var i Viken, og kong Inge og Gregorius drog østpå med en stor mængde skibe. Da de kom østpå, flygtede Håkon og hans mænd væk, og det kom ikke til kamp. Kong Inge drog da ind til Oslo, mens Gregorius var i Kongshelle.
13. Drabet på Munan
Kort efter erfarede Gregorius, at Håkons folk var ved Saurbør — det er oppe ved skovbebyggelserne. Han hastede dertil og ankom om natten og antog, at Håkon og Sigurd opholdt sig på den største gård, hvor han satte ild til husene. Håkon og Sigurd var på en mindre gård. De kom derhen, da de så ilden, og ville hjælpe de andre. Dér faldt Munan, som var søn af Åle Uren og bror til kong Sigurd — Håkons far. Gregorius’ folk dræbte ham, da han ville hjælpe dem, der blev brændt inde; de gik ud, og dér blev mange dræbt. Asbjørn Hoppe undslap fra gården; han var den værste viking, men var blevet såret. Han traf en bonde, og Asbjørn bad bonden om at lade ham slippe væk og sagde, at han ville give ham penge for det. Bonden sagde, at han ville gøre det, som han havde mere lyst til; han sagde, at han ofte havde været rædselslagen for Asbjørn og huggede ham ihjel. Håkon og Sigurd slap væk, men mange af deres folk blev dræbt. Derefter drog Gregorius østpå til Kongshelle. Kort efter kom Håkon og Sigurd til Haldor Brynjolfsons gård i Vettaland, og de satte ild til husene og nedbrændte dem. Haldor gik ud, men blev straks hugget ned, og tilsvarende hans huskarle. I alt blev der dræbt nærved 20 mand. Hans kone — Sigrid, der var Gregorius’ søster — lod de slippe væk til skoven kun iført sin natsærk. De greb dér Åmund — søn af Gyrd Åmundson og Gyrid Dagsdatter, der var Gregorius’ søster — og tog ham med sig; han var da 5 år gammel.
14. Gregorius Dagsons fald
Gregorius erfarede disse hændelser, og det gik ham meget nært; han spurgte nøje efter, hvor de befandt sig. Gregorius forlod Kongshelle med et stort følge i slutningen af julen, og de ankom til Fors 13. juledag og var dér om natten. 14. juledag var der ottesang, og evangeliet blev læst for ham; det var om lørdagen. Da Gregorius’ folk så Håkons hær, forekom de andres flok dem meget mindre end deres egen. Der løb en å imellem dem, dér hvor de mødtes; den hedder Befja. Isen på åen var dårlig, for en strøm løb ind under isen udefra. Håkons folk havde hugget våger i isen, men derpå skubbet sne over, så man ikke kunne se det. Da Gregorius kom til åen, sagde han, at isen forekom ham dårlig og rådede til at gå til den bro, der var lidt længere oppe ad åen. Bondeflokken svarede, at de ikke forstod, hvad der skulle hindre ham i at vove at gå over isen imod de andre, når disse ikke havde en større hær; de kaldte isen fuldgod og sagde, at det så ud som om, lykken var vendt for ham. Gregorius svarede, at det sjældent havde været nødvendigt at klandre ham for at være ræd, og sagde, at sådan skulle det endnu være. Han bad dem følge godt efter og ikke blive på land, når han gik ud på isen; det var deres råd, at gå på dårlig is, og han var ikke meget for det, »— men jeg vil ikke tåle jeres beskyldninger,« sagde han og bad om, at hans banner blev båret frem. Han gik da ud på isen, men så snart bønderne fandt, at isen var dårlig, vendte flokken om. Gregorius faldt gennem isen, men ikke dybt; han bad folkene tage sig i agt, men ikke flere end knap 20 mand fulgte ham, mens alle andre veg tilbage. En mand fra Håkons flok skød en pil imod ham og traf ham under struben. Dér faldt Gregorius sammen med 20 mand, og dermed slutter fortællingen om ham. Alle sagde, at han havde været den største høvding blandt lendermændene i Norge, så vidt folk, der levede dengang, kunne huske, og han havde været den bedste imod os islændinge, siden kong Øistein den Ældres død. Gregorius’ lig blev ført op på Håvund og begravet i Gimsø ved det nonnekloster, som findes dér. Dér var Baugeid — Gregorius’ søster — abbedisse dengang.
15. Om kong Inge
To årmænd drog ind til Oslo for at fortælle kong Inge, hvad der var sket, og da de kom frem, krævede de at få kongen i tale. Han spurgte, hvad nyt de kunne fortælle. »Gregorius Dagsons fald,« sagde de. »Hvordan kunne det gå så galt?« spurgte kongen. De fortalte ham det. Kongen svarede: »Da rådede de folk, som havde mindst forstand.« Det siges, at dette gik ham så nært, at han græd som et barn, men da han forvandt det, sagde han dette: »Jeg ville have opsøgt Gregorius, så snart jeg erfarede om drabet på Haldor, for jeg syntes at vide, at Gregorius ikke ville forholde sig roligt så længe, at han ikke kunne få taget hævn. Men disse folk mente, at intet var så nødvendigt som at drikke denne jul uden at afbryde den. Jeg er sikker på, at hvis jeg havde været der, havde man enten fulgt et bedre råd, eller også var Gregorius og jeg begge taget til samme gæstebud. Nu er den mand væk, som har været bedst for mig, og som særligt har bevaret landet i mine hænder, og jeg har indtil nu troet, at der ikke skulle blive langt imellem os. Nu skal jeg love ét, nemlig at gå imod Håkon, og da skal ét af to ske: Enten bliver det min død, eller også besejrer jeg Håkon og hans støtter. Men om end de alle går til, er det ikke tilstrækkelig hævn for en sådan mand som Gregorius. En mand svarede og sagde, at kongen kun lidt behøvede at fare efter dem, da de agtede at opsøge ham. Kristin var dér i Oslo — datter af kong Sigurd og dermed kong Inges brordatter. Kongen erfarede, at hun agtede sig væk fra byen og sendte bud efter hende og spurgte, hvorfor hun ville af sted; hun svarede, at det forekom hende farligt dér og ikke et sted at være for kvinder. Kongen bad hende om ikke at tage væk, »— for hvis vi får fremgang, som jeg agter, er du i god behold her, og hvis jeg falder, vil mine venner nok ikke få adgang til at tage sig af mit lig, og så skal du bede om at få lov til at tage dig af liget. Således kan du bedst lønne mig for, at jeg har været god imod dig.«
16. Om kong Inge
Blasiusmesse mod aften fik kong Inge nys om, at Håkon da kunne ventes til byen. Så lod kong Inge hæren kalde op fra byen, og man talte da nærved 40 hundrede mand. Kongen lod slagordenen være lang og ikke mere end fem mand i bredden. Da sagde folk til kongen, at han ikke skulle deltage i kampen, og at de lagde stor vægt på hans liv, »— så kan Orm — din bror — være høvding for hæren.« Kongen sagde: »Jeg tænker, at hvis Gregorius havde været i live og var her nu, mens jeg var falden, og han skulle hævne mig, da ville han ikke ligge i skjul, men selv tage del i kampen. Selv om jeg på grund af min vanhelse er mindre duelig, end han var, skal jeg dog ikke mangle vilje over for ham, og der er ingen udsigt til, at jeg ikke deltager i kampen.« Man siger, at Gunhild — Håkons fostermoder, som Simon havde været gift med — lod sidde ude til sejr for Håkon; svaret var, at de skulle kæmpe mod Inge om natten, men aldrig om dagen, da ville det lykkes for dem. Den kvinde, der sagdes at have siddet ude, hed Tordis den Skæggede, men jeg véd ikke, hvorvidt det er sandt. Simon Skålp var gået til byen og havde lagt sig til at sove, men vågnede ved hærråbet. Sidst på natten kom spejdere til kong Inge, og han fik at vide, at Håkons folk kom ind over isen, og at der lå is fra byen helt ud til Hovedøya.
17. Kong Inges tale
Kong Inge gik derpå med sin hær ud på isen og stillede i slagorden foran byen. Simon Skålp var i den arm af slagordenen, der vendte ud mod Trælaborg, og i den arm, der var foran Nonnesæter, var Gudrød Suderøkonge — søn af Olav Klining — og Jon — søn af Svein, søn af Bergtor Buk. Da Håkons hær kom til kong Inges slagorden, råbte man kampråb på begge sider. Gudrød og Jon vinkede til Håkons folk og lod dem vide, hvor de stod. Da vendte Håkons hær sig derhenimod, og Gudrøds folk flygtede med det samme — det har vel været nær 15 hundrede mand. Jon og en stor flok med ham gik over til Håkons hær og kæmpede på deres side. Dette fik kong Inge at vide. Han svarede: »Der er stor forskel på mine venner; Gregorius ville aldrig have gjort dette, da han levede.« Da bad folk kongen, om ikke de skulle sætte ham på en hest, så han kunne ride fra kampen og op til Romerike, »— og dér vil du allerede i dag få en tilstrækkelig styrke.« »Det har jeg ingen lyst til, « sagde kongen. »Jeg har ofte hørt jer sige sådan — og jeg finder det sandt — at min bror kong Øistein ikke havde megen lykke med sig, siden han gav sig på flugt, og han var ellers på alle måder udstyret, som det sømmer sig for en konge. Nu kan jeg se, hvor lidt det vil lykkes for mig på grund af min vanhelse, hvis jeg skulle tage fat på det, som blev så mislykket for ham, så stor en forskel som der er i hele vores fremtræden, helse og udholdenhed. Jeg var i mit andet år, da jeg blev taget til konge over Norge, og nu er jeg over 25. Jeg synes, at mit kongedømme har budt mere på vanskeligheder og pligter end på morskab og hyggestunder; jeg har udstået mange kampe, indimellem imod større styrker, men andre gange imod mindre. Min største lykke har været den, at jeg aldrig har været på flugt. Gud må råde for mit liv, og hvor langt det skal blive, men jeg vil aldrig flygte!«
18. Kong Inges fald
Da Jon og hans følgesvende havde brudt kong Inges slagorden, flygtede også mange af dem, der havde stået i nærheden; da opløstes slagordenen i mindre flokke, mens Håkons hær gik hårdt frem — det var da lige før daggry. De søgte mod kong Inges banner, og i den strid faldt kong Inge, mens Orm — hans bror — holdt kampen gående. Mange af folkene flygtede da op i byen. To gange efter kongens fald løb Orm til byen for at opildne styrken, og begge gange gik han igen ud på isen og holdt kampen gående. Da søgte Håkons flok imod den arm af slagordenen, som Simon Skålp ledte; i den kamp faldt Gudbrand Skavhugson — kongens måg — på Inges side. Simon Skålp og Hallvard Nøl gik imod hinanden og kæmpede med deres flokke og endte ud for Trælaborg; i den kamp faldt de begge — Simon og Hallvard. Orm Kongsbror vandt sig et godt ry, men flygtede dog til sidst. Tidligere på vinteren havde Orm fæstet sig Ragna — Nikolas Måges datter, som havde været gift med kong Øistein Haraldson — og de skulle have holdt bryllup søndagen efter. Blasiusmesse var om fredagen. Orm flygtede til Svitjod til sin bror Magnus, der dengang var konge dér, mens Ragnvald — deres bror — var jarl; de var sønner af Ingerid og Heinrek den Halte, som var søn af Svend, søn af Svend Danekonge. Kristin Kongedatter tog sig af kong Inges lig, og han blev gravlagt i stenvæggen i Hallvardskirken på den søndre side uden for koret; da havde han været konge i 25 år. I denne kamp faldt mange mænd på begge sider, men dog mange flere på Inges side. Arne Frirekson faldt på Inges side. Håkons folk bemægtigede sig bryllupsforplejningen og store mængder hærfang i øvrigt.
19. Om Kristin Kongedatter
Kong Håkon lagde hele landet under sig og fordelte sine mænd i alle sysler og i alle købstæderne. Kong Håkon og hans støtter holdt deres møder i Hallvardskirken, når de drøftede landets styrelse. Kristin Kongedatter købte præsten, der havde ansvaret for kirkenøglen, til at skjule en af hendes folk i kirken, så han kunne overhøre Håkons og de andres samtale. Da hun således blev klar over, hvad de talte om, sendte hun bud til sin mand — Erling Skakke — i Bergen, at han aldrig måtte tro dem.
20. Kong Olavs mirakler
Det skete i kampen på Stiklestad — som det tidligere blev fortalt — at kong Olav kastede sværdet Hneite fra sig, da han blev såret. En mand af svensk herkomst havde fået ødelagt sit sværd, og han samlede sværdet Hneite op og kæmpede med det. Den mand slap fra slaget og løb væk med de øvrige flygtende; han kom til Svitjod og drog hjem til sin gård. Han beholdt det sværd hele sit liv, og siden gjorde hans søn, og derefter overtog den ene efter den anden af slægtningene det. Med ejerskabet af sværdet fulgte bestandig, at den ene fortalte den næste, hvad sværdet hed, og hvorfra det var kommet. Længe efter — i kejser Kirjalax af Miklagårds dage — var der store flokke af væringer i garden; da skete det en sommer, mens kejseren var på hærfærd, at de lå i lejr. Væringerne holdt vagt og vågede over kongen; de lå på sletten uden for lejren og havde fordelt nattevagten imellem sig, således at de folk, der tidligere havde holdt vagt, lagde sig til at sove. De var alle fuldt bevæbnede. Det var deres skik, når de lagde sig til at sove, at alle skulle have hjelm på hovedet og et skjold over sig og sværdet under hovedet, og de skulle lægge højre hånd på sværdskæftet. Det var faldet på en af deres kammerater at holde vagt i den sidste del af natten, og han vågnede i dagningen, og da var hans sværd væk. Da han søgte efter det, så han sværdet ligge på sletten langt væk fra ham. Han rejste sig og tog sværdet og tænkte, at de af hans kammerater, der holdt vagt, for at spotte ham havde listet sværdet fra ham; dette benægtede de. Det samme gik for sig tre nætter. Da undrede han sig meget og ligeledes dem, der så dette eller hørte om det, og folk spurgte ham, hvordan det kunne være. Da sagde han, at sværdet hed Hneite, og at Olav den Hellige havde ejet det og selv båret det i slaget på Stiklestad; han fortalte, hvordan det derefter var gået med sværdet. Dette blev siden berettet for kong Kirjalax; han lod da den mand, der havde sværdet, tilkalde, og han gav ham tre gange sværdets værdi i guld. Kongen lod sværdet føre til Olavskirken, som væringerne betalte til, og det var siden dér over alteret. Eindride den Unge var i Miklagård, da disse hændelser fandt sted; han fortalte om dette i Norge, således som Einar Skulason bevidner i den drapa, han digtede om kong Olav den Hellige, og deri kvædes der om denne hændelse.
21. Kong Olavs mirakler
Det skete i Grækenland, dengang Kirjalax var konge dér, at kongen drog på hærfærd til Blåkumandsland, og da han kom til Pezinersletterne, kom en hedensk konge imod ham med en umådelig hær. De havde medbragt hestekrigere og store vogne med skydeskår ovenpå. Da de indrettede sig for natten, anbragte de vognene — den ene ved siden af den anden — uden om deres lejr og gravede en stor grøft yderst. Det var samlet så stort et anlæg, som var det en borg. Den hedenske konge var blind. Da grækerkongen kom, stillede hedningerne deres slagorden på sletten foran vognborgen. Så stillede grækerne deres slagorden imod dem, og begge parter red imod hinanden og kæmpede. Det gik da dårligt og uden lykke: Grækerne flygtede med stort mandefald, men hedningerne vandt sejr. Da opstillede kongen en slagorden af franker og flamlændere, og siden red de frem til hedningerne og kæmpede imod dem, men det gik som før, at mange blev dræbt, mens alle, der undslap, flygtede. Da blev grækerkongen meget vred på sine hærfolk, men de svarede ham og bad ham benytte sine ‘vinbælge’ — væringerne. Kongen sagde, at han ikke ville spilde sine mest værdifulde mænd ved at lede få folk — selv om de var modige — imod så stor en hær. Da svarede Tore Helsing, der var leder af væringerne, på kongens ord: »Selv om der var brændende ild foran os, ville jeg og mine folk straks løbe ind i den, hvis jeg vidste — konge! — at det derefter ville skaffe dig fred.« Kongen svarede: »Gør I da løfter til jeres konge — den hellige Olav — at han skal støtte jer og give jer sejr!« Væringerne havde fire et halvt hundrede mand; da svor de med håndslag og lovede at rejse en kirke i Miklagård for egen bekostning og med gode mænds støtte og at lade den kirke vie til den hellige kong Olavs ære og dyrkelse. Derefter løb væringerne frem over sletten, og da hedningerne så det, fortalte de deres konge, at nu kom der endnu en flok af grækerkongens hær, »— men dette er,« sagde de, »kun en håndfuld mænd.« Da spurgte kongen: »Hvem er ham den prægtige mand, som rider på den hvide hest dér foran deres hær?« »Ham kan vi ikke se,« svarede de. Der var ikke mindre overtal, end at der var 60 hedninger for hver kristne mand, men ikke desto mindre gik væringerne meget djærvt til kampen. I det samme de mødtes, blev hedningernes hær slået af frygt og rædsel, så de straks tog flugten, mens væringerne forfulgte dem og snart dræbte store mængder folk; da grækerne og frankerne — som før var flygtet for hedningerne — så det, søgte de frem og forfulgte de flygtende sammen med dem. Da var væringerne kommet ind i vognborgen, og der blev da det største mandefald. Da hedningerne flygtede, blev den hedenske konge pågrebet, og væringerne førte ham med sig. De kristne mænd bemægtigede sig da hedningernes lejr og vognborgen.
