II. Ordformerne i Brages Vers

Fra heimskringla.no
Revisjon per 25. des. 2013 kl. 14:23 av JJ.Sandal (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Den ældste Skaldedigtnings Historie


Sophus Bugge
1894


II. Ordformerne i Brages Vers


Først skal jeg undersøge Sproget i de Vers, som tillægges Brage den gamle.

Finnur Jónsson har (Arkiv VI, 150 f.) nævnt et Par Ordformer til Støtte for den Mening, at Brages Vers skulde være fra c. 840 og ikke skulde kunne være saa sene som fra Midten af 10de Aarhundred, men han indrømmer, at disse «sproglige enkeltheder maske kun [har] en ringe betydning for spørgsmålet». Jeg skal her nævne disse Ordformer, som efter min Mening ikke kan godtgjøre, at Brages Vers er saa gamle som fra første Halvdel af 9de Aarhundred.

Hos Brage (Sn. E. I, 504) forekommer Ordformen vrǫngum. Men ikke alene forekommer yr i Fremlyden af flere Ord i adskillige Eddadigte (vreka, vreiði o. fl.), deriblandt i Atlakviða, som F. J. sætter til c. 975—1000, men ogsaa hos Eiliv Gudrunssøn (hvis Digte henføres til anden Halvdel af 10de Aarh.) finde vi vreiðr og Vrǫsku (Sn. E. I, 254) og hos Egil Skallagrimssøn, der endnu digtede efter Midten af 10de Aarh., vrǫngu(1). Følgelig kan vrǫngum ikke være til Hinder for at henføre Brages Vers til anden Halvdel af 10de Aarh. Fremdeles an fører F. J., at Dativformen þóri af þórr forekommer hos Brage (Sn. E. I, 504), men efter Metrets Vidnesbyrd ogsaa i Þrymskviða (som F. J. sætter til c. 900). Paa hvad Tid Dativformen þóri først fuldstændig er bleven fortrængt af þór, lader sig ikke bestemme. Derfor kan Dativformen þóri ikke bruges til Bevis or, at Brages Vers er fra c. 840. At Formen þóri har været brugt ogsaa efter Midten af 10de Aarh., har vi al Grund til at formode, naar vi iagttage Forholdet ved andre Dativformer som leikileik, hringihring o. s. v. Og Dativen þóri er endog, sandsynlig ved Etterligning af Brages Vers, brugt i den sene Skíðaríma (V. 52). Desuden kan det mærkes, at Brages Vers har af mar Sn. Edda I, 438, som man neppe med rette har ændret til mari.

Endelig anfører F. J. Formen haufuð hos Brage i Strophen om Gevjon. Men ogsaa den sædvanlige Form finde vi hos Brage i Linjen: Randvés hǫfuðniðja(2) Sn. E. I, 342.

En Form med au af Ordet «Hoved» forudsættes at have været brugt i Oldsvensk. De middelsvenske Former Dat. höfþe, höþe, Verbum höfþa forudsætter ifølge Kock(3) og Noreen(4) oldsvenske Former med au. Noreen anfører ogsaa gisv. høvuþ; Söderwall af Konunga Styrilse höwdh.

Nu forekommer oldnorsk haufuð kun(5) hos Brage i Strophen om Gefjon og Gylfi. Dette Sagn er stedfæstet til Sverige, og Gylfi som svensk Navn findes i Runeindskrifter. Jeg formoder derfor, at haufuð hos Brage er en af Digteren tilsigtet svensk Form. Dette støttes derved, at Hunkjønsordet valrauf, som forekommer i samme Linje og som jeg ikke med Gislason forandrer til vallrauf, ellers kun findes brugt paa Røk-Stenen i Ostergotland (i Flertal ualraubaʀ). Det betyder egentlig Rustning, som man tager fra den faldne Fiende paa Valpladsen, men er hos Brage brugt i den overførte Betydning «noget, som man røver, tager eller vinder fra en anden». Den samme Betydningsovergang kan paavises ved lat: spolia.

I samme Strophe har vi fremdeles maaské en Svecisme i ǫðla af et Adjectiv *ǫðull, *aðull, jfr. aþuls mans i Helsingelagen «Ægtemands» og mleng. Adj. aþal «herlig».

Endelig synes vineyjar(6) i samme Strophe at være en svensk Form og at betyde d. s. s. væn-eyjar. Jfr. Liljegren Run-Urk. 797 (Södermanl.) : hulfastr lit braut ruþia aftʀ ikul i epi auk ura uina kuna (a)uk uaska. Lilj. R.-U. 1579 (Halland): fori haiþ uina kunu. Dieterich (Runensprachsch.) og Rydqvist IV, 114 forstaa uina i disse Indskrifter som væna. Ogsaa hører vel herhen Vinøen, Navnet paa den største Ø i Hjelmaren, i Dat. uinüu Runverser 157.

Med denne svenske Form vín- kan sammenlignes vén, den sædvanlige nynorske Form for vænn. Jfr. glsv. il — oldnorsk él, i Helsingl. hila — oldnorsk hela o. lign. Maaské er vę́nʀi, vę́nni Dat. sg. f. og Compar. blevet til vénni vinni, vę́nnar til vénnar vinnar, vę́nna til vénna vinna, og senere har da é, i ved Analogi bredt sig videre. Jfr. minni af mynni; mogmenni paa Røk-Stenen af mogmænni; norsk frenda af frænda i Runerim (Smaastykker S. 4 og 110), og andre Exempler paa Indknibning af en Vokal foran nn og nd. Samme Navn som svensk Vinøen er maaské det norske mig af Prof. Rygh meddelte Navn Venøen (udtalt med langt lukket e) i Selje, Nordfjord, hvilket ikke forekommer i gammel Tid.

Ved den foregaaende Udvikling tror jeg at have godtgjort, at Formen haufuð ikke beviser, at Brages Vers er saa gamle som fra c. 840.

Formerne valrauf og haufuð synes at vise, at Strophen er forfattet, før au i Svensk var blevet til ø. Dette fandt efter Noreen i Pauls Grundriss I, 479 Sted c. 1200.

Derimod synes Formen víneyjar, hvis den her givne Forklaring er rigtig, at tale stærkt imod, at dette Brages Vers skulde være saa gammelt som fra c. 840. Thi det forekommer mig usandsynligt, at et i paa den angivne Maade saa tidlig skulde være opstaaet af ǽ og ved Analogi have bredt sig uden for sit lydrette Omraade.




Efter min Mening bevise Sprogformerne i Brages Vers uigjendrivelig, at disse Vers ikke kan være forfattede af en Mand fra det vestlige Norge saa tidlig som i første Halvdel af 9de Aarhundred.

Finnur Jónsson siger vistnok (Arkiv VI, 147 f.): «Hvor ledes sproget f. ex. har været i det 9. og begyndelsen af det 10. årh. i Norge og på Island, kan vi da ikke vide det mindste om, da vi ingen norske eller islandske runeindskrifter har fra den tid, og endnu mindre andre sproglige mindesmærker.» Men herved er meget at bemærke.

Det indeholder for det første en fuldstændig Miskjendelse af den sammenlignende Sproggransknings Betydning at mene, at vi — selv om vi ingen norske Sprogmindesmærker fra 9de eller Begyndelsen af 10de Aarhundred havde bevarede — ikke af norske Indskrifter fra forudgaaende og etterfølgende Tider eller af danske og svenske Indskrifter fra 9de og Begyndelsen af 10de Aarhundred skulde kunne slutte det mindste om norsk Sprog i den nævnte Tid.

Dernæst maa jeg ligefrem modsige Finnur Jónssons Paastand, naar han siger, at vi ingen norske Runeindskrifter har fra 9de eller Begyndelsen af 10de Aarhundred og endnu mindre andre sproglige Mindesmærker. Hvis man slaar efter i Wimmers Runenschrift S. 304, i Noreens Afhandling «Nordische Sprachen» i Pauls Grundriss og i Zimmers Afhandlinger «Keltische Beiträge» i Zeitschrift flir deutsches Altertum, saa vil man se, at dette ikke forholder sig saa. I det følgende skal jeg nævne flere Sprogmindesmærker, som lærer os noget om nordisk og særlig om norsk Sprog i det nævnte Tidsrum, og som sætter os i Stand til at controlere, hvorvidt Brages Digte virkelig er fra første Halvdel af 9de Aarhundred.




Det Sprogforhold, som navnlig er af Vigtighed for Bestemmelsen af den Tid, paa hvilken de Brage tillagte Vers er op staaede, er Vokalsynkope.

Naar nemlig norrøne Vers foreligger i Optegnelser, som antages at være flere Aarhundreder yngre end Versenes Tilblivelse, saa er det i mange Tilfælde umuligt, af Versene selv at bestemme, hvorvidt de i disse forekommende Ord har været brugte af den oprindelige Forfatter i de i Optegnelserne foreliggende Former, eller om disse er fremkomne ved senere Forandringer. Men Versemaalet sætter os jævnlig, om end ikke altid, i Stand til at bestemme, hvormange Stavelser de af Forfatteren brugte Ordformer har indeholdt, og om den i Optegnelserne foreliggende Vokalsynkope allerede var indtraadt i den af Forfatteren brugte Ordform eller senere er indkommen i hans Vers.

Versemaalet viser, at Synkope af i fra først af har været gjennemført i Brages Vers, ikke blot efter lang. men ogsaa efter kort Stavelse. Vi finde saaledes i dem følgende synkoperede tostavelses Former, som er opstaaede af urnordiske trestavelses eller firstavelses Former:

etti Sn. E. I, 436, af *atiði. letti Sn. E. I, 436, af *latidi. baztan Sn. E. I, 350 (i Hending med vazt-), af *batistana. þafdan(7) Sn. E. I, 244 af *þabidana. rakþisk Sn. E. I, 252, af *rakidé med Reflexiv. starði Sn. E. I, 256 (i Hending med harðgeðr), af *stareðé, *stariðé. barðir Sn. E. I, 372, af *bariðéʀ.

Her kan ogsaa nævnes Synkope af i efter kort Stavelse i Sammenssetning. Ved første Led:

salpenningi Sn. E. I, 438, af sali-(8). Sigurðar Sn. E. I, 426 (jfr. i det følgende), af *Sigiwarðaʀ.

Ved andet Led:

Ragnarr Sn. E. I, 374 og 438, af *Ragnariʀ, *Ragnahariʀ. Jeg tør ikke benegte, at saadanne synkoperede Former som starde har været brugte i Norsk allerede i første Halvdel af 9de Aarhundred. Og jeg holder det for sikkert, at saadanne synkoperede Former som sal- af sali- brugtes i Norsk saa tidlig, hvor de forekom som første Sammensætningsled. Til Støtte herfor kan anføres følgende:

Rimbertus († 888) nævner i Vita S. Anskarii(9) i Birca c. 835 en Kvinde ved Navn Catla (Var. Cathla). Dette Navn er synkoperet for *Katila, hvis det er nordisk og identisk med isl. Katla. Dette synes dog ikke sikkert, da Catla var Datter af en kristen rig Kvinde, som hed Frethoburgh, hvilket Navn synes at være tysk, ikke nordisk. Ligesaa kunde Cathla være tysk og svare til det oldtyske Mandsnavn Cathelo (hos Forste mann). Mandsnavnet Ketill og de dertil hørende Navne fore kommer i Sverige først længe efter 835.

Som Exempler paa Synkope af i efter kort Stavelse i Sammensætning kan nævnes:

Snoldelev-Indskriften i Sjælland (c. 800—825) har ąsalhaukum af *salihaugum.

Sichfrith (af *Sigi-) nævnes i Ulster-Annalerne ved Aar 887, Sitriucc ved Aar 875. Haimar Three Fragm. 172, c. 870, d. e. Einarr, af *Ainahariʀ. Badbarr, Baethbarr Cog. Gaid. 24, 32, d. e. Bǫðvarr, af *Baduhariʀ. Albdan, af *Halbadaniʀ, oftere. Om Imhar Four Masters og Ulst.-Ann. til 856, d. e. Ívarr, er opstaaet af *Inwahariʀ, er ikke sikkert. Alle de her nævnte Personer har levet i 9de Aarh., men Navneformerne er her ikke fuldt bevisende, da de Haandskrifter, hvori de foreligge, er sene og da Navnene kan tænkes at være skrevne i Former, i hvilke de senere end 9de Aarh. kjendtes i Irland.

Af de hos Einhard forekommende Navneformer synes man derimod at kunne gjøre sikrere Slutninger om Dansk, som det taltes paa hans Tid. Han har som danske Navne ved 811 Hancwin og Aowin (p. 62). Den ikke synkoperede Form Sigifridus hos Einhard 812 p. 63 kan være paavirket af frankisk Sprogform. Ligesaa Ragneri ved 845 Pertz Script. II, 302.

Nogen Betænkelighed vækker Indskriften paa Kirkebø-Stenen fra Færøerne, som Wimmer (Runenschrift S. 304) henfører til 850 (875). Jeg læser dens første Ord som Navnet saliki, men er i Tvivl, om dette er en ikke synkoperet Form, = oldtysk Salico, eller om det har været udtalt Salingi, jfr. det eruliske Kvindenavn Salinga.

I Brages Vers finde vi fremdeles følgende synkoperede enstavelses Former:

vin Sn. E. I, 350, af *wini. mun Sn. E. I, 436, Str. 3. Her har cod. Worm. mun, cod. reg. man. Man maa vistnok med Wisén læse glamma [at] mun. Da er mun Dativ; Formen er overført fra Accusativ, hvor den er opstaaet af *muni(10).

Formerne *wini, *muni vilde paa de nævnte Steder stride mod Versemaalet. Formerne vin, mun er altsaa oprindelige i Brages Vers, men disse synes ikke udenfor Sammensætning at have været brugte i Norsk saa tidlig som i første Halvdel af 9de Aarhundred. Endnu paa Røk-Stenen i Østergøtland finde vi den ikke synkoperede Form sitiʀ = oldnorsk sitr «sidder»(11). Al Sandsynlighed taler for, at i i Norsk ikke er blevet synkoperet tidligere end i Svensk. Røk-Stenens Indskrift synes ikke at kunne være ældre end omtrent 900(12). Da nu Røk-Indskriften har den usynkoperede Form sitiʀ, synes Brages Vers, som har de synkoperede Former vin (af *wini), mun (af *muni), ikke at kunne være fra første Halvdel af 9de Aarh.(13).

En saadan Slutning, bygget paa den ene Form sitiʀ, vil vel synes mange lidet paalidelig. Men jeg skal i det følgende undersøge andre Tilfælde af Vokalsynkope, der efter min Mening; vil gjøre Resultatet urokkeligt.




I Brages Vers maa Synkope af u efter lang første Stavelse i Forbindelse med u-Omlyd (hvor Vokalen var modtagelig derfor) fra først af have været gjennemført:

hǫnd Sn. E. I, 256 og Sn. E. I, 438, af *handu. rǫdd Sn. E. I, 350, af *raddu. góð Sn. E. I, 426, af *góðu. gjǫld Sn. E. I, 426, af *geldu. Fremdeles i andet Sammensætningsled, f. Ex. hrævadǫgg, ennitungl, mundlaug o. fl.(14).

Brages Digte vise ligeledes Synkope af u efter kort Stavelse i Forbindelse med u-Omlyd (hvor Vokalen er modtagelig for denne) i følgende enstavelses Ordformer, der er opstaaede af urnordiske tostavelses Former:

mǫgr Sn. E. I, 426, af *maguʀ. sonr eller sunr Sn. E. Ir 242(15) , af sunuʀ. mjǫk Sn. E. I, 374, af *meku. sjǫt Sn. E. J, 318, af *setu. glǫð Sn. E. I, 32 = Yngl. s. Kap. 5, af *glaðu. hǫð Sn. E. I, 436, af *haþu.

Det tør ansees for vist (og det har heller ikke været betvivlet), at den enstavelses Form i disse 6 Tilfælde tilhører Versenes oprindelige Sprogform. Man kan ikke antage, at Digteren selv i disse 6 Tilfælde har brugt tostavelses Former, som i den senere Tradition eller af senere Afskrivere skulde være forandrede til enstavelses. Dette godtgjøres af Verse maalet.

I Verslinjen of manna sjǫt margra Sn. E. I, 318 kan ikke en Form *setu eller *seotu have hørt hjemme, men den enstavelses Form sjǫt maa her være den oprindelige, fordi metrisk Opløsning ved en tostavelses Substantivform i den gamle Skaldedigtning overhoved aldrig forekommer efter Verslinjens tredje Stavelse, saaledes som Sievers (Paul—Braune Beitr. V, 468—470) har bevist(16).

Ligeledes er det sikkert, at Enstavelses-Formerne mǫgr, hǫð, glǫð, sunr eller sonr (ikke *maguʀ, *haþu, *glaðu, sunuʀ) er de oprindelige i Brages Vers. Thi i disse forekommer metrisk Opløsning aldrig ved Nomina(17) , men vel ved Verba (vilið, gǫfumk eller gǫfum, erumk eller erum, hafið; nema forstaa nogle som Partikel, andre som Verbum). Og naar Digteren har brugt Formen sjǫt ikke setu, saa har han naturligvis ikke brugt en Form *meku, men mjǫk.

Efter det foregaaende er det altsaa sikkert, at Enstavelses-Formerne glǫð, hǫð, mjǫk, mǫgr, sjǫt, sunr er de oprindelige i de Brage tillagte Vers(18).

Brages Digte vise fremdeles Synkope af u efter kort Stavelse i Forbindelse med u-Omlyd i tostavelses Former, som er opstaaede af urnordiske trestavelses Former. Hǫgna Sn. E. I, 426 i Hending med mǫgr og Sn. E. I. 436, af *Hagunan. Sǫrli Sn. E. I, 372, som, hvis det fandtes i Urnord., der maatte hede *Sarula.

Hermed kan sammenstilles følgende Ordformer, der ikke kan godtgjøres at have havt noget tilsvarende i Urnordisk:

drǫsla Sn. E. I, 436, Svǫlnis Sn. E. I, 438, og flere andre(19).

Fremdeles findes Synkope i Vǫlsunga Sn. E. I, 370, der, hvis det fandtes i Urnord., dengang maatte hede *Walisungö.

I fjǫlð Sn. E. I, 374 og Sn. E. I, 438, af *feluþu. aldafǫðrs Sn. E. I, 242. Istedenfor dette har Uppsala-Edda alfavþrs, men jeg ser ikke fuld Grund til uden Støtte i Haandskrifterne at indsætte alfǫður. -fǫðrs synes at forudsætte en ældre Form -*faðuras. fjǫgur haufuð Sn. E. I, 32 = Yngl. s. Kap. 5, af *feguru *haubuðu (eller *haubiðu).

I anden Stavelse af urnordiske tostavelses Ordformer blev u tidligere synkoperet, hvor vedkommende Ordform var indtraadt som første eller andet Led af en Sammensætning, end udenfor Sammenssetning. Og i urnordiske tostavelses Former faldt u tidligere bort efter lang end efter kort Stavelse.

Allerede i den blekingske Sølvesborg-Indskrift, som Wimmer henfører til 750—775, forekommer asmut, hvis første Led er opstaaet af ansu. Einhard har ved Aar 811 det danske Navn Osfred. I den sjællandske Frerslev-Indskrift, der vistnok er fra første Halvdel af 9de Aarh. (825—850?), læses aslaikiʀ. I Gimsø-Indskriften fra Lofoten, som jeg henfører til 800—850, forekommer asraþ. Derimod er den ældre usynkoperede Form bevaret i asugisalas paa Spydstagen fra Kragehul (c. 500). Endnu Stentofta-Indskriften i Bleking, der synes at være fra c. 700, har ginoronoʀ, hvori jeg forklarer første Led som opstaaet af ginnu-, medens Bjørketorp-Indskriften i Bleking, der synes at være lidt yngre, har samme Led i Formen ginA-. I tostavelses Former som ansu-, ginnu- med første Stavelse lang synes altsaa, hvor de forekom som første Sammensætningsled, u at være blevet synkoperet i Bde Aarh.

Ogsaa i tostavelses Former, som dannede andet Sammensætningsled, blev u efter lang Stavelse synkoperet allerede i 8de Aarh. Bjørketorp-Indskriften har uþArAbAspA, hvor andet Led er = oldnorsk spá og opstaaet af *spáhu.

Men Ordformer, der som ansu bestod af to Stavelser, af hvilke den første var lang og den anden endte paa u, bevarede, hvor de ikke dannede første eller andet Sammensætningsled, men forekom med selvstændig fuld Betoning, sit u i nordisk Sprog længe efter Midten af 8de Aarh.

Herom har vi for det første et Vidnesbyrd i Røk-Indskriften i Østergøtland, der sandsynlig er fra c. 900. Her forekommer Verset:

raiþ þiaurikʀ
hin þurmuþi
stiliʀ flutna
strantu hraiþmaraʀ.

I min anden Afhandling om Røk-Indskriften(20) har jeg tolket dette saa: «Theoderik den dristige, Søkrigernes Styrer red over Reidhavets Strand (Stranden af det Hav, som skyller mod Goternes Land).» Her maa strantu, udtalt strandu, være Accusativ = oldnorsk strǫnd. Ved Siden heraf har Røk-Indskriften med den længere Rækkes Runer igold, hvor andet Led -old er opstaaet af *aldu.

Et andet mærkeligt Vidnesbyrd foreligger i et Sprogmindes mærke, hvis Tid jeg paa Grund af dets Vigtighed og fordi det endnu er uudgivet, udførlig vil søge at bestemme. En Optegnelse af den kortere, særlig nordiske Runerække med Runernes Navne skrevne baade med Runer og med latinske Bogstaver findes i codex Leidensis lat.4to 83,mig meddelt i Afskrift af Professor H. Kern. Dette Haandskrift er efter R. Peiper(21) fra 10de Aarh. Det har engang tilhørt Benediktinerklosteret i Fleury sur Loire, øst for Orleans i Departementet Loiret i Frankrige.

Flere Feil i den her forekommende Optegnelse af Runerækken og af Runenavnene gjør det sandsynligt, at Optegnelsen i Leidener-Haandskriftet ikke er foretagen umiddelbart efter mundtlig Meddelelse, men at den er skreven af efter et ældre Haandskrift. Den oprindelige Optegnelse er foretagen af en lærd Mand, som kjendte det latinske Alphabet.

Da den første Optegner sandsynlig har boet i Frankrige, har han vistnok faaet sig Runerne meddelte enten af en dansk (ikke norsk) Mand eller af en, som havde lært dem at kjende af en dansk Mand. Herfor taler ogsaa flere Ordformer som Bugge-manr.png manr. Det er ikke sandsynligt, at Runerækken er bleven optegnet, førend Frankerne omtrent fra andet Aarti af 9de Aarh. af lærte Danerne nærmere at kjende.

Ogsaa Runeformerne vise, at den første Optegnelse af den Runerække, som er afskreven i Leidener-Haandskriftet, ikke kan have været foretagen før et godt Stykke ind i 9de Aarh. Runen ár har i de ældste danske Indskrifter med den kortere Rækkes Runer Formen Bugge-ár.png. Saaledes i Indskrifterne fra Kallerup, Snoldelev, Helnæs, Flemløse (her tillige Bugge-æ.png), Ørja, som Wimmer sætter til Tiden 800—825. Derimod i Leidener-Rækken Bugge-æ.png. Runen hagall har Formen Bugge-hagall.png i Indskrifterne fra Kallerup, Snoldelev og Flemløse. Derimod i Leidener-Rækken Bugge-ár.png(22). Ogsaa paa Vordingborg-Stenen, som for ár har Bugge-æ.png, tror jeg at finde Bugge-H.png for h i sidste Ord i anden Linje hau «hug». Paa Vordingborg-Stenen læser jeg foran hau Mandsnavnet rutr, der synes at maatte være = isl. Hrútr. Her er skrevet r for hr ligesom alt paa Flemløse-Stenen. rutr med r i Endelsen er en yngre Form end þurmutʀ paa Nørrenæraa-Stenen, som Wimmer sætter til 850—875. Jeg tør ikke sætte Vordingborg-Stenen tidligere end 850—875. For Runen maðr eller mannr har Helnæs-Stenen en Form med to rette Stave. En Form for m med to Langstave formoder jeg ogsaa i Ordet ukmuntʀ (?) paa Frerslev-Stenen, Sjælland, der har Bugge-w.pngw som Vokaltegn men ved Siden deraf raisti, ikke raisþi, og Bugge-æ.png ikke Bugge-ár.png or ár. Frerslev-Indskriften er da vel neppe indhugget før 825—850, men har bevaret endel Eiendommeligheder fra ældre Indskrifter. Wimmer S. 205 mener, at allerede Snoldelev-Stenen har havt Formen Bugge-m.png for m, men Runen er her ikke fuldstændig bevaret. I Indskriften fra Nørrenæraa og i de efter Wimmer omkring 900 indhugne Indskrifter fra Tryggevælde og Rønninge har m kun én Langstav. I Leidener-Rækken har m samme Form som paa Rønninge- Stenen.

Efter de forskjellige i det foregaaende omtalte Tidsmærker sætter jeg den første Optegnelse af Leidener-Rækken til omkring 825—850. Senere tør jeg ikke sætte den af Hensyn til de Sprogformer, som jeg nu skal anføre.

Leidener-Rækken har uden Synkope Bugge-reidu.png reidu, Bugge-soulu.png soulu, men Bugge-aus.png aus(23). Altsaa Synkope af u foran Consonant (aus af *ansuʀ), men ikke i Udlyd.

Vi har ikke Sprogmindesmærker, der nøiagtig kan vise os, hvor længe u holdt sig efter lang Stavelse i Norsk.

I den irske Optegnelse af Runenavne(24), som maa grunde sig paa en Meddelelse fra en Nordmand og som forudsætter en skriftlig Original, der neppe har været ældre end c. 950 (se i det følgende), finde vi Navnene os (af Afskriverne forvansket til or), raid, sol(25).

Efter det foregaaende maa vi antage, at Ordformerne *handu, *raddu, *góðu, *geldu eller *ge°ldu i Dansk brugtes endnu c. 850 og i Svensk c. 900(26). Det forekommer mig meget usandsynligt, som stridende mod den almindelige Sprogbevægelse, at Synkope skulde være indtraadt i Vestnorsk tidligere end i Dansk og Svensk. Derfor er der efter min Mening al Sandsynlighed for, at Brages Vers, som har Formerne hǫnd, rǫdd, góð, gjǫld, ikke er saa gamle som fra første Halvdel af 9de Aarh.

Einhard har ved Aar 811 tre Gange det danske Navn Osfred eller Osfrid af *Ansufreþuʀ. Samtidig maa Ordet «Fred» usammensat antages at have lydt *friðuʀ.

Ordet sunuʀ Accus. sunu «Søn» er ikke paa én Gang i alle Stillinger i Sætningen blevet synkoperet til den enstavelses Form sunʀ Acc. sun. Tidligst blev det synkoperet, hvor det med svag Betoning enklitisk sluttede sig til en deraf styret Genetiv af et Mandsnavn. Saaledes har Gursten-Indskriften i Smaaland (Runverser 164), fra c 875—900, uifriþaʀsun (Accus.) ved Siden af sunuʀ. Sparløsa-Indskriften i Vestergøtland, der vist ikke er yngre end Midten af 9de Aarh., airikis sunʀ. Ja endog Gimsø-Indskriften fra Lofoten, som jeg henfører til 800—850, har Accus. nafʀsim, d. e. Nafaʀsun.

Hermed kan sammenstilles, at de nynorske Dialekters Ord sån «Søn» nu, hvor det enklitisk slutter sig til en Genetiv af et Mandsnavn, tildels er stærkere afkortet end som selvstændigt Ord, nemlig paa Helgeland til so (Jonso), i Indherred og Fosen til sa (Jonsa).

Ogsaa hvor Ordet for «Søn» syntaktisk var forbundet med en umiddelbart følgende Genetiv af et Mandsnavn, synes Enstavelsesformen at være indtraadt paa en Tid, da Ordet endnu, hvor det havde sin selvstændige fulde Betoning, brugtes i tostavelses Form.

Vi finde saaledes, som det synes, allerede i Ingelstad-Indskriften i Østergøtland (Runverser 135) sunʀkut[a]a. Denne Indskrift henfører jeg efter et Skjøn til c. 850—875. I Gursten-Indskriften (c. 875—900?) følger derimod efter den usynkoperede Form sunuʀ ingenGenetiv. Tryggevælde-Indskriften i Sjælland (Wimmer Runenschr. S. 370) fra c. 900 har Accus. sun nairbis.

I Brages Vers forekommer sunr (eller sonr) Aldafǫðrs Sn. E. I, 242. Hvorvidt denne Ordform i Norsk kan have været brugt allerede i første Halvdel af 9de Aarh., synes mig meget tvivlsomt, men Muligheden deraf tør jeg efter det foregaaende ikke benegte. Det samme gjælder om mǫgr Sigurðar hos Brage Sn. E. I, 426.

Tostavelses Former paa -u med kort første Stavelse var synkoperede til enstavelses som første Sammensætningsled paa en Tid, da de som selvstændige Ord med fuld Betoning endnu udtaltes som tostavelses.

Irske Annaler ved 873, 878, 880 har Barith, hvilken Navne form jeg tilligemed oldnorsk Bárðr har forklaret af *Baðufreþuʀ.

De tostavelses Ordformer *gladu, haþu, *meku, *setu og ens artede Former synes derimod, hvor de havde sin fulde selvstændige Betoning, at have holdt sig overalt i Norden, ialfald i Sverige og Norge, hele 9de Aarh. igjennem. I Norsk synes de ifølge irske Optegnelser af norske Sprogformer først efter 950 at være blevne afløste af de enstavelses Former gǫð, hǫð, mjǫk, sjǫt, ogsaa hvor Ordene havde sin selvstændige fulde Betoning.

lalfald synes i Norsk de enstavelses Former først efter 950 at være traadt saa bestemt frem i Udtalen, at man skrev enstavelses Former.

Jeg skal først meddele de svenske og danske Ordformer, som belyse dette Forhold.

I Røk-Indskriften, Østergøtland, som jeg nu henfører til c. 900, forekommer sunu Accus. = oldnorsk sun; fiaru, der maa opfattes = oldnorsk fjǫr(27); karuʀ = oldnorsk gǫrr. I Kalfvesten- Indskriften, Østergøtland, fra c. 900 sunu Accus. = on. sun; Mandsnavnet stikuʀ, udtalt Stiguʀ(28), beslægtet men ikke identisk med det ellers forekommende Mandsnavn Stígr Gen. Stigs. I Gursten-Indskriften, Smaaland (Runverser 164), fra c. 875—900 forekommer sunuʀ = on. sunr. .Usikkert er sunu i Rotne-Indskriften, Smaaland (Runverser 110), fra c. 950. I Helnæs-Indskriften, Fyn (Wimmer Runenschr. 343), fra 800—825 forekommer bruþursunu, hvor sunu ikke er forkortet til sun, uagtet det enklitisk slutter sig til bruþur.

Det kan vistnok med Grund fremhæves, at de Tidsbestemmelser, som jeg dels selv og dels efter Wimmer og andre Sprogforskere giver for de Runeindskrifter, paa hvilke jeg beraaber mig, er usikre. Det er sandt, de er usikre(29) . Men jeg paastaar, indtil det modsatte bevises, at de rette Tidsbestemmelser ikke kan afvige saa meget fra de her givne, at dette kan rokke det Hovedresultat om Brages Vers, hvortil jeg her kommer(30).

Sikrere er Tidsbestemmelsen, hvad Grænsen opad angaar, ved flere nordiske Sprogmindesmærker, som ikke er Runeindskrifter og som foreligger i Fremmedes Optegnelser.

At man i Dansk ved Aar 900 endnu sagde lagu «Lov», ikke Iǫg, bevises, som det synes, af det senere angelsaks, lagu «Lov», der er laant fra Dansk(31).

Med større Sikkerhed lader Tiden, ialfald Tidsgrænsen opad sig ogsaa bestemme ved Fremmedes Optegnelser af de nordiske Runenavne, af hvilke vigtige Slutninger om Nordboernes Udtale kan drages.

Blandt de Runenavne, som findes i det foran omtalte Leidener-Haandskrift og som forudsætter en paa en dansk Mands Meddelelse fra 825—850 grundet Optegnelse, findes Bugge-fiu.png fiu, vistnok udtalt féu (af féhu) — oldnorsk , men ved Siden deraf Bugge-lauer.png lauer = oldnorsk Iǫgr. Altsaa blev u foran ʀ synkoperet tidligere end i Udlyd.

Et Haandskrift i St. Gallen, som skal være fra 9de Aarh. indeholder under Navnet Abecedarium Nord(mannicum), vistnok efter en dansk Mands Meddelelse, som neppe har været given før c. 870, den kortere nordiske Runerække med tyske Vers, som indeholde de nordiske Runenavne(32). En Navneform som brita for b synes at vise, at vi her har en Afskrift og ikke den første Optegnelse for os. Navnenes Former er tildels blevne noget forandrede ved Indflydelse af den tyske Sprogart, som har været Versforfatterens Modersmaal, f. Ex. rat istedenfor raid (ræið).

Men de danske Former af Runenavnene, som ligge til Grund, lade sig dog i de fleste Tilfælde bestemme. Her finde vi de synkoperede Former os, rat, sol, og de ikke synkoperede feu = oldnorsk samt lagu, der forudsætter dansk laguʀ Accus. lagu = oldnorsk Iǫgr Accus. Iǫg(33).

Den danske Meddelelse, som ligger til Grund for denne Optegnelse, maa være senere end den, som middelbart ligger til Grund for Leidener-Optegnelsen, og hin er derfor vistnok ikke ældre end c. 875.

Af særlig Vigtighed for os her er en irsk Optegnelse af de norske Runenavne, som jeg udførlig maa omtale for at kunne bestemme dens Tid og Oprindelse.

Fremmede, som stødte sammen med nordiske Vikinger, kan ikke antages første Gang, de mødte disse, at have optegnet de nordiske Runer og Runenavne. Dette maa sandsynlig være gjort meget senere, først efter en Tids fredelige Samfærsel. Finnur Jónsson kan derfor ikke ville paastaa, at en Irlænder har optegnet norske Runenavne før i anden Halvdel af 9de Aarh.

Naar nu en irsk Optegnelse af norske Runenavne meddeler Ordformer, som tilhører et oprindeligere Sprogtrin end det, paa hvilket Brages Digte staa, saa følger deraf, at Brages Digte ikke kan være saa gamle som fra c. 840.

Fra Irland kjendes en Optegnelse af to forskjellige Former af den nordiske Runerække, den ene med Tilføielse af Navne. Denne Optegnelse foreligger i to forskjellige Afskrifter(34), som gaa tilbage til en og samme skriftlige Original. Den ene Afskrift findes i the Book of Ballymote (i the Royal Irish Academy's Bibliothek i Dublin), der er skreven Aar 1391. Den anden i codex Clarendon., Vol. 15, Add. 4783, i British Museum, hvis Tid ikke angives. Række Nr. 1 har Overskriften: Ogam lochlandach andso «Dette er Nordmændenes Ogam (eller: Skrift)». I denne Række mangler Runen i. Runernes Former er tildels blevne forvanskede af irske Afskrivere og er blevne snørklede ved Indflydelse af den latinske Bogskrift, men de Runeformer, som ligge til Grund, kan dog bestemmes. Denne Række forud sætter bl. a. følgende Runeformer: Bugge-u.png u. Bugge-o.png o. Bugge-n.png n. Bugge-a.png a. Bugge-s.png s. Bugge-t.png t. Denne Række synes, navnlig paa Grund af Bugge-o.png, ikke at kunne være meget ældre end Aar 1000. Efter Række 1 følger 4 eller 5 Tegn, som jeg her ikke skal omtale nærmere. Det ene er Bugge-æ.png d. e. Runen æ; et andet latinsk E.

Saa kommer under Navnet Gall ogam «fremmed Skrift» Runerække Nr. 2, ledsaget af Transscription ved latinske Bogstaver og af Navne, som indledes af Ordene «disse Bogstavers Navne» paa Irsk. Runerække Nr. 2 er ufuldstændig, men den dertil hørende Transscription er fuldstændig, ligesom Navnene er afskrevne fuldstændig. Ogsaa i Række 2 ligesom i de dertil hørende Navne, der maa have været meddelte af samme Nordbo som Runerækken, er der flere Forvanskninger, som skyldes de irske Afskrivere. Af de Runeformer, som ligge til Grund mærkes følgende: Bugge-u.png u. Bugge-(s).png s. Bugge-(t).png t. Bugge-b.png b. Bugge-a.png a. Navnlig Formen for b viser, at denne Række indeholder en Variation af de Kortkvistruner, som kjendes bl. a. fra Indskrifter paa Øen Man og paa Jæderen i Norge, samt fra den svenske Røk-Stens Typus Dog har vi her Bugge-ár.png h og Bugge-m.png m. En nærbeslægtet Runerække er ikke paavist i Danmark. Efter dette har vi al Grund til at antage ogsaa Række 2 for norsk. Denne Række synes efter hele sin Eiendommelighed neppe at være ældre end 950. Jeg henviser i den Henseende navnlig til Formen af s. At Runerækken skalde være ældre end 10de Aarh., synes mig uantageligt. I Navnerækken finde vi følgende synkoperede Former: os (af Afskriverne forvansket til or), raid, sol. Men ved Siden af disse læses de ikke synkoperede Former lagor = oldnorsk Iǫgr og fea, der er Afskriverfeil for feu (som Runenavnet ar sammesteds for ur) = oldnorsk (35).

Ved de Sammenstillinger, som jeg i det foregaaende har meddelt, er det efter min Mening fuldt ud bevist, at Brages Vers ialfald ikke er ældre end 900. Om at de skulde være fra første Halvdel af 9de Aarh., kan der efter min Mening ikke være Tale, fordi de indeholder Ordformerne mjǫk, hǫð, glǫð, sjǫt. Det i den irske Optegnelse forekommende norske Runenavn lagor er alene tilstrækkeligt til at vise, at de Brage tillagte Vers ikke er digtede c. 840, men at de er forfattede meget senere, ialfald ikke før 900. At den norske Ordform var lagor, ikke Iǫgr, hele 9de Aarh. igjennem, stemmer ogsaa fuldstændig overens med, hvad vi af de foran sammenstillede danske og svenske Ordformer nødvendig maa slutte.

Man vil kanske imod min Argumentation indvende, at andre af Islændingerne bevarede Digte, som sikkert er fra 9de Aarh., godtgjør, at Synkope af u efter kort første Stavelse, i Forbindelse med u-Omlyd ved første Stavelses Vokal, er ældre end 900. Berettigelsen af en saadan Indvending kan jeg allerede paa Forhaand ikke anerkjende. Nærværende Undersøgelse er netop et Bidrag til Bedømmelsen af den islandske Tradition om den ældste Hirdskalddigtning. Denne Tradition maa controleres ved Kjendsgjærninger, som er uafhængige af den islandske Tradition, thi ellers komme vi til at bevæge os i en Ring. Jeg maa her tillige i Forbigaaende bemærke, at jeg ingenlunde holder det for «fuldtud sikret», at de Vers, som efter Finnur Jónssons Sammenstilling i Arkiv IX, 4 og i Litt. Hist. I skal være fra 9de Aarh., virkelig er fra denne Tid. Det var f. Ex., oprigtig talt, ikke faldt mig ind, at nogen kritisk Litteraturhistoriker nutil dags vilde mene og forsvare den Mening, at den i den fabelagtige Fortælling om Hauk Haabrok i Flatøbogen (I, 582) anførte Halvstrophe af en af Harald Haarfagre digtet Snjófríðardrápa virkelig skulde være forfattet af denne Konge.

Jeg er paa Grund af Runeformerne tilbøielig til at tro, at den irske Optegnelse af de norske Runer og Runenavne, blandt hvilke lagor er, ikke blot ikke er kommen i Stand før 900 (hvilket jeg holder for sikkert), men endogsaa ikke før 950. Dette sidste vil jeg dog kun udtale som en subjectiv Opfatning. Jeg er opmærksom paa den Omstændighed, at den Opfatning, hvoretter norske Former lagor og feu har været brugte c. 950, ikke stemmer godt overens med den almindelige (af Jessen ikke delte) Mening, hvoretter Digtet Hǫfuðlausn, der indeholder Former som Iǫð, kvǫð o. s. v., skal være fra 936. Jeg henstiller denne Sag til Observation, uden her at ville udtale nogen Mening om Digtet Hǫfuðlausn.




At Hǫgna, Sǫrla og ensartede i Brages Digte forekommende Sprogformer ikke har været brugte i norsk Sprog i første Halvdel af 9de Aarh., det maa sluttes af følgende. Det ældste irske Navn paa Norge er Hiruath, egentlig en Benævnelse paa Folket, i Gen. pl. na Hiruade, der nævnes i det gamle Heltesagn. Dette Navn skrives i latinsk Form Hirota i en Notis i the Book of Armagh, der sandsynlig er skreven straks efter 841. Se Zimmer Keltische Beitrage (i Zeitschr. f. deutsch. Alt.) III, 53 f, 95, jfr. I, 231. Dette irske Navn Hiruath i Forbindelse med det angelsaks. Hereðaland beviser, at man i Vestnorsk i første Halvdel af 9de Aarh. ikke sagde Hǫrðar, men Haruðaʀ. Navnet er af samme Stamme som Mandsnavnet haruþs (Genetiv) paa Røk-Stenen. Men naar man i Vestnorsk har sagt Haruðaʀ ikke Hǫrðar, saa maa man ogsaa have sagt Haguna(n) ikke Hǫgna, Sarule (hvis Navnet var kjendt) ikke Sǫrle. Altsaa bevise de i Brages Vers forekommende Ordformer Hǫgna, Sǫrle ligeledes, at disse Vers ikke er saa gamle som fra første Halv del af 9de Aarh.




Af Bøiningsformer fremhæver jeg hǫfuðniðja, der dog her ikke fuldt beviser noget. Ordet er af Brage (Sn. Edda I, 372) brugt som Genetivform i Ental. I Eddadigtene finde vi ofte Ordet niðr «Slægtning» (paa den svenske Røk-Sten niþʀ), Nom. pl. niðjar. Dette bøies der altid «stærkt», og dette er den oprindeligere Bøining, som got. niþjis viser. Den af Brage brugte «svage» Entalsform er yngre og sandsynlig dannet efter Flertalsformen niðjar.

Det usammensatte niðja som Entalsform forekommer hos Ottar svarte c. 1020 (Heimskr. Ól. s. helga Kap. 12, 2). I Gammeldansk findes naniþi, nær Slægtning, og næste niþi i Skaanske Lov.

Paa den anden Side skal det fremhæves, at der i Brages Kunstdigte forekommer flere gammeldags Ordformer og Ord. Men disse indeholder intetsomhelst Bevis for Digtenes Tilblivelse i første Halvdel af 9de Aarh., ja godtgjør ikke engang, at Digtene er ældre end anden Halvdel af 10de Aarh., fordi det ikke lader sig bevise, at vedkommende Ord og Ordformer var ukjendte for norrøne Skalde ved denne Tid.

Foruden de før nævnte Ord vrǫngum, haufuð, Þóri kan her nævnes følgende: hǫð Sn. E. I, 436 forstaar Gering (i sin Udgave S. 8, 20) vistnok rigtig som «Kamp». Dette Ord fore kommer ogsaa i Valkyrjenavnet geira-Hǫð i Grímnismál ifølge Texten i Snorres Edda (I, 120), hvoretter geirahǫð er opført blandt poetiske Ord for «Strid» i Sn. E. I, 562(36).

I et Par andre Tilfælde har man med urette antaget for ældede Former hos Brage. Navneformen ermenrekr (ermin-), som findes i cod. A.M. leß fol. (ogsaa i Prosa) og i cod. Worm., er visselig ikke, som Bjørn Ólsen og Gering har ment, i Norden ældre end Formen Jǫrmunrekr (-rekkr), men er tysk og sandsynlig laant fra Þiðriks saga. Derfor synes det mig urigtigt, at Gering uden Støtte i noget Haandskrift indsætter Formen Ermengandr for Jǫrmungandr i Brages Vers.

Sn. E. I, 256 læser Gering:

Vel hafið yðrum eykjum
apt . . . haldit
simbli sumbls ofmærum.

Han finder i apt en forældet Form for «efter». Men begge Haandskrifter har aptr, og et sammensat ofmærum (hvori of- maatte være betonet) er her metrisk ikke tilstedeligt, og en enstavelses Form apt kunde ikke bruges skilt fra sin Styrelse. Dr. Falk forandrer vistnok med rette of til af og læser:

Vel hafið yðrum eykjum
aptr Þrívalda haldit
simbli sumbls af mærum
sundrkljúfr níu hǫfða.

Herved faar vel en mere passende Anvendelse.

Den sidste Udvikling har ført os over til Betragtning af Ordforraadet.




Fotnoter:

( etter fotnoten fører tilbake til teksten)

  1. Bjørn Ólsen: 3dje og 4de gramm. Afh. S. 21, 86, 199.
  2. Bjørn Ólsen (3dje og 4de gramm. Afh. S. 259) og Gering skrive mod Metret haufoðniðja.
  3. Studier ofver fornsvensk ljudlära, S. 479.
  4. Arkiv VI, 310.
  5. Det er unødvendigt at indsætte haufðe i Brages Vers Sn. E. I, 372, saaledes som Bjørn Ólsen (Den tredje og fjærde gramm. Afh. S. 219) vil, da Brages Vers Sn. E. I, 256 har hǫfða sundrkljúfr i lige Linje. Til at indsætte haufoðbaðm i en Verslinje hos Tjodolv ser jeg ingen Grund. Thi lang første Stavelse er her ikke nødvendig, jfr. f. Ex. jǫtunbygðr Ynglingatal 3, 3» og Formen hǫfuð forekommer i Yngl. 18, 6 og 49, 7.
  6. Efter Metret ligger det nærmest at læse víneyjar med langt i. Jfr. f. Ex. Sn. E. I, 374: ok bláserkjar birkis; Sn. E. I, 254: á Eynæfis ǫndri. Dog mener Sievers (Metrik S. 58), at Metriken tillader at læse vineyjar med kort i.
  7. Denne Læsemaade synes mig oprindeligere end þæfðan, þefðan eller þakþan.
  8. Formerne Hergauts, þrymreginn, hyrsendir forbigaar jeg her.
  9. Cap. 20 (Pertz II, 705).
  10. I Haandskrifter og Udgaver forekommer mun hos Brage ogsaa Sn. E. I, 374, men her synes den traditionelle Text mig at give skjævt Udtryk. Jeg indsætter derfor: flaums þás fjǫrvi næma Foglhildar mein vildu.
       Enten Foglhildar (Svanhilds) flaums (Glædes) mein (Ødelægger), eller snarere efter Dr. Falks Forslag: flaums fogl-hildar (Vandflommens Fugl = Svane, altsaa Svanhildar) mein (Ødelægger), d. e. Jarmunrek. Jfr. aura at meini Gísla s. Súrss. S. 41, d. e. at eldi.
  11. Noreen (Arkiv III, 28) mener, at sitiʀ er en poetisk Archaisme. Men sitiʀ er ikke analogt med niþʀ paa Bøk-Stenen (= got. niþjis), thi niþʀ kan være opstaaet af niþjaʀ og behøver ikke at være opstaaet af *niþiʀ . Jfr. ags. siteð ved Siden af nið pl. niððas. fiaru (= oldnorsk fjǫr) paa Bøk- Stenen ikke i Vers, men dog vistnok overført fra Vers.
  12. I min anden Afhandling om Bøk-Indskriften, der er trykt i Vitterh. Akad. Handlingar 31 (1893), har jeg sat den senest til 900. I min første Afhandling satte jeg den til Midten eller Slutningen af 10de Aarh. Wimmer (Runenschr. 289) henfører den til Midten af 10de Aarh. Hoffory (Gött. gel. Anz. 1885 S. 34) og Noreen (i Pauls Grundriss I, 421) til Begyndelsen af 10de Aarh. Jeg haaber snart at skulle give nye Grunde for, at Bøk-Indskriften ikke er ældre end c. 900.
  13. Det Forhold, som vi i det følgende vil iagttage ved u, synes ogsaa at tale for, at i foran ʀ blev synkoperet tidligere end i Udlyd.
  14. Feilagtig er vist Formen: bǫllfǫgr Sn. E. I, 374; her skulde man vente ballfǫgr, og leß (Sn. E. 11, 577) har ball fagr. Vigfusson læser bǫll fagr-gǫto.
  15. Denne Ordform forekommer ogsaa i Brages Vers om Geirmund og Haamund.
  16. Det eneste herimod stridende Exempel, som Sievers nævner, er et Vers af Kolle den prude, som anføres i Morkinsk. 208. Men her fjærnes Feilen ved med cod. Fris. (Udg. S. 326) at læse: herskriptr jǫfurr gipta. Flertalsformen skriptr forekommer ogsaa i húnskriptr i Sturlas Vers Hák. s. Hákonars. Kap. 227 i Fms. IX, 502.
  17. Altsaa maa Formodningen raðaralfs for Haandskrifternes raðalfr (d. e. ráðálfr) Sn. E. I, 438 forkastes.
  18. Efterat det foregaaende var nedskrevet, har jeg fundet den samme Mening udtrykkelig udtalt af F. Jónsson i Arkiv IX, 371.
  19. Brate (Bezzenb. Beitr. XI, 184) vil i Brages Vers med urette indsætte Hagna, Sarli, drasla, Svalnis. Han bemærker: «Da Brage levede c. 800, kunde u-Omlyden endnu ikke være indtraadt paa hans Tid.» Rigtig er den omvendte Slutning: Da u-Omlyden er indtraadt hos Brage, kan hans Vers ikke være fra c. 800. Mange andre Former bevise jo, at u-Omlyd findes i Brages Vers (glǫð, sjǫt o. s. v.).
       Desuden kan det ikke godtgjøres, at Formerne Sarli, Hagni og lign. nogensinde har været brugte i Norsk-Islandsk. J. Thorkelsson (Bemærkn. til nogle Steder i Heimskr.), F. Jónsson og Brate indsætte hos Tindr Hallkelsson Sarla, fordi Navnet danner aðalhending med jarli. Men her skal Sǫrla blive staaende, thi hos de ældre Skalde danner ǫ aðalhending med a, hvilket jeg her ikke behøver at bevise.
  20. Vitterh. Akad. Handl. 31 (1893) S. 17—21, 61.
  21. Aulularia sive Querolus edidit Rudolfus Peiper, Lipsiae MDCCCLXXV, p. x.
  22. Ogsaa paa Uppsala-Øksen. hvis Indskrift synes mig meget ældre end Leidener-Bækken, læser jeg Bugge-ár.png= h.
  23. Om Vokalbetegnelsen i første Stavelse af disse Former skal her ikke tales.
  24. Udgiven hos Stephens Bunic Monuments III. p. 10 f.
  25. Hermed stemmer overens glirsk ochsal «Aksel», som er laant fra oldnorsk ǫxl (Zimmer Z. f. d. Alt. XXXII, 465).
  26. I Fremstillingen af det ulsterske Heltesagn i den irske Leinster-Bog forekommer oftere sceld, scell «Skjold». Dette Ord er efter Zimmer (Zeitschr. f. deutsch. Alt. XXXII, 268), hvem Noreen i Pauls Grundriss I, 421 følger, laant fra Nordisk og forudsætter den urnordiske Form af skjǫldr. Men den urnordiske Form af skjǫldr har været skelduʀ. Efter min Mening er irsk sceld scell laant fra angelsaks, sceld, den ældre Form for scild, om hvis Forekomst jeg henviser til Sweet The Oldest English Texts og til Wright-Wtilcker Anglosaxon Vocabularies.
  27. Herom taler jeg nærmere i min anden Afhandling om Bøk-Indskriften.
  28. Ikke, som jeg tidligere har antaget, Stiguʀ.
  29. De turde have mindst samme Gyldighed som de af Finnur Jónsson (Lit. Hist. I, 65) for Eddadigtene opførte Tidsbestemmelser.
  30. Sammenlign med den her givne Udvikling Noreen Altisl. u. altnorw. gramm.2, S. 55, § 77, 3; Noreen i Pauls Grundriss S. 422—423; Hoffory i Gottingische Gelehrte Anzeigen 1885 S. 33; Symons «Bijdrage tot de dagteekening der Eddaliederen» S. 15(234)—22(241).
  31. Steenstrup Danelagen S. 13 ff. Brate i Paul—Braunes Beitr. X. 48. Kluge i Pauls Grundriss I, 786.
  32. Se Wimmer Runenschrift S. 235 f. og de der anførte Skrifter.
  33. Leidenerrækkens Navneformer reidu, soulu er (i sine Forudsætninger) oprindeligere end rat, sol i Abeced. Nordm. og raid, sol i den irske Optegneise. Det er da paafaldende, at Leidenerrækkens Navneform Bugge-lauer.png lauer er mindre oprindelig end lagu i Abec. Nordm. og lagor i den irske Optegnelse.
       Det forekommer mig muligt, at u efter kort første Stavelse blev syn. koperet tidligere, hvor det allerede iUrgermansk stod i Udlyd, end der, hvor den urgermanske Endelse var -un, altsaa f. Ex. tidligere i *felu = old- norsk fjǫl end i Accus. sunu af sunu med nasaleret u i Udlyd, af sunun. Men dette kan jeg af Sprogmindesmærkerne ikke paavise.
  34. Udgivne hos Stephens Runic Monuments III p. 10 f.
  35. Zimmer (Z. f. d. Alt. XXXII. 466 f.) mener, at irsk ól «Drik det at drikke», som først er paavist i Begyndelsen af 10de Aarh , er laant fra oldn ǫl. Men henmod taler 1) at irsk ól i Betydning svarer til oldn. drykkr, drekka, ikke til oldn. ǫl; 2) at oldn. ǫl paa den Tid, da irsk ól først optræder, endnu maa have havt Formen alu, saaledes som jeg ovenfor har godtgjort. Jeg formoder med Stokes, at ól er et oprindelig irsk Ord Kan ikke ól «Drik» forudsætte en Grundform *pótlom (pó-tlo-m)? Roden vilde da her have samme Form som i gr. πότος πόοις. Suffixet -tlo-m findes i mange andre irske Ord, f. Ex. scél Fortælling af scétlom. Ligesom ól «at drikke» har Infinitivs Betydning, saaledes ogsaa gabál «at tage», som er dannet ved et nær beslægtet Suffix.
  36. hǫð i Brages Digt bør derfor ikke med Gering forstaaes som Hankjønsord.