I Odins tid – Norrøn religion i fornaldersagaene
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Bogomtale af Carsten Lyngdrup Madsen
|
|
I Odins tid – Norrøn religion i fornaldersagaene
|
.jpg)
Den svenske religionshistoriker Britt-Mari Näsström har engang sagt, at ”for en religionshistoriker kan fornaldarsagorna rätt använda vara en guldgruva”. At dette er tilfældet, fremgår med al tydelighed af Saga Boks seneste udgivelse, I Odins tid med undertitlen – Norrøn religion i fornaldersagaene. I denne bog sætter religionshistorikeren Gunhild Røthe sig netop for at finde troværdige spor af norrøn religion i fornaldersagaerne.
Denne gruppe af sagaer har gennem mange år været miskrediteret som kilde bl.a. på grund af deres genre, der ligger tæt på eventyret, deres fantastiske indhold og deres forholdsvis sene affattelsestidspunkt. - Gunhild Røthes tilgang til fornaldersagaerne er netop at tage disse indvendinger alvorligt og anlægge et overordnet syn på denne gruppe af sagaer. Til trods for mange metodiske vanskeligheder, er hendes udgangspunkt, ”at disse tekstene fortjener mer oppmerksomhet som religionshistoriske kilder.” Hun er helt ud klar over, at opgaven hun har for sig, vil føre hende ad mange besværlige og krogede veje. Hver gang hun støder på et element i en fortælling, som kunne ligne en beskrivelse af den førkristne tro, må hun ind og overveje, om dette element skyldes en ren tilfældighed, om det udspringer af litterære hensyn, om det er udtryk for en kristen tolkning eller om det vitterligt er et autentisk hedensk levn. Konklusionen er ikke altid lige nem og derfor heller ikke altid entydig.
Med konsekvens skærer hun sig igennem de mange lag – fra den kristne middelalderforfatters tendensiøsitet over digterisk frihed og generationers fortælletradition, tilbage til stumper af førkristne sagn og bevarede linier fra digte og kvad fra tiden før Nordens kristning. Ved først at påvise disse mange lag og derefter skrælle dem af et for et, bliver forfatteren faktisk i stand til at finde reelle spor af norrøn religion - ikke direkte og ubestridelige spor men indirekte spor i form af antydninger og tendenser.
I sin analyse opsamler hun et væld af løsrevne brikker fra forskellige men ufuldstændige puslespil. Opgaven bliver da at samle brikkerne og forsøge at få så mange af dem til at passe sammen, at der fremstår et motiv, dele af et motiv eller i det mindste et mønster. Ved et sådant tværsnit får hun skabt en form for overblik, som giver mening – et overblik, som først og fremmest bygger på strukturelle og tematiske ligheder og paralleller til andre kilder.
Bogen er delt op i fire afsnit:
1. Odin
2. Jotner
3. Diser, fylgjer, hamingjer, valkyrjer og norner
4. Blot, hov og haug
I hvert enkelt afsnit forfølger forfatteren sit emne i relevante fortællinger fra de ca. 30 sagaer, som hører til fornaldersagaerne. Dette gør hun bl.a. gennem en række imponerende detailstudier, hvor hun f.eks. undersøger hvilket sammenfald der er i de forskellige kilders brug af bestemte ord og disse ords betydning og medbetydning – der kan være tale om sproglige vendinger, begreber, personnavne og stednavne. I dette møjsommelige arbejde er forfatteren en sand mester i iagttagelse. Og uanset om man er enig i alle hendes konklusioner eller ej, kan man ikke undgå at blive en hel del klogere ikke bare på de mange enkeltmotiver men på fornaldersagaerne i det hele taget.
Selv om der bliver draget sammenligninger med islændingesagaerne og kongesagaerne (ikke mindst i afsnittene om sejd, blot og hov), kan man fra tid til anden undre sig over, at der ikke trækkes mere på disse paralleller. Når forfatteren ikke gør dette, skyldes det ikke en forglemmelse fra hendes side, men er udtryk for hendes syn på islændingesagaerne og kongesagaerne. I visse spørgsmål vil disse sagaer være om ikke diskvalificerede så dog sekundære, fordi de ”bevisst fortolker de førkristne ritualer som deler av den førkristne fortid i en nær historisk fortid”, hvorimod ”fornaldersagaenes skildringer av førkristne ritualer er mer åpne og usystematiske” (s. 221). Forfatteren lægger sig dermed tæt op ad religionsforskeren Margaret Clunies Ross, der mener, at fornaldersagaerne er bedre kilder end andre sagagenrer, når det gælder førkristne ritualer.
I sin konklusion skriver forfatteren bl.a.: ”Selv om fornaldersagaenes bilde av den hedenske fortid først og fremmest er literære konstruksjoner foretatt på Island i perioden 1200 til 1400, altså i kristen middelalder, behøver ikke dette å bety at bildet av hedendommen er resultat av en slags kristen konspirasjon hvor man så å si ble enige om å skape en ’hedendom’. For det første har vi andre kilder som bekrefter flere av de brokkene av myter og ritualer som det refereres til i fornaldersagaene, og for det andre er fornaldersagatekstene mer enn rene skriftprodukter.” (s. 295).
Har man ikke før haft interesse for fornaldersagaerne, så har man det efter at have læst Gunhild Røthes bog. Som læser må man uvilkårligt sidde tilbage med en ubændig lyst til at fortsætte det gravearbejde, som Røthe har påbegyndt. Ikke blot for at finde spor af oldtiden men i særdeleshed for at finde aftryk af den førkristne religion.
Skal der sættes en kritisk finger på bogen er det, at et så gennemarbejdet værk ikke burde være gået i trykken før det havde været gennem endnu en korrekturlæsning. Derved kunne man have fået luget ud i de påfaldende mange småfejl, trykfejl, dobbelte ord osv.
Carsten Lyngdrup Madsen
Andre udgivelser fra Saga Bok / Erling Skjalgssonselskapet:
.jpg)
