Illuge Gridsfostres saga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
Illuge Gridsfostres saga [1]
Illuga saga Gríðarfóstra
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2021
1.
Engang herskede den konge, der hed Ring, over Danmark. Han var søn af Skjold, som var søn af Dag. Denne Skjold kæmpede mod Hermann, således som det fortælles i deres saga. Kong Ring var en klog og vellidt mand, og han var gavmild med penge og den største kriger. Han havde en dronning, der hed Sigrid, som var datter af Vilhelm af Valland[2]. Med hende havde han en søn, der hed Sigurd. Sigurd var den smukkeste mand, og hans evner overgik alle andres. Han var venlig mod sine venner og rundhåndet, men grusom mod sine fjender.
Der var en mand, der hed Svide. Han ejede en lille gård ganske tæt på kongens hal. Han havde en kone, der hed Hild, og med hende havde han en søn, der hed Illuge. Denne var stor og stærk og dygtig til alle former for leg. Hans far blev kaldt Svide den Stridsdjærve. Kongesønnen Sigurd og Illuge mødtes ofte til leg. Sigurd havde mange legekammerater, og han overgik dem alle, uanset hvad de foretog sig, men Illuge vandt altid over ham. Og det kom dertil, at de svor hinanden fostbroderskab, og at den ene ville hævne den anden, hvis denne blev fældet af våben. Der var nu det bedste venskab mellem dem.
2.
Der var en mand, der hed Bjørn. Han var kongens rådgiver. Han forvoldte ikke andet end ondt, når han selv kunne bestemme. Han var på alle måder løgnagtig og lusket, men ikke desto mindre var han en stor kriger, og han forsvarede kongens land mod vikinger, og derfor satte kongen stor pris på ham. Bjørn var stærkt misundelig over, at Sigurd Kongesøn holdt så meget af Illuge, og det kom dertil, at han bagtalte ham over for far og søn og sagde, at Illuge ikke var oprigtig over for kongesønnen. Kongen lyttede til hans ord, men Sigurd ville ikke tro på det. Nu går det sådan i nogen tid, hvor kongesønnen Sigurd opholder sig hjemme hos sin far og nyder stor hæder og anseelse.
Engang bad Sigurd sin far om at få et skib med mandskab, og han sagde at han ville rejse udenlands for at vinde rigdom og berømmelse. Kongen sagde, at det ville stå klar med en måneds frist, »— og Bjørn skal tage med dig,« siger kongen, »— men Illuge vil jeg se herhjemme.« Sigurd svarer: »Jeg ser afgjort helst, at Illuge kommer med.« Men kongen sagde, at Bjørn skulle følge ham, »— for han er den største kriger af alle og svigter aldrig i strid. Han vil være tro og pligtopfyldende over for dig, som han har været det over for mig«, sagde kongen — og dermed var deres samtale til ende. Efter dette går kongesønnen hen til Svide og fortæller Hild om sin samtale med faderen. Hun siger, at hendes søn er meget ung og ikke skal drage med på hærtogt. »Han har desuden ingen erfaring,« siger hun, »— og jeg ønsker heller ikke, at Bjørn skal klandre ham for ikke at kæmpe sammen med dig i striden.« Dermed slutter Hild samtalen, og kongesønnen vender hjem til hallen og er meget nedslået.
Hild havde en trælkvinde, der hed Sunlød. Hun var kyndig i trolddom og den største kvældriderske[3]. Hun havde givet mange mænd en ilde medfart. Hild taler med Illuge og beder ham hente den spade, som Svide havde efterladt på en græsgang. Det gør han gerne. Det var sidst på dagen, da Illuge gik hjemmefra. Han gik rask af sted og kom til græsgangen, hvor han fandt spaden. Det var da mørkt af nat, men han gik alligevel hjemad. Han var dog ikke nået langt, før noget sprang op på nakken af ham med en sådan kraft, at dets hæle slog imod hans bryst. Dette væsen slog på Illuge med en stav, det havde i hånden. Det var Sunlød, der var kommet. Illuge går imidlertid videre, og han bar denne troldkone et langt stykke vej, indtil han kommer til en stor sten. Han kaster troldkonen så hårdt ned på stenen, at hun brækker ryggen, og således mistede hun livet. Han gør ikke holdt, før han kommer hjem. Hild — hans mor — var udenfor, da han kom hjem. Illuge var rasende. Hild var blid: »Skete der noget på din færd — min søn?« sagde hun, »— og fandt du den spade, som jeg sendte dig af sted efter?« »Ja,« siger Illuge. »Så du noget til min tjenestepige, som jeg havde sendt ud efter brænde?« Illuge sagde: »Jeg tænker, at man næppe kan finde en værre tjenestepige, for hun red på nakken af mig, men jeg slog hende ihjel, da jeg brækkede hendes ryg mod en sten.« Hild sagde, at han kunne komme med på hærtogt, »— og jeg ønsker,« siger hun, »— at du tjener Sigurd Kongesøn og følger ham på vikingefærd.« Dette gør Illuge meget glad, og han takker venligt og går med sin mor ind for at sove resten af natten. Om morgenen gør Illuge sig klar til at tage hen til kongens hal. Han tager afsked med sin far og mor og går derefter hen i hallen og ankommer, mens kongen sidder ved sin drik efter morgenmåltidet. Illuge træder hen foran kongen og hilser ham. Kongen tager godt imod ham. Men da kongens søn Sigurd ser Illuge, tager han imod ham med den største glæde og beder ham sætte sig ved sin side. Dette gør Illuge nu. Så går der nogle dage, hvor Sigurd opholder sig sammen med Illuge hjemme hos sin far.
3.
Nu kommer den dag, hvor Sigurds skib er færdigudrustet. Det blev da bestemt, at både Bjørn og Illuge skulle af sted. Kongens søn får nu rejsetilladelse af sin far, og de står ud og sejler nu først til Orknøerne og Skotland, og de går i land mange steder og vinder en stor sejr over skotterne. De skaffer sig et umådeligt bytte. De lægger ikke til land noget sted uden at vinde sejr. Hele befolkningen frygtede dem.
Om efteråret vil Sigurd vende hjemad, men så trækker det op til en vældig storm. Skibet blev da båret af sted med stor fart og drevet nordpå i havet. Sejlet var så udspilet, at det næsten revnede. Så begynder alle rebene at briste. De kunne ikke se land nogen steder. Søen bliver nu meget urolig, og den kraftige storm bevirkede, at vandet skyllede ind over begge rælinger, men alle ombord på dette skib var så modige, at ingen gav udtryk for frygt. Skibet begynder nu at lække meget, og i otte dage måtte de alle stå i øserummet.
Skibet bliver drevet langt nordpå i havet til den bugt, der hedder Gandvig[4]. De strammer da sejlet med stærke reb, men bliver nu ramt af så store bølger, at skibet var nær ved at knække over. De fleste af dem var da udmattede. Men så ser de land! Det var omgivet af bjerge. Skibet drev derpå ind i en vig, og hverken skib eller mandskab gik til. Kongesønnen siger, at de skulle afvente gunstig vind på stedet. De fleste af hans folk var segnefærdige af sliddet. De frøs også sådan, at de mente, at de utvivlsomt ville dø, for de havde ingen ild. Sigurd Kongesøn holdt hovedet højt, og alle ville gerne lave ild, men det lykkedes dog ikke. Bjørn begyndte da at blive meget kold, og hans sagde: »Du — Illuge!« siger han, »— skal ro over denne fjord og skaffe ild, og hvis du ikke finder det, så skal jeg råde over dit hoved, men hvis du skaffer ild, så skal du få denne ring, som jeg har i hånden.« Illuge svarer: »Jeg vil afgjort ikke sætte mit hoved på spil i et væddemål med dig — Bjørn! — men jeg skal gerne forsøge at finde ild, hvis vores folk kan have gavn af det.« Han ror nu alene bort fra sine folk.
4.
På modsatte side af fjorden var der en klippehule, som tilhørte den troldkælling, der hed Grid. Hun var den værste troldkælling. Illuge kommer nu ind til land og fortøjer sin båd og går op på land og kommer til klippehulen. Det var da blevet aften. Så hører han tunge trin, og Grid kommer hjem. Hun spørger ham, hvad han hedder. Han siger, at han hedder Illuge. Det forekom ham nærmest, som om en snestorm eller en haglbyge stod ud af næsen på hende, for snottet hang ned over munden. Hun havde skæg og et skaldet hoved. Hendes hænder var som ørnekløer, og begge armene var forbrændte, og det tøj, hun bar, nåede hende kun til hofterne bagpå, men helt ned til tæerne foran. Hendes øjne var grønne og panden stejl, mens ørerne hang langt ned. Ingen ville kalde hende smuk. Illuge siger, at han vil bede hende om ild. Grid svarer: »Du får ingen ild af mig, medmindre du fortæller mig tre sandheder, og hvis du gør det hurtigt, må du ligge med min datter, men hvis du ikke vil godtage disse vilkår, så er jeg ligeglad med, om Bjørn dør af kulde.« Illuge sagde, at han gik ind på betingelserne.
Derpå træder en kvinde frem. Hun er så smuk, at Illuge ikke mente at have set nogen, der var smukkere. Og så snart han så hende, blev han meget forelsket. Hun var tavs og tilbageholdende. Da tog Illuge til orde: »Lad mig komme til sagen,« siger han, »— og fortælle dig sandhederne: Din hule er så høj og bred, at jeg aldrig har set et større eller mere holdbart hus. Og din næse er så stor, at jeg aldrig har set et værre skræmsel end dig, og du er så sort, at gulvet er smukt sammenlignet med dig, og jeg har aldrig set nogen, som var mere afskyelig, men din datter er i sandhed smuk, og jeg kan nok se, at der er den største forskel på jer — og det samme vil alle, der ser jer, sige.« Da svarede Grid: »Det er givet«, siger hun, »— at du hverken vil lovprise eller forherlige mig, men du synes nok ikke så dårligt om mig, som du lader til. Men nu synes jeg, det er bedst, at du går i seng med min datter, og du kan more dig, ganske som du har lyst til, for du synes bedre om min datter end om mig. Lad det gå lidt hurtigt,« siger Grid, »— det er vel ikke nødvendigt med lange forklaringer.« Illuge sagde, at det skulle ske. Han smider tøjet og lægger sig i sengen, mens kællingen hjælper sin datter, og de ligger nu begge i samme seng. Illuge vender sig mod hende og gør sig kærlig, men hun viser ingen tegn på glæde. Så griber Grid fat i håret på Illuge og haler ham hen på sengekanten, og med den anden hånd trak hun et blankt og skarpslebet sakssværd[5] og rettede det mod hans hoved, men Illuge lå roligt uden at røre på sig. Da sagde Grid meget vredt: »Hør — din elendige søn af Djævelen! — hvordan kunne du tro, at jeg ville finde mig i, at du forfører min datter? Nej,« siger hun, »— nu skal du i stedet blive dræbt.« Da sagde Illuge: »Mit hjerte har aldrig prøvet at blive skræmt, og jeg kom til din klippehule, fordi skæbnen havde bestemt det. Ingen skal dog dø mere end én gang, og derfor skræmmer dine trusler mig ikke.« Og efter disse ord kaster Grid ham tilbage i sengen. Han vender sig mod sin brud med en vældig begejstring, men da han var allermest kærlig imod hende, vikler Grid hans hår om sin hånd og haler ham hen på sengekanten og retter sakssværdet lige mod hans hoved: »Du er meget dristig, men nu skal du i stedet dø!« Men Illuge sagde, at han ikke frygtede sin død. Da sagde hun leende: »Jeg har aldrig mødt nogen, som ikke frygtede sin død, bortset fra dig. Læg dig nu til at sove — og sov godt!« Illuge vender sig mod sin kvinde og er nu overordentlig kærlig imod hende. Så springer Grid igen frem og haler ham hen på sengekanten. Hun hæver nu sakssværdet og ser aldeles rasende ud, men alt forløb som før, og Illuge sagde, at hun ikke skræmte ham. Da sagde Grid: »Du er ikke som andre mænd; blodet stivner ikke i dine årer, og du lader dig ikke skræmme. Nu vil jeg skænke dig livet, og samtidig giver jeg dig min datter, der hedder Hild, men jeg kan dog aldrig belønne din velgerning nok, for du har befriet mig fra en vældig forbandelse, for jeg har dræbt og myrdet mange på denne måde, og de blev alle skræmt af mit frygtelige sakssværd. Jeg har dræbt seksten raske mænd med dette sakssværd, og den slags er jo ikke noget kvinder gør. Nu skal jeg fortælle dig om mit liv, mens du lytter:
5.
Den konge, der hed Åle, herskede over Alfheim. Han havde sig en dronning, der hed Alfrun. De havde en datter, og hun hed Signy. Hun var på alle måder en gæv pige. Så snart Signy havde alderen til det, blev hun gift med den konge, der hed Erik. Han faldt på et vikingetogt vestpå. De havde sammen en datter, der hed Hild, og hun var det smukkeste pigebarn. Signy flyttede hjem til sin far og opholdt sig hos ham. Dronningen fik en sygdom, som førte til hendes død. Kongen kom snart over det, men Signy sad i sit kammer og sørgede meget over sin konge og sin mor. Så fik kongen en dronning, der hed Grimhild. Hun havde et smukt ydre, men var indeni den værste heks. Kongen elskede hende højt. De fik syv døtre, og de slægtede alle moderen på og blev de største troldkællinger. Der skete det, da Grimhild kom til landet, at der hver nat forsvandt en mand, og alle regnede med, at det var noget Grimhild forvoldte. Kongen begyndte nu at blive gammel, og dronningen fandt ikke, at de lå så meget sammen, som hun kunne ønske sig. Hun kommer nu i tanker om at bedrage kongen og få sig en anden, som er yngre, og hun giver ham gift at drikke, og han dør øjeblikkeligt af det og bliver højlagt hos sin dronning.
Grimhild blev nu så ond, at hun tømte hele riget for både værdier og mænd. Efter dette værk gik hun hen til det kammer, hvor Signy sad sammen med sin datter, og da hun kom derhen, sagde hun: »Du — Signy! — har længe nydt hæder og lykke, men alt det vil jeg nu tage fra dig, og jeg nedkalder den forbandelse over dig, at du skal forsvinde herfra og tage bolig i en klippehule og blive den største troldkælling. Du skal kaldes Grid. Din datter skal følge med dig, og hver en mand, der ser hende, skal blive meget forelsket i hende. Du skal dræbe alle dem, som du finder i hendes seng. Du har fået dig syv søstre, og de skal plage dig hver eneste nat og sønderhugge dig og på alle måder mishandle dig, men alligevel skal du aldrig dø, og du skal ikke blive løst fra denne forbandelse, før du finder en mand, som ikke bliver bange, når du retter dit frygtelige sakssværd mod ham. Men fordi det vil synes dem så frygteligt, da vil sådan en mand ikke findes.« Signy formåede ikke at sige noget på grund af sorg og gråd. Da sagde Hild: »Jeg ville gerne, at jeg kunne gengælde din forbandelse — Grimhild! — så jeg ønsker, at du skal stå med den ene fod i dette kammer og med den anden hjemme i kongehallen; trælle skal da tænde et stort bål dér midt imellem fødderne på dig, og dette bål skal brænde både nat og dag, og du skal forneden brændes op af dette bål, men fryse foroven, således at du aldrig får ro. Men hvis mor og jeg kommer fri af denne forbandelse, så skal du dø og falde ned i dette bål.« Grimhild svarede da: »Det er noget forrykt snak, I kommer med, og intet af dette vil ske.« Hild sagde, at det stod ved magt. Mor og datter drog da bort til denne klippehule — og jeg er denne Signy, og her er min datter Hild, og nu vil jeg gifte hende med dig og dermed belønne dig, fordi du har løst mig fra denne forbandelse.«
Men da denne beretning var til ende, kommer syv troldkællinger ind i klippehulen med skarpe sværd, og de angriber Grid og hugger både hårdt og tit. Hild blev meget skræmt. Illuge kommer Grid til hjælp og hugger igen og igen imod dem, og han stopper ikke, før de har dræbt dem alle, hvorefter de brænder dem på et bål. Da sagde Grid: »Nu har du — Illuge! — frelst os begge fra disse troldkællinger, og dette har stået på i elleve år.« Illuge siger, at så har det også varet længe nok.
6.
Efter dette følger Grid dem ned til Illuges båd, og hun gav dem guld og mange kostbarheder, og nu havde han ild med sig, og dér skiltes de. Illuge ror tilbage til sine mænd. De blev glade og kunne nu få varmen.
Kongesønnen og hans folk lå dér en måned, men de fik ikke gunstig vind. Bjørn gav Hild skylden for det og sagde, at Illuge havde fundet hende i en klippehule, og Bjørn sagde, at hun var den værste troldkone. Sigurd bad Bjørn holde mund, og han ville ikke tro på det, Bjørn sagde. Det skete en nat, at kongesønnens folk overnattede ombord på skibet, men så vågner de og ser, at Bjørn er forsvundet, og de leder efter ham og ser omsider, at han hænger oppe ved sejlråen. De vidste ikke, hvordan det forholdt sig med Bjørns død, men det var Grid, der havde hængt Bjørn denne nat, fordi han kaldte Hild for en troldkone.
Herefter sejlede Sigurd fra Finnmarken, og han fik god bør og kom hjem til Danmark og havde skaffet sig store rigdomme og gav guld væk til højre og venstre. Han er nu hjemme hos sin far. Illuge opholdt sig meget sammen med Sigurd, men han ejede dog en stor gård nær ved kongens hal. Kort tid efter blev kong Ring ramt af en sygdom, som førte til hans død. Sigurd holder straks gravøl efter sin far og indbyder alle de bedste mænd i landet, og så blev Sigurd taget til konge over det rige, som hans far havde haft. Kong Ring havde været fylkeskonge i Danmark, og han havde hersket over Skåne.[6] Signy kommer nu til Danmark, og Illuge og Hild tager godt imod hende. Illuge fortæller da alle, hvad der er overgået hende. Kong Sigurd bad om hendes hånd. Signy siger, at Illuge skal råde for hendes giftermål. Sigurd drøfter sagen med ham, og med hendes samtykke lader Illuge Signy blive gift med Sigurd. Deres samliv var godt, og de fik mange børn, som alle blev fremtrædende folk. Kong Sigurd og dronning Signy levede meget længe, men Illuge levede endnu længere. Der forlyder ikke noget om hans og Hilds børn. Denne Illuge blev siden Gnod-Asmunds[7] fostbroder.
Og hermed afslutter vi denne saga.
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i det islandske håndskrift AM 123 8vo, der dateres til ca. 1600. Selve sagaen er formentlig nogle hundrede år ældre.
- ↑ Det vestligste Frankrig.
- ↑ En troldkone, som i ly af mørket farer omkring for at gøre fortræd.
- ↑ Navnet Gandvík, der betyder noget i retning af Trolddomsbugten bruges bl.a. om Hvidehavet, men også Den Botniske Bugt. Her betegner det nok bare et øde sted langt, langt nordpå ...
- ↑ Et énægget sværd.
- ↑ Dette stemmer ikke overens med sagaens indledning.
- ↑ Også kendt som Asmund Bersærksbane. Gnod er navnet på hans skib, som sank ved Læsø, efter at Odin havde gennemboret Asmund med sit spyd.
