Ilmarinen smedder Sampo (Kalevala)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ilmarinen smeder Sampo
Maleri af Akseli Gallen-Kallela

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II

Kalevala
Ferdinand Ohrt

Ilmarinen smedder Sampo

Trygge gamle Väinämöinen    X. 1

slog den raske Hest med Svøben,    7

kørte frem med Gny og Bulder    13

over Moser, over Sletter,

over aabne Svedjepletter;

een Dag iled han og tvende,

saa tilsidst paa Tredjedagen

til den lange Bro han naaed

nær ved Kalevalas Hede,

Osmomarkens Agerfure.    20

Kommen did, tog han til Orde,

selv ytred han sig og taled:

»Ulv, æd mig den Drømmemester,

Sot, med Død skal du ramme Lappen,

ham der har sagt, jeg aldrig mere

vendte hjem, medens Øjet blaaned,

aldrig til nogen Tid og Time,

medens Sol og Maane de skinne!« 

Og den gamle Väinämöinen    31

kvad med Kunst og sang med Visdom,

kvad en Gran med Blonsterkrone,

Blomsterkrone, gyldne Grene,

dem han ud i Luften spredte,

gennem Himmelrummet bredte.    38

Kvad med Kunst og sang med Visdom,

kvad saa Maanen til at skinne    40

i den Gran med gyldne Grene,

Karlsvogn kvad han ned paa dens Kviste.

Atter han ager med Bulder

til det gyldne Hjem tilbage,

mod i Hu, med bøjet Hoved,

Hatten gleden ned paa Siden,

saasom Smeden Ilmarinen,

den evindelige Hamrer,

han som Løsebod har lovet

op til Pohjola, det mørke.    51

Alt standsed Hingsten i Løbet    53

henne ved Osmos nye Kornmark,

og den gamle Väinämöinen

løfted sit Hoved op fra Slæden:

Smælden lyder fra Smeddeskuret,

Klapren ud fra Kullenes Hytte.

Trygge gamle Väinämöinen

traadte dernæst ind i Smedjen.    60

Det var Smeden Ilmarinen,

dær med Fynd og Klem han hamred.

Sagde Smeden Ilmarinen:

»O du gamle Väinämöinen,

sig, hvad melder du mig om Færden,    79

nu du er naaet til Hjemmets Stuer?« 

Sagde gamle Väinämöinen

»Meget jeg har dig at melde:

Dvæler en Mø i Pohjahjemmet,

hist i den kolde Bygd en Jomfru,

aldrig agter hun Bejlertale,

ej føjer hun gæve Svende;

halve Pohjola hende priste,

thi hun er overvættes fager:

Maanen skinned midt over Panden,

Solen straaled herlig fra Barmen.    90

Op, du Smeden Ilmarinen,    93

du evindelige Hamrer!

Drag at vinde denne Jomfru,

see den Mø med fager Fletning!

Mægter du at smedde Sampo,

hvis du broget Laag kan smykke,

faar du som din Løn den Jomfru,

faar den favre Mø for din Møje.«    100

Sagde Smeden Ilmarinen:

»O du gamle Väinämöinen!

Altsaa har du alt mig lovet

op til Pohjola, det mørke,

for dit Hoved selv at frelse,

som en Løsebod for Livet!

Men i dette lange Levned,

medens Sol og Maane de skinne,

gaar jeg ikke til Pohjas Stuer,

op til det Sted hvor Mænd fortæres,    111

op til den Plet, hvor Helte druknes.« 

Men den gamle Väinämöinen

tog til Orde selv og sagde:

»End et Under, endnu et Under:

Gror der en Gran med Blomsterkrone,

Blomsterkrone, gyldne Grene,

henne ved Osmos Agerfure;

Maanen skinned midt i dens Krone,

Karlsvogn stod imellem den Kviste.«    120

Sagde Smeden Ilmarinen:

»Ikke tror jeg det er Sanding,

førend jeg selv faar det skue,

ser det med disse mine Øjne.« 

Begge gik de hen at skue    129

denne Gran med Blomsterkrone.

Da nu Smeden did er kommen,    133

ud til Osmos Agerfure,

staar han stille nær ved Stedet,

over den nye Gran han undres:

Karlsvogn stod jo mellem dens Kviste,

Maanen midt i det Grantræs Krone.

Og den gamle Väinämöinen

tog til Orde selv og sagde:    140

»Kom nu Smed, min lille Broder,

klyv du op at hente Maanen,

op at faa den skønne Karlsvogn,

ned fra gyldenkronet Grantræ.« 

Smeden Ilmarinen derpaa

klavred højt til Vejrs i Træet,

højt til Vejrs at hente Maanen,    148

op at faa den skønne Karlsvogn.

Blomstertoppet Grantræ taled,    151

Fyrren, yppigkronet, mæled:

»Tvi dig du Mand saa ganske vidløs,

tvi dig du Helt saa helt enfoldig,

op mellem Grenene steg du,

klavred barnagtig op til Toppen

for at faa fat en Skyggemaane,

hente dig ned en Gøglestjærne!« 

Da gav gamle Väinämöinen

straks sig til at nynne sagte,    160

Vinden sang han op i Hvirvel,

rørte Luften op at rase;

disse Ord han dernæst ytred,

førte derpaa denne Tale:

»Storm, ombord du Manden tage,

Vaarvind, i din Baad du ham drage,

lad ham ile, lad ham fare

op til Pohjola, det mørke!« 

Vinden sig i Hvirvel hæved.

Luften rørtes op at rase,    170

tog i Smeden Ilmarinen,

lod ham ile, lod ham flyve

op til Pohjola, det mørke,

op til skumle Sariola.

Det var Smeden Ilmarinen,

fremad drog han, fremad jog han,

drog afsted ad Vindens Veje,

frem ad Foraarsstormens Stier,

over Maanen, under Solen,

langs ad Bjørnens Skulderblade,    180

kom tilsidst til Pohjas Gaardsplads,

Sariolas Badstutærskel —

uden at en Hund ham hørte,

uden at en Bjæffer saae ham.

Louhi, Pohjahjemmets Frue,

Pohjas Frue, tandløs Gamling,

iler hastig ud paa sin Gaardsplads,

selv skynder hun sig at sige:

»Hvem er du mellem egne Frænder,

hvilken Mand i din egen Stamme?    190

Hid du kommer ad Vindens Veje,

Foraarsstormenes Slædestier,

ingen Hund har bjæffet imod dig,

ingen Uldsvans har aabnet Munden.« 

Sagde Smeden Ilmarinen:

»Ikke kom jeg hid at lade

Bygdens Hundeflok mig bide,

arrig Uldensvans mig slide

ved en Dør som er mig fremmed,

ved et Led jeg ikke kender.«    200

Pohjas Frue fritted Gæsten;    201-2

»Har du kanske lært at kende,

faaet at høre, faaet at vide,

spurgt om Smeden Ilmarinen,

denne Hamrer saa højlig kyndig?

Alt i lange Tider vi bied,

har med Længsel saa længe ventet

paa hans Komme til Pohjola,

op til den nye Sampos Smedning.«    210

Det var Smeden Ilmarinen,

taled nu det Ord og sagde:

»Vistnok har jeg lært at kende,

spurgt om Smeden Ilmarinen,

thi jeg selv er Ilmarinen,

jeg er selv den kyndige Hamrer.« 

Louhi, Pohjahjemmets Frue,

Pohjas Frue, tandløs Gamling,

iled hastigt ind i Stuen,

dette Ord hun derpaa sagde:    220

»Hør mig nu, min unge Datter,

du mit Barn, min største Støtte,

stiveste Stads du paa dig drage,

hvideste Hvidt om Kroppen tage,

skønneste Lin om Barm du lægge,

klareste Dug lad Brystet dække,

favreste Baand om Hals du binde.

Glimmerpragt du om Panden vinde

før at øge Kindernes Rødme,

aabenbare dit Aasyns Sødme!    230

Nu er Smeden Ilmarinen,

den evindelige Hamrer,

kommen hid at smedde Sampo,

broget Laag med Kunst at smykke.« 

Det var Pohjas skønne Pige,

Landets Pryd og Vandets Smykke,

hun sig hilded, hun sig hylled,    239

smykked sig med Hovedsmykke,

bælted sig med Kobberbælte,

underskønt med Gyldenspænde,

kom fra Buret ind i Stuen,

hopped hastigt ind fra Gaarden;

smukt da smiled hendes Øjne,

kækt da knejste hendes Øren,

vakkert rødmed hendes Kinder.    248

Selve Pohjahjemmets Frue    251

førte Smeden Ilmarinen

ind i Pohjahjemmets Kamre,

Sariolas Tømmerstuer,

mætted ham med Mad i Mængde,

lod ham drikke det han trængte,

plejed Manden paa det bedste.

Saa begyndte hun at tale:

»Sig du, Smeden Ilmarinen,

den evindelige Hamrer,    260

kom du hid at smedde Sampo,

kom du broget Laag at hamre

af en Svanefjeders Spidser,

Mælken af en Goldkos Yver,

af et ganske lille Frøkorn,

Uld af Faar, om Somren klippet?

Som din Løn du faar den Jomfru,

faar den favre Mø for din Møje.« 

Smeden Ilmarinen derpaa

tog til Orde selv og sagde:    270

»Vistnok kan jeg smedde Sampo,

evner broget Laag at hamre

af en Svanefjeders Spidser,

Mælken af en Goldkos Yver,

af et ganske lille Frøkorn,

Uld af Faar, om Somren klippet, —

da jeg selv har smeddet Himlen,

da jeg Luftens Laag har hamret,

før Begyndelsen begyndte,

før den mindste Trevl var vorden.«    280

Gik han nu at skabe Sampo,

gik han broget Laag at smykke,

spurgte Stedets Folk om Smedjen,

Smeddeværktøj han begæred:

Stedet ejer ingen Smedje,

ingen Smedje, Smeddebælge,

ingen Ambolt, ingen Esse,

selv ej Skaftet til en Hammer.

Smeden Ilmarinen derpaa

taled selv et Ord og sagde:    290

»Kun gamle Kællinger nøler,

kun Uslinger opgir Ævred,

aldrig en Mand, selv nok saa ringe,

aldrig en Helt, selv nok saa søvnig.« 

Sted til en Esse han søgte.

Plads til at stille Blæsebælgen

ude over de vide Marker,

yderst over Pohjolas Agre.

Een Dag søger Smeden og tvende,

men paa den tredje Dag omsider    300

kom der en lille broget Stenblok,

kom ham en Klippeklump i Syne.

Smeden sig stilled paa Stenen,

Hammermestren et Baal sig bygged,

samme Dag han en Bælg fik lavet,

næste Dag en Esse han virked.

Det var Smeden Ilmarinen,

den evindelige Hamrer,

Smeddestof han stak i Luen,

Æmner nederst ned i Essen,    310

valgte Trælle til at trække,

svage Svende til at puste.

Smedens Trælle trak i Bælgen,

svage Svende sled og pusted.

Stene voksed dem i Hælen,    317

Fjæld imellem Tæer paa Foden.

Da nu den første Dag var leden,

bøjed sig Smeden Ilmarinen,    320

bøjed selv sig ned for at skue,

kigge ned i Bunden af Essen,

hvad af Ilden frem kunde komme,

hvad der ud af Luen sig løste.

Frem af Ilden sig brød en Bue,

gylden Bue steg op af Gløden,

gylden, med Sølv var den smykket,

Skaftet var broget, støbt af Kobber.

Buen er skøn nok at skue,

men den ejer en ilde Vane:    330

Hver en Dag den kræver et Hoved

og paa de bedste Dage tvende.

Selve Smeden Ilmarinen

blev kun lidet glad for dette,

sønderbrød paa Stedet Buen,

drev den dernæst ind i Flammen,

satte Trælle til at trække,

svage Svende til at puste.

Bøjed sig saa ned for at skue,    341

kigge ned i Bunden af Essen.

Frem en Baad sig brød af Ilden,

rødlig Snække gled af Gløden,

den har gyldenklædte Stavne,

Aaretoldene støbt af Kobber.

Baaden er skøn nok at skue,

men den har ikke gode Vaner:

Helst gaar den uden Grund i Striden,

sejler i Orlog uden Aarsag.    350

Det var Smeden Ilmarinen,

blev ej heller glad for dette,

Baaden knuste han til Stumper,

i sit Ildsted ind han drev den,

satte Vinde til at puste,    391

stærke Stormpust til at trække.

Himlens Vinde sled og pusted.

Østen pusted. Vesten pusted.

Sønden pusted endnu mere.

Nordens Vind med Vælde kuled;

Flammer vælted sig ud ad Vindvet,    399

Gnister slængtes ud gennem Døren,

Støvet steg til Vejrs imod Himlen,

Røgen skød sig tyk imod Skyen.

Det var Smeden Ilmarinen,

da den tredje Dag var leden,

bøjed han sig ned for at skue,

kigge ned i Bunden af Essen:

Saae han nu at Sampo fødtes,

broget Laag i Vejret voksed.

Smeden Ilmarinen derpaa,

den evindelige Hamrer,    410

smælded til med Smeddehammer,

lod dens Slag med Susen svirre,

hamred Sampo, højlig kyndig,

langs den ene Rand en Melkværn,

samt en Saltkværn langs den anden

og en Pengekværn ved den tredje.

Straks maled den nye Sampo,

broget Laag gav sig til at rulle,

maled en Kiste fuld ved Morgen,

Kiste fuld af Mad til at svælge,    420

anden Kiste fuld til at sælge,

tredje til at gæmme derhjemme.

Glad i Hu blev Pohjakvinden,

satte straks den store Sampo

ind bag Pohjahøjens Stene,

ind i Kobberklippens Gæmme;

ned bag Laase ni hun skød den,

fæsted dær sin Sampos Rødder

ni samfulde Favne nede,

stak den ene Rod under Muldet,    430

sænked den anden ned i Vandet

og i Hjemmets Bakke den tredje.

Smeden Ilmarinen derpaa

gik i Gang at fri til Pigen,

taled saa det Ord og sagde:

»Vil du vorde min, o Pige,

nu da Sampo er mig lykket,

og jeg broget Laag har smykket?« 

Det var Pohjas skønne Pige,

selv hun ytred sig og sagde:    440

»Hvem skal da, naar Vaaren kommer,

hvem skal her den tredje Sommer

faa de Gøge til at kukke,

faa de Fugle til at synge —

drog jeg bort fra Hjemmets Strande,

gik jeg, Bær, til andre Lande?

Skulde denne Kylling flygte,

denne Gæsling flagre fra Landet,

hvis sig Moders Afkom forvilded,

hvis det røde Tyttebær rømmed,    450

da vilde alle Gøge svinde,

alle de glade Fugle flyve

bort over disse Bakketoppe,

bort over disse Aases Rygge.

Jeg faar ikke Tid at fare,

slippe mine Jomfrudage;

mangt et Arbejd paa mig bier

i de travle Sommertider:

Bakkens Bær har jeg ikke plukket,

ikke sunget ved Fjordens Strande,    460

heller ikke vandret i Skoven,

heller ikke leget i Lunden.« 

Det var Smeden Ilmarinen,

den evindelige Hamrer,

mod i Hu, med bøjet Hoved,

Hatten gleden ned paa Siden,

tog han til at overveje,

brød med denne Sag sit Hoved:

paa hvad Vis han hjem skal vinde,

naa til kære, kendte Lande.    470

Da sagde Pohjolafruen:    473

»Hvorfor gaar du med Sorg i Sinde?    475

Er du kanske til Sinds at fare    477

hjem herfra til din fordums Bolig?« 

Sagde Smeden Ilmarinen:

»Did er jeg nu til Sinds at fare,    480

hjem at dø paa Fædrenejorden,

ældes udi min egen Hjemstavn.« 

Pohjahjemmets Frue derpaa

kvæged Manden, læsked Manden,

satte ham i Baadens Bagstavn,

gav ham i Haand en Kobberaare;

bød saa Blæsten rask at blæse,

Nordenvinden frisk at vifte.

Smeden Ilmarinen derpaa,    490

den evindelige Hamrer,

drog af Led til egne Lande,

over det dybblaa Hav tilbage;

een Dag sejler han og tvende,

saa tilsidst paa Tredjedagen

atter Smeden kom til Hjemmet,

frem til det Sted, hvor han fødtes.

Gamle Väinämöinen spurgte

derpaa Smeden Ilmarinen:

»Ilmarinen, Smed og Broder,

den evindelige Hamrer,    500

har du skabt den nye Sampo,

har alt broget Laag du smykket?« 

Sagde Smeden Ilmarinen,

selv han mæled nu og meldte:

»Alt har den nye Sampo malet,

allerede har Laaget rullet,

malet en Kiste fuld ved Morgen,

Kiste fuld af Mad til at svælge,

anden Kiste fuld til at sælge,

tredje Kiste fuld til at gæmme.«    510