Imerasugsuk (Holm)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Gustav Holm
1888
2. Imerasugsuk
Konen, hvis Amuletter reddede hende
fra at blive spist af sin Mand
fortalt af Utuak [1]
Imerasugsuk havde havt mange Koner, thi han havde dem aldrig længe, fordi han altid dræbte og spiste dem og deres Børn. For at hans Koner skulde blive fede, fik de aldrig Lov at drikke Vand. Han var Storfanger og gik ofte i Kajak, og naar han gik ud, gjemte han Vandkarret for Konen, for at hun ikke skulde drikke under hans Fraværelse. Naar han kom hjem fra Fangst, gav han Konerne megen Mad at spise, for at de skulde blive fede. Med Kniven i den ene Haand befølte han dem ofte paa Arme og det øvrige Legeme for at føle, om de snart vare fede nok. Naar han havde været paa Fangst og ikke havde fanget noget, plejede han at dræbe sine Koner for at koge og spise dem. Efter at have spist en Kone, besøgte han dennes Familie og sagde: «Nu har jeg igjen mistet min Kone». Han tog sig derefter en anden, som han slæbte hjem med sig.Endelig fik han en Kone, som hed Misana. Hun havde flere Brødre, og han tog ogsaa hendes lille Broder med hjem. Naar Imerasugsuk gik ud paa Fangst, gik hans Kone ud i Husgangen og bortslikkede Vandet, som drev ned ad dens Loft og Vægge. Da han engang kom hjem fra Fangst og ikke havde fanget noget, slog han Misana's Broder ihjel, kogte ham og gav sin Kone et Stykke af Kjødet, som hun skulde spise. Misana foregav at spise det, men lod det falde ned bag Halskraven, fordi hun ikke vilde spise sin Broder. Da Imerasugsuk derefter gik ud i Kajak, besluttede hun sig til at flygte fra ham. Hun gravede en stor Sten ud af Bagmuren i Huset og dannede bag denne en Hulning, som kunde skjules af Stenen. Derefter fyldte hun sin Anorak med Lampemos og lagde den paa den Plads, hvor hun selv plejede at sidde paa Brixen ved Siden af Lampen og vendende Ryggen udefter. Da hun mente, at Manden snart kom hjem, sagde hun til Anoraken: «Naar han stikker Dig, skal Du skrige». Derefter krøb hun selv ind i Hullet paa Bagmuren.
Manden kom snart efter og gik stønnende lige ind i Huset med Kniven i Haanden. Han gik hen til Brixen og stak Kniven flere Gange i den fyldte Anorak, som jamrede sig ligesom et Menneske. Da han opdagede sin Fejltagelse og saae, at det var hendes Anorak der laa, sagde han: «Hvoraf kan det komme, at den skriger som et Menneske?» «Nu er hun rejst, inden jeg fik spist hende; bare jeg dog ikke havde ventet saa længe, men tidligere havde dræbt hende». Han gik nu Husvæggen rundt og stak sin Kniv ind i Væggen[2] flere Steder, hvorved han nær var kommet til at stikke Misana; men han opdagede intet. Han gik nu ud for at søge efter sin Kone. Da han havde været længe borte, gik hun hen til Vinduet for at se, om han var borte, og da hun ikke saae ham, skyndte hun sig afsted til sin Broders Hus. Da hun var kommet et Stykke paa Vejen, hørte hun, at Manden kom løbende efter hende. Hun betænkte sig et Øjeblik, men da hun var kommen paa den anden Side af noget Is[3], udbrød hun: «Jeg har jo Træ til Amulet, jeg vil blive til Træ!» Hun kastede sig ned og blev strax til Træ. lmerasugsuk kom snart efter. Han stak flere Gange med Kniven i Træet; det gjorde rigtignok lidt ondt, men skadede hende ikke. «Bare jeg havde taget min Øxe med«, sagde lmerasugsuk, «nu maa jeg gaa hjem for at hente den». Da han gik hjem for at hente Øxen, og hun ikke kunde se ham længere, flygtede hun videre. Kort efter mærkede hun, at Manden var lige efter hende igjen. Hun flygtede ned til Stranden, hvor det var Lavvande, kastede sig ned og sagde: «Jeg har jo Tang til Amulet, jeg vil blive til Tang!» Da Manden kom derhen, kunde han ikke finde sin Kone, men saa tænkte han: «Jeg vil vente til det bliver Højvande, for at hun kan drukne». Efter Højvande gik han hjem og hun flygtede til sin Broder. Da hun kom tæt til Broderens Hus, blev hun bange for, at Manden forfulgte hende; hun løb derfor op paa sin Broders Ræve- og Ravnefælde, lod sig falde ned gjennem Aabningen, og slog alle Rævene og Ravnene ihjel. Da Broderen snart efter kom, raabte hun, at han ikke skulde blive forskrækket. «Hvordan er Du kommen herhen?» spurgte han. «lmerasugsuk har dræbt vor Broder og forfølger mig for ogsaa at dræbe mig». Efterat de vare komne til Broderens Hus, kom lmerasugsuk henad Aften for at hente en anden Kone. Da han kom ind, anstillede han sig meget bedrøvet, og sagde: «Græd! jeg har mistet min Kone!» Misana laa imidlertid inde paa Brixen under nogle Skind, lmerasugsuk satte sig ned, holdt Haanden for Øjnene og lod, som om han græd, men de andre græd ikke med ham. Misana's Broder fugtede sin Tromme og begyndte at synge. Under Sangen trykkede han dem alle ved Knæerne, og da han kom til lmerasugsuk, sang han: «lmerasugsuk spiser sine Koner og Børn!...» «Hvem har sagt det?» spurgte lmerasugsuk og nægtede det. «Det har Din Kone, som ligger tildækket paa Brixen!» Misana raabte nu bag fra Brixen: «Du har ikke alene villet dræbe mig, men Du har ogsaa slaaet min Broder ihjel og spist ham!» lmerasugsuk svarede: «Du har spist den ene Haand!» «Nej!» svarede Misana, «jeg spiste den ikke, men lod den falde ned bag Halskraven!» lmerasugsuk vilde rejse, men de andre vilde have, at han skulde blive. Man sagde nu, at lmerasugsuk's Hunde sloges med de andre Hunde. Han vilde tage sin Anorak paa for at gaa ud og skille Hundene ad, men Misana's Broder sagde: «Du skal gaa ud uden Anorak!» Broderen bandt en stor Knude paa Enden af Pisken, og da lmerasugsuk gik hen til Hundene, piskede han denne tilligemed Hundene, saaledes at Huden paa lmerasugsuk's Ryg revnede.
Da han havde faaet Pisk, trykkede de andre ham ned og sagde, at Misana skulde komme ud og hævne sig paa ham. Hun tog en Kniv og prøvede paa at stikke ham, men Kniven vilde ikke trænge ind i ham. Brødrene vilde nu stikke ham ihjel, men han var død, inden de vare begyndte at stikke ham[4].
Fodnoter
