Indledning (Norges Helgener)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 3. nov. 2021 kl. 06:35 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av August)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Norges Helgener


Indledning


I den christne Kirkes ældste Dage, den apostoliske og den nærmest følgende Tid, pleiede man at betegne samtlige Troende som hellige (Rom. 1,7, 1 Cor. 1,2 og fl. St.). Men eftersom Verdsligheden mere og mere fik Indgang i Menighederne, gik dette Navn efterhaanden over til at blive et Æresnavn for dem, der ved standhaftig Bekjendelse i Liv og Død eller særegen Fromhed syntes at fortjene det. Især blev altsaa dette Tilfældet med Martyrerne. Disses Dødsdage bleve betragtede som deres Fødselsdage i høiere Forstand og erindredes paa festlig Maade, først i de Menigheder, hvilke de i Livet havde tilhørt, efterhaanden ogsaa i videre Kredse. Det Sted, hvor Blodvidnernes Legemer vare begravne, besøgtes paa hine Aarsdage, man forelæste da Beretninger om deres Bekjendelse og nød den hellige Nadvere. En af de første Martyrer, hvis Mindefest feiredes paa denne Maade, var Biskoppen af Smyrna, Polycarpus († 168). Hans Menighed erklærede, at den skattede hans Ben høiere end Guld og Ædelstene, og skjønt der i den Skrivelse fra Menigheden, hvori disse Ord forekomme, udtrykkelig fremhæves, at her ikke er Tale om Tilbedelse, ved hvilken Herren vilde fortørnes, kom der dog strax Fortællinger i Omløb, der ganske lignede en senere Tids Legender. Det hedte nemlig, at da Biskoppen sattes paa Baalet, omgav Ilden hans Legeme uden at røre det, og de, som stode hos, fornam en sød Lugt som af Virak og kostelige Urter.[1]

Kirkens oprindelig saa rene og værdige Ihukommelse af sine hellige Lemmer udartede overhoved meget snart. En Hovedaarsag hertil laa vistnok i de første Aarhundreders asketiske Retning. Man troede, at Mennesket ved at spæge sit Kjød og paa enhver Maade at undertrykke og bekjæmpe Naturdrifterne kunde naa et høiere Trin af christelig Fuldkommenhed. Mangfoldige Mænd og Kvinder bevægedes herved til at vælge den enlige Stand, og fra det tredie Aarhundrede opstod heraf Eneboer- og Munkelivet. Snart udbredte sig Fortællinger om Undere af saadanne Hellige, øvede baade i levende Live og efter Døden ved deres Grave. De ypperste Kirkefædre i det fjerde Aarhundrede lærte allerede, at de Hellige nøde en høiere Salighed i Guds Beskuelse, at de ved Christi Side skulde tage Del i Dommen ved hans Gjenkomst, og, hvad der blev af størst Betydning, at de ved sin Forbøn kunde være de Troendes mægtige Beskyttere (patroni, intercessores), ikke alene hvor det gjaldt Syndernes Forladelse, men ogsaa i al jordisk og legemlig Nød.

Denne Tro maatte være yderst tiltrækkende for Phantasien og fandt derfor den letteste og hurtigste Indgang. Dens Udbredelse blev yderligere befordret derved, at den ikke var uden Lighed med det synkende Hedenskabs Forestillinger om Heroer, Genier o. s. v. og saaledes kunde smelte sammen med den overtroiske Almues Polytheisme, der havde havt Aartusinders Vext og var saa stærkt knyttet til det hele Folkeliv.[2] Da man begyndte at bygge Kirker og Kapeller over de Helliges Grave, lagde man nu Syge ned i disse, ligesom fordum i Æskulaps Tempel, for at de kunde blive friske igjen ved den Helliges umiddelbare Hjelp eller ogsaa ved en Vision komme til Kundskab om det rette Lægemiddel, og som tidligere i Gudetemplerne, saaledes ophængte man nu i Kirkerne som Offergaver Afbildninger i Guld og Sølv af de helbredede Lemmer; i Lighed med de hedenske Offermaaltider (parentalia) for de Afdødes Manes holdtes der nu ved de Helliges Grave christelige Festmaaltider, ja man indbød disse selv til at være tilstede som usynlige Gjester. Man anraabte de Hellige om Bistand, naar man tiltraadte en Reise, stillede Skibet under deres Beskyttelse og bragte dem deres Portioner ved Passagerernes Maaltider. Fremfor alt kom allehaande Gjenstande, der havde tilhørt eller været i Berøring med Hellige, i den høieste Pris, thi saadanne Sager bar man hos sig som Amuletter. Efterhaanden vedtoges, fremdeles i Overensstemmelse med det gamle hedenske Væsen, bestemte Patroner for Lande, Byer og Stænder, f. Ex. Paulus og Petrus for Rom, Jacobus for Spanien, Andreas for Grækenland, Phocas (siden Nicolaus) for Søfarende, Lucas for Malere, Johannes Evangelist og Augustinus for Theologer, Ivo for Jurister. Antonius beskyttede mod Pest, Apollonia mod Tandsmerter, o. s. v.

Menneskets Forhold til Gud blev paa denne Maade forstyrret, idet Helgenerne trængte sig imellem. Snart nøiede man sig heller ikke med at anraabe disse om Hjelp i sin Nød, men ydede dem ligefrem Tilbedelse. Denne Cultus bragtes efterhaanden i en Art System, idet Engle, Apostle og Evangelister i Forening med Martyrer og fromme Asketer samledes til en Kjæde af Helgenen. Øverst i den hele Kreds stilledes dog Maria, der tidlig betragtedes som en ny og renere Eva og navnlig fra det fjerde Aarhundrede af fremtræder som Beata Virgo Maria, den rene og evige Jomfru, Gud Fader og Christus nærmere end nogen anden Skabning.

Enhver Menneskealder afgav nye Helgener, og disses Tal blev derfor snart uhyre stort. Personer, hvis Hellighed i Tidens Løb var forglemt, eller som endog slet ikke havde været betragtede som Helgener af sine Samtidige, kunde stundom efter lange Tiders Forløb blive Gjenstand for ivrig Dyrkelse, naar der fandt Mirakler Sted ved deres Grave eller Lig. Allerede i Slutningen af det fjerde Aarhundrede, da den berømte Biskop Ambrosius i Milano efter Sagnet opdagede Ligene af to fordums Martyrer i denne Stad, Gervasius og Protasius, godtgjordes, som det fortælles, deres Ægthed ved en Blinds Helbredelse og andre Undre. I senere Tider forekom som bekjendt lignende Tilfælde meget hyppigt, hvergang Hierarchiet ad denne Vei vilde sætte sin Vilje igjennem.

Allerede i det niende Aarhundrede havde Helgenvæsenets Udskeielser naaet en saa sørgelig Høide, at den frække Handel med de Helliges Ben og andre saakaldte Relikvier var i fuld Gang. Dette grove Uvæsen og Helgendyrkelsen overhoved mødte ganske vist Modstand, men de Røster, som hævede sig derimod, bleve ikke hørte. Den store Billedstrid havde endt med Billedernes Seier, og derved traadte ogsaa Middelalderens christelige Kunst for en væsentlig Del i Helgendyrkelsens Tjeneste. Kunsten udstyrede Helgenerne med passende Attributer, laante dels af Skriften, f. Ex. St. Peters Nøgler eller Døberen med Lammet paa Armen, dels af Traditionen, som Georg med Lindormen, Bartholomæus med Kniven, Katharina med Hjulet.

Retten til at erklære en Afdød for Helgen ansaaes oprindelig for at tilhøre Menighederne selv. Allerede 973 forekommer imidlertid Canonisation fra Rom ved Paven, og fra det tolvte Aarhundrede (Alexander III) forbeholdt Curien sig udtrykkelig denne Myndighed, saa at Helgener, der savnede dette Stempel, kom til at staa i en ringere Klasse end de formelig canoniserede. I en senere Tid har man pleiet at kalde disse lavere, locale Helgener beati og kun de canoniserede sancti, men idetmindste i den største Del af Middelalderen forekomme disse Udtryk endnu om hinanden.[3]

Saaledes var, allerede førend Christendommen naaede Norden, Helgendyrkelsen befæstet og fuldt udviklet i den romerske Kirke, og det faldt da af sig selv, at den ogsaa forplantedes til os. De nordiske Folk have imidlertid ikke alene dyrket Kirkens almindelige Helgener, men tillige selv frembragt nye og hjemlige, af hvilke enkelte have opnaaet Anseelse ogsaa udenfor Nordens Grændser.

Her som overalt i den katholske Christenhed har Helgentroen i Aarhundreder havt en gjennemgribende Betydning i det religiøse og folkelige Liv og øvet en stor Indflydelse paa Sæderne. Enhver havde sin særlige Helgen, hvem han paakaldte i sin Nød, og paa hvis Hjelp han byggede sit Salighedshaab. Sjelden nævntes Guds Navn i Bønner eller edelige Forsikringer uden med Tilføielse af et Helgennavn, og i Enden af Breve vil man gjerne paa samme Maade finde Ønsker som: «Dermed Gud befalendes og Sanct Olaf Konge» eller lignende. Den bekjendte Søhelt Søren Norby spurgte betegnende nok, da han hørte om en Mands Redning fra overhængende Livsfare: «Hvilken Helgen mon han har tjent?» Enhver, endog den ringeste Kirke var forsynet med Relikvier. I Alterne anbragtes der i en liden Fordybning et Skrin, hvori disse opbevaredes. Endnu i vor Tid opdages stundom saadanne Helgenrelikvier i ældre Kirker, saaledes som f. Ex. i Stiklestads Kirke i Værdalen 1869.[4] I de større og rigere Kirker, fornemmelig Kathedralkirkerne, var Massen af Relikvier efterhaanden voxet til det Utrolige, thi Biskopperne og Domherrerne satte en Ære i at forøge dem og forsømte ikke paa sine Reiser at erhverve nye Stykker, Endnu i 1513 medbragte saaledes Biskop Hoskold af Stavanger, der i hint Aar indviedes i Rom, otte nye Relikvier til sin Domkirke. Man har en Fortegnelse af 1517 over denne Kirkes Helligdomme, der viser en stor Rigdom. Stavangers Domkirke besad saaledes en Linklud, dyppet i Christi Blod, et Stykke af den Sten, hvorpaa Frelseren havde svedet i Urtegaarden, Noget af Apostelen Paulus’s Albue, Levninger af den hellige Stephanus, af Evangelisten Marcus, af de 11 000 Jomfruer, ja endog af Moses, ikke at tale om af den hellige Thomas (Becket) i Canterbury, af St. Svithun, hvem Kirken var viet, og af utallige Helgener forøvrigt.[5] Og dog forslaar dette Intet imod de endeløse Lister, der haves paa danske Kirkers Helligdomme. Fortegnelsen over saadanne i Frue Kirke i Kjøbenhavn optager syv, og Fortegnelsen over dem, der tilhørte Graabrødreklostret i Roeskilde, endog tolv trykte Foliosider.[6] Af de til Norge overførte Relikvier have enkelte været meget berømte, saaledes den Splint af Korset, som Sigurd Jorsalfarer bragte hjem, samt det Stykke af Christi Tornekrone, der var en Gave fra Kong Philip III. af Frankrige til Magnus Lagabøter og hjemførtes af Erkebiskop Jon Raude 1274. Den opbevaredes i det kongelige Kapel Apostelkirken i Bergen, og Dagen, paa hvilken den var bleven nedlagt her (9de Nov.), feiredes siden som en almindelig Festdag i Norge (festum coronae spinae).[7] I Throndhjem var den Dag (12te Sept.), da Herrens Blod kom til Staden, en særegen Festdag for Byen (fingrgulls-messudagr.)[8]

Saagodtsom alle Kirker vare viede til en eller flere Helgener. Til hvem hver enkelt af Norges Kirker har været helliget, vides vistnok ikke, men det er dog bekjendt for saamange Kirkers Vedkommende, navnlig i Oslo Stift, at man kan se, at de forskjelligste Helgener paa den Maade have været ærede. Hyppigst forekomme hos os Indvielser til Maria (Vor Frue) og til Landshelgenen Olaf, dernæst Michael, Peter, Peter og Paulus i Forening, Andreas, Laurentius, Clemens, Albanus, Margreta, Nicolaus, Blasius, Botolf, Johannes Døberen, Katharina o. s. v., og enkeltvis til mangfoldige andre.[9]

Helgenernes Mængde bevirkede, at der ikke gaves den Dag i Aaret, der jo var endog flere Helgeners Lidelsesdag eller af anden Grund var dem helliget. En stor Del Helgener havde derhos Festdag flere Gange i Aaret, Maria saaledes mindst ni, andre Helgener som oftest to, deres Lidelsesdag og den Dag, da deres Levninger vare fundne (inventio) eller anbragte i en Kirke (translatio). Deres Fest begyndte ogsaa i Regelen Dagen eller Aftenen forud (vigilia, oldn. vaka, hvoraf de i Almuesproget brugelige Former Jonsok, Olsok o. s. v. afledes), og dertil kom endnu Octava (ottende Dag efter Festdagen, denne selv medregnet). Selvfølgelig kunde ikke alle Helgeners Dag feires overalt, da dette vilde have bevirket Ophør af ethvert Arbeide, og der maatte derfor træffes et Udvalg. Man vil derfor allerede fra Olaf den Helliges Tid finde Lovbestemmelser i denne Henseende, idet visse Dage skulde høitideligholdes som Søndage, altsaa fra den foregaaende Dags Non og til den følgende Hverdags Hanegal, andre Dage uden Non. Særegne Dispensationer vare dog givne for Fiskeriets Skyld, for at Fiskestime, der kom under Landet, kunde komme Folket til Nytte, ogsaa om de indtraf paa visse Helligdage.[10] Derhos bleve flere Helgener dyrkede, om ikke i det hele Land, saa dog paa enkelte Steder, naar en eller anden af deres fromme Tilbedere havde ladet bygge en Kirke til deres Ære eller reist dem et Alter i en ældre Kirke og lagt Gods dertil. Og for at ingen Helgen skulde mangle den Ære, der skyldtes ham, var der sørget ved en almindelig Fest for alle Hellige (Allraheilagra-messa) den 1ste November, hvilken efter fulgtes af en lignende for «alle Sjele», den 2den November. Men selv de Helgener, der lidet kjendtes eller dyrkedes i et Land, kom stundom til at erindres i det daglige Liv, thi deres Dage benyttedes som Mærkedage og til Datering af Breve. Ikke alene de Lærde og Skrive kyndige, men ogsaa Almuen regnede Tiden efter Helgendage, og de mange endnu bevarede Primstave ere Vidnesbyrd herom.

Et særdeles interessant Træk i Helgendyrkelsens Historie overhoved og maaske i særegen Grad i Nordboernes Helgencultus er, at den gav Anledning til en saa stor Mængde Reiser. Talrige Skarer af Pilegrime fra Norden besøgte som bekjendt Sydens hellige Steder, og disse Farter have naturligvis bidraget betydeligt til at udvide ikke alene vore Forfædres geographiske Kundskab, men selvfølgelig ogsaa deres Synskreds overhovedet.

Allerede i Christendommens første Dage besøgtes endog det fjerntliggende Jerusalem, f. Ex. af Islændingen Thorvald Kodranssøn og af Thore Hund, og senere, efterat Korstogene havde taget sin Begyndelse, bleve disse Farter meget almindelige. Efter hine Togs Ophør aftog selvfølgelig deres Hyppighed.[11] Næst efter Jerusalem i Hellighed kom Rom, hvorhen ikke alene den høiere Geistlighed ifølge de for dem gjeldende Forpligtelser, men ogsaa Lægfolk jevnlig søgte.[12] End videre St. Jacobs Grav i Compostella, et af Verdens berømteste Valfartssteder, overordentlig stærkt besøgt fra Danmark,[13] besøgt ogsaa fra Island og uden al Tvivl ogsaa fra Norge, om end særlige Vidnesbyrd mangle. Et høist mærkeligt Mindesmærke om disse Reiser er bevaret i Tydskland. Det er et Necrologium fra det berømte Abbedi paa Øen Reichenau (Augia dives) i Bodensøen, hvor omtrent 400 nordiske Navne ere anførte, aabenbart Pilegrime, der paa sine Reiser her have nydt Gjestfrihed. Det angives, muligens urigtigt, at ingen af Navnene skulde være ældre end Begyndelsen af ellevte Aarhundrede.[14]

Efterhaanden voxte Antallet af hellige Steder. Saaledes blev den hellige Thomas’s Grav i Canterbury ikke sjelden besøgt af Nordmænd,[15] ligesaa Aachen, hvor Vor Frues Helligdom samlede talrige Pilegrimsskarer.[16] Siden 1384 gjorde det «hellige Blod» i Wilsnack i Brandenburg stor Opsigt og blev et Maal for fromme Reisende.[17] I Norden selv vare de bekjendte Landshelgeners Grave og fra fjortende Aarhundrede ogsaa St. Birgittas Grav i Vadstena stærkt besøgte. Af ringere Valfartssteder i Norge selv kunne nævnes St. Michaels Kirke paa Slotsbjerget ved Tønsberg, det hellige Kors i Borre[18] og Værne Kloster.[19]

Paa saadanne Steder søgte trykkede Samvittigheder Trøst og Forligelse med Gud. Af og til forekomme ogsaa Exempler paa, at Reiserne ikke vare frivillige, men foretagne efter Paalæg, ja efter ligefrem Dom. I den senere Middelalder, da man kjøbte Syndsforladelse for Penge, lod man hyppig ogsaa Pilegrimsreiser udføre ved andre, ja, efterat dette Stillingsvæsen var blevet almin deligt, blev det for Enkelte endog til et Slags Levevei at reise fra den ene Helligdom til den anden paa andres Vegne.[20]

Man vil af disse korte Antydninger have forstaaet, at Helgenvæsenet vel fortjener at kjendes og studeres. Jeg har derfor ikke anseet det for et spildt Arbeide at give mit Bidrag til Kundskab derom, og i det foreliggende Skrift vil nu Læseren finde en Fremstilling af, hvad jeg har kunnet samle om Norges egne nationale Helgener. Det har hidtil været et saare lidet bearbeidet Emne.

Mit Arbeide deles naturligt i to Bøger, af hvilke den ene omhandler Norges store Landshelgen og Patron, den anden hvad der vides om de mindre Helgener, hvis Antal har vist sig at være større, end jeg selv formodede, inden jeg gav mig ifærd med Undersøgelsen.


Fotnoter

  1. Eusebii Pamphili Hist. Eccl. IV. 23 (ed. H. Laemmer, Scaphusiae 1862, p. 284).
  2. Se herom F. Schiern, Europas Folkestammer, I, Kbhvn. 1851, S. 340 fgg.
  3. Se om Helgenvæsenet i Almindelighed Lobegott Langes Artikler: «Heilige» og «Heiligsprechung» i Allgemeine Encyklopädie der Wissenschaften und Künste, herausg. von J. S. Ersch u. J. G. Gruber. Zweite Section, Th. 4, S. 127–139 og 158–166.
  4. Her var Alterpladens Relikviegjemme korsformet og dækket med en indfældt Sten af anden Form. I Midtkvadratet af dette Kors fandtes en sammenfoldet liden Blyplade, og inde i denne laa, omviklet med Lærred, tre smaa Poser af en Fingertops Størrelse, indeholdende smaa Benstumper. Til hver af Poserne var som sædvanligt fæstet en liden Pergamentsstrimmel med Indskrifter i Minuskler, der angave, at her fandtes Ben af de Hellige paa Selje, af St. Ivo og St. Georg. (Aarsberetning fra Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring, 1870, S. 160). Om et lignende Fund af Relikvier i Sandsvers Kirke se N. Nicolaysen, Norske Fornlevninger, S. 168.
  5. Dipl. Norv. IV. S. 789–790.
  6. Scr. R. Dan. VIII. S. 260–67, 270–81.
  7. P. A. Munch, Norske Folks Hist., IV. S. 156 og de der angivne Kilder.
  8. Norges gamle Love, II. S. 358–359.
  9. Se fornemmelig Biskop Eysteins Jordebog («Den røde Bog»), udg. af H. J. Huitfeldt, Chra. 1873 og fgg. Aar, samt N. Nicolaysen, Register til Skrifter, udg. af Foreningen til Fortidsmindesmærkers Bevaring, Chra. 1876, S. 76.
  10. Se Norges gamle Love, I. S. 10, 138 o. fl. St.
  11. En saadan Reise omtales ved Aar 1300 (Dipl. Norv. III. S. 49), men er ogsaa det eneste Exempel paa den Art Reiser, der forekommer i det hele Diplomatarium. Se forøvrigt P. Riants Expéditions et pèlerinages des Scandinaves en Terre sainte. Paris 1865.
  12. Exempler fra Norge i den senere Tid findes i Dipl. Norv. III. S. 132 (Aar 1323), II. S. 246 (1349), I. S. 376 (1389), IV. S. 432 (1390), I. S. 393 (1392), II. S. 258 (1440), VII. S. 144 (1440), I. S. 672 (1483) og i Isl. Ann. S. 340 (1390).
  13. Werlauff i Ann. for Oldkyndighed og Historie, 1836–37, S. 49 fgg.
  14. Anzeiger für Kunde der deutschen Vorzeit, 4. Jahrg., S. 97–99, cfr. Antiqvarisk Tidsskrift for 1843–1845, S. 67 fgg., og P. A. Munch, D. n. F. Hist., II. S. 371.
  15. Exempler (i Aarene 1309 og 1440) omtales i Dipl. Norv. VI. S. 68 og II. S. 557.
  16. Norsk Tidsskr., udg. af Chr. Lange, IV. S. 65. Dipl. Norv. IV. S. 231 (1344) og I. S. 359 (1384). Isl. Ann. under Aaret 1405.
  17. Nordisk Tidsskr. f. Historie, Literatur og Konst, udg. af Chr. Molbech, I. S. 438. Dipl. Norv. VII. S. 413 (1440).
  18. Til begge disse Steder lod Dronning Margrete valfarte. Doc. af 1405 i Udvalg af danske Diplomer og Breve, udg. af C. Molbech og N. M. Petersen, S. 208. Hendes Bestemmelse gjentoges 1411. (Dipl. Langeb. i Geh.-Arch.)
  19. Dipl Norv. III. S. 363 (1458).
  20. Om Helgendyrkelsen i Danmark i den sidste Del af Middelalderen se C. F. Allen, De tre nordiske Rigers Historie, IV, I. S. 203–216.