Indledning Hymis-Qvida (FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Indledning

For at kunne giöre os rigtige Begreber om Indholdet af dette Digt, maa vi kortelig betragte dets Hovedpersoner:

Æger er, som vi vide, Havets Dæmon eller Naturaand, egentlig hörende til Jætteslægten, og forskjellig fra Niord, der havde Magt over de jordiske Vande i det hele, som Vanaheims Behersker, optaget i Asagudernes Selskab. Æger siges her at have været ganske ung da Tildragelsen skete, derfor er ogsaa ár, ɔ: Fordum eller i Begyndelsen, Digtets förste Ord.

Thor er, som bekjendt, Tordenguden. Han kaldes og Hlódride, Hlórride, ɔ: Ildfarer eller svævende over Altrene.

Hymer, ogsaa kaldet i den yngre Edda Ymer, var en af de ypperste Jætter i Udgaard. Man seer lettelig, at han var forskjellig fra den kosmogoniske Urjætte af dette Navn. Denne Hymer herskede ved og over Elivaga, Underverdenens Floder, der ogsaa ligge imellem Udgaard og Jorden, som det store (for Mennesker) usejlbare Ocean, hvori Midgaards-ormen eller Verdensslangen opholder sig. Jeg troer at Sangens Fabel skal billedlig forestille enten det jordiske Havs eller og en stor Malströms Opkomst, hvori en af disse Gjenstande omtales som en uhyre Kjedel, der nu tilhörer Æger, forhen Ymer (eller Hymer) frataget denne af Tordenguden, paa samme Tid som han optrak Verdensslangen af Oceanets Dyb, samt foraarsagede derved en stor Jordrystelse og Natur-Revolution. Dette fölger, som vi nærmere ville see, af Digtets egne Udtryk. Ordet Hver, der för betegnede en stor Kjedel, tillægges endnu i Island de bekjendte kaagende Kilder, der tildels ere af betydelig Omfang. Ogsaa kaldes Afgrundens underste Dyb i Edds Hvergelmer eller den gamle Kiedel; over den har man forestilt sig Havets yngre Kjedel eller Vandkumme. Hvad det Gilde angaaer, som Æger, efterat have faaet Havets Kjedel eller Afgrund i Eje, skulde give Guderne (ligesom Okeanos til Zeus i Iliaden) aarlig i hver Hörhöst, sigter vel til Havets Rasen og Oversvömmelser paa den Tid, sammenlignet med en sydende Kjedels Kaagen over Bredderne. Hertil lagdes den Overflod af smaa guldskinnende Lys, som da især lod sig see i Dybet, og som omtales siden i Beskrivelsen over Ægers Gjestebud (jfr. I, 232). Tillige havde Gudernes, nemlig Himmellysenes, glimrende Forsamling, igjen indfundet sig paa Himmelen, i de mörkere Nætter, og besögte nu Havgudens dybe Boliger. Alt dette lod Nordboernes Digtere og Præster ane Gudernes Nærværelse der. Hertil kom den Omstændighed at Skandinavernes store Höstfest indtraf paa den samme Tid, og det er bekjendt, at de gamle Folk indrettede Gudernes Hofstat og Skikke efter dem som de kjendte her paa Jorden (som tildels de jordiske, i omvendt Forhold, efter de formeentlig himmelske). Af samme Aarsag have vi Grund til at formode, at nærværende Digt er forfattet til at afsynges ved den ovennævnte Höstfest.

Tyr (eller Tir) er vel den Asagud som vi kjende under dette Navn, skiönt han her siges at nedstamme fra Jætter. Alle Guderne nedstammede og oprindelig fra Jætterne, ligesom Natten sagdes at være ældre end Dagen, Vinteren ældre end Sommeren o. s. v. Af flere Grunde, som det her vilde blive for vidtlöftigt at udvikle, troer jeg at han oprindelig betyder den hornbærende Maane, saaledes som vi see den i förste og sidste Qvarteer. I Digtersproget kan han med Föje kaldes Nattens eller Mörkets Sön, og saaledes antages for at tilhöre Jætteslægten paa Mödrenesiden, skjönt Mundilfare, Odin eller Himmelen ellers var hans Fader. Muligen har man anseet Tyrs Moder for at være en Asynie, bortranet af Hymer lige som Idunna engang af Thiasse. Han siges at være eenarmet (mangle den ene Haand eller Side) paa Grund af sit Udseende, og Mythen siger, at Fenris-Ulven, ɔ: den i Afgrundens mörke Dyb fængslede Underjords-Ild, har tilföjet ham dette Tab, da han vovede at stikke Armen ind i hans aabnede Gab. Maanens Retter til Underverdenens Dybder ere ogsaa bekjendte nok. Det er vel paa Grund heraf at den yngre Edda kalder Tyr: Ulvens Fostersön, eller (i en anden Betydning) Fostrer, Nærer, da et saadant Uhyre engang skulde opsluge Maanen. I en anden Forstand kan det saaledes personificerede Mörke eller Dyb virkelig siges at have fostret, næret eller opdraget den spæde Maane. Germanerne og mange andre Folk ansaa Nymaanen for at være det heldigste Tegn til et Krigstogs Begyndelse, og saaledes blev da Tyr til en af de ypperste Krigsguder. At han især, i dette Digt, tog sig af Ægers eller Havgudens Kjedel, er let forklarligt af Maanens bekjendte periodiske Indflydelse paa Havet. I övrigt henviser jeg, angaaende Tyr, til den mythologiske Ordbog.

I den yngre Edda findes fölgende Fortælling om Thors og Ymers (eller Hymers) Fiskerie. "Thor biede ikke længe hjemme, for han lavede sig til en ny Reise, i saa stor en Hast at han ikke havde sin Vogn, Bukke eller (sædvanlige) Fölge med. I Skikkelse af en ung Mand gik han ud af [eller over] Midgaard, og kom en Aften sildig til en Jætte som kaldes Ymer. Thor blev der Natten over. I Dagningen stod Ymer op og gjorde sig færdig til at roe ud paa Söen at fiske. Thor stod ogsaa op, klædte sig paa i en Hast, og bad Ymer at han maatte fölges med. Ymer svarede han kunde kun have lidet Gavn af ham, da han var saa liden og ung og, lagde han til, du vil fryse dersom jeg roer saa langt ud og bliver saa længe borte som jeg plejer. Thor sagde at han kunde godt roe, og det vilde være uvist hvo af dem der först vilde forlange at söge Landet igjen; og blev Thor tillige saa vred paa Jætten, saa det var nærved at hian strax havde ladet ham smage Hammeren; dog lod han det beroe, fordi han agtede at pröve sin Styrke paa et andet Sted. Han spurgte derpaa Ymer hvad de skulde have til Mading og fik til Svar, at det maatte han selv skaffe sig. Thor gik da hen, hvor han saae en Flok Oxer som tilhörte Ymer, hvoraf han tog den störste som hed Himinbriotr (Himmelbryder, Himmelbrækker), drejede Halsen om paa den og förte Hovedet med sig til Söen. Ymer havde allerede faaet Baaden ud i Vandet. Thor gik ombord, satte sig bag i Fartöjet, tog en Aare i hver Haand og roede saaledes, at Ymer maatte sande at det tog en god Fart. Ymer roede tillige foran, saa at Roeningen gik meget hurtig; og Hymer snart sagde, at de nu vare komne til de Söestrækninger hvor han plejede at fiske. Thor vilde derimod roe meget længere, og roede de da endnu et godt Tag. Da gav Ymer tilkjende at de vare komne saa langt ud, at det var farligt at opholde sig der for Midgaardsormen. Thor paastod at han endnu vilde roe en Stund, som og skete. Ymer blev slet ikke vel til Mode herved. Thor tog omsider Aarerne ind og lavede en meget stærk Fiskesnor til, der var forsynet med en ikke ringere eller svagere Angel. Han satte Oxehovedet paa, kastede det ud og Angelen gik til Bunds. Man maae "tilstaae, at Thor her ikke mindre narrede Midgaardsormen, end Udgaards-Loke havde spottet ham, da han med sin Haand skulde löfte Ormen. Midgaardsormen gabede over Oxehovedet, saa at Krogen gik dybt ind i dens Kjæve. Da Slangen mærkede det, tog han saa grumt af Sted at begge Thors Næver smak mod Kanten af Baaden. Thor vrededes nu, iförte sig sin Guddomsstyrke og strittede imod saa stærkt at begge hans Been gik igjennem Baaden og bleve staaende paa Bunden. Derpaa trak han Slangen op til Kanten, men det kan man sige for sandt, at det var et rædselsfuldt Syn, da Thor saae bister paa Slangen, men denne gloede og udspyede sin Gift mod Thor. Man siger endog at Jætten Hymer skiftede Farve og blegnede af Angest da han saae Slangen, og den sorteblaae Söe strömmede gjennem Baaden. Lige i det samme greb Thor Hammeren og löftede den i Vejret; da famlede Jætten til med sin Kniv og skar Thors Snor over, hvorved Slangen blev lös og sank i Havet. Thor kastede Hammeren efter den, og man siger at han saaledes slog Hovedet af den mod Havbunden [eller Brændingerne]. Men jeg troer, det kan siges dig for sandt at Midgaardsslangen lever endnu og ligger i Havet. Thor hævede Armen og gav Ymer en saa vældig Kindhest at han styrtede overbord og vendte Fodsaallerne i Veiret — men Thor vadede i Land."

Vi see at denne Fortælling stemmer i visse Dele med den Episode af nærværende Digt som handler om Thors Fiskerie, i andre derimod ikke. Opskriveren synes derfor ikke (eller i det mindste kun tildeels) at have benyttet det, hvorimod han mere har fulgt et andet Hedenoldsdigt kaldet Husdrapa, hvoraf vi desværre kun have enkelte Brudstykker. Dette mærkelige Qvad blev til paa fölgende Maade: Olaf Höskuldsen, kaldet af sin Pragtlyst Paa eller Paafugl, var en Hövding i Dalene i Island i det 10^de Aarhundrede. Han lod opföre en större Sal til Gilder (eller store Gjæstebud) end Nogen havde seet til den Tid, uagtet der til hans Faders ved ham foranstaltede Arveöl havde været 900 Gjæster, som dog have fordret et anseeligt Huusrum. Det Indvendige af Væggene og Loftet eller Taghvælvingen var allevegne ziret med ophöjet Billedhuggerarbejde, som deels forestille virkelige Begivenheder, og tildeels Tildragelser eller Scener af den nordiske Mythologie. Dette Arbeide var af en saa fortrinlig Skjönhed, at Alle syntes Salen saae bedre ud naar Tapetserierne ikke vare ophængte. I et Bryllup, den förste Sammenkomst der holdtes her efter Bygningens Fuldförelse, reciterte en berömt Skjald og ivrig Dyrker af de hedenske Guder, Ulf Uggasön, det förommeldte Digt, hvori de Fortællinger besanges, som vare blevne forestilte af Kunstneren. Af dets faa og adspredte Levninger see vi at nogle af Stykkerne have forestilt 1) Baldurs Ligbegjængelse ved Dödningbaalet, og Gudernes Procession dertil; 2) En ellers næsten ubekjendt Strid mellem Heimdall og Loke om Freyas berömte Smykke, Brísinga-men; og 3) Thors Kamp med Midgaards-Slangen samt med Jætten Hymer eller Ymer. Af Digterens Beskrivelse herover have vi fire smaa Brudstykker, som vi her maae betragte noget nærmere.

I det förste siges der "at den glatte eller spraglede Slange saae stivt paa Guden (der sad i Baaden) og udsprudede Giftströmme (mod ham)," og i det andet "at Gudens vrede flammende Blik, udskydende frygtelige Straaler, igjen forfærdede Dragen." Det tredie bevidner "at Thor slog Hovedet af Slangen, saaledes at det trykkedes imod Brændingerne eller Bölgerne" (hrönnunnm, et Udtryk, som ogsaa bruges i en Codex af den yngre Edda). Endelig beskriver det 4^de Fragment hvorledes "Thor gav Jætten det vældige Dödsdrag." Ogsaa her forekommer Eddaskriverens Udtryk vid eyra. Disse og flere Kriterier overbevise mig om, at den yngre Eddas Fortælling især er taget af Husdrapa, eller ældre Digtninger, hvorefter Kunstværket var udfört. Dog har dens Forfatter ogsaa benyttet flere af de gamle Skjaldeqvad, som jeg nu strax kommer til at ommelde.

Der gives nemlig endvidere i Skalda Fragmenter af en halv Snes andre Digte til Guden Thors Ære, hvoraf i det mindste de fire udtrykkelig have tildeels handlet om hans vidtberömte Kamp med Verdens-Slangen.

Af Brage den Gamles Lovsang, findes her i det mindste 7 Brudstykker (ethvert bestaaende af en halv Strophe) om denne Tildragelse. Det förste (Skalda S. 96) antyder Begyndelsen til Episoden, af dette Indhold:

1. Mig blev fortalt at fordum

Den Sön af Tiders Fader

Med Jord-Omspænderen, af Uvæir hærdet,

Sin Styrke pröve vilde.

De fölgende omtale de af Fortællingen bekjendte Omstændigheder ved Fangsten, efter at Slangen havde bidt paa Krogen.

(S. 101.)

2. Ej for Væirgiverens Arving

Laa Fiskersnören slap,

Da Verdensslangen droges

Ved den paa Skib til Strand.

(S. 102.)

3. Han greb til Hammeren

Med höjre, da han öjned Dragen,

Som stærk mon knuge alle Lande

Og Maalet for sit Tog.

(S. 145.)

4. Fra Krogen som udkastet blev

Af ham som kjæk udfordrer Trolde,

Da hængte bugtet Slange-Aal,

Hvis Ædder krydred Volsung-Gildet.

(S. 102)

5. Og halet nær til Baadens Kant

Den fæle Snog, som Land indslutter.

Fra Dybet stirred, haard i Hu,

Paa Hrungners Pandes Sönderknuser.

Endvidere forekommer der et Vers (S. 102) som synes at omhandle Jættens Forundring over Bukkenes Herres (nemlig Thors) farlige og uhyre Fiskedræt — samt endelig et andet (S. 186) hvori der tales om Jætten, "der sönderskar Thors Fiskesnöre," saa at dette Digt i det hele synes at have stemt overens med den yngre Eddas Fortælling. Af Skjalden Eistein Valdasöns ellers tabte Digt forekommer 3^de Vers (eller halve Stropher) S. 101. I det förste siges: "at Sifs Mand tillavede sine Fiskeredskaber, i Selskab med den gamle (Jætte)." I det andet "at Thrudes Fader saae med skarpe Öjne paa Slangen, i det Söen oprörtes rundt om Fartöjet" — og i det tredie "at (Torden)-Flammen udsendte svære Kiler, og at Ullers Slægtnings (Stedfaders) Næver stödte mod Jordens Udkant (Udgaards Fjeldstrækning som omgiver Oceanet)." Af det Digt, forfattet af Ölver Hnufa, findes her blot to Linier (S. 101) af det Indhold: "at jordens Sön og alle Landes Omgiver stædtes i rasende Kamp mod hinanden." Endelig omtaler Fragmentet af det 4^de, ved Skjalden Gamle (S. 102) "Bilskirners Herskers List (ved Fiskefangsten) hvorved Slangen saaredes svarlig." Neppe kan man paatvivle, at denne Thors Daad ogsaa er besjungen i Thiodolfs Höstlöng og Eilifs Thorsdrapa; hvorvidt det er skeet i de övrige i Skalda nævnte Lovsange til Tordengudens Ære af Veturlide, Volustein, Kormak og Thorbiörn Disarskald vide vi ikke for vist, skjönt vi ogsaa tildels have Grund ril at formode det.

Vi saae i det Foregaaende at de Gamle havde forskjellige Beretninger om Udfaldet af denne Thors vidtberömte Kamp med Verdens-Slangen. Husdrapa og de Billedværker som besanges deri, forestilte Tordneren som dens fuldkomne Overvinder, der skilte dens Hoved fra Kroppen. Hymisqvida anförer Mythen paa en tvetydig Maade, da den blot siger os at Thors tunge Hammerslag traf Slangens Hoved, hvorefter den sank i Havet, uden at lade os vide enten den da var död eller levende. Den prosaiske Edda anförer begge Meninger, og erklærer den sidste for den rigtige. (See Valas Spaadom Str. 50.)

Det er let at indsee, at Midgaardsslangen egentlig var en Personification af det rasende Ocean, som mentes at omgive Jorden. Da Tordneren Thor fredede Luft og Hav ved sin vaarlige Kamp mod hele Jætteslægten, sagdes han. at have ombragt den rædsomme Verdens-Slange, saa at Söfarten igjen blev sikker for Menneskene. Saaledes opstod den hele Digtning, men i Tidens Længde blev vel dens rette Betydning ubekjendt for andre end de Indviede, og Mythen udpyntedes da med nye, den i Förstningen uvedkommende Tillæg. Saaledes har man formodentlig indklædt Fortællingen om Thors Fiskerie, hvormed han trak Midgaardsormen op paa en Krog, i en Digtning, som havde Hensyn til en stor Naturrevolution i de ældste Tider, hvorved Oceanet oprörtes paa en usædvanlig Maade, og Havet kort efter, ved det at Hymers Kjedel borttoges fra ham ved Tordnerens Kraft, indtrængte i Fastlands-Bugteme (som det middellandske Hav, det sorte Hav, Östersöen o.s.v.) og saaledes kom i Ægers Besiddelse. Hertil troer jeg at nærværende Digts Forfatter har sigtet, skjönt jeg ingenlunde kan paastaae at denne min Mening er rigtig; den synes dog at bekræftes deraf, at den underste Afgrund kaldes Hver-gelmer eller den gamle Kjedel, saa at det Jordiske Havs Afgrund da let kunde nævnes Hver, uden videre Tilsætning.

Dr. Stuhr har en anden Gisning om den her omhandlede Mythes Betydning. Den er virkelig sindrig, og skylder derfor mine Læsere at gjöre dem opmærksomme derpaa; han siger nemlig : "Hvad Hymisqvida angaaer, saa kan ingen Strid opstaae over Udtydningen af dette Qvad, der umiskjendelig er en Takkesang for Tordenveiret og den derved opkommende Frugtbarhed som vistnok er mere poetisk end hine Hyrdefeste, gjennemflettede med Tordenbyger, som i vore Dage ere blevne opförte paa Orgelværkerne. Hist holde Guderne Raad, og erkjende at intet Gjæstebud kan beredes for dem og intet Offer, da Ægir, der ellers forekommer som det frugtbargjörende Vands Herre manglede Frugtbarhedens Kar. Thor vandrer ud for at brin'ge det til Veje, og da han nærmer sig, öjner han ved den fjærne Horizont den gamle Oldemoder, dunkel og mörk. Thors Kast i Væddestriden mellem ham og Hymer lade sig let hentyde paa de mangfoldige Lyn, da det ene uhyre Kast mod Midgaardsormen er det mægtige Tordenslag som söger Havet, naar den oprörte Natur stormer vild, og synes at ville styrte sammen i den uhyre Kamp, men Vandfloder og brusende Bölger fra Dybene fremkalde Havets Uhyrer." Vi ere saaledes enige i at Digtets Hovedgjenstand er en Naturmythe, og efter hvad jeg forhen har anfört er det sandsynligt, at det er især bleven afsjunget ved Höstfesten til Tordengudens Ære. At det ogsaa er blevet brugt af Præsterne ved at undervise deres Lærlinge i den hedenske Troe og Sagnlære, synes at være indlysende af disse mærkelige Udtryk i den 38^te Strophe:

För hört I have —

Hver Gudkyndig

Kan om sligt

Mere vide o. s. v.

Endelig anmærker jeg, at et i Oldtiden almindeligt, samt endnu i de nordiske Riger brugeligt Egennavn synes oprindelig at være hentet fra den her berettede Mythe. Det er nemlig Mands-Navnet Þor-ketill ɔ: Thors Kjedel, siden sammendraget i Islandsk til Þorkell, i Dansk til T horkild, Thorkel, Torkel o. s. v.

Af særskilte Oversættelser af nærværende Digt kjender jeg kun tre tydske, nemlig en af Gräter i hans Nordische Blumen, en af Mayer i hans Skandinavische Dichtungen, og end en (hvis jeg erindrer ret), som nylig er indfört i det Würtembergske Morgenblatt fiir gebildete Stände. Det samme Blad for 1812 indeholder en vidtlöftig Bearbeidelse af Fortællingen i 12 Sange (No. 125-130). Jfr. fölgende Stykker af Oehlenschlægers episke Digt Nordens Guder: Thor besöger Jætten Hymer S. 115, og Thors Fiskerie S. 131.

---

Noter: