Indsamlingen af håndskrifter (Árni Magnússons Levned)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Árni Magnússon (1663-1730)

Árni Magnússons Levned

af Finnur Jónsson

X
Indsamlingen af håndskrifter

Uagtet der findes et utal af sedler med optegnelser om enkelte håndskrifter, hvorfra de stammer og hvorledes Árni har fået dem (tilkøbs eller som gave), er det dog ret dunkelt, hvorledes han, især i begyndelsen, bar sig ad med at samle. Indsamlingen er begyndt meget tidlig. Hvad der har vakt hans interesse derfor, gives der ingen oplysninger om. At interessen for böger og lyst til at besidde sådanne, interesse for historie osv. har været ham medfødt, derom kan der ingen tvivl være. Det er rimeligvis en arv fra hans morfader Ketill Jörundarson. Alligevel kan der dog have været ydre omstændigheder, der for alvor bragte ham ind på den bane, som han hovedsagelig færdedes på hele sit liv. Man kommer da til at tænke på, hvad der skete 1682, året för Árni kom til København.

Da druknede Hannes Þorleifsson, der 1681 var bleven antiquarius regius; i hans bestalling var det blevet pålagt ham bl. a. at besörge til trykning forskellige »manuscripta af de gamle antiquiteter, fornemmeligen udi vort land Island«, samt at samle manuskripter. Det er höjst rimeligt, at Árni har kendt denne bestalling eller vidst besked om, hvad der var pålagt Hannes, og dette har påvirket ham. Han har vel også kendt lidt til biskop Brynjolfs interesser for gamle håndskrifter og deres afskrivning. Hvad der mulig dog har haft mest at sige, var at han hos sin morfader havde lært hans afskrifter af sagaer og lign. at kende; det er måske dennes litterære virksomhed, der har vejet mest. Ketils sön, præsten Páll (se ovf.), synes ikke egenlig at have været særlig litterært anlagt. Inden Árni var 20 år, altså inden sin udenlandsrejse, er han dog næppe begyndt på nogen indsamling. Da han så kom i forbindelse med Bartholin, der blev H. Thorleifssons eftermand og var ivrig videnskabelig forsker netop på dette område, kan man vist antage, at hans lyst for alvor er bleven vakt til at samle og eje böger, at han er bleven sig sit egenlige kald bevidst. Vinteren 1685—86, som han tilbragte på Island, på sin morfaders gård, må vist betegnes — som för bemærket —, som det første indsamlingsår, men nogen direkte oplysninger herom får man ikke.

Hans morfader var som bemærket en ivrig afskriver af sagaer og oldtekster. I samlingen haves 26 håndskrifter med hans hånd eller som han har ejet og gjort randbemærkninger i. Af disse har Árni fået 7 efter 1700 ved køb eller som gave, 3 fik han af Ketils datter, sin moster Haldora, når, ses ikke. Om de øvrige vides intet. Det er vel ikke for dristigt at antage, at han har fået disse den nævnte vinter, at de på en måde danner grundstokken i hans samling. Fra Páll Ketilsson, der også har afskrevet et par sagaer, fik han ikke ret meget efter de tilstedeværende opgifter; der nævnes et par vigtige håndskrifter (122a fol., Sturl., 334 fol.), men Páll havde fået dem fra andre igen.

Det er umuligt ved de forhåndenværende midler at fastslå, hvorledes Árni i de første 15—20 år eller för sin Islandsrejse 1702 har samlet sine håndskrifter.

Vi får oplysninger om nogle enkelte, således som dr. Kålund har eftervist. 1685—86 — under sit Islandsophold — vides han at have erhværvet 346. fol. (Staðarfellsbók). s. å. (el. 1686) 347, fol., 1686 344. fol. (fra Ingibjörg i Ljárskógar) samt 39, fol., nogle få blade — alle fra vestlandet; 1687 købte han Hulda (66, fol.) af en Islænder: 1689 erhværvedes 5 membraner. Efter Bartholins död kom Árni i besiddelse af meget vigtige membraner 61. fol . 132. fol. og 228, fol. (Stjórn)). Inden 1702 havde han fra sin ven, biskop Jón Vidalin fået ikke mindre end godt og ve! 30 membraner (4 senere). Når der var bogauktioner i København, var han den ivrige køber både af skrevne og trykte böger En sådan auktion, men vist i Árnis tidligere år, er det, Jón Olafsson må sigte til i sin biografi (II, 16), når han (i den islandske) siger, at Árni engang (Jón mener rigtignok at det var, efterat han var bleven sekretær) vilde købe på en auktion (i Fiolstræde), men manglede penge; han lånte da 100(»eller 500, jeg husker det ikke så nöje«) rdl., »dette var hans förste begyndelse med hans istandsættelse i København og antikviteters indrettelse, eftersom han selv har fortalt mig«. Desværre vides ikke, hvad det var for bøger, der købtes ved denne lejlighed. Senere (1699) købte Árni en hel del (o. halv snes) folio-håndskrifter, der havde tilhørt etazråd Meier; ligesom han købte flere håndskrifter, der havde været i etazråd J. Rosenkrantz' eje (død 1695); Jón Þorkelsson fortæller herom, at for at komme i besiddelse af et Heimskringla-hds., måtte han købe hele den efterladte håndskriftsamling for 300 rdl.; der kan påvises 20 håndskrifter — deriblandt 8 membraner —, der hidrører herfra; bl. disse var codex Frisianus (det nævnte Hkr.-hds.), Eirspennill (47, fol.) og hovedhåndskriftet af Kongespejlet (243b, fol.). J. Ólafsson meddeler, at Árni engang tænkte på at sende ham en sommer til Island blot for at afskrive et enkelt håndskrift, en anden gang at sende ham til Stockholm — men han betænkte sig så længe, at det aldrig blev til noget.

Gennem Árnis brevveksling er man i stand til at forøge det billede, man får af ovenstående oplysninger. I de her pågældende år har Árni flittig — mange, måske de fleste, breve er nu gået tabt — brevvekslet med venner og bekendte og anmodet dem om håndskrifter. Og det er ikke blot klassiske ting, sagahåndskrifter og lign., men også de yngre sagaer, æventyr og lign., såvel som rimer, han ønsker. 25/5 1691 beder Árni Magnus i Vigur ikke blot om defekter i Björn hitdölakappes historie, men også om sagaen om Yngvar vidförle, om æmnet i flere rimeflokke (Klerkarimur, Skikkjur., o. fl.), jfr. brev af 20/4 95. I et brev af 16/9 1693 meddeler Árni Þormóður, at han fra Island har fået Amlóðasaga (521b, 4°?). Skúli Ólafsson sender »blade« (6A 1697), tilligemed sagaer om Vitus eller Laurentius (som Árni altså har bedt ham om), og senere nogle »kalveskindsblade«. Omtrent samtidig fik han fra Magnus Jonsson Barlaamssaga (230, fol.). En af de mænd, som Árni stadig henvendte sig til, var hans ven biskop Björn Þorleifsson. 28/7 1694 beder Árni ham om et hds. af Njála, og han får det (466, 4°). I samme brev udtaler han, hvad han ønsker (lovbøger, rimer, digte, sagaer, afskrifter — en sådan sender han tilbage som unöjagtig og ønsker den rettet —). Det er også æventyrsagaer af enhver art, han nu bl. a. ønsker, samt underretning om bøger og digte. Árni henviser til et brev af lignende indhold fra det foregående år. Således er i det hele Árnis breve til Björn. I et brev af 2/5 1697 vil han vide, hvilke bøger der er gået til grunde sammen med Hannes Þorleifsson, der druknede 1681. Allevegne vil han få bøger til låns, når han ikke kunde få dem købte, for at lade dem afskrive. I brevene mellem ham og Þormóður er der idelig tale om håndskrifter og gensidige lån af sådanne. Ved dennes hjælp får han Alexanderssaga efter Miltzow i Bergen 1690. Sit program, om man så kan sige, udtaler han i br. 14/5 1698 til biskop Björn således: »Jeg vænter i sommer fra Monfrère registret over de bøger, som monsr. Torstein Torleifsson meddelte sal. Hannes, og hvilke deraf var på papir eller pergament. Jeg takker hjærtelig for det velvillige løfte om at lade afskrive de gamle breve, som er ældre end 1560, som der mulig forefindes på visitatsrejser, såvel som for at give mig notitie om pergamentsbøger slette og gode eller rester af sådanne, hvor de er og hvorledes beskafne, hvis de tilfældig okkurrerer. Er der nogle ved kirkerne kan Monfrère meo periculo sikker til sig tage, aleneste love kirkerne at de skal tilbageleveres. Enfin, alt hvad der er ældre end 1560, hvad navn det end monne have, er jeg så glad ved at jeg holder det for thesaurum, hvor ringe det end er af indhold«. Tydeligere kunde ikke samlerens lyst udtales; man lægger også mærke til grænsen nedad (der iøvrigt hvad breve angår, sættes til 1580); reformationens første tid.

Hvad der gælder bøger (håndskrifter), gælder også breve og brevbøger. Han havde jo 1697 fået breve fra Norge (Stavangerbrevene), fra Skalholt havde han fået løfte om breve til låns, og i det nysnævnte brev ønsker han Holarbrevene ældre end 1580; de skal tilbageleveres efter afbenyttelsen (ɔ: afskrivningen). »Monfrère vil måske synes at denne bön er vidtløftig, men, siger han, ingen skade kan kirken heraf få, jeg kan også med lethed, hvis jeg vilde, få kongelig befaling [han tænker på Moth] derom, men jeg mener at det ikke er nødvendigt og lader det derfor fare«. I samme brev beder Árni biskoppen også om oplysninger vedrørende biskopperne Ólafur Hjaltason og Guðbrandur; dette er led i hans stræben efter at få så fyldige Vitæ eruditorum Islandorum som muligt.

Árni rettede sine opfordringer ikke blot til sine landsmænd og isl. venner, men også til andre som biskop Stoud (jfr. br. 6/3 1700, hvori han ønsker breve, bøger, inskriptioner, penge (ɔ: mønter) ældre end 1580, kronologi over de lutherske bisper; Stoud sender ham breve og bispeliste).

Utrættelig er Árni i sine forespörsler og anmodninger. Overalt, hvor han tror, at der findes håndskrifter (litterært interesserede personer kendte han alle sammen), er han påfærde, og det er som han ved besked om alt muligt, håndskrifter og deres historie; han undersøger, hvor de har været til de og de tider og ved besked derom. Det er ikke blot mænd, men også kvinder (dette især i senere tider), han henvender sig til og får bidrag til sine samlinger fra. Jeg hidsætter følgende memorialliste tilsendt biskop Björn 1701, der er et så talende vidnesbyrd om Árnis indtrængende efterforskninger, udstrakte viden og alsidige interesser. Hvad der gælder biskop Björn, gælder alle andre:

»1. Skuli præst Torlaksson, min udmærkede ven, uagtet vi ikke personlig kender hinanden, har tilforn lånt mig og jeg ham tilbagesendt Holarbiskop Jons brev, dateret 1359 og transcriberet 1393, handlende om laksefangst i Laksåens munding. Samme brev vilde jeg gærne få til låns på ny i sommer, beder Monfrère ham på mine vegne at tilskrive og 1. excusere mig operosissime, at jeg på grund af knap tid ikke kan skrive ham til, 2, bede ham låne mig nævnte brev i sommer og sende mig det med Husvikingerne [skib fra Husavik]. forseglet i konvolut, og det skal ufejlbarlig komme tilbage næste år, og dermed det ene brev, jeg endnu har tilbage af de af ham mig lånte documenter, 3, bede ham communicere mig flere nyttige documenter, hvis han siden har fået sådanne. 4. bede ham, hvis muligt, få fat i den norske kongesaga på papir i 4°, som han for mange år lånte sal. Torstein præst Jonsson på Gilsárteig. Jeg har fået sikker kundskab om, at bogen er på Skinnastadir hos præsten Einar Nikulásson. selvom måske nævnte Einar nægter det.

2. Monfrère har af nævnte præst Skule fået hr. Olaf Hjaltasons brevbog: den beder jeg Monfrère om at låne mig i sommer, hvis han endnu har den, og er den afleveret, så enten at få den igen eller i det mindste lade mig vide, hvor den befinder sig.

3. Jon Torlakssons bog, som Monfrère har lovet mig at sende mig i sommer.

4. Alle de relationes om Sæmund frode, som han kender, hvor tåbelige de end er. Ikke er det vore fejl, at folk har været så dumme at tro sådanne fabulis, men jeg har en bestemt hensigt med at efterforske dem, og vænter i sommer det deraf, som Monfrère husker, og det vilde være mig kært, om de dilucide — for at sige så — hellere end compendiose blev optegnede.

5, Løftedagsbrevet fra Grund i Øfjord at sende mig i sommer, hvis ske kan.

6, Det register over bøger, trykte på Holar, som jeg ifjor fra Monfrère fik, er temmelig jejunum, dog takker jeg derfor. Jeg vilde gærne det blev så indrettet, at bogens tittel blev først skrevet hel, dernæst qvo anno bogen der eller der var trykt og så i hvilket format den var. Hvis Monfrère med tiden kan communicere mig noget denslags, var det mig meget kært, men det er ikke hastværksarbejde, og kan vel næppe ske uden andres hjælp. 7. Hvis der nogensteds kan opspörges en bog eller bøger trykte af Jon præst Matthiasson, vilde jeg købe dem, selv om de var meget dyre, og jeg beder Monfrère om at göre alt muligt for at skaffe dem tilveje.

8. På Víðivellir er der nogle gamle documenter, originalbreve ældre end 1580, gamle dommebøger, og andet sådant, som Monfrère kunde vel skaffe mig til låns med tiden. Dér er tilvisse sal. hr. Torlaks brevbog, ti sal. mag. Tordur antyder det i et af sine skrifter, som jeg har set. Men deri kan der godt være et og andet, som hans folk ej så just vil at alle skal se. Derfor er det mig nok, hvis Monfrère engang går den igennem og lader excerpere alt hvad der synes ham tjæner til [at oplyse] historiam Islandiæ politicam vel ecclesiasticam, eller andet sådant, hvori der kan være nogen lærdom.

9. Jeg har tilforn bedt Monfrère at lade afcopiere alle gamle breve ved kirkerne, hvor han visiterer, tvivler ikke om, at Monfrère det altid ved occasiones har i tanken.

10. Ifjor bad jeg Monfrère om skolen på Holums fundats, item information om skolens indkomster: det har Monfrère glemt, men det kan dog til sin tid blive lige så nyttigt for Monfrère som mig, at jeg det har. Der må dog endelig være en fundats, siden amtmand og lagmand refererer sig dertil.

11. I Guddale kirke i Skagafjorden findes der nogle breve, og blandt dem et gammelt, hvori kirkens inventarium er optegnet, dem vilde jeg gerne få til låns.

12. Jeg bad ifjor om en copie af Holestads aflevering, item fortegnelse over domkirkens ornamenta og inventarium. Der er ofte i sådanne afleveringer og registre gamle og sjældne ord og nomina rerum, som man tilforn ikke kender. Hvis der ved bispesædet er gamle og nye afleveringer, så vil jeg hellere de gamle, ti der kan være meget borte, som ikke står specificeret i de nye.

13. Auduns, Jons, Pjeturs og Olafs registra, som Monfrère ifjor lovede at lade afskrive for mig, håber jeg nu i sommer at få fra ham, såvel som biskop Jon Arasons, dat. 1525.

14. Hvis der mulig senere findes flere sådanne katolske bispers registra eller visitatser, beder jeg Monfrère enten at lade dem afskrive eller sende mig dem til låns.

15. Så modtager jeg gærne med tiden kopi af hr. Gudbrands visitatsbog. hvor mutila den end er. Monfrère har tidligere skrevet mig, at der på Holar også findes hr. Torlaks og hr. Gisles visitatsbøger sammenhæftede i lille folio, item mag. Jons i 4°. Vilde Monfrère engang lade en eller anden afskrive de 3 sidste, var det mig kært. men jeg vænter dem ikke til sommer; ej heller behøver de egenlig så accurat at være skrevne som de gamle biskoppers, men jeg vilde [dog], at hr. Gudbrands var nogenlunde accurat. Skriverlönnen skal jeg betale, som Monfrère mig meddelendes vorder.

16. Jeg har tidligere bedt Monfrère om register over bispesædets alle gamle bøger, jeg mener skrevne, såsom Visitats- eller Måldagebøger, gamle brevbøger og andre sådanne documenta, der har tilhørt bispesædet fra forst af. Monfrère har lovet mig dette, men det er uden tvivl blevet glemt. En af hans tjænere kunde denne commission udrette, en som var accurat og opmærksom.

17. Monfrère skriver, at blandt de breve, som han för har sendt mig, har der været nogle pergamentsblade, hvorpå der var skrevet »Egils register«. Jeg har blandt de breve ikke modtaget et blad af noget bogskind, så dette må være en fejltagelse; og dette register må således bestemt endnu være på bispesædet.

18. Monfrère har för skrevet mig, at på Holar var der en meget tynd bog-las, kaldt Sigurds-register. Item har Monfrère senere skrevet mig, at bispesædet ejede to lasede kalveskindsbøger, indeholdende kirkers ejendomme etc. Jeg tror fuldkommelig, at, hvis man undersøgte sagen nöje, vilde der findes dér flere sådanne gamle bøger, og jeg har så temmelig gode argumenta for min mening, som det dog er for vidtløftigt her at indføre. Uden fare vilde det være, tror jeg, om Monfrère lånte mig sådanne gamle laser af bøger uden kongelig ordre til gennemlæsning en vinter, ti så sandt jeg vil fare vel levende og død har jeg ingen anden tanke end sende alt dette ærlig og uskadt tilbage. Men at dette undertiden bliver hos mig længer end det burde være, var manglen på skrivere skyld i samt mange avocamenta.

19. Jeg mener også at vide, og har raison derfor, at der endnu dér hos Monfrère er nogle gamle breve tilbage foruden dem, som tidligere er mig tilsendt af ham. Det er mig magtpåliggende at have det meste af sådant som haves kan, og derfor beder jeg Monfrère om nöje at lade efterse og inqvirere i alle leddiker efter sådanne breve og dokumenter, så at der slet intet bliver tilbage og sende mig dem, der mulig findes, eller i det ringeste copier deraf, hvis brevene er (hvad jeg dog ikke tror) af sådan pondere, at Monfrère aldeles ikke vil lade dem komme bort fra sig. Jeg forlader mig her i på min gode broders assistence.

20. Om Summaria over nogle af bibelens bøger (jeg ved ej hvilke eller hvor mange), trykt på Nupafell (1589 tror jeg) har jeg för bedt Monfrère og han har givet mig forhåbning derom; er den senere kommet i hans hænder, får jeg den vel engang at se.

21. Margretes bön, som Are præst har ladet sig forlyde med at have, ved jeg ikke hvad kan være; er den senere kommen Monfrère for öje, får jeg den vel; ellers er det digt næppe særlig mærkeligt.

22. Videdalskirkes brev har jeg i sandhed ikke fået, og det er et af de argumentis. der bevæger mig til at tro, at noget denslags er blevet tilbage hos Monfrère. Iøvrigt er det brev ikke af synderlig betydning for mig, ti jeg har fra vicelagmanden Páll Jonsson fået en god copie deraf.

Det er af alt klart, at allerede ved år 1700 har Árnis samling af håndskrifter været meget betydelig. I et br. til B. Winther 2/9 1698 siger han, at han besidder alle islandske sagaer, og i br. 25/2 siger han, at han har en så stor collection in membranis, som vist ingen i Evropa ellers, og 1697 siger Þormóður: »antiquorum monumentorum dives est et plura qvotidie colligit«; hans bibliotek er da ved at blive »en seværdighed«. Og i et memorial til Moth skriver Árni: »haver jeg allerede sanket en temmelig qvantitet af islanske Monument, disse nordiske riger og underliggende provincer angående«.

Árni er da også ved 1700 blevet almindelig kendt viden om som samler efter den mest udstrakte målestok.

Også trykte bøger interesserede Árni, som det af ovenstående fremgår, sig for — overhovedet alle. Hvad disse angår, er man endnu mindre istand til at følge væksten af hans samling. Man hører tilfældigvis, at han ejer den eller den bog (Willeramus, Rostgaards br. 28/6 97). Winsløv (i Amsterdam) gratulerer Árni med 3 bogauktioner i Leiden og har købt 2 bøger til ham, 28/6 1697; Árni ejer Helmoldus, som han har lånt Þormóður (27/2 97). Et brev fra J. Brögger 30/4 1695 giver indblik i, hvad Árni har ønsket; Brögger nævner først 2 bibler, henholdsvis med »glagoliske« og »cyruliske« bogstaver, 2 bøger på plattysk (uden titel), Cellarius' disputatser om historiske og filologiske æmner (titlerne anføres); alt hvad denne lærde har skrevet kan fås i Halle; det samme meddeles om Kirchmayers disputatser. I et par breve meddeler N. Foss (fra Utrecht), hvilke bøger der er under udgivelse, hvilket forudsætter Árnis store interesser for sådanne. I Ny kgl. sml. 275 d, 8° findes Árnis egenhændige katalog over danske palæotyper 1501—60, hvoraf han har set mange hos P. Syv (dennes bogsamling har han kendt tilfulde). Når denne katalog er skreven, vides ikke, men det er sket efter 1706 (Árni siger, at han i dette år har skænket Chr. Worm en Canon secundum usum ecclesiæ Roscildensis 1522). Uden tvivl ligger der tilgrund på dette område dybtgående studier, der går langt tilbage.

Efter at have taget ophold på Island 1702 fik Árni naturligvis en udmærket lejlighed til at samle og få underretning om håndskrifter, breve og bøger. På syd- og vestlandet gæstede han jo på sine jordebogsrejser alle de vigtigste gårde og kunde tale så at sige med hver bonde i egnen. Allevegne, hvor han kom, har han uden tvivl undersøgt alt hvad der forefandtes af håndskrifter, breve og bøger og udfrittet folk om hvad de vidste om denslags. Nu var det så gunstigt, m. h. t. brevene, at ifølge den kongelige instruks, han havde fået, havde han ret til at få alt hvad der hed skøder og dokumenter vedrørende jorder (§ 3: »bemyndigelse til hos proprietærerne at indkræve jordebøger og adkomster på deres jordegods, og påbud om at undersøge kronens ældre mageskifter«, og ikke mindre § 29: »dokumenter ved kirker, klostre eller hos privatmænd, som kan være til nytte, skal uden tergiversation fremvises«). Det er indlysende, hvilket ypperligt virksomt redskab sådanne kongebud måtte være i Árnis hånd, og han har sikkert trolig nyttet det. Men desuden har dén myndighed, han i det hele var forlenet med, uvilkårlig støttet hans bestræbelser stærkt.

Efter Árnis breve at dömme gik han straks i lag med at samle breve til gennemsyn og afskrivning. L. Gottrup sender ham Tingøre breve (1703), Gisli Jónsson kopi af skøder (s. å.); fra Bessestad får han (s. å.) bøger og breve, Eirikur Bjarnason på Buland sender »bladstumper efter begæring« (1704), Olafur Einarsson sysselmand beder om tilbagelevering af lånte bøger og håber at Árni har fået en »sagabog« (s. å.). Bessi Gudmundsson har sendt (10/6 s. å.) Skridaklosters breve, og ligeledes tidligere Karlamagnussaga (ɔ: 180c, fol.); Eggert Jónsson på Akrar sender breve (s. å.), Þorkell Jónsson i Njarðvik sender (s. å.) navne på drivtömmersteder, Ólafur Stefánsson, præst, sender uopfordret »blade« (s. å.), ti han har hørt, at Árni også tog imod småting; Guðrún Ögmundsdatter i Flatey (enke efter Tómas, sön af Jon Finnsson; det var litterær afskriverslægt) sender (s. å.) »Skálda« (ɔ: 162, 8°) og har för sendt »Edda« (ɔ: 757b, 4°); Ingibjörg Pálsdatter (datter af Páll i Selárdal) sender (1705) breve m. m. og lover siden mere; hendes broder Haldor sender (s. å.) blade og breve til eje; Guðlaug Þórðardatter sender (s. å.) en rimtavle, hun selv har skrevet (1 blad), og således videre. Af flere breve ses, at Árni har bedt så den ene, så den anden om at skaffe dette eller hint til veje; således beder han (10/12 1707) Ólafur Einarsson at skaffe sig Móðarsrímur; en navngiven kvinde skal have kunnet dem udenad og nu beder Árni om, at der måtte blive optegnet efter hende alt hvad hun kunde eller huskede deraf. Året efter sendte Ólafur ham rimerne. Dette er et—skönt ret enestående tilfælde — dog et fortræffeligt eksempel på Árnis omhu i eftersøgningen og for bevarelsen af alt, hvad der kunde bevares. Disse rimer var dog ikke af særlig værdi. Samtidig søger han indtrængende at få efterretning om så vigtige håndskrifter som Hauksbók og Sturlunga hds. Biskop Brynjólfur Sveinsson havde ejet en stor samling håndskrifter og sagaafskrifter. Ved hans død gik det samlingen ilde, men Árni reddede i sidste öjeblik vist alt, hvad der kunde reddes. Deriblandt var de fleste af Jón Erlendssons mange afskrifter. Endelig skal bemærkes, at N. Foss nu (1707) sender Árni det håndskr. af Njála, som han havde haft lejlighed til at købe (ɔ: 468, 4°). 1706 modtog Árni af Chr. Worm en stor gave af 16 håndskrifter (7 membraner; meget vigtige).

I et brev eller promemoria til Beilzer 1706 under pkt. 5 (Brevveksl, s. 371) læser man den mærkelige oplysning, at Árni har lovet envoie Vernon »en catalogum på mine manuskripter«, som han imidlertid ikke har kunnet fuldføre »formedelst 1000 occupationer, som jeg ikke tör forsömme; jeg lover ham på ære, at ad åre skal han få den. og det desto mer complet, som han bier vinteren over derefter«. I et brev 3/9 1707 til Reitzer skriver Árni igen: »Catalogum MStorum meorum til Vernon kan jeg umulig få færdig. Jeg har den confus og på islandsk. Kan jeg ikke i vinter göre derved, da skal jeg tage den med, sådan som den er«.

Den katalog, som der sigtes til især på sidste sted, er nu utvivlsomt den samme, som der findes i 435a, 4° (på islandsk). Det er interessant at få at vide, at man skylder envoien Vernon dens tilblivelse, ti uden tvivl er det denne, der har givet stødet dertil. Denne betydningsfulde katalog er udgivet af dr. Kålund 1909. Den angives af Árni selv at være skreven 1707, 1708 og 1709, hvortil tallet 1727 senere er tilföjet (og med andet blæk). Det er nu en let sag ved hjælp af blækkets farve og skriftens art at udskille, hvad der er skrevet i årene 1707—09 og hvad senere (1727: iøvrigt kan henvises til udgiverens nærmere redegörelse). Til dette sidste hører bl. 6—23 og 28—31, foruden nogle tillægsbe-mærkninger hist og her. Med hensyn til det reelle indhold af det således senere tilföjede, er det vist uden betydning for tiden for håndskrifternes erhværvelse; ti alle de håndskrifter, hvorved erhværvsåret er anført (henved 14 af 38), har Árni fået inden 1708 (dette år medregnet), med undtagelse af et (432, 8°), der erhværvedes 1710. Det er vist tilladt at tro, at alle de øvrige også er komne i Árnis eje inden o. 1709.

Ifølge udgiverens redegörelse findes her anførte 193 skindbøger, foruden ikke specificerede håndskrifter af Jónsbók og Kristenretten (mellem 20 og 30). Af de nævnte 193 håndskrifter er imidlertid 20 tabte. Alle de andre er med stor sikkerhed i det hele identificerede (se herom udgaven). Som anført var der også masser af små brudstykker, som Árni ikke har gjort særlig rede for. Det er vel brudstykker på et og to blade og lignende som de, der findes i 325, 4° (flere af numrene) eller 162, fol. osv.

Hvad de 173 håndskrifter angår, ses det let, at deriblandt findes mange eller de fleste af de vigtigste, störste og bedste håndskrifter, som Árni har ejet; dette gælder både de islandske og norske (som Homiliebogen, Alexanderss., Kongespejlet). Det er unødvendigt at udpege de vigtigere af de islandske. Det er skade, at man ikke har en lignende fortegnelse over papirsafskrifterne; kun over de æventyrlige sagaer på papir har Árni givet en fortegnelse (bl. 168—70); der er 44 »fabulæ, qvæ mihi in chartis sunt«.

Alt dette er en bekræftelse af, hvad Árni skrev til Peringsköld (se ovf.). Ifølge Kålunds angivelse indeholder samlingen nu opimod 580 numre på skind, men her er alt medtaget, også alle de enkeltblade, som Árni ikke havde angivet i sin katalog, og endel fik han efter 1708.

Der er grund til allerede nu at se noget nærmere på Árnis interesse for håndskrifterne. Det er för bemærket, hvorledes han undersøgte deres sprog og retskrivning: sammenligningen heraf og ligeså bogstavernes former, skindets tilstand osv. satte ham i stand til nöje at bestemme deres alder, således at der aldrig har været noget væsenligt at ændre i hans bestemmelser. Hvert enkelt håndskrifts eller brudstykkes historie interesserede ham i höj grad, og allevegne, hvor det var muligt, søgte han at opspore dets tidligere ejere. Som et eksempel skal anføres hans oplysninger om det første hds. i hans katalog (226, fol.): »Jeg kom i besiddelse af den 1708 fra monsr. Brynjolf Tordsson på Hlidarende. Han arvede den efter sin fader. Mag. Tord [faderen] fik den af Gisle Magnusson, Gisle efter sin fader lagmand Magnus Björnsson. Björn Magnusson (Gisles broder) mente, at Magnus Björnsson havde fået bogen af Eggert Björnsson på Skard«. Et andet (228, fol.): »Tormod Torfason gav Bartholin bogen, og efter dennes død kom den i min besiddelse. Tormod havde fået den som gave af Gisle Magnusson på Hlidarende anno 1671, dengang Tormod var i Island«. Et tredje 232. fol. : Bogen er in folio, kommen til mig 1698 fra Magnus Jónsson fra Leira, men til ham fra Sveinn Torfason; har i gamle dage været i Björn Magnusson på Munke-Tværås eje: id certum est; og da lærte Gudbrand Björnsson at læse på den. Barlaamssaga fik jeg af Magnus Jónsson, da han var studiosus i København. Magnus havde fået den af Sveinn Torfason. Sveinn fortalte mig senere, at den var bleven funden bortkastet i klosterhusene på Munke-Tværå. Jeg spurgte Gudbrand Björnsson om denne Barlaamssaga. Han sagde, at nævnte saga in folio havde fordums været på Munke-Tværå i hans faders eje, og formodede, at Sveinn Torfason måtte have fundet bogen der i et eller andet gæmme. Så stemmer alt dette indbyrdes«. Vi får herigennem også et lille glimt af, hvorledes de gamle håndskrifter ofte behandledes.

Ikke blot håndskrifterne selv, men også afskrifter af dem vilde Árni kende, hvad f. eks. denne oplysning viser (239, fol.): »Disse apostelsagaer havde Magnus Jónsson i Vigur fået af Magnus Magnusson på Eyri i Seydisfjord [ved Isafjord], Magnus i Vigur lod bogen afskrive på papir og det apographum fik hans datter Kristin. Bægge dele er lagmand Páll Jónssons relatio, og han mener at være vis på det, at bogen ikke har været större end nu, dengang den kom til Magnus i Vigur. Dette er utvivlsomt de apostelsagaer, som jeg fordums efterforskede hos sal. Magnus på Eyri«.

Havde Árni fået dele af et större håndskrift, var han utrættelig i at efterforske, om der ikke — i de pågældende egne — fandtes flere blade af samme. Man kan henvise til hans efterforskninger vedrørende en så berömt bog som Hauksbók (se de trykte kataloger, hvor man ser af Árnis bemærkninger, hvilken vandalisme der endogså udøvedes af lærde personer, som f. eks. præsten Jon, Jon Ólafssons farfader). På Árnis omhu haves utallige beviser, ofte prægede af en ligefrem rørende omhu. Fra mange forskellige steder fik han blade og bladstumper, som han efter ævne samlede og stillede sammen. Om et större sagahds. (180a, b, fol.) hedder det: »Denne bog var skilt ad i mange dele på nordlandet, og jeg har fået den af forskellige [personer]. En del deraf hos Skule Ólafsson, en del af Magnus Jónsson på Leirá [på sydlandet], men Magnus havde fået sin del på forskellige steder. Nogle småstumper og mutilerede blade har jeg fået på Island efter 1702, hvert fra sit sted«. Mange andre lignende eksempler kunde anføres.

Árni kom som samler i rette tid, i hvert fald ikke for tidlig. Det anførte og meget andet viser, hvilken fare der truede alt det på Island endnu tiloversblevne af den gamle litteratur. Vel var der flere, der selv interesserede sig for de gamle bøger og vidste at skatte dem tilbörlig, men det var ikke sagt, at deres arvinger behandlede dem med samme omhu og ærefrygt, mange brød sig slet ikke om dem og forstod aldeles ikke at vurdere dem, og da kunde de let gå tilgrunde; på utallige måder kunde dette ske; de ødelagdes ved ligefrem mishandling (opbevaring på fugtige steder og lign.); de enkelte blade benyttedes til omslag om bøger (en mængde af de bevarede blade vidner herom) eller blev lavede om til mønster (for klædningsstykker), for at afstive bispemitraer, til sold (se f. eks. enkelte blade af det gode, gamle Sturlunga-hds.), eller endogså blev de brugte for at lægge inden i hullede sko for at dække hullerne, f. eks. x i 162a, fol. Egilss.). Lærerige m. h. t. omhuen for håndskrifter er Árnis bemærkninger om 234. fol. i nu 81 bl.): Dette er fragmenter af . . . ; jeg har fået disse fragmenter på Island post annum 1702 . . . För har der utvivlsomt i dette volumen også være Hieronymi Vitas patrum, ut vocant: og Thomas saga erkebiskups«. Han viser, hvorledes brudstykker, han af disse har fået, nöje svarer til det øvrige. Så tilföjes: »Iøvrigt har Þormóður Torfason fortalt mig om dette volumen, at det tilforn (jeg mener da han gik i skole, snarere end da han senere var på Island) var omtrent så tykt som en hånd er bred, og såvidt jeg husker føjede han til, at i den tid havde disciplene og måske andre rykket blade ud deraf, for at bruge dem til bind om bøger . . . Da jeg var hos Bartholin, nogle år för hans død, havde han dette volumen til låns fra mag. Tord Torlaksson [biskoppen]. Da læste jeg det igennem og excerperede af alle sagaerne, som deri står, vetustiores et rariores voculas. Da var Augustini saga hel og intet manglede deri. Nu senere, da jeg fik bogen til låns fra Skalholt og den anden gang kom til Danmark, manglede der 1 blad i Augustini saga, som i mellemtiden var blevet revet ud deraf i Island. Ligeledes var der bortkommet efter den tid, Bartholin havde den til låns og för jeg fik den, et blad af Antonii saga, samt et (snarere end to) af apostlen Páls saga. Disse to blade — og det ene deraf i 2 dele — fik jeg i Island post annum 1701 og conjungerede dem med bogen. Derefter bragte tilfældet mig halvdelen af dette blad, som er den nederste del, men den øvre del var afskåren og borte. Denne halvdel har jeg lagt på sit sted inde i bogen«. Der skal ikke megen indbildningskraft til at se, hvilken skæbne denne bog vilde have haft, hvis Árni ikke havde reddet den — i sidste öjeblik, kan man godt sige. Dette gælder vel omtrent det hele.

Til slutning skal anføres, hvad dr. Kålund udtaler i sin indledning sammenfattende om Árnis indsamling og den lidt forskellige karakter denne havde for Islandsopholdet og under dette [s. XXII]: På Island var allerede dengang de store skindbøgers tid forbi. I løbet af det sidste hundrede år vare for en stor del disse sendte ud af landet: til Danmark (til brug for kgl. historiografer, som gaver til højtstående privatmænd), til Sverig (ved hjælp af de til Island flere gange sendte indfødte opkøbere), eller endog udenfor Norden (2 skindbøger f. eks. havnede i Wolfenbüttel); eller de vare på selve Island faldne fra hinanden i usammenhængende fragmenter eller skudte til side for de lettere læselige papirsafskrifter. Under disse forhold fik A. M. en glimrende lejlighed til at lægge sit samlertalent for dagen. Gennemgår man hans erhvervelser fra denne periode, vil man se, at han kun undtagelsesvis støder på noget större eller i det ydre velkonserveret pergamenthåndskrift; hvad han får af skindbøger, er sædvanlig mere eller mindre defekt og vanrøgtet, og han stiller sig da som opgave ikke alene at holde sammen på disse og at supplere dem ved papirsafskrifter, men ethvert hjemløst blad var ham dyrebart, hvad enten det slidt og sværtet fandtes som omslag om bøger og hæfter eller ituskåret til mønstre og brugsgenstande. På grundlag af disse fragmenter anstilledes de omhyggeligste efterforskninger over håndskriftets historie, og der er noget næsten rørende i at se den omhu, hvormed enhver notits angående dette optegnes, og den iver, hvormed forespörgslerne fortsættes, sålænge der er mindste håb om selv de ubetydeligste rester«. Alt dette er fuldtud træffende sagt.

Hvad dokumenter og breve angår, er det klart, at Árni først og fremmest sörgede for at få fat i de breve, der tilhørte de enkelte bispesæder i Norge og på Island, samt klosterbreve og kirkemåldager; ligeledes havde han, som för bemærket, ret til at få til låns private jordejeres dokumenter m. h. t. de enkelte jorder og lign. Alle disse dokumenter og breve skulde tilbageleveres — det vidste Árni, og aldrig har han betragtet dem anderledes end som betroet gods, selv om han måske i sit stille sind har ment, og lejlighedsvis, halvt for spøg, udtalt, at de var ligeså godt gæmt hos ham som dér, hvor de hørte hjemme, og som, især de norske breve, de færreste kunde læse. Hans mening og hensigt var at lade dem alle nöje afskrive, hvad han også gjorde; dertil holdt han — i de år han var på Island — skrivere i Skalholt om vinteren (især Þórður Þórðarson) og senere i Danmark. På denne måde lykkedes det ham at få en sådan samling breve, som ingen privatmand för eller senere har været i besiddelse af. Mange breve fik han — især gennem sin frænde Ormur Daðason — til givendes. Árni var imidlertid altid langsom, og følgen blev, at en meget stor del af de lånte breve ikke ved hans død var bleven afleverede; dette gælder især de norske breve og de islandske bispestoles, særlig Holars, breve, samt også danske breve (som Claræ klosters breve, hvilke han havde lånt af Konsistorium). Efter hans død forblev de ved hans øvrige håndskriftsamling, idet vedkommende myndigheder forsömte at kræve dem udleverede af dødsboet.

Vistnok er det meste bevaret af de istandbragte afskrifter — skönt endel gik til grunde ved branden. Efter Kålunds katalog er brevenes og afskrifternes antal følgende: danske breve 1.611 (senere er heraf St. Agnete klosters breve, der 1782 indlemmedes i den AM.ske saml., afleverede til Rigsarkivet) og 1.372 i afskrift, norske breve ialt 1912 og 2.895 i afskrift (heriblandt breve vedrørende Færøerne, Shetland og Orknøerne); endelig islandske breve ialt 2.054 og 5.939 i afskrift. I afskrift findes således ialt 10.206 breve.

I 482, fol. (Jón Olafssons katalog over danske breve) findes anført Zwerinske breve (Zwerinensia) i fase. 67—75 og i 483, fol. fandtes »Diplomata ad ducatum Zwerinensem et vicinas regiones pertinentia ab anno 1287 ad 1532, Fase. 1—5«. Disse breve blev ifg. kongelig resolution 1817 afleverede, for at udleveres til den Meklenburg-Schwerinske regering.

Det er heraf klart, hvilket uhyre arbejde, Árni har ladet udføre ; selv havde han opsyn med afskrivningen og har fulgt den med omhu og stærk kontrol.

Alle disse afskrifter — og andre — vilde han, hvad indholdet, især navne, angik, have fuldstændig nöjagtige —, derimod ikke m. h. t. selve retskrivningen (undt. når der var tale om meget gamle og gode håndskrifter); m. h. t. den ydre form giver han i et brev til præsten Jóhann Þórðarson (27/2 1707) følgende forskrift: »De 3 dissertationes af H. E. beder jeg Dem lade afskrive for mig, hver især i 4°, og allersidst neden under navnet eller bag på hver af dem, at de er skrevne efter sysselmanden H. E.s egen hånd. Jeg synes — som De ved — bedre om, at der skrives noget utæt (ɔ: med afstand mellem ord og linjer) hellere end for tæt og småt, og jeg er tilfreds med den skrivemåde, som Deres sön har anvendt i [afskriften af] tingbøgerne; så vilde jeg også, at der ikke blev skrevet for tæt indimod ryggen. Item at de ord. som i dette Haldors autograph er understregede, også blev det i kopien«. Så tilföjer han, overmåde karakteristisk. »Jeg ser at Haldor bruger ch, hvor vi ellers bruger ck, ex. gr. eche. Item sh forsk, ut shule for skule. Denne urigtige literaturam. eller hvis noget andet af den slags kan findes, beder jeg Dem især at lade rette, ti jeg vil have umag med at forstå det islandsk, som så mærkelig er bogstaveret«.

Som ovf. bemærket var Árnis hovedindsamling af håndskrifter afsluttet omkr. århundredskiftet, og efter 1712, da han for bestandig forlod Island, var det, han erhværvede fra Island, kun efterslet. 1713 og 1714 købte han nogle papirshåndskrifter på auktioner (og desuden f. eks. 824, 4°, Alexandreis på perg.); enkelte håndskrifter fik han som gave i de følgende år (1718 findes ingen erhværvelse anført, et par i 1719). 1719 døde Þormóður; året efter købte Árni af enken hele hans håndskriftsamling; denne bestod kun af papirshåndskrifter, men flere af disse fik senere en stor værdi, nemlig de, hvis originaler i Universitetsbiblioteket brændte 1728. Det er ialt 149 håndskrifter, som havde tilhørt Þormóður, nogle af dem havde Árni fået tidligere som gave, og nogle af håndskrifterne skilte han ad (52 hds. inden det skete). Om det nærmere kan henvises til den trykte katalog VII—IX. Endel af det således erhværvede er senere gået tabt; det således tabte ses heldigvis ikke at have haft nogen særlig betydning. Nogle ting rev Árni selv istykker som ganske værdiløse. Et hds. (af Jónsbók) sendte han til Ormur Daðason for at ombyttes med et eller andet for Árni værdifuldere. Blandt Þormóðs håndskrifter var også hans værdifulde brevbøger (282 —85. fol.).

Bortset fra enkelte håndskrifter, Árni i de følgende år købte eller fik, fik hans samling en större tilvækst ved det betydelige indköb, Árni gjorde på Rostgaards auktion 1726. Her købte han omkr 128 håndskrifter; kun nogle få heraf var islandske; de fleste var danske og kun nogle membraner (deribl. 286, fol., Jyske lov. og 137. 8°, lægebogen; iøvrigt lovbøger, bönnebøger, gildeskråer m. m.)

Således var da Árnis håndskrift- og brevsamling efterhånden vokset til den alle andre overragende samling, der beundredes af samtiden og betragtedes som en stor seværdighed og som rimeligvis ikke senere vilde være nævneværdig forøget, ialfald næppe hvad islandske håndskrifter angår, selv om et længere liv havde været ham beskåret.

En ting kan til slutning bemærkes, at i al sin færd for at erhværve håndskrifterne udviste Árni en fuldkommen redelighed. Han fik meget forærende — hvilke bevæggrunde, giverne undertiden måske har været besjælede af, er sagen uvedkommende. Men han købte meget, og var der tale om et sjældent håndskrift, betalte han, hvad der end forlangtes. Men han var ligeså afvisende, når man tilbød ham et eller andet, der ingen ting var værdt, for höj pris. Han får atter og atter bøger og breve til låns, som han tilbageleverer og sörger for at de bliver sendte med pålidelige mænd. Han skriver på sedler, at dette eller hint er lånt, der skal tilbageleveres. På den anden side er det lige så sikkert, at endel og det meget værdifulde sager, er bleven bevarede, fordi han havde dem i sin forvaring under branden 1728 (f. eks. Resens hds. af Guðmundarsaga, 399, 4°, ofl.).

Håndskriftsamlingens skæbne under branden skal straks omtales. Blot nogle bemærkninger først om Árnis samling af trykte bøger. For sådanne nærede Árni, som det fremgår af det foregående, ligeså megen interesse, både islandske og andre. Derom vidner mange breve mellem Árni og Þormóður og flere danske lærde, der (som N. Foss) giver ham meddelelser og oplysninger om bøger trykte i udlandet. Af breve fra Þormóður ses, hvilke bøger Árni har ejet, idet han ønsker at låne dem (som Boétius 28/9 97). I et brev af 11/5 1699 beder Árni sin ven, biskop Björn, om titler og annos editionum på alle på Holar trykte bøger og spörger om et par sjældne eller tvivlsomme bøger (én, der skulde være trykt på Núpufell). Nogle år efter ønsker han en Grallari (Graduale) fra 1594; Páll Vidalin sender ham 10/8 1722 en bibeludgave, og biskop Jón Arnason 5/9 s. å. nogle trykte bøger osv. Uden tvivl har det været Árnis mål at skaffe sig alle de islandske trykte bøger, som det overhovedet endnu var muligt at få. Rimeligvis er dette tykkedes ham med den sporsans, han besad. Den samme interesse gjaldt også andre — ialfald alle vigtigere — danske og svenske skrifter (som Rudbecks Atlantica, Becker 6/2 1720). Et vidnesbyrd om hans interesse for og kundskab til danske palæotyper er det ovenfor omtalte register over sådanne. På auktioner køber han sjældne bøger og hvad han ellers kunde ønske. Men desværre kan vi ikke danne os et billede af hans samling af trykte bøger, da de, »der stod opstillet i reoler i en stue i nederste etage, i det væsenlige brændte; denne [samling], der skal have kostet sin ejer henimod 6000 rdl., havde A. M., som udpræget bogelsker, ofret stor omhu på at berige med sjældne tryk, rækker af fortløbende udgaver og lign«. (Kålund).

Desværre findes ingen katalog over Árnis trykte bøger inden branden. Reddet blev der dog endel, der nu findes i Universitetsbiblioteket, de fleste mærkede med Árnis navn; over disse forfattede Jón Ólafsson en fortegnelse (384, fol.), der er udgiven i Katalogen II, 615 ff. Nogle af numrene i fortegnelsen eksisterer dog ikke mere. Der er ialt 432 numre, hvoraf dog i enkelte tilfælde to volumina af samme værk udgör to numre. De er ordnede efter folio-, kvart-, oktav- og duodezformater, og indenfor disse atter efter indhold. Indenfor enhver af de 3 første grupper er der til slutning en lille afdeling »ineompacti«. Gennemgår man denne fortegnelse, er det slående at se, hvor alsidig samlingen har været, ikke blot med hensyn til bøgernes indhold og æmner, men også m. h. t. de lande, hvorfra de stammer. Af denne samling er der nu i det mindste omkr. 120 numre forsvundne (deraf dog mange dubletter). Det er muligt, at Árni har erhværvet nogle af disse bøger efter branden, men de fleste har dog vist tilhørt ham tidligere.