Island i fristatstiden - IV. Familielivet

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Valtýr Guðmundsson
Island i fristatstiden

1924

IV. Familielivet

43. Opdragelse og Ungdomsliv.

Straks efter Fødslen blev Barnet bragt til Faderen, hvem det tilkom at tage Bestemmelse om dets Liv eller Død. Thi det var jo (endog et Stykke ind i den kristne Tid) fuldstændig lovligt at ombringe nyfødte Børn. Hvis Fattigdom, Skrøbelighed hos Barnet eller andre Grunde fik Faderen til at afvise det, blev det udsat, baaret ud paa Marken (eller i Skoven) og overladt til sin Skæbne, hvor det dog ofte blev fundet og frelst af andre.

Men hyppigst blev Barnet naturligvis antaget af Faderen, og umiddelbart derpaa fulgte saa Vandøsningen (i den kristne Tid Daaben), der havde en stor retslig Betydning for Barnet. Thi efter at Vandøsningen havde fundet Sted, havde Faderen ikke længere Ret til at ombringe det. Gjorde han det, betragtedes det ikke mere som Drab, men som Mord. Og de to Begreber var vidt forskellige. »Drab« var hæderligt, men »Mord« var afskyeligt og paadrog En stræng Straf.

Med Vandøsningen fulgte ogsaa Navngivningen, og den, der gav Barnet Navn (hyppigst Faderen), skænkede det altid en Gave, Navnefæste, ligesom det senere, naar det fik den første Tand, skulde have en Tandgave. Hyppigst blev Barnet opkaldt efter en afdød Slægtning, hvis Lykke man troede vilde følge det gennem Livet. Man troede nemlig paa Sjælevandring og mente, at de afdøde gennem Opkaldelsen blev genfødt i Barnet. Man troede derfor herved at opfylde en kær Pligt mod de afdøde, idet det for disse var magtpaaliggende at blive opkaldt for ikke helt at uddø, hvorfor mange enten paa deres Dødsleje eller senere i Drømme anmoder de efterlevende om at opkalde deres Børn efter dem.

Naar Barnet blev opfostret i Hjemmet, var det almindeligt at overdrage dets Opfostring til et eller andet mandligt eller kvindeligt Medlem af Husets Tyende (jævnlig en Frigiven eller endog en Træl), der skulde føre Tilsyn med Barnet og lede dets legemlige og aandelige Opdragelse. Denne kaldtes Barnets Fosterfader, d.v.s. dets Hovmester eller Fosterlærer. Og der fortælles i Sagaerne mange smukke Træk om det inderlige Hengivenhedsforhold, som ofte udviklede sig imellem Barnet og dets Fosterfader eller Fostermoder.

Men for øvrigt skete det meget jævnlig, at Barnet ikke blev opdraget hjemme, men gaves til Opfostring ud af Huset, hyppigst til En, der indtog en mindre anset Stilling i Samfundet end Barnets Fader. Og da saa vel Barnets Fader som dettes Slægt i det hele taget følte sig i høj Grad forpligtet overfor Barnets Plejeforældre og ydede dem deres Beskyttelse, var det ret naturligt, at mange mindre ansete Folk søgte at bevæge mægtige Høvdinger til at overlade dem deres Børn til Opfostring for derved til Gengæld at sikre sig deres Beskyttelse.

Naar Plejeforældrene selv havde Børn, knyttedes der ogsaa ofte mellem disse og Fosterbørnene et inderligt Venskabsbaand, som holdt for hele Livet. Og mellem Drenge førte dette endog tit til Afslutningen af et rigtigt Fostbroderskab (eller som det oprindelig kaldtes: Edbroderskab), hvorved de med en højtidelig Ed forpligtigede sig til at betragte hinanden som rigtige Brødre og at hævne hinanden og understøtte hinanden paa alle Maader. Et saadant Fostbroderskab blev indgaaet under Anvendelse af visse højtidelige Ceremonier. Man skar en lang Grønsværstrimmel op af Jorden, med begge Ender faste i den, løftede Strimmelen op i Midten og gik ind under den, hvorefter de to lod noget Blod flyde fra hver af sig ned i Furen, rørte dette sammen med Jorden og aflagde derpaa en højtidelig Ed med Paakaldelse af Guderne som Vidne paa deres Broderskab. Ceremonien skulde betyde, at de nu var blevet genfødt som Tvillingbrødre af en fælles Moder (Jorden).

44. Ved Opdragelsen var det i første Række Legemets Udvikling, man lagde Vægt paa. Thi i Vikingetiden spillede et veludviklet Legeme og fysisk Styrke en langt større Rolle end i Nutiden, fordi Krigerlivet jo dengang helt overskyggede de fredelige Sysler, og Udfaldet af Datidens Kampe hovedsagelig beroede paa personligt Mod, Styrke og Vaabenfærdighed, men langt mindre paa Krigskunst eller strategisk Snille. Og hertil kom ogsaa som en væsentlig Omstændighed, at det ikke alene var nødvendigt at møde med et veludviklet Legeme for at kunne gøre sig gældende i det jordiske Krigerliv, men ogsaa for Livet efter Døden var dette ifølge den herskende Religion ligefrem afgørende. Thi kun de tapre Krigere kunde blive »salige«, d. v. s. blive optaget i Gudernes Kæmpeskare, de evigt kæmpende Einherjer. De andre kom i »Helvede« (Hels Straffehjem), d. v. s. de kom til Hel og førte her en kummerlig Skyggetilværelse, helt forskellig fra Valhals »udvalgte« Kæmpeskare. Det var derfor intet Under, at det almengyldige Grundkrav for Opdragelsen maatte blive Kravet om den størst mulige fysiske Fuldkommenhed. Netop derfor blev jo vanføre eller svagelige Børn straks efter Fødslen ombragt eller udsat, for at de ikke skulde blive en Byrde for Samfundet og sætte en Plet paa Slægtens Ære. Kun de rigtig sunde og udviklingsdygtige Børn fik Lov til at leve, og de blev gennem stadige Idrætsøvelser hærdet og udviklet til dygtige Krigere, der ved mandige Bedrifter kunde gøre Slægten Ære, vinde sig selv Guld og Berømmelse i dette Liv og gøre sig værdige til at optages i Valhals Kæmpeskare i det andet Liv og her at kæmpe paa Gudernes Side i den vældige Ragnarokskamp.

Saa snart Drengens fysiske Udvikling tillod det, begyndte derfor Undervisningen i Legemsfærdigheder, der lededes af hans Fosterfader (Læremester). Derfor siger f. Eks. Sigmund (i Njals Saga) til Tord, der havde været Fosterfader for alle Njals Sønner: »Intet Under, at Skarphedin er en udmærket Kæmpe, thi man siger jo, at for en Fjerdedel slægter man sin Fosterfader paa« (jfr. »saa er Barn i By bært, som det er hjemme lært«).

Selvfølgelig gik Vejledningen først og fremmest ud paa at bibringe de unge Færdighed i Vaabenbrug: Fægtning, Spydkastning og Bueskydning. Men desuden oplærtes de i en Mængde Idrætter, der tjente til at gøre Legemet stærkt og smidigt og Aanden djærv og foretagsom. Men vi kan af Sagaerne se, at de ikke lod sig nøje med saadanne Øvelsestimer under en Lærers Vejledning. Paa egen Haand tumler de sig af Hjertens Lyst fra Morgen til Aften og dyrker deres Idrætter. Hver Dag øver de sig i Skydning. Vi ser dem dyrke Svømmekunsten ved Stranden, i Søer og Floder, og Brydekunsten saa vel hjemme i Stuen som ude paa Marken. Naar Sneen dækker Lien, øver de Skiløbning, og paa Isen paa Floder og Indsøer spiller de Boldspil eller løber paa Benskøjter (»Isben«). De øver sig i Ridning og Roning og ved Sammenkomster og Legemøder i mange Slags andre Idrætter (§ 42).

Følgen af dette stadige Idrætsliv i Barnealderen blev da ogsaa en langt større og tidligere Modenhed hos de unge, saa at ved 12 Aars Alderen betragtedes Barndommen som afsluttet og Manddommen som indtraadt. Dette var ogsaa den lovbestemte Myndighedsalder, der først ved Vikingetidens Slutning (omkr. Aar 1000) blev ændret og paa Island sat til det fyldte 16. (i Norge 15.) Aar.

Men skønt den legemlige Opdragelse var Hovedsagen, blev dog aandelige Færdigheder (der ogsaa kaldtes »Idrætter«) ikke helt forsømt. Men disse var dog mere begrænset til enkelte Personer og enkelte Felter, som en speciel Fagkundskab. Af saadanne kunde der nævnes flere (f. Eks. Indsigt i Digtekunsten, Kendskab til Runer o. s. v.), men den hyppigst nævnte er dog Undervisning i Lovkyndighed, som der jo ogsaa var mest Brug for i det praktiske Liv.

45. Om den unge Pige har faaet nogen Andel i den legemlige Opdragelse og deltaget i sine Brødres Idrætsøvelser, kan ikke bestemt afgøres. Men dette synes dog nærmest ikke at have været Tilfældet. I hvert Fald ansaas det ikke for anstændigt for en Kvinde at bære Vaaben og deltage i krigerske Handlinger. Der omtales ganske vist meget svømmedygtige Kvinder, men ellers omtales Kvinder aldrig som Deltagere i Legemøder eller Idrætsøvelser. De er her altid kun som Tilskuere. Paa den anden Side taler Kvindernes tidlige Modenhed for, at deres legemlige Opdragelse dog ikke er blevet helt forsømt, skønt den maaske har været af en anden Art end Drengenes. Deres Myndighedsalder var den samme som deres Brødres, og i den Alder var de ifølge Loven giftefærdige.

Men for øvrigt havde Kvinden sine egne »Idrætter«: Kunstvævning, Syning, Brodering og andre Haandarbejder, der alle havde til Maal at uddanne hende til en dygtig Husmoder, samt Indsigt i Lægekunsten for at dygtiggøre hende som Sygeplejerske.

46. Frieri og Ægteskab.

Skønt den unge Mand ifølge Loven var fuldstændig uafhængig i Valget af sin Hustru, synes det dog ifølge Sagaerne hyppigst at have været hans Fader eller en anden anset Slægtning, der tog Initiativet til hans Giftermaal og foreslog ham at fri til en bestemt Kvinde, som de fandt var et passende Parti for ham, samt tilbød at bringe Sagen i Orden. Og dette blev i Regelen modtaget med Glæde af den unge Mand, selv om han ikke havde det mindste Kendskab til den Kvinde, der blev foreslaaet som hans tilkommende Brud. Men han mente, at han i den Sag gjorde bedst i at underordne sig den ældres Klogskab og Erfaring og mere stole paa dennes rolige og uhildede Blik end paa sine egne Følelser. Thi den praktiske Side var efter Datidens Begreber det vigtigste ved Ægteskabets Indgaaelse, en gensidig Tilbøjelighed derimod som Regel fuldstændig underordnet. Inklinationspartier var saa godt som ukendte, og der haves i Sagaerne forholdsvis faa Eksempler paa, at romantisk Kærlighed fører til Ægteskab. Man hører her næsten udelukkende om Fornuftgiftermaal. De Egenskaber hos Kvinden, som for den unge Mand og hans Slægt var de afgørende, var, at hun var rig og havde mægtige Slægtninge, saa at han ved Giftermaalet kunde befæste sin sociale Stilling. Naturligvis lodes hverken legemlige eller aandelige Fortrin helt ude af Betragtning ved Valget af en Ægtehustru, men disse Egenskaber var i for sig ikke afgørende; de betragtedes kun som ønskelige Tillæg, der, naar andre Forhold var lige, kunde gøre Udslaget. I de højere Kredse var politiske Hensyn jævnlig den fornemste, ja ret hyppigt den eneste Bevæggrund ved Ægteskabets Stiftelse.

Skønt unge Mænd og unge Kvinder havde rigelig Lejlighed til at lære hinanden at kende, saa vel i Gæstebud og ved Idrætsmøder som paa Tinge, førte dog et saadant Bekendtskab forholdsvis sjælden til ægteskabelig Forbindelse. Thi alt, hvad der lignede Kurmageri, var ingenlunde velset af Pigens Forældre eller Formynder, der mente, at et saadant Forhold let kunde føre til Forførelse af hende eller i hvert Fald give Anledning til Snak, der kunde skade Pigens Rygte. Navnlig var Elskovskvad til unge Piger ligefrem forhadte og strafbare efter Loven.

Medens den unge Mand retslig set var fuldstændig frit stillet med Hensyn til Valget af sin Ægtefælle, var Forholdet et ganske andet for den unge Pige. Her gjorde den faderlige Myndighed sig langt stærkere gældende. Den unge Pige kunde ifølge Loven ikke have nogen væsentlig Indflydelse paa, med hvem hun blev gift. Hun kunde af sin Fader (eller Formynder) tvinges til at ægte den Mand, som han syntes om, eller af politiske eller andre Grunde vilde have til Svigersøn, selv om Pigen ingenlunde kunde lide ham. Man finder da ogsaa i Sagaerne mange Eksempler paa, at en Fader bortfæster sin Datter (eller en Broder sin Søster) uden i mindste Maade at forhøre sig om hendes Vilje, ja, endog selv om hun i Forvejen bestemt har erklæret sig imod Forbindelsen. Giftede en Pige sig egenraadigt uden sin Faders eller lovlige Formynders Samtykke, betragtedes Ægteskabet som ulovligt, og hendes Slægtninge kunde gøre saa vel hende selv som hendes Afkom arveløs, ligesom de kunde faa den Mand, der mod deres Vilje havde ægtet hende, dømt til Fredløshed for Kvinderan.

Men skønt Faderen ifølge Loven havde Ret til at tvinge sin Datter til Ægteskab imod hendes Vilje, benyttede han sig dog naturligvis ikke altid af denne Ret. Man finder derfor i Sagaerne mange Eksempler paa, at en Fader, inden han fatter en endelig Beslutning om Giftermaalet, raadfører sig saa vel med Datteren som med hendes Moder og forvisser sig om deres Vilje. Men dette sker da enten paa Grund af særdeles Agtelse for og Kærlighed til Pigen eller i Erkendelse af hendes stolte og ubøjelige Karakter.

Betydelig heldigere stillet end den unge Pige var Enker og fraskilte Koner med Hensyn til et nyt Giftermaal. Enken kunde nemlig selv forhandle med sin Frier og havde Ret til selv at fæste sig bort. Men Trolovelsen var dog ikke fuldt bindende, med mindre hun i Forvejen havde raadført sig med sine nærmeste Slægtninge, som i visse Tilfælde havde Ret til at gøre deres Indsigelse gældende, om end Enken selv var stemt for Partiet. Ingen af dem (med Undtagelse af Faderen) kunde dog gifte hende bort uden hendes eget Samtykke, og de kunde heller ikke afvise mere end to Friere, som hun var stemt for at modtage, men maatte den tredje Gang bøje sig for hendes Vilje, for saa vidt Partiet maatte anses for passende. Faderen derimod kunde tvinge en barnløs Enke til at indgaa et nyt Ægteskab imod hendes Vilje og uden at spørge hende til Raads. Og man ser ham undertiden benytte sig af denne Ret, skønt han i Regelen fandt det raadeligst at opnaa hendes Samtykke.

47. Naar den unge Mand, hvad enten af egen Drift eller efter andres Tilskyndelse, havde bestemt sig til at fri til en Kvinde, maatte han drage hen til hendes Formynder for at fremkomme med sit Frieri og afslutte Fæstemaalet eller Trolovelsen med ham. Thi denne Handling var en nødvendig Forudsætning for ethvert retsgyldigt Ægteskab og i retslig Henseende af endnu større Betydning end selve Bryllupsakten. Paa denne Frierfærd ledsagedes han da enten af sin Fader eller en anset Slægtning eller Ven, samt ofte af et anseligt Følge, dels for at gøre desto større Indtryk og dels for at have talrige Vidner paa den Aftale, som skulde træffes, ifald der senere skulde blive Brug derfor.

Det var i Regelen ikke Frieren selv, der førte Ordet ved denne Lejlighed, men næsten altid den anseligste af de Frænder eller Venner, der ledsagede ham. Og denne Ordfører undlod da ikke at opregne alle de gode Egenskaber, som Frieren var i Besiddelse af og alt hvad der i øvrigt mentes at kunne gøre Pigens Formynder stemt for Forbindelsen. Dersom Formynderen viste sig tilbøjelig til at modtage Frieriet, gik man saa straks over til at forhandle om de nærmere Betingelser for Giftermaalet, de saakaldte »Brudeforhandlinger«, der især drejede sig om Udredelsen af en Brudesum fra Mandens Side, Pigens Medgift og Ordningen af de tilkommende Ægtefællers Formuesforhold i det hele taget, samt om Tiden og Stedet for Brylluppet.

Forhandlingerne om Giftermaalet betragtedes nemlig som en Forretning, et Køb (kaup), og at føre disse Forhandlinger kaldtes at købslaa (kaupa), ligesom selve Ægteskabskontrakten kaldtes »Købekontrakt« og Ægteskabets Stiftelse »Brudekøb«. Intet Ægteskab kunde nemlig være retsgyldigt, med mindre Frieren havde købt Bruden (kona mundi keypt) eller til hendes Formynder betalt en vis Brudesum, der ikke maatte være mindre end 1 Mark Lovøre (§ 40), men som i Regelen naturligvis var langt større. Denne Brudesum tilfaldt dog, naar Ægteskabet kom i Stand, Bruden selv og blev hendes Særeje, men bestyredes under Ægteskabet af Manden, som dog skulde tilsvare Renter af den. Brudens Medgift maatte ikke uden hendes Brødres Samtykke overstige disses Arvelod, hvis Arven til den Tid var blevet skiftet. Under Ægteskabet nød Manden Nytten eller Renterne af Medgiften, men ved Ægteskabets Opløsning skulde den tilsvares af ham eller hans Bo som Konens Særeje. Blev der imidlertid aftalt Formuesfællig imellem Ægtefolkene, gik saa vel Brudesummen som Medgiften ind i det fælles Bo. Men Ægtefolkenes Formuesfællig kunde efter Omstændighederne være af forskellig Art, hyppigst Halvpartsfællig, og hvis ingen Aftale havde fundet Sted saaledes, at Manden skulde have to Tredjedele af det fælles Bo, men Konen en Tredjedel. Dersom Frieren ikke var i Besiddelse af saa stor Formue, som Pigens Formynder forlangte, maatte hans Frænder og Venner udstyre ham saaledes, at han kunde antages som et passende Parti for Pigen.

Ved Fæstemaalet aftaltes ogsaa, hvor længe Trolovelsestiden skulde vare. Dersom intet bestemtes herom, skulde Brylluppet ifølge Loven staa inden et Aars Forløb. I modsat Fald var den Part, der ikke havde nogen Skyld i Udsættelsen, løst fra alle Forpligtelser. Naar Omstændighederne talte derfor, f. Eks. naar Frieren skulde foretage en Udenlandsrejse, blev det dog aftalt, at Bruden skulde vente paa ham indtil 3 Aar. Men dette synes ogsaa at have været den længste Frist; thi dersom han ikke indfandt sig for at fuldbyrde Ægteskabet, inden de tre Aar var gaaet, havde Trolovelseskontrakten tabt sin Gyldighed, og det stod da Pigens Formynder frit for at gifte hende med en anden.

Dersom det var Pigens Formynder bekendt, at hun havde skjulte Fejl (ókostir, annmarkar) eller Sygelighed (óheilindi), som Frieren ikke kunde være vidende om, var det hans Pligt at fremhæve disse. Undlod han det, var Frieren løst fra sin Trolovelseskontrakt, naar han senere opdagede Fejlene, og kunde faa Pigens Formynder dømt til Landsforvisning.

Naar alle disse Forhandlinger (og ofte om flere andre Ting) var lykkeligt ført til Ende, forgik den egentlige Trolovelse, idet Frieren da traadte hen til Formynderen og ved Haandslag fæstede sig den begærede Kvinde. Naar denne var en ung Pige, havde hun i Regelen intet som helst med denne Akt at gøre og behøvede end ikke at være tilstede. Var hun derimod Enke, kunde hun bortfæste sig selv, medens dog Betingelserne for Fæstemaalet i Regelen aftaltes imellem hendes Formynder og Frieren paa sædvanlig Maade.

Trolovelsen synes ofte at være blevet fejret ved et Trolovelsesgilde og Fæstemanden skænkede da sin Fæstemø en Fæstensgave. Trolovelsesringe omtales derimod ikke i den hedenske Tid.

Ifølge Loven kunde Fæstemanden hæve Trolovelsen uden andet Ansvar, end at han maatte betale den lovede Brudesum. Vilde derimod Pigens Formynder ikke opfylde sine Forpligtelser, kunde han sagsøges til Landsforvisningsstraf og til at udrede Medgiften. Desuden kunde Fæstemanden nedlægge Forbud mod, at nogen husede Fæstemøen.

48. For at Ægteskabet skulde være retsgyldigt, fordredes der endnu en Formalitet, nemlig selve Brylluppet, hvorved Ægteskabet jo først stiftedes. Det skulde som Regel staa i Brudens Hjem eller hos hendes Formynder. Naar man i enkelte Tilfælde gjorde en Undtagelse herfra, betragtedes dette som en stor Indrømmelse fra Brudens Slægtninge, idet Brudgommen og hans Familie mentes at være blevet i høj Grad hædret, naar Bruden imod Skik og Brug førtes hjem til ham. Dette skete da ogsaa kun, naar Brudgommens Slægt var langt anseligere og rigere end Brudens.

Selve Bryllupsakten var overmaade enkel. Der fordredes kun, at 6 Mænd skulde være tilstede, og at Brudeparret aabenlyst (í ljósi) gik i samme Seng. Derimod omtales ingen religiøse Ceremonier ved Brylluppet, hverken i Lovene eller de mere troværdige Familiesagaer. Og selv efter Kristendommens Indførelse fandt der lige til Fristatens Slutning ingen kirkelig Vielse Sted.

Men i Forbindelse med Brylluppet holdtes der altid et Bryllupsgilde, hvor det gik mere festligt til, og som sandsynligvis oprindelig har været et Offergilde. Bryllupsgildet varede i Regelen i flere Dage, endog en hel Uge eller endnu længere. Og Bryllupsgæsternes Antal var ofte meget stort, idet Indbydelser dertil foretoges fra begge Sider. Naar Brylluppet (som i Almindelighed) stod i Brudens Hjem, drog Brudgommen i Spidsen for de af ham indbudte Gæster i et højtideligt Optog derhen, hvor de andre Gæster da allerede var forsamlede. Skulde Brylluppet derimod fejres i Brudgommens Hjem, ledsagedes Bruden derhen af sin Formynder eller Fader tillige med deres Gæster. Dette Optog kaldtes Brudefærd, og der var i Loven tilsikret et saadant Brudefølge visse Rettigheder undervejs, naar de havde lang Vej til Bryllupsstedet.

Ved Gildet blev Gæsterne bænket i en vis Orden, Brudgommen i Højsædet med sine fornemste Gæster til begge Sider og Brudens Følge paa den modsatte Bænk, medens selve Bruden med sine Brudekvinder anbragtes paa en Brudebænk paa Tværpallen. Men for øvrigt forløb Bryllupsgildet paa samme Maade som andre større Gæstebud med Underholdning af forskellig Art.

Da den unge Pige først paa sin Bryllupsdag fik Lov til at bære Hoveddug eller opsat Fold (§ 37), der i dette Tilfælde kaldtes Brudelin, modtog hun til Minde herom af Brudgommen en Lingave, som han personlig overrakte hende, idet han rejste sig fra sin Plads og gik hen over Gulvet til Brudebænken. Var Bruden en Enke, som altsaa tidligere havde baaret Brudelin, kaldtes denne Gave Bænkegave, idet den saa skulde være til Minde om, at hun for anden Gang sad paa Brudebænken. Derimod omtales der aldrig paa Island nogen »Morgengave« Dagen efter Brylluppet, og denne synes saaledes at være blevet erstattet af Lingaven.

Den almindelige Ægteskabsalder synes for Manden at have været 20—30 Aar eller endog senere. Derimod blev mange Kvinder gifte i en meget ung Alder, endog 14—15 Aar gamle. Saaledes var f. Eks. Gudrun Osvifsdatters Giftermaalsalder i hendes 4 Ægteskaber: 1) 15, 2) 17, 3) 25, 4) 40, og Gunnar paa Hlidarendis Hustru Hallgerds Alder i hendes 3 Ægteskaber: 1) 15, 2) 19, 3) 34, medens hendes Datter Torgerd kun var 14 Aar, da hun blev gift. Jofrid paa Borg (Helga den Fagres Moder) var kun 18 Aar, da hun blev gift med Torstein Egilsson. Men hun var da Enke efter en anset Mand, og har derfor næppe været mere end 14—15 Aar, da hun blev gift første Gang. Ifølge de norske Love kunde Piger ogsaa gifte sig i 12 Aars Alderen.

49. Samliv og Skilsmisse.

Naar man betænker, hvordan den unge Pige som en viljeløs Genstand ved en Art Salg kom i sin Mands Besiddelse, skulde man tro, at den naturlige Følge heraf maatte være, at ulykkelige Ægteskaber havde været meget hyppige. Dette synes dog ingenlunde at have været Tilfældet. Det fremhæves tværtimod hyppigt, at Ægtefolkene snart fattede stor Kærlighed til hinanden, ligesom der ogsaa i Sagaerne findes flere Eksempler paa en rørende Hengivenhed imellem dem. Hertil bidrog sikkert den Omstændighed, at det i Almindelighed ikke kunde falde Pigen ind at føle sig krænket over at være blevet bortgiftet af Faderen uden Hensyn til hendes Vilje, da dette jo var noget, som hun ifølge den herskende Opfattelse maatte betragte som ganske i sin Orden. Naturligvis gaves der altid Undtagelser herfra, idet enkelte stolte Kvinder ikke kunde se Sagen i det Lys og derfor aldrig kom til at holde af de Mænd, som deres Fader eller Formynder havde tvunget dem til at ægte. Men dette var dog især Tilfældet, naar en Pige var blevet giftet bort for Pengenes Skyld (gefin til fjár) til en Mand, som ikke var hende jævnbyrdig og som hun derfor ikke kunde agte.

Men den væsentligste Grund til, at Kvinden i Regelen havde let ved at finde sig i sin Skæbne, var dog den ansete og forholdsvis selvstændige Stilling, hun som Husmoder faktisk kom til at indtage i sit Hjem. Thi skønt hendes Ret over for Manden ifølge Loven var saare indskrænket og hun i Formuesanliggender fuldstændig stod under hans Formynderskab, var hendes virkelige Stilling hyppigst en ganske anden. Saaledes blev Ledelsen af det indre Husvæsen fuldstændig overladt til hende, og hun fik allerede paa Bryllupsdagen udleveret alle Husets Nøgler, som hun plejede at have hængende ved sit Bælte som Tegn paa sin husmoderlige Værdighed. Hun førte Tilsyn med alt indendørs Arbejde og kunde antage Tyende (endog Tjenestekarle) uden at spørge sin Mand derom, ligesom hun kunde baade straffe og belønne dem. Og under Mandens Fraværelse eller Sygdom bestyrede hun tit hele Gaarden, Ja, man finder endog Eksempler paa, at enkelte energiske Kvinder under Mandens Fravær varetog hans Høvdingepligter og styrede hele Herredet. Saadanne Kvinder havde naturligvis ofte stor Indflydelse paa deres Mænd, baade i heldig og uheldig Retning, ligesom de tit for at tilfredsstille deres Hævnlyst og Ærgerrighed selvstændig foretog Handlinger (f. Eks. foranledigede Drab), der voldte Manden Bryderier og Udgifter. Men saadant synes dog ikke at have forstyrret det gode Forhold imellem Ægtefolkene eller at have haft nogen væsentlig Indflydelse paa deres ægteskabelige Samliv, saa længe Hustruen intet foretog sig, der berørte Mandens personlige Ære. Kun i saadanne Tilfælde synes Manden at have benyttet sig af sin lovhjemlede Ret til at slaa sin Kone, som dog i Regelen indskrænkede sig til, at han i Hidsighed gav hende en Kindhest. Men alligevel bliver dette altid af Hustruen betragtet som en blodig Krænkelse, som hun før eller senere véd at tage Hævn for paa den føleligste Maade.

Medens man af Konen forlangte ubetinget Troskab, var det fuldstændig lovligt, at Manden ved Siden af sin Hustru holdt en Medhustru eller Frille, enten i selve Hjemmet eller for Husfredens Skyld paa en nærliggende Gaard. Og heri fandt man intet anstødeligt. Derimod var et ligefremt Bigami forbudt i Loven, undtagen i et enkelt Tilfælde. Det var nemlig tilladt at have en Kone paa Island og en anden i Norge, i hvilket Tilfælde Børnene af begge Ægteskaber var legitime og arveberettigede, hvad der ikke var Tilfældet med Frillebørn; med mindre de ved en højtidelig Akt blev legitimeret eller optaget i Ætten (»ætledet«).

50. Skilsmisse eller Ophævelse af Ægteskabet synes i Hedenskabets Tid at have været meget almindelig, da Adgangen dertil var særdeles let for begge Parter, men dog især for Manden.

Dersom begge Ægtefæller var enige om at skilles, lagde Loven dem ingen som helst Hindringer i Vejen, og Konen flyttede da kun bort med det Gods, der ifølge Ægteskabskontrakten tilkom hende. Var det derimod kun den ene Part der ønskede Skilsmissen, kunde forskellige Betragtninger gøre sig gældende, saa vel med Hensyn til, hvad der maatte anses for en gyldig Grund, som med Hensyn til Fordelingen af Formuen. Thi hvad der for den ene Part var en gyldig Skilsmissegrund, var det ikke altid for den anden.

For begge Parter gjaldt som lovlige Skilsmissegrunde: Grov Mishandling (Tilføjelse af saakaldte »større Saar«), Fattigdom og naar den ene af Ægtefællerne bar Klæder, som kun passede sig for det andet Køn, altsaa Manden Kvindeklæder eller Konen Mandfolkeklæder.

Naar det var Manden, der ønskede Skilsmissen, behøvede han i Hedenskabets Tid i Grunden ingen Skilsmissegrund at anføre, idet Loven ingen Hindringer lagde ham i Vejen i saa Henseende. Det beroede paa hans frie Vilje, om han vilde beholde sin Kone eller ej. Men da en saadan Skilsmisse jo altid af Konen og hendes Slægt betragtedes som en stor Krænkelse, der i Regelen drog Fjendskab og Hævn efter sig, dristede Manden sig dog af Frygt for Konens Slægtninge, navnlig naar disse var mægtige, sjælden til at iværksætte den, med mindre han kunde anføre i det mindste en i hans Øjne rimelig Grund for den. Men man kan dog af Sagaerne se, at disse Grunde ofte har været saa ubetydelige, at Skilsmissen maa betegnes som den rene Vilkaarlighed.

Var det derimod Konen, der ønskede Ægteskabet hævet, var hun i retslig Henseende betydelig vanskeligere stillet. Thi Loven hjemlede hende ingen Ret til at forlade Manden, med mindre hun havde en gyldig Grund til Skilsmisse, Og gjorde hun det alligevel, havde Manden Ret til at forholde hende hele hendes Formue, Brudesummen for bestandig og Medgiften saa længe hun levede, medens den ved hendes Død tilfaldt hendes Arvinger. Men desuden kunde Manden tvinge Konen til at vende tilbage ved at nedlægge Forbud mod, at nogen husede hende. Og dette Forbud var saa kraftigt, at det gjaldt Landsforvisningsstraf for dem, der opholdt sig under samme Tag som hun, efter at de havde faaet Kundskab om Forbudet. Man finder da ogsaa i Sagaerne Eksempler paa, at en Mand henter sin Kone, som uden gyldig Grund har forladt ham, og fører hende med Magt hjem fra hendes Fader, uden at denne gør nogen som helst Indvendinger herimod.

Som lovgyldige Skilsmissegrunde for Konen betragtedes (foruden de oven før nævnte tre fælles Skilsmissegrunde); naar Manden imod Konens Vilje vilde føre hende ud af Landet; naar Manden var dømt til Fredløshed; naar Manden i Vidners Overværelse havde slaaet Konen tre Gange; naar Manden paa Grund af naturlige Fejl ikke kunde have ægteskabelig Omgang med hende eller ikke vilde søge Seng med hende.

Endvidere betragtedes det selvfølgelig som en gyldig Skilsmissegrund, naar Manden ikke overholdt de Bestemmelser, der var blevet fastsat i Ægteskabskontrakten. Netop heri havde Konen ofte et virksomt Middel til at fremtvinge Skilsmisse, idet hendes Slægtninge ved Oprettelsen af denne Kontrakt sørgede for, at den kom til at indeholde forskellige Bestemmelser, hvis fuldstændige Overholdelse Manden ikke altid havde saa let ved at iagttage. Og forsømte han noget i saa Henseende, kunde dette jo altid bruges som Vaaben imod ham, hvis man havde nødig at gribe dertil, medens man ellers lod det gaa upaatalt hen. Paa denne Maade kunde der saaledes tilsikres Konen en langt større Ret til Skilsmisse, end hun ifølge Loven strængt taget havde. Desuden kunde Forholdene dengang medføre, at det ikke altid kom saa meget an paa, om Konen havde fuldt lovlig Grund til Skilsmisse, naar hun blot kunde anføre en saadan Grund, som af hendes Slægtninge anerkendtes som gyldig eller rimelig. Men hvor vidt Konen, naar hun havde foranlediget Skilsmissen, fik sin Formue udleveret, afhang væsentlig af de to Familiers (hendes og Mandens) Magtforhold.

51. Familie og Ætforhold.

Familiebaandet var i Sagatiden meget stærkt, langt stærkere og mere omfattende end i Nutiden.

Der fremtræder derfor i Sagaerne som Regel et meget smukt Forhold imellem Faderen og hans voksne Sønner. Thi skønt Sønnerne ofte optræder med stor Frihed over for Faderen, er de dog i Regelen særdeles hensynsfulde og viser ham baade Lydighed og Ærbødighed. Som et slaaende Eksempel herpaa kan nævnes Forholdet mellem Njal og hans Sønner. Naturligvis kunde der paa Grund af Karakterforskellighed af og til opstaa Uenighed imellem en Fader og en Søn Men dette forhindrer dog aldrig, at den efterlevende i Tilfælde af den andens Drab føler det som en hellig Pligt at hævne ham eller i hvert Fald af kræve klækkelige Bøder for Drabet. Man finder i Sagaerne mangfoldige Eksempler paa den brændende Iver, man lagde for Dagen, naar det gjaldt om at opfylde denne Pligt, ligesom den tilintetgørende Sorg, som en gammel Mand kunde føle ved Sønnens Drab, naar han ikke havde Haab om at kunne hævne ham eller, faa Bod for ham, ofte bliver fremstillet med stærke Farver. Den Gang Flose under Branden paa Bergtorshvol tilbyder Njal Udgang, afslaar han Tilbudet, fordi han er saa gammel en Mand, at han ikke har noget Haab om at kunne hævne sine Sønner, og med Skam vil han ikke leve.

Men ogsaa saa vel imellem Moderen og hendes Sønner som imellem Brødre og Søskende indbyrdes ses Forholdet i Regelen at have været meget kærligt. Alle staar de paa Vagt om Familiens Ære, og navnlig er Moderens Optræden for at hævde den ofte i høj Grad karakteristisk. Hun lader det da heller ikke skorte paa haarde Ord og andre kraftige Midler for at opægge sine Sønner til Hævn, hvis et af Familiens Medlemmer er blevet dræbt eller en Datters Ære krænket.

Men det samme Slægtskabsbaand, der knyttede Forældre og Børn og Søskende indbyrdes til hinanden, forbandt ogsaa hele Ætten, saa langt Slægtskabet regnedes (til Sideliniens 5. Grad), skønt Familiebaandets Styrke naturligvis aftog desto mere, jo fjernere Slægtskabet blev. Hele Ætten betragtedes paa en Maade som solidarisk over for andre Ætter, og naar derfor et Medlem af Ætten udmærkede sig ved Mod og Dygtighed og vandt Hæder og Berømmelse, saa kom dette hele Ætten til gode, ligesom man ogsaa ved at tilføje et Medlem af Ætten en Fornærmelse, derved kom til at fornærme hele Ætten. Man kunde derfor hævne sig paa en Mand ved at dræbe et af Ættens fremragende Medlemmer, uden just at træffe den skyldige, og mangen en helt uskyldig Mand kom saaledes til at undgælde for sine Slægtninges Gerninger. Naar der for et Drab blev udredet én Mandebod (§ 23), skulde ogsaa hele Ætten have sin Andel i Boden, hvert Medlem i Forhold til sit nærmere eller fjernere Slægtskab med den dræbte, ligesom paa den anden Side alle Medlemmer af Drabsmandens Æt i samme Forhold skulde bidrage til Betalingen af Mandeboden.

52. Begravelse og Begravelsesskikke.

Den første Pligt, man skyldte den døde, var at yde ham Lighjælp: lukke hans Øjne, Mund og Næsebor. Lighjælpen ydedes hyppigst af en nærbeslægtet eller en fortrolig Ven af den døde, og i Tilfælde af en voldsom Død synes en Forpligtelse til at hævne ham at have været forbundet med denne Handling.

Inden man havde ydet den døde Lighjælp, ansaas det for fariigt at nærme sig ham forfra, i hvert Fald naar han havde været af en voldsom og uregerlig Karakter, saa at man kunde vente sig noget ondt af ham. Lighjælpen ydedes derfor gerne saaledes, at man nærmede sig den døde bagfra, hvorefter han blev vasket og kæmmet, paaklædt og pyntet, samt forsynet med Dødsko (»Helsko«) til at gaa paa til den anden Verden. Naar Dødsfaldet var sket pludseligt eller paa en mindre naturlig Maade, turde man af Frygt for Spøgeri heller ikke føre Liget ud igennem den almindelige Udgang, men brød et Hul enten i den ene af Sidevæggene eller i Taget og førte Liget baglængs ud igennem dette. Thi saa mente man, at den døde ikke havde saa let ved at finde Vej ind i Huset, ifald han gik igen. Dersom man ikke straks kunde skride til Begravelsen, blev Liget enten bragt til et af Udhusene, eller der blev opslaaet et Telt over det ude paa Marken, hvor der blev vaaget over det hver Nat, indtil Begravelsen fandt Sted.

I Almindelighed blev Liget lagt i en Gravhøj, undertiden i et Skib, hvor der hos det blev lagt baade Vaaben, Værktøj, Madvarer og undertiden en Hest, samt forskellige Kostbarheder. Og ved Højens Lukning blev der, i hvert Fald undertiden, holdt en Ligtale og udtalt Ønske om Fred over den døde i hans Grav. Mindre ansete Folk, samt Fredløse og Røvere, blev derimod kun tildækket med Jord og Sten paa flad Mark, hvad der kaldtes at »dysse« og Graven Dysse. Intet Lig maatte komme til at henligge utildækket, og det gjaldt Fredløshed for en Drabsmand, dersom han undlod at tildække den dræbte. Det betragtedes da som »Mord« (S. 99) og ikke som »Drab«. Mente man at kunne mærke, at den døde gik igen og gjorde Folk Fortræd, blev Liget opgravet og brændt og Asken strøet for alle Vinde eller kastet i Havet.

Enten umiddelbart efter Begravelsen eller noget senere holdtes der et stort Begravelsesgilde, et Gravøl (»Arveøl«) til Ære for den afdøde, hvor denne undertiden ogsaa blev hædret med et Arvekvad. Og dette havde en vis retslig Betydning; thi først naar dette var besørget, kunde Arvingerne tiltræde deres Arv efter den afdøde, ligesom en Søn heller ikke før kunde sætte sig i sin afdøde Faders Højsæde, men maatte lade dette staa ledigt, indtil han ved Gravøllet havde tømt den afdødes Mindebæger og aflagt et højtideligt Løfte om at opretholde Ættens Ære og vise sig som en værdig Søn af den afdøde.