Forskjell mellom versjoner av «Island i fristatstiden - VII. Fristatens Undergang»

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Linje 116: Linje 116:
  
 
Da det nu ikke lykkedes nogen enkelt Høvding eller Slægt helt at faa Overtaget, og der heller ikke i Landet fandtes nogen Centralmyndighed, som kunde gribe regulerende ind og stifte Fred, var Vejen hermed aabnet for fremmed Indflydelse og Indblanding, der heller ikke lod længe vente paa sig.
 
Da det nu ikke lykkedes nogen enkelt Høvding eller Slægt helt at faa Overtaget, og der heller ikke i Landet fandtes nogen Centralmyndighed, som kunde gribe regulerende ind og stifte Fred, var Vejen hermed aabnet for fremmed Indflydelse og Indblanding, der heller ikke lod længe vente paa sig.
 +
 +
 +
 +
 +
'''71. Fremmed Indblanding og Underkastelse.'''
 +
 +
Som allerede ovenfor meddelt (S. 131) gjorde Kong Olaf den Hellige gentagne Gange Forsøg paa at faa Islænderne til at underkaste sig den norske Konges Herredømme og betale ham Skat. Dette blev imidlertid bestemt afslaaet, og ved Kong Olafs Død faldt Sagen dengang bort. Men gemt var ikke glemt. Tanken blev igen optaget af Kong Hakon Hakonsson (1204—1263), der ved alle mulige Midler og dybt udtænkte Planer søgte at gennemføre den og naa sit Maal. Han følger gennem udsendte Spioner og Tillidsmænd nøje med i de islandske Høvdingers indre Stridigheder og Partikampe, og naar de, enten af sig selv eller hidkaldte af ham under Paaskud af at ville mægle imellem dem, kommer til Norge, søger han paa alle Maader at vinde dem for sin Sag ved at tildele dem høje Titler og Æresbevisninger og stille dem endnu større Hæder og Fordele i Udsigt, hvis det lykkedes dem at gennemføre, hvad han ønskede og forlangte af dem. Og naar de først var blevet hans ''Hirdmænd'', hans edbundne og haandgangne Mænd, var de jo blevet afhængige af ham og havde deres bestemte Pligter overfor ham. Han spiller derpaa den ene Høvding ud imod den anden, ganske som Brikker paa et Skakbræt i et nøje gennemtænkt Spil, og forøger derved stadig Forvirringen og Ufreden imellem dem. Undertiden tilbageholder han ogsaa de farligste Modstandere i Norge, for at de, han har vundet for sin Sag eller som han anser for tjenlige Redskaber til Gennemførelsen af sine Planer, skal have et lettere Spil og kunne underlægge sig Landet til Fordel for ham selv. Og naar saa nogle af dem ved Hjælp af hans Haandlangere er blevet ryddet af Vejen, sætter han sig i Besiddelse af deres efterladte Ejendomme og Godedømmer og besætter dem med sine trofaste Tjenere og Tillidsmænd. Og da det endvidere i Aaret 1238 traf sig saa, at begge de islandske Bispestole var blevet ledige, paatvinger han ved den norske Ærkebiskops Hjælp Islænderne to ''norske'' Biskopper, der under Paaskud af at arbejde for Gudsfrygt og gode Sæder anvender alle kirkelige Straffemidler til at ramme Kongens Modstandere og støtte hans Sag.
 +
 +
 +
 +
'''72.''' Det første, der gav Kong Hakon og hans daværende Formynder Skule Jarl (d. 1240) Anledning til at blande sig i Islands Anliggender, var en Strid imellem nogle norske Købmænd og Islænderne. Oddeslægtens Overhoved ''Sæmund Jonsson'' havde nemlig afpresset norske Købmænd, der drev Handel paa Island, store Pengesummer, medens de til Gengæld dræbte hans uskyldige Broder ''Orm Jonsson''. Saa havde Orms Svigersøn ''Bjørn Torvaldsson'' til Hævn for sin Svigerfader slaaet en lige saa uskyldig Nordmand ihjel. Herover blev Kongen og Skule saa vrede, at Jarlen vilde gøre et Krigstog til Island (1220). Men det lykkedes ''Snorre Sturlason'', som dengang opholdt sig i Norge, ved kloge Forestillinger at faa dette forhindret, medens han til Gengæld maatte love, at han ikke alene skulde frede om de norske Købmænd, der drev Handel paa Island, men ogsaa gøre sit bedste for at faa sine Landsmænd til at underkaste sig den norske Konge. Men i den Retning fik han dog intet som helst udrettet og synes heller ikke at have arbejdet videre for det.
 +
 +
 +
Snorres skarpeste Modstander var hans Brodersøn ''Sturla Sighvatsson''. Da denne for at gøre Bod for sin Optræden mod Biskop Gudmund den Gode havde gjort en Pilgrimsrejse til Rom, besøgte han paa Hjemvejen Norge, hvor han blev godt modtaget af Kong Hakon. Sturla fortalte ham om den forfærdelige Ufred, der herskede paa Island, og Kongen udviklede da for ham, at den eneste Mulighed for at stifte Fred i Landet var, hvis man kunde faa Islænderne til at give sig under en Konges Styre, og spurgte samtidig, om Sturla ikke vilde paatage sig den Opgave at arbejde herfor. Dertil erklærede Sturla sig villig, dersom han fik Kongens Støtte og modtog en saadan Belønning, som Kongen fandt passende. Kongen gav ham saa det Raad, at han ikke saa meget skulde erobre Landet ved Manddrab, som søge at tage sine Modstandere til Fange og sende dem ud af Landet, eller paa en eller anden Maade se at komme i Besiddelse af deres Magt og Myndighed.
 +
 +
 +
Da Sturla i Aaret 1235 kom hjem til Island, tog han straks fat paa at udføre disse Planer. Han tog sin Fætter, Snorres Søn Urøkja, der havde optraadt med den største Voldsomhed paa Vestlandet og angrebet begge sine Farbrødre, Tord og Sighvat, til Fange, hvorefter han mishandlede ham paa det grusomste og tvang ham til at rømme Landet. Sturla drog ogsaa sammen med sin Fader og et Følge paa 1000 Mand mod Snorre, saa denne skyndsomst maatte rømme sine Gaarde og flygte længere sydpaa og tilsidst til Østlandet. Og nu førtes der et helt Aar ordentlig Krig imellem Frænderne og deres Tilhængere paa hver Side, indtil der kom Bud fra Norge, med Hilsen fra Kongen, Skule Jarl og Ærkebiskoppen, om at Islænderne skulde komme til Norge for at faa deres Trætter forligt. Denne Opfordring efterkom Snorre og rejste i 1237 til Norge.
 +
 +
 +
Efter at Sturla saaledes var blevet af med de nærmeste af sine farligste Modstandere, spillede han i nogen Tid Herre i en stor Del af Landet. Men der var dog endnu to Høvdinger tilbage, som han nærede nogen Frygt for, nemlig Asbjørnsslægtens Overhoved ''Kolbein Unge'' og Høgedalsslægtens Hovedmand ''Gissur Torvaidsson'', som nu havde vundet stor Magt paa Sydlandet. Sturla siges selv at have udtalt, at hvis det lykkedes ham at besejre Gissur, vilde han kunne betragte sig som Herre over hele Landet. Han søgte først at slutte Forbund med ham, og Gissur syntes ikke helt uvillig til dette. Men da det kom til Stykket og de mødtes, turde Sturla dog ikke stole paa Gissurs Oprigtighed og lod ham tage til Fange, hvorefter han tvang ham til af afstaa sine Godedømmer og sværge at ville rømme Landet. Men ikke et Øjeblik faldt det Gissur ind at holde de ham aftvungne Eder, og hans første Skridt, da han var blevet fri, var at slutte Forbund med Kolbein Unge. De samlede saa en stor Hær, og i et blodigt Slag paa Ørlygsstad i Skagefjorden (1238) faldt baade Sturla og hans Fader Sighvat efter et heltemodigt Forsvar, hvorefter Kolbein underlagde sig hele Nordfjerdingen.
 +
 +
 +
Da Efterretningen herom naaede til Norge, vakte den stor Opsigt, og det gjorde Kong Hakon særdeles ondt at høre om Sturlas Fald, hvorved hans Planer havde lidt et stort Afbræk. Snorre Sturlason, som dengang opholdt sig hos Skule Jarl (der nu var blevet Hertug) i Trondhjem, tog sig ogsaa sin Broder; Sighvats Død nær, selv om der ofte havde været Brist i Enigheden imellem dem. Han var nu blevet Slægtens selvskrevne Overhoved og vilde for alt i Verden generobre sine Ejendomme og sine Frænders Godedømmer. Han belavede sig derfor paa at rejse til Island i Foraaret 1239. Men da kom der Breve fra Kongen, hvori han forbød alle Islændere at rejse hjem den Sommer. Kongen vilde nemlig, at Gissur nu skulde være ene om Spillet paa Island; thi han vidste, at denne var venlig stemt imod ham, medens Snorre altid mere havde sluttet sig til Hertug Skule, som paa dette Tidspunkt var ved at komme i aaben Strid med Kongen.
 +
 +
 +
Snorre vilde imidlertid ikke af nogen som helst Forhindringer lade sig afholde fra at rejse og sejlede til Island. Men herved havde han jo som Kongens Hirdmand gjort sig skyldig i et aabenbart Brud paa sin Lydighedspligt mod denne, og Kongen skrev da til Gissur, at han skulde enten sende Snorre tilbage eller tage ham af Dage, hvilket sidste Gissur saa gjorde ved et natligt Overfald paa ham (S. 147). Nu var Gissur og hans Forbundsfælle Kolbein blevet de mægtigste Mænd i Landet og kunde i Forening beherske, de tre Fjerdedele af dette (Sydlandet, Nordlandet og Vestlandet). Gissur rejste derpaa til Norge for at aflægge Beretning om sin Virksomhed til Kongen og opnaa større Hæder og Ære hos ham.
  
  

Revisjonen fra 3. feb. 2017 kl. 17:48

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Valtýr Guðmundsson
Island i fristatstiden

1924


VII. Fristatens Undergang



67. Opløsning og indre Kampe.

Ligesom man i det øvrige Norden havde vekslende Perioder, dels mere fredelige og lykkelige, dels mere urolige og kampfulde, saaledes gik det ogsaa paa Island, skønt paa en noget anden Maade. Til Tronfølgekampenes Tid i Danmark (1131—1157), Norge (1136—1240) og Sverrig (1160—1222) svarer paa Island nærmest Slægtsfejderne i Sagatiden (930—1030), skønt de, som naturligt i en Fristat, var af en anden Art. Til Opgangs- og Velmagtstiden i Danmark (1157—1241), Norge (1240—1319) og Sverrig (1222—1306) svarer den fredelige Blomstringstid paa Island(1030—1152), da Kirken og Høvdingerne arbejder Haand i Haand paa at befæste Kristendommen, at tilvejebringe en Kirkeordning og at grundlægge en national Litteratur. Endelig kommer saa en Opløsningstid, fuld af indre Kampe, der ender med at aabne Norden for fremmed Indflydelse, for tyske Kræmmeres og tyske Fyrsters Graadighed. Og hertil svarer paa Island den Omvæltning i Samfundsforholdene og deraf følgende blodige Borgerkrig i Sturlungetiden (1152-1262), der aabnede Landet for fremmed Indflydelse og endte med dets fuldstændige Underkastelse under et Fremmedherredømme, under den norske Krone.


Aarsagerne til Fristatens Fald var mange, dels indre, dels ydre. Og de første af disse var igen af dobbelt Art, dels Stridigheder, der opstod mellem Kirken og Stormændene, dels, og væsentlig, en fuldstændig Omvæltning i de islandske Samfundsforhold og heraf følgende heftige Partikampe imellem Høvdingerne.


68. Som ovenfor fremhævet, var omtrent alle islandske Kirker og deres Godser og Indtægter i den ældste Tid en Privatejendom, ligesom Tilfældet jo havde været med Templerne under Hedenskabet. Og paa samme Maade var Præsterne og hele Gejstligheden fuldstændig underkastet de borgerlige Love og de borgerlige Domstole.


Men da Kirken havde befæstet sin Stilling og faaet en større Magt og Indflydelse, begyndte den at ytre sin Misfornøjelse med dette Afhængighedsforhold og søge at opnaa en mere selvstændig Stilling. Dette skete dog først efter at den havde faaet et kraftigt Rygstød ude fra, og der var blevet oprettet en ny Ærkebispestol i Nidaros (Trondhjem), hvorunder den islandske Kirke blev henlagt (1152). Men efter at den myndige Prælat Eystein Erlendsson (der var af islandsk Slægt) var blevet Ærkebiskop (1157—1188) og havde optaget Kampen for Kirkens Magt og Uafhængighed i Norge, begyndte de islandske Biskopper, først Torlak den Hellige (1178—1193, f. 1133) og senere Gudmund den Gode (1202—1237, f. 1160), at røre paa sig og forlange saa vel Gejstlighedens Uafhængighed af de borgerlige Domstole, som at de private Kirkeejere skulde udlevere deres Kirker og disses Gods til fri Raadighed for Gejstligheden. Det lykkedes dog slet ikke at gennemføre det første Krav (før efter Fristatens Fald), og det sidste kun i et meget begrænset Omfang, idet de Høvdinger og Storbønder, der ejede Kirkerne, bestemt modsatte sig dette, hvad der endog førte til, at enkelte, der allerede havde bøjet sig for Kravet, tog deres Kirker tilbage. Men dette førte dog naturligvis til betydelige Stridigheder og Kampe imellem Biskopperne og de verdslige Høvdinger.


Men der var ogsaa et andet Forhold, som foraarsagede en endnu bitrere Kamp imellem Kirken og Stormændene. Og det var det strænge Sædelighedskrav, som Kirken nu begyndte at gøre gældende.


Under Hedenskabet var det jo ret almindeligt, at en Mand ved Siden af sin Hustru havde Medhustruer eller Friller, hvad der dengang ikke faldt ét Menneske ind at betragte som forargeligt. Heri skete der efter Kristendommens Indførelse ikke nogen Forandring, i hvert Fald ikke for Stormændenes Vedkommende. Og det synes ogsaa i den første Tid at være gaaet upaatalt hen fra Gejstlighedens Side, sagtens fordi den savnede de fornødne Magtmidler og var for afhængig af Stormændene til at kunne forhindre det. Om nogen Opretholdelse af Forbud mod Giftermaal mellem nærbeslægtede synes der i den ældre Tid heller ikke at have været Tale. Det oplyses saaledes, at i Biskop Isleifs Tid var selve Lovsigemanden gift baade med Moder og Datter (sandsynligvis dog ikke paa en Gang), uden at Biskoppen med nogen Virkning kunde skride ind derimod.


Men Forholdet synes ingenlunde at være blevet bedre i det 12. og 13. Aarh., snarere langt værre. Ganske vist blev der i den af Altinget vedtagne Kirkeret (1123) fastsat Forbud mod Ægteskab mellem beslægtede indtil 6. Led. Men dette synes snarere at have forværret end forbedret Tilstanden, dels fordi man herved blev mere indskrænket i Valget af sin Ægtefælle, og dels fordi den forbudne Frugt virkede saa tillokkende. Det oplyses saaledes om omtrent alle Høvdinger og Stormænd i det 12. og 13. Aarh., at de ikke nøjedes med én Kone, men havde en eller flere Medhustruer og en Mængde uægte Børn. Der synes derfor dengang at have hersket en langt større Usædelighed end nogensinde under Hedenskabet, da den Slags Forhold dog var tilladt og fuldstændig lovlige.


At Kirken ikke roligt kunde se paa al denne Usædelighed, uden at den greb ind og søgte at bekæmpe den, var ganske naturligt. Og i den sidste Fjerdedel af det 12. Aarh. begyndte den at optræde særlig skarpt imod den, med Anvendelse af alle til dens Raadighed staaende Midler, f. Eks. Skriftemaal og Bandlysning. Men dette var jo at træffe Stormændene paa deres ømme Punkt, og de satte sig kraftigt til Modværge, hvad der førte til voldsomme Kampe mellem dem og Gejstligheden. Særdeles oplysende i saa Henseende er Kampen i mellem Landets mægtigste Høvding Jon Loftsson og Biskop Torlak den Hellige, hvor Biskoppen truede med Bandstraalen, medens den anden truede ham paa Livet, hvortil Biskoppen svarede, at han vilde sætte sit Liv ind paa at faa Kirkens Krav opfyldt i denne Henseende og ikke vige en Fodsbred for nogen som helst Trusler. Biskoppen sejrede da ogsaa tilsidst i denne Strid. Men her var Forholdet ogsaa af en ejendommelig Art, idet Medhustruen, som Biskoppen forlangte fjernet, var hans egen Søster.


Men nogen almindelig Forbedring i de sædelige Forhold opnaaedes dog ikke herved. Thi i det 13. Aarh. var Sædelighedstilstanden aldeles forfærdelig — værre end nogensinde, før eller senere.


69. Af en langt mere skæbnesvanger og alvorligere Art end Striden imellem Kirken og Stormændene var dog den Forrykkelse af de borgerlige Magtforhold og Formuefordelingen, som i dette Tidsrum fandt Sted.


Som ovenfor paapeget (S. 52) var den islandske Samfundsordning lige fra først af i høj Grad aristokratisk, idet al Magt, saa vel paa Tinge som hjemme paa Egnen, var lagt i Hænderne paa nogle faa Godeslægter. Der blev imidlertid gjort et Par Tilløb til at faa en Ændring i dette Forhold ved at udstykke Høvdingemagten, først ved Gellesloven, da Godernes Antal blev forøget med 3 (fra 36 til 39) og der samtidig indsattes 9 valgte Medlemmer i Lovretten, og dernæst ved Njalsloven, da der i Anledning af Femterrettens Stiftelse blev oprettet 12 nye Godestillinger, der dog ikke fik tildelt fulde politiske Rettigheder. Men endnu mere vilde dog Godevældet være blevet brudt, dersom Njals oprindelige Forlsag om at omdanne Lovretten til en valgt Folkerepræsentation havde sejret. Men dette bjev jo forhindret af de herskende Goder. Og da disse ved Kristendommens Indførelse tabte deres religiøse Magt, sørgede de alligevel for at ordne Kirkens Anliggender paa en saadan Maade, at de fik Haand i Hanke med dens Styrelse, baade derved at de blev Kirkeejere og ved at Gejstligheden paa forskellig Maade blev afhængig af dem, for saa vidt de ikke selv blev enten Biskopper eller Præster, hvad netop flere af dem i Virkeligheden blev.


Men selv om det, trods gentagne Forsøg, ikke i nogen væsentlig Grad var lykkedes at demokratisere Forfatningen, var der dog det Gode ved denne Samfundsordning, at Magten var saa nogenlunde ligelig fordelt over hele Landet, saa at de enkelte Goder kunde holde hinanden Stangen og ingen af dem blive for overmægtig.


Men heri skete der i Løbet af det 12. og endnu mere i den første Halvdel af det 13. Aarh. en stor Forandring, idet enkelte ærgerrige og havesyge Høvdinger begyndte at samle flere Godedømmer paa én Haand. At dette kunde lade sig gøre laa først og fremmest i den Bestemmelse, at Godeværdgheden ikke alene var arvelig, men ogsaa kunde sælges og afhændes.


Man kunde derfor paa forskellig Maade komme i Besiddelse af nye Godedømmer. Naar en Godeslægts mandlige Linie var ved at uddø, kunde man gennem politiske Giftermaal sikre sig vedkommende Godedømme ved Arv. Og da det endvidere efterhaanden ikke var blevet velset fra Kirkestyrelsens Side, at Præster blev for optaget af verdslige Anliggender, gav dette Anledning til, at mange af dem, der enten allerede var Goder eller havde Arveret til et Godedømme, afhændede disse Rettigheder til en anden, naar de lod sig præstevie. Og da endelig Godernes Magt som Herredshøvdinger fuldstændig afhang deraf, hvor mange Tingmænd det lykkedes dem at samle om sig, foretrak mangen en forholdsvis svag Gode, fremfor at ligge i Strid med en overmægtig Nabogode, frivilligt, mod et passende Vederlag, at afstaa sit Godedømme til denne; undertiden blev den svagere ligefrem tvunget til en Afstaaelse.


Da der nu til hvert Godedømme var knyttet baade politisk Magt og forskellige Pengefordele, benyttede flere ærgerrige og havesyge Høvdinger sig af alle disse Muligheder og Midler til at komme i Besiddelse af de flest mulige Godedømmer. Og det endte da med, at al Magten i hele Landet kom i Hænderne paa nogle ganske faa Slægter.


Og paa lignende Maade gik det ogsaa med Formuefordelingen. I Sagatiden var de fleste Bønder Selvejere, og der synes at have været en ret almindelig Velstand, særlig i den kort efter Kristendommens Indførelse indtraadte lange Fredsperiode og Blomstringstid. Men dengang var Velstanden saa nogenlunde ligelig fordelt, uden nogen Ophobning af større Formuer paa enkelte Hænder.


I Sturlungetiden indtræder der imidlertid en stor Forandring i disse Forhold, idet vældige Formuer nu samles paa enkelte Hænder. Og ligesom med Magten kunde dette ske paa forskellige Maader, saa vel ved Arv, Giftermaal, Slægters Uddøen og Gaver til Kirker (som jo ejedes af Høvdingerne), som ved at pengegridske Høvdinger tvang Folk til at afstaa deres Ejendomme eller ligefrem plyndrede dem for deres Gods. Herved indskrænkedes de frie Selvejeres Antal i en uhyggelig Grad, medens der opstod en talrig Klasse af uselvstændige Fæstere, der var fuldstændig afhængige af de rige Stormænds Naade.


Saaledes blev, f. Eks., alle Sturlungerne hovedrige Mænd. Og en af dem, Snorre Sturlason blev endog den rigeste Mand i hele Landet, skønt han intet fik af den ikke ret store Arv, som hans Fader efterlod sig, idet dennes Enke havde sat den overstyr. Men skønt han saaledes maatte begynde med tomme Hænder, lykkedes det ham saa vel gennem Giftermaal som paa forskellige andre, mere eller mindre fine Maader at samle saa stor Formue, at han efter dens Værdi i Nutidspenge sikkert har været Millionær. Han ejede 6 Hovedgaarde, foruden mange andre Storgaarde, og da han i en stræng Vinter mistede 120 Stude paa en Gang, lod han til ikke at ænse dette Tab det mindste, men gjorde lige fuldt sine vanlige, store Julegilder. Snorres Broder Tord efterlod sig ved sin Død 1200 Hundreder (§ 40), og den tredje Broder Sighvat og dennes Søn Sturla havde 3 Hovedgaarde, 2 paa Vestlandet og 1 paa Nordlandet, og kom desuden efterhaanden i Besiddelse af de fleste Storgaarde i Øfjorden. Sturlungernes samlede Formue har derfor sikkert beløbet sig til flere Millioner Kroner i Nutids- penge. Og af Godedømmer var det lykkedes dem at samle saa mange paa deres Hænder, at de paa et vist Tidspunkt herskede baade over hele Vestlandet og en stor Del af Nordlandet.


70. I den første Halvdel af det 13. Aarh. var Udviklingen med Hensyn til Magtfordelingen naaet derhen, at kun 6 Slægter havde faaet Magten i hele Landet.


I Sydfjerdingen herskede to Slægter:

1) Oddeslægten (Sæmund Frodes Efterkommere), hvis Hovedmænd var Jon Loftssons tre Sønner: Sæmund (d. 1222), Orm (d. 1218) og Biskop Paul (d. 1211);
2) Høgedalsslægten (Biskop Isleifs Efterkommere), hvis Hovedmænd var Lovsigemand Gissur Hallssons (S. 140) tre Sønner: Biskop Magnus (d. 1237), Lovsigemanden Hall (d. 1230) og Torvald (d. 1235), samt derefter Torvaids to Sønner: Bjørn (d. 1221) og Gissur (1209—1268), der 1258 blev udnævnt til Jarl over Island.


I Vestfjerdingen herskede ogsaa to Slægter:

1) Vatnsfjordslægten (der nedstammede fra Høvdingen Hailide Marsson, d. 1130), hvis Hovedmand var Torvald Snorreson (d. 1228);
2) Sturlungeslægten (Efterkommere af Høvdingen Sturla Tordsson paa Hvam (1115—1183), sædvanlig kaldet Hvam-Sturla, der blandt sine Forfædre kunde tælle en af Sagatidens mægtigste Høvdinger, Snorre Gode, d. 1031), hvis Hovedmænd var Sturlas tre Sønner: Tord (d. 1237), Sighvat (d. 1238) og Snorre (S. 146), samt Sighvats to Sønner: Sturla Sighvatsson (d. 1238) og Tord Kakale (d. 1256) og deres Fætter Sturla Tordsson (S. 148).


I Nordfjerdingen herskede overvejende Asbjørnsslægten (Efterkommere af Asbjørn Arnorsson, der var gift med en Sønnedatter af Snorre Gode), hvis Hoved- mænd var: Kolbein Tumeson (d. 1208) og dennes Broder Amor (d. 1221) samt den sidstes Søn Kolbein Unge (d. 1245). Men her herskede ogsaa for en Del af denne Periode delvis saa vel en Gren af Sturlungeslægten (Sighvat Sturlason) som Høgedalsslægten eller dennes daværende Overhoved (Gissur Torvaldsson).


I Østfjerdingen herskede Svinefjældsslægten (der nedstammede fra en Broder til Flose Tordsson, som indebrændte Njal), hvis Hovedmænd var: Sigurd Ormsson (d. 1235) og dennes Brodersøn Sigmund Jonsson (d. 1212) samt den sidstes Søn Orm (d. 1241) og Sønnesøn Sæmund Ormsson (d. 1252).


Og alle disse Slægter var gennem politiske Giftermaal ved forskellige Svogerskabsbaand indbyrdes knyttet til hverandre. Saaledes var, f. Eks., Snorre Sturlason besvogret med dem alle, Svinefjældsslægten undtagen. Han selv var i sit andet Ægteskab gift med den hovedrige Enke Hallveig Ormsdatter, der var Enke efter Bjørn Torvaldsson (af Høgedalsslægten) og Datter af Orm Jonsson (af Oddeslægten). Og Snorres tre Døtre var gift med Overhovederne for saa vel Vatnsfjordslægten (Torvald Snorreson) og Asbjørnsslægten (Kolbein Unge) som for Høgedalsslægten (Gissur Torvaldsson), medens hans Søn Urøkja var gift med en Søster til Kolbein Unge. Endvidere var Snorres Broder Sighvat gift med en Søster til Kolbein Tumeson (Asbjørnsslægten) og Sighvats Søn Sturla med en Datter af Sæmund Jonsson (Oddeslægten). — Svinefjældsslægten var igen besvogret baade med Asbjørnsslægten og Oddeslægten o. s. v.


Men skønt disse Svogerskabsbaand til Tider kunde spille stor Rolle og føre til forskellige Forbund, holdt de imidlertid sjælden længe. Thi i disse Tider var det ganske almindeligt, hvis man saa sin Fordel ved at indgaa et nyt Giftermaal, at forskyde sin Kone og tage sig en anden, hvad der snarest kunde forvandle det forrige Venskab til bittert Fjendskab.


Dersom nu alle disse mægtige Høvdinger, Frænder og Svogre havde kunnet holde sammen, med al den Kraft, Intelligens og Rigdom, som de var i Besiddelse af, vilde de have været i Stand til at skabe Landet en lykkelig Fremtid. Men de enkelte Høvdingers Magtbegær og Havesyge var saa ubegrænset, at de ingen Tid havde til at tænke paa Fædrelandet. De tænkte kun paa at forøge deres egen Magt og Rigdomme, og bekæmpede derfor hverandre af al Kraft, saa at der opstod en almindelig Borgerkrig, hvori selv Brødre og andre nærmeste Slægtninge bekæmpede og overfaldt hverandre.


Og disse Kampe førtes ikke, som i Sagatiden, med ærlige og blanke Vaaben. Nu betragtedes alle Midler som lige gode. Listige Baghold, natlige Overfald, ja endog Mordbrand hørte til Dagens Orden. Og den Grusomhed, hvormed disse Kampe førtes, var aldeles enestaaende. Man nøjedes ikke nu, som i gamle Dage, med at dræbe sin Modstander paa en aaben og ærlig Vis, men følte den største Lyst i at lemlæste og mishandle ham paa den skændigste Maade. Og man holdt hverken Ord eller Eder. Man tilsvor sin Modstander den ene Dag Fred og Troskab, for straks den næste Dag at bryde sin Ed og overfalde ham.


Og paa samme Maade gik det med Forholdet til de undergivne, menige Bønder. Man drog i store Flokke plyndrende fra Gaard til Gaard, eller slog sig undertiden hist og her ned og opspiste alle de Forraad, der forefandtes, nedslagtede Besætningen og tvang Beboerne dels til Vagttjeneste paa Heder og øde Fjælde, dels til at følge med dem til Overfald paa deres Fjender. Og hvis disse ikke straks lystrede den givne Ordre, blev de, enten halshugget eller lemlæstet paa den grusomste Maade. Man havde ingen som helst moralske Betænkeligheder, men gav sine Lidenskaber frit Spil, indtil omtrent hele Landet stod i Brand.


Da det nu ikke lykkedes nogen enkelt Høvding eller Slægt helt at faa Overtaget, og der heller ikke i Landet fandtes nogen Centralmyndighed, som kunde gribe regulerende ind og stifte Fred, var Vejen hermed aabnet for fremmed Indflydelse og Indblanding, der heller ikke lod længe vente paa sig.



71. Fremmed Indblanding og Underkastelse.

Som allerede ovenfor meddelt (S. 131) gjorde Kong Olaf den Hellige gentagne Gange Forsøg paa at faa Islænderne til at underkaste sig den norske Konges Herredømme og betale ham Skat. Dette blev imidlertid bestemt afslaaet, og ved Kong Olafs Død faldt Sagen dengang bort. Men gemt var ikke glemt. Tanken blev igen optaget af Kong Hakon Hakonsson (1204—1263), der ved alle mulige Midler og dybt udtænkte Planer søgte at gennemføre den og naa sit Maal. Han følger gennem udsendte Spioner og Tillidsmænd nøje med i de islandske Høvdingers indre Stridigheder og Partikampe, og naar de, enten af sig selv eller hidkaldte af ham under Paaskud af at ville mægle imellem dem, kommer til Norge, søger han paa alle Maader at vinde dem for sin Sag ved at tildele dem høje Titler og Æresbevisninger og stille dem endnu større Hæder og Fordele i Udsigt, hvis det lykkedes dem at gennemføre, hvad han ønskede og forlangte af dem. Og naar de først var blevet hans Hirdmænd, hans edbundne og haandgangne Mænd, var de jo blevet afhængige af ham og havde deres bestemte Pligter overfor ham. Han spiller derpaa den ene Høvding ud imod den anden, ganske som Brikker paa et Skakbræt i et nøje gennemtænkt Spil, og forøger derved stadig Forvirringen og Ufreden imellem dem. Undertiden tilbageholder han ogsaa de farligste Modstandere i Norge, for at de, han har vundet for sin Sag eller som han anser for tjenlige Redskaber til Gennemførelsen af sine Planer, skal have et lettere Spil og kunne underlægge sig Landet til Fordel for ham selv. Og naar saa nogle af dem ved Hjælp af hans Haandlangere er blevet ryddet af Vejen, sætter han sig i Besiddelse af deres efterladte Ejendomme og Godedømmer og besætter dem med sine trofaste Tjenere og Tillidsmænd. Og da det endvidere i Aaret 1238 traf sig saa, at begge de islandske Bispestole var blevet ledige, paatvinger han ved den norske Ærkebiskops Hjælp Islænderne to norske Biskopper, der under Paaskud af at arbejde for Gudsfrygt og gode Sæder anvender alle kirkelige Straffemidler til at ramme Kongens Modstandere og støtte hans Sag.


72. Det første, der gav Kong Hakon og hans daværende Formynder Skule Jarl (d. 1240) Anledning til at blande sig i Islands Anliggender, var en Strid imellem nogle norske Købmænd og Islænderne. Oddeslægtens Overhoved Sæmund Jonsson havde nemlig afpresset norske Købmænd, der drev Handel paa Island, store Pengesummer, medens de til Gengæld dræbte hans uskyldige Broder Orm Jonsson. Saa havde Orms Svigersøn Bjørn Torvaldsson til Hævn for sin Svigerfader slaaet en lige saa uskyldig Nordmand ihjel. Herover blev Kongen og Skule saa vrede, at Jarlen vilde gøre et Krigstog til Island (1220). Men det lykkedes Snorre Sturlason, som dengang opholdt sig i Norge, ved kloge Forestillinger at faa dette forhindret, medens han til Gengæld maatte love, at han ikke alene skulde frede om de norske Købmænd, der drev Handel paa Island, men ogsaa gøre sit bedste for at faa sine Landsmænd til at underkaste sig den norske Konge. Men i den Retning fik han dog intet som helst udrettet og synes heller ikke at have arbejdet videre for det.


Snorres skarpeste Modstander var hans Brodersøn Sturla Sighvatsson. Da denne for at gøre Bod for sin Optræden mod Biskop Gudmund den Gode havde gjort en Pilgrimsrejse til Rom, besøgte han paa Hjemvejen Norge, hvor han blev godt modtaget af Kong Hakon. Sturla fortalte ham om den forfærdelige Ufred, der herskede paa Island, og Kongen udviklede da for ham, at den eneste Mulighed for at stifte Fred i Landet var, hvis man kunde faa Islænderne til at give sig under en Konges Styre, og spurgte samtidig, om Sturla ikke vilde paatage sig den Opgave at arbejde herfor. Dertil erklærede Sturla sig villig, dersom han fik Kongens Støtte og modtog en saadan Belønning, som Kongen fandt passende. Kongen gav ham saa det Raad, at han ikke saa meget skulde erobre Landet ved Manddrab, som søge at tage sine Modstandere til Fange og sende dem ud af Landet, eller paa en eller anden Maade se at komme i Besiddelse af deres Magt og Myndighed.


Da Sturla i Aaret 1235 kom hjem til Island, tog han straks fat paa at udføre disse Planer. Han tog sin Fætter, Snorres Søn Urøkja, der havde optraadt med den største Voldsomhed paa Vestlandet og angrebet begge sine Farbrødre, Tord og Sighvat, til Fange, hvorefter han mishandlede ham paa det grusomste og tvang ham til at rømme Landet. Sturla drog ogsaa sammen med sin Fader og et Følge paa 1000 Mand mod Snorre, saa denne skyndsomst maatte rømme sine Gaarde og flygte længere sydpaa og tilsidst til Østlandet. Og nu førtes der et helt Aar ordentlig Krig imellem Frænderne og deres Tilhængere paa hver Side, indtil der kom Bud fra Norge, med Hilsen fra Kongen, Skule Jarl og Ærkebiskoppen, om at Islænderne skulde komme til Norge for at faa deres Trætter forligt. Denne Opfordring efterkom Snorre og rejste i 1237 til Norge.


Efter at Sturla saaledes var blevet af med de nærmeste af sine farligste Modstandere, spillede han i nogen Tid Herre i en stor Del af Landet. Men der var dog endnu to Høvdinger tilbage, som han nærede nogen Frygt for, nemlig Asbjørnsslægtens Overhoved Kolbein Unge og Høgedalsslægtens Hovedmand Gissur Torvaidsson, som nu havde vundet stor Magt paa Sydlandet. Sturla siges selv at have udtalt, at hvis det lykkedes ham at besejre Gissur, vilde han kunne betragte sig som Herre over hele Landet. Han søgte først at slutte Forbund med ham, og Gissur syntes ikke helt uvillig til dette. Men da det kom til Stykket og de mødtes, turde Sturla dog ikke stole paa Gissurs Oprigtighed og lod ham tage til Fange, hvorefter han tvang ham til af afstaa sine Godedømmer og sværge at ville rømme Landet. Men ikke et Øjeblik faldt det Gissur ind at holde de ham aftvungne Eder, og hans første Skridt, da han var blevet fri, var at slutte Forbund med Kolbein Unge. De samlede saa en stor Hær, og i et blodigt Slag paa Ørlygsstad i Skagefjorden (1238) faldt baade Sturla og hans Fader Sighvat efter et heltemodigt Forsvar, hvorefter Kolbein underlagde sig hele Nordfjerdingen.


Da Efterretningen herom naaede til Norge, vakte den stor Opsigt, og det gjorde Kong Hakon særdeles ondt at høre om Sturlas Fald, hvorved hans Planer havde lidt et stort Afbræk. Snorre Sturlason, som dengang opholdt sig hos Skule Jarl (der nu var blevet Hertug) i Trondhjem, tog sig ogsaa sin Broder; Sighvats Død nær, selv om der ofte havde været Brist i Enigheden imellem dem. Han var nu blevet Slægtens selvskrevne Overhoved og vilde for alt i Verden generobre sine Ejendomme og sine Frænders Godedømmer. Han belavede sig derfor paa at rejse til Island i Foraaret 1239. Men da kom der Breve fra Kongen, hvori han forbød alle Islændere at rejse hjem den Sommer. Kongen vilde nemlig, at Gissur nu skulde være ene om Spillet paa Island; thi han vidste, at denne var venlig stemt imod ham, medens Snorre altid mere havde sluttet sig til Hertug Skule, som paa dette Tidspunkt var ved at komme i aaben Strid med Kongen.


Snorre vilde imidlertid ikke af nogen som helst Forhindringer lade sig afholde fra at rejse og sejlede til Island. Men herved havde han jo som Kongens Hirdmand gjort sig skyldig i et aabenbart Brud paa sin Lydighedspligt mod denne, og Kongen skrev da til Gissur, at han skulde enten sende Snorre tilbage eller tage ham af Dage, hvilket sidste Gissur saa gjorde ved et natligt Overfald paa ham (S. 147). Nu var Gissur og hans Forbundsfælle Kolbein blevet de mægtigste Mænd i Landet og kunde i Forening beherske, de tre Fjerdedele af dette (Sydlandet, Nordlandet og Vestlandet). Gissur rejste derpaa til Norge for at aflægge Beretning om sin Virksomhed til Kongen og opnaa større Hæder og Ære hos ham.




Fodnoter