Islandsk litteratur efter 1400 (FJ 1907)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
tilligemed den oldnorske
af
Finnur Jónsson
1907
Kort udsigt over den islandske litteratur efter 1400
Tidsrummet 1400 til 1550 — reformationens indførelse — er et af de goldeste i den isl. litteraturs historie. Der findes så godt som ingen prosaskrifter. Det åndelige arbejde består kun i digtning, bortset fra det afskrivningsarbejde, der stadig blev udført. Ældre og yngre sagaer, digte og rimer, og hvad der ellers fandtes, blev uafladelig afskrevet; dog er der en tilbagegang i så henseende. Der findes ganske vist ret omfangsrige håndskrifter, men de står langt tilbage for de ældre (fra 13. og 14. årh.) både i udførelse og især m. h. t. materiale; det benyttede skind er langt tarveligere og de skrevne bøger er for det meste i lille kvartformat helt ned til endogså ganske små duodez-bøger. Skriften har ændret sin karakter, men nu som för er der på sin vis særdeles dygtige skrivere. Interessen gælder nu åbenbart især de yngste sagaer (lögnesagaerne), de mindre historiske og de romantiske sagaer. Ligeledes findes nu håndskrifter med alskens overtro og overtroiske lægeråd, tildels af fremmed oprindelse, de senere såkaldte »kællingebøger«. Noget egenlig originalt prosaarbejde er der ikke; dog forfattes der et par sagaer, deribl. den yngre Droplögsönners saga, og de gamle annaler bliver bearbejdede og udvidede.
Som ovf. (s. 401) bemærket er Einar Haflidasons annal fortsat ned til 1430. Om nogen klostervirksomhed er der næppe tale, og med gejstligheden var det sikkert gået stærkt tilbage. Den åndelige horisont er stadig bleven mere og mere begrænset.
Hvad digtningen angår, har den ikke været ringe, men på sin vis ret frodig. For det første fortsattes rimurdigtningen med uforminsket kraft og flere navne kunde her nævnes på digtere (som Sigurd blinde), samt rime-cykler. Men disse er alle af en og samme art, som de för er beskrevne, og digtede over de i samtiden mest yndede æmner; mansangene bliver nu ofte temlig lange og tillige meget stereotypt-melankolske. Ikke mindre frodig er digtningen af helgenkvad. Deraf kendes en stor mængde, tildels affattede i de gamle versemål (drotkvædet, hrynhent osv.), men efterhånden dukker nye versemål op af en mere moderne art, med på forskellig måde vekslende slutningsrim, og ofte af en meget tiltalende art. Egenlige salmer kan de dog ikke nævnes, det er åndelige sange. Disse digte er først og fremmest om jomfru Maria, — en stor mængde —, dernæst om apostlene og forskellige martyrer, deriblandt også digte om nordiske helgener som den orknøske jarl Magnus, om kong Olaf den hellige, om Halvard d. hellige osv.; så er der korset, der særlig er blevet besunget; desuden er der mange andre helgenkvad. Disse digte har i reglen ikke ret meget poetisk værd. De er oftest törre og indeholder opremsninger; de er hyppig efterligninger, især af Lilja, men står langt tilbage for denne. Nogle er dog ret könne og bårne af en inderlig følelse og tro, og de er som oftest ret simple m. h. t. ordvalg og fremstilling. Kun lidet af dem er trykt endnu. Af digtere er Jón Pálsson, kaldt Máriuskáld, at nævne (d. 1471); sit tilnavn fik han af sine mange digte om jomfru Maria, men der er kun lidet, der er bevaret deraf. Ellers er det biskop Jón Arason (1484-1550, halshugget 7. sept.), den sidste katolske biskop til Holar, der som digter rager op over alle andre, ligesom han som prælat minder om de store hövdinger i oldtiden. Han var en udmærket formfuldendt digter, hvis kvad kan sidestilles med Lilja i inderlighed og enkelhed. Et af hans digte er Ljómur (»strålerne«), af lignende indhold som Lilja; dette digt kom tidlig til Færøerne, hvor det har levet i mundthg, overlevering indtil langt ned i det 19. årh., uden at det vidstes, hvorfra det stammede.
Af verdslige digtere er hövdingen og ridderen Loptr Guttormsson (ca. 1375-1432) at nævne; af ham haves en Hátlalykill, et elskovsdigt til hans elskede, Kristin.
Foruden det her nævnte findes også en slags dansedigte, med navnet vikivakar, forfattede i nye, ret indviklede versemål og med flerlinjede omkvæd; de enkelte linjer af dette anbringes hver på sit sted i verset, hvilket ofte er af en ejendommelig virkning. Tiltrods for at disse kvad er dansedigte, er de ofte af en vemodig art og vidner om tungsind og bitterhed. Alle er vel heller ikke benyttede ved dansen, men nogle er sikkert almindelige digte blot forfattede i samme versemål som dansekvadene. Det er disse digte, der i øvrigt også tilhører tiden efter reformationen, der udgör den ejendommeligste og værdifuldeste del af denne tids digtning og den isl. middelalderlige digtning overhovedet.
Efter at Island var kommet i forbindelse med Danmark, indvandrede, sikkert ikke för end i 15. årh., endel af de danske folkeviser, der her blev omplantede, ofte i et ret uislandsk sprog; disse »oversættelser« eller frie gengivelser er alle enkeltmands arbejde og er kun litterære; ud til folket er de næppe nået og de er næppe bleven benyttede til dans, ialfald ikke i nogen udstrakt grad. Enkelte kvad blev digtede om hjemlige æmner med disse som forbillede. Stor betydning har disse »oldkvad« for den danske folkevisedigtning i kritisk og litterær henseende.
