Islandske skjalde (FJ 1907)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Finnur Jónsson

Finnur Jónsson:
Den islandske litteraturs historie
Heimskringla Reprint

Den islandske litteraturs historie
tilligemed den oldnorske

af
Finnur Jónsson
1907

Første tidsrum, 800–1100

Islandske skjalde

Foruden den store mængde hirdskjalde, der kendes, er der ikke få skjalde, som ikke er knyttede til nogen fyrste og som for störste delen ikke vides at have været udenlands. Disse optræder mere eller mindre lejlighedsvis i sagaerne. Endel er både det ene og det andet, d. v. s. de optræder eller kendes som fyrsteskjalde, men er desuden hovedpersoner i sagaer, der indeholder løse vers af dem. Stræng adskillelse i to grupper lader sig således ikke gennemføre.

De vigtigste skjalde, der fortrinsvis er knyttede til sagaer uden tillige at være egenlige fyrsteskjalde er følgende.

Først og fremmest Egill Skallagrimsson. Både hans fader og farfader optræder i sagaen om Egill som skjalde, og der er intet, der taler imod, at de dem tillagte vers skulde være ægte, i det mindste ikke hvad Skallagrims vers angår. Familjen er i udpræget grad skjaldefamilje, også i dens forgreninger, hvad der siden vil findes eksempler på. Egill er født omkr. 900 og dør først nogle år efter 980 (måske 983); hans liv spænder således over det meste af det 10. årh. Der haves en udførlig saga, der fortæller om hans opvækst, hans tidlige udvikling og modenhed, men også om hans tidlige selvhævdelse og stridbarhed; også får man tidlige eksempler på hans ævne til at forme vers. Det vers, han skal have digtet i sit syvende år, kan han godt tænkes virkelig at have lavet; det er så simpelt og ejendommeligt. Hans vikingenatur træder tydelig frem deri. Han rejste tidlig udenlands, første gang med sin broder Torolf. Under sit ophold i Norge kom han i direkte strid med Erik blodøkse og Gunhild, der da var så godt som eneherskende i landet. Derved fornyedes den gamle ættestrid, der var begyndt för udvandringen til Island og hvorved denne var forårsaget, mellem Kveldulfslægten og Harald hårfagre. Brødrene drog på vikingetog, Torolf faldt i England til stor sorg for Egill, der senere ægtede hans unge enke. Efter mange års fravær rejste han hjem igen. Herefter fortælles der i sagaen om 3 udenlandsrejser, der alle står i en indre årsagsforbindelse med hinanden. Den farligste af disse var den, på hvilken han forliste sit skib ved Northumberland, hvor hans livsfjende Erik dengang herskede. Da var det, han reddede sit liv ved at digte Höfuðlausn og ved sin udmærkede og opofrende ven, Arinbjörns råd og energiske optræden til gunst for ham. Hans rejser gjaldt i første række hævdelsen af hans ejendomsret til forskellige godser i Norge. Her stødte han tildels sammen med den norske konge, Hakon d. gode selv, og da kom Egill naturligvis til kort. På Island levede han i det hele meget for sig selv. Uselskabelig var han sikkert ikke, og han vides at have været på altinget, men altingsstridigheder havde han aldrig; derfor mærkes der så lidt til ham i det offenlige liv. Det har måske været ham for småligt, og det synes desuden at have være et slægtsmærke, at lade andre passe sig selv uden at blande sig i deres sager. Kun engang vides Egill at have deltaget i tingstridigheder, men det var hjemme på bygdetinget, og da gjaldt det netop at hævde familjen og dens helligste rettigheder; når det var tilfældet, var Egill ikke at spøge med. Kraftig vidste han at hævde sin ret. Stærk var hans familjefølelse. Det ser man navnlig, da han havde mistet sine to sönner, hvoraf den ene især var elsket af faderen; han betragter sig som ene og forladt — den 3. sön Torstein satte han ikke synderlig pris på; han var ham vistnok noget træg og sagtmodig. Udfra denne stærke følelse sprang den anden, nemlig hans stærke hævdelse af, hvad hans var; det bliver virkelig til en retfærdighedsfølelse fra hans side. At denne let kan blive og måske også hos ham blev til rethaverisk færd, er muligt, men hvis sagaen ikke besmykker ham, kan man ikke nægte ham sin sympati i det hele. I forbindelse med de nævnte egenskaber findes hos Egill en åndelig urkraft og lidenskabelighed, en voldsomhed, der aldrig fornægter sig, hvad enten det drejer sig om en ydre handling eller en poetisk fremstilling. En udmærket ævne til at finde rammende udtryk og karakteristiske fyndord var Egill i besiddelse af; dristige og originale omskrivninger anvendte han hyppig; allemands-udtryk var ikke noget for ham. Han giver selv en skildring af sig i begyndelsen af digtet om Arinbjörn: »Jeg er rask til at digte om konger [vistnok en hentydning til Höfuðlausn], men taler sparsomt om karrige folk. Jeg taler rent ud om fyrstens bedrifter, men tier stille om hovedløgne. Jeg har nok af spot om storpralere, men digter vel om mine venner. Jeg har besøgt mange fyrstehuse med en digters pletfri ævne«. Det sidste udtryk er værd at lægge mærke til. Det viser Egils ubegrænsede ærefrygt for og kærlighed til sangens gave, den han priser så inderlig netop i det digt, som blev hans bedste sjæletrøst, Sönnetabet: »Jeg bloter ikke Viles broder (Odin), fordi jeg gör det gærne, men han har givet mig bod for ulykken [skjaldeævnen], hvad jeg regner for det bedste«. I England var Egill kommen i berøring med kristendommen; han siges at have ladet sig primsigne; dette viser, at han ikke har været synderlig religiøs i hedensk forstand eller taget det så nöje med de gamle guder; hans udtryk om Odin er i grunden heller ikke synderlig ærbødige. Her viser Egils rationelle sindelag sig; i så henseende kan han betegnes som en repræsentant for en særlig islandsk trosligegyldighedens ånd. Havde han ladet sig døbe, var han sikkert bleven en meget lunken kristen.

Poesien var ham en trøst og fornöjelse; det ser man af hans kvad; i sagaen hedder det, at engang traf han og Einar skåleglam sammen på altinget; de talte om forskellige ting, men til slutning kom de til at tale om skjaldskab, og det synes Egill overmåde godt om. Dette er betegnende nok. Et fuldstændigt, ja mesterligt herredömme over sprog og versteknik besad han; det sidste viser hans Hovedløsning på en glimrende måde — korte linjer med slutningsrim, og digtet i løbet af én nat.

Egils digte er følgende:

Aðalsteinsdrápa, om kong Adelsten i England, digtet ved 926; kun ganske lidt bevaret.

Höfuðlausn. Da Egill havde lidt skibbrud (936) ved Northumberlands kyst, »trak han djærvhedens hat« på sit hoved og begav sig til York, hvor Erik blodøkse og Gunhild dengang var, men også hans trofaste ven Arinbjörn. Der fortælles i sagaen — med indblanding af æventyrlige motiver — om, hvorledes han reddede sit liv. Efter Arinbjörns råd digtede Egill i natlens løb et digt på 20 vers i runhent versemål (4-stavelseslinjer), uagtet »han ikke egenlig havde tænkt sig at digte lovkvad om Erik«. Uden at spörge om lov fremsagde han digtet dagen efter i hallen, da han skulde høre sin dom. Erik gav ham liv, men bød ham straks at forlade sit rige. Egill drog da til kong Adelsten og videre til Norge. Digtet er en almindelig kampens lovsang; det var det eneste, Egill med rette og uden at göre sig skyldig i nedværdigende smiger kunde göre, at rose Erik som kriger; om andre egenskabers fremhævelse er der ikke tale undt. om gavmildhed mod hans egne folk. Bestemte kampe nævnes ikke, men enkelte antydes ved omskrivninger. I digtets begyndelse og slutning taler Egill om sig og sine egne forhold. Der er i begyndelsen udtryk, der er egnede til at vække en vis forundring, men teksten er ikke ganske sikker; efter nogle hdskrr. kunde det se ud som om Erik havde indbudt Egill, hvad der dog næppe kan tænkes at være tilfældet. Digtet er overordenlig klangfuldt og kraftigt og bærer kun i ringe grad mærke af det hastværksarbejde, som det var; et par dristige og temlig enestående kenninger kan måske sættes i forbindelse dermed. Det er for så vidt kunstig indrettet, som der findes en bestemt talharmoni mellem drapens enkelte dele, samt to slags stev.

Langt senere forefaldt den tragiske begivenhed i Egils liv (omkr. 960), der fremkaldte hans skönneste digt. Sönnetabet, Sonatorrek. Han mistede først en sön Gunnar, der døde af sygdom, og så sin öjesten, Bödvar, der druknede på Borgarfjorden, engang da han havde fået lov at være med til at hente noget tømmer til søs. Sagaens skildring af Egils dybe sorg og hans bestemte ønske om at dø og om hvorledes hans datter, husfruen fra Hjardarholt (Kjartans moder), fik ham fra sit forsæt og bevægede ham til at finde trøst i sangens gave — alt dette hører til sagaens skönneste partier. Skjalden begynder med vemodig-kraftig omtale af sin sorg, der gör ham det vanskeligt at bevæge sin tunge og digte — ti »glad er ej den, som må bære sin söns lig til graven«. Han mindes kort sin druknede sön; pludselig skyder hævnlystens lue frem i hans bryst, for straks vemodig at slukkes igen — sönnens drabsmand er intet menneske, men havguden selv; han kan ikke angribes. Nu skildrer han i roligere udtryk sin söns fortræffelighed og sin egen ensomhedsfølelse — brødre havde han ikke, vennerne forsvandt — så må man blive »varsom i sin flugt«. I slutningen af digtet kommer Egill ind på sit forhold til Odin og udtaler så skönt sin glæde ved digterævnen. Nu har han fået trøst — »nu vil jeg glad og uden sorg med villigt sind vænte døden«. Dermed slutter han. Det herlige digt er, for det meste i hvert fald, bevaret. Dermed har Egill ikke blot sat sine sönner, men også sig selv og den gamle skjaldeidræt et uforgængeligt minde. Det er digtet i kviðuháttr. Når det i sagaen hedder, at hans datter ristede digtet, eftersom det blev fremsagt af Egill for gårdens folk, med runer på en kævle, er dette næppe historisk.

Egils 3. hoveddigt er Arinbjarnarkviða (navnet er moderne), også i kviðuháttr. Desværre haves der kun begyndelsen af digtet og enkelte vers fra andre dele deraf. Hvis nogen fortjænte at besynges af Egill, var det hans ædle og uegennyttige ven, Arinbjörn. Denne kom tilbage til Norge til sine ejendomme eften Hakon d. godes død; Harald gråfeld var så at sige hans fostersön, hvem han trofast fulgte og med hvem han fandt døden i slaget ved Hals. Egill greb lejligheden, da Arinbjörn var vendt tilbage, og digtede dette kvad til hans ære. Han har med rette prist hans egenskaber, gavmildhed og humanitet, vennesind og trofasthed, tapperhed og kampe. Egill kommer i begyndelsen ind på sit forhold til folk og fyrster og mindes meget passende sit ophold i York og vennens støtte dér — »Arinbjörn alene, den bedste af mænd, befriede mig for kongens had, han, fyrstens ven, som aldrig löj i fyrstens gård«, og går så over til en lovprisning af Arinbjörn. Digtets slutningsvers er vistnok bevaret; der siger Egill: »jeg har opført den lovstak, som, lidet brøstfældig, længe vil stå på digtningens mark«. Den störste del af digtet er nu ganske vist tabt, men det bevarede lader os skimte det engang så prægtige hele.

Endnu senere digtede Egill (970—75) to skjoldkvad, det ene om et prægtigt skjold, Einar skåleglam engang forærede ham, det andet, Berudrápa (bera = skjold), om et skjold, hans ven, Torstein Torassön i Norge sendte ham. Af dem er kun ophavsstrofen bevaret.

Endelig indeholder sagaen om Egill omkr. 40 løse vers af ham, digtede ved mange forskellige lejligheder. De handler om kampe, sejlas (en prægtig søvise), digtning og et par mærkelige vers om runerne brugte som helbredelsesmiddel. Særlig interesse har de ejendommelige sidste vers, hvori den gamle Egill klager over sin höje alderdom og dens skrøbeligheder; de er vemodvækkende. Også et par vers findes, hvori Egill, der var alt andet end erotiker, omtaler sin kærlighed til sin broders enke, med hvem han kort efter blev gift. Disse vers ånder den samme individuelle digterævne og skjaldepersonlighed, som de store digte; tilmed taler sprogformer afgjort for at de er ægte (d. v. s. så gamle, at de kunde være af Egill). Men der findes i sagaen unægtelig nogle vers, der afgjort er yngre (fra 12. årh. el. det 11.); hvorledes de er indkomne, om ved traditionens misforståelse eller ved bevidst forfalskning, er umuligt at afgöre.

Egill var i egenlig forstand ingen fyrsteskjald, — det er ligesom mere tilfældigt hos ham, at han digter om hövdinger —, end mindre en hirdskjald. Af lignende art er der andre, hvoraf dog nogle er i höjere grad end han fyrsteskjalde. För vi går over til de egenlige hirdskjalde, vil vi omtale dem.

Björn Hitdælakappi Arngeirsson hørte til Egils slægt, idet han var en søsterdattersön af ham; han opholdt sig nogle år hos Torstein på Borg og var dennes söns, skjalden Skúlis, fosterbroder; her har Björn haft god lejlighed til at lære digtekunsten og øve sig som skjald. Som ung rejste han udenlands, efter først at have fæstet sig den skönne bondedatter Oddny, med tilnavnet øfaklen (hendes fader boede på en lille ø). Dette skete ved år 1007. I Norge traf han skjalden Tord Kolbeinsson, hvem han tidligere havde været uvenner med. Nu forligtes de, og da Tord kort efter rejste hjem, havde han det ombud at bringe Oddny Björns hilsen og ring. Tord sveg ham imidlertid og magede det så, at nogle købmænd erklærede at have erfaret Björns død som følge af et sår. Tord bejlede til Oddny og ægtede hende. Men Björn var, skönt hårdt såret, ikke død. Han erfarede nu, hvad der var sket, og opholdt sig fremdeles i udlandet, indtil han rejste tilbage ved år 1019. Tord vilde nu forsone sig med ham og indbød ham til en vinters ophold hos sig; det gjorde dog kun ondt værre; fjendskabet blussede op med fornyet kraft og de fornærmede hinanden — indtil Tord endelig ved 1024 overfaldt Björn og tog ham af dage. Oddny blev derpå sjælesyg og havde ingen livsglæde mere, til stor sorg for Tord.

Björn omtales, mærkeligt nok, overhovedet ikke som hirdskjald og fyrstedigter. Han siges at have digtet en drape om apostlen Thomas — et af de første helgendigte, der nævnes — samt et digt om Oddny, Eykyndilsvísur, men bægge digte er tabte. Derimod er 3 vers bevarede af hans niddigt om Tord, kaldt Grámagaflim (i runhent versemål; jfr. Egils Höfuðlausn); skjalden fingerer, at Tords moder er bleven frugtsommelig efter at have spist en underlig fisk (»gråmave«); så fødte hun Tord, og hun syntes, at »den hundebider lignede en ged hvor han lå«. Det var en så grov spot, at det var ikke mærkeligt, at Tord blev vred og følte sig dybt krænket. Digtet er for os især vigtigt som et vidnesbyrd om den gamle niddigtnings art og væsen; der haves ellers så ubetydelige rester deraf. Endelig anfører sagaen om Björn 24 løse vers, dels elskovsvers, dels stridsvers, dels nidvers. De er uden tvivl alle ægte; et af dem tillægges dog i Eyrbyggjas. Björn Breiðvíkingakappe (mærk navnenes lighed), men næppe med rette. Björn former lette og gode vers, men nogen første rangs skjald er han ikke.

Går man nu videre mod Vest, vil man der træffe Björns allerede nævnte navnefælle, Björn Ásbrandsson, Bredevigskæmpen, der fra Eyrbyggja er kendt for sit elskovsforhold til Snorre godes smukke, lidt kokette søster, den unge Frodå-enke, Turid. Snorre tvang ham til at opgive forholdet. Af Björn anføres nogle løse vers i sagaen; de er tildels ret vemodige i tone og digteren udtaler, at han nu må »drikke sin glædes gravøl«. I øvrigt var det denne Björn, der siges at være kommen til Vinland det gode (jfr. Oehlenschlägers Landet fundet og forsvundet).

Oddr skáld breiðfirðingr fortjæner at nævnes som en af de få, der har besunget indenlandske hövdinger; han digtede en drape om Illuge svarte på Gilsbakke og et arvekvad om den nordlandske hövding Hjalte Tordssön (omkr. 975). Af det første er et par vers bevarede. I øvrigt vides intet om denne Oddr.

Bersi Véleifsson, kaldt Holmgöngu-B. (han praler i et af sine vers af at have slået 35 mænd ihjæl i tvekamp), var en ægte gammel, kraftig vikingenatur. Han kendes især fra sagaen om Kormak, med hvis elskede, Steingerd, han en stund var gift og med hvem han havde en bitter fejde. Af Berse findes 15 løse vers, alle om kampe og den slags, godt digtede og kraftige i tone; i et af dem udtaler han sig så: »troldene tage mit liv, hvis jeg holder op med at rødfarve sværdet; så kan man lige så godt straks lægge mig i min gravhöj«. I et af de sidste klager han, ligesom Egill, over alderdommens svagheder.

Til vestlandet er skjalden Úlfr Uggason knyttet. Der vides kun lidet om hans liv. Han kendes især fra Njála; af den omtale, han der får, fremgår det, at han var af en fredelig og mild karakter. Dengang, da Tangbrand forkyndte kristendommen, blev Ulf opfordret af en anden skjald til at digte nid om Tangbrand, men han svarede med en lausavísa, at det vilde han ikke indlade sig på — »den flue vilde han ikke sluge« —; man har deraf villet slutte, at han har været en af dem, der var religiøst ligegyldige eller mulig i lön kristendommen hengivne. Mest kendt er Ulfr som forfatter til Husdrápa, et digt, der på en måde slutter sig til skjoldkvadene. Det er digtet omkr. 985 om billederne i Olaf pås nyopførte skåle-bygning på Hjardarholt. Der er nogle vers bevarede af digtets forskellige afsnit; deraf ses, at billederne fremstillede Lokes og Heimdalls svømmekamp, Tors kamp med midgårdsormen og Balders bålfærd, og rimeligvis mere endnu. Disse rester vidner meget fordelagtig om Ulfs skjaldskab, både m. h. t. kraft i udtrykket, udmærket formævne og anskuelighed i skildringen, samt fortrinlig ævne til at lade de enkelte ord og kenninger passe sammen. Hans beskrivelse af Tors lynende öjne, der mødte den edderspyende orms vrede stirren, er uovertræffelig.

Gísli Súrsson er hovedpersonen i den saga, der er opkaldt efter ham. Denne mand, der egenlig er en indfødt Nordmand, sent indvandret til Island, havde en mærkelig skæbne. Hans søster blev gift med den unge hövding Torgrim (fra Snefjældsnæs) og blev moder til den berömte hövding, Snorre gode. Torgrim dræbte Gisles svoger, Véstein, som Gisle holdt meget af og hvem han på grund af sit fostbroderskab var forpligtet til at hævne. Gisle var vanskelig stillet, men hævnpligten fik overtaget og han slog sin søsters mand ihjæl; herfor blev han gjort fredløs. Resten af sit liv, omtr. 13 år, levede han i fredløshed, stadig efterstræbt af sine fjender, men trofast bistået af sin dygtige hustru. Disse forfølgelser og hans ophold på øde steder i øde fjorde gjorde stærkt indtryk på ham og prægede hans sjæletilstand. Han havde idelige drömme; der var to drömkvinder, der stadig kom tilbage i drömmene, den ene god, den anden ond. De forskellige tildragelser og ikke mindst disse drömme gav ham anledning til at digte. Omkr. 35 vers haves i sagaen af ham og der er ingen grund til at antage dem for at være uægte. Gisle var en brav mand og en velbegavet mand; han var runekyndig; og han er, mærkeligt nok, den eneste skjald, der har direkte hentydninger til heltedigtenes personer (Gudrun). Versene er interessante som udtryk for hans indre uro og sjælelige tilstande, og de er godt formede.

I flere andre slægtsagaer forekommer skjalde som Hávarðr ísfirðingr halti, Víga-Glúmr i sagaerne, der er opkaldte efter dem; Grímr Droplaugarson i sagaen om ham og hans broder, Helge, og flere. Derimod er versene i Grettissaga og Njálssaga og andre for störste delen uægte.

Særlig kan endnu nævnes følgende, der er af en vis interesse. Eysteinn Valdason, ellers ukendt; af ham haves nogle halvvers af et digt om Tor og hans kamp med midgårdsormen, altså af et hedensk gudekvad. — Eilifr Goðrúnarson, også ukendt, undt. for så vidt som han må have levet för og efter år 1000, da han i sine digte viser sig både som hedning og kristen. Af ham haves en Þórsdrápa (omtr. 20 vers i behold, måske fuldstændigt), der handler om Tors og Lokes færd til Geirrödsgård og kampen med Geirröd. Der er noget ejendommeligt gammeldags ved dette digt, men det er et af de vanskeligste kvad at forstå og fortolke. Hvis man om nogen skjald kunde sige, at han havde lagt an på dunkelhed og indviklede (lange og mangeleddede) omskrivninger med sjældne ord, måtte det være Eilifr. Alligevel er digtet livfuldt og anskueligt i skildringen af de forskellige optrin, Tors vaden igennem de stride strömme, optrinet i hallen ved ankomsten, kampen med Geirröd og jætterne osv., for ikke at tale om Tor på stolen, hvorunder jættepigerne sad. Det har en betydelig mytologisk værd. Desuden haves et halvvers af et digt om Kristus, også meget antikt i tone og en blanding af hedenskab og kristendom (»Man siger, at Roms stærke konge [Kristus] sidder i Syden ved Urds brönd«). Endelig haves et halvvers af et digt (drape) om Hakon jarl, hvoraf det synes at fremgå, at Eilif har opholdt sig i nogen tid hos Hakon; digtet antydes også i Skáldatal. For så vidt hører han også til fyrsteskjaldene.

Også af en ukendt Þorbjörn dísarskáld haves et lille brudstykke af et digt om Tor.

Endelig kan nævnes en Sveinn, der har levet i Grönland, måske været en Grönlænder; han digtede en Norðrsetudrápa, et digt om fiskerophold i det nordlige Grönland, et steds höjt oppe ved Melvillebugten. Nogle rester af dette interessante digt haves, hvori havets oprør, Ægis døtres rasende færd, skildres på en kraftig måde. — Der er flere, tildels anonyme vers om søen, rejser og lignende.

Vi kommer nu til den lange række af de egenlige fyrsteskjalde; de er overmåde mange i det hele, men der medtages her kun de vigtigste, de mindre vigtige kun, når de tilhører en större gruppe, der samles om en enkelt konge, især Harald hårdråde. Som tidligere bemærket begynder de islandske hirdskjalde at optræde ved midten af det 10. årh.; da Egill ikke er en sådan, er den første hird skjald Glúmr Geirason hos Harald gråfeld (961—70).

Glúmr Geirason er måske ikke en indfødt Islænder endda. Hans fader, Geiri austmaðr (»den norske«) udvandrede meget sent og opholdt sig flere steder på Island, för han endelig fik sig en fast bolig på vestlandet. Her lagde han grunden til en senere anset familje, der også blev knyttet til Osvifrsslægten; Glúms sön Tord var gift med Gudrun Osvifrsdatter; deres sön var Þórðr köttr, fader til Stúfr skjald. Om Glúmr er født på Island eller i Norge siges ikke; efter alderen at dömme er han snarest født i Norge; (jfr. Gisle Súrsson). Vi ved grumme lidt om hans liv. Der fortælles noget om ham og faderen i Reykdælasaga, men uden videre interesse. Det fremgår dog deraf, at de var lidet bemidlede, og dette bestyrkes ved Glúms vers. I Norge har Glúmr opholdt sig i nogen tid hos Harald gråfeld, og det ses af et af hans vers, at han har deltaget i Bjarmelandstoget. Han er sikkert død i en tidlig alder, da sönnen Tord opkaldtes efter moderen, hvilket ofte skete, når denne levede længe som enke. Glúmr nød stor anseelse som digter, sml. de ovf. s. 81 anførte ord af kong Harald til Stuf. Han har digtet om Erik blodøkse, men kvadet er for störste delen tabt; det var mulig et arvekvad; men der er intet urimeligt i, at han kan have været personlig knyttet til Erik. Glúms hoveddigt er hans Gráfeldardrápa, hvoraf der haves ret betydelige lævninger. Det er et biografisk oversigtskvad og forfattet efter Harald gråfelds død. Det har været et stolt digt og det berettiger den höje anseelse, Glúmr stod i; ikke alene er hele ordvalget fortræffeligt og alt det tekniske i udmærket orden, men der er flugt i skildringerne, og skjalden viser ævne til at fremhæve enkelte karakteristiske træk som fyndige udtalelser af fyrsten. I historisk henseende har digtet i dets helhed været en fortræffelig kilde. — Af løse vers haves ét, det under Eyvindr omtalte, hvori Glúm glæder sig over Hakons, fald, men han fik svar på tiltale.

Kormákr Ögmundarson er født omkr. 935, død omkr. 970. Om ham haves en saga med en mængde vers. Dens hovedindhold udgöres af forholdet til en skön bondedatter, Steingerdr, hendes fader og mænd, som hun blev gift med; Kormákr havde bejlet til hende, og faderen havde intet imod partiet, men da brylluppet skulde holdes, blev Kormak forhindret, så at det aldrig blev til noget. Kormak elskede hende lidenskabeligt og hun gengældte sikkert fuldt ud hans følelser; forholdet imellem dem var fuldstændig rent. Könt skildres deres første møde, da Kormak så hende titte frem under et »Hagbardshoved« i stuen; selv var han en smuk, ung mand, som kunde fange en ung kvindes blik. Kormak er, trods sin hæftighed og lidenskabelige voldsomhed, en overordenlig sympatetisk person; kraftig og ligefrem, ærlig og standhaftig, også i sin elskov; hvorvidt sagaens skildring af hans udebliven er rigtig, er ikke sikkert. Hvorvidt han, hvad hans navn kunde antyde, var af keltisk herkomst, vides ikke. Kormak rejste til Norge endnu medens Hakon den gode levede, men kort efter sluttede han sig til Harald gråfeld og deltog i dennes krigstog. På et tog til England og Skotland døde Kormak på en af sagaen skildret næppe historisk måde.

Af fyrstedigte kendes et om Harald gråfeld af navn og et andet om Sigurd jarl på Lade, Sigurðardrápa, digtet för Sigurd blev indebrændt (962); heraf haves nogle halvvers, der viser, at Kormak har anvendt et ejendommeligt stev, bestående af »gamle minder«. De bevarede halvvers roser jarlen i almindelighed og indeholder personlige bemærkninger. For os har Kormak störst betydning ved sine mange, i sagaen opbevarede løse vers; overleveringen er åbenbart ikke god, der er sammenblandinger af vers og dubletter. Alle disse vers drejer sig om digterens elskov, om hans kampe og forhold til modstandere, samt om hans rejser. Han er ofte lidenskabelig og voldsom i sine udtryk; hans udtalelser om Steingerds skönhed og beskrivelse af, hvorledes hun i andre kvinders skare er som et prægtigt skib, der sejler mellem øer, viser både hans beundring og kraftige sammenligningsfantasi. Han siger: »För vil klipperne flyde på vandet som kogende korn, jorden synke og de store bjærge styrte ud i det dybe hav, end nogen så skön en kvinde som Steingerd vil fødes«. Hans vers om modstanderne er ofte meget djærve og bittert ironiske; især må Steingerds anden mand, Torvald tin-tén, holde for. Af en ejendommelig vemodig art er hans sidste vers. Kormak er ved Siden af Egill sikkert den störste skjald fra det 10. årh.s første to tredjedele ved originalitet og ægte digternatur. Billedvalg og ordvalg er i det hele fortræffeligt.

Einarr Helgason skálaglamm var en broder til Gudruns fader Osvifr, f. omkr. 945; han druknede ved sin hjemkomst til Island lige udenfor de mange øer, der lukker for Hvammsfjorden, omkr. 990. Han siges at have været meget på rejser og er vel begyndt derpå i tyve-årsalderen. Det var i Hakon jarls tid og han blev hans mand og skjald. Han var hos ham under Jomsvikingeslaget (986), men da var der kurre på tråden mellem dem; Einar truede, djærv som han var, med at ville forlade Hakon, men de blev forsonede og jarlen forærede ham en vægtskål, hvoraf han fik sit tilnavn; för skal han have været kaldt Skjoldmø-Einar. Fra Egilss. kendes hans venskabelige forhold til den gamle Egill (se ovf. s. 110), men i øvrigt vides intet om hans liv. Han siges der altid at have været fattig, og mulig står navnet på hans bekendteste digt: Vellekla, 'guldmangel' i forbindelse dermed. Einar var en hjærtensgod og sjælden brav mand, det ses af hans digte; men tillige en oprigtig, frejdig og selvstændig karakter. Som skjald hører han til de allerbedste; der er kraft, og flugt i hans vers, kenningerne og det hele ordvalg er sjælden poetisk og harmonisk, versene overordenlig vellydende og klangfulde. Ved ham sker det egenlige gennembrud og overgang til digtningen omkr. 1000 og derefter m. h. t. elegance og utvungethed. Foruden nogle få lævninger af et par digte — hvoraf det ene har været om en dansk konge — haves hovedsagelig af ham digtet Vellekla (omkr. 40 hele og halve vers bevarede), et hoveddigt om Hakon jarl, der biografisk skildrer hans forskellige kampe og tog, samt, hvad der ikke er uvigtigst, hans forhold til blot og hedenskab og derigennem hans betydning for folkets vel og lykke. Da digtet også har behandlet Jomsvikingeslaget, har Einar, efter udsoningen med jarlen, tilföjet et afsnit derom, ti det hedder udtrykkelig, at digtet (ellers) var færdigt för slaget, men jarlen havde ikke villet høre derpå. Digtet er i enhver henseende en af de vigtigste draper fra det 10. årh., også for dets store historiske betydning. For Danmarks historie har det betydning ved dets omtale af forsvaret for Dannevirke mod kejser Otto.

Til Hakon jarl er ligeledes Tindr Hallkelsson, Gunnlaugs farbroder, knyttet. Han digtede en drape om jarlen, hvoraf en del frygtelig forvanskede, men ægte vers er bevarede; de handler alle om Jomsvikingeslaget, hvori han deltog. Efter versene at dömme har Tindr været en særdeles dygtig skjald; slægten var en skjaldeslægt (Brage, Gunnlaugr, Gils Illugason).

Foruden Eilífr (se ovf. s, 118) er endelig Þorleifr jarlsskáld Rauðfeldarson (Ásgeirs sön rauðfelds) knyttet til Hakon jarl. Om Torleif fortælles mange og mærkelige ting i Svarfdælasaga og en lille þáttr om ham (i Flatøbogen). Efter at have haft stridigheder med bersærken Klaufe, der med magt havde taget hans søster, Ingveld fagerkind, til sig, og dræbt ham, rejste han til Norge og sluttede sig til Hakon jarl, om hvem han digtede en drape, hvoraf et par vers er tilbage. Senere blev de, af grunde som nærmere anføres, bitre fjender. Torleif siges da at have digtet et nidkvad om jarlen, som han i en tiggers skikkelse skal have fremsagt i hallen og som skal have haft de mærkeligste virkninger: alle våben kom i farlig bevægelse, der blev bælgmørkt i hallen og jarlen selv fik en langvarig sygdom. Digtet kaldtes Jarlsníð og en del af det »tågeversene«, hvoraf et halvvers anføres. Ellers er det gået tabt, desværre. Det var på grund af dette kvad at Torleif senere, men allerede ved midten af det 11. årh., var i folketroen bleven en troldmand, som det morsomt fortælles i Sneglu-Hallaþáttr. Og i Íslendingadrápa kaldes han derfor »þulr, der digtede om jarlen et uskönt digt«. Da Torleif forlod Hakon jarl, begav han sig til Danmark og var en tid hos Svend tveskæg, om hvem han skal have digtet en drape på 40 vers; deraf er stevet bevaret. I øvrigt haves endel løse vers i Svarfdælas. og þáttren, men deres ægthed er tildels tvivlsom. Torleif blev på Hakons foranstaltning dræbt på altinget 994.

Et par skjalde endnu er knyttede til Hakon jarl som Vigfuss, en sön af Víga-Glúm, og en Bjarni skjald, hvis færd overfor jarlen minder om Torleifs forhold. Han digtede også om Olaf Tryggvason. Endnu en skjald har digtet om Hakon, men som dog er mest bekendt af sit forhold til kong Olaf Tryggvason, det er:

Hallfreðr Óttarsson, vandrædaskáld. Om ham haves en udførlig saga, der stykkevis er optagen i den længere Olafssaga; den haves også særskilt. Hallfred er født omkr. 970, snarest noget för. Han er mest bekendt for sit elskovsforhold til bondedatteren Kolfinna, et lignende forhold som mellem Kormak og Steingerd, men langtfra så rent. De fik ikke hinanden og Kolfinna blev mod sin vilje gift med den uskönne bonde Gríss Sæmingsson, hvis »sure« öjne og navn Hallfred var utrættelig i at forhåne. Hallfred var en meget urolig karakter, men en brav mand, oprigtig ven og trofast, men tillige en kæk og bitter modstander, når det gjaldt. Herom indeholder sagaen mange morsomme småtræk. Han begyndte tidlig at rejse udenlands; en af disse rejser foretog han lige efter Hakons død og Olaf Tryggvasons tronbestigelse. Han kunde ikke undgå at komme i forbindelse med Olaf, og det gik Hallfred som de fleste andre, de blev som fortryllede af denne heltekonge med de mange legemsfærdigheder, men som til tider kunde være så afskyelig grusom. Der opstod et inderligt hengivenhedsforhold fra digterens side, især efter at han havde ladet sig døbe og kongen havde været hans gudfader. Efter nogen tid rejste Hallfred til Sverrig; han udstod da livsfarer, men frelstes ved sin snarrådighed og kækhed. Her i Sverrig giftede han sig og besøgte den svenske konge. Så drog han atter med sin hustru til Norge, hvor hun kort efter døde. Han rejste så til Island, fornyede sine besøg hos Kolfinna og fik atter en strid med Griss. Denne anlagde sag imod ham og Hallfred vilde være bleven dömt, men da fik han efterretning om slaget ved Svolder og sin elskede konges fald. Han blev så betaget heraf, at han straks forligtes med Griss og rejste (1001) til Norge for at hævne Olaf og dræbe Erik jarl. Intet mindre. Hævnen lykkedes ham ikke, han blev taget tilfange og truedes med døden, men Erik gav ham liv og Hallfred digtede om ham (kun to linjer bevarede). Så fattede Hallfred den tanke, at digte om Olaf og hans sidste kamp og i den anledning søgte han oplysninger om kampen og dens enkeltheder hos öjenvidner. Herefter hører vi ikke meget om Hallfred; han var vist idelig på rejser uden at finde ro og hvile, og på en sørejse døde han. Sagaens fortælling herom er smuk og vemodig. Skjalden var syg, og dertil kom, at en stang faldt ned på ham. Hans lig blev lagt i en kiste og kastet overbord; den drev i land på Jona og der blev han begravet. Lige til det sidste digtede han. Hans sidste vers udtaler bekymring for hans sjæl; »jeg var hård i mine ord i min ungdom; frejdig vilde jeg dø, hvis jeg vidste, at min sjæl blev frelst; jeg ved, at jeg intet frygter — undtagen helvede, men enhver skal dø; gud råde for, hvor jeg skal leve (efter døden)«.

Her udtaler Hallfred så at sige sin trosbekendelse; særlig kristelig-religiøs har han dog sikkert aldrig været. Kong Olaf havde i begyndelsen vanskeligheder nok med den »vanskelige skjald«, som han kaldte ham, da Hallfred dels udtalte sin inderlige fortrydelse over nu at skulle forlade sine gamle venner, Odin, Tor, Njord, Frigg og Freyja osv., dels mente, at hans egne digte, som kongen ikke vilde høre på, var mindst ligeså poetiske som »de hellige lærdomme«, kongen vilde, han skulde undervises i. Frygten for helvede er den blotte frygt for legemlig pinsel, men ikke religiøsitet og inderlig trostilegnelse. Som skjald overgår Hallfred alle sine samtidige ved den overordenlige lethed, han havde ved at digte, ved sine glatte og flydende vers, ved sit fulde herredömme over sprog og teknik i det hele. Hos ham er de sidste bånd, som verstekniken medførte, sprængte; derfor er også kenningerne trængt noget tilbage, hvorfor også hans vers er lettere at forstå umiddelbart end de fleste af de ældres. Inde i kenningernes rigtige væsen var han som få; derfor er hans udmærkede sammenligninger og det fortræffelige ordvalg en nydelse. Hans kvad viser hans karakter på det tydeligste. Især viser arvedigtet om Olaf hans rørende hengivenhed for kongen. Hans ærlige djærvhed og, når det gjaldt hans uvenner, hans bidende spot fremtræder lige så klart og uforbeholdent. Som historiske kilder er hans digte af særlig betydning, hvad Snorre allerede höjt berömmede. Hans digte er følgende: Hákonardrápa, om Hakon jarl, nogle halvvers bevarede, om jarlen personlig og hans magt osv. — Óláfsdrápa, en drape om kong Olaf, digtet 996; det handler om kongens tog og kampe för 995; heraf haves nogle vers. — Af en flokk om Sigvalde jarl og en drape om Olaf den svenske er der intet tilbage. Flere andre digte er tabte, som hans niddigt om Gríss, Gríssvísur. — Derimod haves heldigvis betydelige lævninger (omkr. 29 hele og halve vers) af hans arvekvad om Olaf, Oláfsdrápa. Det handler udelukkende om Svolderslaget og Olafs død — efter hvad kyndige mænd og öjenvidner havde meddelt ham. Efter en kraftig og levende kampskildring følger en almindelig og höjstemt lovprisning af kongen, hvis betydning skjalden udtaler i disse ord: »hele Norden er bleven folketom siden Olaf døde; al fred er borte«. Han gör nogle betragtninger angående det allerede dengang omtvistede spörgsmål, hvorvidt kongen var sluppen levende fra kampen eller ej. Hallfred ser så nøgternt på den sag, at han siger, at der, desværre, ingen udsigt er til, at han skulde leve endnu, »han var såret«. Han beklager inderlig, at han ikke har kunnet deltage i kampen, »selv om en enkeltmand kun har lidt at sige« under sådanne omstændigheder. Han slutter med at ønske, at Kristus må have kongens sjæl i himlen. Kvadet er i virkeligheden et af dyb menneskelig følelse opfyldt digt; havde man kun kampversene deraf, vilde man ingen anelse have om dets øvrige dele og egenskaber, men det er jo netop tilfældet med så mange andre digtbrudstykker, at de ingen forestilling giver om digtene i deres helhed. — Endelig haves henimod 30 løse vers i sagaen, de fleste af stor interesse. De handler tildels om Kolfinna og striden med Gris, hvem Hallfred håner på det blodigste, og med Blot-Mår (digteren er ikke mere bange for ham end for en gammel gnaven køkkenkøter), dels om hans forhold til hedenskabet og den ny tro. Om Kolfinna anvender han lignende, skönt ikke så voldsomme, udtryk som Kormákr. Hvor let han havde ved at digte, viser verset om det skedeløse sværd, kong Olaf skænkede ham; han skulde lade ordet »sværd« stå i hver linje; da verset var færdigt, bemærkede kongen, at ordet manglede i én linje, hvortil Hallfred svarede, at det til gengæld fandtes to gange i én — altså ialt 8 gange.

Kommer man nu til det 11. årh.s fyrsteskjalde, møder straks en större gruppe, der er knyttet til jarlerne (Erik, Sven), der styrede Norge i tiden mellem de to Olafer (1000—15).

Gunnlaugr ormstunga Illugason på Gilsbakke, hvis skönne saga fortæller så smukt om hans og Helga d. fagres unge elskov. Gunnlaugr, født ved 983, død 1008, var dog ingen blød, romantisk natur, men en kraftig kærnekarl, stridbar og stivsindet, men med stærke og inderlige følelser. Så snart han var voksen, vilde han se sig om i verden, og vi kan i sagaen følge ham fra fyrste til fyrste, hos hvem han strør om sig med digte, en flokk hist og en drape her; han besang kong Adelsten, Sigtryg silkeskæg, Sigurd jarl, Olaf svenske, Erik jarl og fl.; men kun af de to førstnævnte digte er der nogle få og små brudstykker bevarede; digtet om Sigtryg var i runhent, sikkert en indflydelse fra Egils digt. Alle de andre er tabte. Derimod haves i sagaen godt og vel 13 løse vers om hans elskov og Helga og om forskellige begivenheder, der fortælles. Nogen første rangs digter var Gunnlaug vel næppe, og hans modstander, skjalden Hrafn Önundssöns dom om ham var vistnok rigtig: »digtet [om Olaf d. svenske] har store ord, men det er uskönt og noget stift i formen som Gunnlaugr i sit sind«. Men et grundigt kendskab til kenninger og teknik har Gunnlaugr sikkert haft. Han var brodersön af Tindr.

Haldórr ókristne, der ellers er ukendt, digtede om Erik og Svolderslaget. Nogle vers bevarede. — Eyjólfr dáðaskáld (»[krigs]bedrifternes skjald«), også for øvrigt ukendt, digtede Bandadrápa (rimeligvis kaldt således på grund af en stærk benyttelse af bönd = guder). Dette digt, hvoraf der kun haves nogle få vers, har vistnok handlet om alle Eriks tog og bedrifter til og med Svolderslaget. — Skúli Þorsteinsson, Helga d. fagres broder, var sikkert en dygtig skjald. Han var selv med i Svolderslaget på Erik jarls skib. Om kampen digtede han en flokk, som det synes ikke så kort en tid efter. Uden tvivl har han også digtet andre kvad om Erik. Af ham haves et smukt halvvers om solens nedgang og månens tilsynekomst — en temlig enestående skildring.

Þórðr Kolbeinsson er för nævnet i forbindelse med hans modstander Björn hitdœlakappe. Han er vistnok født kort efter 970 og levede vistnok til henimod midten af det 11. årh. Han rejste udenlands 1007 og sluttede sig til Erik jarl og digtede om ham Belgskakadrápa (tabt på ét vers nær); rejste så hjem og ægtede Oddny øfaklen; atter 1015 rejste han udenlands og traf kong Olaf; da mødte han også Björn og blev hårdt behandlet af ham. Der er för fortalt om, hvorledes forholdet udviklede sig videre mellem dem, indtil Tord fældede Björn. Herefter vides så godt som intet om ham. Ifg. sagaen var Tord en noget underfundig og upålidelig karakter, men den er vistnok noget partisk imod ham; at han har vist sig svigefuld mod Björn, må dog vistnok betragtes som givet. Nogen helt var han næppe. Hans vers, der, mere end mange andres, indeholder subjektive udtalelser, vidner dog til fordel for ham og hans stemningsfuldhed; han var selv noget hårdt behandlet på forskellig måde og havde grund til at se noget tungt på livet; derom bærer hans vers vidne. Man kender navnene på flere af hans digte (f. eks. Dagstråleversene om Björns hustru), der er tabte. Mærkeligt er det, at han digtede et kvad om Gunnlaugr ormstunga (et vers i sagaen). Bedst kendes Tord fra hans Eiriksdrápa, et biografisk oversigtskvad lige til Eriks kampe i England efter 1014. Det er jævne vers, lidet karakteristiske — undt. ved de små indskudssætninger —, men lette og viser et dygtigt versifikationstalent; kenningerne er ikke særlig mange og indviklede. Tord har endvidere mulig digtet om Sven Estridsen. Endelig haves i sagaen 12 løse vers, så godt som alle om hans forhold til Björn.

De sidste af dem, der digtede om jarlerne Erik og Sven og som tillige er knyttede til Olaf d. hellige, er Þórðr Sjáreksson og Bersi Skáldtorfuson.

Tord var »en mærkelig og forstandig mand og skjald«, men der vides i øvrigt kun lidet om ham; han skal have foretaget en rejse til det hellige land (og da have truffet Olaf Tryggvason, hvad flere skal have gjort); han kaldes »Hjalte Skeggjasons måg« og har altså vel stammet fra sydlandet. Dermed hænger det vistnok sammen, at han, ligesom Tord Kolbeinsson, besang en landsmand, den kraftige Toralf Skolmsson, der så tappert havde kæmpet i Stordslaget; nogle vers er bevarede. Derimod er hans digt om Erik tabt. Hans hoveddigt var vel Róðudrápa (»Krucifiksdrapen«) om Olaf d. hellige, men der er kun bevaret ét vers deraf. Et par løse vers haves, hvoraf et er særlig kunstfærdig bygget (1 og 5, 2 og 6 l. hører sammen osv.; indholdet er hentydninger til myter og sagn).

Bersi Skáldtorfuson var, som navnet viser, en digterindes sön og var selv vistnok en dygtig skjald, men der haves kun nogle få vers af et digt om Olaf d. hellige og en lausavísa. Han havde opholdt sig hos Erik og Sven og deltog med denne i Nesjaslaget (1016) mod kong Olaf; senere sluttede han sig til denne og blev en af hans trofasteste mænd; han døde i Rom 1030, som det hedder, af sorg over Olafs fald. Berse er en af de mest tiltalende skikkelser, brav og god, standhaftig og tro. Af Grettissaga ses, hvorledes han hjalp Grettir, og han siges at have været den eneste, der beholdt Erik jarls fulde venskab bagefter. Vi kan desværre ikke se, hvor stor en skjald Berse var.

Sigvatr (-hvatr) Þórðarson, Olaf d. helliges meget betroede mand og ven og samtidens ypperste skjald, er født omkr. 995 og død omkr. 1045. Hans fader var Þórðr Sigvaldaskáld (havde været en tidlang hos Sigvalde jarl; vi ser atter her skjaldskab som slægtsarv), men Sigvatr siges at være opfødt på gården Apavatn i det sydlige Island. Der haves et sagn om, hvorledes Sigvatr som ung fik sin skjaldeævne; han trak engang en mærkelig skön fisk (örred) op af søen (ved gården) og fik det råd af en Nordmand at spise dens hoved, »ti dér var ethvert dyrs forstand«. Derefter blev Sigvatr digter. Denne — vistnok i sin oprindelse fremmede — legende viser ialfald, at Sigvatr var tidlig moden og begyndte som dreng at lave vers, hvad der hverken var ualmindeligt i fortid eller nutid på Island. Lige voksen rejste han til Norge, hvor han straks vilde fremsige et digt for Olaf, men denne vægrede sig i førstningen ved at høre derpå, vistnok fordi han fandt, at denslags digte havde for meget af hedenskabsminder, men Sigvatr fik ham bragt på andre tanker, og frejdigt erklærede han, at kongen kunde afvise alle andre skjalde, han alene skulde skaffe ham digtning nok. Sikkert er det, at Sigvatr ved sine ævner og egenskaber vidste at vinde kongens gunst og tillid i et så fuldt mål, at han snart efter foretog en meget vigtig rejse til Götland på kongens vegne. Sigvatr viste sig ved sin dygtighed og takt kongens tillid fuldtud værdig. Denne rejse førte til det ønskede resultat, et venskabeligt forhold mellem Nordmænd og Göter, men også til giftermålsforbindelsen mellem kong Olaf og kongedatteren Astrid, efter at kong Olaf d. svenske havde brudt sine løfter til sin norske navnefælle, hvem han havde lovet sin datter Ingigerd, der senere blev gift med kong Jaroslav. Kort efter opnåede Sigvatr stallerværdigheden. Sigvatr var en mand, der vilde se sig om i verden, og han foretog i 1025-26 sin vesterfærd til England og Frankrig. Desværre vides intet nærmere om den. Men da Sigvatr i sine vers bruger fremmede — romanske og engelske — ord, har han vistnok beriget sig med dem på sin rejse; han har sikkert haft öjne og øren åbne, hvor han kom. I England traf han Knud d. store, der var begyndt at göre krav på Norge; men han digtede ikke noget til hans ære. Ondskabsfulde og misundelige tunger benyttede dette til at sværte ham hos kong Olaf, og denne modtog ham noget unådig. Men det lykkedes Sigvatr hurtig at overbevise kongen om, at han intet havde begået, der kunde opfattes som utroskab mod ham. Da kong Olaf forlod Norge 1028, var Sigvatr taget hjem til sin gård — en sådan havde han fået etsteds i Trondhjem —; kort efter foretog han sin store rejse til Italien sammen med Berse. Han vendte ikke tilbage för efter Stiklestadslaget; på vejen hjem erfarede han kongens fald; dyb og inderlig var hans sorg; ligesom Hallfred i sin tid vilde han gærne have kæmpet ved sin herres side. Under slaget var der, fortælles der, skumlere, der stiklede til den langt borte værende Sigvatr, og de blev senere endnu mere höjrøstede. På vers fralagde Sigvatr sig udtrykkelig med forsæt at have været borte og han bruger stærke ord — »måtte Hvidekrist lade mig evig pines i den hede ild, hvis det havde været min hensigt at undgå at dele faren med min konge; det er jeg fuldstændig fri for at have tænkt«. Der kan ingen tvivl være om, at ordene svarede til virkeligheden. Sin sorg over Olafs fald har han tolket i det smukke vers, hvor han siger, at för, medens Olaf levede, var det som alle Norges fjælde smilede; nu var de grönne lier langt fra så venlige mere. Til Sven Alfifasson var der ikke tale om, at Sigvatr sluttede sig. Under dennes regering har han snart opholdt sig på sin gård, snart i Sverrig, hvor han idelig forespurgte sig om sin gudsön, den lille Magnus; mellem dem »gik der smuttende kærligheds fugle«, ytrer digteren. Sikkert var han en af de virksomste for at få Magnus, som den rette tronarving, tilbage til Norge, og han blev, efter at det var sket, dennes ligeså trofaste rådgiver som for hans faders. Selv beskriver Sigvatr glæden over ham i Norge, »landets befolkning mente da at have fanget himlen med hænderne«. Til den følgende tid er Sigvats skönneste og sikkert følgerigeste dåd knyttet. Da Magnus efter nogle få år viste tegn til at ville straffe dem, der havde været Olafs stærkeste modstandere, tiltrods for de løfter, som Magnus straks i begyndelsen skal have aflagt, varede det ikke længe för det begyndte at ulme i Nordmændenes sind, og det vilde være kommet til oprør og ufred, hvis ikke Magnus' venner, først og fremmest Sigvatr, havde grebet ind. De holdt et rådstævne og det blev vedtaget, at en af dem skulde advare Magnus, hvad der naturligvis ikke betragtedes som nogen let sag; der blev kastet lod om, hvem der skulde göre det, men det blev »maget« således, at loddet traf Sigvatr, og nogen bedre kunde der vanskelig findes. Han tyede til sin skjaldekunst og digtede da sit bedste kvad i en fart; det havde, som bekendt, den virkning, at Magnus helt og holdent forandrede sin tænkemåde og færd og blev en af Norges vennesæleste konger og fik det samme tilnavn som den ene af hans forgængere bar, hvis lysende eksempel Sigvatr netop havde holdt op for ham. Uden tvivl har Sigvatr også medvirket ved underhandlingerne mellem Magnus og Hardeknud. Herefter vides kun lidet om Sigvatr; ved og efter Magnus' død (1047) høres der intet om ham, hvorfor det må antages, at han er død forinden.

Sigvatr er som menneske en af de mest sympatetiske personer, der kendes. Altid rolig og behersket, snarrådig og taktfuld i de vanskeligste situationer vidste han at klare alle hindringer og finde de mest passende udveje. Uden nogensinde at nedværdige sig tjænte han sine konger trofast og dog således, at han aldrig var bange for at sige sin mening på en bestemt, men tillige overlegen skånsom måde. Det viser især hans færd ved Magnus' fødsel, ved Hröreks svigfulde færd osv. Hans takt i den personlige optræden kendes fra hans og kongens besværlige gang over Dovrefjæld. Takt og klogskab i forbindelse med stræng retfærdighed, det er Sigvats hovedegenskaber. Dertil kom, at han var glad og munter i sit væsen og bragte altid oprömthed med sig, men altid var der en beherskelsens grænse tilstede. Sigvatr er ikke de stærke lidenskabers mand; som erotiker er han af Egils art. Elskovsdigte kendes ikke af ham. Hvilken statsmand han var, kan man ikke i enkelthederne udrede, men der er ingen tvivl om, at han som sådan har været kongerne til den störste nytte. Dette ses dog tildels af hans rejse til Götland og de resultater, den bragte. Sigvatr var ingen stridens mand, og han vides ikke at have haft stridigheder med nogen. Ganske vist havde han misundere, måske dog mest blandt de samtidige skjalde, men det blev kun til skumlerier. Sigvats vers står i den bedste samklang med det billede, vi har af ham som menneske. De viser ham som den behersket muntre mand, der nok kan blive gnaven, men som netop da finder det morsomme ved situationen, så at gnavenheden afløses af et smil (Østerfærdsversene). De viser ham som den djærve rådgiver og trofaste ven. Sigvatr besad en ævne til at digte, til at forme vers, som ingen anden; det er en uforlignelig lethed og simpelhed, de vidner om; versets skranker og rimenes hindringer er ikke til for ham, og den hurtighed, hvormed han digtede de i indhold og ved tankegang lige udmærkede Bersöglisvísur viser bedst hans overlegenhed. Snorre har givet den karakteristik af ham, som vistnok er træffende, at han til daglig ikke talte synderlig hurtig eller flydende, men »på vers talte han lige så let og hurtig som andre til daglig«. Det er muligt, at denne overordenlige lethed har bevirket, at han ikke altid iagttog den allerstrængeste versform, tillod sig, bevidst eller ubevidst, små friheder. Han blev også kritiseret i så henseende, men han svarede træffende på denslags beskyldninger — naturligvis på vers. Der kunde være meget at sige om Sigvatr, og der har vistnok eksisteret en saga (þáttr) om ham; deraf findes nu forsprængte rester i forskellige kongesagabearbejdelser. Hans digte er følgende.

Da Sigvatr første gang traf kong Olaf, medbragte han et digt (en flokk) om ham; det er sikkert det, man i nyere tid har kaldt Víkingarvísur; de handler om og opregner kong Olafs tog og kampe för hans egenlige tronbestigelse og ender med tilfangetagelsen af Hakon jarl i Saudungssund. Digtet er noget tört og upersonligt som det var at vænte af et sådant kvad, hvor blot kampe opregnedes endogså med talangivelser. I historisk henseende er det vigtigt. Af ganske anden art er det næste digt, Nesjavísur, om slaget ved Nesjar (Nevlunghavn) 1016 mellem Olaf og jarlerne, i hvis følge skjalden Berse var (se ovf. s. 130). Også Sigvatr var med; derfor er hans skildringer her livfulde og anskuelige, og det hele stærkt personlig farvet; han beskriver sin egen rustning og er ofte spøgefuld (»det var noget andet end at få mjöden bragt af kvinderne i hallen, den morgen vi kæmpede«). Endnu mere personlige er Sigvats morsomme samling af vers, Austrfararvísur, digtede efterhånden om de forskellige tildragelser på rejsen til Götland efteråret 1018. Rejsen var ikke uden besværligheder — lange tolvmils spasereture gennem tætte skove, farlige elve og skrøbelige både, ugæstmilde bønder, hedninge-blót, der forbød modtagelse osv., men om dem alle digtede Sigvatr med et let anstrøg af humor og selvironi — indtil han og hans ledsagere, der nu havde fået heste, red rask igennem Skara, for at tiltrække sig især kvindernes opmærksomhed. Alle disse vers samlede han senere til en flokk.

Et par tabte digte fra den følgende tid kendes af navn. I 1025-26 foretog Sigvatr sin vesterfærd og digtede på lignende måde forskellige vers undervejs, der senere blev samlede til ét, Vestrfararvísur; deraf er der desværre kun nogle få vers bevarede. Om Erling Skjalgsson har han digtet vistnok mere end ét kvad. Det viser hans noble sind og djærvhed, at han efter Erlings fald digtede en flokk om ham, hvoraf endel vers haves. De ånder en dyb beundring for den afdøde stormand og digteren udtaler sin inderlig følte sorg over hans død.

Fra tidsrummet 1030-35 kendes nogle digte af ham, men kun af navn. Dertil hører også den Tryggvaflokkr, der tillægges ham og hvoraf der haves et par vers. Den handlede om Olaf Tryggvasons sön, der vilde tilkæmpe sig Norge, men faldt straks (1033). Noget senere er et digt om Dronning Astrid, der tog sig så moderlig af Magnus.

Anledningen til Sigvats hovedkvad, Bersöglisvísur, er ovenfor omtalt. Det er digtet omtrent 1038, næppe meget senere. Digteren begynder snildt med at omtale sit eget forhold til Magnus' fader, hvem han trofast fulgte og som selv ønskede hans følge; da var der også fred i riget og for den kæmpede Olaf. Han omtaler Hakon d. gode og Olaferne, hvis retfærdige love man endnu overholdt; på grund af mindet derom er det at bønderne endnu er noget træge (til oprør). Han minder om sit forhold til Magnus selv, især ved hjemkomsten, og folkets glæde over ham. Efter denne forberedende indledning udtaler skjalden, at en fyrste ikke bör vredes over en rådgivers åbne udtalelse og råd — og sandheden er den, at bønderne mener at have »værre lov i landet«, end der var tilsagt dem. Så hedder det, at folk syd på bereder en opstand, »men man siger, at Sigvat skal have frarådet kongen en folkekamp«; mod denne fejhedsbeskyldning siger han: »jeg drager med, hvis vi endelig [mærk dette] skal slås«. Men nu tager skjalden uden omsvøb bladet fra munden og siger, hvad der er i vejen: »Hvem ægger dig til at svigte dine løfter? Hvem ægger dig til at nedhugge bøndernes kvæg?«; en fyrste bör være ordholden, og når gamle bønder begynder at stikke »hovederne ned i deres pelse«, med ildevarslende tavshed — da er der fare på færde. »Tag dig i agt; den er en ven, der advarer«; »bønderne siger, du raner deres ejendomme ved ubillige og overilede domme«. »Lad fattig som rig nyde godt af dine love og vær gavmild«. I slutningen af digtet kommer Sigvatr atter ind på sit personlige forhold til kongerne, og han truer med at ville forlade Magnus og gå til Hardeknud, hvis han ikke böjer sig. Smukt ender han med at bede om lykke for Olafs sön — »jeg er skånsom, Magnus; med dig vilde jeg leve og dø«. Digtets kraftige ord virkede som de skulde. Det er beundringsværdigt i sit anlæg og hele udtryksmåde. Når skjalden siger, at han »er skånsom«, er dette rigtigt; mere lemfældigt kunde den strænge advarsel ikke siges. For hver en advarsel og hvert strængt ord roser Sigvatr den unge fyrste; men denne ros er dobbelttydig og indeholder ofte ved modsætningens underforståelse også en advarsel; når det — i det sidste vers — f. eks. hedder: »du forsvarer Haralds [hårfagres] høgeø (Norge)« er dette ensbetydende med: »du er sat til at værge landet mod ydre fjender; men ikke til at hærge og plyndre indenlands og stifte ufred«; af sådanne udtalelser er der mange. I sin helhed er digtet et af de herligste »menneskelige dokumenter« fra denne gamle skjaldetid.

Efter at Knud den store var død og vistnok efter at forliget var kommet i stand mellem Magnus og Hardeknud, digtede Sigvatr Knútsdrápa, forfattet i tøglag, et særdeles vanskeligt versemål. Det er aldeles sikkert et arvekvad. Der er endel vers, men i stærkt forvansket form, bevarede. De handler bl. a. om slaget ved Helgeåen; også Knuds pilgrimsrejse til Rom omtaltes deri. Det har været et biografisk digt.

Sigvats sidste större digt er en Erfidrápa om kong Olaf — et fuldstændigt biografisk digt. Opimod 30 vers er bevarede. Det er et ypperligt kvad, hvori kongens egenskaber — måske i noget flatterende belysning — stærkt fremhæves, ligesom naturligvis hans hellighed og jærtegn ikke forbigås, det er her Sigvatr går ud fra, at Olafs død og solformørkelsen falder sammen.

Endelig findes der omkr. 30 løse vers rundt omkring. De handler om forskellige tildragelser og tilstande; flere af dem er meget personlige, som de fra årene omkr. 1030. Så godt som alle er de af interesse på den ene eller anden måde, idet de belyser personer blandt digterens omgivelser, f. eks. kongemoderen Alfhild, eller forskellige begivenheder.

Óttarr svarti var en søstersön af Sigvatr; man ved i øvrigt intet om ham, för han pludselig dukker op hos Olaf d. svenske, hos hvem han opholdt sig i flere år höjt anset som skjald. Han siges at have digtet et kvad om kongedatteren Astrid, senere Olaf d. helliges dronning, et kvad, der skal have været så stærkt i udtrykkene, at det næsten kunde betragtes som et elskovskvad. Efter Olafs død (1022) begav han sig til Norge til kong Olaf, men det hedder, at denne, der nu var bleven gift med Astrid, var vred på Ottar og lod ham sætte i lænker. Næppe har dog kongen kendt hans digt, hvad Sigvatr heller ikke gjorde, ti da denne besøgte Ottar i fængslet, lod han ham fremsige digtet; også han fandt at udtrykkene var vel stærke; så gav han ham det råd, at digte et kvad om kong Olaf og fremsige det uden videre; digtet om dronningen skulde han give en noget ændret skikkelse, så at det blev noget afdæmpet. Det gjorde Ottar. Da han så stedtes for kongen, bød denne ham at fremsige dronningens digt; det gjorde han, men umiddelbart efter, tiltrods for hirdmændenes hujen, tog han fat på digtet om Olaf selv, Höfuðlausn, hvoraf henved 20 vers er bevarede; det er et oversigtskvad, flot digtet og med temlig stærke udtryk. Ottar var en modsætning til Sigvatr, en lidenskabelig karakter, åbenbart erotisk bevæget og sikkert lidet beregnende. Længe var han ikke hos Olaf, men drog til England og blev Knud d. stores hirdskjald; derefter høres intet videre om ham. Foruden de nævnte digte (Astridsdigtet er tabt) kendes en drape om Olaf den svenske i halfhnept (apokoperet drotkvædet), hvoraf nogle halvvers er bevarede; også disse få rester vidner om en veltalenhed, kraft og flugt. Af Ottars andre fyrstedigte er der en halv snes vers i behold af hans Knútsdrápa, et lignende biografisk digt som Höfuðlausn; det er begivenheder i Knuds liv fra 1015-26, som de bevarede vers behandler. Dette kvad er mere dæmpet i tone og udtryk og af en stor historisk betydning. Af løse vers haves to. Ottar hører bestemt til de bedre skjalde ved sine anskuelige skildringer, flugt og kraft i fremstillingen ligesom også ved sit i det hele udmærkede skjaldesprog.

Þormóðr Bersason Kolbrúnarskáld. Han var den ene af de to berömte »fostbrødre«, der er hovedpersonerne i Fostbrødresaga; her fortælles meget udførlig om deres urolige og bevægede ungdomsliv hvorledes de i fællesskab begik mange voldshandlinger; hovedmanden for disse var uden tvivl den lidet sympatetiske Torgeir, hvis mod aldrig svigtede, men som heller aldrig veg tilbage for de mest uberettigede drab. Ifølge Tormods vers skiltes de endelig, som det synes på grund af uenighed eller en eller anden kurre på tråden. Torgeir rejste udenlands, indtil han blev dræbt af den grønlandske hövding Torgrim trolle. Tormod rejste hjem til sin fader og havde her et par elskovsæventyr; om en sortbrynet skönhed, Torbjörg, digtede han (tabte) elskovskvad og fik deraf sit tilnavn. Da han fik efterretningen om Torgeirs drab, rejste han öjeblikkelig bort for at hævne sin fostbroder. Han kom til Grönland og blev der i 3 år (vistnok 1024-27), dræbte Torgrim og flere andre, men slap selv uskadt derfra. Han drog så bort og kom tilbage til Norge; her sluttede han sig med rørende trofasthed til kong Olaf, fulgte ham i udlændigheden i Rusland og faldt med ham i Stiklestadslaget, vistnok knap 35 år gammel. Skildringen af hans sidste stunder er overordenlig interessant og betagende.

Som menneske er Tormod i virkeligheden meget tiltalende, tiltrods for hans ungdomsvoldsomheder, der vistnok beror på det slette selskab, han var i. Han er snarest en blød karakter, en modsætning til fostbroderen, men han dreves frem af ham og senere af blodhævnspligten. Denne viser også Tormods hengivenhed og trofasthed. Han var en meget fornuftig mand. Det stemmer med hans karakter, at han var religiøs, men ikke mere, end at han kunde lade hånt om fastens strængeste krav. Engang da han var sulten tog han, trods advarslen, en fastedag et stykke kødpølse og spiste det med den fornuftige bemærkning, at skulde han og gud blive uvenner, skulde der mere til end et lille stykke pølse.

Som skjald er Tormod langt fra nogen førsterangs digter; han er, på grund af en vis glans om hans navn, ofte blevet for stærkt rost som sådan. Hans vers er formelt korrekte, men der er ingen synderlig flugt i dem; der er heller intet, der særlig udmærker dem i retning af ejendommelighed i udtryk eller kenninger. Han berömmes höjt som recitator; jfr. ovf. s. 77. Hans digte er for det meste tabte. Der haves kun endel (15) vers af hans arvedigt om Torgeir, Þorgeirsdrápa, der findes i sagaen. Deri omtales Torgeirs forskellige bedrifter og hans død. Særlig interesse har det vers, hvori skjalden omtaler forholdet mellem ham og fostbroderen. Derimod haves en mængde (omkr. 25) løse vers af ham, der falder i to hovedgrupper, dem, der er digtede i Grönland i anledning af Torgeirs hævn og forskellige begivenheder der, og så dem, han digtede lige för og under Stiklestadslaget; efter én tradition skulde han endda ikke have nået at fuldføre det sidste, der senere skulde være suppleret af kong Harald hårdråde, men dette er vistnok senere lavet.

Hofgarða-Refr Gestsson fortjæner endvidere at nævnes, uagtet der kun kendes meget lidet til ham; han var skjalden Gizur guldbrås (falden i Stiklestadslaget) fostersön (jfr. foran s. 30). Han har opholdt sig i Norge i tiden mellem 1030 og 1040 og været hos Magnus d. gode; han digtede om Olaf, men det har vist været et arvekvad. Af alle hans digte haves så godt som intet, et par vers om hans fosterfader, nogle vers af et digt om en Torstein, samt nogle vers om en rejse — altsammen smukke og tildels stemningsfulde vers. Det der udmærker dem er tillige en sjælden veltalenhed, flugt og navnlig vellyd i den sproglige behandling og en overordenlig lethed og elegance i formen. Kun skade at der er så lidt tilbage af denne fortræffelige skjald. Hvad han siger om Torstein: »Den er lykkelig, som lever tilfreds af sit eget« passer måske på ham selv.

Foruden Sigvatr og Refr — og så en ellers lidet kendt skjald — er der til Magnus' navn i Skáldatal knyttet to navne; det er navnene på de to hovedskjalde ved midten af det 11. årh., som dog i en særlig grad — især den sidste — kan kaldes Harald hårdrådes skjalde; det er Arnórr og Tjodolf Arnorsson, men för vi går over til dem, må en skjald, der særlig er knyttet til Knud d. store og Sven Alfifasson, omtales; det er

Þórarinn loftunga. Hans herkomst er ganske ukendt, og det vides kun, at han opholdt sig hos Knud og deltog i hans Norgestog 1028. Han siges at være kommen til Knud og vilde fremsige en flokk om ham; Knud blev vred og forlangte en drape og truede ham ellers med døden. Torarinn ændrede da sit digt til en drape, der fik navnet Höfuðlausn. Heraf er kun omkvædet bevaret, men det viser skjaldens stærke rosende udtryk: »Knud værger sit land som gud sit himmerig«. Det er den slags overdrivelser, der har skaffet ham tilnavnet. Efter 1030 opholdt Torarinn sig hos Sven Alfivas sön, om hvem han digtede det mærkelige kvad Glælognskviða (i kviðuháttr: »Stilhedssangen«); heraf er et stykke bevaret, hvori skjalden beskriver Olafs hellighed og mirakler, hvad der er af stor interesse, samt råder Sven til at påkalde ham og bede ham at unde sig hans land, — en höjst mærkelig tanke. Foruden dette kendes kun Tøgdrápa om Knud d. store, digtet vistnok kort efter 1028; deraf er en del bevaret, hvori Knuds sejlas langs Norge beskrives. Det er i det hele dygtig gjort, — versemålet er særlig vanskeligt — og den hele skildring ret anskuelig, men nogen første klasses skjald var Torarinn ikke.

Arnorr jarlaskáld Þórðarson (f. omkr. 1012, d. efter 1073) er en sön af ovennævnte Þórðr Kolbeinsson og Oddný. Der findes intet steds nogen sammenhængende fremstilling af hans liv i kilderne; nogen biografi af ham kan ikke skrives. Hvad der om ham fortælles i Grettissaga kan ikke være historisk. Ifg. sagaen skulde han have udvist fejhed; det peger måske i den retning, at Arnor var en fredelig mand i det hele; han vides heller aldrig at have deltaget i kampe. Derimod træffes han som købmand, inden han, vistnok for bestandig, slog sig til ro på Island — ti at han skulde have boet på Orknøerne, er der intet, der taler for. Ganske vist var han gift med en slægtning af Orknøjarlerne, om hvem han digtede (deraf hans tilnavn), men det er ikke begrundelse nok for den antagelse. Ved tyveårs alderen er han begyndt på sine udenlandsrejser, rimeligvis ved eller kort efter 1030. Han skal have digtet om Knud d. store, men digtet er helt tabt. Han sluttede sig meget nöje til Orknøjarlerne Torfin og Rögnvald; da de blev uvenner og slaget ved Rauðubjörg stod (1044), var han tilstede, men fik lov til at holde sig udenfor kampen; da digtede han den eneste lausavisa, der haves af ham. 1046 træffes han hos kongerne Magnus og Harald. Efter hövdingen Gellir Þorkelsson (d. 1073) digtede han et arvekvad. Dette er omtrent alt, hvad der vides. Arnor var en meget frejdig, åndslivlig og snarrådig mand, retskaffen og trofast og bedre end hans fader skildres i sagaen. Han var overordenlig produktiv og havde let ved at digte; han havde et fuldstændigt herredömme over form og sprog. Hans Hrynhenda er et prægtigt vidnesbyrd herom. Om Rögnvald jarl digtede han Rögnvaldsdrápa (og måske flere kvad); af dette, der er et arvekvad, er kun ubetydelige rester bevarede. Dernæst kendes to samtidige digte om kongerne Harald og Magnus, fra 1046. Af det første, Blágagladrápa (ravnedrapen), er der intet bevaret. Derimod er der betydeligt tilbage af digtet om Magnus, Hrynhenda (el. Hrynjandi fem., eller også Magnúsdrápa), der, som navnet viser, er affattet i hrynhent. Digtet er biografisk og begynder med hjemrejsen fra Rusland og ender med kampene på Lyrskovshede og ved Helgenæs. Desuden er der vers om kongen personlig. I begyndelsen af kvadet har Arnor talt om sig selv og sine rejser, hvorfor, kan ikke ses, men det blev kritiseret af Harald, der i det hele var, efter sagaen, meget misfornöjet med digtets stærke udtryk. Han erklærede straks at kunne se forskellen på disse to digte, hans vilde snart glemmes, men Magnus' bevares i evighed. Det kan nu ikke nægtes, at det var ikke uden grund at Harald forbavsedes eller måske ærgrede sig over digtets voldsomme udtryk; versemålet tillod skjalden at bevæge sig indenfor dets rammer langt friere end ellers, og Arnor boltrer sig af hjærtens lyst. Ikke således at forstå at han skulde hjemfalde til svulst og unatur, men han får rigelig brug for træffende tillægsord og han kan tillade sig sammenlignende »som når«-sætninger. Det er en velgörende friskhed og frejdighed i digtet; der findes ikke efterligninger deri eller genklange — alt er hans eget. Og alt er heldigt, ordene fyndige, versifikationen glimrende. Som en prøve kan, men rigtignok höjst ufuldkomment, følgende gælde: »man synes, at når fyrsten lader sine havskier [skibe] løbe hen over Meites [søkongens] bjærge [bølgerne], er det som om himmelkongens engleskarer i sluttet række svævede hen over bølgerne«. Man mindes beskrivelsen af Knuds flåde i Encomium Emmæ.

Et andet digt, arvekvad, om Magnus, Magnúsdrápa, i drotkvædet, digtede Arnor kort efter hans død; det er et lævnedsdigt parallelt med Hrynhenda men ikke nær så elegant. Det er interessant at sammenligne to sådanne digte af samme skjald.

Arnor lovede Harald, at han skulde digte om ham et arvekvad, hvis han levede længst. Han opfyldte sit løfte og forfattede en erfidrápa (kort efter 1066), et biografisk digt; lævningerne af det handler om begivenheder, kampe og tog fra 1054-66; det har måske dannet en fortsættelse af Blágagladrápa. Det er et godt digt og vigtigt i historisk henseende.

Arnors kære ven og svoger. Torfin jarl, døde 1064; også om ham digtede han et arvekvad, Þórfinnsdrápa; efter nogle personlige indledende vers behandlede Arnor også jarlens liv og skildrede de vigtigste begivenheder deri på en kraftig og fyndig måde. Det er her, at han etsteds har efterlignet Völuspás skildring af verdens undergang. En særlig betydning har digtet i historisk henseende.

Foruden disse digte kendes endnu, men så at sige kun af navn, kvad om Hermund lllagason (to linjer), Gunnlaugs broder, om hvem Arnors fader jo havde digtet, — om Gellir Þorkelsson (se foran), samt om Olaf kyrre.

Þjóðólfr Arnorsson (død 1066). Om hans herkomst vides kun, at han var af fattige folk i Svarfadardalen (ved Øfjord); derfor kan han godt have været af en god gammel slægt. Efter spasmageren Halles udsagn var faderen så fattig, at man måtte skyde sammen til ham og hans familjes underhold. Det er ukendt, når Tjodolf er født, men han er vel allerede som temlig ung rejst til Norge; han skal have digtet om den danske jarl Haraldr Þorkelsson, men denne var i Norge under perioden 1030-35; det er her, skjalden har truffet ham. Efter 1044 opholdt han sig i Norge og kom vistnok ikke mere tilbage til Island måske med undtagelse af nogle kortvarige besøg. Han digtede om kong Magnus, men især er han knyttet til kong Harald som hirdskjalden frem for alle andre; han fulgte med på hans forskellige krigstog og han fulgte ham i døden. Det ses ikke, at Tjodolf har haft lignende embeder som Sigvatr eller er bleven benyttet til vigtige diplomatiske hværv. Det er kun som skjald, han altså følger Harald; og der er meget, der tyder på, at Tjodolf har haft höje tanker om sin betydning som sådan og dyrket sin kunst med en ærefrygt som få andre. Hans mission var at overlevere efterverdenen historiske kvad af lødig art; derimod var det ham meget imod at bruge sin ævne ved enhver dagligdags begivenhed; det opfattede han som en slags vanhelligelse. Det var derfor ikke underligt, at Harald titulerede ham med ordet »hovedskjald« (þjóðskáldit), og det er let at forstå, at Tjodolf anvendte al mulig omhu på den ydre form og »skjaldesproget«; ikke desto mindre dadlede Harald engang en metrisk fejl hos ham, hvad skjalden tog meget fortrydelig op. Det er også let at forstå, at Tjodolf ikke har ment at det hørte til at indblande sine egne meninger om dit eller dat. Ingen skjald har digtet så rent objektivfortællende som han — uden de subjektive indskudsbemærkninger, der findes i et så stort antal hos de fleste andre skjalde.

Tjodolfs to af navn kendte ældste digte: Sorp(Sóp)trogsvísur (om det af hornene udbårne fejeskarn) og digtet om Harald jarl er fuldstændig tabte. Af hans kongedigte er for det første det meste bevaret af Magnusflokkr, digtet ved 1046, om Magnus' liv fra 1035 til kampen ved Helgenæs (1045) — et udmærket historisk digt. Om Harald forfattede han først et digt i runhent, hvoraf nogle få halvvers haves om Haralds kampe i Rusland; digtet er ialfald blevet til efter Olaf kyrres fødsel. Af langt större betydning er hans store, biografiske oversigtskvad Sexstefja fra 1065. Forudsat at digtet, der desværre ikke findes i dets oprindelige udstrækning, har haft seks forskelliglydende stev, hvad navnet jo går ud på, har det været meget langt og for så vidt en af de mest storslåede draper, der kendes. Hvad der er tilbage, handler om begivenheder i Haralds liv lige fra han var 15 år gammel og deltog i Stiklestadslaget indtil år 1065 (kampe og tog i Syden, tog til Danmark, Nizåslaget osv.). Det er et af de mest historiske digte og formfuldendt. — Endelig haves af Tjodolf henved 30 løse vers, som har betydelig interesse, da man dog dér snarest skulde få fat i hans egne meninger; men de fleste er også om historiske begivenheder. Meget interessante er de vers, han på kongens befaling måtte digte om smeden og garveren, der mundhuggedes; han skulde først lade dem være Tor og Geirröd og så Sigurd og Fáfnir; de er mesterlige og viser, hvor let Tjodolf havde ved at digte og hvor fuldstændig han var herre over digtersproget. Tjodolfs sidste vers fra Stanfordslaget, i hvilket han sikkert faldt, handler om Haralds sönner og hærens håbløse stilling, og her får vi et glimt af ham selv.

Med de to sidstnævnte skjalde, Arnor og Tjodolf, når skjaldedigtningen ubetinget sit höjdepunkt, for derefter at dale og ingensinde mere at vende tilbage dertil. Denne dalen mærkes dog ikke meget eller slet ikke hos deres samtidige, men hos de følgende skjalde under Olaf kyrre.

I Skáldatal nævnes der — foruden de to — 11 andre, der har diglet om Harald. Deraf kan kortelig nævnes Bölverkr, en broder til Tjodolf, Valþjófr, Oddr Kíkinaskáld (var også hos Magnus), Grani, Þórarinn Skeggjason, Halli stirði og Steinn Herdísarson, som vi senere skal komme tilbage til. Af de andre er kun ganske lidt bevaret; i historisk henseende byder disse få rester dog adskilligt af interesse. De øvrige 4, hvoraf en især er vigtig, skal kortelig omtales.

Stúfr Þórðarson kattar, den blinde, fordi han, som det siges, var født blind. Det er för bemærket, at han var efterkommer af Glúmr Geirason og at han kunde en mængde digte udenad, hvormed han engang underholdt kong Harald, da han i anledning af en arvesag opholdt sig i Norge. Stúfr lovede kongen at digte et arvekvad om ham, hvis han levede længst. Af dette, kaldt Stúfa el. Stúfsdrápa, er nogle vers bevarede; deraf fremgår det, at Stúfr var en ret jævn skjald.

Illugi Bryndœlaskáld er ganske ukendt. Af ham haves nogle halvvers af digtet om Harald; det fremgår af dem, at Illugi, i stedenfor det sædvanlige stev, i versets 2. og 3. linje har anvendt et ejendommeligt stev, bestående af »gamle minder«,. d. v. s. hentydninger til sagn og myter (Sigurd og Brynhild, Fáfnir osv.).

Valgarðr á Velli også ubekendt. Af ham haves nogle vers om Haralds sejlas fra Rusland og de følgende begivenheder (forhold til Sven Estridsen). Det er overordenlig prægtige vers, malende i skildringer og fyrige i udtryksmåde; de viser således, at Valgard har hørt til de bedste skjalde. Hans medfølelse med de flygtende og sårede træder frem på en tiltalende måde.

Endelig er der en skjald, der indtager en plads for sig. Det er Sneglu-Halli (el. Grautar-Halli, således kaldt på grund af sin yndlingsføde, grøden). Han var fattig og af ringe herkomst, lidet dannet eller kultiveret — fra samme egn som Tjodolf; de havde kendt hinanden i deres barndom. Tjodolf foragtede Halle og denne drillede Tjodolf til gengæld på alle måder til moro for alle, ikke mindst for kongen selv, der ikke sparede på at hidse dem mod hinanden. Halle har været hos kongen mellem 1050 og 1060. I øvrigt rejste han til Danmark og England og ingensteds fornægtede han sin natur. Der haves om ham en overordenlig morsom þáttr, hvor mange af hans pudsige spilopper og skælmstykker fortælles. Han skånede ingen, end ikke kongen, i sine ord, og han var utrolig dristig og meget drastisk i sine udtalelser, men et ejegodt gemyt besad han. Han havde et ualmindeligt herredömme over sprog og versform, og kunde på stående fod digte vers om opgaver, der stilledes ham. Der er mange småfortællinger om ham; den bedste er måske den om, hvorledes han tog den stridbare hövding Einar fluga ved næsen; denne fortalte om et drab, han havde begået, men han gav aldrig bøder for drab. Halle udgav sig for at være den dræbtes nære slægtning og tvang Einar til at udrede bøden. Af Halles digte om Harald hårdråde og Edvard bekenderen er vist intet bevaret; det sidste erklærede han havde været noget rent vrövl. I þáttren er endel løse vers bevarede; de er meget morsomme og sprudler af liv og skæmt; et par er temlig grove, f. eks. det om den hest, Tjodolf vilde give kongen, og et andet vers om dronningen, som han roser på en ejendommelig måde — ganske vist efter kongens befaling. Halle døde, når vides ikke, efter at han engang var vendt hjem fra en fisketur.

Samtidig med disse skjalde var Þorleikr fagri; det vides om ham, at han (1051) rejste udenlands til Danmark for at besøge Sven Estridsen og bringe ham et digt. Han viser sig heri som enslags modstander af Harald hårdråde og dadler hans færd i Danmark. Det er ret enestående, at en skjald således tager et bestemt parti. I øvrigt lader det til, at Torleik, der måske var af Laksdölernes slægt, var en ret dygtig skjald.

Til Olaf kyrre er 5 skjalde knyttede (deriblandt også Arnor, måske ved misforståelse). Af dem er der kun én, der har en större betydning, nemlig Steinn Herdísarson. Han var en datterdattersön af Einarr skálaglamm, og hørte således til en skjaldeslægt. Hans nære slægtning var den bekendte staller hos Harald hårdråde, Ulfr; og på dennes skib finder vi Steinn under Nizåslaget (1062). Ellers vides intet om ham, men det må antages, at han har opholdt sig i nogen tid ved Olaf kyrres hird. Af Steinn haves en flokk om det nævnte slag, Nizárvísur, 7 vers bevarede. Et digt om Ulfr selv er tabt. Derimod haves betydeligt af Óláfsdrápa, om Olaf kyrre; det handler om toget til England 1066 og begivenheder derefter. Disse vers giver et ret tiltalende billede af skjalden som menneske; han er besindig, retsindig og gudsfrygtig (han begynder sit digt med at påkalde gud för end mennesker), men som digter står han temlig langt tilbage. Han gentager sig selv, den samme tanke, og er noget bred. Men hvad der er værre, det er de idelige genklange eller lån fra flere ældre skjalde, der træfffes hos ham. I så henseende er han omtrent den første, hos hvem de findes. Herved og i øvrigt ved hele versenes fremstilling bliver de lidet livlige; de er for det meste rent historiske, ligesom Tjodolfs. I versifikatorisk henseende er der intet at udsætte. Det er klart, at vi ved Stein står overfor et afgörende vendepunkt — dette mærkes også hos hans samtidige — m. h. t. digtningens originalitet, især hvad kenninger angår naturligvis. Det kom, som uvægerlig måtte komme, nemlig at friskheden gik bort; gentagelse og mathed, samt mere eller mindre mekanisk brug af skjaldesproget måtte för eller senere indfinde sig, og her mærkes tydelig begyndelsen dertil.

Vi står her ved tidsrummets slutning. Når man nu ser tilbage på hele denne digtning, kan det ikke nægtes, at den, på enkelte undtagelser nær, i den form, den haves, ser noget ensformig ud og virker noget monotont. Dette kommer dog ganske sikkert deraf, at så lidet er bevaret i det hele, og hvad der er bevaret drejer sig for det meste om kampe. Og dog er der mange eksempler på individuelle og friske farver — og flere end der har været plads til her at meddele. Havde man digtene i deres oprindelige udstrækning, vilde vi sikkert få et noget andet, bedre og fyldigere billede af de enkelte skjalde. Der er så godt som kun tale om en enkelt digtningsart. Af religiøse digte kendes kun få og kun af navn, og af niddigte ligeledes kun nogle få, og de er for det meste helt tabte (i det foregående er Björn hitdölakappes nid om Tord omtalt; her kunde også nævnes det store niddigt, Islænderne siges at have digtet om kong Harald blåtand og hans bryde, der konfiskerede et islandsk købmandsskib, deraf er ét vers bevaret; det viser — sammen med andre vidnesbyrd —, i hvilken retning nidet ofte gik). Men hvad der er tilbage af religiøs og satirisk digtning er som sagt så lidet, at man vanskelig kan danne sig nogen klar forestilling derom.

Men ét må særlig fremhæves, det er disse hernævnte fyrstekvads overordenlige historiske betydning. Det lader til, at de i det 12. årh. og 13. årh.s begyndelse, for störste delen ialfald, har været tilstede; de er da bleven benyttede af de historiske forfattere, men hverken nöjagtig nok eller tilstrækkelig kritisk. Desværre lader det ikke til, at nogen er falden på den tanke at samle dem, ligesom tilfældet var med Eddadigtene. Der er yderst få digte, der — og da nærmest tilfældigvis — er bleven optegnede i deres helhed. For os kan de, som för bemærket, ikke have den historiske betydning som i oldtiden.