Forskjell mellom versjoner av «Jón Ólafsson biografi»
(Jón Ólafsson biografi) |
m |
||
| Linje 13: | Linje 13: | ||
<br><br>'''Ólafsson, Jón''', 1705-79, nordisk Filolog, fødtes 15. Avg. 1705 paa Staður i Grunnavik i det nordvestligste Island og benævnes, til Adskillelse fra sin Studiefælle af samme Navn, efter Fødestedet Grunnavik eller med Tillægget «den ældre». Forældrene vare Stedets Præst Olafur Jónsson og Thórun Pálsdatter. Da Faderen 2 Aar efter bortreves af en hærgende Koppeepidemi, flyttede Moderen til sine Forældre paa Præstegaarden Melstaður paa Nordlandet. J. O. optoges i Huset hos Faderens Ven, den bekjendte Lagmand P. Vídalín, som ogsaa efter, at han var bleven Student fra Holar 1723, beholdt ham hos sig, indtil han 1726 efter Opfordring fra Arne Magnusson begav sig til Kjøbenhavn for at tjene denne som Skriver. Efter Arne Magnussons Ønske deponerede han ved Universitetet, oprindelig dog uden Tanke om at studere videre, hvorimod han under Arne Magnussons Vejledning uddannede sig i Læsning og Afskrivning af gamle Membraner. 1728 indtraf Kjøbenhavns Brand, under hvilken han deltog i Redningen af A. Magnussons Haandskriftsamling, og som han har givet en omstændelig Beskrivelse af (trykt i Oversættelse i «Danske Saml.» II). Ved denne Lejlighed tilintetgjordes et Fragment af det eneste kjendte Haandskrift af «Heiðarviga saga» tillige med den af J. Ó. kort forud tagne Afskrift, men støttet til nogle til eget Brug nedskrevne Citater formaaede han ved Hjælp af Hukommelsen udførlig at gjengive det tabte (trykt med Udgaverne af denne Saga). | <br><br>'''Ólafsson, Jón''', 1705-79, nordisk Filolog, fødtes 15. Avg. 1705 paa Staður i Grunnavik i det nordvestligste Island og benævnes, til Adskillelse fra sin Studiefælle af samme Navn, efter Fødestedet Grunnavik eller med Tillægget «den ældre». Forældrene vare Stedets Præst Olafur Jónsson og Thórun Pálsdatter. Da Faderen 2 Aar efter bortreves af en hærgende Koppeepidemi, flyttede Moderen til sine Forældre paa Præstegaarden Melstaður paa Nordlandet. J. O. optoges i Huset hos Faderens Ven, den bekjendte Lagmand P. Vídalín, som ogsaa efter, at han var bleven Student fra Holar 1723, beholdt ham hos sig, indtil han 1726 efter Opfordring fra Arne Magnusson begav sig til Kjøbenhavn for at tjene denne som Skriver. Efter Arne Magnussons Ønske deponerede han ved Universitetet, oprindelig dog uden Tanke om at studere videre, hvorimod han under Arne Magnussons Vejledning uddannede sig i Læsning og Afskrivning af gamle Membraner. 1728 indtraf Kjøbenhavns Brand, under hvilken han deltog i Redningen af A. Magnussons Haandskriftsamling, og som han har givet en omstændelig Beskrivelse af (trykt i Oversættelse i «Danske Saml.» II). Ved denne Lejlighed tilintetgjordes et Fragment af det eneste kjendte Haandskrift af «Heiðarviga saga» tillige med den af J. Ó. kort forud tagne Afskrift, men støttet til nogle til eget Brug nedskrevne Citater formaaede han ved Hjælp af Hukommelsen udførlig at gjengive det tabte (trykt med Udgaverne af denne Saga). | ||
<br> Efter A. Magnussons Død 1730 forfattede han Katalog over dennes til Universitetet legerede Haandskrifter samt danske og islandske Diplomer og tog desuden 1731 theologisk Examen, men forblev dog i Kjøbenhavn, da han 1732 ansattes som Arnamagnæansk Stipendiar, hvilken Stilling han indehavde til 1743. Da opgav han Stipendiet og rejste til Island - af Ærgrelse, som det synes, over Landsmænds Skumlerier over hans, i alt Fald senere fremtrædende, Hang til stærke Drikke. Paa Island, hvor han i øvrigt 1733 havde aflagt et Sommerbesøg med efterfølgende ufrivilligt Vinterophold i Norge, levede han tilsyneladende temmelig planløst hos Slægt og Venner eller arbejdede som Skriver hos Retsbetjente, til han paa ny søgte om Antagelse ved det Arnamagnæanske Legat og efter erholdt Tilsagn indtraf til Kjøbenhavn 1751. Fra nu af til sin Død, 17. Juni 1779, var han en Slags «emerit» Stipendiar, men i de trangeste Kaar. Legatets Bestyrer Professor Møllmann betalte Kost og Logis for ham hos en tarvelig Haandværkerfamilie, og i øvrigt maatte han lade sig nøje med det nødvendigste. Under alt dette arbejdede og skrev han, men da al Vejledning og vel ogsaa de nødvendige videnskabelige Hjælpemidler manglede, blev Resultatet derefter. J. Ó. var ingen skarpsindig Mand, og hans Hukommelse svækkedes efterhaanden stærkt, han var ukritisk og overtroisk, men sad inde med et rigt Forraad af Tradition, Viser, Sagn og alle Haande Folkeminder, hvoraf meget lejlighedsvis anføres i hans Værker, men hvorom han øjensynlig havde kunnet fortælle langt mere, hvis han ikke havde skammet sig over for sin oplyste Samtid. Det er navnlig hans, 9 utrykte Foliobind optagende, «Lexicon Islandicum», der bevarer meget sligt, men rigtignok saaledes begravet i det ubearbejdede Materiale, at det kun ved en møjsommelig Gjennemgang kan findes. Dette maa vel kaldes hans vigtigste Værk; et tilsvarende Arbejde, «Contractismus», er som etymologisk Ordbog ganske mislykket, men indeholder adskilligt lignende Stof. Om Runernes Brug paa Island meddeler hans «Runologia» adskilligt. Han har efterladt Udkast til en islandsk Litteraturhistorie samt biografiske (ogsaa avtobiografiske) og annalistiske Samlinger. | <br> Efter A. Magnussons Død 1730 forfattede han Katalog over dennes til Universitetet legerede Haandskrifter samt danske og islandske Diplomer og tog desuden 1731 theologisk Examen, men forblev dog i Kjøbenhavn, da han 1732 ansattes som Arnamagnæansk Stipendiar, hvilken Stilling han indehavde til 1743. Da opgav han Stipendiet og rejste til Island - af Ærgrelse, som det synes, over Landsmænds Skumlerier over hans, i alt Fald senere fremtrædende, Hang til stærke Drikke. Paa Island, hvor han i øvrigt 1733 havde aflagt et Sommerbesøg med efterfølgende ufrivilligt Vinterophold i Norge, levede han tilsyneladende temmelig planløst hos Slægt og Venner eller arbejdede som Skriver hos Retsbetjente, til han paa ny søgte om Antagelse ved det Arnamagnæanske Legat og efter erholdt Tilsagn indtraf til Kjøbenhavn 1751. Fra nu af til sin Død, 17. Juni 1779, var han en Slags «emerit» Stipendiar, men i de trangeste Kaar. Legatets Bestyrer Professor Møllmann betalte Kost og Logis for ham hos en tarvelig Haandværkerfamilie, og i øvrigt maatte han lade sig nøje med det nødvendigste. Under alt dette arbejdede og skrev han, men da al Vejledning og vel ogsaa de nødvendige videnskabelige Hjælpemidler manglede, blev Resultatet derefter. J. Ó. var ingen skarpsindig Mand, og hans Hukommelse svækkedes efterhaanden stærkt, han var ukritisk og overtroisk, men sad inde med et rigt Forraad af Tradition, Viser, Sagn og alle Haande Folkeminder, hvoraf meget lejlighedsvis anføres i hans Værker, men hvorom han øjensynlig havde kunnet fortælle langt mere, hvis han ikke havde skammet sig over for sin oplyste Samtid. Det er navnlig hans, 9 utrykte Foliobind optagende, «Lexicon Islandicum», der bevarer meget sligt, men rigtignok saaledes begravet i det ubearbejdede Materiale, at det kun ved en møjsommelig Gjennemgang kan findes. Dette maa vel kaldes hans vigtigste Værk; et tilsvarende Arbejde, «Contractismus», er som etymologisk Ordbog ganske mislykket, men indeholder adskilligt lignende Stof. Om Runernes Brug paa Island meddeler hans «Runologia» adskilligt. Han har efterladt Udkast til en islandsk Litteraturhistorie samt biografiske (ogsaa avtobiografiske) og annalistiske Samlinger. | ||
| − | <br> Ogsaa helt forskjellige Æmner, som Islands Opkomst, Islands Fiske og Sødyr, behandler han. Mindst Værdi have hans strængt filologiske Arbejder; dog vides det, at hans Bearbejdelse af Snorra Edda har, før nogen tilfredsstillende Udgave forelaa, tjent Forskere til Vejledning. Trykt er kun en ringe Del af hans voluminøse Produktion paa Dansk, Latin og Islandsk. Mærkes kan, foruden det ovennævnte, hans af Werlauff udgivne Biografi af Arne Magnusson («Nord. Tidsskr. f. Oldkynd.» III) og Afhandling om Studiet afnordiske Oldsager («Ann. f. nord. Oldkynd.» 1853), en | + | <br> Ogsaa helt forskjellige Æmner, som Islands Opkomst, Islands Fiske og Sødyr, behandler han. Mindst Værdi have hans strængt filologiske Arbejder; dog vides det, at hans Bearbejdelse af Snorra Edda har, før nogen tilfredsstillende Udgave forelaa, tjent Forskere til Vejledning. Trykt er kun en ringe Del af hans voluminøse Produktion paa Dansk, Latin og Islandsk. Mærkes kan, foruden det ovennævnte, hans af Werlauff udgivne Biografi af Arne Magnusson («Nord. Tidsskr. f. Oldkynd.» III) og Afhandling om Studiet afnordiske Oldsager («Ann. f. nord. Oldkynd.» 1853), en islandsk Biografi af P. Vídalín samt, som Kuriosum, en Afhandling om Oldtidslevninger paa Island («Antikv. Ann.» II). Nord. Tidsskr. f. Oldkynd. III, 4 ff. Annaler f. nord. Oldkynd. 1853, S. 300 f. Isl. Thjóðsögur S. 22 ff. Kålund, Beskr. af Island I, 126 f. Vísnakver P. Vidalins (1897). Thoroddsen, Landfræðissaga Isl. II, 241 ff. 313 ff.) |
<br>''Kr. Kaalund.'' | <br>''Kr. Kaalund.'' | ||
Revisjonen fra 26. mar. 2014 kl. 11:55
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Jón Ólafsson
(1705-1779)
Ólafsson, Jón, 1705-79, nordisk Filolog, fødtes 15. Avg. 1705 paa Staður i Grunnavik i det nordvestligste Island og benævnes, til Adskillelse fra sin Studiefælle af samme Navn, efter Fødestedet Grunnavik eller med Tillægget «den ældre». Forældrene vare Stedets Præst Olafur Jónsson og Thórun Pálsdatter. Da Faderen 2 Aar efter bortreves af en hærgende Koppeepidemi, flyttede Moderen til sine Forældre paa Præstegaarden Melstaður paa Nordlandet. J. O. optoges i Huset hos Faderens Ven, den bekjendte Lagmand P. Vídalín, som ogsaa efter, at han var bleven Student fra Holar 1723, beholdt ham hos sig, indtil han 1726 efter Opfordring fra Arne Magnusson begav sig til Kjøbenhavn for at tjene denne som Skriver. Efter Arne Magnussons Ønske deponerede han ved Universitetet, oprindelig dog uden Tanke om at studere videre, hvorimod han under Arne Magnussons Vejledning uddannede sig i Læsning og Afskrivning af gamle Membraner. 1728 indtraf Kjøbenhavns Brand, under hvilken han deltog i Redningen af A. Magnussons Haandskriftsamling, og som han har givet en omstændelig Beskrivelse af (trykt i Oversættelse i «Danske Saml.» II). Ved denne Lejlighed tilintetgjordes et Fragment af det eneste kjendte Haandskrift af «Heiðarviga saga» tillige med den af J. Ó. kort forud tagne Afskrift, men støttet til nogle til eget Brug nedskrevne Citater formaaede han ved Hjælp af Hukommelsen udførlig at gjengive det tabte (trykt med Udgaverne af denne Saga).
Efter A. Magnussons Død 1730 forfattede han Katalog over dennes til Universitetet legerede Haandskrifter samt danske og islandske Diplomer og tog desuden 1731 theologisk Examen, men forblev dog i Kjøbenhavn, da han 1732 ansattes som Arnamagnæansk Stipendiar, hvilken Stilling han indehavde til 1743. Da opgav han Stipendiet og rejste til Island - af Ærgrelse, som det synes, over Landsmænds Skumlerier over hans, i alt Fald senere fremtrædende, Hang til stærke Drikke. Paa Island, hvor han i øvrigt 1733 havde aflagt et Sommerbesøg med efterfølgende ufrivilligt Vinterophold i Norge, levede han tilsyneladende temmelig planløst hos Slægt og Venner eller arbejdede som Skriver hos Retsbetjente, til han paa ny søgte om Antagelse ved det Arnamagnæanske Legat og efter erholdt Tilsagn indtraf til Kjøbenhavn 1751. Fra nu af til sin Død, 17. Juni 1779, var han en Slags «emerit» Stipendiar, men i de trangeste Kaar. Legatets Bestyrer Professor Møllmann betalte Kost og Logis for ham hos en tarvelig Haandværkerfamilie, og i øvrigt maatte han lade sig nøje med det nødvendigste. Under alt dette arbejdede og skrev han, men da al Vejledning og vel ogsaa de nødvendige videnskabelige Hjælpemidler manglede, blev Resultatet derefter. J. Ó. var ingen skarpsindig Mand, og hans Hukommelse svækkedes efterhaanden stærkt, han var ukritisk og overtroisk, men sad inde med et rigt Forraad af Tradition, Viser, Sagn og alle Haande Folkeminder, hvoraf meget lejlighedsvis anføres i hans Værker, men hvorom han øjensynlig havde kunnet fortælle langt mere, hvis han ikke havde skammet sig over for sin oplyste Samtid. Det er navnlig hans, 9 utrykte Foliobind optagende, «Lexicon Islandicum», der bevarer meget sligt, men rigtignok saaledes begravet i det ubearbejdede Materiale, at det kun ved en møjsommelig Gjennemgang kan findes. Dette maa vel kaldes hans vigtigste Værk; et tilsvarende Arbejde, «Contractismus», er som etymologisk Ordbog ganske mislykket, men indeholder adskilligt lignende Stof. Om Runernes Brug paa Island meddeler hans «Runologia» adskilligt. Han har efterladt Udkast til en islandsk Litteraturhistorie samt biografiske (ogsaa avtobiografiske) og annalistiske Samlinger.
Ogsaa helt forskjellige Æmner, som Islands Opkomst, Islands Fiske og Sødyr, behandler han. Mindst Værdi have hans strængt filologiske Arbejder; dog vides det, at hans Bearbejdelse af Snorra Edda har, før nogen tilfredsstillende Udgave forelaa, tjent Forskere til Vejledning. Trykt er kun en ringe Del af hans voluminøse Produktion paa Dansk, Latin og Islandsk. Mærkes kan, foruden det ovennævnte, hans af Werlauff udgivne Biografi af Arne Magnusson («Nord. Tidsskr. f. Oldkynd.» III) og Afhandling om Studiet afnordiske Oldsager («Ann. f. nord. Oldkynd.» 1853), en islandsk Biografi af P. Vídalín samt, som Kuriosum, en Afhandling om Oldtidslevninger paa Island («Antikv. Ann.» II). Nord. Tidsskr. f. Oldkynd. III, 4 ff. Annaler f. nord. Oldkynd. 1853, S. 300 f. Isl. Thjóðsögur S. 22 ff. Kålund, Beskr. af Island I, 126 f. Vísnakver P. Vidalins (1897). Thoroddsen, Landfræðissaga Isl. II, 241 ff. 313 ff.)
Kr. Kaalund.
Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905)
