Jomsvikingernes saga

Fra heimskringla.no
Revisjon per 3. sep. 2024 kl. 18:14 av Jesper (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Islandsk.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Kongesagaer


Jomsvikingernes saga

Jómsvíkingasaga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2015



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Fornmanna Sögur, bd. 11, Kaupmannahöfn 1828 [1]


Her indledes Jomsvikingernes saga.jpg


Innhold


Første fortælling

Om Knud den Fundne

1. Gorm hed en konge, der regerede i Danmark — han blev kaldt den Barnløse. Han var en mægtig konge og vellidt af sine mænd; han havde været ved magten længe, da dette foregik. Dengang sad jarl Arnfinn i Saxland, som han regerede på vegne af kong Karlemagnus. De var gode venner — Arnfinn og Gorm — og havde været i viking sammen. Jarlen havde en smuk søster, men han elskede hende mere, end han burde, og fik et barn med hende; dette blev holdt skjult, og jarlen sendte folk væk med barnet og bad dem ikke skilles fra barnet uden at vide, hvad der blev af det. De kom til Danmark, og ved en skov blev de klar over, at kong Gorm og hans hird er i skoven. De anbragte barnet under et egetræ og fortrak. Om aftenen drog kongen hjem med hele hirden på nær to brødre: Den ene hed Hallvard, den anden Håvard, og de blev tilbage. De gik omkring, og så hørte de barnegråd; de gik derhen, men vidste ikke, hvordan det hang sammen. Dér fandt de et drengebarn under et egetræ og en stor knyttet bylt i grenene over barnet. Barnet var svøbt i gudvæv, og om dets hoved var bundet et silkebånd, hvori der sad en ørtug guld. De samler barnet op og tager det med hjem, og de kom hjem, som kongen og hirdmændene sad over drikkebordene. De bebrejder sig selv, at de ikke fulgte kongen hjem, men kongen svarer og siger, at han ikke vil være vred på dem på grund af dette. Og nu fortalte de kongen, hvad der var sket på deres færd. Kongen bad om at se barnet og lod det føre til sig. Kongen syntes godt om drengen og sagde: »Han må komme af en fornem slægt — og han er bedre fundet end ufundet.« Han lod siden drengen vandøse og navngive, og han blev kaldt Knud — og det af den grund, at en guldfingerring havde været bundet fast til drengens pande med en knude, da han blev fundet, og deraf tog kongen det navn, han gav drengen. Han tog ham til sig og opfostrede ham og kaldte ham sin søn, var god ved ham og elskede ham meget.

Da det nu gik mod enden af kong Gorms tid, og da han var blevet gammel, fik han en sygdom, som gjorde det af med ham, men før han udåndede, bad han sine venner og slægtninge komme til sig, da han mente at kunne se, hvor det bar henad med ham. Han bad dem om, at han måtte råde for, hvem der skulle tilsværges landet og folket, når han var borte. Han bad om at få deres tilladelse og sagde, at han ville overdrage Knud hele sin magt og alt, hvad der kunne gøre denne til en større mand end førhen, når han selv var død. Og nu, fordi han var så vellidt og højt elsket af sine mænd, samtykkede de i dette, at kongen skulle bestemme. Dette blev nu fremmet, og derpå afgik kongen ved døden. Knud overtager nu landet og folket og hele det rige, som Gorm havde haft, og han er afholdt blandt sine mænd. Han fik sig en søn, der hed Gorm, og denne blev først kaldt Gorm den Enfoldige, men da han blev voksen, kaldte man ham Gorm den Gamle eller den Mægtige.


Kong Gorms giftermål med Tyra

2. Harald hed en jarl, der havde magten i Holseteland — han blev kaldt Klak-Harald, og han var en klog mand. Han havde en datter, der hed Tyra; hun var den klogeste kvinde, og hun kunne tyde drømme bedre end andre. Hun var tillige smuk. Jarlen havde stor tillid til sin datter og lod hende i alle dele bestemme sammen med sig, og han elskede hende særdeles højt. Og nu, da Gorm var blevet voksen og havde overtaget kongedømmet, tog han ud af landet og agtede at bejle til jarl Haralds datter, og hvis jarlen ikke ville give ham datteren, skulle han få hærmagt at føle. Da nu jarl Harald og datteren Tyra erfarer om kong Gorms færd og forehavende, sendte de ham folk i møde og indbød ham til et pragtfuldt gilde. Det takker han ja til, og nu sidder han dér i stor hæder. Da han har fremført sit ærinde for jarlen, får han det svar, at hun selv skulle bestemme, »— for hun er meget klogere, end jeg er.« Da kongen forelægger hende selv sagen, svarer hun således: »Dette skal ikke afgøres denne gang, men du skal nu drage hjem med gode og flotte gaver, og hvis du virkelig ønsker at blive gift med mig, skal du, så snart du kommer hjem, lade opføre et hus så stort, at det anstår sig for dig at sove i det. Huset skal stå et sted, hvor der ikke tidligere har været et hus, og dér skal du sove den første vinternat og tre nætter i alt. Læg vel mærke til, om du drømmer noget, og send derefter folk til mig for at berette om dine drømme — hvis du har haft nogle — og så skal jeg lade dem vide, hvorvidt du skal få din sag igennem eller ej. Hvis ikke du drømmer noget, behøver du ikke forfølge dette friermål yderligere.«

Efter denne samtale mellem dem, opholder kong Gorm sig ikke længe ved dette gilde, men gør klar til sin hjemfærd og er ivrig efter at afprøve hendes klogskab og anordninger. Han drager nu hjem med stor hæder og ærefulde gaver, og da han er kommet hjem, iværksætter han alt, som hun havde pålagt ham; han lod nu huset opføre og går derpå ind i dette hus, som det var blevet bestemt. Han satte tre hundrede bevæbnede mænd uden for huset og bad dem våge og holde vagt, da det slog ham, at der kunne stikke svig under. Nu tager han plads i sengerummet, der var indrettet i huset, og falder i søvn, og så drømmer han og sover tre nætter dér i huset. Herefter sender kongen sine mænd til jarlen og dennes datter — Tyra — for at lade dem fortælle hende, hvad han har drømt. Da de opsøgte jarlen og hans datter, blev der taget godt imod dem, og sidenhen forelægger de jarlens datter kongens drømme, og da hun havde hørt drømmene, sagde hun: »Nu skal I blive her, så længe I selv vil, men I kan fortælle jeres konge, at jeg vil gifte mig med ham.« Og da de kommer hjem, fortæller de kongen denne nyhed; kongen bliver herved lettet og glad, og kort tid efter gør han klar til at tage af sted med et stort følge for at hente sin brud. Hans rejse går godt, og han ankommer til Holseteland. Jarl Harald havde fået underretning om hans færd og lader anstille en storslået velkomst, og deres bryllup bliver nu holdt, og der opstår stor kærlighed mellem dem.

Ved gildet underholder man sig med, at kong Gorm fortæller sine drømme, hvorpå hun tyder dem. Kongen siger, at han drømte den første vinternat og alle de tre nætter, han sov i huset. Han drømte, at han stod ude og så ud over hele sit rige, og han så, at havet trak sig så langt tilbage fra landet, at han ikke kunne se det længere, og alle sunde og fjorde blev tørlagt. Efter denne hændelse så han tre hvide tyre komme fra havet, og de løb op på land — tæt på hvor han befandt sig — og fik snart ædt alt græsset, hvor de kom frem, hvorefter de gik igen. Den anden drøm, som minder meget om den første, var, at det forekom ham, at tre tyre igen kom fra havet. De var rødfarvede og havde lange horn, og de åd igen græsset af jorden nøjagtig som de forrige, og da de havde været der i nogen tid, gik de tilbage ud i havet. Han drømte også en tredje drøm, og denne lignede de andre: Igen forekom det kongen, at han så tre tyre komme i land fra havet. De var alle sortfarvede og havde meget lange horn, og de var der også en tid, men fulgte så den samme vej tilbage og gik ud i havet igen. Efter dette syntes han at høre så stort et brag, at det forekom ham, at det kunne høres over hele Danmark, og han indså, at det kom fra vandet, da dette kom tilbage imod land. »— og nu ønsker jeg — dronning!« siger han, »— at du tyder drømmene til morskab for mændene, og således beviser din begavelse.« Hun undslog sig ikke, men tyder drømmene, og først forklarede hun den første drøm og sagde således: »Dér, hvor tyrene — de hvide — gik fra havet op på land, vil der komme tre strenge vintre, og der vil falde så meget sne, at åringen vil blive dårlig i hele Danmark. Dér, hvor du så tre andre tyre — og de var røde — komme ind fra havet, vil der komme yderligere tre vintre uden meget sne, men de vil ikke være milde, for det forekom dig jo, at tyrene åd græsset på jorden. Dér, hvor det tredje hold tyre — de sorte — kom ind fra havet, vil der for tredje gang følge tre vintre, og de vil være så hårde, at alle vil sige, at man ikke kan mindes noget lignende, og det sorteste uår og nød vil ramme landet, så man dårligt har kendt magen. Det, at det forekom dig, at tyrene havde lange horn, betyder, at mange vil miste, hvad de ejer.[2] Og det, at du hørte et stort brag, da havet vendte tilbage imod land, betyder ufred mellem stormænd, og de vil mødes her i Danmark, og udkæmpe kampe og store slag. Det aner mig også, at nogle af dem, som vil tage del i denne ufred, er dine nære slægtninge. Hvis du den første nat havde drømt dette sidste i dine drømme, så ville denne ufred finde sted i din tid, men nu sker der ingen skade. Men hvis du havde drømt, sådan som jeg lige sagde, da havde jeg ikke giftet mig med dig. Men jeg kan gøre noget ved alt det, du har drømt om misvækst.«

Og nu efter dette gilde indleder kong Gorm og dronning Tyra deres færd hjem til Danmark, og de lader mange skibe laste med korn og andre fornødenheder, og det gør de hvert år fra da af, lige til det uår, hun havde forudsagt, indtræffer. Og da uåret kommer, lider de ingen skade overhovedet med de foranstaltninger, de havde truffet. Det gjorde heller ikke de folk, der var i nærheden af dem i Danmark, for de uddelte mange gavnlige ting til alle deres landsmænd. Man anså Tyra for at være den klogeste kvinde, som var kommet til Danmark, og hun blev kaldt Danmarksbod.

Kong Gorm og dronning Tyra havde to sønner, og den ældste hed Knud, den yngste Harald. De var begge evnerige mænd, men Knud ansås i deres ungdom for den klogeste af dem, og han overgik de fleste i udseende og evner og i alle de idrætter, man anså for vigtige på den tid. Han havde lyst hår og var mere duelig end andre. Han voksede op hos sin morfar — jarl Kalk-Harald — og denne opfostrede ham og elskede ham højt. Han var meget afholdt i sin opvækst. Harald voksede op hjemme ved sin fars hird. Han var langt den yngste af brødrene, og han blev tidligt ondskabsfuld og ustyrlig og slem at have med at gøre. Han var derfor ikke vellidt i sin opvækst.


Jarl Klak-Harald udebliver fra kong Gorms julegilder

3. Det fortælles nu, at kong Gorm engang sendte folk til sin svigerfar — jarl Harald — i det ærinde at indbyde ham til julegilde hos sig. Jarlen takkede ja og lovede at komme til gildet om vinteren, og derefter drog kongens mænd hjem og fortæller kongen, at man kan vente jarlen til gildet. Da tiden kom, hvor jarlen skulle drage hjemmefra, udvalgte han sig de ledsagere, han ønskede med til gildet, men der fortælles ikke noget om, hvor mange folk han havde med. De drager nu af sted, til de kommer til Limfjorden. Dér så de et stort træ, som de fandt meget bemærkelsesværdigt; på træet voksede der æbler, som var ganske små, men de var grønne og friske, og under træet lå der andre æbler, som både var store og gamle. Dette undrede dem meget, og jarlen siger, at dette, at æblerne var grønne på denne tid af året, forekommer ham at være et stort under, for de så jo ved træet de æbler, som var vokset på det om sommeren, »— men nu vender vi om,« siger jarlen, »— og drager ikke længere.« Det siges, at han og hele hans følge nu vender om og rejser hjem, og det år sad jarlen roligt hjemme sammen med sin hird.

Nu finder kongen det underligt, at jarlen ikke kom, men han tænkte dog, at noget tvingende måtte have stået i vejen. Nu er det roligt en tid og sommeren over, men ved begyndelsen af den næste vinter sender kongen igen sine folk til Holseteland for at indbyde sin svigerfar — jarlen — til julegilde på samme måde som sidst. Det korte af det lange er, at jarlen igen lover at komme, og sendebudene tager nu hjem og fortæller kongen, hvordan det forholder sig. Nu bliver det den tid på året, hvor jarlen tager hjemmefra med sit følge, og de drager igen af sted, til de kommer til Limfjorden. Nu var de kommet om bord på skibe og agtede at krydse fjorden. Det fortælles, at de havde nogle tævehunde med på rejsen, og disse var drægtige med hvalpe, og da man var kommet ombord, forekom det jarlen, at hvalpene gøede inde i hundene, mens hundene selv var tavse. Dette fandt jarlen og alle de andre meget opsigtsvækkende, og han sagde, at han ikke ville fortsætte, så nu vendte de om og tog hjem og opholdt sig hjemme den jul.

Nu går tiden frem til den tredje vinter, og endnu engang sender kongen folk til jarlen for at indbyde ham til julegilde, og han lover igen at komme, og sendebudene tager hjem og fortæller kongen, hvordan det forholder sig. Jarlen klargør atter sin færd, og da tiden kommer, begiver han sig af sted med sit følge og drager igen til Limfjorden. Deres rejse går godt, og de krydser fjorden, men da var det blevet sent på dagen, og de agtede da at overnatte dér ved fjorden. Da viste der sig noget for dem, som de ikke anså for uden betydning: De så en flodbølge rejse sig inderst i fjorden og en anden yderst, og de gik begge imod hinanden — og bølgerne var store — og der opstod en vældig uro, da de mødtes og styrtede sammen, og der lød en stort brag, og efterfølgende forekom det folkene, at vandet blev blodigt. Da tog jarlen til orde: »Dette er yderst mærkeligt,« siger han, »— og nu bør vi vende om, og jeg vil ikke tage til gildet.« Det gør de nu — drager hjem — og jarlen sad hjemme den jul.

Da det skete anden gang, blev kongen meget vred over, at jarlen ingensinde imødekom hans indbydelser, men han vidste ikke, hvad der havde forhindret ham i at komme. Men nu denne vinter agtede kong Gorm at udsætte jarl Harald — sin svigerfar — for hærgen, for han fandt, at denne i høj grad havde tilsidesat hans hæderfulde indbydelser, ved ikke at komme, som det ellers flere gange var aftalt, og han mente, at jarlen på denne vis havde vanæret ham meget. Dronning Tyra bliver klar over kong Gorms forehavende og får ham talt fra planerne, »— og det anstår sig ikke for dig,« siger hun, »— at bekrige ham, når I er besvogrede. Der kan findes en meget bedre løsning på denne sag.« Og nu efter dronningens overtalelser falder kongen noget ned, og hærfærden bliver ikke til noget. Det blev derefter besluttet, at kong Gorm skulle sende sine folk for at hente jarlen og få at vide, hvad der havde forhindret jarlen i at komme. Det var dronningen, der havde tilrådet, at svigersøn og svigerfar skulle mødes først for at tale sammen og afklare sagen. Og nu kommer kongens sendebude til jarlen og forelægger kongens ærinde. Jarlen tager straks af sted og opsøger kongen med et prægtigt følge. Kongen tager mådeligt vel imod sin svigerfar, hvorefter kongen og jarlen går ind i mødestuen, og da de var kommet derind, spørger kongen jarlen: »Hvordan kan det være,« siger han, »— at du aldrig kom, når jeg indbød dig, og således vanærede både mig og min indbydelse?« Jarlen svarer og siger, at når han ikke kom til gilderne, blev det ikke gjort for at vanære kongen, men snarere af andre årsager. Han fortalte derefter kongen om de undere, de havde overværet, således som det før blev berettet. Derpå sagde jarlen, at han ville udlægge for kongen, hvis denne ønskede at vide det, hvad disse store undere efter hans opfattelse kunne betyde eller varsle. Dette bad kongen ham gøre.

Jarlen fortalte: »Jeg vil begynde med det, at vi midt om vinteren så et træ, der bar små, grønne æbler, mens store, gamle æbler lå nedenunder. Jeg mener, at dette bebuder et trosskifte, som vil finde sted i dette land. Og den nye tro vil trives, hvilket fremgår af de smukke æbler, mens den tro, som hidtil har været, vises ved de gamle æbler, som lå på jorden, hvor de vil rådne op og blive til støv; sådan vil også denne tro forgå, når den nye breder sig over landet, og den vil tilintetgøres og ganske forsvinde som mørket, når der kommer lys. Det andet under var det, at vi hørte hvalpene gø inde i tævehundene. Det varsler efter min mening, at yngre folk vil tage ordet fra de ældre — og gøre det ubesindigt — og det er i høj grad forventeligt, at de ikke vil tage mindre del i beslutningerne, selv om de ældre ofte er mere forstandige. Men jeg tror endnu ikke, at de er kommet til verden, dem jeg hentyder til med dette, for det var hvalpe, der gøede, som endnu ikke var kommet til verden, mens tævehundene var tavse. Det tredje under var, da vi så bølgerne rejse sig imod hinanden — den ene inderst i fjorden, den anden yderst — og de mødtes midt i fjorden og faldt i struben på hinanden, og vandet blev blodigt af den uro, de frembragte. Jeg anser det for et varsel om, at stormænd her til lands vil blive uenige, og dette vil afstedkomme store kampe og voldsom strid, og det er meget tænkeligt, at denne ufred vil brede sig til Limfjorden, dér hvor denne opsigtsvækkende hændelse viste sig for os, som jeg her har fortalt.«

Kongen forstod, hvad jarlen sagde, og fandt, at han var meget indsigtsfuld, og han tilstod ham derefter fred og frit lejde. Nu forsvandt kongens vrede mod svigerfaderen. Det siges, at før de gik ind i mødestuen — kongen og jarlen — havde kong Gorm beredt folk på at bruge våben på jarlen, såfremt kongen skulle finde, at hovmod og ligegyldighed var årsagen til, at jarlen ikke en eneste gang var kommet til de gilder, kongen havde indbudt ham til. Kongen havde ment, at han ville få dette bekræftet ved samtalen med sin svigerfar, men nu fandt han, at der var god grund til, at jarlen ikke var kommet. Nu hæver de mødet — kongen og jarlen — og herefter opholdt jarlen sig hos ham i nogen tid og nød stor ære. Siden skiltes svigerfar og svigersøn forligte og som gode venner, og inden han tog af sted, fik jarlen gode gaver af kongen. Nu drager han hjem med sit følge.

Ikke længe efter drog jarl Harald sydpå og kom til Saxland, hvor han antog kristendommen, og han vendte aldrig siden tilbage til sit rige.


Harald fælder sin bror i kamp

4. Nu skal der fortælles om, hvordan far og søn — kong Gorm og Harald — blev uenige, så snart Harald fik en voksen mands styrke. Da tyede kong Gorm til det råd, at han gav Harald nogle skibe og således sendte ham væk. Harald opholdt sig hver vinter i Danmark, hvor han havde fredland. Da dette havde stået på en tid, fortælles det, at Harald bad sin far — kong Gorm — give sig tilsvarende besiddelser og magt, som Klak-Harald — hans morfar — havde givet Knud, men han fik ikke af sin far, hvad han bad om. Fra da af, siges det, opstod der stor fjendtlighed mellem de to brødre — Knud og Harald — og Harald fandt, at der blev gjort stor forskel på dem, og han tænkte, at dette ikke ville blive mindre med tiden. Det er også blevet omtalt, at Harald et efterår ikke kom til Danmark for at tage vinterophold, som han plejede. Han havde om sommeren været på togt i Østerlandene. Men i en anden beretning nævnes det, at kong Gorm sendte folk til Holseteland for at byde sin søn — Knud — hjem til jul, og da tiden var inde, drager Knud hjemmefra med sit følge — han havde tre skibe — og han havde planlagt sin færd således, at han ankom til Limfjorden sidst på dagen før jul. Den samme aften ankom Harald — hans bror — dér med ni eller ti skibe. Han var kommet fra Østersalt, hvor han havde ligget i viking om sommeren. Nu bliver Harald klar over, at Knud — hans bror — allerede ligger dér med tre skibe, og han mindes nu hele den misstemning, der har været mellem brødrene, og beder sine folk ruste sig og finde deres våben frem, »— for nu,« siger han, »— må det komme til en afgørelse mellem mig og min bror — Knud.« Knud bliver klar over, hvad Harald — hans bror — har for, og han vil forsvare sig, selv om de var i undertal. De griber deres våben og gør klar til at værge sig, og Knud opildner sine folk. Nu lægger Harald imod dem på alle sider, og det kommer straks til kamp mellem de to brødre, og det var selveste juleaften, de kæmpede. Kampen ender med, at Knud og hele hans følge — eller næsten hele hans følge — falder, for Harald udnyttede, at han havde mange flere folk.


Kong Gorm den Gamles død

Kong Gorm erfarer sin søns død
(August Carl Vilhelm Thomsen)

5. Efter denne hændelse tager Harald og hans mænd videre, indtil de sent om aftenen ankommer hos kong Gorm, hvor de fuldvæbnede går til kongens gård. Og der er nogle, der siger — begavede folk — at Harald var i tvivl om og ikke ganske vidste, hvordan han skulle gribe det an, at fortælle sin far, hvad der var sket, for kong Gorm havde højtideligt sværget at tage livet af den, der bragte ham underretning om Knuds — hans søns — død. Harald lader nu sin fostbroder, som hed Høg, opsøge sin mor — Tyra — for at bede hende om at finde på noget, så han kan få løst denne vanskelighed. Kort tid efter opsøger Harald selv sin mor og fortæller hende, hvad der er sket, og spørger hende til råds. Hun gav ham det råd, at han selv skulle opsøge sin far og fortælle ham, at to høge havde været i slagsmål — og den ene havde været helt hvid, den anden grå, men de var dog begge meget værdifulde — og det var endt med, at den hvide blev dræbt, hvilket ansås for et stort tab.

Og nu efter dette går Harald tilbage til sine mænd, og før man vidste af det, gik han til sin fars hal, hvor denne drak med sin hird, og kongen og hirden sad ved bordene. Derpå går Harald ind foran sin far i hallen, hvorefter han fortæller ham om høgene, således som hans mor havde rådet ham til, og han ender beretningen således, at »— nu,« siger han, »— er den hvide høg død.« Og da han havde sagt dette, gik han ud, før han sagde yderligere, og han opsøgte da atter sin mor. Det fortælles ikke, hvor han og hans folk havde natteophold. Kong Gorm fattede, så vidt folk kunne se, ikke hvad hans søn havde fortalt ham, og kongen drak, så længe han fandt for godt, og gik derpå hen for at sove. Om natten, da alle havde forladt hallen for at sove, kom dronning Tyra med sine folk, som hun lod nedtage alle vægtæpperne i hallen, hvorefter hun i stedet lod væggene beklæde med sorte tæpper, indtil hele hallen var dækket. Dette gjorde hun, fordi det dengang var kloge folks råd, at når man modtog et sørgeligt budskab, skulle man ikke sige det med ord, men gøre således, som hun nu lod gøre.

Næste morgen stod Gorm den Gamle op og tog plads i sit højsæde og agtede at begynde at drikke. Han betragtede hallens vægge og beklædning, da han gik gennem hallen — og tilsvarende nu fra højsædet. Tyra sad i det andet højsæde hos kongen. Kongen tog da til orde og sagde: »Dette har du vel sørget for — Tyra!« siger han, »— siden hallen er udstyret på denne vis?« »Hvorfor mener du det — herre?« siger hun. »Fordi,« sagde kongen, »— at du på den måde vil fortælle mig, at Knud — min søn — er død.« »Det er dig, der fortæller mig det,« sagde dronningen. Kong Gorm havde rejst sig fra højsædet, da de begyndte at tale om dette, men nu sætter han sig tungt ned uden at svare, og han faldt derpå hen imod hallens væg og var død. Siden bliver kongen båret ud derfra og ført til graven, og efter dronning Tyras bestemmelse blev der rejst en høj over ham. Han havde da været danskernes konge i næsten ti årtier.

Efter dette sender Tyra besked til sin søn — Harald — at han skulle komme hjem med hele sit følge og drikke arveøl efter sin far. Det gjorde han, og arveøllet bliver både godt og hæderfuldt, og nu herefter overtager Harald landet og folket og hele det rige, hans far havde haft. Siden holdt han ting med landets mænd, og danskerne tog ham til konge over hele det rige, kong Gorm — hans far — havde besiddet. Han sidder herefter nogle år i fred og regerer sit rige med værdighed og stor ære. Han er en streng høvding, som gør sig gældende, men han er vellidt.


Jarl Håkon og Guld-Harald hos kong Harald

6. Der fortælles om en mand ved navn Håkon, som var søn af Sigurd Ladejarl. Han holdt til i Norge, hvorfra han stammede, og han mente at være berettiget til magten som jarl over fire fylker i Norge. På denne tid regerede Harald Gråfeld og dennes mor — Gunhild, som blev kaldt Kongemoder — i Norge, og de lod ikke Håkon opnå fuld råderet over sit rige, og han ville intet have, hvis han ikke kunne få det hele, og han forlod derfor landet med et stort følge, og han tog fra Norge med ti skibe. Han drog derefter på vikingetogt og hærgede vidt omkring sommeren igennem, men om efteråret kom han til Danmark med alle sine skibe og sit følge. Han anmodede danekongen om venskab og bad om fredland i dennes rige for at opholde sig dér om vinteren. Kong Harald var meget imødekommende og indbød ham til sin hird med et halvt hundrede mand. Håkon tog imod det og kom til kongen med et sådant følge, men skaffede sine øvrige folk ophold dér i Danmark.

Det fortælles endvidere, at Knud Gormsøn havde efterladt sig en søn, som hed Harald, men blev kaldt Guld-Harald. Han ankom ikke mange dage senere til Danmark og havde ti skibe. Han havde hærget vidt omkring i landene og vundet et stort bytte, og han agtede at tage vinterophold hos sin slægtning — Harald Gormsøn — og dér have fredland. Kong Harald tager godt imod sin navne og slægtning og byder ham hjem til sig med tilsvarende mange folk, som Håkon forinden var kommet med, og det samme tager Harald imod. Håkon og Guld-Harald opholder sig begge dér den vinter og bliver agtet højt af danekongen.

Ved juletid om vinteren blev gildet endnu mere prægtigt end ellers, både hvad angik drikkevarer og anden forplejning og de mange folk, som særligt blev indbudt til at holde jul. Det fortælles, at mændene da morede sig over øllet ved at drøfte, om nogen konge i Nordlandene kunne være mere gavmild og storslået med sine gilder end Harald Gormsøn, men de blev alle enige om ét: At man ikke fandt magen til konge i hele den nordlige del af verden og overalt, hvor man talte dansk tunge. Dér i hirden var der en mand, som ikke lod sig anfægte af sagen og som ikke tog del i denne snak — og det var jarl Håkon Sigurdson. Men som man siger: ‘Kongen har mange ører’, og kong Harald fik snart at vide, at Håkon ikke havde udtalt sig anerkendende om ham, mens folk ellers havde været helt enige. Herefter, da natten var gået, indkaldte Harald Gormsøn jarl Håkon og Guld-Harald til samtale, og de tre samledes til møde. Da de traf hinanden, spurgte kongen Håkon, hvorvidt denne havde sagt, at han ikke var den største konge i Nordlandene, for det havde han fået at vide. Jarlen svarer: »Jeg sagde hverken til eller fra — herre!« siger han, »— da de andre havde mest travl med dette, og jeg har ingen del i det, og jeg anser mig for skyldfri i denne sag.« »I så fald vil jeg gerne vide,« siger kongen, »— hvad der foranlediger dig til ikke at mene som andre i denne sag.« »Det er vanskeligt for mig — herre! — at tale om den slags,« siger jarlen, »— men jeg kunne aldrig regne en mand for den største, når andre sidder på hans skatteindtægter og har gjort det længe, mens den, der har ret til indtægterne, ikke har magten til at kræve dem.« Da blev kongen tavs en tid, men så tager han til orde og siger: »Jeg indser nu, at det, du siger, er sandt og velbegrundet. Men der er ingen grund til at kalde dig den klogeste jarl og tilmed min gode ven, hvis ikke du kommer med et råd, der kan bruges imod Harald Gråfeld Gunhildson, for jeg véd, at du hentyder til ham.« Jarlen svarer: »Din anseelse ved at have indbudt mig og Guld-Harald — din slægtning — vil alene øges, såfremt du nu herefter regnes for en større konge end før, så lad os nu sammen finde på noget, der forekommer os tjenligt, så vi alle får fremgang af det.« »Find du på noget,« siger kongen, »— så kan du drage nytte af, at man kalder dig en klog og begavet mand.« Håkon svarer: »Hvis det skal være mig, der lægger planen, så er det hermed gjort,« siger han »— og så skal man sende et enkelt skib — velbemandet — til Harald Gråfeld og lade ham vide, at I indbyder ham med højagtelse, men ikke med et stort følge, til et hædrende gilde her. Desuden skal man fortælle ham, at det, som før har skabt uenighed imellem jer, kan I selv forliges om, når I mødes. Du skal også lade det tilføje,« siger han, »— at du agter at fri til Gunhild — hans mor — for jeg kender hendes sind. Selv om hun er blevet noget gammel, vil hun gøre alt for at tilskynde sin søn til rejsen, hvis dette er en del af sagen, for hun har længe virket noget lysten efter en mand. Vi skal nok hjælpe med alle forberedelserne, men du skal love Guld-Harald — din slægtning — at du vil overlade ham det halve Norge, og mig den anden halvdel, såfremt vi får taget livet af Harald Gråfeld, uden at du deltager med dine egne folk. Og jeg vil til gengæld erklære — og tilsvarende vil Guld-Harald — at du skal modtage de skatter fra Norge, som jeg nu lover dig: Hvis vi får landet, vil vi udrede hundrede mark guld og tres høge. Og så vinder vi alle derved, hvis det lykkes, som jeg foreslår her.« Kong Harald siger: »Dette er nok ikke det værste råd, jeg har fået. Det skal iværksættes og ske, såfremt det lader sig gøre.« Guld-Harald syntes også vældig godt om det, som nu var tilrettelagt, og derpå hævede de mødet.

Kong Harald lod nu straks et skib udruste — det var en stor snekke — og bemandede det med tres mand, som derpå drog af sted, da de var klar. Rejsen gik godt, og de kom til Harald Gråfeld i Norge, og de forelagde ham deres ærinde, som de var blevet pålagt, og de nævnte frieriet for Gunhild — at kong Harald Gormsøn ville giftes med hende — og da hun hørte dette, gik det som jarl Håkon havde forudset, at hun tilskyndede sin søn — Harald — til rejsen. »Det eneste rigtige,« siger hun, »— er ikke at opsætte rejsen, for jeg kan styre landet imens — det går vel nok den korte tid — men se at komme af sted så hurtigt som muligt!« Derefter drog kong Haralds sendebude hjem, og de ankommer i god behold og fortæller kongen, at Harald Gråfeld er på vej.


Kong Haralds og jarl Håkons sammensværgelse

Guld-Harald i Hals (Allan Bo Jensen)

7. Og de satte siden deres skibe i søen — Håkon og Guld-Harald — og Harald Gormsøn støttede dem, således at de havde i alt tres skibe. De lå fuldt udrustede på vandet, som skulle de i kamp, og de havde til hensigt at tage imod Harald Gråfeld, såfremt han kom. Han undlod da heller ikke at komme, og han havde to store skibe og fire hundrede mand, og han anede ikke uråd. De mødtes i Limfjorden på det sted, som hedder Hals. Håkon siger, at han ikke ville angribe med mange skibe, når man kun behøvede færre, »— og sandt at sige føler jeg mig særligt forpligtet over for Harald Gråfeld på grund af vores slægtskab[3], men jeg under oprigtigt dig denne sejr.« Og det fortælles, at Harald lod sig opildne, for i Håkon havde han at gøre med en snedigere mand. Efter dette lægger Guld-Harald imod sin navne med tredive skibe og lader kampråbet lyde, og med ét ramtes de andre af ufred, for de fattede ikke mistanke, men forsvarede sig dog godt og mandigt. Hverken jarl Håkon eller den styrke, der var blevet tilbage sammen med ham, viste sig under kampen mellem navnerne. Da kong Harald Gråfeld befandt sig i denne livsfare, indså han, at det ikke skete helt uden svig, og han syntes da at vide, hvilket udfald legen ville få. Da sagde han: »Det morer mig nu — navne!« siger han, »— at vide, at din sejr ikke bliver lang, selv om du fælder mig, for jeg véd, at dette går efter jarl Håkons planer, og straks, når jeg er død, kommer han imod jer og dræber dig, og således hævner han os.« Og nu fortælles det, at kong Harald Gråfeld og størstedelen af hans hær faldt i kampen dér, og således endte hans liv. Han havde da hersket over Norge i 15 år sammen med sine brødre og sin mor — Gunhild. Så snart jarl Håkon véd, hvad der er sket, ror han hårdt frem, da Guld-Harald og hans folk mindst havde ventet det, og han byder Haralds hær at vælge, hvorvidt de vil kæmpe imod ham eller udlevere Guld-Harald, idet han siger, at han agter at hævne sin slægtning — Harald Gråfeld. De vælger ikke at kæmpe imod Håkon, for de vidste, at kong Harald Gormsøn ønskede, at Guld-Harald blev dræbt, og det havde været kong Haralds og jarl Håkons skjulte hensigt, således som det nu stod klart. Derpå bliver Guld-Harald pågrebet og ført bort til en skov og hængt.

Nu opsøger jarl Håkon Harald Gormsøn og giver ham selvdømme for dette, at han havde dræbt dennes slægtning — Guld-Harald. Men dette var alene tom snak, for det var noget, de begge havde anstillet, og kong Harald pålægger Håkon, at denne skulle være forpligtet til én gang at udbyde leding i hele Norge og komme til Danmark og yde kongen hjælp, når der efter dennes opfattelse var behov derfor. Men Håkon selv skulle altid komme, når kongen sendte bud efter ham og ønskede hans råd. Han skulle også udrede alle de skatter, som tidligere blev omtalt. Før de skilles, tager Håkon det guld, som Guld-Harald havde ejet — det var dette guld, der havde givet ham hans tilnavn, da han blev kaldt Guld-Harald, og han havde hjemført det fra landene sydpå. Der var så meget, at to kister var så fulde af guld, at to mand ikke kunne løfte mere. Og nu sætter jarl Håkon sig i besiddelse af denne formue som hærfang, og herudaf betaler han kong Harald tre års skat på forskud og siger, at han sikkert aldrig vil være bedre i stand dertil end nu. Kong Harald tager vel imod det, og nu skilles han og jarlen.

Jarl Håkon forlader Danmark og kommer til Norge, og nu opsøger han Gunhild Kongemoder og fortæller hende, hvordan han har hævnet hendes søn — Harald Gråfeld — ved at tage livet af Guld-Harald. Tilmed siger han, at Harald Gormsøn har udtrykt ønske om, at hun rejser fra landet med et prægtigt følge, da han ønsker at gifte sig med hende. Men dette var noget, de havde aftalt — Harald og Håkon — inden de skiltes, og såfremt hun gik i fælden og kom til Danmark, ville de have folk klar til straks at tage livet af hende. Nu kom det frem i lyset, som mange havde sagt, at hun forekom meget lysten efter en mand, og hun forlod nu landet med tre skibe med tres mand på hver. Hun drager af sted, til hun kommer til Danmark, og da det rygtes, at Gunhild er kommet til landet, lader Harald vogne køre hende og hendes følge i møde, og hun bliver straks anbragt i en fornem vogn, og man fortalte hende, at der hos kongen var anstillet et prægtigt gilde til ære for hende. De kørte med hende dagen lang, men om aftenen, da det var blevet mørkt, var de ikke kommet til kongens hal. Tværtimod var der en stor mose foran dem, og de greb Gunhild og løftede hende ud af vognen og bandt . . . reb . . .[4] derefter ud i mosen, hvor de druknede hende, og således mistede hun livet. Stedet kaldes siden Gunhilds Mose. Derpå tog de derfra og kom hjem for kongen, og fortæller kongen, hvad der er sket, og hvad de har gjort. Kongen siger: »Det har I gjort godt; dér nyder hun nu den ære, jeg tiltænke hende.«

Og nu sidder de — kong Harald og jarl Håkon — nogle år i god fred, og der er nu fred mellem landene Norge og Danmark. Deres venskab er fortrinligt, og et år sender jarl Håkon kong Harald tres høge og sagde, at det forekom ham bedre at betale hele gælden på ét år i stedet for noget hvert år.


Kejser Otto angriber Danmark

8. På denne tid blev Saxland og Peitelandene regeret af kejser Otto, som blev kaldt Otto den Røde, og hans to jarler — den ene hed Urgutrjot, den anden Brimiskjar. Det fortælles, at kejser Otto en jul højtideligt svor, at han ville drage til Danmark — tre somre i træk, hvis det var nødvendigt —og gøre hele Danmark kristent, hvis han kunne gennemføre det. Og efter denne erklæring samler kejseren en hær til færden. Da Harald Gormsøn erfarer dette og bliver klar over, at kejseren råder over en umådelig styrke, sender han straks tres mand til Norge på en snekke for at opsøge jarl Håkon, og han bød dem sige til jarlen, at kongen aldrig mere end nu ville få behov for, at jarlen udbød leding i hele Norge og kom for at yde ham støtte. Kongens sendebude tog af sted og kom frem, og de overbringer jarlen kongens budskab, hvorefter de tager hjem.

Jarl Håkon tager straks fat på sagen, og han finder det bydende nødvendigt, at der ikke sker det uhørte, at folk i Danmark og de øvrige Nordlande tvinges under kristendommen og ikke kan beholde sine forfædres tro og skikke. Han samler nu i nogen hast en hær, men han kunne have fået en større, hvis ledingen havde været fuldstændig, og hvis han havde haft længere tid. Jarlen forlader landet, straks han er klar, og han havde hundrede skibe. Senere på sommeren kom der yderligere folk fra Norge med en stor styrke for at slutte sig til jarl Håkon. Nu drager jarl Håkon af sted, men det går ikke hurtigt. Da han kommer til Danmark, får kong Harald det at vide, og han bliver særdeles glad og rejser straks jarlen i møde . . . med megen hjertelighed, og anstillede gilde . . .[5] og de beslutter, at de vil gå imod kejser Otto med den store hær, som man da havde samlet fra hele Danmark, og kong Harald og jarl Håkon er de øverste høvdinge for den hær.

Nu drog de af sted, indtil de træffer kejseren. De mødes på havet, og det kommer med det samme til kamp mellem dem, og det bliver en meget voldsom træfning. De kæmper hele dagen lang, og der falder mange på begge sider, men dog flest af kejserens folk. Da natten faldt på, blev de enige om tre dages fred og lagde til land og gjorde forberedelser på begge sider. Da der var forløbet tre dage, stødte deres slagordner sammen — kejser Ottos mod kong Haralds og jarl Håkons — og nu kæmper de i land, og kampen gik ikke godt for kejseren, og dagen igennem faldt der mange flere af hans folk, og det ender med, at han flygter derfra sammen med sin hær. Kejser Otto var til hest den dag, og det fortælles nu, at de søgte ned mod skibene, og kejseren rider frem til vandet med et stort, guldprydet og meget blodigt spyd i hånden. Han stikker derpå spydet i havet og tager den almægtige Gud som vidne, hvorefter han siger: »Næste gang jeg kommer til Danmark, skal jeg enten kristne Danmark eller miste livet her.« Herpå går kejser Otto og hans mænd ud på deres skibe og sejler hjem til Saxland.

Jarl Håkon blev tilbage hos kong Harald og gav ham mange forstandige råd, og nu lod de udføre det anlæg, som er vidt berømt og kaldes Danevirke, og det blev anlagt mellem Ægisdør og Slesmunde — tværs over landet mellem havene.[6] Derefter drager jarl Håkon til Norge, men inden de skilles, sagde han til kongen: »Det forholder sig nu således — herre! — at vi ikke ser os i stand til at udrede skatterne, som vi ellers ville, på grund af de store anstrengelser og omkostninger, som vi har haft for jeres skyld, men vi vil til enhver tid fremover betale jer skatterne, når vi slipper for denne byrde.« Kongen svarer og beder ham selv bestemme, men det forekom dog folk, at skatterne efter kongens mening ville falde noget sent. Således skiltes de, og jarl Håkon tager nu hjem til sit land og mener at have vundet en stor sejr. I tre år er det nu roligt i både Norge og Danmark, men i løbet af disse tre år lader kejser Otto en styrke samle, og han fik en umådelig hær. Da disse år var gået, drager han i følge med jarlerne Urgutrjot og Brimiskjar til Danmark med denne store hær.


Jarl Håkon stiller betingelser for at hjælpe kong Harald

9. Da kong Harald erfarer dette, sender han folk af sted — lige så mange som gangen før — for at opsøge jarl Håkon med det budskab, at kongen mente, at han aldrig mere end nu ville få brug for jarlens støtte og store hær. Jarl Håkon lod straks handling følge kongens ord og mente, at det var en sag af tvingende nødvendig, og han drog af sted, så snart han var klar, og han havde på ingen måde en mindre hær end sidst.

Han kommer til Danmark og opsøger straks kong Harald med tolv mand. Kongen bliver meget glad for at se ham og siger, at han trænger meget til jarlens hjælp, »— og nu skal der sendes bud efter hele din hær, som skal komme her til gilde, for jeg skylder hver eneste af jer tak.« »Vi skal lige tale sammen,« siger jarlen, »— inden det sker. Du har krav på, at jeg følger dig og rådgiver dig sammen med det følge, som jeg har nu — disse tolv mand — men ikke flere mænd, medmindre jeg ønsker det. Jeg er én gang før kommet med ledningshæren for at hjælpe dig, således som vi fra begyndelsen havde aftalt.« »Det er rigtigt,« sagde Harald, »— hvad du siger, men jeg havde forventet, at du ville lade denne hær, som du har bragt hertil, komme mig til hjælp for venskabs skyld.« »Jeg kan bevæge mine folk til,« siger Håkon, »— at de føler sig forpligtede til at følge mig og til at forsvare mit land og mit rige, men de føler sig ikke forpligtede til at forsvare Danmark eller et andet kongerige og udsætte sig for spydspidser uden til gengæld at vinde hæder og bytte.« »Hvad skal jeg gøre,« siger kong Harald, »— for dig og dine folk, for at få jer til at komme mig til hjælp, nu hvor jeg trænger mest til det? Jeg har sande efterretninger om, at jeg vil få med overmagten at gøre, fordi kejseren har så mandstærk en hær.« Jarlen svarer: »Én betingelse skal opfyldes,« siger han, »— det er vi blevet enige om, jeg og mine mænd, og det er, at du giver afkald på al skat fra Norge, som endnu ikke er betalt, og du skal opgive skatterne fuldstændig, så Norge aldrig herefter skal være dig skatskyldig. Men hvis du ikke tiltræder denne betingelse, så vil hele den hær, som har fulgt mig hertil, tage hjem igen og kun jeg selv blive tilbage og støtte dig med de tolv mand, som er til stede her, for jeg agter nøje at overholde, hvad vi blev enige om.« »Det er sandt, hvad man siger,« siger kongen, »— at du kan sætte alle i forlegenhed med din klogskab og dine snedige råd; nu har jeg to vanskelige vilkår for hånden, og ingen af dem forekommer mig gode.« »Afvej du nu nøje vilkårene,« siger jarlen, »— men det forekommer mig, at skatten fra Norge ikke vil gavne dig, hvis du mister livet her i Danmark.« »Der må tages en rask beslutning,« siger kongen, »— når sagen nu står, som den gør, og du må hjælpe mig med hele din styrke, så modigt du formår, og så skal dine krav bliver efterkommet.« Straks herefter blev der sendt bud til hele jarlens hær, at de skulle komme til møde, og de giver hinanden håndslag og indgår en bindende aftale. Nu bliver de prægtigt beværtet af den danske konge, hvorefter de drager imod kejseren med hele den hær, de har samlet. Kong Harald drager med flåden til Ægisdør, mens jarl Håkon fører sin hær til Slesdør på den modsatte side af landet.

Kejser Otto erfarer, at jarl Håkon er kommet til Danmark for at kæmpe imod ham, og han vælger da som modsvar at sende sine jarler — Urgutrjot og Brimiskjar — til Norge. De havde tolv kogger lastede med folk og våben, og deres ærinde var at kristne Norge, mens jarl Håkon var væk.


Danevirke afbrændes af kejser Ottos hær

10. Nu kan det først fortælles om kejseren og den store hær, han havde, at de går i land, da de kom til Danmark, og ser Danevirke, og det forekommer dem ikke nemt at angribe dér, hvis der er folk, som forsvarer stedet, og de vender om og går ned til deres skibe og ombord. I samme øjeblik møder kong Haralds hær kejser Ottos, og det kommer straks til kamp, og de kæmper på skibene, og der falder mange på begge sider, men ingen af dem får helt overtaget over de andre, og således skilles de. Kejseren lægger derpå sin flåde på det sted, der hedder Slesdør, men dér er jarl Håkon med sin hær, og også her kommer det straks til kamp mellem kejseren og jarlen, og det bliver den voldsomste strid, men det går hårdest ud over kejseren, og han mister mange folk dér, og det ender med, at han flygter sammen med sin hær. Han finder, at modstanden er hård, og tænker, at han må finde ud af, hvordan han bedst kan gå frem.

Det fortælles, at da kejseren lægger sine skibe i leje, træffer de en flåde — det var fem skibe, alle langskibe. Kejseren spurgte, hvad den mand hed, som anførte denne styrke. Manden svarer og kalder sig Ole. Da spurgte kejseren, hvorvidt han var kristen eller ej. Ole svarede og sagde, at han havde antaget kristendommen vestpå i Irland, og han tilbyder at hjælpe kejseren, hvis denne mener at trænge til flere folk, end han allerede har. Kejseren siger, at det vil han gerne tage imod, og at han påskønner dette meget, »— og du ligner en mand, der har lykken med sig,« siger han. Ole slutter sig til hæren med tre hundrede mand, og det er meget skrappe folk, og dog overgås de alle af ham, der anfører dem.

Efter dette søgte kejseren og hans mænd råd, for de var kommet i en vanskelig stilling ved det, at deres forråd var opbrugt. Tilmed var alt kvæg på deres side af Danevirke omhyggelig blevet drevet væk, så de ikke kunne få fat i det. Forstandige mænd fandt, at der var to muligheder: Enten at drage væk med uforrettet sag eller at slå deres rideheste ned for at få mad — og begge vilkår forekom dem dårlige. Dette bekymrer kejseren meget, og han henvender sig til Ole for at høre dennes mening og bad ham give dem et gavnligt råd. Ole svarede og sagde, at han satte sine egne råd højt, men forlangte, at alle skulle være enige i det, han kom med, for ellers ville han ikke med ét ord udtale sig om sagen. Det kom nu dertil, at alle råbte, at man skulle følge det råd, som Ole fremlagde. Da sagde han: »Det er da mit råd,« siger han »— at alle vi, der tror på Kristus, går til skrifte og lover den almægtige Gud — alle tings skaber — seks dages faste, for at han skænker os sejren, og at vi ikke skal behøve at slå hestene ned for at skaffe os mad. Så vil jeg desuden komme med det råd,« siger han, »— at vi i dag går ud i de skove og krat, der er nærmest, og dér skal hver mand hugge en mængde brænde af det træ, der forekommer os være lettest antændeligt. Så fører vi alt dette brænde hen til virket, og så ser vi siden, hvad der sker.« De fandt Oles råd lovende og gik i gang med det, han havde foreslået.

Virket var udført på den måde, at der på den side, hvor de befandt sig, var gravet en stor grøft, som var 10 favne bred og 9 favne dyb, men noget smallere, hvor der var rejst kasteller over den. Disse var anbragt således, at der stod et kastel oppe på virket for hver hundrede favne. Dagen efter de havde slæbt brændet hen til virket, begyndte de at bygge store broer over grøften, således at der over for hvert kastel var en bro, og de satte stokke under, så bygværket nåede helt over til kastellet. Den samme dag tog de alle de vandfade, de havde, og slog den ene bund ud på dem og fyldte dem derpå med høvlspåner og andre spåner, som de snittede, indtil tønderne var fyldt med spåner. Så stak de ild i spånerne, og derefter skød de bundene på plads i tønderne, men lod dem være åbne øverst, så vinden kunne komme ind. Og desuden tager de nu og sætter ild til det brænde, de havde slæbt hen til virket, og vejret var således, at det var tørt med en hård søndenvind, som blæste imod virket. Nu tager de tønderne og skyder dem ud i grøften, og derefter fanger åbningen i tønderne vinden, så de drives ud imod virket og ind under det. Det var aften, da dette arbejde var fuldført. Nu fortælles det, at da natten faldt på, begyndte ilden at blusse i vandfadene og i brændet, og flammerne slog dernæst op i kastellerne og siden i virket, og derefter brændte det afsnit efter afsnit, for virket var hovedsageligt bygget af træ. Det endte med, at hele Danevirke og alle kastellerne brændte denne nat, så ingen spor eller rester var tilbage, og det var forårsaget af vandfadene, som bar ilden over til virket. Da det blev morgen begyndte det at regne så voldsomt, at folk næppe mente at have set magen til styrtregn komme fra himlen, og regnen slukkede ilden fuldstændig, så folk straks kunne krydse den store brandtomt, men var ilden ikke blevet slukket af regnen, så havde der ikke været udsigt til, at man kunne komme over lige med det samme.

Da kong Harald og jarl Håkon ser alt dette, bliver de slået af rædsel, og derpå flygter de bort til deres skibe, mens kejserens folk krydser de broer, de havde bygget over grøften, for ilden havde båret fra broerne, da virket brændte, og så gik de over brandtomten, som nu var slukket og blevet aldeles kold. Nu havde de fastet i fire dage for at få den almægtige Guds hjælp, og på den femte dag søgte de fra virket hen til det sted, hvor den danske konge og jarl Håkon havde holdt til, og da de kom frem, var der ingen mangel på kvæg, for kvæget var blevet drevet herhen og skjult for kejserens hær. Nu får de tilstrækkelig med forråd, for de sparer ikke danskernes kvæg, og der er gode slagtedyr.

Nu takker de Gud for denne herlige sejr, og kejseren fandt, at Oles råd havde været meget nyttige, og han spørger nu Ole om dennes slægt, og hvilket land han stammede fra. Ole svarer: »Jeg vil ikke længere skjule for jer,« siger han, »— at jeg hedder Olav, og jeg stammer fra Norge, og min far hed Tryggve.«


Kong Harald antager kristendommen

Kong Harald Blåtand døbes.

11. Det fortælles, at kejser Otto og Olav satte efter kong Harald og jarl Håkon, og de mødtes alle i tre slag på fastlandet, hvor der var store mandefald. Kong Harald og jarl Håkon flygtede, men kejseren og Olav forfulgte dem gennem landet, og hvor end de kom, blev der sagt til de folk, de tog til fange, at enten ville de blive dræbt, eller også skulle de antage kristendommen og lade sig døbe. Mange valgte, hvad der bedst kunne svare sig: At tage troen og dåben. Men de bønder, der ikke ville give sig, de fik ikke lov at sidde ved arnen de næste 12 måneder, for kejseren lod bygderne og landsbyerne afbrænde og tilintetgjorde landet for alle dem, der ikke ville antage troen, og de selv blev i reglen dræbt.

Kejser Otto og Olav Tryggvason vinder nu en stor og herlig sejr på disse 12 måneder, for hæren kan ikke holde stand imod dem, men de må hele tiden flygte — kong Harald og jarl Håkon — og de synes og indser nu, at deres magt stedse bliver mindre og mindre, efterhånden som flere og flere i landet bliver kristne. Nu mødes kong Harald og jarl Håkon og drøfter, hvad de skal gøre, og de begynder at føle sig ganske trængte, nu hvor de er flygtet væk fra deres ejendomme, skibe og værdier. De indser nu, at de ikke kan nå deres skibe, for dér råder kejseren for sagerne, og sådan som sagen har udviklet sig, forekommer det dem tilrådeligst at lade budbringere opsøge kejser Otto og Olav Tryggvason. Nu sendes der mænd til kejseren, og de forelægger ham den danske konges og jarl Håkons ærinde. Kejseren tager vel imod det og lover dem fred, såfremt de lader sig kristne, og han svarer dem, at de alle skal holde ting sammen. Så tager kong Haralds og jarl Håkons sendebude tilbage og fortæller dem, hvordan det forholder sig.

Derpå kom de nu alle til tinget, og det var det talrigeste ting, som blev holdt i den danske konges rige på den tid. På tinget står den biskop, der var hos kejseren og som hed Poppo, og med veltalenhed forkynder han troen for tingforsamlingen og holder en lang og god tale. Efter at have hørt talen tager kong Harald ordet på egne og Håkons vegne og svarer: »Man skal ikke forvente,« siger han, »— at jeg bliver omvendt af ord alene, hvis ikke jeg også ved nogle mirakler får at se, at denne tro, som I påbyder, har mere styrke end den tro, vi har i forvejen.« Selv om det var kongen, der talte, var det dog jarl Håkon, der stod bag ordene, for han ville hellere gøre alt andet end at antage kristendommen. Biskoppen svarer på dette på denne måde: »Det skal ikke mangle,« siger han, »— at vi skal bevise denne tros styrke. Hent nu glødende jern, men forinden vil jeg synge messe og bringe et offer for den almægtige Gud, og derefter vil jeg i tillid til den hellige treenighed gå ni skridt på det glødende jern, og hvis Gud skærmer mig mod forbrænding, således at mit legeme er ganske uskadt og ubrændt, så skal I alle antage den rette tro.« Og nu samtykker de — kong Harald og jarl Håkon og alle deres mænd — i, at hvis han kan gå hen over glødende jern uden at brænde sig, så må de antage kristendommen. Nu går det sådan, at biskoppen synger messe, og efter messen går han styrket af den almægtige Guds legeme og blod til prøvelsen, og han bar fuldt bispeskrud, da han betrådte jernet. Og Gud skærmede ham, således at der ikke var brandsår overhovedet på hans legeme, og hans klæder havde heller ikke taget skade. Da den danske konge bevidner dette underværk, antager han straks troen og lader sig døbe sammen med alle sine mænd, og kongen lægger megen vægt på dette mirakel, og nu bliver alle i den danske hær døbt ved denne lejlighed. Jarl Håkon er meget uvillig til antage troen, men han finder også det andet vilkår hårdt. Det ender dog med, at han lader sig døbe, hvorefter han beder om afrejsetilladelse og vil skynde sig hjem. Sagen falder sådan ud, at Håkon må love kejseren, at han vil kristne Norge, såfremt han kan, og i modsat fald flygte fra sit rige. Derefter tager jarl Håkon derhen, hvor hans skibe befandt sig, og han sejler siden af sted, til han kommer til hjem til Norge.

Der opstår herefter et godt venskab mellem kong Harald og kejser Otto, og de tager nu begge til et gilde, som kongen lader holde. Olav følges med dem derhen, og inden de skilles — kejser Otto og kong Harald — lover den danske konge, at alle hans folk skal antage kristendommen, så vidt han kan få dem overtalt, og det gennemførte han. Men kejser Otto drog hjem til sit rige i Saxland, og han indbød Olav til at tage med, men Olav sagde, at han havde lyst til at rejse til Østersølandene, og det gjorde han. Kejser Otto og Olav skiltes da i Danmark, men forblev gode venner lige siden.


Jarl Håkon afsværger kristendommen

12. Nu skal det fortælles, hvad der skete på jarl Håkons færd, da han tog hjem til Norge. Han kom til Götaland, og så snart han ankommer, går han i land og hærger, og han hjemsender alle de præster og lærde folk, som kejseren havde givet ham som følge, for at de skulle døbe folk i Norge. Nu ønsker Håkon ikke, at de følger ham længere. Og nu, mens han hærger, hører han om et gudehov — det største der var i Götaland, dengang folk dér var hedenske — og i dette hov fandtes et hundrede guder . . . reb . . .[7] Håkon tager alle de værdier, der var derinde, og de folk, der varetog hovet og offerstedet, flygtede derfra, men nogle af dem blev dræbt. Håkon fører værdierne tilbage til sine skibe og brænder og bortsvider alt, han møder på sin vej, og han havde skaffet sig et umådeligt bytte, da han kom til skibene. Jarl Ottar, der regerede over store dele af Götaland, erfarer om Håkons faren gennem landet, og han går øjeblikkelig i sving og samler hele landshæren imod jarl Håkon og møder ham med en stor hær. Der udbryder straks kamp imellem dem, men Håkon er i undertal mod den landshær, der kom imod ham, og det ender med, at han flygter væk med sin hær og tager til Norge. Efter dette indkalder jarl Ottar til ting, og på tinget nedlagde han påstand om, at jarl Håkon skulle kaldes Varg i Viet[8], for han mente, at ingen havde gjort en værre gerning end Håkon, eftersom denne havde ødelagt det vigtigste gudehov i Götaland og udrettet meget andet ondt, som ingen havde hørt magen til, og hvor end jarlen var eller kom, skulle han kaldes dette navn.

Mens dette foregår, hører jarlerne Urgutrjot og Brimiskjar, som tidligere er blevet nævnt i denne fortælling, om jarl Håkons færd, og hvad han har foretaget sig, og de finder ikke, at han ligefrem farer med fred, og de agter ikke at afvente hans ankomst, så de flygter ud af landet med alle deres skibe, som var ganske fyldt med folk, og de nærer ikke noget ønske om at møde jarl Håkon. Da jarlen kom østfra og gik i land i Viken, erfarede han med det samme, hvad jarlerne havde foretaget sig i mellemtiden: De havde kristnet hele Viken nordpå til Lindesnes. Jarlen bliver rasende og meget vred, og han sender straks bud omkring i hele Viken, at ingen skal få held med at fastholde denne tro uden at blive straffet hårdt af ham. Og da dette rygtes, flygtede alle, der ville fastholde kristendommen, men andre vendte på grund af jarlens overmagt tilbage til hedenskabet og den vildfarelse, de tidligere havde befundet sig i. Jarlen afsvor da kristendommen og dåben og blev den største gudsnidding og ofringsmand, så han aldrig havde ofret mere end nu.

Håkon sidder nu i fred i landet og råder udelt over hele Norge, og han betaler herefter aldrig skatter til kong Harald Gormsøn, men deres venskab er meget aftagende.


Kong Harald hærger i Norge

13. Kong Harald udbyder nu leding i hele Danmark og drager til Norge og imod jarl Håkon med en mægtig hær, og da han kommer nord for Lindesnes til det rige, hvor man havde unddraget sig hans skatter, giver han sig til at hærge og lader ild og jern fare over landet, hvor han kommer frem, og på nær fem gårde i Lærdalen lægger han Sogn i Norge aldeles øde langs med havet nordpå til Stad. Derpå erfarer han, at trønderne, namdølerne, romsdølerne og helgelændingene — hver en våbenfør mand — har samlet en hær i Norge og sluttet sig til jarl Håkon for at gøre modstand, og jarlen har fået så stor en hær, at det er håbløst for en udenlandsk hær at kæmpe imod den.

Nu drøfter kong Harald sagen med sine vismænd. Kongen lå da ved Solund og truede med at fare ud til Island for at hærge og hævne det nid, som alle landets indbyggere havde digtet om kongen til gengæld for ranet, da Birger Bryde på ulovlig vis havde frataget nogle islandske mænd deres værdier — og kongen ville ikke godtgøre ranet, da han blev bedt om det. Niddet var affattet således:


Harald på havmæren
hasted’ kampvant sydfra.
Helt til voks i hingstens
ham blev Vendlands straffer;
han stod bagved Birger
— bjergsalsmagter ta’ ham! —
som fristed’ (folk så det)
frugtesløst som hoppe.


Og Eyjolf Valgerdson digtede dette vers, da hans huskarl havde solgt sin økse og kun fået en grå skindkappe for den. Da var forlydenderne om kong Haralds fjendtlighed nået herud, og derfor kvad Eyjolf dette vers:


Sælg kun sent jer’ våben —
sværdlarmen os venter,
og hårdt i Hropts tummel
hugspyd snart skal rødnes.
Gorms søn mod Gandvigs
gamle tågelande
stiler; våbenstormen
strengt, tror jeg, vil hærge.


Kong Harald traf — som man kunne forvente, siden mange kloge folk var taget med på råd — den beslutning, som tjente ham bedst, og han vendte nu sydpå og hjem til Danmark. Nu sidder han til sin dødsdag på magten med al ære og hæder, men jarl Håkon beholder skatterne og Norge.



Anden fortælling

Om Tokes sønner

1. Nu begynder sagaens anden fortælling, som udspillede sig før det netop omtalte, men én mund kan ikke fortælle alt samtidig.

Der var en mand, der hed Toke. Han boede i Danmark i den del af landet, der kaldes Fyn. Hans kone hed Torvør. De havde tre sønner, som omtales i denne saga. Den ældste søn hed Åge, den næstældste Palner og den yngste hed Fjølner — han var frillesøn. Deres far — Toke — var en gammel mand, da dette fandt sted, og et efterår kort før vinternætterne blev han syg og døde af sygdommen. Der gik heller ikke længe, før Torvør — Tokes kone — blev syg og døde, og så overgår alle deres værdier til Åge og Palner, for de var berettigede til arven efter deres far og mor. I den forbindelse spurgte Fjølner sine brødre, hvilken del af formuen de tiltænkte ham. De svarede og sagde, at han kunne få en tredjedel af løsøret, men ikke af jorden, og så mente de endda at have givet ham en god del, men han gjorde krav på en tredjedel af den samlede formue. Det fortælles om Fjølner, at han var en klog mand, dreven og ondskabsfuld. Fjølners brødre sagde, at han ikke fik mere, end de havde tilbudt ham, men det er Fjølner ikke tilfreds med, og han drager derfor derfra med sin del af formuen og opsøger kong Harald Gormsøn, og han bliver nu kongens hirdmand og rådgiver.

Det siges om Åge Tokesøn, at man på den tid ikke syntes at finde hans lige i Danevældet blandt mænd, som ikke var af høj stand. Han drog hver sommer på hærtogt, og vandt nærmest altid sejr, hvor end han kom. Fjølner siger til kong Harald, at denne ikke kan regne sig for enekonge i Danmark, så længe Åge Tokesøn — Fjølners bror — var i live. Og det endte med, at han fik besnakket kongen, sådan at forholdet mellem Åge og kong Harald ikke var helt ufarligt. Men Åge havde fredland hos og et godt venskab med jarl Ottar i Götaland, og engang tog han til gæstebud hos jarl Ottar med to skibe. Det ene var et stort og godt drageskib, det andet en snekke, og på disse skibe havde han hundrede mand, som alle var veludrustede med våben og klæder. Det fortælles ikke, at der indtraf noget særligt på deres rejse, og Åge fik gode gaver af jarlen, inden de skiltes, og han drog derpå hjem til Danmark.

Nu skal der fortælles om kong Harald, da han erfarede, at Åge var taget til gæstebuddet. Sagen var, at Åge var så højagtet af landets indbyggere, at der aldrig blev indkaldt til gilde indenlands, uden at Åge blev indbudt lige så vel som kongen. Og ved hvert gilde modtog Åge gode gaver, og han blev så afholdt, at almuen næsten satte ham lige så højt som kongen, og han kunne få af hver mands ejendom, som han ønskede. Bevæggrunden for Åges rejse til Götaland var hovedsageligt, at han bejlede til jarlens datter, og der blev taget godt imod det friermål. Nu kommer det dertil, at Åge tager hjemad, og han havde to skibe, som det før blev fortalt. Da kongen bliver klar over dette, lader han ti skibe sætte i søen og fire hundrede mand gå ombord, og han bad dem tage af sted og passe Åge op, når han kom tilbage fra gildet, og tage livet af ham og alle hans følgesvende, såfremt det lod sig gøre. Derpå drog de af sted og holdt øje med, hvor Åge var, og det var ikke så svært, for han anede ikke uråd. Og det fortælles nu, at da Åge kommer til Sjælland i Danmark, slår hans og hans mænd teltene op på land uden at bekymre sig. Med dér kommer kongens folk uventet imod dem med den styrke, som før blev omtalt, og de lader straks våbnene regne ned over dem og vælter deres telte, mens de var uforberedte, og det ender således, at Åge og hele hans flok falder. Efter dette tager de andre tilbage og opsøger kong Harald og fortæller ham, hvad de har udrettet: At Åge og alle hans folk var døde. Kongen var tilfreds med dette og sagde, at nu forventede han at kunne være enekonge i Danmark uden Åges indblanding. De kongsmænd, som tog livet af Åge og hans folk, bemægtigede sig alle deres våben og værdier og tog dem med sig som hærfang, og de bragte det hele til kong Harald tillige med de skibe, Åge havde ejet — drageskibet og snekken — og kongen gør nu alt dette til sit.

Det fortælles også, at Fjølner — Åges bror — nu finder sig yderst godt stillet, og han synes nu at have gengældt Åge det, at han ikke fik del i de værdier, som han anså sig for berettiget til at arve efter sin far.


Palner bliver gift med Ingeborg, og de får sønnen Palnatoke

2. Nu når rygtet om disse hændelser hjem til Fyn og kommer Palner — Åges bror — for øre, og det påvirker ham så meget, at han må søge til sengs — mest af den grund, at det forekom ham usandsynligt at få hævn over rette vedkommende, når nu det var kongen, det drejede sig om.

I sagaen nævnes en mand, der hed Sigurd — brødrenes fostbroder. Han var en klog og velhavende mand. Hos ham søger Palner råd om, hvordan han skal forholde sig. Sigurd svarer og siger, at det bedste, han kan gøre for Palner, er på hans vegne at fri til en kvinde, med hvem ægteskab ville skaffe ham megen hæder. Palner spørger, hvor denne kvinde holder til. »Jeg vil drage til Götaland,« siger Sigurd, »— og fri til Ingeborg — jarl Ottars datter — på dine vegne.« »Jeg er bange for,« siger Palner, »— at jeg ikke vil få denne kvinde, men jeg er sikker på, at det ville være den bedste lindring af min sorg, såfremt jeg kunne opnå dette giftermål.« Dermed slutter deres samtale, og Sigurd gør sig klar til rejsen. Han har et skib og tres mand, og han tager af sted, til han kommer til Götaland, og jarl Ottar tager vel imod ham. Sigurd afslører snart sit ærinde og frier til jarlens datter — Ingeborg — på vegne af Palner Tokesøn, og han hævder, at denne på ingen måde er en mindre fremragende mand end sin bror — Åge — og han siger, at det ikke skorter på formue på Fyn. Han sagde, at før han drog af sted, var Palner tæt på at dø af sorg, og at Palner mente, at det ville være den bedste lindring af sorgen, såfremt han opnåede dette giftermål. Jarlen er umiddelbart imødekommende, men mente dog, at man måtte se grundigt på tingene og ikke forhaste sig, når der skulle træffes beslutning i sådanne sager. Han fandt det dog rimeligt — set i forhold til Åge, der var hans ven — at dennes bror fortjente et godt parti. Vi véd ikke, hvor længe de drøftede sagen, men det fortælles, at udgangen bliver, at jarl Ottar lover Palner sin datter — Ingeborg. »Det forholder sig sådan — herre!« siger Sigurd, »— at Palner på grund af udmattelse og sorg ikke er i stand til at komme til gilde her hos jer, men det skorter hverken på midler eller rundhåndethed til at holde gildet på Fyn, og vi vil af hensyn til de tvingende omstændigheder bede jer komme til gilde dér med så stort et følge, som I selv ønsker.« Dette lover jarlen. Derpå tager Sigurd hjem og fortæller Palner, hvad der er sket, og ved dette får han det meget bedre. De gør nu på alle måder klar til gilde for jarlen, og for at gildet i alle henseender kan blive storslået, bliver der ikke sparet på noget.

På den aftalte dag, hvor de indbudte gæster skulle komme, udeblev jarlen og hans store følge ikke, og man drikker da bryllup på pragtfuld vis, og Palner og Ingeborg ledes til den samme seng. Det siges, at hun straks faldt i søvn, da hun kom i seng. Så drømmer hun, og da hun vågner, fortæller hun Palner drømmen. »Jeg drømte,« siger hun, »— at jeg opholdt mig her på gården, hvor jeg er nu, og jeg havde en væv, og på væven var der linned, som var gråt. Væven var behængt med vægte, og jeg stod ved den og vævede, og det forekom mig, at der var vævet et lille stykke. Men da jeg slog væven, faldt en af vævevægtene fra vævens midte ned bagved, og jeg samlede den op. Da så jeg, at vævens vægte var ene menneskehoveder, og da jeg havde samlet det hoved op, som var faldet af, stod jeg med det og kiggede på det, og så genkendte jeg hovedet.« Nu spørger Palner, hvis hoved det var, og hun svarer og siger, at det var kong Harald Gormsøns hoved. »Det er bedre drømt end udrømt,« siger Palner. »Og det synes jeg også,« siger hende Ingeborg. Nu sidder de ved brylluppet så længe, som de finder passende, og derefter tager jarl Ottar hjem til Götaland med gode og flotte gaver.

Ægtefolkenes samliv er godt og fredeligt med megen kærlighed, og de havde ikke været sammen længe, før de fik en søn, og drengen bliver navngivet og kaldes Palnatoke. Han vokser op dér på Fyn, og bliver snart både klog og afholdt. Der var ingen, han lignede mere af sind end sin farbror — Åge. Ikke lang tid efter at Palnatoke er ude over den tidligste barndom, bliver hans far — Palner — syg, og denne sygdom tager livet af ham. Palnatoke får da rådighed over hele formuen sammen med sin mor. Det fortælles om ham, at så snart han får alderen til det, tager han på hærtogt om sommeren og hærger vidt omkring.


Palnatoke bliver gift med Bretlandsjarlens datter

3. Det fortælles, at Palnatoke en sommer igen er på vikingetogt, og han har da tolv skibe, som er velbemandede. Og mens dette sker, styres Bretland af den jarl, der hed Stevner. Han havde en datter, der hed Oløf, som var en klog og afholdt kvinde — så hun var et rigtig godt parti. Det fortælles, at Palnatoke ankommer dér til landet med sine skibe og havde i sinde at hærge i jarl Stevners rige. Da dette rygtes, beslutter Oløf sammen med Bjørn den Bretske — han var hendes fostbroder og rådgav hende ofte — at indbyde Palnatoke til gilde og vise ham stor hæder; han skulle hellere have fredland her og ikke hærge, sagde de. Dette tager Palnatoke og alle hans folk imod og drager til gildet. Ved dette gilde frier Palnatoke til jarlens datter, og sagen var ligetil, og han får lovning på kvinden, og hun bliver fæstet til ham, men hun sad ikke længe som fæstemø, for man drak straks deres bryllup ved dette gilde. Palnatoke fik i tillæg navn af jarl og det halve af jarl Stevners rige, hvis han ville slå sig ned dér, men han skulle få det hele ved jarl Stevners død, for Oløf var dennes eneste arving.

Palnatoke bliver derefter i Bretland resten af sommeren og vinteren over, men om foråret bekendtgør jarl Palnatoke, at han vil tage hjem til Danmark. Før han tog af sted om sommeren, talte han med Bjørn den Bretske: »Nu ønsker jeg — Bjørn!« siger han, »— at du bliver her hos min svigerfar — Stevner — og på mine vegne styrer landet sammen med ham, for han begynder nu at blive meget gammel, og det er ikke utænkeligt, at jeg ikke vender tilbage med det samme, men hvis det trækker ud med min tilbagevenden, og jarlen går bort, så vil jeg, at du varetager hele riget, indtil jeg kommer tilbage.« Derpå tager Palnatoke af sted med sin kone — Oløf — og rejsen går godt, og han kommer nu hjem til Fyn i Danmark. Nu opholder han sig hjemme en tid, og han anses nu for den største, mægtigste og mest begavede mand i Danmark, når man bortser fra kongen.


Om Svend Sy-Æsasøn

4. Det fortælles nu, at kongen rejser gennem landet og lader sig beværte af sine venner. Palnatoke anstiller et storslået gilde for kongen, og han tager derpå hen og indbyder ham, og kongen takker ja og drager til gildet med et stort følge. Men de rammes af uvejr, og en sen aften kommer de til en bonde, der hed Atle og kaldtes Atle den Sorte. Han var en fattig mand, men han tog imod kongen med stor gæstfrihed. Hans datter hjalp til om aftenen, og hun hed Æsa, men kaldtes Sy-Æsa. Hun var en stor og stovt kvinde. Kongen havde et godt øje til hende og sagde til hendes far: »Jeg må nok sige, at man næppe møder en bedre beværtning, end den du byder os her — bonde! — men der er nu én ting, du holder tilbage for os, og det er din datter — Æsa — og hendes gås[9].« Bonden svarede og mente, at det ikke var passende for kongen at ligge hos en sådan kvinde, som hans datter var, men kongen lovede Atle sit gode venskab til gengæld, hvis denne gjorde, som kongen ønskede. Og deres samtale ender med, at kongen ligger hos bondedatteren om natten. Dagen efter stilner uvejret af, og kongen gør tidligt klar til at forlade Atles hus, men inden de skilles, giver kongen ham gode gaver og hædrer således ham og hans datter. Derpå drager kongen af sted, til han kommer til det gilde, der tidligere blev omtalt. Kongen var længe ved dette gilde, og Palnatoke beværter til overflod. Da kongen tager fra gildet, giver Palnatoke ham gode og flotte gaver, og kongen tager godt imod dem.

I løbet af den følgende vinter fandt folk, at Sy-Æsa — bondens datter — begyndte at lægge sig ud og blive tykkere og sikkert var med barn. Så talte hendes far med hende under fire øjne, og han spørger, hvem der har bragt hende i de omstændigheder. Hun siger, at det kunne ingen anden mand end kong Harald have forårsaget, »— men jeg har ikke turdet fortælle det til nogen på nær dig.« »Javel,« siger han, »— men jeg agter dig jo højere, des mere fornem mand du har ligget med.« Nu går tiden, indtil hun nedkommer, og hun føder et drengebarn, og drengen bliver navngivet og kaldes Svend, men han blev kendetegnet ved sin mor og kaldt for Sy-Æsasøn.

Tre år senere forholder det sig således, at kong Harald skulle til gilde dér på Fyn, og da kongen ankommer til gildet, taler Palnatoke med Æsa, for hun var kommet til ham med sin søn, som hun hævdede var hendes og kong Haralds. »Nu skal du,« sagde Palnatoke, »— gå djærvt for kongen, mens han sidder over drikken, og lige ud fortælle ham, hvad du har på hjerte. Du skal også tage drengen med og derpå sige således til kongen: ‘Her har jeg en dreng med mig, og jeg hævder, at ingen anden mand end du — kong Harald! — har avlet denne dreng med mig.’ Og hvordan kongen end svarer dig, så svar ham bramfrit igen, og jeg skal nok stå i nærheden og hjælpe dig og støtte din sag.« Hun gør, som han har fortalt hende, og nu går hun for kong Harald og har drengen med sig og siger de samme ord, som Palnatoke lagde i munden på hende. Kongen svarer straks, da hun havde sagt disse ord, og spørger, hvem denne kvinde er, som fører sig så dristigt frem over for kongen og vover at stille op med den slags. Han spørger om hendes navn, og hun sagde, at hun hed Æsa og var en bondedatter dér fra Danmark. Kongen svarer: »Du er en fælt djærv og tosset kvinde,« siger han, »— og vov ikke at tale sådan oftere, hvis du ønsker at slippe uskadt fra det.« Da tager Palnatoke ordet: »Hun siger vel dette — herre!« siger han, »— fordi hun mener, det er tvingende nødvendigt, og hun er hverken løsagtig eller en skøge, men snarere en god og redelig kvinde. Selv om hun har en ubetydelig slægt og oprindelse, så mener vi dog, at hun alene fremlægger sandheden.« Kongen sagde: »Det havde jeg ikke ventet af dig — Palnatoke! — at du ville skaffe mig en sådan sag på halsen, som det sker nu.« »Det skal også være sådan — herre!« siger Palnatoke, »— at jeg ikke vil bebrejde dig denne sag, men jeg agter på alle måder at behandle drengen, som var han din eneste søn. Men nu skal vi ikke snakke mere om det for denne gang.« Kort tid efter dette gør kongen klar til at forlade gildet. Palnatoke giver kongen gaver, men denne vil hverken eje eller have dem. Fjølner — Palnatokes farbror, som tidligere blev nævnt i sagaen — var dengang hos kong Harald. Han bad kongen tage imod disse hædrende gaver og ikke blotte sig ved sådan at nedværdige den største høvding og undlade at modtage dennes store æresbevisninger, når han tidligere havde været hans kæreste ven. Nu får han overtalt kongen til at tage imod gaverne, men kongen takker dog ikke for dem, og det var tydeligt, at han var meget misfornøjet med, at Palnatoke havde tillagt ham faderskabet. Således skiltes de meget afmålt, og deres venskab blev aldrig siden det samme.

Kongen drog hjemad med sine folk, men Palnatoke tager Svend Haraldsøn og dennes mor — Æsa — med sig hjem, for da var Atle den Sorte — Æsas far — død og alle midlerne næsten opbrugt. Nu voksede Svend op hos dér på Fyn hos Palnatoke, og denne behandlede drengen så godt, som var han hans egen søn. Palnatoke viste på alle måder Svend ærbødighed og elskede ham tillige højt. Det fortælles nu, at Palnatoke får en søn med sin kone — Oløf — og han fødtes kort tid efter kongens afrejse fra gildet. Den dreng blev kaldt Åge. Han voksede op dér hos sin far, og han og Svend Haraldsøn var fostbrødre. Svend blev opfostret dér, til han var 15 år gammel.


Svend hærger i kong Haralds rige

5. Da nu den unge mand har nået denne alder, vil hans fosterfar — Palnatoke — sende ham til hans far — kong Harald — og han giver ham tyve udmærkede mænd med og råder ham til, at han går ind i hallen og for sin far — kong Harald — og siger, at han er kongens søn, hvad enten denne finder det godt eller skidt, og at han forlanger, at kongen vedkender sig slægtskabet. Han gør nu, som han har fået at vide, og der fortælles ikke noget om hans færd, førend han går for sin far — kong Harald — i dennes hal og siger ganske, som han er blevet rådet til. Da han havde talt færdigt, svarer kongen: »Jeg kan forstå af dine udtalelser,« siger han, »— at man ikke har løjet om dit mødrene ophav, for du forekommer mig at være aldeles tåbelig og forstyrret og ikke ulig Sy-Æsa — din mor.« Da svarer Svend: »Hvis ikke du vedkender dig slægtskabet med mig, kræver jeg af dig, at du forsyner mig med tre skibe med besætning til udlandsrejse, og det er ikke for stor en hjælp, for jeg véd afgjort, at du er min far. Palnatoke — min fosterfar — vil givetvis give mig et lige så stort mandskab og skibe, som ikke er mindre end dem, du giver mig.« Kongen svarer: »Jeg regner med, at jeg kan købe mig fri af dig med det, som du nu gør krav på — men vis dig aldrig for mine øjne igen!« Det fortælles, at kong Harald nu giver Svend tre skibe og hundrede mand, men ingen af delene var noget videre — hverken skibene eller mandskabet.

Efter dette drager Svend af sted, til han kommer hjem til sin fosterfar — Palnatoke — for hvem han nøje beretter, hvordan det gik i mødet mellem far og søn. Palnatoke svarer: »Den slags måtte man forvente fra den side,« siger han, »— og ikke noget bedre.« Derefter giver Palnatoke Svend tre gode skibe og hundrede mand, og det var et nøje udvalgt mandskab, og efterfølgende giver han ham gode råd om, hvad han skal gøre. Før de skiltes, sagde Palnatoke til ham: »Her i sommer skal du prøve at tage på hærtogt med den styrke, du nu har fået. Men jeg vil give dig det råd, at du til en begyndelse ikke drager længere væk, end at du hærger her i Danmark i den del af din fars rige, som er fjernest fra ham. Dér skal du volde alt det onde, du formår, og fare omkring med hærskjold. Læg alt i aske, hvor du kan komme af sted med det, og fortsæt med det hele sommeren, men kom til mig til vinter og tag ophold her sammen med dine folk.« Herpå skilles fosterfar og -søn, og Svend tager af sted med sin hær og gør i alle henseender, som han blev rådet til af sin fosterfar. Han begår i stort omfang hærværk i sin fars — kongens — rige, og det er ikke en venlig brummen, der lyder fra de bønder, som udsættes for hans ufred og overfald, for han sparer dem hverken for ild eller jern. Nu rygtes dette snart og kommer kongen for øre, og han finder det ilde, at han har hjulpet Svend til at kunne begå den slags ufred og overfald, og han sagde, at efter hans opfattelse lignede Svend sin mors slægtninge, når han bedrev sådanne uhyrligheder.

Nu går denne sommer, og da vinteren kommer, drager Svend hjemad og kommer til sin fosterfar — Palnatoke — på Fyn, og han har skaffet sig et stort bytte om sommeren. Men inden de når hjem, løber de ind i kraftig storm og uvejr, og alle de skibe, hans far havde givet ham, forliser, og alt mandskab ombord går tabt. Siden sejlede Svend hjem til Fyn, som han havde fået besked på, og dér opholdt han sig i gode kår vinteren over sammen med det mandskab, der overlevede.


Svend hærger igen i kong Haralds rige

6. Nu kan det fortælles, at da det bliver forår, har Palnatoke igen en samtale med sin fostersøn, og han bad atter Svend opsøge sin far — kong Harald — og kræve, at denne forsynede ham med seks skibe med tilhørende mandskab, således at skibene var fuldt bemandede, »— men sørg nøje for at være rigtig modbydelig, når du kræver af ham, og vær i det hele taget bramfri.« Og så tog Svend af sted og traf sin far og krævede seks skibe af ham med tilhørende mandskab, og han var ganske modbydelig, som Palnatoke havde rådet ham til. Kongen siger: »Jeg synes ikke, at du har bedrevet andet end ondt med de folk, jeg gav dig sidste sommer, og det er svært djærvt af dig igen at kræve mandskab af mig, når man tager i betragtning, hvilke ulykker du allerede har forvoldt.« Svend siger: »Jeg tager ikke herfra, før du har givet mig, hvad jeg forlanger, og hvis ikke jeg opnår det, så vil Palnatoke — min fosterfar — skaffe mig folk, og så skal jeg hjemsøge dine egne mænd, og jeg vil ikke afstå fra at volde dem al den ulykke, jeg formår.« Da sagde kongen: »Du kan få seks skibe og to hundrede mand,« siger han, »— men vis dig aldrig for mine øjne igen.« Dermed tager Svend af sted og opsøger sin fosterfar — Palnatoke — og fortæller ham nøje, hvordan det var forløbet mellem far og søn. Og igen forsyner Palnatoke ham med en lige så stor styrke, som han fik af sin far, og igen giver Palnatoke ham gode råd. Svend råder nu over tolv skibe og fire hundrede mand, men inden de skilles — fosterfar og -søn — sagde Palnatoke: »Nu skal du drage ud og hærge. Det skal ikke være på samme sted som sidste sommer, men du skal dog atter hjemsøge danskere, og angrib dem nu så meget voldsommere end sidste sommer, som du nu har en både større og bedre hærstyrke end dengang. Lad dem ikke få et øjebliks fred sommeren lang, men vend hjem til Fyn, når vinteren kommer, og tag da ophold her hos mig.«

Og nu tager fosterfar og -søn afsked for denne gang, og Svend og hans mænd farer med hærskjold over store dele af landet. Han hærger både på Sjælland og i Halland, og han er så ihærdig sommeren igennem, at han nærmest hærger både dag og nat, og den sommer forlader han overhovedet ikke danekongens vælde. Han dræbte mange folk, og han afsved mange herreder den sommer. Disse hændelser rygtes vidt omkring — at der er voldsom ufred i landet — men selv om kongen får det at vide, lader han ikke desto mindre sagen ligge og tingene passere. Og nu — mod slutningen af efteråret — tager Svend hjem til Fyn og sin fosterfar — Palnatoke. Denne gang mister han — i modsætning til sommeren før — ingen af sine folk på hjemfærden, og nu opholder han sig hos sin fosterfar om vinteren sammen med hele sin hær.


Kong Harald får endelig nok af Svends hærgen

7. Igen er det sådan om foråret, at Palnatoke har en samtale med sin fostersøn, og han sagde til ham: »Nu skal du klargøre alle dine skibe, og opsøg derefter din far med hele din kampberedte styrke. Du skal gå for ham og sige, at han skal give dig tolv fuldt bemandede skibe, men hvis du ikke opnår det af ham, så skal du byde ham kamp — her og nu! — med den styrke, som du nu har, og tiltal ham denne gang så uforskammet som aldrig før.« Nu gør Svend, som Palnatoke rådede ham til, og han tager af sted med hele sin styrke, indtil han træffer sin far — kong Harald — og han kræver af ham, hvad hans fosterfar havde sagt. Da han var færdig med det, svarer kongen: »Du er så djærv,« siger han, »— at jeg dårligt kender magen til. Hvor vover du at opsøge mig, når du både er viking og tyv? Efter min mening er du den værste mand i alt, hvad du selv råder for, og du skal slet ikke gøre dig forestilinger om, at jeg vedkender mig slægtskabet med dig, for jeg véd med sikkerhed, at du ikke er af min æt.« Svend siger: »Vist er jeg din søn,« siger han, »— og vel er vi slægtninge, men desuagtet skal jeg på ingen måde spare dig. Men hvis du ikke tilstår, hvad jeg kræver af dig, skal vi prøve hinanden, og så skal vi kæmpe — her og nu! — og så får du ikke lov at krybe udenom.« Kongen svarer: »Du er en besværlig mand at omgås,« siger han, »— men alligevel har du et sind, som taler for, at du ikke stammer fra ene småfolk. Du skal få, hvad du forlanger, men forlad så mit rige, drag til andre lande og kom aldrig igen, så længe jeg lever.« Herefter tager Svend af sted med 24 skibe, og han sejler, til han kommer hjem til Fyn og sin fosterfar — Palnatoke — og alle hans skibe var velbemandede. Palnatoke tager godt imod sin fostersøn. »Det forekommer mig,« siger han, »— at du retter dig godt efter de råd, jeg giver dig, men nu skal vi sammen drøfte, hvad vi finder mest tilrådeligt. Nu skal du drage ud i sommer, og du kan nu uhindret hærge i hele Danmark, bortset fra her på Fyn, hvor jeg har fredland. Her skal du nu også have fredland.« Da dette foregår, er Svend 18 år gammel.

Palnatoke bekendtgør, at han agter at forlade landet om sommeren og tage til Bretland for at træffe sin svigerfar — jarl Stevner. Han vil af sted med tolv skibe, »— men du — Svend!« siger han, »— gør nu, som jeg rådede dig til, og når sommeren går på hæld, vil jeg slutte mig til dig med en stor styrke, for jeg tænker, at en hær vil komme imod dig denne sommer; kongen vil nok ikke længere tåle, at du plyndrer i hans rige, men da skal jeg yde dig støtte. Og husk nøje på, at du ikke må flygte, selv om en hær kommer imod dig, men fortsæt kampen trods talmæssig underlegenhed.« Nu skilles Palnatoke og Svend, og de tager hver sin vej, og de tager af sted samtidig, og Palnatoke drager til Bretland. Svend følger nu det råd, der blev givet ham, og han hærger endnu en gang i sin fars rige — nat og dag — og han farer vidt omkring i landet, mens folk flygter væk og opsøger kongen. De føler sig dårligt behandlet og klager deres nød til ham og beder ham skride ind med det samme. Og nu synes kongen, at der må gøres noget, og han finder, at han nu for længe har ladet Svend handle på måder, han ikke ville have tålt af andre. Han lader herefter halvtreds skibe klargøre, og han drager selv af sted med denne hær og agter at tage livet af Svend og alle dennes folk.

Sidst på efteråret støder kong Harald og Svend på hinanden en sen aften ved Bornholm, så begge parter kunne se den anden, men det var så sent på aftenen, at det ikke var lyst nok til kamp, så de lægger deres skibe i leje. Men den følgende dag kæmper de hele dagen, til natten kommer, og da er ti af kong Haralds skibe blevet ryddet og tolv af Svends, men de er begge endnu i live. Svend lægger nu om aftenen sine skibe ind i bunden af bugten, men længere ude binder kongens folk skibene sammen tværs over bugten og ligger stavn mod stavn, således at Svend er lukket inde i bugten, og de har ikke i sinde at lade ham slippe ud med skibene, selv om han skulle forsøge, men de agter at angribe dem om morgenen og dræbe alle folk og tage livet af Svend.


Kong Harald dør, og Svend tages til konge

8. Denne samme aften, hvor store begivenheder er i vente, kommer Palnatoke vestfra fra Bretland og lander i Danmark med 24 skibe. Han ligger under næsset modsat de andre og telter dér sine skibe. Da dette er gjort, går Palnatoke alene i land fra skibene med et pilekogger på ryggen. I samme stund sker det, at kong Harald går i land med nogle folk. De gik ind i skoven og tændte dér ild og lod sig varme ved den. De sidder alle sammen på en træstamme, og det er blevet mørk nat, mens dette står på. Palnatoke går hen til skoven — tæt på dér, hvor kongen varmer sig ved ilden — og stiller sig dér en tid. Imens luner kongen sig ved ilden og varmer sit bryst, og der bliver kastet tøj under ham, og han støtter sig på knæ og albuer og læner sig meget forover, mens han varmer sig ved ilden. Kongen varmer sig også på skuldrene, hvorved hans ende hæves højt op. Palnatoke kunne sagtens høre, hvad de sagde, og han genkendte tydeligt sin farbrors — Fjølners — stemme. Og nu lægger han en pil på buestrengen og skyder efter kongen, og flertallet af kyndige folk har fortalt, at pilen flyver lige i røven på kongen og igennem ham på langs og kommer til syne i munden. Kongen styrter straks livløs til jorden, som man kunne forvente.

Kongens ledsagere så, hvad der skete, og det gjorde et stort indtryk på dem. Så tager Fjølner ordet og siger, at den mand, som har udrettet dette, har forvoldt den største ulykke, »— men den måde, det er foregået på, er alligevel ganske uhyrlig.« »Men hvad skal vi nu gøre?« sagde de andre, og de vendte sig alle til Fjølner, for han var den klogeste og mest agtede af dem. Det fortælles nu, at Fjølner går hen, hvor kongen ligger, og fjerner pilen derfra, hvor den var stoppet, og han gemmer den væk, som den var, men pilen var let genkendelig, for den var beviklet med guld. Derefter sagde Fjølner til de mænd, som var til stede: »Jeg vil særligt tilråde,« siger han, »— at vi alle beretter enslydende om, hvad der er sket, og jeg finder ikke, at der er andet at sige, end at han blev skudt i kampen den foregående dag. Dette sømmer sig bedst for os, men det vil vanære dem, der har været til stede ved denne hændelse — så uhørt, som det er foregået — hvis dette afsløres for den almindelige befolkning.« Derefter forpligtede de sig med bindende aftaler og blev enige om at holde sig til denne udlægning af sagen.

Palnatoke hastede til sine skibe straks efter dette værk, og han tilkaldte derpå tyve mand og sagde, at han ville finde sin fostersøn — Svend. De går nu fra skibene og tværs over næsset og møder dér Svend om natten og drøfter, hvordan de skal gå frem. Palnatoke sagde, at han havde hørt, at kong Harald agtede at angribe dem om morgenen, så snart det blev lyst nok til kamp, »— men jeg skal dog holde, hvad jeg har lovet dig — nu, hvor jeg er kommet — og jeg skal hjælpe dig, så godt jeg formår, og ét og det samme skal overgå os begge.« Endnu vidste ingen af Svends og Palnatokes mænd, at kongen havde mistet livet, bortset fra ham selv — Palnatoke — og han lader, som om intet er sket, og fortæller ikke noget til nogen. Svend tager til orde og siger til sin fosterfar: »Jeg beder dig om det — fosterfar!« siger han, »— at du finder på råd, som kan gavne os, således som sagen står.« Palnatoke siger: »Vi skal snart finde på noget. Nu går vi om bord på skibene ved jer, og derefter frigør vi dem fra hinanden og binder et anker til forstavnen på hvert af skibene. Vi må også have lygter under teltdugene, da det nu er nattemørkt. Så ror vi så hurtigt som muligt imod kongens flåde, for jeg synes ikke om, at kong Harald vil spærre os inde her i bunden af bugten i morgen og dræbe os.« Nu sætter de det i værk, som Palnatoke rådede til, og roede af fuld kraft tværs igennem flåden. Udfaldet blev, at tre snekker gik ned ved påsejlingen, og kun de folk, der kunne svømme, bjærgede sig i land. Palnatoke og Svend roede med alle deres skibe gennem den samme åbning og helt ud, til de kom til den flåde, som Palnatoke rådede over og havde ført dertil.

Straks om morgenen, da det er blevet lyst nok til kamp, angriber de kongsmændene, og da erfarede de, at kongen var død. Derpå sagde Palnatoke: »Vi giver jer nu to vilkår — vælg som I ønsker! Enten fortsætter I kampen mod os og slås, og så vinder den part, som har lykken med sig. Det andet vilkår er, at alle I mænd, der har fulgt kong Harald, nu tilsværger kong Svend — min fostersøn — land og folk og tager ham til konge over hele Danmark.« Nu rådfører kongsmændene sig med hinanden og bliver fuldkommen enige om at tage Svend til konge og ikke at kæmpe. Derefter går de til Palnatoke og fortæller ham, hvilket valg de har truffet, og nu skete det, at alle, som var til stede, tilsvor Svend land og folk.

Siden drog de — Palnatoke og Svend — omkring i hele Danmark, og overalt hvor de kommer, lader Palnatoke indkalde til husting, og de fortsætter, indtil Svend i hele Danmark bliver taget til konge over danekongens fulde vælde. Kong Haralds lig blev ført til Roskilde og begravet dér. Han havde da været danskernes konge i 47 år efter sin far — kong Gorm.

Da Svend er blevet konge, finder han sig forpligtet til — som alle andre konger — at drikke arveøl efter sin far, inden vinternætterne indtræffer for tredje gang. Han agter nu at holde dette gilde med det samme uden at udsætte det yderligere. Han indbyder først sin fosterfar — Palnatoke — og sine venner og slægtninge fra Fyn. Dertil svarer Palnatoke, at han ikke ser sig i stand til at komme til gæstebuddet før de næstkommende vinternætter, »— for det er kommet mig for øre, og jeg anser det for væsentlige nyheder,« siger han, »— at Stevner — min svigerfar og jarl af Bretland — er død, og omstændighederne tvinger mig til at tage dertil, for jeg skal arve riget efter ham.« Og når Palnatoke ikke mener at kunne deltage i arveøllet, forødes kongens planer, for han ønsker for enhver pris, at hans fosterfar kommer til gildet.


Arveøllet efter kong Harald

9. Palnatoke forlader nu om efteråret landet med sin flåde, men inden han tager af sted, sætter han sin søn — Åge — til at se efter sine gårde og alt, hvad han ejede dér på Fyn. Han bad kong Svend drage omsorg for ham, inden de skiltes, og kongen lovede Palnatoke, at han skulle sørge godt for Åge, og det holdt han. Derpå drager Palnatoke af sted, indtil han kommer til Bretland, og overtager det rige, som Stevner — hans svigerfar — og Bjørn den Bretske havde haft, og dermed gik det næste år.

Sommeren efter sender kong Svend det bud til Bretland, at Palnatoke skulle komme til ham som gæst og tage så stort et følge med, som han selv ønskede, og nu vil kongen drikke arveøl efter sin far. Kongens sendebude var tolv tilsammen, og det var nær den tid, hvor Palnatoke skulle have været af sted. Han beder kongen have tak for indbydelsen, »— men det forholder sig sådan, at jeg har det noget dårligt, og jeg mener ikke, at jeg kan tage af sted i denne tilstand. Desuden har jeg så mange forpligtelser her, at jeg ikke kan tage herfra i år.« Han viger på alle måder uden om færden, og så tager kongens mænd hjem og fortæller denne, hvordan sagen står. Da de var draget af sted, forsvandt al sygdom fra Palnatoke. Nu lader kongen arveøllet udsætte det efterår, og så går vinteren og sommeren.

Nu var det kommet dertil, at Svend ikke kunne anses for en ordentlig konge, såfremt han ikke drak arveøl efter sin far, inden vinternætterne indtraf for tredje gang, og nu vil kongen afgjort ikke lade det slå fejl. Han sender nu de samme mænd som før til Bretland og lader de samme tolv mand som før opsøge sin fosterfar — Palnatoke — for igen som før at indbyde ham til gilde, og nu siger han, at han vil blive meget vred på Palnatoke, hvis denne ikke kommer. Palnatoke svarer kongens sendebude og beder dem tage hjem og sige til kongen, at denne på alle måder skal foranstalte det bedste gilde, han formår, så det bliver særligt storslået, og han siger, at han vil komme til arveøllet det efterår. Nu drager kongens sendebude hjem og fortæller denne, hvordan det er gået, og at Palnatoke kan forventes at komme.

Han forbereder nu gildet — kongen — så alt, hvad der hører til, på alle måder bliver særligt storslået, både med hensyn til forplejningen og antallet af gæster. Men nu, hvor alt er indrettet til gilde, og gæsterne er ankommet, da var Palnatoke ikke kommet, og det blev sent på dagen og kom dertil, at folk gik til drikken om aftenen, og de bliver fordelt på pladserne i hallen. Det fortælles, at kongen da lader sædet være ledigt på højsædets mindre fornemme bænk og hundrede pladser ud derfra, for dér skal Palnatoke — hans fosterfar — og hans ledsagere sidde. Men da det tilsyneladende trækker ud med Palnatokes ankomst, begynder folk at drikke.

Nu skal det fortælles om Palnatoke, at han gør klar til at tage hjemmefra sammen med Bjørn den Bretske, og de forlader landet med tre skibe og hundrede mand, og i den flok var halvdelen danske, den anden halvdel bretske. De sejler derefter, til de kommer til Danmark, og den samme aften nåede de den landingsplads, der tilhørte kong Svend, og de lægger deres skibe i leje, hvor de finder, at vandet er dybest. Det var rigtig godt vejr den aften. De lægger skibene således, at de vender forstavnene fra land, og alle årerne anbringer de i hamlebåndene, så de var lige til at gribe, hvis de fik brug for at skynde sig. Derpå går de i land og af sted, til de kommer til kongens hal, og folk sidder ved drikken, da de ankommer, og dette er gildets første aften.

Palnatoke går nu ind i hallen og alle de andre efter ham. Han går gennem hallen og for kongen. Kongen tager vel imod hans hilsen og anviser ham og alle de andre deres plads, og nu sidder de ved drikken i en løftet stemning. Det fortælles, at da de havde drukket en tid, går Fjølner hen til kongen og taler afdæmpet med ham. Kongen skiftede derved farve og blev rød og opsvulmet at se på. Der var en mand ved navn Arnodd, som var kongens kertesvend, og han står ved dennes bord. Fjølner giver ham en pil i hånden og sagde, at han skulle vise den til alle, som var i hallen, indtil nogen vedgik at eje den selv samme pil. Herefter gør Arnodd, som Fjølner sagde. Nu går han først indad i hallen fra kongens højsæde og viser denne pil for alle, men ingen vil kendes ved den. Så går han ud gennem hallen langs den mindre fornemme side, indtil han kommer til Palnatoke og spørger ham, hvorvidt han genkender pilen. Palnatoke svarer: »Hvorfor skulle jeg ikke kunne genkende min egen pil? Giv mig den,« siger han, »— for det er min.« Da blev der ganske stille i hallen, og folk spidsede ører, straks nogen vedkendte sig pilen. Og nu tager kongen til orde og siger: »Du — Palnatoke!« siger han, »— hvornår skiltes du sidste gang fra denne pil?« Palnatoke svarer: »Jeg har ofte været eftergivende over for dig — fostersøn! — og hvis du mener at få mere ud af det, hvis jeg fortæller dig det i en stor folkeforsamling hellere end dér, hvor færre er til stede, da skal jeg tilstå dig det. Jeg skiltes fra den på buestrengen — konge!« siger han, »— da jeg skød den i røven på din far og hele vejen igennem ham, så den kom ud ad munden.« »Rejs jer alle!« siger kongen »— og pågrib Palnatoke og hans følgesvende og dræb dem alle, for nu er alt venskab mellem os og Palnatoke og alt det gode, der har været imellem os, bragt til ende.« Så springer alle mænd i hallen op, og der er ikke just stille længere. Palnatoke får trukket sit sværd, og som det første han gør, hugger han til sin slægtning Fjølner og kløver ham ned til skuldrene. Men Palnatoke havde så mange venner i hirden, at ingen ville bruge våben imod ham, og de kom alle ud af hallen bortset fra en bretsk mand fra Bjørns følge.

Palnatoke tog ordet, da de var kommet ud, og det blev sagt, at der manglede en af Bjørns folk. Han siger: »Det var det mindste, vi måtte forvente, men lad os nu hurtigst muligt komme ned til vores skibe, for nu er der ikke andet at gøre.« Bjørn svarer: »Du ville ikke sådan stikke af fra din mand, hvis du var i mit sted, og det vil jeg heller ikke,« siger han, og nu løber han straks ind i hallen igen, men da han kommer ind, kaster de den bretske mand i vejret, og de havde nærmest splittet ham ad, må man sige. Bjørn bliver klar over det, får fat i ham og kaster ham på sin ryg og løber derpå ud. Og nu farer de ned til deres skibe, men Bjørn havde mest gjort dette for at vinde hæder, for han anede nok, at manden måtte være død. Dette var også tilfældet; manden døde, men Bjørn tog ham med sig, og de sprang nu om bord på skibene og kastede sig straks over årerne. Det var da bælgmørk nat og stille vejr, og således slipper de væk — Palnatoke og Bjørn — og de gør ikke holdt, før de kommer hjem til Bretland.

Kongen går nu hjem til hallen sammen med hele sit følge[10], og nu har de ikke fået udrettet, hvad de ønskede, og det passer dem ganske dårligt. De tager nu til at drikke arveøllet, hvorefter de hver især drager hjem til sit.


Palnatoke anlægger Jomsborg

Jomsborg (kart).jpg

10. Det fortælles nu, at sommeren efter bliver Oløf — Palnatokes kone — syg, og denne sygdom sender hende i døden. Efter hendes død synes Palnatoke ikke længere om Bretland, og han sætter da Bjørn den Bretske til at varetage riget. Han gør nu tredive skibe klar til at forlade landet og agter at drage på vikingefærd og hærtogt. Han sejler ud, så snart han er klar, og han hærger den sommer i Skotland og Irland og vinder et stort bytte og megen hæder på togtet. Dette beskæftiger han sig med 12 år efter hinanden, og det skaffer ham godt med værdier og anseelse.

Mens dette nu står på — at han er på hærfærd — drager han en sommer til Vendland og agter at hærge dér, og han har da skaffet sig yderligere ti skibe, så han nu har fyrre. På den tid var den konge, som hed Burislav, ved magten dér, og hærtogtet bekymrede ham, for han havde hørt om Palnatoke, at denne næsten altid sejrede, hvor han hærgede, og at han var den ypperste viking på den tid, og at man anså ham for at være klogere og mere dreven end alle andre, og at de fleste måtte bøje sig for ham. Og straks da Palnatoke kommer dér til landet — og Burislav har hørt om ham, og hvad han har i sinde — sender kongen sine mænd af sted for at opsøge ham, og han byder Palnatoke hjem til sig og siger, at han vil byde ham fred og venskab. Han lod også det følge indbydelsen, at han tilbød ham det fylke eller rige i sit land, som kaldes Jom, så han kunne slå sig ned dér, og han ville skænke ham dette rige alene på den betingelse, at han så skulle være forpligtet til at forsvare land og rige sammen med kongen. Dette tager Palnatoke og alle hans mænd imod, siges det

Dér i sit rige lader Palnatoke straks opføre en stor og holdbar søborg, som derefter kaldes Jomsborg. Han lader også en havn anlægge inde i borgen dér, så tre hundrede skibe kunne ligge der samtidig, således at de alle var låst inde i borgen. Stedet, hvor man kom ind i havnen, var meget sindrigt indrettet, og der var anbragt en art port med en stor stenbue ovenover, og foran porten var der jernlåger, som låstes inde fra havnen. Oven på stenbuen var der opført et stort kastel, hvori der fandtes valslynger. En del af borgen strakte sig ud over havet, og borge, som er indrettede på den måde, kaldes søborge, og på den måde befandt havnen sig inde i borgen.


Jomsvikingernes love

11. Efter dette fastsætter Palnatoke — med råd fra forstandige mænd — lovene dér i Jomsborg, så man kunne skaffe sig større styrke, end man allerede havde:

  • Ingen skulle kunne optages i Palnatokes følge, som var ældre end 50 eller yngre end 18 år gammel. Alle mand skulle ligge derimellem i alder.
  • Der var ingen plads dér til den mand, som ville flygte fra en jævnbyrdig modstander med tilsvarende udrustning.
  • Enhver, som blev optaget i deres flok, skulle give fast tilsagn om, at han ville hævne de andre, som havde de været hans madfælle eller bror.
  • Man måtte på ingen måde bagtale hinanden dér, og selv om man erfarede nyheder, måtte ingen mand være så tankeløs at viderebringe dem, for Palnatoke skulle være den første til at fortælle nyhederne.
  • Den mand, som blev taget i det, der netop blev opregnet, og brød disse love, han skulle fordømmes og forvises fra deres forbund.
  • Hvis der blev optaget en mand, som havde dræbt bror eller far eller anden nær slægtning til en mand, som allerede var der, og det først kom frem efter hans optagelse, skulle Palnatoke dømme i sagen.
  • Ingen mand overhovedet måtte have en kvinde med ind i borgen, og ingen måtte være væk fra borgen længere tid end tre dage, medmindre Palnatoke blev spurgt og gav tilladelse.
  • Alt, hvad de vandt på hærtogt, skulle bæres til stangen[11] — stort som småt og alt, der kunne værdiopgøres — og hvis det kom frem, at nogen mand havde undladt dette, skulle han forlade borgen, uanset om han havde høj eller lav rang.
  • Ingen mand dér måtte ytre sig med frygt eller bekymring, uanset hvilke farer der truede dem.
  • Ingen inden for borgen måtte anklage hinanden for noget, uden at Palnatoke afgjorde og forligte hele sagen, som han ønskede.
  • Slægt- eller venskaber skulle ikke have noget at sige, såfremt nogen, der ikke var omfattet af disse love, ønskede optagelse i forbundet. Og selv om nogen dér bad om optagelse af andre, som ikke opfyldte lovens bestemmelser, skulle dette forhold ikke komme dem til gode.

Nu indretter de sig således i borgen i god ro og orden. Hver sommer drager de ud fra borgen og hærger i forskellige lande, og de skaffer sig uvisneligt ry og anses for de største krigere, og så godt som ingen synes på denne tid at være deres ligemænd. De kaldes fra nu af bestandig Jomsvikingerne.


Om Åge Palnatokesøn

12. Nu skal det fortælles om kong Svend, at han på alle måder tager sig af Palnatokes søn, som om deres venskab stadig havde været godt, og selv om der var opstået uvenskab mellem dem, så lader kongen ikke Åge undgælde for det, men sætter deres fostbroderskab højt. Åge holder til på Fyn og forvalter det, som hans far havde sat ham til, som det tidligere blev fortalt.


Om Vesete og Strud-Harald og deres afkom

13. I sagaen nævnes en mand, som hedder Vesete; han hersker over det fylke, som kaldes Bornholm. Hans kone hed Hildegun. De havde tre børn, som omtales i sagaen, og en af deres sønner hed Bue og blev kaldt Bue den Digre, mens en anden søn hed Sigurd og blev kaldt Sigurd Kåbe. Deres datter hed Torgunna, og hun havde været gift i nogle år, da dette fandt sted; kong Svend havde friet til hende på vegne af Åge — Palnatokes søn — og hun blev gift med ham. Efter kort tid sammen fik de en søn, som blev kaldt Vagn.

På samme tid regeres Sjælland af en jarl, der hed Harald, men blev kaldt Strud-Harald; dette skyldtes, at han havde en hat, hvorpå der sad en stor strud[12]. Denne var lavet af brændt guld og så stor, at den stod i 10 mark guld, og deraf fik han det tilnavn, at han blev kaldt Strud-Harald. Jarlens kone hed Ingegerd. De havde tre børn, som omtales i denne saga. En søn hed Sigvald, en anden hed Torkel og blev kaldt Torkel den Høje, og deres datter hed Tove.

Åge — Palnatokes søn — bor på Fyn og nyder stor ære og hæder, og Vagn vokser op hjemme hos sin far, indtil han er nogle år gammel. Det siges om ham, at så snart hans sindelag viste sig, bemærkede man, at han var et noget vanskeligere gemyt end alle andre, som var vokset op dér. Han syntes ganske ustyrlig i hele sin væremåde og alle sine handlinger. Det fortælles, at Vagn til tider har sin opvækst hjemme, men indimellem opholder han sig på Bornholm hos sin morfar — Vesete — og det er fordi, han er så vild, at næsten ingen kan tale ham til rette eller få styr på ham. Af alle sine slægtninge vil han helst være sammen med Bue, og han gør helst, som Bue siger, for ham syntes han bedst om. Men hvis han selv havde en anden mening, rettede han sig aldrig efter, hvad hans slægtninge sagde — lige meget hvad sagen angik.

Vagn var meget smuk og velskabt og på alle måder meget duelig og fremmelig. Bue — hans morbror — var meget fåmælt og for det meste tavs, men havde et heftigt sindelag. Han var så stærk, at ingen ganske vidste hvor stærk. Bue var ikke just smuk, men han havde dog en stovt og statelig fremtræden og var på alle måder meget mandig. Sigurd Kåbe — hans bror — var en smuk mand, høvisk og duelig, men samtidig stridbar at have med at gøre og noget fåmælt. Om Sigvald — Strud-Haralds søn — kan det fortælles, at han havde en grim næse og var bleg. Han havde meget smukke øjne, var høj af vækst og en meget rask mand. Torkel — hans bror — var en overordentlig høj mand. Han var stærk og yderst begavet — og det var begge brødre.


Sigvald og Torkel den Høje optages blandt Jomsvikingerne

14. Det fortælles nu, at Sigvald og hans bror klargør to skibe til udenlandsfærd, og de agter sig til Jomsborg for at finde ud af, om de kunne blive optaget. De spørger deres far — jarl Harald — hvorvidt han fandt det tilrådeligt, at de sluttede sig til Jomsvikingerne. Han svarer og mener, at det er udmærket, at de drager dertil for derigennem at skaffe sig berømmelse og hæder, »— og det er også på tide, at I brødre får prøvet, om der er noget mandfolk i jer.« De beder ham om et bidrag til rejsen og ligeledes om forråd, men han svarede og sagde, at de kunne gøre ét af to: Enten kunne de vælge at forlade landet og selv skaffe sig forråd og andet, hvad de behøvede, og i modsat fald kunne de forholde sig i ro og ingen steder tage. De tager alligevel af sted, selv om jarl Harald — deres far — ikke ville bidrage med noget. De har to skibe og hundrede mand — det var en særligt udvalgt skare — og de drog derpå af sted, indtil de kom til Bornholm. Da mente de, at de havde behov for forråd og midler, og de vælger nu at gøre landgang for at plyndre. De overfaldt den rigeste gård tilhørende Vesete og plyndrede den for alle værdier, som de bar ned til deres skibe. Nu sejler de deres vej, og der fortælles ikke noget om deres rejse, førend de ankommer til Jomsborg.

De lægger til uden for borgporten. Palnatoke plejede altid sammen med en mængde folk at træde frem på kastellet, der var bygget over indløbet. Derfra brugte han at tale med de folk, som kom til borgen. Da han nu erfarer, at Sigvald og dennes bror er ankommet, gør Palnatoke, som han plejer, og han går op i kastellet fulgt af en mængde folk, og derfra spørger han, hvem der er anfører for den flok og de skibe, som var kommet dér. Sigvald svarer ham: »Her fører to brødre an,« siger han, »— vi er sønner af jarl Strud-Harald, og jeg hedder Sigvald, og min bror hedder Torkel. Det er vores ærinde her, at vi ønsker at slutte os til jer med de mænd i vores følge, som I finder egnede.« Palnatoke tager godt imod henvendelsen, men drøfter dog sagen med sine Jomsvikingefæller og siger, at han kender til deres herkomst, og at de stammer fra en god slægt. Jomsvikingerne bad Palnatoke afgøre sagen, som han ønskede, og de erklærer sig enige i hans beslutning. Derpå bliver der åbnet ind til Jomsborg, og nu ror Sigvald og hans folk ind i borgen.

Da de er kommet ind, skal folkene prøves i henhold til de gældende love for Jomsvikingerne. Og dette gennemføres nu, så deres flok prøves, hvorvidt de besidder raskhed og mandighed nok til at slutte sig til Jomsvikingerne og underkaste sig alle de love, som er fastsat dér. Prøvelsen falder således ud, at halvdelen af folkene kan optages i Jomsvikingernes forbund, mens halvdelen sendes hjem igen. Nu bliver Sigvald og Torkel — hans bror — optaget blandt Jomsvikingerne sammen med et halv hundrede mand, og Palnatoke agter de to brødre højere end nogen anden, og således står sagen nu en tid.


Vesete klager til kong Svend over Strud-Haralds sønner

15. Nu skal der fortælles om Vesete, som har fået plyndret den af sine gårde, som var mest værdifuld, og dette kommer ham nu snart for øre, og det første han gør, er at holde sine sønner tilbage fra alle slags udfald og voldsomheder, mens han selv opsøger kong Svend og fortæller denne om Haralds sønner, og hvordan de har udplyndret ham og overfaldet hans gård — den mest værdifulde af dem, han ejede. Kongen svarer: »Jeg vil give dig det råd,« siger han, »— at du her til at begynde med lader alt være roligt, og så skal jeg sende bud til Strud-Harald og få at vide, om han vil yde erstatning for sine sønners gerninger, så du kan holdes skadesløs. Og jeg ønsker, at du vil stille dig tilfreds dermed.«

Således stillet tager Vesete hjem, men kong Svend sender straks bud efter jarl Harald, at denne skulle komme. Jarlen udsætter ikke rejsen, men opsøger kongen, og der bliver taget vel imod ham. Nu spørger kongen jarl Harald, om denne kendte til den skade, hans sønner havde tilføjet Vesete. Han svarede, at det kendte han knapt noget til. Kongen fortæller ham, at de havde overfaldet Vesetes allerbedste gård, og han beder jarl Harald bøde for værdierne, og så skulle sagen være glemt. Men jarlen siger, at han endnu ikke er så formuende, at han vil bøde for det, at nogle unge mennesker tager en ko eller et får for at skaffe sig føde. Kongen sagde: »Så drag du bare hjem,« siger kongen, »— nu har jeg fortalt dig, hvad jeg ønsker. Men jeg vil dog lade dig vide, at du hermed har ansvaret for dig selv og dine ejendele i forhold til Vesetes sønner, og jeg vil ikke have del i sagen, når du ikke går ind på det, jeg forelægger dig. Du vil alene det, du selv synes, men det aner mig, at du træffer en forkert beslutning.« Jarl Harald svarer og erklærer, at det er hans eget ansvar, og at det skal de ikke være uenige om, »— og jeg er ganske uræd for Vesete og hans sønner.« Og dermed drager jarl Harald hjem, og der fortælles ikke noget om hans rejse, eller at der indtraf noget undervejs.


Forliget på Isøreting

16. Det skal herefter fortælles, at Vesete og hans sønner hører om drøftelsen mellem jarl Harald og kong Svend, og også hvordan deres samtale var endt, og ligeledes hvad jarlen havde sagt til afsked, inden han og kongen skiltes. Nu agter Vesetes sønner at skride til handling, og de griber til at klargøre tre skibe, som alle var store, hvorpå de havde to hundrede mand, og de udruster denne skare så godt, som de formår. Siden sejler de til Sjælland, hvor de overfalder tre af jarl Haralds gårde — de mest værdifulde han ejede. Herefter tager de hjem — Vesetes sønner — med dette store bytte, de nu har skaffet sig.

Jarl Strud-Harald får snart besked om dette, at han var blevet udplyndret, og at hans tre mest værdifulde gårde var blevet overfaldet. Han kommer nu i tanker om, hvad kongen havde forudsagt ham. Han lader straks folk opsøge kongen for at spørge, om denne nu vil tage del i et forlig mellem dem, og han erklærer, at han nu vil følge kongens afgørelse. Men kongen svarer nu således: »Nu kan jarl Harald følge sine egne gode råd. Jeg vil ikke blande mig, for han ønskede ikke mine råd, da vi talte om denne sag, og dengang var sagen mindre, end den er nu. Nu kan han selv finde ud af det — jeg vil ikke have noget med sagen at gøre.« Nu tager jarlens udsendinge hjem igen og giver ham kongens svar. »Så må vi selv afgøre sagen,« siger jarlen, »— siden kongen ikke vil gribe ind.« Jarl Harald skaffer sig nu ti skibe og udruster dem med de bedste folk og våben, og han drager derpå af sted med denne styrke, til han kommer til Bornholm. Dér farer de i land og plyndrer tre af Vesetes gårde, som ikke var dårligere end dem, Vesetes sønner havde hjemsøgt. Jarl Harald vender nu tilbage til Sjælland med dette bytte, og han mener nu at have taget god hævn på denne færd.

Det fortælles, at der herefter ikke går længe, inden Vesete erfarer dette — al den skade der er sket — og han vælger straks at opsøge kong Svend, og denne tager vel imod ham. Siden taler Vesete sin sag for kongen og fremstiller den således: »Du må have hørt — herre!« siger han, »— at det en tid har været anstrengt mellem os og jarl Strud-Harald, og jeg frygter, at der vil opstå ufred mellem selve landets indbyggere, hvis ikke du tager del i sagen, for det kan hænde, at det udvikler sig til noget værre end det, der allerede er sket. Men det er dine folk på begge sider — herre!« Kongen svarer på denne måde: »Jeg skal snart af sted til det ting, der hedder Isøreting, og jeg vil pålægge jarl Harald at komme dér, og dér skal I forliges ved gode folks mellemkomst og efter min afgørelse. Det er nu det bedste for jarlen, at jeg forliger denne sag, som jeg synes — ikke mindst fordi jeg finder, at du fremstiller din sag godt.«

Herefter tager Vesete hjem, og således går nu tiden, indtil kong Svend og hans følge gør klar til tinget. Kong Svend har halvtreds skibe, og hans hær er så stor, fordi han alene vil afgøre sagen og alt det, der har været imellem dem. Jarl Harald havde ikke langt til tinget, og han har ikke mere end tyve skibe. Også Vesete kommer til tinget, men har kun tre skibe. Det fortælles også, at hans sønner — Bue den Digre og Sigurd Kåbe — ikke fulgtes med ham. Nu, da kongen og jarlen og Vesete var ankommet til tinget, slår Vesete sine telte op nede ved vandet og det sund, som går ind til tingstedet, mens Jarl Strud-Harald havde teltet længere oppe i land, og derimellem slog kongen lejr.

Ud på aftenen så de dér fra tinget ti skibe sejle fra jarl Haralds hjemsted, og da de kom nærmere, lagde folkene deres skibe i leje, hvorefter de gik i land med deres følge. De går straks hen imod tinget. Nu bliver disse mænd genkendt med det samme, og det er Vesetes sønner, der kommer — Bue og Sigurd. Bue den Digre var særlig prægtigt klædt, for han bar det tøj, som tilhørte jarl Harald, og den dragt var så værdifuld, at den androg 20 mark guld. Fra jarlen havde de også taget to guldkister, som var så fulde af guld, at der i hver kiste var 10 hundrede mark guld. Bue den Digre havde jarlens hat på hovedet — den som var 10 mark guld værd. De går nu rask ind på tingpladsen — brødrene — fuldt bevæbnede og med flokken i slagorden. Da de var kommet frem, tager Bue ordet og kræver ørenlyd, og da der var blevet stille, sagde han til jarl Strud-Harald: »Sagen er nu den —jarl!« siger han, »— at hvis du mener at kunne genkende de kostbarheder, som du her ser skinne på os, så træder du frem som en mand, hvis du tør, og hvis ellers du duer til noget. Du har længe ført dig frem over for vores slægt, og jeg er nu helt klar til at kæmpe imod dig, hvis ellers du besidder noget mandsmod.« Kong Svend hører Bues ord og mener ikke at kunne bevare sin værdighed, hvis han lader dem slås på tinget og ikke skrider ind, siden han havde lagt så stor vægt på, at de skulle forliges dér på tinget, og kongen vælger nu at gå imellem dem, og han tillader dem ikke at slås. Derved slutter sagen ved kongens indgriben, og på grund af hans store styrke må begge parter godtage, at kongen alene afgør sagen imellem dem, som han ønsker.

Men Bue forlanger som vilkår for forliget, at han på ingen måde skulle afstå guldkisterne, han havde taget fra jarlen, og ingen af hans kostbarheder — men bortset fra det bad han kongen råde, som denne ønskede. Kongen svarer: »Bue!« siger han, »— du bliver mig for overmodig! Du kan få din vilje angående guldkisterne, men så skal jarlen have så mange andre værdier, at han kender sig skadesløs. Men — Bue den Digre!« siger han, »— du kommer til at slippe de kostbarheder, som du har taget fra jarlen, og ikke lade ham lide den skændsel og vanære, at han ikke får sin hædersdragt igen.« Det ender med, at kongen afgør sagen, og Bue tager dragten af. Nu lagde kongen særlig vægt på dette, at jarlens kostbarheder skulle afleveres, fordi jarlen ville anse det for den største vanære, såfremt han ikke fik sine kostbarheder igen. Og nu bliver de enige om, at kongen skulle afgøre sagen imellem dem, som han lige havde gjort vedrørende kostbarhederne, og på samme måde skulle han i øvrigt afsige en kendelse, som han fandt rimelig for begge parter.

Siden bekendtgør kongen forliget og indleder med det, han allerede havde stillet i udsigt: At Bue straks skal aflevere jarlens kostbarheder, men selv beholde begge guldkisterne og dermed være fuldstændig forligt med jarlen. De skulle tillige betale erstatning for de af jarl Strud-Haralds gårde, de havde overfaldet, »— men han skal til gengæld yde jer den æresbevisning at gifte sin datter — Tove — med Sigurd Kåbe, og denne sum skal være hendes medgift. Og der skal ikke på anden vis ydes erstatning for overfaldene på gårdene; det tab må de selv tage på sig.« Kongen udformede forliget på denne måde, fordi han fandt, at dette gav størst håb om at klinke skårene mellem dem, og at forliget ville være mest holdbart, såfremt det indebar ægteskab mellem slægterne. Dette optages vel af far og sønner, og Vesete afstår en tredjedel af alle sine værdier til Sigurd, og Sigurd finder, at det er det bedste giftermål, som er blevet ham til del.

Således bliver de forligte, og de tager med det samme fra tinget og hjem til jarl Strud-Harald, for dér skal brylluppet straks stå mellem Sigurd og Tove. Kongen tager til gildet dér, og Vesete og hans sønner — som rimeligt var — og nu drikker man Sigurd og Toves bryllup med stor hæder og værdighed. Efter gæstebuddet drager kongen og de andre gæster hjem hædret med gaver. Vesete tager nu med sine sønner hjem til Bornholm, og Tove Jarlsdatter er med i deres følge. En tid er det nu roligt, og der hersker god fred mellem alle.


Bue den Digre og Sigurd Kåbe slutter sig til Jomsvikingerne

17. Nu har brødrene ikke været længe hjemme hos deres far, før Bue den Digre tilkendegiver, hvad han har i sinde: At han agter at tage til Jomsborg for at vinde hæder og berømmelse. Hans bror — Sigurd — vil med ham, selv om han er nygift, og brødrene gør nu klar til at drage hjemmefra, og de har to skibe og hundrede mand. De vil prøve at gøre, som Strud-Haralds sønner — Sigvald og Torkel — tidligere har gjort, og de sejler af sted, til de kommer til Jomsborg, hvor de straks lægger sig ved havneporten under stenbuen.

Da høvdingene i borgen bliver klar over deres ankomst, går de frem på stenbuen — høvdingene Palnatoke, Sigvald og Torkel den Høje — og Sigvald og Torkel genkender mændene, der fører skibene. Nu tager Bue til orde og siger, at han vil optages dér blandt Jomsvikingerne sammen med sin bror og hele deres flok, såfremt Palnatoke vil tage imod dem. Men Sigvald svarer: »Hvordan er I blevet forligte med min far — jarl Strud-Harald,« siger han, »— før I forlod landet?« Bue svarer: »Det bliver en lang saga,« siger han, »— at fortælle, hvad der skete mellem os, men det endte med, at kong Svend afgjorde hele vores mellemværende. Jeg kan ikke med få ord sige, hvad der skete — men forligte er vi.« Nu talte Palnatoke med sine Jomsvikingefæller: »Er I villige til at prøve,« siger han, »— hvorvidt disse mænd taler sandt eller ej? Jeg er ganske stemt for at tage imod dem,« siger han, »— for jeg tror kun, at der er få mænd her i vores flok, der er som dem.« Jomsvikingerne svarer ham: »Vi ønsker, at du optager disse mænd i dit og vores forbund, hvis du selv synes det. Hvis der så siden kommer noget frem om, hvad de har bedrevet, som vi ikke véd nu, da skal du afgøre denne sag som alle andre.« Derefter bliver der lukket op til Jomsborg, og Bue og de andre sejler ind i havnen. Siden bliver folkene prøvet, og af den flok slipper firs igennem, mens fyrre må vende hjem til Danmark.[13]

Nu kan det fortælles, at alle høvdingene opholder sig sammen i borgen — dem, som tidligere blev nævnt, og disse, som nu er kommet til — og de holdt sig gode venner. De hærger nu den ene sommer efter den anden i forskellige lande og skaffer sig både værdier og stor berømmelse, og selv om der ikke berettes om disse store bedrifter i denne fortælling, er det dog den almindelige mening, at der antageligvis aldrig har været mere modige og frygtløse folk end disse Jomsvikinger, og vi tror næppe, man har set deres ligemænd. Men hver vinter opholder de sig roligt og fredeligt i Jomsborg.


Vagn Ågesøn drager hjemmefra

18. Nu skal der fortælles om Vagn Ågesøn, og han vokser op hjemme hos sin far på Fyn, men opholder sig indimellem hos sin morfar — Vesete. Vagn er så ustyrlig i sin opvækst, at hans sindelag bedst beskrives ved, at da han var 9 år gammel, havde han allerede dræbt tre. Han er nu hjemme, indtil han er 12 år gammel, men da var det kommet dertil, at folk næppe mente at kunne udholde hans gemyt og voldsomhed. Han blev også så ondskabsfuld, at han ikke viste hensyn til noget som helst. Og nu véd hans slægtninge ikke, hvad de skal stille op i denne vanskelige sag.

Nu gør man det, at hans far — Åge — skaffer ham et halvt hundrede mand foruden et langskib, mens hans morfar — Vesete — giver ham et lige så stort følge og et andet langskib, og ingen mand, der følger Vagn, er ældre end 20 år, og ingen er yngre end 18 på nær Vagn selv — han var da 12 år gammel. Han kræver ikke mere, end hvad der her blev sagt — hundrede mand og to langskibe — men siger, at han ikke har brug for yderligere. Han sagde, at han selv ville skaffe sig forråd, og hvad de ellers måtte behøve.


Vagn Ågesøn optages blandt Jomsvikingerne

19. Vagn drog nu hjemmefra med dette lovende mandskab, og de får straks behov for at skaffe sig forråd, men Vagn bliver ikke tvivlrådig trods sin unge alder. Han farer nu først langs med Danmark og hærger i hele landets længde og driver strandhugst uden skånsel. Han raner både klæder og våben, og det ender med, at han hverken mangler våben eller hærklæder eller forråd, da han sejler ud fra Danevælde, og på den måde lader han danskerne tilvejebringe disse ting. Nu har han rigeligt af alt, hvad de behøvede på disse to skibe.

Nu sejler han, til han kommer til Jomsborg. Det var tidligt om morgenen, mens solen stod op. Vagn og de andre lægger med det samme skibene til ved stenbuen, og borgens høvdinge — Palnatoke og Sigvald, Torkel og Bue og Sigurd — går, så snart de bliver opmærksomme på flåden, op i kastellet, som de plejede, og de spørger derpå, hvem det er, der er kommet. Vagn spørger tilbage, om Palnatoke er i kastellet. Denne svarer og siger, at det er navnet på den mand, han taler med, »— men hvem er disse mænd,« siger han, »— som fører sig så stormandsagtigt frem?« Vagn siger: »Jeg vil ikke hemmeligholde mit navn for dig. Jeg hedder Vagn,« siger han, »— og jeg er søn af Åge på Fyn og din nære slægtning. Jeg er kommet her, fordi jeg vil slutte mig til jer, for hjemme fandt man mig ikke videre medgørlig, og mine slægtninge mente, at nu havde de fået nok, selv om jeg rejste derfra.« Palnatoke svarer: »Tror du — frænde!« siger han, »— at man vil finde dig omgængelig her, når folkene hjemme knapt eller slet ikke kunne styre dig?« Vagn svarer: »Man har løjet for mig — frænde!« siger han, »— hvis ikke du skulle formå at tøjle mit sind, så jeg kan være i stue med raske mænd. Og du kunne jo vise mig den ære, siden jeg har opsøgt dig.«

Nu drøfter Palnatoke sagen med Jomsvikingerne. »Hvad finder I tilrådeligt,« siger han, »— at vi tager imod min slægtning — Vagn — og hans folk eller ikke?« Da svarer Bue den Digre: »Det er mit råd,« siger han, »— og jeg er den af Vagns slægtninge, han har det bedst med — at vi aldrig tager imod ham, og at han aldrig kommer ind i borgen her.« »Folk her i borgen er imod din optagelse — frænde!« siger Palnatoke til Vagn, »— selv dine slægtninge, som kender alt til dig.« Vagn svarer: »Er de folk, der står sammen med dig, villige til at vedgå, at de ikke vil tage imod mig? Jeg havde dog ikke ventet af min slægtning — Bue — at han ville lægge navn til det.« »Jeg står desuagtet ved,« siger Bue, »— at jeg ikke ønsker din optagelse og snarere fraråder den, men dog vil jeg, at Palnatoke skal afgøre det.« »Og hvad mener jarl Strud-Haralds sønner?« siger Vagn, »— det vil jeg gerne vide!« »Vi kan sige ganske klart,« siger Sigvald, »— at vi ønsker, at du aldrig bliver optaget her i vores flok.« Nu spørger Palnatoke og siger: »Hvor gammel er du — frænde?« siger han. »Jeg skal ikke lyve om dette,« siger han, »— jeg er 12 år gammel.« »Ja,« siger Palnatoke, »— så beder du os om noget ulovligt — frænde!« siger han, »— når du er en meget yngre mand, end vi her i Jomsborg har lovfæstet, at man skal være, for at være i vores flok. Du kan af den grund ikke være her hos os.« Vagn svarer: »Jeg vil ikke være årsag til — frænde!« siger han, »— at du bryder din lov, men den bliver uanset ikke brudt, hvis jeg er som en på 18 år eller ældre.« »Det er bedst, at du ikke fortsætter med dette — frænde!« siger Palnatoke, »— og jeg vil hellere sende dig vestpå til Bretland og Bjørn den Bretske, og så vil jeg — for vores slægtskabs skyld — give dig det halve rige at råde og regere over dér i Bretland.« »Jeg synes, det er et godt tilbud — frænde!« siger Vagn, »— men jeg vil alligevel ikke tage imod det, du her tilbyder.« »Hvad vil du så — frænde!« siger han, »— når du ikke vil tage imod sådan noget, som jeg tilbyder her? For jeg synes, det er et godt tilbud.« Nu svarer Vagn: »Jeg ønsker ikke dette mere end før,« siger han, »— men det er dog et godt tilbud mellem frænder.« Palnatoke sagde: »Hvor vil du hen — frænde!« siger han, »— med dit overmod og din kækhed, når du ikke vil tage imod noget sådant?« »Nu skal I få at vide — Jomsvikinger! — hvad jeg har i sinde. Jeg vil tilbyde Sigvald — jarl Strud-Haralds søn — en lille dyst, hvor vi kæmper med lige store styrker. Lad ham komme ud af borgen med to skibe og hundrede mand, og så kan vi derefter prøve, hvem der må bøje sig for den anden, og hvem der får overhånd i vores mellemværende. Og så skal vi lave denne aftale: Hvis det bliver sådan, at de trækker sig tilbage og flygter, er I forpligtet til at tage imod os og lade os være sammen med jer i Jomsborg, men hvis det går os, som jeg nu agter, det skal gå Sigvald og de andre, så skal vi drage bort, og da er I løst fra denne aftale. Og jeg udfordrer jer ikke med mindre kraft, end at jeg siger, at Sigvald Jarlsøn skal kæmpe imod os, hvis han tør og ikke er kvindagtig og ellers har en mands hjerte snarere end et hundyrs.« Nu svarer Palnatoke: »Det er da uhørt,« siger han, »— hvad denne unge mand finder på, og dér kan du høre — Sigvald! — hvor ufordrageligt han byder dig, selv om du er jarlsøn, og det er næppe helt utænkeligt, at du får din sag for mod denne min slægtning, inden I skilles. Men ved det, at kravet stilles så hårdt og fjendtligt, vil det næppe anstå sig for dig, ikke at gå imod dem. Der er blevet sagt alt for meget, til at du kan trække dig ud af det. Tag nu og læg til imod dem og angrib dem første gang, så de kan lære at holde måde, men hvis det viser sig, at min slægtning — Vagn — ikke er så god til at sejre som til at bruge store ord, og han får det svært, så vil jeg strengt indskærpe, at ingen mand må bruge våben på ham — og det vil gå hårdt ud over den, der gør det — for det vil være ondt for mig at se, hvis han får en hård behandling, eller hvis der påføres ham nogen skade, selv om det næppe bliver ren barneleg med ham. Men det aner mig, at vi nu skal få bevist, hvor dygtig du er i kamp — Sigvald! — selv om min slægtning er ung af alder.«

Efter dette gør Sigvald og hans folk sig klar og forlader borgen med to skibe for at møde Vagn. Og så snart de mødes, vender de skjoldene imod hinanden og kæmper, og det fortælles, at Vagn og hans fæller med det samme udsætter Sigvald og de andre for en så voldsom byge af kastesten, at de ikke kan gøre andet end at dække og værge sig — og de har rigeligt at gøre, for de unge mænd går hårdt til værks. Da de begynder at mangle sten, lader de ikke hugvåbnene hvile længe, og der opstår da hugkamp, og de bruger sværdene på djærveste vis. Det ender med, at Sigvald trækker sig tilbage og flygter i land for at få fat i sten. Vagns flok sætter efter dem, og nu træffes de på land, og nu må Sigvald gøre modstand, hvad enten han vil eller ej. Så støder de sammen for anden gang, og kampen bliver nu meget hårdere og voldsommere end sidst, og det fortælles, at Sigvalds flok har det svært i denne strid.

Palnatoke og de andre står imens i borgens kastel, hvorfra de ser, hvordan dysten mellem Vagn og Sigvald forløber. Nu går Vagns flok så hårdt frem, at Sigvald og dennes fæller må trække sig helt tilbage til borgen, men den var lukket og låst, så de ikke kunne slippe ind i borgen, og nu måtte de enten vende sig til modværge eller give helt op. Nu ser Palnatoke og Jomsvikingerne, at der er to mulige udfald: Enten besejrer Vagn Sigvald og dennes styrke, eller også bliver de nødt til at åbne for borgen, så Sigvald kan slippe med livet i behold, for nu kan han ikke flygte — hvilket han nok heller ikke har haft til agt, en sådan mand som han var. Det ender med, at Palnatoke beder om at få borgen åbnet, »— og her har du — Sigvald! — ikke just mødt din ligemand i min slægtning, men nu er det på tide, at afbryde denne dyst, for nu har I til fulde prøvet hinanden, og nu véd vi, hvad I hver især formår. Og det er mit råd,« siger Palnatoke, »— hvis I også synes det — at vi tager imod denne unge mand og hans følge, selv om han er noget yngre, end det er berammet i vores love. Og jeg glæder mig over,« siger han, »— at ingen her i vores flok fik ram på ham på trods af hans unge alder, og man kan forvente om sådanne mænd, at de ikke senere vil finde alt uoverstigeligt.« Nu gør de, som Palnatoke anbefalede, og der bliver åbnet til Jomsborg, og kampen mellem dem slutter, og nu bliver Vagn og alle hans mænd optaget i forbundet. Det fortælles, at der i kampen mellem Vagn og Sigvald faldt tredive af Sigvalds mænd og tilsvarende mange af Vagns, men af de to var det dog alene Vagn, der høstede hæder af deres møde. På begge sider blev mange mænd desuden sårede.

Vagn opholder sig nu dér i Jomsborg efter alle høvdingenes ønske og med deres samtykke, for deres lov var sådan, at de alle skulle være enige om sagen, når det kom til stykket, også selv om den tidligere havde givet nogen anledning til uenighed. Det fortælles, at Vagn dér i Jomsborg bliver en så stilfærdig og beleven mand, at ingen dér var mere fredsommelig og sømmelig end Vagn Ågesøn, og ingen kunne al sin ridderskab bedre end ham. Han forlader landet hver sommer og styrer et skib og drager på hærtogt, og blandt Jomsvikingerne fandt man ikke en større kriger end ham.

Således forløber nu tre år, fra da han sluttede sig til Jomsvikingerne. Hver sommer ligger de ude på hærskibene, og de vinder altid sejr, men om vinteren er de hjemme i Jomsborg, og nu omtales de vidt omkring ude i verden.


Palnatokes død

20. Det fortælles nu, at i løbet af efteråret det tredje år blev Palnatoke syg, og Vagn er da 15 år gammel. Nu bliver kong Burislav straks bedt om at komme til borgen, for Palnatoke mener om sin sygdom, at den vil føre til hans død. Da kongen kommer til Palnatoke, siger denne: »Jeg tænker — herre!« siger han, »— at jeg ikke kommer til at lide af flere sygdomme end denne, hvilket heller ikke virker urimeligt min alder taget i betragtning. Men det er mit råd,« siger han, »— og forslag til dig, at man sætter en anden i mit sted, og den mand skal være høvding i borgen og tage sig af de sager, som jeg hidtil har rådet for, så Jomsvikingerne forbliver her i borgen, og så de stadig forestår landeværnet for jer, som vi har gjort indtil nu. Det forekommer mig, at Sigvald — både med hensyn til klogskab og indsigt — er den af de mænd, som kunne tænkes at efterfølge mig, der mangler mindst i at træffe beslutninger og afgøre folks sager her. Og I vil sikkert finde mig noget opblæst, når jeg nu siger til jer, at jeg tror — uden at vide det — at alle mangler noget i at være, som jeg har været.« Da svarer kongen: »Dine råd har ofte gavnet os,« siger han, »— og vi skal også følge det råd, du her har givet, for det vil være til alles bedste. Men det må frygtes, at vi ikke kan nyde godt af dig og dine råd længe endnu, men det forpligter os yderligere til at følge det sidste, og alle de gamle love, som Palnatoke med indsigtsfulde mænds råd har bestemt her i Jomsborg, skal fortsat være gældende.« Det fortælles, at Sigvald ikke var særlig modvillig til at påtage sig det, som her blev ham pålagt efter kong Burislavs og Palnatokes råd. Og herefter giver Palantoke sin slægtning — Vagn — det halve rige i Bretland til at råde og regere over sammen med Bjørn den Bretske, og siden bad han Jomsvikingerne og kongen i særdeleshed på alle måder at tage sig af Vagn, og han brugte mange og gode ord og viste dermed, at han elskede sin slægtning — Vagn — højt, og at det betød meget for ham, at de behandlede Vagn godt.

Ikke længe efter dette dør Palnatoke, hvilket alle anser for et meget stort tab, og dermed ender fortællingen om en fremragende mand.


Jomsvikingernes regelværk bliver omgået

21. Nu — efter Palnatokes frafald — bliver Sigvald leder af Jomsvikingernes forbund, men det fortælles, at han ikke havde haft ledelsen længe, før man begyndte at omgå lovene noget i borgen, og bestemmelserne bliver ikke fulgt så strengt, som da Palnatoke styrede. Det kommer snart dertil, at der er kvinder i borgen to eller tre nætter efter hinanden, og tilsvarende er mændene væk fra borgen i længere tid, end loven bestemte. Indimellem forekommer der også slagsmål mellem folkene og enkelte drab.


Sigvalds møde med kong Burislav

22. Og nu på denne tid forlader Sigvald borgen og opsøger kong Burislav. Kongen havde tre døtre, som nævnes i sagaen: Den ældste hed Astrid — hun var meget smuk og meget begavet — den næste i rækken hed Gunhild, og Geira var den yngste — hun blev gift med Olav Tryggvason. Da Sigvald træffer kongen, byder han denne to vilkår: Enten ville han ikke forblive i Jomsborg, sagde han, eller også gav kongen ham sin datter — Astrid. Kongen svarer ham: »Jeg havde ellers tænkt mig,« siger han, »— at jeg ville have givet hende til en mand med en ædlere byrd end din, men jeg har dog brug for, at du ikke forlader borgen. Vi burde alle drøfte sammen, hvad der forekommer os mest tilrådeligt at gøre.« Senere træffer kongen sin datter — Astrid — og spørger hende, hvad hun mener om dette ægteskab, at hun bliver gift med Sigvald, »— og jeg ønsker,« siger han, »— at vi træffer den klogeste beslutning, så Sigvald og Jomsvikingerne ikke forlader borgen, for jeg har meget brug for dem til at forsvare landet for mig.« Astrid svarer sin far: »For at sige det lige ud — far!« siger hun, »— så vil jeg aldrig giftes med Sigvald, men du skal dog ikke afvise ham. Eller gør det snarere på den måde, som jeg nu fortæller. For at opnå dette giftermål skal han udvirke, at landet fritages for alle de skatter, som vi hidtil har betalt til danekongen — før skal han ikke ligge i min arm. En anden mulighed er, at han får Svend Danekonge hertil, så du får ham i din magt.« Kongen forelægger herpå Sigvald deres krav, og siden indgår de en fast aftale derom, og sagen skal være tilendebragt inden den tredje jul, men hvis ikke Sigvald afstedkommer dette, som de her blev enige om, da skulle hele deres aftale miste sin gyldighed.


Sigvald lader kong Svend bortføre

23. Nu tager Sigvald hjem til Jomsborg, men det samme forår sejler han ud fra Jomsborg med tre skibe og tre hundrede mand. Han sejler, til han kommer til Sjælland, hvor han taler med nogle folk, han træffer, og erfarer, at kongen er på gæsteri kort derfra inde i landet. Og nu, da han mener at have fået vished om, hvor kongen befinder sig, lægger han til ved et næs, hvor ingen andre skibe var i nærheden, men det var nær ved gården, hvor kongen var på gæsteri og drak med seks hundrede mand. Sigvald og de andre vender deres skibe og lader forstavnene pege væk fra land, og de binder skibene sammen ved stavnene og lægger alle årerne i toldene. Sigvald lod derefter tyve pålidelige mænd opsøge kong Svend og sagde til dem, at de skulle sige til kongen, at Sigvald tvingende nødvendigt måtte træffe ham, men desuden at han var så syg, at han lå for døden. De skulle også sige til kongen, at dette nærmest gjaldt hans eget liv og hele velfærd.

Og nu tager sendebudene hen til gården og går ind i hallen og for kongen, og deres anfører forebringer det ærinde, de er sendt af sted i. Og da kongen hørte dette, kommer han straks ned til vandet — sammen med de seks hundrede mand, som var til stede ved gæstebuddet — for at træffe Sigvald. Da Sigvald får at vide, at kongen var på vej, var han — fortælles det — på det af skibene, som lå længst fra land, og han ligger nu i sengen og synes aldeles afkræftet. Han sagde nu til sine folk: »Når tredive mand er kommet ud på det skib, der er nærmest land, skal I trække landgangsbroen fra land og ud på skibet og sige, at mændene ikke må trænge så voldsomt frem, at de sænker skibene under os. Og jeg gætter på, at kongen går blandt de forreste. Når så tyve mand er kommet ud på det midterste skib, skal I rykke broen væk fra det skib.[14]« Nu fortælles det, at kongen ankommer med sit følge, og han spørger til Sigvald og får at vide, at denne er meget afkræftet og ligger på det yderste skib. Kongen går derpå ud på skibet nærmest land og derefter fra det ene til det næste, til han kommer til Sigvalds skib. Hans mænd følger efter ham, men Sigvalds folk gør nøjagtig, som han havde pålagt dem. Og nu, da kongen med ni mand i sit følge er kommet til det skib, hvor Sigvald ligger, spurgte kongen, om Sigvald var i stand til at tale. Han får at vide, at det er han, men at han ikke har mange kræfter. Kongen går derpå hen, hvor Sigvald ligger, og bøjer sig ned over ham og spørger, om han kan høre, hvad han siger, og hvad det var Sigvald ville fortælle ham, siden det var så magtpåliggende for ham, at de skulle træffes, således som Sigvald havde sendt bud om. »Du må komme lidt tættere på — herre!« siger Sigvald, »— så du bedre kan høre, hvad jeg siger, for jeg er nu noget lavmælt.« Men da kongen bøjede sig ned imod ham, greb Sigvald med den ene arm om kongens skulder og med den anden under kongens arm, og nu er han ikke helt uden kræfter, og det er ikke et løst tag, han har i kongen. I samme nu råber Sigvald til hele besætningen, at de skulle gribe alle årer, og det gør de, og de roede nu derfra så hurtigt, som de formåede.

Men tilbage på land står disse seks hundrede mand og ser på. Nu tager kongen til orde og siger: »Hvad er nu dette — Sigvald!« siger han, »— vil du svige mig, eller hvad har I gang i? Jeg forstår,« siger han, »— at der må være en grund, men jeg kan ikke se, hvad dette tiltag skal føre til.« Sigvald svarer kongen og siger: »Jeg ønsker ikke at svige dig — konge! — men nu kommer du med os til Jomsborg, og vi skal vise dig al den hæder, vi formår, og alle mændene her i dit følge skal være velkomne blandt os. Og når I kommer til det gilde, vi har forberedt til jer, skal I få at vide, hvad meningen er, og så skal du alene bestemme alt, mens vi alle skal bøje os for dig, som vi er forpligtede til.« »Det tager vi så imod,« siger kongen, »— således som sagen står.«

De drager nu af sted, til de kommer til Jomsborg, og Sigvald yder kongen hæderfuld tjeneste, og nu holder Jomsvikingerne det prægtigste gilde for ham og udtaler, at de alle er hans mænd. Sigvald fortæller nu kongen, at han havde ført ham bort fra landet af den årsag, at han på kongens vegne havde friet til en kvinde, og det var kong Burislavs datter, »— for hun er den smukkeste og mest belevne unge kvinde, jeg kender til, og jeg påtog mig dette for dit venskabs skyld — herre! — fordi jeg fandt, at du ikke skulle forpasse dette ypperlige giftermål.« Og Sigvald fik nu alle Jomsvikingerne til at bekræfte, at det var sandt, hvad han sagde. Kongen spurgte, hvad kvinden hed. »Gunhild er navnet på den kvinde,« siger Sigvald, »— som jeg har friet til på dine vegne. Kong Burislavs anden datter, som hedder Astrid, er blevet fæstet til mig, men Gunhild er dog på alle måder den fremmeste af de to. Men du — konge! — skal blive beværtet her i Jomsborg, mens jeg opsøger kong Burislav og bringer sagerne i stand på vegne af os begge. Nu kan du trygt overlade hele din sag til mig, så skal jeg få den gennemført til dit bedste.«

Efter dette opsøger Sigvald kong Burislav med hundrede mand, og han mødes med en god og ærefuld beværtning. Da Sigvald og kongen talte sammen, sagde Sigvald, at han nu var kommet for at få Astrid til kone, og han sagde, at nu havde han maget det således, som det var aftalt: Svend Danekonge var nu kommet til Jomsborg, og de kunne gøre med ham, som de ønskede, efter hvad de fandt formålstjenligt. Han bad da kongen og Astrid gøre, som det forekom dem mest klogt og tilrådeligt. De talte nu derom og rådspurgte Sigvald — både kongen og dennes datter — hvad han fandt mest tilrådeligt i denne sag vedrørende kongen — Svend. Sigvald svarer: »Jeg har udtænkt en løsning på denne sag,« siger han, »— og jeg ønsker, at du giver kong Svend din datter — Gunhild — og gør hans rejse hertil værdig. Men for at opnå giftermålet skal han først eftergive alle de skatter, som du hidtil har måttet betale ham, og jeg skal nok mægle imellem jer, og jeg vil føre sagen derhen, at dette, som jeg nu har rådet jer til, får fremgang.«

Nu, efter denne samtale, vender Sigvald hjem med sit følge — hundrede mand — og mødes med kong Svend, og kongen spørger med det samme, hvordan det var forløbet med sagen. »Afgørelsen ligger nu i dine hænder — herre!« svarer han. »Hvordan det?« siger kongen. »På den måde,« siger Sigvald, »— at hvis du først eftergiver kong Burislav skatterne, da vil han bortgifte sin datter til dig. Du må også tænke på — herre!« siger Sigvald, »— at det hele bliver dit, når han er væk, og du bliver også større af dette, at du har en svigerfar, som ikke er skattepligtig, for de konger, der må betale skatter, anses altid for mindre end dem, der ikke betaler.« Og så besnakker Sigvald kong Svend på mange måder, for at denne skal synes godt om dette — og han sparer hverken på vid eller veltalenhed. Det ender med, at kong Svend synes godt om den ordning, Sigvald slår til lyd for, og han er opsat på at få gennemført dette giftermål, så nu bliver sagen afgjort og bryllupsdagen fastlagt, og begge bryllupper skal stå samtidig.

Da tiden er inde, tager alle Jomsvikingerne til gildet, og kong Svend er med i deres følge, og det gæstebud var på alle måder så storslået, at de folk, der levede dengang, ikke kunne mindes, at der i Vendland var blevet holdt et mere pragtfuldt gilde end dette. Det fortælles nu, at den første aften, hvor folk sidder ved brylluppet, er brudene tilslørede, således at man dårligt kan se deres ansigter, men morgenen efter er de ganske lystige og bærer ikke slør, og nu betragter kong Svend de to søstre indgående, for han havde ikke set nogen af dem førend ved dette gilde, og han vidste ikke andet om søstrenes skønhed og belevenhed, end hvad Sigvald havde fortalt ham. Og det fortælles nu, at kong Svend syntes allerbedst om den kone, som Sigvald — den ræv! — havde fået, og kongen fandt, at hun var smukkere og mere beleven end den kone, han selv havde fået. Kongen synes ikke, at Sigvald, når det kom til stykket, havde holdt sig til sandheden, og nu finder kong Svend, at det halter noget med Sigvalds venskab imod ham. Med råd fra forstandige folk gennemskuer kongen nu alle Sigvalds listigheder, men han holder det dog skjult for mængden, når nu det er kommet så vidt, og nyder al den hæder og ære, der bliver ham til del — og så skulle han jo også have en tredjedel af Vendland ved kong Burislavs død.

Efter dette slutter gildet, og så drager kong Svend af sted med sin kone — Gunhild — og tager derfra med tredive skibe, og han har et stort følge og mange kostbarheder med sig. Sigvald tager til Jomsborg med sin kone — Astrid — og nu afviger man meget fra de love, som fra begyndelsen blev fastlagt af Palnatoke og andre forstandige mænd. Dette bemærker Jomsvikingerne, men de bliver dog alle dér i borgen en tid endnu, og de er meget berømte.


Jomsvikingerne aflægger løfter ved arveøllet efter jarl Strud-Harald

Jomsvikingernes løfteafgivelse
(Lorenz Frølich)

24. Ikke længe efter det, der lige blev fortalt, erfarer man fra Danmark den store nyhed, at jarl Strud-Harald — Sigvalds og Torkels far — er død. Hemming — deres bror — er endnu ung, da dette sker, og kong Svend mener sig forpligtet til at holde arveøllet efter jarl Strud-Harald, hvis ikke jarlens ældste sønner træder til, for man mente, at Hemming endnu var for ung til at forestå gildet. Nu sender kongen bud til brødrene i Jomsborg, at Sigvald og Torkel skal komme til arveøllet, hvor de skal mødes og alle i fællesskab holde gilde og sørge for, at det bliver meget anseeligt og svarende til, hvor stor en høvding deres far — jarl Strud-Harald — havde været. Brødrene sendte straks den besked tilbage til kongen, at de ville komme, og de sagde, at kongen skulle anstille alt, hvad man behøvede til gildet, og så ville de betale, og de bad ham tage, hvad han skulle bruge, af de midler, der havde tilhørt Strud-Harald. De fleste fandt det utilrådeligt, at de tog af sted, for de mente ikke, at kong Svends venskab med Sigvald og alle de øvrige Jomsvikinger stak særlig dybt, taget i betragtning hvordan det tidligere var gået i deres mellemværende, selv om de dengang behandlede hinanden med agtelse.

Men Sigvald og Torkel vil afgjort af sted, som de havde lovet, og Jomsvikingerne vil heller ikke sidde tilbage, men ønsker alle at følge Sigvald og Torkel til gildet. Da tiden er inde, forlader de Jomsborg med en stor mængde folk — de havde et hundrede og halvfjerds skibe. De sejler nu, til de kommer til Sjælland, hvor jarl Harald havde regeret, og kong Svend var kommet i forvejen, og havde dér ladet arveøllet anstille, så der ikke manglede noget — og dette sker ved vinternætternes begyndelse. Der er mange folk til stede, og det er det bedste gilde, og Jomsvikingerne drikker tæt den første aften og bliver meget berusede.

Dette står på en tid, og så bemærker kong Svend, at de næsten alle bliver døddrukne, således at de bliver sludrevorne og løsslupne og uden skrupler siger meget, som man ellers måtte forvente, at de ville afholde sig fra. Og nu da kongen bemærker dette, tog han til orde og sagde: »Her er nu en vældig gemytlighed og mange mennesker,« siger han, »— og jeg vil nu foreslå, at vi til morskab for folk prøver en ny leg, som længe efter vil blive mindet og anset for betydningsfuld.« Sigvald svarer kongen og siger: »Vi mener, det må være mest passende,« siger han, »— og give størst håb om morskab, at du lægger for — herre! — for vi er alle forpligtede til at følge dig, og vi samtykker alle i det, du ønsker at foretage med hensyn til morskaben.« Kongen siger: »Jeg véd, at man ved prægtige gilder og sammenkomster,« siger han, »— hvor udvalgte folk mødes, ofte har brugt, at folk aflægger højtidelige løfter for morskabs og navnkundigheds skyld. Og jeg har lyst til, at vi nu prøver denne form for adspredelse. Jeg tænker, at siden I Jomsvikinger nu overalt i verdens nordlige del anses for mere berømte end alle andre, så siger det sig selv, at I vil bidrage med noget særligt i en sådan leg; det vil nok vise sig nu, at I er noget mere end andre, og rimeligvis vil dette længe blive stående i folks minde. Men jeg skal ikke afholde mig fra at indlede underholdningen: Jeg lover,« siger kongen, »— at jeg, inden vinternætterne går på hæld for tredje gang, enten har jaget kong Adalråd ud af sit rige eller fældet ham og derved vundet riget. Og så er det din tur — Sigvald!« siger kongen, »— og gør ikke dit løfte mindre end mit.« Sigvald siger: »Det skal ske — herre! — og jeg lover,« siger Sigvald, »— at jeg inden vinternætterne om tre år har hærget i Norge med den hær, jeg kan skaffe, og at jeg har drevet jarl Håkon bort fra landet eller slået ham ihjel eller i tredje fald selv ligger død tilbage.« Da sagde kong Svend: »Det går jo fint,« siger han, »— og dette er et godt løfte, hvis du formår at indfri det, og det er ikke småmandsagtigt. Vi siger tak, fordi du lovede dette, men udfør nu, hvad du her har sagt, både godt og mandigt. Nu er det din tur — Torkel den Høje!« siger kongen, »— til at komme med et højtideligt løfte, og det er bare at lade det være stormandsagtigt.« Torkel svarer: »Jeg har overvejet mit løfte — herre!« siger han, »— og jeg lover,« siger Torkel, »— at jeg vil følge min bror — Sigvald — og ikke flygte, før jeg ser agterstavnen på hans skib. Og hvis han kæmper på land, da lover jeg, at jeg ikke vil flygte så længe han befinder sig i slagordenen, og jeg kan se hans banner foran mig.« »Dette er vel talt,« siger kong Svend, »— og det vil du givetvis leve op til, så brav en mand som du er. Nu er det din tur — Bue den Digre!« siger kongen, »— og vi véd, at du vil tale som en stormand.« »Så lover jeg,« siger Bue, »— at jeg, i det omfang jeg besidder mod og mandighed til det, vil følge Sigvald på dette togt, og jeg vil ikke flygte, førend færre står, end der er faldne, men jeg vil dog fortsætte, så længe Sigvald ønsker det.« »Det gik, som vi havde regnet med,« siger kongen, »— at der fra din side blev talt som en stormand. Og så er det din tur — Sigurd Kåbe!« siger kongen »— til at tage ordet efter din bror — Bue.« »Det er snart gjort med mit løfte — herre!« siger Sigurd, »— og jeg lover, at jeg vil følge min bror — Bue — og ikke flygte, før han har mistet livet, såfremt det skulle ske.« »Det var forventeligt,« siger kongen, »— at du ville gøre det samme som din bror. Men så er det dig — Vagn Ågesøn!« siger kongen »— og vi glæder os til at høre, hvad du lover, for du og dine slægtninge er nogle vældig karle og hårde negle.« Vagn svarer og siger: »Jeg lover, at jeg vil følge Sigvald og min slægtning — Bue — på dette togt, og jeg vil fortsætte, så længe Bue ønsker det, mens han er i live. Og jeg lader mit løfte følge af dette,« siger han, »— at hvis jeg kommer til Norge, vil jeg, før jeg vender tilbage til Danmark, gå i seng med Ingeborg — datter af Torkel Ler fra østpå i Viken — uden hendes fars eller øvrige slægtninges tilladelse.« »Nu gik det, som jeg ventede,« siger kongen, »— og du overskygger de fleste, vi kender, med hele din raskhed og belevenhed.« Det fortælles, at Bjørn den Bretske var dér i Jomsvikingernes flok, og han var Vagn Ågesøns bedste ven, for de havde begge haft magten sammen i Bretland, siden Palnatokes død. Og nu sagde kongen: »Hvilket løfte gør du nu — Bjørn den Bretske?« siger kongen. »Jeg lover,« siger Bjørn, »— at jeg vil følge min fostersøn — Vagn — som jeg har mod og forstand til.«

Herefter slutter deres samtale, og folk går straks hen for at sove. Sigvald finder i seng hos sin kone — Astrid — og falder straks i dyb søvn, da han lægger sig, men Astrid — hans kone — er vågen, og hun vækker Sigvald, da han havde sovet længe, og hun spørger, om han kan huske de højtidelige løfter, han gav aftenen før. Han svarer, at han ikke mindes at have lovet noget som helst om aftenen. Hun sagde: »Jeg tror nu ikke,« siger Astrid, »— at det går så let, og du får brug for både kløgt og snilde.« »Hvad skal vi nu gøre?« siger Sigvald. »Du er altid så klog, så du må da kunne give mig et godt råd.« Hun svarer: »Jeg véd nu ikke,« siger hun, »— om der findes et godt råd, men jeg har dog et forslag: Når du sidder ved drikken i morgen, skal du være glad og i godt humør, for jeg tror, at kong Svend nok kan huske dine højtidelige løfter, og når kongen bringer dem på bane, skal du svare ham ved at sige: ‘Øl gør noget ved forstanden, og jeg havde nok været mindre åbenmundet, såfremt jeg havde været ædru.’ Herefter skal du spørge kongen, hvordan han vil bidrage til, at du kan indfri dine løfter, og smør smilet på over for kongen og giv indtryk af, at du mener, det hele beror på kongen, for han tænker, at han nu rigtig har narret dig. Spørg hvor mange skibe han vil give dig til togtet, såfremt du binder dig til at tage af sted, og hvis han giver dig håb om støtte, men dog ikke siger, hvor mange skibe han vil give dig, skal du gå hårdere til ham og få ham til straks at sige, hvor stort et bidrag han vil yde. Sig at du får behov for megen hjælp, for jarl Håkon har en stor styrke. Og du skal bare himle vældigt op om dette og gå hårdt til ham,« siger hun, »— for jeg tænker, at så længe han ikke véd, hvorvidt togtet bliver til noget eller ej, vil han have mindst imod at love dig støtte og give dig skibe. Hvis til gengæld togtet er besluttet, tror jeg ikke, du opnår megen støttet fra ham, medmindre han forud har lovet det, for han ønsker hverken at spare dig eller jarl Håkon for ulykke, og han så helst, at det gik ud over jer begge.«


Jomsvikingerne indleder togtet til Norge

25. Det fortælles nu, at Sigvald gør, som Astrid havde rådet ham til, og da de begynder at drikke dagen efter, er Sigvald ganske munter og spøgefuld. Og nu nævner kongen de højtidelige løfter, der blev aflagt om aftenen, og kongen fryder sig og mener i den grad at have lokket Sigvald og alle Jomsvikingerne i en fælde. Men Sigvald svarer kongen og bruger netop de ord, som Astrid havde forelagt ham, og han spørger nu, hvordan kongen agter at støtte ham. Det kommer dertil, at kongen siger, at når Sigvald er klar til dette togt, agter han at bidrage med tyve skibe. Sigvald svarer: »Det bidrag var godt,« siger han, »— hvis det kom fra en mægtig bonde, men dette er ikke et kongeligt bidrag, når man tager i betragtning, hvor stor en høvding du er.« Da svarer kong Svend — og han var noget hvas — og spurgte Sigvald: »Hvor meget mener du, at du har brug for,« siger han, »— hvis du skal have den styrke, du ønsker?« »Det skal jeg snart fortælle dig,« siger Sigvald, »— for det er lige bestemt tres skibe, som alle er store og veludstyrede, og så skal jeg til gengæld give dig ikke færre, men snarere flere skibe, som dog vil være mindre, for det er ikke til at vide, om alle dine skibe vender tilbage igen, og det gør de rimeligvis ikke.« Nu siger kongen: »Alle skibene skal ligge klar — Sigvald! — når du er rede til at tage af sted,« siger kongen, »— og gå bare i gang! Jeg skal skaffe dig det, du beder om.« »Det er et ordentligt løfte — herre!« siger Sigvald, »— og hæderfuldt, som man kunne forvente fra dig, og lad nu også det, du her har lovet, blive vel udført, for vi tager af sted, så snart dette gæstebud, som vi deltager i, er slut. Men skaf du nu alle skibene, så det ikke trækker ud, og så kan både du og jeg sammen skaffe besætninger dertil.« Nu mister kongen først mælet og går i stå, men så kom det straks: »Det skal ske — Sigvald!« siger kongen, »— som du siger, men dette kommer dog noget tidligere, end jeg havde forventet, og jeg havde ikke regnet med, at I ville fare af sted så hurtigt, som det nu er tilfældet.« Da sagde Sigvalds kone — Astrid: »I skal ikke gøre jer forhåbninger om at sejre stort over jarl Håkon,« siger hun, »— hvis togtet udsættes, således at han hører om det og har lang tid til at forberede sig. I så fald lider I nederlag, og der er kun én ting at gøre,« siger hun. »— og det er at komme af sted så hurtigt som muligt uden at lade rygtet fare i forvejen og på den måde overraske jarlen.«

Det fortælles, at de nu afgør, at de vil af sted, så snart gæstebuddet er til ende, og de forbereder nu alt dér ved arveøllet og planlægger togtet. Det siges, at Tove — jarl Strud-Haralds datter — tager til orde og siger til sin mand — Sigurd: »Tag du nu af sted, som du agter,« siger hun, »— men jeg vil bede dig om, at du følger din bror — Bue — så godt, som du formår, og efterlad dig det bedste omdømme. Jeg agter at vente på dig,« siger hun, »— og ingen mand skal komme i min seng, så længe jeg véd, at du er ved godt helbred og i live. Men — Bue!« siger hun, »— der er to mænd, som jeg vil give dig med på dette togt, fordi du har altid været god imod mig. Den ene hedder Håvard og kaldes Håvard den Huggende, mens den anden hedder Aslak og kaldes Aslak Holmskalle. Og jeg giver dig disse mænd, fordi jeg godt kan lide dig, og det skal ikke nægtes, at jeg meget hellere ville være gift med dig end med ham, jeg har, men sådan må det nu være.« Bue tager imod mændene og beder hende have tak for dem, og han giver straks sin slægtning — Vagn — Aslak til følge, mens Håvard skulle være hos ham selv.

Så er gildet forbi, og nu gør Jomsvikingerne deres flok klar til afrejse, og da de er klar, forlader de landet, og de havde hundrede storskibe. Da de forlod Jomsborg på vej til gildet, havde de haft et hundrede og halvfjerds skibe, men deraf havde mange været små.


Øgmund den Hvide mister sin hånd

Øgmund viser jarl Håkon sin manglende hånd
(Christian Krohg)

26. Nu drager de af sted og får gunstig vind og kommer til Viken i Norge; de ankommer sent om aftenen, men straks den samme nat styrede de til byen Tønsberg, hvortil de kom med hele flåden omkring midnat. I sagaen nævnes en mand ved navn Øgmund, som blev kaldt Øgmund den Hvide. Han var jarl Håkons lendermand, ung og meget værdsat af jarl Håkon. Han bestemte over Tønsberg by, mens dette sker. Men nu, da hæren kom til byen, undertvang de sig næsten hele byen og dræbte mange folk dér. Siden tog de alle de værdier, de kunne få fat i — og de fór ikke nænsomt frem. De folk, det gik ud over, fik en brat opvågning og måtte straks tage imod hug og våbengang. I lighed med andre vågner Øgmund den Hvide ved denne ufred, og tilsvarende gør dem, der sov ved siden af ham i rummet. Nu griber han og de andre med ham til den udvej at flygte op på et loft, hvor de mener at kunne forsvare sig længst, for der var ingen mulighed for, at de kunne forsvinde ud i skoven. Da Jomsvikingerne bliver klar over dette, samles de ved loftet og hugger på det med stor iver. Nu indser Øgmund og de andre, at de ikke kan forsvare sig, for den hær, som er kommet, går alt for hårdt og ihærdigt frem. Det fortælles, at Øgmund den Hvide vælger at springe fra loftet ned på gaden, og han lander på begge ben, men Vagn Ågesøn befandt sig lige ved siden af, hvor han kom ned, og han hugger straks til Øgmund, og hugget træffer på armen oven for ulveleddet[15]. Vagn står tilbage med hånden, mens Øgmund slipper væk i skoven. En guldring var fulgt med hånden, og den samler Vagn op og beholder. Da Øgmund kommer ind i skoven, stopper han et sted, hvor han kan høre, hvad de taler om, og han vil prøve at finde ud af, hvem de er, ved at lytte til deres samtale, for det véd han endnu ikke, og han syntes, at det ville være noget dumt, hvis han ikke kan fortælle det, såfremt han skulle møde andre folk — også når han var blevet sådan lemlæstet. Nu forstår han af deres ord og råb, at det er Jomsvikingerne, der er kommet, og han véd også, hvem han selv har været udsat for.

Herefter går han sin vej gennem skove og ødemarker, og det fortælles, at han i seks dage færdes gennem vildmark, før han kommer til bebyggede områder. Så snart Øgmund finder huse og folk, modtager han al den hjælp, han behøver, for mange kendte ham, og han var en afholdt og vellidt mand. Han fortsætter nu, indtil han får at vide, hvor jarlen befinder sig på gæsteri, og han opsøger nu denne. Jarlen har da taget ophold på den gård, der hedder Skygge, og den mand, der beværtede ham, hed Erling; han var lendermand. Jarlen var dér med hundrede mand, og hans søn — Erik — var dér sammen med ham. Det fortælles, at Øgmund den Hvide kom dertil sent en aften, og han går straks ind i hallen og for jarlen og hilser pænt på ham. Jarlen tager imod hans hilsen, og han bliver spurgt om nyheder i almindelighed. Og Øgmund svarer: »Der er foreløbig ikke sket alverden på min tur,« svarer han, »— men det kan være, at der ikke er småting i vente.« »Hvad da?« spørger jarlen. »Dette,« siger Øgmund, »— at jeg kan melde dig om krig. En vældig hærflok er kommet til landet østpå i Viken, og de kommer med den værste ufred og strid, og jeg tænker, at de agter at fortsætte sådan.« Jarlen sagde: »Jeg gad nok vide,« siger han, »— om der skal hænges nogen, før folk holder op med at fare omkring med løgne her i landet.« Erik svarer og siger: »Sådan må du ikke tage det — far!« siger han, »— for det er ingen løgnhals, der taler her.« Jarlen sagde: »Du véd måske — min søn!« siger han, »— nøjagtig hvem denne mand er? Det virker sådan, siden du støtter hans sag.« »Det skulle jeg mene, at jeg véd noget om,« siger Erik, »— og det véd du vist også selv — far! Jeg mener, at det er Øgmund den Hvide — din lendermand — der er kommet, og han har ofte taget bedre imod os, end vi nu har taget imod ham.« »Jeg kunne ikke genkende ham,« siger jarlen, »— lad ham komme herhen for at tale med mig igen.« Så snart han hører jarlens ord, går Øgmund igen for ham. Derpå spørger jarlen: »Hvilken Øgmund er du?« siger han, og Øgmund fortæller de nærmere omstændigheder om sig selv, så han kan genkendes. Da sagde jarlen: »Jeg véd,« siger han, »— at du taler sandt, såfremt du er denne mand. Men fortæl mig,« siger jarlen, »— hvem er anfører for denne store hær?« »Sigvald er navnet på ham, der fører an i hærstyrken,« siger Øgmund, »— men jeg hørte både Bue og Vagn nævnt i hæren. Og jeg bærer også selv et bevis på, at jeg ikke lyver.« Han holder derpå armen frem og viser jarlen stumpen. Da sagde jarlen: »Du har fået en hård og ilde medfart,« siger han, »— men véd du, hvem der har tilføjet dig denne skade?« »Det kunne jeg slutte — jarl!« siger han, »— ud fra det, der blev sagt, da han tog ringen, der var fulgt med hånden: ‘Der fik du gevinst — Vagn Ågesøn!’ sagde de, og derudfra mente jeg at vide, at det var ham, jeg var blevet udsat for, og så kunne jeg udlede,« siger han, »— at det måtte være Jomsvikingernes hær.« »Jeg tror, du har ret,« siger jarlen, »— angående de mænd, du hørte blive nævnt i flokken. Men jeg må sige, at dette alligevel var den sidste hær, jeg ville ønske at gå imod,« siger jarlen, »— selv om jeg kunne vælge mellem alle hære. Jeg formoder, at der nu bliver brug for både forstand og tapperhed.«


Jarl Håkon og hans sønner samler flåden i Hjørungavåg

27. Nu sender jarlen straks nogle folk til Lade til sin søn — Svend — for at fortælle ham, at der er kommet en hær, og han beder Svend sørge for at samle styrken fra hele Trondheimen og indkalde alle de mænd, der regnes for noget, men også dem af lavere stand, og således få klargjort hvert et skib af en vis størrelse på stedet. Gudbrand den Hvide var hos jarlen, som holdt meget af ham. Og jarlen forlader nu gæstebuddet med den styrke, han kunne skaffe dér. Han drager af sted, til han kommer ned i Romsdalen, og siden samler han hærfolk i Nordmøre. Han sender Erling sydpå gennem Rogaland for at fortælle, hvad der sker, og for at samle hærfolk dér. Jarlen sendte Erling sydpå med det samme, inden han forlod gæstebuddet, og han sender bud til alle sine mænd i landet og alle dem, der var noget ved, at de skulle komme til ham med den styrke, de kunne skaffe. Jarlen sender tillige bud til de mænd, han ikke kom overens med, at de skulle opsøge ham, og han sagde, at han han ville forlige sig med hver en mand, som ved denne lejlighed opsøgte ham for at støtte ham.

Erik — jarl Håkons søn — tager nordpå gennem Namdalen for at møde sin bror — Svend — og for at samle alle de folk, han kan, fra de yderst beliggende øer. Det fortælles, at da Erik sejlede sydpå gennem Hammersund, blev han mødt af hærskibe, og anfører for styrken var en mand, der hed Torkel og blev kaldt Torkel Midjelang. Han var en rigtig viking, som ikke kunne enes med jarl Håkon. De finder straks deres våben frem — vikingerne — og agter at angribe de andre, og de havde tre skibe. Da Erik ser dette, siger han til Torkel Midjelang: »Hvis du vil slås med os,« siger han, »— så er vi klar, men jeg synes dog, at der findes en bedre løsning.« »Hvad går det ud på?« siger Torkel. »Det forekommer mig upassende,« siger Erik, »— at vi nordmænd strides indbyrdes, når nu der var et andet og bedre vilkår for hånden. Hvis du vil opsøge min far med din styrke og støtte ham så meget, som du er i stand til, så kan I blive forligte, og det vil ikke give anledning til besvær fra min fars side.« Torkel svarer: »Det vilkår vælger jeg — Erik! — hvis du indestår for, at det, du siger, ikke slår fejl, når jeg træffer din far.« »Det skal jeg tage ansvaret for,« siger Erik. Og nu slutter Torkel Midjelang sig til Erik sammen med sine mænd.

Kort tid efter dette mødes brødrene — Erik og Svend — og de tager nu derhen, hvor Håkon og Erik havde aftalt, inden de skiltes. Siden mødes far og sønner — Håkon og Erik og Svend — og hele hæren på det sted, de havde fastlagt til deres møde og samling. Det var i Sunnmøre ved den ø, der hedder Hød, og der kommer mange lendermænd dertil. Far og sønner havde i alt tre hundrede skibe, men mange af dem var ikke videre store. De ligger nu og rådfører sig med hinanden i den vig, der hedder Hjørungavåg, og dér i vigen ligger hele flåden.


Jomsvikingerne får nys om jarl Håkons færden

28. Nu skal der fortælles om Jomsvikingerne: De farer med ufred nordpå langs landet, og de hærger og plyndrer, som de kommer frem. De øver strandhugst i stort omfang og dræber mange, og vidt omkring lægger de gårdene i aske. De farer sydfra med hærskjold overalt, og alle flygter for hæren, når de erfarer om den og kan nå at slippe væk. Nu sejler de, til de kommer til det sund, der hedder Ulvesund, og da er de kommet til Stad. Det fortælles, at ingen af parterne — hverken jarl Håkon eller Jomsvikingerne — rigtig véd noget om hinandens færden. Nu sejler Jomsvikingerne sydfra forbi Stad i tyve roskifter, indtil de kommer i havn på det sted, der hedder Herøy, og dér i havnen lægger de hele deres flåde.

Da de er ankommet dertil, mener de på ny, at de behøver forsyninger. Det fortælles, at Vagn Ågesøn sejler på sit langskib til den ø, der hedder Hød, men Vagn véd ikke, at jarlen ligger dér i vigen ikke langt fra øen. Vagn lægger til ved øen, og de går i land og agter at øve strandhugst, hvis de får muligheden. Nu sker det, at de falder i snak med en mand, som driver tre køer og tolv geder foran sig. Vagn spørger om mandens navn. Han svarer og siger, at han hedder Ulf. Da sagde Vagn til sine folk: »Tag nu køerne og gederne og slå dem ned og bær dem ud på vores skib, og hvis I finder flere dyr her på stedet, så gør det samme.« »Hvem er den mand,« siger ham Ulf, »— som er anfører for folkene på dette skib?« »Han hedder Vagn og er søn af Åge.« »Jeg skulle ellers mene,« siger ham Ulf, »— at der her var større slagtedyr for hånden, og det er ikke videre langt herfra. Det vil tjene jer Jomsvikingers hensigter bedre end at slå mine køer og geder ned.« »Fortæl os det, hvis du véd noget om jarl Håkons færden,« siger Vagn, »— og hvis du kan give os sikker besked om, hvor han er, så har du reddet både dine køer og geder. Men hvad har du at fortælle? Hvad véd du om jarl Håkon?« Ulf svarer: »Han lå her sent i går aftes med kun ét skib ved øen Hød — i Hjørungavåg — og dér kan I straks få ram på ham, hvis I vil, for han venter dér på sine folk.« »Hermed,« siger Vagn, »— har du frikøbt alle dine dyr, men gå nu med ombord og vis os vejen til jarlen.« »Det går ikke an,« siger Ulf, »— og jeg vil afgjort ikke kæmpe imod jarlen, for det ville være uklædeligt. Jeg vil dog vise jer vejen, indtil I kan finde ind i vigen, hvis I ønsker det, men hvis jeg tager med jer ud på skibet, må I love mig, at jeg bliver ladt i fred, når I kan overskue, hvad der findes i vigen.« Nu følger Ulf med dem ud på skibet, og det er tidligt på dagen, og Vagn og hans folk skynder sig straks til Herøy for at fortælle Sigvald og alle Jomsvikingerne denne nyhed, som Ulf havde fortalt dem.


Slaget forberedes

29. Nu begynder Jomsvikingerne at gøre alt klar, som de ville have gjort, hvis de skulle af sted til den hårdeste kamp, og de ønsker at være rede til alt, selv om Ulf foregiver, at sagen er let. Da de er helt klar, begynder de at ro imod vigen. Det fortælles, at Ulf nok anede, at de ville mene, at der lå flere skibe i vigen, end han havde fortalt dem. Og så snart skibene kom til syne, springer Ulf over bord og dykker ned og agter at svømme i land, for han ville ikke vente på at få løn for sit arbejde. Da Vagn ser dette, vil han bestemt lønne ham efter fortjeneste, og han griber derpå et spyd og sender det efter ham, og spyddet rammer ham lige midtpå, og han dør på stedet. Nu ror Sigvald og alle Jomsvikingerne ind i vigen, og de ser da, at der ligger hærskibe i hele vigen foran dem. De lægger med det samme hele deres styrke i slagorden. På den anden side så jarlerne — Håkon og hans sønner — hvordan Jomsvikingerne var kommet, og de lader straks fortøjningerne gå og fastlægger, hvem de hver især skulle møde i kampen.

Det fortælles her, at Hjørungavåg vender med det inderste af vigen mod øst og mundingen mod vest. Ude i vigen står tre sten, som kaldes Hjørunger, og den ene er noget større end de andre, og vigen er opkaldt efter disse sten. Midt i vigen findes et skær, og der er lige langt til land i alle retninger fra skæret, både ind i bunden af vigen og til de to modstående sider. Nord for vigen ligger en ø, der hedder Primsigd, og Harund ligger syd for vigen, og indefter dér findes Harundsfjorden.

Nu skal det fortælles, at Jomsvikingerne lægger deres skibe i følgende slagorden: Sigvald lægger sit skib midt i slagordenen, og Torkel den Høje — hans bror — lægger sit skib ved siden af ham. Bue den Digre og dennes bror — Sigurd Kåbe — lægger deres skibe på den ene flanke, mens Vagn Ågesøn og Bjørn den Bretske indtager den anden flanke. På den anden side fordeler jarl Håkon og de andre, hvem af deres mænd der skal slås mod disse kæmper, og de indretter sig for det meste således, at tre af deres skal møde én af de andres. Vi kan indledningsvis fortælle om deres fordeling, at Svend Håkonson agter sig imod Sigvald, mens tre mænd var udpeget til at gå imod Torkel den Høje — Sigvalds bror — og deraf var Ørlands-Skegge den ene, Sigurd Steikling[16] fra Helgeland nordpå den anden, og den tredje var Tore med tilnavnet Hjort. Yderligere to mænd, som ikke nævntes før, skulle følge Svend Håkonson imod Sigvald: Gudbrand fra Dalene og Styrkår fra Gimse. Imod Bue havde man sat Torkel Midjelang — jarlens lendermand[17] — foruden Hallstein Kællingebane fra ...lum og som den tredje Torkel Ler, der var jarlens lendermand. Mod Sigurd Kåbe — Bues bror — havde man far og søn: Armod fra Ønundsfjorden og sønnen Arne. Og imod Vagn Ågesøn satte de jarl Erik Håkonson sammen med Erling fra Skygge og som den tredje Øgmund den Hvide — og denne sidste havde noget at gengælde Vagn for afhugning af hånden, hvorom der tidligere blev fortalt. Imod Bjørn den Bretske sendte man Einar den Lille — en lendermand — foruden Håvard Opsyn og som den tredje Hallvard fra Flydrenes, som var Håvards bror. Håkon selv skal sejle frit omkring, og man havde ikke udset ham til at gå imod nogen bestemt, men han skal støtte alle dele af slagordenen og anføre styrken.

Det fortælles, at fire islandske mænd, der nævnes med navn, var på Håkon og dennes søns — Eriks — side. Man omtaler Einar, som dengang blev kaldt Skjoldmø-Einar. Han var jarlens skjald, men han var dog noget mindre værdsat af jarlen, end han tidligere havde været. Einar talte meget om, at han ville rømme fra jarlens hær og gå over til Sigvald, og han kvad siden dette vers:[18]


Godt i hænge-gudens
gyldne drik jeg hylded’
folkets vågne værge
(vel! — jeg nu fortryder).
Landets leder anser
langtfra (tror jeg!) skjalden
for slet; guldets giver
gerne dog jeg søgte.


»Men jeg skal rigtignok over til Sigvald,« siger han, »— for han kan vel ikke hædre mig mindre, end jarlen gør.« Han springer herefter fra jarl Håkons skib og ind på bryggen og ser rigtig travl ud, men han skynder sig ikke væk, for han vil se, hvordan jarlen tager det. Mens han står på bryggen, får han igen et vers på tungen, og han kvæder til Sigvald:[19]


Vis mig vej til Sigvald
(vargens sværdfro skaffer);
ryd mig rum på jarlens
ringskjoldklædte barde!
Mit skjold ud på Skefils
ski jeg bærer; næppe
vil sårormens svinger
sende skjalden fra sig.


Og nu ser jarl Håkon, at Skjoldmø-Einar er på vej væk, men så kalder jarlen på ham og beder ham komme til en samtale, og det gør han. Derpå tager jarlen et par gode vægtskåle, han havde; de var fremstillet af brændt sølv, men helt forgyldte, og der hørte to vægte til, en af guld og en anden af sølv. Der var afbildet en skikkelse på begge vægte, og de kaldtes lodder, og de var egentlig den slags lodder, som folk plejede at bruge, men disse havde en mægtig natur, og hver gang jarlen skulle træffe et valg, benyttede han disse lodder. Jarlen brugte at lægge disse lodder i skålene og sige, hvilken betydning hver af dem havde. Og hver gang lodtrækningen gik godt, og udfaldet blev, som han håbede, lå det lod, som angav det, han ønskede skulle ske, uroligt i skålen og bevægede sig, så der hørtes en klirren derved. Disse kostbarheder giver jarlen Einar, hvorved denne bliver glad og fornøjet. Han opgiver nu sin rømning og opsøger ikke Sigvald. Dette skaffer Einar et tilnavn, og han bliver siden kaldt Einar Skåleglam.

Til stede var en anden islænding, der hed Vigfus — en søn af Viga-Glum. Den tredje var Tord med tilnavnet den Kejthåndede. Den fjerde var Torleif med tilnavnet Skuma[20]; han var en søn af Torkel den Rige fra Alvidre vestpå i Dyrefjorden. Det fortælles om Torleif, at han i skoven finder sig en stor kølle eller trærodsknold, hvorpå han går hen, hvor kokkene har tændt bål og laver mad. Han svider køllen noget på hele ydersiden og har den i hånden, da han opsøger Erik Håkonson. Erik er da på vej ned til sit skib i følge med Einar Skåleglam, og Torleif slutter sig dér til dem. Da Erik ser ham, spørger han: »Hvad skal du — Torleif!« siger han, »— med den store kølle, du bærer på?« Torleif svarer ham på denne vis:


I hånden har jeg
en hovedpine,
Bues benbrud,
bank til Sigvald,
vikingers vånde,
et værn for Håkon;
inden jeg dør
skal egekøllen,
jeg står med her,
styne de danske.


Og så går de fire islandske mænd — Torleif Skuma og Einar Skåleglam, Vigfus Viga-Glumson og Tord den Kejthåndede — om bord på skibet sammen med Erik.


Kampen begynder

30. Efter dette lægges flåderne mod hinanden i de slagordner, som før blev opregnet, og jarl Håkon er med i sin søns — Svends — styrke for at hjælpe ham imod Sigvald, og nu indledes den hårdeste kamp mellem de to styrker, og på ingen af siderne kan man klandre folk for manglende iver og stridslyst. Det fortælles, at det er jævnbyrdigt mellem Sigvalds flok og far og søn, således at ingen af parterne trækker deres skibe tilbage. Mens dette står på, kan jarl Håkon og de andre se, at Bue har frembragt en stor åbning i deres slagorden dér, hvor han befandt sig på den nordre flanke, og de, som kæmpede imod ham, havde trukket deres skibe tilbage, for de fandt det bedre at have ham lidt på afstand. Han følger ikke desto mindre efter dem og tildeler dem voldsomme hug, og han er hård ved dem og forårsager stor mandskade i kampen.

Jarlen kan se, at kampen mellem Erik og Vagn indtil videre er næsten lige, og de befinder sig på slagordenens søndre flanke. Nu trækker Erik det skib, han selv befinder sig på, tilbage, og det samme gør hans bror — Svend — og de to brødre sejler nu hen imod Bue for at kæmpe imod ham, og de formår at genoprette slagordenen, men heller ikke mere. Jarl Håkon kæmper imens mod Sigvald, men da Erik kommer tilbage på den søndre flanke, har Vagn skabt en stor åbning i Eriks slagorden. Eriks folk har trukket sig tilbage, hvorved skibene er kommet til at ligge adskilt fra hinanden, og dér har Vagn og hans folk gennembrudt slagordenen, og således går de hårdt til de andre. Nu, da Erik ser dette, bliver han meget vred, og han lægger nu Jernbarden hårdt imod det langskib, som Vagn styrede, og de ligger nu stavn mod stavn og kæmper på ny, og kampen har aldrig været hårdere, end den er nu.

Det fortælles nu, at Vagn og Aslak Holmskalle springer fra deres langskib over på Eriks Jernbarde, og de går derpå langs hver sin ræling, og Aslak hugger — må man sige — til begge sider, og tilsvarende gør Vagn, og således rydder de sig nu vej, at alle viger for dem. Erik ser, at disse mænd er så vilde og voldsomme, at det ikke kan gå i længden, og jarlen må snarest finde på noget at gøre. Det fortælles om Aslak, at han er skaldet og ikke bærer hjelm på hovedet, men har skallen bar den dag. Det er smukt vejr, klart og varmt, og mange smider tøjet på grund af varmen og bærer kun hærklæder. Nu opildner Erik sine folk, og de går imod Aslak Holmskalle og udsætter ham for deres våben og hugger ham i hovedet med både sværd og økser, for de mente ikke, at noget kunne være mere skadeligt for ham, sådan som han gik med skallen blottet. Men det fortælles alligevel, at våbnene springer tilbage fra skallen på Aslak, hvad enten de hugger ham i hovedet med sværd eller økser, og intet bed, men alt prellede af mod skallen, når der blev hugget. Og de ser nu, at uanset hvad de gør, går han hårdt frem og rydder sig vej, og han hugger ofte både hårdt og heftigt til begge sider og fælder mange folk. Det fortælles nu, at Vigfus — Viga-Glums søn — griber til den udvej, at han fatter en vældig hornambolt, der stod på Jernbardens tiljer — og dér havde Vigfus tidligere fastnittet sit sværdgreb, der var gået løs — og han driver ambolten i hovedet på Aslak Holmskalle, så hornet straks synker i. Dette kunne Aslak ikke stille noget op imod, og han faldt med det samme død om.

Vagn går imens langs den anden ræling og rydder sig vej på voldsomste vis; han hugger til begge sider og tilføjer mange folk skade. Mens dette sker, løber Torleif Skuma imod Vagn og slår ham med køllen. Slaget træffer oven i hjelmen, men Vagn bliver alligevel såret nedenunder, så kraftigt var slaget, og det får ham til at vakle, og han tumler over imod Torleif, men samtidig med sin vaklen stak han efter Torleif med sværdet. Han hopper derpå fra Jernbarden og lander stående på sit eget langskib, men ingen har udført så frygtløst et angreb, som han og alle hans mænd gjorde her. Vagn og Holmskalle havde ryddet Eriks Jernbarde så grundigt, at han måtte lade folk gå over på den fra de andre skibe, indtil den var fuldt bemandet, for andet kunne ikke gå, mente han. Og nu begynder atter den hårdeste kamp mellem Eriks folk og Vagns. I det samme ser Erik, at hans far — Håkon — var kommet ind til land, og der bliver nu et kort ophold i kampen.


Jarl Håkon anråber Torgerd Hordetrold

Jarl Håkon ofrer sønnen Erling
(Lorenz Frølich)

31. Nu finder jarlen og hans sønner sammen for at drøfte sagen. Da sagde jarl Håkon: »Det forekommer mig,« siger han, »— at det begynder at gå meget imod os i kampen. Ikke bare var det sådan, at jeg straks anså disse mænd for de værste at kæmpe imod, men nu synes jeg også at have erfaret, at man næppe finder nogen lignende, hvor disse ikke er værre at have med at gøre. Jeg kan se, at dette ikke bliver ved med at gå, hvis ikke vi får hjælp. Men bliv I nu tilbage ved hæren, for det er uforsvarligt at lade alle høvdinge forlade hæren, hvis de — Jomsvikingerne — skulle angribe, og det kan man aldrig vide. Jeg vil gå op i land med nogle folk, og så må vi se, hvad der kan gøres,« siger jarl Håkon.

Nu går jarlen op i land med nogle folk, og de tager nordpå til øen Primsigd. Dér på øen fandtes en stor skov. Han går derpå ind i en rydning, som var i skoven, og dér falder jarlen ned på knæ og beder, og han vender sig mod nord og fremsiger nu sine bønner, som han mente, det ville gavne mest. Og i sin anråbelse kommer han nu dertil, at han kalder på sin trofaste hjælper — Torgerd Hordetrold — men hun vender det døve øre til jarlens bønner, og det forekommer ham, at hun må være blevet vred på ham. Han tilbyder hende forskellige ting som offer, men hun vil ikke tage imod, og han finder nu, at sagen har taget en meget vanskelig drejning. Det ender med, at han tilbyder et menneskeoffer, men hun vil ikke modtage, hvad han tilbyder at ofre af mennesker. Nu synes jarlen, at sagen tilspidses, såfremt han ikke evner at formilde hende, og han tilbyder hende mere og mere, og det kommer dertil, at han tilbyder hende alle andre end sig selv og sine sønner — Erik og Svend. Men jarlen havde en søn, der hed Erling, og han var 7 år gammel og en yderst lovende dreng. Omsider sker det, at Torgerd modtager hans tilbud og udser sig Erling — jarlens søn. Og nu, da jarlen finder, at hans bønner og påkaldelse bliver hørt, synes han, at det går den rigtige vej. Han lader derpå drengen gribe og overlader ham til sin træl — Skofte Kark — og denne tager livet af drengen på samme vis, som Håkon plejede at gøre, og som jarlen havde lært ham. Herefter begiver jarlen sig ned til sine skibe, og han opildner nu på ny sine folk, »— for nu véd jeg med sikkerhed,« siger han, »— at vi skal besejre Jomsvikingerne, så gå nu endnu hårdere frem! Jeg har påkaldt begge søstre — Torgerd og Irpa — for at få sejr, og de har ikke svigtet mig før, og det vil de heller ikke gøre nu.«

Nu har der været et ophold i kampen, mens jarlen var væk, men på begge sider har de atter gjort sig klar til kamp, så godt som de kunne, mens de havde dette pusterum. Herefter går jarlen om bord på skibet, og nu mødes de for anden gang, og jarlen kæmper nu imod Sigvald og går i tillid til Hordebrud og Irpa virkelig hårdt til den. Nu trækker det op til uvejr fra nord, og en tung og truende sky samler sig ved havet og vokser med ét — og det var på den tid af dagen, hvor eftermiddagen slutter. Men nu bliver det hurtigt overskyet, og straks efter følger en haglbyge. Det forekom dem, at det både lynede og tordnede, og alle Jomsvikingerne havde haglbygen imod sig, mens de kæmpede. Denne byge og det uvejr, der fulgte, var så sælsomt, at nogle knapt kunne holde sig oprejst, og de folk, som på grund af varmen havde smidt tøjet tidligere på dagen, begynder nu, da vejret ændrer sig noget, at skælve af kulde, men de fortsætter dog med at kæmpe, så de ikke kan klandres for noget.

Det siges, at Håvard den Huggende — Bues følgesvend — er den første, der får øje på Hordebrud i jarl Håkons hær. Mange synske mænd kunne også se det, og tilsvarende kunne dem, der ikke var synske. Og da haglbygen tog lidt af, så de også, at der fløj pile — sådan forekom det dem — fra alle fingre på troldkællingen, og de traf hver gang en mand, så det blev hans død. Dette fortæller de Sigvald og deres andre fæller, og nu tager Sigvald til orde og siger — for Håkons folk gik frem så voldsomt, som de formåede, da haglbygen kom, og så længe den stod på: »Jeg tror ikke,« siger han, »— at det er mennesker, vi kæmper imod her i dag, men snarere det værste troldpak. Man skulle mene, at det vil kræve et særligt udvalgt mandskab at klare sig godt imod trolde, men der er vel ikke andet at stille op, end at folkene hærder sig så godt, som de evner.«

Det fortælles nu, at da jarl Håkon ser, at haglbygen tager af og ikke længere er så voldsom som før, påkalder han atter Torgerd og dennes søster — Irpa — ihærdigt og henleder begges opmærksomhed på, hvor meget han har ydet ved at ofre sin søn for at opnå sejr. Og så tager haglbygen til igen, og ved fremkomsten af denne byge ser Håvard den Huggende, at der nu er to kvinder på jarl Håkons skib, og de gør begge, som han før havde set den ene gøre. Nu tager Sigvald til orde og siger: »Nu vil jeg flygte,« siger han, »— og det skal alle mine folk også gøre, for nu er det værre, end da jeg talte om det før, for nu kæmper vi mod to troldkællinger, hvor der før kun var én, men nu vil vi ikke længere. Man må betænke, at det ikke er mennesker, vi flygter for, selv om vi trækker os tilbage, og vi har ikke lovet nogen, at vi ville slås med trolde.« Nu vender Sigvald sit skib og råber til Vagn og Bue, at de skulle se at komme væk i en fart. I samme øjeblik, som Sigvald har løst sit skib fra flåden og råbt til Bue og Vagn, springer Torkel Midjelang fra sit skib over på Bues, og han hugger i det samme efter Bue — og nu går det hele meget hurtigt. Han hugger læben af ham og igennem hele hagen, så delene straks faldt ned på dækket, mens tænderne fløj ud af Bue ved det hug, han fik. Da han fik dette sår, sagde Bue: »Nu vil de danske piger på Bornholm nok finde det endnu værre at kysse mig,« siger han, »— selv om jeg skulle komme dertil efter dette.« Bue hugger til gengæld efter Torkel, men det var glat på skibet, som var smurt i blod, og Torkel falder ind imod skjoldlisten, mens han forsøger at undvige hugget. Hugget træffer nu Torkel midt på livet, og Bue hugger ham i to dele ude ved skibsbordet. Straks efter dette griber Bue sine to guldkister med hver sin hånd, hvorefter han springer over bord med begge kisterne, og ingen af delene kom op igen, og ingen har set dem siden — hverken kisterne eller ham. Nogle siger, at da Bue trådte op på rælingen og agtede at springe over bord — som han siden gjorde — skulle han have sagt disse ord: »Over bord — alle Bues folk!« siger han, hvorpå han straks træder ud over rælingen.

Nu skal vi vende tilbage til det, at Sigvald trækker sig væk fra flåden, og han ænser ikke, at Bue er sprunget over bord, men råber nu til Vagn og Bue, at de skal flygte i lighed med ham. Vagn svarer ham og kvad dette vers:


Se, den usling ― Sigvald ―
sejler fejt til Danmark;
han bragte os hertil
(hårdt af stød vi mødtes).
Svært han savner konens
søde kys, mens Bue
bravt over det brede
bord nu sprang i fjorden.


Det siges, at Sigvald var blevet kold i haglbygen, og han springer til åren for at få varmen, mens en anden mand sætter sig ved roret. Da Vagn havde kvædet verset, og han ser Sigvald, slynger han et spyd efter ham, og han troede, at Sigvald sad ved roret, men han var jo ved åren, og sendingen traf den mand, der styrede. Da spyddet fløj fra Vagns hånd, sagde han til Sigvald, at han bare kunne skrubbe af, den slyngel. Torkel den Høje ― Sigvalds bror ― forlod stedet med seks skibe, straks da Sigvald var taget af sted. Det samme gør Sigurd Kåbe, for hans bror ― Bue ― var da sprunget over bord, så ham skulle man ikke vente på, og de mener nu begge ― Torkel og Sigurd ― at de har levet op til deres løfter. De sejler nu alle af sted, til de kommer hjem til Danmark, og de havde fireogtyve skibe med sig hjem derfra.

Hver en mand, som kunne komme fra de skibe, der lå tilbage, sprang over på Vagns langskib, og dér forsvarede de sig alle sammen hvast, helt til mørket faldt på, og da ophørte kampen, men ganske mange af mændene på Vagns skib stod da endnu på benene. Det manglende dagslys gjorde, at jarl Håkon og hans folk ikke kunne gennemsøge skibene efter folk, der var i live eller kunne overleve, så de lod natten igennem holde vagt ved skibene og fjernede alt udstyr fra dem, så ingen af Jomsvikingerne kunne slippe bort fra deres skibe i ly af natten. Da dette var tilendebragt, roede jarl Håkon og hans folk i land og rejste deres telte, og de finder nu, at de stolt kan rose sig af sejren. Nu vejer de siden haglkornene for således at bedømme, hvor fremragende de to søstre er ― Torgerd og Irpa ― og de finder, at disse har gjort det godt, for det fortælles, at hvert haglkorn vejede en øre, og de vejede dem på en skålvægt. Efter dette forbinder de mændenes sår, og jarl Håkon selv og Gudbrand fra Dalene holder vagt om natten.


Gudbrand den Hvide og Torleif Skuma dør

32. Nu kan det fortælles om Vagn og Bjørn den Bretske, at de snakker om, hvad de skal stille op. »Der er to muligheder,« siger Vagn, »― enten bliver vi her på skibene, til det bliver lyst, og lader dem pågribe os her ― men det er vel utænkeligt ― eller også søger vi i land og tilføjer dem så megen skade, som vi formår, hvorefter vi kan forsøge at slippe væk.« De gør nu det, at de tager masten og råen og forlader skibet ved at flyde af sted på disse ting. De er firs mand sammen, og de driver af sted på træet i mørket og agter at flyde i land. Men de kommer til et skær og mente da at have nået land. Da var mange af folkene stærkt svækkede, og ti af de sårede døde dér i løbet af natten, mens der var halvfjerds tilbage. Af disse var mange ganske udmattede, og nu fortsætter de ikke videre, men bliver dér om natten. Det fortælles nu også, at da Sigvald var flygtet, løjede haglbygen af, og lynene og tordenen ophørte, hvorefter vejret blev roligt, men koldt, og sådan er det nu natten igennem, mens Vagn og de andre befinder sig på skæret, helt indtil dagen kommer, og det bliver lyst.

Det fortælles, at kort før dagen bryder frem, er jarlens folk endnu ved at forbinde deres sår, og det har de været i gang med hele natten, siden de kom i land, og det var fordi, mange folk var blevet såret, men nu var de også næsten færdige med det. Så hører de smældet fra en buestreng ude fra skibene, og en pil flyver fra det skib, Bue havde været på, og den rammer ham Gudbrand ― jarlens slægtning ― under armen, så han ikke behøver yderligere, men dør på stedet. Jarlen og alle de andre finder, at dette er et stort tab, men de gør hans lig i stand, som de synes, for der var ikke andet at stille op.

Det siges, at en mand stod ved teltdøren, og da Erik gik ind i teltet, spørger han manden: »Hvorfor står du her?« siger han, »― og hvorfor ligner du en, der skal dø? Er du såret?« Det var Torleif Skuma. Torleif svarer: »Måske,« siger han, »― kom jeg lidt i berøring med Vagn Ågesøns sværdspids i går, da jeg gav ham hugget med køllen.« Da sagde jarlen: »Det vil gøre din far ondt ude på Island,« siger han, »― hvis du skal dø nu.« Einar Skåleglam hørte, hvad jarlen sagde, og da fik Einar et vers på tungen:


Svare spor af sårild
sås på guldets deler;
jarlen til havhingstens
herre mælte derfor:
Ondt din far må udstå
― økranshestens tøjler! ―
dersom du nu lider
døden her, jeg tænker.


Derpå falder Torleif Skuma død om.


Jomsvikingerne tages til fange

33. Men så snart det var blevet lyst om morgenen, tager jarlen og hans folk ud for at ransage skibene, og de kommer til det skib, som Bue havde ejet, og de vil helst af alt finde ud af, hvem der havde skudt om natten, for de fandt, at han var værd at straffe. Da de kommer ombord, finder de dér én mand, som nok er i live, men heller ikke meget mere. Det var Håvard den Huggende, som havde fulgt Bue, men han var hårdt såret, for begge ben var hugget af ham neden for knæene. Svend Håkonson og Torkel Ler går hen imod ham, og da de når derhen, spurgte Håvard: »Hvad så ― gutter!« siger han, »― kom der en sending i land til jer i nat her fra skibet, eller gjorde der ikke?« De svarer: »Det gjorde der godt nok,« siger de, »― men var det noget, du bevirkede?« »Det er ikke nogen hemmelighed,« siger han, »― at jeg sendte den til jer, men var der nogen, der kom skade, hvor pilen traf?« De svarer: »Han døde,« siger de, »― ham, der blev ramt.« »Det var fint,« siger han, »― men hvem var han ― manden?« »Det var Gudbrand den Hvide,« siger de. »Nå!« siger han, »― så gik det ikke, som jeg helst ville. Det var jarlen, jeg gik efter, men det var dog udmærket, at det gik ud over en mand, som I var kede af at miste.« »Der er ingen grund til at trække sagen ud,« siger Torkel Ler, »― så lad os straks dræbe denne hund.« De hugger herefter til ham, og der løber straks flere til, som bruger våben på ham og hakker ham i smadder, så han dør. De havde forinden spurgt om hans navn, og det havde han oplyst dem. Så tog de tilbage i land, da de havde udført dette, og de fortalte jarlen, hvad der var sket, og hvem de havde dræbt, og de sagde, at manden ikke just havde været en djævel af den vante slags, og at man af det, han havde sagt, alene måtte udlede, at han ikke kunne omvendes til det bedre.

Herefter får de øje på den store folk, der sidder sammen ude på skæret, og jarlen befaler nu, at man tager ud efter dem og pågriber dem allesammen og fører dem til ham ― så ville han bestemme over deres liv, sagde han. Så gik jarlens folk om bord på et skib og roede ud til skæret. Det forholdt sig sådan med de mænd, som var derude, at kun få var i stand til at kæmpe, og det både på grund af deres sår og på grund af kulden, og der forlyder heller ikke noget om, at en eneste af dem gjorde modstand. Nu blev de alle pågrebet dér af jarlens folk og sejlet i land for at blive stillet for jarlen ― og de var da halvfjerds mand i alt. Herefter lod jarlen Vagn og dennes fæller lede i land, og nu bliver deres hænder vredet om på ryggen, og den ene efter den anden bliver de bundet med det samme reb ― og det foregår ikke med nænsomhed. Så åbner jarlen og hans folk madpakkerne og giver sig til at spise, og nu agter jarlen i løbet af dagen i god ro og orden at hugge hovederne af alle disse folk ― Jomsvikingerne ― som de her har taget til fange. Men før de satte sig til maden, blev Jomsvikingernes skibe ført ind til land sammen med alle deres ejendele, og byttet blev båret til stangen[21], og jarl Håkon og hans folk delte samtlige værdier og ligeledes våbnene mellem sig. Nu synes de, at de på alle måder har vundet en storslået sejr, siden de har fået alt dette i bytte og tilfangetaget en række Jomsvikinger, men også jaget nogle væk og dog dræbt størstedelen ― og nu hoverer de rigtig.

Da nu jarlen og de andre er blevet mætte, forlader de lejren og går hen, hvor de bundne fanger er, og det siges, at Torkel Ler får til opgave at hugge dem alle ihjel. Først taler de dog til Jomsvikingerne og spørger, om de nu også er sådan nogle hårde karle, som man sagde om dem. Der fortælles her ikke noget om, at Jomsvikingerne giver dem svar på dette.


Jomsvikingerne henrettes

34. Herefter skal det fortælles, at nogle af de mænd, der er hårdt sårede, bliver løst fra rebet. Skofte Kark og de andre trælle har holdt vagt over dem og haft tag i rebet. Og nu, da mændene frigøres, gør de det ― trællene ― at de snor pinde i Jomsvikingernes hår.[22] Nu bliver først tre sårede mænd, der er blevet således klargjorte, ført frem, hvorefter Torkel går hen til dem og hugger hovedet af dem ― den ene efter den anden. Han talte derpå med sine fæller, og han spørger, om de har bemærket, at denne syssel har forandret noget ved ham, »― for det hedder sig,« siger han, »― at der sker noget med enhver, som hugger hovedet af tre mænd efter hinanden.« Jarl Håkon svarer ham: »Jeg kan ikke se, at du har forandret dig ved dette,« siger han, »― men nu forekom du mig også noget afvigende allerede inden.«

Nu bliver den fjerde mand taget fra rebet, og han får en pind snoet i håret og bliver ført derhen, hvor Torkel havde hugget de andre. Denne mand er ligeledes hårdt såret. Da han var kommet derhen, tiltalte Torkel ham, inden han gik løs på ham, og spurgte, hvad han mente om at skulle dø. Han svarer: »Jeg synes godt om at skulle dø,« siger han, »― og det kommer til at gå mig, som det gik min far: Jeg dør.« Så hugger Torkel hovedet af denne mand, og således endte hans liv.

Nu bliver den femte mand løst fra rebet og ført derhen, og da han kommer frem, siger Torkel Ler: »Hvad mener du om at skulle dø?« Han siger: »Jeg husker vist ikke Jomsvikingernes love, hvis jeg skulle være bange for at dø eller gav udtryk for frygt. Vi skal alle dø engang.« Torkel hugger hovedet af ham.

Nu agter de på den måde at spørge hver enkelt af dem, inden vedkommende bliver dræbt, for derigennem at prøve, hvorvidt folkene er så modige, som det siges. Og det anser de for bevist, hvis ingen af dem giver udtryk for frygt. Så bliver den sjette mand ledt frem og får en pind snoet i håret. Torkel stiller det sædvanlige spørgsmål, og manden siger, at han synes godt om at skulle dø med et godt eftermæle, »― mens du ― Torkel! ― må leve med skammen!« Han hugger hovedet af ham.

Så bliver den syvende ledt derhen, og Torkel spørger, som han plejer. »Jeg synes helt godt om at skulle dø, men hug mig hurtigt! Jeg har en kniv i hånden, for vi Jomsvikinger har ofte drøftet, hvorvidt en mand har nogen bevidsthed, når hovedet er af, såfremt han bliver halshugget meget hurtigt. Jeg skal vise det på den måde, at jeg holder kniven frem, hvis jeg opfatter noget, og ellers vil den falde ned.« Torkel hugger, og hovedet ryger af ham, men kniven falder til jorden.

Så tager man den ottende mand, og Torkel spurgte, som han plejede. Manden svarede, at han syntes godt om det, men da han mente, at der var kort tid igen, siger han: »Vædder!« Torkel holdt hugget tilbage og spurgte, hvorfor han sagde det. Han svarer: »Der var jo ikke for mange af den slags til alle de brægende får, der var mellem jer i går ― jarlsmænd! ― når I fik hug.«[23] »Elendige usling!« siger Torkel og hugger ham, så det smælder.

Så bliver den niende mand løst fra rebet. Torkel siger, som han plejer. Manden svarer: »Jeg synes godt om min død ― som alle vi fæller gør, men jeg vil ikke lade mig hugge som et får. Jeg vil hellere sidde ned, og hug du mig så forfra i ansigtet, men læg nøje mærke til, hvorvidt jeg blinker eller ej, for det har vi ofte drøftet.« Som sagt, så gjort: Han sidder ned, og Torkel træder frem og hugger ham i ansigtet, og manden blinker ikke, men øjnene trak sig sammen, da døden indtraf.

Så blev den tiende mand ledt frem, og Torkel stiller sit spørgsmål igen. Manden siger: »Jeg vil gerne have, at du venter, mens jeg lige slår en streg.« »Det skal jeg tilstå dig,« siger Torkel. Da han var færdig, sagde manden: »Meget går anderledes, end en mand ønsker. Jeg havde regnet med, at jeg skulle i seng med Tora Skagesdatter ― jarlens kone.« Så ryster han sin makker og trækker bukserne op. Jarl Håkon sagde: »Hug denne mand med det samme! Han har længe haft ondt i sinde.« Torkel hugger hovedet af ham.

Så blev en ung mand ledt frem. Han havde langt hår, der var gult som silke. Torkel spørger, som han plejer. Manden svarer: »Jeg har haft det skønneste liv, men for kort tid siden har sådanne folk ladet livet, at jeg ikke bryder mig om at leve. Men jeg ønsker ikke, at trælle skal holde mig, mens jeg får hugget; så hellere en mand, der ikke er ringere, end du er. En sådan kan ikke være svær at finde, men han skal holde mit hår væk fra hovedet, og trække det hen imod sig, så håret ikke bliver blodigt.« En hirdmand træder frem, og han griber håret og vikler det om sine hænder. Torkel svinger sværdet og agter at give manden, hvad han bad om, ved at hugge hårdt og hurtigt. Han hugger til, men da denne unge mand hører hvinet fra hugget, rykker han hurtigt hovedet til sig, og det ender med, at manden, der holdt ham, træffes af hugget, og Torkel hugger begge arme af ham ― hirdmanden ― i albueleddet. Men han springer op ― den unge mand ― og laver sjov og siger: »Hvem er den fyr,« siger han, »― der har stukket hænderne i mit hår?«

Jarl Håkon tager da til orde og siger: »Nu går det helt galt,« siger han, »― med de mænd, som endnu er bundet. Men grib ham med det samme og dræb ham, for han har forvoldt os stor skade, og det eneste, der er at gøre, er, at alle de tilbageværende bliver slået ihjel hurtigst muligt, for disse mænd er mere vanskelige at have med at gøre, end vi magter. Det er ikke overdrevet, det som er blevet sagt om, hvor uforfærdede og hårde de er. Nu tager Erik til orde og svarer sin far: »Nu vil vi vide ― far! ― hvem disse mænd er, inden de alle bliver dræbt. Men hvad hedder du ― unge mand?« siger Erik. »Mit navn er Svend,« siger han. »Hvem er du søn af ― Svend!« siger Erik, »― og hvor kommer du fra?« »Min far er Bue den Digre,« siger han, »― og han var søn af Vesete på Bornholm, så jeg har dansk herkomst.« »Hvor gammel er du?« siger Erik. »Hvis jeg overlever denne vinter,« siger han, »― bliver jeg atten år gammel.« »Du kommer til at overleve vinteren,« siger Erik, »― hvis jeg skal bestemme. Du skal ikke slås ihjel.« Og Erik skænker ham nu fred og lader Svend slutte sig til ham og hans mænd. Men da jarl Håkon ser dette, tager han til orde og siger: »Jeg véd ikke, hvad du tænker på,« siger han, »― når du lader denne mand gå fri. Han har spottet og vanæret os som ingen anden ― denne unge mand ― og udsat os for de værste ting. Men jeg kan alligevel ikke se, at jeg kan gå efter manden, når han er i dine hænder, så nu kan du få lov at bestemme denne gang.« Og nu bliver det, som Erik ønsker. Nu sagde jarl Håkon til Torkel Ler: »Hug nu resten af mændene i en fart!« siger han. Erik svarer: »Mændene skal ikke hugges nu,« siger han, »― for jeg vil først tale med dem, og jeg vil vide, hvem de er hver især.«


De tilbageværende Jomsvikinger løslades

35. Mens de taler, bliver endnu en mand løst fra rebet, men rebet har viklet sig lidt omkring hans fødder, så det sidder fast. Denne mand er stor af vækst og flot, ung og meget rask at se på. Torkel spørger ham, hvad han synes om at skulle dø. »Det synes jeg godt om,« siger han, »― hvis bare jeg først kunne holde, hvad jeg har lovet.« Jarl Erik sagde: »Hvad er dit navn?« siger han, »― og hvad er det for et løfte, som du absolut vil indfri, inden du skal miste livet?« Han svarer: »Jeg hedder Vagn,« siger han, »― og jeg er søn af Åge Palnatokesøn på Fyn, så vidt jeg véd.« »Hvad har du lovet ― Vagn!« siger Erik, »― siden du synes godt om at skulle dø, såfremt du får virkeliggjort dit løfte, som du ønsker?« »Jeg lovede,« siger Vagn, »― at såfremt jeg kom til Norge, ville jeg gå i seng med Torkel Lers datter ― Ingeborg ― uden hans og hendes øvrige slægtninges samtykke og desuden slå ham selv ihjel. Nu synes jeg, at min sag er noget ufærdig, hvis ikke dette bliver udført, inden jeg dør.« »Jeg skal sørge for,« siger Torkel, »― at du ikke får dette udført!« Og han farer imod Vagn og fører hugger imod ham med begge hænder, men Bjørn den Bretske ― Vagns fosterfar ― satte fødderne imod Vagn og stødte ham hårdt væk fra hugget. Torkel hugger forbi Vagn, men sværdet træffer rebet, som Vagn er bundet til, så det brister. Vagn er nu kommet fri, og han er ikke såret. Torkel snublede, da han ramte ved siden af manden, og han falder, og sværdet røg ud af hænderne på ham. Bjørn havde stødt så hårdt til Vagn, at denne var faldet, men han blev ikke liggende længe. Han springer straks op og griber sværdet, som Torkel havde haft, og han tildeler med det samme Torkel et dødbringende hug. »Nu har jeg indfriet det ene af mine løfter,« siger Vagn, »― og nu synes jeg straks, det ser bedre ud end før.«

Jarl Håkon sagde: »Lad ham nu ikke være løs længe, men dræb ham med det samme, for han har tilføjet os stor skade!« »Hvis jeg må bestemme,« siger Erik, »― skal han ikke dræbes, før jeg skal. Jeg tager Vagn til mig.« Jarl Håkon sagde: »Dette behøver jeg ikke tage del i, for nu vil du vist bestemme alene ― min søn!« siger han. »Vagn er en god mand at få i sit følge ― far!« siger Erik, »― og det forekommer mig at være et udmærket bytte, hvis vi viser ham den hæder og anseelse, som Torkel hidtil har nydt. Torkel måtte forvente, at dette ville overgå ham, for nu er det sådan, som man ofte siger, at vismandens gæt er et varsel, og du så jo tidligere i dag, at han var dødsviet.«

Så tager Erik Vagn til sig, og nu er han uden for fare. Da sagde Vagn: »Jeg synes kun godt om at modtage fred af dig ― Erik! ― hvis alle vi tilbageværende fæller tilstås fred. I modsat fald vil vi alle hellere følges ad.« Erik svarer: »Jeg vil nu først tale lidt med dine fæller her, men jeg afslår ikke på forhånd, hvad du beder om.« Så går Erik hen til Bjørn den Bretske og spørger, hvem han er, og hvad han hedder. Han svarer og siger, at han hedder Bjørn. »Er du den Bjørn, som på bedste vis hentede manden ud fra kong Svends hal?« »Jeg véd nu ikke,« siger Bjørn, »― om det var noget særligt, men jeg fik da manden væk derfra.« »Hvorfor gik du imod os?« siger Erik, »― sådan en gammel mand som dig! Hvad fik dig til at drage på denne færd? Du er jo en skaldet mand og bleg som en mågeunge! Det er sandt,« siger Erik, »― at alle strå vil stikke os nordmænd, siden I kommer hertil for at ville slås med os ― selv sådanne mænd, som har set deres bedste dage. Men må jeg skænke dig livet?« siger Erik, »― for jeg synes ikke, at jeg kan slå dig ihjel ― din gamle mand!« Bjørn svarer: »Vist må du skænke mig livet ― Erik!« siger han, »― hvis det sker på det vilkår, at Vagn ― min fostersøn ― og ligeledes alle de tilbageværende mænd tilstås fred.« »Det skal I alle hermed få, hvis jeg må bestemme,« siger Erik, »― og det er mig, der bestemmer!« Herefter går Erik for sin far og beder om fred for alle de tilbageværende Jomsvikinger, og det tilstår jarlen ham, og så bliver alle Jomsvikingerne frigivet og lovet fred og frit lejde.

Nu bliver det bestemt af jarlerne Håkon og Erik, at Bjørn den Bretske skal have den gård, som tilhørte Hallstein Kællingebane. Vagn drog efter Eriks råd østpå til Viken, men inden de skiltes, sagde Erik til Vagn, at denne kunne gøre, som han ville, i henseende til giftermålet med Ingeborg Torkelsdatter. Og da Vagn kommer østpå til Viken, går han den samme aften i seng med Ingeborg ― Torkel Lers datter ― hvorefter han opholder sig dér[24] om vinteren. Foråret efter tager Vagn af sted, og han holder alt, hvad han har lovet Erik. Vagn tager til Danmark og hjem til sine gårde på Fyn, hvor han siden herskede længe og blev anset for at være en udmærket mand, og mange gæve folk stammer fra ham. Det siges, at Vagn bragte Ingeborg med sig hjem. Bjørn den Bretske tager hjem til Bretland og herskede dér, så længe han levede, og man anså ham for at være den ypperligste mand.


Sigvald vender hjem til Danmark

36. Nu kan det fortælles, at da Sigvald flygtede fra kampen, gjorde han ikke holdt, før han kom hjem til Danmark. De blev modtaget af hans kone, da de kom hjem, og hun holdt da et gilde for ham. De fortæller alt om, hvad der er sket i kampen og på togtet, siden Jomsvikingerne forlod Danmark, og folk fandt det meget underholdende at høre disse beretninger. Det siges, at Astrid på alle måder ønsker at give Sigvald den bedste modtagelse og vise, at hun er glad for hans hjemkomst. Hun lader et bad anstille til ham og beder ham derpå gå i bad, »― for jeg véd,« siger Astrid, »― at der er lang vej hjem fra Norge, så det må være på tide at rense de sår, I pådrog jer i kampen.« Så går Sigvald i bad, og Astrid lader ikke andre kvinder betjene ham i badet, men bagefter siger hun: »Jeg gætter på, at nogle i Jomsvikingernes hær kom fra slaget med en mere hullet bælg end den, du bærer rundt på, for den forekommer mig særdeles velegnet til opbevaring af hvedemel.« Sigvald svarer: »Der kan endnu ske ting i min levetid, der ikke vil give dig anledning til sådan at være spydig,« sagde han, »― og tænk så over, om det vil bekomme dig bedre.« Og så fortælles der ikke mere om deres samtale for denne gang. Sigvald herskede over Sjælland nogen tid endnu, og han blev anset for at være en meget klog mand, men også noget uberegnelig. Der fortælles mange ting om ham i andre sagaer.

Jarl Håkon herskede kun i kort tid herefter over Norge, men på grund af alt dette anså man ham i alle henseender for at være fremragende ― og tilsvarende hans sønner.

Det fortælles ikke her, hvad der blev af Svend Buesøn, og hvorvidt han blev hos Erik eller foretog sig noget andet, men Sigurd Kåbe ― Bues bror ― drog til Danmark og overtog sin fædrene arv efter Vesete på Bornholm. Her levede han et langt liv og blev anset for en meget gæv mand. Hans og Toves samliv blev siden godt, og de fik mange efterkommere.

Torkel den Høje ― Sigvalds bror ― blev anset for at være en meget klog mand, hvilket siden viste sig på mange måder.

Skjoldmø-Einar tog til Island, men druknede i Bredefjorden, og derfor kaldes det for Skåløerne, dér hvor de vægtskåle, jarlen gav ham, drev i land.

Tord den Kejthåndede tog hjem til Dyrefjorden og sin far ― Torkel ― på Alvidre, og her fortælles det, at Torleif Skuma og Tord den Kejthåndede var brødre. Tord boede på Alvidre efter sin fars død, og mange folk i Vestfjordene stammer fra ham. Det var ham og Einar, som herude på Island berettede mest udførligt om disse begivenheder.

Det forlød siden, at Bue havde antaget slangeskikkelse og lagt sig på sine guldkister. Vi antager, at dette skyldes, at slangen er blevet set dér i Hjørungavåg, men det kan også være en eller anden ond skabning, der har lagt sig på guldet og siden har vist sig dér. Vi er ikke i stand til at sige, hvad der er mest rigtigt, og det kan også være, at ingen af delene passer, for man kan anskue tingene på mange måder.



Noter:

  1. Kapiteloverskrifterne fremgår ikke af forlægget, men er tilføjet af oversætteren.
  2. Den norrøne tekst spiller her på ordene »horn« og »hornúngr« ɔ: en, der bliver tilsidesat [egl.: ‘frillesøn’].
  3. Harald Gråfeld er jarl Håkons grandfætter.
  4. På dette sted er håndskriftet beklageligvis beskadiget, og der mangler et par linjer. Af Arngrímur Jónssons latinske oversættelse af sagaen fra 1592-93 fremgår det, at Gunhild får et reb lagt om halsen og et anker bundet på ryggen.
  5. Her er håndskriftet igen beskadiget, og der mangler et par linjer.
  6. ɔ: fra Ejderen i vest til Slien i øst.
  7. På dette sted er et par ord bortskrabet i håndskriftet.
  8. ɔ: Ulv i Helligdommen.
  9. Et norrønt slangord for kusse.
  10. De har selvfølgelig forfulgt de flygtende, selv om dette i forvirringen ikke er kommet med i sagateksten.
  11. ɔ: overdrages til fællesskabet.
  12. Strud: kegleformet spids ell. top på hovedbeklædning (Ordbog over det danske Sprog).
  13. Når regnestykket går op, er det fordi hundrede her som alle øvrige steder i sagaen betegner et storhundrede = 120.
  14. Herefter mangler håndskriftet formentlig en sætning, hvor Sigvald fortæller, hvad der skal ske, når kongen — ti mand høj — kommer ud på det yderst beliggende skib.
  15. ɔ: håndleddet, jf. Gylfaginning, kap. 25
  16. Tilnavnet betyder Lille steg el. lign. (Finnur Jónsson).
  17. Hvilket han åbenbart er blevet forfremmet til siden kap. 27 ...
  18. Verset er her gendigtet efter gengivelsen i Finnur Jónssons Den norsk-islandske skjaldedigtning.
  19. Se noten før denne.
  20. Tilnavnet Skúma betyder Den, der ser til siden. (Finnur Jónsson).
  21. Se note 11.
  22. For at bøddelmedhjælperen har noget at holde godt fast i.
  23. Originalteksten har et uoversætteligt ordspil, da á både kan betyde hunfår og udbruddet åh/av.
  24. Altså ikke i sengen, men i Viken ...!