Forskjell mellom versjoner av «Jordløsningsafsnittet»
| Linje 524: | Linje 524: | ||
| − | <center>'''<span id="219">219.</span>Afsnit om Leilændinger'''</center> | + | <center>'''<span id="219">219. </span>Afsnit om Leilændinger'''</center> |
Dersom en Mand tager en Jord til Leie efter ret Leiecontract og efter lovlig Overenskomst, kan han, om han vil, indfinde sig [paa Jorden] naar sex Uger ere forløbne af Sommeren; da har han Ret til at benytte Græsgangen saavelsom til at bære sine Klæder ind. Han og den fraflyttende Bruger af Jorden skulle forenes om Benyttelsen af Husrummet; men er der ikke Plads for dem begge, har den, der hidtil har boet paa Gaarden, Ret til de første tre Nætter at benytte Fæhusene, men begge skulle de bruge Beboelseshusene. Kun under den Betingelse, at den fratrædende Bruger tillader det eller ikke behøver det hele Husrum, kan den, der da skal boe paa Jorden, have sit Fæ inde [i de tre Dage fra Torsdag, da sex Uger ere forløbne af Sommeren] til om Løverdagen, men derefter bør den, der har taget Jorden til Leie, raade for Jord og Bygninger, og naar sex Uger ere forløbne af Sommeren, er den, der hidtil har boet paa Jorden, ikke berettiget til at græsse sit Fæ paa den nye Opsidders Enge. Heste er han berettiget til at have paa Græsgangene indtil Søsndagen. | Dersom en Mand tager en Jord til Leie efter ret Leiecontract og efter lovlig Overenskomst, kan han, om han vil, indfinde sig [paa Jorden] naar sex Uger ere forløbne af Sommeren; da har han Ret til at benytte Græsgangen saavelsom til at bære sine Klæder ind. Han og den fraflyttende Bruger af Jorden skulle forenes om Benyttelsen af Husrummet; men er der ikke Plads for dem begge, har den, der hidtil har boet paa Gaarden, Ret til de første tre Nætter at benytte Fæhusene, men begge skulle de bruge Beboelseshusene. Kun under den Betingelse, at den fratrædende Bruger tillader det eller ikke behøver det hele Husrum, kan den, der da skal boe paa Jorden, have sit Fæ inde [i de tre Dage fra Torsdag, da sex Uger ere forløbne af Sommeren] til om Løverdagen, men derefter bør den, der har taget Jorden til Leie, raade for Jord og Bygninger, og naar sex Uger ere forløbne af Sommeren, er den, der hidtil har boet paa Jorden, ikke berettiget til at græsse sit Fæ paa den nye Opsidders Enge. Heste er han berettiget til at have paa Græsgangene indtil Søsndagen. | ||
Revisjonen fra 22. okt. 2019 kl. 17:23
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Islændernes Lovbog i Fristatens Tid
Udgivet efter det kongelige Bibliotheks Haandskrift
og oversat af Vilhjálmur Finsen
Det nordiske Literatur-Samfund
Kjøbenhavn
1870
Indhold:
Oversættelsen skelner mellem bogstaverne ö og ø — her anvendes dog alene formen ø.
De i parentes anførte kapiteloverskrifter forekommer ikke i oversættelsen, men er — efter indholdet — tilføjet af jl
Det er fastsat, at naar en Mand voxer op til Indløsning af Jord [som hans Værge i hans umyndige Alder har afhændet], skal han begynde paa Løsningen naar han er sexten Aar gammel. Har han flere Jorder at indløse end een, skal han indløse en Jord hver Sommer, indtil alle ere indløste, med mindre han vil indløse flere Jorder paa engang. Begynder han senere eller lader han en Mellemtid gaae hen, skal han have sluttet Indløsningen Sommeren efter at han forud er bleven tyve Aar gammel. Ugyldig er hans Indløsning efter den Tid, og han har ikke senere noget Krav paa Løsning. Han skal paa Lovbjerget lyse til Indløsning af den Jord, han vil løse, og angive, hvad Jord det er, og nævne den Mand, fra hvem han indløser Jorden: han skal lyse til Søgsmaal, som han vil anlægge næste Sommer ved Fjerdingsretten i den Fjerding, hvor Jorden er beliggende. Paa saadan Maade skal han foretage Lysning paa Lovbjerget, at Lovsigemanden hører det, men Lovsigemanden er pligtig at sige Folk [naar de spørge derom] hvad der er Lov. Den, der indløser Jorden, kan [vælge den Fremgangsmaade, at] spørge under Tilkaldelse af Vidner, om den anden erkjender den Jord, som han vil indløse, for sin eller ikke, og om han er i Besiddelse af Retten til ved Forbud at hindre andre i dens Benyttelse. Erkjender han ikke Jorden for sin, er han pligtig til at sige, hvem han har overdraget den til. Formener den, der indløser Jorden, at den anden siger ham andet, end hvad der er Tilfældet, skal han lyse til Søgsmaal imod den, som han formener, uden Hensyn til hemmelige Overenskomster, at have Ret til ved Forbud at forhindre andres Benyttelse af Jorden. Dersom man vildleder en Mand med Hensyn til den Maade, hvorpaa han skal anlægge Jordløsningssag, er Straffen Landsforvisning; det er en Sag, hvori Stævning skal foretages i Bøigden, og skal der paa Thinge [til Kvidudsagn] tilkaldes ni Nabobønder. Hver af de Mænd, som have eiet Jorden, er pligtig til at stævne sin Hjemmelsmand til at hjemle ham Jorden, til det Thing, hvorpaa hin anlægger Jordløsningssagen. Det er ret, at hver af dem, der faaer Kundskab om, at Indløseren har foretaget Lysning af Jordløsningssagen, stævner sin Hjemmelsmand, men ogsaa kan man vælge at bede sin Hjemmelsmand at hjemle sig Jorden.
Han skal den Sommer, han indløser Jorden, foretage lovlig Lysning af den Jordløsningssag, som han den forrige Sommer har tillyst, og skal han lyse til [Søgsmaal ved] Domstolen der. Han skal tilkalde de ni Nabobønder, der ere nærmest den Jord, han indløser, til Kvidudsagn, om hans Fader eller den Mand, han har taget Arv efter — han skal angive, hvem den Mand var, og nævne hans Navn — paa sin Dødsdag har eiet den Jord eller ikke. Dersom Nabokviden udsiger, at en Mand, som Sagsøgeren har taget Arv efter, har paa sin Dødsdag eiet Jorden, skal Jorden tildømmes ham, med mindre den sagsøgte tilveiebringer lovligt Forsvar. Den sagsøgte skal tilkalde sine fem nærmeste Nabobønder til Kvidudsagn, om Gjæld er kommen til at paahvile Jorden, saaledes at den unge Mands Hovedstol maatte formindskes, eller om der var trængende Slægtninge, der skulde forsørges af Godset, eller ikke; dersom Kviden udsiger, at Gjæld kom til at paahvile Jorden, skal Sagsøgeren fordre Nabokvidudsagn, om Jorden er bleven solgt til saa høi en Pris, som den var værd. Udsiger Kviden, at Jorden ikke er bleven solgt til saa høi en Pris, som den var værd, skal den sagsøgte begjære Kvidudsagn, om Jorden er bleven solgt til saa høi en Pris, som Afhænderen kunde opnaae, eller ikke. Giver Kviden det Udsagn, at Afhænderen har solgt Jorden til saa høi en Pris, som han kunde opnaae, beholder den sagsøgte Jorden. Da skal den, der indløser Jorden, fordre Kvidudsagn, om det har været fordelagtigere for ham, at Jorden blev solgt som skeet er, eller ikke. Udsiger Kviden, at det har været fordelagtigere for ham, at Jorden blev solgt, end om den ikke var bleven det, kan Sagsøgeren begjære Kvidudsagn, om der har været Forpagtningsgaarde eller Servituter i andre Mænds Jorder til at sælge først, saaledes at noget af Hovedbolet kunde beholdes uafhændet eller Hovedstolen beholdes uangrebet, uden at Hovedbolet blev afhændet, eller om dette ikke har været Tilfældet. Giver Kviden det Udsagn, at der bar været Forpagtningsgaarde eller Servituter, som først kunde afhændes, gaaer Jorden tilbage til Indløseren, men ellers ikke. Forpagtningsgaarde eller Servituter i andre Mænds Jorder, dersom saadanne høre til [Hovedbolet], skulle først sælges, men dernæst Hovedbolet, dersom Gjæld kommer til at paahvile det. Det er fastsat, at dersom Jorden ikke er bleven solgt til saa høi en Pris, som Afhænderen kunde opnaae, eller dersom Gjæld ikke er kommen til at paahvile Jorden, gaaer Jorden tilbage og skal tildømmes Indløseren.
Dersom flere Mænd have eiet Jorden, og den er bleven solgt fra Mand til Mand, skal hver af dem ved Domstolen lade sine Kjøbslutningsvidner, som de have tilkaldt hjemme fra Bøigden, afgive Vidnesbyrd, eller, dersom der mangler dem Vidner, lade Nabobønder afgive Kvidudsagn [om Kjøbet].
Den, der først solgte Jorden, kan baade af den, der kjøbte af ham, og af den unge Mand paastaaes dømt til Landsforvisning. Dersom den første Kjøber med fuld Vidende har kjøbt en Jord, som han vidste, kunde ventes indløst kan han ikke fordre den første Afhænder straffet, men han skal have erstattet af den, der først solgte Jorden, lige saa meget, som han har givet for den, og saaledes den ene af den anden, hver af sin Sælger. Domstolen skal tildømme Indløseren Jorden til næste Betalingstermin (1), men den [hidtilværende Besidder], der boer paa Jorden, skal indtil Fardag, som Forpagter, beboe den. Domstolen skal tildømme alle de Mænd, der have eiet Jorden, Erstatning for deres udlagte Kjøbesum, at betale den Torsdag, da syv Uger ere forløbne af Sommeren, paa den Jord, der indløses, med mindre de [som hørende til samme Thinglag. paa Vaarthinget] have Betalingstermin sammen; da skal det være Betalingsstedet. Kun i det Tilfælde er Straffen Landsforvisning, dersom det i det mindste er en halv Gaard, hvorpaa særlig Landhusholdning kan drives, som man ikke kan skaffe en anden Hjemmel for. Er Jorden mindre end saa, skal der betales Straffebøder af tre Mark. Er Jordparten saa liden, at en Domstol og de Mænd, som efter Loven der bør møde, ei kan sidde derpaa, skal Indløsningen finde Sted ved Domstolen paa Thinge, og skal Stævning i den Sag foretages i Bøigden og fem Nabobønder paa Thinge tilkaldes [til Kvidudsagn].
Dersom Jordens Bygninger ere blevne bedre, men der er lige mange Bygninger, som da Jorden tilfaldt den unge Mand i Arv, skal han ikke [ved Indløsningen af Jorden] betale derfor. Men ere Bygningerne blevne slettere, og der er lige mange, som da Jorden tilfaldt den unge Mand i Arv, skal det ei erstattes ham. Er der opført flere Bygninger, og den Mand, der boede der, har opført dem af sit Tømmer, kan den unge Mand vælge at kjøbe Tømmeret i dem eftersom Nabobønder, med Haand paa [en hellig] Bog, vurdere det, og betale derfor saa meget, som de fastsætte; men vil han ikke kjøbe, bør den anden have sit Tømmer. Er der færre Bygninger end da Jorden tilfaldt Indløseren i Arv, skal den, der har ladet dem forfalde, erstatte dem til den første Sælger af Jorden, men denne skal betale det til den unge Mand eftersom Nabobønder vurdere det. Dersom der er Skovland, skal det [af den, der i Mellemtiden indtil Indløsningen besidder Jorden] benyttes, ligesom det forhen har været benyttet: man kan bruge Ved til Brændsel, hvor det før er blevet brugt dertil, og bruge Ved til Bygninger og til Kul for at skjærpe Leer med, samt til at istandgjøre Husholdningsgjenstande. Dersom en Forstrand hører til Jorden, kan man benytte [Tømmeret, der opdriver paa] den, paa samme Maade, som Skov kan benyttes. Dersom Skoven benyttes mere end anført, skulle Nabobønder vurdere det, saavelsom al den Forringelse, Jorden har lidt ved dens Skyld, fra hvem den indløses.
- Herved sigtes udentvivl til Udløbet af den syvende Sommeruge, see nedenfor, samt, blandt andet c. 122.
Dersom det tilfalder en Mand, som er udenlands, at indløse Jord, skal han i det seneste begynde Indløsningen, naar han har været en Vinter her i Landet; ogsaa er det ret, at han begynder den Sommer, han kommer her til Landet, dersom han vil. Han skal forholde sig med al sin Jordindløsning, som den Mand, der her i Landet voxer op til Jordindløsning, med Undtagelse af, at han skal foretage den uden Mellemrum.
Dersom man bestemmer sig til at afhænde sin Jord mod Kjøbesum til en anden Mand, skulle de begge med hinanden bestemme Grændseskjellene for Jord og Skove og Enge og Forstrande og Jagt og Fiskeri og Sommergræsgange, dersom der er saadanne, og alle de Herligheder, der skulle følge med Jorden; de ere ogsaa pligtige til at omtale alle de Herligheder, som andre Mænd eie i Jorden, eller som den solgte Jord har i andre Mænds Jorder. Jordkjøb skal sluttes ved Haandtag; ellers er det som ukjøbt. De skulle aftale med hinanden at befare Markeskjellene inden den sidste Uge før Vinterens Begyndelse, og skal man da befare dem. Bestemmede ikke ved Kjøbslutningen, at Markeskjellene skulle befares, skal Kjøberen med fjorten Nætters eller længere Tids Varsel opfordre Sælgeren dertil, men Sælgeren skal med syv Nætters eller længere Tids Varsel opfordre de Mænd, der have tilgrændsende Jorder, samt de Mænd, med hvem Besidderen af den solgte Jord eier Skove eller Enge eller Forstrand sammen, til at befare Skjellene. De skulle indfinde sig ved Skjellene inden Middag paa det Sted, som Kjøberen, naar han opfordrer Sælgeren til Markeskjelsgang, angiver. Paa de Steder er det ikke Pligt at befare Skjellene, hvor Fjorde strække sig foran Landet [og danne Skjellet], eller hvor Skjellet dannes af saadanne Aaer, hvori Fiske, der fanges i Garn, gaae; men ligger der foran Aamundingen Sandbanker ude i Vandet, skal Skjellet angives [uden at befares]. Dersom man eier Part af Øer, hvoraf en anden Mand eier den anden Del, og hvori Skjel findes, skulle disse paavises, ligesom paa Fastlandet. Ei er det Pligt at befare Markeskjel, hvor der er saadanne Fjelde, hvorfra Elve flyde til to Sider ned i Bøigderne. Ei er det Pligt at gaae op til Fjelds udenfor Fægræsgangene; paa saadanne Steder skulle Skjellene angives [uden at befares]. Dersom Snee er paa Jorden, skulle de indfinde sig syv Nætter eller kortere Tid senere; det er ogsaa ret, at de ved Haandtag beramme Befarelsen af Markeskjellene til en [endnu] senere Tid, dersom alle de, der have Skjel sammen, blive enige derom.
Blive de ikke enige om Markeskjellene, skulle de, der have Jorder, der grændse til den solgte Jord, nedlægge Forbud mod Benyttelsen af deres Jorder indtil de Skjel, som de ansee for at være rette. Nedlægge de ikke Forbud, ansees det som om de erklære dem enige i de Markeskjel, som Sælgeren af den solgte Jord angiver. Dersom den, der nylig har kjøbt en Jord, indlader sig paa at nedlægge Forbud med Hensyn til sin Jord, skal det Forbud være ugyldigt, og paadrager han sig Straffebøder [af tre Mark] for Nedlæggelsen af Forbudet; ogsaa skal da Forbud komme imod Forbud, og skulle de, der forhen havde Jorder, der grændsede til den kjøbte Jord, nedlægge [Mod-] Forbudet. Naar Forbud [af de tilgrændsende Jorders Eiere] er nedlagt med Hensyn til en Jord, skal den, der har kjøbt Jorden, vælge, om han vil frigjøre den for Forbudet, eller om han vil, at den, der solgte Jorden, skal gjøre det. Vælger han, at Sælgeren skal frigjøre Jorden for Forbudet, skal denne have frigjort Jorden inden Udløbet af de næste tolv Maaneder; men frigjør han ikke til den Tid Jorden, paadrager han sig Straffebøder [af tre Mark], og skal betale Kjøberen det Jordstykke, med Hensyn til hvilket Forbud er nedlagt, saaledes som fem Nabobønder med Haand paa [en hellig] Bog for Retten vurdere det. Den Mand, som frigjør Jord for Forbud, skal stævne den Mand, der nedlagde Forbudet, inden Udløbet af den næste Maaned efterat det er nedlagt, til Afstaaelse af Jorden. Men den, som stævnes til Afstaaelsen, skal opfordre sin Hjemmelsmand til at hjemle ham Jorden, eller ogsaa stævne ham dertil, inden Udløbet af den næste Maaned, efterat han er bleven stævnet; hver af dem [der har besiddet Jorden], saalænge Jorden er gaaet i Kjøb og Salg mellem Mand og Mand, skal, inden Udløbet af en Maaned, stævne sin Hjemmelsmand eller opfordre ham til Hjemmel. Er der nogen af dem, der ikke inden Udløbet af en Maaned har foretaget Opfordringen eller Stævningen, forspilder han Sagen for sig selv, og hans Opfordring eller Stævning er ugyldig, Paa samme Maade skal den kræve Hjemmel, som fordrer Afstaaelse af Jord, og samme Fremgangsmaade skal han anvende, og saaledes skulle de alle forholde sig. Fem Nabobønder, der boe nærmest ved Jorden, skulle give Kvidudsagn om Markeskjel, men fem Nabobønder til den sagsøgte om, hvem der har Adkomst til Jorden; alle Bønderne skulle tilkaldes paa Thinge. — Dersom en Mand nedlægger Forbud imod at andre benytte et Jordstykke, som er fem Ører eller mere værd, og han veed, at han ikke eier det Jordstykke, som han tilegner sig, straffes han med Landforsvisning, og er det en Sag, hvori Stævning skal foretages i Bøigden; man skal [til Kvidudsagn] paa Thinge tilkalde ni Nabobønder til den sagsøgte. — Dersom Kjøberen vælger selv at frigjøre Jorden for Forbudet, er Sælgeren ikke pligtig til, at erstatte ham det Jordstykke, med Hensyn til hvilket Forbud er nedlagt, med mindre han har solgt ham mere, end han skaffer Hjemmel for. Det Jordstykke, med Hensyn til hvilket Forbudet er nedlagt, skulle de [der nedlægge Forbudet] benytte, indtil det er frigjort for Forbudet, som om de eie det, og kan Kjøberen af Jorden foretage Frigjørelsen, naar han vil, og skal hver i det Tilfælde omsider have hvad der tilkommer ham.
Dersom man dølger Markeskjel, eller angiver urigtige Skjel, eller flytter Skjellene for Jord eller Skov eller Enge, er Straffen Landsforvisning, hvosomhelst det gjør, og er det en Sag, hvori Stævning skal foretages i Bøigden; ni Nabobønder skulle [til Kvidudsagn] tilkaldes paa Thinge.
Dersom den, der har solgt en Jord, kommer hen for at paavise Kjøberen Jordens Skjel, skal han hjemle ham Jorden til de Skjel, som han angav, da han solgte ham Jorden, og som ere rette, saavelsom det halve af Skjellene. Dersom de Mænd ikke ere komne der tilstede, som have tilgrændsende Jorder, og de ere syv Nætter forud opfordrede til at befare Markeskjellene, erhverver Kjøberen Jorden med de Skjel, hvormed Sælgeren har overdraget ham den. Dersom Kjøberen ikke indfinder sig til Markeskjelsgang til den Tid, han har opfordret til samme, eller han ikke paa lovlig Maade har opfordret til den, staaer det den, der har tilgrændsende Jord, frit for, om han vil, at nedlægge Forbud imod at Kjøberen bruger den Trediedel af Jorden udenfor Hjemmemarksgjerderne, der ligger nærmest dens Jord, der nedlægger Forbudet. Ei skal han nedlægge Forbudet med Hensyn til den Del af Jorden, hvor Kjøberen har sin Bolig. Dersom den, der nedlagde Forbudet, er berettiget til at nedlægge Eiendomsforbud, tilkommer ham Benyttelsen af Græsset af Jordstykket, baade af Enge og Græsgange; ei skal han benytte Skov; og dersom den anden benytter det Jordstykke, med Hensyn til hvilket Forbudet er nedlagt, straffes han i det Tilfælde for Benyttelsen af sit eget. Dersom ingen af begge Partier indfinder sig for at befare Skjellene eller der ikke paa lovlig Maade er blevet opfordret til at befare dem, ere de, der forhen have havt de tilgrændsende Jorder, berettigede til at nedlægge Forbud; de skulle inden Udløbet af de næste tolv Maaneder efter den Tid, da de vare pligtige til at befare Skjellene, have nedlagt Forbud med Hensyn til Jorden, dersom de ville forbyde Benyttelsen af mere end deres egen Jord. Dersom Kjøberen af Jorden kommer for at befare Markeskjellene, men den, der solgte Jorden, ikke indfinder sig, uagtet han paa lovlig Maade er bleven opfordret dertil, kan han af Kjøberen paastaaes dømt til Straffebøder [af tre Mark], og skal Domstolen dømme ham til at paavise Markeskjellene den Torsdag, da en Maaned er tilbage af Sommeren, samt til at betale Erstatning for al den Skade, som Kjøberen har havt [af Udeblivelsen].
Naar Forbud er nedlagt mod at en Mand benytter et Jordstykke, skal han drive sit Fæ [til Græsning] til den Krog af Jorden, der er fjernest fra det Stykke, med Hensyn til hvilket Forbud er nedlagt. Er der flere, der have nedlagt Forbud, skal han lade drive Fæet til Midten af sin Græsgang hver Aften, og skal Fæet være fundet [og samlet] naar Solen er midt i Øst; det (2) kaldes Hyrdens Opstaaelsestid; ogsaa skal han lade Folk vogte Fæet om Dagen. Om Fæet græsser paa andre Mænds Græsgange, paadrager han sig, naar det drives bort derfra som nu anført, ikke noget Straffeansvar mod dem for saadan Græsning. Græsser han Fæet videre end saa, kan han af dem, der nedlagde Forbud med Hensyn til deres Jord, paastaaes dømt til Straffebøder [af tre Mark]. Dersom Bonden stævnes for Græsningen, kan han fordre Forsvarskvidudsagn, om han har havt en saadan Hyrde, der kunde have drevet hans Fæ ud af Sagsøgerens Mark, dersom det havde været Hyrdens Hensigt at gjøre det, eller om han ikke har havt en saadan Hyrde. Giver Kviden det Udsagn, at han har en Hyrde, der kunde have uddrevet Fæet, da den Græsning fandt Sted, som Bonden sagsøges for, naar Hyrden [blot selv] havde havt Villien dertil, da straffes Hyrden med Straffebøder, men ikke Bonden.
- ɔ: at Hyrden staaer saa tidligt op om Morgenen, at han allerede har samlet Faarene inden Solen staaer lige i Øst = inden Kl. 6.
Dersom en Mand vil opfordre en anden Mand til Afholdelse af Engedomstol, skal han begive sig til den Mands Hjem, som han er uenig med om Engen, og opfordre ham der til Afholdelse af Engedomstol, og beramme den til at holdes syv Nætter senere, og angive, hvad Eng det er, samt det Sted, hvor Retten skal holdes; han skal stævne ham til Afstaaelse og til Udlevering [af Engen] og paastaae Engen sig tilkjendt. Han skal paa en Søgnedag opfordre til Afholdelse af Engeret; han skal tre Nætter eller længere Tid før opfordre fem Nabobønder til at komme til Domstolen, for at afgive de Kvidudsagn, som han vil opfordre dem til, og som de ere pligtige til og retteligen kunne afgive Udsagn om. Begge Parter skulle komme til Domstolen før Middag, saaledes at Domstolen til den Tid er udnævnt. Hver af de to Parter skal have tyve Mænd med sig, og af dem tage Dommerne; Kvidmændene skulle være foruden dette Antal. Hver af dem, den, der fordrer Engen afstaaet, og Besidderen af denne, skal udnævne tre Mænd til Dommere; hver af Parterne skal tilbyde den anden at udøve Forkastelsesret med Hensyn til Dommerne og skal Forkastelsesretten udøves som ved Tolvmandskvid, men den skal opfordre til Anvendelse af Forkastelsesret med Hensyn til Kviden, som har tilkaldt den; Forkastelsesret skal udøves med Hensyn til Kviden som med Hensyn til andre Nabokvider. Bønder skulle fremfor Tjenestekarle tilkaldes [til Kvidudsagn], dersom de ere til, saadanne Bønder, som boe nærmest Stedet, og som med Hensyn til Slægtskab og Svogerskab [til Parterne] retteligen kunne være Medlemmer af Kviden. Gyldigt er det, om to Tjenestekarle blive i Kviden, dersom Bønder forkastes af samme. Hver af Parterne skal komme til det nærmeste Hus ved Engen, der ligger paa deres Vei, og der skal hver af dem tælle sine tyve Ledsagere; af de tyve Mænd skulle de tage Dommere og Vidner og Mænd til alle de Retshandlinger, som skulle foregaae ved Domstolen. Men dersom flere Mænd ledsage dem end anført, kunne de overskydende af Ledsagerne paastaaes dømte til Straffebøder [af tre Mark] af den af Parterne, der vil sagsøge dem. Ed skulle de aflægge med Haand paa [en hellig] Bog eller paa Korset, inden Sagsøgeren fremsiger sin Sag, og det skulle alle de gjøre, der have retlige Forretninger at udføre. Da skal Sagsøgeren fremsige sin Sag, saaledes beskaffen, som han har stævnet den; derpaa skal Stævningsvidnesbyrd føres; dernæst skal Kvidudsagn afgives, om den Mand, efter hvem Sagsøgeren tog Arv, har eiet den Eng paa sin Dødsdag eller ikke. Har Sagsøgeren kjøbt Engen, skal han føre sine Kjøbevidner; ere de ikke til, skal en Kvid af fem Nabobønder give Udsagn om det, som Vidnerne skulde have aflagt Vidnesbyrd om. De samme Nabobønder skulle afgive alle Kvidudsagn med Hensyn til Engafstaaelse. Naar Søgsmaalsbeviserne ere fremførte, skal Besidderen af Engen fremføre Forsvarsbeviserne, og skulle alle retlige Forretninger udføres der paa samme Maade, som ved en Thingsdomstol, men dernæst skal Domstolen tildømme den af dem Engen, som beviser Hjemmel til den. Dersom den ene af dem kan skaffe Hjemmel, men den anden ikke, skal Besiddelsen af Engen tildømmes den, der skaffer Hjemmel, men da skal der ved Thingsdomstolen prøves, hvem der har Eiendomsret til Engen. Dersom de ikke blive enige om, hvilken Dom de skulle afsige, skal Flertallets Mening gjøre Udslaget. De skulle afsige Moddomme, naar der er tre sammen af een Mening, hvilken af de to Halvdele af Domstolen det end er, og de skulle forholde sig med Moddommen, som ved en Fjerdingsret. De skulle være der, indtil de have afsagt deres Dom. Engedomstol skal holdes, hvor Engen er græsbevoxet, men kun paa et saadant Sted skal Engedomstol holdes, hvor man er enig om, hvem der er Eier af den Grund, hvor Domstolen holdes. Dersom de afsige Moddomme, skal Sagen prøves i Fjerdingsretten for den Fjerding, hvor Engeretten er afholdt. Ere Moddomme afsagte i Engedomstolen, skal den, der hidtil har havt Engen, beholde den, indtil Sagen er afgjort ved Thingsdomstolen.
Dersom Mænd eie Jord sammen, og den ene vil fordre Jordskifte af den anden, skal han den Torsdag, da der er en Uge tilbage til Sommeren, begive sig til den Mands Hjem, med hvem han vil opløse Jord-Sameiet. Han skal tilkalde Vidner paa, at han stævner ham hjem — saaledes at den stævnte skal være hjemme paa sin Bopæl syv Nætter senere — og erklære, at han da vil komme, for at opfordre ham til Jordskifte, eller, dersom Nabobønder ikke see, hvorledes Jorden skal skiftes, Ansættelse af det Antal Fæ, hver af dem kan holde paa Jorden. Naar han kommer til den andens Bopæl, skal han tilkalde Vidner paa: »at jeg opfordrer dig til lovligt Skifte af Jorden« — og skal han nævne ham — »eller til Ansættelse af Fæhold, dersom Nabobønder ikke see, hvorledes lovligt Skifte mellem os skal skee, Torsdagen, naar fire Uger ere forløbne af Sommeren, saavelsom til [fælles] Gjerdesætning« — dersom han vil tilføje det. Han skal angive den Gaard, hvor den stævnte først skal indfinde sig; de skulle begge komme der før Middag. Den, der vil lade Jorden skifte, skal syv Nætter eller længere Tid før tilkalde de fem Bønder, som boe nærmest Jorden, der skal skiftes, og ere Jordeiere, og med Hensyn til deres [Slægts- og Svogerskabs-] Forhold til alle de Mænd, der eie Del i den Jord, der skal skiftes, gyldigen kunne være Medlemmer af en Kvid. Han skal begive sig til den Bondes Bopæl, som han vil tilkalde til at skifte Jorden; han skal tilkalde Vidner: »Jeg tilkalder Vidner til Vidnesbyrd om, at jeg opfordrer dig til Jordskifte, til at foretage lovligt Skifte mellem os, og til at skifte der Huse og Enge, tilligemed dine fire Fæller, og til at komme der før Middag; jeg opfordrer dig ved lovlig Tilkaldelse.« Naar en Mand [der eier Jord sammen med en anden] opfordres til Jordskifte og ikke ved Haandtag giver sit Samtykke dertil, paadrager han sig derved Straffebøder af tre Mark, og skal Domstolen domme ham — naar han sagsøges — [til at rette for sig] fjorten Nætter efter [Thingets Slutning ved] Vaabentag; og skal han da dømmes til at udrede Bøderne og til at indrømme Jordskiftet. Men dersom Nabobønderne [der ere opfordrede til at foretage Skiftet] ikke indfinde sig, paadrage de sig Straffebøder [af tre Mark] og skulle de dømmes til fjorten Nætter efter Vaabentag at skifte Jorden. Men dersom de ikke indfinde sig for at skifte, saaledes som dømt er, straffes de med Landsforvisning. Men dersom det er den anden Lodseier, som er dømt til at indrømme Skiftet, skulle Nabobønder tre Nætter forinden [Skiftets Afholdelse] tilkaldes, men indfinder han sig da ikke, straffes han med Landsforvisning, og skulle de desuagtet foretage Skiftet. I disse Sager skal Stævning foretages i Bøigden, og skulle fem Nabobønder til den sagsøgte tilkaldes [til Kvidudsagn].
Naarsomhelst man skal skifte Jord eller dele trængende Slægtninges Forsørgelse mellem sig eller i hvadsomhelst Henseende man skal afholde Lovskifte eller Vurdering, skulle [de] Mænd [der skulle foretage Skiftet eller Vurderingen] sværge lovlig Ed med Haand paa [en hellig] Bog eller paa Korset, Paa saadan Maade skulle de skifte Jord mellem alle de Mænd, som eie Del i Jorden, at hver kan nyde sit, og skal en særskilt Del tilskiftes enhver; ingen af dem skal drive sit Fæ fra sit Hjem over en andens Jord; Jord skal skiftes imod Jord, men ei skulle Bygninger skiftes imod Jord [saaledes at den ene faaer Bygninger, den anden Jord], men hvor noget af Jorden er slettere end andet, skal det [sidste] have saa meget større Udstrækning, at begge Lodder blive lige gode.
[Skiftet skal foretages saaledes, at] Vand skal falde til alle Gaarde, og skal hver Lodseiers Jord være i Sammenhæng. Nabobønderne skulle skifte Bygningerne ligeligt imellem dem; de kunne dele Bygningerne tversover, om de ville, men ei skulle Bygninger skiftes efter Længden. Kommer en Bygning ved Skiftet til al staae paa en andens Grund, skal Bygningen være der, medens Eieren af Huset vil det, men han skal fra sin Grund tilføre alt hvad der [af Sten og Grønsvær] behøves til at istandsætte Bygningen, men dersom han vil flytte den fra Stedet, skal han føre den over paa sin Grund.
Man er berettiget til at bryde Jord for at anvende den til gjødet Hømark eller Ager, uagtet flere end een eie Jorden sammen. De, der senere forstørre deres Hømark, skulle dertil indtage ligesaa god Jord [som de Lodseiere, der først have gjort det].
Naar Nabobønderne ikke see, hvorledes lovligt Skifte af Jorden skal finde Sted, skulle de dog skifte Bygninger og Enge og gjødet Hømark og Agerjorder, dersom der er saadanne, men bestemme det Antal Fæ, som hver Lodseier maa have paa Græsgangene. De skulle paa saadan Maade bestemme Antallet af Fæ til Græsgangene, at de formene, at Fæet ikke vilde afgive større Fordel, om end Antallet var ringere, men at Græsgangene dog ere fuldt besatte. Man skal da regne en Stud, der er tre Aar gammel eller ældre, lige med en Ko, men tvende toaarsgamle eller yngre Stude lige med en Ko; ei skulle Kalve regnes med; en treaarsgammel eller ældre Hest lige med to Køer; en toaarsgammel eller yngre Hest lige med en Ko; ei skulle Føl regnes med; tyve Lam lige med en Ko; [ligeledes lige med en Ko:] ti gamle Beder, eller fem Geder. Ei skulle Svin medtages ved Ansættelsen af den Besætning, der maa holdes paa Jord eller Græsgang.
Dersom en Mand har i den Hensigt kjøbt Andel i Jord, at han vilde lade skifte til sin Gaard, hvad der var nærmest, skal der kastes Lod om, hvad han skal have; har han ikke kjøbt i den Hensigt, skal han have den Lod, der er nærmest hans Jord.
Dersom der er Snee paa Jorden naar Nabobønder skulle skifte Jord eller ansætte Besætning til Græsgange eller bestemme Retningen af Gjerder, er det ret at de vente, indtil sex Uger ere forløbne af Sommeren, med mindre Jorden er dem ligesaa bekjendt som om de saae Alt.
Dersom en Mand vil opfordre en anden til [fælles] Gjerdesætning, skal han foretage Hjemstævning [hvorved den anden stævnes til at være hjemme paa sin Bopæl til en vis Tid], ligesom naar han begjærer Jordskifte, og ligesaa skal han tilkalde Nabobønder til at dele Gjerdesætning mellem dem, paa saadan Maade, at de kunne faae Gjerderne opførte i tre Sommere i Mellemrummene mellem de Tidsrum, der ere bestemte til andre Landbrugsarbeider. Hver af dem skal paa sin Jord have et middelmaadigt Antal Tyende [hvorfra der skal gaaes ud ved Fordelingen af Gjerdesætningsarbeidet]; ei skal man af den Grund [for at kunne ud føre Gjerdesætningen] sælge noget af sin Jord eller gjøre Brug af andre Jorder [ved at anvende Tjenestefolkene fra dem]. De skulle opføre lovligt Gjerde, men et lovligt Gjerde er fem Fod tykt nede ved Jorden, men tre Fod oventil; det skal fra Fodstykket naae op til Skulderen af en Mand, som har fuldkomne Mellemrum mellem Haandledene og Albuerne og hvis Favn er af fuldkommen Størrelse. Nabobønderne skulle rette deres Markeskjel, lade de udstaaende Tunger gaae op imod hinanden, og om der end er Forskjel paa de udstaaende Stykker, skulle Nabobønderne fordele det, dersom det Stykke, det gjælder om, er mindre værd end fem Ører. Aldrig kan man tilpligte en anden til Gjerdesætning, hvor der ikke paa Stedet kan tages Grønsvær eller Sten, men det maa tilføres med Hest eller Slæde. De skulle begge begynde Gjerdesætningen paa et Sted og gjerde hver til sin Ende, med mindre de blive enige om andet. Den, som opfordrede til Gjerdesætningen, er berettiget til at gjøre Gjerdet længere [end der var bestemt], om han vil. Dersom den, der er opfordret til Gjerdesætning, ikke opfører Gjerdet [for sin Del], skal den, der opfordrede dertil, op føre sin Del, og paadrager han sig intet Ansvar for Græsning [af den andens Mark], om end hans Fæ slipper forbi Enden af Gjerdet. Den anden, der ikke vil gjerde, paadrager sig Straffebøder [af tre Mark] og straffes for Gravning [af dens Mark, der har opfordret til Gjerdesætning], og skal Domstolen dømme ham til Gjerdesætningen; derhos skal han til den, der gjerder, betale Erstatning for den Skade, hans Fæ gjør. Dersom han sætter ringere Gjerde, end i Loven er fastsat, eller han ganske vægrer sig, og han paa lovlig Maade er opfordret til Gjerdesætningen, er der samme Straf for ham, hvilken af de to Ting, han gjør.
Dersom der i den Linie, hvori Gjerdet skal sættes, falder et Hjemmemarksgjerde — men det er Hjemmemarksgjerde, hvor en gjødet Hømark strækker sig ud til Gjerdet — er Eieren af Hømarken berettiget til, om han vil, at opføre Gjerdet alene, og tage da udenfor Gjerdet hvad der [af Grønsvær og Sten] udfordres til samme. Ønsker han, at de begge sætte Gjerdet, da kan han, om han vil, vælge [senere] alene at istandsætte det, og tage hvad der til Istandsættelsen behøves udenfor Hjemmemarksgjerdet, men vil han ikke alene istandsætte Gjerdet eller opføre sit Hjemmemarksgjerde, skal hver af dem istandsætte den Del, han har opført, og tage, hvad der behøves til Istandsætningen paa det Sted, hvor de toge hvad der udfordredes til at opføre Gjerdet. Men dersom der i den Linie, hvor Gjerdet skal sættes, komme Hugstskove iveien, skal Gjerdet sættes udenom dem. Men er det Oprykningskrat, skal der gjerdes igjennem det; men det er Oprykningskrat, naar man oprykker Buskene, men Hugstskov, naar Vedet hugges. Ligger der Enge, der tilhøre andre, i den Linie, hvori Gjerdet skal sættes, skal man gjerde den nærmeste Vei, og erstatte Eierne deres Enge, saaledes som Nabobønder med Haand paa [en hellig] Bog vurdere dem: at de faae en anden Eng, lige god og lige stor og lige let at benytte. Dersom Gjerdet gaaer tvers over en Alfarvei, skal der være en Ledaabning paa Gjerdet af en Favns og en Alens Bredde, og der skal haves et Led derfor, saaledes at man, om man vil, kan siddende til Hest lukke det op og i. Den, der opfører Gjerdet, er berettiget til at flytte Ledaabningen paa Gjerdet et Pileskud eller kortere, saaledes at det er udenfor Alfarveien, naar det er ligesaa godt at ride der igjennem. Dersom der gjerdes tvers over en Alfarvei, saaledes at der ikke er Ledaabning paa Gjerdet, skal der betales Straffebøder [af tre Mark], og er Gjerdet ufredhelligt, og man er berettiget til at bryde Aabning paa Gjerdet, om det end er en Helligdag, naar man gaaer igjennem det; men dersom der gjerdes for Ledaabningen, kan hvo der vil anlægge Sag: naar der ikke er Ledaabning paa Gjerdet.
I Mellemrummene mellem de Tidsrum, der ere bestemte til de almindelige Landbrugsarbeider, skal Lovgjerde opføres: Foraarsarbeidstiden er indtil der er en Maaned forløben af Sommeren, men dernæst er der Gjerdesætningstid i to Maaneder; da er der Høslætstid andre to Maaneder, men dernæst er der Lovgjerdesætningstid den sidste Maaned af Sommeren.
Dersom en Mand under sin Landhusholdning driver flere Jorder end een, og han [fra den ene Jord] vil begive sig til Sæter [der hører til den anden Jord] over anden Mands Grund, er han berettiget til to Gange om Sommeren at begive sig med sit Fæ derover til Sæteren og fra den; kun i det Tilfælde oftere, dersom Fæet gaaer ud af sine Græsgange ind paa andres Marker: da er han berettiget til at drive sit Fæ hjem. Han skal gaae ad de Veie, der have været der fra tidligere Tid, naar der er saadanne, men gaaer han over en Mands Eng, skal han føre den Hest, han ikke rider paa, ved Tømmen efter sig. Dersom der er Sumpe paa hans Vei, er han berettiget til at gjøre Broer paa den anden Mands Grund, og tage Materialet til dem der, men gaaer han over en Mands Eng og denne derved lider Skade, paadrager han sig Straffebøder [af tre Mark] og skal erstatte ham Skaden, eftersom dennes Nabobønder vurdere den med Haand paa [en hellig] Bog.
Det er fastsat, at ingen Mand skal lade sin Gaard ligge øde. Kan han ikke faae Leieafgift for den, skal han, i det seneste naar syv Uger ere forløbne af Sommeren, begive sig til de Mænds Huse, der boe nærmest den ubeboede Jord, og tilkalde Vidner, og tilbyde dem at tage Gaarden til Leie, saaledes som Nabobønder vurdere Afgiften til. Dersom de tage Jorden til Leie, skulle de paa samme lade Kreaturerne fortære det Hø, der faaes af Jorden; ogsaa, skulle de vedligeholde Bygningerne, som paa en Leiejord, og skulle de i alle Maader behandle Jorden som en Leiejord. Dersom de ikke tage Jorden til Leie, skal han nedlægge Forbud mod, at de benytte den, og skal han forholde sig med det Forbud, som med en Stævning. Ogsaa kan han gyldigen nedlægge Forbudet mod dem paa Lovbjerget. Ei paadrage de sig Straf for Græsning af Jorden, inden de faae Kundskab om Forbudet.
Dersom man driver eller lader drive sit Fæ ind paa anden Mands Jord, paa saadan Maade, at man vil græsse det paa en andens Eiendom, og der deraf bliver fem Ørers eller større Skade, straffes man med Landsforvisning, men bliver der mindre Skade end saa, skal man betale Straffebøder [af tre Mark] og erstatte Skaden, saaledes som Nabobønder vurdere den.
Dersom to Mand boe hver paa sin Side af en Aa, og den ene af dem vil gjøre Bro over den, skal han tilbyde den anden at gjøre Broen. Vil denne ikke gjøre den, skal den tilbydende anlægge den, og opbryde Materiale [af Sten eller Grønsvær] dertil paa begge Sider af Aaen. Dersom den anden har Men af de Veie, der danne sig til Broen, skal den, der anlagde Broen, erstatte ham det, saaledes som fem Nabobønder til den skadelidte med Haand paa [en hellig] Bog vurdere Skaden. Dersom en Mand, der ikke eier Grund paa nogen af Aaens Sider, vil anlægge Broen, skal han tilbyde Eierne af de tilliggende Jorder at anlægge den, men de skulle, om de ville anlægge den, begynde Arbeidet inden Udløbet af de næste tolv Maaneder, men i modsat Fald kan han anlægge Broen, og opbryde Materiale dertil paa begge Sider af Aaen. Den, der anlægger en Bro, kan fastsætte, eftersom han vil, til hvilket Brug den maa anvendes, og kundgjøre i Lovretten, hvad Fredhellighed der skal tilkomme den, og hvad Straf der skal vare, dersom Bestemmelserne overtrædes. Der skal og betales Erstatning efter Nabobønders Vurdering til dem, der eie de tilgrændsende Jorder, dersom de have Skade af de Veie, der danne sig hen til Broen.
Ingen af dem, der eie Jord hver paa sin Side af en Aa, skal forbyde hinanden at holde [Færge-] Baad paa den. Vil en anden Mand [hvis Grund ikke grændser til Aaen] holde Baad paa Aaen, er han berettiget dertil, dersom Baaden holdes der stedse saalange der ikke er Is paa Aaen, og dersom der ikke tages Færgeløn. Men bliver der Skade af de Veie, der danne sig [hen til Færgestedet], skal Erstatning betales derfor, som forhen anført.
Dersom man uden Tilladelse bruger, eller slaaer Græs paa, en andens Grund og beskadiger Jorden uden Tilladelse, skal man betale Straffebøder af tre Mark. Men flytter man [Høet] bort eller benytter sig deraf, kan Jordeieren bestemme, om han vil anlægge Sag for Tyveri eller for selvraadig Tilvendelse.
Dersom man lader sit Fæ drive ind paa anden Mands Grund eller paa saadan Maade, at man vil at det skal gaae derhen, er Straffen Landsforvisning. Dersom Fæ gaaer ud af sine Græsgange ind paa anden Mands Mark, er der kun i det Tilfælde Straf for Græsningen, dersom der er nedlagt Forbud mod at Marken benyttes, og der med Forbudet, dersom hin ikke selv hører derpaa, er forholdt som med Stævning. Det samme Forbud mod Brug af Græsgange skal gjælde i tolv Maaneder. Forbud mod Brug af Græsgange kan gyldigen nedlægges paa Lovbjerget eller, dersom Parterne høre til samme Thinglag, paa Vaarthinget, og er der kun Straf for Overtrædelsen af samme, dersom den, mod hvem Forbudet er nedlagt, faaer Kundskab derom.
Dersom en Mand paa en lovlig Helligdag foretager Stævning, eller nedlægger Forbud med Hensyn til Benyttelsen af Jord, paadrager han sig Straffebøder af tre Mark og hans Stævning eller Forbud bliver ugyldigt.
Dersom en Mand vil brænde udtørret Græs paa sin Jord, skal han bede dem, som boe nærmest og have Jorder, der grændse til hans, om Tilladelse, og desuagtet erstatte dem Skaden, dersom saadan foraarsages derved. Men dersom Ilden udbreder sig til saadanne Folks Bygninger eller Jorder, der ikke have givet Tilladelse til Branden eller dersom Skove brænde for dem, er Straffen Landsforvisning.
Hver Mand eier al Jord-Væxt, der voxer paa hans Grund. Bær og Tang (3) er man berettiget til at spise paa anden Mands Grund, men dersom man fører saadant bort uden Tilladelse, paadrager man sig Straffebøder af tre Mark. Dersom man tager Kvan (4), skal man betale Straffebøder af tre Mark, men dersom det er af tre Alens Værdi, kan Eieren vælge, om han vil anlægge Sag for Tyveri eller for selvraadig Tilvendelse. Dersom man oprykker Kratris paa en Mands Grund, paadrager man sig Straffebøder af tre Mark; dersom det er af tre Alens Værdi, og den, der opriver det, gjør sig Fordel deraf, kan der anlægges Sag for Tyveri eller for selvraadig Tilvendelse.
- Alga saccarifera (efter andre: fucus palmatus og fucus ovinus).
- Angelica archangelica.
Dersom man har en Eng, der er indesluttet af en anden Mands Jord, skal Eieren af denne begynde at afholde sit Kvæg fra at græsse paa Engen den Torsdag, da sex Uger ere forløbne af Sommeren, aarle om Morgenen. Men den Mand, der har en Eng indesluttet af en anden Mands Jord, skal lade høste Høet af den først [inden han høster Høet af sine andre Enge]. Høster han ikke Høet af Engen saaledes som fastsat er, og han vil høste det, paadrager han sig Straffebøder [af tre Mark] og baade Høet og Engen er ufredhellig. Har han I flere Mænds Jorder indesluttede Enge, skal han den ene Sommer slaae Græsset af en Eng først, den anden af en anden, og først slaae Græsset af de Enge, han har hjemme ved Gaarden, naar Græsset af alle de andre er slaaet.
Han er berettiget til at foretage Opdæmninger paa Engen, dersom han vil, og grave Grøfter i sin Eng og derefter lede Vandet over Engen. Han skal paa sin Eng lade Vandingen tage sin Begyndelse og derfra skal Vandet falde i den gamle Rende; ei skal han ved sin Vandledning beskadige andre Mænds Jorder. Dersom andre Mænds Fæ faaer Skade i de Grøfter, han graver, skal han erstatte det. Ei skal man foretage Vandledning paa sin Jord paa en saadan Maade, at det fordærver den Mands Jord eller Eng, der boer nedenfor; men lider han deraf fem Ørers eller større Skade, straffes den med Landsforvisning, der foretog Ledningen af Vandet, men er Skaden mindre end som saa, skal han betale Straffebøder [af tre Mark] og Erstatning for Skaden.
En Mand er berettiget til, om han vil, at sætte lovligt Gjerde om sin Eng [som er indesluttet af anden Mands Marker], i alle Tilfalde, hvor der ikke inden Engens Enemærker ligger Græsningsmarker, tilhørende Andre, af fem Ørers Værdi eller mere; han skal paa sin Eng opgrave Grønsvær til Gjerdet; han skal lade en Ledaabning være paa Gjerdet. Han er berettiget til at lukke Gjerdet, om han vil, naar sex Uger ere forløbne af Sommeren, men han skal have bjerget sit Hø fra det indgjerdede Stykke og oplukket Gjerdet naar fire Uger ere tilbage af Sommeren; efter den Tid tilkommer Græsningsretten den, der eier Jorden [inden hvilken Engen ligger], og er Engen og Høet ufredhelligt, dersom Høet da ei er bjerget, og kan den, der har Ret til Græsningen, [da] oplukke Leddene. Slaaer man ikke paa anførte Maade Græsset af den Eng, man eier indesluttet af anden Mands Jorder, eller man ikke sætter lovligt Gjerde om den, da er Engen ufredhellig for Græsning af den Mands Fæ, der er græsningsberettiget paa Grunden, hvor Engen er beliggende.
Man er berettiget til at opføre lovlig Indhegning om sit Hø inden en andens Enemærker [der omslutte Engen, hvoraf Høet er høstet], og skal paa sin Eng opgrave Grønsvær dertil. Falder Indhegningen, skal den, der er græsningsberettiget omkring den, sende Bud til den Mand, der har Hø i samme, og afholde sit Fæ fra at komme til hans Hø, men denne skal begive sig derhen, naar han faaer Kundskab derom. Men begiver han sig ikke derhen, som anført, er Høet ufredhelligt for den Mands Fæ, der er græsningsberettiget omkring Indhegningen. Men dersom Snee falder op ad Indhegningen [saaledes at Fæet kan bestige denne], skal den græsningsberettigede sende Bud til Eieren af Indhegningen, eller ogsaa selv skuffe Sneen omkring den bort. Begiver den, der eier Høet, sig ikke derhen, naar han faaer at vide, at Snee er falden omkring Indhegningen, da er Høet ufredhelligt, som om Indhegningen var nedfalden.
Hver Mand eier de Engevæxter, der voxe i hans Engs Enemærker. Voxer Engen videre, tilfalder den [tilvoxede] Eng den, der eier Jorden, inden hvilken Engen ligger. Dersom Skov voxer paa en Mands Eng, der ligger inden en anden Mands Jord, er Eieren af Engen berettiget til at oprykke Risbuskene, og tilkommer Vedet den, inden hvis Jord Engen ligger; men bliver det til en Hugstskov, skal den, inden hvis Jord Engen ligger, have Skoven og levere den anden en Eng, som fem Nabobønder, der boe nærmest Engen, hvori Skoven opvoxede, finde ligesaa fordelagtig for ham. Dersom en Eng, som en Mand eier inden anden Mands Jord, fordærves ved at Fugle lægge deres Æg der, bør Jordeieren, dersom denne vil benytte Æglægningen, levere ham en lige saa god Eng [istedet]. Dersom Engen [derved] bliver ubrugbar, skal Jordeieren have Engen; han skal levere den anden en Eng, som Nabobønder finde, vil være ham ligesaa fordelagtig, som Engen var inden Æglægningen begyndte paa den.
Hver Mand er berettiget til paa sin Grund at lede det Vand, der har sit Udspring i hans Jord; men dersom det er Brøndvand, der benyttes af Folk, skal enhver fra sin Grund lade det flyde ud i den gamle Rende, men, dersom der desuagtet [ved at det benyttes til Vanding af Markerne] foraarsages dem Skade, af hvem det før benyttedes som Brøndbæk, skal det ikke anvendes til Vanding. Leder man saadant Vand, der danner Markeskjel, over sine Enge, og den, der eier Halvdelen af Vandet, finder, at han lider Skade derved, skulle fem Nabobønder skifte Vandet mellem dem. Dersom Vandet er saa ringe, at det ikke nytter dem at dele det, skal hver have det sin Uge.
Man er berettiget til [paa Reise] at lade sine Heste bede paa andre Mænds Marker om Sommeren, paa Steder, hvor Høslætsjord og saadan Jord, hvor Græsset ei er blevet slaaet, mødes; ei skal man lade dem bede paa Jorder, der bruges til Høslæt.
Man bør gjøre lovlig Indhegning om sine Høstakke paa sin Grund, naar de ere i Pileskudsafstand fra anden Mands Markeskjel, dersom man vil frede sit Hø [for den andens Fæ]; men er der ei lovlig Indhegning om de Høstakke. der ere saa nær ved en andens Jord, at de ere i Pileskudsafstand derfra, ere Høstakkene ufredhellige for den Mands Fæ, der boer saa nærved. Dersom dennes Fæ, ved at trænge sig hen til en saadan Høstak, som der ikke er lovlig Indhegning om, trædes under Fødder, men der burde have været lovlig Indhegning derom, skal den, der eier Høstakken og skulde holde lovlig Indhegning om den, erstatte Fæet, saaledes som fem Nabobønder vurdere det. Dersom Mænd have fælles Græsgange og Græsset slaaes paa saadan Jord, da ere de Mænd, der eie Høet, pligtige til at have lovlig Indhegning om deres Høstakke.
Hver Mand eier Afgrøden af sin Jord. Men dersom Vande, der danne Markeskjel, bryde et Jordstykke, paa hvilket Grønsværet bliver siddende fast, af en Mands Jord, da eier den Holmen, som før eiede den, men ei skal han nedlægge Forbud mod at andre benytte den, men han skal bruge det Jordstykke, saaledes som han vil; han kan, om han vil, føre Vandet tilbage i den gamle Rende. Ei skal Eieren af den tilgrændsende Jord drive sit Fæ til det Jordstykke, men ei straffes han, dersom Fæet strejfer derhen ud af sine Græsgange. Dersom der er Eng i det Jordstykke, skal den tilgrændsende Jordeier afholde sit Fæ derfra, som om det var en Eng [tilhørende anden Mand], der var indesluttet af hans Jorder, og skal Eieren af Jordstykket høste Græsset deraf [ligesaa betimelig], som af en Eng, han har inden en anden Jords Enemærker. Dersom der voxer Eng i den gamle Vandseng, eier hver af Eierne af de tilgrændsende Jorder det halve deraf.
Dersom en Mand afhænder sin Jord til en anden, og han vil betinge sig lovlig Forkjøbsret til Jorden eller lovligt Pant i den, skulle de ved Haandtag slutte Overenskomst om den Forkjøbsret eller det Pant, som de blive enige om. Den Forkjøbsret eller det Pant, som de ved Haandtag have vedtaget, skal lyses paa Lovbjerget paa næste Althing efter deres Kjøbslutning. Dersom de vedtage, at det ikke skal være Pligt at lyse Forkjøbsretten eller Pantet, skal det ikke være gyldigt, og hviler der da hverken Pant eller Forkjøbsret paa Jorden. Naar lovlig Forkjøbsret — eller lovligt Pant — er lyst først for Nabobønder og senere paa Lovbjerget, behøver den Forkjøbsret ikke oftere at lyses, saalænge de [ved Lysningen tilkaldte] Vidner ere i Live, og den, der har Forkjøbsretten, husker, hvem Vidnerne var, og saalænge de leve begge, der have sluttet Overenskomsten. Dersom Vidnerne døe, eller den, der har Forkjøbsretten, ikke erindrer, hvem der blev tilkaldt som Vidner ved Lysningen, eller dersom den døer, til hvis Jord Forkjøbsret er betinget, skal Forkjøbsretten lyses hver tredie Sommer paa Lovbjerget, men lyses Forkjøbsretten ikke saaledes, er den bortfalden. Dersom den, der havde Forkjøbsretten, døer, skulle den afdødes Arvinger skifte Forkjøbsretten mellem sig. Er der flere end een, der [som Sælgere] have [betinget sig] Forkjøbsret, skal den, der [paa sine og de andres Vegne] har Forkjøbsretten, hver tredie Sommer paa Lovbjerget lyse den — eller Pantet, dersom det er et saadant, der er betinget. Man kan gyldigen overdrage til en anden at lyse Pant eller Forkjøbsret. Man kan gyldigen sælge eller bortskjænke Forkjøbsret til — eller Pant i — Jord eller andre Ting af Værdi. Naarsomhelst en Mand har lovlig Forkjøbsret til eller Pant i en anden Mands Eiendom, være sig Jord eller andet Gods, og det er en anden, end den, der oprindelig betingede sig Forkjøbsretten eller Pantet, skal han lade foretage Lysning hver tredie Sommer, og skal Forkjøbsretten lyses paa Lovbjerget paa det næste Althing [efterat den er gaaet over til en anden], og skal man sige til Eieren af den Jord eller den Ting, som Forkjøbsretten eller Pantet paahviler, og sige det under Tilkaldelse af Vidner: »Du skal tilbyde mig den Jord« — skal han sige — »eller anden Eiendom« — dersom Pant eller Forkjøbsret paahviler en saadan — »og eier jeg nu den Forkjøbsret — eller Pant«, dersom det er et saadant.
Naar der er lovligt Pant, skal man for en Fordring paa een Øre tage to Ører i Jorden, efter den Værdi, hvortil den af Nabobønder med Haand paa [en hellig] Bog ansættes den Torsdag, da syv Uger ere forløbne af Sommeren, samme Sommer, som Betalingen til Forfaldsdag er udebleven; da erhverver han af Jorden dobbelt saa meget, som han havde tilgode hos den anden. Nabobønderne skulle tilkaldes tre Nætter eller længere Tid før. Paa samme Maade skal der forholdes, naar man har betinget sig Pant i andre Gjenstande: man skal tage to Ører for een, med mindre man betinger sig Pant i en mindre værdifuld Gjenstand end saa, og tilfalder Gjenstanden strax Panthaveren, naar Gjelden ei betales den Dag, der er betinget. Paa samme Maade er det ogsaa lovligt Pant, om Parterne have fastsat en Sum, som Jorden skal være værd [istedetfor at lade den vurdere].
Den, som skal tilbyde en anden at gjøre Brug af sin Forkjøbsret, skal den første Sommerdag indfinde sig med en, der gjør Modbud, om Middagen eller før paa Dagen; han skal tilkalde Vidner og tilbyde ved lovligt Tilbud den Mand, der har Forkjøbsret til Jorden, at kjøbe den til samme Pris, som den anden byder imod ham. Da skal Modbyderen sige, til hvad Pris han vil kjøbe. Derpaa skal den forkjøbsberettigede, om han vil, vælge at tage Jorden, og er da deres Kjøb afsluttet. Vælger han ikke at tage Jorden, er hans Forkjøbsret bortfalden, med mindre den, der har gjort Modbudet, kjøber Jorden saa meget billigere, end det Modbud beløb sig til, der blev opstillet mod den forkjøbsberettigede, at Sælgeren overdrager Jorden til Modbyderen for en i det mindste fem Ører ringere Kjøbesum. Vælger den forkjøbsberettigede at tage Jorden, og hine blive overbeviste om Svigen, straffes de med Landsforvisning, og er det en Sag, hvori Stævning skal foretages i Bøigden; der skal paa Thinge [til Kvidudsagn] tilkaldes ni Nabobønder til de sagsøgte, og skal han have anlagt Sagen paa det tredie Althing efter at Forseelsen er begaaet; dersom Svig bevises, skulle de nærmeste fem Bønder, der ere Jordeiere, med Haand paa [en hellig] Bog vurdere Jorden, men den forkjøbsberettigede skal betale et saadant Beløb, som de have vurderet Jorden til; dersom Kjøbesummen for Jorden [allerede] er betalt, er han berettiget til et saa stort Beløb hos Sælgeren, som Nabobønder vurdere Jorden billigere end han kjøbte den. Vælger den forkjøbsberettigede ikke at tage Jorden, og et svigagtigt [Mod-] Bud er blevet gjort, er der samme Straf for dem, som forhen angivet, og skal der saaledes forboldes med al Sagsanlæggelse, som jeg forhen anførte; den, der havde Forkjøbsretten, skal stævne til at deres Kjøbslutning skal være ugyldig, og skal den være ugyldig, dersom Kvidudsagn gives for, at der har været Svig, og skal han have omstødt Kjøbslutningen paa det næste Althing, efter at Jorden er bleven ham buden. Har Jordeieren ikke nogen, der gjør [Mod-] Bud, den første Sommerdag, men har det dog naar tre Uger ere forløbne af Sommeren eller tidligere i Tidsrummet efter første Sommerdag, skal han, en Uge eller længere Tid inden Budet skal skee, have stævnet den forkjøbsberettigede til at være hjemme, og sige ham, hvad Modbud der er gjort, men den [forkjøbsberettigede], der [da] kjøber Jorden, skal modtage den, og næste Sommer betale Kjøbesummen med Renter, den Torsdag, da syv Uger ere forløbne af Sommeren, med mindre de inden den Tid [som hørende til samme Thinglag, paa Vaarthinget] have Betalingstermin sammen. Har Jordeieren senere end anført en, der gjør Modbud paa Jorden, men har dog en saadan paa Vaarthinget, skal han ikke desto mindre anvende samme Fremgangsmaade ved sit Tilbud, som forhen anført; ei skal han senere sige [den forkjøbsberettigede] det end en Uge før Thinget. Dersom Kjøbet [da paa Vaarthinget] sluttes, skal den, der eiede Jorden, det Aar boe paa Jorden, som paa en Leiejord, og hvilkensomhelst Overenskomst han end træffer [med en anden, der boer der], skal han i Forhold til Kjøberen bære Ansvaret for Jorden, som om han selv boede der, og tilkommer Sælgeren alt Gavn af Jorden det Aar, og indestaaer han Kjøberen for Beskadigelser, eftersom Nabobønder vurdere dem. Men Kjøbesummen skal betales næste Sommer paa den samme Jord uden Renter, den Torsdag, da syv Uger ere forløbne af Sommeren, med mindre de blive enige om andet.
Dersom den Mand, der har Forkjøbsret til en Jord, reiser ud af Landet eller ud af den Fjerding, hvor Jorden er, skal han begive sig til Eieren af Jorden, og under Vidners Tilkaldelse sige ham, hvem han skal tilbyde Jorden, og skal den Mand, hvem Jordeieren skal tilbyde Jorden, være i samme Fjerding som Jorden, hvortil Forkjøbsretten haves.
Dersom Eieren af den Jord, hvortil Forkjøbsret er betinget, døer, behøver Jorden ei at tilbydes, naar den afdødes Arvinger eller hans Kone, om han har haft en saadan, ved Udløsning [af den afdødes efterladte] erhverve den.
Naarsomhelst Forkjøbsret til eller Pant i en Jord ikke er lyst, saaledes som nu er anført, da er Lysningen urigtig, og er det som Lysning ei var foretaget, og er da bortfaldet Pantet eller Forkjøbsretten til Jorden, hvilketsomhelst af disse Baand der har paahvilet den.
Dersom en Mand vil sælge en Jord, hvortil Forkjøbsret er betinget, skal han begive sig til den forkjøbsberettigede i den første Del af den sidste Vintermaaned (5) og sige ham, at Jorden er tilfals; ogsaa er det gyldigt, at han kommer senere, om han end først kommer en Uge før Sommeren i det seneste; han skal tilkalde Vidner: »til Vidnesbyrd« — skal han sige — »at jeg stævner Dig til at være hjemme, og jeg beder Dig at være hjemme den første Sommerdag; jeg vil da komme og tilbyde Dig Forkjøbsret til Jorden og have tilstede en Modbyder, der vil kjøbe« — og skal han angive, hvilket Modbud den, der vil kjøbe, gjør. Dersom han ikke har nogen, der vil gjøre Modbud, skal han dog føre samme Tale til den forkjøbsberettigede, undtagen at han skal sige ham, at han ikke har nogen, der byder paa Jorden, — »og vær du forberedt paa, at jeg vil komme her til dit Hjem den første Sommerdag, dersom jeg faaer en Kjøber Til Jorden«. Dersom han syv Nætter før Sommeren faaer en, der byder paa Jorden, skal han begive sig Hen og sige den forkjøbsberettigede det, og angive, hvad Modbud der er gjort; derpaa skal den anden i den Uge bestemme sig. Faaer han, tidligere end tre Nætter før Sommeren, en, der vil gjøre Bud paa Jorden, skal han dog [uagtet det ikke er skeet før] begive sig til den forkjøbsberettigede og sige ham under Vidners Tilkaldelse, hvad Modbud der er gjort paa Jorden, og er hin pligtig til den første Sommerdag at vælge [om han vil benytte sin Forkjøbsret], dersom Jordeieren har sagt ham det tre Nætter før Sommerens Begyndelse. Faaer han [endnu] senere en, der gjør Bud paa Jorden, kan han gyldigen tilbyde den forkjøbsberettigede Jorden naar han faaer ham selv i Tale, men denne skal da vælge tre Nætter senere. Han er berettiget til, dersom han senere end første Sommerdag faaer en, der gjør Modbud paa Jorden, at stævne den forkjøbsberettigede syv Nætter inden Tilbudet skal skee til at være hjemme paa sin Bopæl, og skal denne tre Nætter derefter vælge, om han vil have Jorden eller ikke. Vælger den forkjøbsberettigede at tage Jorden, og han gjør det den første Sommerdag, skal han betale Kjøbesummen den Torsdag, da syv Uger ere forløbne af Sommeren, paa den Jord, hvortil Forkjøbsretten havdes, med mindre de tidligere [som hørende til samme Thinglag, paa Vaarthinget] have Betalingstermin sammen; da skal Betalingen skee der. Er det senere end første Sommerdag at han vælger at tage Jorden, skal Kjøbesummen betales den næste Sommer derefter, den Torsdag, da syv Uger ere forløbne af Sommeren, og skal Betalingen skee paa den Gaard, hvorpaa Forkjøbsretten hvilede, med mindre de tidligere [paa Vaarthinget] have Betalingstermin sammen, da skal Betalingen skee der. Den forkjøbsberettigede er pligtig til at være hjemme den første Sommerdag, dersom han stævnes til at være hjemme til den Tid, for at vælge om han vil benytte den tilbudte Forkjøbsret, saaledes som nu er anført; er han da, uden at have Forfald, ikke hjemme, og han heller ikke har en Mand, som Haandtagsoverenskomst kan sluttes med, til at vælge paa sine Vegne, er Jorden frigjort for Forkjøbsretten. Man kan gyldigen overdrage til en anden Mand at tilbyde den, der bar Forkjøbsret til en Jord, at gjøre Brug af den. Dersom den forkjøbsberettigede ikke troer, at det forholder sig rigtig med Tilbudet, skal den anden lade føre de Vidner, der bleve tilkaldte, da det blev ham overdraget at tilbyde Benyttelsen af Forkjøbsretten. Den, der gjør Modbud paa en Jord, hvortil der haves Forkjøbsret, skal, naar han byder en Kjøbesum for den, byde den i lovbestemte gangbare Betalingsmidler [ikke i Mageskifte mod anden Jord]; ellers er det, som om den Jord, hvortil Forkjøbsretten haves, ikke er tilbudt den forkjøbsberettigede.
[Kun] om den Forkjøbsret til andens Jord skal hver Mand foretage Lysning, som tilkommer ham, men Jordeieren skal tilbyde Benyttelsen af den Forkjøbsret, som den anden har lyst og som tilkommer denne.
Naar en vis Kjøbesum er bestemt for Jorden [for hvilken Sælgeren kan indløse den, naar Kjøberen vil sælge den], da er Jordeieren ikke pligtig at have nogen, der gjør Modbud, men Jorden skal tilbydes ligesom en Jord, hvortil Forkjøbsret haves, og der skal forholdes med Tilbudet og alt andet, ligesom naar en Jord, hvortil lovlig Forkjøbsret haves, tilbydes.
- Fra Marts til April.
Dersom Eieren af en Jord, hvortil en anden har Forkjøbsret, har Græsningsstykker, indesluttede af en anden Mands Jord, eller dersom der inden den Jords Enemærker, hvortil Forkjøbsret haves, findes Græsningsstykker [der ikke ere indbefattede under Forkjøbsretten], kan Jordeieren [uden den forkjøbsberettigedes Samtykke] sælge de Stykker, om han vil, dersom de ikke ere af større Værdi end fem Ører. Eieren skal tilkalde fem Nabobønder til at vurdere Stykket, og skal Kjøbesummen betales til næste Betalingstermin (6). Men det kaldes Ufredsstykke. Dersom den, inden hvis Jord et saadant Stykke ligger, vil kjøbe det, er Eieren pligtig til at sælge det. Ligesaa, dersom Eieren af Stykket vil sælge det, da er den pligtig til at kjøbe, der er Eier af den Jord, inden hvilken det ligger.
Man er berettiget til, om man vil, [midlertidig] at overdrage for Vederlag en Jord, hvortil en anden har betinget sig Forkjøbsret, men ikke for længere Tid end tre Vintre i Træk. Dersom den forkjøbsberettigede har Mistanke om at Jorden er solgt [for bestandig], har han to Vilkaar: han kan stævne Sælgeren for Salget af Jorden og [i Stævningen] gjøre Paastand paa Straffebøder [af tre Mark] og sex Ører for brudt Haandtagsløfte; han kan ogsaa vælge at stævne til at Kjøbet erklæres ugyldigt. Han skal tilkalde Vidner: »til Vidnesbyrd om« — skal han sige — »at jeg stævner dig« — og skal han nævne ham — »for at du har kjøbt en Jord, hvortil jeg har Forkjøbsret« — og skal han angive, hvad Jord det er — »og stævner jeg til at det Kjøb erklæres ugyldigt, og jeg paastaaer, at Jorden tilkjendes mig« — og skal han angive, hvad Jord det er. Ei er han pligtig til at anlægge Sag [til Straf] for Salget af Jorden, undtagen han vil.
Naar man kjøber en Jord, som en anden har Forkjøbsret til, med Vidende [om Forkjøbsretten], skal den forkjøbsberettigede stævne til at Kjøbet erklæres ugyldigt og gjøre Paastand paa Tremarksbøder. Kjøber man en Jord, hvortil Forkjøbsret haves, men uden at vide, at det er en saadan Jord, kan den, der solgte ham Jorden, baade af Kjøberen og den forkjøbsberettigede paastaaes dømt til Straffebøder [af tre Mark] og Bøder for brudt Haandtagsløfte.
- Ved Udløbet af den syvende Sommeruge, eller paa Vaartinget.
Dersom umyndige Børn have Forkjøbsret til en Jord, skal Jorden tilbydes deres Værge, dersom han er inden Fjerdingen, og der skal forholdes med Tilbudet, som forhen er anført. Vælger han at tage Jorden, skal han have den, dersom den unge Mand [efter at være bleven myndig] ikke vil have den. Dersom Børnenes Værge vælger ikke at tage Jorden, kan Jordeieren sælge den og behæfte den med samme Forkjøbsret [til Fordel for den umyndige], som der var før. Børnenes Værge skal foretage Lysning af Forkjøbsretten til eller Pant i Jord, dersom Børnene have saadan Ret; kun i det Tilfælde er det Pligt at byde den forkjøbsberettigede Jorden, dersom Lysning af den er skeet. Men ei skal Jordeieren sælge Jorden saaledes, at den unge Mands Forkjøbsret ikke paahviler den. Men den unge Mand skal lyse sin Forkjøbsret eller sit Pant naar han er sexten Aar gammel.
Dersom den, der har Forkjøbsret til en Jord, er reist ud af Landet, skal den, [der er hans Ombudsmand og] hvem Benyttelsen af Forkjøbsretten tilbydes, paa den Maade vælge at kjøbe Jorden, at han skal betale sine Penge for den, dersom den forkjøbsberettigede ikke vil have Jorden, naar han kommer her til Landet, men den forkjøbsberettigede kan tage Jorden, om han vil, men da skal han betale den anden [der paa hans Vegne har kjøbt Jorden], hvad Afgiften af Jorden har været mindre end Renten af Kjøbesummen, fra den Tid, han kjøbte Jorden. Dersom den fraværendes Ombudsmand hverken bestemmer sig til at tage Jorden eller ikke at tage den, eller vælger ikke at tage den, skal Jorden sælges med den samme Forkjøbsret [til Fordel for den fraværende], som forhen hvilede paa den.
Dersom Folk eie Agerland sammen, skal den af dem, der vil lade skifte, begive sig til den andens Hjem, og opfordre ham til Skifte af Agerlandet saavelsom af Gjødningen; [Opfordringen skal skee] syv Nætter før Skiftet, og man skal forholde sig i alle Maader med Deling af Agerland, som naar Folk skifte Huse eller Enge.
Naar Hav eller Vande eller Storm driver flere end een Mands Hø sammen, skal den, der har Hø blandet med en andens Hø og paa en andens Grund, begive sig til den Mands Hjem, der eier Jorden, hvor Høet er, og opfordre ham til Høskifte; [Opfordringen skal skee] paa en Søgnedag, tre Nætter eller længere Tid inden Skiftet skal foretages, dersom han faaer ham selv i Tale, men ellers en Uge eller længere Tid før, dersom han ikke træffer ham selv. Han skal tilkalde de Nabobønder, der boe nærmest det Hø, som han forlangte skiftet, saadanne Mænd, der ikke eie Del i Høet; han skal tre Nætter før Skiftet tilkalde fen [saadanne] Nabobønder til at afgjøre, hvad Del han eier af Høet, og opfordre dem til at komme der før Middag; med Hensyn til disse Nabobønder kan anvendes Forkastelsesret som med Hensyn til Nabobønder, der skulle foretage Engeskifte. Dersom den anden undslaaer sig for Høskifte, paadrager han sig Straffebøder [af tre Mark]; men benytter han sig af Høet, da er det selvraadig Tilvendelse. Kræver hin ikke Skifte, førend han har ført Høet hjem, tilkommer der hin saameget af det samlede Høes Værdi, som Nabobønder vurdere, at Høet var værdt, da den, der bragte det hjem, ragede det op. De Mænd [hvis Hø er bortdrevet] kunne tørre deres Hø paa dens Grund, hvor det er drevet hen, men ei bør de age eller føre det bort, førend det er skiftet. Dersom Eieren af Høet ikke kan age det hjem til sig, skal han opføre lovlig Indhegning om det paa dens Grund, hvor han tørrede det, og paa hans Jord foretage Jordarbejderne ved Indhegningen, paa et Sted, hvor der hverken er Ager eller Eng. Dersom Hø driver hen paa en Mands Eng og Eieren af Engen faaer Skade deraf, skal Høeieren bøde Skaden, som de fem Bønder, der boe nærmest Engen, vurdere den. Dersom Hø driver hen paa en Mands Græsgang, skal Høeieren sætte lovlig Indhegning om Høet samt tørre det.
Ei paadrager man sig Straf ved at lade sit Fæ græsse paa andens Græsgang, med mindre der [af Græsgangseieren] er nedlagt Forbud mod at andre benytte den, og der — dersom den anden ikke selv hører paa Forbudsnedlæggelsen — er forholdt med Forbudet som med Stævning, og skal Forbudet være i Kraft i tolv Maaneder med Hensyn til Græsgang. Man kan gyldigen ved Nedlæggelsen af Forbud paa Vaarthinget forbyde de Mænd, der høre til samme Thinglag, Benyttelsen af Græsgange, men kun forsaavidt straffes de, dersom de have Kundskab om det Forbud, der er nedlagt. Jordeieren skal anføre hvem han ved Forbudet forbyder Brugen af Jorden, og skal Forbudet fremsiges paa en Søgnedag, ligesom en Stævning.
Stævner en Mand, eller nedlægger Forbud med Hensyn til Jord, paa en Helligdag, paadrager han sig Straffebøder [af tre Mark], og er hans Stævning eller Forbud, hvilken af Delene det er, ugyldigt.
Dersom to eller flere eie Skove sammen, og den ene af Medeierne finder, at der forbruges for meget af Skoven, og den, der forbruger mindre af Skoven, vil kræve Deling af den, skal han begive sig hen for at tale med den Mand og til dennes Hjem, i Forhold til hvem han vil skifte Skov — eller faae ham selv i Tale fjorten Nætter før — og tilkalde Vidner: til Vidnesbyrd om, at han stævner ham til at være hjemme — og skal han anføre hans Navn — en Uge senere, til Skovskifte, og skal han have hjemstævnet ham naar fire Uger ere forløbne af Sommeren eller før, og opfordre ham til Skovskifte syv Nætter inden Skifte skal skee. Han skal tilkalde Vidner: »Jeg tilkalder [Vidner] til Vidnesbyrd om, at jeg opfordrer dig N. N. til Deling af den Skov, som vi eie sammen« — og skal han anføre, hvad Skov det er — »at komme der efter syv Nætters Forløb, før Middag; jeg opfordrer dig til lovligt Skifte«. Den anden skal ved Haandtag give Løfte om at indfinde sig, dersom han vil indrømme Skovskiftet. Indrømmer han ikke Skovskiftet, paadrager han sig Straffebøder [af tre Mark]. Men dersom man ikke fordrer Skovskifte [til den Tid om Foraaret], som nu er anført, skal der ventes til om Efteraaret, og skal Skoven da ei skiftes før end efter den Søndag, da der [Torsdagen] næstforhen er fire Uger tilbage af Sommeren. Den, som vil lade skifte, skal tre Nætter forud tilkalde fem Nabobønder, Jordeiere, der boe nærmest Skoven, og tilkalde Vidner: »Jeg tilkalder [Vidner] til Vidnesbyrd om, at jeg tilkalder dig N. N. til at begive dig hen til Skovskifte, til at skifte imellem N. N. og mig, at komme der før Middag, og skifte Skov imellem os; jeg tilkalder dig ved lovlig Tilkaldelse«. Nabobønderne skulle skifte Skoven saaledes, at de aabne Steder, hvor Skoven er borthugget, tildeles den, der har forbrugt mest af Skoven. Dersom Skoven ikke er hugget saaledes, at der er opstaaet aabne Pladser, men Træerne ere blevne huggede enkeltvis efter Udvalg, skulle de dog skifte saaledes, at den, der har forbrugt mindre af Skoven, faaer et forholdsvis saa meget større Stykke, at de finde, at deres Lodder blive lige. Dersom Nabobønderne finde, at den anden har forbrugt mere end sin Del af Skoven, straffes han derfor med Tremarks bøder, og skal han derhos betale dobbelt Erstatning derfor, saaledes som de fem Nabobønder, der boe nærmest ved Skoven, vurdere det.
Man bør ikke hugge i en Skov, som to eller flere eie sammen, undtagen alle Medeierne tillade det. Hugger man i Skoven efter en af Medeiernes Tilladelse, og den, der har hugget, sagsøges derfor, skal han begjære Forsvarskvidudsagn, om han troede, at den, der gav ham Tilladelsen, eiede Skoven alene eller ikke. Giver Kviden det Udsagn, at han troede, at hin var Eneeier, da er det tilstrækkeligt til hans Forsvar, men den, der tillod Skovhugsten, kan af dem, der eie Skoven sammen med ham, paastaaes straffet med Tremarksbøder, og skal han betale dobbelt Erstatning til hver af dem, eftersom hver tilkommer.
Dersom en Mand drager gjennem anden Mands Skov med Slæde eller [Hest med] Kløvsaddel eller Vidie-Agetøi eller Vogn eller Sommerslæde, og hans Redskab gaaer itu, kan han hugge i Skoven hvad han behøver til Istandsættelsen, og lade de beskadigede Stumper ligge tilbage. Han skal paa den næste Gaard, der ligger paa hans Vei, anmelde hvad han har hugget; han skal ved Haandtag love Skoveieren Betaling, saaledes som Nabobønder vurdere den, og have udredet den inden Udløbet af de næste fjorten Nætter; ellers er Hugsten af Vedet ikke berettiget.
Dersom man hugger et Træ eller to i en andens Skov og ikke fører dem bort, paadrager man sig [Tremarks-] Bøder og sex Ører i Beskadigelsesbøder, og skulle Bønder, der boe nærmest ved Skoven, give Kvidudsagn derom. Fører man Træerne bort, kan Eieren af Skoven gjøre Paastand paa Straf for selvraadig Tilvendelse, [nemlig] paa Tremarksbøder og dobbelt Erstatning, og skal [til Kvidudsagn] anvende fem Nabobønder til den sagsøgte. Hugger man et eller to Træer i andens Skov og skjuler Stubben, og fører Træerne bort fra Skoven, har Skoveieren to Vilkaar: det første, som forhen er anført; det andet, at paastaae den, der skjulte Stubben, dømt for Tyveri og anvende en Tolvmandskvid, dannet af den Gode, som den sagsøgte er i Thinglag hos. Hugger man tre eller flere Træer i andens Skov og fører dem bort ud af Skoven, har Skoveieren samme Vilkaar, som naar Stubben skjules. Hugger man ind igjennem Overfladen paa et Træ eller skraber Overfladen af, saaledes at det gjør Skade, skal der betales Straffebøder [af tre Mark] og sex Ører i Beskadigelsesbøder; men gjør man derved fem Ørers eller større Skade eller man hugger et Birketræ, der betegner Markeskjel, kan man af hver af dem, der have deres Markeskjel ved den Birk, paastaaes straffet med Landforvisning. Flytter en Mand Skjellene for Skov eller Enge eller Sommergræsgange eller Gaarde, kan han af hver af dem, som der har sine Skjel, paastaaes straffet med Landsforvisning og skal der [til Kvidudsagn] paa Thinge tilkaldes ni Nabobønder til den sagsøgte.
Dersom en Mand eier Skov inden en andens Enemærker, kan han benytte den til Hugst, som om den var inden hans egne Enemærker. Han skal ikke have Heste der om Natten; han kan der lave [Træ-] Kul og skal have ført dem bort inden næste Vinternætter (7), og dække [Kul-] Gravene, saaledes at Fæ ikke falder i dem. Dersom han ikke dækker Gravene, ansees han med Straffebøder af tre Mark; han skal erstatte det Fæ, som der lider Skade af Gravene, saaledes som fem Nabobønder til den sagsøgte vurdere det. Vil han benytte sig af Kvistene, skal han bære dem sammen i Bunker, og ligesaa udtørrede Stammer eller Stubbe, og have ført dem bort inden Udløbet af de næste tolv Maaneder. Vil han benytte sig af Stubbene, skal han have ryddet dem inden næste Vinternætter. Ere Stubbene ikke ryddede inden næste Vinternætter, eller dersom Kvistene eller de udtørrede Stamper ei bæres sammen i Bunker, tilfalder saadant Ved Eieren af Jorden, inden hvilken Skoven ligger; om ogsaa Vedet er samlet i Bunker, ansees dog Eieren af disse med Straffebøder [af tre Mark], dersom de ikke ere førte bort inden Udløbet af de næste tolv Maaneder, men naar Eieren har samlet Vedet i Bunke, er det hans, hvad enten det er raat Ved eller tørt.
Eieren af den Jord, inden hvis Enemærker en andens Skov ligger, er berettiget til at græsse sit Fæ i den, saalænge Fæet fortærer mere Græs end Ved. Naar Eieren af Skoven boer saa nær ved den [at han kan det], er han berettiget til at græsse sit Fæ i Skoven, dersom det fortærer mere af Skoven end af Græsset. Græsser Jordeieren i andens Skov og Fæet fortærer mere Skov end Græs, ansees den, der gjør det, med Straffebøder [af tre Mark] og skal bøde Skaden, saaledes som fem Nabobønder vurdere den. Driver han eller lader drive sit Fæ i anden Mands Skov og der deraf bliver fem Ørers eller større Skade, er Straffen landsforvisning, og er Skoveieren søgsmaalsberettiget. Græsser man sit Fæ i en Skov, man har inden anden Mands Jorder, og Fæet fortærer mere af Græs end af Skov, ansees man med Straffebøder [af tre Mark], og er Eieren af Jorden, inden hvilken Skoven ligger, søgsmaalsberettiget i den Sag. Dersom en Mand, der hverken er Eier af Skoven eller Jorden, inden hvilken den ligger, driver eller lader drive sit Fæ til Skoven, kan han af hver af dem paastaaes dømt til Straffebøder [af tre Mark]; men skeer der fem Ørers eller større Skade paa Skoven af hans Fæ, kan han af Skoveieren paastaaes straffet med Landsforvisning.
Hver Mand er Eier af det Ved, der voxer frem inden hans Skovenemærker, saalænge han der har gammelt Ved. Dersom Eieren af den Jord, inden hvilken Skoven er, har Mistanke om, at Skoveieren [til Skade for Græsningen] benytter Vedet mindre, end han vilde, dersom han selv var Eier af Jorden, kan Jordeieren stævne ham til at gjøre Ret og Skjel, og paastaae hvad der voxer frem af nye Træer i Skoven fradømt ham, paa Grund af at han forbruger mindre af Skoven, end han vilde gjøre, dersom han ikke havde Hensyn [alene] til Skovvæxten; han skal stævne paa den sagsøgtes Bopæl og tilkalde [til Kvidudsagn] de Bønder, der boe nærmest ved Skoven. Dersom Kviden udsiger, at den anden har forbrugt mindre af Skoven, end han vilde have gjort, dersom han ikke havde haft Hensyn [alene] til Skovvæxten, mister han hvad der voxer frem af nye Træer, og tilkomme disse Jordeieren, men den, der før eiede de gamle Træer i Skoven, beholder dem.
Dersom en Skov, som to eller flere Mænd eie sammen, hugges helt op, skulle de skifte de Birke, der danne Skjel, mellem sig og hugge dem sidst.
- De sidste Dage før Vinterens Begyndelse i October.
Dersom Fæ streifer ind paa fremmede Græsgange, og man [saaledes] græsser det paa anden Mands Ager eller Eng, ansees den, der lader sit Fæ græsse der, med Straffebøder [af tre Mark] og skal betale Erstatning for Skaden. Dersom den anden driver det tilbage paa den Maade, at han driver det ind paa Ager- eller Engjord, eller saaledes, at han vilde, at det skulde gaae ind paa Ager eller Eng, paadrager han sig Straffebøder [af tre Mark] og skal betale Erstatning for Skaden; dersom der af saadan Fædrift skeer fem Ørers eller større Skade, er Straffen Landsforvisning og Søgsmaalsretten i Sagen tilkommer den, der er Eier af Ageren eller Engen — eller af Høstakken, dersom Fæet drives til en saadan. Dersom en anden Mand driver Fæet ind paa en Mands Ager eller Eng eller Høstak, med sit Vidende [om at det er urigtigt], efter sin og Fæeierens Bestemmelse, skulle de begge betale Straffebøder [af tre Mark], og er Straffen ligestor for dem begge, hvad enten Skaden bliver større eller mindre. Dersom en Mand driver eller lader drive anden Mands Malkefæ saaledes, at det ikke bliver malket til en af de Tider, det skal malkes, eller han vil lade det udeblive til Malketid, straffes han med Landsforvisning; men da udebliver Fæ til Malketid, naar Fæ, der skulde hjem om Morgenen, kommer hjem om Aftenen, eller det, der skulde hjem om Aftenen, kommer om Morgenen. Dersom man sætter anden Mands Malkefæ ind eller driver det saa stærkt eller saarer det saaledes, at Fæet giver mindre Melk, er Straften Landsforvisning, og tilfalder Søgsmaalsretten i Sagen den, hvem Melken af Malkefæet tilkommer. Dersom den Mand sagsøges for at han har drevet anden Mands Malkefæ paa saadan Maade, at det er udeblevet til Malketid, kan han begjære Forsvarskvidudsagn, om den anden kunde have fundet sit Malkefæ, dersom han havde villet, saaledes at det ikke var udeblevet til Malketiden. Dersom Kviden giver det Udsagn, at han kunde have fundet eller ladet finde sit Malkefa, om han havde villet, saaledes at det ikke var udeblevet til Malketiden, frifindes den sagsøgte.
Naar to eller flere eie Sommergræsgange sammen, skulle de drive deres Fæ til Sommergræsgangen naar otte Uger ere forløbne af Sommeren og drive det til Midten af Græsgangen, og skulle de have drevet det ud af Græsgangen, naar fire Uger ere tilbage af Sommeren. Dersom andre Mænd drive sit Fæ til Sommergræsgangen, end de, der eie den, og de ikke have Tilladelse dertil fra alle dem, der eie Sommergræsgangen, kunne de af hver af dem, der ei have givet Tilladelsen, paastaaes dømte til Straffebøder [af tre Mark]. Ei skal man slaae Græs i Sommergræsgang, men gjør man det, paadrager man sig Straffebøder [af tre Mark], og Høet er ufredhelligt, men fører man Høet bort, kunne Græsgangseierne vælge at anlægge Sag til Straf for Tyveri eller for selvraadig Tilvendelse. Ei bør man tillade nogen at drive Fæ til Sommergræsgang, uden det forholdsmæssige Antal Fæ, som falder paa enhver, bestemmes; da kan enhver udfylde sit Antal. Bliver Folks Fæ tilbage paa Sommergræsgangen [om Efteraaret], er det uden Ansvar for Eierne [af Fæet]. Ei bør man opføre Sæterhytter paa Sommergræsgangen; Eierne af Græsgangen ere berettigede til at nedbryde Sæterhytterne, men den, der opførte Sæterhytten eller lod den opføre, kan af hver af dem, der eie Sommergræsgangen, paastaaes dømt til Straffebøder [af tre Mark], lige Straffebøder i Forhold til hver af dem. Ingen bør græsse Fæ paa en Sommergræsgang de to Uger i Mellemrummet fra den Tid, da sex Uger ere forløbne af Sommeren, indtil otte Uger ere forløbne af den. De Mænd, der boe nærmest Sommergræsgangen [men ikke eie Del i den], ere berettigede til stedse at græsse deres Malkefæ paa Græsgangen, undtagen fra den Tid, da sex Uger ere forløbne af Sommeren, indtil den Mandag, da der, Løverdagen forud, er fire Uger tilbage af Sommeren. Dersom man græsser Fæ paa Sommergræsgangen de to Uger, som den skal henligge ubrugt, kan hver af Græsgangseierne anlægge Sag derfor til Straffebøder [af tre Mark]. Dersom man fra Sæterhytter græsser Fæ paa Sommergræsgang, kan man af hver af dem, der eie Sommergræsgangen, paastaaes dømt til Straffebøder [af tre Mark].
Dersom der ikke tages Bestemmelse om det forholdsmæssige Antal af Fæ, som af hver enkelt maa drives til Sommergræsgangen, eller der vel er tagen saadan Bestemmelse, men Græsgangen er bleven saa meget slettere, at Fæet vilde blive federe, dersom der var et ringere Antal paa Græsgangen, og en [af Eierne] vil lade tage Bestemmelse om det Antal Fæ, der maa drives paa Sommergræsgangen, skal han begive sig til Thingskrænten paa det Vaarthing, hvor han selv er Thingmand, og tilkalde Vidner: »til Vidnesbyrd om, at jeg opfordrer alle de Mænd [der ere Medeiere af Græsgangen], til at begive sig til den Sommergræsgang, som vi eie sammen« — og skal han angive, hvad Sommergræsgang det er, og nævne nogle Mænd [af Eierne] — »og at komme der før Middag« — og skal han angive, hvor de skulle komme, for at træffe sammen — »efter fjorten Nætters Forløb, og jeg opfordrer alle de Mænd, der eie Sommergræsgangen, til at lade bestemme det forholdsmæssige Antal Fæ, som hver af dem maa græsse der, og vil jeg da [forinden] have tilkaldt Nabobønder til at bestemme Antallet af det Fæ, der maa drives til den Sommergræsgang.« Han skal, syv Nætter eller længere Tid før, til at bestemme Antallet af det Fæ, som hver maa drive til Græsgangen, tilkalde fem Nabobønder, dem, der boe nærmest Græsgangen og det Sted, hvor de skulle træffes, og som ere Jordeiere, saadanne Bønder, der ingen Del eie i Græsgangen, og mod hvilke ingen Indsigelse kan gjøres med Hensyn til deres Slægtskab og Svogerskab med ham selv, og skal han ikke tilkalde Fædre eller Brødre eller Sønner af de Mænd, der eie Græsgangen sammen med ham. Den, der vil tilkalde Nabobønder til Ansættelse af Antallet af Fæ til Sommergræsgang, skal tilkalde Vidner: »Jeg tilkalder Vidner til Vidnesbyrd om, at jeg opfordrer dig, N. N., til at begive dig hen efter syv Nætters Forløb, for at bestemme Antallet af det Fæ, der maa drives til vor Sommergræsgang, og til at komme der før Middag« — og skal han angive, hvor han skal indfinde sig. Paa en Søgnedag skulle Nabobønder tilkaldes og Ansættelsen af Fæantallet foretages. Ed skulle Nabobønderne forud aflægge. Til alle de Eder, som man ikke aflægger paa Thinge, skal den, der foretager Tilkaldelse til saadanne Forretninger, ved hvilke Ed skal aflægges, skaffe en [gudelig] Bog eller et Kors. Men Nabobønderne skulle bestemme Antallet af det Fæ, der maa drives til Sommergræsgangen, paa saadan Maade, at Fæet ikke, efter hvad de formene, vil blive federe ved at Antallet af samme paa Græsgangen er ringere, men de dog formene, at den er fuldt besat. Bestemmelse af Fæes Antal til Sommergræsgang skal skee inden otte Uger ere forløbne af Sommeren.
Antallet af det Fæ, som hver af Eierne efter Ansættelsen kan drive til Sommergræsgangen, kan han udfylde, hvad enten han vil med sit eget Fæ eller andres. Den af dem, der har et større Antal Fæ paa Sommergræsgangen, end han er ansat til, kan af alle de øvrige Græsgangseiere paastaaes anseet med Straffebøder [af tre Mark]. Ansættelsen skal skee ved at beregne det Antal Fæ, der svarer til en Koes Værdi, paa samme Maade, som naar saadan Ansættelse skeer med Hensyn til Græsgange nærmest ved en Gaard. Ei bør Svin haves paa Sommergræsgang; ufredhellige ere de.
Dersom man ikke er enig om [Adkomsten til] en Sommergræsgang, skal den, der vil bringe Spørgsmaalet derom til Afgjørelse, begive sig til Thingskrænten, den første Søgnedag [efter Thingets Begyndelse], paa det Vaarthing, hvor han er Thingmand, og tilkalde Vidner: »Jeg tilkalder Vidner til Vidnesbyrd om, at jeg opfordrer og beder alle de Mænd, der ansee sig for at have Del i den Sommergræsgang og gjøre Paastand paa at eie den, til indbyrdes at kaste Lod om, hvem der skal afholde Domstolen ligeoverfor mig, og til at have kastet Lod saa betimelig, at de kunne sige mig Besked paa Høstthinget«, — og skal han angive, hvad Sommergræsgang det er. Dersom de ville bringe Sagen til Afgjørelse, skulle de begive sig til Høstthinget og kaste Lod der, dersom der ei forinden er kastet Lod, og skal den, hvem Loddet har truffet, ved Haandtag samtykke i Afholdelsen af Domstolen. Men dersom nogle tilbyde Lodkastning, men andre ikke indfinde sig til den, ere de, der indfinde sig og tilbyde at gjøre Skjel, frie for Straf, men alle de Øvrige, der ikke gjøre det, kunne af den, der stillede Opfordringen, sagsøges til Straffebøder [af tre Mark]. Dersom de ikke træffe Afgjørelse om, hvem der skal afholde Domstolen ligeoverfor ham, saaledes at han faaer det at vide paa det Høstthing, der holdes af den Gode, han er i Thinglag hos, kan han vælge, hvem af Medeierne af Sommergræsgangen skal afholde Domstolen ligeover for ham, og skal han sige det [paa Høstthinget] paa Thingskrænten eller paa det Sted [paa Thinget], hvor nye Love forkyndes, med mindre den, han vælger, er tilstede der; da skal han sige det til ham selv; han skal under Vidners Tilkaldelse sige det og paa samme Maade skal han udvælge [den, der skal afholde Domstolen ligeoverfor ham]. Den, der vil fordre Afholdelse af Domstolen, skal begive sig til den Mands Bopæl, som han vælger at afholde Domstolen imod, og tilkalde Vidner: »Jeg tilkalder Vidner til Vidnesbyrd om, at jeg opfordrer dig N. N. til at afholde Sommergræsgangs-Domstol ligeoverfor mig og at indfinde dig efter fjorten Nætters Forløb« — og skal han angive Stedet, hvor Retten skal afholdes — »og at komme der før Middag; jeg opfordrer dig ved lovlig Opfordring«. Han skal stile sin Opfordring saaledes, at de skulle afholde Domstolen den Mandag, da der næste Løverdag forud er fire Uger tilbage af Sommeren, dersom den Mandag er en Søgnedag; men er det en Helligdag, skal det skee den næste Søgnedag derefter. Paa en Sønedag skal Opfordring om Domstolens Afholdelse skee, men er den Dag, der falder fjorten Nætter før Domstolens Afholdelse, en Helligdag, skal han foretage Opfordringen den næste Søgnedag forud. Til saadan Tid skal han opfordre til Afholdelse af Domstolen, at den Dag, paa hvilken han bestemmer at Domstolen skal afholdes, saavelsom den næste Dag derefter, ere Søgnedage. Dersom de Mænd, som skulle afholde Domstolen, blive syge eller saarede, skulle de ved Haandtag overdrage til en anden Mand at udnævne Dommerne saavelsom at føre alle de Forhandlinger, som de skulde udføre ved Domstolen, og skulle de Vidner føres ved Domstolen, der bleve tilkaldte, da den syge overdrog til en anden Mand at føre sin Sag, men Forkastelse af Dommerne skal udøves efter Hensyn til Dommernes Forhold til den, der blev opfordret til Afholdelse af Domstolen [ikke til den, der møder paa hans Vegne]. Dersom den, der er opfordret til at afholde Domstolen, ikke udnævner Halvdelen af Dommerne, skal den, der har opfordret til Afholdelsen, udnævne hele Domstolen, og er det da ligesaa gyldigt, som om de begge foretog Udnævnelsen, og kan der da ingen Forkastelsesret udøves med Hensyn til Dommerne, Dersom begge Parter, der skulle udnævne Dommerne, komme til Domstolen, skal hver af dem udnævne sex Dommere. Indfinder den opfordrede Part sig ikke, skal Opfordreren udnævne tolv Mænd. Hver af Parterne, der skal afholde Domstolen, kan anvende den større Forkastelsesret (8) med Hensyn til Dommernes [Slægtskabs- eller Svogerskabs-] Forhold til den anden Part. Hverken Fader eller Søn eller Broder til nogen af dem, der eie Del i Sommergræsgangen, skal have Sæde i Domstolen. Den, der opfordrede til Afholdelse af Domstolen, skal syv Nætter eller længere Tid før [til Kvidudsagn] tilkalde de fem Nabobønder, der boe nærmest Græsgangen. Hver af Græsgangseierne skal, syv Nætter eller længere Tid før, tilkalde sine Hjemmelsvidner til den Domstol, de afholde, men er der ikke Vidner til, skulle de ved Domstolen, istedetfor Vidnerne, opfordre de Nabobønder, som den, der opfordrede til Afholdelse af Domstolen, tilkaldte til at møde ved denne, til at give Kvidudsagn om, hvilken Del i Sommergræsgangen hver af dem eier. De to Mænd, som afholde Domstolen, tilkommer Forkastelsesretten [med Hensyn til Dommerne]. Alle de Mænd, der have lovlige Forhandlinger at fremføre ved Domstolen, skulle aflægge Ed. Hver af Parterne skal aflægge Ed paa: »at jeg vil gjøre Paastand paa at eie saadan Del i Sommergræsgangen, som jeg formener, at jeg eier«; derefter skal Kviden give Udsagn, om hver af dem eier saadan Andel, som han gjør Paastand paa, eller mindre. Vidner og Kvidmænd og Dommere skulle aflægge Ed paa samme Maade, som ved en Domstol paa Thinge. Domstolen skal tildømme hver af dem, hvad Bevismidlerne godtgjøre, at der tilkommer dem. De Nabobønder, som ere blevne tilkaldte til Domstolen, skulle opfordres til at bestemme Antallet af det Fæ, som enhver kan have paa Sommergræsgangen, dersom saadan Ansættelse ikke er skeet før. De Mænd, som ikke føre sine Beviser ved Domstolen, skal intet tildømmes. Dersom [nogle af] de Mænd, som eie den Sommergræsgang, i Anledning af hvilken Domstol er afholdt, ere i umyndig Alder eller reiste ud af Landet, og Sagen for deres Vedkommende ikke er bleven gjort gjældende ved Domstolen, skulle de ved en Thingdomstol fordre, hvad der tilkommer dem, og stævne alle de [øvrige] Mænd, som eie Græsgangen. — Alle Hovedbeviser skulle være førte for Domstolen, inden Solen er gaaet ned, men Dommerne skulle dømme den Nat, med mindre de alle ere enige om at gjøre det Dagen efter; deres Domstol skal være afsluttet før Middag den anden Dag [efter Domstolens Sammentræden].
- Jfr. ovenfor c. 25.
Det er fastsat, at dersom Fæ, som er drevet til Sommergræsgang, streifer ind paa Folks Enge eller til Høstak, skal Fæeieren ikke derfor betale Straffebøder. Dersom Fæ gaaer ud af Sommergræsgang ind paa dens Jord, der boer nærmest Græsgangen, har denne tre Vilkaar: det første, at drive Fæet til Midten af Sommergræsgangen; det andet, at have det paa sin Jord; det tredie, at drive det hjem til Fæeieren. Driver han det ind paa anden Mands Jord, kan denne fordre ham anseet med Straffebøder [af tre Mark], Det er fastsat om den, ind paa hvis Jord Fæet da drives, eller ogsaa om det af sig selv gaaer ind paa den, at han har ganske samme Vilkaar, som den, der boer nærmest Sommergræsgangen, og ligesaa hver af de Mænd, ind paa hvis Jord Fæet kommer. Det Vilkaar have de ogsaa, at lade det Fæ, der gaaer ud af Sommergræsgangen, gaae hvorhen det vil. Driver man anden Mands Goldfæ [der gaaer eller har gaaet paa Sommergræsgangen] paa saadan Maade, at fem Ørers eller større Skade lides derved, regnes det for Skadetilføielse af den mere strafbare Art, og er Straffen Landsforvisning og er Fæeieren søgsmaalsberettiget i den Sag mod den, der drev Fæet eller lod det drive.
Dersom den Mand, der boer nærmest en Sommergræsgang, vil gjøre en Sultefold [for deri at indsætte Fæ, der fra Græsgangen kommer ind paa hans Mark], er han berettiget dertil; han skal paa Thingskrænten paa Vaarthinget i det Thinglag, han selv hører til, kundgjøre, at han vil anbringe en Sultefold paa sin Jord, paa den Side af sin Gaard, der vender mod Sommergræsgangen, eller ogsaa, at han har anbragt en saadan; han skal tilkalde Vidner ved Kundgjørelsen og benytte sig af dem, dersom han sagsøges for, at Fæet har sultet der. Han skal gjøre Sultefolden paa saadan Maade, at Folks Fæ, som der indsættes, ikke drukner eller trædes under Fødder, og skal han lade en Ledaabning være paa den med Led eller Dør for, saaledes at den kan lukkes op eller i. Naar det er om Løverdagen at han indsætter Goldfæ, der gaaer ud af Sommergræsgangen, skal han gjøre det før Non (9). Dersom Fæet trædes under Fødder i Sultefolden i Skarn eller Trængsel, eller det drukner, eller Gjerdet falder paa det, har den Ansvaret, som satte det ind; skeer der fem Ørers Skade, er Straffen Landsforvisning; om end Fæet sulter eller stanger hinanden saaledes i Folden, at det døer, indestaaer den, der indsatte Fæet, ikke derfor. Man kan slippe sit [af Foldeieren indsatte] Fæ ud af saadan Fold, uagtet det er Helligdag; ei skal man drage det ud, dersom det er Helligdag; enten skal man udslippe alt Fæet af Folden eller lade det alt blive inde, dersom det er nødvendigt at drage det ud. Naar Eierne af Fæet slippe det ud af Sultefolden, ere de pligtige til at drive det til Midten af Sommergræsgangen eller længere. Slippe de Fæet ud, men ikke drive det paa saadan Maade, ansees de med Straffebøder [af tre Mark], dersom Fæet [derefter] græsser paa Foldeierens Jord. Om en Mand end driver sit Fæ til Midten af Sommergræsgangen, men lader andre Mænds Fæ, der, da han slap sit Fæ ud, var inde tilligemed hans, gaae paa Foldeierens Jord, kan Foldeieren fordre ham dømt til Straffebøder [af tre Mark]. Han er berettiget til at gjøre hvilket han vil, at slippe alt Fæet ud og drive det til Midten af Sommergræsgangen, eller alene slippe sit ud og indelukke, det, der er tilbage, men han paadrager sig Straffebøder [af tre Mark] for alt Fæet, dersom Foldeierens Jord bliver Gjenstand for Græsning derved at han oplukkede Folden. Men bryder man Sultefold, skal man betale Straffebøder [af tre Mark] og sex Ører i Beskadigelsesbøder, og derhos Erstatning; bliver Skaden fem Ører eller mere, er Straffen Landsforvisning. Ei skulle Heste sættes i Sultefold.
- Kl. 3 eller 3½ E. M.: Helligaftenens Begyndelse.
Dersom den Mand, der eier Jord nærmest Sommergræsgangen — men det er Sommergræsgang, hvad to eller flere Mænd eie sammen — vil fordre Gjerdesætning, skal han begive sig til Thingskrænten paa Vaarthinget i det Thinglag, hvor han selv er Thingmand, til en Tid, da største Delen af de thingbesøgende er tilstede, paa en Søgnedag, og tilkalde Vidner: »til Vidnesbyrd om, at jeg opfordrer og beder alle de Mænd, som eie den Sommergræsgang« — og skal han angive, hvad Græsgang det er — »om Gjerdesætning, at opføre lovligt Gjerde mellem min Jord og deres Sommergræsgang, at indfinde sig før Middag efter fjorten Nætters Frist« — og skal han angive, hvor de skulle træffes — »jeg vil da have tilkaldt de Nabobønder, der boe nærmest det Sted, hvor Gjerdesætningen skal skee«, — og skal han under Tilkaldelse af Vidner opfordre [Nabobønder] til at dele Gjerdesætningen mellem ham og Eierne af Sommergræsgangen. Nabobønderne skulle være tilkaldte syv Nætter eller længere Tid før. Eierne af Sommergræsgangen skulle opføre det halve Gjerde, men den, der opfordrede til Gjerdesætningen, det halve; de skulle opføre saalangt Gjerde, som han vil, og skulle de hver for sig istandsætte den Del af Gjerdet, som de have opført.
Dersom Eierne af en Sommergræsgang ville opfordre den Mand, der har Jord nærmest Græsgangen, til Gjerdesætning, skulle de begive sig til hans Hjem og opfordre ham til Opførelse af Gjerde, og forholde sig, som om der skulde opføres lovligt Gjerde mellem beboede Gaarde. Gjerdets Længde skal beroe paa, hvor langt et Gjerde Nabobønderne see, at Eieren af Jorden kan opføre i tre Sommere, men Eierne af Sommergræsgangen skulle opføre halvt Gjerde mod ham. Dersom Nabobønderne finde, at der behøves længere Gjerde, end at den, der er opfordret til Gjerdesætningen, vil være istand til at opføre Halvdelen af det, skulle Eierne af Sommergræsgangen opføre den Del af Gjerdet, som han ikke i tre Sommere orker at opføre. Der skal være lovlig Ledaabning paa Gjerdet, paa lovlig Maade indrettet, dersom en Alfarvei gaaer til Gjerdet. Man er berettiget til, medens man er sysselsat med saadan lovlig Gjerdesætning, at skaffe sig Ildebrændsel og drive sit Fæ hjem til Gaarden; ei skulle Gjerdesætterne drive andre Sysler, saaledes at det sinker Gjerdesætningen. Hvilkensomhelst af Parterne det er, der ikke opfylder sin Pligt mod den anden med Hensyn til Gjerdesætningen, da skal der forholdes med Søgsmaal derfor, som naar man opfordres til Gjerdesætning mellem beboede Gaarde. Man er pligtig til at lukke lovligt Led efter sig paa et lovligt Gjerde, dersom det er indrettet, som ved Lov er fastsat. Lukker ikke den Led i, der sidst gaaer igjennem det, paadrager han sig Straffebøder [af tre Mark] og tilkommer de Bøder den, der skulde vedligeholde Led paa Gjerdet. Naarsomhelst et Led paa et Gjerde brydes, skal der betales Straffebøder [af tre Mark] og sex Ører [i Beskadigelsesbøder] samt Erstatning for Skaden.
Naar lovligt Gjerde er sat mellem en Sommergræsgang og den Gaard, der er nærmest den, skal der ikke være Sultefold paa Gaarden.
Dersom en Mand driver en andens Fæ ud af en Sommergræsgang og det ikke kommer tilbage, kan Fæeieren fordre ham anseet med Straffebøder [af tre Mark] og skal den, der har uddrevet Fæet, være ansvarlig for det.
Ei bør Svin haves paa Sommergræsgang; de ere, hvor de findes paa andre Mænds Jorder end Eierens, ufredhellige for hvad Skade der tilføies dem, med mindre det er et [til Tøiring bestemt] Hjemmemarkssvin, der har en Ring eller Knap eller Lænke i Trynen. Slaaer en Mand en andens Svin paa sin Grund og dræber det, skal han dække den døde Krop, saaledes at ikke Dyr eller Fugle kaste sig over den, og skal han sende Eieren af Svinet Bud. Veed han ei, hvem der eier Svinet, skal han kundgjøre det for sine Nabobønder eller paa næste Hrepsmøde. Sender han ikke Bud til Eieren af Svinene, eller gjør det saa sent, at de fordærves efter den Tid, at han fik at vide, hvem der eiede dem, kan han af Eieren paastaaes dømt til Straffebøder [af tre Mark] og skal betale enkelt Erstatning. Dræber man et Svin, for at føre sig det til Nytte, kan Eieren af Svinet vælge, om han vil anlægge Sag for Tyveri eller for selvraadig Tilvendelse, men dersom Svinet bedærves, fordi han ei har kundgjort [at det var dræbt], som anført, og der bliver fem Ørers eller større Skade deraf, er Straffen Landsforvisning. Dersom man dræber et Svin paa en andens Grund, end sin, er det som om man dræber det paa dens Grund, der eier Svinet.
Hver Mand er berettiget til at jage Fugle og fange Fisk paa sin Grund. Tager en Mand Fugle, der ere mærkede [for at betegne hvem de tilhøre], skal han sende Bud til Eieren af Fuglene og bevare dem, saaledes at de ikke lide Skade. Gjør han sig Fordel af dem, kan Eieren af Fuglene vælge, om han vil paastaae ham dømt for Tyveri eller for selvraadig Tilvendelse. Dersom en Mand vil jage Fugle paa Vande, som han eier sammen med flere, skal han først roe foran sin egen Grund, men om de end derefter fare hen og tage Fuglen ved en anden Jord eller paa anden Mands Grund, er Vildtet dog deres. Ei bør han forfølge Fugle saaledes, at de drives ud af anden Mands Jagtenemærker. Dersom man gaaer ind paa anden Mands Jagtenemærker uden Tilladelse, kan Jagteieren vælge at paastaae Straf enten for Tyveri eller for selvraadig Tilvendelse.
Dersom der er Markeskjelsaaer, ere begge [tilgrændsende Jordeiere] berettigede til udelt Fangst i Aaen, og kunne drage Vaadet til hvilken af Aabredderne de ville; de skulle ikke tillade andre at fange i Aaen. Dersom den ene finder sig brøstholden i Forhold til den anden, skal han opfordre den, der eier Aaen sammen med ham, til Deling af den, og til at indfinde sig efter syv Nætters Forløb, og skal han, tre Nætter eller længere Tid inden Aaen skal deles, tilkalde fem Nabobønder. De Bønder skulle tilkaldes, der boe nærmest Aaen; de skulle dele saaledes, at hver af Eierne har Fangsten i en Uge ad Gangen eller i kortere Tid; de [af Nabobønderne], der ville dele efter de længste Tidsdele, skulle raade. Om der end ikke indfinder sig flere Bønder end tre [medens de andre to ere Tjenestekarle], er deres Deling dog gyldig. Den Fordeling skal gjælde mellem Parterne den Sommer, og de ere da berettigede til at tillade [andre] Folk Fangst, hver for sin Andel.
Ei skal man lægge Net tvers over en Aa og [derved] forhindre Fiskens Gang, eller sætte Kar eller Kurve i Aaen, eller gjerde den saaledes, at der ikke bliver en Aabning tilbage, med mindre man eier hele Aaen. Net skal lægges langs med Bredden. Et Gjerde eller Net er ufredhelligt, dersom det sættes eller lægges tvers over Aaen og kan den, der gjerder saaledes, af hver af dem, der ere Eiere af Fangsten ovenfor, fordres dømt til Straffebøder [af tre Mark]. Dersom Aaen deler sig i flere Arme, skal man ikke forhindre Fisken i at komme frem i nogen af Armene, med mindre der i en af Armene er mindre Fiskegang end i en anden og man alene er Eier af Aaen ovenfor.
Hver Mand er berettiget til hvad der opdriver paa Stranden foran hans Grund af Ved og Sælhunde og Hvaler og Fiske, med mindre Forstrandsretten er ved Salg afhændet fra Jorden eller givet bort eller afhændet i Betaling, og tilkommer Forstrandsret enhver, hvor han har Hjemmel dertil.
Dersom Ved kommer paa en Mands Forstrand, skal han mærke det med sit Vedmærke; han er berettiget til at vade ud efter det, dersom Træet er saa stort, at han ikke [ellers] kan faae det op fra Flodmaalet. Dersom det Træ kommer paa anden Mands Forstrand, eier den sit Træ, som eier Mærket, men den, paa hvis Grund Træet er opdrevet, skal, saasnart han kan, sende Bud til Træeieren. Dersom Ved gjennem Aamundinger, der danne Forstrandsskjel, opdriver paa Land, tilkommer Vedet Eieren af Jorden [nærmest] ovenfor Forstranden [naar denne er skilt fra Jorden]. Dersom Birke-Ved driver [ned ad en Aa] ud til en Aamunding, der danner Forstrandsskjel, tilkommer Vedet den, der eier Jorden [nærmest] ovenfor Forstranden. Dersom Ved driver ned ad Aaer og fæstes paa Sandbanker [i Aamundingen] eller driver op paa Land, tilkommer Vedet Eieren af Grunden [hvor det er opdrevet] eller af Sandbankerne, med mindre een Mand eier Skoven ovenfor [og det altsaa er sikkert, at Træet er hans]. Dersom nye Aamundinger brydes ud igjennem Folks Forstrande og der driver Ved igjennem saadan Munding op paa Land [ovenfor Forstranden], tilkommer Vedet den, der eier Forstranden udenfor. Dersom en Mand tager et eller to Træer, begge tilsammen kortere end tre Alen, af en Mands Forstrand, straffes han med Tremarksbøder og skal betale dobbelt Erstatning. Men tager man et Træ, der er tre Alen eller længere — eller om de end ere kortere, men alle tilsammen ere tre Alen — kan Eieren af Vedet anlægge Sag, hvad enten han vil for Tyveri eller for selvraadig Tilvendelse. Naar Træer ere skjulte i Jorden høiere oppe end Havets Flod nu naaer op, tilkomme de Træer den, der er Eier af Jorden ovenfor Forstranden. Men dersom Træer ere i Flodmaalet, om de end ere dækkede af Sandet eller faste i Sten, tilkomme Træerne Eieren af Forstranden ovenfor Flodmaalet.
Dersom Folk roe langs med Land og bryde Aarer eller Gangbrædter, eller deres Fartøi beskadiges, ere de berettigede til at tage Ved af anden Mands Forstrand og istandsætte deres Fartøi og lade det beskadigede Redskab blive tilbage og melde det i den nærmeste Bøigd, hvor de komme til Hus. De skulle betale Eieren, naar de træffe sammen med ham, hans Ved eller ved Haandtag love at betale ham det, saaledes som de Nabobønder, der boe nærmest ved Forstranden, vurdere det. Dersom de ikke ved næste Hus, de komme til, anmelde, at de have taget Vedet, eller dersom de ikke betale eller ved Haandtag love at betale Vedets Værdi til Eieren, paadrage de sig Straf for Borttagelsen.
Man er berettiget til at bortflytte [til Land] det Ved, man finder flydende længere ude [paa Søen] foran anden Mands Strand, end at man [fra Land] kan see en uflækket Fisk paa Baadens Side; det skal være en Torsk, saa stor, at den, naar den er flækket, er en Alen bred over Ryggen. En saadan Fisk kaldes gild. Fisken skal kunne sees paa den Side af Baaden, der vender mod Land, fra yderste Ebbemaal paa Stranden. — Man er berettiget til at tage og bortflytte Ved ved Stranden, dersom der ikke er Udsigt til at det vil blive landfast — med mindre det er saa nær red en Mands Forstrand, at man paa Baadens Side fra en saadan Forstrand, hvorpaa Drivgods kan blive landfast, vilde kunne see en Fisk, forsaavidt der ikke imellem Stranden og Baaden var Land, der hindrede Udsigten. Paa denne Maade skal man forholde sig ved at tage hvadsomhelst der paa Søen driver og kan føres til Land, og ligesaa naar det er en Hval.
Dersom man fører Ved [der er taget paa Søen] op paa anden Mands Forstrand, skal Vedet ikke ligge der længere end tre Nætter, dersom det er en Forstrand, hvorpaa Fisk eller Ved kan opdrive; men ligger det længere der, ansees den, der førte det derhen, med Straffebøder [af tre Mark]. Han er berettiget til at føre det op paa Landjorden ovenfor Forstranden og skal [da] have bortført det inden Udløbet af tolv Maaneder.
Alle ere berettigede til Fangst udenfor Garnsætningsmaal, uden derved at paadrage sig Straf; men yderste Garnsætningsmaal er det, hvor et Sælhundenet, tyve Masker dybt, ved Ebbetid naaer til Bunden, saaledes at Flodholterne da flyde over Vandet.
Dersom en Hval opdriver paa en Mands Forstrand, skal han, om det end er Søndag, fæste den ved Landjorden, paa saadan Maade, at han ikke antager, der er Fare for at den vil slides løs, hvad enten han dertil har gamle Strenge, eller saadanne, som han dertil skjærer af Hvalen. Han er berettiget til at fæste den med Strenge, som han rister af Hvalen, og føre Strengene op omkring Stokke eller Stene. Han skal flense Hvalen. Dersom afflensede Stykker af Spækket eller Kjødet skylles bort for ham og opdrive paa en andens Strand, tilhører [Stykkerne af] Hvalen Eieren af Stranden, dersom den opdriver i længere Afstand end et Pileskud fra Skjellet mellem de to Forstrande. Dersom Hvalen slides løs med Strengene og opdriver paa anden Mands Strand, tilhører Hvalen den, ved hvis Forstrand Strengene først ere anbragte i Hvalen, saafremt en Stump af Strengen er tilbage paa Landjorden og Kviden giver det Udsagn, at Hvalen var fæstet paa saadan Maade, at det vilde have holdt i samme Veir, som der var, da de havde fæstet Hvalen. Udsiger Kviden, at det ikke vilde have holdt, er det som Hvalen ikke var bleven fæstet, og den, der fæstede Hvalen, eier da ingen Del i den.
Dersom en Hval driver op paa en Forstrand, der hører til en Leiejord, paa hvilken en Leilænding boer, skal han fæste Hvalen og sende en Mand, der kan reise fulde Dagsreiser, til Forstrandseieren, inden han gaaer ud paa Hvalen for at flense den. Naar han har afsendt Manden, skal han og de, der ville gjøre det med ham, flense Hvalen, og flense den til Erhvervelse af Fjerdedelen — saaledes at de, der flense, faae en Fjerdedel [af hvad de flense] — indtil Eieren af Hvalen kommer tilstede; da bør Eieren af Hvalen raade for den Del af den, der er tilbage uflenset. De, der have flenset Hvalen, indestaae Eieren af den for hele den Del af Hvalen, der er flenset. Men skylles den Del ud, der ikke endnu er flenset, bære de ikke Ansvar for den, dersom Kviden giver det Udsagn, at de, der flensede Hvalen, havde fæstet den ved Landjorden paa saadan Maade, som de vilde have gjort, dersom de havde eiet Hvalen; men gives ikke saadant Udsagn, bære de Ansvaret.
Dersom en Hval driver op paa en Forstrand, hvor een er Eier af Jorden ovenfor Forstranden og en anden af Forstranden, kan enhver [deltage i at] flense Hvalen, som Eieren af Jorden ovenfor tillader det, med mindre Eieren af Forstranden har givet en anden Mand Fuldmagt, og skal denne da tage Bestemmelse om Flensningen. Eieren af Jorden ovenfor Forstranden skal paa samme Maade sende Bud til Forstrandseieren og paa samme Maade forholde sig i alle Henseender, som naar en Leilænding boer ovenfor en Forstrand, der tilhører Eieren af den Jord, han boer paa.
Dersom en Hval driver op paa en Mands Grund, tilhører hele Hvalen ham; men ifald der er Harpun i den, tilhører Halvdelen af Hvalen den, der har kastet Harpunen, dersom han indfinder sig for at flense Hvalen. Men paa saadan Maade skal Forstrandseieren søge efter Harpunen, som om han [selv] havde en af ham kastet Harpun i en Hval paa en andens Strand. Veed han, hvem der har kastet Harpunen, skal han sende Bud til ham, dersom denne er i saadan Nærhed, at man kan reise frem og tilbage til ham samme Dag, saa lang som Dagen er paa den Aarstid. En harpuneret Hval skal, veiet paa en Bismer, vurderes af fem Nabobønder, men Jordeieren skal flense Harpunerens Lod og erhverver Halvdelen af det flensede, dersom Harpuneren ikke indfinder sig. Men kommer han tilstede, naar en Del af Hvalen er flenset, skal han altid tage Bestemmelse om Flensningen af den Del, der er tilbage, men den anden, der har flenset Hvalen [inden Harpunerens Ankomst], skal [da] have Fjerdedelen af hvad han har flenset. Men dersom Forstrandseieren og han ere uenige om, hvorvidt det er den Harpun, han har kastet, skulle to Mænd ved Bevidnelse paa deres Ære bevise det med ham, og Harpunen skal da ansees kastet af den, der [saaledes] paastaaer at have gjort det. Men dersom Harpunen ikke findes i Hvalen, men i Spækket eller Kjødet af den [efterat det er borte fra Stranden], skal Vurderingen foretages af de Nabobønder, der ere nærmest det Sted, hvor Harpunen findes.
Dersom en Hval, som Folk [tildels] have flenset og hvori en Harpun findes, skylles ud, kan Harpuneren, hvorsomhelst den driver iland, fordre sin Andel af alle de Mænd, der eie Forstranden, hvor Hvalen driver op, ihvor mange Steder den end kommer til, og det samme gjælder om man end flenser den flydende paa Vandet eller paa et Skjær.
Den [Forstrands- eller Jordeier], som [naar Harpuneren ikke er tilstede] skal opbevare Harpunen, skal lade Hvalen vurdere og veie paa Bismer, i Paasyn af alle Eierne af Forstranden, hvor Hvalen kom eller af dem, som [naar Hvalen ikke er drevet op paa en Forstrand] fra et Fartøi have flenset den — forudsat, at de, inden de have solgt Hvalen, erfare, at der er Harpun i den — hvad enten det er dem, der først eller sidst flense Hvalen. De Nabobønder skulle vurdere Hvalen, som boe nærmest det Sted, hvor Hvalen kom iland. Alle de Mænd, som have faaet Andel af denne Hval, og vide, at der var Harpun i den, skulle hver af sin Del medføre til Althinget et saa stort Beløb, som der tilkommer Harpuneren. Medføre de ikke et saa stort Beløb, regnes det for selvraadig Tilvendelse, og skulle de betale dobbelt Erstatning for hvad der mangler i Beløbet, og er det en Sag, hvori Stævning skal foretages i Bøigden og der skal [til Kvidudsagn] tilkaldes paa Thinge fem Nabobønder til den sagsøgte. Harpuneren kan vælge den Fremgangsmaade, at paastaae den anden, naar denne dølger, at Harpunen er funden, dømt til Fredløshed, og skal der [da, til Kvidudsagn] tilkaldes paa Thinge ni Nabobønder til den sagsøgte; samme Ret har han mod den, der gjør sig Fordel af Hvalen og veed, at der er lagt Dølgsmaal paa Harpunen, Men Harpuneren kan ogsaa vælge den Fremgangsmaade, at paastaae den, der lægger Dølgsmaal paa Harpunen, dømt for selvraadig Tilvendelse, og skal denne da bøde tre Mark og betale dobbelt Erstatning for hele Harpunerens Lod af Hvalen. De Mænd, der eie Lod i Hvalen og ikke vide, at der er blevet lagt Dølgsmaal paa Harpunen, skulle, naar de faae Kundskab om, at der har været Jern i Hvalen, hver for sig byde Harpuneren en saadan Del af Hvalens Værdi, som om de [fra først af] havde flenset den i den Tanke at erhverve en Fjerdedel af Harpunerens Lod, men dersom de vente, indtil han anlægger Sag mod dem, skulle de betale et saadant Beløb, som vilde have tilfaldet Harpuneren, dersom han strax: fra først af selv havde flenset Hvalen. Behøver han at anlægge Sag mod dem derfor, skal han [til Kvidudsagn] tilkalde deres fem Nabobønder. Dersom en Hval, hvori en Harpun er funden, bliver solgt, skal den, der har solgt den, medbringe Kjøbesummen til Althinget — saa meget som Harpunerens Lod bliver af Hvalen, naar den er bleven flenset i den Tanke at erhverve Fjerdedelen at Harpunerens Lod — men medbringes den ikke til Thinget, har Harpuneren Krav paa hele [sin Andel af] Hvalens Værdi, forsaavidt den ikke er betalt til ham, og han kan stævne hvad enten han vil paa Lovbjerget eller paa Bondens Kirkegaard [paa Althinget], og gjøre Paastand paa tre Mark i Bøder og dobbelt Erstatning af det, der ikke er betalt. Dersom Hvalen er bleven vurderet, og Beløbet ikke betales [til Harpuneren], kan Harpuneren stævne hvad enten han vil paa Bondens Kirkegaard eller paa Lovbjerget til Udredelse af Beløbet og gjøre Paastand paa tre Mark i Bøder. Dette er det rette Stævningssted — om Torsdagen midt i Althingstiden — naar man ikke, som fastsat er, udreder Hvalens Værdi.
Men dersom Hvalen driver op paa en Leiejord, skal Leilændingen strax sende en Mand, der reiser fulde Dagsreiser, til den, der eier Jorden eller har Ret til Hvalen, men indtil Eieren kommer tilstede, skal Leilændingen og de Mænd, der efter hans Bestemmelse deltage deri, flense Hvalen med Ret til at erhverve en Fjerdedel af det flensede, men de skulle bære Ansvaret for at det flensede ikke skylles ud, men saasnart Eieren kommer tilstede, skal Skifte [af det flensede] finde Sted.
Men dersom flere Mænd eie Forstranden [sammen], og ikke alle komme tilstede, skal man sælge en andens Lod [der er fraværende] paa samme Maade [med samme Omhu for hans Tarv] som man sælger sin egen. Men komme alle Eierne tilstede, og de ere uenige om Ejendomsretten [til Forstranden], skal ingen gjøre Krav paa mere end der tilkommer ham, men dersom nogen modtager mere end der tilkommer ham, er Straffen derfor som for selvraadig Tilvendelse. Men ere de uenige om Delingen, eller alle Eierne ikke komme tilstede, skulle de fem nærmeste Bønder skifte med Haand paa [en hellig] Bog alt hvad der har nogen Værdi.
Men dersom flere Harpuner ere i Hvalen, erhverves der alene noget ved den Harpun, som har medført Døden, og som er bleven forevist paa Lovbjerget med de samme Mærker paa Skaftet eller Jernet, hvad enten een Mand eller flere eie Harpunen. Men om ogsaa Harpunen findes i Sandet eller i Indvoldene inden samme Forstrands Enemærker eller i Pileskudsafstand [derfra] paa en anden Forstrand, skulle Nabobønderne ligefuldt [til Varetagelse af Harpunerens Tarv] vurdere Hvalen, og skulle de tilkaldes tre Nætter før Vurderingen. Men dersom Ben eller Barder findes paa samme Forstrand eller i Pileskudsafstand paa en anden Forstrand, skal der forholdes med dem, som med Hvalen [selv].
Men man skal føre Hvalens Værdi — i Ører, beregnede hver til sex Alen — til Althinget, og paa Lovbjerget gjøre Meddelelse om Harpunen og om Hvalens Værdi, men den, der har kastet Harpunen, skal gaae til den andens Bod og opgive Mærkerne paa sin Harpun, men dersom den anden ikke troer ham, skal han [til Bevis for at det er hans Harpun] have Mededsmænd, ligesom hjemme i Bøigden, eller sine fem Nabobønder. Men dersom ingen melder sig, skal man tage Beløbet med hjem og i tre Sommere gjøre Anmeldelse [om den fundne Harpun].
Dersom en Mand finder en Hval flydende paa Søen, længere ude, end at man paa Sidebeklædningen af en Baad kan see en gild (10) Fisk fra det Sted paa Landjorden, hvor Hvalen kan fæstes, da skal han føre den Hval hvorhen han vil; men dersom Folk komme til, er han ikke pligtig til at modtage dem, dersom han ligefuldt kan føre Hvalen til Land; men fastgjøre de desuagtet Strenge i Hvalen, erhverve de ikke destomindre ikke Hvalen, dersom Nabobønder give det Kvidudsagn, at den anden iforveien var istand til at føre den til Land med den Mandstyrke, han havde. Dersom en Jordeier deltager i Førselen, kan han bestemme sig til at føre den til sin Strand, men dersom Veilængden derhen er større, bærer han Ansvaret derfor ligeoverfor sine Ledsagere; af saadan Hval [der føres til en anden Forstrand, end den nærmeste] tilkommer Jordeieren en Trediedel og dem, der deltage i Førselen, Totrediedele. Men dersom flere Jordeiere deltage i Førselen, skal Hvalen føres til dens af de dertil [paa Grund af Hvalens Nærhed til Forstrandene] berettigede Jordeieres Grund, hvis Forstrand er den nærmeste.
Dersom een Mand eier Jorden, men en anden eier Stranden eller Forstrandsretten, erhverver den sidste ikke en Hval, der er funden flydende paa Søen [og derefter føres til Forstranden], med mindre han har kjøbt Forstranden med al Herlighed. — Naar den ikke er solgt med alle Herligheder, har Jordeieren Ret til Havkalve og Marsvin og Sælhunde og Fiske og Fugle og Tang.
Af en harpuneret Hval tilkommer Jordeieren [til hvis Strand den føres] en trediedel, en anden trediedel dem, der føre den til Land, og den tredie Trediedel den, der kastede Harpunen; men Jordeieren skal opbevare Harpunerens Lod, ligesom naar det er en Hval, der driver op paa Land.
Dersom en Mands Tjenestekarle finde Hvalen, og han har betinget sig alt deres Arbeide, da erhverver han Hvalen. Men har han alene Ret til hvad de fiske, erhverver han ikke mere, end hvad Nabobønder vurdere, at Fiskeriet er blevet opholdt imidlertid, samt desuden den [ved Fiskeri sædvanlige] Andel, der tilkommer ham som Eier af Baaden, og bære de dog ligefuldt Ansvaret for Baaden, som ellers.
Men dersom Hvalen driver saa meget for Strøm eller Vind, at den bestemmer Baadens Retning, men Baaden ikke dens, skal det ansees, som om de ikke have fundet Hvalen.
- See ovenfor c. 211.
Man er berettiget til Finde-Spæk af en Hval, der, inden den er delt, er tyve Alen lang eller mere, men det [der tilkommer Finderen] er tredive Vætter (11). Finde-Spæk skal der være, naar de [der finde Hvalen] føre Hvalen til Land eller fastgjøre Strenge i den, uanseet at de ikke alene ere istand til at føre den til Land. Finde-Spæk tilkommer [ogsaa] dem, der først finde Hvalen, om end andre fastgjøre Strenge i den, medens Finderne begive sig hen for at skaffe Folk til Hjælp [ved Førselen].
Dersom man fører en Hval [til Land] forbi en eller flere Mænds Strande, fra et Sted, der var saa nær ved disse, at en Fisk paa Sidebeklædningen af en Baad kunde sees fra Landjorden, regnes det for selvraadig Tilvendelse.
Dersom en Hval driver bort fra en Mands Strand, og der i Hvalen er Stumper af [de brustne] Strenge, saa stærke, at Kviden udsiger, at den, der fæstede Hvalen, troede, at de vilde holde, da erhverver han Hvalen, om den end kommer til et andet Sted, men han skal hente den der med Fartøi eller Heste, og ikke bruge andet der end Vand. Men dersom afflensede Stykker Spæk eller Kjød af Hvalen drive bort, tilhøre de Eieren af Forstranden [hvor Stykkerne drive op].
Naar man fører en Hval fra et Sted i Fjorde eller Sunde, hvor en Fisk paa Sidebeklædningen af en Baad kan sees fra flere Jorder, da eie alle Jordernes Eiere lige Del i den, om end en af dem fører den til sin Grund. Dersom Folk drive Hvaler i Land, erhverve de Totrediedele og Jordeieren en Trediedel. Dersom Hvaler findes i Vaager, længere ude, end at en Fisk kan sees paa Siden af en Baad, tilkommer enhver hvad han kan føre sig til Nytte af den. Kommer der Folk derhen og anvende Vaaben mod Hvalerne og fæste dem ved Iskanten, saaledes at de ikke ville kunne synke, tilkomme Hvalerne dem, der [saaledes] fange dem. Men nægte de at modtage andre Mænds Bistand, indestaae de for Hvalen ligeoverfor dem, hvem de nægtede det, dersom Kviden udsiger, at de vilde have bjerget Hvalen, dersom de alle havde virket sammen. For en saadan Del indestaae de, som der af den tabte Hval tilkommer hine efter deres Antal, dersom Kviden udsiger at de vilde have bjerget hele Hvalen, naar de alle havde samvirket. Om Folk end kaste Harpuner, der paa Thinge [forud] ere anmeldte, paa Hvaler, der ere i Vaager, have de ikke desto mindre ikke større Ret til Hvalerne end andre; driver Hvalen [derefter] død iland, tilkommer dem Harpun-Lod. Dersom Vaagen, hvori man udenfor yderste Garnsætningsmaal saarer Hvalerne, strækker sig helt til Land, og Hvalerne løbe op paa Land, skal der forholdes, som naar man med Fartøier driver dem op. Enhver er berettiget til [hvad han fanger udenfor [yderste] Garnsætningsmaal.
Dersom en Hval driver op paa Skjellet, der adskiller Folks Forstrande, tilkommer Halvdelen af den hver af dem, saafremt nogen Del af den ligger midt paa Skjellet, uden Hensyn til, paa hvilken af Siderne den største Del ligger.
Dersom en Hval er paa Søen indenfor Garnsætningsmaal, tilhører den Eieren af Jorden [der er nærmest]; men er den længere ude, men en Fisk dog fra Landjorden kan sees paa Sidebeklædningen af en Baad, tilhører dog ogsaa da Hvalen, dersom den er død, Eieren af Jorden.
- En Væt = 80 Pund.
Dersom Lig af Mennesker og Gods kastes iland, bør den nærmeste Bonde føre Liget op fra Flodmaal og [naar han er Leilænding] sende Bud til den Mand, der eier Jorden, og skal denne bevare Godset og flytte Liget med Bonden, dersom denne ikke alene har Folk nok dertil. Jordeieren skal af Godset tage Betalingen for Gravsted og Ligsang, og vise Bonden hvad han tager af Godset og hvad der er tilbage; han skal vise sine fem Nabobønder det og lade vurdere det, som kan ventes at blive bedærvet, og sælge det, dersom han vil. Det Gods kaldes Vrag, som tilligemed Lig af Mennesker kastes iland — eller naar man antager, at alle de Mennesker ere forgaaede, som eiede Godset, skjøndt ingen Lig af Mennesker kastes iland med Godset. Jordeieren skal bevare Godset, som han vilde have gjort, dersom han eiede det, men ei skal han være ansvarlig for det. Dersom Arvingerne efter de Personer, som have eiet Godset, komme tilstede, skulle de have to Mænd, der vedkjende sig de afdøde, og mod hvem ingen Indsigelse kan reises paa Grund af deres Slægtskab eller Svogerskab [til Arvingerne], og som vidste, at de afdøde havde baaret det Gods ud paa Skibet; de skulle aflægge Ed derpaa og bevidne paa deres Ære, at de Mænd, eller den Mand, dersom det var een, bare det Gods ud paa Skibet. Naar Arvingerne komme for at fordre Godset, skal hver af dem stævne den, der har Godset i Bevaring, for et saadant Beløb, som de bestemme sig til at fordre; de skulle stævne »til Betaling«. De skulle alle stævne til Althinget, og opfordre den Gode, som de, der fordre Godset, ere i Thinglag hos, til Dannelsen af en Tolvmandskvid, til Udsagn om, hvor meget Gods den Mand, hvem han gjør Paastand paa at arve, har bragt ud paa Skibet, Gods, som har tilhørt ham. Paa denne Maade skal hver af dem, der gjøre Fordring paa Godset, føre Forhandlingen. Goden skal [som Formand for Kviden] afgive saadant Udsagn, som han formener rettest, og skal den sagsøgte dømmes til at udrede saameget Gods, som Kviden giver Udsagn for, med mindre et eller andet Forsvar kommer frem: Den sagsøgte skal tilkalde sine fem Nabobønder til Forsvarskvidudsagn om, hvor meget Gods han har modtaget. Derom skulle de give Udsagn. Dersom han iforveien har udredet noget af Godset efter de Love, som nu ere anførte, skal han udrede saa meget mindre. Dersom han paa anden Maade, end her er anført, iforveien bar udredet eller afleveret fra sig noget af Godset, have Arvingerne Krav paa dette. Paa samme Maade, som nu er anført, skulle de Personer fordre sit Gods, som have havt det med Skibet, uden selv at følge dermed. Dersom Nabokviden angiver Godset til et mindre Beløb end Tolvmandskviden først havde bevidnet, skulle alle Kravene lide Afkortning i lige Forhold. Dersom nogle af dem, der gjøre Krav paa Godset, senere faae Kundskab derom, skulle de lyse til Søgsmaal imod alle hine [øvrige Arvinger], som have modtaget Godset, og kunne de fordre, at Godset, som hine have modtaget, skiftes paa samme Maade [saaledes, at enhver lider Afkortning i lige Forhold]. Dersom mere af Vraget har været i Jordeierens Bevaring, end hvad han paa lovlig Maade har udredet, skal han bevare det i tre Aar og derefter anmelde det paa Lovbjerget; ogsaa skal han lade sine fem nærmeste Nabobønder vurdere det med Haand paa [en hellig] Bog eller paa Kors, og skal han nyde Renterne. Men dersom Folk komme senere og fordre Godset, skal [alene] Hovedstolen udredes.
Dersom en Mand tager en Jord til Leie efter ret Leiecontract og efter lovlig Overenskomst, kan han, om han vil, indfinde sig [paa Jorden] naar sex Uger ere forløbne af Sommeren; da har han Ret til at benytte Græsgangen saavelsom til at bære sine Klæder ind. Han og den fraflyttende Bruger af Jorden skulle forenes om Benyttelsen af Husrummet; men er der ikke Plads for dem begge, har den, der hidtil har boet paa Gaarden, Ret til de første tre Nætter at benytte Fæhusene, men begge skulle de bruge Beboelseshusene. Kun under den Betingelse, at den fratrædende Bruger tillader det eller ikke behøver det hele Husrum, kan den, der da skal boe paa Jorden, have sit Fæ inde [i de tre Dage fra Torsdag, da sex Uger ere forløbne af Sommeren] til om Løverdagen, men derefter bør den, der har taget Jorden til Leie, raade for Jord og Bygninger, og naar sex Uger ere forløbne af Sommeren, er den, der hidtil har boet paa Jorden, ikke berettiget til at græsse sit Fæ paa den nye Opsidders Enge. Heste er han berettiget til at have paa Græsgangene indtil Søsndagen.
Den, der lager Jord til Leie, skal tage saa mange Tyende, at han kan faae Græsset vel slaaet af Engene.
Dersom Leilændingen leier endel af Jorden til en anden, kan Jordeieren paastaae saavel den, der leiede [endel af] Jorden bort, som den, der tog den til Leie og uden Eierens Samtykke flyttede sin Arne til hans Jord, dømte til Landsforvisning. Ligesaa, dersom den, der har taget Jorden til Leie af Jordeieren, flytter bort fra Jorden, og lader den ligge øde, da straffes han med Landsforvisning.
Dersom den, der har taget Jorden til Leie, ikke kommer til den naar syv Uger ere forløbne af Sommeren, skal han betale Straffebøder [af tre Mark] og Bøder for brudt Haandtagsløfte, men Jordeieren er da berettiget til at leie sin Jord til hvem han vil, eller ogsaa selv lade den drive. Den, der tager en Jord til Leie, er berettiget til at benytte alt Græs paa Jorden, samt, paa de Steder paa Jorden, hvor der hverken er Ager eller Eng at foretage alle [Jord- og Sten-] Arbeider, som han behøver for at istandsætte Bygninger eller Gjerder eller til at indhegne sine Høstakke. Men driver han ikke Jorden, som det behøves, og Engene ligge, uden at Græsset slaaes paa dem, skal han betale Straffebøder [af tre Mark] og Bøder for brudt Haandtagsløfte, samt Skadeserstatning, dersom Skade foraarsages deraf. Fordærver han Jorden, saaledes at der skeer fem Ørers eller større Skade, er Straffen Landsforvisning. Kommer han ikke til Jorden, naar syv Uger ere forløbne af Sommeren, har Jordeieren det Vilkaar, at lade Jorden ligge uden Leie og sagsøge ham til Landsforvisning, dersom han foretrækker det fremfor at have Leieafgiften. Samme Ret har Leilændingen mod Eieren, dersom denne afhænder Jorden bort for ham ved Salg eller leier den til en anden, og kan han da sagsøge Eieren til Landsforvisning.
Den, som tager en Jord til Leie, skal indestaae for hvad Skade Bygningerne lide ved hans Uagtsomhed. Men Jordeieren skal levere ham Ved, dersom han forlanger det, for at støtte Bygningerne, saaledes at hans Fæ er uden Fare. Leilændingen skal omgaaes eller lade omgaaes saaledes med Ild, som om han selv eiede Bygningerne. Omgaaes han mere uforsigtig dermed end saa, og Bygningerne brænde af, straffes han med Landsforvisning, med mindre Kviden udsiger, at det var hans Hensigt at afbrænde dem, da er Straffen Fredløshed.
Dersom Folk græsse deres Fæ paa en Leilændings Enge, eller ogsaa dersom de græsse Fæ paa hans Græsgange, er han berettiget til at anlægge Sag derfor eller give en anden Mand Fuldmagt til at anlægge den, om han vil; men vil han ingen af Delene, tilkommer Søgsmaalsretten Jordeieren.
Leilændingen er berettiget til at skjære Tørv, eftersom han behøver til Ildebrændsel for sig, paa Jorden, ved det Sted, hvor der før er blevet skaaret; Tørvegravene skal han [efterat have skaaret Tørven] skuffe sammen. Men er der ikke Tørvejord paa den Gaard, han har taget til Leie, er han berettiget til at bruge Ved til Brændsel, dersom der næst forhen er blevet brændt Ved, men begge Dele skal han bruge, dersom det har forhen været saa; han skal forholde sig med Brug af Brændsel, som det har været det næste Halvaar forud, med mindre andet er blevet vedtaget mellem Jordeieren og ham. Dersom en Skov hører til den bortleiede Jord, er Opsidderen berettiget til der at hugge sig Ris til Harver og Baand til Saaer og mindre Kar; han er og berettiget til af Skoven at have Kul til Skjærpning af Leer; paa saadan Maade skal han benytte Brændsel af Skoven, som han vilde gjøre, dersom han skulde boe der i længere Tid. Dersom Fuglejagt og Fiskefangst har hørt til Jorden, tilkommer saadan Fangst og Jagt ham, ifald den ikke er undtaget. Vil han bort fra Jorden næste Foraar, og han har Brændsel tilovers, tilkommer dette Jordeieren.
Dersom en Mand boer paa saadan Leiejord, hvortil hører en Forstrand, tilfalder ham af Forstranden de Træstykker, der [ikke] ere [større end] en Alen lange, men vil han istandsætte sine Husholdningsredskaber, kan han tage Ved dertil, hvad enten han vil af Skoven, dersom en saadan hører til Jorden, eller af Forstranden, og skal han lade det ubrugelige Redskab blive tilbage. Men vil han gjøre sig nye Husholdningsredskaber, er han berettiget til at gjøre det, og lade dem blive tilbage der, naar han tager bort, og anvende saa godt Ved til dem, som han vilde have gjort, om han selv havde eiet Skoven eller Forstranden. Dersom Ved driver op der paa Forstranden, bør Leilændingen drage det op fra Flodmaalet; ogsaa kan han, om han vil, mærke Vedet med Forstrandseierens Mærke. Leilændingen er berettiget til at føre Baadsladninger i Land paa Jorden. Dersom en Hval driver op paa Forstranden, er han berettiget til et saadant Læs af Hvalen, som en Hest kan drage, dersom Hvalen er [i det mindste] tyve Alen lang.
Dersom Leilændingen [naar han skal flytte fra Gaarden] har Husholdningskar inde i Bygningerne, skal han have udført dem saavelsom sit andet Husgeraad i det seneste Løverdagen i Fardageugen (12), med mindre den anden [der skal tiltræde Gaarden] tillader ham at have det længere. Ei skal han bryde Hus, for at udbringe sine Kar, med mindre han sætter det i ligesaa god Stand igjen, som det var før; men i modsat Fald skal han udbringe dem i Staver. Har han ikke bortflyttet sine Husholdningssager naar syv Uger ere forløbne af Sommeren, skal han betale Straffebøder [af tre Mark], med mindre den anden tillader ham [at lade] det [blive længere]. Dersom han har Hø tilbage paa Gaarden, i Huse eller Høgaarde, skal han have ført det bort før Midsommer (13), med mindre Høgaarden er stor nok til dem begge, men han kan sætte Indhegning om sit Hø [andetsteds paa Gaarden] og tage Sten og Grønsvær dertil paa Gaarden paa et Sted, hvor der hverken er Ager eller Eng. Vil han [den følgende Vinter] drive sit Fæ derhen til Høet, skulle fem Nabobønder bestemme det Antal Fæ, saaledes som de ansee det for ret, der kan fodres af Høet — men Græsning maa ikke tages i Betragtning — og skulle de forud aflægge Ed paa [en hellig] Bog eller Kors. Men Høeieren skal [til Jordeieren] for Pasning af ti Køer eller andet Fæ, der svarer til ti Koesværdier, betale sex Alen af saadant Vadmel, der kan anvendes til Klæder; men Jordeieren skal afgive Husrum og Pasning for Kreaturerne, samt indestaae for at de ikke udmagres eller behandles skjødesløst. Vil Jordeieren ikke modtage Kreaturerne, er Høeieren berettiget til at flytte Høet bort, om han vil anvende det til sit Fæ, men vil han sælge det, skal Jordeieren have Forkjøbsret dertil.
Med Hensyn til alle Lovovertrædelser, der finde Sted hvad delte Emne angaaer, skal der i alle saadanne Sager foretages Stævning hjemme i Bøigden og Nabobønder [til Kvidudsagn] tilkaldes paa Thinge, ni Nabobønder til den sagsøgte i alle Landsforvisningssager, men fem Nabobønder, hvor Straffen er Pengebøder.
- See ovenfor c. 78, samt Begyndelsen af dette Capitel.
- Den sidste Del af Juli
