Julesvendene
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Julesvendene
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Paa Østerlandet var en Gaard, som hed Thrudvang. Der boede en Bonde ved Navn Steen. Hans Hustru hed Gudrun, men hans Børn Illuge og Sigrid. Hans Sognepræst hed Steengrim og boede paa Steengrimsstad. Steen blev ikke anseet for at være stærk i sin Tro, men det var ogsaa paa Kristendommens første Tid her i Landet, og dengang hang der endnu meget hedenskt Væsen ved Folk, om det end ikke faldt stærkt i Øine.
I den Tid blev der holdt Gudstjeneste Juleaften, en Skik, der siden holdt sig længe. Gudrun, Steens Hustru, var en gudfrygtig Kvinde og gik flittig i Kirke, men Manden gik sjeldent derhen. En Julekveld bad hun ham at følge sig til Gudstjenesten; thi det var mørkt Veir, og der var ikke andre voxne Mandfolk, som hun kunde følges med. Han syntes ikke meget godt derom, lovede dog at følge hende til Steengrimsstad, men Gudstjenesten vilde han ikke overvære. De gik afsted tre i Følge, Steen, Gudrun og deres Søn Illuge. Da de vare komne til Gjærdet paa Steengrimsstad, skiltes de, Steen vendte hjem efter, men Moder og Søn bleve ved at gaae.
Dagen efter, da Gudrun og Illuge kom hjem igjen, laa Bonden i sin Seng. Gudrun bukkede sig ned imod ham, men han rørte sig ikke. Dette pleiede han dog aldrig før. Hun spurgte ham, om han var syg. »Lidet er det,« sagde han, »men ikke veed jeg, om jeg havde vendt saa. hurtigt om iaftes, hvis jeg da havde vidst, hvad jeg nu veed.« Gudrun blev forundret over dette, men fik dog ikke mere at vide derom for denne Gang. Det led nu hen mod den næste Juletid, uden at noget Nyt skete. Denne Julekveld var det haardt Veir og Sneefog. Gudrun bad derfor sin Mand om at følge sig til Kirke. Han gjorde det, men var meget taus. Da de kom til Kirken, bad han sin Søn Illuge om at følge hjem med sig igjen. »Det er Skjæbnens Villie, at Du skal opleve mangen Juul endnu, men jeg skal nok ikke leve længe, og derfor kan Du have Gavn af at see Noget, skjøndt jeg ikke har det. « Illuge fulgte nu hjem med sin Fader, men var alligevel bange. De kom hjem til et Udhuus, der stod paa Ladet. Steen gik strax ind i Huset, og Illuge efter ham. Der ventede de en liden Stund, da forekom det Illuge, som Gavlen gik fra Huset; han saae ud og vendte sit Øie mod Øst. Da saae han to hvidklædte Mænd komme, bærende en Kiste imellem sig. Over Kisten var bredt et Teppe, som man ikke kunde see igjennem. De kom ind i Huset og toge der Stade; men fra alle Kanter samlede mange Aander sig omkring dem. De spurgte hverandre om Tidender, og blev ved paa den Viis hele Natten igjennem. Illuge hørte, at de talte om gode og onde Mennesker, men helst om Børn. Da nævnte de hans Fader Steen og om ham talte de vel. Illuge forstod godt af deres Tale, at de fandt størst Behag i onde og ugudelige Mennesker, men havde Lede til gode og gudfrygtige Sæder. Næste Juul, sagde de, vilde de bære Steen Bonde bort i deres Kiste. Det syntes Illuge, som der blæste en kold Vind fra disse Gjæster, og Synet huede ham ilde. Men før han vidste et Ord af, blev der et stort Gny, og et Bælgmørke faldt paa, mens der før havde været vel lyst. Illuge blev forskrækket over Alt dette og faldt i Besvimelse, men da han vaagnede op igjen, laa han i sin Seng, hvorhen hans Fader havde baaret ham. Kort efter døde Steen, og Folk meente, at Alt ikke havde været med ham, som det burde.
Illuge fortalte Enhver, hvad han havde hørt og seet i Huset. Da gik det op for Folk, at disse Aander havde hørt til de Væsener, som kaldes Julesvende. De gaae omkring i Bygderne hver Juletid, og det er da ikke godt at komme i Kast med dem, thi de ere tyvagtige og underfundige, især imod Børn. Man bruger dem derfor ofte, ligesom man bruger en Bussemand, til at skræmme Børn med.
Illuge lod Synet vorde sig til Nytte, som det havde været hans Faders Ønske. Han blev en gammel Mand, søgte gjeme Kirke, og holdt fast ved sin Tro. Aldrig saae han siden Julesvendene og aldrig gjorde de ham og hans Moder Meen.
Men de lade sig jo ogsaa kun sjeldent see, og kun af ugudelige Mennesker, og det er ikke godt at komme i Julesvendenes Kiste.