Kald ved eller pikken på ruden før og i dødsøjeblikket

Fra heimskringla.no
Revisjon per 9. apr. 2018 kl. 11:15 av Carsten (diskusjon | bidrag) (Evald Tang Kristensen: Kald ved eller pikken på ruden før og i dødsøjeblikket)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

H. Dødsvarsler

14. Kald ved eller pikken på ruden før og i dødsøjeblikket


322. Noget för vi skal dø, kommer døden og kalder på os ved vort fulde navn. Svarer vi så ja, er der ingen redning, vi er dødens bytte. Men er vi os bevidst, at det er den, der kalder, kan vi affærdige den en vis tid. Således gjorde en mand, som hørte døden kalde ved vinduet, men svarede: «Det skal ikke ske, inden 15 år.» Manden levede også akkurat 15 år der efter. Andre, når de hører dødsråbet, kaster en håndfuld sand ud efter det, døden vil da udeblive lige så mange år, som der var sandkorn. Men det er i almindelighed ikke så let en sag. Hel kalder lige så godt om dagen som om natten og efterligner da gjærne en bekjendts stemme, så at vi enten bliver skuffede eller ubevidst i sövne svarer ja.

Th. J.


323. Af min bedstefaders svigerforældre døde manden først. Konen blev så en tid efter meget syg, og alle tænkte, at hun snart skulde dø. En aften lå deres datter vågen og hørte sin faders röst kalde: «Else, Else!» Hun talte med sin mand om det, og de blev enige om at fortælle det til hendes moder. Så spurgte de hende altså, om hun ikke havde mærket noget til sin mand. «Jo, han har været her og kaldt på mig.» — «Hvornår var det?» — «Den anden nat ved midnat.» Det passede godt nok, og så døde hun knap efter. Manden havde været der for at hente hende.

M. Jepsen.


324. En nat var der noget, der kaldte ad min gammelmoder tre gange og sagde: «Jaan!» — hun hed Jane — og hun tykte, det var en kone her fra byen, der kaldte ad hende. Så rejste hun sig og gik ud i vor salsdör, men hun kunde ingen ting se. A kan nu ikke huske, om hun gik ud én eller tre gange, men hun fortalte det om morgenen og sagde, at hun troede, det var varsel for, at hun skulde dø. Hun døde også ikke længe efter.

En sypige i Stövring.


325. Min plejemoder havde en plejedatter, der hed Karen, og det gik hende ikke godt, for hun kom i arrest for noget, hun havde gjort. De kunde ikke lide at se hende der hjemme, og hun havde den gang ikke været hjemme i flere år, så jeg kjendte hende ikke en gang. Så en aften om vinteren, vi havde lys, så vi alle et ansigt på ruden, og skikkelsen holdt begge hænderne op og skyggede for ansigtet med dem. Jeg så tydelig dette ansigt. Da siger bedstefader: «Å, det er jo Karen,» og gik ud for at se, men der var ingen. Kort efter kom der brev om, at hun var død i fængselet.

Juleaften för så bedstemoder noget hvidt töj ude på havegjærdet. «Hvorfor har du ikke taget de lagener ind?» siger hun til sin datter, «du véd, jeg kan ikke lide, det hænger ude juleaften.» — «Du véd også godt, at der hænger ingen lagener ude, moder, det er jo længe siden vi vaskede.» Hun gik alligevel ud for at se efter det, men da var der intet. Det var da Karens varsel, mente hun senere.

Fru Sofie Nielsen, Kjöbenhavn.


326. Den gamle Hans Svendsen døde for en del år siden i Odense. Den sidste aften han levede, sad hans tre sønner ved hans leje; alt var stille og roligt, både i og udenfor huset, Pludselig blev der banket tre gange stærkt på vinduet, én af sønnerne sprang op og løb udenfor for at se, hvem det var, der bankede, men det var tyst og stille på gaden. En times tid efter var den gamle død.

Fortalt af én af sønnerne, der nu er bogbinder i Odense. Herman Pedersen, Hammerum.


327. Min mand var smed her i byen, og både jeg og han vi mærkede hans advarsel, för han døde. Det pikkede lige så hårdt på vinduet en aften klokken 9, da a lige var ved at sætte min r. . til dynen (ɔ: gå i seng). Så siger min mand: «Nu skal du rejse dig og lukke vor sön ind.» Han var ude at tjene, og vi ventede ham hjem, men da lågen hverken blev lukket op eller i, så vilde a ikke rejse mig, for a vidste nok, hvad det var, og der var nu heller ingen sön. Min sönnekone havde lige i det samme lag drömt, at der kom én og kaldte på hende, og hun svarte ja og vågnede. Den gang min mand var død, da råbte a ind til hende: «Line, nu er han død.»

Der går noget for ethvert lig, når en kan ellers være på færde med at høre det. Men de fleste lægger jo ikke mærke til det. Det varsel, der passerer først om aftenen, det sker først om året. Det kan gå året næsten rundt, men det kan ikke gå året over. A har lagt mærke til det.

Ane Lavrsd., Tåning.


328. Vi havde en mand fra Nyby til at arbejde, som fortalte, at han en nat, kort efter at han var kommen i seng, hørte én kalde ved vinduerne. Han stod op og gik der hen, men da han ingen så, gik han uden for, og da alt også der var roligt, gik han i sin seng og mærkede intet mere den nat. Nogen tid der efter døde naboens moder, og da kom der også én og kaldte på manden omtrent ved samme tid og ved samme vindue.

Hulvad. J. L. K.


329. I Egebjærg hørte min broder en aften, at der kom for ham at tykke en lille skikkelse til vinduet, som sagde tre gange: «Er du inde?» Han gik hen at lukke op og så ud, men der var ingen ting. Anden dagen kom der bud, at hans søster på Gjedved mark var død. Hun var ni år. Så troede de jo, det var et varsel for hendes død.

Tåning.


330. For fire år siden, da jag var hjemme, fortalte to af vore piger en morgen, at de midt om natten havde hørt én kalde tre gange ved vinduet. De tænkte, at det var en rejsende, og den ene af dem stod op og gik hen til vinduet for at se, hvem der var. Men da hun ingen kunde se, og alt var roligt, gik hun i seng igjen og mærkede intet mere den nat. Omtrent et halvt år derefter døde min bedstefader, og pigen, som vågede ved ham den nat, da han døde, kaldte ved det samme vindue og måtte også kalde tre gange, för de vågnede.

Hulvad, Brørup. J. L. K.


331. A har set varsel for min egen fader. A lå og sov, men vågnede op og hørte én, der kaldte lige så sagte ved vinduet: «Luk mig op, du kjender mig nok.» Da a hör rösten, ser a efter den, og ser da udenfor en stor hvid skikkelse. Min fader var også en höj mand. A var lige så lysvågen, men ikke det mindste ræd. Der gik næsten et helt år efter, inden han døde. A var hjemme den gang og sådan en otte år.

Marie Pedersen, Nörre-Vissing mark.


En gammel kone fortæller: På en herregård var der en smuk ung pige. Hun fik et barn med herremanden og satte det i pleje hos jordemoderen på stedet. Fjorten år gammel blev han sendt til søs. Han kom kun én gang hjem i besøg, men rejste ud igjen. En nat vågnede jordemoderen uvilkårlig og så hans ansigt tæt op ad ruden. Både hun og manden springer da ud, men de ser ingen og går så ind igjen. Så ser jordemoderen ham anden gang med lidt fordrejet ansigt. Manden og konen gjör ligesom för. For tredje gang ser konen ham igjen, og nu er ansigtet helt fordrejet. Manden og konen går atter ud, men ligesom för uden at opdage noget. Det er først mange måneder efter, at de erfarer, at han er død på søen netop den nat.

P. Jacobsen, Kjöbenhavn.


333. For omtrent 25 år siden sad jeg en aften i min stue i Dræby, Kjerteminde, og strikkede. Pludselig hørte jeg, at der blev råbt lige bag ved mig: «Maren Kirstine! Maren Kirstine!» Jeg sprang forskrækket op, men der var ingen; jeg lukkede døren op og så ud på vejen, men der var heller ingen. Et par dage efter får jeg at vide, at min broder, Peder Johansen på Sortelong mark, var død, og det netop den samme aften, jeg havde hørt, at der blev råbt på mig.

Fortalt af Maren Kirstine Johansen. H. P., Hammerum st.


334. En pige, der hed Kirsten, kom til at tjene hos nogle fine folk, der gav hende navnet Stine, fordi de syntes, at Kirsten var ikke fint nok. Det var et langt stykke fra hendes hjem og hun var ukjendt der i egnen. Men en aften hørte hun én råbe: «Kirsten!» hvilket undrede hende meget, da alle folk der kaldte hende Stine. Hun kunde ingen se til. Men en dag eller to efter fik hun bud om, at hendes moder var død, og hun mente da, det var hendes forvarsel, hun havde hørt.

Ane Nielsen, Lisbjærg Terp.


335. Min fader havde en uægte sön, der var soldat og døde på hospitalet i Kjöbenhavn. Der blev banket tre gange på vort sovekammervindue og sagt lige så tydelig: «Niels! (min faders navn).» Han rejste sig op og svarede, men der blev ikke mere ved det. Siden fik han bud om døden, og det passede bestemt med tiden.

S. Nielsen Tømmermand, Søby.


336. Den morgen, min moder døde, hørte min søster, der boede en mils vej derfra, en stemme ved vinduet, som sagde: « Kristine, nu er din moder død!» Så rejste hun sig op i sengen og sagde: «Ak» er hun nu død!» gav sig til at græde, kaldte på sin mand og sagde: «Nu er min moder død.» Så stod han op og gik ud for at lukke op. Men der var jo ingen. Han blev nu oppe og fortalte det siden til naboerne. «Hvem har sagt dig det?» — «Ja, der var en stemme ved vinduet, som har sagt det tre gange.» — «Det har jo ikke noget at betyde,» sagde de. Henved klokken 10 kom der bud, at hun virkelig var død. Dette skete i Östbirk.

Lærer Juhls kone, Engesvang.


337. Min plejemoder tjente på en gård i Skanderborgegnen. Så bliver der kaldt på hende tre gange en morgen, og til sidst blev hun klappet på kinden med en kold hånd. Hun sætter sig op i sengen og ser så én gå ud. Da hun kom op og havde gjort sin morgengjerning, viste det sig, at der den tid ingen havde været oppe. Senere fik hun at vide, at hendes broder, der havde været soldat i tolv år og nu kom hjem fra tjenesten, var død i Århus på samme dag og i samme time.

Hinnerup.


338. I Over-Madebæk i Torum er der en stor, dyb kridegrav lige ved siden af gården. En aften hører karlene sådan skrigen og råben om hjælp henne i graven. Så troede de, der var nogen kommen galt af sted, men der var ingen, da de kom der hen. En tid efter stod to fra Junget præstegård i graven og læssede kride, og da skrider brinken ned over dem, og de døer på pladsen.

Fra gården af har de nu for en tre år siden atter hørt råb og ingen ting set. Mens nogle var ved at hejse kride op, faldt en tom spand ned i graven og slog én sin hånd fordærvet, så han måtte ned i gården og have den forbunden. Så troede de, det var varsel derfor.

Jebjærg højskole.