Kampen mellem kongerne Sven og Valdemar 1157

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

HISTORISKE AFHANDLINGER

Andet bind

af A. D. Jørgensen

København

Det Nordiske Forlag

1899

Kampen mellem kongerne Sven og Valdemar 1157

(1890-91)

[Historisk Tidsskrift 6. R. 2. Bd. S. 623-33 (I) og 3. Bd. S. 108-26 (II). — Her med enkelte Tilføjelser af Forfatteren.]

[I.]

Adolph Ditlev Jørgensen (1840-1897)

At kong Sven Eriksen efter en uheldig kamp med sin medbejler Valdemar fandt sin død på Gradehede, hvor han tillige blev jordfæstet ved eller i et kapel, er en uomtvistelig kendsgerning. Men når selve slaget påstås at have stået i umiddelbar nærhed af denne grav, på samme Gradehede, da turde en nærmere betragtning af Saxos fortælling vise, at dette er en senere, uhjemlet sætning og at det tværtimod med sikkerhed kan siges, at valpladsen må søges fjernt herfra.

Allerede fortællingen om kampens forløb må i den henseende vække betænkeligheder. Der siges, at de to rytterhære skiltes ved et højt markgærde, som fodfolket først måtte hugge ned, da hestene ikke kunde sætte over det. Efter Jydske lov 3, 59, der i slige bestemmelser rimeligvis kun kodificerer ældre ret, måtte rug- og vårsæd-gærderne først nedtages st. Mikkelsdag, 29. September, med mindre sæden var af marken forinden. Når da disse gærder endnu stod om markerne den 23. Oktober, er det bevis på, at høsten dette år har været ualmindelig sen. På det samme tyder den omstændighed, at kong Sven natten før slaget lader sine heste fodre på selve marken af dens overflødighed. — Men begge disse angivelser passer ikke til forholdene på heden. Om det end ikke kan bestemt modbevises, at der her fandtes kornmarker lige ved kongens lejr, så er det dog vistnok meget usandsynligt, at man skulde have skånet sådanne lige til den sidste nat, og endnu usandsynligere er det, at rytterhærene i dette flade og vidtstrakte terræn netop skulde støde på høje og faste gærder, som gjorde det umuligt for dem at komme til slag.

Ikke mindre forudsætter den beretning, at Valdemars hær var så stor, at mærkerne ikke kunde ses af tiende delen af den, et terræn med bakker og skove vidt og bredt omkring.

Men også selve fortællingen om Svens fald nødvendiggør antagelsen af en fjern valplads. Efter en kort kamp undflyr han og kommer med få ledsagere til en mose; her mister han sin hest og fortsætter flugten til fods. Snart må han også kaste sine våben (rustningen), der tynger ham, så mosen ikke kan bære. Derpå må han støtte sig til to af sine ledsagere, indtil også denne vandring bliver ham for tung og han nødes til at sætte sig ned og opgive flugten; kun en af hans ledsagere bliver tilbage hos ham. Når man husker på, at der her er tale om en krigsvant høvding i en alder af 30-40 år, bliver dette uforståeligt, med mindre man tænker på en lang og møjsommelig flugt. En undvigelse fra selve valpladsen, i retningen bort fra sejrherren, kan umulig føre til denne situation; kun når man tænker sig mange timers ridt ad vanskelige veje og derefter følgende vandring, forstår man kongens dødstræthed. — Det vil altså være nødvendigt nøje at gennemgå enkelthederne i Saxos fortælling om hærenes bevægelser for at se, hvor han har henlagt sammenstødet. At vi med tryghed kan følge hans fremstilling, fremgår af de nøjagtige beskrivelser, som han giver af alle sammenstødene mellem kongerne i Jylland i denne borgerkrig og hvoraf der synes at fremgå, at han har havt stedkendte øjenvidners beretning at holde sig til.

Da kong Sven fra øerne satte over til Jylland og gik i land i Grenå, lå kong Valdemar med sin hær i Randers. Sven forlod nu flåden, som nogen tid efter blev spredt, og gik med sit rytteri til Viborg. Herfra vendte han sig mod øst imod Valdemar; Esbern Snare påtog sig at sinke hans fremrykning, for at Valdemar kunde få tid til at undslippe med hele sin styrke og sine forråd, da han ikke endnu vovede at møde sin fjende i åben mark. At denne Esbern Snares plan udførtes på vejen til Randers, ses ikke blot af Saxos udførlige beretning, men stadfæstes også af Knytlingasaga, der nævner Kvorning (Kornung) ved Viborgvejen nord for Nørå som det sted, hvor Sven blev liggende natten over.

Da Sven dagen efter kom til Randers, var Valdemar gået over åen og havde brudt broen af efter sig; hærene lå nu nogen tid og så på hinanden uden at kunne komme til slag; fra brostumperne blev der vexlet pile, spyd og onde ord.

På dette punkt i fortællingen ligger den afgørende vægt for bestemmelsen af hvor valpladsen må søges. Udgiverne af Saxo siger, at åen kun tilsyneladende er den ved Randers, medens det af slaget (på Gradehede) er klart, at det har været et vandløb i nærheden af Viborg. Men hvilket? Hvor haves der overhoved et vandløb af denne natur og en bro som den her forudsatte uden netop ved Randers? Enhver tvivl i så henseende er desuden umulig, når et lidt senere sted hos Saxo sammenlignes. Der siges nemlig, at kong Svens ven, høvdingen Torbjørn, fralagde sig al delagtighed i Knuds drab i Roskilde, „dengang der kæmpedes ved Randers bro“. Knytlinga, der lader Sven stanse ved Kvorning, siger ligeledes, at Valdemar gik over Randersbro og skød den af efter sig.

Stillingen var derefter i nogen tid denne, at Sven stod i Randers, Valdemar overfor ham på Gudenåens sydside, idet begge søgte at styrke deres hære og bringe modstanderen til at komme frem til kamp. Den der fik størst tilløb af bønder var Valdemar; hans hær voxede fra dag til dag og han måtte derfor ønske at fremkalde en afgørelse. Dette sætter han i værk ved „at gå over åen på et andet sted“: amne alias superato, hostem appetere statuit. Natten før slaget lod han derpå sine heste stå opsadlede og uden foder; Sven derimod, i hvis lejr der var sædemarker, lod dem æde rigeligt. Dette viser, at også den sidste havde slået lejr på et nyt sted (udenfor Randers), siden han lå i kornmarker. Overvejelsen over, hvorvidt han skulde modtage slaget, som Saxo fortæller bagefter dette træk, må altså være gået forud: beslutningen var nu fattet. Disse overvejelser forløb således, at de udsendte spejdere fortalte om Valdemars uhyre skarer og dertil knyttede det råd at se tiden på og lade dem udtyndes eller spredes af sig selv. Dette råd forudsætter altså, at Sven dengang endnu havde valget, at Valdemar med andre ord ikke kunde tvinge ham til slag; men dette forudsætter atter, at han da endnu havde Nørå mellem sig og sin fjende; var han først gået over den, kunde han ikke mere undgå kampen. Overvejelserne fandt altså sted i Randers, efterat han dér havde iagttaget fjendens bevægelser, overgangen over Gudenå. Imidlertid trådte den ansete høvding Åge Kristjernsøn (historieskriveren Svens fader) frem og gjorde gældende, at han og hans fæller blandt de jydske stormænd ikke kunde ligge rolig og se på de ødelæggelser, bondehæren nu vilde afstedkomme på deres jorder. Det ses heraf, at overgangen over åen havde lagt nye strækninger af landet åbne for Valdemar, hvad der passer til at han vender sig mod vest og truer med at oversvømme Viborgegnen, medens Sven ligger nord for Nørå. Dette bringer da denne til at modtage slag; han forlader altså sin sikre stilling ved Randers og går over åen imod Valdemar.

Således mødes de to modstandere imellem vandløbene, i Medelsholm (Middelsom) herred. Det er et område, i størrelse omtrent som øen Als, neppe en mil bredt imellem de to åer, men over 4 mile langt i øst og vest; vandløb med kærstrækninger omgiver det på alle sider og gør det til en „Medel-holm“. Terrænet er bakket, dengang vistnok tildels skovklædt, med frugtbare marker. Her, om nogen steds, kunde man vente at finde havremarker, høje gærder, der ikke kunde overskrides, og en opstilling af hæren, der ikke tillod mere end tiende delen af den at se mærkerne.

Kampen mellem kongerne var kort; den blev afgjort i et enkelt voldsomt sammenstød af rytterhærene; kun Riber Ulf holdt stand med hovedbanneret og fortsatte modstanden, indtil han blev overvældet. Kong Sven undveg og slaget var dermed tabt. Men det er ikke sandsynligt, at det dermed tillige var forbi. Forbitrelsen mellem de modsatte partier var stor og bortsét fra, at man selvfølgelig længe måtte være uvidende om kongens flugt i en stor del af hæren, var det ganske naturligt, at slaget fortsattes, hvor det engang var begyndt, sålænge de fjendtlige skarer havde lyst og mod til det; nogen større sammenhæng kunde der efter sagens natur ikke være i det hele sammenstød. Kong Sven må vel fra først være bleven forfulgt og hans bestræbelse må da kun være gået ud på at undslippe sine forfølgere. Allerede dette kan have været vanskeligt nok og have varet længe. Derpå har han været betænkt på at undkomme ud af riget, hvor der foreløbig intet var at udrette for ham. Hans flåde var tilintetgjort eller opløst; en fortsat flugt nordpå var altså farlig, da han kunde afskæres fra tilbagevejen og hindres i at komme bort til søs. Han selv havde således forhen søgt at hindre Valdemars flugt fra Sjælland og det havde ikke været uden stor fare at det lykkedes denne at forblive uopdaget og slippe bort. Sven vendte sig derfor mod syd for at undkomme fra riget ad den samme vej han tidligere var kommen ind.

På denne flugt langs hærvejen fra Viborg til Dannevirke er det da han segner om, overvældet af træthed og ude af stand til at flytte en fod. Han gribes af bønder, der søger bytte hos den herreklædte mand og fælder hans sidste ledsager. Selv siger han, at han er „kongens skriver“; men han genkendes og sættes til hest for at føres til Valdemar. En bonde springer imidlertid pludselig frem og dræber ham med sin stridsøxe. Almuen jordfæster ham uden højtidelighed i en simpel grav. Efter Knytlinga var det to navngivne høvdinger (Peter Tenja og Gvenmar Ketilsøn), som tog og dræbte ham. Dette strider mod Saxos udtrykkelige angivelse af at det var bønder, medens han meget vel kender de to mænd fra andre bedrifter. Det er da også sandsynligere, at det forholder sig som Saxo beretter. Mødet fandt sted langt fra den egenlige valplads; bondehæren var alt i opløsning, mange var ved at drage hjem, hver til sit, så man kunde møde enkelte hobe på alle de nærmeste veje. Kongen har da vistnok også holdt sig ved siden af hovedvejen; sagaen siger, at han toges i et krat. Det er en tilfældig hob, der får øje på ham; slaget har sat lidenskaberne i bevægelse og man er strax rede til at angribe ham for byttets skyld. Så ligger hans udplyndrede lig, til bønder fra de nærmeste gårde tager sig på at begrave det. Som det vides af senere beretninger, var kongen jordfæstet nord for et kapel på Grågårdsmark, nær Havsø, øst for hærvejen, 2½ mil syd for Viborg. Afstanden herfra og til den østlige del af Medelsholm herred er i lige linje godt 6 mil.

Det vil af det her fremstillede tilstrækkelig vise sig, at henførelsen af selve slaget til Gradehede er uhjemlet. Kongen har fået tilnavn af det sted, hvor han faldt og fandt sin grav, og selve slaget er meget snart bleven opnævnt derefter og henført dertil; men dette kan der ikke tillægges nogen betydning overfor Saxos stedkyndige beretning. Overleveringen på selve stedet er først optegnet henved 500 år efter og altså uden selvstændig avtoritet.

Når der imidlertid fortælles om en kamp i disse egne mellem „Sven Knap“ (den „snare“) og hans „broder“, der blev kronet i Viborg, ligesom der på stedet skal være fundet stridsøxer m. m., da kan oprindelsen hertil være at søge i en noget ældre begivenhed, der på det nærmeste havde netop denne skueplads, nemlig slaget mellem Sven og Knud i året 1151. Om denne vides følgende.

Knud var fra kampen i og om Viborg undsluppen nordpå over Ålborg til Sverige og kom derfra over Polen og Tyskland med saxisk hjælp tilbage til Jylland. Sven havde her sat sig fast i Viborg; han havde befæstet det med en jordvold og lagt en besætning på borgen, desuden var der samlet en antagelig hær, som forsynedes ved en brandskat på modpartiets bønder. Knud vovede efter erfaringerne fra den seneste kamp ikke at angribe selve staden og slog derfor lejr langt fra dens mure, for at se tiden på og derved tvinge Sven til enten at opløse sin hær eller vove et slag med underlegne kræfter. Nogen tid efter svækkedes Knud ved at en af hans tyske høvdinger, en tidligere ven af Sven ved navn Brun, forlod ham og trak sig tilbage til Ribe. Sven nødtes omsider til at vove et slag; han forlod ved nattetid Viborg og nåede efter en lang marche ved daggry sin modstanders lejr, i hvilken man netop var ved at synge ottesangen.

Saxo skildrer så kampen, der især kom til at dreje sig om en bæk, som flød mellem de kæmpende. Det var et uanseligt vandløb, hidtil ubekendt i verden, men berømt ved dette sammenstød. Bredderne var farlige ved mosehuller og der fandtes kun ét vadested, hvor heste kunde sætte over kæret; men dette var kun kendt af Knuds folk. Efterat kampen havde varet en stund, flere af Svens ryttere var sunkne i kæret og der iøvrigt kun kæmpedes med kastevåben og pile, kunde de saxiske ryttere ikke dy sig, men satte over vadestedet, der således røbedes. Dette førte til et dristigt angreb af Valdemar, der med stor livsfare satte over på den modsatte bred og bragte forvirring i fjendens lejr. Knuds tropper flygtede i uorden, da de var vant til at lide nederlag overfor Sven; de tyske ryttere holdt sig derimod samlede og stansede af og til for at opholde forfølgerne. I en af disse kampe faldt den tapre høvding Folrad; han blev dræbt til trods for sin bøn om livet, da Svens folk havde besluttet ikke at skåne nogen: Knuds folk, fordi de havde gentaget en tabt kamp, Tyskerne, fordi de havde blandet sig i en indre dansk fejde. En del af de flygtende slog sig ned i en by og gik i nattekvarter; men forfølgelsen strakte sig også hertil og de blev dræbte i husene. Kong Knud undkom til Tyskland.

Skønt Saxo selv kalder den lille bæk navnkundig fra dette slag, nævner han dog ikke dens navn. Dette findes imidlertid opgivet på to steder, i Knytlingasaga og i en årbog hos Peder Olsen. Sagaen kalder den Geitsbek og den danske optegnelse Giezbæk. Suhm, som foretrak læsemåden Gierbec, der findes i en nyere afskrift (Scr. r. D. IV 226), søgte stedet i et lille vandløb syd for Viborg, der løber ud i Vedsø, men navnet synes her slet ingen tilknytning at have. Han tænker også på Gedstedå, 3 mil nord for Viborg (VI 91). Der er dog ingen tvivl om, at navnet rettelig må forstås som Gedsbæk; men et sådant findes neppe i Viborgegnen. Derimod findes der en Gedbæk og en Gedbækgård og det kan da vel antages, at der er sigtet til dette vandløb.

Gedbækken findes da også på et sted, som meget vel svarer til hvad der fortælles af Saxo. Den flyder godt 2 mil syd for Viborg og har sit løb øst fra hærvejen ved Knudstrup, nord om Kellerup til Hørup og Levring. Stedet er en halv mils vej fjernet fra kong Svens kapel på Grågårds mark og „Knapdiget“ ved Ravnholtgård. De levninger af våben o. l., som er fundne på Gråhede og henføres til en formentlig kamp her 1157, hidrører altså rimeligvis fra de gentagne kampe på flugten fra Gedbæk. Om byen Vatterup ved denne bæk står i forbindelse med det historiske vadested (Vad-torp), får stå hen til stedlig undersøgelse.

II.

I et afsnit om „slaget på Grathehede“ har prof. Steenstrup i sin bog om „Vore folkeviser fra middelalderen“ imødegået min afhandling under ovenstående overskrift; han ender med denne udtalelse: „Jeg tør vistnok bruge det udtryk, at syv og syvsindstyve grunde på den mest uomtvistelige måde godtgøre, at slaget stod på Grathehede, og at ingensomhelst grund taler for, at det ikke skulde have stået her.“ Dette må opfordre mig til i større udførlighed at komme tilbage til den af mig fremsatte opfattelse.

At kilder, som står begivenheden nær, henfører kampen til Gradehede, derom er det let at komme til enighed; slaget opnævntes vistnok meget snart efter dette sted. Når jeg altså har troet alligevel at måtte fravige dette, må der selvfølgelig være tvingende grunde tilstede, som kræver en opgivelse af navnets nærmest liggende fortolkning, og netop dette er efter min mening tilfældet.

At der overhoved kan være tale om at rejse tvivl imod den fulde korrekthed i samtidens benævnelse af et slag, tror jeg ikke man vil bestride. Der er meget ofte noget tilfældigt i dette navn, hvad der jo bl. a. tilstrækkeligt fremgår af den omstændighed, at samme slag opnævnes efter forskellige lokaliteter, således at dog i reglen et af navnene før eller senere vinder overhånd. Og intet kan være rimeligere. Et slag kan indledes fra forskellige punkter, det kan have flere kritiske momenter og det kan sprede sig vidt omkring; der vil i disse tilfælde være noget vilkårligt i navnet, som senere atter kan påvirke traditionen om selve kampen. Således antager jeg, at slaget 1157 har været benævnt forskelligt, måske slet ikke efter lokaliteter, indtil nogle år hen i tiden den hovedbegivenhed, som knyttede sig til det, kongens fald på Gradehede, trådte mere og mere i forgrunden og gav det navn.

Det kunde så meget lettere komme således, som kong Sven virkelig havde kæmpet på Gradehede, nemlig i året 1151, således som jeg i min første afhandling har påvist. Fortællingen om denne kamp giver os et klart billed af disse forbitrede sammenstød i borgerkrigene. Ved nattetid forlader Sven Viborg for tidlig ved daggry at kunne overraske sin fjende ved Gedbæk på Gradehede. De kæmper en tid med stor forbitrelse, indtil så Sven sejrer og begynder forfølgelsen sydpå. Denne fortsættes, som det synes, det meste af dagen; Sakserne trækker sig i god orden tilbage. Endelig tror de at have fred og imod natten går de i kvarter i en eller anden by. Men forfølgerne opsøger dem i deres natteleje og dræber dem. Hvor langt denne forfølgelse har strakt sig, vides ikke, men der er sikkert tale om store afstande og et meget langt ridt. At slige langvarige og hårdnakkede kampe ikke hørte til undtagelserne i borgerkrigene, ligger i sagens natur. Riget var ikke så meget delt efter lande, hvert med sin konge, således som man ofte tidligere tænkte sig det som en nedarvet modsætning mellem Jyder og Øboer osv.; dette kunde vel forbigående spille en rolle, men i det hele og store grupperede man sig om de kæmpende konger efter hensyn, som unddrager sig enhver nøjere prøvelse. Kun ses det tydeligt, at slægtskabsforbindeJser og alle mulige personlige forhold her spiller en fremtrædende rolle, og det er tydeligt, at alle mulige modsætninger ved sådanne lejligheder kom op: gammelt nag mellem herreder, sysler eller lande, fjendskab mellem personer og slægter, ligesom jo den politiske agitation træder klart for dagen og i årenes løb forandrer partiernes stilling på en ofte påfaldende måde. Når derfor større eller mindre hære kommer til at stå overfor hinanden, udkæmpes der tillige en række hadefulde tvistigheder mellem enkelte mænd eller enkelte grupper; et sådant slag må have frembudt et helt andet billed end en kamp med rigets fjender, i hvilken dette personlige moment manglede.

I denne betragtning søger jeg muligheden, og en nærliggende mulighed for, at den sidste kamp mellem Sven og Valdemar, i hvilken så mange års had og forbitrelse, skærpet ved de sidste begivenheder, mødtes til en endelig opgørelse, har strakt sig over et så stort område og er løben ud i så mange særkampe, efterat hovedsammenstødet havde fundet sted, så den har fået forskellige navne, indtil det mest betegnende, efter kongens drab, blev slået fast. Jeg skal dernæst gå over til at påvise, at denne mulighed i det foreliggende tilfælde er en virkelighed.

Af samtidige eller næsten samtidige kilder har kun Saxo givet en anskuelig fremstilling af slagets og det hele felttogs enkeltheder. Kun Knytlinga fortæller det noget udførligere, men med en række almindelige talemåder uden individuelt præg; de selvsamme udtryk kan bruges om enhver anden kamp, som man ikke véd nærmere besked med og dog vil sige noget om. Dertil indskydes fortællingen om en drøm, i hvilken kong Valdemar så sin fader, den hellige Knud Lavard, som lovede ham sejr og til jertegn lod en ravn flyve op foran ham. Dette sagn synes opstået af det historiske træk, Saxo har opbevaret, at talrige flokke af ravne på slagdagens morgen slog ned over hæren, hvad der jo efter gammel tro var et lykkeligt varsel; men det havde sit ældre forbilled i fortællingen om Magnus den gode, hvem faderen, den hellige Olav, på Lyrskov hede lovede sejr over Venderne. Knytlinga er ikke dårlig underrettet om hin tids historie, den har opbevaret flere værdifulde træk fra selve felttoget; men skildringen af slaget bærer præg af at være formet frit over det givne navn „Gradehede“. Fortællingen om kongens fald er uforenelig med Saxo.

Går vi derimod over til denne forfatter, da er hans udførlige skildring af felttoget og selve slaget helt igennem sammensat af anskuelige individuelle træk; der er ikke spor af almindelige talemåder, selv de jævnligt forekommende bevægelser omtales i bestemte ejendommelige træk således, som de netop ved denne lejlighed gik for sig. Og der er ikke mindste grund til at tro, at forfatteren her har villet give andet eller mere end hvad han havde erfaret af pålidelige hjemmelsmænd; der er i hans fremstilling ingen tendens til at forherlige sejrherren eller lignende, han er simpelthen historisk fortæller, optagen af at vise, hvorledes denne følgerige begivenhed udviklede sig og afsluttedes, således som ældre mænd endnu kunde mindes det, træk for træk, og vistnok ofte kom tilbage til at fortælle om. Ingen, som har mindste sans for anskuelig historisk fortælling i modsætning til talemåder og ordfyld, vil være i tvivl om, at prisen her bør gives Saxo og at der ikke kan være tale om at vrage hans positive meddelelser til fordel for sagaens fraser.

Lad os altså begynde med kongens drab. Om dette bemærker prof. Steenstrup: „Der står endvidere, at den bondehob, som dræbte Svens ledsager og derpå kongen selv, var kommen for at søge bytte. Men så meget er dog vel givet, at bønderne ikke gik ud for at lede efter bytte 5-6 mil fra valpladsen.“

Denne gengivelse beror dog på en misforståelse af Saxos ord. Jeg har i min afhandling gengivet hans fortælling således: „Han gribes af bønder, der søger bytte hos den herreklædte mand og fælder hans sidste ledsager.“ Mere indeholdes der nemlig ikke i forfatterens ord: „quidam suorum . . . . ab agrestibus indagandæ prædæ gratia supervenientibus . . . . appetitus occubuit.“ Der er her ikke tale om en valplads, som afsøges; det er landevejsrøvere, der overfalder de to udmattede mænd, hvis ydre lover dem bytte. Havde Saxo fortalt os om et par mænd, som gik i pilgrimsfærd, men undervejs blev overfaldne og dræbte for at udplyndres, kunde han have brugt de samme udtryk. At der alligevel er en forbindelse med det nylig udkæmpede slag, er meget sandsynligt, og jeg har da også selv antydet det. „Mødet fandt sted langt fra den egenlige valplads“, hedder det i min afhandling (ovfr. s. 324); „bondehæren var alt i opløsning, mange var ved at drage hjem, hver til sit, så man kunde møde enkelte hobe på alle de omliggende veje . . . . Det er en tilfældig hob, der får øje på ham; slaget har sat lidenskaberne i bevægelse og man er straks rede til at angribe ham for byttets skyld. Så ligger hans udplyndrede lig, til bønderne fra de nærmeste gårde tager sig på at begrave det.“ Således har jeg tænkt mig at det er gået til, idet jeg går ud fra, at menneskene til alle tider har været omtrent som i vore dage; efter et blodigt slag løses ligesom alle bånd for en mængde mennesker og de bliver halv utilregnelige i deres handlinger. Men er denne opfattelse ikke rigtig, så bliver Saxos tydelige ord tilbage: „bønder, som overfaldt ham for at søge bytte“.

Kong Sven faldt altså på Gradehede, i nærheden af det kapel, ved hvilket hans grav fandtes, i alle tilfælde ikke nærmere ved nogen anden kirke. Sæt nu at kampen har stået på Gradehede, hvor er da den mose, i hvilken han satte sin hest og sine våben til og hinsides hvilken jo valpladsen må søges? Gradehede er i det længste hen ved 2 mil i nord og syd og betydeligt smallere og kapellet ligger omtrent midtvejs i den første retning på hedens østlige side. Gradehede er en temmelig jævn flade uden store mosedrag og sådanne siges kongen jo at være kommen over; han har vel ikke uden nødvendighed vovet sig ud i dem og de må altså have spærret hans vej, have været for udstrakte til at komme uden om. Allerede ved denne omstændighed tvinges vi udenfor heden, hvis vi vil fastholde forestillingen om en kamp mellem store hærmasser.

Så kommer hertil kongens overvældende træthed. Prof. Steenstrup indvender herimod, at vi ikke kender hans „legemlige disposition på kampdagen, han kan have været træt og mat fra de foregående dage, han kan have deltaget voldsomt i slaget, han kan have fået alvorlige hug og stød i kampen, som kunde besværliggøre ham alle bevægelser. Hans hest har vel desuden forædt sig som alle de andre heste; mosedyndet havde tynget hans lemmer, siger Saxo, kort sagt, der er hundrede muligheder at regne med, som kunde gøre ham enhver flugt besværlig.“

Der er ganske vist en abstrakt mulighed for alt dette; men konkret betyder det sikkert intet. Kong Sven havde frivillig indladt sig på dette slag; det var ham personlig, der angreb om morgenen, efterat han lige forud havde besluttet at modtage den tilbudte kamp. Denne var kortvarig (Svenonici levi negotio victi) og der forlyder intet om at han fik sår eller slag. Men en sådan omstændighed kunde Saxo efter hele sin fortællings karakter ikke have forbigået; man tænke sig en nutidsforfatter fortælle om en konges flugt og fald uden at nævne et sår, hvis virkninger forårsagede en unaturlig udmattelse og derefter følgende overvældelse! Til sammenligning kan jævnføres Valdemars flugt få måneder i forvejen, fra Roskilde til Fjenneslev. Hårdt såret måtte han ile afsted til fods; udmattet, fuld af lidelser, lærte nødvendigheden ham at komme afsted; han kom omsider op på en hest og fortsatte sin flugt, indtil han, før daggry, nåede Absalons hjem. Først her fik han låret forbundet og tilbragte nu resten af natten her. På Svens flugt tales der imidlertid ikke om sår og lidelser; efter Saxos fortælling er det selve flugten og udelukkende den, som udmatter kongen. Mosen, som han skal over, tvinger ham til at opgive hesten og sin hærklædning og den senere vandring berøver ham de sidste kræfter. Fornuftigvis må der da være gået store anstrængelser forud, siden den samme „nødvendighed“, som overvandt Valdemars træthed og lidelser på Sjælland, ikke formåede at få ham til at flytte en fod mere.

____

Vi kommer nu til Saxos skildring af valpladsen. I denne skildring møder vi da først det høje stavregærde om en kornmark, som hindrer rytteriet i at komme til træfning, indtil fodfolket får det hugget ned; deri ser jeg bevis på, at vi er i en frugtbar egn og ikke på en hedeslette; markgærderne opgaves efter høsten, men her stod kornet endnu ude.

Herimod bemærker nu prof. Steenstrup, at „dette intetsomhelst kan bevise med hensyn til høsten. Vi have jo ingen oplysning om, at hint gærde hørte til dem, der skulde fjernes. Der var gærder i tusindtal, som ikke borttoges; det hele Danmark gjordes ikke ved høstens ende til én stor åben slette, hvor kvæget kunde gå, hvor det lystede. Landsbyen var til eksempel afgrænset ved gærder mod nabolandsbyen, forsåvidt ikke særlige forhold fandt sted, og en mand kunde eje enemærker, som aldrig gik ind under den fælles fælled. Ja, der er den allerstørste sandsynlighed for, at her netop er tale om et sådant grænsegærde. Herhen peger dets særdeles solide beskaffenhed, og der var jo dernæst al mulig anledning til at sætte bom for, at kvæget løb ud på heden eller i mosen. Dette passer netop fortræffeligt med hedeegnen og med grænselandet mellem heden og det opdyrkede land.“ (S. 224.)

Der er noget i høj grad elskværdigt i den frejdighed, hvormed prof. Steenstrup her går løs på de virkelige forhold til gavn og glæde for sin foruddannede mening.

Saxo kalder det pågældende gærde: „sepes frugum ambitrix“ (en indhegning der omslutter sæden); det er dog mærkeligt herom at sige, at dette „netop“ er et bygærde og intet vanggærde.

Men selv om Saxo ikke havde brugt dette bestemte udtryk, vilde vi have været fuldt berettigede til at forstå det som et kornmarkgærde, og det af den meget gyldige grund, at vi mangler alle efterretninger om at der fandtes andre. Hvor lidt man tænkte på at „sætte bom“ for kvægets vandringer ud i overdrevet eller til moser og vandhuller, kender vi tilstrækkeligt fra forrige århundredes agerbrug; når man endnu i vor tid har så ondt ved at lukke for mergelgrave, skønt de stadig kræver ofre af dyr og mennesker, kan man ikke undre sig over, at der i fællesskabets tid ikke findes antydning af sligt; på bymarken måtte hyrden være hjordens forsyn, i overdrevet var den som oftest helt overladt til sig selv og de instinkter, der er langt mere udviklede hos det ukultiverede dyr.

Hvad derimod grænsegærder angår, da kendes de ligeså lidt som en selvstændig art. Der er i lovgivningen mange bestemmelser om „markeskel“, d. e. grænsen mellem to bymarker. Efter Jydske lov (2,21) afgøres stridigheder om det ved sandemænds ed eller derved at „kongen rider markeskel“; men, siger loven, „forsigtigere er det dog, at markeskel sværges end rides, fordi at dem er det altid bedst kendt, der næst sidder“. Skellet var altså ikke afmærket ved en sammenhængende synlig linje, det bestemtes tværtimod, som talrige breve udviser, ved vandløb o. l., og over den åbne mark var det „stablet“ med „stok og sten“, ɔ: pæle og nedgravede stene, selvfølgelig i større eller mindre afstand fra hinanden. Et enemærke kan enten være stablet eller indgrøftet. — Samme forhold omtales endnu hos Arent Berntsen, Danmarks og Norges frugtbare herlighed, 3. bogs 3. part, 5. kapitel (s. 469 ff.).

At disse markeskels mærker nu ikke har været forbundne med gærder, ses tilstrækkeligt af Jydske lovs bestemmelser om „gærdsel“ (gærdesætning). Hovedreglen er her, at der i foråret gærdes omkring „vangen“, ɔ: den med vinter- eller vårsæd tilsåede fællesmark, medens „fanget“ ligger til græs. Her kan nu det tilfælde indtræde, „at én bys fælled falder imod anden bys hegned“: „da skulle hine, der fælled eje, rejse halv gård med hine, der vang eje, og således holde jævned, fordi at de der nu have fælled, de få ad åre hegned og behøve slig jævned“ (3,58).

Har begge byer fælled eller begge korn vang op til samme skel, er det ikke nødvendigt at sætte gærde. Loven synes ikke at tænke sig stridigheder, fremkaldte ved kvægets overskridelse af en fælledgrænse, afgjorte ved rettergang, medens den har nøjagtige regler for ethvert brud på gærdets ukrænkelighed. At fare i anden mands „ager“ med hjord er „fuldt hærværk“ og straffes med 40 marks bøde; at fare i eng straffes med 3 mark (3,48.49). At der iøvrigt foruden „vanggården“ også findes abild-, toft- og kålgårde, skal kun nævnes: „dem skal hver mand sig selv vare med sin egen gård, om han vil have dem i hegned for alskens fæ“ (3,60).

Hvilket omfang den årlige gærdesætning havde endnu i forrige århundrede, da man dog havde begyndt at anlægge stenhegn og jordvolde (med levende hegn), ses af „Danske Atlas“ (I 420 fl.), hvor Pontoppidan omtaler den som en fordærv for skovvæksten, især for ellekrattene: „Gærdsels årlige hugst“, hedder det her, „er egenlig den rette grund til mangel på det brændeved, som kunde haves i overflødighed . . . . Disse gærder er det, som gør os en ubodelige skade ved den årlige udvisning, for hvis skyld ellebusken knap kan blive så stor, at deri findes en stavr af arms tykhed, førend den må afhugges . . . . Der er den herregård, som ikke slipper med tusende læs til sine egne fang og måske lige så meget til bondebyernes hegning. Ja, jeg kender en liden selvejergård, som bruger hvert forår i det allermindste 100, undertiden 150 læs ellebuske til sine gærder, endskønt samme haver halvandet tusend favne stenmur, i hvis mangel den behøvede vel 300 læs.“

Af Saxos udtrykkelige angivelse (sepes frugum ambitrix), der stemmer med, hvad vi iøvrigt véd om hegnsætning på den tid, fremgår det altså, at det gærde, rytteriet stødte på, var et vanggærde; der siges at det havde høje og spidse stavre (palorum eminentia acumina). Der tales endvidere om markernes rigdom på korn (ubertas agrorum). Dette tyder på en egn, hvor kornavlen er af fremtrædende betydning og hvor der er rigeligt med skov og ris. På det samme tyder den ualmindelig sene høst; thi det forholder sig virkelig ikke som prof. Steenstrup mener, at en våd høst især er vanskelig på de lette jorder; det modsatte er som bekendt tilfældet, det er især de bakkede skovegne, som kommer bagefter.

Den anden omstændighed, som taler afgørende for, at slaget stod i en bakket eller skovrig egn og ikke på en træløs hedeslette, er omtalen af hærens størrelse. Saxo siger derom: „Adeo quippe copiis creverat (V.), ut ne a decima quidem exercitus parte signorum ordines prospici potuissent“; d. e. „så stærkt var hans hærmasser forøgede, at „signorum ordines“ ikke kunde øjnes af tiende delen af hæren“. Det brugte udtryk er ikke ganske klart. Vedel gengiver det aldeles frit: „at man kunde næppeligen stå på en sted og se over den tiende part af den (hæren)“; Suhm siger: „ikke en tiende del kunde overse fanernes orden“, og Grundtvig: „ikke tiende parten af folket kunde se deres banner“. Dette sidste kunde synes at frembyde den bedste mening, men dette står der ikke. „Signorum ordines“ er nærmest „fanernes rækker“; men var fanerne fordelte over hele hæren, synes det at være en underlig bemærkning, at ikke tiende delen kunde oversé dem alle. „Rækker“ forudsætter desuden et flertal af fanegrupper, hvad der atter synes overflødigt. Måske må man gå den modsatte vej og betragte ordines som hovedbegrebet: rækkerne, de militære afdelinger, således at signorum giver dem den nærmere bestemmelse: afdelinger med mærker, svarende altså til det middelalderlige udtryk: „fane“ (rytteri), „fænnike“ (knægte). I så tilfælde måtte Saxo forstås således: ikke tiende delen af den hele hærmasse kunde se de regulære tropper (og hvorledes det gik til i deres kamp). Der sigtes da her til samme modsætning som den, Åge Kristjernsøn fremhæver: Præterea aciem (Valdemari) contemni potius quam metui debere, quam non militum robur, sed vulgus inerme construxerit. Men under alle omstændigheder vidner udsagnet mod det flade træløse terræn. Og det samme gør fortællingen om den overraskelse, der i sidste øjeblik før slaget beredtes kong Valdemar. Han fik pludselig øje på en afdeling med skinnende våben og mærker, som ingen kendte og som man derfor holdt for fjender. Ved nærmere undersøgelse viste det sig dog at være venner og de optoges nu i rækkerne. Alt dette tyder på en egn, der ikke kan overskues, og på vidt spredte hærmasser. Slaget har ikke i fjerneste måde lignet det paradigma, som Knytlinga udmaler med almindelige fraser: „Siðan skipaði Valdimar konúngr þar hermönnum sínum ok setti þar fylkíng ok bjóst til orrostu. Þá sá þeir ok, hvar fór lið Sveins konúngs, hann hafði þá ok mikit lið ok sótti þángat á heiðina til þeirra, ok fylkti hann ok sínu Iiði“ osv.

Men når alle disse træk sammenfattes: valpladsens fra hedesletten vidt forskellige natur, kong Svens sansesløse flugt, indtil en uovervindelig træthed slår ham til jorden, og overfaldet af en bondehob, der end ikke aner, at denne mand er rigets mangeårige konge, — pånøder der sig os da ikke forestillingen om en kamp, fjernt fra Grade hede og fra det sted, hvor dagens afgørende begivenhed indtræder?

____

Vi vender nu tilbage til Saxos fortælling for at se, hvor da valpladsen rettelig er at søge.

Udgangspunktet for stedbestemmelsen bliver her Randers bro. Nord for åen, i Randers by, ligger kong Sven, syd for den kong Valdemar; broen er afbrudt over strømløbet, så de to hære ikke kan komme til slag; det er Valdemar, som med de tropper, han har, ikke endnu holder sig for stærk nok.

Jeg nødes til på dette sted at rette en alvorlig anke mod prof. Steenstrups indlæg. Det er langtfra første gang, men det bliver ikke derfor mere undskyldeligt, at denne forfatter polemiserer mod påstande, som kun han selv tillægger sin modstander. En sådan polemisk hidsighed forekommer mig at være en plet på enhver videnskabelig diskussion.

I min afhandling påviser jeg, i modsætning til Saxos udgivere, at den bro, Valdemar brød af efter sig, var broen ved Randers; det fremgår ikke blot af Knytlinga, men også af et senere sted hos Saxo, hvor den samtale, der fandt sted over strømmen, udtrykkelig henføres til „kampen ved Randers“ (ovfr. s. 321). Det samme havde jeg alt påvist for over 20 år siden, i en afhandling om Nils Ebbesen, som prof. Steenstrup ved denne lejlighed ligeledes polemiserer imod og altså må have læst. Ikke des mindre fremstiller han i sin polemik sagen således, som om jeg ved en tilsnigelse vilde lade Saxo kalde kampen den 23. Oktober for kampen ved Randers, og han fremfører min egen påstand herimod: „det følger aldeles ubestrideligt af sammenhængen, at Saxo ikke herved tænker på Grathehedekampen, men netop udpeger et andet tidligere sammenstød. Hvorledes osv.“ (s. 225). Jeg finder denne polemik utilbørlig. —

Kongerne lå altså med deres hære ved Randers, på begge sider af Gudenå. Valdemar er især i virksomhed med at samle folk alle vegne fra, hans hær forøges daglig. Men det er ikke let at føde denne hær og holde den sammen; høstarbejdet er endnu ikke tilendebragt og bønderne vil enten have fat i herremændene og herregårdene eller hjem til deres eget. Han må altså snarest mulig lade det komme til en afgørelse.

Prof. Steenstrup mener nu, at der er hengået en kortere eller længere tid uden egenligt indhold, hvorefter de to modstandere træffer sammen på Gradehede; Knytlinga begynder endog i den anledning et nyt kapitel. Meget overbevisende er dette sidste nu ikke; thi samme kapitel fortæller videre om kongens drøm, hvorefter hans opvågnen kommer i det næste; her er da ikke nogen epokegørende tidsforskel. Efter Saxos fremstilling er en sådan mellemtid med tilfældige bevægelser umulig. Sven, siger han, kunde ikke komme over åen, Valdemar turde ikke; men i samme øjeblik denne forlod stillingen ved Randers bro, var jo overgangen over åen den letteste sag af verden. Valdemar var altså bunden til denne stilling, indtil han kunde eller vilde modtage slag; til at tiltvinge sig overgangen var Sven ikke stærk nok. Det synes at være utænkeligt, at Saxo eller hans hjemmelsmænd kan have kendt en stedforandring her uden at omtale den; vilde man forlade en sådan stilling, måtte det være for at opløse hæren eller for at lade det komme til slag. Næppe bryder da også Valdemar op, før stormændene forlanger en øjeblikkelig afgørelse af Sven: de er ikke til sinds at se på deres ejendommes ødelæggelse. Også Saxos udgivere (P. E. Müller og Velschow) har set denne nødvendige forbindelse mellem de to modstanderes stilling ved åen og det endelige slag. Da de imidlertid troede sig bundne m. h. t. valpladsen (Gradehede), flyttede de vilkårlig brostillingen hen til i nærheden af Viborg.

Og hvad der således efter sagens natur er det ene rimelige, fremgår også bestemt af Saxos fortælling. Vel siger prof. Steenstrup: „Saxo giver ikke den fjerneste antydning af, at det (overgangen) skete i nærheden af Randers; han siger endog ikke, at V. straks efter at være gået over åen opstiller sin hær, men kun at han efter at være gået over åen „beslutter at ville angribe fjenden“.“ Men dette forholder sig ikke således. Saxos ord er følgende: „Valdemarus tandem gerendi fiduciam belli qvotidianis copiarum incrementis adeptus, amne alias superato hostem appetere statuit.“ Her er jo det sidste ord sætningens hovedudsagn: Valdemar besluttede at angribe fjenden; grunden er den, at han har fattet tillid til at kunne optage kampen med sin stærkt forøgede hær, og det første led i udførelsen af hans beslutning er overgangen over åen.

Nu er raden kommen til Sven at tage sit parti. Han ser sin modstander bryde op og det er en selvfølge, at spejdere straks udsendes for at undersøge, hvad det betyder. Det berettes ham, at Valdemar tilbyder slag, han er gået over åen. Men Sven kan ikke derved tvinges til slag, og han er i stærk tvivl, om han skal modtage det. Forudsætter dette ikke, at der endnu er naturhindringer imellem hærene, som gør det muligt for ham nu at stille sig, ligesom Valdemar stillede sig ved Randers? Ser vi på kårtet, da er det jo også klart, at Nørå, der forener sig med Gudenå lidt vest for Randers, endnu må være imellem dem og muliggøre en vægring ved at lade det komme til kamp uden nogen vanærende flugt. Intet andet sted kan, såvidt jeg ser, på en så fyldestgørende måde forklare den af Saxo skildrede situation.

Hvad der så fremtvinger Svens beslutning om at opgive sin afventende holdning, er hensynet til herregårdene. Det er sandsynligt, at bondehæren vil spredes, men den vil først og fremmest spredes for at hærge stormændenes gods. Her er der altså kommen et nyt moment ind i handlingen og det er kommen ind ved Valdemars bevægelse; sålænge han lå bunden ved Randers strand var der ingen fare, men nu er han atter fri i sine bevægelser og denne tilstand må de store have en ende på. Dette bliver da afgørende.

De to konger mødes i en egn, der var uberørt af krigens hærgninger. Markerne står med rig sæd, gærderne er urørte, som det kun er tilfældet fjernt fra en soldaterlejr; ja endog ravnene er uvante med synet af de mange mennesker og slår ned mellem afdelingerne, da de rykker frem til slag; mange blev fældede af folkenes spyd. Ingen af parterne er ret orienteret i terrænet; Sven kender ikke sin modstanders opstilling og kaster sig i sit første angreb over en trop letbevæbnede (juventus) på højre fløj, som om det var hærens kærne; de mørkeblå kofter antog han for jernbrynjer. Da det andet stød rettes mod kong Valdemar og herremændene, tørnede man imod det høje stavregærde. Valdemar var ikke stort bedre orienteret, siden han tog en trop venner for fjender.

Hvorledes iøvrigt slaget forløb efter Svens flugt og hans høvdingers fald og tilfangetagelse, fortæller Saxo intet om; det har heller ingen synderlig historisk interesse. Det følger dog vel af sig selv, at hære som disse ikke nedlægger deres våben, fordi en hovedtrop er tilintetgjort, især når denne ikke har kunnet ses af mere end tiende delen af de kæmpende. Det er derfor sandsynligt, at der er bleven kæmpet længe og spredt, at der har fundet hårdnakkede forfølgelser sted og at det både denne dag og de følgende er gået ud over de besejrede herremænds ejendomme. Vi har jo i forfølgelsen 1151 og i fortællingen om, hvorledes Valdemar i Viborg forgæves modsatte sig de grusomme henrettelser, en målestok for hvad der kunde præsteres. —

Man vil af det her fremsatte se, at en fornyet overvejelse af alle omstændighederne ved „slaget på Gradehede“, selv efter prof. Steenstrups kritik, fører mig til samme resultat som de tidligere, og disse ligger langt tilbage i tiden. Forfatteren udtaler, at han har „syv og syvsindstyve“ grunde for sin modsatte påstand; jeg er nu berettiget til at vente, at han næste gang vil fortsætte i kæmpevisestilen og da give mig underretning om, hvor disse syv og syvsindstyve kæmper „sloge deres tjald“. Jeg hører nemlig nok, at „det donner under ros“; men indtil videre fristes jeg dog til at sige med kong Nilavs:

hvi have de kæmper deres liv så fal,

at dennem lyster her at stride!

---

Noter: