Klippet eller skaaret
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Klippet eller skaaret
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
To Kjællinger stødte engang paa en Tue, som nylig var slaaet.
»Det er smukt skaaret, det der,« siger den ene Kjælling. »Der løi Du,« siger den Anden. »Hvad er det da?« spørger den Første.
»Det er klippet,« svarer den anden Kjælling.
»Du er ret et dumt Skarn, det er og bliver skaaret.«
»Det er ikke skaaret, det er klippet.«
Saaledes bleve Kjællingerne ved i største Heftighed at skjændes, om Græsset var klippet eller skaaret, indtil de kom op at slaaes og Begge dumpede ned og forsvandt i en bundles Pøl, som var i Nærheden af Stedet; da man sidst saae til dem, var der ikke Andet over Jorden end deres Fingre, og den ene Kjælling gjorde endnu et Tegn med Fingrene, der skulde vise, at Græsset var klippet, men ikke skaaret.
Paa denne Maade toge Kjællingerne hinanden af Dage. Derfor siger man endnu den Dag idag, naar Folk ere komne i en heftig Trætte og blive ved med bestandig at gjentage een og samme Ting: »Klippet eller skaaret, sagde Kjællingerne; husk paa, hvordan det gik dem.«
