Forskjell mellom versjoner av «Knytlingernes saga»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
(Kap. 68-69)
m
Linje 649: Linje 649:
 
===Et skib går tabt===
 
===Et skib går tabt===
  
'''39.''' På denne tid blev Norge regeret af Olav den Fredelige — kong Harald Sigurdsons søn. Han var gift med Ingerid, der var en datter af kong Svend Ulfsøn og søster til kong Knud. Der bestod et nært venskab mellem de to svogre.
+
'''39.''' På denne tid blev Norge regeret af Olav den Fredelige — kong Harald Sigurdsons søn. Han var gift med Ingrid, der var en datter af kong Svend Ulfsøn og søster til kong Knud. Der bestod et nært venskab mellem de to svogre.
  
 
En sommer skete det, at et skib, der både var stort og rigt lastet, blev gjort klar til udfærd fra Norge. Skibet var ejet af købmænd, der agtede sig til Estland eller et andet sted langs Østersøkysten. De sejlede først til Danmark og derefter østpå gennem Øresund og således østpå til Bornholm. Derefter forsvandt dette skib, uden at man fik efterretninger om det, og man fandt intet fra skibet — hverken folk eller last. Dette forekom folk meget underligt, og der blev gættet meget på, hvad der var sket. Olav Norskekonge sendte bud til sin svoger — Knud Danekonge — og bad ham eftersøge skibet og finde ud af, hvad der var sket, og det lovede han.
 
En sommer skete det, at et skib, der både var stort og rigt lastet, blev gjort klar til udfærd fra Norge. Skibet var ejet af købmænd, der agtede sig til Estland eller et andet sted langs Østersøkysten. De sejlede først til Danmark og derefter østpå gennem Øresund og således østpå til Bornholm. Derefter forsvandt dette skib, uden at man fik efterretninger om det, og man fandt intet fra skibet — hverken folk eller last. Dette forekom folk meget underligt, og der blev gættet meget på, hvad der var sket. Olav Norskekonge sendte bud til sin svoger — Knud Danekonge — og bad ham eftersøge skibet og finde ud af, hvad der var sket, og det lovede han.

Revisjonen fra 9. jan. 2016 kl. 10:34

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Kongesagaer


Knytlingernes saga

Knýtlinga saga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2015-2016



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Carl af Petersens og Emil Olsons Knytlinga saga, København 1919-25


Siden er under udarbejdelse.jpg


Her indledes Knytlingernes saga.jpg



Om Harald Gormsøn

1. Harald Gormsøn blev taget til konge i Danmark efter sin far; han var en mægtig konge og en stor kriger. Han underlagde sig Holseteland i Saxland, og han besad et stort jarledømme i Vendland; dér lod han Jomsborg anlægge, hvor han indsatte en stor hærstyrke. Han fastlagde lov og ret for dem, og de vandt landet til ham. De var ude på hærtogt om sommeren, men sad hjemme om vinteren. De blev kaldt Jomsvikinger.

Kong Harald Gormsøn stod bag sviget mod kong Harald Gunhildson — Norges konge — og dennes død, da han faldt ved Hals i Limfjorden, som det er skrevet i Norges kongers levned. Derefter tog kong Harald til Norge med sin hær og underlagde sig hele landet og satte jarl Håkon Sigurdson til at styre det, men danekongen indkrævede skatter i hele landet.

I kong Harald Gormsøns dage var Otto den Røde kejser i Saxland; han lå i strid med danekongen og påbød danskerne kristendommen, men danekongen satte hæren ind imod ham og ønskede på ingen måde at antage kristendommen.

Kong Harald Gormsøn mødte kejser Otto i et stort slag sydpå ved Danevirke; jarl Håkon af Norge var da på danekongens side. Kejseren led nederlag dér, men ikke desto mindre vandt han noget senere landet og jog kong Harald og jarl Håkon på flugt til Limfjorden og helt ud på øen Mors. Herefter antog kong Harald kristendommen, og kejseren stod fadder til hans søn — Svend — og gav denne sit navn, så han blev døbt således, at han hed Otto-Svend. Så blev hele Danmark kristnet, og først da tog kejseren derfra.


Styrbjørn den Stærkes fald

2. I kong Harald Gormsøns dage var Styrbjørn den Stærke på hærtogt i Østersølandene. Styrbjørn var søn af svenskekongen Olaf Bjørnson. Styrbjørn kom med sin hær til Danmark og fik taget kong Harald til fange; så giftede Harald sin datter — Tyra — med ham og drog selv til Sverige med Styrbjørn. Styrbjørn brændte alle sine skibe, før han gik op i landet. Men da kong Harald ser, at Styrbjørn er uden skibe, styrer han sine skibe ud på Lågen og derefter væk og tilbage til Danmark. Styrbjørn kæmpede mod sin farbror — svenskekongen Erik den Sejrrige — på Fyrissletten; dér faldt Styrbjørn og størstedelen af hans hær, mens andre flygtede. Dette kalder svenskerne Fyrisforfølgelsen.


Om kong Haralds hærtogt

3. Da kong Harald Gormsøn havde ladet sig døbe — som det tidligere blev fortalt — tvang han jarl Håkon Sigurdson til at antage troen, og han blev døbt sammen med alle de mænd, der havde fulgt ham fra Norge. Så forsynede kong Harald ham med præster og andre lærde mænd og påbød ham at lade hele folket i Norge døbe, og det lovede og svor jarl Håkon. Men da de skiltes — kongen og jarlen — drog Håkon til Norge, men satte de viede mænd i land ved Hals i Limfjorden, og han forkastede kristendommen og iværksatte siden de største ofringer i Norge. Da kong Harald erfarede, at Håkon havde forkastet kristendommen, og at han desuden havde hærget i danekongens land, tog kong Harald med sin hær til Norge og ødelagde hele kystlandet, så alt var brændt mellem Lindesnes og Stad på nær fem gårde i Lærdal i Sogn, og alle folk flygtede til fjelds og ud i skoven med alt det løsøre, de kunne få med sig.

Kong Harald lå en tid med sin hær ved Solund og agtede at tage på hærtogt til Island med den styrke, han havde, for han ville hævne det nid, som islændinge havde digtet om ham for at håne ham. Kong Harald bad en troldkyndig mand skifte skikkelse og tage til Island og finde ud af, hvad han kunne fortælle kongen derfra; han drog rundt om landet i skikkelse af en hval og fortalte siden kongen, at det land var beboet af mange overnaturlige skabninger, og at havet mellem landene var så stort, at det ikke var farbart med langskibe. Da kong Harald blev klar over dette, mente han at forstå, at dette ville være alt for voveligt og ikke kunne lade sig gøre. Efter denne hærgen, som Harald Gormsøn havde forvoldt i Norge, vendte han hjem til Danmark med sit følge. Jarl Håkon lod hele landet genopbygge i Norge, men betalte ikke siden skat til danekongen.


Kong Haralds fald

4. Svend — søn af kong Harald Gormsøn — krævede en del af sin fars — kong Haralds — rige, men kong Harald holdt ikke meget af ham, for Svend var frillesøn, og han ville ikke give ham et rige at bestemme over. Men da Svend blev en fuldvoksen mand, skaffede han sig skibe og mandskab og hærgede vidt omkring — både udenlands og indenlands. Så blev kong Harald vred på ham og samlede en hær imod ham. Da havde Svend fået følge af Palnatoke — hans fosterfar, som der fortælles om i Jomsvikingernes saga — og de styrede da til Sjælland og ind i Isefjorden; dér blev de mødt af kong Harald og dennes skibe. Svend lagde straks an til kamp imod ham, og det blev et vældigt slag. Nu strømmede der støtte til kong Harald, så Svend kom i undertal, og han flygtede. I denne kamp blev kong Harald dødeligt såret, og det var et pileskud, der forvoldte hans død. Han blev som den første danske konge begravet i indviet jord. Han havde da været konge i 80 år; 30 år mens hans far — kong Gorm — levede og derefter 50 år.


Om kong Svend

5. Svend tog kongemagten i Danmark efter sin far — kong Harald. Han blev kaldt Svend Tveskæg. Han var en mægtig konge. I hans dage drog jarl Sigvald og de andre Jomsvikinger til Norge og kæmpede mod jarl Håkon i Hjørungavåg i Møre; dér faldt Bue den Digre, mens jarl Sigvald flygtede. Efter dette mistede de danske konger herredømmet i Norge, og kort tid efter kom Olav Tryggvason til Norge og tog magten.

Kong Svend var gift med Gunhild — datter af venderkongen Burislav — og deres sønner var Knud og Harald. Kong Svend blev siden gift med Sigrid den Storrådende — datter af Skøgul-Toste og mor til svenskekongen Olaf. Hun havde tidligere været gift med svenskekongen Erik den Sejrrige. Kong Svends og Sigrids datter var Astrid, som var gift med jarl Ulf — søn af Torgils Knageben — og deres sønner hed Svend og Bjørn. En anden datter af Svend Tveskæg hed Gyda; hun var gift med jarl Erik Håkonson i Norge, og deres søn var jarl Håkon, som Olav den Hellige tog til fange i Saudungsund.

Kong Svend Tveskæg bragte sammen med sin stedsøn — Olaf den Svenske — og sin svigersøn — jarl Erik — kong Olav Tryggvason til fald, da de kæmpede ved Svold, og efter kong Olav Tryggvasons fald tilegnede de tre sig Norge: Én tredjedel til Svend Danekonge, en anden til Olaf Svenskekonge og en tredje til jarl Erik.


Den hellige Edmund dræber kong Svend

Edmund den Hellige dræber Svend Tveskæg
(Fra et engelsk håndskrift fra ca. 1250)

6. Kong Svend var en stor kriger og den mægtigste konge; han hærgede vidt omkring — både i Østersølandene og sydpå omkring Saxland. Til sidst drog han med sin hær vestpå til England, hvor han hærgede vidt omkring og deltog i mange kampe. Dengang var Adelråd Edgarson konge dér. Han og kong Svend havde mange kampe og skiftedes til at sejre. Kong Svend vandt størstedelen af England; han opholdt sig da mange år i England og hærgede og brændte landet vidt omkring. Man kaldte ham Englændernes Fanden. I denne ufred flygtede kong Adelråd ud af landet fra kong Svend, men kong Svend døde pludseligt i sin seng om natten, og englænderne siger, at Edmund den Hellige skulle have dræbt ham på samme måde, som den hellige Merkurius dræbte Julian Nidding.[1]


Om tingmandshæren

7. Efter kong Svends død fastholdt de danske høvdinge det rige i England, som de havde erobret; kampene begyndte da på ny, for så snart kong Svend var død, kom Adelråd hjem til landet og satte sig i sit rige med støtte fra Olav den Hellige, sådan som det fortælles i dennes saga med skjalden Ottar den Sortes ord. Han siger således:


Adelråd du yded’
hjælp og førte derved
mænd’nes ven til magten
— mægtige land-værner!
Over eget fredland
Edmunds far kan råde;
nu styrer slægts-støtten
(striden var hård!) atter.


På denne tid oprettede danskerne tingmandshæren; den bestod af lejesvende, og det var en yderst frygtløs styrke, og det var særligt tingmændene, som på danskernes vegne kæmpede mod englænderne.


Kong Knud underlægger sig England

8. Knud — kong Svend Tveskægs søn — var 10 år gammel, da hans far døde; han blev da taget til konge i Danmark over hele Danevældet, fordi hans bror — Harald — var død. De danske høvdinge, som da sad i England og dér holdt landet, som kong Svend havde erobret, sendte da bud til Danmark, at kong Knud skulle komme vestpå til England med den danske hær for at støtte dem. Da kong Knud imidlertid endnu var et barn af alder og ikke var vant til at anføre en hær, tog hans venner den beslutning for ham, at han skulle sende en hærstyrke til England og dér sætte høvdinge over den, men ikke selv tage af sted, så længe han ikke var ældre. Og det blev da sådan, at kongen sad i Danmark i 3 år, efter han overtog kongemagten, men efter forløbet af den tid udbød han en hærstyrke i Danmark; han sendte også bud til jarl Erik — sin svoger — i Norge, at denne skulle samle en styrke og tage til England med ham, for jarl Erik var blevet meget berømt for sit mandsmod og sine kampevner, siden han hentede sejr i de to mest navnkundige slag, der har fundet sted i de nordiske lande — det ene var, da kong Svend Tveskæg og svenskekongen Olaf den Svenske og jarl Erik kæmpede mod Olav Tryggvason ved Svold, og det andet var, da jarl Håkon og jarl Erik kæmpede mod Jomsvikingerne i Hjørungavåg. Kong Knud førte sin hær vestpå til England, og han havde en meget stor styrke. Således sagde Ottar den Sorte i Knudsdrapaen:


Som ung skød du skibe
— skader af havvogne! —
frem; ingen hær-fylker
før har stridt så tidligt.
Jernstyrket var stævnen
— stridsmand! — vredt du røde
skjolde førte; faren
fristed’ — Knud! — du gerne.


Og desuden siger han således:


Du stagrenens styrer! —
stovt dig jyder fulgte;
hærskaren fra Skåne
skarpt du lod bevæbne.
Fyrste! — sejlet fyldtes;
frem på havet vestpå
styred’ alle stavne —
straks dit navn dér spurgtes.


Kong Knud blev fulgt til England af mange høvdinge; det var først og fremmest hans svoger — jarl Ulf Knagebensøn. Han var da gift med Astrid Svendsdatter — kong Knuds søster. Brødrene Hemming og Torkel den Høje — jarl Strud-Haralds sønner — var også dér og mange andre høvdinge. Kong Knud kom til England og landede i England på det sted, der hedder Fljot. Således siger Hallvard Håreksblis i Knudsdrapaen:


Stridsklar — Knud! — du styred’
stålbeklædte skibe;
Hild-lynets behersker
havet til Fljot krydsed’.
Ellas arv du nåed’
— Ulls sundgangers hærder! —
og sværdmøens måge
mad du snart beredte.


Og så snart kong Knud kom til England, gik han i land og hærgede, dræbte indbyggerne og afbrændte al bebyggelse. Således siger Ottar den Sorte:


Hærskjold bar og holdt du
— herre, af sligt mægtig!
Sjældent fandt du — fyrste! —
fred ved stillesidden.
Edgars æt du dræbte
— jyders drot! — på togtet;
hårde hug du gav dem
— hersker! — streng du kaldes.


Og desuden kvad han dette:


Du brændte folks bygder;
bønder lod du — fyrste! —
som ung ofte varsle
ufredsstyrkens komme.


Landets befolkning samlede en hær og drog imod danskerne og fortsatte kampene. Således siger Tord Kolbeinson:


I land fra langskibe
ledtes ravnens støtter
(ilde lidt af angler);
op i land de søgte.
Bønder bød dem modstand,
byens værn de samled’;
til hjaltets skærs uvejr
iled’ fyrstehæren.


Kong Knuds første kamp i England stod i Lindisø, hvor der blev et stort mandefald; derpå vandt han også Hemmingsborg i England og dræbte mange folk dér.[2] Derpå havde han nogle store kampe i Nordimbraland ved Tesa; han dræbte dér en mængde mennesker, mens andre flygtede og gik til i stedlige moser og vandløb. Siden førte kong Knud sin hær længere sydpå i landet og lagde alt under sig, hvor han kom frem.


Kong Knud bliver gift med Emma

9. Den engelske kong Adelråd døde af sygdom samme efterår eller sommer, som kong Knud kom med sin hær til England; han havde da været konge i England i 38 år, og dronning Emma — hans kone — gjorde straks efter hans død klar til at forlade landet. Hun havde til hensigt at tage vestpå til Valland for at opsøge sine brødre — Vilhelm og Robert — som var jarler i Valland; deres far var Rikard Rudejarl, søn af Rikard, søn af Vilhelm Langspyd, og han var søn af Ganger-Rolf — ham der vandt Normandiet — og han var søn af Ragnvald Mørejarl. Kong Knuds folk fik kendskab til, hvad dronning Emma var i færd med. Da hun og hendes folk var klar til at stå til havs, ankom kong Knuds folk og tog skibet og alt, hvad der var ombord. De førte dronningen til kong Knud, og høvdingene aftalte med kongen, at kong Knud skulle giftes med dronning Emma, og dette blev gennemført.


Om kong Edmund

10. Efter kong Adelråds død blev hans og dronning Emmas sønner taget til konger. Edmund den Stærke var den ældste, den næste var Egdar, den tredje Edvig og den fjerde Edvard den Gode. Kong Edmund samlede nu en stor hær og drog derefter imod kong Knud, og de mødtes på det sted, der hedder Skorsten, og det blev det mest berømte slag, der har stået på den tid; der var det største mandefald i begge styrker. Kong Edmund red frem midt i den danske hær og kom så tæt på sin stedfar — kong Knud — at han kunne nå ham med et sværdhug. Kong Knud skød skjoldet frem over halsen på den hest, han sad på, og hugget traf skjoldet lidt under håndgrebet, men hugget var så kraftigt, at skjoldet brast, og han kløvede hesten i boven foran sadlen. Men da gik danskerne så hårdt frem imod kong Edmund, at han vendte om og tilbage til sine folk; forinden havde han dog dræbt mange danskere, mens kongen kun blev lidt såret eller slet ikke. Da kongen var redet frem og helt væk fra sin hær, troede hans folk imidlertid, at han kunne være faldet, siden de ikke kunne se ham nogen steder, og så begyndte folk i hæren at flygte. Men nogle så, at han red væk fra danskerne; da flygtede alle, der så det, mens kongen råbte højt og bad hæren vende tilbage og kæmpe, men alle lod, som om de ikke hørte det. Så flygtede hele hæren, og der blev et meget stort mandefald, og danskerne forfulgte de flygtende helt til det blev nat. Således siger Ottar den Sorte:


Fjender — unge fyrste! —
fælded’ du nær Tesa;
den dybe elv over
anglernes lig strømmed’.
Sorte ravnes slumren
— slagfremmer! — blev afbrudt,
da — Svends søn! — ved Skorsten
sydpå kamp du voldte.


Om jarl Ulf

11. Jarl Ulf var da igen — som så ofte før — blandt de forreste af kong Knuds folk, og han forfulgte de flygtende længst; han var da kommet ind i så tæt en skov, at han ikke fandt vej ud af den hele natten, men først da det lysnede. Da så han, at der blev drevet får på et fladt stykke foran ham, og at en stor dreng drev dyrene. Jarl Ulf gik hen til drengen og hilste på ham og spurgte om hans navn. Han svarede: »Jeg hedder Gudine. Men er du en af Knuds folk?« Jarl Ulf svarer: »Jeg er rigtignok en af hans ledingsfolk. Men hvor langt er der nu til vores skibe?« »Jeg mener ikke,« siger drengen, »— at I danskere skulle forvente at få hjælp fra os. Der tilkommer snarere jer danskere noget andet.« Jarl Ulf svarer: »Jeg vil dog — unge mand! — bede dig vise mig vej til vores skibe.« Drengen svarer: »Du er gået i stik modsat retning af skibene og langt op i landet gennem ødeskov. Men I Knudsmænd er ikke videre afholdte af landets indbyggere, og det er der alligevel ikke noget at sige til; efterretninger om det mandefald, der skete ved Skorsten i går, er kommet til bygden, og hverken du eller andre af Knuds folk kan forvente fred, hvis bønderne finder jer — og det samme gælder for dem, der hjælper jer. Men der forekommer mig at være et godt bytte i dig, og jeg tror, at du er en anden, end du udgiver dig for.« Jarl Ulf tog da en guldring af sin arm og siger: »Jeg vil give dig denne ring, hvis du vil følge mig til vores folk.« Gudine så op på ham en tid og sagde omsider: »Jeg vil ikke have ringen, men jeg vil nu prøve, om jeg kan få dig hen til dine folk, og jeg vil hellere have belønningen til gode hos dig, hvis jeg får hjulpet dig, for hvis dette ikke gavner dig, er det ingen løn værd. Nu skal du først gå med mig hjem til min far.« Det gjorde de, og da de kom til gården, gik de ind i en lille stue, og dér lod Gudine et bord sætte frem, og der blev skænket en god drik. Jarl Ulf så, at det var en god og velholdt gård. Så kom bonden og husfruen ind til dem, og de var begge smukke og velklædte folk; de tog godt imod gæsten, og han opholdt sig dér den dag og blev beværtet på det bedste. Hen under aften blev to gode heste gjort klar med det bedste udstyr. Da sagde de til Ulf: »Far du nu vel! Her overlader jeg dig min søn — den eneste jeg har — og nu beder jeg om, at hvis du kommer til kongen, og såfremt dine ord dér har nogen værdi, så skaffer du ham tjeneste dér, for han kan ikke længere være hos mig, hvis vores landsmænd skulle finde ud af, at han har fulgt dig herfra — hvordan jeg så end styrer igennem det.« Jarl Ulf lovede at skaffe Gudine i tjeneste dér. Gudine var den smukkeste mand at se på og meget veltalende. Bonden hed Ulfnad.

Jarl Ulf og Gudine ridder så hele natten, og om morgenen, da det var blevet lyst, kommer de til kong Knuds skibe. Folkene var oppe i land, men da de fik øje på jarlen og genkendte ham, samledes de alle straks omkring ham og tog godt imod ham og mente, at de havde fået ham tilbage fra de døde, for han var så afholdt, at alle elskede ham hjerteligt. Først da blev Gudine klar over, hvem han havde ledsaget. Jarlen satte Gudine hos sig i højsædet og holdt ham på alle måder som sig selv eller sin søn, og kort fortalt giftede jarlen ham med sin søster — Gyda — og på jarl Ulfs foranledning gav kongen for sin svogers — jarl Ulfs — skyld Gudine jarledømme. Gudine og Gyda havde disse sønner: Den engelske kong Harald og jarl Toste — som blev kaldt Træspyd — og jarl Mørukåre og jarl Valtjof og jarl Svend. Derfra stammer mange stormænd i England og i Danmark og i Sverige og østpå i Gardarige — de er en del af kongeslægten i Danevældet. Kong Harald Gudinesons datter hed Gyda; hun var gift med kong Valdemar i Holmgård, og deres søn var kong Harald. Han havde to døtre, som skal omtales senere.


Om kong Knud

12. Kong Knud var også i kamp ved den borg, der hedder Brandford; dér stod også et stort slag, og kong Knud sejrede, mens Adelrådsønnerne flygtede og led store tab. Danskerne brød borgen ned. Således siger Ottar den Sorte:


Skjoldets fjende! — friser
faldt for din hånd, véd jeg;
Brandfords borg og huse
brød du dengang sønder.
Edmunds gæve ætling
udstod blodig møje;
den danske hær dræbte
drottens mænd, der flygted’.


Kong Knud kæmpede for tredje gang mod Adelrådsønnerne på det sted, der hedder Assatun; det ligger nord for Daneskovene. Igen blev det et stort slag. Således siger Ottar:


Skjoldklædt — stærke skjoldung! —
skred du frem til sejren,
da I bød blodtranen
brad ved Assatunet.
Det store sværd sikred’
snart dit ry dér nord for
Daneskov; i dynger
dræbte lå, fandt hærfolk.


Kong Knud kæmpede for fjerde gang mod kong Edmund og dennes brødre i Nordvig. Det blev igen et stort slag med betydeligt mandefald, og kong Knud sejrede, mens Adelrådsønnerne flygtede. Således siger Ottar den Sorte:


Brynjer lod du blive
blodindsmurt i Nordvig;
støt til din død står du
— storgavernes skænker!


Edmund den Stærke møder Knud den Mægtige
(Fra Matthew Paris: Chronica Majora, ca. 1250)


Om kong Knud

13. Siden leder kong Knud hele hæren til Tempsen, for han erfarede, at kong Edmund og dennes brødre var flygtet til Londonborg, og da kong Knud kom til Tempsens munding, kom hans svoger — jarl Erik Håkonson — sejlende ind fra havet, og de mødtes dér og sejlede derefter med hæren op ad floden. Således siger Tord Kolbeinson i Eriksdrapaen:


Sværdstormsfærden fremmed’
fyrstesvogerskabet;
i elvens løb lagdes
langskibe i mængder.
På sorte havdyr sejled’
sværdets Ull nær landet;
ombord øjned’ alle
Englands flade sletter.


Og endvidere kvad han:


Knud da fordum førtes
frem til øregrunden;
den skjoldungs langskibe
skred ad kølens farvej.
Hjelmklædt mødte jarlen
uden møje fyrsten;
begge bragte årens
bakkes dyr til landet.


Ude i floden Temps var der bygget et stort kastel, som man havde bemandet med folk til at forsvare landet, således at en flåde ikke skulle kunne sejle op ad floden. Kong Knud sejlede uden videre op ad floden og lagde til ved kastellet og kæmpede mod dem, men englænderne sendte en flåde ud fra London og ned ad floden; de lagde til kamp mod danskerne. Således siger Ottar den Sorte:


Siden, hvor malm sløved’
sværdet, stred du atter;
forsvarsværket vandt du
(vældigt buer smælded’).
Ved Tempsens bred brød du
— bølgeøgets herre! —
(ulvens gummer glædtes)
ganske anglerflåden.


Kong Knuds fremstød

14. Kong Knud førte hele hæren op til Londonborg. Han slog lejr rundt om borgen, og derefter angreb de den, mens borgmændene forsvarede sig. Således siges det i den flokk, som da blev digtet af hærfolkene:


Hornets Hløk ved Tempsens
(hængegudens måge —)
bred ser brynjens skade,
blodsmurt (— sulter ikke).
Danedrotten skrider
djærvt mod borgens mandskab,
og sår-isen smælder
snart mod bretske hjelme.


Og endvidere:


I dag mangen modig
malmstrids-Ull skal bære
den selv samme gamle
særk, hvori vi fødtes.
Skjorten skabt med hammer
skjalden raskt sig iklæ’r;
Yggs ørn vi nu skænker
engelske mænds blodstrøm.


Kong Knud havde mange kampe dér, men fik ikke indtaget borgen.


Om jarl Erik

15. Jarl Erik drog med en del af hæren op i landet, og tingmændene fulgte ham imod den engelske hær, der blev ledet af Ulfkel den Tapre — en stor høvding. Det kom til kamp, og Erik sejrede, mens Ulfkel flygtede. Således siger Tord Kolbeinson i Eriksdrapaen:


Guldets vægter voldte
vest for London kampen;
ved strid vandt havhestens
hædrede Tund lande.
Ulfkel — rask i Røkkves
randstorm — døjed’ skrappe
hug; de sorte slagsværd
sitred’ over tingmænd.


Den næste kamp mellem jarl Erik og englænderne stod på Ringmar Hede. Således siger Tord Kolbeinson:


Skjoldets Frej lod fjenden
føle våbenspidsen,
og bulne lig bød han
blodmågerne ofte.
Tapre Erik anglers
antal stærkt formindsked’;
raskt blev Ringmar Hede
rødfarvet af hæren.


Jarl Erik sejrede dér. I Eriksdrapaen beretter Tord Kolbeinson videre om hans hærtogt:


I land fra langskibe
ledtes ravnens støtter
(ilde lidt af angler);
op i land de søgte.
Bønder bød dem modstand,
byens værn de samled’;
til hjaltets skærs uvejr
iled’ fyrstehæren.[3]


Kongernes forlig

16. Kong Knud omringede Londonborg, mens kong Edmund og hans brødre forsvarede borgen. Så gik folk imellem dem for at mægle. Kong Knud var gift med Emma — deres mor — og det endte med, at de udvekslede gidsler, og der blev aftalt våbenhvile, så man kunne forhandle og søge et egentligt forlig. Og på dette møde blev der aftalt fred mellem parterne således, at landet skulle deles i to, og de skulle hver have halvdelen af riget, så længe de levede, men hvis en af dem døde barnløs, da skulle den, der levede længst, frit overtage hele riget. Og man bandt sig til dette forlig med eder.

Edrik Strjona var navnet på en mægtig mand, som modtog penge af kong Knud for at forråde kong Edmund og myrde ham, og dette blev dennes død. Edrik var tilmed kong Edmunds fosterfar, og denne havde samme tillid til ham som til sig selv. Derefter jog kong Knud alle kong Adelråds sønner ud af England; dette afstedkom mange kampe, men efter drabet på kong Edmund fik de aldrig samlet en talstærk styrke imod kong Knud. Således siger Sigvat Skjald i Knudsdrapaen:


Adelråds afkom
under ét blev dræbt
eller jaget
ud af Knud.


Kong Adelråds sønner tog da ophold vestpå i Normandiet i Valland, hvor de længe var hos deres morbrødre — Robert og Vilhelm — således som det fortælles i Den hellige Olavs saga.

Jarl Erik Håkonson døde i England, mens han var rede til at drage til Rom; han blev skåret i drøbelen, men blødningen lod sig ikke standse, og dette blev hans død.

Kong Knud og dronning Emma havde tre børn: Harald var ældst, så kom Hardeknud; deres datter var Gunhild, som siden blev gift med kejser Heinrek den Milde, der var den tredje i slægten med dette navn. En tredje søn af kong Knud hed Svend; hans mor var Alfifa den Mægtige — en datter af jarl Alfrun.


Kong Svend kommer til Norge

17. På den tid, da kong Knud herskede over England og Danmark, herskede Olav Haraldson over Norge. Da kong Olav kom til magten dér, flygtede jarl Svend Håkonson og jarl Håkon Erikson — kong Knuds søstersøn — ud af landet. Jarl Håkon tog til England og opsøgte sin slægtning — kong Knud — og denne tog vel imod ham. Siden kom det til ufred mellem kong Olav og kong Knud. Kong Knud og jarl Håkon kom til Norge med en umådelig hær; det var mod slutningen af kong Olavs dage, og de underlagde sig hele landet. Kong Knud satte da sin slægtning — Håkon — til magten i Norge og tog selv derfra til Danmark. Kong Olav flygtede da ud af landet og tog østpå til Gardarige, men to år efter kom han tilbage til Norge, og på Stiklestad udkæmpede han et stort slag mod sine lendermænd, som da havde forrådt ham og var blevet hans modtandere. Dér faldt kong Olav, som det er almindeligt kendt, og han er hellig og skrinlagt i Nidaros.

Jarl Håkon Erikson mistede livet i Englandshavet ét år før den hellige kong Olavs fald; så kom Svend — søn af kong Knud og Alfifa — til Norge, og han blev da på sin fars — kong Knuds — befaling taget til konge over hele landet. Kong Knud satte sin søn — Hardeknud — til at regere Danevældet, og dér skulle han være konge. Kong Knud rådede også over en stor del af Skotland, og dér satte han sin søn — Harald — til at være konge, men kong Knud var dog overkonge over dem alle; han blev kaldt Knud den Mægtige eller Gamle-Knud, og hvor man taler dansk tunge, har han været den mægtigste konge med det største rige.

Kong Knud indledte sin rejse ud af landet, og han drog sydpå til Rom, og på denne rejse gav han så mange penge ud, at ingen vidste vidste, hvor mange mark — endsige hvor mange pund — det drejede sig om. Han medbragte en stor mængde løsøre fra sit rige, men brugte frit af kejserens midler, hvor han ville. Mens kong Knud var på vej til Rom, behøvede ingen mand, der opnåede at træffe ham, bede om mad, for han gav alle rigelige tærepenge. Kong Knud gik fra Flæmingeland til Romaborg; således siger Sigvat Skjald:


Sjældent er sådan
sydpå en ringens
giver gået
den gæveste konge.[4]


Kong Knud grundlagde et herberg, som skulle give mad og nattely til alle vejfarende, der talte dansk tunge; vidt omkring, hvor der fandtes klostre eller andre store kirker, uddelte han desuden store summer.


Knuds død

18. Men da kong Knud kom tilbage til sit rige i England, blev han ramt af sygdom, og det var først af den slags, der kaldes gulsot. Han lå længe om sommeren, og om efteråret døde han idus Novembris. Det skete i den borg, der hedder Morstr; det er en stor hovedstad, og dér er han begravet. Han var dengang 37 år gammel; han havde da været konge over Danmark i 27 år og regeret England i 24 år og Norge i 7 år. Alle er enige om, at kong Knud har været den mægtigste konge i de nordiske lande og haft det største rige.


Om kong Knud

19. Kong Knud har været den mest gavmilde konge i de nordiske lande, for det siges — som sandt er — at han ikke stod tilbage for andre konger med hensyn til, hvor store summer han hvert år gav i vennegaver, og desforuden opkrævede han hvert år mere i skatter og afgifter af tre store lande end enhver anden, der rådede over ét kongerige. Og dertil kommer, at England er det pengerigeste af alle de nordiske lande.

Som et bevis på hans gavmildhed omtales en mand ved navn Torarin Lovtunge — en islænding. Han var en stor skjald og havde gennem et langt liv tjent konger og andre mægtige mænd, men han var gammel nu, da han opsøgte kong Knud og havde digtet et kvad om ham. Han gik for kongen og hilste på ham og spurgte, om han ville høre det kvad, han havde digtet om ham, men kongen sad da ved bordet, og forplejningen var stillet frem. Nogle mænd stod ved bordet og forelagde deres sag, og kongen hørte først på dem, men da de afsluttede samtalen, sagde Torarin, for han var en kongedjærv mand, der ofte havde henvendt sig til høvdinge: »Herre!« siger han, »— jeg vil stadig bede om, at du påhører mit kvad, og det skal ikke tage meget af din tid, for det drejer sig om få vers.« Knud så noget vredt på ham og svarer: »Ingen mand før dig har budt mig dette: At digte småkvad om mig. Nu kommer du her i morgen ved davretid og fremfører en drapa på 30 vers eller mere, som du i mellemtiden har digtet om mig — og i modsat fald skal du dø.« Så gik Torarin derfra og begyndte at digte en drapa om kong Knud, og denne drapa kaldes Hovedløsning, og han brugte alt, hvad han kunne, fra sin flokk. Dagen efter fremførte han kvadet ved kongens bord, og det blev meget godt modtaget. Kongen belønnede ham for kvadet og gav ham 50 mark rent sølv. Siden digtede Torarin en anden drapa om kong Knud, og den kaldes Tøgdrapa; deri siges dette:


Jeg for femti mark
malmdønets løn
med vers for vist
viste min tak,
dengang jeg mødte
menneske-Balder;
stridens forstærker
støtted’ min digtning.


Kong Knud gav Berse Skjald-Torvason to guldringe, som tilsammen vejede en mark, og dertil et guldprydet sværd. Således siger Sigvat Skjald:


Guld vi begge — Bamse![5]
bær᾿ hos Knud på armen.
Den kampkække fyrste
kostbar pynt os skænked᾿:
Du fik en mark og mere
(modtog et sværd tilmed);
jeg erholdt det halve —
Herre Gud alt råder.


Da kong Knud døde i England, betød det enden på det store herredømme, som slægtsrækken af danekonger havde haft, hvor hver efterfølger havde større magt end sin far.


Om Knud og Svend

20. Knud var meget stor af vækst og havde mange kræfter. Han var den flotteste mand, bortset fra at hans næse var tynd og lang og noget kroget. Han var lys i huden og havde smukt hår og brede skuldre. Han havde bedre øjne end alle andre, og de var både smukke og skarpe. Han var gavmild, en stor kriger og meget våbendjærv, sejrrig og en lykkemand i alt, hvad der drejede sig om magt. Han var ikke en meget klog mand, og tilsvarende kan man sige om kong Svend og før ham Harald og Gorm: De var ikke vise mænd.


Om Hardeknud

21. Hardeknud — Gamle-Knuds søn — tog magten i hele Danmark efter sin far, mens Harald — Gamle-Knuds anden søn — tog magten i England efter sin far. Da kom Edvard den Gode Adelrådson — Haralds og Hardeknuds bror — til England. Dér nød han — som fortjent — stor agtelse. To år efter Gamle-Knuds død døde dronning Gunhild i Saxland — kong Knuds datter, som kejser Heinrek havde været gift med — og tre år efter døde den engelske kong Harald Knudsøn, og han er begravet hos sin far i Morstr; derefter havde hans bror — Hardeknud — magten i både England og Danmark, mens Magnus — Olav den Helliges søn og Hardknuds edsvorne bror — styrede Norge, som det er skrevet i Norges kongers levned. Men to år efter Harald Knudsøns død døde Hardeknud, og han blev ligeledes begravet i Morstr hos sin far — Gamle-Knud.

Efter Hardeknuds død var den gamle danske kongeslægt ganske uddød. Så blev Edvard Adelrådson taget til konge over England; han var længe konge dér, og danekongerne satte sig aldrig siden i besiddelse af England. Og så tog Magnus — Olav den Helliges søn — magten i Danmark, og han var da konge derover, som det berettes i Norges kongers levned. Han herskede over Danmark i ét år, inden Svend — som tillige hed Magnus, siges det — gjorde rejsning imod ham. Han var søn af jarl Ulf — Torgils Knagebens søn. Svends mor var Astrid — datter af kong Svend Tveskæg; hun var en søster til kong Knud den Gamle, og Astrids mor var Sigrid Storråde — Skøgul-Tostes datter; hun var også mor til Olaf den Svenske.


Om den danske konge

22. Svend Ulfsøn blev af kong Magnus Olavson udnævnt til jarl og fik dermed rådighed og herredømme over Danevældet, da de mødtes på Götaelven, og Svend bandt sig til deres forlig med ed; derpå drog kong Magnus nordpå til Norge, mens Svend tog til Danmark. Det samme efterår tog danskerne Svend Ulfsøn til konge, og han lagde da hele landet under sig og gjorde sig til konge over det. Dette erfarede kong Magnus, og foråret efter drog han til Danmark med en stor hær. Den sommer kæmpede kong Magnus ved Jomsborg i Vendland og sejrede; han brændte borgen og vidt omkring andre steder i landet. Dagen før Mikkelsmesse om efteråret var kong Magnus igen i kamp i Jylland ikke langt nord for Hedeby på Lyrskov Hede ved Skodborg Å; dér kæmpede han mod venderne, og dér sejrede kong Magnus ved hjælp af sin fars — kong Olavs — hellighed og mirakler, og han dræbte dér en umådelig mængde hedninger. Det siges af nogle, at Svend Ulfsøn deltog i dette slag på kong Magnus’ side, og at deres forlig da endnu blev holdt. Således siger Torleik den Smukke i den flokk, han digtede om Svend Ulfsøn:


Høgegrundens gløders
giver ødsled’ fjenders
liv i våbenlarmen
(længe åd da ravnen).
Valens våger over
venderhalse gabte;
ved Hedeby hærfolk
hobevis lå faldne.


Det samme efterår kæmpede de — kong Magnus og kong Svend Ulfsøn — ved vinterens begyndelse mod hinanden ved Ærø; dér sejrede kong Magnus, mens Svend flygtede til Jylland. Kort før jul kæmpede de igen ud for Jylland syd for Åros; det var en hård kamp med stort mandefald. Kong Svend flygtede og mistede dér syv skibe, som det fortælles i Magnus den Godes saga. Svend flygtede først til Sjælland med de folk, der var undkommet og ville følge ham, men kong Magnus sejlede straks efter ham og traf Svend på det sted, der hedder Havn; dér lå han med et fåtal af skibe. De ydede ikke modstand længe, og Svend flygtede i land; dér faldt atter mange af hans folk. Så flygtede Svend til Fyn, men kong Magnus satte efter ham, og igen gik det hårdt ud over Svends mænd, selv om det ikke var store kampe, men i Magnusdrapaen siger Arnor Jarleskjald dog:


Én vinter du frejdigt — fyrste! —
fire pilestorme voldte;
rig på sejre ret du kaldes
— randens stængels sædes øder!


Kong Svend tog et skib og sejlede østpå langs Skåne og gik dér i land og tog videre østpå til Sverige, hvor han opsøgte sin slægtning — kong Ønund Olafson — og dér tog han ophold til det blev forår. Kong Magnus tog om foråret til Norge og blev længe dér om sommeren, men da Svend erfarede dette, fór han straks til Danmark og lagde landet under sig. Da kong Magnus fik dette at vide i Norge, drog han om efteråret til Danmark med sin hær, og han og Svend traf hinanden på det sted, der hedder Helgenæs; det kom dér til et mægtigt slag, og til sidst flygtede Svend i land og mistede alle skibene. Således siger Arnor i Magnusdrapaen:


Ivrigt stred du i Yggs stormvejr
— evigt husker folk nu dette —
ved Helgenæs, hvor val-vågens
vingefjer med blod var stænket.
Yngve, kendt af folket! — fjendens
flåde vandt du ganske dengang;
endnu mere agtes sejren;
jarlen så, han tabte landet.


Så flygtede Svend igen til Sverige og opholdt sig dér endnu en vinter, mens kong Magnus tog til Norge. Dette forår kom Harald Sigurdson — Svends svoger — vestpå til Sverige fra Gardarige. Harald var dengang gift med Ellisiv — datter af kong Jarislav i Holmgård — og hendes mor var Ingegerd — Olaf Svenskes datter — og Olaf var Svend Ulfsøns morbror. Svend og Harald sluttede sig sammen og samlede en hær og drog til Danmark, hvor de overalt fór med hærskjold og underlagde sig hele landet. Da kong Magnus erfarede dette, drog han imod dem med en hær fra Norge; da opsøgte Hallkel — Olav den Helliges og Harald Sigurdsons morbror — fra Magnus’ følge Harald Sigurdson og stiftede forlig mellem denne og kong Magnus. Så tog Harald til Norge og fik dér det halve rige af sin slægtning — kong Magnus — mens Svend atter flygtede til Sverige, men vendte tilbage til Danmark, så snart kongerne var draget nordpå. Han opholdt sig i Danmark om vinteren, men sommeren efter tog kong Magnus og Harald til Danmark; Svend var da i Skåne.

Dette efterår døde kong Magnus af sygdom i Jylland, og hele den norske hær førte hans lig nordpå til Norge; Svend kunne da frit blive konge i Danmark, og han havde magten længe siden. Harald var da konge i Norge, og der herskede længe ufred imellem dem, og Harald hærgede hver sommer i Danmark, og der findes lange beretninger om det i Kong Haralds saga.

Da Harald havde været ved magten i Norge i 16 år, mødte han kong Svend i et stort slag ved Nissan i Lofufjorden ud for Halland; dér sejrede kong Harald, mens kong Svend flygtede. Tre år senere blev de forligte — Harald og Svend — og der blev fred mellem landene; ét år senere faldt kong Harald i England. Kong Svend havde også ufred med Steinkel Svenskekonge, og denne drog med sin hær imod kong Svend, men vandt ikke noget af hans land. Således siger Torleik den Smukke:


Svends uvenner indlod
ofte sig på fare;
de tre konger kæmped’
— kun med liden fremgang.
Han holdt hele Jylland
— hærens raske fører —
derhos Danmark; tapper
denne fyrste kaldes.


Om kong Svends børn

23. Kong Svend Ulfsøn var gift med Gunhild — jarl Svend Håkonsons datter — og deres søn hed Svend. Kong Svend havde mange frillebørn; han havde 14 sønner, der overlevede barnealderen: Den ældste hed Knud, men han døde på en Romfærd i sin fars levetid; den næste hed Harald; den tredje Knud den Hellige; den fjerde Oluf; den femte Svend; den sjette Erik den Gode; den syvende Torgisl; den ottende Sigurd; den niende Benedikt; den tiende Bjørn; den ellevte Guttorm; den tolvte Ømund; den trettende Niels; den fjortende Ulf — som blev kaldt Ubbe. Kong Svends døtre var: Ingrid, som siden blev gift med den norske kong Olav den Fredelige Haraldson; den anden var Ragnhild, som var gift med Svend — Askel Erlingsons søn — og deres søn var Knud på Sola.

Svend Ulfsøn var en så god og vellidt konge, at ingen danekonge har været mere afholdt af hele landets befolkning; han var længe konge over Danmark. Torgisl — kong Svends søn — drog østpå til Gardarige; han havde dér en fornem slægt på sin mors side, og dér voksede han op og blev taget til konge og kom ikke siden til Danmark. Sigurd — kong Svends søn — faldt i Vendland.


Om kong Svend

24. Da kong Svend havde regeret Danmark i 29 år efter kong Magnus den Godes død, var han østpå i Jylland; han lod da indkalde til ting, og der kom mange mennesker. Da tinget var sat, tog kong Svend ordet og sagde: »Måtte Gud lønne jer danskere for den kærlighed og lydighed, som I længe har vist mig; jeg forventer, at det også i fremtiden vil forholde sig sådan med hensyn til de sager, som jeg anser for meget vigtige. Jeg har holdt den gamle lov over for jer danskere, men nu er der tale om en sag, hvor I vil mene, at jeg bevæger mig ud over loven. Sådan er det også. Jeg vil bede om det, at I lader mig vælge kongen efter mig; jeg beder om dette af den grund, at jeg har mange og velskikkede sønner, og jeg vil hellere skifte riget og kongemagten mellem dem, end at de afgør sagen med indbyrdes ufred, som vil medføre stridigheder og hærgen i landet.« Kongen talte ikke længe, men da han sluttede talen, blev hans sag mødt med gode tilråb, og fordi han var så elsket og afholdt, samtykkede alle i hans bøn. Det blev da fastsat ved lov og stadfæstet ved våbentag, at kong Svend blandt sine sønner skulle vælge, som han ønskede, hvem der skulle være konge i Danmark efter ham. Da tog kong Svend ordet og sagde dette: »Harald er — som I véd — min ældste søn, men af alle mine sønner er Knud mest moden af sind og bedst øvet i idrætter, og nu er han også øvet i at lede hæren, og det forekommer mig, at blandt mine sønner er han den bedst skikkede til at være konge. Jeg ønsker at kåre ham til konge efter mig.« Dermed sluttede tinget.


Svends død

25. Kong Svend tog herefter tilbage til den landsby, hvor han forinden havde taget ophold; den hedder Søderup. Da kongen kom til sit herberg, lod han sin seng gøre klar og lagde sig syg, og denne sygdom blev hans død. Hans lig blev ført til Ringsted, og dér blev han begravet. Kalv Måneson fortæller i det kvad[6], han digtede om Knud den Hellige — kong Svends søn — at kong Svends lig på 13 dage blev ført fra Jylland i syd og nordpå til Ringsted med megen pragt og et værdigt ligfølge. Kong Svend døde tredje kal. Maii; da havde han været konge i Danmark i 29 år, siden kong Magnus døde, men forud været i krig med kong Magnus i 2 år. Kong Svend døde 10 år efter Harald’ernes fald i England; der var da forløbet 40 år siden Gamle-Knuds død.

Kong Svend var den smukkeste mand; han var også større og stærkere end andre, ydmyg og venlig i tale, yderst gavmild, veltalende, myndig og retsindig, tålmodig og særligt rask og våbendjærv. Han var ikke sejrrig i kamp, således som det allerede er blevet fortalt her. Således siger Stein Herdisson i Nissanviserne, som han digtede om kong Harald Sigurdson:


Ros jeg byder ravnens
raske hungerstiller;
den anden ormelejets
yder dog jeg hylder:
Aldrig — han, som ytrer
andet, lyver — så man
til oddeting to så
tapre fyrster mødes.


Og fremdeles kvad han:


Daners drot var næppe
dengang fra strid veget
(sandt jeg helst den snilde
søn af jarlen skildrer),
havde syd for havet
hærskjoldes bærere
(sværd blev svungne) ravne-
sultens stiller hjulpet.


Harald tages til konge

26. Efter kong Svends død opstod der straks stor uenighed mellem hans sønner, og de samlede hver især deres venner for at få støtte. Asbjørn Ødanejarl havde gift sin datter med Harald — kong Svends søn — og han søgte med den største kraft at gøre Harald til konge, og han fik mange andre høvdinge med sig; de påpegede det, som var gammel lov: At den ældste kongesøn skulle være konge. De lagde ingen vægt på, hvad kong Svend havde sagt, eller hvad de havde lovet ham. Knud — kong Svends søn — havde forinden været på hærtogt i Østersølandene, og han havde en stor hær og en god flåde. Kalv Måneson fortæller i sit kvad, at Knud havde besejret ti konger, da han hærgede i Østersølandene. Begge brødre — Knud og Harald — søgte nu til Jylland, for dér skulle kongen vælges på Viborgtinget; der var en stor menneskemængde til stede.

Da tinget var sat, og de høvdinge, som man kunne forvente, var ankommet, talte den ene efter den anden, og det stod da klart, hvem der støttede hvem. Således gik hele den dag, indtil det blev nat, men da var man ikke nærmere en løsning end før. Dagen efter, da folk var mødt på tinget, og nogle mænd havde talt, rejste en mand sig i bondeflokken og sagde således: »Vi jyder har længe haft magten til at vælge kongen over Danevældet; vi danskere har altid haft gode konger, og den konge, som vi lige har haft, besad alt, hvad der tjener en konge til ære, det vil sige kraft og myndighed til at tage vare på landet, for vort land er meget udsat for vikingers hærgen. Vi har brug for en konge, som allerede er erfaren i kamp og forstår at styre en hær og dermed landet og loven; han skal også besidde både kløgt og snilde til at være høvding. En konge må være veltalende og behersket, men dog hård med retfærdige straffe, og gavmild med gods, for han modtager af mange og skal derfor også givet meget. Det er også til hans pryd at være flot og smuk og hæderfuldt klædt i det bedste udstyr. Lad os nu tage den til konge, der som den eneste besidder alle disse egenskaber, som her blev nævnt, for en god konge er bedre og mere gavnlig for os end alle vores gamle love. Alene Knud lever op til det, som her blev nævnt, og ham vil vi tage til konge. Kong Svend traf også så gode beslutninger for sine landsfolk, at det vil gavne alle bedst at følge hans råd i sådanne sager, som betyder meget for os.« Hans tale fik et stort bifald, og alle fandt, at det var vel talt. Der var en mægtig mand, der hed Ejvind Bifra,[7] som var en god ven af jarl Asbjørn; han rejste sig og talte, så snart han kunne få ørenlyd, og han sagde: »Det er en meget vanskelig sag, vi har til behandling her, men ikke desto mindre byder nødvendigheden, at vi vælger, hvem der skal være konge over os. Alle kan se, at Knud besidder de fleste egenskaber, der kræves for at være konge over Danmark, selv om vores gamle lov snarere peger på en anden. Jeg vil ikke tale imod ham, men hvis vi skal bryde loven, var det dog passende, at alle landets styrere og høvdinge gav deres samtykke og alle blev enige om det samme. Bjørn — kongens bror — er ikke til stede her på tinget, og han er den ypperste mand i landet og har mest at skulle have sagt. Dette er en ikke ubetydelig vanskelighed, for det forekommer mig tilrådeligt, at alle de bedste mænd, der har noget at skulle have sagt, bør være med i dette. Lad os mødes her i morgen, og så vælger vi os en konge i henhold til loven, selv om det meste lige nu peger på Knud.« Således sluttede tinget, og Knud tog ned til sine skibe.

Samme nat holdt høvdingene møde for at tale sammen; til stede var Harald Svendsøn og hans svigerfar — jarl Asbjørn — og Bjørn — kongens bror — og Ejvind Bifra og mange andre af deres venner, som ville have Harald som konge. Da talte Ejvind Bifra og sagde: »Vi holdt i dag ting med Knud, og det gik dér — som jeg tidligere fortalte jer — således at Knud fremlagde sin sag godt; han havde en ulovlig sag, men han fik den alligevel fremmet så meget, at alle syntes om det. Det kom af hans snilde og den listighed, som han havde lagt i munden på den mand, der talte sådan i vores flok, at hele forsamlingen bruste op i enighed om at ville have Knud til konge. Af den grund afbrød jeg tinget. Nu er der ikke andet for os at gøre — hvis vi fortsat vil sætte kræfterne ind på få Harald til konge — end at fuldbyrde det, uden at Knud er til stede. Nu skulle vi få nogle listige og lumske folk til at holde ting med Knud, men samtidig skulle nogle holde et hemmeligt ting, hvor de tager Harald til konge.« Alle fandt dette råd godt, og det blev gjort sådan. Ejvind Bifra — og med ham en stor skare bønder — blev sendt til tinget med Knud. Og da tinget var sat, ankom Knud. Han rejste sig op og talte godt og længe og bad bønderne give sig kongenavn, som man tidligere havde drøftet. Da svarede Ejvind Bifra og bad bønderne afvente ankomsten af jarlen eller andre høvdinge, som man måtte formode kom til tinget, »— for jeg finder det mest passende, at de fleste af de mænd, der har noget at sige, skal være til stede, og jeg forventer ikke, at nogen har noget at indvende imod dette.« Han drejede derpå sin tale derhen, at han opregnede Knuds egenskaber, og han talte længe og godt om, at af alle Svends sønner ville Knud være bedst egnet til at blive konge; han brugte mange sande ord om dette, og han talte længe, men inden han havde afsluttet talen, kom der folk til tinget og fortalte den nyhed, at Harald Svendsøn var blevet taget til konge over hele Danevældet. Da Knud hørte dette blive fortalt, rejste han sig straks og gik derfra til sine skibe, og da han kom ombord, undrede det alle, der så ham, hvordan han så ud; nogle troede, at han var blevet såret, for hans ansigt var rødt som blod. Han satte sig uden et ord på højsædekisten; ingen vovede at tale til ham, og sådan stod det på en stor del af dagen.

Ejvind Bifra opsøgte straks Harald og jarl Asbjørn og de andre høvdinge, der havde deltaget i denne plan; han fortalte disse nyheder og tilføjede, at man efter hans mening nu måtte vente ufred i landet. De siger, at det ikke kan være anderledes, og at de må sørge for, at den konge, de har valgt, beholder landet. Ejvind sagde: »Det skal være mit råd at tilbyde Knud forlig, for han vil være hård for jer at tage ved hornene, hvis han vælger ufred.« Jarlen svarer: »Nu kender vi Knuds stolthed, og han kan ikke formildes med forligsbod.« Ejvind svarer: »Knud er streng og stormodig, klog og gudfrygtig, og han kan se alle de vanskeligheder, denne sag frembyder, hvis han skal kæmpe imod sin bror og ikke tage andet fra ham end kongemagten, såfremt det skal gå an.« Jarlen svarer: »Hvad mener du, han skal tilbydes?« Ejvind sagde: »Tilbyd I ham jarledømme og Sjælland og tilmed, at alle danske høvdinge vil sværge på, at Knud skal være konge, såfremt han lever længere end sin bror — Harald — hvem der så end stadig er i live af kong Svends sønner.« Jarlen svarer: »Knud ønsker ikke andet end at blive konge.« Ejvind svarer: »Det véd man ikke, før man har prøvet det; jeg vil tage hen til Knud igen med dette tilbud, såfremt I ønsker det.« Dette gav de alle samtykke til. Ejvind opsøger Knud og fandt ham på skibet og gik for ham og forelagde dette ærinde. Det varede noget, inden Knud svarede, og da han tog til orde, sagde han: »Jeg vælger det, som I måske vil finde mindre stormandsagtigt: Jeg vil hellere opgive kongenavnet end at kæmpe med min bror — Harald — om magten. Så må Gud skifte imellem os.« Ejvind tog derpå imod dette forlig fra Knud og kyssede ham på hånden og fik hans tilladelse til at forelægge dette for kong Harald. Forliget kom i stand og blev stadfæstet med eder.


Kong Haralds død

27. Kong Harald Svendsøn overtog kongemagten i Danmark efter sin far, som det lige blev fortalt. Så blev Knud Svendsøn jarl over Sjælland, og deres forlig og broderskab holdt sig vel, så længe de levede. De øvrige sønner af Svend, som ikke havde et rige at råde over, var utilfredse med deres lod, og der var megen uro i landet, således som det siges her:


Kom og hør mig kvæde:
En kamp har ramt Danmark;
Svends sønner har stredes,
siden fa’rens bortgang.
Harald holder riget;
hårdt vil han bekæmpe
(snart vil visen slutte)
sine elleve brødre.


Kong Harald var en stilfærdig og tilbageholdende mand; han var ordknap og talte ikke på tinget, så andre førte for det meste ordet for ham. Han var heller ikke videre beslutsom i sager, hvor det var påkrævet; han var ingen kriger, rolig og fredelig over for folket og der var ikke megen myndighed over ham; alle i landet gjorde nærmest, som de ville. Danskerne kaldte ham Harald Hén, men da han havde været konge i 4 år, døde han af sygdom.


Her indledes kong Knuds saga

28. Efter kong Haralds død holdt danskerne Viborgting; de skulle altid vælge kongen på dette ting. Dér blev Knud Svendsøn nu taget til konge over hele Danevældet efter alle indbyggernes beslutning; han blev snart en magtfuld og myndig konge. Han talte på et ting, hvor han da sagde: »I danskere lønnede kong Harald — min bror — den godvilje, han viste jer ved at være mild og venlig imod jer, på den måde, at I kaldte jeres konge for Harald Hén, og det gjorde I for at spotte ham. Nu skal jeg til gengæld lønne jer på en måde, så I får ondt ved at tage det; jeg skal nu være jer en hård hvæssesten.«[8]

Kong Knud drog gennem landet, og da han kom til Halland, holdt han ting dér, og han taler selv på tinget og bad bønderne låne sig rideheste, mens han gennemrejser landet dér, for han var ankommet dertil på skib. En bonde — ham, der var mest veltalende og gerne stod i spidsen for bønderne — rejste sig og talte og sagde, at bønderne ikke ville tåle strengere pålæg af kongen, end hvad der var gældende efter gammel lov. Da han havde talt, gav bønderne hans tale et stort bifald og sagde, at de ville have det sådan, at de ikke fik nogle pålæg eller pligter af kongen. Da denne knurren ophørte, sagde kongen: »I har gjort vel — bønder! — når I siger, at I vil yde mig i henhold til loven, men ikke mere end det; jeg véd også, at I vil lade mig opnå min lovlige ret fra jer. Jeg vil da have min ejendom i fred for jer.« Heri samtykkede alle. Da sagde kongen: »Så vil jeg forbyde jer hallændere at lade den skov, som jeg ejer og som ligger her tæt på, udnytte eller afgræsse, og det gælder både jeres svin og øvrige husdyr.« Dette fik bønderne til at miste mælet, og de indså, at dette ikke duede for dem, for der findes kongsskov overalt i Halland, og hallænderne har en stor mængde svin, som går i bøgeskov eller egeskov. Bønderne tog nu den beslutning at rette sig efter alt, hvad kongen krævede; dette indgik de en aftale om, for bønderne kunne ikke være tjent med det andet. Samtidig blev den bonde dræbt, som særligt havde ført ordet imod kongen.

Derefter drog kong Knud gennem Halland, således som han havde haft til hensigt, og dømte folk efter landsloven. Og da kong Knud kom ud til Skåne, holdt han dér ting med mange fremmødte. Bønderne fandt hans krav rigeligt strenge, og de råber nu alle på én gang og afviste det, som kongen forlangte, og de sagde, at de aldrig ville yde kongen flere skatter eller afgifter, end hvad der fremgik af loven. Da man igen fik ørenlyd, sagde kongen: »I skåninger er kloge folk! Jeg kan forstå på jeres fremgangsmåde, at I har erfaret, hvordan det gik i mit mellemværende med hallænderne; på en meget snildere måde afviser I det, jeg kræver af jer, for her kan jeg ikke anklage en enkelt mand for svarene. Men det, jeg tidligere krævede af hallænderne, vil jeg tilsvarende kræve af jer: At I lader mig have min ejendom i fred for jer.« Heri samtykkede alle. Da sagde kongen: »Alle må vide, hvad der her i Danmark er kongens ejendom, og hvad der er bøndernes ejendom; kongen ejer al ødemark her i landet, er I ikke enige i det?« Alle bekræftede, at sådan forholdt det sig. Han erklærede da søen og andre ubebyggede områder for ødemark. Derpå sagde kongen: »Så påstår jeg at eje Øresund; jeg vil forbyde jer alt det fiskeri, som I hidtil har haft dér, når ikke I vil rette jer efter mine ord og yde mig det, som jeg behøver.« Men da kongen havde sagt dette, indså alle, at det ville være umuligt for dem ikke at have sildefiskeriet i Øresund. Man traf den beslutning, som også hallænderne havde truffet, at lade kongen råde alene og sige ja til alt, hvad han krævede. Og således sluttede det ting.


Om kong Knud

29. Kong Knud var en mægtig mand, som straffede strengt og gjorde meget for at bekæmpe forbrydelser. Mens Harald Hén havde været konge, var der ikke blevet gjort meget for at bekæmpe forbrydelser, hverken indenlandske folks eller de vikingers, som dengang hærgede i Danmark — det var både kurer og andre folk fra Østersølandene. Men da Knud var blevet konge, forsvarede han landet hårdhændet og jog alle hedninger bort fra sit land såvel som fra havet, således at ingen på grund af kong Knuds magt og hærformåen vovede at hærge i Danmark. Han lod enhver dræbe, som blev fundet skyldig i tyveri, og ligeledes lod han alle drabsmænd og røvere dræbe — indenlandske som udenlandske. Den, der lemlæstede en mand på hånd eller fod eller på anden måde mishandlede ham, måtte selv udstå en tilsvarende straf. Der stod en så vældig rædsel om ham og hans magt og straffe, at ingen vovede at stjæle i hans rige. Kong Knud sagde således om den mand, der forlod sin ulåste bolig, eller ham, der havde en hest, som ikke stod lænket og som blev stjålet, og hvad han end mistede, fordi det blev stjålet fra ham, at vedkommende skulle komme til ham, og få godtgørelse dér, og han sagde, at han så skulle straffe dem, der havde stjålet. Han gjorde ingen forskel på rig og fattig i sine domme, men folk, der mistede ansete slægtninge ved kongens dom, lagde ham det meget til last, selv om anklagerne havde været sande.


Knuds giftermål

30. Kong Knud satte sin bror — Erik — til at være jarl over Sjælland og gav ham den magt, han selv havde haft, inden han blev konge. Og deres broderskab gik godt, så længe de begge levede. Knuds bror — Benedikt — var altid hos ham i livvagten; han var den smukkeste mand og større og stærkere end alle andre. Oluf Svendsøn var jævnaldrende med sin bror — kong Knud; han var en lille, uskøn mand med et hæsligt udseende, veltalende og en stor kriger. Kong Knud var gift med Edla — en datter af hertug Baldvin af Flæmingeland — og deres søn hed Karl. Torgisl Svendsøn blev — som det tidligere blev skrevet — taget til konge østpå i Gardarige, og han gjorde ikke krav på magten i Danmark.


Om kong Knud og en præst

31. Det skete engang, da kong Knud drog gennem landet på gæsteri med sin livvagt, at han kom til et flot gilde. Dér på gildets første aften så kongen en så skøn kvinde, at han næppe havde set en kvinde, der var skønnere. Hun var gift med en indflydelsesrig præst. Kongen så forelsket på hende; han tilkaldte sin talsmand og sagde, at denne skulle ordne det, således at kvinden her befandt sig i sengen hos kongen om natten. Og da ingen vovede at sige kongen imod — og da slet ikke at handle imod hans vilje — blev der gjort, som kongen havde beordret. Om aftenen blev kongen fulgt til sengs, og i denne samme seng lå kvinden, som før blev omtalt, allerede. Da kongen var klædt af, anbringer han sig i sengen, og da folk havde gået ham til hånde, således som det er skik, forlod de stedet, mens kongen lægger sig ned og vender sig blidt imod hende. Hun sagde til ham: »Må Gud beskytte dig — herre! — nu og altid. Gør nu så vel, som er passende for din værdighed, men tilføj ikke mig skade eller dig selv mén. Så godt og smukt som du leder andre folk i dette land til ærbarhed, var det dog tilsvarende passende, at du udviste den største anstændighed, for du er den fremmeste af alle mænd her i landet. Nu vil jeg bede om det, at når du står foran den konge, som er almægtig, da vil han lytte til din bøn, som du nu lytter til min.« Kongen svarer: »Jeg tilstår dig, hvad du beder om, for jeg ser, at du beder om dette af stor godvilje, og det er mere sømmeligt at gøre, som du ønsker. Det kræver lige nu en vis selvbeherskelse ikke at gøre, som man lyster, men dette er dog en lille ting sammenlignet med de store ting, som vor herre Jesus Kristus har udholdt for vores skyld.« Derpå stod kongen op og gik væk og fandt sig et andet leje for natten.

Om morgenen tilkaldte kongen den præst, der var gift med denne kvinde, og sagde til ham: »Du har en god kone — præst! — og vær god ved hende, for jeg tror, at der her i vores land kun findes få, der er tilsvarende gæve.« Kongen trak da en guldring, som både var god og stor, af fingeren. Så sagde kongen: »Denne guldfingerring skal du have af mig i vennegave — præst! — og hvis nogen behandler dig dårligt eller foruretter dig, så kom til mig, så skal jeg gøre noget ved det.« Præsten takkede med smukke ord for gaven og venskabet, der fulgte med. Kongen bad ham ikke takke så meget for dette, »— for til at begynde med ville jeg gøre mig til din uven, men nu beder jeg dig om at tilgive mig det.« Præsten sagde, at det gjorde han gerne. Siden skiltes de, præsten og kongen. Kongen var ved dette gæstebud en tid, men drog derfra til andre gæstebud.


Beskrivelse af Danmark

Danmark satellit.jpg

32. Danmark er et stort rige, men det ligger meget spredt. Den største del af Danevældet hedder Jylland; det ligger mod syd langs havet. Dér findes den sydligste bispestol i Danmark — i Hedeby — og i det bispedømme er der 350 kirker og 130 skibe til kongens ledingsudbud. Den anden bispestol i Jylland findes i Ribe; i det bispedømme er der 324 kirker og 120 skibe til kongens ledingsudbud. Den tredje bispestol i Jylland findes i Århus; i det bispedømme er der 210 kirker og 90 skibe til kongens ledingsudbud. Den fjerde bispestol i Jylland findes i Viborg; i det bispedømme er der 250 kirker og 100 skibe til kongens ledingsudbud.

I Jylland finder man Limfjorden; det er en stor og berømt fjord; den går fra nord til syd. Nord for Limfjorden findes en smal tange mod havet vestpå, som kaldes Haraldstangen; kong Harald Sigurdson lod sine skibe trække over dér, da han flygtede fra kong Svend Ulfsøns ufred, således som det fortælles i Kong Haralds saga. Vest for Limfjorden ligger det rige, der hedder Vendelskagen og som strækker sig nordpå; dér findes den femte bispestol i Danmark på det sted, der hedder Hjørring; i det bispedømme er der 150 kirker og 50 skibe til kongens ledningsudbud. Helt fra Vendelskagen i vest og sydpå til Ribe kaldes det for Jyllands Side.

Mellem Jylland og Fyn løber Middelfartsund. På Fyn findes den sjette bispestol i Danmark i den by, der hedder Odense; i det bispedømme er der 300 kirker og 100 skibe til kongen. Mellem Fyn og Sjælland løber Bæltsund. På Sjælland findes den syvende bispestol i Danmark — i Roskilde; i Sjællands bispedømme er der 411 kirker og 120 skibe til kongen. Nord for Sjælland løber Øresund, og nord for Øresund ligger Skåne og Halland. I Skåne findes ærkebispestolen i Lund; det er den ottende bispestol i Danmark; i det bispedømme er der 353 kirker og 150 skibe til kongen; dette er den mægtigste bispestol i hele den danske konges rige.

Mellem disse lande, der her blev omtalt — Jylland og Skåne — findes mange store øer, som ikke tidligere blev nævnt. Samsø hører under Århusbispen og Læsø hører under Viborgbispen — og de ligger vest for Fyn. Als hører under Hedeby; Lolland, Ærø og Torslund[9] og Langeland — disse fem øer[10] hører under bispen på Fyn. Møn og Falster hører under bispen på Sjælland. Bornholm ligger i havet øst for Skåne; det er et stort rige, som hører under ærkebispestolen i Lund; dér findes 12 kongsgårde og 14 kirker.

Alle disse lande, som her er omtalt, hører til den danske konges rige, og de er både store og folkerige. Disse lande udgjorde i gamle dage mange kongeriger.


Blod-Egils herkomst

33. Der var en mand, der hed Ragnar. Han var dansker og stammede fra det sydlige Jylland. Han var en mægtig mand og boede på det sted, der kaldes Ragnarssted — det er i Ribe bispedømme. Dér findes også den sø, der er opkaldt efter ham, og som hedder Ragnarssø. Ragnar havde været en kær ven af kong Svend Ulfsøn, og han havde altid tjent denne, så længe de begge var i live. Ragnars søn hed Egil. Han var en særligt fremragende mand, stor og stærk, mere våbenduelig end andre og en meget stor kriger.


Om Egil

34. Det skete i Danmark, at en mægtig mand, der hed Åge, døde på Bornholm. Dér havde han rådet for de tolv kongsgårde, som kongen ejede på Bornholm. Nu henlå det rige ubesat og høvdingeløst. Der blev da sendt folk til kong Knud, for at han skulle gøre noget, og de fortalte ham, hvad der var sket, og bad ham om at sætte en anden mand til magten.

På samme tid kom Egil Ragnarsøn til kong Knud og tilbød ham at blive hans mand og tjene ham trofast. »Mine slægtninge har også tidligere haft en lignende beskæftigelse«, sagde han, »— som du véd — herre!« Kongen svarer: »Du er en stor og fremtrædende mand, og du mangler ikke mandsmod, men du har ikke på alle måder lykken med dig. Da du imidlertid er meget driftig, som vi véd, skal jeg overlade dig styrelsen på Bornholm. Du skal være skyldig til al leding og alle kongelige forpligtelser, og jeg vil udtage tre af de gårde, som jeg ejer dér, men du skal dog råde over de øvrige kongsgårde, som jeg ejer på Bornholm.«

Egil gik ind på disse vilkår og blev tildelt magten over dette rige. Han blev snart mægtig og omgav sig med mange folk, og han havde en stor hærstyrke. Han var gavmild med penge og levede på stormandsvis og var altid på hærtogt om sommeren og skaffede sig store værdier, som han brugte på sine folks underhold om vinteren. Han var vellidt blandt sine folk. Han forsvarede også landet hårdhændet og djærvt. Da dette havde stået på en tid, blev mange af hans værdier brugt til de udgifter, han havde, idet han modtog færre midler fra kongen end de folk, som førhen havde haft de kongelige forpligtelser dér, men han havde større udgifter. Dette syntes Knud ikke godt om, og han bad Egil skære ned på sine mange folk og sagde, at han havde forbudt hærgen indenlands.


Da Egil drak blod

35. En sommer drog Egil fra landet med sit hærfølge. Han havde 18 skibe og drog til Vendland, og da han kom frem, hærgede han. Venderne samlede sig og fik en umådelig hær og drog derpå imod Egil med denne styrke, og da de mødtes, blev det et stort slag, hvor der faldt mange folk på begge sider. Egil går godt og mandigt frem og kæmper på krigervis. De sloges på skibene, og ved siden af Egils skib lå det skib, som vendernes høvding var på. Da kampen var på sit højeste, og man ikke kunne forudse, hvem der måtte bøje sig, sprang Egil fra sit skib over på vendersnekken og huggede efter høvdingen og sårede ham dødeligt, og straks efter sprang Egil baglæns og lige så hurtigt tilbage på sit eget skib. Efter dette tog venderne flugten, og Egil vandt en strålende sejr og mange værdier. Han var så træt, at han næsten mistede bevidstheden, og da han satte sig op på sit skib, bad han om at få noget at drikke. Tjeneren sagde: »Der har her i dag været et sådant slagsmål på skibene, at alle vores tønder er slået i stykker, og al drikken er løbet ud i bunden af skibet.« Egil svarede: »Jeg kan nok drikke den alligevel.« Tjeneren svarede: »Gør det ikke— herre!« sagde han, »— for det er mest menneskeblod.« Egil rejste sig og tog hjelmen af hovedet og stak den ned i bunden af skibet og drak tre store slurke. Efter dette vendte Egil sejrrig om, og han kom om efteråret tilbage til Danmark og drog siden hjem til Bornholm. Nu var der ingen mangel på penge til underhold af hans folk om vinteren. Dette rygtedes vidt omkring, og det kom for kong Knud. Kongen roste — som andre — Egils stordåd og sejr, men han talte kun lidt om det, man fortalte ham om Egils drik. Egil fik et tilnavn af denne hændelse og blev kaldt for Blod-Egil.


Om Egil

36. Da Egil havde opholdt sig hjemme en kort tid, opsøgte han kong Knud. Kongen tog på passende vis imod Egil og spurgte til hans rejser. Egil svarede på det, som kongen spurgte om, for han talte gerne om dette. Siden kaldte kongen ham til samtale under fire øjne og spurgte, om det var sandt, som det var blevet ham fortalt, at Egil havde drukket menneskeblod. Egil svarede: »Der ligger meget til grund for det« — men sagde dog, at han ikke havde tænkt særligt over det før. »Hvordan kunne det gå så galt?« sagde kongen. Egil sagde, at han var blevet så voldsomt tørstig af træthed og udmattelse, at han næsten ikke kunne udholde det, og der var ikke andet at drikke. Kongen svarede: »Denne sag er blevet ganske alvorlig, for det er meget ukristeligt gjort. Det siges, at jeg plejer at straffe forseelser, der er mindre, men fordi jeg bryder mig godt om dig, som det er gået hidtil, og på mange måder finder din tjeneste god, så vil jeg ikke for denne gang fælde så hård en dom, som mange nok forventer. Jeg vil give dig det gode råd, at du gør bod over for Gud og snarest fortæller det til præsterne og bekender dine synder. For så vidt min ret er blevet krænket i denne sag, ønsker jeg at tilgive dig, men denne gerning — at du har drukket menneskeblod — forekommer mig ikke mindre, end hvis du havde spist kogt menneskekød.« Egil lovede kongen, at gøre dette. Derpå opholdt Egil sig nogle dage hos kongen, og inden han og kongen skiltes, indbød Egil kongen til gæstebud hos sig: »Jeg forventer — herre!« sagde han, »— at det skal bringe mig lykke, at du kommer for at se min bolig.« Han talte meget til kongen, for at denne skulle takke ja til at besøge ham. Kongen lovede, at han ville tage af sted, når vinteren var slut. Efter dette drog Egil hjem, og han sad hjemme på Bornholm den vinter.


Om kongen og Egil

37. Om foråret gjorde kong Knud klar til sin rejse til Bornholm. Egil havde dér forberedt et storslået gæstebud for ham. Kong Knud drog til gæstebuddet med et meget stort følge. Der var et stort hus — som en kongshal — som var fuldstændig beklædt med skjolde. Kongen opholdt sig dér på gæstebud i tre dage, og han var særdeles glad og i godt humør. Egil tog afsked med kongen med stormandsgaver. Da sagde kongen til Egil: »Hvordan er det nu — Egil!« sagde han, »— har du gjort, som jeg sagde til dig sidst og fortalt præsterne om din ugerning og forsonet dig med Gud?« Egil svarede: »Det har jeg ikke — herre!« sagde han, »— for jeg har glemt det igen.« Kongen bad ham ikke udsætte det længere. Egil sagde, at det skulle ske, og de skiltes da i venskab. Egil drog på hærtogt om sommeren og skaffede sig igen mange penge. Han kom hjem til efteråret, men han opsøgte da ikke kongen.


Om Egil

38. Kongen erfarede, at Egil igen havde være på hærtogt om sommeren, og han syntes ikke godt om dette, fordi han forbød folk at stjæle og anstifte uroligheder i sit rige. Kongen indkaldte Egil til møde med sig om vinteren. Egil opsøgte kongen, og kongen tog godt imod ham. Kongen og Egil indledte straks deres samtale, og kongen spurgte: »Har du hærget igen i sommer — Egil?« Egil sagde, at det havde han. Kongen svarede: »Du handler ondt, når du gør dig til viking — det er hedenske folks vane, og jeg vil forbyde dig det. Jeg har også fået at vide, at du omgiver dig med så mange folk, som konger gør, og på alle måder anlægger deres skikke, hvorved du øder dine værdier væk, og forgriber dig på andres ejendom, når du selv mangler. Der kommer mange til mig, der klager over sådant, og mener at være udsat for angreb og afstraffelse af dig. Jeg ønsker,« fortsatte han, »— at du skærer ned på dit folkehold og ikke gør dig større, end din slægt og afstamning berettiger til. Jeg vil, at du på alle måder udviser mådehold, såfremt du ønsker at tjene mig. Men hvordan forholder det sig nu — Egil!« sagde kongen, »— med den sag, som jeg et par gange har mindet dig om, og som du nok erindrer? Har du gjort bod for det?« Da svarede Egil vredt: »Jeg mener — herre!« sagde han, »— at selv om du ofte minder mig om den sag, så må det dog først og fremmest være op til mig selv, at træffe mine beslutninger.« Da svarede kongen: »Nu forventer jeg, at det vil vise sig — som jeg sagde til dig den første gang, jeg mødte dig — at du ikke i alle henseender ville have lykken med dig. Så meget, som du her forsømmer hensynet til dit bedste i denne sag, vil jeg på ingen måde længere have dig i min tjeneste, og du skal fra nu af ikke længere varetage mine ejendomme.« Egil svarede: »Du bestemmer over dine ydelser til mig — herre! — og det vil måske undre dig,« sagde han, »— at jeg ikke skal optræde mindre stormandsagtigt, selv om jeg kun har mine egne indtægter. Jeg skal ikke bede dig om flere tjenester, end du selv bryder dig om.« Kongen svarede: »Du behøver ikke, at gøre dig så stor — Egil!« sagde han, »— jeg har bøjet nakken på federe bukke end dig. Jeg forventer, at det vil være værre for dig end for mig, at vores venskab ophører. Jeg tænker, at der vil overgå dig noget, som er endnu større end det, der allerede er kendt om dine forhold.« Derpå skiltes kongen og Egil uden særlig blidhed. Kong Knud satte herefter en anden mand til magten på Bornholm, og Egil afstod fra styrelsen af riget. Egil opholdt sig da hjemme på sin gård, men mindskede ikke sit folkehold — nu havde han snarere endnu mere pragt og noget flere folk, end før han gav magten fra sig.


Et skib går tabt

39. På denne tid blev Norge regeret af Olav den Fredelige — kong Harald Sigurdsons søn. Han var gift med Ingrid, der var en datter af kong Svend Ulfsøn og søster til kong Knud. Der bestod et nært venskab mellem de to svogre.

En sommer skete det, at et skib, der både var stort og rigt lastet, blev gjort klar til udfærd fra Norge. Skibet var ejet af købmænd, der agtede sig til Estland eller et andet sted langs Østersøkysten. De sejlede først til Danmark og derefter østpå gennem Øresund og således østpå til Bornholm. Derefter forsvandt dette skib, uden at man fik efterretninger om det, og man fandt intet fra skibet — hverken folk eller last. Dette forekom folk meget underligt, og der blev gættet meget på, hvad der var sket. Olav Norskekonge sendte bud til sin svoger — Knud Danekonge — og bad ham eftersøge skibet og finde ud af, hvad der var sket, og det lovede han.


Egils død

40. Kong Knud gjorde sig engang klar til at drage til Bornholm med nogle skibe. Med ham på turen var hans bror — Benedikt — og to andre brødre — Svend og Astråd. De var danske mænd, mægtige og af fornem slægt, og de blev benævnt efter deres mor og kaldt Torgunnasønnerne. Torgunna — deres mor — var en datter af Vagn Ågesøn. Brødrene var berømte folk og kære venner af kong Knud. I kong Knuds færd deltog endvidere flere høvdinge, som ikke er nævnte ved navn.

Kong Knud sejlede til Bornholm med sin hær, da han fik gunstig vind. Det var især kongens ærinde at forsøge at finde ud af noget om det skib fra Norge, der var gået tabt, for kong Knud lagde meget vægt på dette og ville gerne vide, hvad der var sket. Da de var tæt på Bornholm, sejlede de ind til nogle øer, og kongen beordrede at lægge til land dér, hvilket de gjorde. Derpå gik de i land. Kong Knud gik langs med stranden, og dér fandtes mange, store sten. Kongen betragtede stenene og så, at de var meget røde. Kongen spurgte sine folk, hvordan det kunne være. De svarede: »Den slags kan du nok bedst afgøre — herre!« Kongen svarede: »Jeg tror, at der her engang har været et stort bål. Det kan være, at det, som jeg længe har formodet vedrørende Egil og mig, nu kommer frem. Det er ikke til at skjule,« sagde kongen, »— at jeg tror, at dette er forvoldt af mennesker, men det vil snart vise sig. Nu skal vi ikke opholde os længere her for denne gang.«

Kongen drog nu videre. Han tog ophold ikke langt fra Blod-Egils gård. Egil havde på denne tid overordentlig mange folk hos sig, således at han havde en livvagt næsten som en konge, og det undrede folk meget, at han kunne ernære så stor en flok, når der ikke var de samme indtægter til rådighed, for Egil havde indstillet hærtogterne, men manglede dog ikke midler til folkenes underhold. Folk fortalte kongen meget om Egils og hans folks skikke, og man kunne mærke på kongen, at han ikke var tilfreds med det, han fik at høre.

Denne samme aften lod kong Knud folk drage hen til Egil, og de var anført af Benedikt — kongens bror — og med ham var brødrene Svend og Astråd. De var i alt hundrede mand. De drog af sted, indtil de om natten kom til Egils gård. Egil og hans folk plejede at drikke til midnat eller senere, og da Benedikt og de andre kom til gården, gik de ind i drikkestuen. Egil og nogle folk sad da endnu og drak, men de fleste mænd var gået til ro. Benedikt og de andre omringede stuen, men da Egil og hans folk blev klar over ufreden, sprang de efter deres våben og agtede at forsvare sig. Benedikt sagde, at deres bedste vilkår var at overgive sig, og da Egil indså, at de var i undertal, gik han ud og overgav sig til dem. Derpå blev han pågrebet, og Benedikt førte ham med til kong Knud, mens Torgunnasønnerne blev tilbage med en del af styrken for at påse, at ingen af Egils folk slap væk.

Da Egil kom for kongen, sagde kongen: »Der går længe imellem, at vi mødes nu — Egil! — og jeg skal ikke skjule for dig, at jeg ønsker, at dette skal være den sidste gang.« Egil svarede: »Det har du også magten til denne gang — herre! Jeg forventer dog ikke,« sagde han, »— at nogen vil kalde dig en bedre høvding eller en større konge, selv om du dræber sagesløse folk.« Da svarede kong Knud ganske roligt: »Jeg må bære ansvaret for min del — Egil!« sagde han, »— såfremt jeg dræber sagesløse mænd, og så må jeg svare for Gud. Men nu er det dog kommet så vidt med dig — Egil! — at det ikke nytter dig at fare frem med djærvhed og trodsighed. Nu har vi taget dig til fange, og nu må du fortælle, hvad der er foregået, selv om jeg ikke forventer, det bliver kønt. Nu vil vi undersøge sagen grundigt, og du skal fortælle om det skibsmandskab, som vi tror, at du og dine folk har myrdet for at tage deres værdier. Dette har nu været skjult længe nok. Vi har også,« sagde kongen, »— været dér, hvor vi mener, dette har fundet sted.« Egil indså da, at der ikke var andre vilkår, end at fortælle det, som det var foregået, for han vidste, at så mange af hans folk var medvidende om sagen, at nogle af dem nok skulle fortælle om det, hvis sagen blev grundigt undersøgt. Egil sagde da: »Da dette skib, som I spørger til, var sejlet ind under de samme øer, som I kom til, holdt vi øje med deres færden. Det er meget lavvandet dér, men det vidste de ikke — nordmændene — fordi de ikke kendte stedet, og vandet forsvandt under skibet ved nattens ebbe. Så tog vi fæller af sted,« sagde Egil, »— og kom sidst på natten til købmandsskibet. Kort fortalt greb vi først alle folkene om bord på skibet og bandt dem og røvede alle værdierne. Så trak vi skibet op på klipperne og satte ild til og brændte det hele op — folkene og skibet — så der ikke var nogle spor tilbage at se, bortset fra at stenene var blevet røde.« Da Egil havde berettet dette, sagde kong Knud: »Nu kom det frem, som jeg anede, at du er en ugerningsmand. Se nu — gode mænd!« sagde kongen, »— hvordan vi vil straffe et sådant niddingsværk.« Der var mange af Egils slægtninge til stede, som var ansete folk, og de tilbød at løskøbe ham. Kongen svarede: »Det skal ikke hedde sig, at jeg sådan fornægter min tro og modtager penge eller folks venskab for at dømme uretfærdigt. Er sådan noget ikke til dødsstraf, om det så bare var én mand, der var blevet myrdet? Men her er det mange! Og siden har han tillige levet næsten udelukkende af det, som blev stjålet.« Det var svært at modsige, og desuden turde ingen sige kongen imod. Derpå førte man Egil til skoven, hvor der blev rejst en galge, og dér blev Egil hængt.

Siden drog kongen hen til den gård, Egil havde ejet, hvor han lod Egils mænd afstraffe. Nogle lod han dræbe, andre lemlæste. Nogle jog han ud af landet, men ingen, der havde haft del i dette foretagende, lod han gå ustraffet, og således udryddede han denne røverflok. Denne handling tog man dog meget ilde op, for Egil var både af en stor slægt og havde mange frænder. Efter dette blev høvdingene uvenner med kongen, og de begyndte i høj grad at trodse ham, hvilket befolkningen derpå også gjorde. De fandt ham hård og straffelysten, mens de før var vant til selv at bestemme.


Om kong Olav og kong Knud

41. Engang aftalte de at mødes — kong Knud af Danmark og kong Olav af Norge — og de træffes i Elven og tager godt imod hinanden. Siden holdt de møde og talte sammen, og alle samtaler forløb godt imellem dem.

Ved et af deres møder skete det, at kong Knud sagde til kong Olav: »Jeg har tænkt på — min svoger, Olav!« sagde han, »— hvis du da ikke anser det for et håbløst forehavende — at udbyde leding fra landet og ihukomme et rige, som vi slægtninge må anses for at have et stort krav på — og det er riget i England. Dér har vores forfædre — som du nok ikke er uvidende om — haft stor indflydelse, og de har dér vundet sig stor magt og fremgang, for Knud den Mægtige — min slægtning — underlagde sig hele riget i England og styrede selv det rige til sin dødsdag, og hans sønner efter ham. Nu kunne jeg tænke mig — min svoger, Olav! — at få din støtte til dette, og jeg vil byde dig det vilkår, at du bliver anfører for denne færd, for du har meget ondt at gengælde englænderne, og så vil jeg støtte med mandskab fra mit rige. Eller også skal jeg være leder af togtet på vores begges vegne — selv om det vil være mindre gunstigt — og så få hjælp og en talstærk hær fra dig.« Da svarede kong Olav: »Denne sag, som du nu har talt om nogen tid — kong Knud! — forekommer mig lovende; der findes beviser på, at din slægt har haft held til at vinde stor hæder dér. Det forholder sig meget anderledes med mine slægtninge, for vi har lidt så stor mandskade dér, at vi aldrig venter at få den bødet. Nu kan vi se og forstå, at da min far — kong Harald — forlod landet, da sagde alle, at aldrig var en djærvere flok rejst ud fra Norge på nogen færd. Dengang passede alt også meget bedre til en sådan færd, end de vilkår landet byder nu; nu kan man ikke skaffe sådanne mænd, som han havde med sig, selv om man leder efter dem. Men endnu større forskel er der dog på høvdingen, når man ser på kong Harald, som dengang stod i spidsen for færden, og sammenligner med mig, og så uheldigt som færden forløb dengang, så vover jeg ikke at friste lykken så meget at skulle kæmpe om magten i England. Men — kong Knud! — eftersom du i sådant ikke varetager min hæder og mine tarv mindre end dine egne, så vil jeg til denne færd give dig 60 storskibe og udvælge mandskab blandt mine livvagter — alle dem, som er de modigste og på alle måder bedst rustede. Og intet — hverken med hensyn til skibe eller mandskab — skal være mindre udvalgt, end hvis jeg selv stod i spidsen.« Kong Knud svarede: »Dette var, som jeg havde ventet, et tilbud fra en stormand! Disse vilkår tager jeg imod, så må Gud råde for udfaldet.« De talte om mange andre emner, og hvordan magten havde skiftet mellem Norge og Danmark, men alle samtaler mellem dem skete i venskabelighed. Det bliver nu besluttet, at kong Knud skal drage på hærfærd til England. Der var mange meninger om, hvordan denne færd skulle falde ud.

Efter dette skiltes kongerne i venskab og udvekslede gaver; kong Olav drog nordpå til sit rige i Norge, mens kong Knud drog sydpå til sit rige i Danmark.


Om kong Knud

42. Kong Knud udsendte straks hærbud i hele sit rige og fastsætter, hvor mange mænd der skal komme fra hvert herred, og han siger, at der skal være almindeligt udbud til foråret — både hvad angår mandskab og skibe. Man gjorde store forberedelser i landet om vinteren, og hver en høvding udruster sin flok, som der er midler til. Jarl Erik gør sig klar til færden med sin bror — kong Knud — og det samme gør alle de andre stormænd, som var i landet, og som var udset til denne færd.

Tidligt om foråret lod kong Knud hæren samle og hele flokken sende til Limfjorden. Samtidig ankom den norske hær, som kong Olav havde sendt kong Knud, således som det var aftalt, og det var en yderst slagkraftig hær, som i alle dele var veludrustet; de sejlede også til Limfjorden, for de erfarede, at danskerne allerede havde samlet sig dér. Nu samlede også den danske hær sig, og det var en umådelig skare. Kong Knud var da endnu ikke kommet, men han sendte dog folk til dem for at mønstre hæren, og han beder ledingsfolkene afvente hans ankomst og siger, at det ikke vil vare længe.

Således forløber hen ved syv dage, hvor kongen ikke kommer, og folkene er utilfredse med, at han ikke kommer. Grunden til, at han ikke kom som planlagt, var, at han blev opsøgt af nogle mænd, som fortalte ham, at venderne havde en hær ude, og at de om sommeren agtede at hærge i Danmark for at hævne den ufred, som Blod-Egil havde forvoldt dem.

Kongen overvejer denne sag, og det bliver besluttet, at han sender folk til venderne med forligsbud og anmoder dem om ikke at hærge i hans rige; han sagde, at venderne ikke ville kunne holde til ufred med ham, »— men det vil dog give mange folk mén og føre til uro,« sagde kongen, »— så jeg ønsker, at vi stifter fred mellem vore lande, således at ingen af parterne hærger i den andens rige.« Udsendingene opsøgte derpå venderne, og kongen sagde, at han ville vente på dem i syv dage, for han ville ikke forlade landet, før han vidste, hvorvidt denne ufred lod sig standse.

Nu går denne uge, men udsendingene vendte ikke tilbage. Nu finder danskerne, at det er længe at vente på kongen, dér hvor de ligger samlet, og mandskabet holder det ikke ud; de synes, at det er en stor skade at holde så stor en hær samlet til ingen nytte, og høvdingene taler længe om det, og de blev enige om at lade nogen opsøge kongen, og de beder Oluf — kongens bror — om at påtage sig opgaven. Han havde ikke lyst til at tage af sted, idet han sagde, at kongen efter hans mening selv ønskede at råde for sin færden, »— hvordan I danskere så end knurrer. Jeg tror heller ikke, at han vil rette sig meget efter mine ord; kongen hører ikke efter, hvad der så end bliver sagt til ham, og han er meget enerådende. Men I danskere står sjældent fast, og det er på det jævne med jeres trofasthed.«

Men selv om Oluf sagde sådan, fulgte han alligevel sine vennes anmodning og lovede at tage af sted. Han opsøgte sin bror — kong Knud — i følge med nogle folk, men så snart kong Knud fik øje på sin bror — Oluf — sagde han til sine folk: »Grib Oluf!« siger han, »— og giv ham lænker på fødderne og også på hænderne, og før ham væk og hold øje med ham, så han ikke slipper væk, for jeg vil ikke høre et ord af det, han siger.« Mange undrede sig over, hvorfor kongen gjorde dette, men der stod dog så vældig en rædsel om hans ord, at ingen vovede at afslå hans ordre.

Dagen efter får kong Knud nogle mænd til at føre Oluf vestpå til Flæmingeland til sin svoger — hertug Baldvin. Kong Knud var gift med hertugens datter, der hed Edla; de havde en søn, der hed Karl. Kong Knud bad dem sige til Baldvin, at han skulle tage Oluf i sin varetægt og bevogte ham og aldrig lade ham slippe ud af de lænker, han bar, medmindre kongen selv gav ordre dertil. Mange folk svarede på det, kongen sagde, og de sagde således: »Den dom — herre! — som du idømmer denne mand, forekommer os vel hård, for vi kan ikke se, at hans skyld er så indlysende, at han skal fængsles sådan.« Kongen svarede: »Jeg fremsætter ikke anklager imod Oluf for almenheden, men den almægtige Gud må vide, om der er noget om sagen. Det kan være,« siger han, »— at I bedre end jeg véd, hvilken mand Oluf er, men jeg tænker,« sagde kongen, »— at det ikke vil vare længe, før Oluf selv tilkendegiver, hvem han er.«

Disse mænd drog vestpå til Flæmingeland med Oluf, som kongen havde beordret, og opsøgte hertug Baldvin og forelagde ham kong Knuds besked og de kendetegn, som skulle få ham til at tage imod Oluf Svendsøn. Hertugen gjorde, hvad kong Knud havde givet besked om; han anbragte Oluf i et højt tårn og satte mænd til at bevogte ham; der blev holdt godt vagt. Dér sidder Oluf nogen tid.


Om Knuds hær

43. Nu skal der fortælles om de mænd, som sammen med Oluf Svendsøn havde opsøgt kong Knud; de blev meget skræmte ved den ufærd, der overgik Oluf. De sørgede for at komme væk i en fart og kom tilbage til ledingshæren og fortalte folkene, hvad der var sket på deres færd; de sagde også, at kongen aldrig ville komme, »— og nu har han bevist,« sagde de, »— hvad han er for en mand. Han har begået noget så oprørende, at det er godt, man sjældent hører om den slags; nu greb han sin bror, som var sagesløs og vel skikket som høvding, og lagde ham i lænker. Vi tror, han gjorde det, fordi han frygter, at høvdingene hellere vil have Oluf til konge end ham — da ville det også stå bedre til med magten i Danmark, og så skulle folk ikke tåle den slags krænkelser.« Det gjorde et stort indtryk på folk, hvad de fortalte, og høvdingene holdt ting og møder og talte om dette, som kong Knud havde begået, og hver mand sagde, hvad han mente. Der var nogle høvdinge, som rent ud sagde, at det danske rige aldrig ville trives, så længe Knud var konge over det, men der var dog mange flere, som ikke udtrykte fjendskab mod kong Knud så åbenlyst, at almuen kunne opfatte det — selv om de dog havde samme opfattelse som de andre. Det blev nu drøftet indgående i hæren, hvad de skulle stille op med denne styrke, som var samlet dér, når kongen ikke ville indfinde sig. Der blev talt længe om dette, og der var flere høvdinge, der havde lyst til at opløse samlingen og den store ledingshær, som var bragt sammen dér, og give mændene hjemlov. Hele bondeflokken sprang op i enighed og bad den, der ville ligge dér længere, aldrig at trives; mange sagde også, at de kun nødigt havde roet denne leding. Nordmændene bad dem vente og holde ud og ikke gøre deres konges ordre til grin; de sagde, at han snart ville komme. Danskerne råbte efter dem og sagde, at nordmændene kunne blive liggende i denne sultekrog så længe, de havde lyst.

Herefter opløstes ledingen, og alle danskerne sejlede derfra og hjem, hvor de hver især hørte til; den befandt sig bedst, som kom først hjem. Men så snart ledingen var opløst, ankom kong Knud til Limfjorden, hvor han blev mødt af den norske hær; de drog straks kongen i møde og tager rigtig godt imod ham. Kongen blev meget vred på danskerne, fordi de havde opløst ledingen, og han sagde: »Nu har danskerne igen bevist deres trofasthed. Så må vi se, hvornår jeg får givet dem gengæld.« Og kongen var voldsomt vred, men talte roligt, som han altid plejede at gøre, selv om der skete ting, som han var meget utilfreds med. Nordmændene tilbød at ledsage kongen, hvor end han ville hen. Kongen svarede, at de teede sig godt og mandigt, og at de havde overholdt deres herre og høvdings ordre vel. Han bad dem drage hjem til Norge og have tak, fordi de var kommet, »— men vi danskere er endnu ikke helt færdige med hinanden.« Derefter sejlede nordmændene hjem til Norge.

Efter dette vender Knud sig mod Sjælland; han havde da mange folk i sit følge, og dér blev han mødt af de mænd, han havde sendt til Vendland. De fortalte ham den nyhed, at venderne med tak tog imod fred og forlig med kong Knud; de havde samlet en stor hær i landet af den grund, at de ikke mente at kunne stole på ham, og de havde fået at vide, at han agtede sig til Vendland med den store hær, han efter sigende havde samlet; de agtede at være beredte og forsvare deres land, såfremt det skulle blive hærget. Nu sendte de venskabsbud til Knud og lod hædrende gaver følge, og kong Knud blev glad og lettet over disse nyheder.


Om kong Knud

44. Efter dette drog kong Knud sydpå til Fyn, hvor han holder ting med bønderne og klager voldsomt over den vanære, som han påstår, de har tilføjet ham; han siger, at de herfor vil blive udsat for hårde vilkår. Jarl Erik tog fra Sjælland sammen med sin bror — kong Knud — og jarlen talte bøndernes sag for kongen og sagde, at bønderne ikke havde handlet så meget af modvilje mod kongen, »— men det er sådan, som du véd — herre!« sagde han, »— at almuen altid lytter til det, som lige bliver sagt, og finder, at den beslutning, der lige er truffet, er den bedste. Nu var det eneste, de fik at vide — herre! — at du ikke ville indfinde dig i den hær, der var samlet.« Jarlen taler længe og mandigt om dette på bøndernes vegne. Kongen var ganske harmfuld, og det var ikke nemt at få ham i tale; han sagde dog, at bønderne kunne opnå forlig, men at han alene skulle afgøre deres sag. De folk, som han særligt havde anklaget, gik til kongen og tilstod ham selvdømme. Kongen gav store bøder til dem, han havde de største anklager imod; mange mistede af den grund store værdier, og mange fandt, at dette var meget hårde vilkår, men det forekom dem alligevel bedst at lade kongen alene råde og regere i deres mellemværende, således som sagerne stod. Kong Knud sparede dem ikke, for han lod enhver få den dom, som han fandt passende til anklagerne, hvad enten vedkommende var rig eller fattig. Høvdingene fandt dette hensynsløst og blev meget forbitrede, men alligevel havde ingen modet til at tale kongen imod.


Om kong Knud

45. Efter dette drog kong Knud sydpå til Jylland, og dér kom mange folk til ham. Kongen drager nu med stor magt gennem landet, og han har et væsentligt større følge, end danekongerne før har haft. Han lader gæstebud afholde for sig, hvor end han ønsker at gøre ophold, og han overlader alle omkostningerne til bønderne; nogle steder opholder kongen sig kun i kort tid, men alle steder, hvor nødvendigheden efter hans mening byder det, bliver han længere. I hvert herred holdt han ting med bønderne, og han kommer med den samme sag og påstår, at de har vanæret ham ved ikke at udvise ham den lydighed, som de var forpligtede til. Kongen taler længe og klogt og strengt til bønderne, og mange af hans ord bestod af anklager imod dem. Bønderne forsvarede sig og afviste alle anklager, men på den anden side indså de, at det ikke kunne nytte noget at strides med kong Knud; han havde desuden et vældigt opbud af mandskab, for han havde tilkaldt mange høvdinge. Dér hos kong Knud var jarl Erik — hans bror — og Benedikt — kongens bror — og Svend og Astråd Torgunnasønner. Der var endvidere to brødre sammen med kong Knud; den ene hed Palmar, den anden Blakmar. De var opfostret sammen med dronning Edla, som kong Knud var gift med; de var store og stærke og de raskeste mænd, og de var vel agtede af kong Knud. Man fandt også mange andre ansete folk hos kongen.


Om Tord Skærer

46. En mand hed Tord Skærer,[11] og en anden Tolar Dunk. De var kong Knuds sysselmænd vestpå i Vendelskagen på det sted, som hedder Hjørringsyssel; det er et udnæs vestpå i Jylland. Denne egn er fattig sammenlignet med andre egne i Danmark. Derfra stammede jarl Asbjørn og Ejvind Bifra; det kaldes Asbjørnsboder og Ejvindsboder, hvor de blev født.

Tord og Tolar erfarede, at kong Knud var i Jylland, og også at han, hvor han kom frem, holdt ting og møder og pålagde folk store bøder. De erfarede desuden, at han agtede at byde vendelboerne samme vilkår som folk i øvrigt, og at han er på vej dertil med den store styrke, han har kaldt sammen. Ved denne underretning lader Tord Skærer indkalde til ting og beder alle de mænd komme, som nød anseelse og gerne traf beslutningerne dér, og da tinget var sat, var der mødt en stor menneskemængde.

Da rejste Tord Skærer sig og talte og sagde således: »I har nok hørt om denne konge, som her drager gennem landet med ran og plyndring; han har også skrabet en ordentlig flok sammen til skade for mange, men det må dog forventes, at det bliver værst for ham selv, for jeg har fået at vide — og det er sandt — at han kun har få duelige folk med sig. Det virker også sandsynligt, for der er kun få duelige mænd, som gerne vil vise sig som mandfolk, der vil tjene ham. Det skyldes, at han er så svigefuld og begærlig, at han ikke kender til mådehold, og han kan med rette snarere kaldes en viking end konge. Nu har han taget livet af en række høvding og gjort dem til ubodsmænd, for at deres slægtninge ikke skulle få nogen oprejsning, og andre har han jaget ud af landet for ingenting. Alle øvrige har han påført tvang og trældom, og denne tvang og trældom bliver aldrig afskaffet i dette land, så længe han er i live. Og det er svært, som ingen er djærv eller dristig nok til ikke at ville tåle alle de uhyrligheder, han hitter på. Nu skal jeg gøre det klart, hvad jeg mener: Jeg vil ikke længere tåle hans overgreb. Jeg kan se, at det ikke er holdbart for folk, der er så fattige som her hos os, såfremt de skal udstå sådanne plager af ham, som det er foregået andre steder. Nu er stedet her — som I véd — vanskeligt at komme til på grund af udstrakte moser og vanddrag, og hvis I mener som jeg, så vil vi ikke vente hjemme på denne uret. Nu ønsker jeg, at I siger, hvad I vil gøre her. Siger I ja til det, som jeg vil iværksætte, eller vil I finde på noget andet?« De sagde, at de i denne vanskelige sag ville stole på hans klogskab, »— for vi har længe set beviser på, at din klogskab har hjulpet os godt.« Tord svarede: »I denne — som jeg ser det — meget vanskelige sag, vil jeg ikke have jeres fælles samtykke, for jeg begriber, at hvis kong Knud kommer her og taler med jer, så vil det lykkes for ham at dreje sagen derhen, at I anser det, han siger, for rigtigst, for han er veltalende og snu og meget svigefuld. Han vil være lumsk og bringe jer i knibe, hvis I lytter til, hvad han siger. Nu ønsker jeg, at I giver mig troskabsed på den måde, at enhver mand, der ejer noget, overlader mig alle sine rede værdier, for dem vil jeg varetage, indtil der kommer en afgørelse på denne sag. Jeg vil ikke forlange anden troskab af jer end dette vilkår, og hvis I sammen med mig står fast ved dettte, som vi nu har talt om — og det tror jeg, I gør — så får I jeres værdier igen. Men hvis I svigter mig, og kongen erfarer om denne plan, er det nok indlysende, hvad der sker med mig. Og selv om I beholder livet, vil I blive straffet hårdt af ham — og det med god grund, kan man vel sige.« Da svarede Tolar Dunk: »Vi kender almuens indstilling til dette: Ingen her vil give sin sag i kongens vold, selv om han skulle gøre sig så stor, at han påtænker at drage omkring i hele landet med ufred. Det er vores ønske, at vi nu finder på et godt og hurtigt råd. Vi ønsker, at du — Tord! — forpligter dig særligt til at være hovedmanden, for du er den klogeste, vi har.« Da sagde Tord: »Er det hvad alle, som nu er samlede her, ønsker og vil?« De bekræftede, at det forholdt sig sådan. »Min første beslutning er,« sagde Tord, »— at vi holder os samlede, således at vi ikke lader nogen, der nu er kommet her, drage væk; vi skulle hellere samle flere folk. Så tager vi siden hen til den å, som ligger på kong Knuds vej, såfremt han søger hertil. Og hvis de kommer her til os, så skal vi forsvare vadestedet imod dem.«

Efter dette sluttede tinget, og de drog af sted med hele denne hær, til de kom til åen. Dér erfarede de, at kong Knud var på gæsteri ikke langt derfra på det sted, som hedder Sjørring — det ligger i det inderste af Limfjorden. De sendte spejdere af sted for at finde ud af, hvor mange folk kong Knud havde, og hvad han besluttede sig for at gøre.


Om kong Knud

47. Kong Knud var på gæsteri i Sjørring, som det tidligere blev fortalt, og han agter at sende folk vestpå til vendelboerne i den hensigt at pålægge dem bøder, som det er sket andre steder. Han ville dog ikke selv tage af sted, for han havde hørt, at vejen dertil var meget vanskelig. Kongen udpegede Svend og Astråd Torgunnasønner til denne færd; de havde 60 mand med sig. De havde da ikke erfaret noget om vendelboernes hærsamling.

Brødrene drog af sted, til de kom til en stor å; en mængde mennesker var samlet på den anden side af åen. Alle disse folk var bevæbnede og syntes noget stridbare, og de stillede sig i slagorden på åbrinken ved vadestedet, da de så de andre ride hen imod åen. Da sagde Svend Torgunnasøn: »Disse folk kommer os jo pænt i møde med bøderne; de må vide, at vi ikke er stedkendte her, og de bærer sig meget bedre ad, end folk havde tiltænkt dem. Vi burde fremme deres sag, når vi kommer tilbage til kongen.« »Det véd jeg nu snart ikke,« sagde Astråd, »— jeg synes ikke, de virker så troværdige, som du siger.« Tord og de andre hørte nu, hvad de talte om. Da sagde Tord Skærer: »I skal ikke glæde jer for tidligt, for jeg forventer, at I kommer herfra med den betaling, som er mest passende. Det er ganske uhyrligt, at I vil lægge trælleåg på hele folket; man må håbe, at det rammer jer selv, men folk er mere tilbageholdende med det, end det forekommer rimeligt. I og jeres urimeligheder vil nok have mere fremgang andre steder end her. Kom nu an! Hvis I tør.« Da sagde Svend Torgunnasøn: »De bruger store ord. Men hvad synes du, vi skal gøre? Skal vi krydse åen?« Astråd svarede: »Nu gik det, som jeg anede, at de ikke agter at betale os på en måde, som vi vil modtage med glæde, og det forekommer mig ikke tilrådeligt at ride over åen, for de udgør jo en hel hær; nu lader det sig ikke skjule, hvad det er, de vil.« Svend sagde: »Da vil kongen ikke mene, at hans ærinde er blevet røgtet, hvilket også er sandt, såfremt vi ikke gør mere ved sagen. Vi skal ikke uden videre flygte, fordi de er store i munden; de bliver nok mindre, når de møder modstand. Selvfølgelig skal vi gå frem!« De siger, at han må bestemme. Derpå rider Svend og hans flok ud i åen, men de andre skyder straks på dem og kaster med sten. De kunne kun ride langsomt frem; deres skjolde blev knust af stenene, og de selv blev sårede af skud. Da sagde Astråd: »Så vender vi om!« sagde han, »— og det skulle vi have gjort noget tidligere.« Svend sagde, at det aldrig skulle ske, at de trak sig tilbage med en sådan vanære, og han drev hesten frem med sporerne. Astråd lod ham ikke bestemme dette, men greb i tømmen og vendte hesten under ham, for han indså, at dette slet ikke lod sig gøre; han var en meget stærk mand, og Svends ansporing nyttede intet. Da vendte også alle i deres følge om.

Svend var aldeles rasende, og de red nu tilbage ad den samme vej, de var kommet, og de opsøgte kong Knud og fortalte ham, hvordan det var gået. Kongen var da klar til at ride fra Sjørring. Kongen blev vred, da han hørte dette. Svend var meget ophidset og bad kongen sende pilebud gennem de nærmeste herreder og indkalde en hær og gå imod disse folk og slås med dem og skille sig af med den slags uduelige mennesker, »— for det er dog ganske uhørt,« sagde han, »— at sådanne, som må regnes for intet, anstifter ufred og gør oprør imod dig. De skulle have en omgang, som de sent ville glemmme!« Kongen svarede: »Du er godt vred nu — Svend! — og det ville slet ikke have været urimeligt, men her vil vi finde på noget andet, end at slås med vores egne folk. Vi sender igen nogle folk hen til dem, og så vil denne ufred blive bragt til ophør. Men jeg vil tage nordpå til Fyn, sådan som jeg havde planlagt.«

Kongen tilkaldte den høvding, der hed Tole; han kom af en fornem slægt og var meget beleven trods sin unge alder. Kongen sagde til ham: »Du skal opsøge disse folk, som efter forlydende vil gøre oprør imod mig. Fortæl dem, at de skal opløse flokken og tage hjem. Siden kan deres ledere komme til mig, og så kan vi blive enige om et forlig.« Herefter skiltes de; kongen drog af sted, til han kom nordpå til Fyn, hvor han tog på gæsteri. Tole drog også af sted på sin færd, og han havde 60 mand med sig.


Om Tord Skærer

48. Det kan fortælles om Tord Skærers færd, at han og hans flok tager den samme vej, som Svend og de andre havde fulgt efter deres sammenstød, og de gør det nu klart for enhver, at de agter at møde kong Knud med denne hær, og flokken fór voldsomt frem. Og efterhånden som man erfarede denne nyhed og disse folks oprør, kom alle løbende til, som før havde holdt sig tilbage, og sagde, at de ville med i flokken; det blev snart til en mægtig skare, og de fik alt, hvad de ville, hvor de kom frem.

Dette erfarede kongsmændene — Tole og hans folk; de var kommet til en landsby, da de så hæren, og det var en stor by. Tole gik da op i byen, for folk rådede ham til at fare varsomt frem og passe på sig selv; de sagde, at der efter deres opfattelse kun var få ting, som flokkens høvdinge ville være tilbageholdende med at gøre. Tole gik sammen med nogle mænd op i et tårn, som var dér i byen, for at betragte hæren, når den drog forbi; han ønskede at få et nøje overblik over, hvor stor denne hær var. Han agter også at tale kongens sag derfra.

Tord og hans flok havde forinden erfaret, at kongen havde sendt folk ud for at møde dem, og de vidste også, hvor langt disse nu var kommet. De drager nu frem imod byen og lader så hæren gøre holdt. Tord spurgte, hvorvidt kongens udsendinge befandt i byen; han fik at vide, at de var dér, og at de ville møde ham. Så gik Tord op i byen med et stort følge og derhen, hvor Tole stod i tårnet, og spurgte ham, hvad han ønskede at sige. Tole begyndte med at sige: »Hvor skal I hen med denne hær? Der er mange, som gerne vil vide, hvorfor I sådan er begyndt at skabe ufred her i landet. Du er vel så ærlig, at du vil fortælle, hvilken hensigt I har.« Tord svarede: »Dér gættede du rigtigt — Tole! Jeg besidder mod og mandighed nok til at fortælle dig det, selv om du er en af kongens meget gode venner. Vi agter ikke at indstille denne færd, før vi træffer kongen, hvis ellers han tør vente på os, og hvis vi kan bestemme, hvordan det møde går, så ønsker vi ikke, at han vil være i stand til at berette om hændelserne.« Da svarede Tole: »Disse hensigter er meget uheldige, og det vil — som rimeligt er — blive jer til skade, såfremt I fortsætter. Gør hellere, som det anstod sig bedre for jer: Vend hurtigst muligt om fra dette onde foretagende! Det er ganske upassende at være så hadefuld imod en så fortræffelig herre og høvding, som vi har. Lad os hellere tjene ham så godt, som vi formår; det er vores pligt, for vi har en mægtig og myndig konge, som er tro og dannet, klog og gavmild og i alle henseender bedst oplært. Da vil det vise sig om kongen, at de, der taler godt om ham, vil have mere ret end dem, der taler ondt. Nu er det kong Knuds budskab til alle de folk, der bor i hans rige og har gjort noget ulovligt imod ham, at han vil skænke dem forlig; han ønsker, at folk vil overlade deres sag til hans nåde og afgørelse. Han vil behandle jer danskere efter lov og gammel landsret, men til gengæld have jeres lydighed og trofaste støtte. Gør nu som det sømmer sig for jer, og selv om I nu synes at besidde en stor styrke ved at være mange, så vil I dog mangle meget i lykke imod kong Knud, for sådan er det gået mænd, som var både større og mægtigere, end I er. For Guds skyld — gode mænd!« sagde han, »— og jeres eget vel: Stands denne voldsomhed og søg forlig med jeres konge! Det vil I let kunne opnå, så snart han finder ud af, at I har indset, at dette er gået for vidt, for han er desto mere nådig mod en mand, jo værre vedkommende har forbrudt sig imod ham. Jeg vil også tale jeres sag, så godt jeg kan, hvis I nu retter jer efter mine ord.« Da Tole endte sin tale, svarede Tord Skærer: »Denne mand har talt meget en tid, og det meste er usandt; han er virkelig en løgner, og I skal ikke tro hans ord. Kongen har sat ham til at tale sin sag, og han vil, at folk skal tro på den slags. Lad os nu ikke lægge nogen vægt på det, han siger.« Men mange sagde, at de mente, Tole havde talt godt, og at det ville være mere rigtigt at rette sig efter ham og forlige sig med kongen. Da Tord så en vis vaklen i sin flok, greb han et spyd ud af hånden på en mand, der stod ved siden af ham; han kastede spyddet op i tårnet, hvor Tole stod, og det ramte ham midt på livet, så han døde på stedet. Mange fandt, at dette var et stort tab.


Om Tord Skærer

49. Efter dette fortsatte Tord og de andre færden, til de kom til Sjørring, som kong Knud havde gæstet. Dér findes en mægtig kongsgård, som blev bestyret af kongens årmand[12]. De dræbte straks årmanden og stjal alle værdier. De erfarede, at kong Knud var draget nordpå til Fyn og ikke havde flere folk omkring sig, end han tidligere havde haft. De sendte nu bud til de høvdinge, som var dér i nærheden, og til mægtige bønder og lod fortælle, hvor langt det var kommet med denne plan; de bad nu folk komme af sted i en fart, så kongen ikke fik samlet en større styrke, inden de traf ham. Alle fandt det meget bemærkelsesværdigt, at disse folk havde iværksat sådan et storværk, når de nærmest måtte regnes for ubetydelige. Nu kom det frem, som det før blev skrevet, at mange høvdinge havde en fjendtlig indstilling til kong Knud, for de tålte ikke hans form for retfærd; de fleste vendte sig derfor snart til oprør imod ham, og man behøvede ikke opildne dem noget videre. Enhver, som hørte disse efterretninger, gjorde sig klar, og på få dage blev der samlet så stor en hær, at man dårligt kunne få tal på den. Der var mange store høvdinge i den hær. Asbjørn Ødanejarl og Ejvind Bifra var kommet til, for mange af deres slægtninge, venner og bekendte, som var kommet vestfra fra Vendelskagen, befandt sig i forvejen i Tords flok. De talte derpå sammen og besluttede, at denne hær skulle tage nordpå til Fyn for at møde kong Knud og tage livet af ham. Jarl Asbjørn overtog da ledelsen af hæren. De drog siden nordpå til Randers med hæren og opholdt sig dér nogle dage; også dér sluttede mange folk sig til dem.


Om kong Knud

50.[13] Kong Knud var nordpå på Fyn, da han hørte om Toles død og den hær, som høvdingene havde samlet imod ham, og tilmed, at de havde en umådelig styrke, og at det eneste, de sagde, var, at de agtede at gå imod ham. Han sendte da folk ud for at indhente støtte fra herrederne; han truede med straffe, men alle gav det samme svar: At de ikke ville støtte nogen — hverken kongen eller bønderne. Kong Knud satte folk til at opsøge dronning Edla — hans kone — for at bede hende forlade landet hurtigst muligt og søge til sin far — hertug Baldvin — i Flæmingeland og tage Karl — hendes og kong Knuds søn — med sig foruden alt det løsøre, hun formåede, og alle de kostbarheder, hun kunne få fat i.


Om bønderne

51. Nu kan det fortælles om bondehæren, at de var i Randers, hvor de skaffede sig skibe og agtede at føre hæren nordpå over Middelfartsund til Fyn. Da indkaldte jarl Asbjørn til ting, og han taler for hæren og sagde således: »Hvilke forestillinger gør I jer om det møde, som I ønsker med kong Knud? Selv om han kun har en lille flok sammenlignet med den stor hær, som I har, vil det dog være nødvendigt at lægge en plan, hvis det skal lykkes, for hans mænd er udvalgte og kampvante, og I vil finde, at Knud er lusket og svigefuld. Jeg véd med sikkerhed, at han har fået nys om vores færd; det forekommer mig tilrådeligt, at en klog mand fra vores kreds opsøger ham med forligstilbud, så man kan finde ud af, hvor mange folk han råder over, og hvad han agter at foretage sig.« De fleste fandt, at dette var en god plan, men de havde dog ikke lyst til at påtage sig turen. Da sagde jarlen: »Måske skulle vi beslutte at lade mig opsøge kong Knud? Vi har ofte prøvet hinanden.« Jarlen sejlede derpå over sundet i følge med nogle mænd, og resten af hæren blev siden fragtet over sundet. Ejvind Bifra var leder af den flok, og ingen var værre eller mere ondsindet i sine råd end ham, og som ingen anden ønskede han, at dette skulle gennemføres hurtigst muligt. Planen var, at jarl Asbjørn skulle komme tilbage til hæren, når han først havde været hos kong Knud og fundet ud af, hvad denne havde til hensigt, og hvor stor en styrke, han havde. Da hæren gjorde klar til at sejle fra Randers, sagde Tord Skærer til sin fælle — Tolar Dunk: »Lad os nu vende om med vores folk, for nu er der kommet så mange mægtige mænd og store høvdinge til, at man kun vil bryde sig lidt om vores mening, men vi har dog bidraget med meget, for det lader nu mest til, at denne hær ikke standser, før det, som alle har størst glæde af, er gennemført: At kong Knud bliver dræbt.« De forlod derpå hæren med deres følgesvende, og ingen bemærkede det; dertil var der alt for megen råben og uro i hele hæren.


Om jarl Asbjørn

52. Jarl Asbjørn opsøgte nu kong Knud sammen med sine ledsagere; han havde et stort følge af mænd. Da han kom til kongen, gik han for ham og hilste, men kongen besvarede ikke hans hilsen. Da sagde jarlen: »Du må have hørt den nyhed — herre! — at der er opstået ufred imod dig her i landet, og styrken tiltager, da også mange stormænd tager del i det. Det er efter min mening blevet det værste uråd og niddingskab, hvad disse folk har til hensigt. Jeg kan ikke sige mig fri for — herre! — at jeg har været i deres flok, men disse mennesker er så vilde og gale, at de ikke vil lytte til fornuft. Jeg sluttede mig til flokken af den grund, at jeg ville vide, hvilke hensigter de havde, og hvor mange de var. Det forekom mig, at jeg bedst kunne opnå deres tillid, hvis jeg gav dem det indtryk, at jeg ville være en del af deres flok, men jeg huskede på, hvad der var sømmeligt for mig, og jeg vidste, at det var min pligt aldrig at svigte dig, men straks at opsøge dig og fortælle dig, hvordan sagerne står, og ligeledes at hjælpe dig med alt, hvad jeg har til rådighed, såfremt du trænger til mandskab. Gør nu noget — herre! — og træf en god beslutning i en fart.« Kongen takkede ham og sagde, at jarlen i denne sag havde optrådt bedre, end hvad han havde fået at vide, og som mange havde mistanke om, »— men hvad finder du mest tilrådeligt — jarl? Du er en klog mand, så kom nu med et råd, hvis du er mig så hengiven, som du lader.« Jarlen svarede: »Jeg kan ikke bestemme for dig — herre! — men det er min pligt at sige, hvad jeg finder mest tilrådeligt. Du har et lille, men meget udvalgt mandskab, og jeg foreslår, at du med det søger væk og derhen, hvor landets hovedstyrke findes; dér vil du snart få en tilstrækkelig styrke, som du siden kan føre imod bønderne, så de niddinger kan blive banket til bedring.« Jarl Erik var enig i denne plan, og mange andre høvdinge erklærede, at det var et godt råd. Da svarede Benedikt — kongens bror: »Vi skal aldrig begive os på flugt for danskere! Jeg vil først og fremmest råde til, at denne jarl bliver pågrebet, så han ikke kommer herfra med livet i behold. Det er virkelig underligt — herre! — at du overhovedet hører på, hvad han siger, for jeg ser tydeligt, at han alene vil bedrage og forråde sin konge.« Kongen svarede: »Jeg vil følge dit råd — Benedikt! — og ikke flygte fra mødet med mine uvenner. Gud må råde for, hvad der sker. Og du — jarl Asbjørn! — skal tage den samme vej tilbage til bønderne og fortælle dem, at vi kan forliges. Jeg vil for min del tilbyde, at de på alle måder skal nyde deres fulde ret, som det fremgår af gammel lov her i Danmark; sådan har de tidligere landshøvdinge gjort. Men i de tilfælde, hvor jeg mener at have berettigede anklager imod dem, vil jeg dømme dem, men jeg ønsker ikke, at bønderne skal dømme i min sag. Nu skal du forelægge bønderne dette og straks underrette mig, såfremt de afslår fred. Vær mig nu tro, for det er din pligt; du er min underordnede og har din magt fra mig. Men hvis du handler på anden vis, vil Gud straffe dig, og der er mange, som ikke stoler på dig. Kom nu straks til mig, hvis bønderne ikke ønsker forlig. Jeg venter på dig her.« »Ja — herre!« sagde jarlen, »— jeg skal straks komme tilbage til dig, hvis de ikke vil lytte til mig, og støtte dig — så godt jeg formår — med alle dem, der vil følge mig, for du har behov for mandskab nu.« Så bukkede han for kongen og forlod derpå stedet og gik hen til sine folk og bad dem ride. Det var sent på dagen, da de skiltes — kong Knud og jarl Asbjørn — og det skete i den by på Fyn, som danskerne kalder Odense, og dér var kongen på gæsteri om natten.


Om forræderiet

53. Jarl Asbjørn drog af sted med sine folk, til han traf bondehæren; der blev taget godt imod ham. Hele styrken var da kommet over Middelfartsund og havde forladt skibene, og de spurgte nu om kong Knuds planer, og hvor mange folk han havde. Jarlen fortalte alt, hvad han havde fundet ud af, »— men en overgang,« sagde han, »— vidste jeg ikke rigtig, hvordan mit ærinde skulle falde ud.« Siden fortalte jarlen, hvor han og kongen var skiltes, og hvor kongen ville være om natten, og han sagde, at de skulle opsøge ham dér, og bad dem ikke tøve nu. Nu ville de sikkert få overtaget, hvis lykken stod på deres side, mente han.

Bønderne var nu så ophidsede, at de straks ville af sted mod kongen, og de fører nu hæren frem, lige til de kommer til den å, som hedder Kalvå og som løber nær ved købstaden i Odense, hvor kong Knud, som det tidligere blev fortalt, var på gæsteri. De ankommer tidligt om morgenen, og solen var lige stået op. Da bad jarl Asbjørn hæren gøre holdt, og så indkaldte de til husting og drøftede, hvad de skulle gøre. Så rejste jarl Asbjørn sig og sagde: »Jeg opsøgte som bekendt kong Knud for at finde ud af, hvad han havde til hensigt, og hvor stor en styrke han havde. Jeg kan om det fortælle, at jeg talte med kongen, og hans ord efterlod mig med det indtryk, at han ikke agter at tilstå nogen sin ret, hvis ellers det står til ham; han anser også dette, at folk har anstiftet ufred imod ham, for det værste djævelskab, og han lovede at gengælde folk med den strengeste medfart, så snart han kunne komme til det. Han har aldrig talt mere hårdt til folk end nu, og alligevel påstår han, at han finder grund til det. Jeg kan til gengæld sige jer, at jeg tror, at kongen er dødsviet; sådan forekom han mig. Han var ganske rådvild, og det har han aldrig før været, for han er en klog mand. Han havde også kun få folk hos sig, men hele tiden sagde han, at han alene kunne klare alt. Nu kunne det vel blive sådan, at dette snart får en ende, og så kan han finde ud af, hvorvidt han har nok i sig selv, når han ikke vil lægge vægt på, hvad andre mener. Nu er der efter min mening kun ét at gøre: Angrebet på kongen må ikke udsættes, og jeg og mine folk skal gå forrest, for dette her kalder jeg en tvingende nødvendighed. Den, der skræmmes ved denne gerning at tage livet af kong Knud, regner jeg ikke for en mand. Og hvor mange høvdinge er der ikke her, som han har forurettet meget ved at dræbe deres slægtninge eller besvogrede? Nogle har han frataget deres værdier eller påført anden skam. Nu nytter ansporende ord jer kun lidt, hvis ikke I vil mindes den slags. Folk her i landet vil aldrig opnå frihed, så længe kong Knud er i live. Tænk også på, hvilke vilkår kong Knud vil byde jer, hvis han nu skulle undslippe, såfremt I fandt ham grum, dengang I havde forbrudt jer mindre; det er sandt, når jeg siger jer, at hvis kong Knud igen får magt over Danmark, vil han hævne sig grusomt på nogle af dem, der nu iværksætter denne ufred. Denne fare vil vi nu gerne undgå; det er vores ønske at have en til høvding over os, som er mådeholden, og som vi ikke finder overmodig og som ikke fører sig frem med en sådan strenghed, som denne konge gør.« Da jarlen endte sin tale, rejste Ejvind Bifra sig og sagde: »Nu har vi en tid hørt på denne mand, som både er klog og retsindig og i høj grad foregangsmand for denne flok, som er samlet her; han har også her talt mange folks sag — og det ikke i mindre grad end sin egen — og det eneste rigtige er derfor at følge hans gode råd og ikke lade denne sag falde til jorden, når vi nu er kommet så langt, at denne plan snart kan blive fuldført. Folk har også allerede udtrykt et så klart fjendskab mod kong Knud, at det vil være ondt at sætte sin lid til hans nåde. Jeg vil ikke skjule for jer, at jeg selv agter at bære våben på kongen og ikke vil overlade det til andre; det aner mig, at skæbnen vil unde mig dette.« Og da Ejvind havde sagt dette, rejste den ene efter den anden sig og talte længe, men det hele gik dog ud på det samme, som jarlen først havde sagt, og da led danskerne ikke mangel på store ord, og alle var meget ivrige efter at tage livet af kong Knud; hele almuen trængte sig nu frem i denne hensigt.


Om kong Knud

54. Nu går dagen, indtil det bliver messetid; kong Knud gik da til kirken for at høre messe. Han spurgte, om man havde set noget til bondehæren. De svarede og sagde, at bønderne holdt ting på den anden side af åen, og at forskellige folk havde rejst sig, »— og vi tænker, at de vil holde tale.« De var da kommet så tæt på, at man kunne se, hvad de foretog sig. Kongen sagde: »Vores ven — jarl Asbjørn — er ikke kommet endnu; han kan fortælle os, hvis der ikke er udsigt til fred.« Da svarede Benedikt — kongens bror: »Han vil aldrig fortælle os noget godt; det var — som jeg sagde dengang — en meget uklog beslutning, at vi lod ham tage af sted.« Kongen svarede, at det havde været en udmærket beslutning, og at jarlen ville vise sig at være dem tro.

Derefter gik kong Knud til messe, og da messen var sunget, fik kongen at vide, at bondehæren havde krydset åen og myldrede op mod byen. Da sagde kongen til sine folk: »Hvad gør vi nu? Nu kan det ikke skjules, at bønderne ikke har til hensigt at tilbyde os fred, og det er forståeligt, eftersom jeg hidtil har været alt for ublid imod dem; nu står det klart, hvad disse folk ønsker.« Hans bror — jarl Erik — svarede: »Jeg foreslår — konge! — at du stiger til hest og rider væk, for det kan endnu gå, hvis Gud vil. Alt er vel, når du er.« Kongen svarede: »Den udvej vælger jeg ikke; selv om jeg redder mit liv derved, så vil de dog forvolde så stor mandskade her, at den sent bliver bødet. Jeg ville meget hellere ofre mig selv for os alle, for jeg véd, at hvis de får mig dræbt uden besvær, så vil de fleste af mine folk blive tilstået fred.« Da svarede Benedikt: »Den skam skal aldrig overgå os, at vi skulle overgive dig til dine fjenders våben, selv om vi så kunne være sikre på fred selv. Man skulle hellere kunne fortælle de danske piger, at vi forstod at lade sværdene bide og at forsvare vores konge. Jeg skal ikke have noget af, at de hugger dig ned for øjnene af mig, mens jeg bare står ved siden af — det er helt sikkert! Jeg har heller aldrig hørt, at Gud bedre kunne lide feje uslinge end raske og tapre mandfolk. Vi vil meget hellere dø som mænd sammen med dig end at overleve dig med vanære.« Og han hævdede, at den, som nu frygtede noget eller blev slået af rædsel, aldrig skulle regnes for en duelig mand. Han bad dem alle udvise mod og mandighed, »— for vi har en god høvding, som vi skal yde støtte.« Alle bifaldt hans tale, og de opildnede da hinanden.

Der var mange mænd hos kong Knud, som var højt ansete. Først og fremmest kong Knuds brødre — jarl Erik og Benedikt — og Svend og Astråd Torgunnasønner. Også brødrene Palmar og Blakmar var dér sammen med mange andre gode mænd, selv om det er disse, der bliver nævnt. De fordelte sig nu rundt i kirken og agtede at forsvare dørene; det var en stor trækirke med mange store glasvinduer.


Om kong Knud

55. Kong Knud var inderst i koret, og han knælede i bøn foran alteret, og med tårer bad han til Gud for sig, at Gud lod det ske, som tjente ham bedst. Da han rejste sig fra bønnen, tog han den skarlagenskjortel af, som han havde haft på. Den var meget flot pyntet. Derpå tilkalder kongen den præst, der forestod gudstjenesten dér i kirken, og sagde: »Du skal have denne kjortel — præst!« sagde kongen, »— og det er mit ønske, at du beder for de mænd, som falder her i dag — både for mine folk og ikke mindst for dem, der falder blandt bønderne.« Siden gik kongen til skrifte og bekendte alt, hvad han havde gjort imod Gud, for præsten, og han tilgav sine fjender den modgang, som de udsatte ham for. Så satte han sig ved alteret og lagde en skarlagenskappe over sine skuldre, og under den var han iklædt en silketrøje. Kongen tilkalder derpå Svend Torgunnasøn, og så tog han et forsiret bælte, som han havde haft om sig. Det var en stor kostbarhed, og der hørte en smuk kniv til. Da sagde kongen til Svend: »Dette bælte skal du have — Svend!« sagde han, »— og giv det ikke fra dig, medmindre du lader det komme i gode hænder, for det ser ikke ud til, at du skal modtage flere gaver fra mig.« Svend takkede ham for gaven og spændte straks bæltet om sig og sagde, at med det ville han værne sit liv den dag. Kongen bad Gud værne hans liv, »— og det forekommer mig sandsynligt — Svend! — at du ikke mister livet i dette opgør.« Derpå tog kongen salmebogen og sang derfra.


Kong Knuds mandskab

56. Samtidig ankom bondehæren, og de gik straks under råben og skrigen mod kirken og spurgte, hvor han var, »— den ukristelige mand — Knud.« Og de bad ham komme frem og ikke skjule sig, »— for han har længe været årsag til rædsel blandt os danskere, men nu skal det også være slut.« Da svarede Benedikt: »I bønder behøver ikke bruge så store ord, selv om I nu har en stor styrke. I kan endnu ikke være sikre på sejren, for de småbønder, der er stukket af fra smørkærnen derhjemme, skal få at føle, at det på denne dag var bedre at være hjemme for at slå korn end at skifte hug med os kongsmænd.« Benedikt var således udrustet, at han bar en rød skarlagenskjortel med brynje over, og yderst havde han en ærmeløs silketrøje på. Han havde en forgyldt hjelm på hovedet og et forsiret sværd i hånden, og han bar et rødt skjold, hvorpå der med guld var malet en ridder. Han var den raskeste mand, og han stod lige midt i kirkedøren og bad bønderne komme ind i kirken, såfremt de ville træffe kongen. På den ene side af kirkedøren stod hans bror — jarl Erik — og de to Torgunnasønner, på den anden side stod brødrene Palmar og Blakmar.


Her begynder kampen

Knud den Helliges død (C. A. von Benzon)

57. Herefter gik bønderne til angreb på kirken, men kongsmændene forsvarede sig så mandigt, at der længe den dag ikke skete mandefald blandt kongsmændene, mens mange af bønderne faldt; disse deltog i angrebet på skift, når de var blevet udhvilede og friske, for der var svært mange af dem. Bønderne brugte disse slagord, når de søgte frem i kampen: »Nu skal du få for koen — kong Knud!« — »Nu skal du få for tyren!« — »Nu skal du få for hesten!« Men det trak ud med deres angreb på kirken, og da sagde jarl Asbjørn: »Det er yderst skammeligt, som der angribes her i dag, hvor der kun er få mænd til at forsvare. Og vi har mistet mange folk, men de ingen. De her mænd er ynkelige og rådvilde, og det forekommer sandsynligt, at de må give op inden længe. Men lad nu folk gå rundt om kirken,« sagde jarlen, »— og brække glasruderne ud, og skyd så ind på dem dér og kast med sten.«

Dette blev derpå udført, og det var let gjort. Så blev der kastet sten og skudt ind på dem, og da blev folk sårede, og nogle blev skamslået af stenene, mens andre blev slået helt ihjel. Benedikt og de andre indså da, at dette ikke kunne gå, og han sagde da, at de skulle søge ind i koret og forsvare sig derfra, så længe det blev dem forundt. Og det gjorde de. Bønderne fulgte da efter dem ind i kirken, men Benedikt og de andre forsvarede nu døren til koret. Nogle af bønderne angreb kirken udefra, som det tidligere blev berettet, og nogle af kongsmændene fik til opgave at tage sig af dem. Nu begyndte kampen for anden gang, og den var meget hårdere end det første stormløb. Nu tog mandefaldet til blandt kongsmændene, men der faldt dog mange flere bønder, og man fortæller, at blodet stod op til folks ankler inde i kirken. Hele tiden gik jarl Asbjørn med et stort følge rundt om kirken og opildnede flokken og fortalte, hvor man skulle angribe, og han sagde, at det var dem til stor skam, at så få mænd kunne holde stand imod dem så længe. Så tiltog angrebet på ny. Benedikt — kongens bror — stod midt i døren til koret og forsvarede sig mandigt. Han både stak og huggede og blev årsag til manges død, og han bad de andre gå hårdt til gudsniddingerne, og det gjorde alle hans mænd, og de ønskede, at det aldrig måtte gå den mand godt, som viste sig skånsom mod bønderne. Da kampen var på sit højeste, blev kong Knud ramt af en sten, som kom ind gennem et vindue; den traf ham på øjenbrynet, og det blødte meget. Han tog et fad, som han anbragte i sit skød, for at det ikke skulle bløde på tøjet, og han sang fra salmebogen som før. Nu blev kampen meget voldsom, og mange af kongsmændene faldt, men vandt sig et godt ry. Men endnu var alle kongens høvdinge uskadte.


Kong Knuds fald

58. Nu blev der et ophold i kampen, og bønderne indstillede angrebet. Da tog også kongsmændene et hvil. Benedikt stod i døren til koret og støttede sig til sit skjold; han var da endnu ikke såret, men umådeligt udmattet af kampen, for alle siger samstemmende, at aldrig har så få mænd forsvaret sig så dygtigt som disse mod en sådan overmagt, men ingen er dog mere navnkundig end ham.

Nu så Benedikt og de andre, at en mand gik ind i kirken, og han var svøbt i en kappe af gudvæv. Han var ubevæbnet. De genkendte uden videre manden, og det var Ejvind Bifra. Han sagde: »Hvad skal vi nu finde på, som vil gavne alle mest? For det er nu ganske nødvendigt, så betydeligt vanskelige som forholdene er, at der gøres noget for at bedre dem. Disse folk er faret frem med stort raseri, men de har ikke tænkt meget over, hvad der var passende, og de ville ikke høre tale om andet end at angribe kong Knud og tage ham fra magten. Men nu, hvor de har pådraget sig nogle rifter i mellemværendet med jer kongsmænd, forekommer det mig, at de er klar til at indgå forlig med kongen. Jeg opsøgte straks dig — Benedikt!« sagde han, »— fordi dette glæder mig meget. Alle må også kunne se, at det er tvingende nødvendigt, at der indgås forlig. Jeg går ikke ud fra, at bønderne bliver vanskelige at forhandle med, nu hvor de har forsøgt sig mod jer kongsmænd. Det forholder sig nu, som man kunne forvente: De mangler meget i lykke i forhold til kong Knud. Selv om det nu er kommet så vidt — gode mænd!« sagde han, »— så vil det medføre langt større skade, hvis kongen kommer noget til, for man kan aldrig vide, når så mange er samlede, som man ikke rigtig kan stole på, om nogen vil begå en sådan forbrydelse. Lad os nu alle overveje, hvad der er bedst at gøre, og lad imens vreden fortage sig, for ingen ser, hvad der er rigtigt, så længe den hersker. Nu beder jeg jer — i Guds navn!« sagde Ejvind, »— at I lader mig træffe kongen, for jeg tror, at han håber på fred.« Benedikt svarede: »Du skal aldrig få lov at træffe kongen, for alle véd, at du er den mindst pålidelige af alle, og var det ikke fordi, du nu sådan gav dig i vores vold, så skulle du ikke nå mange skridt herfra. Jeg synes, det ville være skammeligt at dræbe dig, siden du nu er ubevæbnet, men jeg mener ikke, at det ville være en ond gerning.« Kongen hørte deres samtale og sagde: »Lad ham gå, som han vil. Ejvind har ofte tjent mig godt. Jeg og mine venner har givet ham magt, og for det vil han give os godt igen. Han må således have et ærinde her hos os, som er godt og nyttigt for os.« Benedikt svarer: »Du skal bestemme — herre! — men det skulle ikke undre mig, om jeg snart kommer til at fortryde dette.«

Benedikt lod derpå Ejvind gå forbi sig ind i koret, og da Ejvind kom for kongen, sagde han, mens han bukkede for ham: »Hil dig — herre!« sagde han. Kongen så på ham, men svarede ikke. Så lod Ejvind kappen falde af sine skuldre, og han havde et blottet sværd under tøjet. Han stak med sværdet til kongen og gennemborede ham. Kongen faldt hen imod panelvæggen og bad Gud tage vare på sig. I det samme døde kongen. Ejvind sprang straks op på alteret, for over alteret var der et stort vindue, hvor glasruden var brudt ud; dér agtede Ejvind at springe ud. Da Benedikt og de andre så, hvad der var sket, fór de alle nærmest samtidig ind i koret, men Palmar var en anelse hurtigere end de andre, og da han nåede hen til alteret, huggede han til Ejvind. Hugget traf i Ejvind i ryggen, da han forsøgte at smyge sig ud gennem vinduet. Ejvind bar brynje, men der blev dog hugget med en sådan kraft, at han gik midt over; overkroppen faldt ud gennem vinduet, mens underkroppen faldt ind i kirken.

Herefter blev der en vældig uro i flokken, og mange sagde, at man burde forsøge at slippe væk og frelse sig, som man bedst kunne. Dette bifaldt jarl Erik, og han søgte ud gennem det søndre sidekapel. Han kaldte da på sin bror — Benedikt — og bad denne følge efter, »— for ingen mands sorger bliver dulmet af, at alle duelige mænd bliver dræbt her.« Benedikt svarede: »Enhver må nu gøre, som han finder bedst; man kan søge væk, hvis man ønsker det, eller man kan kæmpe, hvis man finder det mere passende. Farvel nu og hav det godt — min bror! — og vi ses i himmerige.« Jarl Erik slap væk sammen med nogle andre mænd, og det både fordi man ikke hæftede sig videre ved nogle få mænd, og fordi at selv om nogle genkendte jarl Erik, så var han så vellidt af mange, at ingen ønskede at volde ham skade.


Kongsmændenes fald

59. Efter disse hændelser blev Benedikt så rasende, at han løb ud fra koret og kastede skjoldet; han greb sværdet med begge hænder og huggede til begge sider, hvad end der var foran ham. Alle, der mødte ham, sprang til side, men ikke desto mindre lå der mange tilbage i kirken, som ikke kunne berette om, hvad der var foregået. Han ryddede sig vej til kirkedøren, så ingen kunne stå imod. Brødrene Palmar og Blakmar fulgte ham uden at vige tilbage. Men da de kom til kirkedøren, mødte de forhindringer og kom ikke længere, for dér stod bondeflokken, så de andre ikke kunne komme ud. Da blev Benedikt og de andre angrebet fra alle sider. Selv om de var vældige krigere, blev de overmandede, og det gik, som man siger, at én ikke kan klare mange. Dér faldt nu Benedikt og alle de andre med stor ære, således at deres kæmpen og mod for evigt vil være berømt. Da de var døde, gik kampen i stå. Bønderne drøftede nu, om de kongsmænd, der endnu levede, skulle tilstås fred. Torgunnasønnerne — Svend og Astråd — og de af kongsmændene, der var tilbage, tog da imod fred og frit lejde.


Om jarl Asbjørn

60. Da kampen var slut, gjorde bønderne sig klar til at tage af sted, for mange længtes hjem. Jarl Asbjørn sagde, at de skulle være påpasselige — dem, som mest havde deltaget i det værk, der var blevet forøvet — og for det første få at vide, hvad der blev besluttet af de af Knuds folk, der var sluppet derfra, »— og dette siger jeg ikke, fordi jeg frygter for mit eget eller mine mænds liv. Jeg tænker, at de fleste vil sige, at ingen anden mand har haft større andel i dette, end jeg har. Men det står jeg ved, og jeg angrer det ikke, for jeg mener ikke, at der her er gået for vidt. Og nu vil jeg tage hjem.« Herefter opløstes samlingen, og flokken spredtes, og alle drog hen, hvor de havde hjemme.


Jarl Asbjørns død

61. Jarl Asbjørn drog nordpå til Øresund straks efter træfningen, og han fandt sig logi i en landsby, hvor han om natten sov på et loft. Der skete det ejendommelige, at der kom mange vælske mus[14] derind, og de var meget større, end man tidligere havde set. De angreb jarlen så voldsomt, at han straks måtte stå op og forsvare sig imod dem, men ikke desto mindre angreb de ham. Der var mange andre mænd inde på loftet, men musene brød sig ikke om nogen anden; da sprang jarlen ud fra loftet, men de fór straks efter ham, og da han kom ud, angriber de ham endnu mere. Så løb han ned til vandet og kom ud på et skib og lagde fra land; de sprang straks ud i vandet og op på skibet til ham og røg på jarlen og gik i ansigtet og næsen på ham. Det endte med, at de dræbte jarlen, og straks derefter forsvandt disse udyr.

Dette under — jarl Asbjørns død — rygtedes vidt omkring, og de folk, som særligt havde haft del i oprøret mod kong Knud, blev meget skræmte af denne hændelse, og mange mænd overvejede, om den gerning, at de havde taget livet af kong Knud, nu også havde været så meget efter Guds vilje, som de ofte havde fået at vide, og mange mente, at denne hævn nok var sendt fra Gud.


Tord Skærers død

62. Nu skal vi tage fat, hvor vi slap før, da Tord Skærer og Tolar Dunk skilte sig ud fra bøndernes hær, da denne gik imod kong Knud. Tord og de andre agtede at tage hjem, men de kom til en stor å, som krydsede vejen, og en fjællebro førte over åen. Så red folk over, efterhånden som de kom frem, og de fleste var kommet over, da Tord Skærer sagde: »Her opfører folk sig tåbeligt, når de rider over, som var det på flad jord.« De folk, der var kommet over, svarede og sagde, at han skulle ride til, »— for du har den hest, som siges at være bedst, og det vil også gå for dig, når nu næsten alle er redet over. Vi synes dog, at dette må være en mindre manddomsprøve end det, du havde til hensigt før: At føre strid med kong Knud. Der er også dem, der mener, at du ikke mente det helhjertet.« Tord hidsede sig meget op over dette og drev på hesten med sporerne, men hesten var ivrig og kornfed, og den begynder at lege, da den kommer ud på broen, som genlød vældigt under hovene. Hesten stejlede under ham på broen, og så faldt Tord baglæns af sadlen og ned i åen og døde på stedet. Tords følgesvende blev meget påvirkede af denne hændelse, og de syntes, at det var gået underligt til, og dermed drog de hjem.

Troværdige folk siger, at også Tolar Dunk led en skammelig død, da han rådnede op levende og var fyldt af maddiker. Med disse mænds død viste Gud, hvor forkastelig og ansvarspådragende denne gerning var for dem, der begik den.


Om begravelsen af kongsmændene

63. Da bondehæren havde forladt Fyn, samledes de mænd, der havde været kong Knuds venner, og de drog til Odense og gik hen, hvor kong Knuds lig befandt sig. De så på det en tid og blev med ét opmærksomme på, at hans sår var helet, og at liget var lyst og pænt. De sørgede nu for det på sømmelig vis. Benedikts lig blev vasket og sørget for, og det samme skete med de øvrige mænd, som havde mistet livet dér. Siden blev kirken ryddet og de døde båret ud og begravet. Der blev lavet en flot kiste til kong Knuds lig, og liget af Benedikt — kongens bror — blev lagt i en anden kiste. Og denne ligfærd var meget ærefuld. Kong Knud blev begravet dér i Odense på Fyn, og det samme blev hans bror — Benedikt.

Denne kamp, der foregik på Fyn, hvor kong Knud faldt og lod sit liv, skete lørdag VI. idus Julii; den dag falder to dage efter Seljemændsmesse. Da havde han været konge i Danmark i 7 år, og han havde styret riget med beslutsomhed og stor myndighed. Der var da forløbet 1087[15] år fra vor herre Jesu Kristi legemliggørelse.


Om Torgunnasønnerne

64. Efter kong Knuds fald mente danskerne, at det var nødvendigt at vælge en konge, men den nærmeste til kongemagten var Oluf Svendsøn, da gammel lov bestemte, at kong Svends ældste søn skulle være konge. Danskerne holdt da ofte ting og drøftede denne vanskelige sag. Det var mange folks ønske at tildele Oluf kongemagten, men man fandt det ikke så let gennemførligt, dér hvor han sad nu; man forventede heller ikke megen venskabelighed fra hertug Baldvins side på grund af de hændelser, som kort forinden havde fundet sted.

Siden forsøgte man den udvej at bede Torgunnasønnerne om at drage vestpå til Flæmingeland og opsøge hertug Baldvin for at prøve, om de kunne få Oluf frigivet mod en løsesum. Man mente at have størst forhåbning om at få ham ud på denne måde, når det var folk, som havde nydt anseelse hos kong Knud, der stod for færden. Brødrene svarede: »I danske høvdinge fortjener ikke, at vi drager ud som jeres sendebude og taler jeres sag, men denne rejse er dog ikke længere, end at den vel kan lade sig gøre; vi forventer også at blive godt modtaget, selv om vi skulle komme til Flæmingeland.« Selv om de sagde sådan, så samtykkede de dog efter deres venners råd i dette. Brødrene gjorde sig siden klar til rejsen og tog af sted, så snart de var færdige, og kom til Flæmingeland.

De opsøger straks hertug Baldvin og hans datter — dronning Edla — og de bliver godt modtaget dér, og dronningen blev meget glad for at se dem og udspurgte dem nøje om de hændelser, som for nylig havde fundet sted i Danmark; de fortalte hende alt, hvad hun ønskede at vide. Siden forelagde de hertugen deres ærinde og overbragte ham budskabet fra høvdingene i Danmark foruden hele almuens bøn: Om han ville frigive Oluf Svendsøn og lade ham rejse hjem. De tilbød også penge, for at han kunne blive løskøbt, »— så mange, som du ønsker — herre!« »Vi forventer også — herre!« sagde Svend, »— at du her lægger stor vægt på vores ord.« Hertugen svarede: »Danskerne fortjener noget fra os, som er dem til både skam og skade for det niddingsværk, de har udført; måtte de blive ramt af alt det onde, som de fortjener! Og dog var det på den anden side ikke urimeligt, at I danskere fik sådan en høvding som Oluf over jer. Han er imidlertid kommet i min varetægt på en måde som gør, at det vil vare længe, før han frigives herfra, for jeg har aldig hørt, at det skulle være forkert, hvad kong Knud sagde, da han for sidste gang sendte mig besked: At denne mand skulle jeg aldrig løslade.« Da svarede begge brødre på én gang: »Folk siger — herre! — at kongen helst skulle have holdt sig fra dette, og det samme siger hans venner, og Oluf anses for at have tjent kongen trofast. Ingen har mere end vi brødre pligt til at udbedre det, såfremt kongen skulle have begået en fejl, og vi vil fra vor side tilbyde alt, hvad du ønsker og vil forlange, for at vi må tage denne mand med herfra.« Hertugen svarede: »Jeg forventer ikke, at det bliver bevist, at det var en fejltagelse, at Oluf skulle tilbageholdes efter kong Knuds ordre, men jeg forstår, at I henvender jer af godhed og kærlighed til kong Knud. Nu, fordi jeg altid har set det bevist, at I er gode mænd, og da jeg med sikkerhed véd, at I har fulgt kong Knud — jeres høvding — godt, og at han satte stor pris på jer, da skal jeg stille jer visse betingelser for dette. Oluf skal blive frigivet for 30 mærker guld, men dog på det vilkår, at I skal sidde i lænker her, mens Oluf udreder det beløb, som nu blev bestemt. Det er mit ønske, at I således får bevis for, hvor god en mand Oluf er, eller om nogen snarere har indset, hvad han er for en mand. I kan også se således på sagen, at såfremt Oluf ikke udreder den aftalte sum, så undslipper I aldrig dette fangenskab i fængsel. Nu sætter I mest på spil her,« sagde hertugen, »— men jeg tror ikke på Oluf, og det vil jeg heller ikke tilråde jer at gøre.«

Og da hertugen havde stillet disse betingelser, sagde brødrene, at de ville træffe Oluf. De blev derpå ført til det fængsel, hvor Oluf sad. De fortæller ham det hele, og giver ham budskabet fra høvdingene i Danmark: At det var deres ønske, at han bliver taget til konge over hele Danevældet. »Vi har også drøftet dette med hertugen, og først afslog han det blankt, men efter vores indsats og bøn vil han dog unde dig frigivelse.« Derpå fortæller de, hvor stor en sum hertugen forlangte for at løslade ham, og ligeledes at brødrene skulle lægges i de samme lænker, som han allerede bar, indtil denne sum var udredet. »De fleste vil nok sige, at vi overlader meget til din magt og nåde, hvis vi går med til dette; vi regner med, at det vil gå os vel, og at du vil lønne os det godt, siden det gælder så meget, for jeg tror kun, at et fåtal ville gøre dette for din skyld.« Oluf svarede: »Jeg finder disse vilkår rigtig gode,« sagde han, »— og jeg skal ikke bede om andre. Dette beløb skræmmer mig ikke, og hvis jeg kommer til magten i Danmark, skal jeg ikke have båret kongenavn i mere end tre dage, før jeg kan indfri denne gæld. Dette skal I have for den mandighed, som I viser mig nu, når man ser, hvad jeg vinder ved det; det kan også være, at der bliver et vederlag til jer, hvis min magtovertagelse bliver til noget.«

Siden talte hertugen med dem, og denne beslutning blev da bragt til udførelse; Oluf lover ved sin tro, at han vil løskøbe disse mænd, så snart han kan komme til det, og han svor for hertugen at udrede summen i henhold til det, som han nu har lovet. På disse vilkår bliver Oluf nu løsladt fra fængslet, mens Svend og Astråd bliver sat fast; de får lænker på hænder og fødder, og de fik kun lige føde nok til at opretholde livet.


Oluf tages til konge

65. Efter dette får Oluf sig et følge og drager til Danmark, og så snart han kom dertil, samles folk omkring ham; han drog til Jylland, og der blev indkaldt til Viborgting, og dér blev Oluf taget til konge over hele Danevældet. Han fik sig siden en livvagt og gennemrejste landet og dømte folk efter loven og styrede alle kongens anliggender. Der fortælles ikke noget om, at han foretog sig noget angående den sum, som han havde lovet hertugen for sin løskøbelse, men der gik dog ikke længe, før nogle folk, som var Torgunnasønnernes slægtninge eller venner, mindede ham om, at han skulle agte på denne sag. Kongen svarede dem vredt og bad dem ikke nævne den slags for ham, »— og de brødre bliver nok behandlet godt i Flæmingeland, som de har fortjent, for de har længe tjent kong Knud og dennes svigerfar — hertug Baldvin — ydmygt; de bekymrer sig sikkert heller ikke om denne betaling.« Kongen gjorde ikke noget ved denne sag.


Om en præst

66. Da kong Oluf drog på gæsteri på Fyn, blev han opsøgt af den præst, som sang i kirken, hvor kong Knud lå. Præsten ville tale med kongen og fortalte ham afdæmpet, at han ofte om natten så et kraftigt lys ved hans brors — Kong Knuds — gravsted, »— og der sker mange andre ting,« sagde han, »— som vi anser for betydningsfulde; vi tror i sandhed, at kongen er hellig. Nu ønsker jeg dit råd — herre! — om hvorvidt denne sag skal omtales yderligere.« Kongen svarede og bad ham ikke være så dristig at fremføre den slags løgne, »— for jeg véd mange ting, Knud har gjort, som hver for sig vil være rigeligt til, at han aldrig bliver en hellig mand. Og du kan med sikkerhed vide, at hvis nogen herefter nævner dette, mens jeg hører det, så bliver det enden på vedkommendes liv.« Præsten var meget glad for, at denne samtale hurtigt blev bragt til ophør, siden kongen tog det så tungt, men ikke desto mindre begyndte man i Danmark at tale om, at kong Knud var en sandhellig mand, men man sagde det ikke åbenlyst, så længe kong Oluf levede, for ingen vovede at sige den slags af frygt for kong Olufs overgreb.


Om Torgunnasønnerne

67. Samtidig var Svend og Astråd vestpå i Flæmingeland, hvor de sad lænket i fangenskab og blev dårligt behandlet, og hertug Baldvin skånede dem ikke, for det var ham meget imod, at Oluf var blevet løsladt, selv om han dog var blevet det på deres bøn. Dette syntes dronning Edla ikke om, og hun siger ofte til sin far, at han hellere end at gengælde Olufs æreløse optræden skulle lade dem nyde godt af, at de havde været nære venner af kong Knud. Hertugen svarer vredt og sagde: »De skal her i Flæmingeland afvente den dag, hvor Oluf — deres ven — løskøber dem, og i modsat fald skal de sidde her, til de dør. Selv om hans køben dem fri lader vente på sig, så er det kun rimeligt, at de lider, for de bad inderligt om det og havde så mange bevæggrunde, at det ikke anstod sig for mig at nægte dem det. Nu må de også klart indse, hvad de sled for, dengang de lagde den største vægt på, at Oluf skulle løslades. Det gik, som jeg anede: At man dårligt kunne stole på ham.« Da hun indså, at det ikke nyttede at forfølge sagen længere, holdt hun inde. Således gik den første vinter efter kong Knuds fald med, at brødrene sad i lænker dér hos hertugen.


Hellig-Knud åbenbarer sig

68. Om foråret — påskenat — skete dette i fængslet, hvor Svend og Astråd sad. De havde forud nærmest ingen føde fået, og der havde ikke været nogen hos dem for nylig; de var udmattede både af mangel på mad og lænkernes gnaven, for jernet skar dem meget i benene, som var betændte. Sidst på natten døsede Svend hen, men det forekom ham nærmest, at han var vågen, og han så, at en mand kom ind til dem. Denne var prægtigt klædt og strålede sådan, at Svend knapt kunne se hen på ham. Det forekom ham, at han genkendte kong Knud, og denne gik hen imod Svend og sagde: »Du har fået en slem medfart — Svend, min ven! — og det har du ikke fortjent; nu skal jeg befri dig fra dette fængsel, og du skal fortælle hertug Baldvin, hvad jeg har sagt, så han vil være nådig imod dig fra nu af.« Han tog da fat i lænken, som var på Svends fødder og vred den itu, som var det en gåsepotentil[16], og det samme gjorde han med lænken, han havde om hænderne. Da sagde kongen: »Nu er du blevet fri, og nu skal du berette om denne hændelse, når mange mennesker er til stede. Jeg venter, at når folk påkalder mig godvilligt, vil Gud nu vise mig den nåde, at de bliver helbredt for deres mén.« Det forekom nu Svend, at fangehullet blev oplyst, og samtidig fornemmede han en herlig duft. Efter dette forsvandt kongen ud af syne, og Svend vågnede — hvis han havde sovet — og var løst fra lænkerne; han fortalte da sin bror — Astråd — hvad der havde vist sig for ham, og Astråd sagde, at det samme havde vist sig for ham, og de var nu begge fri. Astråd mente, at de straks skulle se at komme væk, hvis de kunne. Svend sagde, at de ikke skulle af sted før om dagen, når hertugen sad ved bordet, for han mente, at da ville der være flest mennesker til stede.

De gjorde så det, at de søgte til hallen på den tid, da hertugen var gået til bords; de var så afkræftede, at de kravlede snarere end gik, men da de nåede ind i hallen, så hertugen dem med det samme, og han beordrede, at man greb fangerne og førte dem derhen, hvor de kom fra. Svend svarede da: »Det ville du ikke gøre — herre! — såfremt du vidste, hvem der har befriet os.« Hertugen mente, at de folk, der var sat til at bevogte dem, havde gjort det dårligt. Svend svarede, at det skulle de ikke have skyld for, »— for kong Knud kom i nat,« sagde han, »— og brød lænkerne af os, og det bevises — herre!« sagde han, »— ved det, at de ødelagte lænker ligger dér i fangehullet.« Hertugen sagde, at han ikke anede, hvad de talte om. Da sagde dronning Edla: »De skal vel have fred i helligdagene — herre! — og lov til at hvile sig, hvordan det så end går med deres sag bagefter. Jeg ville ønske, at du undersøgte, om det er sandt, hvad de siger. Det ville glæde mig meget, hvis dette var sandt, og det kommer ikke uventet, for jeg véd, at Knud gjorde meget, som var ulig de fleste andres vis.« Hertugen bad hende bestemme i denne sag.

De blev herefter henvist til et behageligt leje, og man tog sig på alle måder af dem, så godt man kunne. Drengen Karl — kong Knuds og dronning Edlas søn — kom til sengen, hvor de lå. Svend Torgunnasøn havde spændt sit bælte af og lagt det hos sig på puden. Karl tager bæltet op, da han ser, at det er smukt, og leger med det. Svend sagde: »Hvad synes du om denne kostbarhed — Karl?« »Godt,« sagde drengen. »Vil du have bæltet?« sagde Svend, »— det vil jeg anse for at være mest rimeligt, for kong Knud — din far — gav mig det; så gør jeg, som han sagde til mig, når jeg skiller mig af med det på en god måde.« Drengen opsøgte straks hertugen og viste ham denne kostbarhed, som han havde fået. »Nu forventer jeg — morfar!« sagde Karl, »— at du vil tilstå mig, at disse mænd på den ene eller anden måde opnår forlig med dig.« Dronningen talte også deres sag og lagde som tidligere mange gode ord ind for deres fred. Hertugen svarede: »Det bliver svært for mig at modstå jer begge; nu vil jeg først tale med dem.«

Siden gik hertugen til samtale med dem og spurgte, hvordan de var sluppet ud. De fortæller ham alt, hvad der er sket, og tilmed at kong Knud havde sendt hertugen bud om, at denne skulle frigive dem, foruden sådanne beviser, som gjorde, at han ikke kunne afvise, at det var sandt, hvad de sagde. Hertugen lovede da at gøre det. Herefter genfinder de snart deres styrke, og jarlen gjorde det godt for dem, så der ikke manglede noget, og lod i alle dele stille an, for at de kunne komme sig. Og da de var kommet til kræfter, bad de om orlov til at vende hjem til Danmark. Hertugen sagde, at det måtte de, »— og jeg vil nu bekendtgøre det forlig, som jeg vil stifte imellem os: I skal først opsøge kong Oluf og forlange af ham, at han betaler det beløb, som han lovede for at blive frigivet, og overlader summen til jer. Hvis han — som jeg venter — ikke vil udrede summen, da skal I betale mig dette beløb, og I skal sværge på, at I vil gøre dette.« Brødrene gav deres samtykke til dette.

Herefter gjorde de klar til at forlade Flæmingeland, og hertugen skaffede folk til deres følge. Da de kom til Danmark, opsøgte de straks kong Oluf og forlangte, at han overlod dem den sum, som han havde lovet for at blive frigivet, »— og det har du ikke gjort — herre! — som du lovede, og som vi troede. Nu vil du sikkert gøre det endnu bedre,« sagde Svend, »— ved at udrede summen godt og hurtigt; det har vi også brug for, for vi har med ed lovet hertug Baldvin, at han ikke skal gå glip af dette beløb.« Kongen svarede: »De flamlændere havde fortjent andet fra mig, end at jeg skulle betale dem for den skam og vanære, de har påført mig. Og det skal de også få, for så snart jeg har opnået troskab fra høvdingene her i Danmark, så skal jeg udbyde en hær fra hele mit rige og hærge hos hertug Baldvin og øve så meget hærværk, at de aldrig siden kommer til at trives.« Kongen blev nu så vred og gal, at ingen kunne være i nærheden af ham, og Svend var derfor glad for, at han kom væk.

Efter dette tog brødrene hjem til deres gårde og samlede alle deres rede værdier, men de måtte låne noget af deres venner og slægtninge; de solgte også af deres jorder, og en del pantsatte de. Da de havde samlet det beløb, der var aftalt, gjorde de sig klar og drog vestpå til Flæmingeland, og de opsøger hertug Baldvin, og han tager godt imod dem. De har ikke været der længe, før de udreder summen; og det var i ene guld og brændt sølv, og de gav tilmed hertugen gaver: Gode heste og høge og andre ting, som var sjældne i deres land. Da sagde hertugen: »I har håndteret denne sag godt og mandigt; jeg véd også, at I ikke er meget velhavende, så dette må have kostet jer store dele af jeres ejendom, for det er dog et anseeligt beløb. Nu vil jeg overlade jer denne sum, og derfor skal I desuden have min tak og mit venskab, men disse gaver tager jeg gerne imod.« De takkede ham mange gange for hans storsind.

Brødrene opholdt sig dér hos hertugen, så længe de havde lyst, og da de tog af sted, gav hertugen dem hædrende gaver, og de skiltes som de bedste venner. Da brødrene kom hjem til Danmark, slog de sig stilfærdigt ned på deres gårde, og de tjente ikke kong Oluf. Man anså stadig Torgunnasønnerne for at være raske mænd og gode karlfolk.


Oluf Svendsøns død

69. Kong Oluf Svendsøn var gift med Ingrid, som var datter af kong Harald Sigurdson — Norges konge — og søster til kong Olav den Fredelige. Kong Oluf Svendsøn var en mægtig og ond, men ikke videre afholdt mand; han var både selvglad og pengebegærlig, og i hans dage herskede der stor hungersnød og lovløshed i Danmark. Mange af de, som ikke havde været kong Knuds modstandere, sagde da, at de havde truffet en uheldig beslutning, og det havde også medført ulykke for dem, »— for denne konge tilstår ingen mand frihed, og han er i alle dele mere stridbar, end det før har været tilfældet.« Dette indså alle da. Oluf var konge af Danmark i 8 år. Han døde af sygdom, og almuen sørgede ikke meget over hans død.



Noter:

  1. ɔ: Julian den Frafaldne († 363), romersk kejser.
  2. Her er der udeladt et vers fra Ottar den Sortes Knudsdrapa.
  3. Verset er en gentagelse fra sagaens kap. 8.
  4. Sidste verslinje er en del af et »omkvæd«: Knud var den allerypperste konge under himlen. (Finnur Jónsson)
  5. Berse (norrønt: Bersi) = bjørn.
  6. Der er desværre intet bevaret af Kalv Månesons digtning.
  7. Tilnavnet betyder muligvis bævrende/skælvende.
  8. Modsat Hén (norrønt: hein) = en blød slibesten.
  9. ɔ: Tåsinge.
  10. Der opregnes imidlertid kun fire i teksten.
  11. Tords tilnavn er overleveret i varianterne dorri og skori. Her er sidstnævnte valgt.
  12. En lokal, kongelig embedsmand.
  13. I forlægget er dette kapitel ikke forsynet med overskrift.
  14. ɔ: rotter. Vælsk = fra Valland (Det vestligste Frankrig).
  15. Retteligt 1086.
  16. Potentilla anserina.