Kong Harald og Islændingen
Hopp til navigering
Hopp til søk
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Carl Ploug
Kong Harald og Islændingen
En ny Samling Digte
Forlagsbureauet i Kjøbenhavn
1861
- Kong Harald sad i Oslo
- Og drak med sine Mænd,
- Og talte om sin Feide
- Med Dannemarks Svend;
- Thi de var haarde Halse,
- De Drotter, begge To,
- Og undte ei hinanden
- Den ringeste Ro.
- Da nu tilgavns var drøftet
- Den sidste hede Dyst,
- Og hvor man skulde hærge
- Iaar den danske Kyst,
- Om Tidender der spurgtes:
- En meldte da, der var
- I Morgenstunden landet
- Et underligt Par.
- Den Ene er en Islænding
- Freidig og frels,
- Den Anden er en Bamse
- Udi sin tykke Pels;
- I Vinland har han kjøbt den
- For al sin Eiendom,
- Og avet den med Møie,
- Saa den er ganske from.
- Kong Harald lod dem hente.
- Det gottede hans Sind,
- Da Bjørnen han saae træde
- I Hallen høvisk ind;
- Ei mindre godt ham hued
- Den unge raske Mand,
- Hvis klare Øine lyste
- Af Mod og Forstand.
- Kong Harald hilsed venlig,
- Og spurgte Bygd og Navn.
- Sig nævnede han Audun,
- Og Øfjord sin Stavn.
- Saa vilde Kongen ogsaa
- Besked om Dyret ha’e,
- Om det var hans Eie.
- Og Audun svared „Ja”.
- Da roser Kongen Bjørnen.
- Saa vældig og saa tam,
- Og spørger, om ei Audun
- Vil sælge den til ham;
- Og tinge som en Kræmmer
- Om Prisen vil han ei;
- Dens fulde Værd han byder.
- — Men Audun svarer „Nei”.
- „Ei heller det mig undrer,”
- — Kong Harald gav til Svar —
- „Naar Alt, hvad Du har eiet,
- „For den Du givet har;
- „Men om jeg byder dobbelt,
- „Ei sandt, saa slaaer Du til?”
- — Men Audun svared atter:
- „Ei heller det jeg vil.”
- „Nu, siden til at kjøbslaae
- „Du føler Dig for stolt,
- „Du sagtens har som Gave
- „Mig Bjørnen forbeholdt,
- „Og venter, at mit Høisind
- „Skal maale sig med Dit?”
- — „Nei Herre,” svared Audun,
- „Der feiler Du dog vidt.”
- „Saa siig, hvi Du den kjøbte,
- „Og hvi Du tæmmed den,
- „Og hvorhen da Du agter
- „Dig med Din lodne Ven?”
- — „Nu, hvad min Agt mon være
- „Det kan jeg sige nemt;
- „Thi til Kong Svend i Danmark
- „Min Gave er bestemt.”
- — „Er Du da slig en Taabe,
- „At Du erfared ei,
- „At mellem Svend og Harald
- „Gaaer kun en blodig Vei?
- „Og troer Du jeg vil taale,
- „Du drager fri afsted
- „Med Gave til en Fjende,
- „Jeg ønsker kun Fortred?”
- — „Det raader Du for, Herre,
- „Om jeg maa reise frit:
- „Men, mens jeg har min Villie,
- „Saa raader jeg for Mit.
- „Og det er nu en Vane,
- „Som jeg har med mig bragt,
- „At jeg gjør aldrig Andet,
- „End hvad der er min Agt.”
- Da smilede Kong Harald
- Og strøg sin brune Kind:
- „Saamænd, det maa jeg lide.
- „Følg da Dit eget Sind!
- „Reis med Din Bjørn til Danmark,
- „Og giv den til Kong Svend;
- „Men kom saa hid og siig mig,
- „Hvad han gav Dig igjen.”
- Det loved Audun Kongen,
- Og drog med Fred sin Vei;
- Og Løftet, som han sagde,
- Han glemte heller ei.
- Da Aaret var forganget,
- Saa treen han ind igjen
- I Hallen udi Oslo
- Til Harald og hans Mænd.
- Og Kongen flux ham kjendte,
- Og ham at sidde bød
- Og gjøre sig tilgode
- Med Saltmad og Mjød,
- Og derpaa at fortælle
- Om sine Eventyr,
- Men først hvad Kong Svend gav
- Til Gjengjæld for hans Dyr.
- „Først gav han dette, Herre!”
- — Til Orde Audun tog —
- „At Kongen ei hovmodig
- „Vrag paa min Gave slog.”
- — „Ja” — svarede Kong Harald
- „Det var dog grumme lidt.
- „Jeg havde givet Mere,
- „Var Dyret blevet mit.”
- „Saa gav han ogsaa Penge
- „Mig til en Pilgrimsfart.”
- — „Ja, derpaa” — svared Harald —
- „Har Svend jo aldrig spart.
- „Det gav han alt Saamangen,
- „Der tomhændet kom.
- „Men hvad gav han Dig Mere
- „End Reisekost til Rom?”
- „Hver Dag i Kongens Bæger
- „At skænke Øl og Mjød,
- „Den Gjerning og den Ære
- „Han dernæst mig bød.”
- — „Nu, det var smukt; men Æren,
- „Han bød Dig, vared kort.
- „Gav han Dig ikke Andet,
- „Da snart Du drog bort?”
- „Jo” — mæled Audun atter —
- „Han skænked mig en Knor,
- „Vel rustet og vel taklet,
- „Med Ladning ombord.”
- — „Ja, det var ædelmodigt
- „Og kongeligt og stort;
- „Men Harald ikke Mindre
- „End Svend vilde gjort.”
- „Saa gav han mig en Pose,
- „Af Sølvpenge stram,
- „At ei jeg skulde leve
- „I Armod og Skam,
- „Ifald mit Skib blev sænket
- „I Brændingens Grav,
- „Og Ladningen blev slugt
- „Af det graadige Hav.”
- „Det” — udbrød Kong Harald —
- „Var saare vel betænkt;
- „Og det var ogsaa mere,
- „End jeg vilde skænkt;
- „Med Skib og med Ladning
- „Jeg vilde troet os qvit.
- „Men var endnu der Mere,
- „Som Svend kaldte Dit?”
- „Ja, Herre”, — svared Audun —
- „Da jeg Farvel ham bød,
- „Kong Svend mig denne Guldring
- „Op over Haanden skød,
- „Paa det den skulde vidne
- „Om Kongens Gavmildhed,
- „Hvis Posen sank med Skibet
- „I Havdybet ned.
- „Han bød mig aldrig skilles
- „Ved dette gyldne Pant,
- „Med mindre paa min Vandring
- „Jeg nogen Høvding fandt,
- „Hvis høie Sind jeg skyldte
- „Tak for saa meget Godt,
- „At jeg ham undte Gaven
- „Fra Dannemarks Drot.
- „Men denne Høvding fandt jeg
- „Ifjor paa dette Sted.
- „Du kunde taget Livet
- „Fra mig og Bjørnens med;
- „Og dog du lod os drage
- „Herfra med Fred vor Vei.
- „Derfor, Kong Harald, rækker
- „Jeg Ringen til Dig.”
- Da foer det hede Blod op
- I Kongens brune Kind,
- Og hædret han sig tyktes,
- Som han ei blev det end.
- Og Auduns Knor den Sommer
- Laa qvær i Oslo Vig;
- Saa seiled han til Island,
- Paa Gaver dobbelt rig.