Kong Sverre - Slaget paa aakeren

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kong Sverre, hodeskultpur på Nidarosdomen.

Kong Sverre

Slaget "paa aakeren"

av Fredrik Paasche

H. Aschehoug & co. (W. Nygaard)

Kristiania, 1920.

William av Newburgh skriver om Sverre: "Stolt over fremgangen (ved Hirta bro) og støttet til en stadig voksende folkestyrke skaffet han sig ogsaa en flaate, ved hvis hjælp han herjet i flere av rikets provinser. Men kongen (Magnus Erlingsson) samlet sine kræfter, utrustet skibe og drog fienden i møte. Da den anden (Sverre) merket det, lot han atter, som om han flygtet, og trak sig ut i det grænseløse hav." Ogsaa Snorres saga kjender denne tildragelse og nævner flugten ut i havet; men det var ingen skinflugt. William av Newburgh er galt underrettet.

Hele vinteren 1178—1179 sat birkebeinerne i Trondhjem, uten at deres fiender viste sig. Om vaaren seilet de ut efter fjorden og bøiet sydover langs Møre, — hvad maal de hadde, vet vi ikke. Men da de nærmet sig Stad, fik de øie paa langskibe. Al fiendemagten var ombord der: Erling Skakke og kong Magnus, erkebiskop Eystein og Orm kongsbror og mange lendermænd. Hæren var paa vei til Nidaros for at gjøre det av med birkebeinerne.

Sverre kunde ikke møte overmagten; det var nu han flygtet ut paa "det grænseløse hav". Alle seil og alle aarer blev tat til hjælp; men like hidsig satte fienderne efter, og snart var det skib, Erling Skakke styrte, saa nær birkebeinerne, at de kunde se jarlens mænd bak skibsbordene. Erling ventet, til hele flaaten var kommet efter; saa bad han sine mænd lægge til angrep; han bad dem mindes al den skade, de hadde at hevne, han bad dem vogte sig vel for at gi fred til nogen. Han skal ha nævnt Sverre og latt sine mænd forstaa, at det var godt, om de kunde ta ham levende.

Sverre, sier sagaen, saa fiendeskibene komme nærmere og nærmere. Han hadde gjort, hvad der var mulig for ham. Og nu vendte han sig — som stundom senere, naar alle egne hjælpekilder var uttømt — til "Guds miskund". Det heter, at han la sig ned til bøn og kaldte paa den hellige Olav, Norges evige konge. Det heter ogsaa, at han "talte mange fagre ord for sine mænd". Vi kjender ikke ordene; men sikkert har hans tale været baaret av en styrke og inderlighet som aldrig før. Og det kan hænde, at synet av den knælende konge og klangen av hans fagre ord gav de flygtende ny kraft, at han allikevel — selv — aapnet en ny hjælpekilde for dem. Men det, de klart forstod og mindtes, var at "Guds miskund" kom og svarte paa hans bøn: "I samme stund la taaken sig saa tæt over sjøen, at man ikke kunde se fra det ene skib til det andet". Sverre var reddet.

Erling Skakke og kong Magnus "saa ikke vei" længer, de vendte stavnene og krydset ind under land. Nogen hørte jarlen si: "Slik gik det ikke den tid, lykken var med os." Om stemningen ombord hos Sverre fortæller sagaen intet. Og den behøver heller ikke at gjøre det.

Ingen visste, hvor Sverre vilde søke land. Erling Skakke raadslog med sine høvdinger, heter det; men vi faar nu som ellers det indtryk, at han bare sa dem sin vilje. Han delte sin store hær; erkebiskopen og Orm kongsbror blev sendt sydover til Bergen, kong Magnus og Erling selv drog nordpaa, til Nidaros.

Dit hadde ogsaa Sverre seilet, og han kom først. Hans skibe laa ved bryggerne, hæren var ombord, — da fik han se forfølgernes seil ute paa fjorden. Og nu kommer beretningen om Erling Skakkes sidste kamp. Det eiendommeiigste ved disse dages historie er det indtryk, den gir, av Sverres fuldkomne sikkerhet; det er som om han hele tiden vet, at seiren skal bli hans. Er det redningen ute paa havet, mindet om Guds miskund, som virker i ham?

Sverre bød sine mænd gaa fra skibene; men "ingen skulde være saa djerv, at han tok med sig mere end sine vaaben og de klær han stod i". Han vilde ha en "flyvende" hær. Saa væbnet birkebeinerne sig og gik op i Nidaros; "men alle skibe fløt tjeldet foran bryggerne", birkebeinernes "sækkefelder" laa igjen i rummene, og deres forraadskister stod med nøklerne i. Det var som en hilsen til fienderne, at de tænkte at komme igjen og hente sit.

Magnus Erlingsson velges til konge. Magnus V. ble tatt til konge bare fem år gammel, i 1161. Etter slaget på Kalvskinnet i Nidaros 1179, der hans far Erling Skakke ble drept, gikk Magnus i landflyktighet i Danmark for en periode, inntil han vendte tilbake og fortsatte kampen mot Sverre. Erik Werenskiold, illustrasjon til Magnus Erlingssons saga, Heimskringla.1899-utgaven.

Da Erling Skakke la ind til Nidaros, toget birkebeinerne ut av byen, over Nidelvens bro. Jarlen satte efter. Da han var kommet forbi domkirken og erkebiskopsgaarden, kunde han skimte Sverres merke, som fór raskt frem gjennem bygden paa den anden side av elven. Men Sverre selv var ikke under merket; han laa i en dalsænkning nær broen og ventet paa Erling, som ganske rigtig kom og haabet at fange nogen av de mænd, som fór sidst. Straks løp Sverre og den flok, som omgav ham, frem mot jarlen og tvang ham tilbake over broen.

Nu stod han paa aabakken og saa motstanderen paa den anden side og hadde allerede prøvet farerne ved ham. I timevis sat hærene og saa paa hverandre; fra tid til anden suset piler over elven. Tilslut sendte Sverre bud over til fienden, foreslog ham en kamp og gav ham valget mellem tre kamppladser. Træt efter reisen var kong Magnus sovnet ute "paa aakeren" hos sin far; da kom budet fra Sverre og var rettet baade til kongen og jarlen. Erling Skakke tok imot det; Magnus Erlingsson laa endnu og sov. "Jarlen klappet ham paa skulderen og bad ham vaakne". Kongen hørte forslagene, men vilde, at hans far skulde vælge. Da tok stoltheten sin ret over Erling Skakke. Han valgte ingen av motstanderens vilkaar og sa, det var rimeligere, at vilkaar gik fra ham til Sverre.

Da birkebeinerne hadde faat svar, "flokket de sig sammen en stund, og siden tok de til at gaa", den ene etter den anden: "da syntes hæren stor at se til, før den sidste mand var gaat". Høit oppe i bygden satte de over Nidelven, drog videre vestover og la ogsaa Gulelven bak sig. Det var blit nat, birkebeinerne tok en hvil, og endelig kunde Sverre sove efter slitet og spændingen. Men han vaaknet snart; hans mænd hadde slaat ring om en bonde, som var paa vei til Nidaros og vilde sælge malt i byen. De sa, det var bedst at de kjøpte maltet; men Sverre lot manden fare; han bad ham endog fortælle, at han hadde møtt birkebeinerne, og at de agtet sig videre op i bygden.

Det var sandt; de drog videre, men ikke langt. Sverre vilde til Nidaros. I byen gik der saa mange slags rygter i de dage. Om kvelden d. 18. juni (1179) kom et par lendermænd til Erling Skakke og spurte ham, om utvagterne var paa post; de hadde hørt, at birkebeinerne kunde ventes. Jarlen trodde ikke stort paa det; ogsaa han hadde rygter at holde sig til, og han likte ikke, at andre blandet sig i hans saker. Men han lovet tilslut at holde vagt selv, heter det. Lendermændene gik da ned til sine skibe, og jarlen satte ut vagter som vanlig; men "noget senere" blev Erling træt og gik tilsengs. Ogsaa han sov ombord paa et av skibene. Men en del av hæren hadde faat herberge oppe i byen. Over alt kom man sent i seng og sov tungt; ti om dagen hadde Magnus Erlingsson holdt et stort gilde for sine mænd, og mange "var døddrukne" om kvelden.

Sverre vaaket. Ved daggry d. 19. juni drog han over Steinbergene ned mot Nidaros. Midt i den bratte aas stanset han: St. Olavs helligdom laa og lyste imot ham, han var i Feginsbrekka, "glædens bakke", — saa kaldte alverden den høideryg, som gav korsfarerne det første syn av Jerusalem ("Mons gaudii"), og saa kaldte nordboerne den aas, som aapnet utsigten til Norges hellige stad. Sverre steg av hesten, knælte og bad, — sikkert med blikket rettet paa St. Olavs kirke. Det var jo et eiendommelig drag ved denne strid, at hver av de stridende konger mente sig at staa i den hellige Olavs tjeneste. Nu skulde det vise sig, hvem der hadde ret; gudsdommen nærmet sig.

Sverre var sikker. Han talte til sine mænd, han lovet dem "en fager seier", han nævnte, at en drøm hadde git ham tillid. Han mindet birkebeinerne om al nød, de hadde prøvet, han brændte ind i dem, at det idag gjaldt større ting end nogen gang før. Han gav dem et løfte, som er blit farlig for hans minde: at hver, som vidnefast fældte en lendermand eller en hirdmand i fiendehæren, skulde rykke op paa den faldnes plads, — et løfte som, vel at merke, ikke maa skilles ut fra den situation, som fremkaldte det. Slaget skulde staa mot overmagt, og overmagten var den ypperligst rustede krigerskare i Norge; der kunde være forhaandsfrygt hos mange av birkebeinerne, det gjaldt at staalsætte hver arm i hæren. Sverre hadde nok i Guldalen skaffet ny hjælp, mest arbeidsfolk, som bønderne stillet, — selv turde de ikke gaa med. Men det var krigere uten øvelse, og i deres flok var det smaat med vaaben. Sagaen fortæller om en mand, som bare hadde en tyk stok at bære. Den føier rigtignok til, at hans stemning allikevel var den bedste. Han sprang foran de andre nedover Steinbergene, og til en, som spurte, hvor han hadde sine vaaben, ropte han: "De vaaben, jeg tænker at bære, kommer vel imot mig fra byen, og jarlsmændene farer med dem endnu".

Nede paa Øren lekte Magnus Erlingssons vagtmænd. Nu saa de birkebeinerne oppe i aasen; straks blaaste de i lurene, og det blev livlig i byen og paa skibene. Erling Skakke bød sine mænd væbne sig. Hans frænde, Ivar Horte, raadet til flugt; han nævnte, hvor splittet hæren var, og hvor "uføre" mange hadde været kvelden forut. Jarlens forsigtighet gjorde en indrømmelse til Ivars forslag: "Jeg vet ikke, Ivar, om ikke dette var det bedste". Men andre følelser talte imot: hadet til fredsforstyrreren, ømheten for den elskede søns hæder. Og Erling skal ha tilføiet: "Jeg vil ikke vite av, at denne djævelspresten Sverre sætter sig i min søns rum". Han "ropte høit" paa sine mænd, heter det, han bad dem følge. Saa fór de alle op til domkirken, der kong Magnus sluttet sig til dem. Erling Skakke kysset kirkemuren, og grepet av stundens alvor knælte hæren ned og bad. Det blev for meget tidsspilde for jarlen. "Staa op og ta eders vaaben", ropte han, og med bitter ironi føiet han til: "Det kan være, at nogen av eder faar det faar at ligge her om en stund".

Det bølger i hans sind, som han gaar der i platebrynjen; fortrøstning og mistillid strides i ham. Han kaster sverdet fra den ene haand til den anden, og stolte minder stiger op i ham. "I skal nok endnu faa se, at gamlingen kan faa sverdet til at bite idag", sier han til sine mænd. Men naar han forstaar, at det ikke vil lykkes at samle hele hæren — skjønt lurene tuter hvert øieblik — ser han sig om til høire og venstre og spør mismodig: "Hvor er vi nu alle?"

Hærene møttes "paa aakeren ovenfor taarnet, litt utenfor byen". Erling jarl og kong Magnus hadde vel 600 mand; Sverres følge opgives til 360.

"Det blev straks en stor og heftig kamp, men den stod ikke længe paa". Birkebeinerne søkte haardt frem mot Erling jarls merke; den mand, som bar det, kom i fare og støtte det ned i marken, før han vek. Snart stod Erlings merke midt inde i birkebeinernes hær. Det skræmte de mænd, som kom sidst i flokken og ikke kjendte sammenhængen; de trodde, jarlen vadet gjennem hæren; men Sverre blev i tide opmerksom paa deres frygt og lot merkestangen hugge ned. I samme stund fik Erling Skakke et spydstik i livet. Men han var høvding til det sidste: "Følg bare kongens merke vel! mig feiler intet". Det minder om Magnus Barfots mod, da spydet traf ham i den irske myr. Endnu engang rammet Erling jarl en fiende; saa satte han sig ned for at dø. Det heter, at den flygtende kong Magnus kom forbi det sted, hvor jarlen laa, at han bøiet sig ned over ham, kysset ham og sa: "Vi møtes paa glædens dag, fader min!" Jarlen bevæget læberne, fortælles det, men hadde ikke kraft til at svare. Hans sidste tanke maa ha søkt denne søn, som snart i tyve aar hadde været meningen med hans liv.

Magnus Erlingsson flygtet bort fra Nidaros paa Erling Skakkes skib. Hans eget — "Olavssuden" het det, kongen kaldte sig jo St. Olavs" kriger", St. Olavs "vikar* — faldt i Sverres hænder sammen med det meste av den store flaate, som hadde ført Erling Skakkes hær til Nidaros. Paa valpladsen efterlot den slagne fyrste en række av sine lendermænd og hirdmænd.

De faldne blev begravet ved kirkerne i Nidaros, Erling Skakkes lik ved domkirken, paa sydsiden av muren. Da presteme og folkemængden hadde bedt den sidste bøn for den døde, traadte Sverre frem foran fiender og venner. Han stod i heftig oprør; det nye og det svundne møttes i hans sind.

Han talte ved motstanderens grav:

"Et stort tidsskifte er kommet, det kan I klart se. Det har vendt sig saa underlig, at én mand nu er traadt i stedet for tre: for konge, for jarl og for erkebiskop; og jeg er denne mand. — Her er nu mange tidender at se og høre, som er meget værd, og som man nok kan takke for: baade til denne kirke og til andre bæres likene av mange av de mænd, som har fulgt kong Magnus. Som flere jo vil vite, har erkebiskop Eystein og andre lærde mænd ofte sagt, at alle som kjæmpet for kong Magnus og verget hans land og lot livet paa det, at alle de mænds sjæle skulde være i paradis, før blodet blev koldt paa jorden. Nu kan vi da, alle sammen, glæde os over den hellighet, som saa mange mænd her maa ha faat, — om det er, som erkebiskopen har sagt. Da kan vi ogsaa tænke os, hvor hellig Erling selv maa være blit, han som var ophavet til, at Magnus blev tat til konge, og som alle dage, like til nu, har styrket og støttet hans rike. Vi kan tænke os, at hans forbøn nok blir os til stor hjælp hos den almægtige Gud, — om det da ikke er saa, at erkebiskopen har heldet noget til sine venner, naar han sa dette.

Men nu er der skedd et skifte, slik at vi staar over dem, som længe bar rædselshjelm over os og mange andre. Jeg ser mangen staa uglad her ved denne grav, som vilde være storglad, om han stod over min grav, selv om den ikke var saa velstelt. Men dette synes mig kortsynt og ondsindet: I har jo saa ofte hørt, hvad hver av parterne, vi og de andre, kan vente sig efter døden.

Og tænk nu alvorlig paa erkebiskopens løfte. Nu er den stund kommet, at blodet er blit koldt; og selv om vi ikke endnu kan hilse deres jertegn, er det ialfald blit godt om salige mænd i byen i denne strid. Men om det er saa ilde, som min hug sier mig: at brustet har de fagre løfter, da har de døde tilstrækkelig længe maattet undgjælde for løgnen. Og nu er det mit raad at ta saken paa andet vis: be for dem, som er fremfame fra denne verden, be til Gud, at Erling jarl maa faa tilgivelse for alle de synder han gjorde her i livet, og særlig for det, at han, en lendermand, tok den store djervhet paa sig at gi sin søn kongsnavn og reise flok og merke mot kongers sønner, kong Haakon (Herdebred) og kong Eystein (Meyla), og fælde dem begge fra riket. Nu skal vi ogsaa be for alle de mænds sjæle, som har mistet livet i denne uretfærdige strid, baade nu og før, be Gud tilgi dem alle synder og frelse deres sjæle. Jeg vil for Guds skyld tilgi dem alt, hvad de har misgjort mot mig.

Nu gjøre hver mand, hvad han tror er til størst gavn for ham selv og for dem, som er fremfarne fra verden, og som saa braatt blev kaldet bort, — uten skriftemaal og uten nadverd, med mindre utrustning og haardere sind, end de nu kunde ønske det selv."

Sverre endte talen i helt forsonlig aand. De haarde ord var sagt, og stormen i hans sind la sig. Slutningsordene blev en takk og et løfte om omsorg for gravene: "Da kongen hadde talt dette, vendte han sin tale efter den sedvane, som brukes ved gjæve mænds grave; han takket presterne for deres sang og fagre læsning og hele almuen for dens bønnehold; han bad enhver sysle saa omhyggelig, som han selv vilde, om sin frænde eller ven og sa, at han vilde sætte mænd til at stelle med de grave, som ingen tok sig av. Kongen sluttet sin tale slik, at alle likte den".

Idag gik han ind til ny skjæbne; "det store tidsskifte" var der. Erling Skakke hadde syntes uovervindelig; men nu var hans navn blegnet for et andet. Midtpunktet for alles samtale var Sverre, den nye mand; det heter i sagaen, at efter seiren i Nidaros "var der ikke den mand i Norge, som ikke kaldte ham konge, undtagen kong Magnus og hans mænd".

Navnet "birkebeiner* hadde før været brukt til haan; "men fra nu av tyktes det være et hædersnavn, og de som het saa, tyktes meget værd". Mænd, som engang hadde været fattige arbeidsfolk, bar "skrud og skarlagen og gode vaaben* av det rike krigsbytte. De faar sin ros: "Det er folks tale, at ikke har der været modigere flok i Norge end de som dengang var med kong Sverre". Endnu en ros faar de, — høvdingens egen: "det samme vidnet han selv stadig siden*. Der kom tider, da hans følge gik træt; da nævnte han gjerne, hvad "de gamle birkebeiner* hadde været.

Efter seiren gav Sverre løn til sin hird og hævet mange i flokken til høiere rang. Over hele Trøndelagen satte han kongelige styresmænd ("sysselmænd"). Ogsaa de rike og høibyrdige mellem trønderne tok aapent hans parti, og fra nu av, heter det, kaldte han Trøndelagen sit hjem og satte sin, trøst og tro* til trønderne. Der var arv i forholdet; Trondhjemsbygdeme hadde jo fostret hans far kong Sigurd og git hans bror Haakon Herdebred støtte. Nu gjaldt det at bruke "hjemmet* der nord som et utgangspunkt for ny handling. Magnus Erlingsson rustet sig til at fortsætte krigen.

William av Newburgh skriver om Erling Skakkes sidste kamp: "Da hæren, i glæde over fiendens fordrivelse, hengav sig til fest og fordærvelig sikkerhet, trængte den forbandede prest (Sverre) med sine mænd ind i havnen, angrep de drukne og søvnige og ødela med ringe besvær næsten hele hæren tillikemed kongens far og andre stormænd. Men mens de andre faldt, undkom kongen (Magnus) og skal i nogen tid ha holdt sig skjult i et nærliggende nonnekloster; hans fiender lette forgjæves efter ham, og ved Guds hjælp slap han bort". Sverres saga kjender ikke dette ophold i nonneklosteret; sagaskriveren fortæller, at den flygtende kong Magnus "satte ut av aaen" og seilet til Bergen. Men om én ting er de to forfattere enige: at flygtningen snart fik kraft til ny kamp.