Kristian Kaalund biografi

Fra heimskringla.no
Revisjon per 14. nov. 2015 kl. 19:20 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Kristian Kaalund
Biografisk oversigt

Kristian Kaalund
(1844-1919)



Kaalund, Peter Erasmus Kristian, f. 1844, nordisk Filolog. Kr. K., Søn af Sognepræst Caspar Ernst K. (d. 1853) og Anna Helene f. Riedewaldt (d. 1888), er født 19. Avg. 1844 i Søllested paa Laaland, blev 1863 Student fra Herlufsholm og bestod 1869 Magisterkonferens i nordisk Filologi. 1872 tiltraadte han en 2aarig Rejse til Island, væsentlig med det Formaal at bestemme de i Sagaerne omtalte Lokaliteter. Hovedresultatet af Rejsen blev det monumentale Værk «Bidrag til en historisk-topografisk Beskrivelse af Island» I-II (1877-82), hvis 2. Binds 1. Hæfte (Nordfjerdingen) han 1879 forsvarede for den filosofiske Doktorgrad. Det antikvariske Udbytte af sin Islandsrejse nedlagde K. især i Afhandlingen «Islands Fortidslevninger» («Aarb. f. nord. Oldkynd.» 1882). - Efter i nogle Aar (fra 1875) at have virket som Lærer (Adjunkt 1880) ved Metropolitanskolen opgav K. denne Stilling 1883 for at tiltræde den nyoprettede Post som Bibliothekar ved den Arnamagnæanske Haandskriftsamling, i hvilken Egenskab han udarbejdede den udførlige og nøjagtige Katalog over denne Samling (I-II, 1888-94). Sit fremragende Kjendskab til gamle islandske Haandskrifter har K. fremdeles lagt for Dagen ved Udgaverne af «Fljótsdoela hin meiri» (1883) og «Laxdæla saga» (1889-91) - af den sidste er en tysk kommenteret Udgave under Trykning -, og endelig har han i flere mindre Afhandlinger (især i «Aarb. f. nord. Oldkynd.» 1870 og H. Pauls «Grundriss der german. Philologie», Afsnittet «Sitte: Skandinav. Verhältnisse», 1890) behandlet Æmner vedrørende Islands Kulturliv under Sagatiden. - K. er Sekretær i Samfundet til Udgivelse af gammel nordisk Litteratur siden dets Stiftelse (1879) og i det kongl. nordiske Oldskriftselskabs Oldskriftafdeling (fra 1891). (Levnedsbeskrivelser af de ved Kbhvns Universitets Firehundredaarsfest promov. Doktorer. Leth og Wad, Dimitterede fra Herlufsholm I-II.)
Verner Dahlerup.

Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905)


Finnur Jónsson
Nekrolog over Kr. Kålund.
Arkiv för Nordisk Filologi
1920


Kristian Kaalund

Bibliotekar ved den Arnamagnæanske håndskriftsamling, dr. Peter Erasmus Kristian Kålund, døde d. 4. juli, efter at have været syg af en ondartet bronkitis siden i vinter.

Dette dødsfald er kommet mange uvæntet, ti arbejdsiver og arbejdskraft var så at sige usvækket hos ham lige til det sidste, og han blev dog næsten 75 år.

Dr. Kålund var født 19. august 1844 i Søllested på Lolland, hvor hans fader var præst (d. 1853). Efter at være dimitteret fra Herlufsholms skole (1863), studerede han nordisk filologi ved universitetet og afsluttede sine studier med en magisterkonferens 1869. Det viste sig allerede dengang, at det var ikke den sproglige, d. v. s. grammatiske, men den reale side af faget, som interesserede ham stærkest, og dette viste sig senere gennem hele hans virksomhed. Han havde dog erhværvet sig udmærket færdighed i at forstå de gamle tekster; han havde i det hele en fortrinlig ævne til at lære praktisk sproglig færdighed; således lærte han at tale nutidssproget under sit ophold på Island, for ikke at tale om at han kunde tale alle 3 moderne hovedsprog.

Kålunds første trykte afhandling var netop hans eksamensopgave, noget ændret: Familjelivet på Island (Aarbøger 1870). Denne meget grundige, på selvstændig behandling hvilende afhandling handler om menneskene, som de fremtræder i ættesagaerne, fra fødselen af til død og begravelse; skildrer giftermål, ægteskab, tyendeforhold m. m. i sagatiden med stadige kildehenvisninger. Alle sider af æmnet er grundig og udførlig behandlede og bærer vidne både om den nöjagtighed, ædruelighed og skarpsind, som altid var dr. Kålunds ypperste forskeregenskaber.

Studiet af sagaerne var forbundet med vanskeligheder, fordi hjælpemidlerne endnu var meget få og utilstrækkelige. Dette har dr. K. selv levende følt. Og det var derfor ganske naturligt, at en realfilolog som han gærne vilde göre sit til at rydde disse vanskeligheder, ialfald delvis, af vejen. Især var han opmærksom på sagaernes omtale af lokaliteter og han indså, hvor stor en betydning en nærmere undersøgelse vilde have, også og ikke mindst i rent litteraturhistorisk henseende. Dette udtalte dr. Kålund i sin »efterskrift» til hans første hovedværk, der straks skal omtales.

1872 blev han sat i stand til at foretage en rejse til Island, der strakte sig over 2 år. Om sommeren berejste han alle landets egne, så at sige med sagaerne i hånd for ved selvsyn at danne sig et klart billede af situationerne og kontrollere sagaernes beskrivelser. Den ene vinter bode han på selve landet (í sveit) hos sysselmand E. Th. Jonassen på Hjarðarholt (i Myrasyssel), og havde da den bedste lejlighed til at lære den islandske bondekultur at kende i alle enkeltheder. Da oversatte han på dansk den første, bekendte bondelivsnovelle »Piltur og stúlka», »Indride og Sigrid» (udk. 1874). Men hovedfrugten af hans studier blev den voluminøse »Historisk-topografisk beskrivelse af Island» i to bind (1877 — 82); i denne bog gennemgår han, syssel for syssel, alle de i sagaerne nævnede lokaliteter, foruden at han også giver fortræffelige almindelige egnsbeskrivelser. Hans behandlingsmåde er helt igennem nøgtern kritisk, og han giver en fylde af oplysninger af kulturhistorisk art. Han benyttede flittig og grundig alle hjælpemidler, trykte og utrykte, der var ham tilgængelige, samt mundtlige og skriftlige meddelelser fra sagkyndige, som han rådspörger, især de islandske præster, som han så smukt mindes i den nævnte »efterskrift». Dette værk er et »standard»arbejde, der stadig er den bedste vejleder i sin art ved læsningen og studiet af de gamle slægtsagaer. Beskedent kaldte forf. værket »Bidrag til», men det er meget, meget mere. Ved sin fremkomst blev det modtaget med uskrömtet glæde og anerkendelse af alle. Der er desværre ikke plads til her at komme nærmere ind på alle de nye resultater, værket frembød. Fremhæves kan den udførlige påvisning af det gamle lovbjærgs beliggenhed, der dog ikke faldt i deres smag, der ukritisk holdt på den såkaldte isl. »tradition», der i dette tilfælde ingen tradition var. Om dette spørsmål skrev han senere en afhdl.: »Det isl. lovbjærg» i Aarbb. 1899. En del af værket benyttede forf. som disputats for den filosofiske doctorgrad (1879).

Efter at være vendt tilbage til København fik dr. Kålund ansættelse som lærer i dansk ved metropolitanskolen 1875 — 83 (adjunkt 1880). I det sidstnævnte år blev han udnævnt til bibliotekar ved den Arnamagnæanske håndskriftsamling, hvortil han egnede sig så fortræffelig, at man med fuldeste ret kunde sige, at der var den rette mand kommen på den rette plads. Man havde længe hårdt savnet en nøjagtig katalog over hele samlingen; den gamle, af Jón Ólafsson udarbejdede katalog var altfor ufuldstændig, og den nye, udførlige katalog, der var påbegyndt i 19. årh., var kun lidet fremskreden, og planen var af den art, at det kunde forudses, at en sådan katalog sent eller aldrig vilde blive fuldført. Det blev da dr. Kålunds første hovedarbejde at forfatte en katalog[1] der gav alt det fornødne så kort og præcist som muligt. Han foretog rejser (f. eks. 1885) til forskellige udenlandske biblioteker for at sætte sig ind i andre landes biblioteker og tillige undersøge, hvad der der fandtes af norrön litteratur Resultatet var det smukke værk på 2 svære bind (1889 og 1894) hvorved et höjst nødvendigt og tilstrækkeligt hjælpemiddel blev bragt til veje. Samtidig blev naturligvis hvert enkelt nummer nöjagtig undersøgt, ordnet og efterhånden indbundet, for såvidt som dette var nødvendigt. Derved blev samlingen bragt i en forfatning, som var den værdig. Til dette arbejde sluttede sig et lignende over de »oldnorsk-islandske håndskrifter» i det kongelige bibliotek (1900) med en fortræffelig indledning om »den nordiske (norröne) oldlitteraturs samling og bevaring» — en fuldstændig beskrivelse af de forskellige håndskriftsamlinger og deres tilblivelse og skæbne, først og fremmest Arnes egen. Endelig udgav han Arnes egen håndskriftfortegnelse (AM 435, 4°; 1909)

Til hans virksomhed ved og for samlingen knyttes endnu følgende værker: Palæografisk atlas I— III (1903, 1905, 1907), et arbejde af grundlæggende betydning for den nordiske palæografi, samt de 2 bind, der indeholder Arnes brevveksling med Torfæus og hans »embedsbeskrivelser og andre offenlige aktstykker» — af stor historisk og litteraturhistorisk betydning (1916). Hertil skulde slutte sig en samling af Arnes private brevveksling; heraf forelå der ved dr. Kålunds død o. 35 ark; resten foreligger trykfærdig, så at det hele vil fremkomme i nær fremtid.

Såvidt jeg ved, var det dr. Kålunds yndlingstanke, engang at kunne give en udførlig biografi af Arne Magnusson, og hertil havde han gjort betydelige samlinger; de nævnte breve osv. var etslags forarbejder dertil. Men de andre store arbejder, der dels er nævnt, dels straks vil blive nævnede, forhindrede ham i at udføre dette arbejde, hvortil han fremfor nogen var kaldet.

Selv om dr. Kålund ikke havde udført andre arbejder end de hernævnte, vilde han have gjort sig fortjænt af den nordiske, spec. vestnordiske oldtidsvidenskab, som få andre. Ved sin enestående flid og energi fik han tid til en udstrakt og meget vigtig udgivervirksomhed. En kort oversigt skal her gives.

Hans første udgave var Fljótsdæla hin meiri (1883), et efterklassisk sagaværk, ikke uden interesse. Reykjaholts máldagi (fototypisk udg. 1885; medudgiver), Laxdælasaga (1889—91), en tysk kommenteret udgave i Sagabibliothek 1896. Gullþórissaga (1898), Heiðarvigasaga (1904), Kirjalaxsaga (1917) — alt dette (undt. Laxd. i Sagabibl.) for Samfund til udgivelse af gml. nord. litt.; herefter fulgte den store udgave af Sturlunga saga (I — II 1906—11) for Oldskriftselskabet; denne udgave, den 3. i rækken, er den første fyldestgörende af dette vigtige sagaværk, og i virkeligheden et kæmpearbejde. Allerede 1904 var en dansk oversættelse — også for Oldskriftselskabet — udkommen. Der findes i forskellige håndskrifter flere oldskrifter af komputistisk-astronomisk-historisk indhold, hvoraf endel blev udgivet i den gamle Rymbeigla (1780), men meget ukritisk. Her var meget at göre, men dr. Kålund lod sig ikke afskrække af de dermed forbundne vanskeligbeder. Han gik i lag med at udgive disse tekster, som han sammenfattede under en fælles titel: Alfrædi Íslenzk (islandsk encyklopædi); for at de komputistisk-astronomiske dele kunde blive sagkyndig behandlede tog han prof. dr. N. Beckman til sin medarbejder ved udgivelsen af disse. Af disse vigtige skrifter udkom 3 bind (I 1908, H 1914—16, ffl 1917—18). Det 4. bind havde dr. K. tildels forberedt; det skulde især indeholde en udgave av AM 764. 4°. En »islandsk lægebog» udgav han (1907) i Videnskabernes Selskabs skrifter, ligeledes den isl. »Vejviser for pilegrimme» i Aarb. 1913, isl. ordsprog fra et gammelt rimehåndskrift i »Småstykker» og det gamle runedigt sst. Hertil slutter sig endelig afhdl. »Islands fortidslævninger» (med udgivelse af de isl. runeindskrifter fra o. 1300 og derefter) i Aarb. 1882.

Det er, som man ser, en overmåde stor udgivervirksomhed, men den var tillige meget fortjænstfuld, idet de fleste af disse udgaver dels var de første af vedkommende værk, dels en fornyelse af ældre og ukritiske udgaver. Alle er de besörgede med en minutiös nöjagtighed og samvittighedsfuldhed, og de ledsages af omhyggelige og omfattende indledninger, hvor især de reale oplysninger om håndskrifter og den kritiske behandling af tekst og indhold var værdifulde. Dr. Kålund veg ikke tilbage for nogen vanskeligheder. Han var en fortræffelig håndskriftlæser. Han læste og afskrev de bekendte sider af Gullþórissaga (Arkiv I; han konstaterede rigtigheden af G. Vigfússons tidligere læsning), Droplaugarsonasaga (Arkiv III), Heiðarvigasaga (udg.) osv.

Foruden alt det nævnte skrev dr. Kålund flere mindre og större afhdl., hvoraf et par er nævnede, samt anmældelser i nærværende tidskrift (op imod 20, hvoraf kan fremhæves Studier over Crymogæa i bd. XXIII), i Aarbøger for nord. Oldkh., hvoraf kan nævnes den om håndskrifterne af Sturlunga (1901), Historia de profectione Danorum (1896), samt nogle småting i Småstykker.

Endelig nævnes, at han i Grundriss f. germ. Philol, skrev afsnittet »Sitte. Skandinavische Verhältnisse» (sammen med doc. V. Guðmundsson) og at han var medarbejder ved Biografisk lexikon (sågodt som alle Islændere er her dygtigt og træffende biograferede af ham).

Det som karakteriserede dr. Kålunds videnskabelige virksomhed er allerede fremhævet: grundighed, nöjagtighed og samvittighedsfuldhed til det yderste. Hertil kommer nøgtern opfattelse og kritisk sans i bedste forstand. Han stillede sig kølig-kritisk over for alt, og han var kemisk fri for alt hypotesevæsen; alt fantasteri var ham fremmed, og han hadede intet mere end løse og uvederhæftige påstande. Tilsyneladende var han ikke noget følelsesmenneske, men han var en af dem, der altid holder deres følelsesliv for sig selv. I enkelte öjeblikke kunde man dog fornemme den ild, der bode i ham, og hele hans virksomhed vidner om den brændende kærlighed, han nærede til sin videnskab, især til Islands gamle litteratur og kultur, men han omfattede det nye Island med ligeså stor kærlighed, og han fulgte interesseret med i hele den nyere litterære og politiske udvikling deroppe. Sin interesse herfor viste han til slutning ved at testamentere så godt som alt sit til det islandske Fræðafjelag, hvoraf han var medlem.

Hans karakter var nobel og ren; retsind, trofasthed og pålidelighed var hans aldrig svigtende egenskaber, og han lagde aldrig skjul på sin mening, når det gjaldt at udtale den. Falskhed i tankegang var ham fuldstændig fremmed, og han bör ganske frikendes for den plet, som sattes på hans minde i en bladartikel »In memoriam», der skulde være velsindet.

Dr. Kålund var også en udmærket praktisk mand, rådsnar og hurtig til at opfatte hvad der var kærnen i enhver sag. Han udførte et fortjænstfuldt og uegennyttigt arbejde som sekretær i »Samfund til udgiv, af gml. nord. litt.» Han var medstifter af dette og dets sekretær fra dets tilblivelse lige til hans død, i 40 år. Uden at gå nogen af hans kolleger i styrelsen nær tør det siges, at det var ham, der gjorde det tungeste arbejde, og ham kan man hovedsagelig takke for initiativet med hensyn til meget af hvad der udgaves. Samfundets vel og ve lå ham altid på hjærte; det har ham ikke blot så mange udmærkede udgaver at takke for, men også den praktiske virksomhed i dets tjæneste.

Da prof. K. Gislason døde (1891), blev dr. Kålund valgt i hans sted til sekretær i Oldskriftselskabet for Oldskriftafdelingen, hvoraf han havde været medlem siden 1883. Også her viste han sig som den, der var på sin rette plads. Han tog her bl. a. initiativet til Sturlungaudgaven og oversættelsen af dette værk. Han blev valgt til medlem af det danske kgl. Videnskabernes selskab 1900, og han var medlem af flere udenlandske, norske og svenske, videnskabsselskaber, æresmedlem af det isl. litterære selskab.

Da han blev 70 år udgav det fornævnte Fræðafjelag en lille bog til minde derom, en ringe hædersbevisning for alt det udmærkede og utrættelige arbejde, han havde udført for Island og dets litteratur i fortid og nutid.

Endelig skal bemærkes, at dr. Kr. Kålund var en skattet medredaktör af dette tidskrift fra og med det 5. bind.

Som bibliotekar vil dr. Kålund længe mindes på grund af sin store elskværdighed og hjælpsomhed af alle dem, der benyttede den håndskriftsamling, der stod under hans varetægt. Altid var han rede til enhver vejledning ved benyttelsen deraf og altid stod han benytterne bi ved læsningen af vanskelige steder. Også i så henseende opfyldte han alle de krav, der stilledes til ham og hans omfattende kundskaber.


I august-mån. 1919.
Finnur Jónsson.


Bibliografi



Fodnoter

  1. Han havde iøvrigt allerede fra 1876 været beskæftiget med håndskriftsamlingen på forskellig vis.