Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie - 1ste Bog Indledning

Fra heimskringla.no
Revisjon per 11. jun. 2020 kl. 15:19 av Jesper (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie

1ste Bog.
Indledning


Af Gustav Storm



Den Norske Forlagsforening

Kristiania 1878




I. Kritiske Principer

Vikingetiden har med rette altid hørt til de Dele af Nordens Historie, som drøftedes med størst Iver og det af Forskere fra alle Lande, thi den Interesse, Vikingetiden frembyder, strækker sig ud over Nordens Grænser. Til ingen anden Tid har de nordiske Folk indtaget en saa storartet Magtstilling som i det 9de og 10de Aarhundrede: i Vest herskede deres Flaader over Nordsøen og Atlanterhavet, og i Øst tumlede deres Hære sig til Konstantinopel og det kaspiske Hav, medens samtidig deres Opdagelsesreiser gik til det hvide Hav mod Nordøst og til Grønland mod Nordvest. Det havde sin store Betydning ogsaa for Verdenshistorien at undersøge, hvilke Resultater denne Magtudfoldelse havde paa de Folk og Stater, som de nordiske Folk virkede paa. Men paa den anden Side knyttedes her for første Gang varigere Forbindelser mellem Norden og Europa: den anden Opgave blev altsaa at undersøge, hvilken Indflydelse Sydens Kultur havde paa de nordiske Folk. Vikingetiden repræsenterer altsaa for Nordens Historie samme Periode som for de sydgermaniske Folk den store Folkevandring. Man vil derfor ikke undre sig over, at ligesom Germanernes Tog mod Rom har været Gjenstand for en meget forskjellig Opfatning, har heller ingen Periode af Nordens Historie været en Kampplads for mere stridende Anskuelser. Ligesom man hist i Germanerne kun saa de raa Barbarer, der satte Verden et Aartusinde tilbage i Kultur, eller ogsaa omvendt hos dem fandt den sædelige Kraft, der skulde til for at fornye de af Overcivilisation fordærvede Folk, saaledes træffe vi om Vikingstiden de samme stridende Grundtanker. Ogsaa i Drøftelsen af Normannertiden træffe vi Spor af en lignende Adskillelse som nutildags mellem Tyskere og Franskmænd i dens Vurdering af Folkevandringen: ligesom Tyskerne ofte føle sig fristede til at overvurdere Germanerne og Franskmændene til at nedsætte, er det ikke frit for, at Historikere fra England og Frankrig er tilbøielige til at undervurdere Normannernes Betydning og omvendt de nordiske Historikere til at se alt hos Normannerne i den bedste Belysning. Men dette er ikke det eneste Skjær, hvorpaa Forskerne over Vikngetidens Historie kan strande. De nordiske Forfattere paa dette Felt har altid været optagne af Forsøg paa at bringe paa det rene, hvilken Del de enkelte Nationer har taget i den store Kraftudfoldelse og de store Kampe i Vikingetiden; og altfor ofte vil man da iaktta det Forhold, at hvad enten det var danske, norske og svenske Forskere, troede de at kjæmpe "pro aris et focis", naar de kunde tillægge en Nation Hovedrollen eller ialfald Deltagelse i alle større Foretagender. Ligefra det 17de Aarhundrede kan man se, hvorledes f. Ex. den danske (Kong Knuts) Erobring af England skildres af Nordmænd og Svensker som en "nordisk" Erobring, fordi ogsaa Svensker eller Nordmænd deltog i Toget, eller f. Ex. den norske Kolonosation af Island skildres af Svenske og Danske som "nordisk" fordi enkelte Danske og Svensker fulgte med til Island. Disse Overgreb bør man imidlertid ikke tro blot er fremkaldte af Nationalforfængelighed; ved Siden deraf lededes Forskerne ogsaa af en instinktmæssig Følelse af, at Vikingetiden er en fælles Kampplads for alle nordiske Nationer: at intet større Tog, ingen større Bevægelse udgik dengang fra et nordisk Folk uden at efterlade sig Spor ogsaa hos de andre. Men paa den anden Side har Særfølelsen altid været stærk nok til at f. Ex. den svenske Historiker med Forkjærlighed dvælede ved udelukkende svenske Begivenheder, den danske ved danske o.s.v., saa at de gjensidig maatte korrigere hverandre og Resultatet til Slutning blive retfærdigt for alle Parter. Dette Arbeide er endnu ikke endt, og vil vel neppe blive det paa lange Tider; en væsentlig Grund hertil er Kildernes Tilstand. For Historikerne maa altid en Undersøgelse og Drøftelse af Kilderne gaa forud for Fremstillingen, men hvor disse er af den Beskaffenhed som i Vikingetiden, der vil der altid frembyde sig nye Sider for Vurderingen, nye Synspunkter at dømme fra. For Vikingetiden har det siden 16de Aarhundrede været en Hovedopgave at bringe Overensstemmelse mellem de hjemlige og de udenlandske Kilder: man har de danske Sagn hos Saxo fra omtrent Aar 1200, de islandske Sagaer fra 13de og 14de Aarhundrede, de samtidige frankiske, engelske og irske Annaler fra 9de Aarhundrede samt en Række franske og engelske Krøniker fra 11te og 12te Aarhundrede. Saalænge intet kritisk Synspunkt var valgt, havde Historikerne den frieste Raadighed over alt dette store Materiale: man antog i det Væsentlige alt for rigtigt og sandt, og naar Kilderne stod imod hverandre, søgte man at bortforklare denne Strid ved lempelig Fortolkning, hvorved Forskernes personlige Sympathi, hans nationale og historiske Standpunkt fik det frieste Spillerum. Men efterhaanden som i dette Aarhundrede den kritiske Historieforskning udviklede sig, kunde ogsaa en rigtigere Udsondring af Stoffet komme tilorde. Lige siden Torfæus havde den islandske Tradition siddet i Høisædet, og det var derfor med en vis Respekt, man nærmede sig dens ærværdige Repræsentanter. Selv P. A. Munch, som dog i sin Fremstilling af selve Vikingetogene til Frankrige og de britiske Øer tog sit Udgangspunkt i de frankisk-engelske "Rigshistorier" og derfor maatte rokke Tiltroen til de islandske Sagaer, vover dog ikke ganske at bryde med disse: ligesom Niebuhr ligeoverfor de gammelromerske Traditioner kasserede de enkelte Sagn, men dog opstillede deres Grundtræk som Historie, opgav heller ikke Munch hverken Sigurd Ring eller Ragnar Lodbrok som i det væsentlige historiske Personer: da de frankiske Krøniker ikke kjender disse, men derimod omtaler en Række danske eller "normanniske" Konger, som ialfald beherskede Jylland, kom Munch til samme Resultat som sine Forgjængere: at Sverige og Danmark og Dele af Norge i 9de Aarhundrede var et samlet Rige under Overkonger som Sigurd Ring og Ragnar Lodbrok, der var udgaaet fra Sverige og havde erobret Danmark; de havde under sig de fra de frankiske Annaler bekjendte Underkonger, der især herskede i Sønderjylland. Dog gjorde han et Skridt videre, idet han paaviste, at disse de frankiske Annalers Konger faldt sammen med de Vestfoldske Konger i Norge, som altsaa — sluttede han — havde underlagt sig Sønderjylland; deraf udledede han det i 9de Aarhundrede saa hyppige Navn "Nordmanni", som derved fik sin mere generelle Betydning af "Nordboer" og kunde bruges om de nordiske Vikinger, enten de var Nordmænd eller Daner[1] . Det kan ikke nægtes, at denne Hypothese havde Svar paa rede Haand mod alle Indvendinger: pegte man paa de nordiske Runeskrifter i Danmark, svarede Munch, at de vare satte af de nordiske (ɔ: norske eller svenske) Herrer i Danmark; gjorde man opmærksom paa, at Danerne i England havde efterladt Sprogmindesmærker, der stemte med de danske Runeindskrifter, svarede Munch, at ogsaa i England havde Nordmændene været paa Færde o. s. v. Alligevel kunde Hypothesen ikke holde sig i mange Aar: den led dog af den Feil, at den ikke kunde forklare, hvorledes dette store Monarki havde kunnet undgaa de frankiske Annalister, der dog kjendte ganske godt til Danmarks politiske Forhold; det er jo saa, at det store "Erobringsmonarki" kun omtales af Islændingerne, medens disse omvendt ikke kjende noget til de mange danske Forhold, som de frankiske Annaler omtale. Der maatte altsaa komme en Reaktion mod Munchs Theorier, og denne Reaktion maatte udgaa fra Danmark. Dr. Jessen har (1862) i sine udmærkede "Undersøgelser til nordisk Oldhistorie" grundigt medtaget baade det "nordiske Erobringsmonarki" og den islandske Fremstilling af Danmarks Historie i 9de Aarhundrede. Idet han efter samme Methode, som Munch selv benyttede for Fremstillingen af Vikingetogene, lagde til Grand de samtidige og troværdige frankiske Annalisters Efterretninger, viste han, at Danmark og Sverige i 9de Aarhundrede var særskilte Riger, at de hos Frankerne omtalte danske eller "normanniske" Konger var Konger i Danmark og at i de islandske Efterretninger kun fandtes ganske lidet af historisk Værdi, men det meste var en for Historien ubrugelig Sagndigtning. Medens Munch gik ud fra, at Sagn ofte, selv om de i Enkeltheder viste sig at være feilagtige, dog kunde antyde Begivenheder i sine Hovedtræk, opstillede Dr. Jessen som Program, at ethvert Sagn er Løgn, saalænge indtil det bevises. Hvis her ikke ved Bevis forstaaes andet og mere end at Sagnet ikke strider mod tilforladelige Fakta eller mod den indre Sandsynlighed, maa den kritiske Historieforskning indrømme Satsens Rigtighed; i alle Tilfælde har man overfor Sagn den fuldeste Ret til at gjøre den skarpeste Prøvelse gjeldende. Men at forbyde Forskere, der skal skrive disse Tiders Historie, at befatte sig med ubeviste Sagn, vilde omtrent være det samme som at byde, at de havde at afholde sig fra at søge at skildre Vikingetiden; thi af de korte Notitser i Annalerne kan man ikke fremstille Tiden i dens fulde Virkelighed. For at skaffe nye Kilder til Vikingetidens Historie har derfor Hr. Joh. Steenstrup i sin 1876 udkomne "Indledning til normannertiden" dristigt givet sig i Kast med Vikingetidens Sagnhistorie; dette er det nye og eiendommelige ved hans Bog, som derfor altid vil beholde sin Betydning for Normannertidens Historie. Gjennem et sammenlignende Studium af Sagnhistorien viser han, at Sagnet ofte kun er en "miskjendt Historie"; men Sagnets Vei er ofte farlig at betræde, ofte vildledende: man tror at staa midt i en troværdig, paalidelig Historie, men saa dukker uventet en af Eventyrets Skikkelser op og lader os havne i historiserede Myther; eller Sagnet kan gribe en Navne-Lighed, et beslægtet Karaktertræk, og blande sammen uvedkommende Tider, Steder, Personer og Folkeslag i den mest brogede Forvirring; eller det kan af personlig eller national Sympathi tillægge sin Helt Seire, hvor han har lidt Nederlag, sit Folk Erobringer, hvor det er blevet undertvunget; det vil sige, Sagnet beherskes af alle andre Tilbøieligheder end Sands for historisk Sandhed, det ledes kun af Fantasien. Opgaven er her vanskelig nok, Resultaterne endnu kun halve, ofte rent illusoriske, men vi tro, at netop ved at fordybe sig i disse forvirrede Minder, ved at oplyse disse dunkle Steder med Kritikens Fakkel, vil man kunne Faa et nyt Indblik i Vikingetidens Leve- og Tænkesæt. Paa mange Steder er dette allerede lykkedes Hr. Steenstrup, men naar vi alligevel anse væsentlige Partier i hans Bog for mislykkede, tilskrive vi dette den Grund, at han ikke udøver den rette Kritik paa de historiske Kildeskrifter. I Spørgsmaalet om Normandie's Bebyggelse har man pleiet at stille mod hinanden de norsk-islandske Kilder paa den ene Side, de danske og normanniske paa den anden. Hr. Steenstrup holder sig til de sidste, søger at undskylde deres Mangler og i det hele ophøie dem til brugbare Kilder, medens han uden videre har anseet sig berettiget til at skyde de norsk-islandske Sagaer tilside som ubrugelige for Vikingetidens Historie; naar han derfor er kommen til Opfattelser, der afvige fra hvad norske Forfattere som P. A. Munch, Ernst Sars og Gustav Storm har fremsat, "haaber han, at man vil indrømme ham, at Afvigelserne hidrøre fra et forskjelligt og rigtigere Udgangspunkt". Han synes altsaa at mene, at P. A. Munch har gaaet ud fra Sagaerne som det historisk givne; men mod denne Opfatrning maa vi hævde, at det netop er P. A. Munchs Fortjeneste i Fremstillingen af Vikingetiden at have taget sit Udgangspunkt i de kortfattede, men paalidelige frankiske Krøniker og at have prøvet alle sagnmæssige Kilder paa Grundlag af dem. For en kritisk Prøvelse vil det være klart, at hverken de norsk-islandske Sagaer, den danske Saxo eller de normanniske Krøniker (Dudo) er Kilder af stort Værd for det 9de Aarhundrede; de er fulde af uhistoriske Sagn oɔ: Løgne; derfor maa hver Sætning prøves paa Guldvægt, før den bruges, og strider endog blot et eneste Hovedtræk mod en Kjendsgjerning, maa man være yderligt varsom med at tro dem i andre. Det er saaledes ikke nok at paapege, at Dudo ikke er fuldt saa slem, som man har gjort ham; naar man alligevel ikke kan rense ham ganske, er det kritisk urigtigt at bruge ham til Modbevis mod andre Traditioner. Vi skal senere nærmere undersøge Dudos kritiske Værd, men dog allerede her nævne et Par Exempler. Historia Norvegiæ beretter, at Gange-Rolv erobrede Rouen ved et Krigspuds, at hans Folk grov Løbegrave, som de tækkede med Grønsvær; da nu Byens Beboere forfulgte Rolvs Folk, der lod som ds flygtede til Skibene, styrtede alle Franskmændene i Gravene og nedhuggedes, saa at Byen med Lethed erobredes. Denne Beretning afviser Hr. Steenstrup med den korte Bemærkning, at "Krigspudset hører hjemme mange andre Steder, kun ikke her, thi Rollo erhvervede Rouen ved fredelig Forhandling med Byens Indbyggere". Dette siger Dudo, og det er for Hr. Steenstrup Bevis nok. Men trænger ikke dette "Bevis" selv til Bevis? Jo, thi den samtidige og troværdige frankiske Skribent Flodoard beretter leilighedsvis om Normandie's Afstaaelse med de Ord, at Normannerne "fik sig nogle Kystherreder indrømmede tilligemed Byen Rouen, hvilken de næsten havde ødelagt"[2]; og denne Etterretning, der maa siges at være sikker og uanfægtelig, passer godt til Historia Norvegiæ, men aldeles ikke med Dudo. Endnu et Exempel kan anføres for at vise, hvorledes Hr. Steenstrups Stilling til sine Kilder leder ham til at anse for Historie, hvad der kun er Blanding af forskjellige Sagn. Efter at han har søgt at bevise, at Rollo ikke er den samme som Gange-Rolv (ɔ: at Normandie er befolket af Danske, ikke Nordmænd), vil han styrke yderligere dette Bevis ved at henvise til, at ogsaa efter Rollos Tid Normannerhertugerne stod i Forbindelse med de danske Konger. Nu er det sikkert nok, at ogsaa Olav den hellige opholdt sig hos Normannerne, men dette maa ikke (efter Hr. Steenstrup) forstaaes paa samme Maade, og man maa vel vogte sig for at tro Snorre, at Normannerne regnede sig i Slægt med Nordmændene; derimod bør man holde sig til Dudos Ord, at Normannerhertugerne var i Slægt med Danmarks Konge Harald (Blaatand) og modtog Hjælp fra ham. For os staar det klart, at hverken den ene eller den anden kan bevise Noget, idet de saa omtrent kan opveie hinanden; de vidne hver for sig, at Normannerne følte sig i Slægt med Nordboerne ɔ: Danske og Nordmænd. Men vil man gaa videre, bør man ikke overse, at denne Kong Haralds Optræden i Normandie overhovedet er meget tvivlsom. Hr. Steenstrup, der gaar ud fra Dudo, har let for at rydde Vanskelighederne af Veien, thi han forklarer Flodoards Afvigelse fra Dudo som grundet i Uvidenhed; men vi, som forlanger, at hvor man har en samtidig og i det Hele paalidelig Kilde ved Siden af senere Traditioner, maa man gaa ud fra den første, vi kan ikke andet end studse ved, at den Harald, som Flodoard nævner, ikke omtales som en fremmed Konge, men blot simpelthen kaldes Befalingsmand i Bayeux: der staar ikke alene intet om, at han kommer fra Danmark eller andetstedsfra, Flodoard nævner Harald i Aaret 945 i hans særegne, men underordnede Stilling i Bayeux[3] hvilket viser, at han ikke var Konge, og Flodoard omtaler desuden udtrykkelig Høvdingen over de Nordboer, som var komne Normannerne til hjælp: han kalder ham Sigtrygg (Setricus rex paganus), og efter hans udtrykkelige Beretning var de nys ankomne Normanner dels faldne i Kampen mod Kong Ludvig (943), dels var de dragne til Bretagne (944) og fandtes ikke Iænger i Normandie, da Sammenstødet skede mellem Harald og den franske Konge. Det er altsaa kritisk urigtigt, som Hr. Steenstrup, til Fordel for Dudo at bortforklare Flodoards Beretning med et "han har ikke vidst, at Harald var en nyankommet Skandinav, og lærer ham først at kjende, da han indtog denne Stilling som Anfører (over Tropperne i Bayeux) ". Af denne væsentlige Feil mod den rette kritiske Methode lider oftere Hr. Steenstrups Undersøgelse af Daners og Nordmænds Deltagelse i Vikingetogene.

II. De første Vikingetog

Hans Gude (1825 - 1903): Vikingskip i Sognefjorden, 1889. Nasjonalmuseet i I Oslo. Commons.

Det har allerede før været paastaaet — baade af danske og norske Forfattere —, at selve Naturen har anvist Nordmænd og Daner forskjellige Veie til deres Vesterviking. Neppe 35 Mil i Vest for Hordaland ligger Shetlandsøerne; fra deres Sydpunkt kan man se over til den temmelig høie Fairhill og derfra over til North Ronaldsay, den nordligste af Orknøerne. For Nordmændene paa Vestlandet — Firdafylke, Sogn, Hordaland og Rogaland — skulde der ikke stort mere end et Døgns heldig Seilads for at naa over til de skotske Øer; naar de her havde taget fast Station, kunde de følge Kysten sydover enten langs Skotlands Østkyst til England eller langs dets Vestkyst til Irland. Her maa man altsaa vente at finde Nordmændenes (Vestlændingernes) ældste Søvei, og her maatte man søge deres Spor. De Danske har Naturen derimod anvist en anden Vei: selv om man antager, hvad der er sandsynligt, at Limfjorden i det 9de Aarhundrede var aaben mod Vest, kunde man ikke vente, at Danerne (Jyderne) skulde søge direkte over den 70 Mil brede Nordsø til England, især naar man erindrer, at deres Tog leilighedsvis allerede før var gaaet til Frisland og den britiske Kanal[4]; for de danske Vikinger var den naturlige Søvei at følge langs Kysterne af Saxland, Frisland og Frankrige, hvorfra de bagefter vilde naa til England og selve Atlanterhavet. De geografiske Forhold tilsige os, at ogsaa Vikverjer paa Norges Østland og Gøterne have søgt sydover ad samme Vei[5] ; for dem blev det jo ligesaa kort en Vei som for Danerne. Naar man med disse geografiske Forhold for Øie nøiagtigt gjennemlæser de sydlige Landes Krøniker, vil man finde dette Forhold fuldstændigt stadfestet; man vil se, at de første Vikinger udgik fra det vestlige Norge til de nordlige Dele af de britiske Øer, at de først lidt efter lidt og i smaa Skarer vovede sig sydover, og man vil lidt senere se de danske Vikinger Skridt for Skridt nærme sig Frankerrigets Grænser, naa over til England og saa endelig i Irland støde sammen med sine nordlige Frænder. Den 8de Juni 793[6] herjede "Hedningerne" Klostret Lindisfarne paa "Holy Island " lige ud for Berwick, omtrent der, hvor nu Skotlands og Englands Grændser mødes; disse Hedninger siges udtrykkelig at være komne nordenfra, fra de nordlige Øer. I det næste Aar 794 vovede Hedningerne sig endog længer syd, til Klostret ved Wearmouth (nu Monkwearmouth, lige ved Sunderland) ; men da dette Angreb løb uheldigt af, turde de ikke gaa længer syd ad denne Vei. Dog var Forsøget mod Wearmouth ikke det eneste Angreb, der skede paa Storbritannien i dette Aar, thi irske Annaler fortæller, at Hedningerne da herjede "alle Britanniens Øer", hvorved fornemmelig tænkes paa de skotske Øer. Først i det følgende Aar 795 naaede Vikingerne til Irland, hvor de plyndrede Øen Rechru (Rathlin, udenfor Nordostspidsen af Irland), brændte Helligdommen og opbrød Skrinene[7]. Saaledes havde Vikingerne baade i Nordengland og i Irland opdaget, at de hellige Institutioner med deres Relikvier og Kirkeprydelser var et Bytte værdigt at eftertragte, og i den følgende Plyndringstid retter de derfor fornemmelig sine Angreb mod dem. Aar 798 overfaldt de Patricks Ø ved Man og bortførte derfra Dochonnas Skrin; det tilføies, at de tog Bytte paa "Søen mellem Irland og Skotland"[8] ; endelig plyndredes Kolumbas Helligdom i Jona to Gange, først 802[9] og senere 806; ved den sidste Leilighed blev 68 Mand af Klosterfolkene dræbte[10]. Vi nævner med det samme de to første ordentlige Angreb paa Irlands Fastland, fordi ogsaa her deres Retning viser, at de er udgaaede fra Nord ɔ: fra Norge. I 807 plyndrede Vikingerne Øen Inis-Murry paa Nordvestkysten af Irland (i Sligo) og trængte derpaa ind i Landet mod Syd indtil Roscommon[11]; og i 812 læse vi om deres Indfald med 120 Skibe, først i Landskabet Mayo, ligeledes paa Nordvestkysten, derpaa længer Syd i Galway og bagefter endnu længer syd i Kerry, hvor de blev slagne[12]; det er om dette Nederlag, Einhard beretter for Aar 812[13].

Det er bekjendt, hvilken Forferdelse hine første Angreb paa de britiske Øer vakte ogsaa paa Fastlandet; det bedste Vidnesbyrd derom er Alcuins Breve til engelske Klerker og Konger fra 793 og de følgende Aar. Vi hidsætte nogle af hans Ytringer, der viser, at Plyndringen af Lindisfarne var det første Vikingeindfald i England, og at Angrebet skede fra Nord. Til Kong Ædelwold skriver han: "Se, vi og vore Fædre har nu været dette skjønne Lands Indbyggere i omkring 350 Aar, og aldrig har i den Tid en saadan Rædsel opstaaet i Britannien, som vi nylig led fra Hedningerne. Ikke troede vi et saadant Tog muligt. Se, St. Cuthberts Kirke, besudlet med Guds Presters Blod, plyndret for alle Prydelser, det ærværdigste Sted i Britannien, gives Hedningerne til Plyndring. Og der, hvor den kristelige Religion først tog sin Begyndelse i vort Folk, der har Ulykken og Elendigheden begyndt"; og til Munkene i Wearmouth: "I bo ved Havkysten, hvorfra Ulykken er kommen. Paa os er opfyldt, hvad fordum er forudsagt ved Profeten: Fra Nord stormer Ulykkerne ind, og fra Herren vil en forfærdelig Lovprisning udgaa. Se den flygtige Røver har overfaldt de nordlige Dele af vor Ø". Af senere Breve fra Alcuin fremgaar, at Togene efter 793 efterhaanden ogsaa naaede det sydlige England; i et Brev af 797 til Kent-boerne siger han: "Se, hvad aldrig før var hørt, et hedensk Folk pleier at ødelægge ved Sørøveri vore Kyster, og Anglernes Folkeslag og Riger og Konger strides med hinanden", og i et Brev til Erkebiskopen af Canterbury af omtrent samme Aar: "i Formedelst vore Synder frygter jeg Hedningerne, som i tidligere Tider ikke har forsøgt at beseile vort Hav og plyndre vort Fædrelands Kyster"[14] . Til disse seneste Aar af det 8de Aarhundrede (794 800) maa vi derfor ansætte den første Landgang af Vikinger i Wessex, som man, efter en Ytring i den saxiske Krønike, pleier at henføre til 787. Det Haandskrift af den engelske Krønike, som ansees for det ældste, er grundlagt i Winchester senest ved 850—60 og føres med samtidig Haand ned til 890; dette Haandskrift siger ved 787: "I dette Aar tog Kong Beorhtric Offas Datter Eadburge; og i hans Dage kom først 3 Skibe, og Greven red til dem og vilde drive dem til Kongens Gaard, men de slog ham i hel. De var de første Danske Mænds Skibe, som søgte til Anglernes Land". Ved sit "første" henviser denne Notits til dens Tid, da Danernes Indfald var bleven hyppigere, altsaa Tiden 832-55; og ældre kan Notitsen ikke være, da den ikke henføres til et bestemt Aar, men kun i Almindelighed til Beorhtrics Regjeringstid (785—800). Og dette er vel at mærke den eneste Landgang af Vikinger, som den vestsaxiske Krønike kjender før 832. Men i de andre Haandskrifter af Krøniken findes for 2den Halvdel af 8de Aarhundrede og lidt mod i 9de en Række Indskud fra angliske (merciske og northumbriske) Annaler, der synes at stamme fra en samtidig Annalist i Worcester[15]. Ham skyldes saaledes Efterretninger om Hedningernes Indfald i Northumberland 793 og 794; fra samme Kilde stammer et eiendommeligt Indskud i den tidligere med delte Notits fra 787; efter "Skibe" staar her: Norðmanna of Hæreðalande (Nordmænds fra Hordaland). Der er ingen Grund til at mistænke dette Tillæg: dets Herkomst fra Nordengland, hvorpaa de vigtigste Anfald i disse Aar skede, og dets Eiendommelighed, idet ikke "Nordmenn" ellers omtales i disse Tider i den vestsaxiske Krønike og "Hæresaland" er aldeles ukjendt — borger for dets Tilforladelighed. Efter den Gang, Togene tog, tør man snarere henføre dette Anfald i Wessex til et af Aarene om 797 end til 787; Alcuins Breve vise ialfald, at tidligere end 793 kan Vikingerne ikke have vist sig. Den samme Forfatter oplyser i et Brev fra 799 om et Indfald, som Vikingerne gjorde ved Aquitanien: "Hedenske Skibe har gjort meget Ondt paa Oceanets Øer ved Aquitaniens Kyst; dog omkom endel af dem, omtrent 105 Mænd af hine Røvere blev dræbte paa Kysten"[16]. Havet mellem Frankrige og de britiske Øer var derfor i disse Aar saa udsat for Sørøvere, at Karl den store fandt det nødvendigt at gribe til overordentlige Foranstaltninger for at beskytte sit Rige mod "Hedningerne". Tidlig paa Vaaren Aar 800 bereiste han en Maanedstid Kysten, lod oprette Vagtposter og bygge en Flaade. Ikke det mindst mærkelige ved Karls Optræden ved denne Leilighed er at se, hvorfra han ventede Angrebene. Hvis han frygtede Anfald fra Danerne, er det aabenbart, at det var de frisiske Kyster, som maatte beskyttes; men Karl bereiser "det galliske Havs Kyster" og kommer ikke længer mod Nord end til Klostret St. Riquier ved Somme[17]; det er altsaa ikke fra Nordsøen, men fra Farvandet søndenfor Irland og England, at man ventede Angrebene. Og ser man dette i Forbindelse med hvad før er sagt, vil man indse, at disse Herjetog før 800, hvis Vei kan følges fra Hordaland til Aquitanien, alle er ud gaaede fra det vestlige Norge.

Ganske anderledes udvikler sig Vikingetogene fra Danmark; der kan man iagttage, hvorledes Krigsforholdet til Frankerriget efterhaanden affødte dem. Den danske Kong Gudrød havde underkastet sig slaviske Folk i Holsten, som var Keiserens Vasaller, og Karl lod da sine Undergivne anlægge en Fæstning nordfor Elben til et fast Udgangspunkt i en følgende Krig. Kong Gudrød optog naturligvis dette som en Udfordring og sendte Aar 810 en Flaade paa 200 Skibe til Frisland, og det siges etsteds, at dette var første Gang, Nordboerne herjede her[18]. Krigen stansede endnu samme Aar ved Gudrøds Død; men Keiseren begyndte dog aabenbart at frygte, at ogsaa fra Nordsøen Vikinger skulde nærme sig hans Rige, thi endnu i samme Aar giver han Befaling til, at en Flaade skal bygges ham i Boulogne og i Gent, og at det var Alvor med denne Foranstaltning, viser sig deraf, at han Aar 811 inspicerede Flaaden[19]. I de følgende Tider blev det derfor stille med Anfald fra Danmark, indtil Krigen atter udbrød mellem Danmark og Frankerne; Aar 817 drog en dansk Flaade opad Elben og Stör ind i Saxernes Land, og Aar 820 gjorde 13 "normanniske" Skibe et Anfald paa Flandern, og da de blev slagne, landede de ogsaa ved Seine og fortsatte sin Vei lige til Aquitanien; dette maa siges at være den første Gang, at danske Vikinger naaede til selve Frankrige. I de følgende Aar, da Fred var oprettet mellem Daner og Franker, skede der atter en Stansning i Fiendtlighederne ; men da fra 830 af det frankiske Rige begyndte at løsne i sine Folder ved Borgerkrigene mellem Keiser Ludvig og hans Sønner, strømmede Vikingeskaren efterhaanden ud over hele det vestlige Europa: 832 kommer Danerne første Gang til England, fra 834 viser de sig næsten hvert Aar i Frankrige, 844 kom de første Gang til Spanien og 851 til Irland; her stødte de som bekjendt sammen med Nordmændene, men efter et Par Forsøg paa at hævde sig, synes de at have overladt Irland til dem. Og til disse danske Tog sluttede sig meget snart Vikinger fra Norges Østland og vel ogsaa fra Grøtaland; derfor træffe vi Vestfoldinger ved Loire, idet Vikingerne, som Aar 843 indtog Nantes, kaldes "Wesfaldingi". Det følger ellers af sig selv, at var først de Enemærker overskredne, som i Udlandet skillede mellem Nordmænds og Daners Krigsskueplads, lod disse sig ikke længer opretholde. Fra Midten af 9de Aarhundrede tør man derfor ikke længer med Sikkerhed henvise alle Vikinger paa frankiske Kyster til Danerne eller paa irske til Nordmændene, thi Nordmænd har ofte deltaget i danske Tog og omvendt Daner i norske Tog.

III. Normanner og Nordmænd

En Undersøgelse af de normanniske Folkenavne maa altid først og fremst vende sig til at belyse Forholdet mellem det nordiske Navn "Nordmenn" og det frankisk-latinske "Nortmanni". Munch havde fremsat den eiendommelige Theori, at Nordmænd fra Viken havde sat sig fast i Sønderjylland og der stiftet det af Frankerne saa hyppigt omtalte normanniske Rige; derved blev det ham naturligt at betragte Navnet Nortmanni som identisk med Nordmænd, hvad jo ogsaa er sproglig rigtigt. Munch gik ud fra, at Navnet Nordmenn paa Norges Beboere var ældre end 9de Aarhundrede, og deri havde han, saavidt jeg kan se, Ret. I Kong Alfreds Skrifter fra Aarene 880—900 omtales gjentagne Gange Nordmenn som Beboere af Norge; og Nordlændingen Ottar, hvis Beretning Kong Alfred ordret gjengiver, omtaler hele Norge ligefra Finmarken til Vestfold under Navnet "Nordmannaland" og "Nordweg". Disse Navne var saaledes kurante i sidste Fjerdedel af Aarhundredet, og man kan altsaa med Tryghed paastaa, at Nordmændene i 9de Aarhundrede overalt ligesom Ottar kaldte sig "Nordmenn "; derfor kan en Skald fra c. 880 hilse Kong Harald som "drottinn Nordmanna ". Men vi har allerede seet, at vi kan følge Navnet længer tilbage, thi Notitsen i Worcester-Annalerne om "Norðmenn of Hærðalande" stammer, som vi omtalte, fra Tiden om Aar 800, og den er ikke enestaaende : den irske Munk Dicuil, der skrev Aar 825, omtaler, at irske Munke i 100 Aar havde beboet Færøerne, men havde maattet forlade dem — altsaa i Tiden om 800 — "causa latronum Normannorum". At dette Navn fremkommer hos et ugermanisk Folk som Irerne, har sin Betydning, thi det viser, at disse kun kan have laant det fra Vikingerne selv; disse kaldte sig altsaa i de britiske Farvand omkring Aar 800 Nordmenn. Men det var netop disse norske Vikinger, om hvem første Gang Normanner-Navnet bruges hos Frankerne. Alcuin taler kun om Hedninger de ældre kongelige Annaler (Ann. Laurissenses) taler ved Aar 800 om, at Havet var "piratis infestum"; men Einhard indskyder i sin Bearbeidelse "piratis Nortmannicis infestum", som om Navnet var nylig dukket op. Senere i 9de Aarhundrede bruger de frankiske Forfattere Nortmanni i Flæng om alle nordiske Vikinger (se nedenfor) ; det bliver altsaa Spørgsmaalet: har Frankerne ved 800 laant Nordmændenes Folkenavn til Betegnelse af alle de nordiske Folk, eller har de dannet Navnet af sit eget Sprog som ethnografisk Betegnelse for de nordiske Folk? Begge Alternativer er mulige, men ikke begge lige sandsynlige. Det er lidet rimeligt at antage, at disse tildels sammenfaldende Folkenavne er opstaaede uafhængigt af hinanden. Der kan anføres mangfoldige Folkenavne i Historien, som har flyttet sig af historiske Aarsager, men neppe noget Exempel paa, at et enslydende Folkenavn er opstaaet paa to Steder. Naar Finnerne kalder fra gammel Tid Svensker Ruotsi og Araberne kaldte Nordboerne i Almindelighed Rus, og naar Germani paa engang er Navn paa enkelt tysk Stamme i det nordøstlige Gallien og paa hele Folkestammen, vil neppe nogen benegte, at det specielle Navn er overført paa de beslægtede Nationer[20] ; paa samme Maade er Alemanner blevet til fr. Allemands (Tyskere), Angler til Englændere, Franker til Franskmænd o. s. v.

Hr. Steenstrup har ogsaa behandlet dette Spørgsmaal, men er kommet til et forskjelligt Resultat. Han fremhæver først rigtigt, at Vikingernes almindelige Navn i det 9de Aarhundrede paa Fastlandet er Normanner, ikke Daner. Paa Spørgsmaalet, om Vikingerne gav sig selv dette Navn eller var døbte dermed af de Fremmede, svarer han: "Det sidste er jo aabenbart det naturligste. Medens man vist forgjæves kan søge efter Exempel paa, at et Folk selv har kaldt sig efter et Verdenshjørne, opviser Historien og Geografien talrike Paralleler paa, at en Nation af et fremmed Folk har modtaget et Navn bestemt efter det geografiske Bopælsforhold mellem dem. De Norske ere jo af den Grund af os Danske blevne betegnede som Nordmænd, af Irlænderne og lslænderne som Østmænd; Nordboerne have af den Grund kaldt Irerne Vestmænd og Tydskerne Suðrmænd". Dette Ræsonnement er nu i sin Almindelighed rigtigt, men om end vi Nordmænd oprindeligt har faaet vort Navn paasat af vore sydlige Naboer (Danske og Gøter), har dette dog ikke hindret os i de sidste 1000 Aar at nævne os selv med dette Navn; det er sikkert nok, at vore Forfedre allerede i 9de Aarhundrede kaldte sig Nordmenn, og altsaa fra den Side intet iveien for, at de af andre kaldtes Normanni eller Nortmanni. Navnets Oprindelse gjør forsaavidt lidet eller intet til Sagen, og det synes os, som om Hr. Steenstrup kun ved Misforstaaelse af sit eget Spørgsmaal har kunnet dvæle ved denne Side af Sagen; det følger egentlig af sig selv, at naar en Del af Vikingerne kaldte sig selv Nordmænd, maatte denne Brug ialfald til en vis Grad influere paa de Folk, Vikingerne besøgte.

Hr. Steenstrup besvarer sit Spørgsmaal, "om det kan af fremmede Kilder sees, i hvilket af de nordiske Lande Vikingerne (paa Frankerrigets Kyster) havde deres Hjem" med at Nortmanni i Kilderne er det fælles Navn for Nordboerne og at vitterligt Danske og Svenske betegnes derved; men man mærker ikke noget til, at Norges Beboere vare indbefattede derunder", thi naar vi høre om "Vestfoldinger", der Aar 843 plyndrede Nantes, saa betragter Hr. Steenstrup dem uden videre som Danske, fordi Vestfold Aar 813 vitterligt stod under Danmark. Men selv om Vestfoldingerne Aar 813 laa under de danske Konger, har vi dog ingen Sikkerhed for, at de var danske ogsaa 843; desuden, ved Underkastelsen blev Vestfoldingerne dog ikke forvandlede til Danske, thi Aar 843 optræder de jo netop selvstændigt. Hr. Steenstrups Slutningsmethode paa dette Sted forekommer ialfald mig at være af samme Art, som om f. Ex. en fransk Forfatter, der vidste, at Grevskabet Laurvig (Vestfold) i 1813 tilhørte den danske Konge, og fandt, at Frankrige Aar 1843 indførte Jern fra Larvik, deraf drog den Slutning, at de Danske exporterte Jern til Frankrige. Man har mere Ret til at vende Argumentet om og sige: da Vestfoldingerne vitterlig var Nordmænd (og ikke Danske) og de indgaar under den frankiske Fællesbetegnelse "Nortmanni" , er dermed et afgjørende Bevis leveret for, at Nordmænd fandtes blandt de normanniske Vikinger i Frankland[21]. Vestfoldingerne er forresten ikke, som Hr. Steenstrup tror, de eneste Nordmænd, der har optraadt som Vikinger paa Fastlandet før Olav den Hellige. Aar 865 f. Ex. plyndredes Orleans af Normanner under Anførsel af en Baard (Barethus), der omtales meget i irske Kilder (Barid mac Imair) som norsk Konge af Limerick[22]. Biskop Adoak Vienne († 874) har derfor Ret, naar han taler om Karl den Skaldedes uheldige Kampe "mod Daner og Nordmanner"[23], ved hvilket Udtryk han viser, at man i Frankrige allerede omtrent 870 begyndte at indse Forskjellen mellem to af de normanniske Hovedfolk. Denne Forskjel vil man finde iagttaget leilighedsvis ogsaa i 10de Aarhundrede f. Ex. af Saxeren Widukind. Naar Hr. Steenstrup ikke før 11te Aarhundrede har fundet nogen Berøring mellem Norge og Tyskland eller Frankrige omtalt i Sagaerne[24], saa har dog vi andre fundet saadanne; jeg skal nævne, at Erik Blodøxe i Aarene omkr. 920 drog i Vikingetog baade til Frisland og Saxland og Valland (Nordfrankrige), hvilket Snorre beretter efter Glum Geiressøns Viser; i Egilssaga læses, at Egil og hans Broder Thorolv omkr. 925 herjede en hel Sommer ved Frisland, og at omkr. 944 Arinbjørn Herse med 3 Langskibe herjede en hel Sommer i Saxland og Frisland; og Olav Trygvessøn foretog (efter Hallfreds Viser) i flere Aar Plyndringstog til Frisland, Saxland og Flandern, og (ialfald efter Snorre) herjede han ogsaa i Valland. Disse Træk er nok til at vise, at man ingenlunde har Ret til at udtale sig med den Sikkerhed, Hr. Steenstrup gjør, og at ogsaa paa Fastlandets Kyster Nordmændene maa indrømmes en rummeligere Plads, end Hr. Steenstrup har villet give dem.

Hr. Steenstrup har med rette hævdet Forskjellen mellem Brugen af Navnet "Normanni" paa Fastlandet og paa de britiske Øer, men han synes os dog ikke konsekvent at have gjennemført det rette. I 10de Aarh. forstaaes i England ved Nordmenn "Norske i Modsætning til Danske", thi ved Aar 924 nævnes som de Folk, der boede i Northumberland, "Englændere, Daner og Norðmenn", og ved Aar 941 siges, at Danerne i Northumberland "længe havde været under Nordmændenes Tvang", men befriedes af Kong Edmund; dette minder os om Snorres Ord, at "Northumberland var mest bebygget af Nordmænd, siden Lodbrokssønnerne vandt Landet; Daner og Nordmænd herjede ofte der, efter at de havde mistet Landet". Men, siger Hr. Steenstrup, "i 9de Aarhundrede findes Benævnelsen Norðmenn ikke" (nl. i Anglosaxon chronicle), idet det har undgaaet hans Opmærksomhed, at en engelsk Forfatter fra 9de Aarhundrede, der aabenbart staar i et nært Forhold til den engelske Krønike, Kong Alfred, netop ligesaa rigtig gjør Forskjel mellem Daner og Nordmænd; derved bliver det Hr. Steenstrup umuligt at opfatte rigtigt den føromtalte Etterretning i den engelske Krønike ved Aar 787 om de 3 Nordmandsskibe fra Hordaland, om hvem der tilføies: "det var de første danske Mænds Skibe, som hjemsøgte England". Den naturlige Forklaring fremstiller sig, naar man kjender Forholdet mellem de forskjellige Bearbeidelser af den engelske Krønike: Skibene var virkelig fra Hordaland, men den vestsaxiske Forfatter har henført dem til det samme Folk, som senere (fra 832 af) herjede i Sydengland, og den senere Bearbeider, som gjorde Indskuddene, mærkede ikke den Modsigelse, som fremkom ved at han lod de 3 norske Skibe være de første " danske Mænds Skibe, som kom til England ". Deri er jeg enig med Hr. Steenstrup, at Englænderne i Regelen stræbte efter at adskille Daner og Nordmænd; men om det altid lykkedes dem, kan jo være tvivlsomt. En Antydning af, at begge Folk deltog i de danske Tog i England, kan sees i, at Kong Gorm († 890) ved sin Død af den samtidige vestsaxiske Annalist kaldes "Norðerna eyning" (de nordiske Mænds Konge), og af en Samling af Lovbestemmelser, som i 10de Aarh. gjaldt den Del af Danelagen, kaldes " Norðleóda laga". Her har vi altsaa et engelsk Fællesnavn svarende til det frankiske "Nortmanni"; men dette Fællesnavn tabte sig efterhaanden i England, og det danske Navn traadte i Stedet, efterat de danske Konger havde stillet sig i Spidsen for nye Tog til England. I Tiden om Aar 1000 træder det især tydeligt frem, at "Danerne" er blevet Fællesnavn for de nordiske Nationer i Vesten, — thi i det "danske" Navn skede Togene til England, hvortil dog ogsaa norske Kongesønner og svenske Høvdinger sluttede sig. Fra denne Tid synes ogsaa Udtrykket "den danske Tunge " som Fællesbetegnelse for de nordiske Folks Sprog at skrive sig; det bruges første Gang i Litteraturen af Sigvat Skald i et Vers til Haakon Jarl, Kong Knuts norske Søstersøn. Denne engelske Sprogbrug trængte som bekjendt ind i det norrøne Litteratursprog, og paa de britiske Øer selv har den efterladt stærke Spor, idet Danernes Navn overalt fortrængte Nordmændenes, selv der hvor Nordmændene var eller havde været herskende, som paa Irland.

Irerne havde fra først af forskjellige Navne paa Vikingerne; de kaldte dem geinte (Hedninger), gaill (Fremmede) eller Normanni (Nordmænd), senere da Danerne optraadte ved Siden af Nordmændene, adskilte de dem fra hinanden som Finn-gaill (hvide eller smukke Fremmede) og Dubh-gaill (sorte Fremmede). Navnet "Lochlann" bruges i Irland allerede fra 9de Aarhundrede om Vikingernes Hjemland, deraf dannedes et nyt Folkenavn for Vikingerne, "Lochlannac"; da disse nutildags paa de britiske Øer altid kaldes "Daner", oversætter derfor irske Sprogmænd Lochlann ved "Denmark, Scandinavia". Uagtet nu Hr. Steenstrup indrømmer, at i de gammel-irske Krøniker "Lochlannach" netop bruges om Nordmænd, i Modsætning til Daner, tager han dog til Indtægt den nyere Brug af Lochlann, finder, at det " ligger nærmere at forstå det om Danmark og formoder, at Lochlann oprindelig betyder "Sjæland" og altsaa netop betegner de Danskes Hjemland. Sproglig er denne Forklaring mulig — thi loch betyder Indsø eller Fjord[25] og "lann" betyder Landstykke eller Land — men historisk usandsynlig er den, baade fordi Irerne ikke godt kunde finde paa at kalde sine nærmere Naboer Nordmændene efter en Provins i et fjernere Land, og fordi Sjæland neppe før end i 11te Aarhundrede ombyttede sit Navn "Sel-und" med Sjá-land, Sialandia[26]. Lochlann er vistnok ikke andet end en Oversættelse af Ordet Firðir eller Firdafylke (Fjordlandet), hvis Indbyggere vitterlig deltog i Vikingetogene til Irland; man erindre Hjorleiv og Ingolv, Islands første Kolonister, Kveldulv og Berdla-Kaare o. s. v. Ja, der er Grund til at tro paa en tidligere Forbindelse mellem Irland og Firdafylke. Som A. D. Jørgensen nar formodet, er Kjærnen i Legenden om Sunniva et Sagn om irske Munke, som nedsatte sig paa Øerne Kinn og Selja. En saadan Nedsættelse er ikke alene sandsynlig, men har ligesom paa Island og Færøerne bevislig ogsaa fundet Sted i Norge, thi ogsaa her findes en Papey[27], endog saa langt mod Øst som Hvaløerne. Kinn og Selja i Firdafylke har da ogsaa engang i Fortiden (rimeligvis i 8de Aarhundrede) været Bosteder for irske Paper, hvad der maaske endog har vist Firderne Veien til Irland.

IV. Vikingetogenes Aarsager

Ruinene av Lindisfarne kloster, som ble plyndret av vikinger i 793, og som har vært regnet som starten på vikingtiden. Commons. Bruker: JICladingboe, 2013.

Vil man søge efter Aarsagerne til den store Bevægelse udad i Vikingetiden, nytter det ikke at holde sig blot til de nordiske Kilder; thi dels begynder de sikre nordiske Efterretninger ikke saa tidligt, dels har Digtningen saaledes paavirket de nordiske Sagaer, at disse fremstiller enhver fjern Fortid som en Vikingetid. Og dette kan paa en Maade være berettiget, thi de nordiske Stammer har ligesaalidt som deres tyske Naboer nogensinde i Fortiden nøiet sig med de fredelige Næringsveie i Hjemmet. Allerede før Cæsars Tid kan man træffe Germanerne optagne foruden af Fredens Sysler tillige med private eller offentlige Hærtog enten til fremmede Folkestammer eller mod hinanden indbyrdes. De tidligste Spor af Nordboerne vise sammesteds hen. Tacitus omtaler Svenskerne som "mægtige ved deres Mænd, Vaaben og Flaader" i de østersøiske Farvand; der havde de altsaa allerede dengang begyndt at fare over Havet for at herje paa fremmede Kyster. De spredte Etterretninger om Norden i senere Tider stadfæste dette: i de danske Mosefund finde vi talrike Vidnesbyrd om indbyrdes Krige; fra omtr. Aar 515 har vi en enestaaende Beretning om et dansk (gøtisk) Hærtog til Frislands Kyster, og omtrent paa samme Tid deltog Jyder i Anglers og Saxers Tog til Britannien. Ligeledes kan vi ikke tvivle om, at Skarer af Nordboere deltog i Folkevandringen, naar vi se Herulerne hente sig en Konge fra "Thule" og en Del af dem vende hjem til Gøtaland, eller naar en nordisk Fylkeskonge Rodulf optræder som Hærmand hos Goterkongen Theoderik i Italien. Alle disse spredte Træk tyde paa, at allerede før Aar 800 Krigerlivet var en hædret Levevei hos Nordboerne, at de ogsaa før den Tid drog paa Hærtog eller tog Tjeneste som Krigere i fremmede Hære. Det, som adskiller Tiden før 800 fra Tiden efter, er altsaa, at denne Næringsvei blev den mest fremtrædende i Folkets Liv, og samtidig at den fik et nyt Virkefelt i en stærk Bevægelse mod de vestlige og sydlige Naboer, mod de britiske Øer og Frankerriget. Denne Bevægelse kunde man gjerne kalde en Folkevandring, hvis ikke Benævnelsen let kunde misforstaaes, saa at man uden videre stillede denne nordiske Folkevandring sammen med den "store" Folkevandring; thi der er den store Forskjel, at medens i denne Goter, Langobarder, Burgunder o. s. v. var brudt op fra sine Bopæle i samlet Masse og deres Lande stod øde efter dem, indtil andre Folk besatte dem, saa forblev vistnok Mængden af Nordboerne i sine Hjemlande, men lod Overskuddet af sin Befolkning drage ud paa Hærtog, ofte med Kvinder og Børn og i den tydelige Hensigt at nedsætte sig i Udlandet. Derfor maa disse to germaniske Bevægelser skjønt umiskjendelig beslægtede dog holdes ud fra hinanden, og man kan ikke være forsigtig nok med at anvende Resultater fra den ene paa den anden, skjønt der findes Sammenligningspunkter nok.

Hr. Steenstrup har i Regelen holdt den " store Folkevandring" udenfor Undersøgelsen af Aarsagerne til Vikingetogene. Naar han alligevel ikke kommer til helt tilfredsstillende Resultater, forklares det efter vor Mening af hans mindre heldige Udgangspunkt, idet han benytter Sagnhistorien som Hovedkilde og med Støtte i denne søger at oplyse de samtidige Beretninger, medens det sikreste aabenbart er at gaa den omvendte Vei. Vi vil forsøge her at paavise dette. Vi har ovenfor seet, at Vikingetogene mod Vest havde to Udgangspunkter, fra Vestlandet i Norge over Nordsøen til Skotland og fra Egnene om Skagerak og Kattegat langs Kysterne til Frisland, Frankrige og England. Vi saa, hvorledes Nordmændene lidt efter lidt vænte sig til at hærje paa Kysterne i Irland og at deres Hensigt var kun at plyndre og røve; det samme gjentager sig fra Danmark af i de første Tog mod Frankerriget, og overalt sker i Begyndelsen Togene i mindre Stil. Men i Løbet af en Menneskealder forandrer Tingene Udseende. Skibene voxer i Antal, og omtrent fra 830 af besætter Nordmændene i Irland faste Punkter ved Elvemundingerne for at have sikre Udgangspunkter for sine Herjetog, men ogsaa for at beherske Landets Handel. Kort efter gjøres det første Forsøg paa Erobring; alle Nordmænd forene sig under en Konge Thorgisl, som slaar sig ned i det nordlige Irland omkring Armagh, erobrer Byer og bygger Borge, uddeler Landet mellem sine Høvdinger og udskriver haarde Skatter; af de Skibes Tal, der nævnes, ser man, at han havde flere tusind Mand under sig. Men Forsøget mislykkes, Irerne mander sig op, Thorgisl dræbes (845), og i flere Aar føres en haardnakket Kamp, hvori i ét Aar falder 1200 Nordmænd og to Aar senere ikke mindre end 2400; dertil kommer, at Nordmændene fik en ny Fiende i Danerne under en Hærkonge Orm, som kom til Irland 851, overvandt dem i to store Søslag og siden gik i de irske Kongers Sold. Men alligevel strømmede nye Skarer Nordmænd til, og snart kunde de under Brødrene Olav og Ivar Gudrødssøn erobre Dublin (853). Derfra foretog de og deres Mænd ustraffet Herjetog gjennem store Dele af Irland; man ser nemlig, at Bosættelsen i "Dublinshire" ikke stansede Hærtogene, men Dublin betragtedes iallald saalænge de to Hærkonger levede, kun som Standkvarter, hvorfra man udsendte Tog til alle Kanter for at inddrive Skatter og vinde Bytte fra det ulykkelige Land. Irerne, der selv vare splittede under mange Konger og altid laa i indbyrdes Feider, formaaede sjelden at opnaa Fordele over sine grusomme Fiender og maatte efter flere Forsøg paa at fordrive dem lade Nordmændene blive i Dublin; først ved Paavirkning ak Kristendommen og Kultur opnaaedes efterhaanden i de følgende Aarhundreder et roligere Forhold mellem Indvandrere og Indfødte. Paa andre Kanter gik ikke Forsøgene saa let. De første danske Vikingetog udgik — som før nævnt — i Anledning af Krigene mellem Danmark og Frankerne; men fra 834, da Frankerne var optagne af Stridighederne mellem Keiser Ludvig og hans Sønner, vover danske Vikinger sig paa Herjetog til Frisland og til Egnene om Loire, ligesom samtidig Veien findes over til Englands østlige Kyster; i disse Aar nævnes en Flaade paa 33 eller 35 Skibe, altsaa neppe mere end 14 à 1500 Mand. Men snart voxer Skibenes Antal, og snart fæster Vikingerne fast Fod i Landene. Fra 843 slog de sig ned paa en Ø i Loiremundingen, fra 850 fik de afstaaet smaa Landsdele i Frisland, omtr. 855 sætter de sig fast paa Øer i Seinen og i Themsen. Paa alle Punkter behersker de Havet og Handelen, de optræder overalt med Masser af Skibe, ofte flere Hundrede i Tal; fra de faste Punkter gjør de blodige Hærtog ind i Landene, udskriver Kontributioner eller modtager Skat for at gaa tilbage til sine Befæstninger. Det næste Skridt er, at Landvindingen eller Erobringen sker for dens egen Skyld, d.v.s. for at Hæren kan fæste Fod i Landet som fastboende Befolkning. Et Forsøg herpaa sker i England fra 866 af, og Resultatet er, at Hærene erobrer hele det østlige England og deler dette mellem sig i Aarene 875-79. Strax opmuntrer dette Held en anden Hær til at gjøre samme Forsøg i Frankrige; der samler sig store Skarer i England 879, de drager over til Flandern, og efter 3 Aars Kampe maa Keiseren afstaa Frisland til Vikingerne. Imidlertid ser man, at kun en Del af disse higer efter Land; de øvrige drager under en af sine Konger bort for at vende sine Vaaben mod det vestfrankiske Rige, og her gaar deres Hensigt ud paa at vinde ikke Land, men Bytte og Penge. I 892 driver en Hungersnød dem over til England, de bygger sig faste Borge ved Kysten og herjer Landet, men Erobringer synes de ikke at tænke paa; efter et Par Aars Forløb kommer de tilbage til Gallien for atter at plyndre, og her forlader den samtidige Historieskrivning dem (den standser nemlig Aar 900), indtil vi atter en Del Aar senere træffer Nordboer igjen i Frankrige, men da har deres Høvding — Rollo — traadt i Frankerkongens Tjeneste mod sine Landsmænd ("pro tutela regni"). — Af disse korte Træk vil det fremgaa, at Vikingetogene efter et Par Menneskealdres Forløb vistnok endte med Bosættelse af talrige Skarer i de fremmede Lande, men at Bosættelsen ingenlunde var Vikingernes eneste Formaal, ofte ikke deres Formaal; som Vikingetogenes Hensigt maa vi overalt se Stræben efter at vinde Bytte, enten ved Røveri eller ved Paalæg af Skatter eller ved at gaa i fremmed Krigstjeneste. Det vil endvidere fremgaa, at Togene i Begyndelsen overalt sker med smaa Kræfter, at efterhaanden Krigerskarerne voxer og opfylder til Slutning alle Kyster; og Folketallet synes at stige, uagtet Krigene kræver mange Ofre, og uagtet mange slaar sig ned i de fremmede Lande som fredelige Indbyggere. Dette viser, at Skarernes Væxt maa staa i Forbindelse ikke alene med at stadigt flere og flere slåa sig paa den nye Næringsvei, men ogsaa med en Væxt af Folkemængden hjemme, d. v. s., at Udvidelsen af Folkets Næringsveie i den nye Retning har frem kaldt en stærk Folkeformerelse, som holder Skridt med Udviklingen. Det kan her være godt at minde om den Erfaringssætning fra Statsøkonomien, at en Forøgelse af Næringskilderne i et Land regelmæssig fører med sig en Forøgelse af Folkemængden. Det er saaledes bekjendt nok, hvorledes Befolkningen steg i Irland efter Indførelsen at Potetesavlen. Det er saa langt fra, at Krig og Udvandringer i Regelen formindsker Folkemængden, at snarere det omvendte kan siges at finde Sted, undtagen naar Krige bringe Formindskelse af Næringsmidlerne. Under Krigene mellem England og Frankrige steg Englands Folkemængde fra 8 1/2 Million (1790) til 12 Mill. (1821), og selv Frankrige, som blev saa haardt rammet af Krigen, øgede sit Indbyggerantal fra 26 1/2 Mill. (1791) til 29 1/2 Mill. (1817)[28]. Men Krigene i Vikingtiden var jo i sig selv en Forøgelse af Folkets Næringskilder, og jo stærkere Udstrømningen til Udlandet blev, desto stærkere maatte denne allerede i næste Generation virke tilbage til Hjemlandene og fremkalde ikke alene stærkere Folkeforøgelse, men ogsaa stærkere Udvandring. Netop i Slutningen af Aarhundredet, i den 3de eller 4de Generation, kunde saaledes begge vise sig i sin stærkeste Udvikling.

Denne Forklaring falder i nogle Punkter sammen med Hr. Steenstrups Resultater, i mange afviger den derfra paa Grund af hans særegne Udgangspunkt fra de sagnmæssige Kilder. Vi er ikke bange for at betegne det som en Overvurderen at disse, naar han endog tager i Forsvar de med rette berygtede "Vandringssagn"; han nævner de forskjellige Grunde, hvorfor nyere Forskere i Regelen har en vis Sky for at benytte disse i tidligere Tider saa udbredte og anseede Beretninger, men den vigtigste af disse Grunde synes han at have overseet, nemlig at omtrent alle eller de fleste "Vandringssagn" slet ikke er "Sagn", men Theorier, fremkomne ved Forsøg paa at forklare, hvad man paa et uudviklet Standpunkt af Mangel paa den rette Indsigt ikke kan forklare. De normanniske Forfattere fra 11te Aarhundrede, der ikke længer mindedes det 9de Aarhundredes virkelige Historie, havde af denne kun bevaret de mest slaaende Træk, og disse samlede sig om de enkelte Mænd, der havde fuldendt Udviklingen: derved kom de til at opfatte hele Vikingetiden efter dens endelige Resultat som en " Udvandring* og søgte da efter dennes Aarsager, hvilke de med Lethed fandt efter sin klassiske Læsning om lignende Forhold i ældre Tid. Hr. Steenstrup ser derimod i de normanniske Beretninger ægte "nordiske Sagn "; for at vinde Indgang for en saadan Betragtning paapeger han først en Række danske Paralleler. Hvis nu ogsaa disse pegede paa en Udvandring til England eller Frankrige, vilde de jo tale for Paalideligheden af de normanniske "Sagn"; men om en Udvandring mod Vest tier de danske Sagn. Han maa altsaa hjelpe sig paa anden Maade: nu gives der en Række "Sagn" om Udvandringer mod Øst, og af disse uddrager da Hr. Steenstrup den Lære, at der ved Østersøens Kyster har existeret en bestemt Tradition om en Udvandring og en Kolonisation mod Øst, og at Aarsagen her til har været Overbefolkning. Det er egentlig kun det sidste, som har Betydning for Undersøgelsen, nemlig som Parallel for Udvandringen mod Vest og som Vidnesbyrd om, at Danmark i Vikingetiden var overbefolket. Nu er det jo saa, at enhver Udvandring forudsætter til en vis Grad Overbefolkning (ɔ: Misforhold mellem Folketallet og Næringsveienes Afkastning), saa at hvis et Udvandringssagn skal bevise noget om Overbefolkning paa en vis Tid, maa Sagnet være historisk. Men disse "Sagn" om Udvandringer mod Øst lider alle af den Feil at være uhistoriske. Saxo fortæller, at Harald Blaatands Søn Haakon (hvis historiske Ikketilværelse nok er sikker) drog ud paa Vikingetog, at han og hans Mænd erobrede Sembia (Semgallen i Lifland), dræbte de mandlige Indbyggere, giftede sig med Kvinderne og slog sig ned i Landet, hvorfor Semberne endnu (paa Saxos Tid c. 1200) regne sig for Danske[29] . Dette "Sagn" er i en Krønike fra c. 1290 voxet derhen, at hver tredie Mand i Danmark paa Kong Lodne-Knuts Tid (c. 900) drog over Havet mod Øst, erobrede Preussen, Semgallen, Karelien (ɔ: det østlige Finland) og flere tilgrænsende Lande, og deres Efterkommere blev boende der til den Dag i Dag[30]. Jeg har fremhævet den sidste Linje i begge Beretninger, fordi den viser os, hvorledes disse Sagn er opstaaede. Paa Kysterne af Estland, Lifland og Finland boede i meget tidlig Tid nordiske Mænd, nemlig udvandrede Svensker; der skulde da ikke mere til at danne et Sagn om en dansk Udvandring hid, end at danske Handelsmænd paa Reiser i Østersøen opdagede disse "dansk"-talende og berettede derom hjemme, hvoraf da Sagnet lettelig opstod om en dansk Udvandring. Nationalsagn har hyppigt sn erobrende Tendens; hvad underligt da i, at man i Valdermarernes Dage med Interesse tænkte paa disse ældre Kolonisationer og fandt Anledning til at knytte dem til den danske Historie, som derved blev et Forbillede for Samtiden? — Paa en noget anden Maade forholder det sig med Sniosagnet. Det er forlængst erkjendt, at Sagnet om Langobardernes Udvandring fra Danmark er laant fra fremmede Kilder (Paulus Diaconus) og uhistorisk; Hr. Steenstrup tror dog, at en Del af Sagnet er hjemlig dansk, fordi han ellers ikke kan forklare sig, at Saxo lader Udvandrerne gaa ud fra det østlige Danmark. Men slaar man efter hos den langobardiske Historieskriver, der (vistnok paa 2den Haand) har været Saxos Kilde, vil man læse, at Udvandrerne drog fra "Scandinavia" over "Mauringa" og "Golanda"; Saxo følger altsaa netop Antydninger i fremmede Kilder, naar han lader sine Udvandrere drage fra det østlige Danmark (Skaane og Bleking) over Moringa (Møre) og Gutlandia (Gotland). Det eneste hjemlige i Saxos Fortælling er hvad han siger om Kong "Snio"; men denne Konge hører ikke hjemme i Historien, han er laant fra Mythologien. Snio betyder Sne (oldn. snjor), og Kong Sne og hans Slægtninger træffes igjen i norrøne Sagaer som Snær hinn gamli, som Frosti, Kari (Vind), Logi (Ild), der ogsaa her efterhaanden blev til historiske Personer; selv hos Saxo finder vi et Minde af Mythen i det Træk, at Kong Sne skal mødes med sin Elskede "ved Vinterens Komme"[31]. Hvad Under da, om Sagnet henførte til Kong Snes Tid stærkt Uaar og Hungersnød og til denne knyttede det fremmede "Sagn" om Langobardernes Udvandring? Hvor let det er at faa istand Vandringstheorier, viser Gotlændernes Beretning om, at Goterne i Syden Var udvandrede fra Gotland, hvilket ogsaa skede paa Grund af Overbefolkning, eller det schweiziske "Sagn" om at Schweizerne udvandrede fra Sverige (Svetia = Schweiz), hvilket naturligvis havde samme Aarsag. Ifølge romersk og græsk Tro havde det nordlige og østlige Europa altid et stort Overskud af Befolkning, saa derfra kunde de lærde Historikere i Middelalderen udlede nvad Folk det skulde være. Havde man en Navnlighed, var Sagen klar (Dacer = Daner, Geter = Goter eller Gater, Schweizere = Svensker). Om der kom sproglig Slægtskab til, som mellem germaniske Stammer i Nord og Syd, var det saa meget bedre; der skal ikke mere til, for at den tyske Erkebiskop Hraban Maurus († 856) udleder ogsaa Frankerne fra de nordiske Folk.

Af de danske Beretninger om uhistoriske Udvandringer mod Øst kan altsaa kun udledes det Resultat, at de Danske — som alle andre — antog at Udvandringer kom af Overbefolkning, men en saadan Antagelse kan vi ikke bruge som historisk Dokument. Naar vi nu gjenfinde den samme Antagelse hos normanniske Forfattere, bør vi ikke heraf drage Slutninger til historiske Forhold, men maa først undersøge, om Antagelsen her findes sammen med virkelige Efterretninger. Dudo (c. 1000—1023), der tror, at Danerne kommer fra Dacien ved Donaumundingerne, beretter nu, at Geter, Sarmater, Amaxobier, Tragoditer og Alaner lever et meget løsagtigt Liv, at der derfor fødes dem en Mængde Børn, og at, naar disse blive for mange til at Landet kan føde dem, drives de efter gammel Skik ud af Riget, for at de kan skaffe sig nye Lande. Saaledes gjorde Geterne eller Goterne, og saaledes var det ogsaa blandt "Daci"; da bestemte Kongen, at den gamle Lov skulde anvendes og en stor Del af det unge Mandskab drives ud af Landet o.s.v. En noget senere Forfatter, Vilhelm af Jumiége (c. 1070), lægger til denne Beretning endnu den videre Forklaring, at Familiefaderen drev alle de voxne Sønner bort fra sig undtagen én, som da blev Arving. Det er paa disse "Sagn", at Hr. Steenstrup grunder sin Theori om Vikingetogenes Oprindelse. Han indrømmer, at Dudo udgaar fra lærde Theorier, som han har laant fra sin Læsning; men hvad Dudo fortæller om Danerne, mener Hr. Steenstrup, er dog en "selvstændig nordisk Tradition", og han søger altsaa at hævde, 1) at Danmark ved Vikingetidens Begyndelse var overbefolket, 2) at denne Overbefolkning kom af Flerkoneri eller Frilleliv. Begge Dele er det umuligt at bevise, man kan aldrig komme længer end til Sandsynligheder, da man ingen sikre statistiske Opgaver har fra det 9de Aarhundrede. At Danmark — og Norden overhovedet — var godt befolket, kunde man allerede paa Forhaand være sikker paa, da det sender et Overskud af sin Befolkning ud i Verden; men hvor godt befolket, og i hvilket Forhold Befolkningen stod til Næringsveienes Afkastning, kan vist ingen nu længer bringe paa det rene. Hr. Steenstrup søger at skaffe os en Forestilling om Folkemængden af de Tal, som opføres i udenlandske Annaler over faldne eller over Skibe; og disse fortjener visselig Opmærksomhed, selv om man ikke kan betragte dem som ganske sikre og man ofte maa fraregne en god norsk eller svensk Kontingent i de "danske" Hærmasser. Men disse Tal kan ikke bevise nogen Overbefolkning, endnu mindre, at Overbefolkningen var Aarsag til Togene. Lægger man Mærke til Tallenes Stigning, jo længer man kommer ned i det 966 Aarhundrede, turde man føle sig fristet til at paastaa, at de taler for en stærk Forøgelse i Løbet af Aarhundredet; den danske Hærstyrke, som Kongen sender til Frisland 810 og som udbydes til Leding 815, var kun 200 Skibe (c. 8000 Mand), men i 845 udgjør den samlede Leding 600 Skibe (c. 24 000 Mand), og ved Paris 885 laa omkring 40 000. En saadan Stigning har, som vi før saa, sine naturlige økonomiske Aarsager, og forsaavidt hænger Vikingetogene sammen med Folketallet; men selv paa den Tid kan vi ikke bevise, at der fandtes nogen Overbefolkning, og var der nogen, opfatte vi den snarere som Følge af end som Aarsag til Vikingetogene.

Dudos Forklaring af Aarsagen til Overbefolkningen maa vi saaledes afvise; den er da i sig selv mislig nok. Flerkoneri eller Frillevæsen har ifølge alle moderne Iagttagere ikke Folkeformerelse tilfølge, snarere det modsatte. Vore Forfædre i Vikingetiden udmærkede sig vistnok ikke i Retning af Sædelighed, dertil var deres Liv for haardt og raat; men man tør neppe med Hr. Steenstrup antage, at Flerkoneri var udbredt, det synes dog direkte at stride mod alle Germaners juridiske Opfatning af Ægteskabet, hvorefter hos vore Forfædre i en Husholdning Manden herskede "uden Stoks", Hustruen "inden Stoks". Historiske Efterretninger synes ogsaa overalt at vise hen til, at Flerkoneri kun kjendtes og var optaget blandt Fyrsterne; alle Exempler maa hentes fra dem. Frillevæsen har rimeligvis været mere udbredt, og kunde vistnok i Almindelighed blive til Forøgelse af den enkelte Familie; men det kan neppe have havt nogen absolut Betydning for Forøgelsen af Landets Folkemængde. Den almindelige Erfaring lærer jo, at hvor man har Flerkoneri eller Friller, der maa ogsaa samtidig et tilsvarende Antal Mænd afholde sig fra Ægteskab; til de islandske Høvdingers talrige Familier svarede ganske vist allerede i Oldtiden et talrigt Følge af ugifte Husfolk, saaledes som endnu paa Island den ugifte Husstand er uforholdsmæssig stor; og ved Siden af Flerkoneriet hos Orientens Fyrster finder man en talrig Stand af Eunucher og ugifte Slaver, hvilket selvfølgelig virker mod Folkeforøgelsen. Omvendt turde man vel snarere have Lov til at slutte, at da man ser tydelige Spor til, at Folkemængden i Norden har voxet stærkt i Løbet af 9de Aarhundrede, kan hverken Flerkoneri eller Frillevæsen have været stærkt udbredt, ialfald ikke saa udbredt, at det havde synderlig Indflydelse paa Folketallet.

Følgen af Overbefolkningen var efter Dudo, at Kongerne paabød Udvandring af de unge Mænd. Hos Dudo er denne Beretning en Afslutning af hans hele Betragtning af Forholdene i Norden; det var disse Paabud, som drev Ungdommen ud af Landet og specielt førte den under Hasting og Rollo til Frankrige. Hvis altsaa det foregaaende Ræsonnement var rigtigt, maatte Afslutningen — Resultaterne — være saa meget sikrere. Det maa derfor forundre, at Hr. Steenstrup her opgiver Dudo næsten fuldstændig, thi efter Kildernes Udsagn "synes Vikingetogene ikke foranledigede af den danske Regjering eller de danske Konger ", og en af disse protesterede jo endog udtrykkelig mod, at han skulde have givet sit Samtykke til Plyndringerne. Men er her Dudo upaalidelig, bliver hele Beretningen upaalidelig; naar hans Konklusion ikke stemmer med Historien, saa kan hans Præmisser det endnu mindre, thi da er de ikke ægte Traditioner, men en Sammenstøbning af halvglemte Sagn og lærde Formodninger, som kun er bleven til for at forklare Udvandringspaabudene.

Man skulde tro, at for den middelalderske Opfatning maatte den af Dudo omtalte Aarsag strække til for at forklare Danmarks Folketal og den deraf følgende Udvandring; ikke desto mindre har dog Dudos Etterfølger Wilhelm villet finde en endnu bedre Grund, og denne søger han i en efter hans Sigende i Danmark bestaaende Skik, at Faderen selv drev sine Sønner ud i Verden og kun lod én arve Gaarden. Dette forudsætter, som man vil se, at efter nordisk, specielt dansk, Ret Gaardene ikke deltes mellem Eiernes Sønner, men holdtes sammen som udelelige; men danske Retshistorikere (Rosenvinge , J. E. Larsen) er enige om, at Deling af Eiendomme var brugelig i Danmark omtrent indtil Reformationen og i Norge og Sverige ialfald indtil det 13de Aarhundrede. Det er derfor næsten utænkeligt, at Danmark allerede i 9de Aarhundrede skulde have udviklet sig i denne Retning og saa bagefter være gaaet tilbage til Urstandpunktet. Hr. Steenstrups Forsøg paa at "redde" ogsaa Wilhelm's Beretning for Historien maa vi der for anse for afgjort mislykket, uden at vi tør trætte vore Læsere med en nærmere Paavisning deraf[32]. Dette Forsøg var en Konsekvens ak det Standpunkt, Hr. Steenstrup indtager ligeoverfor de normanniske Kilder, og er det kaldt uheldigt ud, rammer Uheldet ogsaa disse Kilder selv, hvis Upaalidelighed bliver den samme som før.



Fodnoter

  1. Det beror paa en fuldstændig Misforstaaelse, naar flere Forfattere (f. Ex. Joh. Steenstrup) herpaa begrunde den Beskyldning mod Munch, at han "henførte alle Normannernes Bedrifter til de Norske.
  2. Flodoard i Hist. Rem. hos Bouquet VIII, 163: concessis sibi maiitimis quibusdam pagis cum Rotomagensi quam pene deleverant urde.
  3. Flodoard a. 945: Dum rex Ludowicus moraretur Rodoini, Hagroldus Nortmannus, qui Bajocis præerat, mandat ei quod ad eum ventum esset condicto tempore vel loco.
  4. Om Jydernes Herjetog paa Frisland har Sagn bevaret sig i de oldengelske Digte "Beówulf" og "Slaget ved Finnsburg"; at Jyder i 5te eller 6te Aarhundrede kom til England og nedsatte sig i Kent og paa Wight, er historisk.
  5. Den danske Konge "Chochilaicus", som c. 515 faldt i Frisland mod Frankerne, var efter oldengelske Sagn Konge i Götaland.
  6. Tidspunktet efter Dummler i Monumenta Alcuiniana (p. 181). Den saxiske Krønike har ved Feilskrift 8. Jan., hvilket af Munch blev forklaret om 794.
  7. Hvad en senere walisisk Krønike fra det 13de Aarhundrede (the Gwentian Chronicle) fortæller om, at "de sorte Hedninger" i 795 kom til England, derpaa plyndrede i Wales og derfra gik til Irland for at plyndre Rathlin (se Todds War of the Gaedhil, Introduction p. XXXIII), viser sig at være upaalideligt, thi Etterretningen er tydeligt en Kombination paa Grundlag af den irske Beretning om Rathlin, som allerede var optaget i den ældre wæliske Krønike. Vi undrer os derfor over, at Hr. Steenstrup vil benytte en saadan Kilde til derpaa at bygge Formodningen om disse Hedningers Danskhed.
  8. Ulster-Annalerne a. 797 (ɔ: 798).
  9. Ulster-Annalerne a. 801 (ɔ: 802).
  10. Chronicon Scotorum a. 806.
  11. ss. a. 807, Ulster-Annalerne a. 806
  12. Ulster-Annalerne s. 811 Gaedhil p. 5 og Introduction p. XXXVI.
  13. Classis Nordmannorura Hiberniam Scottorum insulam adgressa, commissoque cum Scottis proelio, parte non modica Nordmannorum interfecta, turpiter fugiendo domuin reversa est. Pertz I 199.
  14. Monumenta Alcuiniana p. 181. 199, 871, 373.
  15. Earle's Indledning til Two of the Saxon chronicles, p. XL.
  16. Mon. Alcuiniana p. 512.
  17. Einhards Annaler a. 800.
  18. Vita S. Liudgeri, hos Pertz I 413.
  19. Einhards Annaler a. 811.
  20. Tacitus' Forklaring af det Germaniske Navns Udvikling kunde saaledes — mutatis mutandis — Ord til andet passer paa Overgangen fra Nordmenn til Nortmanni: Germaniæ vocabulum recens ac nuper additum, quoniam qui primum Rhenum transgressi Gallos expulerint ac nunc Tungri, tune Germani vocati sint; ita nationis nomen, non gentis evaluisse paulatim.
  21. Foruden Vestfoldinger omtales ogsaa andre Nordmænd i frankiske Annaler som Nortmanni; jeg har ovenfor citeret en Etterretning fra Einhard af 812 om Nortmanni, som blev slagne i Irland, og paapeget, at disse Nortmanni var fra Norge.
  22. Se nedenfor 2den Bog 3die Kapitel.
  23. Adversus Danos atque Northmannos, Pertz II 323.
  24. "Naar vi afse fra Traditionen om Gangerrolf, finde vi ingen Berøring mellem Norge og Tydskland eller Frankrige omtalt af Sagaerne" (Steenstrup S. 51).
  25. Skjønt loch oprindelig betyder Indsø (lat. lacus), er det dog meget tidligt i Gælisk ogsaa brugt i Betydningen Fjord, derom vidner talrige Stedsnavne baade i Irland og Skotland.
  26. Thietmar af Mercsburg skriver ved Aar 1012 Selon (ɔ: Selund), norrøne Skalde fra 10de og 11te Aarhundrede, som Guthorm c. 950, Sigvat c. 1036, Thjodolv og Valgard c. 1050, rimer alle efter Formen Selund eller endog Silnnd. Adam skriver SeLandia, hvilket neppe er nordisk.
  27. nu Papper; det oldnorske Navn findes i "den røde Bog".
  28. Efter Roscher, System der Volkswirthschaft I 546 (11te Udg.)
  29. Saxo p. 485—86.
  30. Langbek Ser. I 158
  31. sml. N. M. Petersens Nordisk Mythologi.
  32. En saadan Paavisning er nu udført af v. Amira i Sybels Historische Zeitschrift, N. F. 111 248—57.