Vis kilden til Kullervo: Hævn og Død (Kalevala)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Kullervo: Hævn og Død (Kalevala)]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:Kullervo3.jpg|thumb|450px|<center>'''Kullervo rider i kamp''' <br> Maleri af ''Akseli Gallen-Kallela''<br><br><small>Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i '''[[Kalevala II (F. Ohrt)|Kalevala II]]'''</small></center>]]

<center><big>'''[[Kalevala (F. Ohrt)| Kalevala]]'''</big><br> [[Ferdinand Ohrt biografi |Ferdinand Ohrt]]


<br><big><big>'''Kullervo: Hævn og Død'''</big></big></center>
<br>


<blockquote>
::Kullervo, Kalervosønnen,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<FONT COLOR=grey>XXXVI. <small>  1 </small></FONT COLOR=grey>
::Gubbens Søn med lyseblaa Strømper, 
::agter sig ud i Kamp at drage, 
::ruster sig, Stridens Sti at træde; 
::og en Stund sin Klinge han hvæsser, 
::sliber en anden Stund sit Spydblad. 



::Tog da til Orde hans Moder: 
::»Stakkels Barn, bliv dog her tilbage, 
::vov dig ikke til vældig Fejde, 
::gaa ikke did, hvor Sværdene svirrer!&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>10 </FONT COLOR=grey></small>
::Hvo som blindt vil i Kampen drage, 
::gaar til Slaget af egen Vilje, 
::han vil miste Livet ved Sværdet,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>15 </FONT COLOR=grey></small>
::friste Døden ved egen Klinge.« 


::Kullervo, Kalervosønnen,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>23 </FONT COLOR=grey></small>
::taled da det Ord og sagde: 
::»Ikke synker jeg ned i Sumpen, 
::ikke segner jeg om paa Heden, 
::ej hvor Ravneflokkene lejres, 
::ej hvor Kragesværmene kreser, 
::naar jeg falder i Kamp paa Valen, 
::naar jeg segner paa Stridens Marker.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>30 </FONT COLOR=grey></small>


::Fager Lod, i Kampen at falde, 
::vakkert at dø i Vaabenbulder! 
::Lystelig er Krigerens Vunde: 
::Brat og let faar en Helt sin Bane, 
::fri for Sot og for Sygeleje 
::vandrer han bort ad Dødens Veje.« 


::Kullervo, Kalervosønnnen,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>57 </FONT COLOR=grey></small>
::drager nu af Sted fra Hjemmet, 
::taler dette til sin Fader: 
::»Nu Farvel min gode Fader!&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>60 </FONT COLOR=grey></small>
::Vil du siden græde for mig, 
::naar du hører jeg er falden, 
::slettet ud af Folkets Midte, 
::borte fra min Slægt og Stamme?« 


::Og hans Fader tog til Orde: 
::»Jeg vil ikke græde for dig, 
::naar jeg hører du er falden. 
::Jeg en anden Søn kan avle, 
::een som bliver meget bedre, 
::viser sig langt mer forstandig.«&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>70 </FONT COLOR=grey></small>


::Kullervo, Kalervosønnen, 
::taled da det Ord og sagde: 
::»Ikke heller jeg vil græde, 
::naar en Gang din Død jeg spørger. 
::Sagtens faar jeg slig en Fader: 
::Mund af Ler, en Sten til Hoved, 
::Sumpens Tranebær til Øjne, 
::Skægget gamle tørre Græsstraa, 
::Ben af tynde Pilevidjer, 
::Kød af raaddent, trøsket Tømmer.«&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>80 </FONT COLOR=grey></small>


::Derpaa gik han til sin Søster:&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>103 </FONT COLOR=grey></small>
::»Nu Farvel, min lille Søsler! 
::Mon da du vil græde for mig, 
::naar du hører jeg er falden, 
::slettet ud af Folkets Midte, 
::borte fra min Slægt og Stamme?« 


::Saadan svared da hans Søster: 
::»Jeg vil ikke græde for dig,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>110 </FONT COLOR=grey></small>
::naar jeg hører du er falden. 
::Jeg kan faa en anden Broder, 
::een som bliver meget bedre, 
::viser sig langt mer forstandig.« 


::Kullervo, Kalervosønnen, 
::taled da det Ord og sagde: 
::»Ikke heller jeg vil græde, 
::hvis en Gang din Død jeg spørger. 
::Sagtens faar jeg slig en Søster: 
::Mund af Ler, en Sten til Hoved,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>120 </FONT COLOR=grey></small>
::Sumpens Tranebær til Øjne, 
::Haar af gamle tørre Græsstraa, 
::Nøkkerosens Blad til Øre, 
::Kroppen af en Ahornympe.« 



::Derpaa gik han til sin Moder: 
::»Du min kære lille Moder, 
::favre Moder som mig fødte, 
::gyldne Kvinde som mig fostred! 
::Mon da du vil græde for mig, 
::naar du hører jeg er falden,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>130 </FONT COLOR=grey></small>
::slettet ud af Folkets Midte, 
::borte fra min Slægt og Stamme?« 


::Dette svared ham hans Moder, 
::tog til Orde selv og talte: 
::»Ej en Moders Sind du kender, 
::fatter ej en Moders Hjærte! 
::Sikkert vil jeg græde for dig, 
::naar jeg hører du er falden; 
::græder Stuen til en Vaarflom,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>141 </FONT COLOR=grey></small>
::Gulvets Bræddelag til Bølger, 
::græder bøjet i mit Udhus, 
::sammenkrøbet i min Kvægstald; 
::Sneen græder jeg til Isslag, 
::Vinteris til optøet Muldjord, 
::optøet Muld til grønne Marker, 
::grønne Mark til falmet Fælled. 


::Om jeg frygter for at græde, 
::om jeg mangler Mod at klage&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>150 </FONT COLOR=grey></small>
::mellem Menneskenes Mængde, 
::vil jeg, skjult, i Badsturummet 
::Stuens Gulv med Taarer væde, 
::paa dens Bænk i Løndom græde.« 



::Kullervo, Kalervosønnen, 
::Gubbens Søn med lyseblaa Strømper, 
::drog nu med Klang af Sted til Kampen, 
::drog under Larm og Spil i Striden; 
::lydt det klang gennem Mark og Mose, 
::Hornet gjalded højt over Heden,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>160 </FONT COLOR=grey></small>
::skingred vidt over grønne Vange, 
::dured, drøned hen over Marken. 


::I hans Spor et Budskab bragtes. 
::Ordet naaed til hans Øre: 
::»Nu er Fader død derhjemme, 
::borte nu din gamle Fader; 
::skynd dig hjem og vær til Stede, 
::naar den døde bliver jordet!« 


::Kullervo, Kalervosønnen, 
::gav paa Stedet dette Gensvar:&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>170 </FONT COLOR=grey></small>
::»Død er død; det faar saa være! 
::Hjemme har vi jo en Vallak, 
::saa han kan til Graven trækkes, 
::saa han kan af Kalma dækkes.« 


::Frem han drog med Klang over Mosen, 
::vakte Bulder og Brag paa Svedjen. 


::I hans Spor et Budskab bragtes,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>191 </FONT COLOR=grey></small>
::Ordet naaed til hans Øre: 
::»Nu er Søster død derhjemme, 
::borte Barnet af din Moder; 
::skynd dig hjem og vær tilstede, 
::naar den døde bliver jordet!« 


::Kullervo, Kalervosønnen, 
::gav paa Stedet dette Gensvar: 
::»Død er død, det faar saa være; 
::hjemme har vi jo en Hoppe,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>200 </FONT COLOR=grey></small>
::saa hun kan til Graven trækkes, 
::saa hun kan af Kalma dækkes.« 


::Frem han gik med Gny over Græsset, 
::lod det klinge lydt over Engen. 


::I hans Spor et Budskab bragtes. 
::Ordet naaed til hans Øre: 
::»Død er nu din gode Moder, 
::segnet nu din søde Moder; 
::skynd dig hjem og vær til Stede, 
::naar af Fremmedfolk hun jordes!«&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>210 </FONT COLOR=grey></small>


::Kullervo, Kalervosønnen, 
::taled da det Ord og sagde: 
::»Ve mig stakkels Barn, ja ve mig, 
::at min Moder har forladt mig! 
::Borte hun som redte Sengen, 
::segnet hun som syed Tæpper, 
::hun som væved lange Klæder 
::og saa trolig drejed Tenen! 
::Jeg var ej nær i Dødens Time, 
::stod ej hos da Livet fiygted;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>220 </FONT COLOR=grey></small>
::hun er maaske død af Kulde 
::eller segnet af Sult og Mangel. 


::Lad den døde tvættes hjemme, 
::tvættes ren med Saksersæbe, 
::og i Silke skal hun svøbes, 
::lægges ned i Linnedlagen, 
::derpaa hen til Graven køres, 
::ned i Kalmas Bolig føres, 
::køres under Sørgesange, 
::sænkes under Kvad i Jorden!&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>230 </FONT COLOR=grey></small>
::Jeg kan ikke naa til Hjemmet, 
::end er Untamo ej straffet, 
::denne feje Karl ej fældet.« 



::Drog han af Sted med Klang til Kampen,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>235</FONT COLOR=grey></small>
::drog under Spil til Untamola, 
::og den hele Flok fik han fældet,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>245 </FONT COLOR=grey></small>
::lagde Untamofolket øde, 
::brændte hans Stuer ned til Aske, 
::lod det alt i Gnister fortæres — 
::lod blot Ovnens Sten tilbage, 
::og den høje Røn i Gaarden.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>250 </FONT COLOR=grey></small>



::Kullervo, Kalervosønnen, 
::nu ad Hjemmet til sig vendte, 
::til sin gamle Faders Stuer, 
::til Forældrehjemmets Marker. 
::Tom er Stuen ved hans Komme, 
::øde, da han aabner Døren, 
::ingen tager ham i Favnen, 
::ingen gaar at give Haanden. 


::Lagde han sin Haand paa Arnen, 
::alle Arnens Kul var kolde,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>260 </FONT COLOR=grey></small>
::derpaa kunde han da kende: 
::Ej er Moder mer i Live. 


::Lagde han sin Haand paa Ovnen, 
::alle Ovnens Sten var kolde, 
::derpaa kunde han da kende: 
::Ej er Fader mer i Live. 


::Retted han sit Blik mod Gulvet, 
::ej var Gulvet rent og skuret, 
::derpaa kunde han da kende: 
::Ej er Søster mer i Live.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>270 </FONT COLOR=grey></small>


::Da begyndte han at græde,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>275 </FONT COLOR=grey></small>
::græd een Dag og græd den næste, 
::tog til Orde selv og sagde: 
::»O min kære gode Moder, 
::sig, hvad har du efterladt mig, 
::da du leved her paa Jorden?&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>280 </FONT COLOR=grey></small>
::Men du kan ej høre, Moder, 
::om jeg græder paa dit Øje, 
::fælder Taarer paa din Tinding, 
::taler oven paa din Isse!« 


::Vaagned i sin Grav hans Moder, 
::dybt fra Muldet hun ham minded: 
::»Hunden Musti efterlod jeg, 
::at du kan paa Jagt dig give; 
::lad din Hund da følge med dig, 
::gaa saa ud paa Jagt i Skoven,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>290 </FONT COLOR=grey></small>
::drag af Sted til Ødemarken, 
::ind til Skovens unge Døtre, 
::Lundens blaa smaa Pigers Gaarde, 
::frem til Graneslottets Grænse, 
::for at finde dig din Føde, 
::skaffe dig en Fangst i Skoven!« 



::Kullervo, Kalervosønnen, 
::lod da Hunden følge med sig, 
::vandred derpaa frem ad Vejen, 
::drog af Sted til Ødemarken.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>300 </FONT COLOR=grey></small>
::Frem han gik en lille Strækning, 
::skred et Stykke henad Stien, 
::og som han ad Vejen vandred, 
::kom han til det Sted i Skoven 
::hvor han havde skændet Pigen, 
::krænket Barnet af sin Moder. 


::Og dær græd det favre Grønsvær, 
::vaanded sig den skønne Løvsal, 
::alle unge Græsstraa sukked, 
::Lyngens røde Blomster klaged,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>310 </FONT COLOR=grey></small>
::intet Græs vil grønnes længer,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>313 </FONT COLOR=grey></small>
::ikke trives Lyngens Blomster, 
::kan ej skyde frem og vokse 
::paa den onde Plet i Skoven 
::hvor han havde skændet Pigen, 
::krænket Barnet af sin Moder. 



::Kullervo, Kalervosønnen, 
::trak sit skarpe Sværd af Skede,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>320 </FONT COLOR=grey></small>
::mønstred Sværdet, vendte paa det, 
::fritted ud og spurgte for sig, 
::spurgte Sværdet hvad det ønsked, 
::om det kunde sig forlyste 
::ved af skyldigt Kød at æde, 
::en Forbryders Blod at drikke. 


::Sværdet fatted Svendens Mening, 
::gætted Tanken i hans Tale, 
::svared saa det Ord og sagde: 
::»Hvorfor skulde jeg vel ikke&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>330 </FONT COLOR=grey></small>
::gærne skyldigt Kød fortære 
::og Forbryderblodet drikke? 
::Tidt uskyldigt Kød jeg æder, 
::ofte skyldfrit Blod mig væder!« 


::Kullervo, Kalervosønnen, 
::stødte Sværdets Skaft i Jorden,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>337 </FONT COLOR=grey></small>
::trykked Fæstet ned i Muldet, 
::Klingen vendte han mod Brystet, 
::selv han kasted sig paa Klingen; 
::saadan tog han sig af Dage, 
::gav paa denne Vis sig Døden. 
</blockquote>



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Ferdinand Ohrt]]
[[Kategori:Elias Lönnrot]]