Kullervo: Søsterens Undergang (Kalevala)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kullervo
Maleri af Akseli Gallen-Kallela

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II

Kalevala
Ferdinand Ohrt

Kullervo: Søsterens Undergang

Kullervo, Kalervosønnen,    XXXIV. 1

Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,

Ungersvenden med gule Lokker

og med de skønne Sko af Læder,

giver sig nu paa Vej og viger

bort fra Smeden Ilmaris Bolig,

førend hans Herre faar høre

Bud om sin Hustrus bratte Bane,

før han af Harme kan gribes

og faa pønset paa Kamp og Hævnfærd.    10

Under Spil han gik fra Smeden,

drog med Klang af Ilmas Lande,

blæste højt i Horn paa Heden,

vakte Larm og Støj paa Svedjen,

Mosen brummed, Jorden skralded,

op fra Heden Genlyd gjalded:

Saadan spilled Kullervoinen,

saadan larmed Udaadsmanden.

Fremad Kullervoinen vandred,    37

frem paa maa og faa han iled,

gennem Ødemark om Dagen,

gennem Hiisis Tømmerskove,    40

men ved Kvæld, da Natten mørkned,

stod han stille ved en Tue.

Hviled sig her den faderløse,

og hans Tanker vandred saa vide:

»Hvem har sat mig ind i Verden,

hvem har skabt mig arme Stakkel

til ved Nat og Dag at færdes

altid under aaben Himmel!

Andre har dog et Hjem at søge,

haster hjemad til egen Hytte,    50

jeg har mit Hus i Skovens Øde,

jeg har min Gaard paa vildene Hede,

midt i Stormens Skød er mit Ildsted

og min Badstuedamp i Regnen.

Gode Gud, du skal ej skabe

aldrig nogen Tid og Time,

sligt forvildet Barn til Verden,

Barn som Kærlighed ej kender,

uden Fader under Himlen,

uden Moder først og fremmest,    60

saadan som du mig har dannet,

som du skabte mig til Verden,

ret som blandt en Flok af Maager,

Fuglesværm paa Skær i Havet.

Dagen kommer jo dog til Svalen,

Morgenrøden gryer jo for Spurven,

Glædens Time for Himlens Fugle,

men til mig kommer ingensinde

Dagens Lys i mit Levneds Time,

Glæden ej saa længe jeg lever.    70

Ikke kender jeg hvem mig fødte,

aner ikke hvo der mig avled,

om en Fugl har født mig paa Vejen,

om en And mig avled i Sumpen,

om en Raage ved Strand mig ruged

eller i Klippens Kløft en Vildand.

Spæd blev jeg skilt fra min Fader,

lav og liden skikket fra Moder,

død er Fader og død er Moder,

død er hele min store Stamme;    80

Sko af Is har den efterladt mig,

Strømpepar af Sne har den levnet,

lod paa islagte Sti mig ligge,

glemte mig bort paa glatte Spange,

at i Sumpen jeg skulde svinde,

maatte min Grav i Skarnet finde.

Dog saalænge Liv mig levnes,

har jeg ikke Lyst at synke

ned i Sumpen til et Spange,

til et Trædebrædt i Skarnet.    90

Ikke svinder jeg i Sumpen,

mens jeg tvende Hænder ejer,

paa hver Haand fem Fingre rører,

paa hver Finger Negle fører!« 

Og det faldt ham nu paa Sinde,

i hans Hjærne jog en Tanke:

Untamoinens Bygd at søge,

hævne dær sin Faders Vunder,

Faders Vunder, Moders Taarer

og sin egen haarde Medfart.    100

Kom en Skovens Viv paa Vejen,    107

kom i Kaabe blaa en Kvinde,

hun til Orde tog og sagde:

»Hvorhen gaar du, Kullervoinen,    111

hvorhen vandrer Kalervosønnen?« 

Kullervo, Kalervosønnen,

taled selv det Ord og sagde:

»Bort herfra jeg vil mig vende,    117

Untamoinens Bygd at søge,

hævne Drabet paa min Stamme,

Faders Vunder, Moders Taarer.    120

Men den gamle tog til Orde:     123

»Ikke har man dræbt din Stamme,    125

død er ikke Kalervoinen;

du din Fader har i Live,

og din Moder er ved Helsen.« 

»O du kære gamle Kvinde,

sig mig, kære gamle Kvinde,    130

hvor skal jeg finde min Fader,

hvor den væne Viv som mig fødte?« 

»Dær kan du finde din Fader,

dær den væne Viv som dig fødte:

Nær ved Laplands lange Grænse,

tæt ved Fiskesøens Bredder.« 

»O du kære gamle Kvinde,

sig mig, kære gamle Kvinde,

hvordan skal da did jeg komme,

hvordan skal jeg finde Vejen?«    140

»Saare let kan did du komme,

let, skønt fremmed, finde Vejen,

naar du følger Skovens Udkant,

naar du holder dig langs Floden;

een Dag vandrer du og tvende,

næsten tredje Dag du vandrer,

iler frem langs Flodens Bredder,    153

ud for trende Fossers Fraade;

til en Oddes Spids du kommer,

til en langstrakt Tanges Ende.

Dær paa Odden staar en Hytte,

staar et Fiskerhus paa Tangen,

og derinde bor din Fader

med den væne Viv som dig fødte;    160

dær finder du dine Søstre,

tvende unge skønne Piger.« 

Kullervo, Kalervosønnen,

gav sig nu af Sted paa Vandring,

vandred een Dag frem og tvende,

næsten tredje Dag han vandred,

naaed frem til Oddens Spidse,    175

til den lange Oddes Ende:

Dær paa Næsset stod en Hytte,

stod et Fiskerhus paa Tangen.

Derpaa gik han ind i Stuen;

ingen kendte ham dær i Stuen:    180

»Hvilket Land er vel Gæstens Hjemstavn,

hvilken Bolig borte bag Havet?« 

»Kender du Sønnen din ej mere,

kender du ej dit eget Afkom,

ham der af Untamos Svende

førtes fra jer til deres Hjemstavn,

kun som Faders Finger i Drøjde,

kun som sin Moders Ten i Højde?« 

Moderen skyndte sig at sige,

brat taled den gamle Kvinde:    190

»O mit Barn, min stakkels lille,

arme Dreng med Gyldenspændet,

saa du er endnu i Live,

vanker om i disse Lande,

du hvem længst som død jeg sørged,

alt i lang Tid holdt for mistet!

Tvende Sønner smaa jeg havde,

fødte tvende skønne Døtre,

men de ældste to af disse

har jeg stakkels Moder mistet,    200

Drengen i den store Fejde

og paa ukendt Vis min Pige;

Drengen kommer nu tilbage.

Pigen kommer sikkert aldrig.

Kullervo, Kalervosønnen,

spurgte da paa Stand og sagde:

»Hvordan er hun da forsvunden,

Og hans Moder tog til Orde,

selv hun ytred sig og sagde:    210

»Hun gik ud efter Bær i Skoven,    213

efter Hindbær op under Højen,

dær er min lille Høne svunden,

brat har min Smaafugl fristet Døden,

fik en Død som slet ingen kender,

led en Død hvis Navn ikke nævnes.

Hvem var det der savned Pigen?

Hvem undtagen hendes Moder?    220

Moder søger først af alle.

Moder søger, Moder ængstes.

Ud jeg stakkels Moder vandred

for at søge den forsvundne,

spejded een Dag og den næste,    227

spejded endnu Tredjedagen;

og da Ugen helt var omme,    290

gik jeg til den største Bakke,

dennes høje Top besteg jeg,

kaldte derfra paa min Datter,

jamred efter den forsvundne:

Svar mig hvor du er, min Datter,

kom, mit Barn, igen til Hjemmet!

Saadan kaldte jeg paa Pigen,

klaged efter den forsvundne;

Bjærget kasted Svar tilbage,

op fra Heden gjalded Genlyd:    240

Raab ej mere paa din Datter,

lad kun Skraal og Skrigen fare,

thi hun kommer ej tilbage,

aldrig mer i Livets Dage,

til sin Moders Gaard og Bolig,

til sin gamle Faders Baadstrand.« 

________________________________

Kullervo, Kalervosønnen,    XXXV. 1

Gubbens Søn med lyseblaa Strømper

leved fra denne Stund i Hjemmet

under Forældres Værn og Værge;

ikke fik han dog lært at fatte,

komme til Mandevid og Visdom.

Sønnen tager fat paa Arbejd,    11

nyttig Idræt vil han øve;

og han drog af Sted at fiske,

roed ud med Fiskevoddet;

selv han tager dær til Orde,

spørger, mens han skøtter Aaren:

»Skal af al min Magt jeg trække,

ro af Sted af alle Kræfter,

eller skal jeg trække sindigt,

ro saa jævnt som just behøves?«    20

Baadens Styrmand tog til Orde,

taled straks det Ord og sagde:

»Selv om al din Magt du bruger,

ror af Sted af alle Kræfter,

kan du næppe bryde Baaden,

trække dens Tolde sønder og sammen.« 

Kullervo, Kalervosønnen,

trak da til af hele sin Styrke,

roed da løs af alle Kræfter,

trak de Tolde sønder og sammen,    30

brækked Baadens Enetræsbrædder,

sønderbrød Jollens Aspetømmer.

Kalervoinen kom og saae det,

taled da det Ord og sagde:

»Aldrig blir en Rorkarl af dig,

du har brudt de tykke Tolde,

brækket Baadens Enetræsbrædder,

søndret hele min Aspejolle!

Drag da ud med mine Skatter,    65

kør af Sted, betal min Jordskyld!

Kanske ude du er dygtigst,

viser dig paa Langfærd kløgtigst.« 

Kullervo, Kalervosønnen,

Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,    70

Ungersvenden med gule Lokker

og med de skønne Sko af Læder,

drog af Sted at bringe de Skatter,

ud at yde Kornet i Jordskyld.

Da nu de Skatter var bragte.

Kornet alt var ydet i Jordskyld,

kasted sig Kullervoinen i Kælken,

steg han op i sin Kurveslæde,

drog af Sted at age til Hjemmet,

rejste mod egen Bygd tilbage.    80

Frem han kører saa det klaprer,

lader Hesten troligt trave

over Väinöhjemmets Heder,

over fordum brændte Svedjer.

Mødte ham en Mø paa Vejen,

Guldhaarsmø paa Skier glider

over Väinöhjemmets Heder,

over fordum brændte Svedjer.

Kullervo, Kalervosønnen,

standser Hesten straks paa Stedet,    90

og den unge Mø han hilste,

hilste hende, lokked hende:

»Lille Pige, stig i Slæden,

læg dig bagved paa mit Tæppe!« 

Og paa Dril ham Pigen svarer,

som paa Ski forbi hun farer:

»Døden stige paa din Slæde,

Sot og Tæring paa dit Tæppe!« 

Kullervo, Kalervosønnen,

Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,    100

slog den raske Hest med Pisken,

drev med Snærten, perleprydet:

Hesten løber, Færden lider.

Slæden glider, Vejen kortes.

Frem han kører, saa det klaprer,

lader Hesten troligt trave

paa den aabne, vide Havryg,

over Havets frie Flade.

Mødte ham en Mø paa Vejen,

frem i Lædersko hun løber    110

paa den aabne, vide Havryg,

over Havets frie Flade.

Kullervo, Kalervosønnen,

stopper straks sin Hest i Farten,

faar sin Mund paa Gled og mæler,

føjer sine Ord og siger:

»Stig i Slæden min, du skønne,

Landets Pryd, følg med paa Færden!« 

Pigen giver ham til Gensvar,

rapt hun slænger Ord tilbage:    120

»Dødmand stige paa din Slæde,

Dødning følge dig paa Færden!« 

Kullervo, Kalervosønnen,

Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,

slog den raske Hest med Pisken,

drev med Snærten, perleprydet:

Hesten løber, Færden lider,

Slæden glider, Vejen kortes.

Frem han kører, saa det knager,

lader Hesten troligt trave    130

over Pohjahjemmets Heder,

over Laplands vide Grænser.

Mødte ham en Mø paa Vejen,

spændeprydet Pige spanker

over Pohjahjemmets Heder,

over Laplands vide Grænser.

Kullervo, Kalervosønnen,

stopper straks sin Hest i Farten,

faar sin Mund paa Gled og mæler,

føjer sine Ord og siger:    140

»Lille Pige, stig i Slæden,

hvil dig, kære, paa mit Dækken,

kom og spis af mine Æbler,

hjælp at knække mine Nødder!« 

Pigen giver ham til Gensvar,

vrippent mæler hun tilbage:

»Jeg vil spytte paa din Slæde,

paa din Kælke, sølle Karlfolkl

Det er tomt bag dine Tæpper,

stygt paa Kælken din at køre.«    150

Kullervo, Kalervosønnen,

Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,

trak nu Pigen ind i Slæden,

rykked hende op i Kælken,

satte Møen paa sit Tæppe,

svøbte hende i sit Dække.

Pigen tager da til Orde,

gyldenspændet Jomfru skælder:

»Slip mig fri og lad mig fare,

lad mig unge Barn dog være,    160

fri mig for at høre paa dig,

for at trygle dig, du stygge,

eller jeg sparker Hul i Bunden,

river Tremmerne helt i Stykker,

hugger din Slæde rent i Splinter,

hugger i Kvag den skøre Kælke!« 

Kullervo, Kalervosønnen,

Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,

lukked nu op for Pengeskrinet,

broget Laag med Bulder han løfted,    170

lod hende skue Sølv i Mængde,

bredte brogede Klædestykker,

Strømper smaa med gyldene Rande,

Bælter blaa med sølverne Spænder.

Klædet vendte den vænes Vilje,

Pengene Pigens Hu forandred,

Sølvet lokked og Sølvet fristed,

Guldet den Jomfru overlisted.

Kullervo, Kalervosønnen,

Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,    180

kysser ømt den unge Kvinde,

drager hende, daarer hende —

ene Haand ved Traverens Tømme,

anden Haand paa Jomfruens Bryster.

Saadan krænked han den favre,

skænded denne skønne Pige,

under kobberprydet Tæppe,

over spraglet Slædedække.

Herren sendte Morgengryet,

lod den nye Dagning rinde;    190

da tog Pigen selv til Orde,

spurgte Svenden, fritted Svenden:

»Af hvad Æt er du vel runden,

gæve Svend, af hvilken Stamme?

Du er vist af ædel Stamme,

dig en fornem Æt har fostret.« 

Kullervo, Kalervosønnen,

taled da det Ord og sagde:

Ȯdel er dog ej min Stamme,

ikke ædel, ikke ringe,    200

snarest staar jeg midt imellem:

Jeg er Kalervos stakkels Ætling,

dum og uforstandig Yngling,

svagt og raadløst Barn i Verden.

Men din egen Æt du nævne,

sig din egen høje Fødsel,

om du er af ædel Stamme,

om en fornem Æt dig fostredl« 

Og paa Stand ham Pigen svared,

taled selv det Ord og sagde:     210

Ȯdel er vel ej min Stamme,

ikke ædel, ikke ringe,

snarest staar jeg midt imellem:

Jeg er Kalervos stakkels Datter,

daarlig, uforstandig Pige,

svagt og raadløst Barn i Verden.

Fordums Tid i Barndomsdage

da jeg boed hos min Moder,

gik jeg efter Bær i Skoven,

op til Højen efter Hindbær,    220

Jordbær plukked jeg fra Marken,

Hindbær jeg ved Højen samled

hele Dagen, sov om Natten,

endnu næste Dag jeg plukked;

og paa tredje Dag jeg vidste

ikke længer Vejen hjemad;

Vejen førte ind i Skoven,

Stien ind i Ødemarken.

Da nu tre og fire Dage,    241

fem, højst seks var helt forløbne,

til at dø jeg mig beredte,

vented mine Dages Ende.

Men jeg fandt endnu ej Døden,

ej mit usle Liv fik Ende.

Var jeg død, jeg arme Stakkel,

død og borte, jeg fortabte,

kunde jeg et Aar derefter,

kunde jeg den tredje Sommer    250

have glimtet som et Græsstraa,

pranget som en Blomsterkrone,

som et modent Bær paa Marken,

som et rødt og saftigt Hindbær:

Denne Daad var ikke øvet,

denne bitre Sorg ej prøvet.« 

Næppe har Pigen nævnet dette,

knap har Møen sluttet sin Tale,

før hun hopper ud af hans Slæde,

springer fra Slæden ud i Floden,    200

ned i Fossens grummeste Fraade,

ned i Vandets vildeste Hvirvel.

Kullervo, Kalervosønnen,    267

sprang paa Stedet ud af Slæden,

brast i bitter Graad og Taarer,

tungt han klaged sig og jamred,    270

søndred med en Kniv sit Stavtøj,    287

Trækkeremmen skar han over,

sprang saa paa den gode Ganger,

paa den stærke Skimmels Lænder;    290

rider frem en lille Strækning,

frem et Stykke Vej han jager,

standser paa sin Faders Gaardsplads,

ved sin egen Faders Marker.

Moderen kommer ud i Gaarden.

»O min Moder, du som mig fødte!

Havde du dog, min stakkels Moder,

dengang du bragte mig til Verden —

havde du fyldt med Røg din Badstu,

stænget for Badekammerdøren,    300

havde du kvalt dit Barn i Røgen,

myrdet mig tvende Nætter gammel,

lagt mig ned, i mit Svøb, i Vandet,

druknet mig, svøbt i Sengedækket,

siden kastet Vuggen paa Ilden,

slængt mit lille Leje paa Baalet!

Og hvis Folk saa havde spurgt dig:

Hvi er Vuggen ej i Stuen?

Hvi er Badstudøren stænget? —

kunde du til Svar jo givet:    310

Vuggen, den har jeg brændt paa Ilden,

Sengestedet i Arneflammen;

jeg gør Malt i mit Badekammer,

mælter Korn i min hede Badstu.« 

Skyndsomt spørger da hans Moder,

straks den gamle Kvinde fritter:

»Sig, hvad fejler dig, du kære,

hvilket Under er dog hændet?

Ret en Dødning lig du kommer,

som et Genfærd staar du for mig.«    320

Kullervo, Kalervosønnen,

taled da det Ord og sagde:

»Vist er der hændet mig et Under,

Skændsel og Fordærv er der timet,

thi min Søsterlil har jeg skændet,

krænket Barnet af egen Moder.

Jeg drog hjem fra Skattefærden,

havde udredt Faders Jordskyld,

traf saa paa min Vej en Jomfru,

jeg med Vold har hende krænket;    330

Pigen var min egen Søster,

Barnet af min egen Moder.

Straks endte hun sine Dage,

selv styrted hun sig i Døden,

ned i Fossens grummeste Fraade,

ned i Vandets vildeste Hvirvel.

Men jeg selv forstaar nu ikke,

aner ikke, fatter ikke

hvor jeg bedst kan finde Døden,

paa hvad Vis jeg skal den søge:    340

Bag de tudende Ulves Kæber,

Svælget af de brølende Bjørne,

dybt i Hvalfiskebugens Grube,

eller imellem Geddens Tænder.« 

Tog hans Moder nu til Orde:

»Kære Dreng, søg ikke Døden

bag de tudende Ulves Kæber,

Svælget af de brølende Bjørne,

dybt i Hvalfiskebugens Grube

eller bag Gedders grumme Tænder!    350

Stor og vid er Suomis Odde,

vældig Savolakses Grænse;

dær en Udaadsmand kan dølges,

angre skjult sin onde Gærning,

fjæles hele fem, ja seks Aar,

ni Aars Tid, om saa skal være,

indtil Tiden bringer Lindring,

Aarenes Løb faar dulmet Sorgen.« 

Kullervo, Kalervosønnen

taled da det Ord og sagde:    360

»Jeg vil ingenlunde mig dølge,

jeg, den frække, flyer ikke Landet;

frem for Dødens Svælg vil jeg træde,

frem til Dødningerigets Porte,

Kampens vide Marker mig kalder,

Valen, dær hvor Heltene falder.

End er Untamo ved Live,

ej den feje Karl er fældet.

Faders Vunder ikke hævnet.

Moders Taarer ikke gengældt —    370

ej at tale om det andet,

om min egen blide Medfart!«