Kullervo: Søsterens Undergang (Kalevala)
Hopp til navigering
Hopp til søk
Kullervo
Maleri af Akseli Gallen-Kallela
Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II
Kalevala
Ferdinand Ohrt
Kullervo: Søsterens Undergang
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |

Maleri af Akseli Gallen-Kallela
Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II
Ferdinand Ohrt
Kullervo: Søsterens Undergang
- Kullervo, Kalervosønnen, XXXIV. 1
- Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,
- Ungersvenden med gule Lokker
- og med de skønne Sko af Læder,
- giver sig nu paa Vej og viger
- bort fra Smeden Ilmaris Bolig,
- førend hans Herre faar høre
- Bud om sin Hustrus bratte Bane,
- før han af Harme kan gribes
- og faa pønset paa Kamp og Hævnfærd. 10
- Under Spil han gik fra Smeden,
- drog med Klang af Ilmas Lande,
- blæste højt i Horn paa Heden,
- vakte Larm og Støj paa Svedjen,
- Mosen brummed, Jorden skralded,
- op fra Heden Genlyd gjalded:
- Saadan spilled Kullervoinen,
- saadan larmed Udaadsmanden.
- Fremad Kullervoinen vandred, 37
- frem paa maa og faa han iled,
- gennem Ødemark om Dagen,
- gennem Hiisis Tømmerskove, 40
- men ved Kvæld, da Natten mørkned,
- stod han stille ved en Tue.
- Hviled sig her den faderløse,
- og hans Tanker vandred saa vide:
- »Hvem har sat mig ind i Verden,
- hvem har skabt mig arme Stakkel
- til ved Nat og Dag at færdes
- altid under aaben Himmel!
- Andre har dog et Hjem at søge,
- haster hjemad til egen Hytte, 50
- jeg har mit Hus i Skovens Øde,
- jeg har min Gaard paa vildene Hede,
- midt i Stormens Skød er mit Ildsted
- og min Badstuedamp i Regnen.
- Gode Gud, du skal ej skabe
- aldrig nogen Tid og Time,
- sligt forvildet Barn til Verden,
- Barn som Kærlighed ej kender,
- uden Fader under Himlen,
- uden Moder først og fremmest, 60
- saadan som du mig har dannet,
- som du skabte mig til Verden,
- ret som blandt en Flok af Maager,
- Fuglesværm paa Skær i Havet.
- Dagen kommer jo dog til Svalen,
- Morgenrøden gryer jo for Spurven,
- Glædens Time for Himlens Fugle,
- men til mig kommer ingensinde
- Dagens Lys i mit Levneds Time,
- Glæden ej saa længe jeg lever. 70
- Ikke kender jeg hvem mig fødte,
- aner ikke hvo der mig avled,
- om en Fugl har født mig paa Vejen,
- om en And mig avled i Sumpen,
- om en Raage ved Strand mig ruged
- eller i Klippens Kløft en Vildand.
- Spæd blev jeg skilt fra min Fader,
- lav og liden skikket fra Moder,
- død er Fader og død er Moder,
- død er hele min store Stamme; 80
- Sko af Is har den efterladt mig,
- Strømpepar af Sne har den levnet,
- lod paa islagte Sti mig ligge,
- glemte mig bort paa glatte Spange,
- at i Sumpen jeg skulde svinde,
- maatte min Grav i Skarnet finde.
- Dog saalænge Liv mig levnes,
- har jeg ikke Lyst at synke
- ned i Sumpen til et Spange,
- til et Trædebrædt i Skarnet. 90
- Ikke svinder jeg i Sumpen,
- mens jeg tvende Hænder ejer,
- paa hver Haand fem Fingre rører,
- paa hver Finger Negle fører!«
- Og det faldt ham nu paa Sinde,
- i hans Hjærne jog en Tanke:
- Untamoinens Bygd at søge,
- hævne dær sin Faders Vunder,
- Faders Vunder, Moders Taarer
- og sin egen haarde Medfart. 100
- Kom en Skovens Viv paa Vejen, 107
- kom i Kaabe blaa en Kvinde,
- hun til Orde tog og sagde:
- »Hvorhen gaar du, Kullervoinen, 111
- hvorhen vandrer Kalervosønnen?«
- Kullervo, Kalervosønnen,
- taled selv det Ord og sagde:
- »Bort herfra jeg vil mig vende, 117
- Untamoinens Bygd at søge,
- hævne Drabet paa min Stamme,
- Faders Vunder, Moders Taarer. 120
- Men den gamle tog til Orde: 123
- »Ikke har man dræbt din Stamme, 125
- død er ikke Kalervoinen;
- du din Fader har i Live,
- og din Moder er ved Helsen.«
- »O du kære gamle Kvinde,
- sig mig, kære gamle Kvinde, 130
- hvor skal jeg finde min Fader,
- hvor den væne Viv som mig fødte?«
- »Dær kan du finde din Fader,
- dær den væne Viv som dig fødte:
- Nær ved Laplands lange Grænse,
- tæt ved Fiskesøens Bredder.«
- »O du kære gamle Kvinde,
- sig mig, kære gamle Kvinde,
- hvordan skal da did jeg komme,
- hvordan skal jeg finde Vejen?« 140
- »Saare let kan did du komme,
- let, skønt fremmed, finde Vejen,
- naar du følger Skovens Udkant,
- naar du holder dig langs Floden;
- een Dag vandrer du og tvende,
- næsten tredje Dag du vandrer,
- iler frem langs Flodens Bredder, 153
- ud for trende Fossers Fraade;
- til en Oddes Spids du kommer,
- til en langstrakt Tanges Ende.
- Dær paa Odden staar en Hytte,
- staar et Fiskerhus paa Tangen,
- og derinde bor din Fader
- med den væne Viv som dig fødte; 160
- dær finder du dine Søstre,
- tvende unge skønne Piger.«
- Kullervo, Kalervosønnen,
- gav sig nu af Sted paa Vandring,
- vandred een Dag frem og tvende,
- næsten tredje Dag han vandred,
- naaed frem til Oddens Spidse, 175
- til den lange Oddes Ende:
- Dær paa Næsset stod en Hytte,
- stod et Fiskerhus paa Tangen.
- Derpaa gik han ind i Stuen;
- ingen kendte ham dær i Stuen: 180
- »Hvilket Land er vel Gæstens Hjemstavn,
- hvilken Bolig borte bag Havet?«
- »Kender du Sønnen din ej mere,
- kender du ej dit eget Afkom,
- ham der af Untamos Svende
- førtes fra jer til deres Hjemstavn,
- kun som Faders Finger i Drøjde,
- kun som sin Moders Ten i Højde?«
- Moderen skyndte sig at sige,
- brat taled den gamle Kvinde: 190
- »O mit Barn, min stakkels lille,
- arme Dreng med Gyldenspændet,
- saa du er endnu i Live,
- vanker om i disse Lande,
- du hvem længst som død jeg sørged,
- alt i lang Tid holdt for mistet!
- Tvende Sønner smaa jeg havde,
- fødte tvende skønne Døtre,
- men de ældste to af disse
- har jeg stakkels Moder mistet, 200
- Drengen i den store Fejde
- og paa ukendt Vis min Pige;
- Drengen kommer nu tilbage.
- Pigen kommer sikkert aldrig.
- Kullervo, Kalervosønnen,
- spurgte da paa Stand og sagde:
- »Hvordan er hun da forsvunden,
- Og hans Moder tog til Orde,
- selv hun ytred sig og sagde: 210
- »Hun gik ud efter Bær i Skoven, 213
- efter Hindbær op under Højen,
- dær er min lille Høne svunden,
- brat har min Smaafugl fristet Døden,
- fik en Død som slet ingen kender,
- led en Død hvis Navn ikke nævnes.
- Hvem var det der savned Pigen?
- Hvem undtagen hendes Moder? 220
- Moder søger først af alle.
- Moder søger, Moder ængstes.
- Ud jeg stakkels Moder vandred
- for at søge den forsvundne,
- spejded een Dag og den næste, 227
- spejded endnu Tredjedagen;
- og da Ugen helt var omme, 290
- gik jeg til den største Bakke,
- dennes høje Top besteg jeg,
- kaldte derfra paa min Datter,
- jamred efter den forsvundne:
- Svar mig hvor du er, min Datter,
- kom, mit Barn, igen til Hjemmet!
- Saadan kaldte jeg paa Pigen,
- klaged efter den forsvundne;
- Bjærget kasted Svar tilbage,
- op fra Heden gjalded Genlyd: 240
- Raab ej mere paa din Datter,
- lad kun Skraal og Skrigen fare,
- thi hun kommer ej tilbage,
- aldrig mer i Livets Dage,
- til sin Moders Gaard og Bolig,
- til sin gamle Faders Baadstrand.«
- ________________________________
- Kullervo, Kalervosønnen, XXXV. 1
- Gubbens Søn med lyseblaa Strømper
- leved fra denne Stund i Hjemmet
- under Forældres Værn og Værge;
- ikke fik han dog lært at fatte,
- komme til Mandevid og Visdom.
- Sønnen tager fat paa Arbejd, 11
- nyttig Idræt vil han øve;
- og han drog af Sted at fiske,
- roed ud med Fiskevoddet;
- selv han tager dær til Orde,
- spørger, mens han skøtter Aaren:
- »Skal af al min Magt jeg trække,
- ro af Sted af alle Kræfter,
- eller skal jeg trække sindigt,
- ro saa jævnt som just behøves?« 20
- Baadens Styrmand tog til Orde,
- taled straks det Ord og sagde:
- »Selv om al din Magt du bruger,
- ror af Sted af alle Kræfter,
- kan du næppe bryde Baaden,
- trække dens Tolde sønder og sammen.«
- Kullervo, Kalervosønnen,
- trak da til af hele sin Styrke,
- roed da løs af alle Kræfter,
- trak de Tolde sønder og sammen, 30
- brækked Baadens Enetræsbrædder,
- sønderbrød Jollens Aspetømmer.
- Kalervoinen kom og saae det,
- taled da det Ord og sagde:
- »Aldrig blir en Rorkarl af dig,
- du har brudt de tykke Tolde,
- brækket Baadens Enetræsbrædder,
- søndret hele min Aspejolle!
- Drag da ud med mine Skatter, 65
- kør af Sted, betal min Jordskyld!
- Kanske ude du er dygtigst,
- viser dig paa Langfærd kløgtigst.«
- Kullervo, Kalervosønnen,
- Gubbens Søn med lyseblaa Strømper, 70
- Ungersvenden med gule Lokker
- og med de skønne Sko af Læder,
- drog af Sted at bringe de Skatter,
- ud at yde Kornet i Jordskyld.
- Da nu de Skatter var bragte.
- Kornet alt var ydet i Jordskyld,
- kasted sig Kullervoinen i Kælken,
- steg han op i sin Kurveslæde,
- drog af Sted at age til Hjemmet,
- rejste mod egen Bygd tilbage. 80
- Frem han kører saa det klaprer,
- lader Hesten troligt trave
- over Väinöhjemmets Heder,
- over fordum brændte Svedjer.
- Mødte ham en Mø paa Vejen,
- Guldhaarsmø paa Skier glider
- over Väinöhjemmets Heder,
- over fordum brændte Svedjer.
- Kullervo, Kalervosønnen,
- standser Hesten straks paa Stedet, 90
- og den unge Mø han hilste,
- hilste hende, lokked hende:
- »Lille Pige, stig i Slæden,
- læg dig bagved paa mit Tæppe!«
- Og paa Dril ham Pigen svarer,
- som paa Ski forbi hun farer:
- »Døden stige paa din Slæde,
- Sot og Tæring paa dit Tæppe!«
- Kullervo, Kalervosønnen,
- Gubbens Søn med lyseblaa Strømper, 100
- slog den raske Hest med Pisken,
- drev med Snærten, perleprydet:
- Hesten løber, Færden lider.
- Slæden glider, Vejen kortes.
- Frem han kører, saa det klaprer,
- lader Hesten troligt trave
- paa den aabne, vide Havryg,
- over Havets frie Flade.
- Mødte ham en Mø paa Vejen,
- frem i Lædersko hun løber 110
- paa den aabne, vide Havryg,
- over Havets frie Flade.
- Kullervo, Kalervosønnen,
- stopper straks sin Hest i Farten,
- faar sin Mund paa Gled og mæler,
- føjer sine Ord og siger:
- »Stig i Slæden min, du skønne,
- Landets Pryd, følg med paa Færden!«
- Pigen giver ham til Gensvar,
- rapt hun slænger Ord tilbage: 120
- »Dødmand stige paa din Slæde,
- Dødning følge dig paa Færden!«
- Kullervo, Kalervosønnen,
- Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,
- slog den raske Hest med Pisken,
- drev med Snærten, perleprydet:
- Hesten løber, Færden lider,
- Slæden glider, Vejen kortes.
- Frem han kører, saa det knager,
- lader Hesten troligt trave 130
- over Pohjahjemmets Heder,
- over Laplands vide Grænser.
- Mødte ham en Mø paa Vejen,
- spændeprydet Pige spanker
- over Pohjahjemmets Heder,
- over Laplands vide Grænser.
- Kullervo, Kalervosønnen,
- stopper straks sin Hest i Farten,
- faar sin Mund paa Gled og mæler,
- føjer sine Ord og siger: 140
- »Lille Pige, stig i Slæden,
- hvil dig, kære, paa mit Dækken,
- kom og spis af mine Æbler,
- hjælp at knække mine Nødder!«
- Pigen giver ham til Gensvar,
- vrippent mæler hun tilbage:
- »Jeg vil spytte paa din Slæde,
- paa din Kælke, sølle Karlfolkl
- Det er tomt bag dine Tæpper,
- stygt paa Kælken din at køre.« 150
- Kullervo, Kalervosønnen,
- Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,
- trak nu Pigen ind i Slæden,
- rykked hende op i Kælken,
- satte Møen paa sit Tæppe,
- svøbte hende i sit Dække.
- Pigen tager da til Orde,
- gyldenspændet Jomfru skælder:
- »Slip mig fri og lad mig fare,
- lad mig unge Barn dog være, 160
- fri mig for at høre paa dig,
- for at trygle dig, du stygge,
- eller jeg sparker Hul i Bunden,
- river Tremmerne helt i Stykker,
- hugger din Slæde rent i Splinter,
- hugger i Kvag den skøre Kælke!«
- Kullervo, Kalervosønnen,
- Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,
- lukked nu op for Pengeskrinet,
- broget Laag med Bulder han løfted, 170
- lod hende skue Sølv i Mængde,
- bredte brogede Klædestykker,
- Strømper smaa med gyldene Rande,
- Bælter blaa med sølverne Spænder.
- Klædet vendte den vænes Vilje,
- Pengene Pigens Hu forandred,
- Sølvet lokked og Sølvet fristed,
- Guldet den Jomfru overlisted.
- Kullervo, Kalervosønnen,
- Gubbens Søn med lyseblaa Strømper, 180
- kysser ømt den unge Kvinde,
- drager hende, daarer hende —
- ene Haand ved Traverens Tømme,
- anden Haand paa Jomfruens Bryster.
- Saadan krænked han den favre,
- skænded denne skønne Pige,
- under kobberprydet Tæppe,
- over spraglet Slædedække.
- Herren sendte Morgengryet,
- lod den nye Dagning rinde; 190
- da tog Pigen selv til Orde,
- spurgte Svenden, fritted Svenden:
- »Af hvad Æt er du vel runden,
- gæve Svend, af hvilken Stamme?
- Du er vist af ædel Stamme,
- dig en fornem Æt har fostret.«
- Kullervo, Kalervosønnen,
- taled da det Ord og sagde:
- Ȯdel er dog ej min Stamme,
- ikke ædel, ikke ringe, 200
- snarest staar jeg midt imellem:
- Jeg er Kalervos stakkels Ætling,
- dum og uforstandig Yngling,
- svagt og raadløst Barn i Verden.
- Men din egen Æt du nævne,
- sig din egen høje Fødsel,
- om du er af ædel Stamme,
- om en fornem Æt dig fostredl«
- Og paa Stand ham Pigen svared,
- taled selv det Ord og sagde: 210
- Ȯdel er vel ej min Stamme,
- ikke ædel, ikke ringe,
- snarest staar jeg midt imellem:
- Jeg er Kalervos stakkels Datter,
- daarlig, uforstandig Pige,
- svagt og raadløst Barn i Verden.
- Fordums Tid i Barndomsdage
- da jeg boed hos min Moder,
- gik jeg efter Bær i Skoven,
- op til Højen efter Hindbær, 220
- Jordbær plukked jeg fra Marken,
- Hindbær jeg ved Højen samled
- hele Dagen, sov om Natten,
- endnu næste Dag jeg plukked;
- og paa tredje Dag jeg vidste
- ikke længer Vejen hjemad;
- Vejen førte ind i Skoven,
- Stien ind i Ødemarken.
- Da nu tre og fire Dage, 241
- fem, højst seks var helt forløbne,
- til at dø jeg mig beredte,
- vented mine Dages Ende.
- Men jeg fandt endnu ej Døden,
- ej mit usle Liv fik Ende.
- Var jeg død, jeg arme Stakkel,
- død og borte, jeg fortabte,
- kunde jeg et Aar derefter,
- kunde jeg den tredje Sommer 250
- have glimtet som et Græsstraa,
- pranget som en Blomsterkrone,
- som et modent Bær paa Marken,
- som et rødt og saftigt Hindbær:
- Denne Daad var ikke øvet,
- denne bitre Sorg ej prøvet.«
- Næppe har Pigen nævnet dette,
- knap har Møen sluttet sin Tale,
- før hun hopper ud af hans Slæde,
- springer fra Slæden ud i Floden, 200
- ned i Fossens grummeste Fraade,
- ned i Vandets vildeste Hvirvel.
- Kullervo, Kalervosønnen, 267
- sprang paa Stedet ud af Slæden,
- brast i bitter Graad og Taarer,
- tungt han klaged sig og jamred, 270
- søndred med en Kniv sit Stavtøj, 287
- Trækkeremmen skar han over,
- sprang saa paa den gode Ganger,
- paa den stærke Skimmels Lænder; 290
- rider frem en lille Strækning,
- frem et Stykke Vej han jager,
- standser paa sin Faders Gaardsplads,
- ved sin egen Faders Marker.
- Moderen kommer ud i Gaarden.
- »O min Moder, du som mig fødte!
- Havde du dog, min stakkels Moder,
- dengang du bragte mig til Verden —
- havde du fyldt med Røg din Badstu,
- stænget for Badekammerdøren, 300
- havde du kvalt dit Barn i Røgen,
- myrdet mig tvende Nætter gammel,
- lagt mig ned, i mit Svøb, i Vandet,
- druknet mig, svøbt i Sengedækket,
- siden kastet Vuggen paa Ilden,
- slængt mit lille Leje paa Baalet!
- Og hvis Folk saa havde spurgt dig:
- Hvi er Vuggen ej i Stuen?
- Hvi er Badstudøren stænget? —
- kunde du til Svar jo givet: 310
- Vuggen, den har jeg brændt paa Ilden,
- Sengestedet i Arneflammen;
- jeg gør Malt i mit Badekammer,
- mælter Korn i min hede Badstu.«
- Skyndsomt spørger da hans Moder,
- straks den gamle Kvinde fritter:
- »Sig, hvad fejler dig, du kære,
- hvilket Under er dog hændet?
- Ret en Dødning lig du kommer,
- som et Genfærd staar du for mig.« 320
- Kullervo, Kalervosønnen,
- taled da det Ord og sagde:
- »Vist er der hændet mig et Under,
- Skændsel og Fordærv er der timet,
- thi min Søsterlil har jeg skændet,
- krænket Barnet af egen Moder.
- Jeg drog hjem fra Skattefærden,
- havde udredt Faders Jordskyld,
- traf saa paa min Vej en Jomfru,
- jeg med Vold har hende krænket; 330
- Pigen var min egen Søster,
- Barnet af min egen Moder.
- Straks endte hun sine Dage,
- selv styrted hun sig i Døden,
- ned i Fossens grummeste Fraade,
- ned i Vandets vildeste Hvirvel.
- Men jeg selv forstaar nu ikke,
- aner ikke, fatter ikke
- hvor jeg bedst kan finde Døden,
- paa hvad Vis jeg skal den søge: 340
- Bag de tudende Ulves Kæber,
- Svælget af de brølende Bjørne,
- dybt i Hvalfiskebugens Grube,
- eller imellem Geddens Tænder.«
- Tog hans Moder nu til Orde:
- »Kære Dreng, søg ikke Døden
- bag de tudende Ulves Kæber,
- Svælget af de brølende Bjørne,
- dybt i Hvalfiskebugens Grube
- eller bag Gedders grumme Tænder! 350
- Stor og vid er Suomis Odde,
- vældig Savolakses Grænse;
- dær en Udaadsmand kan dølges,
- angre skjult sin onde Gærning,
- fjæles hele fem, ja seks Aar,
- ni Aars Tid, om saa skal være,
- indtil Tiden bringer Lindring,
- Aarenes Løb faar dulmet Sorgen.«
- Kullervo, Kalervosønnen
- taled da det Ord og sagde: 360
- »Jeg vil ingenlunde mig dølge,
- jeg, den frække, flyer ikke Landet;
- frem for Dødens Svælg vil jeg træde,
- frem til Dødningerigets Porte,
- Kampens vide Marker mig kalder,
- Valen, dær hvor Heltene falder.
- End er Untamo ved Live,
- ej den feje Karl er fældet.
- Faders Vunder ikke hævnet.
- Moders Taarer ikke gengældt — 370
- ej at tale om det andet,
- om min egen blide Medfart!«