Kulstjert paa Kjæphesten
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Kulstjert paa Kjæphesten
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Der boede engang en Stodder og hans Kjælling i deres Hytte. De havde tre Døttre; den ældste hed Signe, den anden Asa og den tredie Helga. De to ældste Søstre, Signe og Asa, havde lykkelige Dage i Sammenligning med Helga; thi Forældrene holdt saare af dem og taalte ikke, at der blæste nogen Vind paa dem, medens derimod Helga var et Skumpelskud for de to Gamle og maatte udføre alle de værste Arbeider, som Kjællingen selv ansaae sig ude af Stand til at forrette; hun maatte paatage sig alt Slid, gaae i Kjøkkenet, staae over Gryden med sin Moder, og pudse og rense Alt, hvad der trængte til at gjøres reent i Hytten. De ældre Søstre toge sig ikke af nogen Ting; om Vinteren sade de derinde paa Forhøiningen paa Stads, som om det var to Prindsesser, men om Sommeren slikkede de Solskin udenfor, gik i stadselige Klæder og bestilte ikke Andet end pynte sig.
De misundte alligevel Helga; thi skjøndt hun var klædt i Pjalter, maatte paatage sig alt det værste Slid, og ikke havde andet Leie end Askedyngen derude i Kjøkkenet, var hun dog i Alles Øine den Fagreste af dem, og det ærgrede naturligviis de Andre. Saa kom der engang en velklædt og fager Mand og friede til Signe. Saavel de to Gamle, som Signe selv, syntes godt om Manden, og saasom de fandt, at det var et anseeligt Giftermaal, gave de Alle deres Jaord dertil. Manden drog strax derefter bort med Signe, men de vare kun komne et kort Stykke fra Stodderens Hytte, før han skiftede Ham og blev til en Jette med tre Hoveder. Derpaa siger han til Signe: »Ønsker Du, at jeg skal bære Dig eller trække Dig.« Signe valgte da, hvad der var det Behageligste, at blive baaret. Han lod hende da sætte sig op paa eet af Hovederne, og bar hende saaledes hjem til sin Hule. Her satte han hende ned i en Kjælder, og efter at have bundet hende Hænderne paa Ryggen, slyngede han hendes Haar fast om en Stoleryg, hvorpaa han gik fra hende og lukkede Kjælderen i Laas.
Kort derpaa kommer en Mand til Stodderen og hans Kjælling og frier til Asa; han var fornemt klædt og havde, efter Ægteparrets Tykke, et velhavende Udseende, og han faldt ogsaa i Asas Smag. Det blev derfor afgjort, at Manden skulde have hende, og han drog da bort med hende fra Fædrenehuset. Da de vare komne et kort Stykke Vei fra Hytten, blev denne Mand til en forfærdelig stor Jette med tre Hoveder, og han gjorde Asa det samme Tilbud, som han tidligere havde gjort hendes Søster Signe, og det gik ganske imellem dem, som før blev fortalt om ham og Søsteren. Saa kom der en tredie Mand til Stodderfolkene i Hytten og friede til deres Datter. Det var en stolt og anseelig Mand. Stodderen og hans Kjælling bade ham at høre op med slig Tale, »thi nu have vi ingen Datter tilbage, som vi kunne give bort; vi have allerede bortgiftet dem, vi eiede.« Manden vedblev desto ivrigere med Frieriet; de havde nok en Datter tilbage endnu at give bort, meente han. De Gamle svarede, at vel eiede de endnu en Datter, men det kunde da ikke falde dem ind, at noget Menneske skulde fatte Kjærlighed til hende, thi hun var en styg Tingest at see paa og ret en elendig Tosse. Manden friede dog saameget desto ivrigere, og bad, om han maatte faae hende at see. Helga blev kaldt ind fra Kjøkkenet og viist den Fremmede, og nu bad han dem, ikke længere at nægte ham deres Datter. De skulde saamæn ikke forholde ham Datteren, hvis han endelig vilde have hende, sagde de Gamle, men om Helgas egen Mening blev der ikke spurgt. Saa drog han bort med Helga, og da han havde tilbagelagt et kort Stykke Vei, forvandledes han, som tidligere, til en Jette og gav hende det samme Valg, som hendes Søstre, men hun valgte at blive trukken, og der meldes saa ikke Videre om deres Færd, før han kom hjem til Hulen med hende.
Da siger Jetten til Helga: »Nu skal Du overtage Dig al Husets indvendige Gjerning, tage Dig af Hulen, feie den og holde den reen, tillave min Mad, gaae mig i enhver Henseende tilhaande, og rede min Seng.« Saaledes gik nu Dagene hen. Om Dagen tog hun sig af al Gjerning hjemme i Hulen, men Kveld og Morgen gik hun Jetten tilhaande. Han tilbragte altid Dagen med Jagt og Fiskeri; om Aftenen bar han sin Fangst hjem, hvad enten den nu bestod af Fiske eller Fugle, og saa gav han sig ilav med sit Maaltid, under hvilket han ikke viste megen Finhed i sine Lader. Før han gik hjemmefra om Morgenen, tog han hver Gang frem til hende, hvad hun behøvede. Hun saae, at Jetten altid gik til sine Gjemmer og Aflukker selv, men aldrig tillod hende at kige i Noget, og naar han forlod Hulen, tog han altid sine Nøgler med sig. Den eneste levende Skabning, som, det Helga vidste af, opholdt sig i Hulen foruden hende, var en lillebitte Hund, der tilhørte hende og var der til hendes Fornøielse. Hun lagde dog Mærke til, at naar hun stod beskjæftiget med sit Arbeide og ikke gav sig af med den, forlod den hende, men kom tilbage, naar hun kaldte, skjøndt ikke øieblikkelig. Deraf sluttede hun sig til, at den gik langt bort fra Hulen.
En Dag gav hun sig til at undersøge Hulen, og hun traf da paa en tillaaset Dør, foran hvilken Hunden laa. Hun kigede igjennem Nøglehullet, og det forekom hende da, at hun saae to Piger derinde, siddende hver paa sin Stol, og det faldt hende ind, om det ikke skulde være hendes Søstre; da blev hun meget bedrøvet over den haarde Medfart, de her led, skjøndt de Samme nok ikke havde behandlet hende bedre i fordums Dage.
Da Jetten om Kvelden kom hjem, var Helga snaksom og fuld af Skjemt imod ham, mens han sad ved sit Maaltid. Hun spurgte ham da blandt Andet om, hvorledes hendes Gjerning og Omsorg for Hulen behagede ham. Dermed var han vel fornøiet, og saa længe bleve de ved at snakke sammen, at hun tilsidst spurgte ham, hvorledes hun selv faldt i hans Smag. Jetten var godt fornøiet med hende, men han havde da ogsaa hentet hende, sagde han, fordi han havde vidst, hvilket herligt Kvindfolk hun var. Da sagde Helga: »Havde Du skattet mig høiere end som din Trælkvinde, da havde Du ikke været saa mistænksom af Dig og vist tilladt mig at gaae frit omkring overalt i din Hule til alle Aflukker og Gjemmer, og saa havde jeg med Dig kunnet havt Glæde af din Rigdom; men Du har lukket Alting for mig, selv tildeelt mig, hvad jeg skulde bruge, og aldrig tilladt mig at omgaaes med din Eiendom.« Sandhed talte hun, sagde Jetten, han havde ikke givet hende sine Nøgler; »men det gjorde jeg, fordi jeg vilde prøve Dig. Nu vil jeg ikke længer dølge for Dig, at jeg snart agter at feire vort Bryllup, og derfor skal Du nu tage imod Nøglerne til alle mine Gjemmer og Aflukker og passe paa Alt, hvad jeg eier. Men der er dog eet Gjemme, som Du ikke maa lukke op, om end een af Nøglerne i Knippet passer til Laasen, og jeg raader Dig til at tage Dig vel i Agt for at gjøre det.« Helga tog imod Nøgleknippet og sagde: »Nu har Du handlet vel, baade deri, at Du ikke vilde vise mig Haan , og deri, at Du betroer mig frit at omgaaes med alt Dit; men nu nærmer sig jo ogsaa den Tid, da det sømmer sig bedre for mig, at blive lidt mere bekjendt med Tilstanden i dit Huus end jeg hidtil, har været. Siden Du har isinde, som Du fortæller, snart at holde Bryllup med mig, troer jeg, at det ikke vil være afveien at foretage lidt Reengjøring i Hulen og sætte Et og Andet paa en bedre Plads end det nu har, og allerede imorgen skal jeg give mig ilav med det Arbeide.« Efter denne Samtale gaae de tilsengs og sove Natten hen.
Dagen efter gaaer Jetten bort fra Hulen, som han pleier, men Helga giver sig til at eftersee hans Gjemmer. Efter at det var gjort, gaaer hun hen til den Dør, udenfor hvilken Hunden ofte laa, og prøver den eneste Nøgle, der endnu var tilbage i Jettens Nøgleknippe, og som han havde forbudt hende at benytte, og øieblikkelig lukker hun Døren op med den. Ved at træde indenfor, træffer hun der begge sine Søstre, hungrige og udtærede og meget forkomne. Hun løser dem og forfrisker dem saa godt det staaer i hendes Magt.
Nu fortælle de hende deres Liv her hos Jetten, at han har villet tvinge dem til Ægteskab, og da de ikke vilde indlade sig derpaa, har han sat dem ind i denne afsides Hule og kun undt dem saamegen Føde, som de behøvede til at friste Livet ved. Efterat have hørt dette, sagde Helga: »Nu gjælder det i en hurtig Vending at finde paa Raad, og jeg har da isinde at skaffe Jer bort herfra, hvorledes det end skal gaae mig selv bagefter; jeg har da tænkt mig, at lade Jetten bære Jer hjem til Far og Mor i en Bælg, som jeg vil stoppe ud med gamle Fiskeskind og Jettens Madlevninger. Derpaa tager hun en stor Bælg, lader Søstrene putte sig ned i den og stopper trindt omkring dem Jettens Madlevninger. Efterat være færdig dermed, stiller hun Bælgen op til Hulens Væg.
Da Jetten kom hjem om Kvelden, lod Helga, som om hun var meget kummerfuld og bedrøvet, og han trængte da ind paa hende, for at faae at vide, hvad der feilede hende; men hun sagde, at hendes Sørgmodighed kom af, at hun var træt efter sit Dagværk og af, at hun vidste, at hendes Forældre ikke havde Noget at leve af derhjemme, medens hun svømmede her i Overflod. Jetten, hvem hendes Klage gik til Hjerte, meente, at det ikke vilde falde vanskeligt at raade Bod herpaa. Da sagde Helga: »Jeg har idag gaaet og tænkt paa, hvorledes Du med mindst Skade for Dig selv kunde hjelpe paa mine Forældres Nødtørft, og jeg mener da, at Du mindst vilde komme til at savne de Levninger, der ere blevne tilbage fra din Davre og Nadver, som hidtil have ligget hulter til bulter rundtomkring i Hulen, som andet Skramleri, men nu har jeg pillet dem sammen og puttet endeel af dem i dennehersens Bælg, som, hvis den paa en skikkelig Maade var kommet hjem til mine Forældre, vilde være dem en god Forsyning. Men nu er Bælgen bleven saa tung, at jeg ikke magter den, og dog rummer den ikke Halvparten af dine Levninger. Nu haaber jeg, at Du gjør mig det til Villie, at bære denne Bælg hjem til Hytten imorgen, saa raader Du dermed Bod paa mine Forældres Nødtørft for det Første og befrier mig for alt det Roderi, som dine Madlevninger skaffe mig paa Halsen. Men det forbyder jeg Dig paa det Strengeste, at Du rører ved Noget i Bælgen eller roder op i den, og Du skal bare ikke troe, at det skulde skee mig uafvidende, thi jeg seer igjennem Høie og Holter og min Hule. Du kan da ogsaa være sikker paa, at der ikke bliver Noget af Giftermaalet med mig, hvis Du viser Dig ulydig imod min Befaling.«
Jetten lover, at vise sig lydig i Alt og opfylde hendes Ønsker i enhver Henseende, og derpaa siger han: »Nu skal Du gjøre Alt færdigt til vort Bryllup imorgen.« Saa gav han hende Anviisning paa alle de Ting, der behøvedes til Gildet, og det var ikke Smaating, han gav til Tilberedelserne, fandt hun. Han kom da ogsaa frem med en Bylt, som han løste op, og deraf trak han saa en Brudeklædning frem, som han bad hende at iføre sig, saa snart hun var færdig med Tilberedelserne til Gildet, thi der maatte ikke staae Noget tilbage ugjort, sagde han, naar Bryllupsfolket kom. Naar han bragte Forældrene Bælgen, vilde han indbyde Gjæsterne til Brylluppet med det Samme, sagde han. Han kunde være ganske rolig, svarede Helga, Alt skulde nok være færdigt, naar Gjæsterne kom, og hun lod da, som om det var hende meget om at gjøre, at Brylluppet kom snart i Stand. Saa hørte de op med den Samtale og gik tilsengs.
Morgenen derpaa stod Jetten tidlig op, tog Bælgen paa sin Ryg og traskede afsted med den hjem til Hytten. Da han var kommen et godt Stykke Vei fra Hulen, forekom Bælgen ham lovlig tung, hvorfor han sætter den fra sig, for at hvile sig. Neppe har han sat sin Byrde fra sig, før den ene af Søstrene siger: »Jeg seer igjennem Holter, Høie og min Hule!« Da forstaaer Jetten, at Helga seer hans Færd, og han siger:
- »Nei, min Ryg skal faae sit Knæk,
- Før jeg seer i denne Sæk;
- Holter, Høie, Hulerand
- Helga gjennemskue kan.«
Og strax slænger han Bælgen op paa sin Ryg igjen; men det skeer dog, at han bliver træt anden Gang og finder Bælgen paafaldende tung; han sætter den derfor fra sig, men aldrig saasnart har han hørt Ordrene: »Jeg seer igjennem Holter, Høie og min Hule«, før han gjentager sin forrige Vise og fortsætter sin Vandring. Saaledes gik det ogsaa, da han hviilte sig tredie Gang, han baade hørte og gjentog det Samme, som første Gang. Uden videre Hændelser naaede han saa Hytten, hvor han overleverede Bælgen til Stodderen og hans Kjælling.
Nu maae vi da fortælle, at Helga gav sig ifærd med Reengjøringen af Hulen og med Tilberedelserne til Bryllupsgildet, saaledes som Jetten havde foreskrevet hende. Hun skynder sig, saameget hun kan, og dækker Bordet. Da hun var færdig med Alt, hvad hun havde at gjøre, tog hun en Træbul, som fandtes i Hulen, pyntede den ud med sin Bryllupsdragt, og satte den paa det Sted, hvor hun antog, at hendes egen Plads vilde blive bestemt. Derpaa gnider hun sit Ansigt sort med Sod, vælter sig med sine Klæder i Kul og Aske, tager Ildrageren, sætter sig paa den og rider nu fra Hulen i en modsat Retning af den, hvor Hytten ligger. Langt var hun ikke kommen, før hun mødte Jetten med en stor Flok Bryllupsgjæster. Der var i Følge med Brudgommen baade Jetter og Bjergtrolde, og han gik selv forrest i Spidsen. Han tiltalte Helga og spurgte, hvad hun hed. Hun svarede, at hun hed »Kulstjert paa Kjæphesten.« Han tiltaler hende da paa denne Viis:
- »Kom Du til Melbjerg,
- Kulsorte Tingest?«
Hun svarede:
- »Kom jeg der;
- Bredt var paa Bænke,
- Men Brud sad paa Stol,
- Viin fyldte Bæger,
- Flød over Rand.«
Da sagde Jetten: »Ho! Ho! Rid nu til, Bruden venter!« og alle hans Gjæster gjentoge hans Ord og raabte: »Ho! Ho! Lad os ride til, Svende.« Efterat Helga var bleven dem kvit, mødte hun kort derpaa nok en Flok Bryllupsgjæster, som kun bestod af Hexe og Troldkvinder. De tiltalte hende, ligesom Jetten:
- »Kom Du til Melbjerg,
- Kulsorte Tingest?«
Hun svarede:
- »Kom jeg der;
- Bredt var paa Bænke,
- Men Brud sad paa Stol.
- Viin fyldte Bæger,
- Flød over Rand!
Da sagde Hexene: »Ho! Ho! Lad os ride til, Møer!« og hermed skiltes de fra Helga. Hexene droge ad Melbjerg til Hulen, men Helga vendte om, da der kom en Høi imellem dem, og stævnede hjem til Hytten, hvor hun fortalte sine Forældre og Sødskende, hvorledes Sagerne nu stode. Hun blev kun en liden Stund derhjemme, saa vendte hun om igjen, for at see, hvad man nu tog sig for paa Melbjerg.
Vi komme da igjen til Jetten og hans Gjæster. Da de kom til Hulen, saae de Bordet dækket og Bænkene stillede op, kort sagt, Alt lavet istand til Fryd og Gammen. Saa fik de Øie paa Bruden, som allerede sad paa sin Plads; de gik da nærmere og hilste paa hende, men hun gjorde ikke saa Meget, som at see til dem, hvilket tyktes dem Alle en løierlig Adfærd, og ikke mindst Brudgommen. De gave sig til at see hende lidt nøiere efter i Sømmene, og kom da under Veir med, hvorledes man havde faaet lavet denne Brud. Jetten fandt, at han var holdt slemt for Nar, og nogle af Gjæsterne, som vare enige med ham heri, beklagede ham formedelst denne Forhaanelse, medens andre Gjæster ansaae sig selv for narrede af Jetten, da han havde budet dem til Bryllup, men havt isinde at blænde deres Øine med en saadan Træklods. Der opstod strax et Slagsmaal imellem dem, og de dræbte efterhaanden hverandre, Jetten og hans Mænd paa den ene Side, og de, som troede sig holdte for Nar af ham, paa den anden Side. Kort sagt, der blev ikke een levende Sjæl tilbage, og Helga stod og saae paa, hvor hæsligt de kom af Dage. Da Troldene vare faldne, løb Helga med Syvmilefart hjem til Hytten og hentede hele sit Pak. Siden droge de alle de døde Kroppe ud af Hulen, bare Ved omkring dem og optændte et stort Baal, og brændte saa hele denne hæslige Yngel til sorten Kul. Da det var gjort, toge de Alt, hvad der havde Penges Værd, og bragte det fra Hulen hjem til Hytten.
Helga samlede siden en Mængde Tømmermænd, kjøbte Bygningstømmer og lod opføre et stort og smukt Huus, hvor hun slog sig ned. Hendes Søstre bleve aldrig gifte, thi de havde ikke meget Omløb i Hovedet, vare uvante til Alting og kunde ingen nyttig Gjerning foretage sig. Men Helga blev gift med en flink Mand, og de levede længe og lykkelig sammen:
- Børn de satte tidt paa Skjød,
- Mange Fold dem Marken bød,
- Smørret flød
- Til Pisk og Brød. —
- Komme Kvinde, komme Mand,
- Komme hvo, som høre kan!
- Og gid Pokker tage Den,
- Som har hørt Fortællingen,
- Men ei strax betaler den!
- Snip, Snap, Snude,
- Tip, Tap, Tude,
- Nu er Historien ude.
