Kvadet om Hyme (F.W.Horn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869

Kvadet om Hyme
(Hýmiskviða)

1. Det var i den fjerne Oldtid,

at engang de høje Guder,

lystne efter Horn at tømme,

før de gik til Øges Gilde,

slagted Vilddyr, rysted Kviste,

forskede i Offerblodet,

og de saae, at nok af Kjedler

havde Øge i sit Hus.

2. Som et Barn saa glad og munter

sad den stærke Klintekonge,

Jætten lig i Lød og Lader;

Thor ham stivt i Øjet stirred:

”oftere du, Øge, skulde

byde Aserne til Fest.”

3. Vaande voldte Vingthors Tale

Jætten, som ej glad den hørte;

flux han pønsede paa Gjengæld,

og til Sifs hugprude Husbond

talede han da saalunde:

”Skaf du mig da, Thor, en Kjedel,

hvori jeg til Eder alle

brygge kan det stærke Øl.”

4. Ej de høje Guder vidste,

hvor en slig de skulde tage,

førend Ty og Hlorrid mødtes,

og i Enrum talte sammen,

gav da Ty et Venneraad:

5. ”Øst for Elivaages Bølger,

der hvor Himlens Hvælving ender,

bor min snilde Fader Hyme,

han en vældig Kjedel ejer,

ej i den paa Rum det skorter,

den er mange Mile dyb.”

6. ”Tror du, vi kan faa den Kjedel?”

”Ja, ifald vi bruger List.”

7. Snelt fra Asgaard bort de fore,

rask de kjørte hele Dagen,

til de kom til Egils Bolig;

han forvared Vingthors Bukke

med de statelige Krumhorn,

mens de gik til Hymes Hal.

8. Der traf Ty sin Bedstemoder,

ilde hued hun sin Frænde;

trende Gange trende hundred

Hoveder var der at se.

9. Men en anden Jættekvinde,

gyldensmykt, med lyse Øjnbryn,

tren for Sønnen frem og bød ham

Velkomst med det fulde Horn.

10. ”Frænde, mig du lade raade,

sæt jer under disse Kjedler,

og lad dem jer begge skjule,

skjøndt det ej paa Mod jer skorter;

mangen Gang er ej min Husbond

imod Gjæster, som han burde,

men lidt karrig og lidt ond.”

11. Sent først vendte hjem fra Jagten

Hyme Jætte, fuld af Ondskab,

Istap stødte imod Istap

i hans Skjæg, saa lydt det gungred,

da han ind i Hallen tren.

12. ”Hil dig, Hyme, stil din Harme,

thi din Søn din Hal nu gjæster,

han, som vi har ventet længe;

hid han følges af en anden,

som sig Jættebane kalder

og en Ven af dem i Mandhjem,

Veur nævner han sit Navn.

13. Hist ved Væggen har de sat sig,

bange søge de sig Tilflugt

skjulte bag den brede Søjle.”

Søjlen brast for Jættens Blikke,

og isønder Aasen sprang.

14. Otte Kjedler faldt fra Bjælken,

ikkun én saa haardt var hamret,

at den ikke brast i Faldet;

frem da ginge Ty og Vingthor,

men den gamle Jætte skued

umildt til sin Fjende hen.

15. Ikke godt hans Hu ham varsled,

da han saae i Hallen gange

ham, som voldte tidt og ofte

Jættekvinder stride Taarer;

dog blev trende Tyre tagne,

som dem Jætten koge bød.

16. De blev slagted’, de blev kogte;

ene Sifs hugprude Husbond

spiste, før han gik til Hvile,

af de trende Øxne to.

17. Altfor meget tyktes Hlorrid

Hrungnes gamle Ven at spise:

”hver af os maa selv sig skaffe

Nadver til imorgen Aften.”

18. Kvad da Veur, at han vilde

ro paa Fiskeri paa Havet,

om ham Jætten vilde give

Agn til paa sin Krog at fæste.

19. ”Gaa til Hjorden, Jætteknuser,

om det ej paa Mod dig skorter,

tag dig der din Lokkemad.

20. Let dog faar du ikke, tror jeg,

Agn til Krogen hos vor Oxe.”

Flux gik Veur da til Skoven,

hvor den sorte Oxe stod.

21. Brød saa Thor, de Jætters Bane,

vældig Hovedet af Tyren

med de tvende stærke Krumhorn.

”Meget værre du mig tykkes,

nu da du dig rører Veur,

end da før du stille sad.”

22. Bad da Mejles stærke Broder,

Bukkenes den bolde Herre,

Jætten at han skulde styre

Skibet længer ud paa Havet;

lidet hued det kun Hyme

at ro mer paa Dybet ud.

23. Op den stærke Hyme løfted

tvende Hvaler paa sin Angel,

men imens stod Odins Ætling

listelig i Skibets Bagstavn,

sysled med sin Medesnor.

24. Fæsted Veur, Midgaards Værge,

han, som ene knuser Ormen,

Oxehovedet paa Krogen;

gabede da over Agnen

alle Guders gamle Fjende,

der sig om Alverden snor.

25. Vældig trak den stærke Vingthor

Ormen op til Skibets Ræling,

skjøndt den blæste Gift og Edder;

vældig slog han med sin Hammer

paa dens Pande, haard som Fjeldet,

da var Ulvens Ven i Vaande.

26. Klipper brast og Fjelde knaged,

og den hele Jord foer sammen,

Ormen sank igjen tilbunds.

27. Glad var ej den gamle Jætte,

da de atter rode hjemad,

saa at ej et Ord han mælte;

hurtig brugte han sin Aare

for at komme bort derfra.

28. ”Hvilket Arbejd vil du vælge,

thi det halve skal du gjøre,

vil du bære min Hvaler

eller gjøre Baaden fast?”

29. Frem gik Hlorrid, greb i Stavnen,

ikke øste først han Skibet,

flux han løfted hele Snekken;

ene gjennem Bjergets Huler

bar han den med Kar og Aarer,

bar han den til Jættens Gaard.

30. Dog den trættekjære Jætte

kivedes endnu med Vingthor,

om hvem flest af Kræfter aatte.

”Ingen,” sagde han, ”har Kræfter,

om han ror end nok saa kraftig,

hvis han ej formaar at bryde

denne Kalk isønder her.”

31. Men da Hlorrid tog ved Kalken,

brast den haarde Sten for Glaret,

siddende han slog, saa Søjlen

brast og Kalken fløj igjennem,

hel den blev til Hyme bragt.

32. Indtil Hymes fagre Frille

hvisked Thor et Raad, hun kjendte:

”Slaa du den mod Hymes Pande;

naar han sidder mæt i Sædet,

saa at han ved Maden ledes,

er den haard som ingen Kalk.”

33. Bukkenes hugprude Herre

rejste vældig sig paafode,

samled al sin Asastyrke;

helt blev Jættens tykke Hoved,

men det stærke Bæger brast.

34. ”Stort var det Klenod, jeg misted,

da jeg nu ser Kalken ligge

sønderbrudt for mine Fødder.

Hyme har sit Ord dig givet,

som han ikke svigte kan.

35. Nu I maa, om I det mægter,

prøve fra vor Gaard at bære

Kjedlen, hvori Øllet brygges.”

Tvende gange Ty forsøgte

om han kunde flytte Kjedlen,

men urokket fast den stod.

36. Modes Fader greb i Kanten,

skred saa med den gjennem Salen,

løftede den paa sit Hoved,

Ringene hans Hæle slog.

37. Længe foer de ej, før Vingthor

vendte sig og saa tilbage;

saae han da fra Østen Hyme

komme fra de vilde Fjelde,

Jætterne med mange Hoveder

fulgte ham i sluttet Flok.

38. Tog da Thor fra Axlen Kjedlen,

ned han satte den paa Jorden,

svang med Kraft sin gode Mjølner,

Hammeren, som Jætter knuser,

og han vog den hele Flok.

39. Længe foer de ikke, førend

en af Hlorrids tvende Bukke

halvdød styrted til Jorden,

halt den var, den gode Løber;

Loke var det, som forvoldte

fuld af Ondskab Bukken mén.

40. Hørt I har – Enhver jo ved det,

som de gamle Frasagn kjender,

der om Guderne fortælle –

hvilken Bod han tog for Brøden,

begge Jættens Børn han fik.

41. Foer han saa, den stærke Vingthor,

til han kom til Gudethinget;

Hymes Kjedel med han bragte.

Nu de høje Guder drikke,

hvergang Hørhøsttiden kommer,

sammen Øl i Øges Hal.

Fodnoter

Note: I Winkel Horns oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.